Emne: Politisk og sociologisk teori

Hashtagaktivisme som kierkegaardsk nivellering

Jone Haug Køhler · 2. jun. 2022

I nyere tid er de sociale medier i et tiltagende omfang blevet platforme for diverse aktivistiske bevægelsers mobilisering. Aktivismen på de sociale medier foregår især ved hjælp af hashtags, der kan samle sociale og politiske budskaber under enkelte ord, fraser eller faner. Af den grund er bevægelserne blevet døbt “hashtagaktivisme” af populærkulturen, litteraturen og de sociale mediers brugere.

Overordnet kan hashtagaktivismen opsummeres som “the act of fighting for or supporting a cause with the use of hashtags as primary channel to raise awareness of an issue and encourage debate via social media”.¹Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15. Disse kan være alt fra #blacklivesmatter og #metoo til #challengeaccepted og #deldinskam, og fælles for dem er, at de forsøger at skabe en diskurs omkring bestemte sociopolitiske emner gennem hashtaggets evne til at sammenfatte individuelle opslag til en samlet helhed. Hashtagaktivismen handler primært om at støtte op om en bestemt sag ved at bringe de samfundsmæssige uretfærdigheder frem i lyset, hvor de kan blive behandlet. Gennemgående har hashtagaktivismen haft succes med at skabe opmærksomhed omkring sager relateret til racisme, sexisme, miljøkamp og LGBTQ+-rettigheder. Dens gennemslagskraft er global, og adskillige offentlige personer er som følge af den blevet bragt til ansvar for diverse ugerninger. Eksempelvis har #blacklivesmatter skabt diskurs omkring diskrimination, politivold og ‑mord mod afroamerikanere, og #metoo har skabt offentlig debat omkring overgreb og krænkelse begået mod kvinder. Nogle af de største sager på verdensplan har været mordet på George Floyd og Harvey Weinsteins sexforbrydelser, hvor hashtagaktivismen i begge tilfælde unægteligt spillede en stor rolle i fængslingerne af de ansvarlige.

I denne artikel vil jeg fremstille hashtagaktivismen som et eksempel på kierkegaardsk nivellering. At der skulle være en forbindelse mellem hashtagaktivismen på de sociale medier og Søren Kierkegaards eksistentialistiske filosofi kan umiddelbart fremstå en smule arbitrært. Sociale medier, som er et senmoderne fænomen, kunne Kierkegaard jo umuligt beskæftige sig med i 1800-tallet. Anser man alligevel hashtagaktivismen som udtryk for individets forsøg på selvformation og offentlig tilsynekomst, så bliver dens sammenhænge med Kierkegaards fokus på selvrealisering, valg og frihed mere åbenlyse. I En Literair Anmeldelse beskriver Kierkegaard videre, hvordan fremkomsten af trykpressen reducerede mennesket til et handlingsløst, anonymt og personlighedsløst publikum.²Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86. Kierkegaards analyse af pressen synes i dag meget nærliggende i forbindelse med de sociale medier og hashtagaktivismen, som på en lignende måde kan anskues som mediatorer af de menneskelige relationer, der tilpasser brugerne en distanceret massekultur, hvor det subjektive indhold nivelleres og undertrykkes.³I stedet for at betragte de sociale medier via Heideggers “Das Gestell”, hvor teknologiens essens består i at indramme og reducere mennesket og det værendes totalitet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg … Continue reading Til trods for at hashtagaktivismen lader til at have succes med at bringe sine budskaber ud til en mangfoldig skare af mennesker, så er spørgsmålet, om den er lige så succesfuld, når det kommer til at frembringe en politisk tilsynekomst og selvrealisering.⁴Min forståelse af hashtagaktivisme som et forsøg på politisk subjektivering, der sammenfletter aktivismen med en mere eksistentialistisk selvrealisering, trækker på post-marxistiske teorier som Chantal Mouffes demokratiske og diskursive protest mod hegemonisk undertrykkelse (Chantal Mouffe, … Continue reading Hvor konkrete bevægelser lader individet træde frem som et engageret og aktivistisk subjekt, synes mennesket gennem de sociale medier nemmere at kunne forfalde til en slags passiv og distanceret sofa-aktivisme. Med det sagt er det naturligvis ikke al hashtagaktivisme, der falder ind under nivelleringens passivitet. Mange sociopolitiske bevægelser, som blandt andet #blacklivesmatter, har med stor succes benyttet sig af de sociale mediers massekommunikation til at mobilisere stor tilslutning til deres sag, hvilket også har manifesteret sig videre på gadeplan i form af reelle demonstrationer og politiske protester. Da en væsentlig del af aktivismen er handlekraftig og engageret, skal min kritik ikke forstås som at omfatte hele hashtagaktivismens spektrum, men derimod det segment, som enten i højere grad eller udelukkende er præget af passive bekendtgørelser og kvantitative valoriseringer på de sociale medieplatforme.

Det er først vigtigt at nævne, hvordan Kierkegaard anskuer sammenhængen mellem selvrealisering og valg. I Sygdommen til Døden beskriver han, at denne består i “uendeligt at komme bort fra sig selv i Uendeliggjørelsen af Selvet, og i uendeligt at komme tilbage til sig selv i Endeliggjørelsen”,⁵Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35. det vil sige, at selvet realiserer sig ved at udvælge en enkelt afgørelse ud af uendelige potentielle muligheder. Når et valg foretages, konkretiseres det ved, at det går fra at være en mulighed til en singulært aktualiseret nødvendighed. I forbindelse med foretagelsen af valg er det for Kierkegaard vigtigt, at de er i overensstemmelse med det enkelte menneskes autentiske selvforhold. Det vil sige, at når individet foretager valg, der korresponderer med den person, som de i virkeligheden er, så realiserer det kontinuerligt sig selv autentisk som en balanceret syntese af endelighed og uendelighed, og nødvendighed og mulighed. Kierkegaards beskrivelse af selvet skal ikke forstås som en kerneforestilling, hvor selvet ligger som et frø i jorden, der kan udvikle sig, ved at det frisættes fra ydre omstændigheder og rammer, men derimod som en relation; en enhed af flerhed; et selvforhold, der forholder sig til sig selv som noget andet. Selvet bliver ifølge Kierkegaard først til, når det forholder sig til de modsætninger og dilemmaer, det konfronteres med, og aktivt foretager sig endegyldige valg.⁶Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17. Den kierkegaardske forståelse af selvet som en syntese af modsætninger tager udgangspunkt i Hegels dialektik, men skiller sig ud fra den hegelianske tanke om selvbevidsthedsprocessen som et socialt fænomen, hvor to forskellige bevidstheder anerkender sig selv ved først gensidigt at fortabe sig selv i den anden, for derefter at genvinde sig selv gennem den andens anerkendelse.⁷Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fænomenologi (Gyldendal, 2006), 127–128. I stedet for at selvet opstår i den gensidige anerkendelse mellem to personer, er det for Kierkegaard noget langt mere individuelt og indvendigt. Selvrealisering for Kierkegaard handler derfor om, at mennesket indvendigt forholder sig autentisk til sig selv for derefter at manifestere dette selv konkret og individuelt i den ydre verden ved at foretage valg og udføre handlinger.

Noget, der kan underminere individets selvrealisering, er ifølge Kierkegaard medierne. Det kommer til udtryk i En Literair Anmeldelse, hvor han dialektisk analyserer modsætningerne mellem revolutionstidens passion og handlekraft og hans samtids lidenskabsløshed og passivitet. Som en del af sin samtidskritik nævner Kierkegaard især pressen som årsag til den tiltagende lidenskabsløshed, da han anser den for at reducere og underminere alle de individuelle anskuelser og standpunkter til en ensartet værdineutralitet. Han kalder denne reduktion for “nivellering”, med hvilket han mener, at alt subjektivt indhold værdi- og betydningsmæssigt formindskes til den samme værdi, således at det mest betydningsfulde ligestilles med det mest trivielle.⁸Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89. Nivellering er ifølge Kierkegaard “en stille mathematisk abstrakt Beskjæftigelse, der undgaaer al Ophævelse”. Det skal forstås sådan, at hvor en lidenskabelig tid som revolutionstiden “fremskynder, hæver og styrter, ophøier og nedtrykker”, så gør en lidenskabsløs tid det modsatte. Via pressens abstrakte publikumstilværelse “qvæler og forhindrer” den i stedet, “den nivellerer”.⁹Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80. Med nivelleringen beskriver Kierkegaard, hvordan menneskets individuelle holdninger, praksisser og subjektivitet via pressens mediering normativt og værdimæssigt udjævnes til en ensartet konformitet. Konsekvensen af dette er, at intet kan hæves over andet, hvilket ifølge Kierkegaard fører til en tilstand, hvor individerne, i stedet for aktivt at engagere sig i omverdenen, forholder sig passivt via distancerede og udenadslærte recitativer.¹⁰Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.

Kierkegaards beskrivelse af mediernes nivellering af de individuelle positioner gælder efter min mening også nutidens hashtagaktivisme. Det ses eksempelvis i måden, hvorpå de sociale medier giver individet mulighed for øjeblikkeligt at få global indsigt. Med hashtagaktivismen bliver de fjerne forhold gjort nære, og de normalt nære menneskelige relationer og selvforholdet bliver gjort fjerntliggende. Dette udgør en stor forskel i forhold til de konkrete politiske bevægelser, som borgerrettighedsbevægelserne, kvindefrigørelsen, Stonewall-optøjerne og Black Panther Party, der ved at være relativt lokale indebærer, at individerne via deres fælles overbevisninger er kollektivt forenet i gruppens helhed, samtidig med at de indgår som individuelle enkeltpersoner. Kierkegaard beskriver dette som, at de deltagende forenes med, hvad han kalder en “væsentligen Indadvendthed” og “ideel Fjernhed”, som bevirker, at der i de konkrete bevægelser er rum for uenighed og diskussion, men under nogle respektfulde rammer på grund af det fælles grundlag.¹¹Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.

I hashtagaktivismen er dette ikke nødvendigvis tilfældet, da nærheds- og fjernhedskarakteren er medieret på en måde, der gør, at de deltagende forholder sig distanceret til hinanden og gruppens kollektive grundlag. Eftersom selvforholdet i den politiske bevægelse er afhængigt af forholdet til gruppen, så gør den forrykkede nærheds- og fjernhedskarakter også, at de deltagende heller ikke autentisk kan relatere sig til sig selv i forholdets helhed. Dette bevirker, at i stedet for en balanceret lokal deltagelse, hvori alle både forholder sig til hinanden og sig selv, så participerer man på en distanceret og polemisk facon, hvor man vender sig mod hinanden med en antagonistisk råhed. Kierkegaard beskriver dette på følgende måde:

da bliver Bysnak og Rygte og chimarisk Betydningsfuldhed og apathisk Misundelse et Surrogat baade for det Ene og det Andet. Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed.¹²Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.

Denne fjendtlighed, vil jeg tro, de fleste kan genkende fra kommentarsporene til eksempelvis #metoo og #blacklivesmatter, hvor de deltagendes mundhuggeri og nedgørelse reducerer opslagenes budskaber til personlige angreb. Fjendtligheden opstår især, da bevægelsernes opposition ligeligt kan deltage i opslagene og derved underminere dem enten med invasioner af kommentarsporene eller ved at oprette antibevægelser som #notallmen og #allivesmatter. Hvor idéerne i den lokale politiske bevægelser er medieret i kraft af gruppen og individernes tilknytning, så er de kollektive idéer i hashtagaktivismen medieret globalt gennem et massemedie til en skare af mennesker, der måske aldrig mødes, muligvis ikke har nogen personlig tilknytning til konflikten og derfor heller ikke nødvendigvis har noget på spil i forhold til protestens udfald. Kierkegaards pointe med pressens forrykkede nærheds- og fjernhedskarakter er, at den polemiske dialog opstår, fordi de deltagende i en langt mindre grad motiveres til at skulle fuldt engagere sig, samarbejde og vedligeholde relationer.¹³Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62. Denne tendens vil jeg også mene, at man ser på de sociale medier, hvor den hashtagaktivistiske gruppes distance og abstrakthed forårsager, at et vedvarende engagement ikke nødvendigvis opretholdes, hvis aktivismen udelukkende forekommer online via hashtags.

Afstanden mellem menneskene og de sociopolitiske områder betyder også, at individerne ikke nødvendigvis har noget på spil og derfor kan hoppe fra det ene emne til det andet uden at forpligte sig. Denne konsekvensløse deltagelse fra en sikker afstand gør, at opslagene forbliver handlingsløse bekendtgørelser, hvor reelle aktive handlinger og definitive valg kan udsættes. Ved konstant at forholde sig passivt, distanceret og udsvævende til omverdenen på en måde, der hverken forpligter sig helt til det ene eller det andet standpunkt, så kan hashtagaktivismens deltagere risikere at befinde sig i en tvetydig tilstand, som lader alting bestå på samme måde, som Kierkegaard mente, at pressen gjorde i hans samtid.¹⁴Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75.

Hvis hashtagaktivismen er ledsaget af aktive valg og deltagelse med vægt på organiseringen af demonstrationer og synlig reel aktivisme, vil jeg mene, at den potentielt kan være med til at frembringe en diskursiv politisk tilsynekomst, hvor individets selvrealisering og bevægelsernes sociopolitiske mål er sammenhængende, men er den i stedet passiv, kan det også medføre, at der ikke manifesteres nogen meningsfuld selvrealisering. I hashtagaktivismen er passiviteten tydeligst fremstillet ved, at man distanceret kan bekendtgøre sine meninger, men at dette ikke er ensbetydende med, at man forpligter sig til at melde sig ind i en organisation eller på anden måde realiserer en subjektiverende tilsynekomst gennem aktive handlinger. I modsætning til det påkrævede engagement og medansvar i en politisk organisation, så behøver den enkelte i hashtagaktivismen ikke at forpligte sig på at færdiggøre noget, men kan i stedet udsvævende flakke rundt imellem forskelligt indhold. Problemet ved ikke at tage endegyldige valg og beslutninger er med Kierkegaards egne ord, at “naar man ikke vælger absolut, da vælger man kun for Momentet, og kan desaarsag i næste Øieblik vælge noget Andet”.¹⁵Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163. Et eksempel på dette kunne man se med 2020-kampagnen #deldinskam, hvor minoritetskvinder i Danmark beskrev deres oplevelser med skam og den sociale stigmatisering, som medfølger. Problemet er naturligvis ikke budskabet, men derimod, at kampagnens opslag forbliver passive recitativer, hvorigennem problematikkerne opretholdes, ved at konkrete handlinger kontinuerligt udsættes. De deltagende reduceres derved til indsunket at være hinandens tilskuere for en kort stund, da deres fokus konstant bliver bombarderet med nye opslag, der skal tages stilling til. Vi kender det sikkert alle, når vi læser et opslag på de sociale medier og måske endda belønner det med et like eller en kommentar, for derefter at se det forsvinde og blive glemt i den evindelige sværm af nye opslag, som alle ligeligt kæmper om vores opmærksomhed.

Et andet problem er, at hvem som helst på de sociale medier ligeligt kan udtrykke sig om hvad som helst uanset deres reelle intentioner. Et eksempel på det så vi ved #blackouttuesday, som var en slags symbolsk support til #blacklivesmatter, hvor diverse brugere udskiftede deres profilbillede med såkaldte “black squares”. Ved at sænke de kvalitative deltagelseskrav til at blot kortvarigt at udskifte sit profilbillede med en sort firkant håbede #blackouttuesday-bevægelsen på at mobilisere en kvantitativ stor opbakning til deres sag. Hashtagaktivisme udelukker naturligvis ikke, at man engagerer sig i sociopolitiske kampe og protester uden for de sociale medier, men hvis ens idé om aktivisme udelukkende består af konsekvensløse udspil, fremstår det mere som performative og tomme bekendtgørelser end autentiske solidaritetsproklamationer. Denne form for ensidig repræsentativ opbakning demoraliserer mennesket, da det muliggør en evindelig udsættelse af beslutningstagen og handling. Hvad, der dog er endnu værre, er, at personer og virksomheder uden nogen oprigtig tilknytning til bevægelsernes indhold kan bruge de slækkede krav til at promovere sig selv, hvilket man kunne se med L’Oreals #blackouttuesday-opslag, hvor sloganet “Speaking out is worth it”, fremstod mere som markedskampagne end aktivisme.¹⁶L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020.

Hvis alle ligeligt kan deltage uafhængig af deres intentioner, bevirker det, at alle bekendtgørelser nivelleres til at være lige lidt værd. Derved reduceres alle opslag og kommentarer til en ensartet kvantitativ værdi. Resultatet af dette er, hvad Kierkegaard kalder “publikumstilværelsen”: en fantomagtig tilstand, hvori alt subjektivt indhold er nivelleret til en samlet abstrakt helhed, som konkret ikke udgør nogen subjektive enkeltpersoner, men derimod en kvantitativ, objektiv og konform masse.¹⁷Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87. I En Literair Anmeldelse beskriver Kierkegaard tilstanden som “den negative Eenhed af Individernes negative Gjensidighed”, hvilket i forhold til hashtagaktivismen vil sige, at til trods for at fremstå som en samlet helhed af individer, så fortæres både gruppens kollektive enhed og enkeltpersonens subjektive individualitet i den abstrakte fremmedgørelse.¹⁸Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81. Han beskriver videre publikummet som “den egentlige Nivellerings-Mester, thi naar der nivelleres tilnærmelsesviis, nivelleres der ved Noget, men Publikum er et uhyre Intet”.¹⁹Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86. Dette betyder, at i modsætning til de politiske bevægelsers helhed bestående af konkrete subjekter, så forholder mennesket sig via medierne til en abstrakt og repræsentativ helhed med et konkret intet, der ligeligt nivellerer og anonymiserer de deltagende. Kierkegaard anså medierne for at fremdyrke denne tilstand, hvori de enkelte mennesker, i stedet for at tage stilling til omverdenen ud fra sig selv som konkrete individer, danner deres meninger og overbevisninger i overensstemmelse med publikummets massekultur. Publikummet kommer på denne måde til at opføre sig som et socialt politi, som sørger for, at ingen træder uden for helhedens retningslinjer. Derved kvæles individets subjektive stillingtagen og konkrete beslutninger, som ifølge Kierkegaard ligger til grund for det enkelte menneskes autentiske selvrealisering.

Noget lignende kan ses på de sociale medier, hvor hashtagaktivismen i højere grad sætter sin lid til en kvantitativt stor mobilisering via det nummererede antal delinger og likes end en deltagelse, hvor et mere kvalitativt indhold kan komme til udtryk. Deltagelsen i hashtagaktivismen bliver på denne måde både anonymiseret og objektiveret, da alle de individuelle, subjektive og konkrete enkeltpersoner udjævnes og indordner sig opretholdelsen af publikummets flertalsmentalitet. Kierkegaard skriver, at “[s]om aandløs bestemmet er Mennesket blevet en Talemaskine, og der er intet til Hinder for at han kan lære ligesaa godt en philosophisk Ramse som en Troesbekjendelse og et politisk Recitativ udenad”.²⁰Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153. På samme måde indebærer hashtagaktivismen en ensartet og uhåndgribelig deltagelse, hvor kampen imod social ulighed reduceres til udenadslærte principper. Derved drager man ikke sine egne personlige konklusioner, men henter dem fra publikummets kollektivt præfabrikerede indhold. Denne indordnede enighed med publikummet gør, at de deltagendes subjektive indhold udebliver fra de hashtagaktivistiske opslag, således at de står tilbage med akkumulerede og udenadslærte annoncer så blottet for personlighed, at de ikke kan genkende sig selv i dem.²¹Mange af Kierkegaards argumenter fra En Literair Anmeldelse minder om sociologen Georg Simmels begreb om “objectified spirit”, der beskriver hvordan den subjektive menneskelige dannelse kan blive bremset og erstattet af de anonyme objektive bevægelsers hastighed og udstrækning (Georg Simmel, The Philosophy of … Continue reading Hashtagaktivismen kan derved bevirke en objektiverende fremmedgørelse, fordi individernes personlige indhold udlignes til det samme i publikummets ensartethed. Både de politiske bevægelser og hashtagaktivismen er kollektivt forenet i kraft af massebevægelsernes fælles idéer. Hvis hashtagaktivismen har tilstrækkelig gennemslagskraft ved for eksempel at mobilisere og iscenesætte lokal gadeplansaktivisme, er jeg også overbevist om, at den kan være vellykket, da idéerne både kan styrke gruppens helhed og enkeltpersonernes individualitet. Forskellen er dog, at hvor mennesket i den politiske bevægelser indgår med en ideel fjernhed, der bevirker en autonomi, således at den enkeltes individualitet ikke opsluges af gruppen, så er faren med en aktivisme, der hovedsagelig foregår online gennem opslag og hashtags, at deltagelsen kan blive så abstrakt, passiv og udenadslært, at gruppens kollektive idégrundlag og indhold som helhed løsrives fra alle enkeltpersonerne. Dermed ender onlinebevægelsens helhed med at operere uafhængigt af alle de deltagende individer som et detacheret nivellerende fantom.

Alle nivelleringens momenter gør, at de menneskelige gensidige forhold i hashtagaktivismen medieres på en måde, som gør, at de deltagende forholder sig til publikummets massekultur i stedet for deres eget individuelle selvforhold. Ud over at gøre dem distancerede og passive, så bevirker hashtagaktivismens nivellering også, at deltagelsen bliver så repræsentativ og anonym, at selvet ikke kan manifestere sig selv konkret og subjektivt. Naturligvis lever mennesker ikke udelukkende gennem de sociale medier, men vil i stedet veksle mellem en online og offline tilstedeværelse. Kierkegaard skriver også, at mennesket fremtræder som et bestemt individ og derved ophører som en del af det anonyme publikum, så snart det fratræder mediernes indflydelse.²²Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88. Individets autentiske selvrealisering som et konkret individ eksisterer altid som en mulighed uden for publikummets sfære. På samme måde skal de sociale mediers nivellering af den subjektive tilsynekomst heller ikke forstås som en permanent tilstand for hashtagaktivismens deltagere. Derimod er publikummets nivellering mere en faktor, der kan begrænse og delvist underminere deres kontinuerlige selvrealisering, hvis de gentagende vælger den over det autentiske selvforhold. Jeg er overbevist om, at Kierkegaard ville give mig ret i, at hvis mennesket skal manifestere sig selv autentisk, så skal det væk fra tastaturet og skærmens glød og ud i den konkrete verden og mere endegyldigt foretage valg. Kierkegaard var ikke en politisk tænker, men om den politiske forening skrev han alligevel følgende:

Naar Individerne (hver især) væsentligen i Lidenskab forholde sig til en Idee, og derpaa i Forening væsentligen forholde sig til den samme Idee: saa er Forholdet det fuldendte og normale. Forholdet er individuelt udsondrende (hver har sig selv for sig selv) og ideelt forenende.²³Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.

Med den lidenskabelige politiske organisation er det med Kierkegaards egne ord muligt for den enkelte at forholde sig til fællesskabet, samtidig med at man forholder sig til sig selv. I forbindelse med selvrealiseringen og politisk aktivisme mener jeg, at hashtagaktivisme, til trods for at kunne mobilisere tilslutning og diskurs, i sig selv ikke er nok. Fordi en subjektiverende tilsynekomst og selvrealisering er forbundet med konkret stillingtagen og beslutninger både som gruppe og som enkeltperson, vil jeg mene, at man som aktivist lidenskabeligt bør engagere sig i lokale sociopolitiske organisationer, debatter og demonstrationer. På denne måde er individets selvrealiseringen og kampen for lighed og retfærdighed to sider af samme sag, og man kan forholde sig både til organisationen helhed og sig selv som individ.

1.	Bridget Tombleson & Katharina Wolf, “Rethinking the Circuit of Culture: How Participatory Culture has Transformed Cross-Cultural Communication”, Public Relations Review 2017, 43 (2016): 15.
2.	Søren Kierkegaard, En Literair Anmeldelse (København: Gyldendal, 2017), 86.
3.	I stedet for at betragte de sociale medier via Heideggers “Das Gestell”, hvor teknologiens essens består i at indramme og reducere mennesket og det værendes totalitet (Martin Heidegger, “The Question Concerning Technology”, Martin Heidegger: Basic Writings (San Francisco: Harper Collins, 1993), 308–309), vil jeg foreslå Peter-Paul Verbeeks teknologiske mediering, hvilket er en post-fænomenologisk tilgang, der redegør for, hvordan de teknologiske praksisser gensidigt konstituerer relationerne mellem mennesket og omverdenen (Peter-Paul Verbeek, Moralizing Technology: Understanding and Designing the Morality of Things (Chicago: The University of Chicago Press, 2011), 3–4).
4.	Min forståelse af hashtagaktivisme som et forsøg på politisk subjektivering, der sammenfletter aktivismen med en mere eksistentialistisk selvrealisering, trækker på post-marxistiske teorier som Chantal Mouffes demokratiske og diskursive protest mod hegemonisk undertrykkelse (Chantal Mouffe, The Return of the Political (London: Verso, 2005), 20–21) og Jacques Rancières mere antagonistiske suspendering af samfundets oligarkiske orden via folkets tilsynekomst som politiske aktører (Jacques Rancière, “Introducing Disagreement”, Angelaki: Journal of the Theoretical Humanities vol. 9, 3 (2004), 5–6).
5.	Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden (København: Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017), 35.
6.	Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 15–17.
7.	Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Åndens fænomenologi (Gyldendal, 2006), 127–128.
8.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88–89.
9.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 80.
10.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.
11.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.
12.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.
13.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61–62.
14.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 74–75.
15.	Søren Kierkegaard, Enten-Eller, anden del (København: Gyldendal, 2013), 163.
16.	L’Oréal Paris USA (@LOrealParisUSA), Twitter, 1. juni 2020.
17.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86–87.
18.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 81.
19.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 86.
20.	Søren Kierkegaard, Begrebet Angest (Frederiksberg: SK Books, 2014), 153.
21.	Mange af Kierkegaards argumenter fra En Literair Anmeldelse minder om sociologen Georg Simmels begreb om “objectified spirit”, der beskriver hvordan den subjektive menneskelige dannelse kan blive bremset og erstattet af de anonyme objektive bevægelsers hastighed og udstrækning (Georg Simmel, The Philosophy of Money (Abingdon: Routledge, 2011), 487).
22.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 88.
23.	Kierkegaard, En Literair Anmeldelse, 61.

Revolutionær åbning

Asbjørn Gammelgård · 5. maj. 2022

Pandemien fortsætter stille, krigen begynder med larm, og krisens spøgelse viser sig truende i horisonten. På mange parametre virker det 21. århundredes tyvere allerede som en gentagelse af det 20. århundredes tiere. Hvis vi virkelig nærmer os en tid, hvor fortidens mareridt og drømme på ny vækkes til live, må også den revolutionære venstrefløj til at genfinde tiden, hvor årtier kan komme til at forløbe over et par uger.

Virkeligheden vender tilbage

De sidste mange årtier har været karakteriseret af en klassekamp i dødvande og en venstrefløj, der snarere end at hjemsøge Europa har hjemsøgt sig selv. Fra diagnosen blev stillet af Guy Debord i La Société du spectacle (1967), til den blev gentaget af Mark Fisher i Capitalist Realism (2009) under sygdommens højdepunkt, har de objektive betingelser for kapitalismens selvundergravning kun afspejlet sig i symbolske gestikulationer. Venstrefløjens politiske dyr er dødt. Alting bevæger sig med statisk hast. Det reelle er tabt i Twitter-feedets og PR-logikkens realitet. I denne realitet kan vi med Baudrillard erklære, at virkeligheden er død. Denne erklæring må ikke misforstås som den groteske idealisme, at virkelighedens objektive strukturer ikke længere eksisterer – at der kun findes perspektiver og diskurs. Erklæringen må i stedet forstås som løsrivelsen af tænkningen fra objektet; virkelighedens død er ikke strukturens død men subjektets udryddelse; den er tænkningen fanget i den symbolske, ideologiske totalitet. Denne totalitet er ingen absolut potentialitet, ikke et fritsvævende symbolsk rum løsrevet fra de objektive betingelsers fordringer, men i stedet en absolut kastrering; mulighedens og potentialets teleologiske ensretning mod kapitalens stumme mål.

Her må vi ikke forfalde til fatalismens opgivelse af praxis – dette på trods af at totaliteten i sin natur udtrykker en fatal fatalisme, hvor der ikke kan være plads til praxis. Praxis udtrykker foreningen mellem teori og praksis, altså praksis som realiseringen af subjektet. Strukturens totalitet er subjektets modpol – negationen af subjektivitet. Praxis kan ikke identificeres i totalitetens struktur, men må i stedet begribes som denne strukturs immanente mangel. Subjektivitet er et negativt begreb – det er handlingen som ikke på forhånd er begrebet, beskrevet og bestemt af strukturens landsdækkende vejnetværk; som totalitetens mangel er det også kilden til totalitetens potentielle forandring. Det dialektiske moment er netop begrebets konfrontation med sin mangel.

Marxismen er en praxisfilosofi, og i egenskab deraf findes dens subjekt i strukturens mangel; selvmodsigelsen begribes ikke i den strukturelle bevægelses uundgåelige udmattelse men i Livjatans betændte sår, hvorfra en dødelig sygdom spreder sig. Når kapitalismen forvandler arbejderne til maddiker, er det kun passende at udvikle en maddikkefilosofi. Som praxisfilosofi positionerer marxismen sig altså i mulighedernes rum og arbejder herindefra for dette rums udvidelse – den smider grus i maskineriet og kollapser strukturernes vejledning; den afslører det naturlige som kontingent, den demonstrerer det givnes utilstrækkelighed, den traumatiserer den opdragne.

Danmarks antitese til dette revolutionære subjekt er vor tids Enhedslisten, som blødagtigt forsøger at tilpasse sig og finde sin plads i en struktur, der grundlæggende ikke vil vides af den. Resultatet er her et Rubjerg Knude-parti, som må kollapse ved den første udvidelse af strukturens afgrund. Denne katastrofe ses lige nu ved krigen i Ukraine; under krigens jingoisme kan intet socialistisk parti med blot en smule integritet bevare sin folkelige opbakning – man kan ikke være socialist uden at være antiimperialist, og man kan ikke være antiimperialist uden at være NATO-modstander; man kan ikke være revolutionær og støtte oprustning; man kan ikke være krigsmodstander og interventionist. Hvis Enhedslisten vil bevare sin integritet, må den forberede sig på en tid, hvor flere af dens centrale holdninger bliver umådeligt upopulære – men for et parti der er uhelbredeligt indviklet i parlamentarismens vælgermålinger og strukturens kortsigtede pragmatisme er en sådan udsigt utålelig. Valget står ikke mellem at bevare eller miste opbakning, men mellem tabet af opbakning og det socialistiske partis destruktion – enten ved partiets kollaps eller ved at give afkald på enhver socialistisk praxis. Dette valg kan Enhedslisten ikke tolerere, og i kraft af denne selvforblændelse vil valget blive truffet på forhånd. I desperate forsøg på at bevare partiets plads i strukturen fornægter ledende medlemmer at partiet overhovedet er imod NATO – eller i hvert fald går partiet ikke ind for, at man skal melde sig ud af den imperialistiske militæralliance lige nu, eller i hvert fald ikke før at et klart alternativ er på bordet. (Hvilket alternativ og hvornår så? Når solen altid stråler smukt over Europa, eller når kløerne er klippet af den vestlige kapitalisme, og strukturen kan forventes at opretholde militæralliancer uden at forfalde til imperialisme?). Resultatet af dette løgnagtige hykleri er en ond cirkel af kritik mod partiets program, efterfulgt af programmets udvanding, efterfulgt af yderligere kritik, blandt andet på grund af den hykleriske udvanding af programmet, efterfulgt af yderligere desperat udvanding af programmet; i forsøget på at redde partiet fra afgrundens dyb griber de trofaste kammerater om dets byggesten og kaster dem længere ind fra kysten – det er ikke faldet mod afgrunden, der knuser det gamle hus, men beboernes eget redningsforsøg, som ikke kan munde ud i andet end en strandkant strøet med grundsten. Den ydre desperation afspejles i en indre splittelse, hvor pragmatismens mangel på indre integritet endelig slår skår i de uberørte ridser i partiets bryst. Der er ingen refleksion i Enhedslisten, og i fredstid er der ingen grund til at reflektere. Men når dogmer presses og principper må opfindes, vågner det ureflekterede parti op til at finde konflikten hos sig selv. I krigens ragnarok skal brødre bløde for broders hånd. Når det kommer til stykket, viser det sig, at Enhedslisten ikke tåler farven af blod.

Afgrundsblikket

Hvis partiet en stund ville se bort fra sin selvdestruerende dans og kastede et blik mod afgrunden, ville det måske blive overrasket over at se afgrunden stirre tilbage. Afgrunden er subjektets hjem, eller snarere: Den er subjektet, strukturens negation.

