I fremtiden er der ingen, der kommer til at sige, at de ikke vidste det. Altså, at den nuværende verdensorden ikke var holdbar i længden, og at noget andet nødvendigvis måtte komme til at erstatte den. Grænseløs vækst på en planet med begrænsede ressourcer er en åbenlys umulighed. Dem, der siger andet, ved, at de lyver. Ingen tror på, at deres regering når deres klimamål. Hverken i 2030 eller i 2050. Vi diskuterer blot, som om vi tror på det. For vi har intet reelt alternativ.
Verden er et ubarmhjertigt sted styret af psykopater.1Eller måske er det bare 10 %. Sanne Udsen, Psykopater i jakkesæt. Når chefen er psykopat (Lindhardt & Ringhof, 2006), 76. Er du i tvivl, så tænd for din computer og stream hitserien Succesion, en fiktionalisering af virkelighedens arvestridigheder i mediemogulernes verden. Eller tænd for en konkurrerende streamingtjeneste og se White Lotus, en krimiserie, der helt en passant danner et billede af de skæve klasseforhold mellem de nydende og de tjenende.
Den umedierede kapitalismekritik findes ikke længere kun i modkulturens andenrangs sci-fi eller folk-ballader, men promoveres nu af de største mediekonglomerater. “Advokater er der kun for eliten”, synger P3 Guld-vinderen Tobias Rahim, mens Sony Music griner hele vejen ned til banken. Peak capitalism. Særligt modstanden mod den bestående absurditet skal kapitaliseres. Og mens velfærdsstatens sidste bastioner omsluttes af markedets syge logik, bliver det umuligt at forestille sig en verden, hvor kapitalisterne ikke er Batman-skurke-lignende karikaturer af sig selv, narcissistisk opslugt af eget selvbillede i højthævede superpalæer, mens de lægger planer om rumkolonialiseringer og cagefights.
Kunne man tidligere i offentligheden tale om de store selskaber som spillende en opbyggende rolle, havende interesser, der stemte mere eller mindre overens med den offentlige agenda, er det nu umuligt at hævde uden at vække latter. Ordet kapitalisme er ikke længere tabu2Ulrikke Herrmann, Kapitalismens afslutning. Hvorfor vækst forværrer klimakrisen – og hvordan vi skal leve i fremtiden (Lindhardt og Ringhof, 2023), 19. – og det er ikke et positivt ladet udtryk i den herskende diskurs.3En YouGov-meningsmåling fra 2015 viste, at 64% af briterne mener, at kapitalismen er unfair. Selv i USA er det 55%. I Tyskland 77%. En undersøgelse fra 2020 udført af Edelman Trust Barometer viste, at et flertal i verden (56%) var enige i udsagnet “Kapitalismen gør mere skade end gavn”. Jason Hickel, Less is More. How Degrowth Will Save … Continue reading
Det betyder, at der nu, generelt, offentligt, kan sættes ord på, at vi udmærket er klar over, hvor fucked ikke blot samfundet, men vi personligt sammen med det er. Det gør sig endda gældende for det beståendes ministre, der tunge om hjertet beklager den syge kapitalisme.4Mette Frederiksen, “Kapitalismen er blevet syg”, Politiken, 29. januar 2017; Peter Hummelgaard, Den syge kapitalisme (Gyldendal, 2018). Det værste er, at vi, sammen med ministrene, udmærket er klar over, at det er os, vores livsstil, der sender os ud over kanten. Vi synes, det er forkert. Men vi gør det stadigvæk.5Slavoj Žižek, The Sublime Object of Ideology (Verso, 2008), 30.
Væmmelsen ved vores handlinger, den pseudorealistiske ideologi, der har fået det fine navn kapitalistisk realisme,6Mark Fisher, Capitalist Realism. Is there no Alternative? (Zero Books, 2008), 2. får os til at opleve, at der ikke er noget alternativ til det nuværende, den blokerer et hvert udsyn for en anden udvikling; blokerer muligheden for, at et alternativ måske ligger lige for næsen af os.
