• Print

Kommunistisk liberalisme


27. august 2020

Jeg vil i den­ne arti­kel vove at defi­ne­re en poli­tisk position.1Artiklen er base­ret på et fore­læs­nings­ma­nuskript fra kon­fe­ren­cen “Marx Nu!”, arran­ge­ret af Sel­skab for Marxi­sti­ske Stu­di­er, på Roskil­de Uni­ver­si­tet, den 2.9.2017. Ikke blot én, jeg obser­ve­rer eller vil ana­ly­se­re, men som jeg til­slut­ter mig. Det er for mit ved­kom­men­de en lidt usæd­van­lig ambi­tion, for­di jeg som regel for­sø­ger at for­hol­de mig ana­ly­tisk til poli­ti­ske spørgs­mål. Hvis jeg i den slags arbej­de skri­ver fra et bestemt sted, er det umid­del­bart en lidt vage­re og mere moral­fi­lo­so­fisk ori­en­te­ret kan­ti­ansk uni­ver­sa­lis­me. Ide­en til defi­ni­tio­nen er imid­ler­tid ikke mere selv­stæn­dig, end at den er opstå­et gen­nem, hvad man kun­ne kal­de et ana­ly­tisk greb: For­sø­get på gen­nem kom­bi­na­tio­nen af to rela­tivt simp­le obser­va­tio­ner at beskri­ve en ny for­mu­le­ring af et poli­tisk stand­punkt. Beg­ge obser­va­tio­ner er i sig selv kom­bi­na­tio­ner af tra­di­tio­nelt ven­stre- og høj­re­o­ri­en­te­re­de posi­tio­ner, og gre­bet består såle­des i at kom­bi­ne­re to kom­bi­na­tio­ner af ven­stre- og høj­re­o­ri­en­te­re­de syns­punk­ter. Det kan lyde spids­fin­digt, men er i vir­ke­lig­he­den for­holds­vis enkelt, og der lig­ger i for­sø­get for så vidt dår­ligt nok en påstand om ori­gi­na­li­tet i sam­men­lig­ning med histo­ri­ske poli­ti­ske dok­tri­ner – blot en ambi­tion om at ind­fri et poten­ti­a­le i aktu­el­le poli­ti­ske dis­kus­sio­ner, der ikke rig­tig synes at være ble­vet udfol­det.

Den før­ste obser­va­tion angår den empi­ri­ske kends­ger­ning, som ret let vil­le kun­ne under­byg­ges med omfat­ten­de eksem­pel­ma­te­ri­a­le, at det inden for de sene­ste par årti­er i sti­gen­de grad har været ven­stre­fløj­en, der har for­sva­ret tra­di­tio­nel­le bor­ger­ret­tig­he­der i vest­li­ge sam­fund, og at det­te for­svar ofte er sket i mod­stand mod poli­ti­ske par­ti­er, der tid­li­ge­re vil­le for­ven­tes at til­slut­te sig dem (libe­ra­le, soci­al­de­mo­kra­ter, kon­ser­va­ti­ve). Advo­ka­ten Bjørn Elmquist, der tid­li­ge­re var fol­ke­tings­med­lem for Ven­stre fra 1979–1990, udtal­te såle­des alle­re­de i 2010, at det efter­hån­den fak­tisk kun var ven­stre­fløj­en, der for­sva­re­de fri­heds­ret­tig­he­der­ne og dom­sto­le­nes råde­rum, og at det især gjaldt ind­van­dre­res ret­tig­he­der, over­våg­ning og antiterrorlovgivning.2Char­lot­te Lund, “Enheds­li­sten er mester i at for­sva­re bor­ger­lig fri­hed”, Mod­kraft, 6. decem­ber 2010. (Man kun­ne i dag, efter opgø­ret med “ghet­to­om­rå­der” rundt omkring i Dan­mark, til­fø­je bolig­po­li­tik­ken). Sam­ti­dig har der været et begyn­den­de pres på Dan­marks del­ta­gel­se i inter­na­tio­na­le kon­ven­tio­ner. I 2016 begynd­te Dansk Fol­ke­par­ti fx at tale åbent om beho­vet for at revi­de­re men­ne­ske­ret­tig­heds­kon­ven­tio­nens arti­kel 8, der taler om enhvers ret til “respekt for pri­vat- og fami­li­e­liv, hjem og kor­re­spon­dan­ce” – og fik posi­ti­ve reak­tio­ner fra den øvri­ge høj­re­fløj. For­må­let skul­le selv­føl­ge­lig være at sik­re, at bestem­mel­sen kun gæl­der dan­ske stats­bor­ge­re, såle­des at for­bin­del­sen mel­lem bor­ger­ret­tig­he­der og uni­ver­sel­le men­ne­ske­ret­tig­he­der kun­ne ophæves.3Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med men­ne­ske­ret­tig­he­der”, Poli­ti­ken, 14. juli 2016.

