Hvad er der blevet af de radikale kvinder i filosofihistorien?

Der er ikke nogen tvivl om, at de intel­lek­tu­el­le kvin­der, som argu­men­te­re­de for kvin­ders ret­tig­he­der og lige­stil­ling mel­lem køn­ne­ne, blev betrag­tet som yderst radi­ka­le, ja end­da revo­lu­tio­næ­re i det 17. og 18. århund­re­de. Alli­ge­vel fin­der vi stort set ingen af dis­se kvin­de­li­ge tæn­ke­re i den forsk­nings­lit­te­ra­tur, der beskæf­ti­ger sig med oplys­nin­gens radi­ka­le tæn­ke­re. Fak­tisk møder man stort set ingen kvin­der, når man læser om den afgø­ren­de og bane­bry­den­de bevæ­gel­se i filo­so­fi­hi­sto­ri­en, som i dag er kendt som radi­cal enligh­ten­ment, på dansk ‘radi­kal oplys­ning’. I ste­det er det “sto­re mænd” som Spi­noza (1632–1677), Diderot (1713–1784), Les­sing (1729–1781) og Baron d’Hol­bach (1723–1789), som pry­der sider­ne i de efter­hån­den man­ge vær­ker, der er ble­vet for­fat­tet om den­ne peri­o­de. I den­ne tekst vil jeg præ­sen­te­re to meto­di­ske over­vej­el­ser, der kan være med til at for­kla­re, hvor­for der til­sy­ne­la­den­de ikke er nogen kvin­der blandt Euro­pas radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re, og hvad man kan gøre for at frem­hæ­ve radi­ka­le kvin­ders bidrag til den­ne bevæ­gel­se. De to pro­ble­mer, som jeg vil beskæf­ti­ge mig med, har jeg for klar­heds skyld døbt “tje­kli­ste­pro­ble­met” og “hierarkiproblemet”.1Disse to begre­ber byg­ger på arbej­de jeg præ­sen­te­rer i en arti­kel, der i skri­ven­de stund er til fag­fæl­lebe­døm­mel­se i et andet tidsskrift.

Begre­bet “radi­kal oplys­ning” blev først gjort popu­lært af Mar­ga­ret C. Jacob i 1981 med udgi­vel­sen af vær­ket The Radi­cal Enligh­ten­ment: Pant­hei­sts, Fre­e­ma­sons and Repu­bli­cans.2Margaret C. Jacob, The Radi­cal Enligh­ten­ment: Pant­hei­sts, Fre­e­ma­sons and Repu­bli­cans. 3. (Lon­don: Geor­ge Allen & Unwin, 1981). Siden har debat­ten raset om, hvad der egent­lig bør gæl­de som “radi­kal tænk­ning” i den filo­so­fi­ske og histo­ri­ske kon­tekst, som Euro­pa udgør i det 17. og 18. århund­re­de. En af de mest ind­fly­del­ses­ri­ge ind­s­park i debat­ten kom­mer fra Jonat­han Isra­el, som i 2001 udgav bogen Radi­cal Enligh­ten­ment: Phi­los­op­hy and the Making of Moder­ni­ty 1650–1750.3Jonathan Isra­el, Radi­cal Enligh­ten­ment: Phi­los­op­hy and the Making of Moder­ni­ty 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Isra­el har siden­hen udgi­vet en ræk­ke bøger som del af det­te pro­jekt: Enligh­ten­ment Con­te­sted (2006), A Revo­lu­tion of the Mind: Radi­cal Enligh­ten­ment and the Intel­lectu­al Ori­gins of Modern Demo­cra­cy (2010), … Continue reading I det­te værk frem­hæ­ver Isra­el Spi­noza som arke­ty­pen på den radi­ka­le oplys­nings­tæn­ker. Isra­el hen­vi­ser her først og frem­mest til Spi­nozas den­gang kon­tro­ver­si­el­le reli­gions­kri­tik, hans meta­fy­si­ske mate­ri­a­lis­me og hans ratio­na­li­sti­ske opfat­tel­se af Gud.4Israel, Radi­cal Enligh­ten­ment, 159–74. Men reli­gion var ikke det ene­ste tema, der inter­es­se­re­de de radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re. Der er en ræk­ke prin­cip­per og ide­er såsom “demo­kra­ti, race­mæs­sig og seksu­el lig­hed; indi­vi­du­el liv­stils­fri­hed; fuld­kom­men tan­ke­fri­hed, ytrings­fri­hed og pres­se­fri­hed” som alle gør sig gæl­den­de i radi­ka­le tek­ster fra den­ne periode.5Jonathan Isra­el, A Revo­lu­tion of the Mind: Radi­cal Enligh­ten­ment and the Intel­lectu­al Ori­gins of Modern Demo­cra­cy (Prin­ce­ton, N.J: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2010), vii–viii. Alle dis­se træk er med til at defi­ne­re, hvem der bli­ver betrag­tet som radi­kal. Der­u­d­over peger Mar­ga­ret Jacob også på fri­mu­rer­ne og andre loger som ste­der, hvor radi­kal tænk­ning fandt sted, og et til­hørs­for­hold til sådan­ne hem­me­li­ge for­e­nin­ger kan der­med også angi­ve, at en given per­son er sym­pa­tisk over­for den­gang pro­g­res­si­ve ide­er som demo­kra­ti, reli­gi­øs tole­ran­ce og republikanisme.6Jacob, Radi­cal Enligh­ten­ment, 1981. Det­te og alle føl­gen­de engel­ske cita­ter er over­sat til dansk med hen­blik på at opnå en mere let­læ­se­lig og fly­den­de tekst. Listen over “radi­ka­li­tets­mar­kø­rer” er der­med meget lang, og enkel­te mar­kø­rer kan end­da siges i nogen grad at være i mod­strid med hin­an­den. Der­for er det så meget desto mere et afgø­ren­de meto­disk spørgs­mål, hvor­dan en per­son bli­ver kate­go­ri­se­ret som radi­kal oplys­nings­tæn­ker, hvil­ke kri­te­ri­er, der bli­ver lagt vægt på og hvem, der bli­ver over­set i den­ne kate­go­ri­se­ring. Det er nog­le af dis­se spørgs­mål, jeg vil beskæf­ti­ge mig med i løbet af den­ne tekst.

