Det er svært at slippe tanken, at der lyves mere i politik i dag end tidligere. I hvert fald virker det ret åbenlyst, at der lyves mere ubekymret, mere åbent og formodentlig mere indøvet end for nogle årtier siden. Samtidig er beskyldningen om at lyve overalt, “løgner” er blevet så almindelig en fornærmelse, at den knap vækker opmærksomhed længere. Samtidig er faktatjekkere på overarbejde – både dem på redaktionerne og dem hjemme i stuerne med internetadgang.
Helt overordnet kan man vel stille to spørgsmål: Lyves der mere i dag end tidligere? Et kvantitativt spørgsmål, der kan suppleres med et kvalitativt: Lyves der anderledes nu end før? Jeg har som mange andre en fornemmelse af, at svaret på det første spørgsmål er ja, men jeg har ingen tal til at understøtte fornemmelsen, og det er heller ikke rigtig mit ærinde i dette essay. Det er til gengæld det andet spørgsmål, der jo søger svar på, om løgnens form og kilde, dens effekt og respons, har ændret sig.
Til at forfølge det spørgsmål starter jeg med at genbesøge to essays af Hannah Arendt, skrevet i en af de tidligere krisetider. Det drejer sig om “Truth and Politics” udgivet i The New Yorker i 1967 og genudgivet året efter i antologien Between Past and Future samt “Lying in Politics: reflections on the Pentagon Papers”, der kom i New York Review of Books i 1971 og året efter i endnu en antologi med den sigende titel Crisis of the Republic. De er begge blevet udgivet på dansk hos forlaget Klim under titlen Om sandhed og løgn i politik, som jeg har skrevet efterskrift til. Jeg vil derfor her ikke være tekstnært analyserende omkring, hvad Arendt mener, løgn er, men derimod parafrasere hendes analyser for at give en historisk gennemgang af løgnens tre epoker, hvor jeg i hver epoke dels trækker på Arendt, dels tænker videre i hendes spor.
I det følgende vil jeg i de to første afsnit læse på tværs af de to tekster og fremdrage den bagvedliggende historie, Arendt skitserer uden at systematisere, om ændringen i den politiske løgn omkring overgangen til det 20. århundrede. Vi skal altså først se, hvordan hun beskriver den politiske løgns funktion i århundrederne op til det 20. århundrede, derefter hvorledes verdenskrige, totalitarisme, nye industrier og nationalstaten ændrer løgnens politiske funktion, for så i det tredje og sidste afsnit at trække historien op til det 21. århundrede, dvs. forsøge at aktualisere Arendt på en nutid, hun i sagens natur ikke kunne forestille sig eller udtale sig om.
Det er selvsagt alt for skematisk, historiens gang ordner sig ikke pænt og ordentligt i århundreder, men med det forbehold kan man læse det følgende sådan, at løgnens politiske funktion dels ændrer sig over tid, og dels at der mindre er tale om, at den ene løgnens epoke restløst afløser den anden, som at den nye epoke lægger sig oven på den anden. Og dermed er der måske alligevel tale om en kvantitativ forøgelse, i hvert fald er det også en historie om, hvordan løgnens aktører går fra de få til de mange til os alle.
Den diplomatiske løgns epoke
En af løgnens funktioner er at skjule. Der er ting, man gerne vil benægte, hemmeligheder der skal vogtes, bedrag der skal iscenesættes, så sandheden ikke kommer for en dag. Det var ifølge Arendt den politiske løgns primære formål før det 20. århundrede. Og det var fast arbejde. I helt konkret forstand, for det var, hvad diplomater, generaler og politikere fra ét land udøvede imod deres konfliktpartnere på den anden side af grænsen.
Løgnens politik var en professional affære udført af folk, der køligt forstod det som en accepteret del af spillet. Det var bedrag af andre, der vidste, at de nok blev bedraget. Alle accepterede, at snakken imellem dem var fyldt med løgne. Det var diplomati, krigs- og udenrigspolitik. Løgnen blev altså udtalt i rummet mellem stater, på den internationale arena, stat versus stat, i det der mindst siden Thomas Hobbes Leviathan fra 1651 var blevet beskrevet som en naturtilstand mellem stater. Løgnens politiske funktion var at varetage og beskytte statens interesser, en funktion alle inden for spillet vidste og anerkendte involverede svig og bedrag, for slet ikke at snakke om krig og vold.
