Amerikanske Eugene Thacker er nihilist og kosmisk pessimist; to filosofiske betegnelser, som i øjeblikket vinder indpas i visse intellektuelle og kunstneriske miljøer. Betegnelserne navngiver en aktuel tendens i tidsånden og betoner samtidens opmærksomhed på planeten Jorden som selvstændig eksistens og det ikke-menneskelige i det hele taget. Inden for både filosofi, film, kunst og litteratur har vi i løbet af de sidste 10–15 år været vidne til en eksplosion af udgivelser, som beskæftiger sig med emner, der traditionelt har befundet sig på naturvidenskabernes revir. Den grunderfaring, som de humanistiske og kunstneriske discipliner nu for alvor er begyndt at beskæftige sig med, har Thacker programmatisk formuleret således:
Men i det mindste inden for naturvidenskaberne og vores hverdagslige interaktioner er der en minimal anerkendelse af noget andet derude, som ikke bare er os eller vores. De mest ekstreme eksempler på, at vi bliver mindet om dette, er naturkatastrofer, som ikke er planlagt, ikke er ønsket og som åbenlyst portrætterer en form for ondsindet destruktiv kvalitet ved den verden, som vi har skabt eller bygget op. Selvfølgelig er naturkatastrofer ikke ondsindede, men de bare er og er indifferente, og det er det sværeste for os at fatte.1Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Vi lever på en planet, som ikke giver en fuck – interview med Eugene Thacker”, Baggrund, 27. oktober 2017.
Thackers udgivelseskanaler har indtil videre ikke primært været de traditionelle tidsskrifter, som universitetsfilosoffer på det globaliserede vidensmarked orienterer sig efter, men derimod akademisk uafhængige undergrundsforlag som Zero Books, Univocal Publishing, Schism Press2 og Repeater Books. Han har desuden givet en række interviews i mere eller mindre undergrundsagtige online tidsskrifter, hvor han som regel har formuleret sine filosofiske, kunstkritiske og neo-eksistentialistisk mystiske perspektiver med en for ham vanlig mørk begejstring, karakteristisk for hans psyke og sjæl. I anledning af, at Thackers til dato vigtigste og mest udbredte bog I denne planets støv: Filosofiens horror netop er udkommet i dansk oversættelse på Forlaget Mindspace,2Eugene Thacker, I denne planets støv (Forlaget Mindspace, 2020). I artiklen henvises der til den engelske udgave: Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011). vil jeg i det følgende forsøge at åbne døren på klem ind til Thackers filosofiske mareridtsverden, hvor virkeligheden er ligeglad med menneskene, og menneskene selv skrives frem som ubetydeligt omkringsvævende støvfnug et tilfældigt sted i udkanten af verdensaltets labyrint. I The Matrix fra 1999 siger Morpheus i et Jean Baudrillard-inspireret øjeblik til Neo: “Welcome to the desert of the real.” Til sammenligning synes læseren i Thackers dystre bøger vedholdende at blive mødt med et H.P. Lovecraft-inspireret: “Welcome to the void of the cosmos.” Der er således tale om en initiering i det egentligt virkelige, en skriftlig fremmaning af en filosofisk grunderfaring, som i læserens møde med Thackers tekst, ligesom i Neos møde med Morpheus’ tale, har potentialet til at udgøre et horribelt metafysisk chok. Jeg er af den overbevisning, at der i bedste fald vil være tale om en veritabel rystelse af flere af de fundamenter, som karakteriserer vor samtids holdningsmæssige ståsteder, men måske i særdeleshed den dovne socialkonstruktivisme, som ligger til grund for f.eks. den voldeligt ignorante klimaskepticisme og de umodent krampagtige manifestationer af identitetspolitik. Inden jeg imidlertid introducerer yderligere til Thackers tankeverden og forklarer, hvad vi nærmere skal forstå ved nihilisme og kosmisk pessimisme, samt hvordan disse kommer til udtryk i I denne planets støv, vil jeg lade mit essay begynde med en kort baggrundsfortælling om konteksten for Thackers opkomst og popularitet for både at motivere og kontekstualisere hans relevans og aktualitet.