Tje­kli­ste­pro­ble­met

Som sagt fin­des der et hav af prin­cip­per og filo­so­fi­ske ide­er, som er rela­te­re­de til den radi­ka­le oplys­nings­be­væ­gel­se. Viden­skab, ratio­na­li­tet, uddan­nel­se, libe­ra­lis­me, mate­ri­a­lis­me, pan­tei­s­me, auto­no­mi, revo­lu­tion, skep­ti­cis­me, tole­ran­ce, samt en skarp kri­tik af monar­ki­et, kir­ken og uni­ver­si­te­ter­ne er alle emner, ide­er og ide­a­ler, som radi­ka­le filo­sof­fer og poli­ti­ske debat­tø­rer var opta­ge­de af i dis­se to århundreder.7Frederik Stjer­n­felt, “ ‘Radi­cal Enligh­ten­ment’: Aspects of the History of a Term”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, edi­ted by Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 80–103. Der­for er det sim­pelt­hen ikke rea­li­stisk at for­ven­te, at en given radi­kal tæn­ker er radi­kal på alle dis­se områ­der. I vir­ke­lig­he­den var det meget nor­malt, at en for­fat­ters “radi­ka­lis­me på ét områ­de (…) gik hånd i hånd med mode­ra­te hold­nin­ger på andre områder.”8Martin Mulsow, “The Radi­cal Enligh­ten­ment: Pro­blems and Per­specti­ves” i Con­cepts of (radi­cal) Enligh­ten­ment: Jonat­han Isra­el in Discus­sion, redi­ge­ret af Frank Gru­nert (Hal­le: Mit­tel­deut­scher Ver­lag, 2014), 81–94, 81–82. Det­te gæl­der især radi­ka­le kvin­der, da kra­ve­ne som bekendt er udfor­met ud fra mand­li­ge radi­ka­le tæn­ke­re  som Spi­noza, Diderot og Baron d’Hol­bach (1723–1789), der som oftest hav­de andre inte­res­ser end kvin­de­li­ge radi­ka­le for­fat­te­re, som i høje­re grad var moti­ve­re­de af poli­ti­ske spørgs­mål såsom lige­stil­ling mel­lem køn­ne­ne, uni­ver­sel ret til uddan­nel­se og øko­no­misk fri­hed, og som ikke nød­ven­dig­vis bekym­re­de sig i sam­me grad om abstrak­te, meta­fy­si­ske debat­ter. For­sker i histo­rie og køns­stu­di­er Jen­ni­fer Davis for­kla­rer, hvil­ke kon­se­kven­ser tje­kli­ste­til­gan­gen har for opfat­tel­sen af kvin­de­be­væ­gel­sen i det 17. og 18. århundrede.9Af Davis kal­det “pack­a­ge logic”-problemet. Se Jen­ni­fer J. Davis, “The Radi­cal Enligh­ten­ment and Move­ments for Women’s Equa­li­ty in Euro­pe and the Ame­ri­cas (1673–1825)”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 292–308, 294. Hun skri­ver, at hvis radi­kal oplys­ning bli­ver for­stå­et som en “tje­kli­ste af over­be­vis­nin­ger” så kan det­te bevir­ke, at vi “taber nog­le af de vig­tig­ste og mest ind­fly­del­ses­ri­ge for­ta­le­re for kvin­ders ret­tig­he­der fra den­ne peri­o­de af syne.”10Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293. Hvis vi i ste­det foku­se­rer på at aner­ken­de spe­ci­fik­ke radi­ka­le træk i dis­se kvin­ders skrif­ter, så vil deres radi­ka­lis­me få mulig­he­den for at skin­ne igen­nem uden at bli­ve over­skyg­get af andre over­be­vis­nin­ger, der i dag bli­ver betrag­tet som kon­ser­va­ti­ve eller reak­tio­næ­re. Det gæl­der blandt andre pie­ti­ster­ne og andre poli­ti­ske og reli­gi­øse grup­per såsom kvæker­ne, der var yderst kri­ti­ske over­for deres sam­tids ver­dens­for­stå­el­se og kir­kens udlæg­ning af kri­sten­dom­men, men som ofte bli­ver over­set pga. deres reli­gi­ø­si­tet, hvil­ket leder for­ske­re til at kate­go­ri­se­re dem som konservative.11Se bl.a. Mar­ga­ret Hope Bacon, Mot­hers of Femi­nism. The story of Qua­ker Women in Ame­ri­ca (San Fran­ci­sco: Har­per and Row Publis­hers 1986); Wol­f­gang Breul, Marcus Mei­er, og Lot­har Vogel, red. Der radi­ka­le Pie­tis­mus: Per­spek­ti­ven der Fors­chung (Göt­tin­gen: Van­den­ho­eck & Rupre­cht, 2011). Jeg vil kom­me til­ba­ge til det­te pro­blem sene­re i tek­sten.