Men da alle vidste og accepterede, at der blev løjet, så var der på paradoksal vis en helt grundlæggende accept af skellet mellem sandt og falsk. Man forstod, der var forskel, alle kendte forskellen. Det var bare sådan, at dem, der var i samtale, stod i statens og ikke i sandhedens tjeneste, og derfor var løgnen ét af de instrumenter, de havde til rådighed. Der blev løjet en del, men der var ikke i egentlig forstand nogen løgner.
Denne lidt romantiserede forestilling om det internationale magtspil og den diplomatiske “koncert” de europæiske stater imellem beskriver løgnens rolle som begrænset (i deres forhold til ikke-europæiske stater og magter var spillet og løgnen helt anderledes, men det ignorerer Arendt som regel i en udstrakt eurocentrisme). Løgnen havde få aktører, skolet i den dannede løgn kaldet diplomati. Dens geografi var det abstrakte område kaldet “det internationale” og i mere fysisk forstand kontorer og balsale såvel som de mere nedrige dele af den diplomatiske løgn: postkontorer, hvor breve i hemmelighed blev åbnet. Dens konsekvenser kunne selvsagt være enorme, hvis den startede eller sluttede krige, men deres funktion var begrænset til staternes interne konkurrence. Løgnen var interstatslig.
Den samfundsmæssige løgns epoke
Storpolitik forsvinder selvsagt ikke med overgangen til det 20. århundrede. Om noget udvider det interstatslige rum sig og dermed den diplomatiske løgns område. Men ifølge Arendt sker der også en mere kvalitativ forandring i det, vi måske kan kalde for løgnens arkitektur. Og hvor løgne tidligere skulle skjule hemmeligheder, så skal de nu også ødelægge eller benægte offentlige fakta.
Før var løgnen ment som et bedrag af andre – der vidste sig bedraget. Nu handler det om at lyve over for folk, man beder stole på en, som har som erklæret job at sikre og beskytte den, der lyves over for. Det er ikke længere det interstatslige rum, hvor stat lyver over for stat, men det indenrigspolitiske rum, hvor stat – og virksomheder, partier, bevægelser, organisationer etc. – lyver over for borgerne. Det er overgangen fra den diplomatiske løgn til den ideologiske. Og den politiske løgns rum er nu lig det nationale rum. Løgnen foregår ikke mellem stater men i den offentlige sfære, og dens mål er meningsdannelsen.
Skellet mellem sandt og falsk sløres nu. Dels lyves der stadig direkte – og vi skal huske på, at én af Arendts anstødssten for at skrive om den politiske løgn var, at den amerikanske stat løj om sin udenrigspolitik for sin egen befolkning og for resten af verden, så skellene er ikke så skarpe – men der udvikler sig også nye professioner af løgnagtighed, propaganda, marketing, PR-bureauer, tænketanke, der ikke står bag den store løgn men den mindre, daglige løgnagtighed, hvor det sande og det falske er mere utydelige og svære at skelne fra hinanden. Statslige og kommercielle interesser øger deres “informationsberedskab”.
Da diplomaterne vidste, at de løj over for hinanden, blev ingen af dem virkelig narret. Men her, hvor løgnen antager overtalelsens og ikke mindst forførelsens gevandter, da bliver begge parter nu bedraget af løgnen. Den, der lyves for, tror på løgnen, men den, der lyver, falder også for den og bliver selvbedraget. Løgneren, der her opstår som figur, er overbevisende, fordi han eller hun har overbevist sig selv om sin egen løgn. Den politiske løgn skal nu ikke bare skjule men overbevise og begejstre. Den skal derfor længere ind, psyken, begæret, kroppen er dens målområde, og manipulationen med vores virkelighedsopfattelse er midlet. Politikeren, reklamemanden og konsulenten er denne epokes primære kunstnere ud i løgn.