Da subjektivitetens afgrund er formløs, må vores opgave være at give den form – at organisere den subjektive masse i et koordinerende netværk med nedbrydende forbindelse til strukturen. Således må vi begribe avantgardismen – ikke som det rettænkende partis retmæssige lederskab over de undertrykte, men som partiets identitet med den målrettede afgrunds subjektive elementer. Derfor må partiet altid først og fremmest være bevægelsernes parti – eller mere specifikt arbejderbevægelsens parti, da arbejderklassen er det eneste sted, hvor nogen reel bevægelse kan finde sted. Strukturens mangel manifesteres altid i hjertet af arbejderklassen – derfor er det også kun her, der kan findes en grobund for nogen organiseret og generel subjektivitet. Arbejderbevægelsen må dog ikke begrænses til sin socialdemokratiske og økonomistiske selvfortælling, hvor den alene vedrører den universelle og abstrakte arbejders interesser qua arbejder; arbejderbevægelsen må begribes via sin konkrete og komplekse eksistens – ikke blot som en enhed bundet af interesser imod lønslaveri, men ligeledes bundet i kampen mod alle aspekter af strukturens undertrykkelse: racisme, sexisme, transfobi osv. Disse er ikke abstrakte identiteter, som hos den liberale identitetspolitik, men konkrete aspekter af arbejderklassens multifacetterede identitet. Kampen her må ikke tages som den fragmenterede kamp for de abstrakte identiteters isolerede anerkendelser, men som arbejderklassens kamp for sine egne multifacetterede interesser.

Jeg har i ovenstående hævdet at strukturens mangel manifesteres i hjertet af arbejderklassen, hvilket er det samme som at hævde, at kun arbejderklassen besidder potentialet for at manifestere sig selv som fællessubjekt. Som Debord påpegede: Hvor det revolutionære bourgeoisi manifesterede sig som den økonomiske udviklings repræsentant, må proletariatet manifestere sig som bevidsthedens klasse. Borgerskabets subjektivitet er identisk med strukturens bevidsthed – dets fællessubjektivitet er intet andet end den ukritiske ideologiske afspejling af økonomiens udvikling. Borgeren er homo economicus i pureste forstand: For at forblive borger må han underlægge sig kapitalens logik; bevidstheden kan her næppe opretholdes i teoretisk distance til praksisformens udtryk – hvis troen bedst findes gennem bønnen, tvinger konkurrencen borgerskabet på knæ.

Arbejderklassen er ikke alene om at udsættes for subjektivitet i den afgrundsdybe løsrivelse fra strukturen, men den er unik ved ikke at være således defineret, at dens nyfundne magt nødvendigvis må falde over i afmagt. Alle de afskyelige elementer, der sammen med proletariatet må finde deres plads i dybet, tager del i subjektivitetens frigørelse, men i deres totale løsrivelse fra strukturen efterlades de isoleret fra praksis. I denne forstand kan vi her tale om borgerskabets absolutte inversion; hvor borgerskabet er ren praksis uden subjektivitet, er dette lag af arbejdsløse, syge, kriminelle osv. ren subjektivitet uden praksis. Arbejderklassens potentiale består ikke blot i dens potentiale for subjektivitet, men i dens samtidige uløselige forbindelse til strukturen; strukturens samtidige afhængighed og fortrængning af proletariatet – såvel som selve denne modsætnings nødvendighed for strukturen – er kilden til proletariatets potentiale. Det er ikke manglen på vilje til praksis, der begrænser de magtesløse, men vilje er netop blot en subjektivitetsform og er ikke tilstrækkelig for nogen sand potentialitet. Denne begrænsning skal ikke sige, at der ikke kan dannes forbindelse mellem proletariatet og de magtesløse – deres subjektive interesser er overvejende identiske – blot at proletariatet som kapitalens nødvendige mangel besidder forandringspotentialet i kraft af sig selv, mens de magtesløse som kapitalens unødvendige mangel kun kan besidde forandringspotentiale i kraft af proletariatet. Arbejderklassen er den eneste i sig selv beroende praxis-klasse, som med egne stridskræfter og ved egen vilje kan gribe ind i og forandre strukturen.

Den knyttede næve

Venstrefløjens opgave er at kanalisere afgrunden – at forvandle den traumatiske negation til en bestemt negation, at udvide dybet, traumatisere systemet og møde magt med modmagt. Modmagt er forvandlingen af den absolutte negation til bestemt negation – afsløringen ikke blot af systemets utilstrækkelighed, men også af alternativets og det nyes mulighed. Det revolutionære subjekt må på den ene front positionere sig selv i absolut modsætning til strukturen og i absolut opposition til kapitalens telos. På den anden front må den i sin praxis opbygge alternative strukturer in potentia, som fra den umiddelbare symbolske form belyser potentialet for en ny struktur såvel som en ny relation mellem struktur og subjekt. Modmagten påviser strukturens mangel ved selv i et nødvendigvis mangelfuldt forsøg at forsøge at udfylde manglen. At forsøget er mangelfuldt er ingen mangel i modmagten, men et både nødvendigt og uundgåeligt element deri – hvis fattigdom kunne fikses med et folkekøkken, ville strukturen byde initiativet velkomment og integrere det i sig selv. Nej, folkekøkkenets mål er ikke at fikse fattigdom, men at afsløre fattigdommen som en mangel i strukturen. Folkekøkkenets samtidige nødvendighed og utilstrækkelighed udmønter sig i demonstrationen af behovet for ikke blot et folkekøkken, men et folkets køkken – snarere end et supplement til strukturen, strukturens erobring.

Den revolutionære praxis er den selvbevidste afgrunds evindelige indgriben i strukturen i forsøget på at tilvejebringe strukturens kollaps for i kapitalens ruiner at kunne omskabe verden i sit eget billede. Arbejderklassen er en dødelig sygdom, der langsomt borer sig ind i kapitalens bryst – i sidste analyse kan kapitalens blik kun se forfærdet til over for sin snarlige død; at udrydde sygdommen ville også slå patienten ihjel. Kapitalen er dog ingen passiv aktør, og selvom sygdommen ikke kan fjernes, kan en velkoordineret hospicepleje holde døden fra døren: Volden, ideologien og den stumme tvang er her de uundværlige komponenter i kapitalens medicinkabinet.

Vores opgave er at bryde homøostasen og slå patienten ihjel. Når hans udødelige sjæl derefter er steget til himmels, vil vi legemlige væsner endelig efterlades med den jordiske verden for os selv; fra Ymers lig må Burs sønner brede landet og tømre Midgård midt i verden.

For at effektuere dette fadermord må afgrundens formløse masse gives form. Afgrunden eksisterer fra begyndelsen formløst som den masse, strukturen ikke har kunnet give form. Da strukturen ikke kan tolerere et udenfor til sin totalitet, har den været tvunget til at fortrænge denne masse. Massen er subjekt, men altid et stratificeret subjekt, fragmenteret blandt et virvar af motiver. Det revolutionære subjekts første opgave er at kultivere sig selv til et niveau, hvor det kan gribe ind i strukturen og vende dens egen krop imod den. For at løse denne opgave er der enten brug for, at en enkelt smågruppe pludselig finder genklang for sit budskab i strukturens udkant, eller der er brug for, at diverse smågrupper sluger deres stolthed, så de sammen kan hæve stemmen. Smågrupperne er lige nu trefoldigt splittede på taktiske, teoretiske og strategiske spørgsmål, men af disse tre danner kun den strategiske uenighed grundlaget for en reelt uforsonlig splittelse. De taktiske uenigheder udgør de diskuterbare og foranderlige teknikker, som organisationen sætter i spil, og som i en forenet organisation modnes til organisationens erfaring. De teoretiske uenigheder indebærer et væld af rent hypotetiske konflikter, som aldrig bliver aktuelle for den revolutionære kamp. I det omfang de bliver relevante, er den indre diskussion den berigende forudsætning for organisationens tænkning – det er gnisten som forhindrer tanker i at blive til dogmer, og som hele tiden tvinger de organisatoriske idéer til at forsvare sig selv. Den teoretiske og taktiske splittelse må altså bæres inde i organisationen, som praxisarbejdets Hugin og Munin. Vi efterlades kun med den strategiske splittelse – splittelsen over den revolutionære kamps grundlæggende statiske fundament – som ubærlig i organisationens indre. Det er igen Enhedslisten, der med sit forsøg på at tage plads i strukturen frem for afgrundsdybet, eksemplificerer forsøget på at bære denne splittelse i sit indre og som resultat deraf har givet afkald på egen enhed i handling og egen handlekraft i mødet med det nye. Så snart krigen bryder ud, står modstanden til NATO’s krigsmaskine pludselig til åben diskussion.

Hvis det kan lykkedes at forsone den taktiske og teoretiske splittelse – mens den strategiske splittelse fastholdes – bliver opgaven at vinde arbejderklassen fra strukturens koordinering til afgrundsdybets subjektivitet. Her møder vi stum magt med modmagt, ideologi med propaganda og vold med agitation. I denne langstrakte proces søger vi at forvandle dybet til en svulst, og svulsten til en knyttet næve med greb om kapitalens hjerte. Når grebet strammes har vi nået revolutionens moment.

Jacques Rancière og samfundspessimismen

Silas Marker · 14. apr. 2022

Jacques Rancières lille og velskrevne bog 10 teser om politik blev i det forgangne år oversat til dansk på forlaget Aleatorik,¹Jacques Rancière, Ti teser om politik (Aleatorik, 2021). og det er en kærkommen lejlighed til at genbesøge den franske tænkers indflydelsesrige politiske filosofi. I denne artikel udforsker jeg hans begrebspar politi/politik, der afgjort er en teoretisk kraftfuld distinktion, men som savner en afgørende dimension, nemlig den legitime magtudøvelse i et samfund. Det er en fin anledning til at spørge opfølgende til Rancières refleksioner over politikken, nemlig: Hvad er et samfund overhovedet?

Mellem politik og politi

Vi starter med begrebet om politi, som er Rancières begreb for samfundets ordnende, hegemoniske magt. Da Rancière ser et tæt forhold mellem det politiske og det æstetiske,²Se fx Jacques Rancière, Aisthesis (London: Verso Books, 2019). beskriver han politiets magt som en fordeling af det sanselige. Det er alt det, der skaber orden og giver ting deres ‘rette plads’ i bokse og kasser: “Politiets væsen er at være en deling af det sanselige kendetegnet ved fraværet af tomrum og supplement: Samfundet består da af grupper bestemt til specifikke gøremåder, af pladser hvor disse beskæftigelser udøves og af væremåder, der svarer til disse beskæftigelser og pladser.”³Rancière, Ti teser om politik, 51. Hvor Louis Althusser karakteriserede politiet som et ideologisk statsapparat gennem en kendt anekdote om en betjent, der råber “Hov, De der!”⁴Louis Althusser, Lenin and Philosophy and other essays (New York: Monthly Review Press, 2001), 118. og med det interpellerer den forbipasserende, er politiet hos Althussers elev “påmindelsen om det indlysende ved det, der er eller snarere ikke er: “Gå videre! Der er intet at se.”⁵Rancière, Ti teser om politik, 53. Vigtigst af alt gør al politi “uret mod ligheden.”⁶Rancière, Ti teser om politik, 82. Politiet forhindrer og modvirker med sin ordnende og delende magt skabelsen af en mere retfærdig og lige verden ved at sikre, at alt fortsætter i sine hidtidige rutiner og forbliver i deres kasser. Bliv på din plads. Gør din pligt. Pas din skole. Vent i køen, til det bliver din tur.

Modsat mange andre begreber om politik,⁷Se fx Michel Foucault, Society Must Be Defended (London: Penguin Books, 2004), 48; Max Weber, “Politik som levevej”, i Max Weber: Udvalgte tekster bind 1, red. Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (København: Hans Reitzels Forlag, 2003), 215. er det i Rancières begrebsapparat ikke magtudøvelse.⁸Rancière, Ti teser om politik, 27. Politik er derimod det, der bryder med politiets lighedsnedbrydende orden – at “forstyrre denne ordning.”⁹Rancière, Ti teser om politik, 51. Politik består i at “rekonfigurere rummet, det vil sige det, der i rummet er at gøre, at se, at navngive.”¹⁰Rancière, Ti teser om politik, 54. Når politiet siger ‘tingene er enten A eller B,’ insisterer politikken på at bryde den slags binariteter. Politikkens princip er demokratiet¹¹Jacques Rancière, Hadet til demokratiet (Horsens: Møller Forlag, 2005), 75. - et skandaløst “anarkisk ‘styre’ ”, skriver Rancière, “hvis eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre.”¹²Rancière, Hadet til demokratiet, 81. Demokratiet er der, hvor ingen har en naturlig, medfødt eller standsmæssig ret til at styre. Folkets magt i folkestyret er magten hos hvem som helst. Derfor er demokratiet heller ikke nogen styreform, men et princip om lighed i form af alles ret til at regere qua ingens adkomst til at regere.¹³Rancière, Hadet til demokratiet, 100. Demokratiske bevægelser kæmper for at nedbryde skellet mellem offentlig og privat – et skel, som ifølge Rancière “sikrer oligarkiets dobbelte dominans i staten og samfundet.”¹⁴Rancière, Hadet til demokratiet, 101. Her er det oplagt at tænke på andenbølgefeminismens slogan “det private er politisk” og, i forlængelse af det, mange nutidige race‑, seksualitets- og kønsbevægelser, der insisterer på at gøre normer, som traditionelt er blevet set som et privat anliggende, til genstand for offentlig politisk kamp.¹⁵Silas Marker & Vincent Hendricks, Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter (København: Gyldendal, 2019), særligt kapitel 1 og 2.

Lad os skære Rancières begrebspar helt ind til benet, med alle de farer for oversimplificeringer, som den slags nødvendigvis må indebære. Politik er ifølge Rancière i altovervejende grad demokratisk, progressiv og lighedsorienteret. Den er revolutionær, systembrydende og emancipatorisk, og den drives af sociale bevægelser og folkelige initiativer gennem for eksempel selvorganisering, protester og direkte aktioner. Politiet er det modsatte – det er magten, der vil opretholde sig selv, og som derfor altid agerer systembevarende og reaktionært.

På den ene side udvider Rancière den politiske sfære ved at vende blikket væk fra de parlamentariske trakasserier, som politik i det daglige ofte reduceres til. Hvis nogen spørger, om du følger med i dansk politik, vil de næsten altid hentyde til det, der foregår på Christiansborg. Rancières begreb om politik adskiller sig radikalt fra denne forståelse, da han insisterer på, at politik i allerhøjeste grad foregår alle andre steder end i det, man ofte kalder magtens centrum. Politiske subjekter og interesser skabes i politiske kampe og relationer mellem handlende mennesker: “Det er den politiske relation, der gør det muligt at tænke det politiske subjekt og ikke omvendt.”¹⁶Rancière, Ti teser om politik, 27. Politik er ikke en kamp mellem faste grupper med forud- og færdigdefinerede interesser, som kan repræsenteres af politikere i et parlament, men i høj grad selve konstruktionen af disse interesser gennem artikulationen af universelle projekter – skabelsen af det fælles. “Politiske subjekter,” skriver Rancière, “eksisterer i intervallet mellem forskellige navne for subjekter. Menneske og borger er sådanne navne, navne for det fælles, hvis udbredelse og forståelse er omstridte, og som netop derfor egner sig til at være et politisk supplement til en praksis, der bekræfter, hvilke subjekter disse navne passer til, og hvilken magt de besidder.”¹⁷Rancière, Hadet til demokratiet, 107.

Samtidig repræsenterer Rancières teori dog også en uheldig indskrænkning af politikken, for hans teori om politik mangler et begreb om legitim politisk magtudøvelse i et samfund. “Det ‘demokratiske samfund’,” skriver han, “er aldrig andet end et fantasibillede, udført med henblik på at understøtte dette eller hint princip om det gode styre. Samfundene er – nu som tidligere – organiseret af oligarkiernes spil. Der findes strengt taget ikke noget demokratisk styre.”¹⁸Rancière, Hadet til demokratiet, 96. Rancière forkaster således tilsyneladende samfundet helt og reducerer det til politi. Et styre – et samfund – er med nødvendighed lig politi, og når man beskriver et samfund som for eksempel det danske som et demokrati, er det i virkeligheden et ideologisk slør.

Men er det virkelig så simpelt? Kan verden med rette deles op i den legitime, revolutionære politik på den ene side og det illegitime, konserverende politi på den anden side? Et begreb om politik som alene værende udenomsparlamentariske og anti-systemiske bevægelser synes ikke at kunne indfange den magtudøvelse, der foregår i og gennem de sfærer, der i Rancières begrebsapparat kategoriseres som politi, men som ikke desto mindre er legitim og ønskværdig, styrker friheden og ligheden, og potentielt kan være emancipatorisk. Tænk for eksempel på de institutioner, der gør, at uddannelsessystemet, daginstitutionerne, trafiksystemet, psykiatrien eller hospitalsvæsenet fungerer hver dag. De gør det, vi gerne vil have dem til, og de får hverdagen til at fungere. Det gør dem dog ikke apolitiske og rent administrative, for forvaltning er også genstand for politik. Samfundets institutionerne er også kamppladser for uddannelsespolitik, socialpolitik, sundhedspolitik og så videre, hvor de potentielt kan bruges til at forbedre samfundet og skabe frihed og lige muligheder. Tænk for eksempel på de strategiske, samfundsmæssige valg, der de sidste to år har ledt det danske samfund relativt vellykket igennem en global pandemi. Denne sfære af institutioner og forvaltning kan ikke reduceres til en rent undertrykkende monolit, men må betragtes som arenaer, hvor stridende grupper, interesser og projekter kan komme til udtryk og trække politikken i den ene eller den anden retning. Meget af denne politik foregår gennem kompromiser, forvaltning og administration, og den er afgjort en form for magtudøvelse. Alligevel er det er en legitim magt, som de færreste af os vil være foruden, og vi måler i høj grad politikere på, hvor gode de er til at forvalte den. Men Rancières teori har ikke noget begreb for denne legitime magtudøvelse, der foregår hver dag – et begreb om samfundet.

Demokratiets to ansigter

I en ofte citeret artikel argumenterer den engelske politolog Margaret Canovan, inspireret af Michael Oakeshott, for, at politikken grundlæggende har to ansigter: Det forløsende ansigt og det pragmatiske ansigt. Et demokrati befinder sig altid i “et skæringspunkt mellem en forløsende og en pragmatisk politisk stil” – det har begge ansigter.¹⁹Margaret Canovan, “Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy”. Political Studies, nr. XLVII (1999), 9. Det pragmatiske ansigt betoner statslige institutioner, love og processer, og det fungerer gennem administration, forvaltning og kompromiser. Ansigtet er som udgangspunkt kritisk over for folkelig entusiasme, og det har meget lave forventninger til, hvor meget regeringer kan opnå. Her handler politik om at holde orden, sikre smidige processer og undgå store konflikter, og politik føres igennem de etablerede institutioner og altid med respekt for den gældende lov. Det forløsende ansigt lægger omvendt vægt på konflikter og antagonisme, og i stedet for at følge det etablerede systems veje, fungerer det gennem demonstrationer, opstande og til tider endda revolutioner. Dette ansigt har høje krav til politikken og lav tålmodighed over for juridiske restriktioner, der kan stå i vejen for skabelsen en bedre verden. De to ansigter er begge nødvendige for demokratiet, for uden det pragmatiske ansigt vil man mangle de institutioner, der får samfundet til at fungere, og uden det forløsende ansigt vil intet radikalt nyt nogensinde ske.

Her synes Canovan at fange flere nuancer i moderne politik end Rancière. Politik er både de folkelige, samfundsforandrende kræfter, som Rancière kalder politik, og kompromiser, administration og forvaltning. En anden af Althussers elever, nemlig den argentinske filosof Ernesto Laclau, skelner mellem to artikulationslogikker i det politiske. Hvis en politisk diskurs følger en differenslogik, kan den inkludere alle de forskellige interesser, grupper og identiteter på det samfundsmæssige felt. Her bliver ingen subjekter ekskluderet, og alle kan på trods af uenigheder leve i fredelig sameksistens. Ækvivalenslogikken er derimod kendetegnet ved at skabe et dem og et os, hvor enheden i sidstnævnte især etableres ved at ekskludere og afgrænse sig fra de første. Igen simplificeret kan man sige, at hvor differenslogikken er forhandlingsbordets logik, er ækvivalenslogikkens stridens logik. Men som Laclau også bemærker, er der ikke nogen politisk diskurs – eller samfund i det hele taget – der udelukkende er struktureret efter den ene eller den anden logik. Der er i stedet tale om et kontinuum, som en given politik kan bevæge sig frem og tilbage på. Populismen, for at tage et eksempel, er med sin skarpe og til tider manikæiske antagonisme mellem folk og elite en ækvivalenslogisk diskurs par excellence.²⁰Ernesto Laclau, On Populist Reason (London: Verso Books, 2005). Dets klassiske modsætning i det liberale demokrati er omvendt typisk en differenslogisk diskurs. Men billedet har visse nuancer: Når populister kommer i regering, har de ofte tendens til både at søge et bredere samarbejde og antage en mere systembevarende karakter. Og ser man på liberaldemokratiske politiske diskurser, ses det ofte – især når man oplever, at det liberale demokrati er i krise – at liberaldemokrater kraftigt antagoniserer deres udenfor, herunder navnlig populismen.²¹Den tidligere præsident for Europarådet Herman van Rompuy har for eksempel udtalt, at “populismen er den store fare. Som belgier ved jeg, hvad det vil sige.” Citeret i Jan-Werner Müller, Hvad er populisme? (København: Informations Forlag, 2016), 10. Dermed ikke sagt, at Laclau er ude efter at finde en form for balance mellem differenslogikken og ækvivalenslogikken. Hans og Chantal Mouffes eget venstrepopulistiske projekt har en klar overvægt til fordel for sidstnævnte. Pointen er derimod, at en diskurs med overvejende differenslogiske træk også kan være legitim, demokratisk – og politisk.

Alt i alt kan verden ikke inddeles simpelt i den legitime og revolutionære politik over for det illegitime, reaktionære politi. Der foregår masser af ikke-systembrydende, men alligevel legitim politik, og folkets vilje kommer til udtryk på mange måder, der øger ligheden og gør verden til et bedre sted, uden at der brydes radikalt med den herskende orden. Ved ikke at have blik for dette, følger Rancière (om end med et mindre dramatisk sprogbrug) en uheldig tendens i venstreorienteret politisk filosofi, som vi også finder hos eksempelvis Giorgio Agamben og Slavoj Žižek. Man karakteriserer samfundet som en entydig reaktionær og undertrykkende entitet uden at udvise bare det mindste blik for samfundets legitime og ønskværdige dele, og hvilke emancipatoriske potentialer, disse har. Det medfører, at læseren efterlades med en ikke bare ufuldstændig men også apatisk forståelse af samfundet, hvor legitimiteten af forandringer og forbedringer måles efter en ‘alt eller intet’-skala.²²For kritik af tendensen hos Agamben, se Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020; Ernesto Laclau, The Rhetorical Foundations of Society (London: Verso Books, 2014), 207–220. For kritik af tendensen hos Žižek, se fx Laclau, The Rhetorical Foundations of Society, 139–180; Laclau, “Structure, History and … Continue reading Det er uden tvivl en bekvem målestok, fordi den er nem at bruge: Kun (forsøg på at skabe) en absolut og radikal omvæltning er legitime. Men på den måde bliver det gode til det bedstes værste fjende, som vi ser, når samfundets institutioner en bloc afvises som udtryk for det illegitime politi, selvom de kan bruges til at skabe konkrete forbedringer af folks liv. Og når revolutionen ikke synes at være lige rundt om hjørnet, henvises vi til rollerne som Vladimir og Estragon, der forgæves venter på Godot. Lad være med at gribe til handling for at forandre verden – tænk over og fortolk verden i stedet for, som Žižek siger.²³Big Think, Don’t Act. Just Think (YouTube, 2012). Det betyder som sagt på ingen måde, at Rancière ikke har noget at lære os. Men vi bør tænke videre og formulere flere teser om politikken – herunder om samfundet.

Samfundets umulighed

Samfundet har altså både et pragmatisk (systembevarende) og et forløsende (systembrydende) ansigt. Med hvad er et samfund egentlig? En typisk udlægning lyder, at det er et stort fællesskab, der har én fælles interesse, der står over den enkeltes interesse. Tænk for eksempel på vendinger som ‘at gøre noget for samfundets skyld’, ‘det er i samfundets interesse at …’ eller at have ‘samfundssind’ i betydningen at sætte samfundet over sig selv.²⁴Silas Marker, “Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget”, Videnskab.dk, 29. marts 2020. Her er idéen typisk, at samfundet eksisterer i og for sig selv som et objektivt grundlag eller universale, som vi med vores individuelle identiteter, interesser og præferencer blot er partikulære til, og som en god borger derfor bør solidarisere sig med.

Rancière har ret i, at denne forestilling om samfundet er problematisk af mange årsager. Med Laclau kan man sågar sige, at samfundet er umuligt.²⁵Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London: Verso Books, 1990), 89–92. Det, vi kalder samfundet, er ikke et fast grundlag eller en selvindeholdt entitet, men et uendeligt spil af forskelle og modsætninger. Det vil altid være præget af interne modsætninger (for eksempel mellem samfundsklasser), splittelser (for eksempel over politiske spørgsmål) og eksklusioner (for eksempel af flygtninge eller minoriteter). Ingen politik er lige gavnlig for alle, og der vil altid være stridende grupper af os og dem, der vil slås om at få deres respektive interesser anerkendt som hele samfundets universelle interesser. Samtidig er der grupper, der bor i landet, men ikke anerkendes som ligeværdige borgere, ligesom personer, der har stemmeret, kan få den frataget og dermed blive ekskluderet fra folket. Der er derfor ikke ét sammenhængende og harmonisk vi, der favner alle, og som man kan henvise til som et objektivt og selvindeholdt grundlag. Til enhver påstand om, at noget er i hele samfundets interesse, kan man stille spørgsmålet: Hvem har bestemt det? Og hvem har givet dem autoritet til det?²⁶Se også Ernesto Laclau, Emancipation(s) (London: Verso Books, 2007), 79.

Samfundets nødvendighed

Ikke desto mindre er ordet ‘samfundet’ umiddelbart meningsfuldt for de fleste af os. Tænk på udsagn som ‘det er samfundets skyld’ eller ‘samfundet har svigtet.’ Her implicerer man, at samfundet burde have gjort noget – at der er en rigtig måde for samfundet at handle på, som det ikke lever op til. Og sådan er det ofte. For et demokratisk samfund er et (forestillet) fællesskab,²⁷Om begrebet ‘forestillet fællesskab’, se Benedict Andersson, Forestillede fællesskaber (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2001). der lover den lighed og retfærdighed, Rancière gentagne gange skriver om, og som vi (ofte alt for optimistisk, men ikke desto mindre vedholdende) forventer lever op til disse løfter. Hvorfor? Fordi der er ikke andre til at gøre det.

Når demonstranterne foran retsbygningen kræver, at dommeren omstøder en frikendelse af en voldtægtsmand, kræver voldtægtsofrene den retfærdighed, de ikke har ret til – Rancières politisk-demokratiske subjekt i en nøddeskal. Men det er stadig samfundet, de kræver retfærdigheden af, og som de forventer kan realisere den. Eller for at tage et andet eksempel fra tidens aktuelle kampe: I Minneapolis kunne man i sommeren 2020 høre kampråbet “we got all four!” runge gennem gaderne med henvisning til, at alle de fire politibetjente, der var ansvarlige for mordet på George Floyd, nu var blevet anholdt. Samfundet havde handlet, men det var alligevel en sejr for den antiracistiske bevægelse, altså Rancières politik. Bevægelsens minimumskrav var en politireform, der skulle gøre en ende på politivolden, altså en reform af samfundet, der ikke ville kunne lade sig gøre af andre end netop samfundet. Maksimumskravet var at gøre en ende på den strukturelle racisme, herunder også uden for politikorpset. Men hvor? I samfundet. De krævede af samfundet, at det skulle holde de løfter om frihed og lighed, som det giver i sin forfatning, og de troede på, at det kunne lade sig gøre.

Det samme gør sig gældende, hver gang politiske bevægelser af enhver støbning demonstrerer, holder taler og råber taktfaste kampråb foran et parlament. Denne lokation er både velvalgt og symptomatisk, fordi den repræsenterer samfundet. Ganske vist udøves den samfundsmæssige magt i praksis for det mest ude i mere lokale kontekster af betjente, lærere og kommunale sagsbehandlere. Men når samfundet som helhed skal adresseres og forsøges ændret – så er det centraladministrationen, man stiller krav til. Det er sjældent samfundet, man vil af med. Man vil derimod have, at magthaverne, altså samfundets administratorer, ændrer politik, og ellers vil man have nogle andre magthavere ind – til at ændre samfundet. Men samfundet består uanset hvad som det terræn, hvor forandringen er mulig; den arena, hvor man kan kæmpe for den; og det medium, igennem hvilket den skal udmøntes i praksis.

Realiseringen af samfundets løfter

Samfundet indeholder netop et løfte om, at individet ikke er alene i en krig mod alle andre, hvor livet er ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort.²⁸Thomas Hobbes, Leviathan (København: Informations Forlag), 140. For alt for mange mennesker bliver dette løfte ikke overholdt, og der foregår en ustandselig kamp om, hvad løftet konkret består af, for eksempel: Hvad betyder lighed i praksis? Og lighed for hvem? Men der er ikke andre end samfundet til at overholde løftet og til at være den arena, på hvilken vi kæmper om den rigtige fortolkning af det. Sociale bevægelser og oprør kan stille krav om lighed, og enkelte bevægelser lykkes sågar på egen hånd med at realisere kravene lokalt (selvom erfaringen viser, at også bevægelser, der kæmper for lighed, kan have svært ved at opnå denne i egne organisationer). De kan kræve af samfundet, at det overholder sine løfter, og de kan ændre vores forståelse af løfterne. Men kun samfundet kan realisere dem i stor skala.

Selvom samfundet som sådan ikke findes, tror vi altså alligevel på det. Vi tildeler det intentioner og agens, og vi ser det som en handlende instans, der skal opfylde vores krav og holde sine løfter. Vi er imod mange af de ting, samfundet gør. Men abstrakte paroler og teorier som Rancières imod samfundet som sådan forbliver – ja, abstrakte. I vores konkrete, levede liv kræver og forventer vi, at det er igennem samfundet, at samfundet skal blive et bedre sted. Alternativet til Rancières samfundspessimisme er derfor ikke blot en hovedløs optimisme. Den nærværende artikel er ikke en glad opfordring til at tage ja-hatten på, og jeg tror ikke, at tingene bliver bedre af sig selv. Jeg plæderer i stedet for en politisk teori, der ikke betragter ‘systemet’ som et monolitisk sæt af undertrykkende institutioner, men har blik for de kamppladser og demokratiske, emancipatoriske potentialer, samfundet har.

1.	Jacques Rancière, Ti teser om politik (Aleatorik, 2021).
2.	Se fx Jacques Rancière, Aisthesis (London: Verso Books, 2019).
3.	Rancière, Ti teser om politik, 51.
4.	Louis Althusser, Lenin and Philosophy and other essays (New York: Monthly Review Press, 2001), 118.
5.	Rancière, Ti teser om politik, 53.
6.	Rancière, Ti teser om politik, 82.
7.	Se fx Michel Foucault, Society Must Be Defended (London: Penguin Books, 2004), 48; Max Weber, “Politik som levevej”, i Max Weber: Udvalgte tekster bind 1, red. Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (København: Hans Reitzels Forlag, 2003), 215.
8.	Rancière, Ti teser om politik, 27.
9.	Rancière, Ti teser om politik, 51.
10.	Rancière, Ti teser om politik, 54.
11.	Jacques Rancière, Hadet til demokratiet (Horsens: Møller Forlag, 2005), 75.
12.	Rancière, Hadet til demokratiet, 81.
13.	Rancière, Hadet til demokratiet, 100.
14.	Rancière, Hadet til demokratiet, 101.
15.	Silas Marker & Vincent Hendricks, Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter (København: Gyldendal, 2019), særligt kapitel 1 og 2.
16.	Rancière, Ti teser om politik, 27.
17.	Rancière, Hadet til demokratiet, 107.
18.	Rancière, Hadet til demokratiet, 96.
19.	Margaret Canovan, “Trust the People! Populism and the Two Faces of Democracy”. Political Studies, nr. XLVII (1999), 9.
20.	Ernesto Laclau, On Populist Reason (London: Verso Books, 2005).
21.	Den tidligere præsident for Europarådet Herman van Rompuy har for eksempel udtalt, at “populismen er den store fare. Som belgier ved jeg, hvad det vil sige.” Citeret i Jan-Werner Müller, Hvad er populisme? (København: Informations Forlag, 2016), 10.
22.	For kritik af tendensen hos Agamben, se Silas Marker, “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020; Ernesto Laclau, The Rhetorical Foundations of Society (London: Verso Books, 2014), 207–220. For kritik af tendensen hos Žižek, se fx Laclau, The Rhetorical Foundations of Society, 139–180; Laclau, “Structure, History and the Political”, i Contingency, Hegemony, Universality, red. Judith Butler, Ernesto Laclau & Slavoj Žižek (London: Verso Books, 2000), 182–212.
23.	Big Think, Don’t Act. Just Think (YouTube, 2012).
24.	Silas Marker, “Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget”, Videnskab.dk, 29. marts 2020.
25.	Ernesto Laclau, New Reflections on the Revolution of Our Time (London: Verso Books, 1990), 89–92.
26.	Se også Ernesto Laclau, Emancipation(s) (London: Verso Books, 2007), 79.
27.	Om begrebet ‘forestillet fællesskab’, se Benedict Andersson, Forestillede fællesskaber (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2001).
28.	Thomas Hobbes, Leviathan (København: Informations Forlag), 140.

