Emne: Politisk og sociologisk teori

At tænke det politiskes grænse: En marxistisk analyse af kapitalens strukturelle magt

Martin Karlsson Pedersen · 6. mar. 2026

Hvordan skal vi tænke grænserne for politisk handling og magt? Denne artikel er et forsøg på politisk grænsetænkning under den kapitalistiske klassestruktur. Kapitalens strukturelle magt sætter grænser for det politiskes magt og staten som “instrument” for radikal transformation af samfundet ved at presse den politiske og bureaukratiske elite til med god grund at fravælge antikapitalistiske politikker og tilvælge prokapitalistiske.¹Hvordan kapitalen konkret sætter grænser for det politiske i en given historisk konjunktion er i sagens natur et empirisk spørgsmål. Mit primære ærinde i denne artikel er dog at fremsætte en mere generel marxistisk teori om kapitalens strukturelle magt som en vej til at forstå grænserne for staten og regeringens … Continue reading En regering, som derfor kommer til magten med et radikalt reformprogram og en postkapitalistisk vision for en social og økologisk transformation af samfundet, vil møde kapitalens disciplinerende effekter i form af kapitalflugt og kapitalstrejke. Det betyder dog ikke, at der ikke består et politisk valg, men det kræver politisk forberedelse, massemobilisering og organisering. En pointe, som jeg vender tilbage til i artiklens afslutning.

Omend strukturel magtanalyse har fået en fornyet interesse siden finanskrisen i 2007/8, er der i den variant, som jeg vil fremhæve i artiklen, noget godt gammeldags over den.²Manolis Kalaitzake skelner mellem den gamle og den nye strukturelle magtanalyse, hvor den første ofte er forankret i en marxistisk teoretisk ramme og er på et relativt højt abstraktionsniveau, da den analytisk foregår på makroniveau. Se “Structural Power without the Structure: A Class-Centered Challenge to New … Continue reading Det kan derfor måske virke utidssvarende, for eksempel hvis man spørger Lars Tønder. Han er i bogen Om magt i den antropocæne tidsalder fortaler for en nymaterialistisk magtteori. Han påpeger, at alle hidtidige magtteorier er mangelfulde, da “den måde, som samfundsvidenskaberne normalt har grebet magtanalysen an på, ikke længere passer på den virkelighed, som udøvelsen af magt i dag opererer inden for”.³Lars Tønder, Om magt i den antropocæne tidsalder (Djøf Forlag, 2020), 16. Denne virkelighed er den antropocæne tidsalder, hvor menneske og natur er blevet så sammenviklet, at vi ikke længere analytisk kun kan tilgodese menneskelig magt.

Tønders teori er eksplicit et opgør med den “sociocentriske bias” i samfundsvidenskabernes magtforståelse og ikke mindst det økonomiskes forrang: “I stedet for at antage, at økonomiske interesser altid er de vigtigste, må vi først undersøge, hvilke ‘sammenfiltringer’ af menneskeligt og ikke-menneskeligt liv disse interesser er udtryk for”.⁴Tønder, Om magt, 17. Han kritiserer (øko-)marxismen for sin økonomiske reduktionisme, hvor den giver ensidig forrang til økonomiske forhold: “En sådan rangordning [det økonomiskes forrang] er ikke bare analytisk reduktionistisk, men virker også selvmodsigende, især fordi økonomiske forhold ikke er den eneste kraft, der er på spil, når vi skal forstå og modvirke konsekvenserne af klimakrisen og andre vigtige samfundsudfordringer”.⁵Tønder, Om magt, 170. Marxister reducerer altså, ifølge Tønder, “den materielle virkelighed til økonomiske forhold.”⁶Tønder, Om magt, 170–71.

Men behøver det, at marxismen med Ralph Milibands ord ser “ ‘den økonomiske base’ som et udgangspunkt, som noget der kommer i første instans”, at være ensbetydende med en analytisk reduktionisme? Ideen om forrang, for at forblive hos Miliband, “konstituerer en vigtig og oplysende rettesnor; ikke en analytisk spændetrøje”.⁷Ralph Miliband, Marxism and Politics (Oxford University Press, 1977), 8. Men hvordan og hvor denne forrang determinerer og betinger det politiske og hvor den ikke gør, er det, som vi må undersøge. Herved siges netop ikke, at økonomiske forhold er den eneste kraft på spil – det politiske kan og yder naturligvis også sin indflydelse på det økonomiske – men kun, at det er en central faktor i at forstå politik. Alt dette kan lyde rimelig lige til og selvfølgeligt, men det er nødvendigt at fremhæve, fordi én konsekvens af Tønders kritik er, at han lidt for nemt abstraherer fra den faktiske kapitalistiske produktionsmåde, når han taler om magt. Jeg vil derfor vove den påstand, at der er noget paradoksalt over Tønders magtteori: I det punkt, hvor den vil overskride den “sociocentriske bias”, tenderer den mod at blive “social vægtløs”.⁸Lois McNay, The Misguided Search for the Political (Polity, 2014). Det burde dog være muligt at forene en mere økologisk bevidst og centreret magtanalyse med den strukturelle og økonomiske, men det er ikke mit ærinde her.

En nymaterialistisk teori som Tønders går for langt i sin udgrænsning af det økonomiske, og dermed klasseforhold, og mister en alt for central del af vores virkelighed af syne: den måde, som store multinationale selskaber og finansielle aktører hver dag indirekte udøver deres magt over regerings- og statspolitik, og derved sikrer de sociale betingelser for deres egen fortsatte reproduktion og ekspansion – på bekostning af mennesker, natur og klima. Eller sagt på en anden måde: Hvis en magtteori ikke også kan forklare, hvordan økonomiske aktører udøver magt i samfundet, hvor stor en forklaringskraft har den så? Jeg vil i resten af teksten modsat Tønder ikke “gå et skridt eller to videre” i magtanalysen, som han ynder at sige, for at inddrage det ikke-menneskelige, men derimod træde et kun alt for menneskeligt skridt tilbage og fastholde, at fordi vi stadig lever under en kapitalistisk klassestruktur, må vi aldrig tage blikket fra kapitalens strukturelle magt og den måde, som den udøver en grænsebestemmende funktion i forhold til politisk og statslig handling.

Strukturel magt og kapitalstrejke

Strukturel magt betegner ifølge Kalaitzake “erhvervslivets kapacitet til at udøve indirekte indflydelse over offentlig politik i kraft af, at investeringsbeslutninger overvejende træffes af private kapitalejere inden for et kapitalistisk system”.⁹Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 655. Fordi private virksomheder har monopol over investeringer i en kapitalistisk økonomi, må regeringspolitikere og embedsmænd hele tiden forhandle tilstrømningen af privat kapital i økonomien. Denne form for betingelse og begrænsning “gælder for alle politikere – uanset hvem deres vælger er, hvor de får deres kampagnefinansiering fra, eller hvad deres politiske filosofi er”.¹⁰Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, “Capital Strike as a Corporate Political Strategy: The Structural Power of Business in the Obama Era”, Politics and Society, Vol. 46, nr. 1 (2018): 3–28.

Den mest basale form for udøvelse af strukturel magt er “kapitalflugt” eller afinvestering, hvor store multinationale selskaber kan vælge at flytte produktive investeringer til andre lande. Dette kan ske helt automatisk, hvis markedsvurderingen fra virksomheder eller finansielle aktører er sådan, at de ikke længere ser en stor nok fortjeneste (profit) ved at producere eller investere i et givent markedsområde, som når efterspørgslen efter et produkt falder.¹¹Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 664–665. Afinvestering baserer sig her på markedsbetingelser.¹²Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, Levers of Power (Verso, 2020), 3.

Kapitalflugt kan dog også tage andre former, såsom en mindre efterspørgsel efter statsobligationer, dvs. hvor investorer er mindre villige til at låne til det pågældende land og renterne på statslån stiger. Eller finansielle institutioner som banker kan gøre det sværere at optage lån eller helt undlade at låne til virksomheder og forbrugere i det pågældende land eller flytte aktiver til andre lande.¹³Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 683. Alt sammen har det betydning for et lands økonomiske aktivitet og beskæftigelsestal og dermed sociale (u)orden. Man kan derfor sige, at den politiske opmærksomhed overfor afinvestering er blevet “quasi-institutionaliseret” i form af en vedvarende forpligtelse til at sikre “erhvervstillid” eller et gunstigt investeringsklima. Det relaterer sig ikke bare til virksomheders forventninger om fremtidig profit igennem et givent marked, men dækker også mere bredt over “virksomheders forventninger til regeringers fremtidige handlinger på tværs af mange forskellige politikområder”.¹⁴Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 8.

Som indikeret i Kalaitzakes definition, virker denne magt og sikringen af erhvervstillid primært indirekte ved at udelukke visse antikapitalistiske politikker på forhånd. Visse politikker bliver slet ikke overvejet og diskuteret i kraft af visheden om, at erhvervslivet vil yde stor modstand.¹⁵Young et al., Levers of Power, 4. Det vender jeg tilbage til senere i artiklen. Først skal vi dog se på et eksempel, hvor denne magt blev udtrykt mere direkte og bevidst i form af en kapitalstrejke, hvor afinvestering bruges som et magtredskab i en bevidst politisk strategi for at tvinge en regering til at ændre dens politik ved specifikt at gøre reinvestering betinget af politikker, der i højere grad tilgodeser erhvervslivet.¹⁶Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 6.

I 2009, da Obama-administrationen diskuterede forskellige reformpolitiske tiltag for regulering af finanssektoren efter finanskrisen i 2007/8, som eksempelvis gjaldt en ændring af kapitalratioen – altså hvor meget kapital en bank må udlåne relativt til den kapital, som den har til at dække disse – blev de mødt med en eksplicit kapitalstrejke fra finanskapitalen. På trods af Ben Barnankes og den amerikanske centralbanks redningsprogram (TARP, Troubled Asset Relief Program), hvis hensigt eksplicit var at genetablere erhvervstillid ved i en tretrinsstrategi først at yde lån til bankerne for at sikre deres finansielle sundhed, som dernæst ville genskabe bankernes og andre investorers tillid til økonomien, hvilket tilslut ville betyde, at bankerne ville forny deres kapitalstrømme til private forbrugere og virksomheder. Denne strategi brød sammen allerede efter første trin, da afinvesteringen, som i første omgang var affødt af subprime-krisen (den høje tvangsaktionsrate), fortsatte efter redningen af bankerne. Dette skete ifølge Young og kollegaer fordi finanskapitalen så en mulighed for at bruge krisen til at “afkræve flere indrømmelser fra regeringen før den ville lette sin kapitalstrejke mod det lokale erhvervsliv og almindelige borgere”. I en art klassesolidarisk handling udøvede industri- og finanskapitalen en massiv kapitalstrejke ved kollektivt at tilbageholde over én trillion dollars (over 6.300 milliarder kroner) i investeringskapital. Det handlede eksplicit for investorer, de store industrielle virksomheder og finansinstitutioner om erhvervstillid: hvorvidt man kunne være sikker på, at de af Obama-administrationen diskuterede skatte‑, finans‑, miljø- og sundhedsreformer ikke ville mindske virksomhedernes profitindtjening.¹⁷Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 10.

Obama-administrationen tilbød forskellige indrømmelser for at sikre en tilbagevenden af kapitalstrømme: fortsættelse af den tidligere administrations skattelettelser til de rigeste; udnævnelse af embedsmænd, som var mere lydhøre over for erhvervslivets interesser; fortsat deregulering; aggressiv promovering af eksportsektoren og oversøiske investeringer. Samtidig, og endnu mere vigtigt, blev spørgsmålet om nationalisering af og offentlig kontrol med banker samt bankers størrelse helt taget af bordet som en politisk mulighed. Og det af gode grunde, da den form for politisk handling de facto ville have gjort indhug i kapitalens egen kontrol med kapitalstrømme i form af indskrænkning af brugen af investeringskapital og investeringsbeslutninger.¹⁸Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12–15. Modstanden var derfor forventelig, da det netop er kapitalens selvsamme kontrol med kapitalstrømme (investeringer), som sikrer dens strukturelle magt. En indskrænkning i kapitalens ret til at flytte kapital rundt, dens ejendomsret, ville være et de facto angreb på denne magt. Eksemplet viser derfor, hvordan kapitalens “kontrol over investeringer giver kontrol over politik”, som Young og kollegaer præcist beskriver det.¹⁹Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20.

Vi er nu gået direkte ind i hjertet af problemet med kapitalens magt, nemlig hvordan den sætter grænser for politiske reformer. Det, som jeg gerne vil bruge resten af artiklen på, er mere tydeligt at eksplicitere de strukturelle betingelser for udøvelsen af denne magt. Det vil i første omgang betyde en lille omvej omkring mulighedsbetingelserne for denne magt: det kapitalistiske samfunds klassestruktur og hvordan denne påvirker private virksomheder til at indtage en bestemt holdning (normativ orientering) og en bestemt adfærd (profitmaksimering). Strukturel magt er med andre ord bestemt af klassestrukturen. Pointen med en strukturel analyse af klasse og videre af kapitalens strukturelle magt er at lokalisere de strukturelle mekanismer, hvis kausalitet udøver en afgørende indflydelse på aktørernes bevidste valg ved at give dem gode grunde til at handle som de gør og ikke på andre måder. Heraf følger det, at uden at fjerne klassestrukturen, fjerner vi ikke betingelsen for kapitalens magt, og uden den direkte neutralisering af denne magt, kan vi ikke gøre os forhåbninger om at føre større antikapitalistiske politikker ud i livet.

Klassestruktur, determinisme og agens

En af flere meritter ved Vivek Chibbers The Class Matrix er hans (gen)fremsættelse af en ikke-reduktionistisk klasseteori, som forsøger at trække en grænse op for, hvor de økonomiske og materielle interesser netop har forrang. Tager vi udgangspunkt i kapitalisten, er argumentet i sin generelle form simpelt: I kraft af kapitalistens placering i klassestrukturen som ejer af produktionsmidlerne eller privat kapital (produktiv, finansiel, kommerciel etc.), har denne kontrol med strømmen af kapital, som har betydning for skabelse af arbejdspladser, adgang til kredit, priser etc.

Denne placering i klassestrukturen er præget af markedskonkurrence. Kapitalisten er markedsafhængig på minimum to måder: han må købe sine input i stedet for at skabe dem selv (f.eks. arbejdskraft, naturressourcer, produktionsmidler) samtidig med, at han gennem salg af varer må tjene nok penge, så han kan forsætte sin forretning.²⁰Vivek Chibber, The Class Matrix (Havard University Press, 2022), 35. Levedygtigheden på længere sigt afhænger af, hvorvidt han er i stand til at udkonkurrere sine konkurrenter. I den forstand udøver markedet en konstant disciplinerende effekt på kapitalisten i kraft af dennes strukturelle placering, som betyder, at han hele tiden må finde måder at reducere omkostninger og dermed prisen på hans varer på uden at det påvirker hans profitmargin.

Den profitmaksimerende drivkraft betyder, at de enkelte kapitalister “mærker et enormt pres for at tilpasse deres normative orientering – deres værdier, etikker, mål osv. – til den sociale struktur, som de er indlejret i og ikke omvendt, som ved så mange andre sociale relationer”.²¹Chibber, The Class Matrix, 36. Det er altså kapitalistens klasseposition, som udøver en afgørende determinerende effekt på dennes adfærd (profitmaksimering) og normative indstilling, hvor værdier og moralske koder, der understøtter profitmaksimering og bundlinjen, trumfer andre værdier, som står i modstrid hermed.

Vi kan formulere dette lidt mere bredt og sige, at en strukturel klasseteori postulerer, at det er strukturen selv og dens kausale effekter, som er med til at påvirke den økonomiske aktør på den måde, at den giver ham rationelle grunde til at handle, som han gør.²²Tønder ville indvende her, at agens forstås alt for antropocentrisk, når Chibber definerer det som “et begreb til at beskrive en måde, mennesker intervenerer i verden omkring dem. Det er kendetegnet ved det faktum, at det er en intervention, som er motiveret af grunde – i modsætning til dyriske instinkter eller rene vaner”. … Continue reading Strukturer som klasse kan derfor være “kausalt relevante, ikke fordi de transformerer aktører om til automater, men fordi de har en indflydelse på aktørens grunde til at intervenere i verden”.²³Chibber, The Class Matrix, 122–123. Klassestruktur kan udøve dette pres, fordi den udgør de begrænsninger eller betingelser, som aktører må tage højde for, når de engagerer sig i verden omkring dem og “gør det attraktivt at handle på en måde snarere end på en anden, på grund af de konsekvenser, som de er med til at pålægge individerne, som er indlejret i strukturen”.²⁴Chibber, The Class Matrix, 123. I den forstand kan en strukturel teori gives os “en mere fyldestgørende beskrivelse af, hvordan agens udfolder sig i en verden af begrænsninger”.²⁵Chibber, The Class Matrix, 123.

Ser vi igen på kapitalisten, kan vi formulere det i følgende kausale sprog: Hvis kapitalisten fejler i at indtage en holdning, som er konsistent med strukturens krav, vil markedet fravælge ham, dvs. skubbe ham ud og erstatte ham med en anden. Der er derfor grænser for, hvad der er rationelt at gøre og hvilke normative holdninger, som det giver mening at forfægte, hvis man skal overleve på markedet.²⁶Det har mikropolitiske konsekvenser på arbejdspladsen, hvor retten til at lede og fordele arbejdet sjældent er noget, som kapitalister giver fra sig frivilligt, fordi det netop kan udfordre friheden til at restrukturere og effektivisere produktion, dvs. øge produktiviteten, eller med marxistiske termer: øge den … Continue reading Denne individuelle handling på mikroniveau får samlet set makroøkonomiske effekter.

Ved at formulere den strukturelle klasseteori i et kausalt sprog, bliver det tydeligt, at den på den ene side, ikke behøver at være funktionalistisk: den behøver ikke at behandle aktører som om, at de var automater, men kan forstå dem som havende agens, som dog på afgørende vis er påvirket af den position i klassestrukturen, som aktøren er placeret i. Ifølge Chibber udvisker en strukturel teori derfor ikke agens, men hjælper os derimod til at forstå denne. På den anden side bliver forholdet mellem determinisme, kontingens og agens også genforhandlet: I stedet for at forstå determinisme som noget, der udelukker aktører, der træffer bevidste valg (intention og (for)mål), kan vi se, hvordan processer, som i hård forstand er deterministiske, er et produkt af “fuldt ud aktiverede sociale aktører”.²⁷Chibber, The Class Matrix, 125. Strukturer fungerer som en “baggrundsbetingelse” for aktørernes bevidste valg og handlinger og udgør derfor en nødvendig del af forklaringen på, hvorfor aktører er tilskyndet til at handle på en måde frem for en anden. I den forstand er deterministiske argumenter kompatible med bevidste aktører.²⁸Chibber, The Class Matrix, 126–27. Pointen er også her, som i den strukturelle magtanalyse, at spørgsmålet om determinisme dermed bliver et empirisk spørgsmål: Hvordan og i hvor høj grad er de sociale processer, som vi analyserer, deterministiske eller ej?

Strukturel magt, erhvervstillid og statsteori

Denne abstrakte formulering af en strukturel teori om klasse og forsvaret for deterministiske argumenter kan vi nu sætte i spil i relation til strukturel magt og staten, altså dynamikken mellem det økonomiske og politiske, og hvordan den første har særlig kausal forrang i forhold til den sidste. Det er her, at grænserne for det politiske kan tydeliggøres som en konsekvens af klassestrukturen. Det er en analyse af makrostrukturer, dvs. hvordan kapitalismens produktionsmåde og de magtforhold, som kommer fra klassestrukturen, er med til at forme det politiske udkomme på makroniveau.²⁹Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 685, note 51. Som Manolias Kalaizake understreger: “[I] den nutidige verdensøkonomi er beslutningstagere, uanset hvad de ønsker at opnå, grundlæggende begrænset af nødvendigheden af at sikre, at den finansielle sektor – bredt forstået – ikke lider alvorlig skade eller bliver væsentligt svækket”.³⁰Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 672. Den strukturelle magtteori giver os altså en indgang til at begribe den kapitalistiske stat og det borgerlige demokratis politiske begrænsninger i en verden, som er domineret af store multinationale selskaber og finansielle aktører.

Som vi allerede så med Young og kollegaers analyse, er det denne magt, som giver kapitalen et særligt veto over statslige politikker, da fraværet af investeringer kan skabe store sociale og politiske problemer for den politiske og bureaukratiske elite.³¹Fred Block, Revising State Theory – Essays in Politics and Postindustrialism (Temple University Press, 1987), 58. Det kan den af flere grunde ifølge Fred Block, der leverede et centralt bidrag til en strukturel teori om staten i 1970’erne. Han påpeger to hovedgrunde. For det første og helt åbenlyst vil statens kapacitet til at finansiere sig selv gennem beskatning eller lån afhænge af den økonomiske situation i landet. Hvis landets økonomiske aktiviteter er nedadgående, vil staten have sværere ved at fastholde dens indtægter på at passende niveau. Staten er altså nødsaget til at opretholde et rimeligt niveau af økonomisk aktivitet. Det relaterer sig, som det andet, til en social og politisk side: Den folkelige opbakning til en regering og staten vil falde markant, hvis den står i spidsen for et alvorligt fald i niveauet af økonomisk aktivitet, som ledsages af en tilsvarende stigning i arbejdsløshed og mangel på vigtige varer. Det vil øge sandsynligheden for, at regeringen og topembedsmænd bliver fjernet fra magten på den ene eller anden måde.³²Block, Revising State Theory, 58.

Som Young og kollegaer konkluderede om Obamas genvalg i 2012: “En kilde til kapitalstrejkens magt er dens potentiale til at påvirke valgresultater. Virksomhedsledere og erhvervspressen forstod, at afinvestering ville påvirke præsidentvalget i 2012”.³³Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12. Begge disse forhold betyder, at den politiske og bureaukratiske elite har gode grunde til ikke at føre politikker, som vil få investeringsraten til at falde markant, og samtidig har den en direkte interesse i at bruge deres magt til at understøtte investeringer, da deres egen politiske magt afhænger af et sundt økonomisk klima. Den strukturelle mekanisme, hvis kausale effekter presser staten mod prokapitalistiske politikker, betegner Block netop som det allerede nævnte “erhvervstillid”: kapitalens tillid til, at de politikker der føres, grundlæggende vil understøtte dennes aktivitet.

Dette billede er selvfølgelig en meget simpel skitsering. En vigtig uddybning, ifølge Block, ligger derfor i at forstå yderligere, hvad erhvervstillid som strukturel mekanisme indbefatter. Begrebet forsøger at indfange en mere “uhåndgribelig variabel” ved privatkapitalens investeringsbeslutning: kapitalistens evaluering af det generelle politiske og økonomiske klima. Det centrale ved erhvervstillid er, at det er baseret på markedets evaluering af politiske beslutninger, dvs. baseret på den enkelte kapitalists snævre egeninteresse og det strukturelt funderede profitmotiv. Det relaterer sig selvfølgelig til spørgsmålet om, hvorvidt man som virksomhed kan generere den indtjening på ens investeringer over tid som forventet, men har samtidig bredere betydning, som vi også så med Young og kollegas analyse, og kan formuleres igennem følgende overvejelser: er samfundet stabilt; er arbejderklassen under kontrol; er der udsigter til, at skatter vil stige; griber staten ind i erhvervsfriheden; vil økonomien vokse og lignende.

Disse overvejelser er ifølge Block kritiske for enhver virksomhed, og det er således summen af disse og lignende overvejelser på tværs af den nationale økonomi, som kan betegnes som niveauet af erhvervstillid: når dette niveau falder, falder også investeringsraten. Erhvervstillid har naturligvis også en international dimension, når stater er integreret i den kapitalistiske verdensøkonomi og verdensmarked: multinationale selskaber, finansielle aktører (banker, hedgefonde, pensionsselskaber og lignende) og valutaspekulanter foretager også lignende vurderinger om et lands økonomiske og politiske klima, som er medbestemmende for deres investering (eller afinvestering) i et land. Effekten heraf vil omvendt også påvirke et lands interne niveau af erhvervstillid samt graden af investeringer i produktionen.³⁴Block, Revising State Theory, 59–60. Især i kraft af den generelle tendens mod “finansialiseringen” af nationale økonomier samt betydningen af den globale finansielle sektor under den nutidige kapitalisme, har nyere strukturelle magtteori især fokuseret på den sektorsmagt. Se Kalaitzake, … Continue reading

Jeg beskrev indledningsvis, at kapitalflugt er den mest velkendte og udbredte form for udøvelse af strukturel magt. Sammen med kapitalstrejke skal den forstås som en mere direkte måde, hvorpå kapitalen udøver sin magt. Den ene, kapitalstrejken, er dog, som vi har set, en mere politisk bevidst strategi end den rent markedsautomatiske kapitalflugt. Men en afgørende forståelse af denne magt ligger i den mere indirekte og skjulte måde, hvorpå den påvirker politiske beslutninger. Begrebet erhvervstillid søger også at beskrive det forhold, at truslen om kapitalflugt er blevet en internaliseret del af den positive politikformulering, hvor politiske beslutningstagere er optaget af at sikre erhvervstillid og dermed forhindre kapitalflugt. På den måde udtrykker de to forhold en særlig kausal forrang i form af et “funktionelt feedback loop”,³⁵Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 675. forstået på den måde, at beslutningstagere både diskuterer og i praksis formulerer konkrete politikker, som har den positive effekt, at de skaber erhvervstillid og samtidig forhindrer kapitalflugt. I den forstand har kapitalflugt en kausal effekt forud for sin egen historiske og empiriske manifestation. Eller sagt på en anden måde: Politikken påvirkes uanset om der finder kapitalflugt sted eller ej. Som Kalaitzake formulerer det i relation til finanssektorens strukturelle magt: “Således tvinger truslen om kapitalflugt beslutningstagere til at tage højde for farerne ved at ignorere sådanne trusler og […] [det] medfører et generelt mønster af pro-finans-bias i deres politikudformning”.³⁶Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 676.

Heri ligger det mere “uhåndgribelige”, som Block påpegede, ved denne del af det økonomiskes determination af det politiske: den måde, som en pro-kapital-bias vil komme til udtryk på, vil primært være ved begrænsninger af det politiske, dvs. den sætter agendaen for, hvad der er politisk rationelt og meningsfuldt forud for de mere specifikke og positive valg af politiske tiltag. Herved fungerer erhvervstillid og frygten for kapitalflugt som en form for a priori eksklusionsmekanisme, da politiske beslutningstagere ønsker at sikre, at de førte politikker ikke fører til kapitalflugt ved “at etablere klare og strenge parametre for politik og ved accepten af en snæver politikagenda, der filtrerer de mest radikale og uansvarlige politiske muligheder fra. Det er på denne måde, at man kan iagttage et fordomsmønster [pattern of bias] i analysen på systemniveau”.³⁷Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 677. Det er samtidig det pres for at sikre erhvervstillid, som sørger for, “at virksomhedsledere har en privilegeret adgang til den politiske beslutningsproces, eftersom fornuftige offentlige embedsmænd vil bestræbe sig på at sikre erhvervslivets tillid allerede i de tidligste faser af politikudformningen”.³⁸Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20. Samtidig opfattes politikker, som er forankret i neoliberal økonomisk ortodoksi, af den politiske og bureaukratiske elite som måder at øge en regerings troværdighed på i forhold til eksempelvis finansielle markedsaktører for dermed at skabe erhvervstillid.³⁹Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 671.

Det er i denne forstand, at det økonomiske har en forrang og udøver en særlig magt over det politiske: Kapitalens strukturelle magt agerer som en “grænsebestemmelse” af det politiske, da denne magt kausalt bestemmer den måde, hvorpå alternative politikker filtreres fra og dermed indsnævrer det politiskes mulighedsfelt. En dagsordensættende handling, hvorudfra man så kan vælge, hvilke former for politiske tiltag, man ønsker, og som der er gode grunde til at forfølge. Som med Chibbers analyse er pointen her, at politiske beslutningstageres og statslige bureaukraters ideer eller normative orientering påvirkes på afgørende vis af deres klasseposition på samme måde som kapitalisten. De har altså gode grunde til at fravælge anti-kapitalistiske politikker, tilpasse sig deres normative orientering til den “kapitalistiske realisme” og føre politikker, som understøtter det generelle erhvervslivs investeringsklima. Det betyder, som allerede indikeret, også statens direkte angreb på arbejderklassen. Som Charles Greer og Charles Umney understreger, er klassedisciplin blevet et mål i sig selv for vestlige stater i forsøget på at skabe erhvervstillid og dermed tiltrække internationale investeringer i konkurrence med andre stater. Det sker typisk gennem en øget markedsgørelse af den offentlige sektor, og de ekkoer således Block, når de understreger, at en føjelig arbejdsstyrke, med lavere forventninger til arbejdskvalitet og svagere fagforeninger, bliver politiske mål, som skal signalere til finanskapitalen, at der er et godt investeringsklima, dvs. ingen åben klassekamp og “social uro”.⁴⁰Ian Greer og Charles Umney, Marketization – How Capitalist Exhange Disciplines Workers and Subverts Democracy (Bloomsbury Academic, 2022), 71. Det er den vedvarende klassekrig fra oven, som Ralph Miliband fremhæver, hvor hovedmodstanderen for staten og kapitalen stadig forbliver “den organiserede arbejderbevægelse og den socialistiske venstrefløj: det er dem, der frem for alt skal inddæmmes, slås tilbage og om nødvendigt knuses”.⁴¹Ralph Miliband, Divided Societies – Class Struggle in Contemporary Capitalism (Oxford, 1991), 114.

Tankeeksperiment og politisk forberedelse

Hvad skal vi gøre med kapitalens magt? Et første skridt må være at anerkende problemet. Selvsamme Miliband påpegede et problem for venstrefløjen tilbage i 90’erne, som stadig forekommer relevant: “Som en generel regel er det ganske sikkert, at enhver venstreorienteret regering i et kapitalistisk demokrati fra begyndelsen ville være involveret i en kamp med en række konservative kræfter om de fleste aspekter af sin politik. Det er, set i dette perspektiv, bemærkelsesværdigt, at så meget socialistisk litteratur skrevet af forfattere på venstrefløjen tager ringe eller slet ingen højde for denne kamp, og for hvilke konsekvenser den må have for den måde, regeringen handler på”.⁴²Ralph Miliband, Socialism for a Sceptical Age (Polity Press, 1994), 163. Vi kan udtænke nok så vigtige alternative økonomiske konstruktioner, men uden en samtidig analyse af, hvilke former for modstand som en regering, der reelt ville have en intention om ændre samfundet i en social og økologisk retning, vil møde, “mangler disse konstruktioner, uagtet hvor attraktive de er, ethvert grundlag i virkeligheden”.⁴³Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 163. Med andre ord: Vi må forbinde visioner med realiteter.

Lad os her til slut derfor lege med et tankeeksperiment: Hvad vil der kunne ske, hvis et parti vinder regeringsmagten og vil gennemføre større anti-kapitalistiske reformer? Som Miliband påpegede med reference til Allende i Chile i 1973 og Mitterand i Frankrig i 1981, der begge nationaliserede dele af industrien og banksektoren, er “de virkelige problemer for venstrefløjen inden for det kapitalistiske demokratis forfatningsmæssige ramme ikke så meget […] magtovertagelsen gennem forfatningsmæssige midler, men snarere hvad der sker efter den er nået dertil”.⁴⁴Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 160. Her kan vi igen vende tilbage til Block for at reflektere over et sådant scenarie. Det første, som en nyligt valgt venstreorienteret regering med et reelt antikapitalistisk eller socialistisk reformprogram – der i lyset af klimakrisens alvor og en grøn omstilling eksempelvis valgte at ekspropriere fossilkapitalen uden kompensation,⁴⁵Andreas Malm og Wim Carton, Overshoot (Verso, 2024), 141. De ser ekspropriation som én mulig måde at løse problemet med strandede aktiver. Det ville være den “politiske destruktion af fossilkapitalen” (111) og et direkte angreb på den private ejendomsrets ukrænkelighed og dermed kapitalens magt. at opsplitte de store finansielle koncerner eller nationalisere finanssektoren,⁴⁶Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme (Gyldendal, 2021), 309. Dragsted gestikulerer også mod, at nationalisering og demokratisk ejerskab og kontrol med finanssektoren kan blive aktuelt, når han understreger diskussionen om “hvorvidt en ikke-demokratisk forankret finanssektor over en periode helt skal afvikles” (309). at gennemføre gennemgribende jordreformer,⁴⁷Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, Klima og Klasse (Information, 2025), 256–260. Uden at forfatterne siger det direkte, kan opgøret med “koncentrationen af jordejendom” og kravet om at “vi finder en model for at flytte ejerskab af jorden over på fællesskabets hænder” reelt også … Continue reading at beskatte formuer,⁴⁸Stahl mf., Klima og Klasse, 260–262. Formuebeskatning vil også her være et direkte angreb på kapitalens magt, som når forfatterne påpeger, at “[j]o større koncentrationen af kapital hos enkelte individer og firmaer er, jo større magt overlades der til disse aktører”, og at “[e]n reduktion af den magt, som ligger i de … Continue reading at lave politiske reformer som vil fremme en demokratisering af økonomien gennem øget kollektiv og demokratisk ejerskab⁴⁹Stahl mf., Klima og Klasse, 250–252 samt Dragsted, Nordisk Socialisme, 291–294. samt re-nationalisere kritisk infrastruktur og styrke demokratisk offentligt ejerskab⁵⁰Dragsted, Nordisk Socialisme, 300–304. – vil møde, er et prompte fald i erhvervstillid. Alle disse reformpolitiske tiltag vil være et angreb på kapitalens økonomiske magt i samfundet. Manifestationen af dette fald i tillid til regeringens økonomiske politik vil være en øget spekulation mod den pågældende nations valuta, som alt andet lige vil øge risikoen for inflation. Samtidig vil en mindsket tillid til et lands valuta betyde både indenlandsk og udenlandsk kapitalflugt, som vil søge at finde investeringstryghed andre steder.⁵¹Det så man blandt andet i tilfældet Mitterand regeringen i 1981–83. Se Daniel Singer, Is Socialism Doomed (Oxford University Press, 1988), 104. Ydermere vil man se en øget uvilje fra de internationale finansmarkeder til at låne penge til den pågældende nation (køb af statsobligationer), ligesom renter på lån vil stige i takt med nedvurdering af kreditværdighed.

Denne økonomiske disciplinering fra kapitalen kan betyde, at en regering kan se sig nødsaget til at opgive sin reformisme eller overgive magten til en mere “ansvarlig” administration. En regering, som er fast besluttet på at fortsætte, må derimod tage drastiske midler i brug såsom priskontrol, importkontrol og valutakontrol. Men dette forsøg på at kontrollere markedet – for eksempel ved at kontrollere den mængde penge, som kan forlade landet (kapitalflugt) via valutakontrol – betyder reelle trusler for hjemlige kapitalister, hvis aktiver ikke frit kan flyttes ud af landet, men derimod er bundet til den hjemlige valuta, hvis værdi er under pres. Alt dette betyder et endnu skarpere fald i erhvervstillid. Som Block fremhæver: “Hvorfor skulle kapitalister fortsætte med at investere, hvis de må operere i et miljø, hvor regeringen overtræder de fundamentale markedsøkonomiske regler”.⁵²Block, Revisting State Theory, 61. Denne kapitalflugt fører nu til en økonomisk nedtur og krise: høj arbejdsløshed eksisterer nu side om side med en mangel på kritiske varer og øget inflation. Det afføder potentielt en folkelig modstand mod den siddende regering, hvis popularitet i stigende grad kommer under pres. For Block er det eneste alternativ til ren kapitulation at presse mod en reel socialisering af økonomien for på den måde at gå direkte i kødet på kapitalens magt. Som Young og kollegaer påpeger: “At neutralisere erhvervslivets magt kræver derfor, at man afskaffer dets monopol på kapitalstrømme. Betydningsfulde reformer kan opnås inden for det nuværende system, men de vil forblive udsatte for konstant udhuling, indtil der opnås et demokratisk system for kontrol over kapital”.⁵³Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 21.

Med det scenarie in mente står ét svar i hvert fald klart på spørgsmålet om, “hvad der må gøres”: Vi må genoptage en grundtanke i den revolutionære socialistiske tradition hos Marx og Lenin: den politiske forberedelse på kapitalens modstand.⁵⁴Se eksempelvis Vladimir Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, i V.I Lenin Collected Works, volume 27 (Progress Publishers, 1965), 237–277. Vi er med andre ord nødt til at forberede hinanden på denne modstand fra kapitalens side og den sociale krise, som et brud hermed vil indstifte i en overgangsperiode. Block ender sit scenarie med at understrege, at

.[d]en eneste alternative mulighed til kapitulation [afskaffe reformerne], er en kraftig fremadrettet bevægelse mod socialisering af økonomien. Regeringen kunne få folk tilbage i arbejde og afhjælpe mangelsituationen ved at overtage virksomheder. Imidlertid findes der ikke et politisk grundlag for denne form for handling, selv når regeringslederne retorisk har forpligtet sig til socialismens mål. Generelt har den reformistiske regering ikke forberedt sine vælgere på ekstreme tiltag; hele dens program har været baseret på løftet om en gradvis overgang.⁵⁵Block, Revisting State Theory, 61.