Den anden obser­va­tion hand­ler om et andet fæno­men, der er begyndt at vise sig i ca. den sam­me peri­o­de, og som lige omvendt hand­ler om høj­re­o­ri­en­te­re­de, der anta­ger tra­di­tio­nelt ven­stre­o­ri­en­te­re­de vær­di­er. Jeg tæn­ker her på, hvad Sla­voj Žižek har kaldt “libe­ra­le kom­mu­ni­ster”, som er (for det meste meget) vel­ha­ven­de og ind­fly­del­ses­ri­ge per­so­ner, der ikke læn­ge­re aner­ken­der mod­sæt­nin­gen mel­lem den glo­ba­le kapi­ta­lis­me og de nye soci­a­le bevæ­gel­ser, der kræ­ver alter­na­ti­ver til den glo­ba­le kapitalisme.4Slavoj Žižek, Vold (For­la­get Phi­los­op­hia, 2008), 20. Det er figu­rer som Geor­ge Sor­os og Bill Gates, kapi­ta­li­ster med et men­ne­ske­ligt ansigt, der har tjent for­mu­er på deres mul­ti­na­tio­na­le virk­som­he­der eller på spe­ku­la­tion, og nu ønsker at gøre ver­den til et bed­re sted. Det er Fan­den, der er gået i klo­ster, som man siger, men end­da med en krøl­le: Det er en Fan­den, der insi­ste­rer på at fort­sæt­te med sit djæ­vel­skab, sam­ti­dig med at han nyder kloste­rets hel­li­ge fred; at de to ikke mod­si­ger hin­an­den. Den per­fek­te libe­ra­le kom­mu­nist vil­le for­ment­lig være en blan­ding af Gor­don Gek­ko og Dalai Lama –på én gang en kynisk spe­ku­lant og en gene­røs men­ne­ske­el­sker, der ihær­digt søger at ska­be pro­fit for at bli­ve bed­re i stand til at frem­me uni­ver­sel­le men­ne­ske­li­ge vær­di­er om kær­lig­hed og ven­skab. “Deres påstand er”, som Žižek for­mu­le­rer det, “at vi kan få den glo­bal­ka­pi­ta­li­sti­ske kage, det vil sige tri­ves som ren­tab­le entre­pre­nø­rer, og sam­ti­dig spi­se den, det vil sige til­slut­te os de anti­ka­pi­ta­li­sti­ske grun­de til soci­al ansvar­lig­hed og mil­jø­mæs­sigt hensyn.”5Žižek, Vold, 21. Libe­ra­le kom­mu­ni­ster er for­ta­le­re for empa­ti, enga­ge­ment, kre­a­ti­vi­tet, deling og uddan­nel­se, og de fin­der det især moralsk påtvin­gen­de at afbø­de lidel­se i kata­stro­fe­si­tu­a­tio­ner – tænk blot på Bill Gates’ ind­sigts­ful­de og vel­men­te rol­le under cor­o­na-kri­sen i USA. De “elsker huma­ni­tæ­re kri­ser, som brin­ger det bed­ste frem i dem,” som Žižek for­mu­le­rer det.6Žižek, Vold, 24.

På trods af den­ne lidet flat­te­ren­de beskri­vel­se vil jeg fast­hol­de, at der er noget rig­tigt ved den libe­ra­le kom­mu­ni­sts posi­tion, nem­lig net­op kom­bi­na­tio­nen af vis­se libe­ra­le og kom­mu­ni­sti­ske prin­cip­per. Som en god žižeki­a­ner er min poin­te dog meget mere radi­kal og præ­cis den omvend­te! Hvad, jeg vil hæv­de, er, at udtryk­ket “libe­ral kom­mu­nis­me” bør ven­des om som det prin­ci­pi­el­le for­svar for indi­vi­du­el­le men­ne­ske­ret­tig­he­der på grund­lag af en kom­mu­ni­stisk øko­no­misk poli­tik. Mens libe­ral kom­mu­nis­me deler “vær­di­er­ne” om glo­bal ret­fær­dig­hed og lig­hed, men ser kapi­ta­li­stisk mar­ked­s­ø­ko­no­mi som det nød­ven­di­ge mid­del til at frem­me dis­se mål, som regel i kom­bi­na­tion med en form for filan­tro­pi, gør kom­mu­ni­stisk libe­ra­lis­me det mod­sat­te: I kom­mu­ni­stisk libe­ra­lis­me er afskaf­fel­sen af den syste­ma­ti­ske udbyt­ning af arbejds­kraf­ten (mer­vær­di­pro­duk­tio­nen) det nød­ven­di­ge mid­del til at for­sva­re men­ne­ske­ret­tig­he­der­ne i den libe­ra­le tra­di­tions egen for­stand.

