• Print

Under en himmel plettet af ild og mudder: Nekrologen over Gud


1. september 2020

“Han har stormet him­len”, skri­ver Heine i 1834. Den øver­ste her­re (Oberherr) svøm­mer ube­vi­se­lig rundt i sit eget blod, og den udø­de­li­ge sjæl ral­ler og udstø­der sit døds­suk. “Jeg taler om en mand”, for­kla­rer han, “hvis navn udø­ver eksorcis­me. Jeg taler om Immanuel Kant! Man siger, at nat­tens ånder fryg­ter synet af bød­lens sværd. Hvor skrækslag­ne må de ikke have været, da de blev fore­lagt Kants Kritik af den rene for­nuft. Denne bog er det sværd, med hvil­ket dei­s­men blev hen­ret­tet i Tyskland”.1Heinrich Heine, Zur Geschichte der Religion & Philosophie in Deutschland (Die Digitale Bibliothek, 2004): 35, 39. Min oversættelse.

Gud er død! Kant kon­stru­e­re­de mord­våb­net (1781), Hegel var den før­ste til at fæl­de døds­dom­men (1802), og Nietzsche skrev nekro­lo­gen (1882). I Heines blo­di­ge beskri­vel­se er det især de para­graf­fer i Kants før­ste kri­tik, der ved­rø­rer destruk­tio­nen af gudsbeviserne,2B620-B659 som han refe­re­rer til, når han siger, at det var Kant, som lag­de dei­s­men i gra­ven. Det høje­ste væsen har mistet sit eksi­stens­grund­lag. I Den mun­tre viden­skab (1882), og måske end­nu tidligere,3Kristoffer Willert, “Gud er død – men fun­ge­rer alli­ge­vel – Nietzsche om ‘skræk­kens logik’ bag Guds død”, Tidskrift XI (2018), 75. annon­ce­rer Nietzsche Guds død – først i §108 og sene­re i den berøm­te §125, hvor det skø­re men­ne­ske råber orde­ne: “Gud er død! Gud for­bli­ver død, og vi har slå­et ham ihjel!”4Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Morgenröte; Idyllen aus Messina; Die fröhli­che Wissenschaft, bd. 3, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999a), 481. Det er dog kun en bestemt ver­sion af Gud, som er død. Idéen om et almæg­tigt væsen, som gri­ber ind i ver­dens gang, er ikke blot ble­vet gen­dre­vet teo­re­tisk, men har også rent kul­tu­relt og histo­risk mistet sin appel og gen­nem­slags­kraft. De høje­ste vær­di­er har med Nietzsches ord deva­lu­e­ret sig selv. Der er strengt taget ikke tale om en begi­ven­hed, der fandt sted i det her­rens år 1781, men en pro­ces­su­el afmat­ning af det ver­dens­bil­le­de, der i årtu­sin­der hav­de fun­ge­ret som den bæren­de menings­gi­ven­de instans i den vest­li­ge kul­tur­hi­sto­rie. Ifølge Heidegger er der dog en langt mere dyb­de­gå­en­de pro­ble­ma­tik på spil i Nietzsches ord. Mordet på Gud er symp­tom­be­hand­ling. Idéen/idealet om, at noget (f.eks. et almæg­tigt væsen) dik­te­rer hvor­dan alt andet, som under­ord­ner sig den­ne idé, må for­stås, er en fun­da­men­tal struk­tur, der stik­ker dybe­re end det krist­ne Gudsbegreb. Gud er sna­re­re sel­ve nav­net på de høje­ste vær­di­er, der kan kom­me i for­skel­li­ge afskyg­nin­ger: den krist­ne gud, den men­ne­ske­li­ge for­nuft, frem­skrid­tet etc., som har det til­fæl­les, at de alle fun­ge­rer som det auto­ri­ta­ti­ve pris­me, igen­nem hvil­ket alt andet ses.5Martin Heidegger, Gesamtausgabe: Holzwege, bd. 5 (Frankfurt am Main: Vittorio Klostermann, 1977), 220. Den rumæn­ske filo­sof Emil Cioran udtryk­ker det såle­des: “Hvorfor skil­le sig af med Gud for blot at fal­de til­ba­ge i sig selv? Hvad nyt­ter den­ne udskift­ning af ådsler?”6E.M Cioran, Bitterhedens syl­lo­gis­mer, på dansk ved Rasmus Stenfalk (København: Forlaget Sidste Århundrede, 2017), 82. Dynastiet består, det er kun monar­ker­ne, der skif­tes ud.