Klassekampen mod den stumme tvang

Esben Bøgh Sørensen · 7. mar. 2022

I min tidligere artikel om Søren Maus Stum tvang problematiserede jeg en potentiel kløft mellem den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser og det historiske materiale i bogen.¹Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022. Det gjorde jeg gennem en kritik af den måde, hvorpå det historiske materiale blev behandlet på bestemte steder i løbet af bogen i forhold til bestemmelsen af kapitalens logik. Et vigtigt emne i denne problematisering var en kritik af udlægningen af skabelsen af markedsafhængighed og forholdet mellem værdi og klasse. Jeg påpegede, at der ikke umiddelbart var en sammenhæng mellem værdi og klasse i historisk forstand, om end jeg også kvalificerede denne umiddelbare konklusion. Hovedpointen var, at den historiske fremkomst af værdi (relationen mellem markedsafhængige privatproducenter) ikke forudsatte en adskillelse mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne. Denne pointe har en forbindelse til klassebegrebet, som det udvikles i Stum tvang, idet klasse identificeres med en grundlæggende adskillelse mellem livet og dets betingelser og med en uklar forbindelse til begrebet om markedsafhængighed. I denne opfølgende artikel vil jeg kritisere bogens begreb om transcendentalt klasseherredømme for til sidst at komme ind på sammenhængen til de politiske konklusioner, der kan drages af bogen og kritikken fremført i denne artikel.

Arbejder eller proletar?

Den historiske skildring af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne i starten af kapitel 6, som jeg problematiserede i den forrige artikel, efterfølges af en analyse af det, der i bogen kaldes “transcendentalt klasseherredømme”. Med adskillelsesprocessen følger muligheden for kapitalen for at indsætte sig som forbindelsesled mellem livet og dets betingelser. Derfor kommer “selve livet” i kapitalismen “med en forpligtelse til at valorisere værdi”.²Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST. Det er kun gennem de samme sociale relationer (kapitalforholdet), der adskiller mennesket fra dets livsbetingelser, at denne forbindelse kan etableres igen.³ST, 143. Kapitalen udgør dermed en transcendental magt i og med, at den udgør mulighedsbetingelsen for social reproduktion, hvilket indebærer, at den principielt kan undvære vold i udbytningsprocessen.⁴ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den … Continue reading

Netop udbytningsforholdene har traditionelt været omdrejningspunktet i marxistisk klasseanalyse. Heroverfor argumenteres der i Stum tvang imod et klassebegreb, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, fordi, lyder argumentet, udbytningen af lønarbejdere i kapitalforholdet ikke er sammenfaldende med kategorien “dem, der er afhængige af markedet”.⁵ST, 132. Udbytningen forudsætter “et mere omfattende klasseherredømme”, der identificeres som “forholdet mellem de, der kontrollerer betingelserne for den sociale reproduktion, og dem, der er udelukket fra den umiddelbare adgang til betingelserne for den sociale reproduktion”.⁶ST, 132. Klasse defineres som “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”, og af denne grund fremhæves fordelen ved at tale om proletarer i stedet for arbejdere. Den første kategori er bredere end den sidste, fordi “det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder”. Den proletariske position er ikke defineret ved arbejde, men derimod “den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.⁷ST, 133. Det transcendentale klasseherredømme hviler altså på eksistensen af markedsafhængige proletarer.

Klasse identificeres ikke med vertikale udbytningsforhold, men derimod med eksistensen af markedsafhængige proletarer, umiddelbart adskilt fra betingelserne for social reproduktion. Endnu en gang omhandler problemstillingen forholdet mellem værdi og klasse, mellem de vertikale klasseforhold, der angår relationen mellem udbytter og de umiddelbare producenter, og de horisontale forhold, som angår relationen indbyrdes mellem udbyttere henholdsvis umiddelbare producenter. Med udgangspunkt i denne skelnen argumenteres der i kapitel otte for, at de “indbyrdes horisontale relationer mellem henholdsvis kapitalister og proletarer resulterer i visse magtformer, der ikke kan udledes af eller reduceres til det klasseherredømme, vi undersøgte i kapitel seks”.⁸ST, 178. Herefter gennemgås værditeorien for at vise, at den markedsformidlede relation mellem producenter i kapitalismen forvandles til “et kvasi-selvstændigt system af virkelige abstraktioner, der påtvinger sig alle gennem en upersonlig og abstrakt form for herredømme”.⁹ST, 186.

Med definitionen af klasseherredømme som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion, nærmere bestemt som en udelukkelse fra den umiddelbare adgang til disse betingelser, bliver det dog svært at skelne klassebegrebet fra den horisontale markedsafhængighed. Idet argumentet for et andet klassebegreb end et, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, henviser til, at der er flere end blot udbyttede lønarbejdere, der er afhængige af markedet, identificeres klasse altså med markedsafhængighed. Det er selvfølgelig rigtigt, at alle dem, der er afhængige af markedet, ikke er identisk med klassen af lønarbejdere. Det er dog ikke et argument for, at alle, der er afhængige af markedet, udgør en klasse. Spørgsmålet er, om markedsafhængighed er et godt udgangspunkt for et begreb om klasse og klasseherredømme, når vi i første omgang skelnede mellem de vertikale klasseforhold og de horisontale, markedsformidlede forhold. Pointen med denne skelnen er netop at understrege, at alle i kapitalismen er underlagt markedsafhængigheden, også kapitalister. Ved at identificere klasse med markedsafhængighed bliver klasse paradoksalt et fænomen, der går på tværs af klasserne i kapitalforholdet. Som bogen viser, giver markedsafhængighed rigtig nok klasseforholdene i kapitalismen en særlig dynamik. Men markedsafhængighed er ikke disse klasseforhold, heller ikke blot på et mere grundlæggende niveau.

Det hele kompliceres yderligere af, at det i bogen ikke er klart, hvad forholdet nærmere er mellem adskillelsen mellem livets og dets betingelser og markedsafhængighed i bestemmelsen af klassebegrebet. I modsætning til udlægningen i Stum tvang har jeg i forrige artikel argumentet for, at markedsafhængighed historisk betragtet ikke var sammenfaldende med adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidler. Det er både en historisk konstatering, men det bliver også understreget i og med, at dem, der netop ejer og kontrollerer produktionsmidlerne i kapitalismen, også selv er afhængige af og konkurrerer på markedet. I stedet for at udvikle klassebegrebet med udgangspunkt i både adskillelsens mellem livet og dets betingelser og markedsafhængighed, bør klasse identificere noget tredje, nemlig udbytningsforholdene. Adskillelsen mellem producenterne og produktionsmidlerne, opkomsten af markedsafhængighed og etableringen af et udbytningsforhold (dvs. klasseforhold), er alle sammenhængende processer i kapitalismen, men de kan ikke uden videre reduceres til hinanden.

Proletarer er ligesom kapitalister afhængige af markedet for deres sociale reproduktion. Deres markedsafhængighed er dog ikke af samme type som kapitalistens, men er vævet sammen med deres adskillelse fra betingelserne for den sociale reproduktion. Dette har endnu ikke noget at gøre med klasse, der først indtræder med etableringen af et udbytningsforhold mellem kapital og arbejde. Som jeg argumenterede for i min forrige artikel, bidrog markedsafhængighed hos engelske bønder netop til skabelsen af adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som dermed skabte en anden type markedsafhængighed hos et voksende lønarbejderproletariat. Det er dog først med kapitalforholdet mellem lønarbejder og kapital, at der etableres et klasseforhold, som vi altså kan identificere med udbytningsforholdet. Jeg vil derfor foreslå, at vi har at gøre med tre adskilte processer, nemlig adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, skabelsen af (forskellige typer af) markedsafhængighed og etableringen af udbytningsforhold, der ikke kan reduceres til hinanden, men som tilsammen giver kapitalismen dens særegne logik og dynamik. Ingen af disse tre processer er desuden særskilt tilstrækkelige betingelser for den historiske etablering af kapitalismen, der altid er formidlet gennem klassekampsbestemte institutioner, som vi eksempelvis så det med forholdet i det engelske landbrug. En bestemmelse af kapitalismen som blot en høj grad af markedsafhængighed ville således risikere at falde tilbage i den ellers udskældte kommercialiseringstese, ifølge hvilken kapitalismen blot er en videreførelse af ældgamle og kvasi-naturlige handels- og byttepraksisser.¹⁰Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.

En yderligere grund til at identificere klasse med udbytningsforholdene er, at klassebegrebet, der argumenteres for i bogen, bliver svært at anvende i analyser af klasseforhold også i andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Klasse defineres på én gang som adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som et forhold mellem dem, der ikke har adgang til betingelserne for den sociale reproduktion og dem, der har det,¹¹Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og … Continue reading og blot som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion. Yderligere spiller, som vi har set, markedsafhængighed en vigtig rolle i argumentationen for et andet klassebegreb end et, der identificerer klasse med udbytningsforhold. Med det klassebegreb bliver det uklart, hvordan vi vil analysere andre klasseforhold såsom mellem feudalherre og bonde, der senere i kapitel 6 defineres som karakteriseret ved en “transcendent magt”, der i modsætning til det transcendentale klasseherredømme i kapitalismen først “koblede sig på produktionen udefra”, eller bagefter den havde fundet sted.¹²ST, 144. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at vi kan operere med flere definitioner og varianter af klassebegrebet, men der må være noget fælles, der gør, at vi overhovedet kan tale om klasse på tværs af historiske kontekster og produktionsmåder. Også af denne grund vil jeg fastholde definitionen af klasse med udgangspunkt i udbytningsforhold.

I bogen kritiseres Ellen Meiksins Woods klassebegreb som værende for snævert knyttet til udbytningsforholdene. Der nævnes dog ikke, at Wood netop har kritiseret et klassebegreb, der som i Stum tvang umiddelbart kun defineres som “forholdet til produktionsmidlerne” eller “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”:

Even the criterion of relation to the means of production is not enough to mark such boundaries [dvs. grænserne mellem klasser] and can easily be assimilated to conventional stratification theory. It is possible, for example, to treat “relations to the means of production” as nothing more than income differentials by locating their significance not in the exploitative and antagonistic social relations they entail but in the different “market chances” they confer. The differences among classes thus become indeterminate and inconsequential. If classes enter into any relationship at all, it is the indirect, impersonal relationship of individual competition in the market place, in which there are no clear qualitative breaks or antagonisms but only a quantitative continuum of relative advantage and disadvantage in the contest for goods and services.¹³Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.

Den definition af transcendentalt klasseherredømme, der argumenteres for i Stum tvang, er selvfølgelig langt fra konventionel stratifikationsteori. Men pointen om, at et sådant klassebegreb er underdetermineret, og at det primært lader sig bruge om forholdet til markedet (og dermed kan komme til at ligne et Webersk klassebegreb), er vigtig også i lyset af, at netop markedsafhængighed spiller en central rolle i bogens afvisning af et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb.

I bogen stopper definitionen af klassebegrebet på et meget grundlæggende niveau med begrebet om det transcendentale klasseherredømme, som er blevet problematiseret ovenfor. Som argumenteret for i min forrige artikel, bør den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelse kunne tage højde for den kapitalistiske logiks historicitet og samtidig åbne op for muligheden for empiriske og historiske analyser. Også til dette formål mener jeg, at et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb er et bedre udgangspunkt end det i bogen udviklede begreb om transcendentalt klasseherredømme. Udover afledningen af kapitalforholdet er det muligt at udvikle klassebegrebet yderligere indenfor den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes ideale tværsnit. Den måde, hvorpå klasse konstitueres i og med kapitalismens grundstruktur gennem udbytningsforholdet i produktionsprocessen udvikles flere steder i Marx’ kritik af den politiske økonomi. Kategorierne “produktivt” og “uproduktivt” arbejde hører eksempelvis til den grundlæggende klassekonstitution i kapitalismen, men også andre kategorier, der udvikles i kritikken af den politiske økonomi, kan belyse grundtrækkene ved klassekonstitutionen i den kapitalistiske produktionsmåde. En sådan formanalytisk videreudvikling af klassebegrebet kunne fungere som et ud af flere udgangspunkter for overgangen fra den dialektiske analyse til empiriske analyser.¹⁴For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).

Vi kan nu vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi bør foretrække arbejder- eller proletarbegrebet, teoretisk såvel som politisk. I Stum tvang er argumentet for begrebet om det transcendentale klasseherredømme og proletarbegrebet knyttet til den politiske pointe, at det gør “os i stand til at brede vores begreb om klassekamp ud og se, hvordan kampe på tværs at hele det sociale felt er en del af det samme politiske projekt: at vriste livets betingelser fri fra kapitalens greb”.¹⁵ST, 133. Klassekampen bør ifølge Stum tvang altså ikke udspringe af udbytningsforholdene, men derimod af kapitalens greb om det sociale liv som sådan. Det vender jeg tilbage til. Jeg vil først argumentere for, at arbejderbegrebet bedre indfanger det historisk særegne ved den kapitalistiske produktionsmåde og dermed er et bedre udgangspunkt for at forstå klassekampens grundvilkår i kapitalismen.

I romersk lov henviste termen “proletar” til dem med ingen eller meget lidt ejendom, hvis subsistens var afhængig af en protektor (ejendomsbesiddende borgere eller staten). Deres rolle blev defineret som kun det at reproducere sig selv. Denne definition var en del af det videre romerske system for social stratifikation baseret på en kombination af ejendom, ære og privilegier. Proletariatet havde per definition ingen af disse. Marx studerede romersk lov, og i hans tidlige periode skinner denne romerske definition af proletariatet klart igennem hans identificering af proletarisering som et karaktertræk ved borgerlige samfund. Proletarisering henviste her til eroderingen af privilegier og rettigheder, der havde sikret bestemte dele af befolkningen adgang til forskellige subsistenskilder (et klassisk eksempel er Marx’ analyse af loven imod den sædvanebestemte ret til at indsamle brænde i skovene). Det var denne proletarisering, han betragtede som betingelsen for opkomsten af en ny revolutionær klasse, efter borgerskabet havde udspillet sin rolle.

Var denne proletarisering knyttet særligt til kapitalismen? Der var uden tvivl et opstigende borgerskab i byerne bestående af handlende, små forretningsdrivende og håndværkere og en ny embedsstand. Men disse grupper kan ikke uden videre identificeres med opkomsten af kapitalismen, og det kan stærkt betvivles, at der allerede på dette tidspunkt i de tyske områder, som var Marx’ kontekst, var etableret en kapitalistisk produktionsmåde i nogen meningsfuld forstand.¹⁶Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019). Den proletarisering, der fandt sted, havde dermed ikke nødvendigvis noget med kapitalisme at gøre. Proletariatbegrebet, som det blev brugt i den romerske lov, såvel som det senere blev brugt til at identificere en tendens i “borgerlige” samfund, er efter min mening ikke godt til at indfange de særlige kapitalistiske sociale forhold. I modsætning til dette begreb hos den tidlige Marx, skulle han senere komme til at identificere en helt ny type “arbejderklasse”,¹⁷Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra … Continue reading der ikke blot var karakteriseret ved at være adskilt fra ejendom, rettigheder og privilegier, men som derimod konstituerede den vigtigste produktivkraft i den kapitalistiske produktionsmåde.

Der var næppe en romersk tænker, der kunne forestille sig proletariatet som produktiv på samme måde.¹⁸Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”. Det romerske proletariat var berøvet både ejendom og privilegier, og den udbyttede klasse var ikke primært proletariatet, men derimod småbønder og slaver. Denne betydning overleveres til en vis grad også i nyere brug af proletarbegrebet. I modsætning til proletariatet er det særlige ved arbejderklassen i kapitalismen, at den både er produktiv, udbyttet og kan besidde vidtrækkende politiske og juridiske privilegier, som Stum tvang også kommer ind på. Denne mulighed for politisk og juridisk lighed på den ene side og økonomisk udbytning i produktionsprocessen på den anden er blandt andet et resultat af det, Wood kalder privatiseringen af den politiske magt i kapitalismen, hvor den udbyttende klasse ikke længere direkte hersker over den offentlige politiske magt, men derimod opnår direkte herredømme i produktionsprocessen.¹⁹Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95. Det er netop af denne grund, at marxistisk politisk teori har fokuseret på produktionsprocessen, arbejderklassen og udbytning: Arbejderklassen er den produktive og derfor udbyttede klasse, hvis atomisering og privatiserede lokale kampe må imødegås af politisk massemobilisering for at afskaffe de kapitalistiske sociale forhold.

Kampen mod den stumme tvang

I min forudgående artikel her i Paradoks problematiserede jeg en risiko i Stum tvang for at skabe en kløft mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og historiske og empiriske analyser af kapitalismen. Jeg konkluderede, at den kapitalistiske logik ikke så meget fortæller os noget om en allerede “etablereret” kapitalisme, men derimod om sammenhængen mellem historiske udviklingsprocesser, hvilket bør rummes i den dialektiske analyse og virke modificerende tilbage på denne. Med udgangspunkt i min kritik af enkelte af de historiske afsnit i bogen forsøgte jeg at udlægge en række væsensbestemmelser ved kapitalismen på en anden måde, nemlig skabelsen af markedsafhængighed, adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne og etableringen af et udbytningsforhold. Jeg skal dog her understrege, at jeg på ingen måde mener at have givet en udtømmende analyse af disse bestemmelser, men blot peget på mulige andre måder at fremstille dem på. Problematiseringen af en række af de historiske afsnit ledte mig i indeværende artikel til en kritik af begrebet om det transcendentale klasseherredømme og et forsvar for det i bogen kritiserede udbytningsbaserede klassebegreb. I forlængelse heraf har jeg argumenteret for, at begrebet om arbejderklassen bedre indfanger det historisk særegne ved kapitalismen i modsætning til begrebet om proletariatet. I dette sidste afsnit vil jeg med denne kritik in mente diskutere de politiske konsekvenser, der kan drages af Stum tvang og kritikken fremført i begge artikler.

I bogens konkluderende afsnit argumenteres der for, at teorien om kapitalens økonomiske magt er udviklet på et abstraktionsniveau, hvorfra der ikke umiddelbart kan udledes politiske konsekvenser. Det gør ikke teorien politisk ubrugelig, men kun som det nødvendige afsæt til at lave mere konkrete analyser med udgangspunkt i de af den abstrakte teoris “omhyggeligt smedede begreber”.²⁰ST, 306. Som vi har set, er der dog steder i bogen, hvor der rent faktisk udledes politiske konsekvenser, dog på et meget højt abstraktionsniveau. Jeg mener ikke, at den teori, der udvikles i Stum tvang, først bliver politisk anvendelig i mere konkrete analyser. Allerede på det i bogen anlagte abstraktionsniveau udvikles en række vigtige politiske indsigter, om end selv på et meget generelt niveau: identificeringen af den kapitalistiske produktionsmåde som historisk forbigående, afgrænsningen til den utopisk-romantiske kapitalismekritik og klarlægningen af, hvad der netop er nødvendigt i den kapitalistiske produktionsmåde, og som dermed ikke kan afskaffes uden at omvælte denne produktionsmåde som sådan. Yderligere identificeres en række dynamikker i kapitalismen, der fortæller os noget om klassekampens grundvilkår fælles for enhver historisk konkret kapitalisme.

I bogens kapitel 10 undersøges, hvordan kapitalens upersonlige og abstrakte magt i relationen mellem producenter forvandles til et despoti i selve produktionsprocessen. Dette despoti har dog stadig til en vis grad en upersonlig karakter, idet markedskonkurrencens pres tvinger den enkelte kapitalist til at reorganisere produktionsprocessen med henblik på produktionen af relativ merværdi. Subsumptionen af arbejdet under kapitalen har en lang række konsekvenser for arbejdets karakter og kapitalens herredømme udfolder sig her også i materialiteten og teknologien. Jeg vil understrege, at produktionsprocessen ikke blot er et ud af flere andre områder af det sociale liv, der subsumeres under kapitalens logik. Netop her bliver et udbytningsbaseret klassebegreb vigtigt. Udbytning er essentielt tilegnelsen af det samfundsmæssige merprodukt af en udbyttende klase fra en udbyttet klasse. Det særlige ved denne tilegnelsesproces i kapitalismen er ikke blot, at den er formidlet gennem markedet, hvor den udbyttende klasse må købe arbejdskraft og sælge arbejderprodukterne som varer på markedet. Det særlige er også (og i tæt sammenhæng med den markedsformidlede udbytning), at udbytningsprocessen bliver centreret i selve produktionsprocessen. Det har ikke været tilfældet i noget andet klassesamfund, hvor udbytningen er foregået eksternt i forhold til produktionsprocessen. Udbytningen i kapitalismen er i høj grad atomiseret, decentraliseret og privatiseret. Men der er stadig tale om en grundlæggende politisk proces, hvis resultat er determineret ikke blot af kapitalens subsumptionslogik, men af klassekampens kontingens.

Det særegne kapitalistiske udbytningsforhold har den konsekvens, at klassekampen fortrænges til en privatiseret sfære, hvor den udfolder sig på en atomiseret og lokaliseret måde. Det har politiske konsekvenser. Klassekampen tager i kapitalismen primært sit udgangspunkt i produktionsprocessen, fordi det er her, udbytningen foregår, i modsætning til alle andre klassesamfund. En central opgave i klassekampen er derfor generaliseringen af kampen i produktionsprocessen. Netop derfor etablerede arbejderbevægelsen politiske masseorganisationer og partier, der kunne samle og generalisere den ellers atomiserede klassekamp. Det er dog også rigtigt, som der påpeges i bogen, at kampen mod kapitalens greb om livets betingelser også foregår mange andre steder end i selve produktionsprocessen på tværs af det sociale felt. Det er dog ikke et nyt træk ved kapitalismen. Arbejderbevægelsen var eksempelvis ikke kun organiseret omkring kampe i produktionsprocessen, men involverede sig i kampe på en lang række andre sociale og kulturelle områder. Det særlige ved arbejderbevægelsen var, at den betragtede alle disse sociale kampe mod kapitalens greb på tværs af det sociale felt som kampe, der krævede en organiseret arbejderklasse. Kampen mod kapitalens abstrakte og upersonlige herredømme blev altså formidlet gennem kampen mod arbejdets underordning under kapitalens herredømme og udbytningsforholdets despoti i produktionsprocessen. Selvom der foregår relevante kampe på hele det sociale felt, kan klassekampen dog ikke udspille sig på hele dette felt på én gang, og det særegne ved kapitalismens udbytningsproces er stadig dens centrering i produktionsprocessen. Det må i forlængelse heraf være muligt på én gang at anerkende forskellige sociale kampes egenværdi, deres indbyrdes forhold og eventuelle sammenfletning, og samtidig insistere på, at nogle kampe er vigtigere end andre til bestemte formål.

I bogens konklusion understreges det, at kampen mod “kapitalens dødsmaskineri […] aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog”.²¹ST, 306. Det er en vigtig indsigt. Kapitalismens upersonlige og abstrakte økonomiske magt rammer alle på tværs af sociale klasser og identiteter, om end den rammer med forskellige resultater. Udbytningsforholdene i kapitalismen bliver derfor også mere upersonlige end i andre produktionsmåder. Men kampen mod kapitalens herredømme kan ikke foregå mod en abstrakt og anonym magt. Den økonomiske magts universalitet udelukker den som et forankringspunkt for klassekampen. Det er af samme grund, at Karl Polanyi tager fejl på dette punkt. Hovedkonfliktlinjerne i kapitalismen går ikke mellem en markedsgørelsesbevægelse på den ene side og en generel modbevægelse på den anden, men derimod mellem klasser med udgangspunkt i udbytningsforhold, der er centreret i produktionsprocessen. Kampen mod kapitalens stumme tvang må være formidlet gennem klasseforholdene og den privatiserede og atomiserede klassekamp i den kombinerede produktions- og udbytningsproces. Teorien om kapitalismens økonomiske magt lærer os, at kapitalismen ikke kan besejres gennem en kamp mod kapitalens upersonlige og abstrakte herredømme. På den anden side lærer den os også, at den lokaliserede kamp i produktionsprocessen er en formidlet kamp mod kapitalens abstrakte herredømme. Det er med denne indsigt, vi kan konkludere, at kampen mod kapitalens despoti i produktionsprocessen må samles og generaliseres for at besejre kapitalismen. Uanset hvilke ændringer vi kan registrere i “klassesammensætninger og kampens former”,²²ST, 133. forbliver forudsætningen for socialisme og kommunisme som den virkelige bevægelse, der afskaffer tingenes tilstand, derfor en organiseret arbejderklasse- og bevægelse.²³Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022.
2.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST.
3.	ST, 143.
4.	ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den marxistiske tradition og findes måske mest udarbejdet hos den østrigske filosof og marxist Max Adler og dennes begreb om det “sociale apriori”. Se Max Adler, Das Rätsel Der Gesellschaft: Zur Erkenntnis-Kritischen Grundlegung Der Sozialwissenschaften (Wien: Saturn Verlag, 1936). Et nyere forsøg på at anvende Kant i den marxistiske tradition kan findes i Christian Lotz, The Capitalist Schema: Time, Money, and the Culture of Abstraction (London: Lexington Books, 2014).
5.	ST, 132.
6.	ST, 132.
7.	ST, 133.
8.	ST, 178.
9.	ST, 186.
10.	Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.
11.	Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og dem, der ikke har adgang hertil, er det også svært at se, hvorfor udbytningsforholdet ikke allerede er indeholdt i definitionen.
12.	ST, 144.
13.	Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.
14.	For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).
15.	ST, 133.
16.	Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019).
17.	Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra middelalderens standssamfund, var en heterogen gruppe af embedsmænd, professionelle, småhandlende, håndværksmestre, osv., hvis ligeså heterogene kampe i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet handlede om at sikre politiske rettigheder til disse grupper imod adelens privilegier, men altså ikke om etableringen af kapitalistiske produktionsforhold.
18.	Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”.
19.	Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95.
20.	ST, 306.
21.	ST, 306.
22.	ST, 133.
23.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Historie og kapitalens logik i Stum tvang

Esben Bøgh Sørensen · 17. feb. 2022

Med udgivelsen af Stum tvang har Søren Mau formået at skabe debat i offentligheden om et emne, der stort set ellers kun diskuteres i akademiske venstrefløjskredse, nemlig den nærmere bestemmelse af den økonomiske magt, der er særegen for den kapitalistiske produktionsmåde. Sådanne teoretiske diskussioner plejer kun sjældent at nå højrefløjens medier og debattører, men også dem har Mau ramt, hvor det gør ondt. Maus værk var således det “mest uhyggelige”, som Mads Lundby Hansen, cheføkonom for den ekstreme liberalistiske tænketank CEPOS, havde læst i “de seneste 16 år”.¹Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.

Forståeligt nok har det været de mere generelle kapitalismekritiske, samtidsanalytiske og politiske pointer, man måske kan drage af bogen, der har fyldt i den offentlige debat. Derfor har det i den danske reception til en vis grad været overset, hvor vægtigt et bidrag bogen egentlig er til marxistisk teoriudvikling. Det kan måske sige sig selv, at den offentlige debat og mainstreammedierne ikke har format til at formidle de finere teoretiske nuancer og diskussioner i bogen. Stum tvang leverer ikke desto mindre en omfattende diskussion af både tidligere og nyere marxistisk teori af et omfang, der, hvad jeg ved af, hverken eksisterer på dansk, engelsk eller tysk.

I Stum tvang leveres en dialektisk analyse af kapitalismen, der efter min mening udgør et af de seneste årtiers vigtigste forsøg på at etablere en gennemarbejdet teori om den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Den foreliggende artikel, og dens efterfølger, skal betragtes som et bidrag til at videreudvikle denne teori. I denne første artikel vil jeg problematisere den rolle, det historiske materiale spiller i bogen og advare mod en risiko for, at der etableres for stor en kløft mellem den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur og muligheden for historiske og empiriske analyser. Dette har, konkluderer jeg, også betydning for vores forståelse af karakteren af den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur. Jeg vil i problematiseringen af det historiske materiales rolle særligt koncentrere mig om spørgsmålet om skabelsen af markedsafhængighed i forhold til analysen af kapitalismens grundstruktur. I den opfølgende artikel kaster jeg et kritisk blik på bogens begreb om “transcendentalt klasseherredømme”, der er tæt forbundet med spørgsmålet om markedsafhængighed, hvor jeg vil kritisere begrebet om transcendentalt klasseherredømme og forsvare et begreb om klasse, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdene. Begge artikler handler således fortrinsvist om den rolle, det “historiske” spiller i Stum tvang, samt den teoretiske diskussion af klassebegrebet og forholdet mellem klasse og værdi, der særligt udspiller sig i kapitel 6, 8 og 9 i Stum tvang.²Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den … Continue reading

Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og spørgsmålet om det historiske

Da marxismen igen begyndte at få vind i sejlene fra 1960’erne, udviklede der sig i særligt Tyskland og senere Skandinavien en ny læsning af Marx’ kritik af den politiske økonomi. Det var en formanalytisk læsning, som lagde vægt på den dialektiske udledning af kritikken af den politiske økonomis kategorier. Formanalyse henviser her til analysen af det, Marx kaldte “økonomiske formbestemmelser”. Produkterne af arbejde er i alle produktionsmåder ting eller services, der tilfredsstiller bestemte behov. Det er dog kun i kapitalismen, at arbejdsprodukterne generelt optræder på markedet som varer – de antager vareform. Ud fra denne simple betragtning, kan der dialektisk udledes en række andre former, såsom pengeformen og kapitalformen (P‑V-P, dvs. penge, der via bytte bliver til flere penge), og det kan vises, hvorledes kapitalformen forudsætter eksistensen af arbejdskraft, og dermed kan lønformen udledes, og så fremdeles.

I forbindelse med den nye Marx-læsnings formanalytiske kortlægning af kapitalens logik, opstod det afgørende spørgsmål om, hvad der nærmere bestemt hører under denne logik. I Danmark blev den nye Marx-læsning primært formidlet i en ganske særlig variant kendt som kapitallogikken. Det var netop spørgsmålet om “kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status”, altså omfanget af kapitalens logik, som for nyligt afdøde Hans-Jørgen Schanz spurgte til i sin bog af samme titel fra 1973. Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur skulle kortlægges gennem en dialektisk analyse af de økonomiske formbestemmelser i kritikken af den politiske økonomi.

Så snart den nye Marx-læsning dukkede op, viste der sig også en række problemer med udredningen af kapitalens logik. For det første diskuterede man, hvordan man kunne gå fra den dialektiske analyse af de økonomiske formbestemmelser til konkrete empiriske undersøgelser og fra formanalysen til en undersøgelse af forholdet mellem den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og de områder af den sociale virkelighed, der ikke hører til denne grundstruktur selv. For det andet udviklede der sig en diskussion af forholdet mellem logik og historie, altså hvordan kapitalens logik opstod og udviklede sig historisk, og hvorvidt og hvornår historiske forklaringer må bringes i spil i forhold til formanalysen.³Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, … Continue reading Problemstillingerne i disse diskussioner kan eksempelvis illustreres med den såkaldte statsafledningsdebat, der omhandlede, hvorledes formanalysen kunne anvendes på et fænomen (staten), der tilsyneladende ikke direkte kunne afledes af kapitalformen. Et andet interessant område var spørgsmålet om arbejder- og klassebevidsthed, og hvorvidt bestemte bevidsthedsformer (og ideologi) kunne afledes af formanalysen.⁴Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974). På trods heraf vedblev netop forholdet mellem formanalyse og empiriske undersøgelser, logik og historie, at martre den kapitallogiske tilgang, og herhjemme blev det eksempelvis diskuteret ivrigt i både tidsskriftet Kurasje, den Jyske historiker og Historievidenskab.⁵I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.

Pointen med denne korte opridsning af den nye Marx-læsning er, at Stum tvang, til dels med inspiration i denne læsning, på samme måde angår “den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.⁶Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST. Bogens formål er således at undersøge, hvor meget vi på baggrund af “en dialektisk analyse af kapitalismens ideale tværsnit” kan sige om kapitalens økonomiske magt. Til det formål udvikles der i første del af bogen en række originale socialontologiske indsigter, der etablerer, hvad de ontologiske mulighedsbetingelser er for kapitalens økonomiske magt. Bogen holder sig ikke strengt til en marxologisk undersøgelse, men sætter derimod både et specifikt undersøgelsesobjekt (kapitalens økonomiske magt) og diskuterer samtidigt en omfattende marxistisk teoretisk litteratur i forhold til det marxologiske aspekt. Endelig argumenteres der i bogen også for, at kapitalens logik nødvendigvis indskriver “sig i den sociale reproduktions materielle kompositioner”.⁷ST, 305. Den måde, hvorpå kapitalens logik omformer det sociale liv og materialiteten illustreres i tredje del af bogen, blandt andet med hensyn til produktionsprocessen og arbejdernes kroppe samt naturen og landbruget.

Det bringer mig til mit centrale spørgsmål, nemlig hvorledes bogen forholder sig til, hvilken rolle det historiske spiller i forhold til den dialektiske analyse, og hvad forholdet mellem analysen af kapitalismens grundstruktur og de empiriske analyser er. Som nævnt afledes der en nødvendighed i kapitalens logik til at væve sig ind i og reorganisere det sociale liv og naturen, processer, der illustreres med en række eksempler. I indledningen understreges det således, at det historiske og empiriske niveau kun bliver inddraget som “eksempler og illustrationer”,⁸ST, 29. og i konklusionen hævdes det, at de teoretiske indsigter, der er udviklet i bogen, også “kan bruges på lavere abstraktionsniveauer”, implicit empiriske undersøgelser, der også er direkte politisk relevante.⁹ST, 306. Umiddelbart optræder historien og historiske fænomener bogen igennem kun som illustrationer og eksempler, om end som illustrationer af nødvendige træk ved kapitalens logik. Det anerkendes desuden i indledningen, at dette adskiller sig fra Marx’ kritik af den politiske økonomi på den måde, at det historiske materiale var en integreret del af denne.