Jeg mener, at der er to veje til at for­sva­re den­ne påstand: én, der angår, hvad jeg vil kal­de “ker­ne­pro­ble­met”, som er af en mere prin­ci­pi­el, filo­so­fisk karak­ter, og én, der angår, hvad der kun­ne kal­des “essen­ti­el­le bipro­duk­ter ved mer­vær­di­pro­duk­tion”, hvil­ket inklu­de­rer mere kon­kre­te stu­di­er af øko­no­mi­ske poli­tik­ker, han­del­s­af­ta­ler, geopo­li­ti­ske effek­ter, osv.

Ker­ne­pro­ble­met

“Ker­ne­pro­ble­met” rela­te­rer til, hvad Kojin Kara­ta­ni har beskre­vet som den fun­da­men­tale inkom­pa­ti­bi­li­tet mel­lem kapi­ta­lis­me og oplys­nin­gens for­stå­el­se af men­ne­sket som et væsen, der til enhver tid må behand­les, med Imma­nu­el Kants berøm­te for­mu­le­ring, “ikke ale­ne som et mid­del, men altid også som et for­mål i sig selv”.7Se Kojin Kara­ta­ni, Transcri­tique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217. Mer­vær­di­pro­duk­tio­nen er så tæt, man kan kom­me på, hvad det vil­le sige at behand­le nogen som et rent mid­del til at opnå noget andet (nem­lig ska­bel­sen af pro­fit). Uden vare­gø­rel­sen af arbejds­kraf­ten og udvin­din­gen af mer­vær­di fra den, hvil­ket gør den­ne vares brugs­vær­di høje­re end dens byt­te­vær­di, vil­le der slet ikke være sådan noget som kapi­ta­lis­me, og det er der­for også her, i det­te spe­ci­fik­ke træk, at kapi­ta­li­stens “san­de inte­res­se” mani­feste­rer sig; det er af den­ne grund, at han ansæt­ter arbej­de­ren – for at bru­ge ham eller hen­de som et mid­del til at for­ø­ge sin rig­dom.

Man kan pro­teste­re mod det­te ved sim­pelt­hen at hæv­de, at mer­vær­di ikke fin­des, og at hvis den for­modes at karak­te­ri­se­re mod­sæt­nin­gen mel­lem kapi­ta­lis­men og Kant, så bevi­ser dens ikke-eksi­stens den­ne ides falsk­hed. Det er for så vidt både en almin­de­lig og en for­stå­e­lig pro­test. Man kan end­da sige, at “tro­en” på mer­vær­di­en er en “shi­b­bo­let”, der ken­de­teg­ner det at være ven­stre­o­ri­en­te­ret, eller i hvert fald at være marxist, mens det at benæg­te marxis­mens rele­vans mere eller min­dre belø­ber sig til at benæg­te menings­fuld­he­den i at ana­ly­se­re mer­vær­di­pro­duk­tio­nen. Set fra høj­re­fløj­en er der ikke nogen klas­se­kamp, for­di ingen udbyt­tes, dvs. der er i kapi­ta­lis­men ikke nogen, der arbej­der uden at bli­ve betalt. Enhver arbej­der per defi­ni­tion for den løn, der er lig med vær­di­en af ved­kom­men­des arbej­de. Mer­vær­di­ens eksi­stens er dog natur­lig­vis ikke en tro i den reli­gi­øse betyd­ning af noget, man per­son­ligt tror på som føl­ge af for­skel­li­ge sub­jek­ti­ve til­bø­je­lig­he­der eller behov. Ana­ly­sen af vær­di, arbej­de og udveks­ling af varer i Kapi­ta­len er så viden­ska­be­lig som nogen ana­ly­se i kul­tur- og sam­funds­vi­den­ska­ber­ne, man kan fore­stil­le sig. Ikke desto min­dre er der sta­dig noget sær­egent flyg­tigt ved begre­bet om mer­vær­di, som gør det let at mod­si­ge det, næsten af epi­ste­mo­lo­gi­ske grun­de. Som Kara­ta­ni har sagt det, så fin­des der empi­risk “kun pro­fit, men ikke merværdi”.8Karatani, Transcri­tique, 231. Vi “ser” ikke mer­vær­di­en, men må slut­te til den på bag­grund af en ret ela­bo­re­ret ana­ly­se af for­hol­det mel­lem kon­stant og vari­a­bel kapi­tal, løn, pro­fit, osv. Men den duk­ker op, når løgets lag er ble­vet pil­let af. Ana­ly­sen af mer­vær­di­en kan sam­men­lig­nes med spørgs­må­let om, hvor­dan man vejer røg (som Paul Auster for­tæl­ler en histo­rie om i fil­men Smo­ke): Angi­ve­ligt skul­le Sir Wal­ter Raleigh have vun­det et væd­de­mål over Dron­ning Eliza­beth I, hvor han hav­de hæv­det at kun­ne veje røg. Hvad, han gjor­de, var at tæn­de en cigar og ryge den, mens han omhyg­ge­ligt sam­le­de asken sam­men i en vægtskål. Da han var fær­dig, lag­de han cigar­stum­pen oveni asken. Der­ef­ter trak han væg­ten af asken og stum­pen fra væg­ten af den oprin­de­li­ge cigar, og for­skel­len var væg­ten af røg. Noget lig­nen­de er, hvad Marx gjor­de med mer­vær­di­en.