Man kun­ne spør­ge om Gud i vir­ke­lig­he­den kun er skin­død, eller om afvik­lin­gen af en idé har så stor betyd­ning, hvis den blot erstat­tes af en anden og ind­sæt­tes under sam­me kro­ne? I én af sine dag­bogs­op­teg­nel­ser skri­ver Baudelaire føl­gen­de: “Gud er det ene­ste væsen som, for at rege­re, end ikke behø­ver at eksistere”.7Charles Baudelaire, Udvalgt prosa, på dansk ved Luna Tirée de la Brume, (København: Det poe­ti­ske bureaus for­lag, 2009), 337. I Baudelaires for­mu­le­ring refe­re­rer Gud ikke til én bestemt idé om Gud, som har mistet sin appel (noget som kan “dø”), men den bag­ved­lig­gen­de struk­tur som udtryk for en ulti­ma­tiv magt (som ikke engang behø­ver at eksi­ste­re for at vir­ke). Den ulti­ma­ti­ve magt­de­mon­stra­tion lig­ger i, at selv den mest basa­le betin­gel­se for mag­ten, nem­lig at magt­ha­ve­ren som mini­mum selv eksi­ste­rer, ikke læn­ge­re er et kri­te­ri­um for magtu­dø­vel­sen. Man kun­ne dog spør­ge, hvor­vidt den­ne for­mel ale­ne kan til­skri­ves et gud­dom­me­ligt væsen? Lacans begreb om ‘den sto­re Anden’ føl­ger f.eks. en lig­nen­de struk­tur. Den sto­re Anden, dvs. den ‘socio-sym­bol­ske orden’, eksi­ste­rer ikke, men fun­ge­rer sta­dig, er sta­dig operativ.8Slavoj Žižek, The Indivisible Remainder: An Essay on Schelling and Related Matters (London, New York: Verso, 1996), 144, 206.

