• Print

Hvad er der blevet af de radikale kvinder i filosofihistorien?

Der er ikke nogen tvivl om, at de intel­lek­tu­el­le kvin­der, som argu­men­te­re­de for kvin­ders ret­tig­he­der og lige­stil­ling mel­lem køn­ne­ne, blev betrag­tet som yderst radi­ka­le, ja end­da revo­lu­tio­næ­re i det 17. og 18. århund­re­de. Alligevel fin­der vi stort set ingen af dis­se kvin­de­li­ge tæn­ke­re i den forsk­nings­lit­te­ra­tur, der beskæf­ti­ger sig med oplys­nin­gens radi­ka­le tæn­ke­re. Faktisk møder man stort set ingen kvin­der, når man læser om den afgø­ren­de og bane­bry­den­de bevæ­gel­se i filo­so­fi­hi­sto­ri­en, som i dag er kendt som radi­cal enligh­ten­ment, på dansk ‘radi­kal oplys­ning’. I ste­det er det “sto­re mænd” som Spinoza (1632–1677), Diderot (1713–1784), Lessing (1729–1781) og Baron d’Holbach (1723–1789), som pry­der sider­ne i de efter­hån­den man­ge vær­ker, der er ble­vet for­fat­tet om den­ne peri­o­de. I den­ne tekst vil jeg præ­sen­te­re to meto­di­ske over­vej­el­ser, der kan være med til at for­kla­re, hvor­for der til­sy­ne­la­den­de ikke er nogen kvin­der blandt Europas radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re, og hvad man kan gøre for at frem­hæ­ve radi­ka­le kvin­ders bidrag til den­ne bevæ­gel­se. De to pro­ble­mer, som jeg vil beskæf­ti­ge mig med, har jeg for klar­heds skyld døbt “tje­kli­ste­pro­ble­met” og “hierarkiproblemet”.1Disse to begre­ber byg­ger på arbej­de jeg præ­sen­te­rer i en arti­kel, der i skri­ven­de stund er til fag­fæl­lebe­døm­mel­se i et andet tidsskrift.

Begrebet “radi­kal oplys­ning” blev først gjort popu­lært af Margaret C. Jacob i 1981 med udgi­vel­sen af vær­ket The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans.2Margaret C. Jacob, The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans. 3. (London: George Allen & Unwin, 1981). Siden har debat­ten raset om, hvad der egent­lig bør gæl­de som “radi­kal tænk­ning” i den filo­so­fi­ske og histo­ri­ske kon­tekst, som Europa udgør i det 17. og 18. århund­re­de. En af de mest ind­fly­del­ses­ri­ge ind­s­park i debat­ten kom­mer fra Jonathan Israel, som i 2001 udgav bogen Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750.3Jonathan Israel, Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Israel har siden­hen udgi­vet en ræk­ke bøger som del af det­te pro­jekt: Enlightenment Contested (2006), A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (2010), Democratic Enlightenment (2011), Revolutionary Ideas … Continue reading I det­te værk frem­hæ­ver Israel Spinoza som arke­ty­pen på den radi­ka­le oplys­nings­tæn­ker. Israel hen­vi­ser her først og frem­mest til Spinozas den­gang kon­tro­ver­si­el­le reli­gions­kri­tik, hans meta­fy­si­ske mate­ri­a­lis­me og hans ratio­na­li­sti­ske opfat­tel­se af Gud.4Israel, Radical Enlightenment, 159–74. Men reli­gion var ikke det ene­ste tema, der inter­es­se­re­de de radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re. Der er en ræk­ke prin­cip­per og ide­er såsom “demo­kra­ti, race­mæs­sig og seksu­el lig­hed; indi­vi­du­el liv­stils­fri­hed; fuld­kom­men tan­ke­fri­hed, ytrings­fri­hed og pres­se­fri­hed” som alle gør sig gæl­den­de i radi­ka­le tek­ster fra den­ne periode.5Jonathan Israel, A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (Princeton, N.J: Princeton University Press, 2010), vii–viii. Alle dis­se træk er med til at defi­ne­re, hvem der bli­ver betrag­tet som radi­kal. Derudover peger Margaret Jacob også på fri­mu­rer­ne og andre loger som ste­der, hvor radi­kal tænk­ning fandt sted, og et til­hørs­for­hold til sådan­ne hem­me­li­ge for­e­nin­ger kan der­med også angi­ve, at en given per­son er sym­pa­tisk over­for den­gang pro­g­res­si­ve ide­er som demo­kra­ti, reli­gi­øs tole­ran­ce og republikanisme.6Jacob, Radical Enlightenment, 1981. Dette og alle føl­gen­de engel­ske cita­ter er over­sat til dansk med hen­blik på at opnå en mere let­læ­se­lig og fly­den­de tekst. Listen over “radi­ka­li­tets­mar­kø­rer” er der­med meget lang, og enkel­te mar­kø­rer kan end­da siges i nogen grad at være i mod­strid med hin­an­den. Derfor er det så meget desto mere et afgø­ren­de meto­disk spørgs­mål, hvor­dan en per­son bli­ver kate­go­ri­se­ret som radi­kal oplys­nings­tæn­ker, hvil­ke kri­te­ri­er, der bli­ver lagt vægt på og hvem, der bli­ver over­set i den­ne kate­go­ri­se­ring. Det er nog­le af dis­se spørgs­mål, jeg vil beskæf­ti­ge mig med i løbet af den­ne tekst.