Der er intet håb. Ingen tro på, at vi kan bryde fri af undergangens spiral. Kritik, ja. Men ingen sammenhængende vision. Ingen drøm for fremtiden. Ingen idé, der binder kritikken sammen og stiller noget i det kritiseredes sted. Hvad vi mangler i denne ideologiløse tid, er ideologisk retning, ikke forstået som et moralsk kompas, der viser, hvad der er rigtigt og forkert, men netop den type storfortælling, som postmodernisterne rebellerede imod.7Mest tydeligt hos Jean-François Lyotard, The Postmodern Condition: A report on Knowledge (Manchester university press, 1986); og når det gælder socialismen, hos Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy (Verso, 2014).
Det er den storfortælling – modfortælling – som vi skylder os selv. Den er forudsætningen for, at vi kan tænke i andet end smålige reformer eller usandsynlig individuel forbrugsmæssig tilbageholdenhed.
Vores kritikpunkter af det nuværende samfund, fra dets udryddelse af dyrearter til dets kommercialisering af vores følelsesmæssige relationer, er alle skygger af den kommende modfortælling. De løsningsforslag, der løsrevet eksisterer, er byggesten til en mulig nyordning af vores relation til natur og mennesker, der ikke baserer sig på blind udbytning og udnyttelse.
Det er sammenhængen, der mangler. For den frygtsomhed, der kendetegner vores samtid, er jo netop, at vi løsrevet kan pege på så meget, der kunne være åbenlyse løsninger på enkeltproblemer, som vi dog må sande hænger sammen med alt det andet lort og derfor ender uløseligt som endnu en kompleksitet til problembunken.
Men det er i kompleksiteten og sammenhængen, at svaret findes. Forudsætningen for, at vi kan nyordne byggestenene, give kendte brikker mening på en ny måde, vise hvordan initiativer fra menneske til menneske i det nuværende samfund kan udbygges og på sigt kan erstatte nogle af de institutioner, vi er afhængige af i dag – det er, at løsningerne muliggør hinanden.
Algoritmer, der forkorter vores koncentrationsevne, kunne i stedet bruges i undervisning, der øger frem for at formindske forståelsen. Sociale medier, der underminerer vores selvværd, kunne være organiseringsværktøjer brugt til empowerment. Den grønne omstillings forbrugsmæssige afsavn kunne hjælpe os med at ryste forbrugerismen af os og i stedet for produkternes fetichkarakter få os til at dyrke mellemmenneskelige relationer.
Trods gentagede dogmer om, at fremtidens komponister skal komponere fremtidens musik, fremtidens kokke lave fremtidens mad, og at der ikke eksisterer blueprints til denne fremtid,8Enhedslisten, Enhedslistens principprogram: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede (Enhedslisten, 2012), 27. så er det netop den slags byggeplaner, vi har brug for, hvis en alternativ mulighed skal kunne præsenteres. Vi skal turde gennemtænke vores egne løsningsforslag og turde forestille os, hvordan de ville se ud i storskala. Selvfølgelig med den nødvendige, ydmyge forståelse for, at skrivebordsgeneralernes planer aldrig bliver virkelighed – at samfundsforandring foregår i samfundet og ikke på papiret. Men også med en forståelse for, at forandringer ikke sker spontant.
Modfortællingen
Kan vi forestille os en fremtid, der ikke er en dystopi? Alene det er et nybrud. Kritikken af det bestående er kimen til, at vi kan forestille os noget nyt. Brostenene, der belægger den vej, vi skal gå. Det er netop vores opgave at finde vejen derhen, og det er lige meget hvilken vej vi vælger, hvis ikke vi ved, hvor vi vil hen – som Cheshire-katten gør Alice opmærksom på ved skillevejen i eventyrland.