En anden ind­ven­ding kun­ne være at sige, at mer­vær­di måske nok fin­des i én eller anden form, men at den ikke udgør en mod­sæt­ning til (også) at behand­le det andet men­ne­ske som et for­mål i sig selv. Man kan fx åbent indrøm­me, at en vis andel af den vær­di, der pro­du­ce­res af arbej­der­ne på en fabrik, går til eje­ren uden at være begrun­det i den­nes eget kon­kre­te arbej­de, men at det kun er en del af udkom­met af deres arbej­de, som de må for­ven­te at give køb på for over­ho­ve­det at have et arbej­de. På den­ne måde kan “huma­ni­tets­form­len” af Kants kate­go­ri­ske impe­ra­tiv om “aldrig at behand­le et andet men­ne­ske ale­ne som et mid­del, men altid også som et for­mål i sig selv” over­sæt­tes til: “Du må aldrig ind­kas­se­re al den vær­di, dine ansat­te pro­du­ce­rer, men må indrøm­me dem en anstæn­dig ind­komst udover det, som du tager fra dem.” Måske kan den kapi­ta­li­sti­ske udga­ve af huma­ni­tets­form­len end­da for­mu­le­res i rent eti­ske ter­mer: “Du må aldrig behand­le dine arbej­de­re ale­ne som pro­du­cen­ter af vær­di, men skal også behand­le dem ven­ligt og hil­se på dem i døren, når de møder på arbej­de.”

Man kan menings­fuldt hæv­de, at fag­for­e­nin­ger­nes suc­ces­ful­de prag­ma­tis­me i en ræk­ke lan­de, hvor det er lyk­ke­des at ska­be bed­re løn- og arbejds­for­hold, kun­ne ses som en bekræf­tel­se af det­te per­spek­tiv: “Ja, vi kan godt se, hvad De siger, Hr. Marx, men nu har vi fladskær­me og seks ugers betalt ferie, så måske er det med at afgi­ve noget mer­vær­di ikke så for­fær­de­ligt alli­ge­vel.” I sin rene form impli­ce­rer den­ne posi­tion afvis­nin­gen af sel­ve ide­en om en “arbej­der­klas­se” i den­nes magi­ske kon­ver­te­ring til “mid­delklas­se” og der­for også i rea­li­te­ten afvis­nin­gen af begre­bet om mer­vær­di eller i hvert fald dets betyd­ning. Der kan mulig­vis være noget teo­re­tisk rig­tigt ved begre­bet, men i “den fak­tisk eksi­ste­ren­de kapi­ta­lis­me”, som man kun­ne kal­de det, spil­ler det ikke nogen sær­ligt vig­tig rol­le.