Mere banalt kan en sådan magt også til­skri­ves domi­ne­ren­de auto­ri­te­ters ind­virk­ning på de domi­ne­re­de selv efter døde­ns ind­træ­den. I Min kamp beskri­ver Karl Ove Knausgård for eksem­pel, hvor­dan farens alt­over­skyg­gen­de domi­nans i barn­dom­men ved­bli­ver at vir­ke som noget latent tru­en­de på for­fat­ter-jeget i vok­senå­re­ne, selv efter at faren er død. Faren har så at sige sta­dig magt over ham. Rimbaud udtryk­ker den­ne til­stand såle­des: “Jeg tror, at jeg er i hel­ve­de, og der­for er jeg det”.9Arthur Rimbaud, Udvalgte Værker, på dansk ved Hippolyte de la Garde (København: Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010), 93. Nietzsche refe­re­rer til den­ne bag­ved­lig­gen­de struk­tur som gram­ma­tik­ken: “[V]i bli­ver aldrig af med Gud, så læn­ge vi sta­dig tror på grammatikken”.10Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Der Fall Wagner; Götzen-Dämmerung; Der Antichrist; Ecce homo; Dionysos-Dithyramben; Nietzsche con­tra Wagner, bd. 6, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999b), 78. Ideen om Gud har rod i det gram­ma­ti­ske sub­stans­sub­jekt, dvs. et jeg, der gør noget. Også i Således tal­te Zarathustra (1881) får vi en lede­t­råd om den sej­li­ve­de struk­turs bestå­en, i hvil­ken den krist­ne Gud blot er én ud af fle­re muli­ge afg­u­der. Selvom løven, åndens anden for­vand­ling, vin­der over dra­gen, der repræ­sen­te­rer Gud og de tusindåri­ge vær­di­er som beskre­vet i star­ten af bogen, så for­ud­ser Nietzsche sene­re, at stør­re og mæg­ti­ge­re dra­ger en dag vil se dagens lys.11Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Also Sprach Zarathustra, bd. 4, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999c), 185. Guder for­går ikke så let. Selv Heine, med sin vold­som­me reto­rik om dei­s­mens døds­dom, må til sidst kry­be til kor­set. I for­or­det til ande­nud­ga­ven af Om reli­gio­nen og filo­so­fi­ens histo­rie i Tyskland fra 1852 demen­te­rer han de betragt­nin­ger over Gud, som han frem­sat­te i førsteud­ga­ven atten år tid­li­ge­re. Heine indrøm­mer, at spørgs­må­let om Gud er mere kom­pli­ce­ret end først anta­get. Deismen døde med andre ord ikke med den nye tyske filo­so­fi. Faktisk kan Berliner-dia­lek­tik­ken, som han kal­der den, ikke engang gøre en kat fortræd – hvor­dan skul­le den så kun­ne slå en Gud ihjel?12Heinrich Heine, On the History of Religion and Philosophy in Germany and Other Writings, på engelsk ved Howard Pollack-Milgate (Cambridge: Cambridge University Press, 2007), 6.

I det føl­gen­de vil jeg for­sø­ge at bely­se det, man kun­ne kal­de “nekro­lo­gen over Gud” som en anto­lo­gi, hvor fle­re tæn­ke­re såvel som dig­te­re har skre­vet væsent­li­ge bidrag. Før det skø­re men­ne­ske løb ud på tor­vet med sin lyg­te og prok­la­me­re­de Guds død, har vi været igen­nem en lang og sej­li­vet dødskamp. Det er den­ne dødskamp, jeg vil star­te med at bely­se igen­nem et par eksemp­ler. Analysen fal­der i to dele for­delt på to artik­ler. I før­ste del, “Under en him­mel plet­tet af ild og mud­der”, argu­men­te­rer jeg for, at den­ne dødskamp ikke blot skal for­stås som et opgør med Gud og det, som idéen om Gud repræ­sen­te­rer, men som en kon­stant gen­for­hand­ling af det gud­dom­me­li­ge på nye præ­mis­ser. I anden del, “Lyse næt­ter, mør­ke dage”, skit­se­rer jeg efter­spil­let, som stræk­ker sig helt op i vor tid. Efter Nietzsches måske mest berøm­te bidrag til den­ne for­tæl­ling, fin­der vi for­skel­li­ge for­søg på at gen­tæn­ke Gud og det gud­dom­me­li­ge i lyset af Guds død. Heidegger gri­ber til­ba­ge til den græ­ske gude­ver­den for at bely­se et værens­for­hold, som er gået i glem­me­bo­gen. Meillassoux påstår, at Gud aldrig har eksi­ste­ret, men det bety­der ikke, at Gud ikke kun­ne kom­me til at eksi­ste­re i frem­ti­den. Men før vi i anden del ven­der os mod den­ne “gud­dom­me­li­ge renæs­san­ce”, skal vi først se på det vold­som­me oprør mod Gud, der især fin­der sted i 1800-tal­lets fran­ske poesi.