Vi kan nu problematisere i hvert fald to ting i Stum tvang. For det første efterlades det som et åbent spørgsmål, hvordan vi bliver i stand til at gå fra blot at illustrere, hvordan kapitalens logik udfolder sig historisk, til rent faktisk også at bruge teorien om kapitalens økonomiske magt til at lave historiske og empiriske analyser. Det kan efter min mening ikke forudsættes, at teorien, der udvikles i bogen, uden videre kan anvendes på lavere abstraktionsniveauer uden yderligere metodisk og begrebsligt arbejde.¹⁰I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, … Continue reading For det andet kan vi stille spørgsmålstegn ved, om det historiske rent faktisk blot spiller en rolle som “eksempler og illustrationer” i den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Det er nemlig sådan, at der i løbet af Stum tvang flere gange dukker historiske betragtninger op, som jeg ikke mener blot tjener som “eksempler og illustrationer”, men som mere eller mindre indgår i det teoretiske argument og den dialektiske analyse. Behandlingen af det historiske materiale har dog indflydelse på, hvordan den kapitalistiske grundstruktur fremstilles i den dialektiske analyse. Jeg vil i det følgende problematisere et par af de steder, hvor det historiske materiale og de teoretiske slutninger, der drages på den baggrund, bliver inddraget, og herigennem illustrere nødvendigheden af en grundigere stillingtagen til forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og det historiske.

Kapitalisme og biopolitik?

Lad mig starte med diskussionen af Foucault og Agamben i kapitel 6. På dette punkt i analysen er det blevet etableret, at den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur forudsætter en fundamental adskillelse mellem livet og dets betingelser, der samtidig gør kapitalen i stand til at indsætte sig selv som forbindelsesleddet herimellem. Som et resultat af splittelsen mellem livet og dets betingelser opstår proletarsubjektet, et “ ‘nøgent liv’ eller et ‘blot og bart subjekt’, afskåret fra sine objektive betingelser”.¹¹ST, 133. Adskillelsen mellem livet og dets betingelser og proletarsubjektet vender jeg tilbage til om lidt. Foreløbigt handler det om, hvordan disse pointer bruges til at diskutere Foucault og Agamben og deres begreb om “biopolitik”.

I Stum tvang redegøres der for, hvordan biopolitik optræder hos Foucault som en magtform, der opstår i sidste del af den tidligt moderne periode og refererer til statens forsøg på at administrere befolkningens liv gennem en række magtteknikker og regeringspraksisser. Foucaults begreb om biopolitik afgrænses herefter fra Agambens begreb. Hvor biopolitik hos Foucault placeres historisk som et afgørende aspekt ved den moderne stats udvikling fra det 17. århundrede og frem, sporer Agamben biopolitikkens oprindelse i en flere tusinde år gammel vestlig suverænitetslogik. Hos Agamben bliver suverænitetslogikken knyttet til begrebet om det “nøgne liv”, som “et liv, der er adskilt fra sin konkrete form og reduceret til det blotte faktum, at det ikke i biologisk forstand er dødt”, og dermed kerneeksemplet på det liv, biopolitikken forsøger at administrere.¹²ST, 149. Efter denne præsentation af Foucault og Agamben argumenteres der for, at det nøgne liv hverken er et resultat af en ældgammel suverænitetslogik, som hos Agamben, eller kan reduceres til en form for “moderne” statsmagt, som hos Foucault, men derimod er et resultat af den kapitalistiske produktionsmåde: “Det nøgne liv er resultatet, ikke af suveræn vold, men af de økonomiske forholds stumme tvang: Adskillelsen af livet og dets betingelser er den oprindelige biopolitiske fraktur, der ligger til grund for den moderne biopolitik”.¹³ST, 152.

Diskussionen om forholdet mellem kapitalismen og biopolitikken udfolder sig på et historisk såvel som logisk abstraktionsniveau. Der argumenteres for, at den biopolitiske fraktur og det nøgne liv både er et historisk resultat af den kapitalistiske produktionsmåde, og at det hører til dennes grundstruktur, specifikt kapitalforholdet. Konkrete eksempler på biopolitik kan ikke direkte afledes af kapitalforholdet, men vi kan ikke forstå dem uden at forstå, at biopolitikkens mulighedsbetingelser er sat med de kapitalistiske produktionsforhold. Kapitalismen har i sin grundstruktur gennem kapitalforholdet en tendens til at skabe nøgent liv, som dog i Stum tvang omfortolkes som et i første omgang økonomisk snarere end et juridisk subjekt.

Der rejser sig dog en række problemstillinger i forbindelse med afledningen af den biopolitiske magtform fra kapitalforholdet. Hvordan forholder vi os eksempelvis til Agambens identifikation af det nøgne liv langt tidligere end kapitalismens fremkomst i den tidligt moderne periode? I bogen tages Foucault i den sammenhæng i forsvar for at vise, at biopolitik er et specifikt “moderne” fænomen. Problemet er nu, at det argument kun er holdbart, hvis vi kan vise, at der er et sammenfald mellem fremkomsten af biopolitik i de tidligt moderne europæiske stater og kapitalisme. Det er dog ingenlunde sådan, at kapitalistiske produktionsforhold opstod på et generelt europæisk plan i den tidligt moderne periode, men derimod udviklede sig ved siden af ikke-kapitalistiske produktionsforhold, der længe var dominerende. Vi kan ikke uden videre kontekstualisere den biopolitik, vi finder identificeret hos Foucault, som eksempelvis demografi og statistik,¹⁴Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243. inden for kapitalistiske produktionsforhold. Tværtimod er der efter min mening et stærkere argument for at kontekstualisere biopolitikken inden for specifikt ikke-kapitalistiske produktionsforhold i eksempelvis en række tidligt moderne absolutistiske stater. Kritikken af, at Foucault overser ejendoms- og produktionsforhold, rammer rigtigt, men jeg mener ikke, at der er den historiske og nødvendige forbindelse mellem den biopolitik, herunder nøgne liv, som Foucault og Agamben identificerer, og kapitalismen. Det betyder ikke, at der ikke er nogen sammenhæng overhovedet, men spørgsmålet er, på hvilket abstraktionsniveau denne sammenhæng kan etableres. Vi bør desuden også stille spørgsmålet, om ikke de særlige politikformer og regeringspraksisser, der eventuelt kan afledes af kapitalens logik og kapitalforholdet, bedre lader sig begrunde på andre måder end gennem en omvej forbi Foucault og Agamben. En begrundelse, som forudsætter en tæt opmærksomhed på, hvordan disse politikformer og regeringspraksisser udviklede sig under specifikt kapitalistiske produktionsforhold i sammenligning med, hvordan de udviklede sig under ikke-kapitalistiske forhold.¹⁵Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige … Continue reading Dette eksempel på, hvordan den dialektiske analyse af kapitalismens væsensbestemmelser må tage højde for det historiske materiale, leder mig over til en måske mere grundlæggende problemstilling end spørgsmålet om biopolitik.

Skabelsen af markedsafhængighed

Hvordan opstod kapitalistiske produktionsforhold, og hvad kan den historiske oprindelse fortælle os om kapitalismens grundstruktur? I Stum tvang argumenteres der for, at kapitalismens historiske oprindelse skal adskilles fra den måde, hvorpå kapitalismen reproduceres, når den først er etableret. Stum tvang undersøger det sidste, ikke det første. Den pointe vender vi tilbage til. Kapitel 6 starter dog alligevel med en kort historisk skitsering af kapitalismens oprindelse, idet de “hovedkonklusioner, den historiske forskning i kapitalismens tilblivelse er nået frem til, vil […] hjælpe os med at forstå den form for magt, den indebærer”.¹⁶ST, 128. Det forklares dog ikke, hvad denne “hjælp” betyder i metodisk forstand for den dialektiske fremstilling af kapitalismens grundstruktur, og hvorfor den må inddrages på det punkt i fremstillingen. Jeg forudsætter her, at spørgsmålet om kapitalismens oprindelse inddrages, fordi det er nødvendigt på det punkt i analysen at demonstrere historisk, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde indebærer “den radikale adskillelse mellem livet og dets betingelser, der gør kapitalen i stand til at indsætte sig som deres formidler”.¹⁷ST, 135. Det historiske stof indgår her direkte i den dialektiske fremstilling og teoriudviklingen.

I den korte historiske skitsering fremhæves, hvordan kapitalismens tilblivelse forudsatte skabelsen af markedsafhængighed. Det skete gennem fordrivelsen af subsistensbønder fra jorden, indhegningen af fælleder og den voldelige disciplinering af den markedsafhængige befolkning til lønarbejdet.¹⁸ST, 129–30. Ud fra denne historiske argumentation konkluderes der, at vareformen i virkeligheden forudsætter klasseherredømmet. Skildringen af skabelsen af en klasse markedsafhængige lønarbejdere som den historiske forudsætning for kapitalismens tilblivelse er afgørende i argumentet for, at kapitalismens stumme tvang, eller økonomiske magt, forudsætter klasseherredømme. I kapitel otte får vi yderligere at vide, at ikke bare forudsætter markedet bestemte klasseforhold, men også at “selve markedets eksistens er et resultat af klasseherredømme”.¹⁹ST, 186. I kapitel ni gives yderligere en ren dialektisk afledning af nødvendigheden af vertikale klasseforhold for de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder.

En af de mest originale og vigtige argumenter i Stum tvang er ikke blot, at de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder forudsætter eksistensen af et vertikalt klasseherredømme, men også, at ingen af de to forhold kan reduceres til hinanden. Forholdet mellem relationen mellem markedsafhængige private producenter på den ene side, og mellem kapital og lønarbejde på den anden, har været et centralt diskussionsemne inden for den marxistiske teoriudvikling inspireret af den nye Marx-læsning. Hos teoretikere som Moishe Postone, Robert Kurz og enkelte steder også Michael Heinrich reduceres klasse til blot en fremtrædelsesform for en dybereliggende horisontal grundstruktur.²⁰Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: … Continue reading Hos teoretikere som Werner Bonefeld, Chris Arthur og Karl Reitter, derimod, bliver klasseforholdet det grundlæggende og markedsforholdene blot fremtrædelsesformer.²¹Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New … Continue reading Løsningen i Stum tvang er et stort skridt fremad i den diskussion. Værdi (dvs. forholdet mellem markedsafhængige privatproducenter) forudsætter klasse, men klasse forudsætter ikke værdi: Det er “muligt at forestille sig en situation, hvor de umiddelbare producenter er adskilt fra produktionsmidlerne, men hvor der ikke produceres til markedet”, men altså ikke omvendt.²²ST, 206.

Men er det nu rigtigt? Som vi har set, argumenteres der i Stum tvang både på et historisk niveau og senere med en dialektisk afledning af værdiens nødvendige forudsætning i klasseforholdet. Den økonomihistoriske forskning i opkomsten af markedsafhængighed blandt engelske bønder i perioden fra 1500 til 1800 abonnerer dog ikke uden videre på påstanden om, at de fleste bønder med vold blev fordrevet fra deres jord til fordel for kapitalistiske storbønder og landejere, og at dette skulle have været en nødvendig forudsætning for kapitalismens tilblivelse. Mainstream historieforskning peger i stedet på, hvordan små og middelstore bønder selv begyndte at producere til markedet, hvilket førte til en intern differentiering mellem bønder. Denne interne differentieringstese findes i forskellige varianter, men er også blevet stærkt kritiseret, senest af Spencer Dimmock, der med udgangspunkt i omfattende arkivstudier har påvist, hvordan fæstebønder²³Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske … Continue reading ofte med direkte magtanvendelse blev fordrevet fra deres jord i slutningen af 1400- og i løbet af 1500-tallet.²⁴Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som … Continue reading

I den historiske skildring af kapitalismens tilblivelse i Stum tvang trækkes der primært på Robert Brenner. Det er dog ikke Brenners pointe, at markedsafhængighed i første omgang opstod som et resultat af fordrivelsen af bønder fra deres jord. I stedet peger han på, at den særegne og klassekampsbestemte udvikling i de engelske institutioner for jordbesiddelse i sidste del af middelalderen gjorde, at de større landejere ikke var i stand til at hævde deres herskab overfor bønderne, dvs. de umiddelbare producenter, og f.eks. kræve hoveri, men derimod både havde kapacitet og var nødsagede til at leje deres forholdsvist omfattende hovedgårdsjorde ud til bønder på markedsvilkår. Samtidig blev lejen i forbindelse med fornyelse af fæstekontrakterne så variable, at det konkurrencepres, der allerede gjorde sig gældende på markedet for landejendom for hovedgårdsjorden, påvirkede fæstegårdsjorden. Dette igangsatte en proces, hvor de store landejere blev afhængige af indkomsten fra bønder, der måtte konkurrere på markedsvilkår, og hvor de enkelte bønder måtte indrette sig på kapitalistiske reproduktionsstrategier med produktivitetsstigninger og profitmaksimering som mål. Som Ellen Meiksins Wood har peget på, er det bemærkelsesværdigt, at det kapitalistiske konkurrencepres på bønderne i det store og hele opstod før skabelsen af en lønarbejderklasse.²⁵Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.

Vi kan dermed godt forestille os en situation, hvor der produceres under markedskonkurrencens vilkår, men hvor de umiddelbare producenter endnu ikke er fuldstændigt adskilte fra produktionsmidlerne. Markedsafhængighed opstod ikke som et resultat af denne adskillelse. Vi kan altså konkludere, at værdi hverken forudsætter eller er et resultat af klasse, i hvert fald ikke i historisk forstand. Ligeledes forudsætter klasse heller ikke værdi, fordi vi kan forestille os klassesamfund uden markedsafhængighed, sådan som det også har været tilfældet i de fleste historiske klassesamfund. Selvom denne konklusion umiddelbart er i modstrid med bogens udsagn, at klasse er en nødvendig forudsætning for (og endda resulterer i) værdi, understøtter diskussionen af det historiske materiale argumentet i bogen om, at de vertikale og de horisontale forhold i kapitalismen er irreducible til hinanden. Det er dog muligt at argumentere for, at selvom den horisontale markedsafhængighed historisk optrådte før skabelsen af en lønarbejderklasse, så er kapitalismen per definition et system, der indebærer både vertikale klasseforhold og horisontale markedsforhold, hvorfor kapitalismens grundstruktur nødvendigvis forudsætter begge. Denne tautologiske slutning løser dog ikke problemet med, hvordan vi forbinder den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser med den faktisk historie, og hvad det historiske materiale kan lære os om kapitalismens grundstruktur.

Selvom den umiddelbare konklusion blev, at klasse ikke er en nødvendig betingelse for værdi, kan vi dog modificere denne konklusion yderligere og måske alligevel gennem det historiske materiale argumentere for, at der er en sammenhæng mellem værdi og klasse. Udover at fordrivelsen af bønder fra jorden skete gennem voldelig, politisk og juridisk magtanvendelse, spillede det markedskonkurrencepres, der allerede var etableret, også en større rolle i denne adskillelsesproces. Vi bliver med det udgangspunkt i stand til at omgå diskussionen om, hvorvidt bønderne blev fordrevet fra jorden gennem magtanvendelse eller gennem en mere eller mindre frivillig intern differentieringsproces. Fordi de horisontale forhold ikke var et resultat af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, men derimod blev etableret før, bidrog deres stumme tvang til selv samme adskillelsesproces. Vi står dermed tilbage med to spørgsmål til videre diskussion: Kan vi tale om, at klasse alligevel er en nødvendig forudsætning for værdi, men i en anden forstand end før?²⁶I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. … Continue reading Den ovenstående diskussion af forholdet mellem værdi og klasse viser, hvordan det historiske materiale komplicerer den dialektiske analyse. Medmindre vi mener, at det historiske materiale slet ikke bør have indflydelse på den dialektiske analyse og fremstilling, må afledningen af forholdet mellem værdi og klasse genovervejes. Det betyder også, at selvom Stum tvang leverer et yderst originalt argument om det irreducible forhold mellem værdi og klasse, er vi slet ikke færdige med at diskutere problemstillingen.

Vi kan vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi uden videre kan skelne kapitalismen i dens historiske tilblivelse og den måde, hvorpå kapitalismen reproducerer sig selv, når den først er blevet etableret. I bogen fremstilles det således, at kapitalismens historiske tilblivelse skal analyseres som en voldelig proces, der tvang “mennesker ind i markedets net”, hvorimod kapitalismens reproduktion, når den først er etableret, netop er karakteriseret ved kapitalens økonomiske magts stumme tvang.²⁷ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17. Som vi har set, er kapitalismens historiske tilblivelse dog langt mere kompliceret, karakteriseret ved vold såvel som konkurrencepressets stumme tvang. Jeg mener i forlængelse heraf, at denne distinktion mellem historisk tilblivelse og reproduktion enten bør droppes helt eller stærkt modificeres. Som bogen også argumenterer for, eksisterer kapitalismen aldrig i sit ideale tværsnit. Jeg vil tilføje, at kapitalismen således altid er i en proces af historisk tilblivelse, hvilket komplicerer enhver “synkron analyse”²⁸ST, 219. af kapitalismen. Det betyder ikke, at vi ikke kan analysere og fremstille kapitalismens grundstruktur og dens sociale reproduktion, men det betyder, at den dialektiske fremstilling ikke viser os en logik, der sætter sig igennem i en “etableret” kapitalisme, men derimod en logik, der resulterer fra bestemte historiske udviklingsforløb. Det, der tillader os at tale om “kapitalisme”, er således sammenhængen mellem forskellige historiske udviklingsforløb, og derfor må analysen af kapitalismen i dens ideale tværsnit også selv løbende modificeres og genetableres i lyset af såvel nyere historisk forskning som den aktuelle udvikling i kapitalismen og klassekampen. Den dialektiske fremstilling bør desuden udvikles, så den kan medreflektere dette på et begrebsligt niveau og dermed selv åbne op for, hvordan den kan hjælpe os med historiske og empiriske analyser. Historiske og empiriske analyser, der selv kan reflektere tilbage på den dialektiske fremstilling. En for rigid skelnen mellem historiske tilblivelse og reproduktion, mellem historisk materiale og dialektisk analyse, risikerer at åbne en uoverstigelig kløft mellem abstrakt teori på den ene side og empiriske illustrationer og eksempler på den anden. Hvis der ikke allerede i den dialektiske analyse tages højde for den kapitalistiske logiks historicitet, risikerer vi en art reifikation af denne logik, som vi så det hos den tidligere kapitallogik.²⁹Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se … Continue reading Og bør et centralt formål med den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser ikke også være at gøre os i stand til at lave mere konkrete analyser?³⁰Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.
2.	Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?”, Tidsskriftet Paradoks, 30. november 2021.
3.	Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, kapitlerne 2–5.
4.	Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974).
5.	I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.
6.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST.
7.	ST, 305.
8.	ST, 29.
9.	ST, 306.
10.	I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, “På sporet af kapitalens magt”, Dagbladet Arbejderen, 1. januar 2022.
11.	ST, 133.
12.	ST, 149.
13.	ST, 152.
14.	Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243.
15.	Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige udviklingsforløb. Af samme grund mener jeg også, at begrebet om “modernitet”, som det bruges om sammenfaldet mellem kapitalisme og moderne stater, er uholdbart. Det, som oftest identificeres som den moderne stats opkomst i det tidligt moderne Europa, udviklede sig i de fleste lande og territorier på ikke-kapitalistiske produktionsforhold, hvorimod den engelsk-britiske stat, der er blevet karakteriseret som “særegen”, netop udviklede sig på kapitalistiske produktionsforhold. Se for eksempel Ellen Meiksins Wood i artiklen “Britain versus France: How Many Sonderwegs?”, Historical Materialism 24, nr. 1 (2016): 11–29.
16.	ST, 128.
17.	ST, 135.
18.	ST, 129–30.
19.	ST, 186.
20.	Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: Westfälisches Dampfboot, 2014); Robert Kurz, Geld ohne Wert: Grundrisse zu einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie (Horlemann, 2012).
21.	Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New York: Bloomsbury, 2014). Jeg har selv tidligere tumlet med denne problemstilling: “Nye fortolkninger af Kritikken af den politiske økonomi – værdiformsteorierne”, Arbejderhistorie: Tidskrift for historie, kultur og politik 2 (2016): 33–58.
22.	ST, 206.
23.	Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske landejere ikke, hvilket var en af flere vigtige årsager til den tidlige udvikling af kapitalistiske forhold i det engelske landbrug.
24.	Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som forklaret i næste afsnit mener jeg dog, at Dimmocks fokus på bønders ekspropriation via direkte magtanvendelse overser det særegne ved kapitalismens opkomst i det engelske landbrug.
25.	Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.
26.	I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. kooperativer, men hvor der samtidigt produceres på markedskonkurrencevilkår. Her ville de umiddelbare producenter ikke være fuldstændigt adskilt fra produktionsmidlerne, men værdi ville være det organiserende princip for produktionen. Der ville altså i forhold til de horisontale forhold mellem producenter være tale om en kapitalistisk produktionsmåde. Idet vi kan pege på, hvordan værdiforholdet mellem private producenter historisk bidrog til en adskillelse mellem producenter og produktionsmidler gennem markedskonkurrencens stumme tvang, er der gode argumenter for, at sådan en adskillelsesproces også vil resultere fra en produktionsmåde baseret på demokratiske kooperativer, der producerer under markedskonkurrencevilkår.
27.	ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17.
28.	ST, 219.
29.	Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se diskussionen i Historical Materialism 29, nr. 3, (2021).
30.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Opmærksomhedsøkonomiens trussel mod oplysningens idealer

Sasha Bøtker Larsen · 20. jan. 2022

En dag i september 2021 vågner verden op til The Facebook Files: et stort læk af interne undersøgelser og rapporter, der viser, at Facebook sætter økonomisk vækst højere end sikkerhed på deres platforme, og at firmaet bag verdens største sociale medie bevidst skjuler information, der viser, hvordan deres platforme kan være dybt skadelige. Her taler vi ikke om den velkendte hårde tone i debatten på internettet, men derimod, at Facebooks algoritme er kodet til at promovere opfordringer til vold, selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser. Den for offentligheden hemmelige kode prioriterer hadefuldt indhold, og ikke nok med det: Facebook hjælper diktaturstater med at holde dissidenter nede.¹Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021. Algoritmen – eller hvad Cathy O’Neill har kaldt weapons of math destruction – er med andre ord designet til at skabe gode betingelser for at gøre verden til et værre sted.²Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016).

Man kunne dårligt forestille sig en mere perfekt storm, i hvilken Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks’ bog Sandhedsministeriet kan agere vejviser i blæsten. Bogen, der kom stort set samtidig med lækket af The Facebook Files, har med forfatternes egne ord til formål at vise “med forskelligartede fænomener som fake news, influencere og nøgenbilleder, at sociale platforme administrerer tidens fakta, følelser og fortællingen i et sådant omfang, at platformene de facto er dommere over sandheden”.³Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17. Oplistningen af de tre fænomener – fake news, influencere og nøgenbilleder – er en fin opsummering af bogens store styrke, fordi Sandhedsministeriet giver læseren en grundig og bred indføring i netop den slags bagsider af, at vores fælles offentlighed og kommunikative infrastruktur er kommet på privatkapitalistiske hænder. Omvendt er netop denne oplistning også symptomatisk for bogens svage sider: at fake news, eller mere bredt: spørgsmålet om sandheden, kun er en del blandt mange mindre relevante fænomener og ikke får lov at fylde så meget, som titlen antyder.

Opmærksomhedsspekulanter som sandhedens dommere – en demokratisk dystopi

Titlen, Sandhedsministeriet, refererer til George Orwells dystopiske roman 1984, hvor Ministeriet for Sandhed beskæftiger sig med at forfalske historien og ændre kendsgerninger, så de passer til Partiets doktriner. Vi mangler ellers ikke ligefrem Orwell-referencer i vores offentlige debatter om alt fra PET’s overvågning til identitetspolitisk kritik af den hvide mands historie. Ikke desto mindre er referencen passende i tilfældet med Mehlsen og Hendricks’ bog, der sætter ord på et slående paradoks i tech-giganternes forhold til sandheden: De vil på den ene side ikke være sandhedens dommere, som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg har sagt, men ender på den anden side alligevel med at bestemme over sandhederne.⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166. Dette paradoks og Zuckerbergs udtalelse danner rammen for Sandhedsministeriet, der gennem otte kapitler grundigt tilbageviser Facebook-stifterens postulat og påviser, hvordan tech-giganterne gør os og vores opmærksomhed til produkter, som de sælger til de højstbydende annoncører; hvordan sandhed er underordnet i algoritmens markedsmekanisme; samt hvordan de sociale medier sidder på store dele af vores politiske infrastruktur og dermed styrer det offentlige rum.

Allerede i 1971 satte nobelpristager i økonomi Herbert Simon ord på det, Mehlsen og Hendricks kalder opmærksomhedsøkonomien: I informationstidsalderen vil vi ikke længere mangle information, men derimod det, information forbruger, nemlig opmærksomhed.⁵Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52. Opmærksomhed vil være en knap ressource, forudså Simon, og det er der næppe nogen i 2022, der kan være uenig i. Det kræver ikke en nobelpris i økonomi at gennemskue, at en knaphed i ressourcer (i vores tilfælde opmærksomhed) åbner muligheden for spekulation. Det er netop denne åbning, som tech-giganterne har set deres snit til at udnytte. De sociale medier spekulerer i vores opmærksomhed ved at indfange denne knappe ressource gennem vanedannede teknologier og sælge den til højstbydende. Hensynet til sandhed er underordnet. Dét, der er bedst til at fange vores opmærksomhed, går viralt – ikke det, som er sandt, godt eller skønt. Tech-giganterne har således nogle fundamentalt andre værdier end den slags “klassiske” dyder, og meget kunne tyde på, at de er hinandens diametrale modsætninger: I stedet for det sande, det gode eller det skønne, tiltrækker tech-giganterne vores opmærksomhed med vrede, indignation og had (det, man med et udtryk fra socialpsykologien meget mundret kalder negative handlingsmobiliserende følelser).⁶Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59.

Den amerikanske professor i marketing Jonah Berger har gennem en viralitetsanalyse fundet frem til seks elementer, der er den perfekte opskrift til at gå viralt, nemlig social kapital, association, følelser, almen interesse, praktisk værdi og fortællinger. Sandhed glimrer larmende i sit fravær. Faktisk står det så slemt til, at falske fortællinger ofte hurtigere får vinger og spredes i langt hurtigere grad end sande. Det skyldes, at menneskets heuristikker er formet således, at vi tror på information, der er ny, der støtter vores overbevisning, der gentages, og som vækker følelser som vrede, angst og forargelse – heuristikker, som i overvejende grad tilgodeser gode fortællinger fremfor sande historier.⁷Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81. At løgnen på mange måder virker mere tiltalende end sandheden, skriver den tyskamerikanske filosof Hannah Arendt om i essayet “Sandhed og politik” fra 1967: “Eftersom løgneren frit kan forme sine ‘kendsgerninger’, så de passer til hans publikums gavn og glæde eller blot deres forventninger, er der gode muligheder for, at han vil være mere overbevisende end sandhedssigeren”.⁸Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33. Fordi løgnen (eller misinformationen) kan fabrikeres alt efter forgodtbefindende og narrativer skabes ud fra publikums efterspørgsel, kan den let udkonkurrere sandheden. Med en hegeliansk vending har sandhed det med at vende den almindelige sunde fornuft på hovedet; den kommer uventet og ulogisk. Som Arendt skriver: “virkeligheden forbryder sig mod den almindelige sunde fornufts ræsonnementer i lige så høj grad, som den forbryder sig mod folks ønsker om gavn og glæde”.⁹Arendt, “Sandhed og politik”, 33. Det faktum, at sandheden ikke er attraktiv, i modsætning til misinformationen og løgnen, er potentielt set, kombineret med Facebook og de andre tech-giganters markedsstrategi, destruktivt.

I oktober 2019 var Zuckerberg indkaldt til foretræde for den amerikanske kongres, hvor han måtte indrømme, at man kan købe sig til misinformationskampagner på hans platform, uanset hvem man er. Da den demokratiske politiker Alexandria Ocasio-Cortez spurgte ind til Facebooks redaktionelle ansvar i faktatjek, svarede Zuckerberg: “I vores position er det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre at forhindre dit bagland og vælgerne i at se, at du lyver”.¹⁰Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30. Med andre ord: Facebook og Zuckerberg mener ikke selv, at de har noget ansvar for sandhedsværdien af dét, der florerer på deres medier.

I starten af 2010’erne blev Facebook og Twitter hyldet for at lade os høre stemmer fra undertrykte regimer og skabe fundamentet for demokratiske revolutioner i selv samme. Det Arabiske Forår blev sågar døbt “Twitter-revolutionen” på grund af mediets rolle i at få folket til at gå på gaden og kræve demokrati. Euforien og tech-optimismen ville nærmest ingen ende tage. I dag ved vi, at tech-giganterne ikke står for at danne de bedst mulige betingelser for vores demokratiske samtale – tværtimod er deres forretningsmodel fremfor alt bygget op om og rundet af profit. Mehlsen og Hendricks præsenterer læseren for de mekanismer, der ligger bag forretningsmodellen, og punkterer den forestilling, der eksisterede i de sociale mediers spæde begyndelse om deres demokratiserende virke.

De demokratiske idealer møder markedskræfterne

Oplysningstidens tænkere og demokratiske pionerer ville vende sig i graven, hvis de vidste, at den frie og oplyste offentlighed, de kæmpede for, var endt på private, profitorienterede hænder. Drømmen om lige og fri adgang til information er endt i en opmærksomhedsøkonomi.¹¹Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37. Og det, Habermas berømt har kaldt “det bedre arguments tvangfri tvang”, er endt med algoritmens anonyme og ansvarsfrie tvang. Sandhedsministeriet præsenterer os for det demokratiske ideal om idéernes frie markedsplads inspireret af John Stuart Mill:

Markedet for den frie, gennemsigtige offentlige samtale udspiller sig i parlamentariske forsamlinger, retslokaler, gadekær og i medier, hvor alle mulige idéer kastes ud for at vinde tilslutning. Sandheden vil så til sidst triumfere som det, der er korrekt og kan vinde størst tilslutning over andre konkurrerende idéer. I denne udvælgelsesproces må selv det imbecile og afsindige tolereres, for til sidst vil det sande overleve, mens det falske vil gå til grunde.¹²Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37.

Men som vi også læser, arbejder tech-giganterne stik imod dette ideal. I stedet for at give mere opmærksomhed til de bedste og sandeste idéer, lader algoritmen de idéer dominere, der mest effektivt gør os vrede, bange eller hadefulde. Kuratorerne af vores offentlighed er ligeglade med, at der spredes had og misinformation – bare der spredes noget, der kan generere profit. Mehlsen og Hendricks kalder de sociale platforme for “en del af verdens kritiske infrastruktur,”¹³Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162. men de er mere end en vej, vi kører på. De sætter også vejskilte op og bestemmer, hvor vi og vores opmærksomhed skal køre hen. På et frit marked lyder idealet, at alle har lige adgang, og alle kan få en bid af kagen, hvis ens produkt er godt nok. I opmærksomhedsøkonomien gælder omvendt Matthæus-princippet: Til den som har, skal mere gives. Samtidig kuraterer de strengt, hvad der bliver givet, og hvem, der får lov til at give, som da Facebook og Twitter udelukkede Donald Trump fra deres platforme. Det viser med Mehlsen og Hendricks’ ord, at “sociale platforme bestemmer over, hvem der har adgang til en for demokratiet afgørende del af det offentlige rum – og dermed er de med til at omstrukturere vilkårene for den offentlige debat og politiske samtale.”¹⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178. Dermed bliver det ikke det bedste, der vinder frem, men det, der skaber de bedste fortællinger, og dem, som bedst forstår at udnytte algoritmen til deres fordel – og har råd til det.

Vi havde altså et ideal, som de sociale medier ødelagde. Men var idealet virkelig så ideelt? Er det egentlig overraskende, at der opstår monopoler på såkaldt frie markeder, og at der i frie konkurrencer er nogen, der bruger feje tricks og vinder? Allerede kort tid efter oplysningstidens afblomstring indså Karl Marx, at markeder havde tendens til at skabe monopoler (“Monopolet avler konkurrence, konkurrencen avler monopol”).¹⁵Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448. Nogen bliver store, andre bliver små, og de store bliver ofte store ved at udradere de små. Den famøse trickle down-effekt burde for længst være tilbagevist som en myte – senest dokumenteret af den franske økonom Thomas Piketty. Piketty viser i Kapitalen i det 21. århundrede, at uligheden overvintrer i det frie marked – det er ikke et udefrakommende problem, men selve systemets præmis.¹⁶Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015). På samme måde er idéernes frie markedsplads aldrig helt fri. Også på et ureguleret felt for idéer vil de store bruge deres magt og evner til at blive større. Algoritmens systemiske bias er dermed ikke noget, der bryder med de frie markedsmekanismer, men en måde, markedsmekanismerne materialiserer sig på. Vi ved fra det traditionelle frie marked, at billigt bras ofte sælger mere end kvalitet og bæredygtighed. Set i det lys er det ikke overraskende, at det samme gør sig gældende på et ureguleret marked for budskaber.