Hvad beg­ge de beskrev­ne ind­ven­din­ger under­stre­ger, er vig­tig­he­den af altid at opda­te­re den marxi­sti­ske ana­ly­se af mer­vær­di til kon­kre­te og skif­ten­de situ­a­tio­ner. Der er et “ker­ne­pro­blem”, men det udfol­der sig i kon­kre­te pro­duk­tions­for­hold. At besva­re spørgs­må­let, om hvem der pro­du­ce­rer mer­vær­di i dag, er fak­tisk ikke nogen sim­pel opga­ve. Er det i Kina, Indi­en, Afri­ka, osv., at mer­vær­di­pro­duk­tio­nen fin­der sted, såle­des at den tra­di­tio­nel­le vær­di­a­na­ly­se her kan anven­des mere eller min­dre direk­te over­ført fra Marx’ egen ana­ly­se af teksti­lin­du­stri­en i 1850’erne? Og bety­der det, at alle i “vores” del af ver­den nær­mest per defi­ni­tion er kapi­ta­li­ster, efter­som vi som sam­fund mere eller min­dre direk­te lever af den vær­di, der pro­du­ce­res der? Eller er arbejds­styr­ken i den vest­li­ge del af ver­den mere præ­cist hav­net i, hvad Chri­sti­an Mara­zzi har kaldt “et skizof­rent paradoks”,9Bri­an Benja­min Han­sen, “Vi står midt i kri­ser­nes kri­se”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 16. febru­ar 2013. hvor arbej­der­ne, gen­nem deres egne pen­sions­fon­de, er ble­vet deres egne de facto udbyt­te­re? En arbej­der kan bog­sta­ve­ligt talt miste sit job på grund af inve­ste­rings­stra­te­gi­er i kapi­tal­fon­de, der del­vist ejes af arbej­der­ne selv. Eller, en tred­je vari­ant: Bli­ver vi alle sam­men udbyt­tet på helt nye måder, når vi scan­ner vores egne varer i super­mar­ke­det, ord­ner vores egne banksa­ger på net­tet eller leve­rer øko­no­misk vær­di­ful­de data om vores egne akti­vi­te­ter til Face­book eller Goog­le, der sæl­ger dem vide­re til rek­la­me­in­du­stri­en? Ende­lig: Hvad bety­der auto­ma­ti­se­rin­gen for mer­vær­di­en – kan robot­ter pro­du­ce­re mer­vær­di, eller hvor går udbyt­nin­gen hen, hvis auto­ma­ti­se­ring ikke frem­mer lig­hed? (Mær­ke­ligt nok synes både ulig­hed og stress at øges, selv­om auto­ma­ti­se­rin­gen alle­re­de er mar­kant). Jeg har ikke præ­ci­se svar på dis­se spørgs­mål, men jeg er over­be­vist om, at det vil være en god stra­te­gi for en marxi­stisk til­gang at besva­re dem, hvis man ikke ønsker at gen­ta­ge kom­mu­nis­men i den bog­sta­ve­li­ge betyd­ning af at over­fø­re de sam­me ana­ly­ser og stra­te­gi­er, som Marx selv eller Lenin eller andre skab­te, til nuti­di­ge pro­ble­mer. Hvad, der må gen­ta­ges, er sel­ve den marxi­sti­ske ana­ly­ses gestus i at iden­ti­fi­ce­re aktu­el­le pro­duk­tions­for­hold og de kon­fliktu­e­ren­de inte­res­ser i dem, som ikke nød­ven­dig­vis er til­gæn­ge­li­ge for det blot­te øje. Ved at foku­se­re på det præ­ci­se pro­blem med mer­vær­di­pro­duk­tion i sam­ti­den får man der­med også en indi­ka­tion af, hvil­ke for­mer for poli­tisk hand­ling, man bør for­føl­ge. Det gør det muligt at opfor­dre til for­skel­li­ge eks­pe­ri­men­ter og opfin­del­ser, nye koo­pe­ra­ti­ve pro­duk­tions­for­mer, bank­sy­ste­mer, akti­vis­me osv., uden nød­ven­digt at insi­ste­re på den abrup­te over­ta­gel­se af pro­duk­tions­mid­ler­ne ud fra en uni­ver­sel model base­ret på, hvad det vil­le bety­de at over­ta­ge en kul­mi­ne eller en indu­stri­fa­brik.

Foku­se­ring på “ker­ne­pro­ble­met” gør det alt­så muligt at iden­ti­fi­ce­re for­skel­li­ge forsk­nings­om­rå­der og stra­te­gi­er, der er værd at føl­ge, og det til­la­der sam­ti­dig, at man foku­se­rer min­dre på for­skel­li­ge abstrak­te pro­ble­mer som fx afskaf­fel­sen af pri­vat ejen­doms­ret. (Fra tid til anden bli­ver ven­stre­o­ri­en­te­re­de poli­ti­ke­re kon­fron­te­ret med spørgs­mål af typen: “Får jeg lov til at eje min egen tand­bør­ste efter revo­lu­tio­nen?”). Hvis gen­stan­de, man ejer, er ble­vet til­ve­je­bragt uden udbyt­ning af andre men­ne­sker, er der ingen grund til at mene, at man ikke skul­le kun­ne være fuld­stæn­dig legi­tim ejer af dem. Det kan gan­ske vist være van­ske­ligt at fore­stil­le sig, hvor­dan det­te i rea­li­te­ten skul­le være muligt i en kapi­ta­li­stisk natio­nal­stat med mul­ti­na­tio­na­le virk­som­he­der og kom­pli­ce­re­de inter­na­tio­na­le han­del­s­af­ta­ler osv., for­di der net­op altid er et spørgs­mål, end­da i andet eller tred­je led, om, hvem der har arbej­det for at pro­du­ce­re en bestemt vare. Men der er ingen mod­si­gel­se i at fast­hol­de begre­bet om en form for pri­vat ejer­skab, der er til­ve­je­bragt gen­nem eget arbej­de, udveks­ling, omfor­de­ling, han­del osv., så læn­ge den pri­va­te­je­de gen­stand er pro­du­ce­ret under ikke-kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­for­hold. Spørgs­må­let er med andre ord ikke, hvor meget man har lov til at eje, men hvor­dan man har lov til at eje. Fak­tisk kan pro­ble­met end­nu engang ven­des på hove­d­et: Det er net­op den kom­mu­ni­sti­ske insi­ste­ren på afskaf­fel­sen af mer­vær­di­pro­duk­tion, der mulig­gør en legi­tim form for pri­vat ejer­skab. (Kara­ta­ni har en kor­te­re dis­kus­sion af Marx’ lidt mere for­fi­ne­de distink­tion mel­lem indi­vi­du­elt og pri­vat ejer­skab i tred­je bind af Kapi­ta­len, som han kon­klu­de­rer på den­ne måde: “For Marx kom kom­mu­nis­me til at bety­de etab­le­rin­gen af en ny form for indi­vi­du­elt ejer­skab, og det­te skyl­des, at han betrag­te­de kom­mu­nis­me som lig med et for­bund af pro­du­cent­koo­pe­ra­ti­ver [an asso­ci­a­tion of pro­du­cers’ coo­pe­ra­ti­ves].”)10Karatani, Transcri­tique, 167.