Tjeklisteproblemet

Som sagt fin­des der et hav af prin­cip­per og filo­so­fi­ske ide­er, som er rela­te­re­de til den radi­ka­le oplys­nings­be­væ­gel­se. Videnskab, ratio­na­li­tet, uddan­nel­se, libe­ra­lis­me, mate­ri­a­lis­me, pan­tei­s­me, auto­no­mi, revo­lu­tion, skep­ti­cis­me, tole­ran­ce, samt en skarp kri­tik af monar­ki­et, kir­ken og uni­ver­si­te­ter­ne er alle emner, ide­er og ide­a­ler, som radi­ka­le filo­sof­fer og poli­ti­ske debat­tø­rer var opta­ge­de af i dis­se to århundreder.7Frederik Stjernfelt, “ ‘Radical Enlightenment’: Aspects of the History of a Term”, i Reassessing the Radical Enlightenment, edi­ted by Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 80–103. Derfor er det sim­pelt­hen ikke rea­li­stisk at for­ven­te, at en given radi­kal tæn­ker er radi­kal på alle dis­se områ­der. I vir­ke­lig­he­den var det meget nor­malt, at en for­fat­ters “radi­ka­lis­me på ét områ­de (…) gik hånd i hånd med mode­ra­te hold­nin­ger på andre områder.”8Martin Mulsow, “The Radical Enlightenment: Problems and Perspectives” i Concepts of (radi­cal) Enlightenment: Jonathan Israel in Discussion, redi­ge­ret af Frank Grunert (Halle: Mitteldeutscher Verlag, 2014), 81–94, 81–82. Dette gæl­der især radi­ka­le kvin­der, da kra­ve­ne som bekendt er udfor­met ud fra mand­li­ge radi­ka­le tæn­ke­re  som Spinoza, Diderot og Baron d’Holbach (1723–1789), der som oftest hav­de andre inter­es­ser end kvin­de­li­ge radi­ka­le for­fat­te­re, som i høje­re grad var moti­ve­re­de af poli­ti­ske spørgs­mål såsom lige­stil­ling mel­lem køn­ne­ne, uni­ver­sel ret til uddan­nel­se og øko­no­misk fri­hed, og som ikke nød­ven­dig­vis bekym­re­de sig i sam­me grad om abstrak­te, meta­fy­si­ske debat­ter. Forsker i histo­rie og køns­stu­di­er Jennifer Davis for­kla­rer, hvil­ke kon­se­kven­ser tje­kli­ste­til­gan­gen har for opfat­tel­sen af kvin­de­be­væ­gel­sen i det 17. og 18. århundrede.9Af Davis kal­det “pack­a­ge logic”-problemet. Se Jennifer J. Davis, “The Radical Enlightenment and Movements for Women’s Equality in Europe and the Americas (1673–1825)”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 292–308, 294. Hun skri­ver, at hvis radi­kal oplys­ning bli­ver for­stå­et som en “tje­kli­ste af over­be­vis­nin­ger” så kan det­te bevir­ke, at vi “taber nog­le af de vig­tig­ste og mest ind­fly­del­ses­ri­ge for­ta­le­re for kvin­ders ret­tig­he­der fra den­ne peri­o­de af syne.”10Davis, “Women’s Equality”, 293. Hvis vi i ste­det foku­se­rer på at aner­ken­de spe­ci­fik­ke radi­ka­le træk i dis­se kvin­ders skrif­ter, så vil deres radi­ka­lis­me få mulig­he­den for at skin­ne igen­nem uden at bli­ve over­skyg­get af andre over­be­vis­nin­ger, der i dag bli­ver betrag­tet som kon­ser­va­ti­ve eller reak­tio­næ­re. Det gæl­der blandt andre pie­ti­ster­ne og andre poli­ti­ske og reli­gi­øse grup­per såsom kvæker­ne, der var yderst kri­ti­ske over­for deres sam­tids ver­dens­for­stå­el­se og kir­kens udlæg­ning af kri­sten­dom­men, men som ofte bli­ver over­set pga. deres reli­gi­ø­si­tet, hvil­ket leder for­ske­re til at kate­go­ri­se­re dem som konservative.11Se bl.a. Margaret Hope Bacon, Mothers of Feminism. The story of Quaker Women in America (San Francisco: Harper and Row Publishers 1986); Wolfgang Breul, Marcus Meier, og Lothar Vogel, red. Der radi­ka­le Pietismus: Perspektiven der Forschung (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011). Jeg vil kom­me til­ba­ge til det­te pro­blem sene­re i tek­sten.