Djævelen er i klok­ketår­net

Gud er end­nu ikke helt død, men stærkt afkræf­tet og med­ta­get. Hos Baudelaire fin­der vi tal­ri­ge over­vej­el­ser over teo­lo­gi­ske spørgs­mål, men de optræ­der ofte i en kon­tekst, som sam­ti­dig beskri­ver en moder­ne stor­byvir­ke­lig­hed. “Selv hvis Gud ikke eksi­ste­re­de, vil­le Religionen sta­dig være Hellig og Guddommelig”.13Baudelaire, Udvalgt prosa, 337. Som Martin Hall bemær­ker, så optræ­der sådan­ne betragt­nin­ger over Gud side om side med noter om opi­um og ludere.14Martin Hall, “Forord”, i Charles Baudelaire, Udvalgt prosa. På dansk ved Luna Tirée de la Brume (København: Det poe­ti­ske bureaus for­lag, 2009), 11. I Parisisk sple­en (1851) fin­der vi fx en tabt glo­rie midt i en dra­ma­tisk hver­dags­si­tu­a­tion: “…midt i det­te pul­se­ren­de kaos hvor døden kom­mer gal­op­pe­ren­de fra alle sider sam­ti­dig, tab­te jeg, ved en plud­se­lig bevæ­gel­se, min glo­rie ned på den mud­re­de kørebane”.15Baudelaire, Udvalgt prosa, 193. Selvom det gud­dom­me­li­ge og reli­gi­øse smel­ter sam­men med det pro­fa­ne og moder­ne byliv med sin prosti­tu­tion og smin­ke­kunst, sine sky­de­ba­ner og værts­hu­se, sin opi­um­rus og nar­re­stre­ger på bou­le­var­der­ne, synes der dog sta­dig at være nog­le mere fun­da­men­tale betragt­nin­ger, som ikke lader sig rela­ti­ve­re og sam­tids­be­stem­me: “Der er i ethvert men­ne­ske, til enhver tid, to simul­ta­ne til­bø­je­lig­he­der, den ene for Gud, den anden for Satan”.16Baudelaire, Udvalgt prosa, 364. Hos Rimbaud begyn­der den­ne skar­pe son­dring at kra­ke­le­re. Ligesom hos Baudelaire, optræ­der beskri­vel­ser­ne af Gud side om side med beskri­vel­ser af moder­ni­te­tens gru­se­de infra­struk­tur, men der er ikke blot tale om værts­hu­se og mud­re­de køre­ba­ner, men om bød­ler­nes geværkol­ber, alko­hol så stærk som kogen­de metal, skat­te­fri sprut fra Satans fabrik, afbrænd­te frugt­ha­ver og sove­væ­rel­ser fyldt med bræn­den­de rubinpulver.17Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 79, 83, 87, 113.

Rimbauds hoved­værk, En års­tid i hel­ve­de (1873), beskri­ver en tid i et fysisk såvel som et psy­kisk hel­ve­de i et “hæn­der­nes århund­re­de”, hvor dam­pen­de feber­vil­del­ser bræn­der om kap med en kogen­de mate­rie igen­nem skrif­tens gal­op­pe­ren­de van­vid og rasen­de bil­led­pro­duk­tion. Det er ikke blot en kamp mod Gud eller Satan, men mod de reli­gi­øse insti­tu­tio­ner og mod Vestens kolo­ni­a­li­se­rings­tyran­ni og stej­le frem­skridt­stro: “[D]e hvi­de går i land. Kanonen! Vi må under­ka­ste os dåben, klæ­de os på og arbejde”.18Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 89. Religionskritik, for­nuftskri­tik og kapi­ta­lis­me­kri­tik for­e­nes i det­te iko­nokla­sti­ske tota­lan­greb mod det vest­li­ge ver­dens­bil­le­de: “[J]eg tror ikke at have kastet mig ud i et bryl­lup med Jesus Kristus som svi­ger­far. Jeg er ikke en fan­ge af min for­nuft […]. Vis mig ikke juvel­er, jeg vil kry­be og vri­de mig på gul­vet. Jeg ønsker at se mine rig­dom­me plet­tet af blod overalt. Jeg vil aldrig arbejde”.19Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 89, 101. Den reflek­te­re­de gud­skamp veks­ler mel­lem øje­blik­ke af mulig for­so­ning og eks­plo­si­ve angrebs­bøl­ger i et bro­get deli­risk spil­fæg­te­ri, hvor Gud og Satan ikke er til at skel­ne fra hin­an­den: “Djævelen er i klok­ketår­net, net­op nu. Maria! Hellige jom­fru… Min dum­heds rædsel”.20Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 93. Visionen er at opfin­de et nyt sprog, som engang vil bli­ve til­gæn­ge­ligt for alle san­ser, men ikke som en for­ka­stel­se af ethvert gud­dom­me­ligt ele­ment, men sna­re­re på bag­grund af en omkal­fa­tring af de reli­gi­øse insti­tu­tio­ner: “Oxidér gargoilerne”.21Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 113. Deri lig­ger der et håb for en ny tid: “Hvornår skal vi tage af sted, hin­si­des bred­der og bjer­ge, for at hil­se det nye arbej­des fød­sel, den nye vis­dom, tyran­ners og dæmo­ners flugt, over­tro­ens ende, og – som de før­ste – fejre Jul på jord?”22Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 127.