De essen­ti­el­le bipro­duk­ter af mer­vær­di­pro­duk­tion

Hvis man betrag­ter argu­men­tet fra den anden ende, kun­ne kom­mu­ni­stisk libe­ra­lis­me bety­de, at hvor der end er en over­træ­del­se af men­ne­ske­ret­tig­he­der, vil det være værd at under­sø­ge spørgs­må­let om mer­vær­di­pro­duk­tion. Det gam­le slo­gan “følg pen­ge­ne” er sta­dig en god indi­ka­tion til at for­stå man­ge spørgs­mål, måske med til­fø­jel­sen: “… og find mer­vær­di­en”. Kri­tik­ken af den tra­di­tio­nel­le marxis­me for at være for éndi­men­sio­nel og deter­mi­ni­stisk er mulig­vis rig­tig i for­hold til en ræk­ke spørgs­mål, men øko­no­mi­en bør ikke desto min­dre betrag­tes som et “pro­to-trans­cen­den­talt” spørgsmål11Henrik Jøker Bjer­re & Car­sten Bag­ge Laust­sen, Den nyt­ti­ge idi­ot (Sam­funds­lit­te­ra­tur, 2013), 149. i den for­stand, at den ikke bare udgør ét af en ræk­ke for­skel­li­ge per­spek­ti­ver, man kan tage i betragt­ning ved siden af spørgs­mål om kul­tur, reli­gion, mil­jø­et, femi­nis­me osv. Den er ét af man­ge spørgs­mål, men den bør altid eller næsten altid gives pri­o­ri­tet i poli­ti­ske ana­ly­ser. I for­hold til migra­tion har Žižek fx argu­men­te­ret for, at enhver vir­ke­lig ind­sats for at løse den kri­se, der er opstå­et med flygt­nin­ge fra Syri­en, migran­ter fra Afri­ka osv., må tage alvor­ligt i betragt­ning, hvor­dan man for­an­drer fun­da­men­tale struk­tu­rer inden for han­del med naturre­s­sour­cer, land grab­bing, sla­ve­lig­nen­de arbejds­for­hold osv.: “Den egent­li­ge årsag til flygt­nin­ge er sel­ve nuti­dens glo­ba­le kapi­ta­lis­me og dens geopo­li­ti­ske magtspil. Får vi ikke ret­tet radi­kalt op på dis­se mis­for­hold, vil ind­van­dre­re fra Græken­land og andre euro­pæ­i­ske lan­de snart slut­te sig til de afri­kan­ske flygtninge”.12Slavoj Žižek, Den nye klas­se­kamp (Infor­ma­tions For­lag, 2016), 113–114.