Flere ting er her vigtige. Som citatet indikerer, vil en regering inden for de første måneder stå over for et afgørende politisk valg i mødet med kapitalens magtudøvelse: enten at opgive, hvorved presset på regeringen vil aftage, eller fortsætte og øge konfrontationen med magtfulde interesser. I kontrast til den foregående analyse af, hvordan kapitalens strukturelle magt presser på for en antikapitalistisk politik, er det nu valget om at presse videre, som jeg vil fremhæve. Som Miliband, der netop også tænker i politisk forberedelse, understreger, er “forestillingen om, at omstændighederne uundgåeligt påtvang modvillige regeringer et bestemt sæt politikker og handlinger, og at der ikke fandtes noget valg, […] falsk. Der er altid et valg at træffe”.⁵⁶Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 167. Valget om at bryde ud af grænsen for det politiske er til stede. At holde fast og fortsætte fører til en radikalisering af det politiske. Men det kan kun lade sig gøre, hvis venstrefløjen er politisk forberedt, dvs. “hvis den vedtog gennemgribende tiltag, udarbejdet længe før den tiltrådte regeringsmagt, for at beskytte valutaen og økonomien fra finansmarkedernes destabiliserende aktiviteter og fjendtlige regeringer og institutioner”.⁵⁷Miliband, Divided Societies, 230. Valget står altså mellem “radikalisering eller tilbagetog”.⁵⁸Miliband, Divided Societies, s. 230. Et aspekt, som jeg ikke har taget fat i, men som er af helt afgørende betydning, er spørgsmålet om tid og hastighed: en regering opsat op radikal forandring må skulle handle meget hurtigt i en meget radikal retning.

Politisk vilje gør det, naturligvis, ikke alene. For på den anden side gælder politisk forberedelse ikke kun den regering og de politikere, som er blevet valgt på baggrund af et radikalt reformprogram, og som vælger at presse på, men også den brede sociale massebevægelse, som er en betingelse for, at en antikapitalistisk regering ikke blot kommer til magten, men også har en chance for at overleve på sigt. Eller sagt på en anden måde: Det afhænger af, hvor meget et antikapitalistisk parti har forberedt sit politiske grundlag på, hvad radikale reformer vil indebære, dvs. hvilken situation, som man vil kunne komme til at stå i. Der er en form for ærlighed på spil her:⁵⁹Denne form for politisk ærlighed har igen også sine rødder i den revolutionære socialistiske tradition. Se Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, 249. at man forbinder den åbne dialog om, hvilken situation man kommer til at stå i – hvilke valg man må træffe, hvad det kan have af konsekvenser osv. – sammenholdt med, hvilken verden man gerne vil skabe, hvorfor man netop vil presse på og bryde med kapitalens herredømme, selvom det vil gøre ondt og kræve ofre. Som Block påpeger, er det netop fraværet af en sådan forberedelse, som kendetegner den form for reformisme, som tror på, at brugen af den forfatningsmæssige eller parlamentariske vej mod et postkapitalistisk samfund kan ske gradvist.

Det ovenfor skitserede scenarie må derfor få os også til at reflektere over, om forsøget på at bryde med kapitalismen, skabelsen af et radikalt andet samfund, i det hele taget “kan gennemføres gradvist, uden brud, inden for de eksisterende institutioner, udelukkende med parlamentariske midler, uden folkets aktive deltagelse på deres arbejdspladser og kontorer, og uden den åbne forestilling om en anden verden, som er uundværlig for at skabe en sådan mobilisering”.⁶⁰Singer, Is Socialism Doomed, 275–76. Den politiske forberedelse går forud for det givne parlamentariske valg og kan ses som en mulighedsbetingelse for projektets politiske overlevelse. I den forstand afgøres skæbnen for et sådant eksperiment “længe før valget og afhænger i høj grad af venstrefløjens evne til at mobilisere og af måden, hvorpå den griber dette an”.⁶¹Singer, Is Socialism Doomed, 286.

Skabelsen af en sådan massebevægelse med en udviklet politisk bevidsthed, hvor interesser, midler og mål står klart, er altså betingelsen for, at denne regering vil kunne overleve på sigt, da den både vil få brug for bevægelsens opbakning til den vedvarende og langsigtede kamp, samt ikke mindst bevægelsens egen radikalitet og organiserede modmagt i “partnerskab” med stats- og regeringsmagten. I den forstand vil det, hvis vi igen følger Miliband, være en anden slags “dobbeltmagt”: ikke en antagonisme mellem en borgerlig regering og statsmagt på den ene side og et revolutionært parti og en selvorganiseret arbejdermagt (“arbejderråd”, “sovjetter” og lignende) på den anden, som kæmper om magten i samfundet, men derimod et partnerskab mellem en antikapitalistisk regering og de sociale bevægelser, herunder den organiserede arbejderklasse og fagforeninger.⁶²Miliband, Socialism for a Sceptical Age, s. 184; Miliband, Divided Societies, 228–229 og 233. Et partnerskab, der vil stå i kontrast til statens partnerskab med kapitalen.⁶³Ralph Miliband, Class Power and State Power (Verso, 1983), 72–73.

Uden en relation til og samtidig opbygning og understøttelse af denne folkelige modmagt – herunder også arbejdermagten – vil regeringen og partiet ikke have et materielt grundlag for at kæmpe imod kapitalens strukturelle magt. Det kræver i første omgang politisk forberedelse og organisering forud for magtovertagelsen. Men samtidig forudsætter det også en dybere forståelse af og et opgør med den kapitalistiske stat og det, der gør den til et instrument for kapitalens klasseherredømme. Her har analysen af den strukturelle magt kun været et første skridt i den retning.

1.	Hvordan kapitalen konkret sætter grænser for det politiske i en given historisk konjunktion er i sagens natur et empirisk spørgsmål. Mit primære ærinde i denne artikel er dog at fremsætte en mere generel marxistisk teori om kapitalens strukturelle magt som en vej til at forstå grænserne for staten og regeringens antikapitalistiske politik. Det er altså en grænseteori på et relativt højt abstraktionsniveau, fordi det i sagens natur handler om strukturer på makroniveau, hvis mekanismer og kausale effekter medfører en tendens til, at antikapitalistiske politikker fravælges.
2.	Manolis Kalaitzake skelner mellem den gamle og den nye strukturelle magtanalyse, hvor den første ofte er forankret i en marxistisk teoretisk ramme og er på et relativt højt abstraktionsniveau, da den analytisk foregår på makroniveau. Se “Structural Power without the Structure: A Class-Centered Challenge to New Structural Power Formulations”, Politics and Society, Vol. 50, nr. 4 (2022): 655–687.
3.	Lars Tønder, Om magt i den antropocæne tidsalder (Djøf Forlag, 2020), 16.
4.	Tønder, Om magt, 17.
5.	Tønder, Om magt, 170.
6.	Tønder, Om magt, 170–71.
7.	Ralph Miliband, Marxism and Politics (Oxford University Press, 1977), 8.
8.	Lois McNay, The Misguided Search for the Political (Polity, 2014). Det burde dog være muligt at forene en mere økologisk bevidst og centreret magtanalyse med den strukturelle og økonomiske, men det er ikke mit ærinde her.
9.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 655.
10.	Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, “Capital Strike as a Corporate Political Strategy: The Structural Power of Business in the Obama Era”, Politics and Society, Vol. 46, nr. 1 (2018): 3–28.
11.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 664–665.
12.	Kevin A. Young, Tarun Banerjee og Michael Schwartz, Levers of Power (Verso, 2020), 3.
13.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 683.
14.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 8.
15.	Young et al., Levers of Power, 4.
16.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 6.
17.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 10.
18.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12–15.
19.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20.
20.	Vivek Chibber, The Class Matrix (Havard University Press, 2022), 35.
21.	Chibber, The Class Matrix, 36.
22.	Tønder ville indvende her, at agens forstås alt for antropocentrisk, når Chibber definerer det som “et begreb til at beskrive en måde, mennesker intervenerer i verden omkring dem. Det er kendetegnet ved det faktum, at det er en intervention, som er motiveret af grunde – i modsætning til dyriske instinkter eller rene vaner”. Se Chibber, The Class Matrix, 122. For en velkendt kritik af nymaterialismens agensbegreb, som flugter med Chibbers antropocentriske fortolkning, se Andreas Malm, The Progress of this Storm (Verso, 2018).
23.	Chibber, The Class Matrix, 122–123.
24.	Chibber, The Class Matrix, 123.
25.	Chibber, The Class Matrix, 123.
26.	Det har mikropolitiske konsekvenser på arbejdspladsen, hvor retten til at lede og fordele arbejdet sjældent er noget, som kapitalister giver fra sig frivilligt, fordi det netop kan udfordre friheden til at restrukturere og effektivisere produktion, dvs. øge produktiviteten, eller med marxistiske termer: øge den relative udbytning.
27.	Chibber, The Class Matrix, 125.
28.	Chibber, The Class Matrix, 126–27. Pointen er også her, som i den strukturelle magtanalyse, at spørgsmålet om determinisme dermed bliver et empirisk spørgsmål: Hvordan og i hvor høj grad er de sociale processer, som vi analyserer, deterministiske eller ej?
29.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 685, note 51.
30.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 672.
31.	Fred Block, Revising State Theory – Essays in Politics and Postindustrialism (Temple University Press, 1987), 58.
32.	Block, Revising State Theory, 58.
33.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 12.
34.	Block, Revising State Theory, 59–60. Især i kraft af den generelle tendens mod “finansialiseringen” af nationale økonomier samt betydningen af den globale finansielle sektor under den nutidige kapitalisme, har nyere strukturelle magtteori især fokuseret på den sektorsmagt. Se Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”.
35.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 675.
36.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 676.
37.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 677.
38.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 20.
39.	Kalaitzake, “Structural Power without the Structure”, 671.
40.	Ian Greer og Charles Umney, Marketization – How Capitalist Exhange Disciplines Workers and Subverts Democracy (Bloomsbury Academic, 2022), 71.
41.	Ralph Miliband, Divided Societies – Class Struggle in Contemporary Capitalism (Oxford, 1991), 114.
42.	Ralph Miliband, Socialism for a Sceptical Age (Polity Press, 1994), 163.
43.	Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 163.
44.	Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 160.
45.	Andreas Malm og Wim Carton, Overshoot (Verso, 2024), 141. De ser ekspropriation som én mulig måde at løse problemet med strandede aktiver. Det ville være den “politiske destruktion af fossilkapitalen” (111) og et direkte angreb på den private ejendomsrets ukrænkelighed og dermed kapitalens magt.
46.	Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme (Gyldendal, 2021), 309. Dragsted gestikulerer også mod, at nationalisering og demokratisk ejerskab og kontrol med finanssektoren kan blive aktuelt, når han understreger diskussionen om “hvorvidt en ikke-demokratisk forankret finanssektor over en periode helt skal afvikles” (309).
47.	Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad, Klima og Klasse (Information, 2025), 256–260. Uden at forfatterne siger det direkte, kan opgøret med “koncentrationen af jordejendom” og kravet om at “vi finder en model for at flytte ejerskab af jorden over på fællesskabets hænder” reelt også betyde ekspropriation uden kompensation.
48.	Stahl mf., Klima og Klasse, 260–262. Formuebeskatning vil også her være et direkte angreb på kapitalens magt, som når forfatterne påpeger, at “[j]o større koncentrationen af kapital hos enkelte individer og firmaer er, jo større magt overlades der til disse aktører”, og at “[e]n reduktion af den magt, som ligger i de koncentrerede formuer, vil give fællesskabet bedre muligheder for en rationel planlægning af fremtidens produktion”.
49.	Stahl mf., Klima og Klasse, 250–252 samt Dragsted, Nordisk Socialisme, 291–294.
50.	Dragsted, Nordisk Socialisme, 300–304.
51.	Det så man blandt andet i tilfældet Mitterand regeringen i 1981–83. Se Daniel Singer, Is Socialism Doomed (Oxford University Press, 1988), 104.
52.	Block, Revisting State Theory, 61.
53.	Young et al., “Capital Strike as a Corporate Political Strategy”, 21.
54.	Se eksempelvis Vladimir Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, i V.I Lenin Collected Works, volume 27 (Progress Publishers, 1965), 237–277.
55.	Block, Revisting State Theory, 61.
56.	Miliband, Socialism for a Sceptical Age, 167.
57.	Miliband, Divided Societies, 230.
58.	Miliband, Divided Societies, s. 230. Et aspekt, som jeg ikke har taget fat i, men som er af helt afgørende betydning, er spørgsmålet om tid og hastighed: en regering opsat op radikal forandring må skulle handle meget hurtigt i en meget radikal retning.
59.	Denne form for politisk ærlighed har igen også sine rødder i den revolutionære socialistiske tradition. Se Lenin, “The Immediate Task of the Soviet Government”, 249.
60.	Singer, Is Socialism Doomed, 275–76.
61.	Singer, Is Socialism Doomed, 286.
62.	Miliband, Socialism for a Sceptical Age, s. 184; Miliband, Divided Societies, 228–229 og 233.
63.	Ralph Miliband, Class Power and State Power (Verso, 1983), 72–73.

Kong Gulerod

Troels Thorborg Andersen · 18. feb. 2026

I en krisestund sagde en af mine kloge venner engang til mig: Det bedste, du kan gøre, er at læse. Dengang syntes jeg, at hans forslag var idiotisk. I dag har jeg forstået, at han havde så evigt ret. Derfor vil jeg give dette bud videre til alle jer, der begræder breakuppet mellem Europa og USA. Hvis I synes, verden er af lave, fordi den liberale verdensorden er gået under, så læg jer til rette på sofaen og læs på livet løs!

I det følgende vil jeg kontemplere lidt over min egen internetudgravning af Kong Gulerods historiske aflejringer. Det viser sig nemlig, at der her findes nogle interessante perspektiver, der måske kan sætte nutidens ideologiske omvæltninger en smule i relief – måske endda bidrage til den åndelige oprustning!?

Det hele starter i 1819 med E. T. A. Hoffmanns eventyr Klein Zacher gennant Zinnober (Lille Zacher kaldet Zinnober). Vi befinder os i et lille idyllisk fyrstedømme, hvor feer bor side om side med mennesker. Da Fyrst Demetrius overlader tronen til sin søn Paphnutius beslutter denne sig imidlertid for per dekret at indføre Oplysningen (med stort O) i det lille land. Feer og andet tryllefolk skal bortvises, sådan at fornuften endelig kan råde. Under denne udrensning når feen Rosabelverde dog at redde sig i skjul ved at skifte navn til Fräulein von Rosenschön.

En dag kommer von Rosenschön forbi en ludfattig kvinde, der er dejset om af træthed i grøftekanten. Med sig har kvinden sit tre-årige drengebarn, der er så grim, at han ligner en ræddike. Rosenschön får medlidenhed med kvinden, men hun når til den konklusion, at det ikke giver mening at give hende penge. Ifølge den oplyste fe har fattige folk det jo med at ødsle penge bort. Til gengæld vælger feen at fortrylle det stygge drengebarn. Fra nu af vil han blive i stand til at tage æren for alle de gode kvaliteter, som folk omkring ham kan stille op med. Han kan med andre ord blive benådet for sin grimhed, ved at smykke sig med andres meritter.

Mange år senere rejser det nu voksne barn under navnet Zinnober til universitetsbyen Kerepes for at studere jura. I byen hersker Oplysningen. Under et teselskab hos Professor Mosch Terpin vil den stolte student Balthasar, i håb om at imponere både professoren og dennes datter Candida, fremføre sit seneste digt. Men Zinnober er også til stede denne aften, og just som fortryllelsen har spået, får Zinnober æren for det smukke digt, hvilket bringer Balthasar helt ud af fatning. Det viser sig kort efter, at Zinnober allerede har fået æren for mangt og meget blandt byens intellektuelle elite: På andres bekostning har han fået et godt ry for sine eminente musikalske evner, sin strålende sangkraft og desuden har han bestået sin juristiske statseksamen med bravour. Eneste problem: Det hele bygger på en forbandet – eller fortryllet, alt efter øjnene der ser – løgn.

Som man kan tænke sig til, så opnår Zinnober takket være sin fortryllelse både en ærværdig stilling i fyrstens udenrigsministerium samt – det måtte jo ske! – Candidas hånd. Nu er det bare sådan, at Balthasar i mellemtiden er stødt ind i Doktor Prosper Alpanus, der red forbi ham i sin åbne karet ude i skoven. Vognen fortjener en førstehåndsbeskrivelse:

Hør engang! – Hans kabriolet har form som en forsølvet musling, mellem hjulene er der anbragt en lirekasse, som spiller af sig selv, når vognen kører. Det, der ved første øjekast ligner en sølvfasan, er i virkeligheden en lille hvidklædt jockey, og det, man tror er en gylden skarnbasses vinger, er i virkeligheden blade, der er spændt ud som solskærm. Vognens to hvide heste har fået skruet horn i panden, sådan at de kan se rigtigt fabelagtige ud. Desuden er det sandt, at Doktor Alpanus bærer et smukt spanskrør med en herligt funklende krystal i knoppen, der har givet anledning til mange fabuleringer og endnu flere løgne. Det siges, at intet øje kan tåle krystallens lysskær. Men hvis doktoren dækker den over med et tyndt slør og man derefter retter et fast blik på krystallen, så siges det, at en spejling af den person, man har i sine inderste tanker, vil vise sig i krystallen.¹E. T. A. Hoffmann, Klein Zaches genannt Zinnober (Berlin: Holzinger, 2013 [1819]), 40 (egen oversættelse).

Der er med andre ord fantasifulde ugler i mosen i det ellers oplyste fyrstedømme, og den knægtede student Balthasar søger hjælp hos Doktor Prosper Alpanus for at få hævn over Zinnober.

For at gøre en lang historie kort, så lykkes det til sidst Balthasar med doktorens hjælp at få afsløret Zinnobers scam. Balthasar får Candida og, for at det ikke skal være løgn, så ender historien også nogenlunde godt for Zinnober og hans fattige mor. Selvom Zinnober i kampens hede dør, så sørger feen Rosabelverde a.k.a. Fräulein von Rosenschön for, at han får en statsbegravelse og således sit gode ry velbevaret. Hans mor bliver kongelig hofleverandør af løg, og hun kan på den måde som en ægte oplyst erhvervskvinde arbejde sig vej ud af fattigdommen.

Tilbage i virkeligheden lod komponisten Jacques Offenbach sig inspirere af E. T. A. Hoffmanns eventyr og satte i 1872 operaen Le roi Carotte (Kong Gulerod) op i Paris.

Vi befinder os nu i den fiktive Kong Fridolin den 14.’s rige. På sin vis ånder alt fred og ro. Kongeriget er godt nok gået bankerot på grund af Fridolins eskapader som ung prins, men han har en plan til at opnå genoprejsning: Han vil kurtisere prinsessen i naboriget, der siges at være ved muffen. Planen ser ud til at lykkes, lige indtil den aften, hvor der er fest på hoffet og en vis Kong Gulerod kommer anstigende med sin skare af dansende grøntsager. Kong Gulerod præsenterer sig selv som konge af et underjordisk rige. Ved hjælp af nogle tryllekunster formår Kong Gulerod at vende folkestemningen mod Kong Fridolin, og Kong Gulerod overtager nu såvel trone som prinsesse.

Fridolin og hans fire tiloversblivende trofaste følgesvende må nu kæmpe for at komme af med Kong Gulerod igen. Deres vej går over det antikke Pompeii, hvor de lige netop når at få fat en magisk ring, de skal bruge til foretagendet, før de på afstand ser Vesuv gå i udbrud og civisationen gå under. Derudover må de en tur ned i insektriget, et smut til aberiget og igennem en ørken, før de til sidst kan vende tilbage til kongepaladset. Her har Kong Gulerod i mellemtiden mistet befolkningens tillid, opstand er på vej, og det lykkes slutteligt for Fridolin at tilbagevinde sin trone.

Hvad har disse fantasifulde historier at gøre med nutidens politiske omvæltninger? Nogen vil mene, at virkelighen næsten formår at overgå fiktionen. Den 20. januar 2025 blev Donald J. Trump igen taget i ed som præsident, og hvad der siden er sket, er næsten lige så vanvittigt som handlingerne i ovenstående eventyr. Bemærkelsesværdigt er det først og fremmest, hvor meget had Trump tilsyneladende har til EU og den europæiske frihandels- og fredsideologi. Men i kølvandet på den betragtning – som jo bliver fremført og diskuteret på daglig basis – gemmer sig måske en anden, slet skjult hemmelighed, der på forunderlig vis danner en rød tråd fra Zinnober over Kong Gulerod til Trump: Den gældende orden i et samfund er i høj grad styret af, hvem der narer hvem. Og vel at mærke er det sådan, at alle kneb gælder i denne kamp om magten. Trump siger godt nok, at han hader EU, men han elsker tilsyneladende de (for en stor del hedengangne) europæiske monarkier, eller i hvert fald den statsform, de repræsenterede.

Det blev senest understreget ved Trumps rundrejse i Asien. I Sydkorea modtog han en replika af en antik kongekrone. Som værterne i DR’s podcast Stjerner og striber kunne analysere sig frem til, så må man jo gå ud fra, at de sydkoreanske værter har fulgt nøje med i, hvad der kunne gøre deres hoser grønne hos den amerikanske præsident, og det, koreanerne nåede frem til, var altså en kongekrone.²Stjerner og striber, “Trump 2028?”, DR, 31. oktober 2025. Tilbage i september 2025 inviterede Storbritannien da også Trump på statsbesøg i selveste Windsor Castle. Og endnu et eksempel på Trumps forkærlighed for det monarkiske er hans planlagte ombygning af østfløjen i Det Hvide Hus. At dømme efter de billeder, der viser, hvordan balsalen skal se ud efter ombygningen, så står det klart, at det er europæiske, royale bygninger, der danner forbillede. Også Trumps påhit om at annektere Grønland demonstrerer hans ærefrygt overfor monarkiet: Mette Frederiksen er “nasty”, men når det danske kongehus viser flag på Grønland, bliver der underligt stille fra Trump-lejren. Og sidst men ikke mindst gik modstandere af Trump på gaden d. 18. oktober 2025 til såkaldte “No Kings”-protester, hvortil Det Hvide Hus’ modsvar var en AI-genereret video af Trump med kongekrone på, der flyver rundt i jetjager og bomber demonstranterne med lort.³The Independent, “Trump mocks ‘No Kings’ protests with shocking AI videos”, YouTube, 19. oktober 2025.

Trump sagde det selv i sin indtrædelsestale: “I was saved by God to make America great again.” Det må siges at være et valgsprog, der ligger bedre i munden og er en konge mere værdigt end danske Kong Frederik 10.’s, “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Trumps valgsprog minder mere om Kong Frederik 3.‘s, “Dominus providebit” – “Herren vil råde”, og han var som bekendt Danmarks første enevældige konge. Forskellen ligger i, at Trump på samme måde som Frederik 3. placerer sig selv på et en helt særlig position lige mellem Gud og staten. Trumps ambition er ikke at tjene og forene noget folk, men derimod at lade glansen fra sin egen person beskinne det land, han regerer (no pun intended). Trump forstår i bogstavelig forstand sig selv som særligt udvalgt af Gud, og derfor irriterer det ham så grænseløst, når liberale institutioner så som EU, Harvard og Nobelkomitéen ikke anerkender ham denne særstatus. Til gengæld finder han en fin forståelse med ligesindede, absolutistisk tænkende statsledere som Putin, Kim Jong Un og Saudi Arabiens Kong Salman. Som leder af Jordens (endnu) eneste supermagt vil Trump nemlig ikke dømmes af andre end Gud.

Denne iagttagelse rejser spørgsmålet om, hvordan de europæiske lande som individuelle, politiske subjekter og EU som kollektivt, politisk subjekt kan bruge deres historiske og ideologiske arv i det igangværende realpolitiske spil om den globale magtbalance. Er det nok at invitere “daddy” på kaffe i de royale palæer rundt omkring på kontinentet, eller kunne der findes andre muligheder for at bringe erfaringerne med absolutistisk monarkisme i spil for at ophæve den trumpske fortryllelse?

Der findes næppe nogen bedre politisk tænker at gå til end den græsk-fødte, men tysk-skrivende filosof Panajotis Kondylis (1943–1998), hvis man vil forsøge at forstå, hvordan politisk magt udfolder sig som en kamp mellem antitetiske positioner. Kondylis arbejdede ud fra et metodisk begreb, han kaldte “deskriptiv decisionisme”, der i følge ham selv endelig ikke må forveksles med Carl Schmitts “militante decisionisme”.⁴Panajotis Kondylis, Macht und Entscheidung. Die Herausbildung der Weltbilder und die Wertfrage (Stuttgart: Klett-Cotta, 1984), 22. Forskellen på de to begreber ligger i, at Kondylis’ decisionisme i modsætning til Schmitts ikke er normativ, dvs. den “deskriptive decisionisme” vil udelukkende beskrive, hvordan politik fungerer. Schmitt peger på, at beslutningsmagt (heraf termen “decisionisme” – magten til at tage en beslutning) kræver en person, der tager magten i egen hånd og afgør kampen i et politisk stridsmål. Modsat forholder Kondylis sig udelukkende til det faktum, at politisk-historisk udvikling er båret frem af konkrete politiske afgørelser, der kun kan træffes gennem magtanvendelser. Hvor Schmitt ser magtanvendelse som en etisk handling, der betragter Kondylis magtanvendelse som uomgængelig del af den historiske, politiske og sociale logik. Kondylis tillader sig derfor også at forblive svar skyldig, hvis han spørges ind til, hvad der er rigtigt og forkert, godt eller dårligt. Med Kondylis har vi altså først og fremmest at gøre med en ideologikritiker.

Kondylis’ “deskriptive decisionisme” er desuden teoretisk funderet i dialektikken, hvilket betyder, at Kondylis forstår historiens udvikling som et resultat af modstridende positioners magtkamp. Dette kunne foranledige én til at tro, at Kondylis dermed også ser kampen afsluttet, idet den ene part vinder over den anden. Men her giver Kondylis en (måske) overraskende anderledes udlægning: “Det er til enhver tid sådan, at sejrherrens ideologi giver den besejrede en fortolkningsramme til at forstå virkeligheden ud fra, nederlaget bliver på sin vis beseglet ved at de besejrede overtager sejrherrens standpunkt.”⁵Panajotis Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert. Von den Utopien zur Globalisierung (Heidelberg: Manutius Verlag, 2001), 7–8 (egen oversættelse).

Det betyder altså, at nederlaget i virkeligheden består i de besejredes internalisering af den ideologi, de for lidt siden kæmpede imod. Et skrækeksempel på denne logik kunne være Sovjetunionens fald, der skete som en konsekvens af den gradvise liberalisering af samfundet under Mikhail Gorbatjov, men som allerede under Boris Jelzin udviklede sig til en hyperkorrupt russisk stat, hvor “vinderne” på det nye frie marked, nemlig oligarkerne, de facto satte sig på magten (for siden at blive udmanøvreret af Putin). Et andet eksempel på internaliseringen af sejrherrens standpunkt kunne være Kinas inkorporering af liberale økonomiske principper i det kommunistiske system og dermed etableringen af en ideologisk statskapitalisme, hvilket i dag må siges at være en succeshistorie i økonomisk og verdensmagtsstrategisk henseende.

Med henblik på den nye magtbalance efter at den ideologiske kamp er udkæmpet, skriver Kondylis: “Hvis man ikke vil være talerør for magten, så må man heller ikke overtage det billede af magten, som magthaveren fremstiller og påtvinger andre.”⁶Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 11.

Her ville spørgsmålet om, i hvor høj grad Rusland og Kina i starten af 1990’erne overtog det liberale vestens billede af magten, være en længere overvejelse værd. Desværre nåede Kondylis ikke selv at gå i dybden med det spørgsmål før hans alt for tidlige død i 1998. Om den konkrete historisk-politiske situation i kølvandet på Den Kolde Krig, skriver han derfor primært i et småprofetisk tonefald: “Hvis det 20. århundrede rev tæppet væk under den kommunistiske utopi, så vil det 21. århundrede betyde liberalismens afskaffelse.”⁷Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 12 (Kondylis skrev dette i 1998).

Og her er vi så tilbage ved tekstens begyndelse. Liberalismens globale hegemoni, der ellers blev fejret som “historiens afslutning”, er gået i opløsning.⁸Francis Fukuyama, The End of History and the Last Man (New York: Free Press, 1992). Skal vi tro Kondylis, er det en helt naturlig konsekvens af den evigt igangværende kamp mellem ideologiske antiteser. Efter kommunismens nederlag til liberalismen måtte den liberalistiske ideologis fald følge, fordi der ifølge den dialektiske logik altid vil opstå en ny ideologisk og politisk antitese til den gældende magt. De besejredes internalisering af sejrherrens ideologi vil altid skabe et grundlag for nye ideologiske formationer. Vi har set det i Rusland, og vi har set det i Kina. Kondylis blev ikke uden grund kaldt “Anti-Fukuyama”, for ideen om “historiens afslutning” strider mod selve logikken i hans “deskriptive decisionisme”.⁹Falk Horst, Panajotis Kondylis und die Metamorphosen der Gesellschaft. Ohne Macht lässt sich nichts machen (Berlin: Dunker & Humblot, 2019), 44.

Nødvendigheden af liberalismens afskaffelse, som Kondylis forudså, kan i dag analyseres retrospektivt. Her i Tidsskriftet Paradoks har Alberte Bové Rud eksempelvist peget på, at det særlige ved “den liberale orden” er, at den tilskynder en “regelbaseret struktur, der med juridisk kølighed kan skelne ret fra vrang og tilstræber universalisme.”¹⁰Alberte Bové Rud, “Et værre roderi: Hvordan struktureres verden efter den liberale ordens fald?”, Tidsskriftet Paradoks, 9. oktober 2025. Hvis vi med Kondylis’ metodiske “deskriptive decisionisme” prøver at forestille os en antitetisk modsætning til en sådan position, så rammer Trumps absolutisme (for slet ikke at tale om Putin) på mange måder plet. Trumps orden er jo netop alt det modsatte af “regelbaseret struktur”, “jurdisk kølighed” og “universalisme”. Der kan ikke indgås komprimisser med Trump på disse punkter, men hvis vi skal følge Kondylis’ logik, så vil der på et tidspunkt opstå en syntese ud af den dialektiske modsætning mellem EU-liberalismen og Trump-absolutismen. Spørgsmålet er bare, hvordan denne syntese kommer til at se ud. Svaret kræver en grundig selvransagelse af, hvad det er for et billede af magten som vi europæiske, liberale tabere i det globale magtspil gør os.

Hvis vi dykker lidt dybere ned i analysen af den nuværende politiske “uorden” (selvom det jo kun er en “uorden” set med EU-liberalistiske briller), så må vi erkende, at EU og det liberale USA blev taget på sengen af de politiske udviklinger i år 2025, fordi liberalismen aldrig rigtig har villet forstå sig selv som en ideologi. Bové Rud har fuldstændig ret, når hun skriver, at Ursula von der Leyens advarsler om, at en fremtidig verdensorden vil blive defineret af magt, runger hult, fordi “enhver verdensorden til hver en tid altid er rammesat af magthavere.”¹¹Bové Rud, “Et værre roderi”. Også Kondylis ser et problem i, at liberalismen har nægtet at stå ved sin egen ideologisk motiverede magtanvendelse. Han peger fx ofte på normative værdier såsom menneskerettighederne, der er blevet fremført som en universel etik, der gælder for alle mennesker i hele verden. Problemet er bare, mener Kondylis, at det de facto ikke er sandt. Rettigheder kan kun håndhæves som borgerrettigheder, der er sikret af en stat. Da der ikke er nogen verdensstat, som alle verdens mennesker er borgere i, så er det et (selv)bedrag at tro, at menneskerettighederne er universelle.¹²Se fx bogen Planetarische Politik nach dem Kalten Krieg (Berlin: Akademie Verlag 1992). Ifølge Kondylis er universelle etiske principper således blevet brugt som et magtinstrument, fordi de har kunnet tilsløre faktiske politiske konflikter, fx konflikter mellem det globale nord og det globale syd, der først udsprang af kolonitiden og nu ser ud til at intensiveres på grund af klimaforandringernes negative indvirkning på levevilkårene rundt omkring på kloden.

Liberale politikere i EU og USA kan selvfølgelig “forsøge at holde liberale principper højt” (fx “regelbaseret struktur”, “jurdisk kølighed” og “universalisme”), som Bové Rud skriver, men Trump-absolutismen har tvunget dem til at erkende, at omsætningen af disse principper kun kan ske gennem magtanvendelse. Ingen er hellig, men nogen mener, de er udvalgt af Gud.

Spørgsmålet er derfor, hvad der nu vil ske, i en tid, hvor selv liberale, europæiske politikere, der tror – eller troede – på idealerne demokrati, frihed og menneskerettigheder er begyndt at anerkende, at den liberale verdensorden er gået under. Spørgsmålet trænger sig endnu mere på, når vi på daglig basis kan høre, læse og se Trump udskamme EU samtidig med, at han ikke bare hylder absolutistiske værdier, men ligefrem gennemtrumfer absolutistisk politik, hvis fortilfælde bedst findes i Europa på enevældens tid.

Hvis Kondylis har ret i, at nederlaget består i de besejredes internalisering sejrherrens ideologi, så kan man frygte lidt for, hvilke politiske modsvar EU kunne finde på at diske op med. Der er såmænd allerede klare tegn på, at internaliseringen er gået igang. Bare tag som eksempel, at den højreorienterede og ofte Trump-støttende EPP-gruppe for nyligt fik flertal i Det Europæiske Parlament for første gang nogensinde.¹³Max Griera, Jordyn Dahl, Ellen O’Regan & Bartosz Brzeziński, “The EU’s far right has tasted power. Now it wants action on migrants, cars and red tape”, Politico, 20. november 2025.

Det er umuligt at spå om fremtiden, men i litteraturens og eventyrernes verden kan det nogle gange lade sig gøre at finde perspektiver, der åbner for nye fortolkninger. Som en anden Kong Gulerod synes Trump at være kommet anstigende i det gode selskab og have stjålet tronen, og som en anden Zinnober er han flintrende ligeglad med, om de meritter, han forsøger at få tilskrevet sig, er velfortjente eller ej. Tricket er nu, at vi ikke må lade os forblænde af hans narrestreger, men derimod køligt analysere den magtdynamik, der udspiller sig i det antitetiske forhold mellem liberalismen og absolutismen, eller mere præcist: mellem, på den ene side, “regelbaseret struktur”, “juridisk kølighed” og “universalisme”, og, på den anden side, magtfuldkommenhed, idiosynkrasi og egomani.

Det er ingen let opgave, men første skridt til at løse den, er at finde det rigtige sted at kigge hen. Måske er det ikke så meget Den Kolde Krigs bipolære verdensorden, der spøger, måske er det fra et europæisk perspektiv snarere det 17. århundredes absolutismes fremkomst og undergang, vi bliver nødt til at studere igen – vel at mærke ikke for at genrejse de europæiske monarkier, men for at forstå, hvad der kommer til at ske efter Trump.

1.	E. T. A. Hoffmann, Klein Zaches genannt Zinnober (Berlin: Holzinger, 2013 [1819]), 40 (egen oversættelse).
2.	Stjerner og striber, “Trump 2028?”, DR, 31. oktober 2025.
3.	The Independent, “Trump mocks ‘No Kings’ protests with shocking AI videos”, YouTube, 19. oktober 2025.
4.	Panajotis Kondylis, Macht und Entscheidung. Die Herausbildung der Weltbilder und die Wertfrage (Stuttgart: Klett-Cotta, 1984), 22.
5.	Panajotis Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert. Von den Utopien zur Globalisierung (Heidelberg: Manutius Verlag, 2001), 7–8 (egen oversættelse).
6.	Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 11.
7.	Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 12 (Kondylis skrev dette i 1998).
8.	Francis Fukuyama, The End of History and the Last Man (New York: Free Press, 1992).
9.	Falk Horst, Panajotis Kondylis und die Metamorphosen der Gesellschaft. Ohne Macht lässt sich nichts machen (Berlin: Dunker & Humblot, 2019), 44.
10.	Alberte Bové Rud, “Et værre roderi: Hvordan struktureres verden efter den liberale ordens fald?”, Tidsskriftet Paradoks, 9. oktober 2025.
11.	Bové Rud, “Et værre roderi”.
12.	Se fx bogen Planetarische Politik nach dem Kalten Krieg (Berlin: Akademie Verlag 1992).
13.	Max Griera, Jordyn Dahl, Ellen O’Regan & Bartosz Brzeziński, “The EU’s far right has tasted power. Now it wants action on migrants, cars and red tape”, Politico, 20. november 2025.

Skitse af en politisk teori om undtagelsestilstande

Mikkel Flohr · 12. dec. 2025

Vi lever i en periode karakteriseret af kriser, opbrud og omvæltninger. Og ekstraordinære omstændigheder fordrer, som bekendt, ekstraordinære tiltag. De sidste tre årtier har således været præget af flere og flere undtagelsestilstande. De er blevet erklæret som reaktion på den tilsyneladende endeløse serie af kriser, vi har oplevet. Serien startede med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 og fortsatte gennem den efterfølgende – tilsyneladende nærmest uendelige – krig mod terror. Sidenhen fulgte finanskrisen i 2008, Covid-19-pandemien og de mange forskellige krige, konflikter og andre kriser, der fulgte i kølvandet på dem, såvel som den konstant accelererende og eskalerende klimakrise og dens mange afledte effekter.¹Om krisebegrebet, se bl.a. Mikkel Flohr, “The Politics of ‘Crisis’ in Historical Perspective”, Age of Revolutions, 9. juni 2025; Reinhart Koselleck, “Crisis”, Journal of the History of Ideas 67, nr. 2 (2006): 357–400; Ville Lähde, “The Polycrisis”, Aeon, 17. august 2023.