Der er en her­sken­de ten­dens til at vil­le iden­ti­fi­ce­re fuldt ud radi­ka­le indi­vi­der i filo­so­fi­hi­sto­ri­en; alt­så filo­sof­fer, hvis sam­le­de opus er gen­nem­sy­ret af radi­ka­li­tet. Man for­sø­ger alt­så at “kate­go­ri­se­re indi­vi­der som enten ‘radi­ka­le’ eller ‘mode­ra­te’ ” i ste­det for at iden­ti­fi­ce­re enkelt­stå­en­de radi­ka­le prin­cip­per hos den giv­ne forfatter.12Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293–94. Men hvor­for er det­te over­ho­ve­det et pro­blem? Og hvor­for er det et spe­ci­fikt femi­ni­stisk pro­blem? Det før­ste pro­blem, der opstår, når man tager den­ne til­gang til radi­ka­le tæn­ke­re i oplys­ning­sti­den, er først og frem­mest, at det er meget sand­syn­ligt, at man kom­mer til at frem­stil­le et mis­vi­sen­de og unu­an­ce­ret bil­le­de af den giv­ne tæn­ker. Som Mar­tin Mulsow påpe­ger, er det meget sjæl­dent, at en tæn­ker er radi­kal på alle områ­der i sin tænkning.13Mulsow, “The Radi­cal Enligh­ten­ment”, 81–82. Hvis man eksem­pel­vis insi­ste­rer på at portræt­te­re Spi­noza som en gen­nem­ført radi­kal tæn­ker, så kræ­ver det­te, at man igno­re­rer nog­le dele af hans vær­ker. Det gæl­der bl.a. den demo­kra­ti­mo­del, han frem­læg­ger i Tra­cta­tus Poli­ti­cus (1675–76), som ude­luk­ker kvin­der, tje­ne­ste­folk, kri­mi­nel­le og folk, der ikke “lever retskaf­fent” fra demo­kra­tisk deltagelse.14Benedictus de Spi­noza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, i The Col­lected Wor­ks of Spi­noza, Volu­me II, redi­ge­ret af Edwin Cur­ley, (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2016), 602–603. Eller argu­men­tet fra Tra­cta­tus The­o­lo­gi­co-Poli­ti­cus (1670) for, at sta­ten bør have fuld auto­ri­tet over reli­gi­øse anlig­gen­der, hvil­ket i høj grad er i strid med Spi­nozas ellers pro­g­res­si­ve for­svar for reli­gi­øs fri­hed og tolerance.15Benedictus de Spi­noza, “The­o­lo­gi­cal-Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, i The Col­lected Wor­ks of Spi­noza, Volu­me II, redi­ge­ret af Edwin Cur­ley (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2016), 332–344. Det er nød­ven­digt at se bort fra dis­se og lig­nen­de mode­ra­te eller sågar kon­ser­va­ti­ve argu­men­ter, hvis man ønsker at frem­stil­le et ens­ar­tet bil­le­de af Spi­noza som en radi­kal filo­sof. I vær­ste fald kan man risi­ke­re, at sexi­sti­ske eller raci­sti­ske over­be­vis­nin­ger ikke blot bli­ver igno­re­ret, men i ste­det set som fuldt ud for­e­ne­li­ge med et radi­kalt oplys­nings­i­de­al.

Det spe­ci­fikt femi­ni­sti­ske i den­ne kri­tik er først og frem­mest, at kvin­der i høje­re grad bli­ver sor­te­ret fra, for­di de ikke kom­mer som en kom­plet pak­ke (alt­så ikke er radi­ka­le nok), hvor mand­li­ge filo­sof­fers mang­len­de radi­ka­li­tet på enkel­te områ­der langt ofte­re bli­ver igno­re­ret. Der lader alt­så til at eksi­ste­re en vis mod­vil­je mod at inklu­de­re kvin­der i den­ne eks­klu­si­ve klub, hvor­for kra­ve­ne lader til at være høje­re for kvin­de­li­ge med­lem­mer end de mand­li­ge. Der­u­d­over er det bemær­kel­ses­vær­digt, hvil­ke radi­ka­le ide­er, der let­test lader sig igno­re­re, når filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re skal klas­si­fi­ce­re en tæn­ker som en del af den­ne bevæ­gel­se. Her er der nem­lig ten­dens til, at tema­er som race og køn bli­ver anset som min­dre vig­ti­ge end f.eks. reli­gion.

Hie­rar­ki­pro­ble­met

Tje­kli­ste­pro­ble­met er ikke det ene­ste meto­di­ske pro­blem, der står i vej­en for inklu­sio­nen af fle­re kvin­der i det­te filo­so­fi­hi­sto­ri­ske nar­ra­tiv. Selv hvis man opgi­ver ide­en om, at en radi­kal tæn­ker skal leve op til alle kra­ve­ne for, hvad det vil sige at være radi­kal (hvil­ket langt de fle­ste for­ske­re gør i prak­sis), så lader det sta­dig til, at der er enkel­te træk, der bli­ver vur­de­ret som vig­ti­ge­re end andre. Det er det, jeg kal­der ‘hie­rar­ki­pro­ble­met’. Enkel­te radi­ka­le oplys­nings­i­de­a­ler ran­ge­rer høje­re end andre på den for­nævn­te ‘tje­kli­ste’, og hvis en given filo­sof repræ­sen­te­rer net­op dis­se vær­di­er, så kva­li­fi­ce­rer de ved­kom­men­de til tit­len ‘radi­kal’. Der er især ét tema, der har for­rang over alle andre i forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren, og det er reli­gions­kri­tik­ken. Som alle­re­de nævnt spil­ler Spi­nozas for­hold til Gud en afgø­ren­de rol­le i Jonat­han Isra­els tone­an­gi­ven­de bog fra 2001. Men Isra­el er ikke den ene­ste, der beto­ner reli­gions­kri­tik som det mest afgø­ren­de kri­te­rie for, hvad der kan beteg­nes som eksemp­ler på radi­kal oplysning.16Se bl.a. Hag­gag Ali, “Radi­cal Enligh­ten­ment”, i Map­ping the Secu­lar Mind: Moder­ni­ty’s Quest for at God­less Uto­pia (Inter­na­tio­nal Insti­tu­te of Isla­mic Thought, 2013), 39–64; Nan­cy Leve­ne. “Spi­noza the Radi­cal”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or … Continue reading En afstand­ta­gen fra kir­kens dog­mer og de gejst­li­ges auto­ri­tet er kon­se­kvent ble­vet udnævnt som væren­de den vig­tig­ste mar­kør for, hvor­når der er tale om radi­ka­le ide­er og ikke blot ‘mode­ra­te’ oplysningstanker.17Harvey Chi­si­ck, “Of Radi­cal and Mode­ra­te Enligh­ten­ment”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 61–79.