Her ville jeg ønske, at Sandhedsministeriet turde grave et spadestik dybere og stille en mere grundlæggende samfundsanalyse.¹⁷Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående. For hvad hvis problemet ikke er, at Facebook og de andre tech-giganterne ikke lever op til idealet om idéernes frie markedsplads, men at det derimod er selve fantasien om dette marked, den er gal med? Mehlsen og Hendricks giver os en grundig indføring i symptomerne, men formår ikke at stille den rigtige diagnose. Uden den er det svært at forstå omfanget af sygdommen og bekæmpe den. For det frie marked findes ikke, hvis man her forstår et ureguleret felt med fri og lige adgang for alle. Markeder skaber magt, og magt forårsager ulighed. Det såkaldt frie marked har i andre sammenhænge skabt finanskriser, klimakriser og ulighedskriser. Nu ser det ud til, at markedet også har skabt en decideret offentlighedskrise med en demokratisk krise til følge. Sandhedsministeriet leder os et stykke af vejen til at forstå offentlighedskrisen, men bogen mangler at stille det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det frie marked virkelig er det bedste grundlag at basere vores demokrati på. For kapitalens kategoriske imperativ er, at hver en investeret krone skal give det højest mulige afkast – så kommer alt andet i anden række. Kombinationen af opmærksomhedsøkonomiens imperativ – gør det, der skaber mest opmærksomhed uagtet konsekvenserne – og kapitalens imperativ – gør det, der skaber mest profit – er en farlig cocktail for demokratiet og vores offentlighed.

Ministeriet uden sandhed

I essayet “Sandhed og politik” gengiver Arendt en middelalderlig fabel om en vagtpost, hvis opgave var at advare byens indbyggere, hvis fjenden nærmede sig:

Vagtposten var en mand, der elskede at gøre grin med folk, og denne nat slog han alarm blot for at give byens indbyggere en lille forskrækkelse. Det lykkedes ham over al forventning: Alle skyndte sig til bymuren for at forsvare byen, og den sidste til at løbe derhen var vagten selv.¹⁸Arendt, “Sandhed og politik”, 35.

Vagtposten er et godt billede på det, Arendt kalder den moderne løgn. Hvor løgnen traditionelt var en falsk påstand, der opfandt nye kendsgerninger for at dække over hemmeligheder, er den moderne løgn en ændring af de eksisterende kendsgerninger. Problemet er ikke, at løgnen vil blive accepteret som sand, mens sandheden vil blive diskrediteret som en løgn. Problemet er, at selve evnen til at skelne sandt fra falsk ødelægges.¹⁹Arendt, “Sandhed og politik”, 39. Også løgneren mister denne evne og ender med selv at tro på sine løgne. Det er en “ubestridelig kendsgerning, at bedrag uden selvbedrag er så godt som umuligt under fuldt demokratiske forhold,” som Arendt skriver.²⁰Arendt, “Sandhed og politik”, 38.

Hvis man tager titlen Sandhedsministeriet for pålydende, kan man foranlediges til at tro, at det filosofisk interessante og omdiskuterede begreb om sandhed vil være bogens hovedfokus. Og det spiller da også en vis rolle på tværs af kapitlerne. Men begrebet bliver hverken udfoldet, udforsket eller bragt i spil i en grad, man som læser forventer sig af en bog, hvor ordet sandhed fylder den ene halvdel af titlen. Man mangler den vigtige diskussion af, hvilken rolle sandheden spiller i det politiske liv, og hvilke konsekvenser det får, hvis vi ikke længere kan skelne mellem sandt og falsk. Hvad bruger vi sandheden til? Hvorfor er den vigtig? Bogen tager for givet, at sandheden er vigtig – men det bliver ikke undersøgt hvorfor. Forfatterne citerer flittigt filosoffer som Kant, Mill og Montesquieu, når det handler om at hylde oplysningen. Men når det kommer til at forholdet mellem sandhed, samfund og politik, er det hovedsagelig medieteoretikere og sociologier, som Mehlsen og Hendricks bringer på banen. Og alle deres kvaliteter ufortalt – filosofien kan bringe en anden type refleksion og dybde i den slags diskussioner. Filosofien knytter sig til verden, som den er, men også til alt det i verden, man ikke kan se, måle og veje. Medie- og samfundsvidenskaben analyserer det givne, men stiller ikke i samme grad spørgsmålstegn ved egne ontologiske og epistemologiske betingelser. Og når en bog baseres på disse tilgange, vil den få samme begrænsninger.

En bog om sandhed og politik kunne med fordel have konsulteret en filosof som Arendt – for eksempel hendes essay, der netop hedder “Sandhed og politik”. Sandhedsministeriet spørger i høj grad hvordan: Hvordan opererer tech-giganterne? Hvordan kuraterer de vores offentlighed? Hvordan bruger de viden om menneskenes psykologiske mekanismer til at manipulere os? Arendts essay stiller de hvorfor-spørgsmål, der mangler i Sandhedsministeriet: Hvorfor er sandhed vigtig? Og hvorfor spiller løgnen alligevel så central en rolle i politik? Sandhedsministeriet lærer os en masse om ministeriet, men gør os ikke så kloge på spørgsmålet om sandheden.

Spørger man Arendt, skaber sandheden et fælles fundament i politik for at indgå kompromiser og nå konsensus – såvel som for at bekrige hinanden. Man kan hverken diskutere venligt eller antagonistisk med hinanden, hvis ikke man har en agora at gøre det i. Løgnen skaber derimod ingen stabilitet. Den skaber flere løgne og eroderer den fælles verden. Som Arendt skriver:

Dette er grunden til, at konsekvente løgne – metaforisk set – trækker jorden væk under vores fødder og ikke tilvejebringer noget andet fundament, vi kan stå på. (Med Montaignes ord: “Hvis løgn ligesom sandhed kun havde ét ansigt, ville vi være bedre stillet. Så ville vi nemlig bare anse det modsatte af, hvad løgneren siger, for rigtigt. Men sandhedens skyggeside har tusindvis af ansigter, og dens virkefelt er uendeligt.”)²¹Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40.

Sandheden skaber med andre ord selve mulighedsbetingelserne for demokratisk legitimitet. Arendt igen: “Begrebsligt kan vi definere sandheden som det, vi ikke kan ændre; metaforisk set er sandheden den grund, vi står på, og den himmel, der breder sig ud over os.”²²Arendt, “Sandhed og politik”, 46. Mange af os har en umiddelbar intuition om, at sandhed er vigtig. Men med Arendt og andre filosoffer får vi skyts til diskussionen om sandhedens vigtighed – en diskussion, der i nutidens opmærksomhedsøkonomi synes mere afgørende end nogensinde. Med Arendts ord bliver sandheden først politisk relevant, når den er i alvorlig modvind, fordi den ikke i sig selv får os til at agere (modsat løgnen).²³Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32. Og når man læser Sandhedsministeriet, får man indtrykket, at det netop er en sådan nutid, vi befinder os i, og en sådan fremtid, vi ser ind i – hvad Hendricks andre steder har kaldt “det postfaktuelle demokrati”. Netop derfor havde det været gavnligt for bogen med en dybere filosofisk diskussion af sandhedens rolle i samfundet og menneskets eksistens – præcis som Orwell gør i skønlitterær form i 1984.

Sapere aude!

Der er efterhånden skrevet mange bøger om sociale medier. En af styrkerne ved Sandhedsministeriet er, at den modsat mange andre teoretiske værker er løsningsorienteret. I bogens sidste kapitel, med den sigende titel “Hvad nu?!”, foreslår Mehlsen og Hendricks tre mobiliseringsformer for at gøre op med sandhedsministeriets magt: individuel mobilisering, institutionel mobilisering og ideologisk mobilisering.²⁴Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff. Det er især værd at hæfte sig ved den første mobiliseringsform, som forfatterne knytter op på begrebet digital dannelse. Begrebet er de seneste par år blevet et buzzword inden for uddannelsesvidenskab og pædagogik, men Mehlsen og Hendricks tager udtrykket alvorligt og gør det forbilledligt konkret, så enhver læser kan se, hvor vigtigt det er i vores tid. Med Kants kanoniske formulering fra hans “Hvad er oplysning?”, skal dannelse – eller oplysning – forstås som “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.”²⁵Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71. Som han berømt skriver i samme tekst: “Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” Arendt tænker i sine tekster videre over det kantianske dannelsesbegreb og argumenterer for, at der er brug for stærke og uafhængige uddannelsesinstitutioner til at danne myndige borgere til at have en desinteresseret stræben efter sandhed – en søgen efter det sande, der ikke er farvet af personlige eller politiske særinteresser.²⁶Arendt, “Sandhed og politik”, 42. Det er ikke svært at forestille sig, at Kant og Arendt at ville være enige med Mehlsen og Hendricks i vigtigheden af digital dannelse.

Ser man på den tredje mobiliseringsform – ideologisk mobilisering – savner man som læser de radikale løsninger, som de mildest talt skræmmende konklusioner i resten af bogen kunne lægge op til. Fællesnævneren for de fleste af de tiltag, Mehlsen og Hendricks foreslår, er, at borgere og politikere skal stille krav til tech-giganterne. Men er det nok? For hvis problemet er, som forfatterne selv skriver, at offentligheden er kommet på private hænder, er det så ikke oplagt at fjerne den fra de private hænder, eller at gøre disse hænder offentlige? Man kunne fjerne offentligheden fra private hænder ved at ændre de sociale medier til udelukkende at handle om at holde kontakten med sine venner og familie, i stedet for, at de som nu domineres af politikere, NGO’er og virksomheder. Eller man kunne gøre de sociale medier offentlige ved at lade demokratiet overtage dem – en kollektivisering af kommunikationsmidlerne. Om disse to forslag er de bedst tænkelige, vil jeg ikke afgøre her. Men de har den fordel, at de modsat Mehlsen og Hendricks forslag ændrer grundlæggende på magtforholdet mellem borgere og tech-giganter. I stedet for bare at stille krav til magthaverne, kan borgerne med disse forslag selv tage magten over den vitale infrastruktur, der er så afgørende for vores samfund i dag.

Til læseren skal der blot lyde en opfordring her til sidst: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand i stedet for at lade tech-giganterne dirigere din opmærksomhed. Læs Sandhedsministeriet som teoriprøve til dit digitale kørekort – men stop ikke der. Tænk over og undersøg, hvorfor sandheden er vigtig, og hvad der sker, når vores fælles fundament smuldrer. Og mindst lige så vigtigt: Tal med andre om det og mobilisér jer. På den måde kan det sikres, at demokratiet ikke ophører, når man åbner sin app.

1.	Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021.
2.	Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016).
3.	Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17.
4.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166.
5.	Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52.
6.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59.
7.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81.
8.	Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33.
9.	Arendt, “Sandhed og politik”, 33.
10.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30.
11.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37.
12.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37.
13.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162.
14.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178.
15.	Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448.
16.	Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015).
17.	Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående.
18.	Arendt, “Sandhed og politik”, 35.
19.	Arendt, “Sandhed og politik”, 39.
20.	Arendt, “Sandhed og politik”, 38.
21.	Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40.
22.	Arendt, “Sandhed og politik”, 46.
23.	Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32.
24.	Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff.
25.	Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71.
26.	Arendt, “Sandhed og politik”, 42.

Tvangsfri koordination er en illusion

Jeppe Druedahl · 16. dec. 2021

Det grundlæggende økonomiske spørgsmål er, hvordan menneskeheden producerer og distribuerer de subsistensmidler og den omsorg, som er nødvendig for artens overlevelse. Det har til alle tider været en social proces: Nogen overlever uden at producere; dem, som producerer omsorg, har brug for subsistensmidler – og vice versa; og selve produktionen foregår aldrig isoleret. Mange menneskelige arbejdsprocesser kræver direkte samarbejde, og al produktion, der forudsætter arbejdsdeling, kræver en direkte eller indirekte koordination af forskelligartede produktionsprocesser.

Der er et utal af måder, hvorpå vi kan forestille os denne koordination, og hvor de fremkomne forbrugsmuligheder fordeles på tværs af personer og tid. Vi kan både studere den historiske udvikling og diskutere hypotetiske alternativer.

Logikken i den kapitalistiske koordination af produktionen er, at den igangsættes, hvis produktionsudgifterne er mindre end de forventede salgsindtægter; altså, hvis der er en profitmulighed. Logikken i den kapitalistiske fordeling af forbrugsmuligheder er, at adgangen til forbrugsmuligheder opnås ved at sælge en vare eller en service på markedet. For det store flertal kræver det, at de sælger deres arbejdskraft til den forhåndenværende løn.

Grundpåstanden i filosoffen Søren Maus nye bog Stum tvang – en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt er, at denne markedsafhængighed fratager mennesker kontrollen over deres liv, hvilket præsenteres som et diktatorisk indgreb i vores frihed. Modsat slaven eller den livegne er tvangen ikke udtalt og personlig. Tvangen er tværtimod stum og upersonlig. Den økonomiske magt er i udgangspunktet hverken baseret på vold eller ideologi, men kan afledes direkte fra selve kapitalismens økonomiske struktur.¹Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST.

Markedsafhængighed er bestemt en realitet. Maus store fortjeneste er, at han i sin analyse af kapitalismen folder den kendsgerning ud ved at videreudvikle Karl Marx’ begreb om “stum tvang”. Men samtidig er det vigtigt at se tvangsbegrebet i relation til det uundgåelige behov for koordination af produktionsprocesserne i et hvert samfund med udbredt arbejdsdeling. Og det er ligeledes vigtigt, at vi i en søgen efter kapitalismens økonomiske “ideale tværsnit”, som Mau kalder sit analytiske greb, ikke bliver blinde for de modvirkende økonomiske og politiske tendenser, der som minimum også er en del af den virkeliggjorte, historiske kapitalisme.

I denne artikel vil jeg kritisere Maus analyse med udgangspunkt i spørgsmålet om koordinationsproblemet. Jeg argumenterer for, at markedets stumme tvang består i manglen på reelle alternativer for den enkelte, og at det er meget svært at forestille sig koordination i et samfund med udbredt arbejdsdeling uden en vis grad af tvang. Med andre ord: Forsiden af medaljen af kapitalismens stumme tvang er stum koordination.

Jeg fremhæver samtidig, at der er et stort mulighedsrum for en demokratiseret styring af økonomien, som drager nytte af denne stumme koordination til at opnå arbitrære politiske mål ved, at staten skaber, omformer og regulerer markeder og derved profitjagtens retning. Denne styring er dog begrænset af den type viden om fremtiden, som økonomiske modeller ikke giver os.

Endeligt slutter artiklen af med en diskussion af de tendenser i en kapitalistisk markedsøkonomi, der modvirker den ødelæggende tvang, som Mau alene fokuserer på, og som samlet set putter lodder i vægtskålen for en demokratisk styring af økonomien, som også gør brug af markeder.

Markeds- og planafhængighed

Ét udgangspunkt for at studere koordinationsproblemet er at tage udgangspunkt i de spørgsmål, der må opstå for ethvert organ, der fra et centralt hold skal koordinere et samfunds produktion, upåagtet om det gælder små produktionsenheder i et enkelt firma eller en kommune, eller store globale forsyningskæder. For enhver sådan samfundsplanlægger vil informations- såvel som incitamentsproblemet udgøre centrale økonomiske spørgsmål: Hvordan fremskaffes den nødvendige information om, hvordan forskellige produktionsprocesser udføres, hvad hvem er i stand til at gøre, og hvad hvem har brug for? Og hvordan sikres det derefter, at samfundets aktører har de fornødne moralske og økonomiske incitamenter til at følge den fastlagte plan? Bagved ligger videre det politiske spørgsmål om, hvordan den enkeltes selvbestemmelse og rettigheder sikres i en planøkonomi, hvor centraliseringen placerer stor beslutningskraft på få hænder.

Mau afviser at opridse et alternativ til kapitalismen. Han definerer sit projekt negativt som ophævelsen af tvang. Jeg mener dog, at det er nødvendigt at diskutere positive alternativer, for at undersøge alle dimensioner af selve tvangsbegrebet. Hvis den centraliserede planøkonomi, som traditionelt er blevet set som alternativet til kapitalismen, for eksempel fungerer gennem kommandoer, som alle skal overholde, så er det svært at se, at det ikke også indebærer en form for tvang.

Selv i en idealtilstand, hvor både principperne bag kommandoerne og deres indhold er vedtaget demokratisk, enten direkte enstemmigt eller indirekte gennem repræsentation, vil det enkelte individ stadig været underlagt tvang. For enten overholder individet kommandoerne og nyder resultatet af produktionen, eller også afvises kommandoerne, og dermed mister individet sin ret til forbrug. Alene dette tankeeksperiment gør det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er det kapitalistiske marked selv, men nærmere individets mangel på et alternativ til at udfylde sin rolle i produktionsprocessen, upåagtet om denne er defineret af en profitsøgende eller planøkonomisk koordination, som udgør den stumme tvang.

Vi kunne også forestille os, at planøkonomien fungerede ved at tilbyde individet en menu af muligheder med forskellige fordele og ulemper. På trods af valgmulighederne, ville man stadig være tvunget til at vælge fra den forhåndenværende menu. Vi kunne sige, at der ville være planafhængighed. I et markedssystem med priser udgør ens budgetmængde det mulighedsrum, man kan købe og sælge indenfor. De kapitalistiske markeders priser er igen kun medierende forhold. Bredden af reale valgmuligheder afgør, om vi er underlagt stum tvang.

At leve uden om markedet

I diskussionen af Stum tvang har Mau også selv understreget betydningen af reelle alternativer: Det afgørende for et reelt frit forhold til markedet er, ifølge Mau, at det reelt er muligt at leve et ordentligt liv uden om markedet; at alle fra fødslen er garanteret adgang til essentielle ting som ordentlig bolig, mad, medicin, uddannelse, lægehjælp osv., uden at skulle foretage køb og salg.²Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021. Efter ovenstående tankeeksperiment må dette princip videreføres til, at individet i en planøkonomi skal have krav på disse ting uden at skulle tilbyde en modydelse, før vi kan sige, at der ikke også her er en stum tvang og planafhængighed.

Jeg tvivler på, at det i praksis vil være muligt at garantere disse essentielle ting uden modydelser. Det samlede forbrug kan naturligvis aldrig overstige den samlede produktion, og en universel garanti af forbrugsmulighed uden et modsvarende krav til produktionsbidrag er derfor en åbenlys risiko. Alternativt må det garanterede forbrug være så ringe i forhold til det forbrugsniveau, man får ud af at deltage aktivt i planøkonomien, at det kun er en teoretisk mulighed at fravælge deltagelse i produktionen. At friheden skulle blive større, og tvangen mindre, ved at tilføje en valgmulighed, som ingen vælger, fremstår spøjst.

Helt parallelle overvejelser ville gøre sig gældende, hvis vi introducerer decentrale elementer i planøkonomien, hvor alle eller nogle økonomiske beslutninger tages lokalt. Det lader til at være den form for planøkonomi, Mau mest hælder til, når han i anden sammenhæng henviser til behovet for et opgør med både staten og markedet.³Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. Rettigheder til subsistensmidler og omsorg må hænge sammen med pligter til at bidrage til fællesskabet. Decentralisering rejser derudover uundgåeligt spørgsmålet om, hvordan de decentrale enheder interagerer. Er der alligevel en vis grad af central planlægning? Eller skal det ske gennem forhandling? Hvad er forskellen så fra det til en egentlig markedsudveksling, udover fraværet af penge som clearings-middel?

Pointen med ovenstående diskussion er, at det selv på det abstrakte, analytiske plan, som Mau selvbevidst holder sin analyse på, ikke er klart, hvordan koordinationen af produktionsprocesser i et samfund kan finde sted uden tvang overhovedet. Det betyder ikke, at al tvang er lige, og at markedets uindskrænkede stumme tvang bare må accepteres. Det betyder heller ikke, at der ikke var en historisk periode, hvor hovedsagligt selvforsynende mennesker blev til lønslaver med et betydeligt element af tvang. Men det stiller spørgsmålstegn ved Maus påstand om, at vi må afvise en gennemgribende brug af markeder, alene fordi de altid vil involvere et element af tvang. For det argument afhænger af, at økonomisk koordination uden nogen form for tvang overhovedet er mulig.

Stum koordination

Markedets fordel ligger i at sørge for stum koordination mellem enheder, hvor både bottom-up-samarbejde og top-down-planlægning kommer til kort. Markedets stumme tvang består i, at ændringer i priser og lønninger kommanderer rundt med varer og mennesker, men samtidig spreder ændrede priser og lønninger også vigtig information. Det er forkert, når Mau påstår, at økonomer siger, at markedets udligningsprocesser udelukkende spreder information,⁴ST, 187. men pointen om, at markeder også spreder informationer, er central for at forstå, hvor svært det er at erstatte markeder med en anden koordinationsmekanisme, og derfor er den værd at udfolde.

Vi kan forestille os en situation, hvor en virksomhed opfinder en ny effektiv måde at anvende input X på. Der er nu brug for, at mere af input X bliver re-allokeret til virksomheden. Det sker gennem markedet ved, at efterspørgslen stiger og presser prisen opad, hvilket medfører, at mindre produktive virksomheder, der bruger input X, enten nedskalerer eller substituerer over til at bruge et andet input. Hvis input X er billigt i forvejen, så tyder det desuden på, at ingen endnu har fundet en god måde at bruge det på relativt til, hvor nemt det er at producere. Det vil give alle virksomheder både signal og incitament til at udvikle ny teknologi, som bruger netop dette billige input. Markedets udligningsprocesser leder inputs derhen, hvor de fører til størst mulig produktion og velbefindende, givet den eksisterende fordeling af betalingsvillighed og ‑mulighed. Det spreder information gennem kommandoer, og fremavler derigennem koordination.

Lad os nu forestille os, at input X er et enzym, der produceres af en virksomhed, og at en anden virksomhed finder en ny anvendelse enzymet i en vaccine. Hvis vaccinen har en stor efterspørgsel, vil der automatisk være mulighed for at producere meget af den, fordi vaccineproducenten kan og vil udkonkurrere anden efterspørgsel på enzymerne. Fordelen er, at der ikke behøves et planlægningsorgan til at vurdere, hvilke formål det er vigtigst, at den begrænsede mængde af enzymet går til.

Det er vigtigt at notere sig, at denne idealiserede beskrivelse af produktionen og anvendelse af enzymet kan finde sted samtidig med, at et statsligt voldsmonopol håndhæver en patentlovgivning, der giver vaccineproducenten en eksklusiv produktionsret, og dermed en markedsmagt, som medfører en begrænsning af produktionen. Eller at virksomheden, som producerer enzymet, har markedsmagt og presser prisen højt op, eller skjuler vigtig viden om, hvordan enzymet virker, så vaccinen aldrig bliver udviklet. Eller at produktionen af enzymet faktisk er så miljøødelæggende, at det er prissat alt for lavt, i hvilket tilfælde det bedste ville være en anden type af vaccine. Ligeså kan produktionen finde sted i en situation, hvor potentiel efterspørgsel på vaccinen aldrig realiseres, fordi der mangler forbrugsmuligheder hos en eller flere befolkningsgrupper.

Til sidst i dette afsnit om markedet og planlægning skal det videre tilføjes, at disse størrelser ikke, selv på det hidtidige høje abstraktionsniveau, som vi har diskuteret det her på, kan forstås som et enten-eller. Detaljeret forudgående planlægning af produktionsprocessen er centralt for enhver kapitalistisk virksomhed, hvor fordelene ved stordriftsfordele konstant vejes op imod de bureaukratiske ulemper ved en større organisation.

Store, afgørende dele af menneskelivet falder også imellem det, som bedst planlægges centralt eller udveksles på et marked. Et købt eller planlagt venskab er ikke et venskab. Også i forholdet til vores kollegaer kan stram planlægning på den ene side og konkurrence og markedsliggørelse på den anden side begge være skadelige, både i sig selv for vores velbefindende og for produktiviteten, fordi det ødelægger samarbejdet.

Staten som samfundsplanlægger

I praksis er staten i dag det tætteste, vi kommer på den samfundsplanlægger, jeg indtil nu har omtalt i abstrakte vendinger. Det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvordan staten spiller en afgørende rolle i at skabe, omforme og regulere markeder, og derigennem påvirke den økonomiske udvikling, selvom der bliver ved med at være profitjagt og stum tvang. Samfundsplanlæggeren, som gør brug af markeder, står også over for informations- og incitamentsproblemer, og samlet set er det en konkret diskussion, hvad mulighedsrummet er, og hvad fordelene og ulemperne er ved forskellige tiltag. Det kræver i mange henseender kvantificering. Til det anvender økonomer modeller.

Ved at forsøge at forstå, hvordan løn, pris og profit bestemmes, bliver det også muligt at påvirke disse, og derigennem graden af stum tvang. Det er et enormt arbejde, som i sidste ende kræver psykologers viden om menneskelig adfærd, sociologer og antropologers indsigter i kultur og normer, politologers indsigter i institutioner, historikeres indsigter i kilder og kontekst, samt naturvidenskabelige indsigter i menneskelig teknologi og stofskiftet med naturen.

Økonomiske modellers styrke er den halve sandhed, at der intet nyt under solen er, mens deres svaghed er den lige så sigende halve sandhed, at historien aldrig gentager sig. Økonomiske modeller er lukkede systemer, men fremtiden er radikalt åben i den forstand, at den indeholder ukendte ukendte.

Det skaber problemer for enhver samfundsplanlægning, uanset om det sker direkte eller indirekte gennem markeder. Når økonomer løser en model for at vise, at markedsløsningen er efficient, gøres det typisk ved at vise, at en alvidende samfundsplanlægger ikke kan re-allokere inputs eller omfordele forbrugsmuligheder således, at bare én person stilles bedre, uden at mindst én anden stilles dårligere. Forsvaret for markedet sker med henvisning til, at det i praksis er urealistisk, at en samfundsplanlægger skulle kunne skaffe den fornødne information, især hvis vigtig information om tid og sted for den enkelte aktør kun kendes af ham eller hende. Markedsløsningen kræver ikke samme antagelse om centraliseret information.

Argumentet underbygges til tider med, at samfundsplanlæggeren har endnu sværere ved at skaffe den nødvendige information, fordi den tilgængelige information for hver individuel aktør, husholdning, virksomhed eller lokalt planlægningsorgan hele tiden ændrer sig, når det ukendte ukendte afslører sig selv. Den argumentation er dog tveægget. Når først det ukendte ukendte accepteres, må indsigter fra økonomiske modeller, som ikke indeholder dette, også forstås mere metaforisk. Og det gælder særligt, når det er modeller, hvor det antages, at hver enkelt aktør har enormt præcis information om fremtiden og automatisk har samstemmende forventninger dertil, hvilket overdriver markedets koordinerende evner.

I mine øjne er det ukendte ukendte både et argument for, at decentralisering af økonomiske beslutninger, uanset formen, er nødvendige for at skabe nok fleksibilitet, men at en vis grad af centralisering er nødvendig for at sikre en fælles ramme og understøtte stabiliteten, når det helt uventede sker. Økonomiske modeller spiller en afgørende rolle i forhold til at konkretisere vores logisk konsistente kvantitative forståelse af økonomiske dynamikker og mekanismer, men i økonomisk teori må man også erkende, at oversættelsen fra modeller til virkelig politik uundgåeligt indbefatter mere vævende kvalitative vurderinger og afvejninger.

Modvirkende tendenser

Lad os gå videre til spørgsmålet om politiske og økonomiske modvirkende tendenser. Mau vælger i sin bog som sagt at fokusere på kapitalismens “ideale tværsnit”, og ser derfor på den økonomiske magt fremfor voldelig og ideologisk magt. Staten behandles derfor kun marginalt, men italesættes som en magtfuld aktør, der har behov for en vis grad af selvstændighed, for at kunne gribe ind for at undgå kapitalismens selvdestruktion.⁵ST, 69. Fagforeninger omtales nærmest slet ikke. Det er et afgørende problem. Selvom jagten på profit altid er den altovervejende drivkraft i kapitalismen, kan politiske beslutninger og faglig organisering i høj grad påvirke den retning, profitmotivet trækker.

Det sker direkte gennem subsidier og afgifter på forskellige produkter. Det sker gennem overenskomster og et social sikkerhedsnet, som gør, at virksomheden ingen arbejdskraft kan få, hvis de tilbyder en for lav løn eller for dårlige arbejdsforhold. Det sker gennem regulering af ejendomsretten, som begrænser, hvordan privat ejendom kan anvendes, hvad end det drejer sig om beskyttelse af lejere, medbestemmelse til ansatte eller noget helt tredje. Det sker gennem beskatning af formue, indkomst og forbrug, som omfordeler forbrugsmulighederne relativt til det, markedet skaber, og offentlig produktion, som direkte giver forbrugsmuligheder på lige vilkår. Eller det sker gennem præfordeling af de ressourcer, man træder ind på markedet med. Eller det gør ny teknologi tilgængelig for virksomhederne, hvilket påvirker vækstens retning.

I kapitalismens ideale tværsnit bør denne komplicerede relation mellem den organiserede arbejdskrafts magt og statens unikke rolle i det økonomiske system også fremgå. For den organiserede arbejdskraft og staten er ikke blot perifere størrelser i forhold til det kapitalistiske markeds profitmotiv, men direkte afgørende for udviklingen og resultatet af denne.

Jagten på andres profit

Mau låner fra Robert Brenner distinktionen mellem vertikale magtforhold mellem arbejdere og kapitalister og horisontale magtforhold indbyrdes mellem kapitalister, og han omtaler konkurrence som den mekanisme, der “eksekverer” kapitalismens love.⁶ST, 209. I mine øjne holder han dog implicit fast i en arbejdsværditeoretisk ramme, hvor konkurrence kun omfordeler merværdien udtrykt som profitudligning. Han forholder sig aldrig til, hvad der bestemmer profitratens niveau og kapitalafkastet, eller til, at kapitalisternes indbyrdes jagt på hinandens profit kan erodere profitgrundlaget som sådan.

Virksomhedernes horisontale konkurrence er en helt afgørende modvirkende tendens til profitjagtens ulighedsskabende tendenser. Når konkurrencen fungerer godt, vil virksomheder, der sælger dyrt, blive underbudt, og dem, som køber arbejdskraft billigt, vil blive overbudt. I moderne økonomisk teori skelnes derfor også mellem afkast på kapital og profit som sådan. Afkastet på kapital er det, som i princippet kan forklares af, at nogen har mulighed for at erstatte forbrug med en investering, som kombineret med egen eller andres arbejdskraft øger de samlede forbrugsmuligheder i fremtiden, og investeringen danner derfor grundlag for et afkast. Profit er her det yderligere afkast, som ikke tager udgangspunkt i, at nogen forbrugsmuligheder er blevet opgivet.

Jeg mener, at Mau groft undervurder den fremgang, menneskeheden har oplevet under kapitalismen, eller forsimplet affejer den som mulig udelukkende på baggrund af global ulighed og miljøødelæggelse, hvor virkelige disse ulyksaligheder end er. Maus analyser af konkrete spørgsmål om klima, globalisering og kriser til sidst i bogen fremstår også relativt banale og skitseagtige. De kan næsten bare koges ned til, at profitmotivet er skadeligt, uden at de modvirkende faktorer overhovedet forsøges analyseret. I en konkretisering af sine analyser vil Mau blive nødt til at forklare, hvorfor han fuldstændig ser bort fra de værktøjer, som den moderne økonomiske videnskab har udviklet til at forstå pris, løn og profit, og derved forbedre vores muligheder for både at kvantificere og dæmpe den stumme tvang. Et forsvar baseret på, at Marx’ mål slet ikke var en økonomisk teori, men nærmere en kritik af økonomisk teori som sådan,⁷ST, 72; 75; 179; 181; 199. forekommer tomt, når der samtidig foretages faktiske økonomiske analyser.

Spørgsmålet om demokratisering af økonomien er ikke et enten-eller, men nærmere et konkret hvordan. Økonomien er altid allerede funderet på statslig skabelse, udformning og regulering af markeder. Styringen af økonomien gennem brug af markeder fremfor gennem planlægning er mere indirekte, men ikke per definition mindre demokratisk. I økonomiske modeller, hvor alle byttehandler og kontrakter på individplanet er indgået uden tvang, er der stadig strukturel tvang i Maus forståelse af begrebet. Det gør det også klart, at det er muligt at diskutere spørgsmålet om strukturel tvang på en gråskala fremfor i det sort-hvid-perspektiv, Mau ynder. Det er med dette perspektiv i hånden, at vi har de bedste muligheder for at gøre op med den enorme globale ufrihed og ulighed, der præger vores verden i dag, og skabe nye former for demokratisering af økonomien.⁸Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst.

1.	Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter forkortet ST.
2.	Det følgende er en parafrase af en række af Søren Maus tweets i samtale med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. oktober 2021.
3.	Se eksempelvis Søren Mau, “Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021.
4.	ST, 187.
5.	ST, 69.
6.	ST, 209.
7.	ST, 72; 75; 179; 181; 199.
8.	Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for værdifulde kommentarer til en tidligere version af denne tekst.

Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?

Susanne Possing · 30. nov. 2021

Allerede få uger efter udgivelsen var det første oplag udsolgt, og bogen har skabt debat i alle større medier – fra venstre til højre i det politiske spektrum.¹Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021. Hvorfor er der ingen vej uden om Søren Maus bog Stum Tvang?²Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST. Der er mange, men her er et par vægtige grunde:

Det er allerede i gang, men om godt og vel 10 år er jordkloden ubeboelig en hel masse steder, enten fordi der er for varmt, eller fordi der er for vådt. Eller fordi der er for koldt. Også her i vores danske andedam bliver der kamp om pladserne. Klimakrisen er over os.