Begrebet undtagelsestilstand betegner en regerings ret til midlertidigt at ophæve loven, borgerrettigheder og almindelige demokratiske procedurer og tage helt ekstraordinære midler i brug for at tackle en eksistentiel trussel eller krise. Det kan indbefatte alt fra at indføre udgangsforbud, indsætte militæret og regere ved dekret til betydeligt mindre iøjnefaldende tiltag såsom at overføre beslutningskompetencer fra folkevalgte forsamlinger til en krisestab eller embedsværket, fremskynde lovgivningsprocesser eller suspendere almindelige retsgarantier. De fleste stater har nogenlunde enslydende juridiske bestemmelser for undtagelsestilstande eller tilsvarende praksisser, selvom de ofte bruger forskellige betegnelser for dem såsom nødret, krigsretstilstand, belejringstilstand mv. Der gives sjældent præcise juridiske definitioner, da undtagelsestilstanden – per definition – befinder sig uden for lovens rammer og derfor er svær at forankre juridisk.²En nyere undersøgelse viser, at over 90% af gældende forfatninger indeholder bestemmelser om undtagelsestilstande. The Constitute Project giver et godt overblik over deres indhold. Se Tom Ginsburg & Mila Versteeg, “The Bound Executive: Emergency Powers During the Pandemic”, Virginia Public Law and Legal … Continue reading Undtagelsestilstande er som sådan et paradoksalt juridisk fænomen, der befinder sig på kanten af loven. På den ene side er de ofte forankret i loven, på den anden side suspenderer de den og kan som sådan ikke anses for at være et entydigt juridisk fænomen.³Andrej Zwitter, “The Rule of Law in Times of Crisis: A Legal Theory on the State of Emergency in the Liberal Democracy”, Archiv für Rechts- und Sozialphilosophie 98, nr. 1 (2012): 96–98; Bryan Rooney, “Emergency Powers in Democratic States: Introducing the Democracy Emergency Powers Dataset”, Research and Politics … Continue reading

Undtagelsestilstande er ikke eksplicit nævnt i dansk lovgivning, men indgår alligevel i den på forskellige vis. Grundloven giver regeringen ret til at udstede midlertidig lovgivning når Folketinget ikke kan samles eller situationen er presserende. Lovgivningen må dog ikke stride mod grundloven og skal godkendes af Folketinget ved førstkommende lejlighed.⁴“Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1953” i Danske Forfatningslove 1665–1953, red. Jens Himmelstrup and Jens Møller (Schultz Forlag, 1958), 181 (§ 23). At der ikke er eksplicit hjemmel i Grundloven til at ophæve dens bestemmelser er ikke det samme som et forbud, som Rasmus Grønved Nielsen har vist med reference til diskussioner på … Continue reading Samtidig er de fleste jurister, der har beskæftiget sig med emnet, enige om, at der også eksisterer en implicit konstitutionel nødret hvorved en regering retmæssigt kan tilsidesætte grundloven i en nødsituation.⁵Nielsen, “ ‘Staten er det blivende,’ ” 267–272; se desuden Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen & Michael Hansen Jensen, Dansk statsret (3. udg.) (København: DJØF, 2020), 34ff. Derudover eksisterer der også forskellige paragraffer i dansk lovgivning, der tilskriver regeringen særlige beføjelser “under krig eller andre ekstraordinære forhold”, og endelig er Danmark tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som giver de underskrivende lande ret til at afvige fra selvsamme “under krig eller anden offentlige faretilstand, der truer nationens eksistens”.⁶“Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.”, Retsinformation, 27 februar 2001, § 17 stk. 1; “Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms (ETS No. 005)”, Council of Europe 1. august 2021, 5 (artikel 15) (egen oversættelse).

Undtagelsestilstande er voldsomme indgreb, der tilsidesætter og derved potentielt truer både demokratiske procedurer og retsstatsprincipper. Liberale demokratier har derfor traditionelt gjort alt hvad de kunne for at undgå at bruge dem, og de har kun brugt dem i de allerværste nødstilfælde og eksistentielle kriser. Derudover har de hovedsageligt været brugt af autoritære regimer.⁷Bemærk imidlertid, at mange liberale demokratier konsekvent benyttede undtagelsestilstande som en almindelig del af deres kolonielle administration. Se bl.a. John Reynolds, Empire, Emergency and International Law (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Nasser Hussain, The … Continue reading Men de konstante og vedvarende kriser over de seneste tre årtier er efterhånden begyndt at normalisere og legitimere brugen af dem i langt større udstrækning end vi har været vant til. Udviklingen kulminerede under Covid-19-pandemien, hvor regeringer jorden rundt erklærede undtagelsestilstande i et omfang, der aldrig tidligere er set i fredstid.⁸Sheila Jasanoff & Stephen Hilgartner, “A Stress Test for Politics: Insights from the Comparative Covid Response Project (CompCoRe) 2020”, Verfassungsblog, 2020; Jose Antonio Cheibub, Ji Yeon Hong & Adam Przeworski, “Rights and Deaths: Government Reactions to the Pandemic” (working paper), SSRN, 2020; se også Matthias … Continue reading Donald Trump var allerede i starten af sin nuværende præsidentperiode den præsident, der havde erklæret flest undtagelsestilstande i moderne US-Amerikansk historie.⁹Zachary Basu, “Trump’s United States of Emergency”, Axios, 18. april, 2025. Når undtagelsestilstande begynder at blive normen på den måde, er det nødvendigt at gentænke dem helt grundlæggende, ikke blot på grund af deres stigende juridiske og politiske centralitet, men også fordi undtagelserne potentielt begynder at definere reglerne. Det gør det nødvendigt at formulere et nyt teoretisk apparat til at forstå undtagelsestilstandene, deres forskellige politiske former og dynamikker såvel som deres paradoksale forhold til det juridiske og politiske system.

I det følgende vil jeg starte med at opridse samtidige forståelser af undtagelsestilstande med særligt fokus på juristerne Hans Kelsen, Carl Schmitt og Giorgio Agambens indflydelsesrige fortolkninger. Derefter fokuserer jeg på Schmitt og formulerer en immanent kritik af hans (mislykkede) forsøg på at politisere undtagelsestilstanden. Jeg tager hans forudgående historiske arbejde som udgangspunkt for at differentiere tre forskellige typer undtagelsestilstand – den bemyndigede, den suveræne og den konstituerende – og diskuterer deres politiske dynamikker og implikationer. Denne taksonomi udgør en skitse til en ny politisk teori om undtagelsestilstande og deres forskellige politiske former og dynamikker samt konsekvenser for demokrati og retsstat.

Her er det relevant at bemærke, at jeg benytter begrebet politisk til at henvise til konflikter og andre dynamiske interaktioner mellem forskellige aktører og institutioner. Jeg henviser altså ikke til Schmitts senere begrebsliggørelse af det politiske, som udelukkende orienterer sig mod det politiske fællesskabs afgrænsning og potentielle konflikt med andre politiske fællesskaber (der reducerer det politiske til interstatslige forhold). Når jeg insisterer på behovet for en politisk teori om undtagelsestilstande, mener jeg altså en teori, der anerkender, kan differentiere og analysere disse forskellige politiske dynamikker såvel som deres konsekvenser og muligheder i stedet for at reducere dem til enten loven eller suverænens afgørelse.¹⁰Carl Schmitt, Det politiskes begreb (København: Hans Reitzel, 2002)/Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1979).

Samtidige forståelser af undtagelsestilstanden

Undtagelsestilstandens paradoksale forhold til loven har medført, at mange jurister har ignoreret dem eller overladt dem til andre fag såsom statskundskab og sociologi.¹¹Se Giorgio Agamben, Undtagelsestilstand (Aarhus: Philosophia, 2009), 25. Covid-19-pandemien gav anledning til adskillige empiriske undersøgelser af diverse undtagelsestilstande og deres politiske konsekvenser indenfor disse discipliner, men der har alligevel nærmest ikke været nogen nye teoretiske refleksioner.¹²Se f.eks. Jose Antonio Cheibub, Ji Yeon Hong & Adam Przeworski, “Rights and Deaths: Government Reactions to the Pandemic”, working paper, SSRN, 2020; Thomas Hale, Jessica Anania, Noam Angrist, Thomas Boby, Emily Cameron-Blake, Martina Di Folco, Lucy Ellen, Rafael Goldszmidt, Laura Hallas, Beatriz Kira, Maria Luciano, Saptarshi … Continue reading De fleste politologer og sociologer trækker fortsat på teorier og begreber udviklet af juristerne Kelsen, Schmitt og Agamben. Men deres grundlæggende juridiske perspektiver på undtagelsestilstanden har på forskellig vis sløret dens forskellige politiske former, dynamikker og implikationer.

Den østrigske jurist og retsfilosof Hans Kelsen fortolkede undtagelsestilstanden som en del af det juridiske system og mente derfor også, at den principielt var underlagt loven. Han baserede sin argumentation på det, han kaldte “identitetstesen”, som postulerede, at staten og det juridiske system var identiske. Tanken var, at en stat, der ikke handlede i overensstemmelse med loven, ikke fortjente at blive anerkendt som en stat, men rent teoretisk kunne det lige så vel betyde, at det – per definition – var umuligt for stater at handle uden for eller imod loven.¹³Hans Kelsen, “God and the State”, i Essays in Legal and Moral Philosophy, red. Ota Weinberger (Boston: Reidel, 1973), 70–81; Hans Kelsen, Pure Theory of Law (Berkeley: University of California Press, 2005), 279–319, 348–56; Andrej Zwitter, “The Rule of Law in Times of Crisis: A Legal Theory on the State of Emergency in the … Continue reading Kelsens totalisering af loven var tænkt som en strategi, der skulle garantere retsstatsprincipper i forhold til undtagelsestilstande. Paradoksalt nok endte den imidlertid med at undergrave deres normative og praktiske relevans, idet enhver statslig handling nødvendigvis måtte forstås som lovlig inden for denne teoretiske ramme.¹⁴F.eks. Kelsen, Pure Theory of Law, 302–5.

Den kontroversielle tyske jurist og retsfilosof Carl Schmitt¹⁵Schmitt anses for at være kontroversiel, fordi han meldte sig ind i det Nationalsocialistiske Arbejderparti i april 1933 og hurtigt steg i graderne og blev “det Tredje Riges kronjurist” (om end hans personlige indflydelse faldt efter 1936 på grund af interne magtkampe). I efterkrigstiden nægtede han at tage afstand fra det … Continue reading kritiserede Kelsens forsøg på at underordne undtagelsestilstanden loven og identificerede i stedet undtagelsestilstanden som et udtryk for statens suveræne magt, der – ifølge ham – eksisterede og opererede uden for lovens rammer. Schmitt insisterede på, at undtagelsestilstanden ikke kunne kodificeres som lov eller begrænses juridisk. Undtagelsestilstanden var baseret på suverænens (typisk regeringens eller statsoverhovedets) uafhængige og grundlæggende vilkårlige beslutning om, hvornår en situation var kritisk nok til at retfærdiggøre tilsidesættelsen af loven for at tage alle virkemidler i brug for at løse den. Den slags situationer var – i sagens natur – undtagelser og kunne som sådan hverken forudses og kodificeres juridisk. Schmitt udvidede desuden undtagelsestilstanden til også at forklare lovens oprindelse. Han insisterede på, at en suveræn politisk beslutning gik forud for og definerede hele det juridiske system – undtagelsen, der definerede reglerne – og at denne konstituerende magt ikke kunne underlægges loven. Den suveræne magt fortsatte desuden med at eksistere side om side med loven og alle de institutioner, den affødte, som deres ekstra-juridiske garant, og kunne til en hver tid genaktiveres for at beskytte retsordenen, så snart suverænen skønnede, at det var nødvendigt. For Schmitt var undtagelsestilstanden ikke blot uden for loven – den udgjorde også lovens politiske grundlag. Det udgjorde en omvendt totalisering af det politiske i forhold til loven. Men Schmitts forståelse af det ‘politiske’ var imidlertid reduceret til suverænens almagt ift. både samfundet og loven.¹⁶Carl Schmitt, Politisk teologi: Fire kapitler om suverænitetslæren, i Politisk teologi og Romersk katolicisme og politisk form (København: Informations Forlag, 2009), 25–52/Carl Schmitt, Politische Theologie: Vier Kapitel zur Lehre von der Souveränität (Berlin: Duncker & Humblot, 1993), 11–40; … Continue reading

Schmitts totalisering af suverænmagten i og udenfor undtagelsestilstanden er siden blevet videreført af den italienske jurist og filosof Agamben, der har identificeret (og kritiseret) undtagelsestilstanden som de vestlige liberale demokratiers grundlæggende form og logik.¹⁷Giorgio Agamben, Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv (Aarhus: Klim, 2016), 29–80; Giorgio Agamben, Undtagelsestilstand (Aarhus: Philosophia, 2009); Giorgio Agamben, Brugen af kroppene (København: THP, 2019), 386–410. Agamben accepterer Schmitts fortolkning af undtagelsestilstanden … Continue reading Både Schmitt og Agamben overser imidlertid de underliggende og meget forskelligartede politiske dynamikker, der kan udløse og forme ophævelser af retsordenen og demokratiske procedurer. De ender derfor, paradoksalt nok, med at afpolitisere dem ved at reducere dem til suverænens beslutning. De reducerer derved både loven og politik til et spørgsmål om tilsyneladende absolut autoritet. Resultatet er, at der ikke længere er tale om en egentlig politisk teori om undtagelsestilstande, men snarere en spejling af Kelsens rent formelle juridiske forståelse af den – blot vendt på hovedet. Hvor Kelsen reducerede undtagelsestilstanden til loven, reducerer Schmitt (og Agamben) den til suverænens ret til at bestemme over det politiske og juridiske system.¹⁸Benno Teschke, “Fatal Attraction: A Critique of Carl Schmitt’s International Political and Legal Theory”, International Theory 3, nr. 2 (2011), 213; Mikkel Flohr, “Stasis: Civil War, Revolution and Destitution in Giorgio Agamben’s Homo Sacer-series”, Parrhesia 37 (2023): 177–81; Flohr, … Continue reading Det udstiller det fortsatte behov for at udvikle en politisk teori om undtagelsestilstanden – altså en teori, som kan inddrage og forstå undtagelsestilstandenes forskellige politiske dynamikker, der former, begrænser og udfordrer både det juridiske system, demokratiet og statens suveræne magt. Det er netop, hvad jeg vil forsøge at skitsere i resten af teksten.

Undtagelsestilstandens historiske oprindelse og udvikling

Selvom Schmitts indflydelsesrige tolkning af undtagelsestilstanden først blev formuleret i Politisk teologi fra 1922, gennemgår han den historiske baggrund i sin forudgående bog Diktaturet fra 1921. Her sporer han undtagelsestilstandens rødder tilbage til Romerrigets diktatur, som dengang betegnede en særligt udpeget funktionær med et omfattende, men klart afgrænset mandat til at tackle en krise og genoprette status quo ante inden for et bestemt tidsrum (typisk seks måneder), hvorefter vedkommende blev holdt ansvarlig for deres embedsførelse. Begrebet ‘diktator’ refererede altså ikke, som i dag, til en tyran med uindskrænket personlig magt, men til en embedsmand med et ekstraordinært, men klart afgrænset mandat til at tackle en nødsituation og genetablere normaltilstanden, der var udpeget og blev holdt ansvarlig af en højere autoritet. Der var imidlertid en potentiel praktisk affinitet mellem diktaturet og tyranniet. Det illustreres af bl.a. Lucius Cornelius Sullas og Gaius Julius Cæsars diktaturer, der underminerede republikanske normer for diktatur for så vidt at de var ubegrænsede og blev brugt til at gennemføre omfattende reformer. Sulla erobrede Rom med militærmagt og fik derefter udnævnt sig selv til diktator uden nogen tidsmæssig begrænsning. Han forfulgte sine fjender og gennemførte et konservativt reformprogram, der begrænsede de lavere klassers indflydelse. Cæsar etablerede ligeledes kontrol med Rom ved hjælp af sine hære og blev derefter udnævnt til permanent diktator i 44 f.Kr. Dette embede blev imidlertid meget kortvarigt, da han blev myrdet senere samme år. Efterfølgende kollapsede republikken i en borgerkrig, der først sluttede, da Cæsars grandnevø og adopterede arving Octavian (senere kendt som Augustus) besejrede sine modstandere og blev Roms første kejser.¹⁹Carl Schmitt, Die Diktatur: Von den Anfängen des modernen Souveränitätsgedankens bis zum proletarischen Klassenkampf (Berlin: Duncker & Humblot, 2023), 1–41; se også Claude Nicolet, “Dictatorship in Rome”, i Dictatorship in History and Theory. Bonapartism, Caesarism, and Totalitarianism, red. Peter … Continue reading

Den romerske institution overlevede imidlertid republikken og blev både brugt og videreudviklet efterfølgende. Schmitt beskrev denne institution som et “kommissarisk diktatur”, som han adskilte fra det moderne “suveræne diktatur”. Den kommissariske diktator er en embedsmand, der udpeges af suverænen (dvs. regeringen) til at løse en specifik krise og får en række klart definerede, men ekstraordinære beføjelser til det formål. Det begyndte imidlertid at ændre sig, hvilket bl.a. kom til udtryk omkring Den Franske Revolution, hvor det konstitutionelle monarki efter 1789 indførte militære undtagelsestilstande for at bekæmpe de oprørske masser. Den revolutionære regering, der overtog magten i 1792, videreførte denne logik i kampen mod både den interne (franske) og eksterne (europæiske) reaktion. De revolutionære dannede en selvudpeget overgangskomité, der skulle sikre og gennemføre revolutionen. De besluttede selv, hvilke midler de fandt relevante og hvornår situationen var stabil nok til at genoptage normal regeringsførelse (det skete aldrig). Schmitt beskrev dette som et suverænt diktatur: det var ikke udpeget af en suveræn, der definerede og afgrænsede dets mandat, men var selvudpeget og definerede selv sit mandat – og var dermed i praksis suveræn.

Derudover insisterede Schmitt på, at selvom det suveræne diktator ofte var defineret og legitimeret i forhold til en stabil samfundsorden med normal regeringsførsel i overensstemmelse med gældende love, så var det ikke bundet til at genetablere den forudgående samfundsorden. Det kunne også sætte sig ud over den og potentielt selv udgøre en ny. Som sådan var det suveræne diktatur også en slags revolutionær eller konstituerende magt, der kunne grundlægge et helt nyt juridisk og politisk system, som det havde været intentionen under Den Franske Revolution.²⁰Schmitt, Die Diktatur, 119, 127–67. Begrebet konstituerende magt blev formuleret af Abbe Emmanuel Sieyès i en lille pamflet fra 1789 med titlen Hvad er tredjestanden?²¹Se bl.a. Abbé Emmanuel Sieyès, “Hvad er tredjestanden?”, i Den Franske Revolution, red. Mikkel Thorup, Bertel Nygaard, Jonas Ross Kjærgaard, Nicolai von Eggers & Mathias Hein Jessen (Aarhus: Slagmark, 2015), 65–69; Nicolai von Eggers, “Towards a Materialist Conception of Constituent Power: Reinterpreting the … Continue reading Det betegner den grundlæggende (revolutionære) magt til at konstituere en ny juridisk og politisk orden, som Sieyès tilskrev det almindelige folk – i kontrast til kongen, kirken og adlen, der sad på magten i samfundet. Han mente imidlertid, at denne magt nødvendigvis måtte repræsenteres af en særlig forsamling. Derfor kunne Schmitt senere insistere på, at denne grundlæggende demokratiske magt altid var investeret i en eller anden form for repræsentation – som han identificerede med suverænen – med magt til at grundlægge og bestemme over retssystemet. På den måde fremhævede han lovens politiske grundlag i suverænens beslutning om undtagelsestilstanden – forstået enten som grundlæggelsen af retsordenen eller dens ophævelse.²²Schmitt, Die Diktatur, 137–49; Schmitt, Verfassungslehre, 75–87.

Reduktionen af undtagelsestilstanden til suverænens afgørelse

Schmitts mest kendte værk om undtagelsestilstanden, Politisk teologi, som har haft enormt stor indflydelse på den senere litteratur, opgiver fuldstændig sondringen mellem kommissarisk og suverænt diktatur. Her definerer Schmitt undtagelsestilstanden i forhold til suverænmagten og skriver: “Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden”.²³Schmitt, Politisk teologi, 25/Schmitt, Politische Theologie, 13. Det afgørende ved denne definition er, at der er tale om suverænens politiske beslutning om, hvornår en situation eller trussel nødvendiggør tilsidesættelsen af loven og demokratiske procedurer, såvel som hvilke kræfter, der skal aktiveres for at overkomme den og hvor længe. Som sådan er undtagelsestilstand udtryk for suverænens absolutte magt i forhold til alle andre institutioner, inklusive loven. Loven kan ikke begrænse suverænmagten, men er underlagt dens vilje og kan til enhver tid tilsidesættes. Schmitt insisterer på, at suverænmagten udgør lovens nødvendige politiske grundlag. Loven grundlægges nemlig gennem en suveræn beslutning, der tages i et juridisk tomrum og som etablerer de mest grundlæggende juridiske og politiske normer (f.eks. grundloven). Og denne magt forsvinder ikke med etableringen af den juridiske og politiske orden, men fortsætter med at understøtte og garantere den.

Schmitts politisering af loven gennem undtagelsestilstanden hviler på hans ahistoriske identifikation af konstituerende magt med en regerings beføjelser i undtagelsestilstanden. Den konstituerende magt er her forstået som den grundlæggende magt, der formulerer en grundlov og former og legitimerer hele det juridiske og politiske system med en regerings (eller dens delegeredes) beføjelser i undtagelsestilstanden. Denne identifikation etablerer indirekte regeringen eller dens delegerede som almægtig i forhold til loven og alle demokratiske institutioner til enhver tid.²⁴Schmitt, Politisk teologi/Schmitt, Politische Theologie; Schmitt, Verfassungslehre, 75–87; se også Lucia Rubinelli, Constituent Power: A History (Cambridge: Cambridge University Press, 2020), 103–40; Richard Wolin, “Carl Schmitt, Political Existentialism, and the Total State”, Theory and … Continue reading

Den abrupte opløsning af skellet mellem de to typer undtagelsestilstand var motiveret af samtidige politiske hensyn. Den konservative Schmitt ønskede at understøtte og argumentere for rigspræsidentens suveræne ret til at erklære undtagelsestilstand og bruge statens ubegrænsede magt mod de revolutionære kræfter, der havde væltet kejserdømmet og truede den skrøbelige Weimarrepublik, selvom der kun var begrænset hjemmel i Weimarrepublikkens grundlovs paragraf 48. Ved at iscenesætte suverænens (altså præsidentens) egen autoritet som grundlovens nødvendige grundlag og garanti, kunne Schmitt argumentere for, at præsidentens autoritet var hævet over grundloven og havde ret til at bestemme over og tilsidesætte den på et principielt niveau uanset dens ordlyd.²⁵Schmitt forsøgte imidlertid også at argumentere for præsidentens ret til at erklære undtagelsestilstand efter forgodtbefindende ifølge grundlovens paragraf 48. Carl Schmitt, “Anhang: Die Diktatur des Reichspräsidenten nach Artikel 48 der Weimarer Verfassung”, i Die Diktatur: Von den Anfängen des modernen … Continue reading

Den 28. februar 1933 erklærede præsident Paul von Hindenburgs undtagelsestilstand i kølvandet på Rigsdagsbranden. Kort efter lykkedes det nazisterne at skaffe flertal i Rigsdagen for Bemyndigelsesloven, der gav Adolf Hitler næsten uindskrænket magt. Tilsammen udgjorde Undtagelsestilstandsforordningen og Bemyndigelsesloven det juridiske grundlag for det nationalsocialistiske diktatur, der afløste Weimarrepublikken. Agamben har påpeget, at Weimarrepublikkens forfatning faktisk aldrig blev sat ud af kraft og som sådan kan det såkaldte ‘Tredje Rige’ forstås som en tolvårig undtagelsestilstand²⁶Agamben, Undtagelsestilstand, 26; se også Peter Caldwell, “National Socialism and Constitutional Law: Carl Schmitt, Otto Koellreutter and the Debate over the Nature of the Nazi State, 1933–1937”, Cardozo Law Review 16 (1994), 399, 407. Bemærk at flere forudgående regeringer også forsøgte at styre … Continue reading – om end Schmitts ophævelse af skellet mellem undtagelsestilstande og konstituerende magt udhuler betydningen af den karakteristik.²⁷Schmitt insisterede paradoksalt nok selv på, at der var tale om en helt ny konstitutionel orden senere på året. Se Carl Schmitt, Staat, Bewegung, Volk: Die Dreigleiderung der politischen Einheit, i Gesammelte Schriften 1933–1936 mit ergänzenden Beiträgen aus der Zeit des Zweiten Weltkriegs (Berlin: Duncker & … Continue reading

Schmitts identifikation af de forskellige slags undtagelsestilstande i Politisk teologi var ikke bare dybt problematisk politisk, men også teoretisk problematisk. Den er endt med at hjemsøge efterfølgende generationers forståelse af undtagelsestilstande, heriblandt Agambens indflydelsesrige arbejde. Netop den manglende evne til at skelne mellem forskellige typer undtagelsestilstand arvet fra Schmitt betød, at Agamben ikke kunne skelne mellem diverse europæiske regeringers proportionelle og klart afgrænsede forsøg på at inddæmme og begrænse Covid-19-pandemien på den ene side og en autoritær og vedvarende magtovertagelse på den anden.²⁸Se Giorgio Agamben, A che punto siamo? L’epidemia come politica (Macerata: Quodlibet, 2020); Mikkel Flohr, “Sovereignty, State of Exception, and the Politics of the Pandemic: Where is Agamben Now?”, Thesis Eleven 190, nr. 1 (2025): 106–117. Det er også Schmitts ophævelse af skellet mellem undtagelsestilstand og konstituerende magt, der har ledt Agamben til at afvise hele den revolutionære tradition og muligheden for at bryde med den eksisterende samfundsorden som værende lige så autoritær og farlig som det, den kæmper mod. Det har malet ham op i et hjørne, han ikke kan undslippe, hvor al effektiv modstand mod undtagelsestilstandens autoritære og voldelige dynamikker potentielt ender med at understøtte, gentage eller forstærke dem.²⁹Se bl.a. Flohr, “Stasis”, 173–206; Mikkel Flohr, “Borgerkrig fra Athen til Auschwitz: Et essay om de politiske (u-)muligheder i Agambens tænkning”, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie 72 (2015): 41–43.

Bidrag til en politisk teori om undtagelsestilstande

Men der er ingen grund til at acceptere Schmitts opportunistiske ophævelse af disse skel. I resten af teksten vil jeg i stedet forsøge at reintroducere og videreudvikle dem. Jeg starter med den bemyndigede undtagelsestilstand, som er synonym for Schmitts kommissariske diktatur. Den henviser til et mandat, som er bemyndiget af en anden, højere instans og giver en række ekstraordinære – men klart definerede, proportionelle og tidsbegrænsede – beføjelser til at tackle en nødsituation eller krise og derved genetablere betingelserne for normal regeringsførsel. Dette mandat er formelt set stadig underlagt den oprindelige bemyndigende instans og derved også under indirekte demokratisk kontrol. På den måde er den bemyndigede undtagelsestilstand ikke identisk men alligevel kompatibel med det liberale demokrati og retsstaten, da der er tale om en midlertidig tilsidesættelse af disse institutioner for at bevare og videreføre dem i en situation, der skønnes at true dem eller samfundet i en sådan udstrækning, at de ikke kan beskyttes på anden vis. Undtagelsestilstanden er ekstraordinær og kan ikke nødvendigvis forudsiges eller sættes på juridisk formel, men den er bemyndiget af demokratisk valgte repræsentanter i overensstemmelse med loven og er som sådan – i hvert fald i princippet – stadig underlagt begge og legitimeret af dem. Et oplagt eksempel er de undtagelsestilstande, der blev erklæret i de europæiske lande ifm. den første bølge af Covid-19-pandemien, som generelt var juridiske afgrænsede og underlagt demokratisk kontrol og eksplicit blev erklæret for at sikre samfundet tilbagevenden til normaltilstanden hurtigst muligt med få undtagelser (særligt Ungarn).³⁰Se Maria Diaz Crego & Silvia Kotanidis, States of Emergency in Response to the Coronavirus Crisis: Normative Response and Parliamentary Oversight in EU Member States During the First Wave of the Pandemic (Bruxelles: European Parliamentary Research Service, 2020).

Det er imidlertid ikke uden risici at suspendere demokrati og retsstat, da det lige præcis er de instanser, der skal fungere som kontrolmekanismer. Situationen kompliceres yderligere når regeringer bemyndiger sig selv og derved kommer til at udøve ekstraordinær magt uden eksternt eller uafhængigt opsyn (medmindre der allerede eksisterer eller er udpeget andre kontrolinstanser). Der er et klart demokratisk og retsstatsmæssigt underskud i den bemyndigede undtagelsestilstand, der potentielt komplicerer kontrollen med den. Hvis undtagelsestilstanden ikke er klart nok afgrænset, og krisen for eksempel ikke synes at være drevet over, risikerer man, at undtagelsestilstanden bliver forlænget og antager en mere permanent og potentielt diktatorisk form – i ordets moderne betydning.

Den suveræne undtagelsestilstand er en selvstændig afart af den bemyndigede undtagelsestilstand, der har løsrevet sig fra sit oprindelige mandat og den autoritet, der bemyndigede det, for i stedet at blive selvrefererende og permanent. Det helt centrale ved den suveræne undtagelsestilstand er at den er selvrefererende, selvom den ofte fortsætter med at definere og legitimere sig selv med henvisning til normaltilstanden Derudover definerer den sit eget mandat – dets omfang, beføjelser og formål – og er som sådan i besiddelse af en potentielt fuldkommen ubegrænset suverænmagt. Den suveræne undtagelsestilstand opstår når den bemyndigede autoritet selv vil beslutte, hvornår opgaven er afsluttet eller hvilke midler, der er relevante, og dermed ikke længere anerkender den bemyndigende autoritet og det oprindelige mandats begrænsninger. Den kan også opstå i en mere selvrefererende proces såsom et kup, hvor en gruppe – ofte fra regeringen eller militæret – hævder en eller anden form for nødret på vegne af regeringen eller folket samtidig med, at de tilsidesætter deres autoritet til fordel for en selvrefererende og ‑fornyende undtagelsestilstand. De vedvarende undtagelsestilstande, der udgjorde den primære regeringsform i Egypten mellem 1967 og den egyptiske revolution i 2011 er oplagte eksempler.³¹Se Lucia Ardovini, “Institutionalizing Authoritarianism: Egypt, Al Sisi, and the State of Exception”, i States of Exception or Exceptional States: Law, Politics and Giorgio Agamben in the Middle East, red. Sanaa Al Sarghali, Adel Ruished & Simon Mabon, 75–94 (I.B. Tauris, 2022); Sadiq Reza, “Endless Emergency: The Case … Continue reading

Den suveræne undtagelsestilstand afbryder og opløser demokrati og retsstat og kommer de facto til at udgøre en anden autoritær regeringsform, selvom den ofte refererer tilbage til førnævnte normaltilstand som sin legitimation og sit grundlag. Den udgør typisk både hjemlen og motivationen for undtagelsestilstanden, selv når det i virkeligheden er denne undtagelsestilstand, der underminerer genetableringen af normaltilstanden. Den suveræne undtagelsestilstand legitimerer sig med henvisning til en tilbagevenden til normaltilstanden (status quo ante) en dag og er på den måde ‘permanent midlertidig’ om man vil. Det er blandt andet det, der adskiller den fra den revolutionære, konstituerende magt, som markerer et opgør med et eksisterende politisk og juridisk system og etableringen af et helt nyt.

Her giver det nemlig mening at bevæge os ud over Schmitts historiske arbejde og differentiere de to førstnævnte undtagelsestilstande – altså den bemyndigede og den suveræne – fra en tredje slags: den revolutionære, konstituerende magt, selvom de selvfølgelig ofte har været tæt forbundne, for så vidt at de to førstnævnte er blevet mobiliseret både for og mod revolutioner, som eksemplet fra Den Franske Revolution illustrerer. Konstituerende magt betegner magten til at grundlægge eller konstituere en ny juridisk og politisk orden, der i moderne tider typisk tilskrives folket, men historisk også har været investeret i forskellige klasser, kongen eller Gud. I det følgende bruger jeg først og fremmest begrebet konstituerende magt som en strukturel kategori til at betegne den magt, der opløser en eksisterende juridisk og politisk orden og etablerer en ny.

Den politiske teoretiker Andreas Kalyvas forklarer, at begrebet er afledt af det latinske ord constitūere, som er en kombination af præfikset con-, hvis primære betydninger er “med” og “sammen”, og udsagnsordet statūere, som stammer fra stătūo, der betyder “at få til at stå”, “at opstille”, “at konstruere”, “at placere”, “at rejse”, “at etablere”, “at skabe”. Konstituerende magt betegner altså den kollektive handling og autoritet, der grundlægger, skaber eller etablerer et fællesskab og dets politiske og juridiske form.³²Andreas Kalyvas, “Democracy, Popular Sovereignty and the Constituent Power”, Constellations 12, nr. 2 (2005), 235; Andreas Kalyvas, “Constituent Power”, i Political Concepts: A Critical Lexicon, red. J. M. Bernstein (New York: Fordham University Press, 2018), 90–91. Det adskiller sig fra den suveræne magt, der animerer de forudgående typer undtagelsestilstand. Suverænitet betegner den øverste og koncentrerede magt til at befale inden for rammerne af en bestemt juridisk og politisk orden, mens den konstituerende magt betegner den magt, der grundlægger en sådan orden og suverænmagten.³³Kalyvas, “Democracy”, 226–29; Kalyvas, “Constituent Power”, 88–90.

Den konstituerende magt er grundlæggende revolutionær og ofte også proto-demokratisk. Den er revolutionær, fordi den sprænger det forudgående systems rammer og etablerer sig selv uden hensyn til dets politiske konventioner og juridiske normer. Den anerkender ingen andre autoritet end sin egen, som investeres i etableringen af en ny juridisk og politisk orden (qua konstitution). Konstituerende magt er desuden proto-demokratisk i den helt basale forstand, at så store og grundlæggende forandringer i et samfund forudsætter en grad af folkelig accept, hvis ikke decideret støtte og opbakning. Konstituerende magt legitimerer sig da også typisk med henvisning til folket. Derudover antager den i moderne tider oftest den proto-demokratiske form af en valgt konstituerende forsamling, der understøttes af folkeafstemninger, selvom processen lige så vel kan antage autoritære former. Konstituerende magt kan også udøves af en enevældige hersker, en militærjunta, et parti eller en karismatisk leder (der imidlertid ofte vil hævde at handle på vegne af folket eller, som minimum, i dets interesse). Her er det i øvrigt relevant at huske på, at resultaterne af den konstituerende magt, dvs. den nye juridiske og politiske orden, som den grundlægger, er relativt uafhængige af den forudgående proces’ form, og som sådan er den konstituerende magts forhold til demokrati grundlæggende ubestemmeligt.

Den konstituerende magt adskiller sig desuden fra de andre typer undtagelsestilstand for så vidt at den kun udgør en undtagelse set udefra og/eller i retrospekt. Selvom konstituerende magt fra et juridisk perspektiv måske kan fremstå som en undtagelse fra loven, fordi det i sig selv forudsætter loven, er det ikke tilfældet her, for den konstituerende magt opløser den foregående politiske og juridiske orden. Den bemyndigede og den suveræne undtagelsestilstand er hver især ophævelser af loven og normaltilstanden (med reference til selvsamme) og kan kun tænkes i forhold til loven. Den konstituerende magt er derimod den selv-legitimerende (revolutionære) politiske konstitution af et nyt juridisk og politisk system. Den konstituerende magt opererer per definition i et juridisk tomrum – uafhængigt af den forudgående orden – og udgør derfor ikke en undtagelse fra det.

Den suveræne undtagelsestilstand tenderer selvfølgelig også til en grundlæggende ændring af regeringsformen, men den definerer sig fortsat som en undtagelse i forhold til det forudgående samfundssystem og peger ikke ud over sig selv på samme måde som den revolutionære konstituerende magt, der eksplicit orienterer sig mod etableringen af en helt ny samfundsorden. Det er sammenfattet i følgende skema:

Type undtagelsestilstand	Politisk dynamik	Forhold til demokrati	Forhold til retsstat
Bemyndiget	Midlertidig, proportionel og klart afgrænset ophævelse af lov og demokratiske procedurer; mandat delegeret fra højere instans med det formål at genetablere normaltilstand.	Delvist kompatibel; ophæver midlertidigt demokratiske procedurer, men er indirekte underlagt demokratisk kontrol via bemyndigende instans, afgrænsning og mål (som er at genetablere normaltilstand).	Midlertidig ophævelse af loven, men med hjemmel i selvsamme og med det erklærede formål at bevare retsstaten.
Suveræn	Løsrevet fra det oprindelige mandat; selvdefinerende og potentielt permanent, men legitimerer sig fortsat med henvisning til normaltilstanden selvom den selv afbryder den.	Uforenelig – opløser eller omgår demokratiske institutioner (typisk autoritær), men henviser stadig til dem.	Ophæver de facto retsstaten; regeringsformen bliver undtagelsen selv, men med reference til normaltilstanden.
Konstituerende	Selvlegitimerende magt til at grundlægge en ny politisk og juridisk orden.	Ubestemmelig, ofte er den konstitutive proces proto-demokratisk (ikke nødvendigvis dog), men resultaterne er imidlertid relativt uafhængige og kan ikke forudbestemmes som sådan.	Overskrider og opløser den eksisterende retsorden for at etablere en helt ny.

Skemaet sammenfatter de tre forskellige former for undtagelsestilstand, som jeg har differentieret gennem min immanente kritik af Schmitts politisering af undtagelsestilstanden, og det fremhæver deres distinkte politiske dynamikker samt divergerende relationer til demokrati og retsstat. Den bemyndigede undtagelsestilstand kan i princippet fungere som et ekstraordinært og midlertidigt krisehåndteringsredskab, der skal beskytte demokrati og retsstat; den suveræne udgør en selvrefererende og autoritær magtform, der underminerer dem; mens den konstituerende bryder radikalt med den eksisterende orden og grundlægger en helt ny. Taksonomien understreger, at undtagelsestilstande ikke udgør et samlet fænomen, men må forstås som forskellige politiske former med vidt forskellige logikker og konsekvenser. Det er afgørende at have de teoretiske redskaber til at skelne mellem dem og forstå deres distinkte dynamikker i en tid præget af konstante kriser og tilbagevendende undtagelsestilstande, der i stigende grad definerer normaltilstanden.