Der er en her­sken­de ten­dens til at vil­le iden­ti­fi­ce­re fuldt ud radi­ka­le indi­vi­der i filo­so­fi­hi­sto­ri­en; alt­så filo­sof­fer, hvis sam­le­de opus er gen­nem­sy­ret af radi­ka­li­tet. Man for­sø­ger alt­så at “kate­go­ri­se­re indi­vi­der som enten ‘radi­ka­le’ eller ‘mode­ra­te’ ” i ste­det for at iden­ti­fi­ce­re enkelt­stå­en­de radi­ka­le prin­cip­per hos den giv­ne forfatter.12Davis, “Women’s Equality”, 293–94. Men hvor­for er det­te over­ho­ve­det et pro­blem? Og hvor­for er det et spe­ci­fikt femi­ni­stisk pro­blem? Det før­ste pro­blem, der opstår, når man tager den­ne til­gang til radi­ka­le tæn­ke­re i oplys­ning­sti­den, er først og frem­mest, at det er meget sand­syn­ligt, at man kom­mer til at frem­stil­le et mis­vi­sen­de og unu­an­ce­ret bil­le­de af den giv­ne tæn­ker. Som Martin Mulsow påpe­ger, er det meget sjæl­dent, at en tæn­ker er radi­kal på alle områ­der i sin tænkning.13Mulsow, “The Radical Enlightenment”, 81–82. Hvis man eksem­pel­vis insi­ste­rer på at portræt­te­re Spinoza som en gen­nem­ført radi­kal tæn­ker, så kræ­ver det­te, at man igno­re­rer nog­le dele af hans vær­ker. Det gæl­der bl.a. den demo­kra­ti­mo­del, han frem­læg­ger i Tractatus Politicus (1675–76), som ude­luk­ker kvin­der, tje­ne­ste­folk, kri­mi­nel­le og folk, der ikke “lever retskaf­fent” fra demo­kra­tisk deltagelse.14Benedictus de Spinoza, “Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redi­ge­ret af Edwin Curley, (Princeton: Princeton University Press, 2016), 602–603. Eller argu­men­tet fra Tractatus Theologico-Politicus (1670) for, at sta­ten bør have fuld auto­ri­tet over reli­gi­øse anlig­gen­der, hvil­ket i høj grad er i strid med Spinozas ellers pro­g­res­si­ve for­svar for reli­gi­øs fri­hed og tolerance.15Benedictus de Spinoza, “Theological-Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redi­ge­ret af Edwin Curley (Princeton: Princeton University Press, 2016), 332–344. Det er nød­ven­digt at se bort fra dis­se og lig­nen­de mode­ra­te eller sågar kon­ser­va­ti­ve argu­men­ter, hvis man ønsker at frem­stil­le et ens­ar­tet bil­le­de af Spinoza som en radi­kal filo­sof. I vær­ste fald kan man risi­ke­re, at sexi­sti­ske eller raci­sti­ske over­be­vis­nin­ger ikke blot bli­ver igno­re­ret, men i ste­det set som fuldt ud for­e­ne­li­ge med et radi­kalt oplys­nings­i­de­al.

Det spe­ci­fikt femi­ni­sti­ske i den­ne kri­tik er først og frem­mest, at kvin­der i høje­re grad bli­ver sor­te­ret fra, for­di de ikke kom­mer som en kom­plet pak­ke (alt­så ikke er radi­ka­le nok), hvor mand­li­ge filo­sof­fers mang­len­de radi­ka­li­tet på enkel­te områ­der langt ofte­re bli­ver igno­re­ret. Der lader alt­så til at eksi­ste­re en vis mod­vil­je mod at inklu­de­re kvin­der i den­ne eks­klu­si­ve klub, hvor­for kra­ve­ne lader til at være høje­re for kvin­de­li­ge med­lem­mer end de mand­li­ge. Derudover er det bemær­kel­ses­vær­digt, hvil­ke radi­ka­le ide­er, der let­test lader sig igno­re­re, når filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re skal klas­si­fi­ce­re en tæn­ker som en del af den­ne bevæ­gel­se. Her er der nem­lig ten­dens til, at tema­er som race og køn bli­ver anset som min­dre vig­ti­ge end f.eks. reli­gion.

Hierarkiproblemet

Tjeklisteproblemet er ikke det ene­ste meto­di­ske pro­blem, der står i vej­en for inklu­sio­nen af fle­re kvin­der i det­te filo­so­fi­hi­sto­ri­ske nar­ra­tiv. Selv hvis man opgi­ver ide­en om, at en radi­kal tæn­ker skal leve op til alle kra­ve­ne for, hvad det vil sige at være radi­kal (hvil­ket langt de fle­ste for­ske­re gør i prak­sis), så lader det sta­dig til, at der er enkel­te træk, der bli­ver vur­de­ret som vig­ti­ge­re end andre. Det er det, jeg kal­der ‘hie­rar­ki­pro­ble­met’. Enkelte radi­ka­le oplys­nings­i­de­a­ler ran­ge­rer høje­re end andre på den for­nævn­te ‘tje­kli­ste’, og hvis en given filo­sof repræ­sen­te­rer net­op dis­se vær­di­er, så kva­li­fi­ce­rer de ved­kom­men­de til tit­len ‘radi­kal’. Der er især ét tema, der har for­rang over alle andre i forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren, og det er reli­gions­kri­tik­ken. Som alle­re­de nævnt spil­ler Spinozas for­hold til Gud en afgø­ren­de rol­le i Jonathan Israels tone­an­gi­ven­de bog fra 2001. Men Israel er ikke den ene­ste, der beto­ner reli­gions­kri­tik som det mest afgø­ren­de kri­te­rie for, hvad der kan beteg­nes som eksemp­ler på radi­kal oplysning.16Se bl.a. Haggag Ali, “Radical Enlightenment”, i Mapping the Secular Mind: Modernity’s Quest for at Godless Utopia (International Institute of Islamic Thought, 2013), 39–64; Nancy Levene. “Spinoza the Radical”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 107–27; Mulsow, “Radical … Continue reading En afstand­ta­gen fra kir­kens dog­mer og de gejst­li­ges auto­ri­tet er kon­se­kvent ble­vet udnævnt som væren­de den vig­tig­ste mar­kør for, hvor­når der er tale om radi­ka­le ide­er og ikke blot ‘mode­ra­te’ oplysningstanker.17Harvey Chisick, “Of Radical and Moderate Enlightenment”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 61–79.