Det er ikke så mær­ke­ligt, at reli­gions­kri­tik spil­ler en så afgø­ren­de rol­le i forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren om oplys­ning­sti­den, når man ser på de poin­ter og vær­di­er fra oplys­ning­sti­den, som har over­le­vet op til i dag. Her er det især grund­læg­gel­sen af vores moder­ne viden­skabs­op­fat­tel­se, der bli­ver set som dét afgø­ren­de og ved­bli­ven­de træk, som oplys­nin­gen har bidra­get med til vores moder­ne sam­fund. Men seku­la­ri­se­rin­gen af vores videnspro­duk­tion er langt fra den ene­ste idé, der kan spo­res til­ba­ge til den­ne tid. Man­ge af den vest­li­ge ver­dens poli­ti­ske ide­a­ler har også ophav i den tid­li­ge moder­ne peri­o­de; ide­a­ler så som tan­ke­fri­hed, men­ne­ske­ret­tig­he­der og lig­hed mel­lem men­ne­sker. Dis­se ide­a­ler er cen­tra­le i vær­ker af euro­pæ­i­ske kvin­de­for­kæm­pe­re som Marie de Gour­nay (1565–1645), Dor­o­t­hea Chri­sti­a­ne Erxle­ben (1715–1762) og Mary Woll­sto­necraft (1759–1797). Men selv­sam­me vær­di­er bli­ver ofte over­skyg­get i forsk­nin­gen om radi­kal oplys­ning af et fokus på atei­s­me, mate­ri­a­lis­me og kri­tik af orga­ni­se­ret reli­gion. Resul­ta­tet er, at “iføl­ge de krav, som de fle­ste for­ske­re, der arbej­der med radi­kal oplys­ning, til­slut­ter sig, så er de fle­ste femi­ni­ster fra det 18. århund­re­de ikke radi­ka­le,” for­di deres kamp for lig­hed ikke invol­ve­rer en tro på “pan­tei­s­me, repu­bli­ka­nis­me, eller libertinisme.”18Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293. Det­te syn er udbredt, selv­om kvin­de­be­væ­gel­sens poli­ti­ske mål for­drer en radi­kal gen­tænk­ning og reor­ga­ni­se­ring af sam­fun­det i lige så høj grad som en pan­tei­stisk, dei­stisk eller atei­stisk posi­tion over­for religionen.19Alle tre ismer bli­ver for­bun­det med radi­kal oplys­ning, og Spi­noza bli­ver sågar betrag­tet som både pan­tei­st og atei­st af for­skel­li­ge filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re, selv­om pan­tei­s­men per defi­ni­tion inde­bæ­rer en tro på Gud (om end ikke den bibel­ske), hvor­i­mod atei­s­men afvi­ser eksi­sten­sen af Gud. Der sker alt­så, at der er en lige … Continue reading

Men hvor­for ram­mer det især kvin­der­ne så hårdt, at det spe­ci­fikt er reli­gions­kri­tik, der spil­ler en så afgø­ren­de rol­le i klas­si­fi­ce­rin­gen af radi­ka­le tæn­ke­re? Det skyl­des blandt andet, at reli­gio­nen var en vig­tig fri­plads for man­ge kvin­der i det 17. og 18. århund­re­de. Eksem­pel­vis var posi­tio­nen som non­ne i man­ge århund­re­de én af de få måder, hvor­på kvin­der kun­ne få mulig­hed for at uddan­ne sig og end­da få lov at skri­ve og nog­le gan­ge udgi­ve deres egne tekster.20Flere pro­to-femi­ni­sti­ske tek­ster er skre­vet af non­ner og abe­dis­ser såsom Hélöi­se (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bar­to­lomé (1549–1626) og Arcan­gela Tara­bot­ti (1604–1652). Der­u­d­over spil­le­de Bib­len en vig­tig rol­le i kvin­ders argu­men­ta­tion for lige­be­ret­ti­gel­se. Man­ge af de mest berøm­te for­ta­le­re for kvin­ders ret til f.eks. uddan­nel­se og aktiv poli­tisk del­ta­gel­se, såsom Chri­sti­ne de Pizan (1364-ca. 1430), Isot­ta Noga­ro­la (1418–1466), Anna Maria van Schur­man (1607–1678) og Mary Astell (1666–1731), byg­ge­de i høj grad deres argu­men­ter på bibelpassager21Teologen Elisa­beth Gös­smann ana­ly­se­rer bru­gen af krist­ne argu­men­ter i bøger­ne Ken­nt der Gei­st kein Ges­chle­cht? (Mün­chen: Iudi­ci­um, 1994) og Eva – Got­tes Mei­sterwerk (Mün­chen: Iudi­ci­um, 2000). , hvori det eksem­pel­vis blev beskre­vet, hvor­dan Gud skab­te mænd og kvin­der som lige­vær­di­ge væs­ner, eller hvor from­me kvin­der, der spil­le­de en vig­tig rol­le for kri­sten­dom­mens udbre­del­se, blev frem­hæ­vet og rost for deres femi­ni­ne dyder. Ved at refe­re­re til Guds ord og kir­kens auto­ri­tet, øge­de de sand­syn­lig­he­den for, at deres bud­skab mød­te vel­vil­je hos de kon­ser­va­ti­ve kræf­ter i sam­fun­det, som de ønske­de at over­be­vi­se. Da det som oftest var reli­gi­øse tek­ster, som dati­dens kvin­der fik lov til at læse og beskæf­ti­ge sig med, er der hel­ler ikke noget at sige til, at man­ge intel­lek­tu­el­le kvin­ders pri­mæ­re inte­res­se var teo­lo­gi­en, og at deres adgang til filo­so­fi­ske og poli­ti­ske spørgs­mål der­for blev kana­li­se­ret igen­nem den krist­ne lære. Mand­li­ge lær­de var der­i­mod vel­kom­ne på uni­ver­si­te­ter­ne og blev i den for­bin­del­se kon­fron­te­ret med både før-kri­ste­lig filo­so­fi og moder­ne reli­gions­kri­ti­ske strøm­nin­ger. At defi­ne­re reli­gions­kri­tik­ken som en ibo­en­de del af det at være en radi­kal tæn­ker er på den måde et udtryk for en grund­læg­gen­de køn­net opfat­tel­se af radi­ka­lis­me. Der­med ikke sagt, at det ikke var ekstremt radi­kalt at kri­ti­se­re den krist­ne kir­ke i det 17. og 18. århund­re­de – for det var det. Men i og med at net­op den­ne form for radi­ka­lis­me bli­ver sel­ve kri­te­ri­et for radi­kal tænk­ning, så ind­skri­ves den køn­ne­de rea­li­tet, at kvin­der i langt høje­re grad drog for­del af kir­ken end af de eksi­ste­ren­de poli­ti­ske insti­tu­tio­ner, i kate­go­ri­se­rin­gen. Kvin­der­nes sam­fundsomvæl­ten­de ide­er bli­ver der­med nedt­o­net til for­del for en atei­stisk radi­ka­lis­me, der måske bed­re stem­mer overens med vores moder­ne ver­dens­op­fat­tel­se i dag.