Selvom der er afgørende forskelle på de forskellige politiske former for undtagelsestilstand og deres implikationer for demokrati og retsstat, er de også nært forbundne og kan forandre sig fra en form til en anden. Den bemyndigede undtagelsestilstand er defineret som midlertidig og proportionel, men den rummer alligevel en iboende risiko for at udvikle sig i en suveræn retning, hvis krisen trækker ud eller den delegerede myndighed nægter at opgive sine ekstraordinære beføjelser eller udvider dem, kan en ellers afgrænset suspension af loven udvikle sig til et selvrefererende mandat. Det er særligt farligt for så vidt at den bemyndigede undtagelsestilstand suspenderer netop de kontrolmekanismer, der skulle begrænse den. Grænsen mellem en lovlig og demokratisk sanktioneret suspension af demokrati og retsstat og en autoritær normalisering af selvsamme undtagelsestilstand som en permanent regeringsform er med andre ord skrøbelig, som Weimarrepublikkens skæbne illustrerer. Mekanismer, der er skabt for at sikre demokrati og retsstat, kan således også gå hen og være med til at underminere dem.

Den suveræne undtagelsestilstand kan afsluttes ved at underlægge sig forudgående demokratiske eller forfatningsmæssige autoriteter eller den kan udvikle sig til et konstituerende øjeblik. De fleste suveræne undtagelser legitimerer sig med henvisning til en (oftest rent hypotetisk) tilbagevenden til normaltilstanden, men nogle kan finde på at bevæge sig endegyldigt ud over den. De gør normaltilstandens (påståede) strukturelle begrænsninger og modsætninger ansvarlige for dens ustabilitet, og dermed legitimerer de en grundlæggende revision af den eller en helt ny grundlov. I så fald bliver den suveræne undtagelsestilstand i stedet konstitutiv. Alternativt kan en suveræn undtagelsestilstand risikere at fremprovokere en folkelig modreaktion, der ender med at styrte diktaturet og enten vender tilbage til normaltilstanden eller leder til en konstituerende undtagelsestilstand.

Selv en demokratisk, revolutionær og konstituerende magt kan ende med at erklære en delegeret undtagelsestilstand for at forsvare sig mod en intern eller ekstern reaktion, men den er ekstra sårbar ift. suveræne udviklinger for så vidt at den konstitutionelle orden, den skal forsvare, ikke er veletableret. Derudover kan revolutioner potentielt kapres af en fraktion, et parti eller en karismatisk leder, der alene hævder at repræsentere folkets vilje. Sådanne transformationer af konstituerende bevægelser til autoritære regimer understreger, hvor porøse og ustabile undtagelsestilstande er: I det øjeblik, man suspenderer normale demokratiske procedurer og retsstatsprincipper, kan tingene hurtigt ændre sig og undtagelsestilstande kan glide over i hinanden. Hver undtagelsestilstand kan forandre sig til de andre – såvel som til mere “normale” regeringsformer – og udfaldet afhænger af de konkrete politiske dynamikker og styrkeforhold i den konkrete situation. Det er netop derfor, der er behov for en politisk teori om undtagelsestilstande, som kan skelne mellem deres forskellige politiske former og analysere deres specifikke dynamikker og konsekvenser i stedet for – som hidtidige teorier – at reducere dem til ét og samme fænomen. At kunne skelne mellem de forskellige politiske former for undtagelsestilstand, deres dynamikker og implikationer for demokrati og retsstat, er afgørende i en tid præget af stadig flere kriser og undtagelsestilstande, der i stigende grad er med til at definere normaltilstanden.

1.	Om krisebegrebet, se bl.a. Mikkel Flohr, “The Politics of ‘Crisis’ in Historical Perspective”, Age of Revolutions, 9. juni 2025; Reinhart Koselleck, “Crisis”, Journal of the History of Ideas 67, nr. 2 (2006): 357–400; Ville Lähde, “The Polycrisis”, Aeon, 17. august 2023.
2.	En nyere undersøgelse viser, at over 90% af gældende forfatninger indeholder bestemmelser om undtagelsestilstande. The Constitute Project giver et godt overblik over deres indhold. Se Tom Ginsburg & Mila Versteeg, “The Bound Executive: Emergency Powers During the Pandemic”, Virginia Public Law and Legal Theory Research Paper 747 (2020), 14; “Emergency Measures Currently in Effect”, The Constitute Project.
3.	Andrej Zwitter, “The Rule of Law in Times of Crisis: A Legal Theory on the State of Emergency in the Liberal Democracy”, Archiv für Rechts- und Sozialphilosophie 98, nr. 1 (2012): 96–98; Bryan Rooney, “Emergency Powers in Democratic States: Introducing the Democracy Emergency Powers Dataset”, Research and Politics 6, nr. 4 (2019): 1–7; Oren Gross & Fionnuala Aoláin, Law in Times of Crisis: Emergency Powers in Theory and Practice (Cambridge: Cambridge University Press, 2006), 5–6; Giorgio Agamben, Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv (Aarhus: Klim, 2016), 29–80. Se desuden også Mikkel Flohr, “Securitization (Copenhagen School)”, Critical Legal Thinking, 31. marts 2025.
4.	“Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1953” i Danske Forfatningslove 1665–1953, red. Jens Himmelstrup and Jens Møller (Schultz Forlag, 1958), 181 (§ 23). At der ikke er eksplicit hjemmel i Grundloven til at ophæve dens bestemmelser er ikke det samme som et forbud, som Rasmus Grønved Nielsen har vist med reference til diskussioner på Den Grundlovgivende Forsamling, såvel som senere juridiske fortolkninger. Se Rasmus Grønved Nielsen, “ ‘Staten er det blivende’: Troels G. Jørgensen og konstitutionel nødret”, Tidsskrift for Rettsvitenskap 136, nr. 2–3 (2023): 265–272.
5.	Nielsen, “ ‘Staten er det blivende,’ ” 267–272; se desuden Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen & Michael Hansen Jensen, Dansk statsret (3. udg.) (København: DJØF, 2020), 34ff.
6.	“Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.”, Retsinformation, 27 februar 2001, § 17 stk. 1; “Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms (ETS No. 005)”, Council of Europe 1. august 2021, 5 (artikel 15) (egen oversættelse).
7.	Bemærk imidlertid, at mange liberale demokratier konsekvent benyttede undtagelsestilstande som en almindelig del af deres kolonielle administration. Se bl.a. John Reynolds, Empire, Emergency and International Law (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Nasser Hussain, The Jurisprudence of Emergency: Colonialism and the Rule of Law (Ann Arbor: University of Michigan Press, 2003); Achille Mbembe, Necropolitics (Durham: Duke University Press, 2019); Noura Erakat, Justice for Some: Law and the Question of Palestine (Stanford: Stanford University Press, 2019).
8.	Sheila Jasanoff & Stephen Hilgartner, “A Stress Test for Politics: Insights from the Comparative Covid Response Project (CompCoRe) 2020”, Verfassungsblog, 2020; Jose Antonio Cheibub, Ji Yeon Hong & Adam Przeworski, “Rights and Deaths: Government Reactions to the Pandemic” (working paper), SSRN, 2020; se også Matthias Lemke, “Demokratie im Ausnahmezustand. Wie Regierungen ihre Macht ausweiten” (Frankfurt am Main: Campus Verlag, 2017).
9.	Zachary Basu, “Trump’s United States of Emergency”, Axios, 18. april, 2025.
10.	Carl Schmitt, Det politiskes begreb (København: Hans Reitzel, 2002)/Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1979).
11.	Se Giorgio Agamben, Undtagelsestilstand (Aarhus: Philosophia, 2009), 25.
12.	Se f.eks. Jose Antonio Cheibub, Ji Yeon Hong & Adam Przeworski, “Rights and Deaths: Government Reactions to the Pandemic”, working paper, SSRN, 2020; Thomas Hale, Jessica Anania, Noam Angrist, Thomas Boby, Emily Cameron-Blake, Martina Di Folco, Lucy Ellen, Rafael Goldszmidt, Laura Hallas, Beatriz Kira, Maria Luciano, Saptarshi Majumdar, Radhika Nagesh, Anna Petherick, Toby Phillips, Helen Tatlow, Samuel Webster, Andrew Wood & Yuxi Zhang, “Variation in Government Responses to COVID-19 (Version 12.0)”, Blavatnik School of Government Working Paper, 2021; Sheila Jasanoff, Stephen Hilgartner, Wilmot James & Lyal White, Learning from Covid-19: A 23-Nation Comparative Study of COVID-19 Response, with Lessons for the Future of Public Health (Cambridge, Mass.: John F. Kennedy School of Government, Harvard University, 2021); Amanda Edgell, Jean Lachapelle, Anna Lührmann & Seraphine Maerz, “Pandemic Backsliding: Violations of Democratic Standards during Covid-19”, Social Science & Medicine 285 (2021): 1–10.
13.	Hans Kelsen, “God and the State”, i Essays in Legal and Moral Philosophy, red. Ota Weinberger (Boston: Reidel, 1973), 70–81; Hans Kelsen, Pure Theory of Law (Berkeley: University of California Press, 2005), 279–319, 348–56; Andrej Zwitter, “The Rule of Law in Times of Crisis: A Legal Theory on the State of Emergency in the Liberal Democracy”, Archiv für Rechts- und Sozialphilosophie 98, nr. 1 (2012): 95–111.
14.	F.eks. Kelsen, Pure Theory of Law, 302–5.
15.	Schmitt anses for at være kontroversiel, fordi han meldte sig ind i det Nationalsocialistiske Arbejderparti i april 1933 og hurtigt steg i graderne og blev “det Tredje Riges kronjurist” (om end hans personlige indflydelse faldt efter 1936 på grund af interne magtkampe). I efterkrigstiden nægtede han at tage afstand fra det nationalsocialistiske diktatur og hans rolle i det. Se blandt andet Reinhard Mehring, Carl Schmitt: A Biography (Cambridge: Polity Press, 2014); Gopal Balakrishnan, The Enemy: An Intellectual Portrait of Carl Schmitt (London: Verso, 2000).
16.	Carl Schmitt, Politisk teologi: Fire kapitler om suverænitetslæren, i Politisk teologi og Romersk katolicisme og politisk form (København: Informations Forlag, 2009), 25–52/Carl Schmitt, Politische Theologie: Vier Kapitel zur Lehre von der Souveränität (Berlin: Duncker & Humblot, 1993), 11–40; Carl Schmitt, Verfassungslehre (Berlin: Duncker & Humblot, 2010); Schmitt, Det politiskes begreb/Schmitt, Begriff des Politischen; se også Mikkel Flohr, “Political Theology: Origins, Concepts, and Contradictions”, Theory, Culture & Society 42, nr. 4 (2025): 49–50.
17.	Giorgio Agamben, Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv (Aarhus: Klim, 2016), 29–80; Giorgio Agamben, Undtagelsestilstand (Aarhus: Philosophia, 2009); Giorgio Agamben, Brugen af kroppene (København: THP, 2019), 386–410. Agamben accepterer Schmitts fortolkning af undtagelsestilstanden som en korrekt udlægning af det dominerende samtidige regeringsparadigme, men forholder sig betydeligt mere kritisk overfor det. Derudover supplerer han Schmitts analyse med en insisteren på, at undtagelsestilstanden opererer gennem suverænmagtens konstante produktion af “nøgent liv”, hvilket er hans betegnelse for mennesker, der udelukkes fra lovens beskyttelse gennem loven og derved står ubeskyttede over for suverænens vold. Sidstnævnte er imidlertid ikke relevante ift. mit overordnede argument i denne artikel og vil derfor blive tilsidesat i det følgende.
18.	Benno Teschke, “Fatal Attraction: A Critique of Carl Schmitt’s International Political and Legal Theory”, International Theory 3, nr. 2 (2011), 213; Mikkel Flohr, “Stasis: Civil War, Revolution and Destitution in Giorgio Agamben’s Homo Sacer-series”, Parrhesia 37 (2023): 177–81; Flohr, “Political Theology”, 49–50; se også Flohr, “Securitization”.
19.	Carl Schmitt, Die Diktatur: Von den Anfängen des modernen Souveränitätsgedankens bis zum proletarischen Klassenkampf (Berlin: Duncker & Humblot, 2023), 1–41; se også Claude Nicolet, “Dictatorship in Rome”, i Dictatorship in History and Theory. Bonapartism, Caesarism, and Totalitarianism, red. Peter Baehr & Melvin Richter (Cambridge: Cambridge University Press, 2004): 263–78; Wilfried Nippel, “Emergency Powers in the Roman Republic”, i La théorie politico-constitutionelle du gouvernement d’exception, red. Pasquale Pasquino & Bernard Manin (Paris: Les Cahiers du CREA, 2000): 5–23; Ernst Nolte, “Diktatur”, i Geschichtliche Grundbegriffe: Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland. Band 1: A–D, red. Reinhart Koselleck & Christian Meier (Stuttgart: Klett-Cotta, 1972): 900–24; Melvin Richter, “A Family of Political Concepts: Tyranny, Despotism, Bonapartism, Caesarism, Dictatorship, 1750–1917”, European Journal of Political Theory 4, nr. 3 (2005): 221–248; Andrew Arato, “Conceptual History of Dictatorship (and Its Rivals)”, i Critical Theory and Democracy: Civil Society, Dictatorship, and Constitutionalism in Andrew Arato’s Democratic Theory, red. Enrique Peruzzotti & Martín Plot (Abingdon: Routledge, 2013), 208–280; Andreas Kalyvas, “The Tyranny of Dictatorship: When the Greek Tyrant Met the Roman Dictator”, Political Theory 35, nr. 4 (2007): 412–442.
20.	Schmitt, Die Diktatur, 119, 127–67.
21.	Se bl.a. Abbé Emmanuel Sieyès, “Hvad er tredjestanden?”, i Den Franske Revolution, red. Mikkel Thorup, Bertel Nygaard, Jonas Ross Kjærgaard, Nicolai von Eggers & Mathias Hein Jessen (Aarhus: Slagmark, 2015), 65–69; Nicolai von Eggers, “Towards a Materialist Conception of Constituent Power: Reinterpreting the Constitutional Theory of Sieyès”, History of Political Thought 39, nr. 2 (2018): 325–56; Lucia Rubinelli, Constituent Power: A History (Cambridge: Cambridge University Press, 2020).
22.	Schmitt, Die Diktatur, 137–49; Schmitt, Verfassungslehre, 75–87.
23.	Schmitt, Politisk teologi, 25/Schmitt, Politische Theologie, 13.
24.	Schmitt, Politisk teologi/Schmitt, Politische Theologie; Schmitt, Verfassungslehre, 75–87; se også Lucia Rubinelli, Constituent Power: A History (Cambridge: Cambridge University Press, 2020), 103–40; Richard Wolin, “Carl Schmitt, Political Existentialism, and the Total State”, Theory and Society 19 (1990), 397, 400; Mark Neocleous, “Carl Schmitt and the State of Emergency”, Cardozo Law Review 21 (1996); Hermann Heller, Sovereignty: A Contribution to the Theory of Public and International Law (Oxford: Oxford University Press, 2019), 101–3.
25.	Schmitt forsøgte imidlertid også at argumentere for præsidentens ret til at erklære undtagelsestilstand efter forgodtbefindende ifølge grundlovens paragraf 48. Carl Schmitt, “Anhang: Die Diktatur des Reichspräsidenten nach Artikel 48 der Weimarer Verfassung”, i Die Diktatur: Von den Anfängen des modernen Souveränitätsgedankens bis zum proletarischen Klassenkampf (Berlin: Duncker & Humblot, 2023): 217–261.
26.	Agamben, Undtagelsestilstand, 26; se også Peter Caldwell, “National Socialism and Constitutional Law: Carl Schmitt, Otto Koellreutter and the Debate over the Nature of the Nazi State, 1933–1937”, Cardozo Law Review 16 (1994), 399, 407. Bemærk at flere forudgående regeringer også forsøgte at styre Weimarrepublikken gennem undtagelsestilstande og nødforordninger. Agamben, Undtagelsestilstand, 42–43.
27.	Schmitt insisterede paradoksalt nok selv på, at der var tale om en helt ny konstitutionel orden senere på året. Se Carl Schmitt, Staat, Bewegung, Volk: Die Dreigleiderung der politischen Einheit, i Gesammelte Schriften 1933–1936 mit ergänzenden Beiträgen aus der Zeit des Zweiten Weltkriegs (Berlin: Duncker & Humblot, 2021), 76–115.
28.	Se Giorgio Agamben, A che punto siamo? L’epidemia come politica (Macerata: Quodlibet, 2020); Mikkel Flohr, “Sovereignty, State of Exception, and the Politics of the Pandemic: Where is Agamben Now?”, Thesis Eleven 190, nr. 1 (2025): 106–117.
29.	Se bl.a. Flohr, “Stasis”, 173–206; Mikkel Flohr, “Borgerkrig fra Athen til Auschwitz: Et essay om de politiske (u-)muligheder i Agambens tænkning”, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie 72 (2015): 41–43.
30.	Se Maria Diaz Crego & Silvia Kotanidis, States of Emergency in Response to the Coronavirus Crisis: Normative Response and Parliamentary Oversight in EU Member States During the First Wave of the Pandemic (Bruxelles: European Parliamentary Research Service, 2020).
31.	Se Lucia Ardovini, “Institutionalizing Authoritarianism: Egypt, Al Sisi, and the State of Exception”, i States of Exception or Exceptional States: Law, Politics and Giorgio Agamben in the Middle East, red. Sanaa Al Sarghali, Adel Ruished & Simon Mabon, 75–94 (I.B. Tauris, 2022); Sadiq Reza, “Endless Emergency: The Case of Egypt”, New Criminal Law Review 10, nr. 4 (2007): 532–553. Præsident Abdel Fattah al-Sisi erklærede endnu en gang undtagelsestilstand i 2017, som blev forlænget løbende frem til oktober 2021, mens mange af de nødretslige beføjelser blev overført til almindelig lovgivning. Se Ardovini, “Institutionalizing Authoritarianism”; Human Rights Watch, “Egypt: Ending State of Emergency a Start but Insufficient”, 26. oktober 2021.
32.	Andreas Kalyvas, “Democracy, Popular Sovereignty and the Constituent Power”, Constellations 12, nr. 2 (2005), 235; Andreas Kalyvas, “Constituent Power”, i Political Concepts: A Critical Lexicon, red. J. M. Bernstein (New York: Fordham University Press, 2018), 90–91.
33.	Kalyvas, “Democracy”, 226–29; Kalyvas, “Constituent Power”, 88–90.

Remigration og det radikale højre

Nils Holtug · 10. dec. 2025

Det har vakt opsigt, at Morten Messerschmidt (DF) for nylig har introduceret begrebet remigration i den danske flygtninge- og indvandrerdebat og i den forbindelse har lanceret planer om at deportere et meget stort antal udlændinge (eller, I nogle tilfælde, danske statsborgere), som ikke kan overtales til at rejse frivilligt. Samt at han har lanceret planer om, at i den udstrækning de ikke kan deporteres, skal de interneres i lejre, der vel at mærke ikke skal være rene “feriekolonier”, som fx de danske fængsler er.¹Christian Bennike, “Den store udvisning”, Weekendavisen, 31. oktober 2025. Det drejer sig bl.a. om udlændinge, der er dømt efter straffeloven (inklusive mindre forbrydelser som fx cykeltyveri), der er på offentlig forsørgelse, eller som ikke er “danske i hjertet”, men fx lever “islamisk”.

Messerschmidts udmelding vidner om, at Dansk Folkeparti i stigende grad tilpasser sig de strømninger, der for tiden samler større dele af det europæiske radikale højre og det amerikanske alt-right-miljø, hvor remigration for alvor er kommet på dagsordenen. Det sker ikke mindst under indflydelse af de identitære dele af det radikale højre, herunder Generation Identitær, som selv er under indflydelse af det franske såkaldte nye højre (Nouvelle Droite), med tænkere som Alain de Benoist og Guillaume Faye som frontfigurer. Nedenfor diskuterer jeg en række af de ideer, der ligger til grund for planerne om remigration på det radikale højre.

Det radikale højre

Man kan skelne mellem det radikale højre, som accepterer demokrati men har et anstrengt forhold til det liberale demokrati, og det ekstreme højre, som slet og ret tager afstand fra demokrati. Det radikale højres succes i nyere tid illustreres fx af, at populistiske autoritære ledere er blevet valgt i en række demokratier, inklusive Donald Trump i USA, Viktor Órban i Ungarn, Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Georgia Meloni i Italien, og (senest) Karol Nawrocki i Polen. På forskellige måder udgør det radikale højre en trussel mod liberaldemokratiske institutioner som fx magtens deling, uafhængige domstole, pressefrihed, fair valg, retssikkerhed, frihed fra vilkårlig arrestation, ytrings- og forsamlingsfrihed, akademisk frihed, og forskellige former for minoritetsbeskyttelse.²Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals About Our Future (New York: Penguin Random House, 2018).

Cas Mudde skelner mellem fire faser i den måde, det yderste højre har udviklet sig på efter anden verdenskrig.³Cas Mudde, The Far Right Today (Cambridge: Polity Press, 2019), kap. 1. Første fase, 1945–55, bestod primært af bagudskuende nyfascister, som stadig støttede de gamle dagsordener, men havde svært ved at mobilisere bredt i et fjendtligt politisk klima. I anden fase, 1955–80, opnåede populistiske partier repræsentation i parlamenter, og de var ofte kritiske over for marginalisering af landbefolkninger, velfærdsstaten, og immigration. I tredje fase, 1980–2000, konsoliderede højrepopulistiske, anti-immigrationspartier sig i parlamenter og de øgede gradvis deres vælgertilslutning. I den fjerde fase, 2000 og frem, har det yderste højre høstet betydelig opbakning i kølvandet på terrorangreb som 9/11, flygtningekrisen og recessionen i 2008. Det mest bemærkelsesværdige ved den fjerde fase er imidlertid den måde, hvorpå det radikale højre er blevet mainstreamet. Både i form af, at radikale højrepartier indgår i regeringskoalitioner, eller som støttepartier, eller ligefrem selv er i stand til at danne regering, og i form af, at ideer, som oprindelig er undfanget på det radikale højre, i stigende grad vinder indpas blandt mainstreampartier (hvad enten det fx handler om udtrædelse af internationale konventioner eller indskrænkning af flygtninge- og indvandreres rettigheder).

Støtten til det radikale højre motiveres af faktorer som (1) apokalyptisk tænkning (Vesten er eksistentielt truet af etnisk udskiftning og globalisering),⁴Mudde, Far Right; George Hawley, The Alt-Right (Oxford: Oxford University Press, 2019). (2) skepsis over for liberal universalisme og de måder, hvorpå den udfordrer eksisterende hierarkier,⁵Guillaume Faye, Why We Fight. Manifesto of the European Resistance (London: Arktos Media, 2011); Ico Maly, “Guillaume Faye’s Legacy: The Alt-Right and Generation Identity”, Journal of Political Ideologies 28, nr. 1 (2022): 1– 27; Anita Nissen, “The Trans-European Mobilization of ‘Generation Identity’ ”, i Ov … Continue reading (3) en følelse af at miste orienteringen og sin plads i verden som følge af udbredelsen af liberale værdier (fx homoægteskaber, flydende kønsidentiteter, lighed mellem mænd og kvinder, racelighed),⁶Pippa Norris & Ronald Inglehart, Cultural Backlash. Trump, Brexit, and Authoritarian Populism (Cambridge: Cambridge University Press, 2019); Christopher F. Zurn, “Populism, Polarization, and Misrecognition”, i Onni Hirvonen & Heikki J. Hoskinen (red.), The Theory and Practice of Recognition (London: Routledge, … Continue reading (4) en oplevelse af at blive udskammet af liberale eliter, som ser ned på og nedprioriterer almindelige mennesker,⁷Katherine J. Cramer, The Politics of Resentment. Rural Consciousness in Wisconsin and the Rise of Scott Walker (Chicago, IL: University of Chicago Press, 2016); Arlie R. Hochschild, Stolen Pride. Loss, Shame, and the Rise of the Right (New York: The New Press, 2024). og (5) identitære forestillinger om, hvem der egentlig hører til i samfundet, baseret på kategorier som race, religion, kultur, og etnicitet.⁸Mudde, Far Right; Hawley, Alt-Right; Jean-Yves Camus, “Alain de Benoist and the New Right”, i Mark Sedgwick (red.), Key Thinkers of the Radical Right. Behind the New Threat to Liberal Democracy (Oxford: Oxford University Press, 2019), 73– 90; Nils Holtug, The Politics of Social Cohesion. Immigration, Community, and Justice (Oxford: Oxford … Continue reading

På store dele af den radikale højrefløj er hvid nationalisme den primære ideologi, og endemålet er oprettelsen af en etnostat, hvor medlemskab er baseret på race eller etnicitet.⁹Mudde, Far Right, 28; Hawley, Alt-Right, 2. Muslimer opfattes som den største trussel, sammen med dem, der faciliterer indvandringen, men man finder også mere almen racisme over for sorte og brune mennesker, anti-semitisme, misogyni, og modstand mod LGBTQ+-miljøet. Desuden er det radikale højre præget af euroskepticisme og modstand mod politisk korrekthed og det politiske establishment. Langt hen ad vejen er tidligere tiders udtryksformer, illustreret ved skinheads og nynazister med tatoveringer og kampstøvler erstattet af jakkesæt og, helt generelt, mere “respektable” udtryk.

Samtidig er der sket en intellektualisering af det radikale højre, hvor der ideudvikles i tænketanke og organisationer, arrangeres foredragsrækker, etableres internetfora, lægges strategier, osv. Internettet har desuden bidraget til internationaliseringen af det radikale højre, og dele af det radikale højre er i dag primært internetfænomener, herunder dele af det amerikanske alt-right. For nogle, især yngre, deltagere er tilstedeværelsen på nettet præget af trolling og ironisk distance, og der deles “sjove” memes om slaveri og holocaust, med mulighed for altid at komme med undskyldningen, at det jo bare var for sjov.¹⁰Hawley, Alt-Right, 110; Angela Nagle, Kill All Normies. Online Culture Wars from 4Chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right (Winchester: Zero Books, 2017). Det amerikanske alt-right-miljø gør sig dog generelt umage for at fremstå fornuftigt og respektabelt, selv om man langt hen ad vejen deler målsætningen om en hvid etnostat. Det gælder også Richard Spencer, der oprindelig fandt på navnet alt-right og er en form for uformel leder herfor. Spencer er hvid nationalist og opfordrer til hvid identitetspolitik. Det vakte opsigt, da der dukkede skjulte optagelser op, hvor han i forbindelse med Trumps valgsejr i 2016 opfordrede sine tilhører til at “feste, som var det 1933”.¹¹Aila Slisco, “White Nationalist Richard Spencer’s Podcast Co-Host Is Secretly a New York City Hypnotherapist and Professor”, Newsweek, 8. november 2019.

Arven fra det nye højre

Som sagt er det ikke mindst de identitære dele af det radikale højre, herunder Generation Identitær, der har bragt begrebet remigration på dagsordnen i nyere tid.¹²Generation Identitær, “Remigration – hvad betyder det egentlig?”, 16. januar 2018. Hos Generation Identitær refererer remigration til et behov for en storstilet tilbagesendelse af etniske minoriteter til deres oprindelseslande ud fra en betragtning om, at de udgør en eksistentiel trussel mod Vesten og på grund af deres kultur simpelthen bare ikke passer ind. I den forbindelse trækker Generation Identitær på ideer fra det nye højre, som udgik fra en gruppe franske tænkere, der organiserede sig i tænketanken GRECE – Groupement de Recherche et d’Études pour la Civilisation Européenne – tilbage i 1968. I GRECE formulerede de en konservativ og etnonationalistisk politik, der tog afstand fra universalisme, oplysnings- og lighedstænkning, globalisering, og menneskerettigheder. Den amerikanske politolog George Hawley beskriver, at gruppen ville udvikle en politisk forståelse, der bevarede, hvad de anså som det bedste i fascismen, uden at anbefale folkedrab og åbenlys racisme.¹³Hawley, Alt-Right, 73.

Alain de Benoist fungerede som en slags uformel leder af GRECE, og hans ideer om, at forskellige etniske grupper er kulturelt uforenelige, har været en væsentlig inspirationskilde for Generation Identitær, det amerikanske alt-right, og i det hele taget for store dele af det radikale højre. I begyndelsen var Benoist tilhænger af fransk kolonialisme og sydafrikansk apartheid, men med tiden udviklede han en teori, etnopluralisme, ifølge hvilken forskellige kulturer har ret til at udvikle sig organisk og uafhængigt af hinanden. På den baggrund var han skeptisk ikke bare over for immigration, men mere generelt overfor globalisering.¹⁴Camus, “Alain de Benoist”.

Generation Identitær trækker ligeledes på et andet medlem af GRECE, nemlig Guillaume Faye. I lighed med Benoist var Faye stærkt kritisk over for immigration, men han delte ikke Benoists tanker om kulturers (i princippet) lige ret til at udvikle sig selvstændigt. Derimod tog han eksplicit udgangspunkt i hvide europæeres interesser og kampen for europæisk kultur, som han mente var andre kulturer overlegen, men nu var eksistentielt truet af immigration. De europæiske folk, mente han, var defineret af deres “biokulturelle” identitet. Han så Europa som værende i krig, først og fremmest mod islam men mere generelt mod immigranter fra det globale syd, som havde besat og koloniseret Europa.¹⁵Faye, Why We Fight, 34. Til at lede modstandskampen, både mod immigranter og de hjemlige “kollaboratører”, der havde faciliteret deres ankomst, så han et behov for en “født leder”.¹⁶Faye, Why We Fight, 110. Faye kaldte modstandskampen for reconquista, med reference til kristnes kamp for at fordrive muslimer og jøder og generobre Den Ibiriske Halvø, der kulminerede i 1492, og Generation Identitær har senere overtaget dette begreb.¹⁷Generation Identity, We Are Generation Identity (London: Arktos Media, 2013), 12–13.

I lighed med Benoist og Faye er Generation Identitær stærkt skeptiske over for universalisme, egalitarisme og oplysningstænkning og ser et behov for at vende tilbage til fælleskabsbaserede værdier med vægt på faste strukturer og hierarkier.¹⁸Nissen, “Trans-European Mobilization”, 89. Ud over analysen af immigranter som en eksistentiel trussel har Generation Identitær desuden overtaget begrebet metapolitik fra det nye højre. Oprindelig stammer begrebet fra den italienske marxist Antonio Gramsci, men det er altså overtaget af det nye højre, og det indebærer, at varige politiske forandringer forudsætter ideologisk hegemoni, hvor de bærende ideer skal have tid til at indlejre sig i den kollektive bevidsthed i befolkningen, som dermed bliver mere modtagelig for radikale politiske løsninger. Målsætningen er derfor i første omgang at ændre den dominerende kultur, således at der på den baggrund kan iværksættes varige politiske ændringer. Det kræver bl.a., at man skal sætte sig på de institutioner, der er med til at skabe og udbrede kulturen.

I lighed med andre dele af det radikale højre gør Generation Identitær en del ud af at fremstå respektable og fornuftige. De benytter sig af en professionel kommunikationsform, ikke mindst på sociale medier, og de har desuden ladet sig inspirere af venstrefløjsaktivisme og benytter bl.a. mødeafbrydelser, kortvarige besættelser, og banner-drops.¹⁹Nissen, “Trans-European Mobilization”, 88. På grund af deres professionalisme, kreativitet og evne til at indpakke deres budskaber i respektable gevandter har de desuden fået tilnavnet hipsterfascister i dele af pressen. Generation Identitær gør sig dog ikke kun på sociale medier og i “hit and run”-aktivisme. For eksempel brugte de i 2017 crowdfunding til at finansiere et skib, der skulle forhindre NGO’er i at hjælpe flygtninge i Middelhavet – en operation, de kaldte Defend Europe. Ironisk nok måtte de dog opgive forehavendet, da de fik motorproblemer og var nødt til at få hjælp fra et af de NGO-skibe, de var der for at obstruere. I 2021 blev Generation Identitær forbudt i Frankrig for at opildne til diskrimination.²⁰Daniel Byman, Spreading Hate. The Global Rise of White Supremacist Terrorism (Oxford: Oxford University Press, 2022), 85.

Den store udskiftning

Hvor Generation Identitær ser remigration som løsningen, så er det problem, remigration er løsningen på, den såkaldte store udskiftning. Den store udskiftning er en teori på den radikale højrefløj om, at vestlige samfund bliver oversvømmet af ikke-vestlige immigranter, der således erstatter hvide, etniske europæere, som på sigt vil blive en minoritet og miste magt og status. Tanken er dog ikke bare, at ikke-vestlige immigranter kommer til vesten, fordi de flygter fra fattigdom og fordrivelse, men at de hjælpes på vej af venstreorienterede og andre progressive politikere og kræfter, der af en eller anden grund hader deres egen kultur eller bare ønsker at importere nye vælgere, i takt med at tidligere vælgere søger mod immigrationsfjendtlige partier.

Ofte tildeles jøder en særlig rolle i denne fortælling, som dem der orkestrerer den store udskiftning, herunder ikke mindst George Soros, der bl.a. af Viktor Orbán er blevet udpeget som den helt store synder.²¹Byman, Spreading Hate, 154; Mudde, Far Right, 32. Og ved det store amerikanske Unite the Right-møde i Charlottesville i 2017 blev der ikke bare chantet “you will not replace us”, men også “Jews will not replace us”.²²National Immigration Forum, The Great Replacement Theory, Explained, 1. december 2021, 3. Ligeledes har teorien om den store udskiftning inspireret en række terrorhandlinger begået af white supremacists, inklusive angreb ved en synagoge i Pittsburg (USA), en Walmart i El Paso (USA), og en moske i Christchurch (New Zealand).

En af de intellektuelle hovedarkitekter bag teorien om den store udskiftning er endnu en fransk tænker, nemlig Renaud Camus. I lighed med Faye (og, mere generelt, store dele af det radikale højre) benytter Camus sig af en alarmistisk, militaristisk retorik, hvor immigration beskrives som en “invasion” og en “migrationstsunami”. Samtidig afviser han demografiske fremskrivninger fra samfundsforskere, der modsiger hans narrativ, med en frisk bemærkning om, at sådanne fremskrivninger er han ligeglad med.²³Renaud Camus, You Will Not Replace Us! (Plieux: Chez l’Auteur, 2018), 24. Dem, der ifølge Camus er ansvarlige for at tillade migrationen til Frankrig, er regeringen, store politiske partier, dommere, medier, multikulturalister, og akademikere, der benægter at den store udskiftning finder sted. Dem beskriver han som “forrædere”, der dog selv vil blive “spist”, efterhånden som de “erstatter lam med ulve”.²⁴Camus, Not Replace Us, 22. Immigranter, kaldet “erstatterne”, beskriver han som “aggressive”, “testosteronisk overlegne” (og her spiller han på flere racistiske troper på én gang),²⁵Camus, Not Replace Us, 22. og som en “ultra-aggressiv spydspids af en besættelseshær”, der venter på at blive mange nok til at gøre Frankrig til deres. Camus sammenligner også invasionen af Frankrig med europæisk kolonialisme, men finder den “afrikanske kolonisering af Europa” værre (for hvis den europæiske kolonisering af Afrika var så slem, lyder argumentet, hvorfor skulle afrikanere så nu komme til Europa?).

Narrativet bag den store udskiftning er således præget af forestillinger om invasion, kolonisering af Europa, besættelse, racekrig, forrædere og kollaboratører. Det militaristiske narrativ går igen hos Generation Identitær. De har udstedt en “krigserklæring”, kalder sig et “kampfællesskab”, en “modstandens spydspids”, som kæmper for den europæiske civilisation.²⁶Generation Identity, Generation Identity.

Overdrivelse eller metapolitik?

Alarmismen og den militaristiske retorik efterlader imidlertid et centralt spørgsmål, nemlig hvilke midler, der dømmes legitime til at realisere remigrationen? Og her er Camus, Spencer, Generation Identitær og store dele af det radikale højre forbløffende spagfærdige. Spencer taler om “fredelig etnisk udrensning”, men det er mildest talt uklart, hvordan en udrensning i det omfang, der forestilles, skulle kunne være fredelig.²⁷Hawley, Alt-Right, 8. Generation Identitær foreslår fx deportation af kriminelle og ulovlige udlændinge, immigranter som ikke kan forsørge sig selv, og flygtninge hvis hjemlande nu er sikre. Ligeledes foreslår de et stop for asyl, familiesammenføring og ikke-vestlig immigration. Endelig så inkluderer strategien for remigration incitamenter, der ikke er baseret på tvang, men består af et stop for udenlandsk finansiering af moskeer, moskeer hvor der bedes på udenlandske sprog, et moratorium for at opføre moskeer, burkaforbud, og tilbageholdelse af sociale ydelser for immigranter. Givet retorikken er det imidlertid overraskende, hvor svage disse forslag er. Dels er en del af dem allerede gennemført i en række liberale demokratier, dels så er fx stop for familiesammenføring og et moratorium på moskeer ikke de tiltag, man ville forvente som modsvar på invasion, kolonisering og racekrig.