Det er ikke så mær­ke­ligt, at reli­gions­kri­tik spil­ler en så afgø­ren­de rol­le i forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren om oplys­ning­sti­den, når man ser på de poin­ter og vær­di­er fra oplys­ning­sti­den, som har over­le­vet op til i dag. Her er det især grund­læg­gel­sen af vores moder­ne viden­skabs­op­fat­tel­se, der bli­ver set som dét afgø­ren­de og ved­bli­ven­de træk, som oplys­nin­gen har bidra­get med til vores moder­ne sam­fund. Men seku­la­ri­se­rin­gen af vores videnspro­duk­tion er langt fra den ene­ste idé, der kan spo­res til­ba­ge til den­ne tid. Mange af den vest­li­ge ver­dens poli­ti­ske ide­a­ler har også ophav i den tid­li­ge moder­ne peri­o­de; ide­a­ler så som tan­ke­fri­hed, men­ne­ske­ret­tig­he­der og lig­hed mel­lem men­ne­sker. Disse ide­a­ler er cen­tra­le i vær­ker af euro­pæ­i­ske kvin­de­for­kæm­pe­re som Marie de Gournay (1565–1645), Dorothea Christiane Erxleben (1715–1762) og Mary Wollstonecraft (1759–1797). Men selv­sam­me vær­di­er bli­ver ofte over­skyg­get i forsk­nin­gen om radi­kal oplys­ning af et fokus på atei­s­me, mate­ri­a­lis­me og kri­tik af orga­ni­se­ret reli­gion. Resultatet er, at “iføl­ge de krav, som de fle­ste for­ske­re, der arbej­der med radi­kal oplys­ning, til­slut­ter sig, så er de fle­ste femi­ni­ster fra det 18. århund­re­de ikke radi­ka­le,” for­di deres kamp for lig­hed ikke invol­ve­rer en tro på “pan­tei­s­me, repu­bli­ka­nis­me, eller libertinisme.”18Davis, “Women’s Equality”, 293. Dette syn er udbredt, selv­om kvin­de­be­væ­gel­sens poli­ti­ske mål for­drer en radi­kal gen­tænk­ning og reor­ga­ni­se­ring af sam­fun­det i lige så høj grad som en pan­tei­stisk, dei­stisk eller atei­stisk posi­tion over­for religionen.19Alle tre ismer bli­ver for­bun­det med radi­kal oplys­ning, og Spinoza bli­ver sågar betrag­tet som både pan­tei­st og atei­st af for­skel­li­ge filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re, selv­om pan­tei­s­men per defi­ni­tion inde­bæ­rer en tro på Gud (om end ikke den bibel­ske), hvor­i­mod atei­s­men afvi­ser eksi­sten­sen af Gud. Der sker alt­så, at der er en lige … Continue reading

Men hvor­for ram­mer det især kvin­der­ne så hårdt, at det spe­ci­fikt er reli­gions­kri­tik, der spil­ler en så afgø­ren­de rol­le i klas­si­fi­ce­rin­gen af radi­ka­le tæn­ke­re? Det skyl­des blandt andet, at reli­gio­nen var en vig­tig fri­plads for man­ge kvin­der i det 17. og 18. århund­re­de. Eksempelvis var posi­tio­nen som non­ne i man­ge århund­re­de én af de få måder, hvor­på kvin­der kun­ne få mulig­hed for at uddan­ne sig og end­da få lov at skri­ve og nog­le gan­ge udgi­ve deres egne tekster.20Flere pro­to-femi­ni­sti­ske tek­ster er skre­vet af non­ner og abe­dis­ser såsom Hélöise (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bartolomé (1549–1626) og Arcangela Tarabotti (1604–1652). Derudover spil­le­de Biblen en vig­tig rol­le i kvin­ders argu­men­ta­tion for lige­be­ret­ti­gel­se. Mange af de mest berøm­te for­ta­le­re for kvin­ders ret til f.eks. uddan­nel­se og aktiv poli­tisk del­ta­gel­se, såsom Christine de Pizan (1364-ca. 1430), Isotta Nogarola (1418–1466), Anna Maria van Schurman (1607–1678) og Mary Astell (1666–1731), byg­ge­de i høj grad deres argu­men­ter på bibelpassager21Teologen Elisabeth Gössmann ana­ly­se­rer bru­gen af krist­ne argu­men­ter i bøger­ne Kennt der Geist kein Geschlecht? (München: Iudicium, 1994) og Eva — Gottes Meisterwerk (München: Iudicium, 2000). , hvori det eksem­pel­vis blev beskre­vet, hvor­dan Gud skab­te mænd og kvin­der som lige­vær­di­ge væs­ner, eller hvor from­me kvin­der, der spil­le­de en vig­tig rol­le for kri­sten­dom­mens udbre­del­se, blev frem­hæ­vet og rost for deres femi­ni­ne dyder. Ved at refe­re­re til Guds ord og kir­kens auto­ri­tet, øge­de de sand­syn­lig­he­den for, at deres bud­skab mød­te vel­vil­je hos de kon­ser­va­ti­ve kræf­ter i sam­fun­det, som de ønske­de at over­be­vi­se. Da det som oftest var reli­gi­øse tek­ster, som dati­dens kvin­der fik lov til at læse og beskæf­ti­ge sig med, er der hel­ler ikke noget at sige til, at man­ge intel­lek­tu­el­le kvin­ders pri­mæ­re inter­es­se var teo­lo­gi­en, og at deres adgang til filo­so­fi­ske og poli­ti­ske spørgs­mål der­for blev kana­li­se­ret igen­nem den krist­ne lære. Mandlige lær­de var der­i­mod vel­kom­ne på uni­ver­si­te­ter­ne og blev i den for­bin­del­se kon­fron­te­ret med både før-kri­ste­lig filo­so­fi og moder­ne reli­gions­kri­ti­ske strøm­nin­ger. At defi­ne­re reli­gions­kri­tik­ken som en ibo­en­de del af det at være en radi­kal tæn­ker er på den måde et udtryk for en grund­læg­gen­de køn­net opfat­tel­se af radi­ka­lis­me. Dermed ikke sagt, at det ikke var ekstremt radi­kalt at kri­ti­se­re den krist­ne kir­ke i det 17. og 18. århund­re­de – for det var det. Men i og med at net­op den­ne form for radi­ka­lis­me bli­ver sel­ve kri­te­ri­et for radi­kal tænk­ning, så ind­skri­ves den køn­ne­de rea­li­tet, at kvin­der i langt høje­re grad drog for­del af kir­ken end af de eksi­ste­ren­de poli­ti­ske insti­tu­tio­ner, i kate­go­ri­se­rin­gen. Kvindernes sam­fundsomvæl­ten­de ide­er bli­ver der­med nedt­o­net til for­del for en atei­stisk radi­ka­lis­me, der måske bed­re stem­mer overens med vores moder­ne ver­dens­op­fat­tel­se i dag.