Samtidig trænger en ny bølge af feminisme frem overalt i verden. Kvinder – og køn i forskellige aftapninger – finder sig ikke længere i mere pis. Med stadig større selvbevidsthed insisterer de ikke alene på deres del af kagen, men også på deres ret til at sætte mændene og – ikke mindst i visse #MeToo-tilfælde – magten stolen for døren. Det får til gengæld en del herrer m/k til at råbe vagt i gevær – både dem med og dem uden magt: Hvad er der snart tilbage til os? Kønskampen raser.

Endelig, sorte og andre ikke-hvide i både Nord og Syd bliver mere og mere bevidste om deres retmæssige plads i verden og prøver derfor at (gen)indtage den med stadig større stamina. I den vestlige verden er Black Lives Matter pænt populær, liberale er mere lydhøre end længe, samtidig med at en del af de sammes regeringer raver mere eller mindre rådvilde rundt. I Syd bliver sorte borgere, der vil høres, mødt med tåregas og militær. Demokratiet har det ikke særlig godt.

Hvad stiller vi op? Og hvordan skal vi forstå de mange stemmer og ikke mindst de mange lag i de forskellige kriser? Hvordan bliver vi frie?

Teorien og den rodede virkelighed

Det er overhovedet ikke nemt. Men én ting er sikker: Djævelen ligger i detaljen. Vi har brug for hands on-viden om magtens veje og vildveje. Og vi har brug for helt konkrete analyser af, hvad der foregår. Det er her Maus bog, Stum tvang, kommer ind i billedet.

Hvad for noget? vil nogen indvende. En teoretisk moppedreng på over 300 sider, som vil “forsøge at etablere en teori om de magtformer, der kan udledes af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.³ST, 29. En bog, som hævder, at det “rent analytisk er muligt at isolere og identificere de kernestrukturer, der gør kapitalistiske samfund kapitalistiske.” Hvordan kan sådan en teoretisk undersøgelse hjælpe os til at forstå de spørgsmål, jeg taler om her?

Det er noget af det skønne ved Maus bog. At han kan se forskel på den teoretiske abstraktion og den historisk konkrete analyse. At han på én og samme gang insisterer på at grave efter “kapitalismens ideale tværsnit” som teoretisk abstraktion og samtidig fastholder, at dette “ikke indebærer en påstand om, at der faktisk findes sådan noget som en kapitallogik, som opererer uafhængigt af sin specifikke sociale kontekst”.⁴ST, 30.

I sit teoretiske ærinde tillader Mau sig at se bort fra den rolle, ideologi og vold spiller i opretholdelsen af kapitalistiske produktionsforhold. Han skriver: “Min påstand er altså ikke at kapitalismen udelukkende beror på stum tvang, eller at der er en historisk tendens til, at andre former for magt forsvinder eller træder i baggrunden. Den teori, jeg udvikler […], har til formål at gøre os i stand til at se, at kapitalens magt er virksom, selv når den ideologiske og voldelige magt er fraværende”.⁵ST, 32.

Det centrale i Maus projekt er påvisningen af, at kapitalismen som produktionsmåde fratager mennesker kontrollen over deres eget liv – om vi mennesker vil det eller ej. Hans teoretiske undersøgelse sigter på at vise karakteren og omfanget af de betingelser, vi er oppe imod, hvis vi vil afskaffe denne tvang og nærme os et samfund, hvor det er individernes bevidste handlen, ikke kapitalen, der regulerer det samfundsmæssige liv.

Det er karakteristisk, at Mau ved afslutningen af sin undersøgelse konkluderer: “Kampen mod kapitalens dødsmaskineri finder ikke sted i et teoretisk laboratorium, hvilket betyder, at kampen aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog. I dén rodede virkelighed som kampe finder sted i, er kapitalens økonomiske magt altid viklet ind i voldelig og ideologisk magt, samt sociale former, logikker og dynamikker, der ikke stammer fra kapitalformen”.⁶ST, 306

Og han fortsætter: “Vi skal altid huske på, at teorier udviklet på et højt abstraktionsniveau ikke kan og ikke bør give svar på spørgsmålet, om hvad der skal gøres – men også at det ikke betyder, at sådanne teorier er politisk ubrugelige”.⁷ST, 306.

Vi har brug for dem, fordi de er relevante i den praktiske bestræbelse på at lægge kapitalens verden i graven: “Det, som teorier som den, jeg har udviklet i denne bog, imidlertid er i stand til, er at udvikle begreber, der kan bruges på lavere abstraktionsniveauer med henblik på at producere strategiske analyser af konkrete kamparenaer”.⁸ST, 306.

Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted udenfor?

Lad os tage et eksempel. På niveauet for analysen af den stumme tvang peger Mau på, hvordan kapitalens magt altid er en form for dominans, fordi den beror på adskillelsen mellem evnen til at arbejde og betingelsen for realiseringen af denne evne. Han vil hellere tale om proletarer end om arbejdere, “fordi det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder. Det, der definerer den proletariske position, er ikke arbejde, men den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.⁹ST, 133. Vi er nægtet adgang til produktionsmidlerne, men vores overlevelse er, via markedet, bundet til samme.

Derfor, på grund af denne enhed af adskillelse og forbindelse, behøver den herskende klasse ikke at bruge vold for at presse merarbejde ud af arbejderne. Og her tager Mau Karl Marx i ed: “Den frie arbejder må […] selv opretholde forholdet, da hans egen og familiens eksistens afhænger af, at han vedvarende fornyer salget af sin arbejdsevne til kapitalisten”.¹⁰Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau). Der er altså no way out – vi går “frivilligt” hen og sælger vores arbejdskraft.

Men – og nu begynder det at blive spændende – ikke alle proletarer sælger deres arbejdskraft, og samtidig er der mange af dem, der gør, som også arbejder uden for lønforholdet og dérude udfører arbejde, som er samfundsmæssigt nødvendigt. Mau viser, hvordan kapitalismen indfører en historisk unik opdeling af produktion af varer og reproduktionen af arbejdskraften, “en opdeling hvor proletarkvinder blev tvunget til at udføre alt det ulønnede og usynliggjorte arbejde, uden hvilket det kapitalistiske system straks ville kollapse”.¹¹ST, 155.

Bogen går i dybden med den spaltning og diskuterer den nyere feministiske forskning, der går under betegnelsen social reproduktionsteori. Ligesom nogle af dens repræsentanter spørger Mau: Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted uden for kapitalens umiddelbare kontrol, dér hvor arbejdskraften reproduceres, hvor der laves husarbejde og øves omsorg for børn og mænd? Er der en nødvendig sammenhæng mellem produktionsmådens spaltning af produktion og reproduktion og kvindernes lavere placering i det kønnede hierarki? Men han spørger også: Hvad kan vi overhovedet sige om kapital og køn på dét abstraktionsniveau?

Svaret er: not much. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men Mau viser, hvordan diskussionen ofte ender i noget “begrebsligt rod”, og at flere forfattere bidrager til forvirringen ved ikke at skelne mellem forskellige abstraktionsniveauer. Med Cinzia Aruzza søger Mau at fastholde dialektikken: “Kønnet undertrykkelse er ikke nødvendig for kapitalismen i betydningen ‘en logisk forudsætning’, men den er nødvendig i den forstand, at kapitalismens historiske eksistens har medført, at kønnet undertrykkelse er blevet en ‘nødvendig konsekvens’ af kapitalismen.”¹²Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.

Det er ikke mindst Maus fortjeneste at pege på, hvordan det skjulte, men virkelige anliggende i de nyere teoretiske forsøg på at koble feminisme og marxisme er af politisk natur. Kan man som feministisk-marxistisk teoretiker tilvejebringe et “stærkt grundlag for kritikken af tendensen blandt (visse) marxister til at nedprioritere kampe om køn ud fra et snæversynet ideal om revolutionære kampe”,¹³ST, 167. har man sin ryg fri. Således betrygget kan man vise – ja, jeg fristes næsten til at sige retfærdiggøre – at den feministiske kamp er “god nok”, det vil sige, at den som kamp mod kønnet undertrykkelse er en naturlig del af en antikapitalistisk strategi.

Men den går ikke. Besværgelsen af den nødvendige forbindelse mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse tager i alt for mange tilfælde over lige dér, hvor den konkrete analyse skulle begynde. Med rette understreger Mau: “Hvor meget vi bør stræbe efter at fusionere de begrebsapparater, vi undersøger kapitalen og kønnet igennem, afhænger af, hvad vi vil undersøge, det vil sige det afhænger af det specifikke analyseobjekt, samt hvilke aspekter af dette analyseobjekt vi er interesserede i, og hvilket abstraktionsniveau analysen opererer på”.¹⁴ST, 167. Mau sætter dermed også spørgsmålstegn ved ideen om, at politiske strategier umiddelbart kan udledes af abstrakt teori: “Kampe mod kønnet undertrykkelse er vigtige, fordi de netop er kampe mod undertrykkelse – ikke fordi de er logisk forbundet til kapitalformen”.¹⁵ST, 168.

Hvis vi derimod skal forstå, hvordan “kapitalismen hviler på og forstærker kønnet undertrykkelse”, bør det derfor analyseres “på et lavere abstraktionsniveau, hvor historisk specifikke kønssystemer inddrages”, hvor man inddrager “en teori om køn, der kan forklare, hvorfor den kapitalistiske adskillelse af aktivitetssfærer har en tendens til at overlappe med et binært og hierarkisk system af kønsforskelle”.¹⁶ST, 166.

Lønarbejde og kapital og hierarkiet mellem kønnene

Lige præcis. Mau gør det ikke i bogen her, men det er der andre, der gør. Den tyske socialpsykolog og feministiske kritiker Regina Becker-Schmidt har været skelsættende, bl.a. med sit begreb om kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse (som refererer indirekte til Marx’ begreb om det samfundsmæssiggjorte arbejde).¹⁷Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. Becker-Schmidt har baggrund i både Marx’ kritik af den politiske økonomi, i psykoanalysen og i en feministisk, kritisk læsning af Adorno og Horkheimer.

Hun har bl.a. undersøgt det, hun kalder ambivalens-erfaringer hos fabriksarbejdende mødre, og har vist, hvordan den måde, kvinderne orienterer sig i begge erfaringsområder, sker gennem en mangelerfaring, og fordi mulighederne for at tilfredsstille deres behov i og mellem de adskilte sfærer er begrænsede og modsætningsfyldte: Hver sfære taget for sig er under de herskende betingelser urimelig og kritisabel. Isolation og manglende anerkendelse hér, umenneskelige arbejdsbetingelser dér, børn, der kræver god tid hér, arbejdsgivere, der beder dig humme dig dér.

Med sin viden fra Marx’ værditeori kan Becker-Schmidt fastslå, hvordan kvinderne er dobbelt underlagt den samfundsmæssiggørelse, som kapitalens valoriseringstvang ikke kan eksistere uden. Det foregår i grove træk sådan her: Lønarbejdet er en livsnødvendighed for flertallet i befolkningen. Men den, der ikke kan hævde sig på arbejdsmarkedet, marginaliseres. Enhver form for arbejde, der ikke har nogen markedsværdi, regnes ikke for noget i en samfundsstruktur, hvor profitorienteret virksomhed har forrang.

Men her gemmer sig et paradoks, især for kvinderne. For uden for markedet og pengeøkonomien ligger husarbejdet og omsorgen og andre former for socialt nødvendig virksomhed. Kvindernes arbejde er samfundsmæssigt nødvendigt, men det er gemt væk som privat og fraskriver sig dermed den værdi, som ellers, formidlet via markedet, tilkender lønarbejdet pris og social anerkendelse.

Vi kender det, historien viser det: Hvor kvinden påtager sig hus- og børnearbejdet, kommer hierarkiet mellem betalt og ubetalt arbejde den lønnede, mandlige partner til gode. Det er ham, der tæller, ikke hende.

I det borgerlige, kapitalistiske samfund gælder altså ikke kun det særlige forhold mellem lønarbejde og kapital som samfundsmæssiggørende princip, det gør også det hierarkiske kønsforhold. Begge omfatter alle medlemmer af samfundet. Men for kvinder betyder den dobbelte samfundsmæssiggørelse noget andet end for mænd – objektivt, på niveauet for udnyttelsen af deres arbejdskraft og deres evner som mødre og hustruer – og subjektivt, på niveauet for deres muligheder for at opnå anerkendelse og tilegne sig verden.

Kvindernes arbejdskraft bliver ikke kun udnyttet som vare i lønarbejdet, men også som gratis i reproduktionssfæren – og dér, hvor kvinderne aflønnes, sker det til en lavere værdi. Den centrale modsigelse, der således historisk har kendetegnet kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse, består i, at selve deres integration i samfundet sker gennem segregation og deklassering qua kønnet.¹⁸Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.

Det er muligvis ved at ændre sig lidt nu, i ligestillingens tidsalder. Kapitalen har sniffet fordelene ved kvindelig arbejdskraft, og der er brug for nogen til at tage over derhjemme. Reproduktionssfæren er under tiltagende pres nu, hvor det klassiske arrangement mellem forsørger og husmor er mærkbart eroderet. I den såkaldt tredje verden er det uuddannet, billig, overvejende kvindelig arbejdskraft, der klarer grejerne, når mor er på arbejde; i Europa bliver stadigt flere af middelklassens husholdninger til arbejdspladser for betalt indvandrerarbejdskraft.¹⁹Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). Samtidig med, at kravet om mænd på barsel vinder indpas.

Uanset om det er manden eller kvinden, der må blive hjemme, skal det reproduktive arbejde udføres. Deklasseringen reproducerer sig nu i forholdet mellem den udearbejdende mor og den betalte hushjælp: Middelklasse-moderen ophøjes til lønnet, anerkendt arbejdskraft, mens den uuddannede sorte hushjælp for ringe betaling og uden for markedet sørger for det nødvendige. Men grundkonflikten og magtforholdet mellem den markedsformidlede og den privat organiserede reproduktionsproces består – og peger på, hvordan de historisk udviklede former for patriarkalsk herredømme, om end tilslørede, fusionerer med kapitalistiske interesser.²⁰Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer … Continue reading Hvor manden – trods manglende samfundsmæssig anerkendelse – begynder at tage det generative omsorgsarbejde på sig, åbner der sig nye kampzoner, og vi kan opleve alvorlige sprækker i det gængse hierarki mellem kønnene.

Den globale kapitalisme og kvinder i Syd

Her til sidst, nu vi er ved det med ligestillingen. Jeg har lavet aktionsforskning i Nicaragua, Honduras, Sydafrika, Zambia og Uganda. Og jeg har set, hvordan Verdensbanken og andre vestlige fortalere for den globale kapitalisme i vækstens navn instrumentaliserer ligestilling i tredje verden med forslag, der skal fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, i det offentlige liv og som forbrugere. Husarbejde og den rolle, kvinder har i reproduktionen, anses for en byrde, kvinderne bør befries for.

Dét er vand på mainstream-feminismens mølle. Men når man kender til analyser som Becker-Schmidts og dén her i Maus bog, udrustes man med begreber, der gør det muligt at gennemskue bedraget og se, hvordan dén ligestilling reproducerer kønshierarkierne og nedvurderingen af kvindearbejdet i familien, præcist som vi kender det fra vores del af verden. Og man kan forstå, hvordan man med blinde, neokolonialistiske tiltag kører råt og brutalt hen over hele det spektrum af reproduktion af liv, beskyttelse af naturressourcer, slægtens opretholdelse og ceremonielle forpligtelser, som kvinder i tredje verden er hovedansvarlige for, når det kommer til fødsel, rituelle indvielser, begravelser og lignende.

Det sidste reagerer kvindelige småbønder, jeg har arbejdet med, kraftigt imod, fx med krav om at blive hørt som både producenter og omsorgsgivere. Og lige nu er klimaaktivister i Syd, bl.a. unge kvinder i Uganda, i gang med at kalde til aktioner for at beskytte den jord, de ved deres familier skal leve af. De planter træer, kører kampagner i landsbyerne, går på Twitter med krav om forbud mod plastik. Og de kalder til “kamp mod systemet” og arrangerer Fridays for Future og andre strejker for klimaet.

I mine øjne er de kvindelige småbønder og de unge kvinder i Syd kommunister i den forstand, Mau allerede talte om i en artikel i Dagbladet Information i 2017. Her skrev han: “For Marx var kommunisme ikke et ideal, der skulle realiseres, men en bevægelse, en proces. Kommunisme er at kommunisere, altså at fællesgøre – at sabotere kapitalens universelle privatisering og erstatte virksomheder og stater med frie fællesskaber, der giver menneskene kontrollen over deres fælles liv.”²¹Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017.

1.	Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021.
2.	Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST.
3.	ST, 29.
4.	ST, 30.
5.	ST, 32.
6.	ST, 306
7.	ST, 306.
8.	ST, 306.
9.	ST, 133.
10.	Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau).
11.	ST, 155.
12.	Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.
13.	ST, 167.
14.	ST, 167.
15.	ST, 168.
16.	ST, 166.
17.	Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74.
18.	Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.
19.	Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007).
20.	Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84.
21.	Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017.

Hvordan tavshedens aporier driver diskursanalysen ud af balance

Ejvind Hansen · 23. sep. 2021

Diskursanalyse handler i udgangspunktet om at analysere, hvordan forskellige problematikker italesættes sprogligt. Uden at reducere den diskursanalytiske tradition alt for voldsomt – en tradition, der trækker på mange forskellige filosofiske og metodiske strømninger – kan man med en vis ret hævde, at diskursanalysen ofte trækker stærkt på Michel Foucaults tidlige forfatterskab og hans analyser af et spændingsfelt mellem sproglig praksis og den virkelighed, som den sproglige praksis retter sig mod. Om dette skriver Foucault i Vidensarkæologien:

.[J]eg ville gerne vise, at diskursen ikke er en tynd kontakt eller sammenføjningsflade mellem en realitet og et sprog, et leksikons indvikling i en erfaring; jeg ville gerne vise med nogle præcise eksempler, at man ved at analysere selve diskurserne ser det tilsyneladende så stærke greb mellem ordene og tingene løsne sig og afgive en helhed af regler, som er særlige for den diskursive praksis. […] “Ordene og tingene”, det er den – seriøse – titel på et problem; det er den – ironiske – titel på det arbejde, som modificerer problemets form, forskyder dets data og i sidste ende åbenbarer en helt anden opgave. En opgave, som består i ikke – længere – at behandle diskursen som nogle helheder af tegn (betydende elementer, der viser tilbage til nogle indhold eller repræsentationer), men som nogle praksisser, som systematisk danner de objekter, de taler om. Diskurserne udgøres bestemt af tegn; men det, de gør, er noget mere end at bruge disse tegn til at betegne tingene…¹Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96.

Det her bragte citat er langt, men tager man dets indhold i betragtning alligevel imponerende kort. I citatet sætter Foucault rammerne for en forståelse af diskursiv sproganalyse, som udspringer af, at sprog og objekt ikke kan adskilles, samtidig med at det alligevel er nødvendigt at fastholde distinktionen. Samtidig får han påpeget, at det egentligt interessante for diskursanalysen ikke er selve forholdet mellem betegner og betegnet, men nok så meget den praksis, som spændingsfeltet (mellem ord og objekt) muliggør og fastholder.

Fra dette udgangspunkt har diskursanalysen siden taget utallige veje.²På dansk bl.a. beskrevet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teori og metode. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999). I herværende sammenhæng vil jeg fokusere på citatets afsluttende invitation til at reflektere over forholdet mellem diskurs og magt. En invitation, der også kan lede flere veje. Inden for de diskursanalytiske tilgange skelner man således ofte mellem beskrivende og kritisk diskursanalyse – altså om diskursanalysen primært kan og skal gøre os klogere på de faktiske diskurser, eller om den også kan bidrage med kritiske refleksioner over mulige alternative italesættelser.

Når jeg i denne tekst vil vise, hvordan tavsheden kan bruges i diskursanalysen, er det oplagt at fokusere på diskursanalysen som kritisk praksis, eftersom tavsheden (som jeg vil vise i det følgende) i forhold til diskursen netop peger på noget, der ligger uden for diskursens umiddelbare horisont – samtidig med at diskursen faktisk netop funderes af dette udenfor. Derfor kan man også med nogen ret betragte det følgende som et supplement til Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse,³Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edition (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015). der netop bruger den kritiske diskursanalyse til at reflektere over udfordringer ved gældende diskurser.

Mere konkret vil jeg i herværende tekst bygge videre på Faircloughs arbejde med at metodologisere diskursanalysen. Set fra et foucaultsk perspektiv er der ganske vist en række problemer ved dette. Foucault selv afviste at lade sig forpligte af metodiske rammer, og i et diskursanalytisk perspektiv giver dette god mening, da metodiske greb i en vis forstand kan ses som indførelsen af et slags “diskursivt regime” i refleksions- og undersøgelsesdesignet. Fra et praktisk (og også fra et kvantitativt videnskabeligt) synspunkt har metodologiseringen imidlertid en række fordele. Dels i form af en overskuelighed i anvendelsen og dels i form af muligheden for at udstrække ensartede metodiske greb over store datamængder.

Modsætningen mellem den ønskede pragmatiske nytte, der ligger i metodologiseringen, og den refleksive dybde, der kunne ligge i at holde sig fri af samme, kan ikke umiddelbart undgås. En måde at håndtere udfordringen kan imidlertid være vedvarende at udfordre, nuancere og variere metoderne. I forlængelse af et længere forskningsprojekt, hvor jeg filosofisk opsøger måder, hvorpå tavshed er konstitutiv for diskursive praksisser i offentligheden, vil jeg i det følgende give et bud på, hvordan disse indsigter kan bringes i spil i en diskursanalytisk kontekst. Jeg vil argumentere for, at fordelen ved at bringe et tavshedsfokus ind i den metodologiserede diskursanalyse er, at tavsheden i sig selv modsætter sig den fastfrysning, som ligger latent i metodologiseringen, fordi tavsheden peger ind i en aporetisk (uomgængelig og uløselig) problematik.

Den produktive tavshed

Som en kort indledning til disse forslag, er det på sin plads at redegøre lidt for den grundlæggende tilgang til tavsheden, som det følgende vil bygge på. Når jeg i det følgende skriver om tavsheden, handler det i første omgang om et fravær af kommunikation, hvor der kunne have været kommunikation. Tavsheden er i en vis forstand det, der ligger uden for sproget, men som alligevel (vil det vise sig) peger ind i sproget på en konstitutiv måde.

Dette er, indrømmet, en meget bred definition. Det er imidlertid delvist tilsigtet, da det netop vil blive en pointe, at tavsheden i en vis forstand unddrager sig en klar definition – eller mere præcist at den peger på en række forhold, der grunder den sproglige artikulation, samtidig med at den forhindrer en sproglig stabilitet, da grunden viser sig at være grundlæggende problemfyldt. Helt overordnet opsummeret: Tavsheden grunder det kommunikerede ved netop ikke selv at blive kommunikeret.

At beskæftige sig filosofisk med tavsheden er dermed udfordret af, at det er umuligt at artikulere tavsheden uden at ophæve den. Trods disse udfordringer er det imidlertid vigtigt alligevel at gøre forsøget, da vi ellers risikerer at havne i en forsimplet opfattelse af tavshedens betydning. Min egen motivation for at dykke ind i problematikken er således, at jeg ønsker at nuancere en grundlæggende fordom i megen demokratisk teori, hvor tavsheden ses som en fjende for de demokratiske mekanismer, idet den menes at forhindre en oplyst offentlig udveksling, hvor borgere klædes på til at udøve deres demokratiske pligter, og de demokratiske repræsentanter får føling med den folkelige opinion. For at undgå, at tavsheden tager overhånd, indtænkes derfor forskellige former for frihedsrettigheder (i hvert fald i vestlige demokratier) som en garant for et minimum af offentlig meningsudveksling. Det drejer sig typisk om ytrings‑, informations- og pressefrihed, ofte suppleret med forsamlingsfrihed, retssikkerhed, (grader af) offentlighed i forvaltningen, uddannelsesinstitutioner og medier.

Af historiske årsager er det vanskeligt at afvise vigtigheden af ovennævnte rettigheder og institutioner – bl.a. med henvisning til at de modvirker uheldige former for tavshed. Denne rigtige tanke må imidlertid suppleres med sin modsætning, nemlig at de offentlige udvekslinger samtidig forudsætter tavshed. Som jeg vil vise herunder, er tavsheden nemlig i første omgang konstitutiv for kommunikativ udveksling. Har vi ikke blik for, at tavsheden også er med til at sikre den demokratiske kommunikation, risikerer vi, at den kommunikative udveksling ender med at gå i tomgang.

For at bære denne pointe frem trækker jeg bl.a. på tanker af Jacques Derrida og Martin Heidegger. Pointen kan grundlæggende opsummeres i dels en sproglig og dels en social dimension. For det første gælder, at tavsheden muliggør, at man sprogligt kan udpege (fremhæve) noget som signifikant. Den sproglige udpegning forudsætter, at et bestemt aspekt af verden bringes frem i lyset som påtrængende, opmærksomhedsværdigt på bekostning af alle mulige andre aspekter, som må forblive tavse, således at det signifikante kan træde frem.

For det andet gælder det, at kommunikation forudsætter, at der både er en talende og en tavs aktør involveret. Et sprogligt udsagn bliver kun til en kommunikativ handling, hvis det i en eller anden forstand retter sig mod (mindst) en anden, der forholder sig til det sagte – og i kommunikativ forstand må sidstnævnte forholde sig (i det mindste midlertidigt) tavs.

Kommunikation funderes altså grundlæggende gennem (mindst) to former for tavshed: (a) den tavshed, der pålægges det ikke-italesatte; (b) den lyttendes tavshed.

Disse pointer trækker jeg ud af en læsning af Heidegger og Derridas tanker om sprog og tavshed. Fordelen ved at fokusere på netop deres analyser af tavsheden er, at de demonstrerer, hvordan tavshedens funderende rolle i den diskursive rammesætning er grundlæggende ustabil. I forhold til at bringe disse analyser ind i den diskursanalytiske sammenhæng er denne ustabilitet attraktiv, fordi den modvirker den fastfrysende effekt, som ovenfor blev fremhævet som en svaghed ved en metodologiseret diskursanalyse. Når Heidegger og Derrida analyserer tavshedens virkemåde, er det karakteristisk, at det altid sker gennem mekanismer eller tankefigurer, der ikke “går op”. I herværende artikel vil jeg primært trække på Derridas analyser af det kommunikative forholds aporetiske karakter (uddybes nedenfor).

Tavsheden muliggør kommunikativ udveksling ved at være en ugrundet grund for den. Den kommunikative relation bygger på en række funderingsspring – dvs. funderende distinktioner eller udgrænsninger, der ikke i sig selv er funderede (Heidegger bruger det tyske Ursprung, der etymologisk indeholder både funderingen og springet). Disse funderingsspring udspringer selv af en række aporetiske udfordringer, som de kommunikerende er nødt til at håndtere (for så vidt der overhovedet skal opstå en kommunikativ relation), men som ikke kan løses tilfredsstillende. For at komme videre fra denne umulige nødvendighed må aporien bringes til tavshed, samtidig med at den tages alvorligt. Pointen med de metodiske refleksioner senere i herværende artikel er, at vi ved at rette blikket mod den tavshed, der muliggør diskurserne, kan få blik for de aporetiske funderingsspring, der danner et grundende/grundlæggende udgangspunkt for eksisterende diskurser, hvorved det også bliver muligt at reflektere over dem og deres utilstrækkelighed. I denne mulighed ligger et kritisk potentiale.

Overført til de ovenfor nævnte aspekter ved tavsheden gælder det på den ene side, at (a) de til tavshed bragte dimensioner eller aspekter etablerer, hvad der er relevant og væsentligt, uden at tavshedsgørelsen dog i sig selv kan begrundes som værende relevant eller væsentlig. Den grundende skillelinje mellem det fremhævede og det tavshedsgjorte vil altid være grundløs (medmindre naturligvis det tavshedsgjorte italesættes og derved trækkes ud af tavsheden).

På den anden side har det kommunikerede sin grund i (b) en relation til den tavse Anden, der både er nødt til at være radikalt og begrænset åben. Fordringen om radikal åbenhed grunder i, at selvet kun kan udfordres af det kommunikerede, for så vidt det lader sig påvirke af det fremmede som værende fremmed. Kommunikation forudsætter fremmedhed: Jeg har ingen grund til at lytte til den anden, hvis jeg regner med, at den anden kun siger noget, jeg selv tænker. Men jeg har heller ingen grund til at lytte, hvis ikke jeg mener, at det fremmede angår mig som noget, jeg må lade mig udfordre af. Jo mere jeg lukker af for denne åbenhed, des mindre kommunikativ bliver relationen. Tanken vil blive udfoldet i de kommende refleksioner over legitimitet. Den radikale åbenhed bliver imidlertid udfordret af, at der heller ingen kommunikation kommer i stand, hvis den kommunikerende opløser sig selv. Kravet om radikal åbenhed skal balanceres med et modsat krav om begrænset åbenhed – den talende er nødt til at hævde en grad af autonomi, som sætter grænser for, hvad der sættes på spil i kommunikationen. Normerne for denne umulige nødvendighed kan af den grund heller ikke endeligt begrundes, men er alligevel funderende for de mulige kommunikative relationer, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.

Analyser af denne grundlæggende ustabilitet er givende i forhold til et kritisk diskursanalytisk ærinde, da en bevidstgørelse om de grundlæggende funderingsspring og deres grundløshed gør det muligt at se diskursens ustabile grundlag og reflektere over, hvordan man alternativt kunne gribe dem an.

Heidegger og Derrida griber det an på to ret forskellige måder, og det vil føre for vidt at redegøre for hele kompleksiteten i deres analyser. I resten af herværende tekst vil jeg derfor fokusere på et af de diskursanalytiske greb, som jeg mener, Derrida inviterer til, nemlig en refleksion over legitimitetsstrukturers aporetiske konstitution – et aspekt i den kommunikative relation, hvor både den sproglige (a) og sociale (b) tavshed er på spil.

Legitimitet: Om at hindre den anden i at eliminere os selv

For at flytte ovenstående ind i en refleksion over legitimitet kan det være nyttigt at vende sig mod Derridas læsning af Emmanuel Lévinas.⁴Som den findes i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997). Normer for legitimitet er naturligvis afgørende for den kommunikative relation, idet legitimitet sætter rammerne for, hvordan vi lader den anden angå os. Hvis vi tillægger den anden en høj grad af legitimitet, vil vi afficeres stærkere af vedkommende, hvorimod mindre legitime aktører påvirker os mindre, fordi vi ikke anerkender deres relevans. Samtidig medfører de samme normer også, at ikke alle tillægges den samme grad af legitimitet. Hvis jeg f.eks. anser den andens vidensniveau for afgørende, vil uvidende personer have et mindre potentiale til at kunne udfordre mig. Mine normer for et højt vidensniveau vil derfor bringe den udfordring, der kunne komme fra personer med et lavt vidensniveau, til tavshed.

I en med- og modlæsning af Lévinas’ teori om forholdet mellem selvet og den anden påpeger Derrida, at både selvet og den anden funderes i en gæstfri relation mellem vært og gæst, hvor selvet dannes ved at bringe sig selv til tavshed, således at man kan invitere den anden indenfor. Dog vel at mærke ikke til et idyllisk fællesskab. Den gæstfrie invitation består i at invitere den anden indenfor på en måde, så den anden ultimativt kan destruere det sted, der inviteres til.

Pointen er her, at selvet kun opstår, for så vidt at der findes noget uden for selvet, der ikke selv er selvet, noget, som selvet kan henholdsvis lykkes eller fejle over for. Man kan imidlertid kun lykkes eller fejle, hvis det andet angår én som noget andet end én selv. Den anden må altså inviteres til at være noget, der angår én, men netop angår én som noget, der ikke kan kontrolleres. Jo mere man kontrollerer det fremmede, des mindre evner det fremmede at være fremmed og dermed definerende for selvet ved dets andethed. Derfor ender Derrida også med at karakterisere denne situation som en uløselig gidselsituation.⁵Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102. Refleksioner over legitimitet er afgørende her. Pointen med ovenstående er, at normer for legitimitet afgør, hvor åbent vi inviterer den anden til at være en gæst, der dels er med til at grunde vores eget selv, samtidig med at den anden også kan eliminere os. Normerne for legitimitet rummer således både en åbenhed over for den anden, samtidig med at det bringer den anden til en vis tavshed. Den rette balance mellem åbenhed og tavshed er en aporetisk udfordring, som ikke kan løses uproblematisk. Jo mere vi eliminerer den andens relevans, des mere reducerer vi os selv – samtidig med at en radikal åbenhed også rummer truslen om selvelimination.

Retfærdigheden som en umulig afgørelse

Ved at reflektere over normer for legitimitet bliver det således muligt at få blik for, hvordan eksisterende diskursers indlejring i sådanne normer både rummer en åbning og en bringen til tavshed. Dette kalder Derrida en aporetisk struktur. Derrida giver ikke selv en indgangsvinkel til specifikt at analysere normer for legitimitet, men det vil i det følgende blive vist, at en analysemodel fra hans udlægning af forholdet mellem retfærdighed og normer for ret kan overføres på normer for legitimitet.