En drift mod uen­de­lig­he­den

Hos Isidore Ducasse, der skrev under pseu­do­ny­met le com­te de Lautréamont, præ­sen­te­res vi for end­nu et kapi­tel i den fort­sat­te kamp mod en end­nu ikke død Gud. Hvor vi hos Baudelaire og Rimbaud bevæ­ger os fra betragt­nin­ger over teo­lo­gi­ske spørgs­mål midt i salo­nen eller ude på bou­le­var­den og en hel­ve­des­be­skri­vel­se, hvor Gud og Satan er svæ­re at fik­se­re i en oprørt mate­rie af lunk­ne drinks, sære par­fu­mer, bræn­den­de ind­vol­de og en neder­dræg­tig mund­fuld gift, kom­mer vi hos Lautréamont end­nu læn­ge­re væk fra en rent teo­re­tisk slag­mark. Vi skal ned i kra­ter­ne og de under­søi­ske hav­strøm­me, ind i ter­ra­ri­er­ne og ud på mar­ken, hvor udmat­te­de hunde flæn­ser hin­an­den i småstyk­ker. I Maldorors san­ge (1869) begyn­der Lautréamont et af sine afsnit med føl­gen­de sce­na­rie:

Det var en for­års­dag. Fuglene udsend­te deres kvi­dren­de hym­ner, og men­ne­ske­ne, der hen­gav sig til deres for­skel­li­ge plig­ter, bade­de i træt­he­dens hel­lig­hed. Alt vir­ke­de i over­ens­stem­mel­se med sit for­mål: træ­er­ne, pla­ne­ter­ne, hajer­ne. Alt, und­ta­gen Skaberen!23Comte de Lautréamont, Maldorors san­ge, på dansk ved Lars Bonnevie (København: Nansensgade Antikvariat og Forlag, 2012), 138–139.

Scenen har nær­mest karak­ter af en para­di­sisk til­stand, hvor alt vir­ker i over­ens­stem­mel­se med sit for­mål, men lige­som hos Rimbaud befin­der vi os ikke uden for tiden – vi befin­der os på en bestemt års­tid, nem­lig om for­å­ret. Vi bevæ­ger os imel­lem det roli­ge og fred­fyld­te, “fug­le­nes kvi­dren­de hym­ner”, fra det soci­a­le, hvor men­ne­sket udfø­rer udmat­ten­de sys­ler, ud i et kos­misk per­spek­tiv, “pla­ne­ter­ne”, og ned i dyre­ri­get til “hajer­ne”. Det soci­a­le er blan­det med det vege­ta­ti­ve, ani­mal­ske og kos­mi­ske. Men hvad er der med ska­be­ren, som ikke vir­ker i over­ens­stem­mel­se med sit for­mål?