Èn mulig forklaring kunne være, at den alarmistiske, militaristiske retorik er en kunstigt oppustet, overdreven måde at prøve at søge opbakning til de mere moderate remigrationsforslag på. En anden forklaring kunne dog være, at det militaristiske narrativ snarere er at se som metapolitik, der skal bane vejen for mere radikale indsatser. En erkendelse af, at den brede offentlighed ikke er klar til de mere brutale politikker, der for alvor ville sætte gang i deportationerne og indskrænke rettigheder for dem, der ikke tilhører den etniske og kulturelle majoritet. Det militaristiske narrativ kan, for så vidt det internaliseres i den brede befolkning, føre til en accept af metoder og politikker, der før ville være utænkelige. Hvis immigranter er fjender, der er ude på at udslette os (den kulturelle majoritet) og vores levevis, og de medlemmer af majoriteten, der har “faciliteret” deres ankomst er forrædere og kollaboratører, så er spillerummet for, hvad der er legitime modforanstaltninger (eller “selvforsvar”) blevet udvidet.

En del af den metapolitiske strategi synes desuden at være at bruge udtrykket remigration snarere end fx tale om deportationer og interneringslejre, der kan lede tankerne hen på de nazistiske deportationer af jøder og på koncentrationslejre. Re-migration lægger op til en “venden tilbage”, dvs. en invers proces, eller en tilbagevenden til den naturlige tilstand, der herskede, inden migranterne forlod deres hjemlande, med hvad det sidenhen skabte af problemer.

Tanker om remigration er i dag ikke forbeholdt dystre kroge på internettet eller grupper som Generation Identitær, men bliver omfavnet af store politiske partier og bevægelser.²⁸Ashifa Kassam, “How Remigration Became a Buzzword for Global Far Right”, The Guardian, 3. oktober 2024. Frihedspartiet (FPÖ), det største parti i Østrig ved valget i 2024, har foreslået at EU skal have en remigrationskommissær. Alternative für Deutschland fører kampagner med slogans som “Sol, sommer, remigration”. Donald Trump har lovet at gøre en ende på “migrantinvasionen” i USA og kalder specifikt denne proces for remigration. Og Dansk Folkeparti har, som vi har set, lanceret et remigrationsudspil i Danmark.

Opgøret med det liberale demokrati

Det er oplagt, at en lang række af de tænkere og bevægelser, der er beskrevet ovenfor, ønsker et opgør med det liberale demokrati. Det nye højre tager fx eksplicit afstand fra universalisme, egalitarisme, menneskerettigheder og oplysningstænkning. Selv Benoists etnopluralisme, der i princippet udstrækker retten til kulturel selvbestemmelse til alle kulturer, er uforenelig med det liberale demokrati, da rettigheder inden for det enkelte samfund skal følge etniske skillelinjer, snarere end afspejle et ideal om lige muligheder. Men hvad med de store politiske partier, fx Dansk Folkeparti, der har taget ideerne om remigration til sig, ønsker de også et opgør med det liberale demokrati?

Messerschmidt lægger i forbindelse med sine overvejelser over remigration op til indskrænkninger af en lang række centrale liberaldemokratiske principper, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed (og fravær af sindelagskontrol), retssikkerhed, anti-diskrimination, mindretalsbeskyttelse, og bevægelsesfrihed. Foreholdt at han ønsker, at alle tildelinger af dansk statsborgerskab inden for de sidste otte år skal tages op til revision med skærpede krav, bl.a. på baggrund af om folk er “danske i hjertet”, og at det vil udgøre en knægtelse af religions- og ytringsfriheden, svarer han, at “ja ja, der er jo masser af ting, du ikke må ytre”.²⁹Bennike, “Den store udvisning”. Annullering af tildelte statsborgerskaber på baggrund af nye, skærpede krav udgør desuden en indskrænkning af retssikkerheden.

Med hensyn til planerne om interneringslejre (på nudansk: “udrejsecentre”), der er designet til at motivere til frivillig hjemrejse, så ville de skulle huse et meget stort antal mennesker, hvoraf mange overholder loven og på forskellige måder har integreret sig, men ikke frivilligt vil remigrere, og dvs. forlade deres hjem, familie og netværk. Ligeledes ville de skulle huse mennesker, der ikke kan deporteres til deres oprindelseslande, fordi disse ikke vil modtage dem. At indespærre mennesker, fordi de lever i overensstemmelse med en anden religion, eller er så uheldige, at de er blevet arbejdsløse, eller på grund af sygdom ikke er i stand til at arbejde, eller at deportere dem af disse grunde, er grundlæggende et opgør med de liberaldemokratiske værdier, vi har bygget vores samfund på.³⁰Dele af artiklen er baseret på Nils Holtug, Identity Politics – Left and Right (Oxford: Oxford University Press, 2025).

1.	Christian Bennike, “Den store udvisning”, Weekendavisen, 31. oktober 2025.
2.	Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals About Our Future (New York: Penguin Random House, 2018).
3.	Cas Mudde, The Far Right Today (Cambridge: Polity Press, 2019), kap. 1.
4.	Mudde, Far Right; George Hawley, The Alt-Right (Oxford: Oxford University Press, 2019).
5.	Guillaume Faye, Why We Fight. Manifesto of the European Resistance (London: Arktos Media, 2011); Ico Maly, “Guillaume Faye’s Legacy: The Alt-Right and Generation Identity”, Journal of Political Ideologies 28, nr. 1 (2022): 1– 27; Anita Nissen, “The Trans-European Mobilization of ‘Generation Identity’ ”, i Ov Cristian Norocel et al (red.), Nostalgia and Hope: Intersections between Politics of Culture, Welfare and Migration in Europe, IMISCOE Research Series (2020), 85–100.
6.	Pippa Norris & Ronald Inglehart, Cultural Backlash. Trump, Brexit, and Authoritarian Populism (Cambridge: Cambridge University Press, 2019); Christopher F. Zurn, “Populism, Polarization, and Misrecognition”, i Onni Hirvonen & Heikki J. Hoskinen (red.), The Theory and Practice of Recognition (London: Routledge, 2023).
7.	Katherine J. Cramer, The Politics of Resentment. Rural Consciousness in Wisconsin and the Rise of Scott Walker (Chicago, IL: University of Chicago Press, 2016); Arlie R. Hochschild, Stolen Pride. Loss, Shame, and the Rise of the Right (New York: The New Press, 2024).
8.	Mudde, Far Right; Hawley, Alt-Right; Jean-Yves Camus, “Alain de Benoist and the New Right”, i Mark Sedgwick (red.), Key Thinkers of the Radical Right. Behind the New Threat to Liberal Democracy (Oxford: Oxford University Press, 2019), 73– 90; Nils Holtug, The Politics of Social Cohesion. Immigration, Community, and Justice (Oxford: Oxford University Press, 2021); Nils Holtug & Eric Uslaner, “Introduction: National Identity and Social Cohesion”, i Nils Holtug & Eric Uslaner (red.), National Identity and Social Cohesion (Colchester: Rowman and Littlefield, 2021), 1–15.
9.	Mudde, Far Right, 28; Hawley, Alt-Right, 2.
10.	Hawley, Alt-Right, 110; Angela Nagle, Kill All Normies. Online Culture Wars from 4Chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right (Winchester: Zero Books, 2017).
11.	Aila Slisco, “White Nationalist Richard Spencer’s Podcast Co-Host Is Secretly a New York City Hypnotherapist and Professor”, Newsweek, 8. november 2019.
12.	Generation Identitær, “Remigration – hvad betyder det egentlig?”, 16. januar 2018.
13.	Hawley, Alt-Right, 73.
14.	Camus, “Alain de Benoist”.
15.	Faye, Why We Fight, 34.
16.	Faye, Why We Fight, 110.
17.	Generation Identity, We Are Generation Identity (London: Arktos Media, 2013), 12–13.
18.	Nissen, “Trans-European Mobilization”, 89.
19.	Nissen, “Trans-European Mobilization”, 88.
20.	Daniel Byman, Spreading Hate. The Global Rise of White Supremacist Terrorism (Oxford: Oxford University Press, 2022), 85.
21.	Byman, Spreading Hate, 154; Mudde, Far Right, 32.
22.	National Immigration Forum, The Great Replacement Theory, Explained, 1. december 2021, 3.
23.	Renaud Camus, You Will Not Replace Us! (Plieux: Chez l’Auteur, 2018), 24.
24.	Camus, Not Replace Us, 22.
25.	Camus, Not Replace Us, 22.
26.	Generation Identity, Generation Identity.
27.	Hawley, Alt-Right, 8.
28.	Ashifa Kassam, “How Remigration Became a Buzzword for Global Far Right”, The Guardian, 3. oktober 2024.
29.	Bennike, “Den store udvisning”.
30.	Dele af artiklen er baseret på Nils Holtug, Identity Politics – Left and Right (Oxford: Oxford University Press, 2025).

Den politiske løgns tre epoker

Mikkel Thorup · 28. nov. 2025

Det er svært at slippe tanken, at der lyves mere i politik i dag end tidligere. I hvert fald virker det ret åbenlyst, at der lyves mere ubekymret, mere åbent og formodentlig mere indøvet end for nogle årtier siden. Samtidig er beskyldningen om at lyve overalt, “løgner” er blevet så almindelig en fornærmelse, at den knap vækker opmærksomhed længere. Samtidig er faktatjekkere på overarbejde – både dem på redaktionerne og dem hjemme i stuerne med internetadgang.

Helt overordnet kan man vel stille to spørgsmål: Lyves der mere i dag end tidligere? Et kvantitativt spørgsmål, der kan suppleres med et kvalitativt: Lyves der anderledes nu end før? Jeg har som mange andre en fornemmelse af, at svaret på det første spørgsmål er ja, men jeg har ingen tal til at understøtte fornemmelsen, og det er heller ikke rigtig mit ærinde i dette essay. Det er til gengæld det andet spørgsmål, der jo søger svar på, om løgnens form og kilde, dens effekt og respons, har ændret sig.

Til at forfølge det spørgsmål starter jeg med at genbesøge to essays af Hannah Arendt, skrevet i en af de tidligere krisetider. Det drejer sig om “Truth and Politics” udgivet i The New Yorker i 1967 og genudgivet året efter i antologien Between Past and Future samt “Lying in Politics: reflections on the Pentagon Papers”, der kom i New York Review of Books i 1971 og året efter i endnu en antologi med den sigende titel Crisis of the Republic. De er begge blevet udgivet på dansk hos forlaget Klim under titlen Om sandhed og løgn i politik, som jeg har skrevet efterskrift til. Jeg vil derfor her ikke være tekstnært analyserende omkring, hvad Arendt mener, løgn er, men derimod parafrasere hendes analyser for at give en historisk gennemgang af løgnens tre epoker, hvor jeg i hver epoke dels trækker på Arendt, dels tænker videre i hendes spor.

I det følgende vil jeg i de to første afsnit læse på tværs af de to tekster og fremdrage den bagvedliggende historie, Arendt skitserer uden at systematisere, om ændringen i den politiske løgn omkring overgangen til det 20. århundrede. Vi skal altså først se, hvordan hun beskriver den politiske løgns funktion i århundrederne op til det 20. århundrede, derefter hvorledes verdenskrige, totalitarisme, nye industrier og nationalstaten ændrer løgnens politiske funktion, for så i det tredje og sidste afsnit at trække historien op til det 21. århundrede, dvs. forsøge at aktualisere Arendt på en nutid, hun i sagens natur ikke kunne forestille sig eller udtale sig om.

Det er selvsagt alt for skematisk, historiens gang ordner sig ikke pænt og ordentligt i århundreder, men med det forbehold kan man læse det følgende sådan, at løgnens politiske funktion dels ændrer sig over tid, og dels at der mindre er tale om, at den ene løgnens epoke restløst afløser den anden, som at den nye epoke lægger sig oven på den anden. Og dermed er der måske alligevel tale om en kvantitativ forøgelse, i hvert fald er det også en historie om, hvordan løgnens aktører går fra de få til de mange til os alle.

Den diplomatiske løgns epoke

En af løgnens funktioner er at skjule. Der er ting, man gerne vil benægte, hemmeligheder der skal vogtes, bedrag der skal iscenesættes, så sandheden ikke kommer for en dag. Det var ifølge Arendt den politiske løgns primære formål før det 20. århundrede. Og det var fast arbejde. I helt konkret forstand, for det var, hvad diplomater, generaler og politikere fra ét land udøvede imod deres konfliktpartnere på den anden side af grænsen.

Løgnens politik var en professional affære udført af folk, der køligt forstod det som en accepteret del af spillet. Det var bedrag af andre, der vidste, at de nok blev bedraget. Alle accepterede, at snakken imellem dem var fyldt med løgne. Det var diplomati, krigs- og udenrigspolitik. Løgnen blev altså udtalt i rummet mellem stater, på den internationale arena, stat versus stat, i det der mindst siden Thomas Hobbes Leviathan fra 1651 var blevet beskrevet som en naturtilstand mellem stater. Løgnens politiske funktion var at varetage og beskytte statens interesser, en funktion alle inden for spillet vidste og anerkendte involverede svig og bedrag, for slet ikke at snakke om krig og vold.

Men da alle vidste og accepterede, at der blev løjet, så var der på paradoksal vis en helt grundlæggende accept af skellet mellem sandt og falsk. Man forstod, der var forskel, alle kendte forskellen. Det var bare sådan, at dem, der var i samtale, stod i statens og ikke i sandhedens tjeneste, og derfor var løgnen ét af de instrumenter, de havde til rådighed. Der blev løjet en del, men der var ikke i egentlig forstand nogen løgner.

Denne lidt romantiserede forestilling om det internationale magtspil og den diplomatiske “koncert” de europæiske stater imellem beskriver løgnens rolle som begrænset (i deres forhold til ikke-europæiske stater og magter var spillet og løgnen helt anderledes, men det ignorerer Arendt som regel i en udstrakt eurocentrisme). Løgnen havde få aktører, skolet i den dannede løgn kaldet diplomati. Dens geografi var det abstrakte område kaldet “det internationale” og i mere fysisk forstand kontorer og balsale såvel som de mere nedrige dele af den diplomatiske løgn: postkontorer, hvor breve i hemmelighed blev åbnet. Dens konsekvenser kunne selvsagt være enorme, hvis den startede eller sluttede krige, men deres funktion var begrænset til staternes interne konkurrence. Løgnen var interstatslig.

Den samfundsmæssige løgns epoke

Storpolitik forsvinder selvsagt ikke med overgangen til det 20. århundrede. Om noget udvider det interstatslige rum sig og dermed den diplomatiske løgns område. Men ifølge Arendt sker der også en mere kvalitativ forandring i det, vi måske kan kalde for løgnens arkitektur. Og hvor løgne tidligere skulle skjule hemmeligheder, så skal de nu også ødelægge eller benægte offentlige fakta.

Før var løgnen ment som et bedrag af andre – der vidste sig bedraget. Nu handler det om at lyve over for folk, man beder stole på en, som har som erklæret job at sikre og beskytte den, der lyves over for. Det er ikke længere det interstatslige rum, hvor stat lyver over for stat, men det indenrigspolitiske rum, hvor stat – og virksomheder, partier, bevægelser, organisationer etc. – lyver over for borgerne. Det er overgangen fra den diplomatiske løgn til den ideologiske. Og den politiske løgns rum er nu lig det nationale rum. Løgnen foregår ikke mellem stater men i den offentlige sfære, og dens mål er meningsdannelsen.

Skellet mellem sandt og falsk sløres nu. Dels lyves der stadig direkte – og vi skal huske på, at én af Arendts anstødssten for at skrive om den politiske løgn var, at den amerikanske stat løj om sin udenrigspolitik for sin egen befolkning og for resten af verden, så skellene er ikke så skarpe – men der udvikler sig også nye professioner af løgnagtighed, propaganda, marketing, PR-bureauer, tænketanke, der ikke står bag den store løgn men den mindre, daglige løgnagtighed, hvor det sande og det falske er mere utydelige og svære at skelne fra hinanden. Statslige og kommercielle interesser øger deres “informationsberedskab”.

Da diplomaterne vidste, at de løj over for hinanden, blev ingen af dem virkelig narret. Men her, hvor løgnen antager overtalelsens og ikke mindst forførelsens gevandter, da bliver begge parter nu bedraget af løgnen. Den, der lyves for, tror på løgnen, men den, der lyver, falder også for den og bliver selvbedraget. Løgneren, der her opstår som figur, er overbevisende, fordi han eller hun har overbevist sig selv om sin egen løgn. Den politiske løgn skal nu ikke bare skjule men overbevise og begejstre. Den skal derfor længere ind, psyken, begæret, kroppen er dens målområde, og manipulationen med vores virkelighedsopfattelse er midlet. Politikeren, reklamemanden og konsulenten er denne epokes primære kunstnere ud i løgn.

Den mellemmenneskelige løgns epoke

Hvor løgnens retning i de to første epoker var hierarkisk oppefra-og-ned, da suppleres den i denne epoke med en horisontal akse menneske og menneske imellem.¹Denne pointe har jeg fra en vaks studerende på Krabbesholm Højskole, hvis navn jeg desværre ikke fik, men hvis kommentar jeg takker for. Som med overgangen fra den første til den anden epoke er der mestendels tale om at bygge ovenpå. Krigen mod terror, Irak-krigen, Israels krig mod Gaza er tydelige læreeksempler på den udenrigspolitiske løgns eksistens, og på hvordan den ikke længere skal overbevise andre stater men egne og andres befolkninger.

Lige så vigtigt er det, at reklamefolk og konsulenter har erobret og omskabt det politiske, det organisatoriske og det administrative sprog. Hvis man skulle lede efter en kilde til “flydende sandheder”, så er det ikke postmodernisme men derimod marketing- og konsulentbranchen, man bør kigge på. Der er reklamer overalt, og deres funktion er ikke oplysning men overtalelse, deres sprog er ikke sandhedens men løgnens.²Se den vigtige bog af Esther M. Kjeldahl & Ariel Storm Lokzinsky, Reklamemagt. En kritik (København: Økotopia, 2025). På samme måde er konsulentbranchen dels et kæmpe bog- og kursusmarked, dels en massiv forretning, der kaldes ind til at “løse” alverdens problemer i organisation efter organisation. Politiske marketings- og konsulentbureauer føder løgnagtighed direkte ind i den offentlige debat med veltrænede politikere og talsmænd, hvis ærinde, som med salget af klimavenlige grise, ikke er det sandfærdige men det effektive.

Deres horisontale makkere er selvhjælpsbranchen og influencere, hvis autorisering som “eksperter” ikke kommer fra de traditionelle, vertikale autoriseringskanaler med eksamensbeviser, medlemskab af faglige organisationer, ansættelser i autoriserede vidensinstitutioner m.m., men derimod i oppositionen til disse “såkaldte eksperter” og fra deres personlige historie og erfaringer. Deres evne til at overtale og forføre kommer horisontalt fra, at “jeg er en lige som dig”, om end det selvsagt kun er en imiteret horisontalitet, idet de etablerer sig som eksperter med adgang til noget, du gerne vil have.

I den første epoke var det stat over for stat, så blev det stat og virksomhed overfor borgere, og i det 21. århundrede er det nye, at de sociale medier giver mulighed for at lyve individ over for individ. Det er i første omgang mere en eksistentiel eller identitær end en politisk løgn, men de ting flyder sammen aktuelt. Vi opfordres til, ikke som borgere, knap som kunder, men som individer til at fremstille særlige brugsvenlige, cirkulationsvenlige, delevenlige udgaver af os selv. Vi ved alle, at man ikke kan stole på de billeder, andre – og vi selv – deler af deres instagram-venlige liv.

På den måde er vi på paradoksal vis tilbage ved diplomaterne, hvor vi alle nu ved og anerkender, at det meste vi og andre sender ud er løgnagtigt i bedste fald, mens vi håber, at det kun cirkulerer i det der abstrakte rum, der ikke længere er det interstatslige men internettet. Men som diplomaterne igen og igen opdagede, så har løgne, vi ved er løgne, det med at blive til virkeligheder.

Afslutning

Måske det er passende at slutte af med et enkelt Arendt-citat, der stammer cirka 20 år før de to artikler, dette essay har bygget på, nemlig fra artiklen “Understanding and politics” fra 1954. Her skriver hun: “Siden begyndelsen af århundredet er væksten i meningsløshed blevet fulgt af tabet af sund fornuft. På mange måder har det ganske enkelt vist sig som voksende dumhed.” Det virker jo meget rammende for vor tid, som skabt til et endnu et meme og endnu et foredrag, men vi kan også bruge det som en lille advarsel om ikke for hastigt at erklære nutiden for dumhedens og løgnens epoke, hvilket er, hvad Arendt-citater i den politiske og journalistiske verden ofte reduceres til.

For det skrev hun i 1954, for 70 år siden, om en udvikling, der var startet 50 år tidligere, altså for omkring 120 år siden. Så enten går den voksende dumhed langsommere, end man skulle tro, eller også er det et vilkår, at hver epoke erklærer sig som den hidtil dummeste og mest løgnagtige.

1.	Denne pointe har jeg fra en vaks studerende på Krabbesholm Højskole, hvis navn jeg desværre ikke fik, men hvis kommentar jeg takker for.
2.	Se den vigtige bog af Esther M. Kjeldahl & Ariel Storm Lokzinsky, Reklamemagt. En kritik (København: Økotopia, 2025).

Socialt demokrati

Reinout Bosch · 23. okt. 2025

I fremtiden er der ingen, der kommer til at sige, at de ikke vidste det. Altså, at den nuværende verdensorden ikke var holdbar i længden, og at noget andet nødvendigvis måtte komme til at erstatte den. Grænseløs vækst på en planet med begrænsede ressourcer er en åbenlys umulighed. Dem, der siger andet, ved, at de lyver. Ingen tror på, at deres regering når deres klimamål. Hverken i 2030 eller i 2050. Vi diskuterer blot, som om vi tror på det. For vi har intet reelt alternativ.

Verden er et ubarmhjertigt sted styret af psykopater.¹Eller måske er det bare 10 %. Sanne Udsen, Psykopater i jakkesæt. Når chefen er psykopat (Lindhardt & Ringhof, 2006), 76. Er du i tvivl, så tænd for din computer og stream hitserien Succesion, en fiktionalisering af virkelighedens arvestridigheder i mediemogulernes verden. Eller tænd for en konkurrerende streamingtjeneste og se White Lotus, en krimiserie, der helt en passant danner et billede af de skæve klasseforhold mellem de nydende og de tjenende.

Den umedierede kapitalismekritik findes ikke længere kun i modkulturens andenrangs sci-fi eller folk-ballader, men promoveres nu af de største mediekonglomerater. “Advokater er der kun for eliten”, synger P3 Guld-vinderen Tobias Rahim, mens Sony Music griner hele vejen ned til banken. Peak capitalism. Særligt modstanden mod den bestående absurditet skal kapitaliseres. Og mens velfærdsstatens sidste bastioner omsluttes af markedets syge logik, bliver det umuligt at forestille sig en verden, hvor kapitalisterne ikke er Batman-skurke-lignende karikaturer af sig selv, narcissistisk opslugt af eget selvbillede i højthævede superpalæer, mens de lægger planer om rumkolonialiseringer og cagefights.

Kunne man tidligere i offentligheden tale om de store selskaber som spillende en opbyggende rolle, havende interesser, der stemte mere eller mindre overens med den offentlige agenda, er det nu umuligt at hævde uden at vække latter. Ordet kapitalisme er ikke længere tabu²Ulrikke Herrmann, Kapitalismens afslutning. Hvorfor vækst forværrer klimakrisen – og hvordan vi skal leve i fremtiden (Lindhardt og Ringhof, 2023), 19. – og det er ikke et positivt ladet udtryk i den herskende diskurs.³En YouGov-meningsmåling fra 2015 viste, at 64% af briterne mener, at kapitalismen er unfair. Selv i USA er det 55%. I Tyskland 77%. En undersøgelse fra 2020 udført af Edelman Trust Barometer viste, at et flertal i verden (56%) var enige i udsagnet “Kapitalismen gør mere skade end gavn”. Jason Hickel, Less is More. How Degrowth Will Save … Continue reading

Det betyder, at der nu, generelt, offentligt, kan sættes ord på, at vi udmærket er klar over, hvor fucked ikke blot samfundet, men vi personligt sammen med det er. Det gør sig endda gældende for det beståendes ministre, der tunge om hjertet beklager den syge kapitalisme.⁴Mette Frederiksen, “Kapitalismen er blevet syg”, Politiken, 29. januar 2017; Peter Hummelgaard, Den syge kapitalisme (Gyldendal, 2018). Det værste er, at vi, sammen med ministrene, udmærket er klar over, at det er os, vores livsstil, der sender os ud over kanten. Vi synes, det er forkert. Men vi gør det stadigvæk.⁵Slavoj Žižek, The Sublime Object of Ideology (Verso, 2008), 30.

Væmmelsen ved vores handlinger, den pseudorealistiske ideologi, der har fået det fine navn kapitalistisk realisme,⁶Mark Fisher, Capitalist Realism. Is there no Alternative? (Zero Books, 2008), 2. får os til at opleve, at der ikke er noget alternativ til det nuværende, den blokerer et hvert udsyn for en anden udvikling; blokerer muligheden for, at et alternativ måske ligger lige for næsen af os.

Der er intet håb. Ingen tro på, at vi kan bryde fri af undergangens spiral. Kritik, ja. Men ingen sammenhængende vision. Ingen drøm for fremtiden. Ingen idé, der binder kritikken sammen og stiller noget i det kritiseredes sted. Hvad vi mangler i denne ideologiløse tid, er ideologisk retning, ikke forstået som et moralsk kompas, der viser, hvad der er rigtigt og forkert, men netop den type storfortælling, som postmodernisterne rebellerede imod.⁷Mest tydeligt hos Jean-François Lyotard, The Postmodern Condition: A report on Knowledge (Manchester university press, 1986); og når det gælder socialismen, hos Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy (Verso, 2014).

Det er den storfortælling – modfortælling – som vi skylder os selv. Den er forudsætningen for, at vi kan tænke i andet end smålige reformer eller usandsynlig individuel forbrugsmæssig tilbageholdenhed.

Vores kritikpunkter af det nuværende samfund, fra dets udryddelse af dyrearter til dets kommercialisering af vores følelsesmæssige relationer, er alle skygger af den kommende modfortælling. De løsningsforslag, der løsrevet eksisterer, er byggesten til en mulig nyordning af vores relation til natur og mennesker, der ikke baserer sig på blind udbytning og udnyttelse.

Det er sammenhængen, der mangler. For den frygtsomhed, der kendetegner vores samtid, er jo netop, at vi løsrevet kan pege på så meget, der kunne være åbenlyse løsninger på enkeltproblemer, som vi dog må sande hænger sammen med alt det andet lort og derfor ender uløseligt som endnu en kompleksitet til problembunken.

Men det er i kompleksiteten og sammenhængen, at svaret findes. Forudsætningen for, at vi kan nyordne byggestenene, give kendte brikker mening på en ny måde, vise hvordan initiativer fra menneske til menneske i det nuværende samfund kan udbygges og på sigt kan erstatte nogle af de institutioner, vi er afhængige af i dag – det er, at løsningerne muliggør hinanden.

Algoritmer, der forkorter vores koncentrationsevne, kunne i stedet bruges i undervisning, der øger frem for at formindske forståelsen. Sociale medier, der underminerer vores selvværd, kunne være organiseringsværktøjer brugt til empowerment. Den grønne omstillings forbrugsmæssige afsavn kunne hjælpe os med at ryste forbrugerismen af os og i stedet for produkternes fetichkarakter få os til at dyrke mellemmenneskelige relationer.

Trods gentagede dogmer om, at fremtidens komponister skal komponere fremtidens musik, fremtidens kokke lave fremtidens mad, og at der ikke eksisterer blueprints til denne fremtid,⁸Enhedslisten, Enhedslistens principprogram: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede (Enhedslisten, 2012), 27. så er det netop den slags byggeplaner, vi har brug for, hvis en alternativ mulighed skal kunne præsenteres. Vi skal turde gennemtænke vores egne løsningsforslag og turde forestille os, hvordan de ville se ud i storskala. Selvfølgelig med den nødvendige, ydmyge forståelse for, at skrivebordsgeneralernes planer aldrig bliver virkelighed – at samfundsforandring foregår i samfundet og ikke på papiret. Men også med en forståelse for, at forandringer ikke sker spontant.

Modfortællingen

Kan vi forestille os en fremtid, der ikke er en dystopi? Alene det er et nybrud. Kritikken af det bestående er kimen til, at vi kan forestille os noget nyt. Brostenene, der belægger den vej, vi skal gå. Det er netop vores opgave at finde vejen derhen, og det er lige meget hvilken vej vi vælger, hvis ikke vi ved, hvor vi vil hen – som Cheshire-katten gør Alice opmærksom på ved skillevejen i eventyrland.

Så lad os dykke ned i kaninhullet ved at fokusere på et aspekt af vores mulige fremtid, den infrastruktur, der kan gøre et alternativ til virkelighed. Udgangspunktet her er, at vi skal fremad, gennem kapitalismen. Udnytte de landvindinger, den har gjort. Vende algoritmerne til vores fordel og gøre os selv til andet end robotternes vedhæng. Vi skal turde bringe planøkonomien tilbage i samtalen. Algoritmens eneste logiske slutpunkt. Og i øvrigt den eneste måde at forestille sig en behovsstyret økonomi. Og vi skal give den dynamik. Kapitalismen har, som vi ved, sin drivkraft i den umættelige akkumulationstrang. Højere, større, dyrere, uden skelen til de langsigtede konsekvenser.

Vores alternativ skal nødvendigvis præsenteres som et system, der i sig selv bærer en lignende udviklingstrang. En demokratisk drivkraft til gennem selvstyret at ville forbedre menneskers liv. I de forskellige interessers møde i den demokratiske arena, hvor ingen af dem kan definere hinanden fuldkomment, men kompromisets væsen sørger for, at det nogle gange er den ene, nogle gange den anden, der får sine behov opfyldt. En nægtelse af andres behov, der i kombination med ændrede forhold i både styrke og kontekst får dem til at forsøge nye kompromisser. Demokrati som det styrende princip i samfundet, ikke kun ud fra en etisk overvejelse, men ud fra overvejelser om, hvad der kan erstatte konkurrencen som samfundsmæssig drivkraft.

Overgangen fra pengemagt til folkemagt er selvfølgelig kun forudsætningen for den nødvendige revolution af de sociale forhold. Dermed er demokratiet både endemålet, midlet hvorigennem isolerede individer kan finde deres fælles behov, men også vejen, som vi samfundsmæssigt må følge. Men hvilket demokrati?

Socialt demokrati

Nutidens radikale fremsætter de samme paroler som fra hundrede år siden: otte timers arbejdsdag, retten til at organisere sig, retten til at bestemme over egen krop. Derved er mange af de grundlæggende diskussioner kommet op til overfladen igen. Frem for at være henvist rollen som velfærdsstatens sidste forsvarer, begynder venstrefløjen igen at spørge sig selv om, hvad dens eget projekt er.

Teoretikerne har deres bud, men mangler modet politisk til at tro på radikaliteten af den demokratiske idé. I stedet øjnes muligheden for nu, endeligt, at kunne fravriste socialdemokratierne den socialdemokratiske arv. Men i hastværket glemmer man at spørge, hvad det er, det sociale demokrati, den socialdemokratiske idé, hviler på, og hengiver sig i stedet til genfremsættelse af fortidens forslag. Således også i Danmark, hvor Pelle Dragsted med Nordisk socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi forsøger at give sit bud på, hvordan en moderne demokratisk forankret socialisme kan se ud i det 21. århundrede. Men uden en reel definition af, hvad der menes med demokrati, når vi ingen vegne.⁹Reinout Bosch & Christian Gorm Hansen, Kritik af Nordisk socialisme – En aftegning af den gradualistiske position (Solidaritet, 2022). I stedet overtager forfatteren den herskende diskurs om demokratiet. En realisme, der tager udgangspunkt i den verden, vi kender.¹⁰I forlængelse af Georg Lukács, History and Class Consciousness. Studies in Marxist Dialectics (MIT press, 1971), 203. Han tager udgangspunkt i det parlamentariske system og forsvarer dermed den styreform, der legitimerer det åbenlyst uretfærdige økonomiske system, vi lever under.

Her må der startes. For hvordan ser en vision ud, der som der som sit udgangspunkt ikke tager det herskende abstrakte demokratibegreb, men i stedet forsøger at tage udgangspunkt i den historiske demokratiopfattelse, der er fremvokset sammen med arbejderbevægelsen. Et demokratibegreb, der er “radikalt […] forstået som ikke at være bange for resultaterne, det bringer med sig”.¹¹Karl Marx, “Marx brev til Ruge”, personlig kommunikation, september 1843, Marx-Engels-Gesamtausgabe III/1, 55.

Den marxistiske sociologis grand old man Erik Olin Wright (1947–2019) skelner i sin sidste bog How to be an anticapitalist in the Twenty-First Century mellem tre mulige former for moderne produktionsmåder: en kapitalistisk, hvor den økonomiske magt er herskende (den kender vi jo), en statsbaseret, hvor staten dominerer (læs: Sovjetunionen og østblokken), og en mulig tredje, hvor social magt udtrykt gennem demokratiske institutioner er herskende, og han konkluderer, at “en økonomi er socialistisk i det omfang, at social magt dominerer statsmagt og økonomisk magt.”

Det er en idé, som Gramsci foregreb, da han forestillede sig, at statens undertrykkende elementer ville visne gradvist bort, mens stadigt mere selvbevidste elementer af det regulerede samfund ville træde frem.¹²Antonio Gramsci, Prison Notebooks (1971), 253. En udvidelse af demokratiet ind i markedets og samfundets sfære. En vertikal udvidelse gennem en nedbrydelse af skellet mellem regerende og regerede og en horisontal udvidelse ind i den økonomiske magts område. En social magt, der ville stå tilbage, når de andre magttyper var svundet ind.

Det civilsamfund, der skal stå tilbage, er den del af samfundet, vi som borgere tager aktivt del i. En sfære, der er kendetegnet ved, at folk ikke er organiseret ud fra umiddelbar forfølgelse af egeninteresse eller på grund af markedets imperativer, ikke direkte styret af statens autoritet eller den politik, der omhandler den.¹³John Ehrenberg, Civil Society. The Critical History of an Idea (New York University Press, 1999), 235. Her er størstedelen af aktiviteterne ulønnede og udføres, fordi folk har lyst. Organiseret ud fra et solidarisk princip, fordi det at hjælpe andre også hjælper en selv. Vi ser det på fodboldholdet, i øllauget og i højskole‑, bolig- eller fagbevægelsen. Organiseringer, hvor der eksisterer politisk lighed mellem aktørerne samtidig med, at de arbejder efter en fælles respekt for fælles standarder, der er nødvendige for at opretholde dette samarbejde.¹⁴Steven M. DeLue, Political Thinking, Political Theory an Civil Society (Longman, 2002), 11. Grundstammen til en anden samfundsorganisering, der skal komme til at dominere de statslige og økonomiske aktiviteter, kan altså anes.

Nødvendighedens og frihedens rige

Marx taler i Kapitalen om, hvordan frihedens rige vil have sin forudsætning i nødvendighedens rige.¹⁵Karl Marx, Kapitalen, 3. bog 4 (Rhodos, 1970), 1056. Kan vi se nødvendighedens rige som det, vi har brug for til at leve? Det, som alle skal have stillet til rådighed, og følgelig hvad alle arbejdsduelige samfundsmedlemmer skal bidrage til? Og kan vi se frihedens rige som det, der kommer efter det basale, det, der består i det personlige forbrug, det, der er særegent for den enkelte eller for en mindre gruppe, det, som det ikke kan forventes, at alle bidrager til?

Det endelige mål må være, at nødvendighedens rige kommer til at fylde mindre til fordel for frihedens, både i den forstand, at arbejdsbyrden bliver mindre, når der skal tilvejebringes det samfundsmæssigt fælles, men også i den forstand, at de fælles behov i stigende grad kan blive dækket af aktiviteter, som borgerne udfører af lyst og ikke af nødvendighed.

Med denne opdeling kan vi forstå nødvendighedens rige som en demokratisk planlagt økonomi, der sikrer alle behov, som et samfund kan blive enigt om, og frihedens som en frivillig sfære drevet af civilsamfundet, hvor markedets mekanismer afgør hvilke job, der udfyldes.¹⁶Jean L. Cohen & Andrew Arato, Civil Society and Political Theory, 3. udg. (MIT press, 1995), 474. En forståelse, der forudsætter, at vi gennem en plan kan fordele alle fornødenheder, nedbringe antallet af forbrugsvarer som følge af kvalitetsøgning, samtidigt med at produktivitetsstigninger sørger for, at vi skal arbejde mindre.

For forudsættes en generel nedgang i den arbejdstid, der er knyttet til de demokratisk fastsatte “nødvendige” opgaver, vil det efterlade en del tid, hvor befolkningen kan lave andre ting. Nogle vil måske efterstræbe aktiviteter, som ingen vil betale dem for – læse bøger, passe have, spille spil. Andre vil måske producere noget, der også har praktisk nytte for andre – male, sy eller lave kunsthåndværk. Det kan være, at der er et marked for disse produkter, hvilket kan være tilskyndende til at arbejde mere i denne retning. Det kan også være, at et sådant marked ikke findes, hvilket også er fint, for så bærer arbejdet sin egen løn, og producenterne kan jo, hvis de har lyst, give deres kreationer væk til venner og familie. Det er heller ikke utænkeligt, at nogle ønsker at lave noget, der er stor efterspørgsel efter. Hvis nu man gerne vil være konditor i en by med stor efterspørgsel på bagværk. Eller hvis man er byens dygtigste konditor og efterspørgslen er stor på en udvalgt signaturkage. Det vil man kunne tjene mange penge på, men uden at konditorkager derved bliver samfundsmæssigt nødvendige. Ligeledes vil der være penge at tjene på opgaver, som færre oplever som et kald. Gider man ikke at skrubbe sit eget toilet vil det således være muligt at hyre folk til det, men konsekvensen vil være, at man skal betale disse mennesker en løn, der opvejer, at de ikke hellere skulle have spillet et spil, arrangeret en koncert eller lavet noget bagværk. Medmindre det mod forventningerne skulle være sådan, at mange mennesker nyder denne syssel og færre får glæde af at arrangere koncerter, så vil udbud-efterspørgselsmekanismen sørge for, at prissætningen forandres. Udgangspunktet for denne mere lige konkurrence om arbejdsopgaver (konkurrence her med omvendt fortegn) er, at alle basale ydelser er dækket og ingen er tvunget til at udføre opgaverne. Er ingen fristet af den høje pris for at skrubbe toiletter må udbyderen selv smøge ærmerne op, og kan man ikke betale nogen for at organisere den koncert, man vil have, må man selv arrangere den.