Det aporetiske fundament for retfærdigheden blev af Derrida primært analyseret i foredraget Force de Loi (oprindelig holdt i 1989) og bogen Spectres de Marx (1993). I Derridas optik er det vigtigt at skelne mellem på den ene side retfærdighed som impuls eller fænomen og på den anden side de formulerede love, regler og rettigheder, som skal realisere og muliggøre retfærdigheden. Det kan i en vis forstand koges ned til, at de formulerede love, regler og rettigheder har deres gyldighed, for så vidt at de yder retfærdighed. Retfærdigheden er i en overfladisk forstand rettens telos. Man kan sige, at retfærdigheden er det åbne spørgsmål til formulerede love, regler og rettigheder: Er de gode nok? Opnår vi retfærdighed gennem de gældende regler? Hvis ikke, må reglerne ændres. Regler kan ikke legitimere sig selv, men må altid stå til ansvar over for, om de også i det konkrete faktisk yder retfærdighed. Når vi således i mange samfund eksempelvis har en grad af privat ejendomsret, skyldes det, at det kan vises, at det i én eller anden forstand giver et mere retfærdigt samfund. Og når de faktiske regler for ejendomsret jævnligt udfordres, f.eks. af skatter, ekspropriation og udefrakommende regler om, hvad man må bruge sin ejendom til, skyldes det, at det er blevet vist, at en absolut privat ejendomsret har nogle uheldige virkninger. De fleste er f.eks. nok enige om, at mit ejerskab af en kniv ikke giver mig ret til at gå og stikke i folk med den.

I dette perspektiv er retfærdigheden altid konkret og singulær, hvorimod reglerne er almene eller generelle – retfærdigheden er det påtrængende spørgsmål i konkrete situationer til, om de generelle regler, der fungerer ved at fremhæve bestemte aspekter, nu også er tilstrækkelige og relevante:

Hvordan forliges retfærdighedens handling, som altid angår noget særligt, individer, grupper, uerstattelige eksistenser, den anden eller mig som anden, i en unik situation, med reglen, normen, eller et retfærdighedens imperativ, der nødvendigvis har en generel form, selv om denne generalitet foreskriver en anvendelse, som hver gang skal være specifik?⁶Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, i Lov og litteratur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226.

Retfærdighed og ret kan altså ikke forenes, men de kan heller ikke adskilles. Dette opstår der en række aporetiske spændinger ud af. Blandt disse vil jeg her fokusere på det, som Derrida kalder “det uafgørliges spøgelse”. Det uafgørliges spøgelse handler om, at for at retfærdigheden kan få en virkning, er man nødt til at beslutte en form for retfærdigheden, men at en sådan beslutten altid er umulig:

Uafgørlig er erfaringen af det, som skønt fremmed, heterogent i det kalkulerbares og reglens orden, alligevel må […] give sig i kast med den umulige afgørelse, idet det tager højde for reglen og retten.⁷Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, 239.

I eksemplet ovenfor med den private ejendomsret er det således åbenlyst, at retfærdigheden kunne føre til en pacificering af sig selv, hvis man lod den råde uendeligt. Enhver endelig udformning af ejendomsretten kan kritiseres ud fra en uendeligt konkret retfærdighed, eftersom man altid ville kunne forestille sig konkrete situationer, hvor en besluttet form for ejendomsret kunne være problematisk. Hvis man imidlertid uendeligt tilpasser retten til retfærdighedens kald i alle situationer, mister den sin bestandighed/almenhed og dermed tilregnelighed. En ejendomsret, som man ikke kender den endelige udformning af, har således ingen værdi for konkrete aktører.

Det er derfor nødvendigt, at der besluttes en form for ret eller normativitet, som gælder, og som har en vis bestandighed – også selv om en sådan beslutten egentlig reducerer og forhindrer retfærdighedens fulde realisering. I denne forstand er retfærdigheden en aporetisk opgave – en opgave, der er lige så nødvendig og uomgængelig, som den er umulig.

Beslutten handler med andre ord om at bringe aspekter i verden til tavshed. Men for at den kan blive virksom, må den også bringe den bagvedliggende apori til tavshed. Den grundende beslutten sætter en mulighed, der samtidig peger væk fra sin egen paradoksalitet og ind i en pragmatisk anvendelighed. Ved for eksempel at beslutte normer for ejendomsret lægges der nogle normer ud på verden, der giver konkrete hændelser en betydning ved at blive trukket frem som enten inden for eller uden for de gældende normer, en betydning, der skal tages hånd om gennem regulering. For at kunne fungere regulerende er det imidlertid afgørende, at normerne anerkendes ubetvivleligt. Vi kan kun sende folk i fængsel, hvis vi ikke faktisk er i tvivl om, at den private ejendomsret i dens konkrete form er retfærdig. Retsnormernes pragmatiske anvendelighed forudsætter derfor, at det tilgrundliggende uafgørliges spøgelse i praksis er bragt til tavshed.

Spørgsmålet er så, hvordan vi får bragt dette i tale igen.

Operationaliseret refleksion over normer for legitimitet

I forholdet mellem retfærdigheden og normer for retten er der således et uløseligt spændingsfelt, der blandt andet kan artikuleres som det uafgørliges spøgelse, altså at der skal træffes en afgørelse omkring noget, der ikke kan afgøres – men at denne beslutten også altid vil hjemsøges af sin uafgørlighed, af sin aporetiske struktur. I forhold til de tidligere refleksioner over legitimiteten kan denne pointe oversættes til, at vi for at kunne invitere eller møde den anden som én, der kan destruere os selv, er nødt til at sætte nogle grænser for den andens andethed – nogle grænser, der samtidig reducerer, stækker eller uniformerer den andens væsentlighed eller udfordring, hvorved vi også reducerer os selv. Gæstfriheden handler netop om at bringe os selv til tavshed, så vi kan lade os angå af den fremmede, og ramler derfor ind i dette uløselige problem. Vi er nødt til også at bringe den anden til tavshed ved at sætte grænser for gæstfriheden. Vi er nødt til at etablere former (normer) for legitimitet, som vi vil lade den anden angå os gennem. I anden sammenhæng taler Derrida om, at vi opsætter normer for tolerance.⁸Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of terror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003). Problemet med dette er imidlertid, at jo flere grænser vi sætter for den anden, des mere uklare bliver selvets egne grænser. Vi risikerer altså også at udslette os selv, des mere vi sætter grænser for, hvor fremmed den anden og det andet må være for os.

Dette fører med andre ord frem mod en ny aporetisk udfordring, der er hjemsøgt af det uafgørliges spøgelse. Normer for legitimitet afgør, i hvilken forstand vi lader den anden angå os i den kommunikative interaktion. Jeg kan altid afvise den andens udsagn, indvendinger, information osv. ved at afvise at anerkende den andens ret til at stå bag det fremførte. Lidt mindre radikalt kan jeg “tage det med et gran salt”, jeg kan trække på smilebåndet, jeg kan være overbærende, jeg kan blive forarget osv. Eller hvis jeg tilkender den anden en stærk legitimitet, kan jeg tage det mere alvorligt og lade mig anfægte af det.⁹I klassisk (Aristoteles-inspireret) retorisk teori ville man her givetvis tale om ethos.

Refleksioner over de interpersonlige forhold er naturligvis ikke fremmede for traditionelle diskursanalytiske tilgange. F.eks. analyserer Fairclough forhold som høflighed og ethos,¹⁰Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144. der naturligvis også er afgørende faktorer for den legitimitet, som kommunikative bidrag tilskrives. Med fokuseringen på legitimitetens aporetiske fundering kommer analysen imidlertid til at tage nogle nye retninger, idet den vil fokusere på, hvordan tavshed er med til at muliggøre, at de eksisterende normer for legitimitet kommer i stand. Denne nye tilgang vil derfor foregå ved at spørge ind til det til tavshed bragte spøgelse, det uafgørlighedens spøgelse, der muliggør, at den anden kan inviteres til at angå én i en reduceret form. Det er tavshedens produktive kraft, der skal drages frem i lyset, således at den kan gøres til udgangspunkt for en kritisk refleksion ved at fremvise diskursens grundløse grund.

I et forsøg på at tilbyde et operationaliserbart bud på, hvordan en sådan diskursanalyse kunne tage form, vil jeg foreslå, at man tilgår problematikken gennem følgende spørgeramme:

Hvordan tænkes den anden som legitimt påtrængende?
Hvordan er aktørers legitimitet reduceret i den implicerede opfattelse? Og/eller: Hvordan er aktørers legitimitet skabt ved, at noget er bragt til tavshed?
På hvilken måde rummer de implicerede normer for legitimitet en tavs aporetisk utilpassethed i forhold til de konkrete sammenhænge?

Spørgsmål (1) kunne være en del af en almindelig deskriptiv diskursanalyse. Spørgsmål (2) rummer en kritisk impuls, som kunne være en naturlig del af en traditionel kritisk diskursanalyse. Allerede i den traditionelle diskursanalyse ligger en søgen efter en tavshed, der gør diskursen mulig. Spørgsmål (3) rummer imidlertid en søgen ind mod en aporetisk knude i selve diskursen, en søgen ind til et punkt, der i en vis forstand kan tænkes som diskursens arnested (eller i hvert fald ét af diskursens arnesteder).

Denne spørgen søger ind til en beslutten, der har muliggjort, at diskursen kan komme i gang, men også en beslutten, der bliver usynlig, i takt med at den fremspringende normativitet viser sig pragmatisk succesfuld. Pointen er her, at selvom legitimiteten er grundet på en bagvedliggende tavshed, så er dette ikke i sig selv kritisabelt. At have normer for legitimitet, der ikke er grundet på tavshed, er ikke muligt – hvis man fjerner én tavshed, indfører man blot en anden. Det følger af den aporetiske struktur. Men den aporetiske struktur inviterer til en refleksion over, om den gældende tavshed er rimelig, relevant og/eller problematisk. Metodologisk set rummer denne spørgen ganske vist en ensretning (hvorfor er det lige præcis legitimiteten, der skal spørges til?), men ved at have trukket det aporetiske fundament frem i lyset vil de resulterende diskurser vanskeligt kunne vinde ubetvivlelig hegemonisk tilslutning.

For at vise spørgerammens brugbarhed, vil jeg i det følgende give et bud på, hvordan den kan vise sig frugtbar i en konkret sammenhæng. Jeg vil tage udgangspunkt i klimadebatten, som den i 2018–19 tog sig ud med Greta Thunberg som et afgørende omdrejningspunkt.

Thunberg versus Kjærsgaard

I 2018 og 2019 optrådte den svenske klimaaktivist Greta Thunberg flere gange som taler ved topmøder arrangeret eller initieret af FN. At dette kunne ske er markant – selvom det dog ikke er uden fortilfælde.¹¹F.eks. talte Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio topmøde i 1992, ligesom der også er visse paralleller til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013. Taleretten i sådanne sammenhænge vil man typisk tildele til meget indflydelsesrige politikere, embedsmænd eller forskere med en markant viden. Man kan sige, at for at få sådan en plads skal man almindeligvis være en voksen, kompetent og indflydelsesrig person. I formel forstand var Greta Thunberg ingen af delene. Ganske vist var hun efterhånden blevet indflydelsesrig på et uformelt plan gennem den mediebevågenhed, som hun var genstand for, men også denne indflydelsesrigdom var paradoksal, for hvad grundede den egentlig på?

Hvad var Greta Thunbergs legitimitet? Hvis man skærer det helt ind til benet, så var hun et lidt usædvanligt barn, der gik i folkeskole, var bekymret for varslede klimaændringer og derfor havde siddet foran Riksdagen i Stockholm med et skilt, hvorpå der stod “Skolstrejk för klimatet”.

Den 24. maj 2019 skrev daværende formand for folketinget, Pia Kjærsgaard på Twitter:

.[…] Greta Thunberg. En pige med en alvorlig diagnose, som vi lørdag skal følge dagen igennem. […] Måske skulle vi bare lade hende være barn?¹²Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019.

Pia Kjærsgaard fokuserer således på Thunbergs alder og psykiske konstitution. Senere samme år udtalte Greta Thunberg ved en tale holdt ved FN’s Climate Action Summit:

This is all wrong. I shouldn’t be up here. I should be back in school on the other side of the ocean. Yet you all come to us young people for hope. How dare you! You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. […] For more than 30 years, the science has been crystal clear. […] You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.¹³Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. september 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. september 2019.

Hvilket (sammen med andre ting) fik Pia Kjærsgaard til at udbryde:

Det er gået langt over gevind med Greta Thunberg. Nu må det være nok. […] Jeg vil ikke belæres af en meget vred 16-årig pige, der faktisk burde passe sin skole og komme tilbage til sin barndom. […] Vi er alle sammen optagede af klimaet, og nu gider vi simpelthen ikke at høre på hende mere, når hun heller ikke selv kan finde ud af, hvordan vi skal agere.¹⁴Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter tweet om Greta Thunberg: ‘Jeg bliver så træt af det belærende vrede barn’ ”, Berlingske, 30. december 2019.

Skåret ind til benet kan man sige, at ovenstående indlæg er en forhandling af legitimitet. Kjærsgaard fokuserer på, at Thunberg er et barn, hvorfor hun søger at balancere mellem moderlig omsorg (“lade hende være barn”) og strenghed (“burde passe sin skole”). Givet Thunbergs alder vurderes hun af Kjærsgaard til ikke at være kompetent til at vurdere politiske udfordringer. I forhold til denne traditionelle forståelse af legitimitet er det således åbenlyst, at Thunbergs stemme ikke burde kunne udfordre dem, som hun taler til.

Så langt i analysen er der endnu ikke stor forskel på de to stemmer. Thunberg lægger ud med den samme pointe som Kjærsgaard om, at netop fordi Thunberg er et barn, burde det ikke være hendes stemme, der skulle udgøre omdrejningspunktet for håb. Børn er ikke-kompetente sammenlignet med voksne og burde have lov til at nyde deres barndom i fred. De er således enige om, at legitimitet afgøres af alder, som kobles til kompetence. Børn er i udgangspunktet ikke kompetente, de skal hjælpes. Voksne skal drage omsorg for, at børn kan vokse op i en god verden.

Der er naturligvis uenighed mellem Thunberg og Kjærsgaard, men ikke i forhold til de grundlæggende normer for legitimitet. Svaret på det første analysespørgsmål ovenfor er således, at man bliver legitimt påtrængende, for så vidt man er voksen og dermed har indsigt i tingene. Det er og har børn ikke.

Netop denne enighed er motoren for deres uenighed. Thunbergs kritik drejer sig om, at de voksne ikke lever op til deres kompetence. Kjærsgaard afviser Thunberg, med henvisning til at hun ikke er en legitim stemme i debatten.

Heromkring ville en deskriptiv diskursanalyse kunne stoppe. En traditionel kritisk diskursanalyse (inspireret af f.eks. Fairclough) ville kunne konstatere en hegemonisk struktur i diskursen. En sådan hegemonianalyse kunne meget vel tage udgangspunkt i det andet analysespørgsmål, altså til hvordan eksisterende forståelser af legitimitet er produkter af diskursive reduktioner.

I herværende sammenhæng gælder det imidlertid med den indledende analyse af legitimitetens aporier, altså at normer for legitimitet kræver en vis bestandighed, der samtidig underminerer samme normer, at ovenstående analyse er en invitation til at tage skridtet videre og fremdrage, hvordan den diskursive reduktion (analysespørgsmål 2) hænger sammen med et “uafgørlighedens spøgelse”, der er bragt til tavshed. I dette konkrete tilfælde altså, hvordan fokus på alder i bund og grund gør det umuligt for os at forstå og anerkende/respektere de aktører, som er involverede. Aldersfokusset muliggør en diskussion af ansvarlighed omkring klimaforandringerne, men kun fordi det fratager os blikket fra nogle mekanismer eller aspekter ved de involverede, som er afgørende for reelt at kunne indgå i en diskussion af, hvad hvem kan og skal gøre ved problematikken. Vores forståelse af parterne i diskussionen bliver klar, fordi den indledende beslutten omkring legitimitetens apori fremlyser bestemte aspekter som påtrængende, men denne klarhed er samtidig kilden til, at parterne reelt forsvinder for hinanden som nogen, der kan inviteres til at angå hinanden.

Et første skridt i retning af en analyse af dette kan findes ved at fokusere på det paradoks, at begge parter på trods af den indbyrdes udgrænsning alligevel føler sig foranlediget til at tage hinanden alvorligt. I forhold til en legitimitetsanalyse er det nemlig interessant at spørge videre til, hvorfor Kjærsgaard alligevel er nødt til at formulere sin kritik. Der findes givetvis mange unge mennesker, der ikke synes, at ansvarlige voksne lever godt nok op til deres ansvar – uden at denne kritik bliver kommenteret af etablerede politikere. På tilsvarende vis kan man forundres over, at Thunberg bruger en del af sin ungdom på at rejse til møder, hvor der findes voksne, der alligevel ikke lever op til deres ansvar – enten fordi de ikke kan eller vil. Hvad kan man få ud af at tale dunder til en sådan forsamling?

For at få blik for den aporetiske fundering af diskursen kan det være gavnligt at starte med at reflektere over, hvordan de implicerede normer for legitimitet baserer sig på tavshed – altså analysespørgsmål (2) ovenfor. Hvordan er henholdsvis Thunbergs og Kjærsgaards legitimitet skabt ved, at noget er bragt til tavshed? Når dette spørgsmål bringes i spil i herværende case, er det åbenlyse svar naturligvis, at Thunberg ikke kun er et ikke-kompetent barn, og at børn ikke kun er uformående. Politikere som Kjærsgaard er ikke kun voksne, der blot skal have anvist en vej til at løse problemer og så vil følge den. Der er noget, der er bragt til tavshed, for at diskussionen overhovedet kan komme i stand.

Selve den bevægelse, som Thunberg har givet anledning til, giver allerede diskursanalytikeren et pejlepunkt til at bearbejde den første pointe (at Thunberg ikke udtømmende kan beskrives som et ikke-kompetent barn). Ud over at børn ofte mangler noget i form af kompetencer, så er hele Fridays for Future-bevægelsen bygget op om et andet aspekt ved barndommen: at børn, i modsætning til de gamle, bliver ramt hårdt af eventuelle fremtidige udviklinger. Man har i en vis forstand en større aktie i at få styr på klimaudfordringerne – og netop derfor har man en særligt påtrængende legitim stemme i denne diskussion.

Den anden pointe – at voksne blot skal have anvist en vej, og så vil de følge den – er der ikke i den offentlige udveksling på samme måde en umiddelbar hjælp til at bearbejde. En diskursanalytisk refleksion over den normativitet, der ligger til grund for legitimitet, kan imidlertid tage fat i Thunbergs udpegning af, at voksne enten er onde eller dumme (ikke forstår problemerne). Tavshedsrefleksionen kan her gribe fat i, at de voksne ikke kun er voksne i den forstand, at de kan, hvad de vil. Selvom man f.eks. som magthavende politiker er bekendt med, hvordan et påtrængende problem kan løses, er det ikke givet, at man kan ville det. Dels er voksne heller ikke kun styret af rationelle og åbent tilgængelige incitamenter, dels kan der være problemer omkring, hvor langt deres magt rækker. For at magthavende politikere kan sætte dagsordener, er det afgørende, at de vedvarende bevarer en form for folkelig opbakning. Dette oplevede Kjærsgaard f.eks. selv i perioden mellem de to citater, hvor hendes manglende anerkendelse af klimadagsordenen var med til at reducere hendes magtposition i dansk politik.

Pointen om voksnes manglende åbenhed over for mindre rationelle incitamenter kan naturligvis, med Thunberg, affejes som ondskab, men det forudsætter, at politikere kan vælge irrationaliteten fra. På tilsvarende vis med pointen om, at magthavere også er afhængige af en vedvarende befolkningsmæssig opbakning. Den kan skrives ind i eksisterende positioner i den eksisterende diskurs, idet den i en vis forstand spejler Kjærsgaards afsluttende pointe om, at det ikke er så simpelt at gøre noget ved problemet. Måske ligger der en svaghed i det demokratiske fundament for de magthavende, i og med at de ikke kan gennemføre beslutninger, som den nuværende befolkning ikke vil acceptere. Måske ligger der en grundlæggende skævhed i den almindelige antagelse om, at unge mennesker ikke kan stemme, fordi de tænkes som uformående. Måske burde unge mennesker netop have en særlig vægt i demokratiske afstemninger, da de vil skulle leve med konsekvenserne af de tiltag, der sættes i værk nu.

Tavsheden som en aporetisk konstitutiv og kritisk impuls

Dette er naturligvis refleksioner, der ville kræve en langt større diskussion, end hvad der kan rummes i herværende sammenhæng. Og det er sådan set en pointe i sig selv. Med det tredje analysespørgsmål i baghånden bliver det klart, at ethvert tiltag i retning af at ny- eller omkonstituere legitimitetsstrukturen vil rumme tilsvarende problemer. Lidt hårdt skåret op kan man sige, at forslaget om at ændre afstemningsvægtene ville rumme en ny aporetisk betinget beslutten, hvor “tilbageværende levetid” blot erstatter “levet tid”, hvilket naturligvis er lige så problematisk. Pointen er imidlertid, at de eksisterende modsætninger bringes ud af balance. Den bestandighed, som de hviler på, er en besluttet bestandighed, som er nødvendig, for at det overhovedet skal give mening at tænke i legitimitet. Men det er en bestandighed, der er vundet gennem en beslutten, der er hjemsøgt af uafgørlighedens spøgelse. Vi vinder derfor ikke en ny ubetvivlelig grund til nye normer for legitimitet, men vi vinder måske en vej ud af nogle af de lukkede modstillinger, som de eksisterende diskurser etablerer.

Den tavshedsbaserede diskursanalyse inviterer således ikke til nye løsningsforslag, men giver gennem sit blik ind i diskursernes aporetiske fundament blik for netop det aporetiske, hvorved det bliver muligt at indføre en mindre grad af skråsikkerhed i tilslutningen til eksisterende positioner. Den analytiske fokusering på tavshedens konstituerende kraft bliver en invitation til en kritisk refleksion, fordi konstitutionen ikke selv er stabil. Ved at udpege den tavshed i legitimeringsforholdet mellem Thunberg og Kjærsgaard bliver det muligt at bringe diskursen nye steder hen, eftersom de til tavshed bragte aspekter bliver bragt i tale.

Derfor er det også vigtigt at understrege, at den kritiske impuls i denne tilgang ikke nødvendigvis fører til en forkastelse af gældende diskurser. Den tavshed, som blev fremdraget ovenfor, er en konstitutiv tavshed, som samtalen ikke kan være foruden. Hvis man bruger diskursanalysen som anledning til at bringe nye diskurser i spil, vil også disse diskurser nødvendigvis være grundet i nye former for tavshed.

Om den kritiske refleksion således fører til en decideret forkastelse af de gældende diskurser må afhænge af kriterier, der tages andetsteds fra. Særligt i en situation, hvor begge parter (i hvert fald for så vidt man tager dem på ordet) anerkender, at der er et reelt problem, der skal stilles noget op med, kunne man forvente et gensidigt ønske om en sådan nykonstitution. Den nye konstitution vil ikke kunne vinde en særlig legitimitet ud fra legitimitetens apori, eftersom også denne vil skulle forene kravet om radikal åbenhed og nødvendig lukkethed. Men pragmatisk set kan der være en gevinst i, at parter, der er enige om et problems eksistens, får mulighed for reelt at be- og udfordre hinanden.

I forhold til den konkrete case, altså diskussionen om, hvad der skal stilles op med klimaudfordringerne, kunne et sådant kriterie f.eks. være et ønske om at få en debat, hvor man ikke gensidigt maler hinanden op i hjørner, da en sådan tilgang umuliggør at forholde sig imødekommende over for modstandernes synspunkter. En diskursiv situation, hvor den ene part føler sig tvunget til at tænke de andre som onde eller dumme, og den anden part betragter de andre som uvorne unger, er næppe frugtbar for en håndtering af de udfordringer, som samtalen drejer sig om. Den diskursanalytiske bearbejdning af sådanne modstillinger kan således hjælpe med at opløse fastfrosne positioner og invitere til at lade diskussionen tage nye veje.

Anderledes formuleret: Den tavshedsfokuserede diskursanalyse begår i en vis forstand vold mod tavsheden ved at bringe den i tale. Det kan analysen kun, fordi den baserer sig på andre former for tavshed. I herværende sammenhæng har mit fokus på legitimitetsstrukturerne åbenlyst bragt en række andre relevante forhold til tavshed. Den demokratiske gevinst ved et sådant sisyfosarbejde er imidlertid, at eksisterende diskurser udfordres, således at aktørerne har sværere ved at fastholde hinanden i bestemte legitimeringsstrukturer.

Herved vinder vi dertil en bevidsthed om, at den demokratiske samtales værdi ikke kun skal vurderes på de faktisk fremførte ytringer, men nok så meget på de former for tavshed, som muliggør, at samtalen overhovedet kan komme i stand.

1.	Michel Foucault, Vidensarkæologien, overs. Mogens Chrom Jacobsen (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2005), 95–96.
2.	På dansk bl.a. beskrevet i Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips, Diskursanalyse som teori og metode. (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999).
3.	Se bl.a. Norman Fairclough, Discourse and Social Change (Cambridge, UK; Cambridge, MA: Polity Press, 1992); Norman Fairclough, Language and power, Third edition (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2015).
4.	Som den findes i Jacques Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, Incises (Paris: Galilée, 1997).
5.	Derrida, Adieu à Emmanuel Lévinas, 102.
6.	Jacques Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, i Lov og litteratur, red. Karen-Margrethe Simonsen, Helle Porsdam & Henrik Skov Nielsen, overs. Rolf Reitan (Aarhus Universitetsforlag, 2007), 226.
7.	Derrida, “Lovkraft – Autoritetens mystiske fundament”, 239.
8.	Jürgen Habermas, Jacques Derrida & Giovanna Borradori, Philosophy in a time of terror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003).
9.	I klassisk (Aristoteles-inspireret) retorisk teori ville man her givetvis tale om ethos.
10.	Norman Fairclough, Discourse and Social Change, 138–144.
11.	F.eks. talte Severn Cullis-Suzuki ved FN’s Rio topmøde i 1992, ligesom der også er visse paralleller til Malala Yousafzais tale ved FN i juli 2013.
12.	Pia Kjærsgaaard (@Pia_Kjaersgaard), Twitter, 24. maj 2019.
13.	Tale holdt ved FN’s “Climate Action Summit” i New York d. 23. september 2019. Citeret fra “Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit”, NPR, 23. september 2019.
14.	Julie Dalgas, “Pia Kjærsgaard i stormvejr efter tweet om Greta Thunberg: ‘Jeg bliver så træt af det belærende vrede barn’ ”, Berlingske, 30. december 2019.

Hadet og hemmeligheden bag de gyldne æg

Hans Erichsen · 10. maj. 2021

Den italienske filosof og sociolog Maurizio Lazzarato (f. 1955) er især kendt for sin tænkning vedrørende immaterielt arbejde, sine mikro- og makropolitiske gældsanalyser af det neoliberale akkumulationsregime og bogen Guerres et Capital (Krige og Kapital) skrevet i samarbejde med den franske filosof Eric Alliez, hvor de hudfletter kapitalens dubiøse og nødvendige omgang med krig og revolution. I sin nyeste bog, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution),¹Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9. stiller han skarpt på det moderne, kapitalistiske samfunds seneste neofascistiske udviklingstendenser. Lazzarato bevæger sig langt væk fra sin tidligere tænknings optimisme og lægger ikke fingre imellem, når han desillusioneret analyserer historiske tendenser og kritiserer nyere teoretiske udlægninger af ditto. I det følgende vil jeg prøve at udlægge Lazzaratos hovedærinde med bogen og se nærmere på nogle enkelte, udvalgte delargumenter.

Hadet er hemmeligheden

Titlen, Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution, er en iøjnefaldende antropomorf fremstilling af kapitalen som et obsternasigt subjekt, der lader til at have et problematisk udestående med alt og alle. Ordlyden slår en højstemt og yderst politiserende skrivestil an, som ved første læsning kan virke dels afskrækkende, dels barnlig. Men hvis man tager titlen for pålydende og ser bort fra det mulige efterslæb af skleroserende følgeslutninger, antropomorfismer rummer,²Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af … Continue reading så kan den måske motivere en mere systematisk fremstilling af den kapitalistiske økonomis politiske moment(er).

I sin senere og såkaldte “modne” kritik af den politiske økonomi finder vi også ved Karl Marx en fremstilling af kapitalen som et autonomt og automatisk subjekt,³Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169. der tilsyneladende udfolder sig frit fra ethvert forhindrende og genstridigt moment, som kunne begrænse dets driftige og grænseløse vækstdynamik.⁴MEW 23, 529. Kapitalen præsenteres her som en automatik, hvor værdiforøgelsen, dvs. skabelsen af profit, finder sted af sig selv. Kapitalen kommer derfor til at betegne værdiens selvvaloriserende dynamik, en kvantitativ forøgelse af den oprindelige værdi. Kapital er derfor ikke blot værdi, men betegner nærmere den bevægelse, hvormed værdi skaber merværdi. Kapital er altså hverken en vare eller penge, men betegner den umådelige og endeløse værdiforøgelses bevægelse. Alt er dog ikke sagt med denne automatik, og Marx’ kritiske projekt går i en vis udstrækning ud på at vise, hvad der ligger i denne kapitalens okkulte egenskab til at lægge gyldne æg. Hverken Marx eller Lazzarato stopper derfor ved kapitalens gennemtrængende afpolitisering af sin reproduktion, da dette ville udelukke kritikken og dermed ethvert alternativ og udviske strategiske linjer – der ville ikke længere være noget at aflede. Det gælder således for dem begge om at afdække, hvorfor værdiforøgelsen ikke kan finde sted i en glidende automatik. Kapitalen står ikke for en deterministisk økonomi i betydningen af en uformidlet, fatalistisk, objektiv struktursammenhæng (økonomisme);⁵Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min … Continue reading tværtimod er denne struktur rundet af og grundet i et levende og brændende had. Pointen med kritikken, både ved Marx og Lazzarato, kan derfor siges at være afdækningen af det, kapitalens flydende reproduktion brænder inde med, nemlig et knapt så stumt had, som med vold og magt holder revolutionen tilbage. Hadet er den vold, der muliggør og binder strukturen sammen, og står her for det kontingente og altså politiske konstitutionsmoment i det, der ellers ligner en i sten skrevet nødvendig og monologisk udviklingstendens.⁶Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24.

Ifølge Lazzarato hader kapitalen følgelig alle. Men hvorfor? Jo, kapitalen ville ikke hade alle, hvis den ikke netop var afhængig sit (umedgørlige) materielle naturgrundlag i skikkelse af jord og menneskekroppe. Var den ikke afhængig, kunne den for så vidt være ligeglad med alle. Men hadet peger altså på et væsentligt og dermed strukturelt afhængighedsforhold mellem kapitalen og eksistensen af et kontinuerligt grundlag (fortwährende Grundlage),⁷MEW 25, 630. kapitalen ikke selv kan sætte: jord og fuglefrie menneskekroppe.⁸MEW 23, 761. Dens omsiggribende og allestedsnærværende had slår på den måde over i et selvhad, som egentlig er resultatet af en radikal uformåenhed, der tyder på, at kapitalen et eller andet sted grundlæggende set er dødsangst. Hadet repræsenterer sådan en strukturel inkompatibilitet med egne mulighedsbetingelser – en systemisk uholdbar relation til dets materielle grundlag. Kapitalen løber sig en staver i livet ved at spænde dets materielle og finitte eksistensgrundlag for en idealistisk og infinit teleologi – en sund økonomi opretholdt ved 3% årlig vækst i BNP.

Denne inkompatibilitet får forskellige udtryk i og med det, Lazzarato kalder (neo)fascistiske udviklingstendenser.⁹Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt … Continue reading Disse tendenser peger på det, vi lidt misvisende har kaldet “hadet” i bestemt ental på dansk, som navn for det, Lazzarato beskriver som det, kapitalen hader (désteste), dvs. det, den gør. Kapitalen indstifter en relation til sine mulighedsbetingelser, som er præget af genstridighed i modsætning til gensidighed. Denne genstridighed skal med vold og magt afbøjes, så den fungerer i overensstemmelse med kapitalens kategoriske imperativ, dvs. skabelsen af profit. Denne afbøjning fremstår som neofascistiske måder at operationalisere genstridighed og modsætninger til kapitalens fordel. Et eksempel, Lazzarato ofte kommer ind på i sin bog, er, hvorledes udbredte nationalistiske forestillinger og fordomme, der fastlåser mennesker i overleverede adfærdsmønstre, som de ikke selv har valgt eller tilslutter sig, internt udgrænser dele af den modstandsdygtige klasse og således utilsigtet begrænser egne frihedsmuligheder til fordel for kapitalens vækstbetingelser. Lazzarato præsenterer hermed, hvordan kapitalens problemer i en vis forstand overvintrer i dets mulighedsbetingelser. Problemet forskydes, regningen efterlades: Det bliver de andre, det andet køn, dit lave selvværd, der frarøver dig mulighederne for et godt liv. Xenofobi, misogyni og selvhad kan ifølge Lazzarato forstås som kapitalens forskydende operationalisering af sin egen uformåen og sit selvdestruktive væsen. Man kan opsamlende formulere det sådan, at Lazzaratos formål med at præsentere kapitalens hadfulde væsen i al sin enkelhed går ud på at punktere forestillingen om økonomisk vækst som en fredelig, uskyldig og neutral udviklingstendens. Som vi skal se, står de neofascistiske tendenser ikke uden for eller i modsætning til den globale økonomis dynamik.