Det er gene­relt bekym­ren­de, hvor lavt i hie­rar­ki­et spørgs­må­let om kvin­ders og raci­a­li­se­re­de mino­ri­te­ters under­tryk­kel­se befin­der sig. På trods af at lig­hed og per­son­lig fri­hed er to af de poli­ti­ske grund­tan­ker i den radi­ka­le oplys­nings­be­væ­gel­se, så betrag­tes radi­ka­le filo­sof­fers sexis­me og racis­me ikke som en stor for­syn­del­se mod deres over­ord­ne­de pro­jekt. Som den fran­ske filo­sof Michèle le Dœuff påpe­ger i sin frem­ra­gen­de bog Hipparchia’s Choice fra 1991, så er det ofte til­fæl­det, “at de almin­de­li­ge stan­dar­der for et filo­so­fisk arbej­de sæd­van­lig­vis bli­ver opgi­vet af alle for­fat­te­re, så snart det dre­jer sig om kvinder.”22Michèle le Dœuff. Hipparchia’s Choice: An Essay Concerning Women, Philosophy, Etc. (New York: Columbia University Press, 2007), 70. Det er ikke unor­malt, at man fin­der ind­skud­te sæt­nin­ger, der afvi­ser kvin­ders evne til at tæn­ke eller hand­le selv­stæn­digt, i tek­ster skre­vet af mænd, der sene­re er ble­vet prist for at være pro­g­res­si­ve, demo­kra­ti­ske for­fat­te­re. For eksem­pel bli­ver den reli­gions­kri­ti­ske Denis Diderot, der er bedst kendt for sit arbej­de som redak­tør på l’Encyclopèdie (1751–1780), ofte betrag­tet som en af de for­fat­te­re, “der bedst opsum­me­rer radi­kal tænk­ning i den tid­li­ge oplysningsæra,”23Israel, Radical Enlightenment, 704. men når det gæl­der spørgs­må­let om kvin­ders ret­tig­he­der, evner og værd (som Diderot i 1772 skrev om i essay­et Sur les fem­mes),24Denis Diderot, and Ligaran, Sur les Femmes (Ligaran Éditions, 2019). så ser vi plud­se­lig græn­ser­ne for hans kri­ti­ske sans. Forfatteren til bogen Sexual Politics in the Enlightenment,25Mary Seidman Trouille, Sexual Politics in the Enlightenment: Women Writers Read Rousseau (Albany: State University of New York Press, 1997). Mary Trouille, skri­ver om den­ne lil­le tekst på kun syv sider, at den “mere end nogen anden pas­sa­ge fra peri­o­den […] illu­stre­rer, hvor­dan en af de mest pro­g­res­si­ve tæn­ke­re i oplys­ning­sti­den for­blev fan­get i sin tids gyno­fo­bi­ske mentalitet.”26Mary Seidman Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment: Diderot and d’Epinay Respond to Thomas’s Essay on Women”, Romanic Review 85, nr. 2, (1994); 197. Hun kal­der essay­et et “kom­pen­die af miso­gy­ne myter og ste­reo­ty­per,” i hvil­ket Diderot teg­ner et bil­le­de af “kvin­ders gåde­fuld­hed og stæ­dig­hed, deres uku­e­li­ge nys­ger­rig­hed og snak­kesa­lig­hed, deres uvi­den­hed og for­fæn­ge­lig­hed, deres irra­tio­na­li­tet og til­bø­je­lig­hed til hyste­ri, deres mysti­ske kræf­ter og hævn­ger­ri­ge pla­ner om at domi­ne­re mænd.”27Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment”, 197. Selvom Diderot selv anså sit essay som en hyl­dest til kvin­der, så var det i høj grad en hyl­dest til sta­tus quo og den tra­di­tio­nel­le køns­for­de­ling, der ikke lige­frem betød fri­hed og lig­hed mel­lem køn­ne­ne. Dette er blot ét eksem­pel på en radi­kal tæn­ker, hvis radi­ka­lis­me ikke nåe­de ind på det køns­po­li­ti­ske områ­de. Men den­ne form for inkon­si­stens er ikke aty­pisk og den bli­ver desvær­re alt for ofte affe­jet som væren­de uvig­tig eller histo­risk betin­get. Det er den­ne hyp­pi­ge dob­belt­moral, som vi bli­ver nødt til at gøre op med. Dermed er ikke ment, at den atei­sti­ske og nytæn­ken­de Diderot ikke læn­ge­re skal betrag­tes som radi­kal; med afskaf­fel­sen af ‘tje­kli­ste­lo­gik­ken’, så bør det ikke læn­ge­re være nød­ven­digt for en tæn­ker, at ved­kom­men­de lever op til alle krav for den ide­el­le radi­ka­le filo­sof. Diderots og Spinozas reli­gions­kri­tik bør aner­ken­des for deres dri­stig­hed, men lige­le­des bør Ancangala Tarabottis kri­tik af fader­lig auto­ri­tet, Mary Astells kri­tik af ulig­hed mel­lem køn­ne­ne eller Dorothea Erxlebens kri­tik af kvin­ders ude­luk­kel­se fra uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­ne hyl­des for deres fremsynethed.28Arcangela Tarabotti, Paternal Tyranny, over­sat og redi­ge­ret af  Letizia Panizza (Chicago: University of Chicago Press, 2004); Mary Astell, Political Writings, redi­ge­ret af Patricia Springborg (Cambridge; New York: Cambridge University Press, 1996); Dorothea Christiane Erxleben, Gründliche Untersuchung der Ursachen, die das wei­bli­che Geschlecht vom Studiren abhal­ten … Continue reading Radikaliteten af den­ne kri­tik bør ikke affe­jes, blot for­di afsen­de­ren er tro­en­de.