Samtidig skulle vi jo også gerne i højere grad slippe for de opgaver, vi synes er trælse. Det usynlige arbejde i hverdagen. Og der kan være udmærkede eksempler på, at pensionister skal have bragt mad til døren af cykelbude, eller at enlige, der har brækket en arm, skal have hjælp til at skrubbe deres toilet. Det er samfundsmæssigt nødvendige opgaver. Men modsat kan det også være, at vi beslutter, at daglige technokoncerter er et kollektivt anliggende, som vi derfor prioriterer ressourcer til. Kun samfundets rigdom og vores evner til at planlægge sætter grænserne for, hvor meget vi kan gøre til et fælles ansvar. Kollektiviseringen vil ændre mange forhold, og man kan forholdsvis let forestille sig, at det ville være en fordel, hvis hver familie ikke skulle lave sin egen mad, men kunne spise den sammen med andre eller få den leveret, eller at toiletskrubningen bliver et fælles ansvar. Men målet er den øgede fritid, der muliggør, at folk kan lave samfundsnyttige opgaver, de brænder for. Foreninger, der er samlet om at lave kultur for hinanden, drive café, passe børn og ældre eller lave keramik, fri for lønarbejdets tvang, men organiseret efter foreningslivets principper om frivillighed og tolerance.

Vi nærmer os herved visionen om en økonomi, der reproducerer sig selv; der kan imødekomme uset mange forskellige behov fra mange forskellige typer og grupper, samtidigt med at vi demokratisk skal diskutere, hvordan vi algoritmisk skal sortere i behov.

I demokratiets ånd forudsætter det fælles erkendelse, afvejning og refleksion, hvor legitime og illegitime interesser adskilles og værdier udfoldes afvejes og prioriteres.¹⁷B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, Political Theory 15, nr. 3 (1987): 338–368 (henvist til i Morten Raffnsøe-Møller m.fl. (red.), Kapitalismens ansigter (Philosophia, 2012), 185. Frihedens rige bliver på den måde også begrænset til de dele af økonomien, hvor der ikke er et så stort ressourceforbrug. Alle områder, der forbruger mange ressourcer, er alene af den grund centrale for vores økonomi og skal derfor underlægges demokratiet.¹⁸Med som ledetråd må vi have de begrænsninger, som doughnutøkonomiens tanker pålægger os. Kate Raworth, Doughnutøkonomi: Syv principper for fremtidens økonomi, 1. udgave, overs. Lotte Follinn (Information, 2018).

Her er oplagt mange problemer, som vi skal begynde at diskutere. Det mål, som vi skal beskrive, kræver flere sider og mange flere stemmer. Men at indgå i denne samtale, at turde lade os selv forestille os en verden, der ikke er inspireret af Gotham City, hvor det ikke er dødskulte og playboymillionærer, der sætter takten for udviklingen, men den demokratisk organiserede befolkning – dét er forudsætningen for at begynde at snakke om, hvordan vi finder vejen derhen.

1.	Eller måske er det bare 10 %. Sanne Udsen, Psykopater i jakkesæt. Når chefen er psykopat (Lindhardt & Ringhof, 2006), 76.
2.	Ulrikke Herrmann, Kapitalismens afslutning. Hvorfor vækst forværrer klimakrisen – og hvordan vi skal leve i fremtiden (Lindhardt og Ringhof, 2023), 19.
3.	En YouGov-meningsmåling fra 2015 viste, at 64% af briterne mener, at kapitalismen er unfair. Selv i USA er det 55%. I Tyskland 77%. En undersøgelse fra 2020 udført af Edelman Trust Barometer viste, at et flertal i verden (56%) var enige i udsagnet “Kapitalismen gør mere skade end gavn”. Jason Hickel, Less is More. How Degrowth Will Save the World (Penguin books, 2022), 25.
4.	Mette Frederiksen, “Kapitalismen er blevet syg”, Politiken, 29. januar 2017; Peter Hummelgaard, Den syge kapitalisme (Gyldendal, 2018).
5.	Slavoj Žižek, The Sublime Object of Ideology (Verso, 2008), 30.
6.	Mark Fisher, Capitalist Realism. Is there no Alternative? (Zero Books, 2008), 2.
7.	Mest tydeligt hos Jean-François Lyotard, The Postmodern Condition: A report on Knowledge (Manchester university press, 1986); og når det gælder socialismen, hos Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy (Verso, 2014).
8.	Enhedslisten, Enhedslistens principprogram: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede (Enhedslisten, 2012), 27.
9.	Reinout Bosch & Christian Gorm Hansen, Kritik af Nordisk socialisme – En aftegning af den gradualistiske position (Solidaritet, 2022).
10.	I forlængelse af Georg Lukács, History and Class Consciousness. Studies in Marxist Dialectics (MIT press, 1971), 203.
11.	Karl Marx, “Marx brev til Ruge”, personlig kommunikation, september 1843, Marx-Engels-Gesamtausgabe III/1, 55.
12.	Antonio Gramsci, Prison Notebooks (1971), 253.
13.	John Ehrenberg, Civil Society. The Critical History of an Idea (New York University Press, 1999), 235.
14.	Steven M. DeLue, Political Thinking, Political Theory an Civil Society (Longman, 2002), 11.
15.	Karl Marx, Kapitalen, 3. bog 4 (Rhodos, 1970), 1056.
16.	Jean L. Cohen & Andrew Arato, Civil Society and Political Theory, 3. udg. (MIT press, 1995), 474.
17.	B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, Political Theory 15, nr. 3 (1987): 338–368 (henvist til i Morten Raffnsøe-Møller m.fl. (red.), Kapitalismens ansigter (Philosophia, 2012), 185.
18.	Med som ledetråd må vi have de begrænsninger, som doughnutøkonomiens tanker pålægger os. Kate Raworth, Doughnutøkonomi: Syv principper for fremtidens økonomi, 1. udgave, overs. Lotte Follinn (Information, 2018).

Et værre roderi: Hvordan struktureres verden efter den liberale ordens fald?

Alberte Bové Rud · 9. okt. 2025

Vi er for længst forbi det tidspunkt, hvor det var meningsfuldt at diskutere, hvorvidt den liberale orden er truet. Den er allerede faldet sammen, og hver dag banker nye politiske udviklinger søm i den liberale ordens kiste. Spørgsmålet er nu, hvad der vil komme i stedet? Der er en række voksende politiske eksperimenter, men få alternativer der umiddelbart har evner eller vilje til at strukturere hele verdens politiske normer.

Få enkeltpersoner illustrerer det liberale sammenbrud bedre end Trump, der både i politisk stil og indhold forvrider de hidtidige idealer.

Når Trump forkynder vilkårlige tariffer over for såkaldt allierede lande, sprænger han frihandelsprincipper i stykker. Når han vægrer sig mod at sanktionere endsige kritisere Rusland og Israels militære handlinger, underminerer han folkerettens normer. Og når han flirter med forestillingen om at annektere Grønland, lader han hånt om både alliancers forpligtelser og selvbestemmelsesretten.

Den liberale orden handler dels om tilskyndelse og idealisering af de frihedssøgende idealer, der vedrører alt fra ytringsfrihed til frihandel, dels en international institutionalisering af disse normer og endelig en regelbaseret struktur, der med juridisk kølighed kan skelne ret fra vrang og tilstræber universalisme. Den liberale orden baseredes på en normativ tro på, at disse idealer gjaldt alle og var attraktive for alle, om ikke andet så fordi den gensidige respekt og tilstræbte frie bevægelighed for mennesker og varer ville føre til fred. Oprettelsen af internationale institutioner som FN, NATO og EU i efterkrigstiden har været skelsættende for de liberale værdiers udbredelse, og efter Sovjetunionens opløsning fulgte en tid, hvor den liberale orden udvidede sit territorie mere og mere. Momentvis virkede det til, at den liberale ordens utopi kunne indfries. I 1990’erne udbredtes et rettighedsregime, der tydeliggjorde den liberale ordens daværende magt, men allerede dengang var der skår i glæden. Krigene, ikke mindst i Rwanda og det daværende Jugoslavien, beviste, at der var grænser for den liberale orden, og angrebet på World Trade Center i 2001 var en tydelig indikation på, at ikke alle hjørner af landkortet higede efter de vestligt definerede normer.

Selvom den liberale orden er brudt sammen i dag, eksisterer både de liberale værdier og de internationale institutioner stadigvæk. Der er dog blot færre stater og enkeltpersoner, der er klar til at kæmpe for dem. Hvis den liberale verdensorden var en fæstning, er der færre til at bemande udkigsposterne og bastionerne, og den liberale orden er således så sårbar og udsat, at der reelt ikke er tale om en hegemonisk orden.

Den tomme trone

Heraf følger nu en diskussion om, hvad der træder i stedet. Hvilket ideal vil fremover agere Nordstjerne på den internationale politiske scene? Den Europæiske Kommissionsformand Ursula von der Leyen beskrev med uro i sin tale om unionens tilstand, hvordan verdensordenens kontinentalplader er i bevægelse: “Lige nu trækkes frontlinjerne op for en ny verdensorden, der bygger på magt”.¹Ursula von der Leyen, “Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2025”, Europa-Kommissionen, 10. september 2025. Dermed indikerer hun, at hvor verden tidligere var struktureret på baggrund af allerede veletablerede norm- og regelsæt, så defineres den politiske gang nu vilkårligt af dem, der har relativt mere magt end andre. Men hvem har så magten?

Der er en række politiske projekter og aktører, der viser umiddelbar vilje til at præge de fremtidige magtstrukturer. Tre scenarier kunne være: (1) en ideologisk magtforskydning til fordel for en fremadstormende og protektionistisk højrefløj, (2) en orden formet af autokrater og (3) en orden defineret af adskillige magtfulde men uenige poler, og dermed en reetablering af konfliktlinjer, der deler fællestræk med den bipolare struktur fra den kolde krig.

Højrefløjens verdensorden

Det første scenarie formes ved de utallige valghandlinger, hvor højreorienterede partier med en definerende etablissementkritik vinder frem. Partiernes fællesnævner er typisk, at de sjældent har særligt mange år på bagen og sjældent har nævneværdig magterfaring. På trods af store nationale forskelle deler partierne også en fælles analyse af, hvad tidens største politiske problemer er. Denne højrefløj retter en frustreret anklage mod hidtidige magthavere og idealer, der handler om, at de med en blanding af ignorance, arrogance, inkompetence og naivitet har forsømt at værne om familien, nationen og i nogle tilfælde også religionens indflydelse. Den nye højrefløj mener, at strukturer og kategorier som køn, grænser, familieformer og racer, der er blevet forsøgt opløst siden det 20. århundrede, er nødvendige. Og de mener, at magthaverne har været alt for optagede af at udviske disse forskelle, alt imens de har svigtet de mennesker, de burde arbejde for. Trumps kritik af Det Demokratiske Parti er dermed illustrativ for den bredere højrefløj: Han bebrejder partiet, at de beskæftiger sig med såkaldt wokeism, gender-ideologi og politisk korrekthed i stedet for at arbejde for amerikanske arbejdspladser og den udsatte økonomiske situation for arbejderklassen.

Højrefløjens analyse står med rette ikke uimodsagt, og der hersker i de nationale arenaer berettigede diskussioner om, hvorvidt de typiske magtpartier har svigtet deres mandat, og om hvorvidt højrefløjen kan formulere farbare politiske veje til at bedre forholdene for deres vælgere. Men samtalen cirkulerer rundt om højrefløjens program og protest, og uanset om de har magt eller ej, har de opnået en privilegeret evne til at forme den politiske samtale.

Den nye højrefløj samarbejder internationalt blandt andet gennem institutioner som EU, men dens sigte er primært nationalt og først sekundært kontinentalt. Ambitionen er ikke at diktere en verdensorden og dermed præge det politiske liv såvel som hverdagslivet på den anden side af kloden. En højreorienteret verdensorden er usandsynlig i den forstand, at den ikke sigter efter universalisme, og meget ofte står forskellige landes højrefløje i opposition til hinanden. Trumps protektionistiske slogan om at gøre “America Great Again” er ikke foreneligt med et opråb om at gøre “Europe Great Again”. Når disse nye højreorienterede partier får øget tilslutning, og centrumpartierne står relativt svagere, opstår et politisk nybrud i de enkelte lande, hvor måden, regeringer sammensættes på, og måden, magten udøves på, forandres. Men også på global skala har disse bevægelser betydning, fordi den forandrede parlamentariske virkelighed enten skaber mindre robuste regeringer, der dermed har vanskeligere ved at sætte sig igennem internationalt, eller regeringer, der er mindre engagerede i de internationale institutioner. Højrefløjen har ikke vist overbevisende vilje til at definere en verdensorden, men dens øgede popularitet gør det sværere i det hele taget at etablere fælles internationale spilleregler.

De autoritæres verdensorden

Højrefløjens fremgang er også relevant for det andet scenarie. En del af højrefløjens tydeligste stemmer repræsenterer også et stærkmandsideal. De ledende aktører i det andet scenarie er de politiske ledere, der på nationalt plan bryder de demokratiske principper, puljer magten omkring sig og formoder at kunne gøre det samme på internationalt niveau, hvis de ønsker det. Det gælder ledere som Vladimir Putin, Xi Jinping, Narenda Modi og for den sags skyld Donald Trump. Den italienske politologiske forfatter Giuliano da Empoli har i sin bog Rovdyrenes tid fremhævet, hvordan den nuværende politiske situation er præget af, at dem, der optræder mest intimiderende, får mest indflydelse.²Giuliano da Empoli, Rovdyrenes tid (Politikens Forlag, 2025). Autokraterne og despoterne får dermed frit spil til at forme og omgøre regler og normer efter behov.

Omverdenen er nærved afmægtig i forhold til disse statsledere. Det er kommet til udtryk i måden, hvorpå de autoritære magthavere indenrigspolitisk har haft vide muligheder for at udfordre og afmontere demokratiske initiativer og liberale rettigheder. Disse menneskers åbenlyse magt bliver også afsløret, hvis man giver sig i kast med spørgsmål såsom: Hvad vil den øvrige omverden gøre, hvis Xi beslutter at invadere Taiwan, hvis Trump beslutter at annektere Grønland, eller Modi indleder en krig mod Pakistan? I alle disse tilfælde vil det være vanskeligt, dyrt og sandsynligvis genstand for ophedet politisk diskussion at forsøge at bremse disse statsledere i deres forehavender, ligesom det har været tilfældet med Vestens bestræbelser på at bremse den russiske aggression mod Ukraine.

Der er talrige statsledere, der er bedøvende ligeglade med kritik, fordømmelse, sanktioner og andre af den liberale verdens værktøjer. Men den liberale orden har aldrig været mere, end vi gjorde den til. Når von der Leyen advarer om en fremtidig verdensorden defineret af magt, undlader hun at fortælle, at enhver verdensorden til hver en tid altid er rammesat af magthavere. Den er både skabt og håndhævet af personer, der tror på den. En løftet pegefinger fra EU eller FN har ikke stoppet nogen nogensinde, hvis de ikke respekterede eller frygtede institutionerne. Når det tidligere har været mere relevant at tale om en egentlig liberal verdensorden, har det været, fordi dem, der troede på liberale værdier, var de stærkeste både i økonomisk og militær forstand. Sådan er det ikke mere. Når den liberale orden er faldet, er det ikke, fordi en anden orden er trådt i kraft, det er, fordi Vesten, der hidtil har vogtet den liberale orden, er blevet svækket og splittet.

Den allianceløse verdensorden

Det mest sandsynlige fremtidsscenarie er derfor, at det internationale landskab vil være præget af uorden. Leder man efter en vejledende Nordstjerne, vil kompasnålen svirre rundt om sin egen akse. De stærkeste vil diktere den politiske udvikling, og den eneste strukturerende præmis vil være uforudsigelighed.

Dermed ikke sagt, at dette scenarie vil være ustabilt. Det tredje scenarie mimer den balance, der eksisterede under den kolde krig. Hvor det dengang var to dominerende kræfter, Sovjetunionen og USA, der indbyrdes konkurrerede om international indflydelse, er der i dag langt flere aktører. USA, Rusland, Kina og EU er formentlig de mest toneangivende, mens andre fremadstormende økonomier i særligt Afrika og Sydamerika også mener, de har deres at skulle have sagt. Trumps transaktionelle politik kan meget vel danne præcedens og forme internationale relationer, så man ikke længere danner alliancer men indgår aftaler, der er interessebaserede. Alle plejer sine egne interesser, alle nærer mistillid til de øvrige parter og forventer, at de på tilsvarende vis favoriserer deres umiddelbare nationale sfære.

Det vil medføre et skridt væk fra værdibaseret udenrigspolitik, hvilket allerede er blevet fremført som en strategisk præference af adskillige toppolitikere – herunder den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, til trods for at han utvivlsomt er at tælle blandt den liberale ordens støtter. Udenrigspolitik føres ikke med udgangspunkt i overbevisning, men med udgangspunkt i national interesse.

Verdens uorden

Ikke nok med at den liberale orden er bristet, konturerne af dens umiddelbare alternativ er også allerede trådt i kraft. Den nye verdensorden er uordentlig. Den svinger på vilkårlig vis mod højre og mod venstre. Den præges af autokrater det ene øjeblik og demokrater i det næste. Dens struktur er bevægelig, dens grænser udflydende, og det er vanskeligt at definere morgendagens politiske landskab med udgangspunkt i gårsdagens. Den eneste retningsgivende bevægelse er magt. Europa er en af de få liberale bastioner, der er tilbage på kloden. Selvom Europas magt er svindende, er Europa ikke magtesløs, og de liberale værdiers position på den verdenspolitiske scene er heller ikke forsvundet. Europæiske ledere kan stadig forsøge at holde de liberale principper højt. Men de må affinde sig med, at de vil blive modsagt og overhørt. Hvis det skal lykkes europæerne at gøre deres indflydelse gældende, må de lære, at styrken af deres argumenter afgøres af deres materielle styrke. For at gøre sig nogen forhåbninger om at kunne præge de nye normer må europæerne lære at snakke magtens sprog.

Dette nye sprog forudsætter en essentiel redefinition af, hvordan politik skal forstås. I de sidste 80 år har europæere fremelsket en politisk kultur, der både bød pluralitet velkommen og stræbte efter kompromisset. Det ses blandt andet i EU’s slogan “forenet i mangfoldighed”. Men den nye “verdens-uordens” første bud er, at politik er konflikt. Indenrigspolitik såvel som udenrigspolitik vil fremover struktureres ikke ud fra evnen til at indgå alliancer, men evnen til at identificere fjender.

Konsekvenserne heraf kan vise sig at være talrige. I den multipolare og rodede verdensorden distancerer landene sig fra hinanden, og det imødekommende og diplomatiske rum indskrænkes. Mistillid fodrer fjendskab, og risikoen for konflikt kan stige. Samtidig er de institutioner, der var tiltænkt at skulle bremse konflikter, kastrerede, og det vil være op til landenes selvdisciplin og institutionernes evne til fornyelse at håndtere den antagonistiske uorden.

1.	Ursula von der Leyen, “Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2025”, Europa-Kommissionen, 10. september 2025.
2.	Giuliano da Empoli, Rovdyrenes tid (Politikens Forlag, 2025).

Schrödingers socialdemokrater? Venstrefløjspolitik i krydsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid

Mads Jedzini · 3. okt. 2025

Den politiske praksis lever af forestillingen om, at fremtiden er formbar. Vi organiserer os i fagforeninger, vi stemmer ved folketingsvalgene, vi deltager i offentlige debatter, fordi vi tror på, at vi derved kan skabe forandring – enten ved at bringe os tættere på en ønskværdig fremtid eller ved at forhindre en uønsket fremtid i at indtræde.¹Om forholdet mellem tid, politik og demokrati generelt, se Fernando Esposito & Tobias Becker, “The Time of Politics, the Politics of Time, and Politicized Time: An Introduction to Chronopolitics”, i History and Theory 62, nr. 4 (2023): 3–23; Jonathan White, In the Long Run: The Future as a Political Idea (London: Profile … Continue reading “Finality”, sådan indrammede den konservative britiske politiker Benjamin Disraeli det i en tale i 1859, “is not the language of politics.”²Benjamin Disraeli, tale for House of Commons d. 28. februar 1859. Når man imidlertid betragter politik i de senmoderne samfund, synes fremtiden i stadigt mindre grad at være politisk formbar. I dag, skriver den politiske teoretiker Jonathan White i modsætning til Disraeli, er politik netop præget “af en fornemmelse af finalitet”: klimakrisen buldrer ubønhørligt afsted, det kapitalistiske system er ude af kontrol, den nye globale autoritarisme har knust Fukuyamas forestilling om det liberale demokratis sejrsridt. Kort sagt: Samfundets udfordringer er vokset politikkens styringskraft over hovedet; den politiske tid er ved at rinde ud.³White, In the Long Run, 1.

Denne følelse af finalitet i nutidens politik har forandret det politiske landskab. Som sociologen Hartmut Rosa påpeger, har vores politiske systemer historisk set været organiseret i henhold til de politiske aktørers forhold til fremtiden: på den ene side en fløj af “progressive”, der vil fremskynde den forventede samfundsudvikling, på den anden side en fløj af “konservative”, der vil bremse denne udvikling.⁴Hartmut Rosa, Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2005), 391f og 401f. Men i dag er dette skel langt mere mudret. For venstrefløjen, der ellers traditionelt har set sig som en progressiv kraft, er ifølge den tyske sociolog Andreas Reckwitz blevet strukturelt konservativ. Reckwitz skitserer to modeller: Enten stræber venstrefløjen efter at “reaktivere” sin egen progressive arv og oversætte denne til nutiden (fx en genoplivning af tidligere ideer om solidaritet), hvor fortiden på den måde fungerer som ressource for fremtiden. Eller også er venstrefløjen decideret gået i defensiven for at beskytte de fremskridt, den trods alt har opnået gennem tiden (social lighed, ligestilling, demokrati osv.), mod oplevede eller virkelige trusler.⁵Andreas Reckwitz, Verlust. Ein Grundproblem der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2024), 253f.

I det følgende vil jeg argumentere for, at selvom Reckwitz’ analyse er plausibel og retvisende, er den ikke fuldkommen. Ser man fx på det tyske socialdemokrati (SPD), det traditionelt største og stærkeste venstrefløjsparti i tysk politik, bliver billedet mere komplekst. SPD er ikke kun blevet den nye systembevarer, hvis idealer er forankret i fortiden. SPD holder også fast i sin grundlæggende systemkritik og ønsket om at skabe et bedre samfund i fremtiden. Men samtidig er SPD også presset ind i rollen som ansvarlig, statsbærende forvalter af de mudrede politiske beslutninger og kompromisser, der træffes i nutiden. Eller sagt på en anden måde: SPD er fanget i et krydsfelt mellem politisk fortid, nutid og fremtid. Ikke ulig Schrödingers kat, der teoretisk set er levende og død samtidig, er SPD repræsentant for fortiden, fremtiden og nutiden på én og samme tid.

Artiklen begynder med at skitsere SPD’s selvopfattelse som progressiv kraft i historisk perspektiv. Dernæst belyser den det knæk, der skete i SPD’s fremtidsoptimisme fra 1970’erne og frem for derefter at undersøge det moderne socialdemokratis paradokse forhold til tid. Slutteligt vurderes de politiske og demokratiske konsekvenser af denne udvikling.

Da erfaring og forventning trådte fra hinanden: Socialdemokratiets forhold til fremskridt

Venstrefløjen som progressiv politisk kraft kan konkret føres tilbage til Den Franske Revolution. Hele ideen om højre- og venstrefløj stammer fra den franske nationalforsamling under revolutionen, hvor dem, der støttede forandringer i samfundet, sad til venstre, mens dem, der ville holde fast i monarkiet og den gamle orden, sad til højre – og sådan opstod altså skellet mellem progressive og konservative.

Men venstrefløjens opståen hænger også sammen med en mere abstrakt udvikling i tidsopfattelsen, der skete omtrent samtidigt med de revolutionære omvæltninger i den overgangsperiode mellem det førmoderne og det moderne samfund, som den tyske historieteoris nestor Reinhart Koselleck har kaldt Sattelzeit og stadfæstet til perioden 1750–1850.⁶Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1979), særligt 349ff. Kosellecks grundlæggende iagttagelse er, at der i denne periode sker en forskydning mellem menneskets “erfaringsrum” (Erfahrungsraum) og “forventningshorisont” (Erwartungshorizont). Fordi det førmoderne samfund var mere statisk, var det mere eller mindre muligt for mennesket at approksimere sin fremtid på baggrund af erfaringer. Men på grund af teknologiske, sociale eller politiske “fremskridt” – også et begreb, der først opstod med overgangen til det moderne – blev det i stigende grad vanskeligt for individet at forudsige, hvordan fremtiden ville se ud.⁷Koselleck, Vergangene Zukunft, 359f og 361.

Med den forskydning fulgte også en forandring af fremtiden. Fremtiden var ikke længere noget, som lå og ventede ude i det fjerne; fremtiden blev tværtimod formbar og kunne gøres til genstand for politisk handling. Det dannede grobund for, at der kunne opstå politiske bevægelser, som kunne udfordre det bestående – sociale hierarkier, politiske magtstrukturer eller den økonomiske orden. I kølvandet på et halvt århundrede med revolutioner på tværs af Europa opstod den socialdemokratiske tanke gradvist i midten af det 19. århundrede. I Tyskland, som er det geografiske gestandsfelt for denne artikel, dannedes de første socialdemokratiske partistrukturer i 1860’erne, inden de fusionerede i 1875 for dernæst i 1890 at skifte navn til Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).

Som fremtidshistorikeren Elke Seefried skriver, er der “intet andet tysk parti, der i så høj grad har baseret deres selvforståelse på at være et fremtidens parti”.⁸Elke Seefried, “Partei der Zukunft? Der Wandel des sozialdemokratischen Fortschrittsverständnisses 1960–2000”, i Zeitenwandel. Transformationen geschichtlicher Zeitlichkeit nach dem Boom, red. Fernando Esposito (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2017), 193–225, her 193f. En tydelig illustration af dette er det såkaldte Erfurter Programm fra 1891, der fastskrev SPD’s bekendelse til marxismen. I programmet skrev den socialistiske teoretiker og en af hovedarkitekterne bag SPD Karl Kautsky: “Jo klarere vi ser ind i fremtiden, desto mere formålstjenstligt kan vi bruge vores kræfter i nutiden.”⁹I original ordlyd: “Je klarer wir in die Zukunft sehen, desto zweckentsprechender werden wir unsere Kräfte in der Gegenwart anwenden” (egen oversættelse). Eller sagt på en anden måde: Hvis vi vil lave meningsfuld politik i nutiden, er vi nødt til at have en forestilling om, hvordan vi gerne vil have, at fremtiden skal se ud.

Denne bekendelse til marxismen forløb dog langtfra uden konflikt. I SPD – og på resten af den europæiske venstrefløj omkring århundredeskiftet – var der store konflikter om, hvorvidt man skulle følge den marxistiske teori dogmatisk eller slå ind på en mere pragmatisk kurs. Det giver sig da også til kende i SPD’s programmatik, der pendulerede mellem håbet om revolutionen og en mere pragmatisk tilgang.¹⁰Stefan Berger, “Von der Begrenzung der Zukunft zur Suche nach Zukunft. Die Zukunft der Sozialdemokratie vom Ersten Weltkrieg bis heute”, i Die Zukunft des 20. Jahrhunderts. Dimensionen einer historischen Zukunftsforschung, red. Lucian Hölscher (Frankfurt am Main: Campus Verlag, 2017), 57–74. SPD tog først formelt afsked med marxismen som ideologisk rettesnor med det nye Godesberger Programm i 1959, hvilket dermed markerede et brud med den deterministiske fremtidsopfattelse, der dominerede store dele af marxismen – altså at samfundsudviklingen uafvendeligt ville bevæge sig mod kommunisme. Det betød dog ikke, at fremtiden ophørte med at være et orienteringspunkt for socialdemokratisk tænkning. Ideerne om det “revolutionære fjernperspektiv” og “utopien om det klasseløse samfund” blev ganske vist lagt på hylden, men erstattet af nye positive fremtidsforestillinger om SPD som en moderniserende kraft i det vesttyske industrisamfund, der kulminerede i en regulær “reformeufori” under Tysklands første socialdemokratiske kansler Willy Brandt i anden halvdel af 1960’erne.¹¹Seefried, “Partei der Zukunft?”, 197; Bernd Faulenbach, Das sozialdemokratische Jahrzehnt. Von der Reformeuphorie zur Neuen Unübersichtlichkeit. Die SPD 1969–1982 (Bonn: Dietz Verlag, 2011).

Uanset om tyske socialdemokrater abonnerede på den marxistiske determinisme eller på en mere åben, reformistisk kurs, var fremtiden altså altid det, der var genstand for socialdemokratisk politik. I den forstand har fremtiden været intet mindre end konstitutiv for den socialdemokratiske tænkning i Tyskland – lige indtil 1970’erne, hvor der sker et knæk.

Hinsides opsvinget: Bruddet med fremtidsoptimismen i 1970’erne

I 1970’erne sker der et fundamentalt brud med fremtidsoptimismen i det tyske socialdemokrati. Her synes det økonomiske opsving, som havde båret Vesteuropa ud af efterkrigstidens armod, at være overstået, og en ny, usikker tid begyndte.¹²For mere om denne periode, se Lutz Raphael og Anselm Doering-Manteuffel, Nach dem Boom Perspektiven auf die Zeitgeschichte seit 1970 (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2008). Bruddet blev udløst af en række sammenfaldende krisefænomener, som prægede ikke bare Tyskland, men hele den vestlige verden. Først var der den økologiske krise, som Rom-klubbens The Limits to Growth fra 1972 understregede med eklatant tydelighed. Det drev SPD-politikeren Erhard Eppler, som blev en af de socialdemokratiske hovedaktører i først miljø- og siden fredsbevægelserne i løbet af 1970’erne, til at foreslå en strukturelt konservativ socialdemokratisme, der så skeptisk på SPD’s forestilling om, at teknisk-industrielle nybrud ville frisætte arbejderen og dermed skabe samfundsmæssigt fremskridt. Eppler pegede derimod på, at industrielle fremskridt uvægerligt fører planetære og miljømæssige ødelæggelser med sig, og at det derfor var de progressive kræfters opgave at afdække, “hvad fremskridt betyder inden for de stadigt mere synlige grænser.”¹³Erhard Eppler citeret i Seefried, “Partei der Zukunft?”, 208. Så var der oliekrisen, hvor den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt talte om at “besinde sig på det mulige” og helligede sig den dagspolitiske krisehåndtering.¹⁴Seefried, “Partei der Zukunft?”, 204, 210. Og der var den voksende frygt for atomkrig, en “apokalyptisk angst” (Frank Biess), som ikke bare fordystrede fremtidsudsigterne, men ligefrem stillede spørgsmålstegn ved, om der overhovedet ville være en fremtid.¹⁵Frank Biess, Republik der Angst. Eine andere Geschichte der Bundesrepublik (Reinbek bei Hamburg: Rowohlt, 2019), 392ff.

Dermed lod fremtiden til at rykke ud af rækkevidde for den politiske styringskraft. Fremtiden, skriver Elke Seefried, var ikke længere kendetegnet ved sin formbarhed, men derimod ved de grænser for politisk handling, som ville opstå i takt med den historiske udvikling.¹⁶Seefried, “Partei der Zukunft?”, 203f. Socialdemokratisk politik blev drevet i defensiven, og de politiske udspil handlede snarere om at beskytte og bevare det bestående. Det skabte åbenlyse målkonflikter, for hvad var mest “socialdemokratisk” at bevare: miljøet eller Tysklands position som industrination? Det er i parentes betragtet en konflikt, der rækker helt ind i nutiden.

Dette brud med fremskridtsoptimismen varede i grove træk ved indtil 1990’erne, hvor socialdemokratismens “tredje vej”, som fandt sine vigtigste foregangsmænd i Bill Clinton i USA, Tony Blair i Storbritannien og Gerhard Schröder i Tyskland, revitaliserede den socialdemokratiske fremskridtstanke: Mens Clinton meget symbolsk brugte Fleetwood Mac-sangen “Don’t Stop (Thinking About Tomorrow)” som baggrundsmusik for sin valgkampagne, var “innovation” et af de centrale valgkamptemaer for Schröders SPD forud for det tyske forbundsdagsvalg i 1998.¹⁷Edgar Wolfrum, Rot-Grün an der Macht. Deutschland 1998–2005 (München: C.H. Beck, 2013), 26f; 30f.

Denne nye fremskridtstanke hang tæt sammen med ideen om liberalisering – både i samfundspolitisk og økonomisk forstand. Den rød-grønne regering stod ikke blot bag en liberalisering af bl.a. statsborgerskabsloven, som gjorde det lettere for indvandrere at blive tyske statsborgere, men også bag en generel markedsliberalisering, der kom til at gå hånd i hånd med en markant skærpet arbejdsmarkedspolitik, den såkaldte Agenda 2010 og de berygtede Hartz-reformer. Det var altså en individualisering af fremskridtet: Fremtiden forstås ganske vist som formbar, men det er ikke længere samfundet som kollektiv, der former fremtiden – det er tværtimod den enkelte borger eller virksomheder, der pålægges ansvaret for at forme sin egen fremtid inden for nogle fast definerede samfundsrammer.¹⁸Om individualisering af fremtiden, se White, In the Long Run, 140ff; Zygmunt Bauman, Retrotopia (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017), 13f. Socialdemokratismens “tredje vej” markerede på den måde endnu et brud med den socialdemokratiske forestilling om fremtiden.

Finanskrisen i 2008 tilføjede en ny dimension til den socialdemokratiske fremtidsidé. For at sikre balance på statsbudgetterne i kølvandet på de store hjælpepakker, som blev givet for at holde de europæiske banker oven vande, vedtog Tyskland, anført af den socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück, den såkaldte “gældsbremse” – et finanspolitisk instrument, der begrænsede den tyske stats evne til at optage statsgæld for at finansiere sine udgifter. Gældsbremsen var dybest set udtryk for en mistro over for staten og nuværende politikeres evne til at tage ansvar for fremtiden. Ræsonnementet lød, at hvis ikke politikerne begrænses ved lov, vil de bruge statsgæld til at løse besværlige fordelingspolitiske her-og-nu-konflikter. Det vil imidlertid lægge kommende generationer til last, fordi de så skal bære konsekvenserne af den højere statsgæld. Gældsbremsen havde dermed til formål at skabe sikkerhed og forudsigelighed i fremtiden ved at indsnævre handlerummet i nutiden.¹⁹Thomas Biebricher, “Die Schuldenbremse. Über eine paradoxe Regierungstechnologie der Austerität”, Geschichte der Gegenwart, 17. januar 2024.

Finanskrisen blev blot startskuddet på en lang række år med væsensforskellige og dog sammenflettede kriser. Eurokrise, flygtningekrise, klimakrise, valget af Donald Trump i USA og fremvæksten af nye højrefløjspartier overalt i Europa, pandemien og senest krigen i Ukraine har igen fordystret fremtidsudsigterne. Det har fået samfundsforskere til at tale om “den store regression” – at verden faktisk ikke bliver bedre, men tværtimod værre, og at historiens civilisatoriske fremskridt er under gradvis tilbagerulning.²⁰Heinrich Geiselberger (red.), Die große Regression. Eine internationale Debatte über die geistige Situation der Zeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017). Den verdenskendte sociolog Zygmunt Bauman har tilsvarende konstateret, at forestillingerne om samfundets udvikling ikke længere er forankret i utopier, men derimod i “retrotopier”: Politisk handling er orienteret ikke mod en bedre fremtid, men mod en svunden fortid, kendetegnet af stabilitet og sikkerhed, som nu er gået tabt.²¹Bauman, Retrotopia, 17.

Unstuck in time: Socialdemokratiet fanget mellem tidshorisonter

Det er den situation, som nutidens politiske aktører befinder sig i. Og det har skabt den paradoksale situation, at socialdemokrater er splittet mellem forskellige tidshorisonter: Man ser mod fortiden, nutiden og fremtiden på én og samme tid.

SPD illustrerer denne omstændighed ganske præcist. Da den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz, der var kansler fra 2021–2025, skulle kundgøre sin vision for sin regerings økonomiske politik, sagde han: “På grund af de høje investeringer i den grønne omstilling vil Tyskland i et stykke tid kunne opnå vækstrater, som vi senest havde dem i 1950’erne og 1960’erne.” Han betonede også, at arbejdsløshed ikke længere ville være et problem; tværtimod ville der mangle arbejdskraft.²²Olaf Scholz citeret via dpa i “Wie in 50er und 60er Jahren: Scholz beschwört erneutes deutsches ‘Wirtschaftswunder’ ”, n‑tv.de, 9. marts 2023. Med Baumans ord var Scholz’ økonomiske vision altså dybest set en retrotopi: En økonomisk situation ligesom under efterkrigstidens Wirtschaftswunder, hvor en stærk industriel produktion sikrede høje vækstrater og fuld beskæftigelse – i dag blot med grønt fortegn. I bedste fald kan Scholz’ grønne industripolitik forstås som en forlængelse af nutiden ind i fremtiden – en forestilling om, at vi skal både producere og forbruge det samme, men blot gøre det grønt.