Fascisme eller revolution: en etik

Kapitalens had bruger Lazzarato først og fremmest til at opstille en etik. For at udfolde dette, giver det god mening at se nærmere på bogens undertitel: Fascisme ou révolution. Konjunktionen ou (“eller”) indbefatter en interessant dobbelttydighed, som er vigtig at fremhæve for bedre at kunne placere hadets betydning for Lazzarato og videre bestemme bogens argumenter. På dansk og fransk tildækker konjunktionen en underliggende dobbelthed, som ikke desto mindre kan fremhæves ved at påpege to mulige latinske oversættelser af “eller”: vel og aut … aut. Den første oversættelse, fascisme eller (vel) revolution, er konnektiv og identificerer det ene med det andet, og forskellen forvitrer. Den anden oversættelse, aut … aut, sætter en opposition og en eksklusion; den udgrænser to irreduktible (historiske) dynamikker: (enten) fascisme eller revolution.¹⁰Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]). De to latinske oversættelser af konjunktionen kan meget fint præsentere en fra Kierkegaards forfatterskab uendelig kendt forskel mellem det æstetiske (vel) og det etiske (aut … aut) enten-eller. En æstetisk slukøret udlægning af Lazzaratos konjunktion kunne lyde: “tager Du [revolutionen] op, faaer Du [fascisme], tager Du den ikke op, faaer Du ogsaa [fascisme], nu kan Du vælge!”¹¹Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156. Udlægges konjunktionen derimod etisk, betegner den “det Valg, hvorved man vælger [fascisme] og [revolution] eller udelukker dem.”¹²Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.

Undertitlens etiske islæt i kapitalens trend spiller på en kendt modstilling inden for marxistisk tænkning. Mest populær er nok Rosa Luxemburgs berømte Die Krise der Sozialdemokratie (eller Junius-Broschüre), udgivet under pseudonymet Junius i januar 1916, som hun skrev, mens hun sad fængslet i april 1915. Ifølge Luxemburg skulle Friedrich Engels engang have sagt: “Det borgerlige samfund står over for et dilemma: Enten overgang til socialisme eller tilbagefald i barbariet.”¹³Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og … Continue reading Modstillingen peger på et dilemma af politisk og etisk art – alt imens det også er en kold spand vand i hovedet på dem, som troede og håbede, at socialismen eller kommunismen fortrøstningsfuldt og utvivlsomt stod og bød nutidens undertrykte velkommen for enden af barbariet og fascismen. Ligesom Marx i december 1867 fremlagde det irske uafhængighedsspørgsmål som et spørgsmål om “ruin eller revolution”, så er konjunktionens funktion for Lazzarato netop at indskrive et genuint politisk valg og samtidig at anerkende valgets reelle asymmetri.

I Lazzaratos bog finder vi et klart etisk “eller”. Men det er på ingen måde et etisk valg, som kan træffes frit (“aus freien Stücken”).¹⁴MEW 8, 115. “Vi er allerede indlejret i en proces af praktiskpolitiske brud gennemtvunget af neofascistiske, sexistiske og racistiske bevægelser, som forekommer ufravigelig.”¹⁵CDM, 9. Alternativet “fascisme eller revolution” er et alternativ, men et asymmetrisk et af slagsen. Lazzaratos hovedærinde med bogen er således at præsentere hadet som en historisk dynamik, vi allerede er delagtige i, og dermed at den “etiske aktivitet”¹⁶CDM, 156. må begynde med destruktionen (pars destruens) af den igangværende fascistiske dynamik for på ny at kunne tænke bruddet og revolutionen (pars construens).

Vi lever i apokalyptiske tider: voldens glemsel

Lazzarato minder os stedse om, at vi lever i apokalyptiske tider. Dette skal forstås i bogstavelig forstand, og altså knapt så eskatologisk, som man måske har for vane at forestille sig, når man tænker på Coppolas klassiker eller andre perler som Waterworld – selvom Kevin Costner velsagtens kunne gå for en heroisk udgave af den spanske skulptør Isaac Cordals druknende verdensledere. Apokalyptisk skal her tolkes i lyset af dets græske ophav fra apokaluptein, der betyder at afdække eller at afsløre. Ifølge Lazzarato referer det apokalyptiske til afdækningen af den asymmetriske udvikling, nemlig at det hele går ad fascismen til. Dette er en kendt manøvre inden for marxistisk og kritisk teori, hvor krisetider netop betegner et interregnum, hvorfra et væld af morbide og fascistiske symptomer udspringer.¹⁷Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.

Det, Lazzarato kalder neoliberalismens kontrarevolution, består i en glemsel af praksisser og teorier, som er og var grundlæggende kapitalismekritiske. Succesen ved neoliberalismens tankeløse vidensamfund viser sig som en historieløs erindringskultur.¹⁸Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265. Lazzarato gør enormt meget ud af at understrege, ikke så meget glemslen, som den vold, denne glemsel er grundlagt på og virker igennem. Denne vold, som vi skal til at se nærmere på, er en videre udfoldelse af den vold og magt, vi så ved hadet, som vi har præsenteret ovenfor.

Når Lazzarato begrebsligt placerer volden i sin argumentation, er det ofte med henvisning til Benjamins berømte Til Kritikken af Volden fra 1921. Dette er et vigtigt moment i Lazzaratos argumentation, for, som han gentagende understreger, beskæftiger man sig nemlig ikke med den vold, som grundlægger (“la violence qui a fondé” eller “die rechtsetzende Gewalt”),¹⁹Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186. går man både praktisk og teoretisk galt i byen: 1) Man har kun blik for den voldskonserverende eller voldsopretholdende dynamik (“la violence qui conserve” eller “die rechtserhaltende Gewalt”) af økonomien, de repressive og ideologiske statsapparater, retten, la gouvernementalité osv.,²⁰Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber. hvormed kapitalen præsenteres som den moderniserende og innovative aktør bag socio-historiske udviklingstendenser. 2) Man glemmer dermed også den globale revolution og dens nederlag, som er globaliseringens oprindelse og årsag, dvs. globaliseringen som den globale kapitals modsvar på dette nederlag.

Hvordan skal eller kan vi begribe dette modsvar? Lazzarato går hertil i kødet på Michel Foucaults teoretiske mangler og blindgyder, når det drejer sig om at afdække neoliberalismens mørke, beskidte og blodige genealogi. Foucault har ifølge Lazzarato aldrig konfronteret sine begreber med virkelige, (makro)politiske processer, og dette er udtryk for, at Foucault ganske elegant udvisker en helt afgørende forudsætning: “Den regérlige og regerede subjektivitet kan kun produceres på betingelse af et mere eller mindre blodigt nederlag.”²¹CDM, 21.

Et andet grundlæggende argument for Lazzarato kan præsenteres kort og godt ved at citere Gilles Deleuze og Félix Guattari: “Der har aldrig været en liberal kapitalisme.”²²Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9. Dette kommer til udtryk gennem kritikken af de gængse opfattelser, at neoliberalismen skulle stå for netop dette, en liberal økonomi. Ifølge Lazzarato tror neoliberalismen og dens driftige tilhængere slet ikke på markedets “naturlige” funktionsdygtighed, men er tværtimod fuldt ud opmærksom på, at staten kontinuerligt må intervenere og således agere grundlag for de juridiske, finansielle og økonomiske “moderniseringer” – à la dem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forkølet men stædigt forsøger at gennemtrumfe.²³CDM, 22. Som den danske teoretiker Mikkel Bolt har bemærket flere steder, så kan den neoliberale statsinterventionisme, hvis man ser det fra den sociale reproduktions perspektiv, betragtes som en art trediveårskrig mod verdens befolkninger.²⁴Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.

Dette er, hvad Lazzarato igen og igen kalder den forudgående borgerkrig som disciplinens og “gouvernementalitetens” mulighedsbetingelser. I en vis forstand må de repressive statsapparater gøre tavlen ren, før de ideologiske apparater og selvdisciplineringen kan virke, som Lazzarato eksempelvis fremhæver med Latinamerika i begyndelsen af 70’erne: “Her fandt [de neoliberale ideologer] en gennem militærets repression martret subjektivitet”.²⁵CDM, 22. Lazzarato fremhæver eksempelvis yderligere i denne forbindelse det brasilianske præsidentvalg. Valget af Jair Messias Bolsonaro står som en radikalisering af den neofascistiske bølge og henviser sådan ifølge Lazzarato direkte til den neoliberalistiske fødselsakt i Chile, hvor Augusto Pinochets blodige statskup afsatte den demokratisk valgte Salvador Allende og indførte “retten til at massakrere de personer, som ikke underlagde sig det frie marked”.²⁶CDM, 22. Chile udgjorde således et levende laboratorium for Chicago-skolens driftige ideologer, i hvilket de kunne “eksperimentere på tusinder af militante kommunister og socialisters lig”.²⁷CDM, 20. Denne udvikling spredte sig også til andre latinamerikanske lande (Uruguay, Brasilien og Argentina), hvor Chicago-drengene²⁸“A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8). havde frie rammer til at reproducere den chilenske succes med at reducere lønninger massivt, skære sociale ydelser, privatisere skole‑, sundheds- og pensionssystemet etc. Neoliberalismens Chicago-drenge var dog ikke unikke mht. denne voldelige logik. Den tyske ordoliberalismes succes, hvor staten skabte “ordnede” rammer for markedsøkonomien,²⁹Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50. kunne ligeledes kun “virke” på baggrund af nazismens tilintetgørelse af den tyske subjektivitet.

Efterfølgende blev 70’ernes og 80’ernes neoliberale livtag ovenikøbet anerkendt og adopteret af verdensbanken og IMF under de såkaldte structural adjustment programs, som sørgede for at få Afrika, Sydøstasien og allersenest det Globale Nords tunge elever i klassen på bølgelængde med tidens krav.³⁰CDM, 20.

Nye fascismer

Lazzarato skriver, at de nye fascismer har opnået politisk hegemoni på to måder: 1) ved at bestræbe sig på at bryde med den neoliberalistiske business as usual, eliten eller “systemet”, og især 2) ved at udpege og bestemme immigranten, flygtningen og muslimen som fjenden. Racisme, fascisme og sexisme har gennemløbet nogle historiske forandringer, og det vil være mere end naivt at tro, at vi efter fyrre års neoliberalisme vil se en simpel gentagelse af mellemkrigstidens fascisme. Derfor udtrykker neofascismen også en dobbelt forandring af: 1) den historiske fascisme, og 2) organiseringen af den kontrarevolutionære vold. Den nye fascisme er nationalliberal mere end den historiske, som var nationalsocialistisk. Nu gælder det om at have en stat, der er stærk nok til at undertrykke minoriteter, fremmede, kriminelle osv., samtidig med, ligesom det var tilfældet med ordoliberalismen, at det indre marked skal prioriteres og konsolideres – det sidste forudsætter ifølge den neofascistiske dogmatik det første. Og hvad der historisk kom til udtryk som antisemitisme, har nu givet pladsen til en generaliseret og udpræget xenofobi, der centrerer sig omkring islam og migranter.

Hvor den historiske fascisme var en af den totale krigs aktualiserende modaliteter, så er det, vi ser i dag, nærmere en “krig mod befolkningen”.³¹CDM, 36. Som Lazzarato beskriver, så behøver neofascismen ikke engang at være direkte voldelig eller paramilitær, som den historiske var det, fordi, og her kommer den slukørede pessimisme atter til udtryk, der i løbet af de sidste årtier ikke har været revolutionære politiske bevægelser – hverken i USA, Europa, Latinamerika eller Asien – som for alvor har udfordret det neoliberalistiske samfunds og kapitalens eksistensgrundlag. Man kunne omvendt sige, at det klarer kapitalen foreløbigt bedst selv. Men hvis der er ét fællestræk ved den historiske og den nye fascisme, så er det, som Lazzarato skriver, “en grundlæggende selvdestruktion og et suicidalt begær, som kapitalen har forlenet dem med.”³²CDM, 37. Denne selvdestruktion, som følger af kapitalens produktion, deler den historiske og den nye fascisme med kapitalen.

Det kan være svært at gennemskue ud fra hvilken målestok, Lazzarato begriber nye fascistiske bølgers udvikling: På den ene side har vi Erdogan og Bolsonaro, på den anden side har vi de europæiske neofascismer, og så har vi Trump derimellem. Men én ting er dog sikkert, og det er, at de historiske fascismer ifølge Lazzarato på ingen måde ophævede eller tæmmede kapitalens modsætninger, tværtimod så accelererede og intensiverede de dem og skubbede således verden i retning mod Anden Verdenskrig. Lazzarato nævner Trump, som destabiliserede den neoliberale kapitalisme ved at accelerere dereguleringen af finanssektoren, forstærkede de amerikanske virksomheders konkurrencemonopol og sænkede skatterne, alt imens dette blev præsenteret som en farbar måde at beskytte ofrene (her den hvide arbejderklasse) fra selv samme deregulering og monopol.³³CDM, 37.

Lazzarato bruger en del tid på at tydeliggøre, i hvilken udstrækning fascismens genkomst har sine rødder i neoliberalismens begyndelse (hvor fascismen i Latinamerika omvendt var neoliberalismens udgangspunkt og grundlag), som fandt sted, da fordismens løn-produktivitets-kompromis løb ind i en akkumulationskrise og en ny international arbejdsdeling krævede andre former for kontrol og repression. Lazzarato insisterer her på at fremhæve et socioøkonomisk perspektiv, som tænkere som Foucault ikke fanger, men blot lader stå til med at indskrive fascismen som en mulighed i den moderne stat. Hermed glemmes det ifølge Lazzarato, hvordan fascismen stikker næsen frem afhængigt af kapitalens globale manøvredygtighed og relation til nationalstaternes håndtering af akkumulationens dynamik.³⁴CDM, 40.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, hvordan fascismen dog aldrig har været en forhindring for kapitalen. Eksempelvis bibeholdt det fascistiske Italien et godt forhold til Wall Street, og en af neoliberalismens hovedideologer, Friedrich Hayek, mente yderligere, at et “liberalt diktatur” var at foretrække frem for et “demokrati uden liberalisme”.³⁵CDM, 35. Hayek legitimerede Pinochets diktatur med reference til, at det ophævede en masse politiske friheder, men til gengæld skabte et væld af personlige friheder – såsom den økonomiske frihed til at købe og sælge, drive virksomhed, lave finansielle investeringer, spekulere og foretage pengepolitiske plyndringer. Nationalismen og xenofobien, der kendetegner fascismen, udgør således kun en marginal bekymring i forhold til den globaliserede, kapitalistiske økonomis ve og vel. Som bekendt udtalte både Herbert Hoover, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill sig meget favorabelt om Mussolini,³⁶“The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016. fordi han kunne genetablere orden og modernisere industrien og landet, samt inddæmme faren fra bolsjevikkerne.

Borgerkrigens logik: “Døden er ikke en fejl. Den er en del af systemet”³⁷Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020).

Udgør den rets-grundlæggende vold ikke en integreret del af teorien, ender man altså med at konstruere et pacificeret magtbegreb, sådan som det ifølge Lazzarato var tilfældet med Foucault. Et pacificeret magtbegreb kommer så at sige for sent, da det begriber volden som en allerede i statsapparatet og dets institutioners inkorporeret automatik, der virker gennem en art soft violence – eller som Foucault skrev i midten af 70’erne: “une sorte de guerre silencieuse.”³⁸Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16. Lazzarato mener ikke, at den rets-grundlæggende vold er blevet absorberet, udryddet eller forflyttet af økonomien, loven eller demokratiets glidende maskineri, tværtimod; Lazzarato bestræber sig på at udgrave borgerkrigens logik som den vold, neoliberalismen er grundlagt på. Krig skal her læses som endnu en differentiering og eksplicitering af hadet. I denne forbindelse præsenteres krig som klassedominansens og “regérbarhedens” forudsætninger, eller med den fransk-brasilianske sociolog og filosof Michael Löwys ord: “Den dominerende klasses herredømme [pouvoir] er ikke blot et resultat af dets økonomiske og politiske magt [force], eller ejendommens distribution, eller det produktive systems transformation: Klassens herredømme forudsætter altid en historisk triumf i kampen mod de subalterne klasser.”³⁹Citeret i CDM, 19 (min oversættelse). Argumentet sætter fokus på den vold, der er forudsætningen for, at “business” kan fortsætte “as usual” – forudsætningen er her det, man kunne kalde “den klassesættende vold”. Den kapitalistiske økonomis stumme tvang, der begyndte med et brag af en frigørelse.

Den her omtalte borgerkrig kan føres på forskellige måder, men én ting er sikkert: Kapitalen sejrede i det 20. århundrede og transformerede taberne om til “regerbare” subjekter. Det er vigtigt at forstå, at det nuværende akkumulationsregime, som domineres af finanskapitalen, og hvor relationen ven/fjende er skiftet ud med regerende/regerede, ganske vist ligner en fredstid, men i realiteten er det en fortsættelse af krigen med andre midler. Krigen hørte aldrig op, dens intensitet blev blot moduleret.⁴⁰CDM, 65.

Borgerkrigens logik afdækkes i de apokalyptiske tider, vi lever i – de neofascistiske tendenser udfordrer forholdet mellem vold og institution, krig og gouvernementalitet, sådan som det eksempelvis ses med retsstatens og undtagelsestilstandens sammensmeltning. De neofascistiske tendenser viser, at der bag økonomiske, sociale og institutionelle såkaldte “innovationer” gemmer sig et klassehad og et voldeligt, strategisk sammenstød.

“Alting forandres mens revolutionen planlægges”⁴¹Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).

Dette er fascismen på den ene side, men hvordan står det så til med revolutionen, når vi læser Lazzarato? Læser man de forskellige opstande, som finder sted verden over, og som i mere eller mindre grad har et systemkritisk og altså anti-kapitalistisk islæt, i et internationalistisk perspektiv – eller med de “verdensrevolutionære” briller – kan det virke, som indtager man en yderst prætentiøs eller hallucinerende position, eftersom disse bevægelser langtfra udgør en samlet opposition mod kapitalen og, hvad værre er, slet ikke udgør en nævneværdig trussel mod den private ejendom.

Fra revolutionens perspektiv forsøger Lazzarato med endnu en benjaminsk tankefigur at redde den revolutionære position ved først at begribe de revolutionære bevægelsers historiske nederlag i 60’erne og, endnu vigtigere, derefter ikke at begribe disse nederlag som irreversibelt overståede, men som endnu-ikke-realiserede muligheder, hvis eksistens titter frem i farens øjeblik – her forstås i de apokalyptiske tider.

Lazzarato er meget interesseret i tiden omkring 60’erne som et vigtigt moment for de revolutionære bevægelser, fordi 60’ernes helt store udfordring, som også ledte til nederlaget, var konstruktionen af en anden revolutionær model end den, som blev åbnet med den russiske revolution i 1917.⁴²CDM, 163. Den leninistiske model forstod revolutionen som noget, der skulle virkeliggøres. Arbejderklassen var det historiske subjekt, som allerede var i besiddelse af midlerne til afskaffelsen af kapitalismen og således midlerne til kommunismens virkeliggørelse. Den berømte passage fra arbejderklassen “i sig” til en klasse “for sig” skulle virkeliggøres gennem en bevidstgørelse og magtovertagelse dirigeret og organiseret af et eksternt virkende avantgarde-parti.

Modsat den leninistiske model har den revolutionære bevægelse siden 60’erne taget form af en begivenhed. Det politiske og historiske subjekt er ikke på forhånd bestemt som en sådan klasse, det rummer ikke a priori en politisk essens, som skal virkeliggøres; men subjekter er som politiske subjekter uforudsigelige. Der er således et skift i at tænke det politiske subjekt fra at inkarnere og være bærer af en historisk nødvendighed, til at subjektet nu står for det politiske sammenstøds kontingens. Denne kontingens er karakteriseret ved at være et brud i et radikalt her og nu og har ikke et andet program end afvisningen af at blive regeret. Bruddet er destruktivt og altså ikke konstruktivt, der bliver ikke udkastet fromme forjættelser om en fremtidig retfærdighed og tilkommende demokrati.⁴³Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor … Continue reading

På trods af det revolutionære bruds kontingens har disse bevægelser dog årsager og forskellige målsætninger. De Gule Veste i Frankrig, som Lazzarato ofte refererer til, har forstået, at forholdet mellem produktion og cirkulation har ændret sig. Produktionen i Det Globale Nord er langt mindre arbejderintensiv end før 60’erne, mens cirkulationen af penge, varer, mennesker og information indtager en mere afgørende rolle. Dette kan ses ved, at det ikke længere er fabrikkerne, der besættes, men rundkørslerne. Uforudsigeligheden ved nutidens bevægelser må dermed ikke romantiseres eller idealiseres i den forstand, at de opstår ud af ingenting. Lazzarato gør meget ud af at understrege, at bevægelserne altid er indlejret i og konfronteret med profitten, ejendommen og formuens grunde. Bevægelserne underminerer således kapitalens hegemoni, men konfronteres hurtigt med dens repressive statsapparater. Den massive modstand, som disse bevægelser møder, så snart de artikuleres og praktiseres, peger for Lazzarato på, at revolutionære bevægelser først og fremmest har et destruktivt arbejde foran sig.

Venstrepopulisme er populisme

Lazzarato er meget radikal i sin analyse af bevægelsernes destruktive arbejde, og han afviser derfor også nyere tendenser i retning ad venstrepopulistiske teoridannelser og praksisser. Den omstændighed, at revolutionære bevægelser fortsat eksperimenterer uden at kunne artikulere egentlige strategier for afviklingen af det moderne kapitalistiske samfund, kan ikke medieres af en venstrepopulistisk forestilling om, at magtens plads i et demokrati er tom, sådan som den franske filosof Claude Lefort ellers hævder.⁴⁴Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70. Lazzarato skriver derimod, at denne forestilling er blevet grundigt dementeret siden 70’erne, og at denne magtens plads “er okkuperet af den egentlige suveræn, som er kapitalen.”⁴⁵CDM, 85. Venstrepopulismen prøver derfor at puste liv i noget, som ikke eksisterer, nemlig et demokrati, der gennemfører folkets “ordrer” og ikke kapitalen og den private ejendoms. For Lazzarato er venstrepopulisterne (anført af Chantal Mouffe og Ernesto Laclau) reaktionære og mildest talt anakronistiske – især hvis man tager 60’ernes revolutionære bevægelser i betragtning og hvorledes disse gjorde op med uheldige begreber og forestillinger om “den karismatiske leder”, “partiets transcendente position”, “uddelegeringen af repræsentanter”, “det liberale demokrati” og “folket”. Venstrepopulismen umuliggør en erkendelse af “fjenden”,⁴⁶I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”. som Lazzarato præsenterer det, fordi venstrepopulisterne kategoriserer på en moraliserende og konspiratorisk måde, og placerer ydermere kapitalens agens i hænderne på en mindre finansiel elite. Denne forklaringsmodel finder man også igen og igen i det franske parti La France Insoumise, hvor lederen, Jean-Luc Mélenchon, placerer årsagerne til alverdens problemer ved den finansielle elite, som i øvrigt er en “unaturlig overbygning” på den realproduktion, vi kendte den gennem Les Trente Glourieuses. Venstrepopulismen er ikke en mulig strategi for, hvordan vi kommer ud af denne politiske ørken, som har været domineret af halvtreds års neoliberal kontrarevolution.⁴⁷CDM, 24.

“Uden borgerkrig og fascisme, uden ‘kreative destruktioner’, ingen omstrukturering af de økonomiske, juridiske, statslige og regeringsmæssige dispositiver.”⁴⁸CDM, 25. Det er dette, Lazzarato anklager de pacificerede teorier (Foucault, Luc Boltanski og Ève Chiapello) for at glemme, neoliberalismen og globaliseringens fascistiske rødder; de glemmer og udvisker den militær-politiske sejr, som er det beståendes mulighedsbetingelse. Lazzarato understreger her endnu engang, at krig, dvs. den voldelige sejr over de subalterne klasser, ganske som penge, produktion, værdi, etc., er en konstitutiv del af kapitaldefinitionen.

Til revolutionær orientering

For Lazzarato er det dog slet ikke oplagt, hvordan bevægelser efter 2011 bør orientere sig. Tag eksempelvis igen De Gule Veste. Her er det ifølge Lazzarato ikke længere muligt for et “udefrakommende” parti at tage teten videre og vise, hvad der må gøres og hvordan, sådan som bolsjevikkerne gjorde mellem februar og oktober i 1917. Politiseringen af De Gule Veste-bevægelsen må finde sted indefra, og dette “inde” udgøres bl.a. af bevægelsens viden, erfaring og forskellige perspektiver. De Gule Veste er ikke revolutionære i en systemkritisk forstand; de kan hverken repræsentere proletariatet eller kritisere det kapitalistiske maskineris herredømme i sin helhed. Lazzarato er derimod ude efter en bevægelse som har et internationalt tilsnit, fordi den interne kolonisering af det globale nord, hvormed vi ser en periferialisering af centrum (bl.a. i skikkelse af misrøgtelsen af større, europæiske lande og byers randområder),⁴⁹”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91. væsentligt er forbundet med den internationale arbejdsdeling og udbytning af jordens ressourcer – menneskelige som ikke-menneskelige. Dette har De Gule Veste ikke; de er hverken tilstrækkeligt radikale eller internationale.

I kølvandet af 2011 har bevægelserne været revolutionære med hensyn til mobiliseringens former, eksempelvis har de været territorialt nytænkende i form af besættelser, temporalt nytænkende i forhold til konfrontationernes timing, radikalt demokratiske og fleksible i deres måde at organisere sig på, afvisende over for repræsentation og ledere samt centralisering og totalisering gennem et parti, etc. Men bevægelserne har været reformistiske med hensyn til de stillede krav og definitionen af fjenden. Eksempelvis har man fjernet Mubarak uden dog at ændre ved magtsystemet, og man har koncentreret sin kritik omkring Macron, på trods af at han blot er en komponent i kapitalens maskine. Bevægelsernes efemere brud medfører ingen nævneværdige forandringer i magten og ejendomsforholdenes organisering. Ifølge Lazzarato er udfordringen for alle bevægelser det, som 68 med al tydelighed bragte for dagen, nemlig at hvis den sociale revolution udgrænses fra den politiske revolution (hermed mener Lazzarato kapitalismens afvikling), så er det intet problem for den kapitalistiske maskine at integrere den sociale revolution som en ny ressource til kapitalakkumulation.

Det er ikke, fordi vi mangler eksempler på nødvendigheden af en international bevægelse, ej heller betingelserne – som Lazzarato nævner, er de “neo-koloniserede” migranter et legemliggjort eksempel på en sådan nødvendighed. Ligeledes må en ny internationale adressere racisme og sexisme som spillende en afgørende rolle for både det sociales reproduktion og distributionen af funktioner og sociale roller. En ny internationale kan derfor ikke nøjes med at have “det sociale spørgsmål” som den akse, hvoromkring den drejer, men må også have en kritik af seksuel og racemæssig diskrimination som en essentiel del. Kapitalen skal således konciperes som en global og social maskine, der ikke stopper, hvor produktionsbåndet ender.

Nederlaget gentaget

Kapital er som sagt ikke “økonomien” i snæver forstand, men væsentligt magt, et politisk projekt, en strategi af politiske konfrontationer, en svoren fjende af politiske revolutioner udført af kapitalens “slaver” (arbejdere, fattige, kvinder, koloniserede). Kapitalen er på trods af sin omsiggribende dynamik ikke “kosmopolitisk”, dens deterritorialisering, dvs. tilsyneladende ophævelse af og abstrakte forhold til territorier og grænser er helt igennem relativ. Selvfølgelig bestræber kapitalen sig konstant på at udvikle dets produktivkræfter, men kun for så vidt, det kan skabe profit. Lazzaratos argument er, at profitmotivet gennemtvinger kapitalens reterritorialisering, dvs. at profitmaksimering nødvendigvis må finde sted via nationalstaten, racismen, sexismen og væsentligt gennem krige og fascisme, der er de eneste medieringer, som effektivt er i stand til politisk at garantere den fortsatte af ekspropriation (af mennesker) og plyndring (af jorden). Det er naivt at tro, at økonomiens, juraens og teknologiens immanente funktionsmåde underordner produktivkræfterne profitmotivet. Uden stat, uden krig, uden racisme, uden fascisme: ingen profit. Sejren over de subalterne klasser gælder ikke én gang for alle, men må stedse gentages og reproduceres.

1.	Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9.
2.	Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af Ethica, hvor han meget nonchalant afviser at gå antropomorfismerne efter i sømmene: “Alle, som har kontempleret en smule over guds natur, benægter, at gud er kropslig” (Baruch Spinoza, Ethik in geometrischer Ordnung, Felix Meiner Verlag, 2010, 33 – min oversættelse).
3.	Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169.
4.	MEW 23, 529.
5.	Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min oversættelse). Man kunne her gentage Max Horkheimers spidsfindige præsentation af problemet: “Økonomismen, som den kritiske teori [og Marx’ tænkning] mange steder reduceres til […], består ikke i at tage økonomien for seriøst, men deri at man forstår den for snævert” (Max Horkheimer, “Traditionelle und kritische Theorie”, i Max Horkheimer Gesammelte Schriften Band 4 Schriften 1936–1941, red. A. Schmidt (Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag), 162–225 – min oversættelse).
6.	Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24.
7.	MEW 25, 630.
8.	MEW 23, 761.
9.	Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt klart for læseren af denne bog, at betegnelsen “fascisme” tjener et analytisk og filosofisk formål til at tydeliggøre nogle konkrete historiske udviklingstendenser i et kritisk vokabular. For en god og kort overvejelse omkring brugen af “fascisme” som hhv. retorisk eller historie-analytisk betegner jf. Mikkel Bolt, “Ny fascisme”, i Trumps Kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 51–64, og Enzo Traverso m.fl., Fascisme (Nebula & Antipyrine, 2020).
10.	Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]).
11.	Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156.
12.	Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.
13.	Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og anti-stalinistiske gruppe og journal, Socialisme ou Barbarie, vandt alternativet også indpas. Ligeledes pointerede den franske marxist Guy Debord i 1971, at alternativet mellem revolution og død var det 20. århundredes videnskabelige tænknings sidste ord (La Planète Malade (Gallimard, 2004)). I Danmark findes et lignende alternativ reformistisk udtrykt i Staunings politiske kampagne: STAUNING ELLER KAOS.
14.	MEW 8, 115.
15.	CDM, 9.
16.	CDM, 156.
17.	Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.
18.	Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265.
19.	Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186.
20.	Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber.
21.	CDM, 21.
22.	Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9.
23.	CDM, 22.
24.	Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.
25.	CDM, 22.
26.	CDM, 22.
27.	CDM, 20.
28.	“A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8).
29.	Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50.
30.	CDM, 20.
31.	CDM, 36.
32.	CDM, 37.
33.	CDM, 37.
34.	CDM, 40.
35.	CDM, 35.
36.	“The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016.
37.	Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020).
38.	Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16.
39.	Citeret i CDM, 19 (min oversættelse).
40.	CDM, 65.
41.	Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).
42.	CDM, 163.
43.	Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor han skriver: “Marx sagde, at revolutionerne er verdenshistoriens lokomotiver. Men måske forholder det sig ganske anderledes. Måske er revolutionerne de i disse toge rejsende slægters greb efter nødbremsen” (Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Erster Band, Dritter Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1974), 1232).
44.	Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70.
45.	CDM, 85.
46.	I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”.
47.	CDM, 24.
48.	CDM, 25.
49.	”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91.

Vir­ke­lig­he­den ven­der til­ba­ge

Afgrunds­blik­ket

Den knyt­te­de næve

Mel­lem poli­tik og poli­ti

Demo­kra­tiets to ansig­ter

Sam­fun­dets umu­lig­hed

Sam­fun­dets nød­ven­dig­hed

Rea­li­se­rin­gen af sam­fun­dets løf­ter

Arbej­der eller pro­le­tar?

Kam­pen mod den stum­me tvang

Den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des grund­struk­tur og spørgs­må­let om det histo­ri­ske

Kapi­ta­lis­me og biopo­li­tik?

Ska­bel­sen af mar­keds­af­hæn­gig­hed

Opmærk­som­heds­spe­ku­lan­ter som sand­he­dens dom­me­re – en demo­kra­tisk dysto­pi

De demo­kra­ti­ske ide­a­ler møder mar­kedskræf­ter­ne

Mini­ste­ri­et uden sand­hed

Sape­re aude!

Mar­keds- og pla­naf­hæn­gig­hed

At leve uden om mar­ke­det

Stum koor­di­na­tion

Sta­ten som sam­fund­s­plan­læg­ger

Mod­vir­ken­de ten­den­ser

Jag­ten på andres pro­fit

Teo­ri­en og den rode­de vir­ke­lig­hed

Hvor­for er det kvin­der, der befol­ker det sted uden­for?

Løn­ar­bej­de og kapi­tal og hie­rar­ki­et mel­lem køn­ne­ne

Den glo­ba­le kapi­ta­lis­me og kvin­der i Syd

Den pro­duk­ti­ve tavs­hed

Legi­ti­mi­tet: Om at hin­dre den anden i at eli­mi­ne­re os selv

Ret­fær­dig­he­den som en umu­lig afgø­rel­se

Ope­ra­tio­na­li­se­ret reflek­sion over nor­mer for legi­ti­mi­tet

Thunberg ver­sus Kjær­s­gaard

Tavs­he­den som en apo­re­tisk kon­sti­tu­tiv og kri­tisk impuls

Hadet er hem­me­lig­he­den

Fascis­me eller revo­lu­tion: en etik

Vi lever i apo­ka­lyp­ti­ske tider: vol­dens glem­sel

Nye fascis­mer

Ven­strepo­pulis­me er populis­me

Til revo­lu­tio­nær ori­en­te­ring

Neder­la­get gen­ta­get