“Upholding the Autonomy of Reality”3Udtrykket stammer fra plakaten for den oprindelige 2007-konference ved Goldsmith’s College i London, som katapulterede spekulativ realisme ind på filosofiens scene.
Siden den filosofiske paraplybevægelse spekulativ realisme entrerede åndslivets scene i 2007,4Se Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ realisme: En introduktion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017). har Thacker været en medrejsende, en randfigur, som ikke af den grund har ydet mindre indflydelse end bevægelsens centrale medlemmer. Mens Quentin Meillassoux, Graham Harman, Timothy Morton og andre har nydt godt af en stadig stigende akademisk opmærksomhed og behandling inden for universiteternes vægge, har Thackers impact i høj grad ladet sig bemærke uden for den akademiske verden, nemlig inden for (populær)kulturens domæne. Nic Pizzolatto, ophavsmanden til HBO-succesen True Detective med Woody Harrelson og Matthew MacConaughey i hovedrollerne som det umage politimakkerpar Marty og Rust, har fremhævet, at han i høj grad var inspireret af netop det værk af Thacker, som nu foreligger på dansk: I denne planets støv.5Michael Calia, “Writer Nic Pizzolatto on Thomas Ligotti and the Weird Secrects of ‘True Detective’ ”, The Wall Street Journal, 2. februar 2014. Denne indflydelse er langtfra tilfældig og giver for så vidt god mening, såfremt man besinder sig på, hvordan tidsånden ellers har udviklet sig i løbet af de sidste to årtier. Præget af omsiggribende klimaangst, katastrofebevidsthed samt undergangsdystopiske og postapokalyptiske fantasier har tidsånden siden årtusindeskiftet frembragt en lang række kulturelle succeser, som har indstiftet nye koordinater for menneskene at orientere sig efter. Tænk blot på Roland Emmerichs film The Day after Tomorrow fra 2004, Cormac McCarthys roman The Road fra 2006, Björks album Biophilia fra 2011 og Jeff Vandermeers roman Annihilation fra 2014, som blev filmatiseret af Alex Garland i 2018. Fra den amerikanske populær- og hollywoodkultur har vi desuden set en stribe af stjerner så forholdsvist forskellige som Pamela Anderson, Joaquin Phoenix, førnævnte Woody Harrelson, Leonardo DiCaprio og Billie Eilish råbe op på sociale medier og til awardshows om den planetære klimakrise og det presserende behov for grøn omstilling på alle fronter. Tænk også på de i dansk sammenhæng mange digtsamlinger og romaner, der i løbet af 10’erne har beskæftiget sig indgående med menneskets indfældethed i en natursammenhæng, som vi på forskellige måder kapitalistisk-økonomisk og teknisk-videnskabeligt er blevet fremmedgjort fra.6For eksempel Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012), Amalie Smiths I civil (Gyldendal, 2012), Theis Ørntofts Digte 2014 (Gyldendal, 2014), Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno (Arena, 2014), Liv Sejrbo Lidegaards Fælleden (Gyldendal, 2015), Viktor Boy Lindholms Jeg elsker naturen og alt omkring mig (OVO Press, 2015), Rasmus Nikolajsens Tilbage til … Continue reading Senest har vi i Danmark, England og andre lande været vidner til en voksende offentlig tilstedeværelse af aktivisterne i Extinction Rebellion og deres kunstneriske og performanceprægede form for aktivisme.7Se for eksempel videoen, hvor medlemmer af Extinction Rebellion indtager Klimaministeriets forhal og smører sig ind i olie, mens de vrider sig rundt på gulvet: Maya Tekeli, “Se videoen: Halvnøgne klimaaktivister smører sig ind i olie i Klimaministeriets forhal”, Berlingske, 18. november 2019. Der er ingen tvivl om, at tidsånden er i grøde og meget er under opsejling. Jeg vil hævde, at Thacker har vist sig at være en af de filosofiske seere eller mystikere, der virkelig har formået at fremskrive en af samtidens centrale grundstemninger: sørgmodigheden over, at planetens livsgrundlag svinder ind og går bort. Melankolien over, at Jordens biosfære er syg pga. menneskenes århundredelange teknologisk-videnskabelige og kapitalistisk-produktive rovdriftsagtige udpining. Dette gennemgående tema i Thackers tænkning kommer bl.a. til udtryk i hans mobilisering af begrebet “verden-uden-os”, et udtryk lånt fra videnskabsjournalisten Alan Weisman, som han bruger til at italesætte virkeligheden uden hensyn til eller interesse for, hvordan vi som mennesker tænker, føler og handler i den. Thackers I denne planets støv kan således siges at rumme en forhåbningsløs, umenneskelig filosofi, der konceptuelt modsvarer den udsigtsløshed, som mange mennesker oplever som reaktion på spændingen mellem, på den ene side, en kun pseudo-handlende politisk-økonomisk elite og, på den anden side, et historisk presserende problemkompleks bestående af bl.a. global opvarmning, stigende økonomisk ulighed, svækkelse af demokratiske institutioner og kapitalistisk infiltrering af offentlige organer (neoliberalisme).