Det er ikke nok at behand­le immi­gran­ter og flygt­nin­ge med respekt og vær­dig­hed, når de er duk­ket op i ens land; for kon­si­stent at anven­de det kan­ti­an­ske impe­ra­tiv, må man arbej­de for at afskaf­fe de pro­duk­tions- og han­dels­for­mer, der tvin­ger dem ud af deres hjem i før­ste omgang. (Det vil selv­føl­ge­lig ikke sige, at kul­tu­rel­le og reli­gi­øse kon­flik­ter ikke også er væsent­li­ge, men blot at det sand­syn­lig­vis altid er en god idé også at føl­ge pen­ge­ne, eller at “kul­tu­rel­le kon­flik­ter” ofte er tæt for­bund­ne med øko­no­mi­ske inte­res­ser). På sam­me måde er det ikke nok at for­døm­me racis­men og cha­u­vi­nis­men i Donald Trumps Hvi­de Hus, hvis man ikke sam­ti­dig arbej­der for at for­an­dre den mas­si­ve øko­no­mi­ske ulig­hed og følel­se af afmagt, der har bredt sig i USA, og som para­doksalt nok er en del af for­kla­rin­gen på ska­bel­sen af Donald Trump som poli­tisk fæno­men. Selv i spørgs­mål om ytrings­fri­hed vil jeg hæv­de (og har jeg argu­men­te­ret for andetsteds),13Hen­rik Jøker Bjer­re, “Fre­edom of Expres­sion in the Era of the Pri­va­tiza­tion of Rea­son”, Aka­de­misk kvar­ter 14 (efter­år 2016). at det ikke er nok at dis­ku­te­re spørgs­mål om mora­li­tet og lega­li­tet i for­hold til vis­se begræns­nin­ger i ret­ten til at udtryk­ke sig frit, men at man også bør under­sø­ge de ide­o­lo­gi­ske og øko­no­mi­ske impli­ka­tio­ner af de for­mer for “pri­va­ti­se­ring af for­nuf­ten” (i den kan­ti­an­ske betyd­ning), der har fun­det sted overalt i det offent­li­ge rum, inklu­si­ve på uni­ver­si­te­ter­ne. Min poin­te som en “kom­mu­ni­stisk libe­ral” er ikke, at prin­cip­pet om ytrings­fri­hed er et bor­ger­ligt fata­mor­ga­na, der er opfun­det for at få arbej­der­ne til at foku­se­re på hadet til hin­an­den eller en tred­je­part i ste­det for på deres egne, objek­ti­ve inte­res­ser, men tvær­ti­mod at sel­ve ide­en om ytrings­fri­hed i den tra­di­tio­nel­le bor­ger­li­ge for­stand hos Kant, Vol­tai­re, Mill osv., kun vir­ke­lig kan for­sva­res, hvis den også inklu­de­rer de øko­no­mi­ske for­ud­sæt­nin­ger for at kun­ne tale frit.

Et psy­ko­a­na­ly­tisk for­be­hold

At tale om “afskaf­fel­sen af mer­vær­di­pro­duk­tion” som et for­svar for men­ne­ske­ret­tig­he­der bør imid­ler­tid ikke for­stås sådan, at når først den øko­no­mi­ske udbyt­ning er over­vun­det, vil vi alle leve i et har­monisk sam­fund uden nogen form for udbyt­ning og domi­nans. Tvær­ti­mod har én af de post­marxi­sti­ske kri­tik­ker af øko­no­misk deter­mi­nis­me, nem­lig den, psy­ko­a­na­ly­sen har leve­ret, fort­sat en væsent­lig poin­te i for­hold til vis­se irra­tio­nel­le eller end­da mør­ke ten­den­ser til exces­ser og en vis hen­syns­løs gal­skab hos men­ne­sket. I Kul­tu­rens byr­de sag­de Freud, at selv­om han ikke vid­ste meget om øko­no­mi, var han fuld­stæn­dig over­be­vist om, at kom­mu­ni­ster­ne tog fejl, hvis de tro­e­de, at afskaf­fel­sen af pri­vat ejen­doms­ret vil­le bety­de over­vin­del­sen af hie­rar­ki­er og aggres­sion. Aggres­sion går for­ud for et hvil­ket som helst øko­no­misk system, og “dan­ner bund­fal­det i alle ømme og kær­lig­heds­be­to­ne­de for­hold mel­lem mennesker”.14Sigmund Freud, Kul­tu­rens byr­de (Hans Reitzels For­lag, 1999), 64. Selv hvis vi udskif­ter poin­ten om pri­vat ejen­doms­ret (jf. dis­kus­sio­nen af det­te hos Marx og Kara­ta­ni oven­for) med afskaf­fel­sen af mer­vær­di­pro­duk­tion, mener jeg, at Freuds prin­ci­pi­el­le poin­te for­bli­ver den sam­me: Men­ne­ske­li­vet er gen­nem­ført seksu­a­li­se­ret, hvil­ket bety­der, at det er gen­nem­sy­ret af spørgs­mål om kær­lig­hed og had, exces­ser og til­bø­je­lig­he­der, der unds­lip­per selv de mest vel­men­te inten­tio­ner. Selv i et fuld­stæn­dig ret­fær­digt øko­no­misk system, hvor ingen har uret­fær­di­ge pri­vil­e­gi­er i for­hold til andre, vil der der­for ved­bli­ve med at fin­des andre for­mer for aggres­sion og domi­nans, i sær­de­les­hed i seksu­el­le for­hold, hvor en anden form for for­trin­s­ret er domi­ne­ren­de, “og den vil da bli­ve kil­de til den stær­ke­ste mis­un­del­se og den hef­tig­ste fjendt­lig­hed mel­lem de i øvrigt lige­stil­le­de mennesker”.15Freud, Kul­tu­rens byr­de, 64. Hos Lacan fin­der vi en direk­te sam­men­lig­ning mel­lem Marx’ begreb om mer­vær­di og hans egen under­sø­gel­se af mer-nydel­se, der synes at gen­nem­sy­re den men­ne­ske­li­ge eksi­stens som sådan. Den drift mod vækst og pro­fit­ska­bel­se, der dri­ver kapi­ta­li­sten mod at for­ø­ge sin rig­dom gen­nem uen­de­li­ge gen­ta­gel­ser af P‑V-P’-cyklussen (som beskre­vet i Kapi­ta­len), er ikke en drift mod bestem­te objek­ter eller for­mer for kom­fort, men sna­re­re drif­tens irra­tio­nel­le exces som sådan: den evi­ge cir­ku­la­tion omkring et mål, der kun kan nås ved aldrig at afslut­te bevæ­gel­sen mod det. Den­ne drift har sit sær­li­ge udtryk i søg­nin­gen efter pro­fit, men den har også man­ge andre udtryk, og det vil­le være naivt at tro, at den vil­le ophø­re med at påvir­ke vores liv, blot for­di vi fore­tog et radi­kalt skif­te i den poli­ti­ske øko­no­mi.