Så lad os dykke ned i kaninhullet ved at fokusere på et aspekt af vores mulige fremtid, den infrastruktur, der kan gøre et alternativ til virkelighed. Udgangspunktet her er, at vi skal fremad, gennem kapitalismen. Udnytte de landvindinger, den har gjort. Vende algoritmerne til vores fordel og gøre os selv til andet end robotternes vedhæng. Vi skal turde bringe planøkonomien tilbage i samtalen. Algoritmens eneste logiske slutpunkt. Og i øvrigt den eneste måde at forestille sig en behovsstyret økonomi. Og vi skal give den dynamik. Kapitalismen har, som vi ved, sin drivkraft i den umættelige akkumulationstrang. Højere, større, dyrere, uden skelen til de langsigtede konsekvenser.
Vores alternativ skal nødvendigvis præsenteres som et system, der i sig selv bærer en lignende udviklingstrang. En demokratisk drivkraft til gennem selvstyret at ville forbedre menneskers liv. I de forskellige interessers møde i den demokratiske arena, hvor ingen af dem kan definere hinanden fuldkomment, men kompromisets væsen sørger for, at det nogle gange er den ene, nogle gange den anden, der får sine behov opfyldt. En nægtelse af andres behov, der i kombination med ændrede forhold i både styrke og kontekst får dem til at forsøge nye kompromisser. Demokrati som det styrende princip i samfundet, ikke kun ud fra en etisk overvejelse, men ud fra overvejelser om, hvad der kan erstatte konkurrencen som samfundsmæssig drivkraft.
Overgangen fra pengemagt til folkemagt er selvfølgelig kun forudsætningen for den nødvendige revolution af de sociale forhold. Dermed er demokratiet både endemålet, midlet hvorigennem isolerede individer kan finde deres fælles behov, men også vejen, som vi samfundsmæssigt må følge. Men hvilket demokrati?
Socialt demokrati
Nutidens radikale fremsætter de samme paroler som fra hundrede år siden: otte timers arbejdsdag, retten til at organisere sig, retten til at bestemme over egen krop. Derved er mange af de grundlæggende diskussioner kommet op til overfladen igen. Frem for at være henvist rollen som velfærdsstatens sidste forsvarer, begynder venstrefløjen igen at spørge sig selv om, hvad dens eget projekt er.
Teoretikerne har deres bud, men mangler modet politisk til at tro på radikaliteten af den demokratiske idé. I stedet øjnes muligheden for nu, endeligt, at kunne fravriste socialdemokratierne den socialdemokratiske arv. Men i hastværket glemmer man at spørge, hvad det er, det sociale demokrati, den socialdemokratiske idé, hviler på, og hengiver sig i stedet til genfremsættelse af fortidens forslag. Således også i Danmark, hvor Pelle Dragsted med Nordisk socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi forsøger at give sit bud på, hvordan en moderne demokratisk forankret socialisme kan se ud i det 21. århundrede. Men uden en reel definition af, hvad der menes med demokrati, når vi ingen vegne.9Reinout Bosch & Christian Gorm Hansen, Kritik af Nordisk socialisme – En aftegning af den gradualistiske position (Solidaritet, 2022). I stedet overtager forfatteren den herskende diskurs om demokratiet. En realisme, der tager udgangspunkt i den verden, vi kender.10I forlængelse af Georg Lukács, History and Class Consciousness. Studies in Marxist Dialectics (MIT press, 1971), 203. Han tager udgangspunkt i det parlamentariske system og forsvarer dermed den styreform, der legitimerer det åbenlyst uretfærdige økonomiske system, vi lever under.
Her må der startes. For hvordan ser en vision ud, der som der som sit udgangspunkt ikke tager det herskende abstrakte demokratibegreb, men i stedet forsøger at tage udgangspunkt i den historiske demokratiopfattelse, der er fremvokset sammen med arbejderbevægelsen. Et demokratibegreb, der er “radikalt […] forstået som ikke at være bange for resultaterne, det bringer med sig”.11Karl Marx, “Marx brev til Ruge”, personlig kommunikation, september 1843, Marx-Engels-Gesamtausgabe III/1, 55.