Filosofihistorien som dom­mer: Om klas­si­fi­ce­rin­gens kraft

Men hvor­for er det egent­ligt så vig­tigt, at dis­se kvin­der bli­ver kate­go­ri­se­ret net­op som radi­ka­le oplys­nings­tæn­ke­re? Hvorfor kan de ikke blot bli­ve beteg­net som pro­to-femi­ni­ster eller poli­ti­ske debat­tø­rer? Det er der fle­re grun­de til. Først og frem­mest har tit­len som radi­kal oplys­nings­tæn­ker udvik­let sig til at være en slags ære­sti­tel i den filo­so­fi­hi­sto­ri­ske forsk­ning. Disse per­so­ner bli­ver betrag­tet som for­lø­be­re for den poli­ti­ske, viden­ska­be­li­ge og seku­læ­re udvik­ling, der har skabt Europa, som det ser ud i dag. Det er der­for vig­tigt at poin­te­re, at der også har været kvin­der med i den­ne udvik­ling, og dis­se kvin­der fortje­ner lige så vel som deres mand­li­ge kol­le­ga­er at bli­ve aner­kendt for det­te bidrag. Derudover vil­le dét, at vi inklu­de­rer tid­li­ge femi­ni­ster i den­ne filo­so­fi­hi­sto­ri­ske kate­go­ri, bety­de, at vi bli­ver tvun­get til at ind­se, at de pro­to-femi­ni­sti­ske vær­di­er, som de kæm­pe­de for, udgør en væsent­lig del af oplys­nings­pro­jek­tet; og at spørgs­må­let om køn og lige­stil­ling ikke er en påkli­stret poli­tisk niche­sag, men en sag, der når ind til ker­nen af vores sam­fundsor­den. Desuden vil­le det bety­de et høj­net fokus på, hvor­dan man­ge aner­kend­te oplys­nings­fi­lo­sof­fer ikke var til­hæn­ge­re af kvin­der­nes eman­ci­pa­tions­pro­jek­tet, men end­da aktivt mod­ar­bej­de­de dette.29Det gæl­der blandt andet Spinoza, som skrif­te­ligt gjor­de udtryk for den hold­ning, at kvin­der var mænd under­leg­ne i fle­re afgø­ren­de hen­se­en­der og der­for bur­de ude­luk­kes fra demo­kra­ti­ske pro­ces­ser. Se Spinoza, “Political Treatise”, 603. Hvis vi anser køns­mæs­sig lige­stil­ling som en fun­da­men­tal del af det radi­ka­le oplys­nings­pro­jekt, så bli­ver Spinozas eller d’Holbachs sexis­me en reel man­gel hos dem som radi­ka­le tæn­ke­re i ste­det for en til­fæl­dig for­se­el­se. Det er klart, at deres valg langt hen ad vej­en var i trit med fol­ke­stem­nin­gen på tids­punk­tet, men for en grup­pe men­ne­sker, der alle bryster sig af at være filo­sof­fer og af at betviv­le tidens doxa, så må den­ne for­kla­ring ikke stil­le os til­fred­se. Kristendommen var lige­le­des en accep­te­ret over­be­vis­ning blandt langt den stør­ste del af den euro­pæ­i­ske befolk­ning (være det den katol­ske, refor­mer­te eller cal­vi­ni­sti­ske), men her lyk­ke­des det alli­ge­vel den­ne excep­tio­nel­le grup­pe men­ne­sker at tæn­ke selv­stæn­digt og være kri­ti­ske.