Så her er, hvad jeg for­står ved kom­mu­nis­me: Den er et nød­ven­digt mid­del til at ska­be lige ret­tig­he­der for alle. Den er en orga­ni­sa­tions­form, der sik­rer den bedst muli­ge for­de­ling af ansvar og ret­tig­he­der. Men den er ikke en ide­el til­stand. Den er ikke en øko­no­misk eller poli­tisk form, der vil over­vin­de for­skel­le, hie­rar­ki­er eller aggres­sion, og den vil ska­be nye pro­ble­mer med uret­fær­dig­hed. I kom­mu­nis­men vil nog­le men­ne­sker nyde godt af andres arbej­de. Ikke nød­ven­dig­vis i den strengt marxi­sti­ske betyd­ning af at bli­ve frarø­vet mer­vær­di­en af deres arbej­de, men i betyd­nin­gen af sim­pelt­hen at arbej­de, bidra­ge, stå op om mor­ge­nen, over­hol­de dead­li­nes og tage andres inte­res­ser i betragt­ning, mens andre glem­mer eller und­la­der at gøre det sam­me. Der vil være for­bry­del­ser og straf, immora­li­tet, uanstæn­dig­hed og opportu­nis­me. Kom­mu­nis­me er ikke et roman­tisk begreb, der på en magisk måde får mis­un­del­se, jalou­si og doven­skab til at for­svin­de. Den er det nød­ven­di­ge mid­del til at garan­te­re grund­læg­gen­de men­ne­ske­ret­tig­he­der for alle.

1. Artiklen er base­ret på et fore­læs­nings­ma­nuskript fra kon­fe­ren­cen “Marx Nu!”, arran­ge­ret af Sel­skab for Marxi­sti­ske Stu­di­er, på Roskil­de Uni­ver­si­tet, den 2.9.2017.
2. Char­lot­te Lund, “Enheds­li­sten er mester i at for­sva­re bor­ger­lig fri­hed”, Mod­kraft, 6. decem­ber 2010.
3. Ritzau, “Blå blok er klar til opgør med men­ne­ske­ret­tig­he­der”, Poli­ti­ken, 14. juli 2016.
4. Slavoj Žižek, Vold (For­la­get Phi­los­op­hia, 2008), 20.
5. Žižek, Vold, 21.
6. Žižek, Vold, 24.
7. Se Kojin Kara­ta­ni, Transcri­tique: On Kant and Marx (MIT Press, 2003), 217.
8. Karatani, Transcri­tique, 231.
9. Bri­an Benja­min Han­sen, “Vi står midt i kri­ser­nes kri­se”, Dag­bla­det Infor­ma­tion, 16. febru­ar 2013.
10. Karatani, Transcri­tique, 167.
11. Henrik Jøker Bjer­re & Car­sten Bag­ge Laust­sen, Den nyt­ti­ge idi­ot (Sam­funds­lit­te­ra­tur, 2013), 149.
12. Slavoj Žižek, Den nye klas­se­kamp (Infor­ma­tions For­lag, 2016), 113–114.
13. Hen­rik Jøker Bjer­re, “Fre­edom of Expres­sion in the Era of the Pri­va­tiza­tion of Rea­son”, Aka­de­misk kvar­ter 14 (efter­år 2016).
14. Sigmund Freud, Kul­tu­rens byr­de (Hans Reitzels For­lag, 1999), 64.
15. Freud, Kul­tu­rens byr­de, 64.