Den marxistiske sociologis grand old man Erik Olin Wright (1947–2019) skelner i sin sidste bog How to be an anticapitalist in the Twenty-First Century mellem tre mulige former for moderne produktionsmåder: en kapitalistisk, hvor den økonomiske magt er herskende (den kender vi jo), en statsbaseret, hvor staten dominerer (læs: Sovjetunionen og østblokken), og en mulig tredje, hvor social magt udtrykt gennem demokratiske institutioner er herskende, og han konkluderer, at “en økonomi er socialistisk i det omfang, at social magt dominerer statsmagt og økonomisk magt.”
Det er en idé, som Gramsci foregreb, da han forestillede sig, at statens undertrykkende elementer ville visne gradvist bort, mens stadigt mere selvbevidste elementer af det regulerede samfund ville træde frem.12Antonio Gramsci, Prison Notebooks (1971), 253. En udvidelse af demokratiet ind i markedets og samfundets sfære. En vertikal udvidelse gennem en nedbrydelse af skellet mellem regerende og regerede og en horisontal udvidelse ind i den økonomiske magts område. En social magt, der ville stå tilbage, når de andre magttyper var svundet ind.
Det civilsamfund, der skal stå tilbage, er den del af samfundet, vi som borgere tager aktivt del i. En sfære, der er kendetegnet ved, at folk ikke er organiseret ud fra umiddelbar forfølgelse af egeninteresse eller på grund af markedets imperativer, ikke direkte styret af statens autoritet eller den politik, der omhandler den.13John Ehrenberg, Civil Society. The Critical History of an Idea (New York University Press, 1999), 235. Her er størstedelen af aktiviteterne ulønnede og udføres, fordi folk har lyst. Organiseret ud fra et solidarisk princip, fordi det at hjælpe andre også hjælper en selv. Vi ser det på fodboldholdet, i øllauget og i højskole‑, bolig- eller fagbevægelsen. Organiseringer, hvor der eksisterer politisk lighed mellem aktørerne samtidig med, at de arbejder efter en fælles respekt for fælles standarder, der er nødvendige for at opretholde dette samarbejde.14Steven M. DeLue, Political Thinking, Political Theory an Civil Society (Longman, 2002), 11. Grundstammen til en anden samfundsorganisering, der skal komme til at dominere de statslige og økonomiske aktiviteter, kan altså anes.
Nødvendighedens og frihedens rige
Marx taler i Kapitalen om, hvordan frihedens rige vil have sin forudsætning i nødvendighedens rige.15Karl Marx, Kapitalen, 3. bog 4 (Rhodos, 1970), 1056. Kan vi se nødvendighedens rige som det, vi har brug for til at leve? Det, som alle skal have stillet til rådighed, og følgelig hvad alle arbejdsduelige samfundsmedlemmer skal bidrage til? Og kan vi se frihedens rige som det, der kommer efter det basale, det, der består i det personlige forbrug, det, der er særegent for den enkelte eller for en mindre gruppe, det, som det ikke kan forventes, at alle bidrager til?
Det endelige mål må være, at nødvendighedens rige kommer til at fylde mindre til fordel for frihedens, både i den forstand, at arbejdsbyrden bliver mindre, når der skal tilvejebringes det samfundsmæssigt fælles, men også i den forstand, at de fælles behov i stigende grad kan blive dækket af aktiviteter, som borgerne udfører af lyst og ikke af nødvendighed.
Med denne opdeling kan vi forstå nødvendighedens rige som en demokratisk planlagt økonomi, der sikrer alle behov, som et samfund kan blive enigt om, og frihedens som en frivillig sfære drevet af civilsamfundet, hvor markedets mekanismer afgør hvilke job, der udfyldes.16Jean L. Cohen & Andrew Arato, Civil Society and Political Theory, 3. udg. (MIT press, 1995), 474. En forståelse, der forudsætter, at vi gennem en plan kan fordele alle fornødenheder, nedbringe antallet af forbrugsvarer som følge af kvalitetsøgning, samtidigt med at produktivitetsstigninger sørger for, at vi skal arbejde mindre.