Det er gene­relt bekym­ren­de, hvor lavt i hie­rar­ki­et spørgs­må­let om kvin­ders og raci­a­li­se­re­de mino­ri­te­ters under­tryk­kel­se befin­der sig. På trods af at lig­hed og per­son­lig fri­hed er to af de poli­ti­ske grund­tan­ker i den radi­ka­le oplys­nings­be­væ­gel­se, så betrag­tes radi­ka­le filo­sof­fers sexis­me og racis­me ikke som en stor for­syn­del­se mod deres over­ord­ne­de pro­jekt. Som den fran­ske filo­sof Michè­le le Dœuff påpe­ger i sin frem­ra­gen­de bog Hip­par­chi­a’s Choi­ce fra 1991, så er det ofte til­fæl­det, “at de almin­de­li­ge stan­dar­der for et filo­so­fisk arbej­de sæd­van­lig­vis bli­ver opgi­vet af alle for­fat­te­re, så snart det dre­jer sig om kvinder.”22Michèle le Dœuff. Hip­par­chi­a’s Choi­ce: An Essay Con­cer­ning Women, Phi­los­op­hy, Etc. (New York: Colum­bia Uni­ver­si­ty Press, 2007), 70. Det er ikke unor­malt, at man fin­der ind­skud­te sæt­nin­ger, der afvi­ser kvin­ders evne til at tæn­ke eller hand­le selv­stæn­digt, i tek­ster skre­vet af mænd, der sene­re er ble­vet prist for at være pro­g­res­si­ve, demo­kra­ti­ske for­fat­te­re. For eksem­pel bli­ver den reli­gions­kri­ti­ske Denis Diderot, der er bedst kendt for sit arbej­de som redak­tør på l’En­cycl­opè­die (1751–1780), ofte betrag­tet som en af de for­fat­te­re, “der bedst opsum­me­rer radi­kal tænk­ning i den tid­li­ge oplysningsæra,”23Israel, Radi­cal Enligh­ten­ment, 704. men når det gæl­der spørgs­må­let om kvin­ders ret­tig­he­der, evner og værd (som Diderot i 1772 skrev om i essay­et Sur les fem­mes),24Denis Diderot, and Liga­ran, Sur les Fem­mes (Liga­ran Édi­tions, 2019). så ser vi plud­se­lig græn­ser­ne for hans kri­ti­ske sans. For­fat­te­ren til bogen Sexu­al Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment,25Mary Seid­man Trou­il­le, Sexu­al Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment: Women Wri­ters Read Rous­seau (Alba­ny: Sta­te Uni­ver­si­ty of New York Press, 1997). Mary Trou­il­le, skri­ver om den­ne lil­le tekst på kun syv sider, at den “mere end nogen anden pas­sa­ge fra peri­o­den […] illu­stre­rer, hvor­dan en af de mest pro­g­res­si­ve tæn­ke­re i oplys­ning­sti­den for­blev fan­get i sin tids gyno­fo­bi­ske mentalitet.”26Mary Seid­man Trou­il­le, “Sexual/Textual Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment: Diderot and d’Epi­nay Respond to Tho­mas’s Essay on Women”, Roma­nic Review 85, nr. 2, (1994); 197. Hun kal­der essay­et et “kom­pen­die af miso­gy­ne myter og ste­reo­ty­per,” i hvil­ket Diderot teg­ner et bil­le­de af “kvin­ders gåde­fuld­hed og stæ­dig­hed, deres uku­e­li­ge nys­ger­rig­hed og snak­kesa­lig­hed, deres uvi­den­hed og for­fæn­ge­lig­hed, deres irra­tio­na­li­tet og til­bø­je­lig­hed til hyste­ri, deres mysti­ske kræf­ter og hævn­ger­ri­ge pla­ner om at domi­ne­re mænd.”27Trouille, “Sexual/Textual Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment”, 197. Selv­om Diderot selv anså sit essay som en hyl­dest til kvin­der, så var det i høj grad en hyl­dest til sta­tus quo og den tra­di­tio­nel­le køns­for­de­ling, der ikke lige­frem betød fri­hed og lig­hed mel­lem køn­ne­ne. Det­te er blot ét eksem­pel på en radi­kal tæn­ker, hvis radi­ka­lis­me ikke nåe­de ind på det køns­po­li­ti­ske områ­de. Men den­ne form for inkon­si­stens er ikke aty­pisk og den bli­ver desvær­re alt for ofte affe­jet som væren­de uvig­tig eller histo­risk betin­get. Det er den­ne hyp­pi­ge dob­belt­moral, som vi bli­ver nødt til at gøre op med. Der­med er ikke ment, at den atei­sti­ske og nytæn­ken­de Diderot ikke læn­ge­re skal betrag­tes som radi­kal; med afskaf­fel­sen af ‘tje­kli­ste­lo­gik­ken’, så bør det ikke læn­ge­re være nød­ven­digt for en tæn­ker, at ved­kom­men­de lever op til alle krav for den ide­el­le radi­ka­le filo­sof. Diderots og Spi­nozas reli­gions­kri­tik bør aner­ken­des for deres dri­stig­hed, men lige­le­des bør Ancan­ga­la Tara­bot­tis kri­tik af fader­lig auto­ri­tet, Mary Astells kri­tik af ulig­hed mel­lem køn­ne­ne eller Dor­o­t­hea Erxle­bens kri­tik af kvin­ders ude­luk­kel­se fra uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­ne hyl­des for deres fremsynethed.28Arcangela Tara­bot­ti, Pater­nal Tyran­ny, over­sat og redi­ge­ret af  Letizia Panizza (Chi­ca­go: Uni­ver­si­ty of Chi­ca­go Press, 2004); Mary Astell, Poli­ti­cal Wri­tings, redi­ge­ret af Patri­cia Spring­borg (Cam­brid­ge; New York: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1996); Dor­o­t­hea Chri­sti­a­ne Erxle­ben, Gründ­li­che Unter­su­chung der … Continue reading Radi­ka­li­te­ten af den­ne kri­tik bør ikke affe­jes, blot for­di afsen­de­ren er tro­en­de.