Filosofihistorisk klas­si­fi­ce­ring er og bli­ver en kom­pli­ce­ret affæ­re, hvor den enkel­te filo­so­fi­hi­sto­ri­kers per­son­li­ge inter­es­ser, til­hørs­for­hold, samt poli­ti­ske og reli­gi­øse over­be­vis­nin­ger påvir­ker resul­ta­tet. Derfor er det vig­tigt igen og igen at kom­me til­ba­ge til dis­se klas­si­fi­ce­rin­ger, og spør­ge kri­tisk til deres oprin­del­se og til hvil­ke vær­di­er, de udtryk­ker. De sid­ste 40 år har radi­kal oplys­ning været ens­be­ty­den­de med pan­tei­stisk mate­ri­a­lis­me og repu­bli­ka­nis­me, men har dis­se to meta­fy­si­ske og poli­ti­ske posi­tio­ner patent på den­ne titel? Ved at stil­le spørgs­måls­tegn ved måden, hvor­på vi ana­ly­se­rer og kate­go­ri­se­rer tæn­ke­re, filo­sof­fer og poli­ti­ske aktø­rer fra den­ne peri­o­de, kan vi åbne for en mere mang­fol­dig og repræ­sen­ta­tiv for­stå­el­se af radi­ka­lis­me i det 17. og 18. århund­re­de. Det er, hvad jeg har for­søgt at bidra­ge til ved at frem­stil­le dis­se to meto­di­ske pro­ble­mer under nav­ne­ne ‘tje­kli­ste­pro­ble­met’ og ‘hie­rar­ki­pro­ble­met’. Jeg har argu­men­te­ret for, at prin­cip­per som for eksem­pel lig­hed og auto­no­mi bør væg­tes lige så højt som reli­gions­kri­tik­ken i filo­so­fi­hi­sto­risk klas­si­fi­ce­ring, da de lige­le­des udgør nog­le af de filo­so­fi­ske ker­ne­vær­di­er, som oplys­ning­s­tan­ken byg­ger på. Hvis det var dis­se vær­di­er, vi væg­te­de højest i ste­det for pan­tei­stisk-mate­ri­a­lis­me eller kri­tik af den krist­ne kir­ke, så vil­le Spinoza plud­se­ligt ikke læn­ge­re bli­ve betrag­tet som dén radi­ka­le oplys­nings­tæn­ker par excel­len­ce, efter­som han men­te, at “kvin­der ikke, fra natu­rens side, besid­der ret­tig­he­der på lige fod med mænd, men at de i ste­det nød­ven­dig­vis under­ord­nes mænd.”30Spinoza, “Political Treatise”, 603. Se også Beth Lord, “Spinoza on natu­ral inequa­li­ty and the fiction of moral equa­li­ty”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 136. Ej hel­ler atei­sten Baron d’Holbach, som af Mulsow bli­ver kaldt den filo­so­fi­ske radi­ka­lis­mes “kri­ti­ske højdepunkt.”31Martin Mulsow. Enlightenment Underground: Radical Germany, 1680–1720 (Charlottesville: University of Virginia Press, 2015), 2. For d’Holbach tro­e­de hver­ken på natur­lig eller kul­tu­rel lig­hed mel­lem men­ne­sker – hver­ken i for­hold til køn, race eller klasse.32Chisick, “Radical and Moderate Enlightenment”, 66–67. Vi må spør­ge os selv, hvor­for vi er i stand til at se igen­nem fin­gre med sexi­sti­ske udta­lel­ser og en grund­læg­gen­de ine­ga­li­tær ver­dens­op­fat­tel­se, når lig­hed, lige­som seku­la­ris­me, er en af oplys­ning­sti­dens vig­tig­ste demo­kra­ti­ske dyder. Hvis Spinoza, Diderot og d’Holbach fort­sat skal pri­ses for deres radi­ka­le syns­punk­ter, så bur­de vi lige­le­des aner­ken­de den nytæn­ken­de og sam­fundsomvæl­ten­de kraft, som kan fin­des i tid­li­ge moder­ne vær­ker af kvin­de­for­kæm­pe­re såsom Bathsua Makin, Gabrielle Suchon og Damaris Masham. For det er radi­ka­le kvin­der som dem, der har krid­tet den bane op, som også vor tids femi­ni­sti­ske kam­pe bli­ver udkæm­pet på.