For forudsættes en generel nedgang i den arbejdstid, der er knyttet til de demokratisk fastsatte “nødvendige” opgaver, vil det efterlade en del tid, hvor befolkningen kan lave andre ting. Nogle vil måske efterstræbe aktiviteter, som ingen vil betale dem for – læse bøger, passe have, spille spil. Andre vil måske producere noget, der også har praktisk nytte for andre – male, sy eller lave kunsthåndværk. Det kan være, at der er et marked for disse produkter, hvilket kan være tilskyndende til at arbejde mere i denne retning. Det kan også være, at et sådant marked ikke findes, hvilket også er fint, for så bærer arbejdet sin egen løn, og producenterne kan jo, hvis de har lyst, give deres kreationer væk til venner og familie. Det er heller ikke utænkeligt, at nogle ønsker at lave noget, der er stor efterspørgsel efter. Hvis nu man gerne vil være konditor i en by med stor efterspørgsel på bagværk. Eller hvis man er byens dygtigste konditor og efterspørgslen er stor på en udvalgt signaturkage. Det vil man kunne tjene mange penge på, men uden at konditorkager derved bliver samfundsmæssigt nødvendige. Ligeledes vil der være penge at tjene på opgaver, som færre oplever som et kald. Gider man ikke at skrubbe sit eget toilet vil det således være muligt at hyre folk til det, men konsekvensen vil være, at man skal betale disse mennesker en løn, der opvejer, at de ikke hellere skulle have spillet et spil, arrangeret en koncert eller lavet noget bagværk. Medmindre det mod forventningerne skulle være sådan, at mange mennesker nyder denne syssel og færre får glæde af at arrangere koncerter, så vil udbud-efterspørgselsmekanismen sørge for, at prissætningen forandres. Udgangspunktet for denne mere lige konkurrence om arbejdsopgaver (konkurrence her med omvendt fortegn) er, at alle basale ydelser er dækket og ingen er tvunget til at udføre opgaverne. Er ingen fristet af den høje pris for at skrubbe toiletter må udbyderen selv smøge ærmerne op, og kan man ikke betale nogen for at organisere den koncert, man vil have, må man selv arrangere den.
Samtidig skulle vi jo også gerne i højere grad slippe for de opgaver, vi synes er trælse. Det usynlige arbejde i hverdagen. Og der kan være udmærkede eksempler på, at pensionister skal have bragt mad til døren af cykelbude, eller at enlige, der har brækket en arm, skal have hjælp til at skrubbe deres toilet. Det er samfundsmæssigt nødvendige opgaver. Men modsat kan det også være, at vi beslutter, at daglige technokoncerter er et kollektivt anliggende, som vi derfor prioriterer ressourcer til. Kun samfundets rigdom og vores evner til at planlægge sætter grænserne for, hvor meget vi kan gøre til et fælles ansvar. Kollektiviseringen vil ændre mange forhold, og man kan forholdsvis let forestille sig, at det ville være en fordel, hvis hver familie ikke skulle lave sin egen mad, men kunne spise den sammen med andre eller få den leveret, eller at toiletskrubningen bliver et fælles ansvar. Men målet er den øgede fritid, der muliggør, at folk kan lave samfundsnyttige opgaver, de brænder for. Foreninger, der er samlet om at lave kultur for hinanden, drive café, passe børn og ældre eller lave keramik, fri for lønarbejdets tvang, men organiseret efter foreningslivets principper om frivillighed og tolerance.
Vi nærmer os herved visionen om en økonomi, der reproducerer sig selv; der kan imødekomme uset mange forskellige behov fra mange forskellige typer og grupper, samtidigt med at vi demokratisk skal diskutere, hvordan vi algoritmisk skal sortere i behov.
I demokratiets ånd forudsætter det fælles erkendelse, afvejning og refleksion, hvor legitime og illegitime interesser adskilles og værdier udfoldes afvejes og prioriteres.17B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, Political Theory 15, nr. 3 (1987): 338–368 (henvist til i Morten Raffnsøe-Møller m.fl. (red.), Kapitalismens ansigter (Philosophia, 2012), 185. Frihedens rige bliver på den måde også begrænset til de dele af økonomien, hvor der ikke er et så stort ressourceforbrug. Alle områder, der forbruger mange ressourcer, er alene af den grund centrale for vores økonomi og skal derfor underlægges demokratiet.18Med som ledetråd må vi have de begrænsninger, som doughnutøkonomiens tanker pålægger os. Kate Raworth, Doughnutøkonomi: Syv principper for fremtidens økonomi, 1. udgave, overs. Lotte Follinn (Information, 2018).