Den mellemmenneskelige løgns epoke
Hvor løgnens retning i de to første epoker var hierarkisk oppefra-og-ned, da suppleres den i denne epoke med en horisontal akse menneske og menneske imellem.1Denne pointe har jeg fra en vaks studerende på Krabbesholm Højskole, hvis navn jeg desværre ikke fik, men hvis kommentar jeg takker for. Som med overgangen fra den første til den anden epoke er der mestendels tale om at bygge ovenpå. Krigen mod terror, Irak-krigen, Israels krig mod Gaza er tydelige læreeksempler på den udenrigspolitiske løgns eksistens, og på hvordan den ikke længere skal overbevise andre stater men egne og andres befolkninger.
Lige så vigtigt er det, at reklamefolk og konsulenter har erobret og omskabt det politiske, det organisatoriske og det administrative sprog. Hvis man skulle lede efter en kilde til “flydende sandheder”, så er det ikke postmodernisme men derimod marketing- og konsulentbranchen, man bør kigge på. Der er reklamer overalt, og deres funktion er ikke oplysning men overtalelse, deres sprog er ikke sandhedens men løgnens.2Se den vigtige bog af Esther M. Kjeldahl & Ariel Storm Lokzinsky, Reklamemagt. En kritik (København: Økotopia, 2025). På samme måde er konsulentbranchen dels et kæmpe bog- og kursusmarked, dels en massiv forretning, der kaldes ind til at “løse” alverdens problemer i organisation efter organisation. Politiske marketings- og konsulentbureauer føder løgnagtighed direkte ind i den offentlige debat med veltrænede politikere og talsmænd, hvis ærinde, som med salget af klimavenlige grise, ikke er det sandfærdige men det effektive.
Deres horisontale makkere er selvhjælpsbranchen og influencere, hvis autorisering som “eksperter” ikke kommer fra de traditionelle, vertikale autoriseringskanaler med eksamensbeviser, medlemskab af faglige organisationer, ansættelser i autoriserede vidensinstitutioner m.m., men derimod i oppositionen til disse “såkaldte eksperter” og fra deres personlige historie og erfaringer. Deres evne til at overtale og forføre kommer horisontalt fra, at “jeg er en lige som dig”, om end det selvsagt kun er en imiteret horisontalitet, idet de etablerer sig som eksperter med adgang til noget, du gerne vil have.
I den første epoke var det stat over for stat, så blev det stat og virksomhed overfor borgere, og i det 21. århundrede er det nye, at de sociale medier giver mulighed for at lyve individ over for individ. Det er i første omgang mere en eksistentiel eller identitær end en politisk løgn, men de ting flyder sammen aktuelt. Vi opfordres til, ikke som borgere, knap som kunder, men som individer til at fremstille særlige brugsvenlige, cirkulationsvenlige, delevenlige udgaver af os selv. Vi ved alle, at man ikke kan stole på de billeder, andre – og vi selv – deler af deres instagram-venlige liv.
På den måde er vi på paradoksal vis tilbage ved diplomaterne, hvor vi alle nu ved og anerkender, at det meste vi og andre sender ud er løgnagtigt i bedste fald, mens vi håber, at det kun cirkulerer i det der abstrakte rum, der ikke længere er det interstatslige men internettet. Men som diplomaterne igen og igen opdagede, så har løgne, vi ved er løgne, det med at blive til virkeligheder.
Afslutning
Måske det er passende at slutte af med et enkelt Arendt-citat, der stammer cirka 20 år før de to artikler, dette essay har bygget på, nemlig fra artiklen “Understanding and politics” fra 1954. Her skriver hun: “Siden begyndelsen af århundredet er væksten i meningsløshed blevet fulgt af tabet af sund fornuft. På mange måder har det ganske enkelt vist sig som voksende dumhed.” Det virker jo meget rammende for vor tid, som skabt til et endnu et meme og endnu et foredrag, men vi kan også bruge det som en lille advarsel om ikke for hastigt at erklære nutiden for dumhedens og løgnens epoke, hvilket er, hvad Arendt-citater i den politiske og journalistiske verden ofte reduceres til.
For det skrev hun i 1954, for 70 år siden, om en udvikling, der var startet 50 år tidligere, altså for omkring 120 år siden. Så enten går den voksende dumhed langsommere, end man skulle tro, eller også er det et vilkår, at hver epoke erklærer sig som den hidtil dummeste og mest løgnagtige.