Han [ska­be­ren] lå udstrakt på vej­en med søn­der­rev­ne klæ­der. Hans under­læ­be hang som et søvn­dys­sen­de kabel; hans tæn­der var ikke bør­stet, og stø­vet blan­de­des med hans hårs blon­de bøl­ger. Dvask af en tung søvn, knust mod ste­ne­ne på vej­en, gjor­de hans krop sig for­gæ­ves anstren­gel­ser for at kom­me på bene­ne. Hans kræf­ter hav­de svig­tet ham […]. Strømme af vin fyld­te hjulspo­re­ne, som hans skul­dres nervø­se kram­per hav­de gra­vet. Sløvheden med sin svi­ne­try­ne dæk­ke­de ham med sine beskyt­ten­de vin­ger og til­ka­ste­de ham et forel­sket blik. Hans ben, med slap­pe mus­k­ler feje­de hen over jor­den, som to blin­de master. Blodet løb fra hans næse­bor: i fal­det hav­de hans ansigt ramt en stol­pe… han var fuld! Frygtelig fuld! Fuld som en væg­ge­lus, der i nat­tens løb har tyg­get tre tøn­der blod i sig.24De Lautréamont, Maldorors san­ge, 139.

Skaberen er her portræt­te­ret i sin inkar­na­tion, ikke i betyd­nin­gen at ordet er ble­vet kød, men som en krop i sin mate­ri­el­le, alt-for-mate­ri­el­le udform­ning, der lader hånt om enhver ophø­jet fore­stil­ling om et nød­ven­digt væsen. Almagt er ble­vet til afmagt, omni­po­tens til impo­tens. Det er ikke det ånde­li­ge fald, civi­li­sa­tio­nens fal­lit eller kul­tu­rens under­gang, der er i fokus, men den kor­por­li­ge mani­fe­sta­tion af detro­ni­se­rin­gen – sve­den, blo­det, mud­de­ret, vinen og det vul­gæ­re, afsky­e­li­ge og ydmy­gen­de ved krop­pens for­fald. Gud er ikke blot men­ne­ske, men en type – druk­ken­bol­ten, en depra­ve­ret sut uden selv­respekt, der ikke evner at sty­re sin bran­dert. Hos Bukowski anvi­ses man til druk­ken­bol­ten, hvis man ønsker at vide, hvor Gud er. Hos Lautréamont er Gud druk­ken­bol­ten. Man kan næsten mær­ke den dår­li­ge ånde, der stin­ker af sprut, og se den dys­funk­tio­nel­le krop, der har mistet ori­en­te­rin­gen rode rundt i mud­de­ret. Uden kræf­ter, kon­trol­le­ret af sin kæfert, styr­ter det­te gud­dom­me­li­ge afskum til jor­den. Skaberen er højst sand­syn­lig den vest­li­ge ska­ber­g­ud – “hans hårs blon­de bøl­ger” – men ind­lej­ret i en gen­respæn­ding mel­lem en soci­al­re­a­li­stisk bruta­lis­me og et fabel­ag­tigt naturu­ni­vers med sur­re­el­le under­to­ner og refe­ren­cer til teo­lo­gi­ske tro­per. Skaberen har enten arbej­det sig træt og druk­ket for meget efter fyraf­ten eller gået til grun­de i ren­de­ste­nen. Gud er ikke bare krop, men krop­pen er mast ned i mate­ri­en, ned i ska­ber­vær­ket – stø­vet i håret, skul­dre­ne, der gra­ver hjulspor, krop­pen knust mod ste­ne­ne på vej­en og sløv­he­dens svi­ne­try­ne, der lurer forel­sket på hans alle­re­de udmat­te­de klad­de af et kor­pus. Endelig kom­mer han på bene­ne, efter at dyre­ne har hånet ham – grønspæt­ten, uglen, æslet, skrub­t­ud­sen, løven og til sidst men­ne­sket, der under bifald fra flad­lu­sen og hugor­men sked på hans åsyn i tre dage.25De Lautréamont, Maldorors san­ge, 139f. Fra sin pøl af blod, vin og mud­der rej­ser ska­be­ren sig. Armene hæn­ger som en bryst­syg patients testik­ler, og han sæt­ter sig på en sten som en rej­sen­de, imens han betrag­ter natu­ren, der til­hø­rer ham.26De Lautréamont, Maldorors san­ge, 140f.