Her er oplagt mange problemer, som vi skal begynde at diskutere. Det mål, som vi skal beskrive, kræver flere sider og mange flere stemmer. Men at indgå i denne samtale, at turde lade os selv forestille os en verden, der ikke er inspireret af Gotham City, hvor det ikke er dødskulte og playboymillionærer, der sætter takten for udviklingen, men den demokratisk organiserede befolkning – dét er forudsætningen for at begynde at snakke om, hvordan vi finder vejen derhen.
| 1. | Eller måske er det bare 10 %. Sanne Udsen, Psykopater i jakkesæt. Når chefen er psykopat (Lindhardt & Ringhof, 2006), 76. |
| 2. | Ulrikke Herrmann, Kapitalismens afslutning. Hvorfor vækst forværrer klimakrisen – og hvordan vi skal leve i fremtiden (Lindhardt og Ringhof, 2023), 19. |
| 3. | En YouGov-meningsmåling fra 2015 viste, at 64% af briterne mener, at kapitalismen er unfair. Selv i USA er det 55%. I Tyskland 77%. En undersøgelse fra 2020 udført af Edelman Trust Barometer viste, at et flertal i verden (56%) var enige i udsagnet “Kapitalismen gør mere skade end gavn”. Jason Hickel, Less is More. How Degrowth Will Save the World (Penguin books, 2022), 25. |
| 4. | Mette Frederiksen, “Kapitalismen er blevet syg”, Politiken, 29. januar 2017; Peter Hummelgaard, Den syge kapitalisme (Gyldendal, 2018). |
| 5. | Slavoj Žižek, The Sublime Object of Ideology (Verso, 2008), 30. |
| 6. | Mark Fisher, Capitalist Realism. Is there no Alternative? (Zero Books, 2008), 2. |
| 7. | Mest tydeligt hos Jean-François Lyotard, The Postmodern Condition: A report on Knowledge (Manchester university press, 1986); og når det gælder socialismen, hos Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy (Verso, 2014). |
| 8. | Enhedslisten, Enhedslistens principprogram: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede (Enhedslisten, 2012), 27. |
| 9. | Reinout Bosch & Christian Gorm Hansen, Kritik af Nordisk socialisme – En aftegning af den gradualistiske position (Solidaritet, 2022). |
| 10. | I forlængelse af Georg Lukács, History and Class Consciousness. Studies in Marxist Dialectics (MIT press, 1971), 203. |
| 11. | Karl Marx, “Marx brev til Ruge”, personlig kommunikation, september 1843, Marx-Engels-Gesamtausgabe III/1, 55. |
| 12. | Antonio Gramsci, Prison Notebooks (1971), 253. |
| 13. | John Ehrenberg, Civil Society. The Critical History of an Idea (New York University Press, 1999), 235. |
| 14. | Steven M. DeLue, Political Thinking, Political Theory an Civil Society (Longman, 2002), 11. |
| 15. | Karl Marx, Kapitalen, 3. bog 4 (Rhodos, 1970), 1056. |
| 16. | Jean L. Cohen & Andrew Arato, Civil Society and Political Theory, 3. udg. (MIT press, 1995), 474. |
| 17. | B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, Political Theory 15, nr. 3 (1987): 338–368 (henvist til i Morten Raffnsøe-Møller m.fl. (red.), Kapitalismens ansigter (Philosophia, 2012), 185. |
| 18. | Med som ledetråd må vi have de begrænsninger, som doughnutøkonomiens tanker pålægger os. Kate Raworth, Doughnutøkonomi: Syv principper for fremtidens økonomi, 1. udgave, overs. Lotte Follinn (Information, 2018). |