Filo­so­fi­hi­sto­ri­en som dom­mer: Om klas­si­fi­ce­rin­gens kraft

Men hvor­for er det egent­ligt så vig­tigt, at dis­se kvin­der bli­ver kate­go­ri­se­ret net­op som radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re? Hvor­for kan de ikke blot bli­ve beteg­net som pro­to-femi­ni­ster eller poli­ti­ske debat­tø­rer? Det er der fle­re grun­de til. Først og frem­mest har tit­len som radi­kal oplys­nings­tæn­ker udvik­let sig til at være en slags ære­sti­tel i den filo­so­fi­hi­sto­ri­ske forsk­ning. Dis­se per­so­ner bli­ver betrag­tet som for­lø­be­re for den poli­ti­ske, viden­ska­be­li­ge og seku­læ­re udvik­ling, der har skabt Euro­pa, som det ser ud i dag. Det er der­for vig­tigt at poin­te­re, at der også har været kvin­der med i den­ne udvik­ling, og dis­se kvin­der fortje­ner lige så vel som deres mand­li­ge kol­le­ga­er at bli­ve aner­kendt for det­te bidrag. Der­u­d­over vil­le dét, at vi inklu­de­rer tid­li­ge femi­ni­ster i den­ne filo­so­fi­hi­sto­ri­ske kate­go­ri, bety­de, at vi bli­ver tvun­get til at ind­se, at de pro­to-femi­ni­sti­ske vær­di­er, som de kæm­pe­de for, udgør en væsent­lig del af oplys­nings­pro­jek­tet; og at spørgs­må­let om køn og lige­stil­ling ikke er en påkli­stret poli­tisk niche­sag, men en sag, der når ind til ker­nen af vores sam­fundsor­den. Des­u­den vil­le det bety­de et høj­net fokus på, hvor­dan man­ge aner­kend­te oplys­nings­fi­lo­sof­fer ikke var til­hæn­ge­re af kvin­der­nes eman­ci­pa­tions­pro­jek­tet, men end­da aktivt mod­ar­bej­de­de dette.29Det gæl­der blandt andet Spi­noza, som skrif­te­ligt gjor­de udtryk for den hold­ning, at kvin­der var mænd under­leg­ne i fle­re afgø­ren­de hen­se­en­der og der­for bur­de ude­luk­kes fra demo­kra­ti­ske pro­ces­ser. Se Spi­noza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, 603. Hvis vi anser køns­mæs­sig lige­stil­ling som en fun­da­men­tal del af det radi­ka­le oplys­nings­pro­jekt, så bli­ver Spi­nozas eller d’Hol­ba­chs sexis­me en reel man­gel hos dem som radi­ka­le tæn­ke­re i ste­det for en til­fæl­dig for­se­el­se. Det er klart, at deres valg langt hen ad vej­en var i trit med fol­ke­stem­nin­gen på tids­punk­tet, men for en grup­pe men­ne­sker, der alle bryster sig af at være filo­sof­fer og af at betviv­le tidens doxa, så må den­ne for­kla­ring ikke stil­le os til­fred­se. Kri­sten­dom­men var lige­le­des en accep­te­ret over­be­vis­ning blandt langt den stør­ste del af den euro­pæ­i­ske befolk­ning (være det den katol­ske, refor­mer­te eller cal­vi­ni­sti­ske), men her lyk­ke­des det alli­ge­vel den­ne excep­tio­nel­le grup­pe men­ne­sker at tæn­ke selv­stæn­digt og være kri­ti­ske.