Men SPD har på ingen måde sluppet fremtiden som orienteringspunkt. Olaf Scholz’ regering trådte til i 2021 under selvbetegnelsen “fremskridtskoalition”, og “fremtid” var ikke bare et af de centrale slagord for SPD’s kampagne, men også et vigtigt orienteringspunkt for de mere konkrete politiske forehavender såsom digitalisering og modernisering. Og den nye socialdemokratiske finansminister, Lars Klingbeil, har en tilsvarende klar ide om en fremtidsrettet politik: Han kalder sig selv for “investeringsminister”, og gør dermed tydeligt, at han ikke vil forvalte sit finansministerium som en revisor, der balancerer budgetter i slutningen af måneden, men som en entreprenør, der vil tegne retningen for fremtiden.

Et andet godt eksempel på fremtidsorienteringen, der rækker ud over den retoriske selviscenesættelse, er reformen af ovennævnte gældsbremse, som den nye tyske regering (hvor SPD er juniorpartner) vedtog i marts 2025. Gældsbremsen blev reformeret for at muliggøre historisk store investeringer i infrastruktur med henblik på at skabe en “langsigtet og positiv økonomisk og samfundsmæssig udvikling” med henblik på at “gestalte fremtiden”.²³Fra den tyske regeringsaftale fra d. 21. legislaturperiode Verantwortung für Deutschland. Koalitionsvertrag zwischen CDU, CSU und SPD. 21. Legislaturperiode, 52. Det kan tolkes som et forsøg på at generobre den politiske styringskraft over fremtiden ved at vende den oprindelige argumentation om: Hvis man begrænser politikkens evne til at træffe beslutninger, der rækker ind i fremtiden – såsom fx at optage gæld for at investere i uddannelse – så frarøver man også politikken sit egentlige opdrag, nemlig at bruge sit demokratiske mandat til at træffe beslutninger på vegne af hele samfundet, der former fremtiden.²⁴Mads Jedzini, “Tysklands angst for ustabilitet kan blive farlig for Europa”, RÆSON, 15. december 2023.

Og så er der den tredje omstændighed, at SPD – som andre socialdemokratiske partier – fortsat ser sig selv som et bredt forankret, statsbærende parti, der tager statspolitisk ansvar. Den nye tyske regering, der består af det konservative CDU/CSU og netop SPD, er et godt eksempel på dette. SPD var ikke tvunget til at gå i regering – men det var den eneste mulighed, hvis Tyskland skulle forblive regeringsdueligt, og hvis man ville regere uden om højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD), som er en paria i tysk politik. SPD er dermed tvunget ind i det mudrede regeringsarbejde, som altid er kendetegnet af halvgode kompromisser, rodede budgetspørgsmål, fordelingspolitiske studehandler og meget andet. Nutidens realpolitiske omstændigheder får derfor en stor rolle for den faktiske politik, som SPD kommer til at stå for.

Ligesom Billy Pilgrim i Kurt Vonneguts mesterværk Slaughterhouse Five er SPD unstuck in time; partiet kastes frem og tilbage mellem fortid, nutid og fremtid, og lineariteten i den politiske tænkning er væk.

Fremtiden må være orienteringspunkt for politik

Det er næppe muligt at give et udtømmende svar på, hvad der har bragt SPD – og for den sags skyld også resten af Europas socialdemokrater – i denne situation. Alligevel kan man nærme sig to forklaringsmodeller: En sociologisk og en politologisk.

Den sociologiske forklaring tager afsæt i de socioøkonomiske, kulturelle og politiske forskydninger, som strukturforandringerne siden 1970’erne har ført med sig.²⁵Om dette, se Lutz Raphael, Jenseits von Kohle und Stahl. Eine Gesellschaftsgeschichte Westeuropas nach dem Boom (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2021). For det første er SPD’s traditionelle vælgermasse – organiserede (industri)arbejdere – svundet ind i takt med, at Tysklands industristruktur har ændret sig som følge af globaliseringsprocesser. For det andet har bortfaldet af den klassiske industriproduktion også fjernet det fundament, som den socialdemokratiske opstigningsfortælling har hvilet på siden 1945: At teknologisk-industrielle fremskridt ville skabe frihed og retfærdighed for alle. Den socialdemokratiske storhedstid ligger altså i fortiden, og det skaber fundamentet for den idealisering af fortiden, som skitseredes ovenfor.

Dertil kommer også en politologisk forklaringsmodel. Sociologisk forskning har peget på, at samfundets socialmiljøer har differentieret sig: I stedet for store, relativt homogene grupper – som “arbejdere” og “kapitalister” – er samfundet i dag karakteriseret af langt flere forskellige og mere partikulariserede socialmiljøer.²⁶Om end langtfra den eneste på dette felt, se Andreas Reckwitz, Das Ende der Illusionen. Politik, Ökonomie und Kultur in der Spätmoderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2019). Dette har også medført en differentiering af de politiske systemer. Borte er tiden, hvor den politiske konflikt fandt sted mellem to store folkepartier – i dag er de politiske systemer langt mere brogede, og der er langt flere partier, der deles om vælgerbasen. Den partikularisering af de politiske systemer medfører samtidig uvægerligt, at regeringsdannelser bliver vanskeliggjorte, eftersom der er stadigt flere aktører involveret i regeringsdannelser. Det har lagt et pres på de partier, der traditionelt har været statsbærende, for at sikre kontinuitet i det politiske system – og det kan derfor tvinge partier som SPD til at indgå i regeringer, der afkræver store kompromisser.

Det afgørende spørgsmål er nu: Hvad betyder det for vor tids politik, at socialdemokrater – og andre centrum-venstre-partier – har dette diffuse forhold til tid? Først og fremmest betyder det, at det bliver vanskeligt at formulere en sammenhængende fremtidsvision. Ikke kun, fordi den dagsaktuelle politik optager så meget energi, men i lige så høj grad, fordi fremtidsvisionen i vid udstrækning kommer til at ligne enten en justeret nutid eller en genopvakt fortid. Det er problematisk for demokratiet, for fremtiden og vores politiske forestillinger om denne er konstitutive for demokratiet. Som Jonathan White skriver, er demokratiet afhængigt af troen på, at selvom samfundet kan være uperfekt i dag, så kan det forbedres i morges gennem kollektive handlinger – demokratiet er altså i sin essens fremtidsorienteret.²⁷White, In the Long Run, 3. Hvis de politiske aktører, som hævder at repræsentere en vision om en bedre fremtid, ikke længere formulerer udkast til en sådan, så mangler der en afgørende brik i den måde, vores vestlige demokratier har fungeret på siden 1945.

Dertil kommer, at det repræsentative demokrati også taber en del af sin legitimitet. Fremtidsorienterede mål eller visioner har netop været en måde, hvorpå politiske repræsentanter kan legitimere de handlinger, de træffer på vegne af andre – man træffer beslutninger med umiddelbar virkning, fordi man lover, at det bliver bedre i fremtiden.²⁸White, In the Long Run, 17. Og samtidig kan manglen på en fremtidsvision også hæmme den kollektive handlekraft: En sammenhængende fremtidsvision er nødvendig for at overbevise folk om, at det kan være nødvendigt at foretage ofre nu.

Derfor er det nødvendigt, at de politiske kræfter, der tager ansvar for at udvikle politiske fremtidsvisioner – såsom socialdemokrater – investerer energi i at udvikle mere langsigtede og sammenhængende fortællinger om, hvad det er for et samfund, man gerne vil have, og hvordan man vil nå derhen. Man er nødt til at bryde fri af den Schrödingers kat-agtige tilstand, man har været fanget i. Ikke at fortiden og nutiden dermed skal overlades til andre – begge tider har en vigtig rolle at spille i politik. Men det er fremtiden, der giver politikken i et demokrati sin legitimitet. Finalitet er ikke politikkens sprog.

1.	Om forholdet mellem tid, politik og demokrati generelt, se Fernando Esposito & Tobias Becker, “The Time of Politics, the Politics of Time, and Politicized Time: An Introduction to Chronopolitics”, i History and Theory 62, nr. 4 (2023): 3–23; Jonathan White, In the Long Run: The Future as a Political Idea (London: Profile Books, 2024).
2.	Benjamin Disraeli, tale for House of Commons d. 28. februar 1859.
3.	White, In the Long Run, 1.
4.	Hartmut Rosa, Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2005), 391f og 401f.
5.	Andreas Reckwitz, Verlust. Ein Grundproblem der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2024), 253f.
6.	Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1979), særligt 349ff.
7.	Koselleck, Vergangene Zukunft, 359f og 361.
8.	Elke Seefried, “Partei der Zukunft? Der Wandel des sozialdemokratischen Fortschrittsverständnisses 1960–2000”, i Zeitenwandel. Transformationen geschichtlicher Zeitlichkeit nach dem Boom, red. Fernando Esposito (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2017), 193–225, her 193f.
9.	I original ordlyd: “Je klarer wir in die Zukunft sehen, desto zweckentsprechender werden wir unsere Kräfte in der Gegenwart anwenden” (egen oversættelse).
10.	Stefan Berger, “Von der Begrenzung der Zukunft zur Suche nach Zukunft. Die Zukunft der Sozialdemokratie vom Ersten Weltkrieg bis heute”, i Die Zukunft des 20. Jahrhunderts. Dimensionen einer historischen Zukunftsforschung, red. Lucian Hölscher (Frankfurt am Main: Campus Verlag, 2017), 57–74.
11.	Seefried, “Partei der Zukunft?”, 197; Bernd Faulenbach, Das sozialdemokratische Jahrzehnt. Von der Reformeuphorie zur Neuen Unübersichtlichkeit. Die SPD 1969–1982 (Bonn: Dietz Verlag, 2011).
12.	For mere om denne periode, se Lutz Raphael og Anselm Doering-Manteuffel, Nach dem Boom Perspektiven auf die Zeitgeschichte seit 1970 (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2008).
13.	Erhard Eppler citeret i Seefried, “Partei der Zukunft?”, 208.
14.	Seefried, “Partei der Zukunft?”, 204, 210.
15.	Frank Biess, Republik der Angst. Eine andere Geschichte der Bundesrepublik (Reinbek bei Hamburg: Rowohlt, 2019), 392ff.
16.	Seefried, “Partei der Zukunft?”, 203f.
17.	Edgar Wolfrum, Rot-Grün an der Macht. Deutschland 1998–2005 (München: C.H. Beck, 2013), 26f; 30f.
18.	Om individualisering af fremtiden, se White, In the Long Run, 140ff; Zygmunt Bauman, Retrotopia (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017), 13f.
19.	Thomas Biebricher, “Die Schuldenbremse. Über eine paradoxe Regierungstechnologie der Austerität”, Geschichte der Gegenwart, 17. januar 2024.
20.	Heinrich Geiselberger (red.), Die große Regression. Eine internationale Debatte über die geistige Situation der Zeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017).
21.	Bauman, Retrotopia, 17.
22.	Olaf Scholz citeret via dpa i “Wie in 50er und 60er Jahren: Scholz beschwört erneutes deutsches ‘Wirtschaftswunder’ ”, n‑tv.de, 9. marts 2023.
23.	Fra den tyske regeringsaftale fra d. 21. legislaturperiode Verantwortung für Deutschland. Koalitionsvertrag zwischen CDU, CSU und SPD. 21. Legislaturperiode, 52.
24.	Mads Jedzini, “Tysklands angst for ustabilitet kan blive farlig for Europa”, RÆSON, 15. december 2023.
25.	Om dette, se Lutz Raphael, Jenseits von Kohle und Stahl. Eine Gesellschaftsgeschichte Westeuropas nach dem Boom (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2021).
26.	Om end langtfra den eneste på dette felt, se Andreas Reckwitz, Das Ende der Illusionen. Politik, Ökonomie und Kultur in der Spätmoderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2019).
27.	White, In the Long Run, 3.
28.	White, In the Long Run, 17.

Politikken og den virkelige sandhed

Esben Korsgaard Rasmussen · 11. sep. 2025

På universiteter verden over kan man følge kurser i politisk filosofi. Der skrives til stadighed bøger om politisk filosofi, og der findes tidsskrifter, der ikke udgiver artikler om andet. Det er bredt accepteret, at bl.a. Aristoteles, Hobbes og Kant hører til i den politiske filosofis kanon, og på den måde forekommer det selvfølgeligt, at denne disciplin udgør en central del af den vestlige, intellektuelle tradition.

Alligevel er det langt fra indlysende, hvad der kan menes med “politisk filosofi”. For det første synes der at være en modsætning mellem politikkens foranderlighed og den form for universalitet, som filosofien i hvert fald historisk har efterstræbt. Allerede Aristoteles understregede, at “filosofien om det menneskelige”, angår “det, der kan være anderledes”, hvorfor den tilsyneladende ikke kan leve op til de samme krav om nødvendighed, der definerer “videnskab” (epistêmê).¹Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1181b. For vigtigheden af kontingens for Aristoteles’ forståelse af politik, se Pierre Pellegrin, L’Excellence Menacée. Sur la philosophie politique d’Aristote (Paris: Classiques Garnier). Om ikke andet gjorde Hannah Arendt i denne henseende ret i at forholde sig skeptisk til enhver form for politisk filosofi, der forfølger et ideal om streng nødvendighed: En sådan tilgang står i væsentlig modsætning til dens genstand.²Hannah Arendt, The Human Condition (Chicago & London: University of Chicago Press, 1959). Paradoksalt nok har Arendt en udpræget tendens til at idealisere den græske politik, hvilket får hende til konsekvent at negligere det sociale, der betingede udviklingen af den græske polis og som til stadighed blev … Continue reading For det andet er det ikke entydigt, hvad der menes med “politisk”, når vi bruger udtrykket “politisk filosofi”. Drejer det sig alene om denne disciplins genstand, eller er der tale om en form for filosoferen, der selv er politisk – eller, tredje mulighed, er begge dele tilfældet? For at blive hos Aristoteles, er det tydeligt, at den intellektuelle praksis, der angår den græske by, polis, selv er politisk i den forstand, at den forsøger at forandre den genstand, den undersøger. Den disciplin, Aristoteles således udfolder i værket Politik, sigter ikke efter erkendelse for sin egen skyld, men efter at virkeliggøre en forandring uden for denne disciplin selv, dvs. i den polis, der udgør dens videnskabelige genstand.³Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1140a-1141b.

Der er selvfølgelig intet, der forpligter os til at acceptere Aristoteles’ forståelse af den politiske filosofi. Ikke desto mindre peger han på en central problemstilling, der er værd at overveje nærmere i lyset af den selvfølgelighed, med hvilken udtrykket “politisk filosofi” anvendes. For hvis politisk filosofi forstås som en disciplin, der forsøger at forandre noget i kraft af sin egen intellektuelle praksis – hvis den selv er politisk – så synes den at være underlagt en række kriterier, der adskiller den fra gængse opfattelser af “filosofi”. For så vidt den forsøger at forandre noget, forudsætter den, at dens genstand selv er foranderlig. Det betyder ikke alene, at dens genstand muligvis vil se anderledes ud som konsekvens af dens egen praksis, det betyder også, at denne genstand, i sin nuværende form, er underlagt foranderlige betingelser. Den situation, den politiske filosofi forsøger at forandre, er altså selv et produkt af kontingente omstændigheder.

Forstår man politikken på denne måde, må alle “ontologiserende” forsøg på at bestemme det såkaldt “politiske” forblive dybt tvivlsomme. Med en sådan tilgang skal forstås forsøget på at reducere de mangfoldige fænomener, der går under betegnelsen “politisk”, til udtryk for én politisk essens, hvis væren betinger deres tilsynekomst: Der er ét værende, der er politisk, og som udtrykker sandheden om politikken. Men det er netop politikkens radikale kontingens, der gør det umuligt at tale om “det politiske” som én størrelse, hvis betingelser er uforanderlige gennem historien.⁴Typisk i denne henseende er Giorgio Agamben, der trækker på Carl Schmitts forståelse af “det politiske”. Se Giorgio Agamben, Stato di Eccezione. Homo Sacer II, 1 (Torino: Bollati Boringhieri, 2003); Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1932). Men også hos ventrefløjstænkere … Continue reading Selv hvis man insisterer på, at “det politiske” er bestemt ved sin kontingens, risikerer en sådan tilgang at overse den mangfoldighed, der karakteriserer de situationer, der historisk er blevet forstået som “politiske”. Ikke mindst fordi denne mangfoldighed ofte, hvis ikke altid, er en konsekvens af sociale og kulturelle kampe for at definere det, der anerkendes som et politisk anliggende, bør man være varsom med at tale om “det politiske”.⁵For et konkret eksempel på sådan en definitionskamp, se f.eks. Emma Claussen, Politics and ‘Politiques’ in Sixteenth-Century France (Cambridge: Cambridge University Press, 2021). I bedste fald forbliver man på så generelt et analytisk niveau, at man aldrig kan sige noget interessant om sin genstand. I værste fald udelukker man en forståelse af de specifikke omstændigheder, der karakteriserer en politisk situation, og som man først må forstå, hvis en intellektuel praksis, der selv er politisk, skal være mulig. Hvis den politiske filosofi altså angår noget, hvis grundlæggende kontingens udelukker enhver universel analyse, så består en af dens centrale opgaver netop i at forstå, hvilke kontingente betingelser der karakteriserer dette nogets nuværende tilstand. Skal denne intellektuelle praksis forandre sin genstand, må den først forstå, hvad der er årsag til, og dermed karakteristisk for, dennes nuværende situation. Eller sagt på en anden måde, for så vidt den politiske filosofi forsøger at virkeliggøre forandringer i sin genstand, må den først forstå denne genstand i dens radikale historicitet.

Det er i denne sammenhæng, at det er relevant at kaste et blik på den udvikling i sen-Renæssancens politiske tænkning, der ofte går under navnet “realisme”, og som navnlig anvendes om florentinerne Francesco Guicciardini (1483–1540) og Niccolò Machiavelli (1469–1527).⁶Se f.eks. Anthanasios Moulakis, Republican Realism in Renaissance Florence (Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 1998); Artemio Enzo Baldini, “Tempi della guerra e tempi della politica tra Quattro e Cinquecento: Alle origini del ‘realismo politico’ di Machiavelli e Guicciardini”, i Riscorperte di … Continue reading Hos begge finder man udsagn af nærmest programmatisk karakter, der understreger behovet for at vende sig bort fra traditionens tendens til at fortabe sig i ren spekulation. I stedet bør man, som det hedder med Machiavellis berømte ord, studere “tingenes virkelige sandhed”. Hvis det er nødvendigt at forkaste den påståede “utopisme”, der karakteriserer Platon og hele den hidtidige tradition, er det netop for at garantere den politiske tænknings praktiske anvendelighed.⁷Niccolò Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Bompiano, 2018), 859: “sendo l’intento mio, scrivere cosa utile a chi la intende, mi è parso più conveniente andare drieto alle verità effettuale della cosa”. Se også Francesco Guicciardini, Dialogo del reggimento di Firenze i Francesco … Continue reading For en overfladisk betragtning er det altså forståeligt, hvorfor Machiavelli uvægerligt regnes for en “realist”.⁸“Realisme” som en tilgang inden for international politik opstår først i det 20. århundrede og har rødder i eksplicit teologiske positioner. Se Nicholas Guilhot, After the Enlightenment: Political Realism and International Relations in the mid-20^th Century (Cambridge: Cambridge University Press, 2017).

Et problem med denne forståelse er dog, at Platon – for at nævne det mest prominente eksempel – ikke anser det for nødvendigt at betragte de uforanderlige idéer, fordi de er rene fantasifostre. Når han anser denne tilgang for den eneste legitime i forhold til sit politiske ærinde, er det derimod, fordi alene disse idéer er virkelige.⁹Platon, Respublica, red. S.R. Slings (Oxford: Clarendon Press, 2003), 509d-511e. Hvis idéen om retfærdighed, som Platon lader være udgangspunktet for sin politiske teori, forekommer uvirkelig, er det altså alene relativt til en anden teoris specifikke kriterier for, hvad der er virkeligt, ikke relativt til dens egen begrebslige ramme. Man kan med Martial Gueroult påpege, at en af de væsentligste filosofiske operationer består i at bestemme det, der er til.¹⁰Martial Gueroult, Philosophie de l’histoire de la philosophie. Dianoématique II (Paris: Aubier, 1979). Udtrykket “realisme” er således ideologisk, fordi det implicit legitimerer én forståelse af, hvad der er virkeligt, mens det devaluerer andre under påskud af egne kriteriers universalitet. Udtrykkets operation er normativ, men foregiver at være deskriptiv.

Som konsekvens heraf overser man alt for ofte den konkrete intellektuelle praksis, der ligger bag både Machiavelli og Guicciardinis forsøg på at indfange politikken i dens radikale omskiftelighed, således at forandring efterfølgende bliver mulig. Og dermed risikerer man også at overse væsentlige elementer af den tidligt moderne politiske tænkning, der kun vanskeligt lader sig rubricere under den til stadighed dominerende kategori “staten”.¹¹I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at selv Jean Bodin – om nogen forbundet med begrebet om den moderne stat – overtager den florentinske fordring om at studere “tingenes sande virkelighed”. Jean Bodin, Les six livres de la république, red. Mario Turchetti (Paris: Classiques Garnier, 2013), 164. Hvad der specifikt skal bemærkes ved fordringen om at studere “tingene i deres virkelige sandhed” er det aktive aspekt af prædikatet “virkelig” (effetuale). Umiddelbart kan det forekomme redundant at kvalificere “sandhed” som “virkelig”: Enten er noget sandt eller også er det ikke, og der findes ikke en “virkelig” og en “uvirkelig” sandhed. Men når Machiavelli bruger udtrykket “effetuale” peger han netop på den dimension af sandheden, der er “virkelig” i den forstand, at den virker, dvs. at den har evnen til at forårsage noget. Og selvom denne “virkningsfulde sandhed” står i modsætning til det “imaginære” (immaginato), er det vigtigt at understrege, at det imaginære ikke dermed er ekskluderet fra det, der er virkeligt. Det er sandhedsværdien af imaginære forestillinger – og dermed deres genstands mulige “uvirkelighed” – som den politiske analyse abstraherer fra, ikke selve disse forestillinger. Når Scipione di Castro mod slutningen af det 16. århundrede forklarer, hvorfor en fyrstes “ry” er et væsentligt element af “regeringskunsten” (arte di regnare), ved at kalde det en “effektiv mening” (efficace opinione), så understreger han netop, at det væsentlige ved dette ry ikke er om dens genstand er virkelig, men alene at folk tror, den er det.¹²Simone Testa, Scipione di Castro e il Suo Trattato Politico (Rom: Vecchiarelli Editore, 2011), 101: “Chiama riputatione quella fama illustre sparsa per gli altri stati, et quella efficace opinione concetta da gli altr potentati del consiglio et delle forze del Principe”. Man finder en beslægtet interesse for … Continue reading Hvad Machiavelli, i overensstemmelse med en udbredt tendens hos den florentinske elite, således foreslår, er ikke at udelukke de mere eller mindre fantasifulde forestillinger, folk måtte have fra den politiske analyse.¹³Se f.eks. Consulte e practiche, 1502–1512, red. Denis Fachard (Genève: Droz), 112–114, 137. Her ser man tydeligt en parallel interesse for det “det effektive” eller virkningsfulde. For et mere udførligt argument i samme retning tillader jeg mig at henvise til Esben Korsgaard Rasmussen, “Politics of the Imagination: Francesco … Continue reading Han foreslår at se bort fra disse forestillingers repræsentative indhold for i stedet at betragte dem som genstande med kausale egenskaber. Sagt på en anden måde: En forestillings “virkende sandhed” er uafhængig af dens sandhedsværdi.

Modstiller man derfor Machiavellis “realisme” med en mere eller mindre specifik “utopisme” og påstår, at den første betragter det “virkelige”, mens den anden ikke har med andet at gøre end rene fantasifostre, så medfører det en grundlæggende misforståelse af, hvad den form for politisk tænkning, som Machiavelli kan betragtes som ophavet til, reelt set drejer sig om. Når man således kan konstatere, at Giovanni Botero, der ellers eksplicit tager afstand fra Machiavelli, er dybt optaget af de mere eller mindre sandfærdige forestillinger, som en given gruppe af undersåtter har om deres fyrste, så skyldes det netop, at de deler det samme analytiske udgangspunkt. Som Botero forklarer i et tillæg til hovedværket Della Ragion di Stato, så er det at blive betragtet som magtfuld ikke mindre vigtigt for en magthaver end selve magten.¹⁴Giovanni Botero, Aggiunte fatte da Giovanni Botero (Venedig: Guinti, 1619), 78–79: “a un Potentato non importa meno l’essere stimato possente, che la possanza stessa”. Se også Victoria Kahn, Machiavellian Rhetoric: From the Counter-Reformation to Milton (Princeton: Princeton University Press, 1994), 74–84. I virkeligheden kan man sige som Hobbes, der havde et indgående kendskab til Botero, Machiavelli, Guicciardini og andre beslægtede, italienske tænkere, at det eneste grundlag for de magtfuldes styrke skal findes i folkets “meninger og overbevisninger”.¹⁵Thomas Hobbes, Behemoth, or the Long Parliament, red. Paul Seaward (Oxford: Claredon Press, 2010), 128: “For the Power of the mighty has no foundation but in the opinion and beleefe of the people”. For Hobbes’ kendskab til denne italienske tradition, se også Noel Malcolm, Reason of State, Propaganda, and the Thirty Years’ War. An … Continue reading Det, der udgør “den virkelige sandhed” ved disse “meninger og overbevisninger”, er ikke deres indhold, med derimod at folk faktisk har dem. Sådanne kognitive fænomener skaber altså selve den sociale relation, som deres indhold tilsyneladende repræsenterer: Magten konstitueres simpelthen af de kognitive repræsentationer, man ellers typisk tror afpejler dem. Det er i denne forstand, at faktiske repræsentationer viser sig som det mest “virkelige”, som det konstituerende fænomen, i den politiske analyse. Men denne konstituerende funktion betyder ikke, at disse repræsentationer er uafhængige af de magtforhold, de repræsenterer. Tværtimod er de selv funktioner af den position, som deres subjekt indtager inden for et givent politisk felt. Som Machiavelli gør opmærksom på i begyndelsen af Il Principe, så er indsigt i hhv. fyrstens og folkets karakter afhængig af den position, som deres betragter indtager: Som malerne placerer sig i en dal for at male bjergene, må man tilhøre folket for at kunne betragte fyrsten ordentligt.¹⁶Se også Albert Russell Ascoli ““Vox Populi”: Machiavelli, Opinione, and the Popolo, from the Principe to the Istorie Fiorentine”. California Italian Studies 4, 2 (2013).

Selvom Machiavelli altså afviser at ville beskæftige sig med det rent imaginære, betyder det på ingen måde, at muligvis tomme forestillinger udelukkes som element i hans politiske analyse.¹⁷Se også Sandro Landi, Le regard de Machiavel. Penser les sciences sociales au XVIe siècle (Rennes: Presses Universitaires de Rennes, 2021), 134–136. For så vidt de optræder som psykologisk-sociale fakta inden for det felt, han analyserer, har de kausale egenskaber, der betinger det, der er muligt i en given situation. At Machiavelli primært skulle være interesseret i “rå magt”, er således en grundlæggende misforståelse, der overser det konkrete teoretiske arbejde, der ligger bag den sene renæssances intellektuelle nybrud.¹⁸I samme retning, se også Yves Winter, Machiavelli and the Orders of Violence (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Claude Lefort, Le travail de l’œuvre, Machiavel (Paris: Gallimard, 1975). Begrebet om sådan en magt antager netop, at der findes noget essentielt “politisk”, der forbliver uforandret gennem historien, og som visse tænkere skulle have haft en privilegeret adgang til. Men som Francesco Guicciardini allerede gjorde opmærksom på i sit første værk om Firenzes historie, så var det netop det chokerende indtog af den franske konge Charles VIII i 1494, der medførte en forandring af italienernes måde at leve og tænke på.¹⁹Francesco Guicciardini, Storie Fiorentine, red. Roberto Palmarocchi (Milano: Rizzoli, 2006), 144. Det var som en reaktion på disse dramatiske begivenheder, at det blev nødvendigt at rekonstruere det teoretiske vokabular, gennem hvilken politikken kunne gøres forståelig. At denne reaktion bestod i et forsøg måtte anvende kategorier, der ikke længere passede ind i en forudgående, ciceronianske humanisme, betyder ikke, at Machiavelli og Guicciardini opdagede sandheden om politikken i kraft af indsigt i en transhistorisk “rå magt”, sådan som betegnelsen “realisme” implicit antager. Det betyder snarere, at det altid er en konkret politisk situation, der giver anstødet til nye begrebslige vokabularer, der tillader forståelse af en uventet, ikke umiddelbart diskursiv situation.²⁰Se også Jean-Louis Fournel and Jean-Claude Zancarini, La grammaire de la République. Langagues de la politique chez Francesco Guicciardini (1483–1540) (Genève: Droz, 2009). Det er navnlig i denne henseende, at den såkaldte “Cambridge-skoles” næsten entydige fokus på intellektuel kontekst forbliver … Continue reading For så vidt denne situation alene lader sig beskrive inden for en teoretisk ramme, den selv har betinget, betyder det også, at både den praktiske og teoretiske dimension af en politisk situation forbliver kontingent.

Hvis den politiske tænkning altså skal være “brugbar” (utile), så er den nødt til at tage udgangspunkt i den “virkningsfulde” sandhed. Men det vil i høj grad sige, at den må tage udgangspunkt i de forestillinger, folk nu engang har, fordi det er dem, der “virkeligt” bestemmer mulighedsrummet for politisk handling. Det er dem, der afgør, hvilke strategier, der lader sig implementere og dermed selv opnår “virkelig sandhed”. I hvilken udstrækning denne metodologiske fordring bestemmer den politiske tænkning, der opstår i forlængelse af renæssancen – og ikke mindst dens krise – bliver tydeligt hos førnævnte Botero. Hos ham er selv kristendommen, som han ellers forsvarer over for både Machiavelli, “tacitisterne” og Bodin, tilsyneladende underlagt kriteriet om effektivitet.²¹Se f.eks. Botero, Ragion di stato, 51, 141, 179, 229. Se også Romain Descendre, L’Etat du monde. Giovanni Botero entre raison d’État et géopolitique (Genève: Droz, 2009), 90–95. Således er “ingen lov mere fordelagtig for fyrster end den kristne”, netop fordi den både er i stand til at underlægge sig undersåtternes legemer og hænder, såvel som deres “lidenskaber og tanker”.²²Botero, Ragion di stato, 90: “Ma tra tutte le leggi non ve n’è alcuna più favorevole a’ prencipi che la cristiana, perché questa sottomette loro non solamente i corpo e le facoltà de’ sudditi, dove conviene, ma gli animi ancora e le conscienze, e lega non solamente le mani ma gli affetti ancora et i pensieri”. Kristendommen optræder her som et instrument, man med fordel kan anvende for at sikre sig undersåtternes lydighed, ikke som et intrinsisk gode, der bør vælges for sin egen skyld. Tilsyneladende er den underordnet det metodologiske krav om alene at studere den virkende sandhed.

Botero reducerer ikke eksplicit kristendommen til ét regeringsinstrument blandt andre. Der er således ingen grund til at betvivle hans oprigtige forpligtelse over for den katolske kirke og dens til tider aggressive kulturelle og politiske strategier i kølvandet på konciliet i Trent.²³Se f.eks. Robert Bireley, The Counter-Reformation Prince. Anti-Machiavellianism or Catholic Statecraft in Early Modern Europe (Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1990). Ikke desto mindre viser Boteros brug af det vokabular, der optræder hos Machiavelli, at det var blevet så uomgængeligt, at man enten overtog det eller så det som en udfordring, der skulle overvindes.²⁴Det sidste gælder i høj grad for Thomas Hobbes. Det er derfor misvisende, når man betegner ham som enten “tacitist” eller “machiavellist”. Se f.eks. Richard Tuck, “Hobbes and Tacitus” i Hobbes and History, red. G.A.J. Rogers og Tom Sorell (London: Routledge, 2000), 99–111; David Wooton, “Thomas Hobbes’s Machiavellian … Continue reading Den væsentlige metodologiske indsigt, der kommer til udtryk gennem dette vokabular, er netop, at den politiske analyse må tage udgangspunkt i det, der hos Hobbes hedder “meninger og overbevisninger”, for dermed at kunne bestemme mulighedsrummet for effektive regeringsstrategier. Dermed forsvinder det imaginære ikke fra den politiske analyse, selvom det ofte er sådan, at man har forstået Machiavellis og hans ligesindedes “realisme”.²⁵Bemærk, at Guicciardini beskyldte Machiavelli for at være for “idealistisk” i den forstand, at de romerske exempla han udvinder fra Livius’ historie er teoretiske konstrukter snarere end effektive rettesnore for politisk handling. Se Machiavelli, Opere, 742. Se også Francesco Guicciardini, Ricordi, red. … Continue reading Det forstås som psykologiske fakta, hvis rolle i bestemmelsen af det politiske mulighedsrum er uafhængig af deres evne til at afspejle eksterne forhold.

Interessant i denne henseende er Filippo Cavrianas Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tacito fra 1597.²⁶For en mere udførlig version af dette argument, se Esben Korsgaard Rasmussen, “The Ties That Bind: Filippo Cavriana on Obligation, Passion and Public Appearance”, History of Political Thought, forthcoming. Cavriana var læge for den florentinske Catherine de’ Medici, moder til de franske konger Charles IX og Henri III. Dermed var han – som flere norditalienske intellektuelle, der var flygtet fra et stadigt mere absolutistisk Firenze – tæt på de mest magtfulde personer i Frankrig. Han havde derfor indgående kendskab til de begivenheder, der udspillede sig under de franske religionskrige, såvel som de politiske strategier, det franske monarki benyttede sig af. Det interessante ved hans Discorsi er netop, at den benytter en overordnet machiavellisk analyse til at fortolke de specifikke problemer, der præsenterede sig for Henri III i forsøget på at konsolidere sit styre og dermed lægge en dæmper på de mest katastrofale følger af den religiøse fragmentering, der havde karakteriseret landet siden midten af det 16. århundrede. Centralt for denne analyse står det franske folks forventninger til deres kongens fremtoning, hans reelle såvel som symbolske tilsynekomst i et offentligt rum, der blev stadigt vigtigere som det 16. århundrede skred frem.²⁷Filippo Cavriana, Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tactio (Firenze: Guinti, 1597), 265, 334, 427. For den “offentlige sfære”, hvis oprindelse er væsentligt tidligere end Habermas påstod i 1962, se f.eks. Sandro Landi, Stampa, censura e opinione pubblica in età moderna (Bologna: il Mulino, 2011). Når Henri III således endte sine dage i 1589, dræbt af en af sine undersåtter, var det ikke mindst, fordi han var ude af stand til at afstemme sin offentlige tilsynekomst med det, det franske folk forventede af deres regent.²⁸Se Nicolas Le Roux, Un régicide au nom de Dieu. L’assassinat d’Henri III (Paris: Gallimard, 2018). Cavriana understreger igen og igen, at man ikke kan regere på samme måde i Paris som i Tivoli, netop fordi folks affektive og kognitive karakteristika er forskellige.²⁹Négotiations diplomatiques de la France avec la Toscane. Tome IV, red. Giuseppe Canestrini and Abel Desjardins (Paris: Imprimerie National, 1859), 619, 646, 672, 715. For en fyrste er det dermed afgørende, at vedkommende kender det folk, der skal regeres.³⁰Cavriana, Discorsi, 256: “sono a i Principi più necessarie, & a coloro i quali hanno a reggere i popoli, cioè l’esperienze delle cose, e la cognizione de gl’huomini”. Denne indsigt beror som oftest på en forståelse af den specifikke historiske tilblivelsesproces, der har produceret dette folks specifikke, affektivt-kognitiv karakteristika. Det er i denne sammenhæng sigende, at en af de store landvindinger i Guicciardinis Storia d’Italia bestod i at lade de centrale politiske aktørers lidenskaber være en funktion af deres livsforløb og de politiske begivenheder, de havde gennemlevet.³¹Se f.eks. Francesco Guicciardi, Storia d’Italia, red. Silvana Seidel Menchi (Torino: Einaudi, 1971), 343–344. Se også Donald J. Wilcox, “Guicciardini and the Humanist Historians”, Annali d’Italianistica 2 (1984), 30. På samme måde afhænger Cavrianas overordnede analyse også af indsigt i de politiske, sociale og personlige omstændigheder, der betinger udfaldet af en given politisk strategi.