1. Disse to begre­ber byg­ger på arbej­de jeg præ­sen­te­rer i en arti­kel, der i skri­ven­de stund er til fag­fæl­lebe­døm­mel­se i et andet tidsskrift.
2. Margaret C. Jacob, The Radical Enlightenment: Pantheists, Freemasons and Republicans. 3. (London: George Allen & Unwin, 1981).
3. Jonathan Israel, Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650–1750 (Oxford: Oxford Univ. Press, 2001). Israel har siden­hen udgi­vet en ræk­ke bøger som del af det­te pro­jekt: Enlightenment Contested (2006), A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (2010), Democratic Enlightenment (2011), Revolutionary Ideas (2014) og The Expanding Blaze (2017).
4. Israel, Radical Enlightenment, 159–74.
5. Jonathan Israel, A Revolution of the Mind: Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Modern Democracy (Princeton, N.J: Princeton University Press, 2010), vii–viii.
6. Jacob, Radical Enlightenment, 1981. Dette og alle føl­gen­de engel­ske cita­ter er over­sat til dansk med hen­blik på at opnå en mere let­læ­se­lig og fly­den­de tekst.
7. Frederik Stjernfelt, “ ‘Radical Enlightenment’: Aspects of the History of a Term”, i Reassessing the Radical Enlightenment, edi­ted by Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 80–103.
8. Martin Mulsow, “The Radical Enlightenment: Problems and Perspectives” i Concepts of (radi­cal) Enlightenment: Jonathan Israel in Discussion, redi­ge­ret af Frank Grunert (Halle: Mitteldeutscher Verlag, 2014), 81–94, 81–82.
9. Af Davis kal­det “pack­a­ge logic”-problemet. Se Jennifer J. Davis, “The Radical Enlightenment and Movements for Women’s Equality in Europe and the Americas (1673–1825)”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 292–308, 294.
10. Davis, “Women’s Equality”, 293.
11. Se bl.a. Margaret Hope Bacon, Mothers of Feminism. The story of Quaker Women in America (San Francisco: Harper and Row Publishers 1986); Wolfgang Breul, Marcus Meier, og Lothar Vogel, red. Der radi­ka­le Pietismus: Perspektiven der Forschung (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2011).
12. Davis, “Women’s Equality”, 293–94.
13. Mulsow, “The Radical Enlightenment”, 81–82.
14. Benedictus de Spinoza, “Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redi­ge­ret af Edwin Curley, (Princeton: Princeton University Press, 2016), 602–603.
15. Benedictus de Spinoza, “Theological-Political Treatise”, i The Collected Works of Spinoza, Volume II, redi­ge­ret af Edwin Curley (Princeton: Princeton University Press, 2016), 332–344.
16. Se bl.a. Haggag Ali, “Radical Enlightenment”, i Mapping the Secular Mind: Modernity’s Quest for at Godless Utopia (International Institute of Islamic Thought, 2013), 39–64; Nancy Levene. “Spinoza the Radical”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 107–27; Mulsow, “Radical Enlightenment”, 81–94; Carl Niekerk. “Introduction: How Radical Was the German Enlightenment?”, i The Radical Enlightenment in Germany: A Cultural Perspective (Leiden: Brill-Rodopi, 2018), 1–46.
17. Harvey Chisick, “Of Radical and Moderate Enlightenment”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London ; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 61–79.
18. Davis, “Women’s Equality”, 293.
19. Alle tre ismer bli­ver for­bun­det med radi­kal oplys­ning, og Spinoza bli­ver sågar betrag­tet som både pan­tei­st og atei­st af for­skel­li­ge filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­re, selv­om pan­tei­s­men per defi­ni­tion inde­bæ­rer en tro på Gud (om end ikke den bibel­ske), hvor­i­mod atei­s­men afvi­ser eksi­sten­sen af Gud. Der sker alt­så, at der er en lige så stor afstand mel­lem de såkaldt radi­ka­le tæn­ke­re, som der er mel­lem radi­ka­le og mode­ra­te tæn­ke­re. For en for­tolk­ning af Spinoza som atei­st se Israel, Radical Enlightenment, kap. 8. og som pan­tei­st se Jacob, Radical Enlightenment, “Introduction”.
20. Flere pro­to-femi­ni­sti­ske tek­ster er skre­vet af non­ner og abe­dis­ser såsom Hélöise (ca. 1100 ‑1164), Ana de San Bartolomé (1549–1626) og Arcangela Tarabotti (1604–1652).
21. Teologen Elisabeth Gössmann ana­ly­se­rer bru­gen af krist­ne argu­men­ter i bøger­ne Kennt der Geist kein Geschlecht? (München: Iudicium, 1994) og Eva — Gottes Meisterwerk (München: Iudicium, 2000).
22. Michèle le Dœuff. Hipparchia’s Choice: An Essay Concerning Women, Philosophy, Etc. (New York: Columbia University Press, 2007), 70.
23. Israel, Radical Enlightenment, 704.
24. Denis Diderot, and Ligaran, Sur les Femmes (Ligaran Éditions, 2019).
25. Mary Seidman Trouille, Sexual Politics in the Enlightenment: Women Writers Read Rousseau (Albany: State University of New York Press, 1997).
26. Mary Seidman Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment: Diderot and d’Epinay Respond to Thomas’s Essay on Women”, Romanic Review 85, nr. 2, (1994); 197.
27. Trouille, “Sexual/Textual Politics in the Enlightenment”, 197.
28. Arcangela Tarabotti, Paternal Tyranny, over­sat og redi­ge­ret af  Letizia Panizza (Chicago: University of Chicago Press, 2004); Mary Astell, Political Writings, redi­ge­ret af Patricia Springborg (Cambridge; New York: Cambridge University Press, 1996); Dorothea Christiane Erxleben, Gründliche Untersuchung der Ursachen, die das wei­bli­che Geschlecht vom Studiren abhal­ten (Hildesheim; New York: Olms, 1975).
29. Det gæl­der blandt andet Spinoza, som skrif­te­ligt gjor­de udtryk for den hold­ning, at kvin­der var mænd under­leg­ne i fle­re afgø­ren­de hen­se­en­der og der­for bur­de ude­luk­kes fra demo­kra­ti­ske pro­ces­ser. Se Spinoza, “Political Treatise”, 603.
30. Spinoza, “Political Treatise”, 603. Se også Beth Lord, “Spinoza on natu­ral inequa­li­ty and the fiction of moral equa­li­ty”, i Reassessing the Radical Enlightenment, redi­ge­ret af Steffen Ducheyne (London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2017), 136.
31. Martin Mulsow. Enlightenment Underground: Radical Germany, 1680–1720 (Charlottesville: University of Virginia Press, 2015), 2.
32. Chisick, “Radical and Moderate Enlightenment”, 66–67.