Filo­so­fi­hi­sto­risk klas­si­fi­ce­ring er og bli­ver en kom­pli­ce­ret affæ­re, hvor den enkel­te filo­so­fi­hi­sto­ri­kers per­son­li­ge inte­res­ser, til­hørs­for­hold, samt poli­ti­ske og reli­gi­øse over­be­vis­nin­ger påvir­ker resul­ta­tet. Der­for er det vig­tigt igen og igen at kom­me til­ba­ge til dis­se klas­si­fi­ce­rin­ger, og spør­ge kri­tisk til deres oprin­del­se og til hvil­ke vær­di­er, de udtryk­ker. De sid­ste 40 år har radi­kal oplys­ning været ens­be­ty­den­de med pan­tei­stisk mate­ri­a­lis­me og repu­bli­ka­nis­me, men har dis­se to meta­fy­si­ske og poli­ti­ske posi­tio­ner patent på den­ne titel? Ved at stil­le spørgs­måls­tegn ved måden, hvor­på vi ana­ly­se­rer og kate­go­ri­se­rer tæn­ke­re, filo­sof­fer og poli­ti­ske aktø­rer fra den­ne peri­o­de, kan vi åbne for en mere mang­fol­dig og repræ­sen­ta­tiv for­stå­el­se af radi­ka­lis­me i det 17. og 18. århund­re­de. Det er, hvad jeg har for­søgt at bidra­ge til ved at frem­stil­le dis­se to meto­di­ske pro­ble­mer under nav­ne­ne ‘tje­kli­ste­pro­ble­met’ og ‘hie­rar­ki­pro­ble­met’. Jeg har argu­men­te­ret for, at prin­cip­per som for eksem­pel lig­hed og auto­no­mi bør væg­tes lige så højt som reli­gions­kri­tik­ken i filo­so­fi­hi­sto­risk klas­si­fi­ce­ring, da de lige­le­des udgør nog­le af de filo­so­fi­ske ker­ne­vær­di­er, som oplys­ning­s­tan­ken byg­ger på. Hvis det var dis­se vær­di­er, vi væg­te­de højest i ste­det for pan­tei­stisk-mate­ri­a­lis­me eller kri­tik af den krist­ne kir­ke, så vil­le Spi­noza plud­se­ligt ikke læn­ge­re bli­ve betrag­tet som dén radi­ka­le oplys­nings­tæn­ker par excel­len­ce, efter­som han men­te, at “kvin­der ikke, fra natu­rens side, besid­der ret­tig­he­der på lige fod med mænd, men at de i ste­det nød­ven­dig­vis under­ord­nes mænd.”30Spinoza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, 603. Se også Beth Lord, “Spi­noza on natu­ral inequa­li­ty and the fiction of moral equa­li­ty”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 136. Ej hel­ler atei­sten Baron d’Hol­bach, som af Mulsow bli­ver kaldt den filo­so­fi­ske radi­ka­lis­mes “kri­ti­ske højdepunkt.”31Martin Mulsow. Enligh­ten­ment Under­gro­und: Radi­cal Ger­ma­ny, 1680–1720 (Char­lot­tesvil­le: Uni­ver­si­ty of Vir­gi­nia Press, 2015), 2. For d’Hol­bach tro­e­de hver­ken på natur­lig eller kul­tu­rel lig­hed mel­lem men­ne­sker – hver­ken i for­hold til køn, race eller klasse.32Chisick, “Radi­cal and Mode­ra­te Enligh­ten­ment”, 66–67. Vi må spør­ge os selv, hvor­for vi er i stand til at se igen­nem fin­gre med sexi­sti­ske udta­lel­ser og en grund­læg­gen­de ine­ga­li­tær ver­dens­op­fat­tel­se, når lig­hed, lige­som seku­la­ris­me, er en af oplys­ning­sti­dens vig­tig­ste demo­kra­ti­ske dyder. Hvis Spi­noza, Diderot og d’Hol­bach fort­sat skal pri­ses for deres radi­ka­le syns­punk­ter, så bur­de vi lige­le­des aner­ken­de den nytæn­ken­de og sam­fundsomvæl­ten­de kraft, som kan fin­des i tid­li­ge moder­ne vær­ker af kvin­de­for­kæm­pe­re såsom Bat­hsua Makin, Gabri­el­le Suchon og Dama­ris Mas­ham. For det er radi­ka­le kvin­der som dem, der har krid­tet den bane op, som også vor tids femi­ni­sti­ske kam­pe bli­ver udkæm­pet på.