Hos Lautréamont vars­ler dødskam­pen mod Gud ikke en ny rege­rings­pe­ri­o­de, hvor den men­ne­ske­li­ge for­nuft træ­der ind i tronsa­len. Tværtimod! Værkets hoved­per­son, Maldoror – halvt men­ne­ske, halvt dyr – kæm­per mod onto­lo­gi­ske hie­rar­ki­er, dvs. det er både Gud som øver­ste auto­ri­tet og men­ne­skets ind­bild­ske over­le­gen­hed, der er under angreb. Projektet er en opløs­ning af men­ne­ske-natur distink­tio­nen og en beja­el­se af det vita­le, instink­ti­ve, bio­lo­gi­ske, fysi­o­lo­gi­ske og ani­mal­ske rige, hvor men­ne­sket er på bil­lens, tud­sens og hajens niveau, og hvor Gud selv er et for­d­ruk­kent svin. Lars Bonnevie skri­ver: “Det er et veri­ta­belt besti­a­ri­um, vi her præ­sen­te­res for. Hajer, rov­fug­le, para­sit­ter, blæks­p­rut­ter m.v. kæm­per og age­rer i en kon­cen­trisk mal­strøm af destruk­tion og kaos”.27Lars Bonnevie, “Forord”, i Comte de Lautréamont, Maldorors san­ge (København: Nansensgade Antikvariat og Forlag, 2012), 15. Her er det hæs­li­ge skønt og onto­lo­gi­en flad: “Oh blæks­p­rut­te, med dit sil­ke­blik! Du hvis sjæl er uad­skil­le­lig fra min; du den smuk­ke­ste af jord­klo­dens ind­byg­ge­re, og som her­sker over et serail af fire­hund­re­de suge­kop­per. Du, der i kraft af en fæl­les overenskomst, med ubry­de­li­ge bånd, huser den søde dyds til­lok­kel­ser og gud­dom­me­li­ge ynde i dig som det sted, hvor de natur­ligt hører hjemme…”28De Lautréamont, Maldorors Sange, 30.

På sam­me måde som ulve­nes hylen og svær­dets destruk­tions­kraft er sublimt hos Blake, er hund­e­nes gøen på mar­ken det for Lautréamont. Den radi­ka­le vita­lis­me opslu­ger dog ikke enhver ånde­lig rest, for der ved­bli­ver at være en drift mod uen­de­lig­he­den, men det er en drift hen­tet fra det sam­me dyb som hajens sult og tige­rens gru­som­hed: “Jeg føler lige­som hund­e­ne en drift mod uen­de­lig­he­den… Jeg kan ikke, jeg kan ikke stil­le den­ne trang!”29De Lautréamont, Maldorors san­ge, 28.

Afsluttende bemærk­nin­ger

“Efterår. Vort skib, der svæ­ver i de ube­væ­ge­li­ge tåger, sæt­ter kurs mod elen­dig­he­dens havn, den enor­me by under en him­mel plet­tet af ild og mudder”.30Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 129. Gud er død! Himlen bræn­der. Skæbnen er uvis, tåget, slag­mar­ken manisk, mud­ret og moder­ne. Kant kon­stru­e­re­de mord­våb­net, der mulig­gjor­de for­bry­del­sen over alle for­bry­del­ser. Og dog! Selv Kant kun­ne ikke stil­le tran­gen til uen­de­lig­he­den – den ved­va­ren­de beun­dring og ære­frygt for stjer­ne­him­len. Hvad var det, Kant gjor­de, da han gen­drev guds­be­vi­ser­ne? Det var et teo­re­tisk døds­stød til meta­fy­sik­kens Gud, til Anselms Gud og Descartes’ Gud, måske til­med til Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Men ikke til Gud slet og ret. Ifølge Nietzsche var Kant sta­dig til syven­de og sidst en listig kri­sten. Hvad var det Kant gjor­de? Han flyt­te­de spørgs­må­let om Gud fra meta­fy­sik­kens “hvad kan jeg vide?” til reli­gio­nens “hvad tør jeg håbe?”, hvor det ret­te­lig hører hjem­me. Guds ånd svæ­ver måske ikke læn­ge­re over van­de­ne, men Guds spø­gel­se hjem­sø­ger sta­dig de efter­lad­te i deres trang til uen­de­lig­he­den, til det ukend­te, til myste­ri­et.