Det er sandt, at der i det 16. århundrede opstår fornyet interesse for den antikke teori om geografisk bestemte personlighedstyper, ifølge hvilken et givent folks psyko-sociale karakteristika er en funktion af det område, de bebor. Ikke mindst i kraft af Bodins Methodus ad facilem historiarum cognitionem fra 1566, hvor den indtager en central plads, fandt denne teori bred udbredelse.³²Se f.eks. Aristoteles, Politica, red. W.D. Ross (Oxford: Clarendon Press, 1952), 1327b. For Bodin, se Marie-Dominique Couzinet, Histoire et méthode à la Renaissance. Une lecture de la Methodus ad facilem historiarum cognitionem de Jean Bodin (Paris: Librairie philosophique J. Vrin, 1996), 165–186. Men også denne teori peger på den stadigt stigende interesse for det partikulære, der ikke nødvendigvis lader sig indordne universelle love.³³Interessen for det individuelle afspejler sig også i renæssancekunstens bevægelse mod individuelle motiver, der ikke længere repræsenterer universelle typer. Det kommer forskelligt til udtryk i den italienske og den nordiske renæssance, men som overordnet tendens er interessen for det partikulære … Continue reading Det er rigtigt, at forbindelsen mellem et givent sted og dens virkninger på et folk forstås som “naturlig” og derfor nødvendig, men denne forklaringsmodel har oplagt en instrumentel relation til den egentlige teoretiske interesse involveret i denne model. Denne interesse angår primært indsigten i et givent folks partikulære beskaffenhed og kun afledt heraf de almene love, der er kausalt ansvarlige for dem. Også her er det partikulære det væsentlige, netop fordi det er det partikulære og ikke det universelle, der betinger anvendeligheden af den politiske analyse.³⁴Se f.eks. Testa, Scipione, 114: “la prudentia da dar leggi convenienti ai popoli d’un paese particolare, perché si come non è possibile che un cavalcatore per eccellente che sia possa determinare quale spetie di freno si truovi buona per un cavallo, se prima non conosce la natura et qualità particolari di … Continue reading

Hvis mulighedsrummet for effektiv regering, som Cavriana sammen med en lang række andre samtidige påstår, afhænger af kendskab til det folk, der skal regeres, og dette folks karakteristika samtidig er et produkt af historiske og sociale omstændigheder, så bliver disse omstændigheder et centralt element i en politiske teori, der forsøger at være “brugbar” (utile).³⁵Se f.eks. Scipione Ammirato, Discorsi sopra Cornelio Tacito novamente posti in luce (Firenze: Guinti, 1594), 114; Justus Lipsius, Politicorum sive civilis doctrinae libri sex (Antwerpen, 1589), 114; Testa, Scipione, 114. Machiavellis fortale til Istorie Fiorentine peger i samme retning. Hvis det var nødvendigt at skrive endnu en historie om Firenze, så var det fordi tidligere historikere havde udeladt at redegøre for dens interne stridigheder og fjendskaber. Men hvis der er noget, der er “nyttigt (utile) for de borgere, der regerer” en stat, så er det netop en redegørelse, der viser årsagerne til “byens splittelser”, således at man, i kraft af den fare andre har været udsat for, kan holde sin egen by samlet.³⁶Machiavelli, Opere, 1681–1682: “se niuna lezione è utile a cittadini che governono le repubbliche, è quella che dimostra le cagioni degli odi e delle divisioni delle città, acciò che possino, con il pericolo d’altri diventati savi, mantenersi uniti”. Hvis man altså ønsker at udlede noget nyttigt fra historien, drejer det sig primært om at forstå årsagerne til, og virkningerne (effetti) af, de politiske splittelser, der har karakteriseret Firenze på en måde, der hverken var tilfældet i Rom eller Athen.³⁷Machiavelli, Opere, 307–308. Hvis dette sene værk på visse punkter supplerer, endda modsiger det, Machiavelli havde påstået i Discorsi, så hænger det måske sammen med behovet for en større specificitet i den politiske analyses genstand.³⁸For mulige forskelle mellem Discorsi og Istorie Fiorentines forståelse af politisk konflikt, se f.eks. Gisela Bock, “Civil discord in Machiavelli’s Istorie Fiorentine” i Machiavelli and Republicanism, red. Gisela Bock, Quentin Skinner og Maurizio Viroli (Cambridge: Cambridge University Press, 1990), 181–202. John … Continue reading Overførslen af en ideel model fra den romerske republik – en procedure der stod centralt for renæssancens forsøg på at genoplive antikkens exempla – er umulig i tilfældet Firenze, fordi dens interne splittelser er konfigureret på en anden måde, end det var tilfældet i Rom.³⁹For renæssancens eksemplaritet såvel som dens krise, se også Esben Korsgaard Rasmussen, “Thomas Hobbes and the problem of exemplarity: From the early engagement with historiography to Leviathan”. History of European Ideas 50, 4 (2024): 587–605. Hvis dette er tilfældet, så skyldes det netop deres forskellige historiske tilblivelsesprocesser. Dermed stammer “historiceringen” af den politiske teori fra dens behov for at være politisk, forstået som dets konstante fordring om at være “brugbar” (utile).

Er der en lektie fra de former for intellektuel praksis, som det tidlige 16. århundredes politiske katastrofer gav anledning til, består den ikke af “teser” om transhistoriske politiske forhold – statens indretning, naturlovenes indhold, skellet mellem privat og offentligt, ja, essensen af “det politiske” – selvom det ofte er det indtryk, man efterlades med af indføringer i den tidlige moderne politiske filosofi. I denne henseende kan vi spørge os selv, hvad der bliver tilbage af fordringen om universalitet, der traditionelt har karakteriseret filosofien? Hvis alt, der forbliver af den politiske analyse, er indsigt i de omstændigheder, der betinger anvendeligheden af specifikke regeringsstrategier, så er det svært at se, hvilket genkendeligt “filosofisk” arbejde, der bliver tilbage. Men måske burde denne episode i vores politiske, sociale og intellektuelle historie tjene som en advarsel om ikke at evaluere enhver intellektuel praksis, der beskæftiger sig med noget genkendeligt politisk, relativt til en transhistorisk kategori som “filosofi”. Måske bør denne praksis identificeres med dét teoretiske arbejde, der, i lyset af nye politiske og sociale fænomener, formår at gøre en ny situation begribelig i kategorier, der ikke før var tilgængelige. Denne konstruktive praksis, der ikke lader sig reducere til det, der er forståeligt inden for rammerne af et færdigt begrebsligt vokabular, men selv definerer et sådant vokabular i lyset af sociale og intellektuelle forandringer, er måske det, der er tilbage af en form for “politisk filosofi”, der hverken lader sig nøjes med rent historiske analyser eller klynger sig til abstrakte kategorier, der er ude af stand til at begribe den historiske situation, de selv er født af. Netop fordi dens konkrete intellektuelle arbejde er en konsekvens af en ny situations radikale kontingens, vil måden, hvorpå en sådan praksis specifikt tager sig ud, også afhænge af den historiske situation, som den forsøger at begribe.

Hvis det er sandt – som det ofte påstås – at den moderne politiske tænkning indvarsles med Machiavelli, så bør det ovenstående være en anledning til at genoverveje, hvad en sådan, specifikt “moderne”, tænkning egentlig kan forpligte os til. Selvom han yndede at betragte sig selv som en opdagelsesrejsende på linje med Columbus, bør vi modstå den realistiske illusion, at Machiavelli, sammen med flere af hans samtidige, “opdagede” sandheden om politikken. For så vidt det udmøntede sig i en gennemgribende rekonstruktion af de begrebslige kategorier, med hvilken politikken overhovedet kan forstås, bør en dybere forståelse af deres teoretiske arbejde tjene som en advarsel mod at forfalde til kimæriske kategorier som “det politiske” – om det så forstås som “rå magt” eller noget andet. En politisk filosofi, der insisterer på den traditionelle fordring om universalitet, risikerer at gå så fatalt fejl af sin genstand, at enhver produktiv relation mellem teori og praksis forbliver umulig. Hvis vi insisterer på at gøre fortidens tænkere til modeller for vores egen teoretiske tilgang til politikken, bør et nærmere blik på sen-Renæssancens begrebslige innovationer give anledning til at forkaste enhver statisk model for den politiske filosofi og i stedet tilskynde til at lade den kontingente historiske situation, som det gælder om at forstå, bestemme den intellektuelle praksis, der kan begribe den – og ikke foreskrive denne situation universelle kategorier, der forbliver den fremmed. Kun sådan kan en filosofi egentlig være politisk.

1.	Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1181b. For vigtigheden af kontingens for Aristoteles’ forståelse af politik, se Pierre Pellegrin, L’Excellence Menacée. Sur la philosophie politique d’Aristote (Paris: Classiques Garnier).
2.	Hannah Arendt, The Human Condition (Chicago & London: University of Chicago Press, 1959). Paradoksalt nok har Arendt en udpræget tendens til at idealisere den græske politik, hvilket får hende til konsekvent at negligere det sociale, der betingede udviklingen af den græske polis og som til stadighed blev reproduceret af byens “officielle” ideologi. Se f.eks. Nicole Loraux, La cité divisée. L’oubli dans la mémoire d’Athènes (Paris: Payot, 2005).
3.	Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1140a-1141b.
4.	Typisk i denne henseende er Giorgio Agamben, der trækker på Carl Schmitts forståelse af “det politiske”. Se Giorgio Agamben, Stato di Eccezione. Homo Sacer II, 1 (Torino: Bollati Boringhieri, 2003); Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1932). Men også hos ventrefløjstænkere som Jacques Rancière og Chantal Mouffe finder vi en lignende “ontologisering” af politikken. See Jacques Rancière, La mésentente. Politique et philosophie (Paris: Galilée, 1995); Chantal Mouffe, The Return of the Political (London: Verso, 1993).
5.	For et konkret eksempel på sådan en definitionskamp, se f.eks. Emma Claussen, Politics and ‘Politiques’ in Sixteenth-Century France (Cambridge: Cambridge University Press, 2021).
6.	Se f.eks. Anthanasios Moulakis, Republican Realism in Renaissance Florence (Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 1998); Artemio Enzo Baldini, “Tempi della guerra e tempi della politica tra Quattro e Cinquecento: Alle origini del ‘realismo politico’ di Machiavelli e Guicciardini”, i Riscorperte di Gucicciardini, red. Marziano Guglieminetti (Genoa: Name edizioni, 2006), 79–94; Laurie Catteeuw, Censures et raisons d’État: Une histoire de la modernité politique (XVIe-XVIIe siècle) (Paris: Albin Michel, 2013), 69.
7.	Niccolò Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Bompiano, 2018), 859: “sendo l’intento mio, scrivere cosa utile a chi la intende, mi è parso più conveniente andare drieto alle verità effettuale della cosa”. Se også Francesco Guicciardini, Dialogo del reggimento di Firenze i Francesco Guicciardini, Dialogo e discorsi del reggimento di Firenze, red. Roberto Palmarocchi (Bari: Laterza, 1932), 14–15, 99, 163; Francesco Vettori, Scritti storici e politici, red. Enrico Niccolini (Bari: Laterza, 1972), 145.
8.	“Realisme” som en tilgang inden for international politik opstår først i det 20. århundrede og har rødder i eksplicit teologiske positioner. Se Nicholas Guilhot, After the Enlightenment: Political Realism and International Relations in the mid-20^th Century (Cambridge: Cambridge University Press, 2017).
9.	Platon, Respublica, red. S.R. Slings (Oxford: Clarendon Press, 2003), 509d-511e.
10.	Martial Gueroult, Philosophie de l’histoire de la philosophie. Dianoématique II (Paris: Aubier, 1979).
11.	I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at selv Jean Bodin – om nogen forbundet med begrebet om den moderne stat – overtager den florentinske fordring om at studere “tingenes sande virkelighed”. Jean Bodin, Les six livres de la république, red. Mario Turchetti (Paris: Classiques Garnier, 2013), 164.
12.	Simone Testa, Scipione di Castro e il Suo Trattato Politico (Rom: Vecchiarelli Editore, 2011), 101: “Chiama riputatione quella fama illustre sparsa per gli altri stati, et quella efficace opinione concetta da gli altr potentati del consiglio et delle forze del Principe”. Man finder en beslægtet interesse for “ry” hos Richelieu få år senere. Se Richelieu, Testament Politique (Paris: Éditions Perrin, 2017), 258.
13.	Se f.eks. Consulte e practiche, 1502–1512, red. Denis Fachard (Genève: Droz), 112–114, 137. Her ser man tydeligt en parallel interesse for det “det effektive” eller virkningsfulde. For et mere udførligt argument i samme retning tillader jeg mig at henvise til Esben Korsgaard Rasmussen, “Politics of the Imagination: Francesco Guicciardini and the Conditions of Effective Government”. The Review of Politics 87, 2 (2025), 169–192.
14.	Giovanni Botero, Aggiunte fatte da Giovanni Botero (Venedig: Guinti, 1619), 78–79: “a un Potentato non importa meno l’essere stimato possente, che la possanza stessa”. Se også Victoria Kahn, Machiavellian Rhetoric: From the Counter-Reformation to Milton (Princeton: Princeton University Press, 1994), 74–84.
15.	Thomas Hobbes, Behemoth, or the Long Parliament, red. Paul Seaward (Oxford: Claredon Press, 2010), 128: “For the Power of the mighty has no foundation but in the opinion and beleefe of the people”. For Hobbes’ kendskab til denne italienske tradition, se også Noel Malcolm, Reason of State, Propaganda, and the Thirty Years’ War. An unknown translation by Thomas Hobbes (Oxford: Oxford University Press, 2007).
16.	Se også Albert Russell Ascoli ““Vox Populi”: Machiavelli, Opinione, and the Popolo, from the Principe to the Istorie Fiorentine”. California Italian Studies 4, 2 (2013).
17.	Se også Sandro Landi, Le regard de Machiavel. Penser les sciences sociales au XVIe siècle (Rennes: Presses Universitaires de Rennes, 2021), 134–136.
18.	I samme retning, se også Yves Winter, Machiavelli and the Orders of Violence (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Claude Lefort, Le travail de l’œuvre, Machiavel (Paris: Gallimard, 1975).
19.	Francesco Guicciardini, Storie Fiorentine, red. Roberto Palmarocchi (Milano: Rizzoli, 2006), 144.
20.	Se også Jean-Louis Fournel and Jean-Claude Zancarini, La grammaire de la République. Langagues de la politique chez Francesco Guicciardini (1483–1540) (Genève: Droz, 2009). Det er navnlig i denne henseende, at den såkaldte “Cambridge-skoles” næsten entydige fokus på intellektuel kontekst forbliver utilstrækkelig. Se f.eks. Quentin Skinner, Reason and Rhetoric in the Philosophy of Hobbes (Cambridge: Cambridge University Press, 1996).
21.	Se f.eks. Botero, Ragion di stato, 51, 141, 179, 229. Se også Romain Descendre, L’Etat du monde. Giovanni Botero entre raison d’État et géopolitique (Genève: Droz, 2009), 90–95.
22.	Botero, Ragion di stato, 90: “Ma tra tutte le leggi non ve n’è alcuna più favorevole a’ prencipi che la cristiana, perché questa sottomette loro non solamente i corpo e le facoltà de’ sudditi, dove conviene, ma gli animi ancora e le conscienze, e lega non solamente le mani ma gli affetti ancora et i pensieri”.
23.	Se f.eks. Robert Bireley, The Counter-Reformation Prince. Anti-Machiavellianism or Catholic Statecraft in Early Modern Europe (Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1990).
24.	Det sidste gælder i høj grad for Thomas Hobbes. Det er derfor misvisende, når man betegner ham som enten “tacitist” eller “machiavellist”. Se f.eks. Richard Tuck, “Hobbes and Tacitus” i Hobbes and History, red. G.A.J. Rogers og Tom Sorell (London: Routledge, 2000), 99–111; David Wooton, “Thomas Hobbes’s Machiavellian moments” i The Historical Imagination in Early Modern Britain. History, Rhetoric, and Fiction, 1500–1800, red. Donald R. Kelley og David Harris Sacks (Cambridge: Cambridge University Press, 1997), 210–242. Se også Gianfranco Borrelli, Il lato oscuro del Leviatano. Hobbes contro Machiavel (Napoli: Cronopio, 2009).
25.	Bemærk, at Guicciardini beskyldte Machiavelli for at være for “idealistisk” i den forstand, at de romerske exempla han udvinder fra Livius’ historie er teoretiske konstrukter snarere end effektive rettesnore for politisk handling. Se Machiavelli, Opere, 742. Se også Francesco Guicciardini, Ricordi, red. Raffaele Spongano (Milano: Rizzoli, 2021), 145–146. Guicciardini var mere optaget af konsekvenserne af historisk kontingens end Machiavelli. Se også Volker Reinhardt, Francesco Guicciardini (1483–1540): Die Entdeckung des Widerspruchs (Göttingen: Wallstein, 2004).
26.	For en mere udførlig version af dette argument, se Esben Korsgaard Rasmussen, “The Ties That Bind: Filippo Cavriana on Obligation, Passion and Public Appearance”, History of Political Thought, forthcoming.
27.	Filippo Cavriana, Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tactio (Firenze: Guinti, 1597), 265, 334, 427. For den “offentlige sfære”, hvis oprindelse er væsentligt tidligere end Habermas påstod i 1962, se f.eks. Sandro Landi, Stampa, censura e opinione pubblica in età moderna (Bologna: il Mulino, 2011).
28.	Se Nicolas Le Roux, Un régicide au nom de Dieu. L’assassinat d’Henri III (Paris: Gallimard, 2018).
29.	Négotiations diplomatiques de la France avec la Toscane. Tome IV, red. Giuseppe Canestrini and Abel Desjardins (Paris: Imprimerie National, 1859), 619, 646, 672, 715.
30.	Cavriana, Discorsi, 256: “sono a i Principi più necessarie, & a coloro i quali hanno a reggere i popoli, cioè l’esperienze delle cose, e la cognizione de gl’huomini”.
31.	Se f.eks. Francesco Guicciardi, Storia d’Italia, red. Silvana Seidel Menchi (Torino: Einaudi, 1971), 343–344. Se også Donald J. Wilcox, “Guicciardini and the Humanist Historians”, Annali d’Italianistica 2 (1984), 30.
32.	Se f.eks. Aristoteles, Politica, red. W.D. Ross (Oxford: Clarendon Press, 1952), 1327b. For Bodin, se Marie-Dominique Couzinet, Histoire et méthode à la Renaissance. Une lecture de la Methodus ad facilem historiarum cognitionem de Jean Bodin (Paris: Librairie philosophique J. Vrin, 1996), 165–186.
33.	Interessen for det individuelle afspejler sig også i renæssancekunstens bevægelse mod individuelle motiver, der ikke længere repræsenterer universelle typer. Det kommer forskelligt til udtryk i den italienske og den nordiske renæssance, men som overordnet tendens er interessen for det partikulære fælles for begge. Se f.eks. Hans Belting, Spiegel der Welt. Die Erfindung des Gemäldes in den Niederlanden (München: C.H. Beck 2013); Daniel Arasse, L’homme en perspective. Les primitifs d’Italie (Paris: Hazan, 2011). Se også David Summers, The Judgement of Sense: Renaissance Naturalism and the Rise of Aesthetics (Cambridge: Cambridge University Press, 1987).
34.	Se f.eks. Testa, Scipione, 114: “la prudentia da dar leggi convenienti ai popoli d’un paese particolare, perché si come non è possibile che un cavalcatore per eccellente che sia possa determinare quale spetie di freno si truovi buona per un cavallo, se prima non conosce la natura et qualità particolari di quell’animale”.
35.	Se f.eks. Scipione Ammirato, Discorsi sopra Cornelio Tacito novamente posti in luce (Firenze: Guinti, 1594), 114; Justus Lipsius, Politicorum sive civilis doctrinae libri sex (Antwerpen, 1589), 114; Testa, Scipione, 114.
36.	Machiavelli, Opere, 1681–1682: “se niuna lezione è utile a cittadini che governono le repubbliche, è quella che dimostra le cagioni degli odi e delle divisioni delle città, acciò che possino, con il pericolo d’altri diventati savi, mantenersi uniti”.
37.	Machiavelli, Opere, 307–308.
38.	For mulige forskelle mellem Discorsi og Istorie Fiorentines forståelse af politisk konflikt, se f.eks. Gisela Bock, “Civil discord in Machiavelli’s Istorie Fiorentine” i Machiavelli and Republicanism, red. Gisela Bock, Quentin Skinner og Maurizio Viroli (Cambridge: Cambridge University Press, 1990), 181–202. John McCormick argumenterer derimod for en grundlæggende kontinuitet mellem de to værker. Se John McCormick, Reading Machiavelli: Scandalous Books, Suspect Engagements, and the Virtue of Populist Politics (Princeton: Princeton University Press, 2018), 69–105.
39.	For renæssancens eksemplaritet såvel som dens krise, se også Esben Korsgaard Rasmussen, “Thomas Hobbes and the problem of exemplarity: From the early engagement with historiography to Leviathan”. History of European Ideas 50, 4 (2024): 587–605.

“Tænk, for satan!”

Henrik Jøker Bjerre · 29. aug. 2025

“Hvis mennesket vil fortsætte med at leve, må det forandre sig.”¹Karl Jaspers, “Die Atombombe und die Zukunft des Menschen” (Basel: Radio DRS, 1956), 32:03. Alle oversættelser er mine egne. Så radikalt formulerede den tyske filosof Karl Jaspers sig i 1956, da han i et radioforedrag om “Atombomben og menneskets fremtid” analyserede den dramatiske ændring i civilisationens historie, der var indtruffet med atombomben. Mennesket er fortabt, hvis det ikke tænker det hele forfra, mente Jaspers. Vi står over for en uset og utænkt fare, der kræver mobilisering af alle kreative kræfter. I forordet til den bog med samme titel som foredraget, der blev udgivet to år senere, skrev Jaspers, at det drejede sig om intet mindre end nødvendigheden af at forandre selve menneskets “etisk-politiske tilstand”.²Karl Jaspers, Die Atombombe und die Zukunft des Menschen (Piper Verlag, 1958), 5. I lyset af disse meget højtsvungne ord om radikaliteten og singulariteten af atombomben som verdenshistorisk begivenhed, er det næsten voldsomt så uoriginale Jaspers tanker var om, hvad der så måtte tænkes. Det er faktisk svært ikke at miste opmærksomheden, når man hører foredraget i dag, fordi det bestandig vender tilbage til de samme besværgelser om frihed og ansvar, internationalt samarbejde og modstand mod totalitarisme. Det eneste spørgsmål, der for alvor trænger sig på, er i virkeligheden, hvordan nogen har kunnet få den tanke, at det temmelig magre, filosofiske indhold i det 55 minutter lange foredrag burde udfoldes i en 500 sider lang traktat. Maurice Blanchot konstaterede da også lakonisk efter udgivelsen af den franske oversættelse af bogen i 1964, at “apokalypsen er skuffende”. Det var ikke, fordi Blanchot mente, at Jaspers valgte forkert i kampen mellem øst og vest, men fordi hans skrift var én lang, performativ selvmodsigelse: “Netop i den bog, der skulle udgøre bevidstheden om, begyndelsen af og kommentaren til denne forvandling, har intet ændret sig hos Jaspers – intet i sproget, i tænkningen eller i de politiske formuleringer, der i sammenhæng med livslange, fikserede synspunkter, heraf nogle ganske ædle og andre meget ensidige, er bibeholdt og endda skærpet.”³Maurice Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, i Friendship, overs. Elizabeth Rottenberg (Stanford University Press, 1997), 102.

Blanchot ser også en radikal nyskabelse i atombomben, der kræver filosofisk refleksion. Ligesom Jaspers ser han en åbning til en ny form for universalistisk tænkning, men ikke én, der fordrer assimilation under en paraply af allerede udtænkte principper. Bomben gav ganske rigtigt mulighed for at tænke menneskeheden som en form for skæbnefællesskab, men det var en enhed, der fremtrådte ad det negatives vej, dvs. paradoksalt nok gives fællesskabet netop og først i kraft af forestillingen om dets udslettelse. Derfor måtte menneskehedens enhed heller ikke tænkes som en harmonisk udbredelse af veletablerede synspunkter til alle (sådan som vi ca. kender det fra Kojèves læsning af Hegel og siden Fukuyamas forståelse af “historiens afslutning”), men som konceptionen af en form for brudt enhed: en tænkning af et uharmonisk, konfliktfyldt og udsat fællesskab med akut forpligtelse på at handle fornuftigt i en umulig situation. Blanchot bruger den kantske distinktion mellem forstand og fornuft til at forklare forskellen. Hvor forstanden bestemmer og bedømmer ud fra allerede givne begreber, er fornuftens opgave at skabe en form for helhed af ultimativt modstridende interesser og ideer: “Fornuften er totaliteten selv i arbejde, men fordi den ikke opnås gennem en stille velvilje, men gennem antagonisme, kamp og vold, risikerer den, som den virkeliggør sig selv, at provokere den ufornuftige begivenhed, som den har rejst sig imod og ved hvis hjælp den på nogle måder har rejst sig selv.”⁴Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, 107. Den totalitet eller helhed, som Blanchot dermed forsvarer og argumenterer for, er, som Alenka Zupančič har beskrevet det, “tydeligvis ikke nogen organisk, harmonisk totalitet, men simpelthen en totalitet, der ikke fornægter sine egne antagonismer”.⁵Alenka Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, S: Journal of the Circle for Lacanian Ideology Critique, 10 & 11 (2017–18), 22.

Zupančič fortæller i sin artikel fra 2017, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, om en komisk oplevelse af en scene i en horrorfilm, der faktisk illustrerer forskellen på at leve med katastrofen ud fra en forstandsmæssig og en fornuftsmæssig tilgang. En dag, hun tændte for fjernsynet, kom hun ind i begyndelsen af en horrorfilm, hvor en deprimeret kvinde var i færd med at begå selvmord ved at sluge et helt glas sovepiller. Før kvinden nåede at udføre sin handling, blev hun imidlertid afbrudt af en varulv, der var kravlet op til hendes vindue, hvilket fik hende til at gå i panik og råbe på hjælp. Scenen er komisk, skriver Zupančič, fordi sandheden er komisk. Selvom man har besluttet sig for, at det hele er meningsløst, og man ikke længere vil være med, kan man faktisk blive skræmt fra vid og sans i en grad, så man begynder at kæmpe for sit liv. Der er en lignende asymmetri mellem forstanden og fornuften. Forstanden følger velkendte skemaer og begreber og kan ikke se nogen mulighed for, at noget skulle kunne være grundlæggende anderledes, end det er. Fornuften er derimod forpligtet på at tænke selv dét, der ikke giver mening og at rumme konflikten, endda paradokset. Hvis det går ad helvede til, er forstanden således garant for en mismodig fremskrivning af det bestående og det velkendte: Det ender galt (så hvorfor ikke lige så godt afslutte det nu?). Fornuften er ikke bundet af den samme nødvendighed. Dens modus er snarere noget i retning af at sige: “Det går ad helvede til – og vi kan umuligt gøre noget ved det … Det må vi gøre noget ved!”

Således finder vi også en forskel mellem den trussel, Jaspers og Blanchot forholdt sig til, og dét, der giver Zupančič anledning til at tage deres modsætning op. Apokalypsen er stadig skuffende, skriver Zupančič, idet hun altså gentager Blanchots titel og i øvrigt hylder den for at have “samme kvalitet som en fremragende, åndrig vittighed”.⁶Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 16. Men apokalypsen har også ændret karakter på en væsentlig måde siden koldkrigstiden. Selvom bomben selvfølgelig stadig spiller en rolle i den kollektive bevidsthed (og den politiske virkelighed!), er der en anden dimension ved apokalypsen, der er begyndt at gøre sig stadig mere gældende. Vi lever i en form for langsom realisering af apokalypsen, allerede midt i den. Vi bevidner dens udfoldelse og ved temmelig meget, alt for meget, om, hvordan den vil udfolde sig gennem de kommende årtier. Vi ved også, at den kan tage voldsomme spring og accelerere, men grundlæggende er den en virkelighed, mere end en forventning om en (kun) mulig, fremtidig begivenhed:

I dag advarer de mest skarpsindige analytikere ikke imod, hvad der vil ske, hvis vi trykker på de forkerte knapper; de insisterer snarere på, at de forkerte knapper allerede er blevet trykket på. Apokalypsen er allerede begyndt og er blevet en aktiv del af vores liv og vores verden, sådan som den er. Den venter ikke på os et sted i fremtiden, men dikterer vores sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser, mens vi taler.⁷Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 24.

Det mest oplagte eksempel på dette, der egentlig ikke er et eksempel men sagen, er klimaforandringerne.

Det mest skuffende ved klimaforandringerne er i første omgang naturligvis, at vi ikke har formået at bremse dem. At vi ikke engang har formået at bruge vores forstand. Når Immanuel Kant i sit oplysningsskrift plæderede for ethvert menneskes pligt til at gøre brug af sin egen forstand, var det ikke en opfordring til, at enhver skulle “foretage sin egen research”, som det hedder hos konspirationsteoretikerne. Det var en opfordring til at tage bestik af, hvad vi som menneskehed ved og kan vide, hvordan vi kan forbedre det, hvilke konsekvenser, der følger af det, osv. At bruge sin egen forstand handler ikke om at etablere sine egne, “alternative kendsgerninger”, men om at tage udgangspunkt i det, der efter de mest velbegrundede vurderinger gælder som kendsgerninger og forsøge at drage sine konklusioner eller tænke videre med dem. Misforståelsen af Kants imperativ om at have mod til at gøre brug af sin egen forstand minder om den misforståelse af det kategoriske imperativ, som Adolf Eichmann gjorde sig skyldig i under sin retssag i Jerusalem, hvor han hævdede altid at have fulgt Kants princip om at handle efter forestillingen om generelle love, om end han måtte indrømme at have afveget fra det, da han blev klar over, at han var med til at udvirke “den endelige løsning”. Som Hannah Arendt gjorde opmærksom på i sin reportage fra retssagen, var Eichmanns “morallov” dermed i virkeligheden en forvanskning af Kant i retning af at gøre landets gældende love til det princip, han ville følge.⁸Hannah Arendt, Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (Penguin Books, 2006), 136. Hans principper var slet ikke universelle, da det kom til stykket, men underlagt den lokale og aktuelle politiske orden, for de holdt jo netop kun som universelle, så længe de ikke var i modstrid med det lokale. Eller som Arendt skrev, stemte Eichmanns ubevidste brug af Kant overens med det, han selv kaldte “husmandsudgaven”:

I denne husmandsudgave er alt, der er tilbage af Kants ånd, kravet om, at mennesket gør mere end at adlyde loven, at det […] identificerer sin egen vilje med princippet bag loven – den kilde fra hvilken loven er udsprunget. I Kants filosofi var denne kilde den praktiske fornuft; i Eichmanns husmandsudgave var det Førerens vilje.⁹Arendt, Eichmann in Jerusalem, 137.

På lignende måde har vi, med “vores egen forstand”, fulgt vores egne, lokale love og idiosynkrasier, i stedet for at indstille os på de universelle forpligtelser, som udspringer af den samlede, videnskabelige viden. Ingen herhjemme inkarnerer denne perverterede forstandsbrug bedre end Bjørn Lomborg, der lagde ud med at betvivle realiteten af klimaforandringerne og i de efterfølgende 25 år har haft en ny relativering eller distraktion for hver ny, videnskabelig erkendelse, inklusive et “argument” om (bare for at minde om absurditeten), at vi kan blive nødt til at ofre den oprindelige, grønlandske befolkning, fordi det er for dyrt at beskytte den relativt lille befolkningsgruppe, hvis vi også vil hjælpe alle de mennesker, der lider af tuberkulose, malaria og andre sygdomme i andre dele af verden.¹⁰Jeppe Villadsen, “Lomborg: For dyrt at redde eskimoer”, Dagbladet Information, 6. april 2004.

Filosofisk betragtet er det skuffende ved den gradvise apokalypse imidlertid, at vi ikke har formået at gøre brug af vores fornuft; at Blanchots brudte helhed ikke findes som en genopfundet enhed, men snarere i mere eller mindre eksotiske versioner og forsøg, i fragmenter og udkast og marginale positioner. Der er blevet tænkt meget, må det retfærdigvis siges. Mange kreative og originale kunstnere og aktivister har udkastet nye visioner og fundet på ting, der burde have kunnet inspirere og motivere os alle. Opfindere og entreprenører har fundet på løsninger, og poeter og filosoffer har opfundet nye genrer eller genopdaget svundne tiders etikker. Ikke desto mindre er det, som om ingenting er sket. Er det, fordi vi allerede har taget sovepillerne? Eller fordi det stadig er muligt at bilde os ind, at det hele nok skal gå? Er det, fordi det akademisk-ideologiske kompleks er blevet til en redundant maskine af forskningsansøgninger, konferencer, kurser, publikationer og citationer, der har den afgørende fælles ambition, at de for alt i verden ingenting må ændre i den måde, der grundlæggende tænkes på? Er vi alle blevet til Jaspers-efterkommere, der nok kan identificere en trussel, men er hjælpeløse i formuleringen af et alternativ?

Måske kan vi tage ved lære af de politikere, der ikke lader sig hæmme af, at noget virker urealistisk eller malplaceret. Som Donald Trump, selvfølgelig, der regerer pr. dekret og opfinder departementer og indfører tariffer og erklærer krige for afsluttede. Eller mere beskedent og hjemligt som Anders Fogh Rasmussen, der i 2001 besluttede at oprette et “Institut for Miljøvurdering” til Bjørn Lomborg, der fik i opdrag at producere rapporter og artikler, der kunne sætte spørgsmålstegn ved ethvert progressivt initiativ på miljøområdet, før det var nået til første behandling på et ugekursus på en højskole. Det passer lige med næste folketingsvalg: I 2027 vil det være 25 år siden, Institut for Miljøvurdering blev oprettet. Ved den lejlighed kunne man passende erklære 25 års ansvarspådragende passivitet for afsluttet og oprette et nyt regeringsstøttet kontor, der f.eks. kunne hedde Omstillingsrådet. Rådet skulle have to afdelinger: Handling (forstandssektionen) og Tænkning (fornuftssektionen). I den første skulle der kunne udstedes dekreter om øjeblikkelig handling på forebyggende miljøtiltag, der uden videre kunne implementeres, og som byggede på allerede kendt viden: udfasning af kød fra offentlige kantiner, forbud mod ferieflyrejser (ja – der skal være et kontroludvalg, der tjekker legitime rejsemål, når man køber en billet), stop for udvinding af fossile brændstoffer, osv. I den anden skulle der frigives midler til grundforskning og offentlige møder og arrangementer om den “brudte helhed”, som verden må gentænkes som. Kunstnere, debattører, filosoffer og aktivister, med Bertel Haarder som bestyrelsesformand og et brændende imperativ skrevet ind over døren: “TÆNK, FOR SATAN!”

1.	Karl Jaspers, “Die Atombombe und die Zukunft des Menschen” (Basel: Radio DRS, 1956), 32:03. Alle oversættelser er mine egne.
2.	Karl Jaspers, Die Atombombe und die Zukunft des Menschen (Piper Verlag, 1958), 5.
3.	Maurice Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, i Friendship, overs. Elizabeth Rottenberg (Stanford University Press, 1997), 102.
4.	Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, 107.
5.	Alenka Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, S: Journal of the Circle for Lacanian Ideology Critique, 10 & 11 (2017–18), 22.
6.	Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 16.
7.	Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 24.
8.	Hannah Arendt, Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (Penguin Books, 2006), 136.
9.	Arendt, Eichmann in Jerusalem, 137.
10.	Jeppe Villadsen, “Lomborg: For dyrt at redde eskimoer”, Dagbladet Information, 6. april 2004.

Struk­tu­rel magt og kapi­tal­strej­ke

Klas­se­struk­tur, deter­mi­nis­me og agens

Struk­tu­rel magt, erhverv­stil­lid og stat­ste­o­ri

Tan­ke­eks­pe­ri­ment og poli­tisk for­be­re­del­se

Sam­ti­di­ge for­stå­el­ser af und­ta­gel­ses­til­stan­den

Und­ta­gel­ses­til­stan­dens histo­ri­ske oprin­del­se og udvik­ling

Reduk­tio­nen af und­ta­gel­ses­til­stan­den til suveræ­nens afgø­rel­se

Bidrag til en poli­tisk teo­ri om und­ta­gel­ses­til­stan­de

Det radi­ka­le høj­re

Arven fra det nye høj­re

Den sto­re udskift­ning

Over­dri­vel­se eller meta­po­li­tik?

Opgø­ret med det libe­ra­le demo­kra­ti

Den diplo­ma­ti­ske løgns epo­ke

Den sam­funds­mæs­si­ge løgns epo­ke

Den mel­lem­men­ne­ske­li­ge løgns epo­ke

Afslut­ning

Mod­for­tæl­lin­gen

Soci­alt demo­kra­ti

Nød­ven­dig­he­dens og fri­he­dens rige

Den tom­me tro­ne

Høj­re­flø­jens ver­den­sor­den

De auto­ri­tæ­res ver­den­sor­den

Den alli­an­ce­lø­se ver­den­sor­den

Ver­dens uor­den

Da erfa­ring og for­vent­ning trå­d­te fra hin­an­den: Soci­al­de­mo­kra­tiets for­hold til frem­skridt

Hin­si­des opsvin­get: Brud­det med frem­tids­op­ti­mis­men i 1970’erne

Unstuck in time: Soci­al­de­mo­kra­ti­et fan­get mel­lem tids­ho­ri­son­ter

Frem­ti­den må være ori­en­te­rings­punkt for poli­tik

Strukturel magt og kapitalstrejke

Klassestruktur, determinisme og agens

Strukturel magt, erhvervstillid og statsteori

Tankeeksperiment og politisk forberedelse

Samtidige forståelser af undtagelsestilstanden

Undtagelsestilstandens historiske oprindelse og udvikling

Reduktionen af undtagelsestilstanden til suverænens afgørelse

Bidrag til en politisk teori om undtagelsestilstande

Det radikale højre

Arven fra det nye højre

Den store udskiftning

Overdrivelse eller metapolitik?

Opgøret med det liberale demokrati

Den diplomatiske løgns epoke

Den samfundsmæssige løgns epoke

Den mellemmenneskelige løgns epoke

Afslutning

Modfortællingen

Socialt demokrati

Nødvendighedens og frihedens rige

Den tomme trone

Højrefløjens verdensorden

De autoritæres verdensorden

Den allianceløse verdensorden

Verdens uorden

Da erfaring og forventning trådte fra hinanden: Socialdemokratiets forhold til fremskridt

Hinsides opsvinget: Bruddet med fremtidsoptimismen i 1970’erne

Unstuck in time: Socialdemokratiet fanget mellem tidshorisonter

Fremtiden må være orienteringspunkt for politik