1. Disse to begre­ber byg­ger på arbej­de jeg præ­sen­te­rer i en arti­kel, der i skri­ven­de stund er til fag­fæl­lebe­døm­mel­se i et andet tidsskrift.
2. Margaret C. Jacob, The Radi­cal Enligh­ten­ment: Pant­hei­sts, Fre­e­ma­sons and Repu­bli­cans. 3. (Lon­don: Geor­ge Allen & Unwin, 1981).
3. Jonathan Isra­el, Radi­cal Enligh­ten­ment: Phi­los­op­hy and the Making of Moder­ni­ty 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Isra­el har siden­hen udgi­vet en ræk­ke bøger som del af det­te pro­jekt: Enligh­ten­ment Con­te­sted (2006), A Revo­lu­tion of the Mind: Radi­cal Enligh­ten­ment and the Intel­lectu­al Ori­gins of Modern Demo­cra­cy (2010), Demo­cra­tic Enligh­ten­ment (2011), Revo­lu­tio­nary Ideas (2014) og The Expan­ding Bla­ze (2017).
4. Israel, Radi­cal Enligh­ten­ment, 159–74.
5. Jonathan Isra­el, A Revo­lu­tion of the Mind: Radi­cal Enligh­ten­ment and the Intel­lectu­al Ori­gins of Modern Demo­cra­cy (Prin­ce­ton, N.J: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2010), vii–viii.
6. Jacob, Radi­cal Enligh­ten­ment, 1981. Det­te og alle føl­gen­de engel­ske cita­ter er over­sat til dansk med hen­blik på at opnå en mere let­læ­se­lig og fly­den­de tekst.
7. Frederik Stjer­n­felt, “ ‘Radi­cal Enligh­ten­ment’: Aspects of the History of a Term”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, edi­ted by Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 80–103.
8. Martin Mulsow, “The Radi­cal Enligh­ten­ment: Pro­blems and Per­specti­ves” i Con­cepts of (radi­cal) Enligh­ten­ment: Jonat­han Isra­el in Discus­sion, redi­ge­ret af Frank Gru­nert (Hal­le: Mit­tel­deut­scher Ver­lag, 2014), 81–94, 81–82.
9. Af Davis kal­det “pack­a­ge logic”-problemet. Se Jen­ni­fer J. Davis, “The Radi­cal Enligh­ten­ment and Move­ments for Women’s Equa­li­ty in Euro­pe and the Ame­ri­cas (1673–1825)”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 292–308, 294.
10. Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293.
11. Se bl.a. Mar­ga­ret Hope Bacon, Mot­hers of Femi­nism. The story of Qua­ker Women in Ame­ri­ca (San Fran­ci­sco: Har­per and Row Publis­hers 1986); Wol­f­gang Breul, Marcus Mei­er, og Lot­har Vogel, red. Der radi­ka­le Pie­tis­mus: Per­spek­ti­ven der Fors­chung (Göt­tin­gen: Van­den­ho­eck & Rupre­cht, 2011).
12. Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293–94.
13. Mulsow, “The Radi­cal Enligh­ten­ment”, 81–82.
14. Benedictus de Spi­noza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, i The Col­lected Wor­ks of Spi­noza, Volu­me II, redi­ge­ret af Edwin Cur­ley, (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2016), 602–603.
15. Benedictus de Spi­noza, “The­o­lo­gi­cal-Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, i The Col­lected Wor­ks of Spi­noza, Volu­me II, redi­ge­ret af Edwin Cur­ley (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 2016), 332–344.
16. Se bl.a. Hag­gag Ali, “Radi­cal Enligh­ten­ment”, i Map­ping the Secu­lar Mind: Moder­ni­ty’s Quest for at God­less Uto­pia (Inter­na­tio­nal Insti­tu­te of Isla­mic Thought, 2013), 39–64; Nan­cy Leve­ne. “Spi­noza the Radi­cal”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 107–27; Mulsow, “Radi­cal Enligh­ten­ment”, 81–94; Carl Nie­kerk. “Intro­duction: How Radi­cal Was the Ger­man Enligh­ten­ment?”, i The Radi­cal Enligh­ten­ment in Ger­ma­ny: A Cul­tu­ral Per­specti­ve (Lei­den: Brill-Rodo­pi, 2018), 1–46.
17. Harvey Chi­si­ck, “Of Radi­cal and Mode­ra­te Enligh­ten­ment”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don ; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 61–79.
18. Davis, “Women’s Equa­li­ty”, 293.
19. Alle tre ismer bli­ver for­bun­det med radi­kal oplys­ning, og Spi­noza bli­ver sågar betrag­tet som både pan­tei­st og atei­st af for­skel­li­ge filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re, selv­om pan­tei­s­men per defi­ni­tion inde­bæ­rer en tro på Gud (om end ikke den bibel­ske), hvor­i­mod atei­s­men afvi­ser eksi­sten­sen af Gud. Der sker alt­så, at der er en lige så stor afstand mel­lem de såkaldt radi­ka­le tæn­ke­re, som der er mel­lem radi­ka­le og mode­ra­te tæn­ke­re. For en for­tolk­ning af Spi­noza som atei­st se Isra­el, Radi­cal Enligh­ten­ment, kap. 8. og som pan­tei­st se Jacob, Radi­cal Enligh­ten­ment, “Introduction”.
20. Flere pro­to-femi­ni­sti­ske tek­ster er skre­vet af non­ner og abe­dis­ser såsom Hélöi­se (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bar­to­lomé (1549–1626) og Arcan­gela Tara­bot­ti (1604–1652).
21. Teologen Elisa­beth Gös­smann ana­ly­se­rer bru­gen af krist­ne argu­men­ter i bøger­ne Ken­nt der Gei­st kein Ges­chle­cht? (Mün­chen: Iudi­ci­um, 1994) og Eva – Got­tes Mei­sterwerk (Mün­chen: Iudi­ci­um, 2000).
22. Michèle le Dœuff. Hip­par­chi­a’s Choi­ce: An Essay Con­cer­ning Women, Phi­los­op­hy, Etc. (New York: Colum­bia Uni­ver­si­ty Press, 2007), 70.
23. Israel, Radi­cal Enligh­ten­ment, 704.
24. Denis Diderot, and Liga­ran, Sur les Fem­mes (Liga­ran Édi­tions, 2019).
25. Mary Seid­man Trou­il­le, Sexu­al Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment: Women Wri­ters Read Rous­seau (Alba­ny: Sta­te Uni­ver­si­ty of New York Press, 1997).
26. Mary Seid­man Trou­il­le, “Sexual/Textual Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment: Diderot and d’Epi­nay Respond to Tho­mas’s Essay on Women”, Roma­nic Review 85, nr. 2, (1994); 197.
27. Trouille, “Sexual/Textual Poli­ti­cs in the Enligh­ten­ment”, 197.
28. Arcangela Tara­bot­ti, Pater­nal Tyran­ny, over­sat og redi­ge­ret af  Letizia Panizza (Chi­ca­go: Uni­ver­si­ty of Chi­ca­go Press, 2004); Mary Astell, Poli­ti­cal Wri­tings, redi­ge­ret af Patri­cia Spring­borg (Cam­brid­ge; New York: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 1996); Dor­o­t­hea Chri­sti­a­ne Erxle­ben, Gründ­li­che Unter­su­chung der Ursa­chen, die das wei­bli­che Ges­chle­cht vom Stu­di­ren abhal­ten (Hil­des­heim; New York: Olms, 1975).
29. Det gæl­der blandt andet Spi­noza, som skrif­te­ligt gjor­de udtryk for den hold­ning, at kvin­der var mænd under­leg­ne i fle­re afgø­ren­de hen­se­en­der og der­for bur­de ude­luk­kes fra demo­kra­ti­ske pro­ces­ser. Se Spi­noza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, 603.
30. Spinoza, “Poli­ti­cal Tre­a­ti­se”, 603. Se også Beth Lord, “Spi­noza on natu­ral inequa­li­ty and the fiction of moral equa­li­ty”, i Reas­ses­sing the Radi­cal Enligh­ten­ment, redi­ge­ret af Stef­fen Duchey­ne (Lon­don; New York: Rout­led­ge, Tay­l­or & Fran­cis Group, 2017), 136.
31. Martin Mulsow. Enligh­ten­ment Under­gro­und: Radi­cal Ger­ma­ny, 1680–1720 (Char­lot­tesvil­le: Uni­ver­si­ty of Vir­gi­nia Press, 2015), 2.
32. Chisick, “Radi­cal and Mode­ra­te Enligh­ten­ment”, 66–67.