   [ + ]

1. Heinrich Heine, Zur Geschichte der Religion & Philosophie in Deutschland (Die Digitale Bibliothek, 2004): 35, 39. Min oversættelse.
2. B620-B659
3. Kristoffer Willert, “Gud er død – men fun­ge­rer alli­ge­vel – Nietzsche om ‘skræk­kens logik’ bag Guds død”, Tidskrift XI (2018), 75.
4. Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Morgenröte; Idyllen aus Messina; Die fröhli­che Wissenschaft, bd. 3, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999a), 481.
5. Martin Heidegger, Gesamtausgabe: Holzwege, bd. 5 (Frankfurt am Main: Vittorio Klostermann, 1977), 220.
6. E.M Cioran, Bitterhedens syl­lo­gis­mer, på dansk ved Rasmus Stenfalk (København: Forlaget Sidste Århundrede, 2017), 82.
7. Charles Baudelaire, Udvalgt prosa, på dansk ved Luna Tirée de la Brume, (København: Det poe­ti­ske bureaus for­lag, 2009), 337.
8. Slavoj Žižek, The Indivisible Remainder: An Essay on Schelling and Related Matters (London, New York: Verso, 1996), 144, 206.
9. Arthur Rimbaud, Udvalgte Værker, på dansk ved Hippolyte de la Garde (København: Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010), 93.
10. Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Der Fall Wagner; Götzen-Dämmerung; Der Antichrist; Ecce homo; Dionysos-Dithyramben; Nietzsche con­tra Wagner, bd. 6, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999b), 78.
11. Friedrich Nietzsche, Sämtliche Werke: Also Sprach Zarathustra, bd. 4, Kritische Studienausgabe udg. af Giorgio Colli und Mazzino Montinari (Berlin & New York: Deutscher Taschenbuch Verlag; de Gruyter, 1999c), 185.
12. Heinrich Heine, On the History of Religion and Philosophy in Germany and Other Writings, på engelsk ved Howard Pollack-Milgate (Cambridge: Cambridge University Press, 2007), 6.
13. Baudelaire, Udvalgt prosa, 337.
14. Martin Hall, “Forord”, i Charles Baudelaire, Udvalgt prosa. På dansk ved Luna Tirée de la Brume (København: Det poe­ti­ske bureaus for­lag, 2009), 11.
15. Baudelaire, Udvalgt prosa, 193.
16. Baudelaire, Udvalgt prosa, 364.
17. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 79, 83, 87, 113.
18. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 89.
19. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 89, 101.
20. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 93.
21. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 113.
22. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 127.
23. Comte de Lautréamont, Maldorors san­ge, på dansk ved Lars Bonnevie (København: Nansensgade Antikvariat og Forlag, 2012), 138–139.
24. De Lautréamont, Maldorors san­ge, 139.
25. De Lautréamont, Maldorors san­ge, 139f.
26. De Lautréamont, Maldorors san­ge, 140f.
27. Lars Bonnevie, “Forord”, i Comte de Lautréamont, Maldorors san­ge (København: Nansensgade Antikvariat og Forlag, 2012), 15.
28. De Lautréamont, Maldorors Sange, 30.
29. De Lautréamont, Maldorors san­ge, 28.
30. Arthur Rimbaud, Udvalgte vær­ker, 129.