I skrivende stund er Danmark endnu delvist lukket ned som politisk reaktion på COVID-19-pandemien, der i foråret 2020 hærgede i mange af verdens lande. Den massive mediedækning af dette coronavirus, som uden stemme, bevidsthed og proklameret idé spreder sig vildt og blindt blandt menneskene, er endnu et eksempel på, hvordan vi lever i en tid med en voksende bevidsthed om, at vores eksistensgrundlag i virkeligheden er usikkert og dybt kontingenspræget, samt at rædslerne altid lurer i kulissen uafhængigt af konventioner og kontrakter. Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at det i visse tilfælde ikke så meget er de udefrakommende trusler selv, der udgør rædslerne, men at det derimod i højere grad er de midler, som menneskene politisk og samfundsmæssigt tager i brug for at afværge truslerne, der vækker den egentlige rædsel. Hvordan tidsånden vil vise sig at respondere på coronakrisen, har vi endnu til gode at finde ud af, men sikkert er det, at der nok skal komme både film, romaner, teater, poesi, filosofi og musik ud af de voldsomme erfaringer, som mange gør sig for tiden: erfaringer, som i stigende grad tvinger borgerne i lande som Danmark til at besinde sig på det faktum, at den verden, som de kender, ikke udgør hele verden, og at verden derfor i virkeligheden altid er mere og andet end det, som de til enhver tid er overbeviste om og følgelig hævder, at den er. Denne fremskridtsoptimismens ontologiske selvsikkerhed og dens urokkelige tro på, at samtiden på alle måder udgør historiens højdepunkt, og at nutidens menneske er selve the crown of creation, udfordres radikalt af det voldsomme indbrud i vor tids menneskelige, alt for menneskelige, tilbagelænethed og afslappede mangel på nysgerrighed, hvad angår den store berettigede undren over, hvad virkeligheden måtte være hinsides vores diskursivt betingede tankebaner og erfaringsmåder. Dette overrumplende faktum, at verden i virkeligheden er præget af en mystisk, uudgrundelig tilbagetrukkethed og en fundamental uudtømmelighed er en grundidé, som præger Thackers tænkning, og som han deler med f.eks. Harman og dennes objektorienterede filosofi.8For indføring i Harmans filosofi kan jeg henvise til kapitlet om Harman i Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ realisme: En introduktion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017) samt til min artikel om Spinoza, Hegel og Harman (særligt side 45–58): Martin Hauberg-Lund Laugesen, “The Nature of Freedom: On … Continue reading COVID-19-pandemien kan i den sammenhæng siges at illustrere, at denne grundidé udtrykker et decideret ontologisk vilkår forstået som et uomgængeligt træk ved selve virkeligheden. Vi bør derfor vide os sikre på, at der i fremtiden vil komme andre og flere COVID-19’er – under andre navne og i andre skikkelser.
Planetarisering af tænkningen
Thacker er professor i medievidenskab ved The New School for Social Research i New York, USA. Han har en baggrund i komparativ litteratur, men beskæftigede sig igennem hele sin studietid med filosofisk tænkning af mestendels eksistentialistisk og pessimistisk tilsnit. Fra en ung alder var han optaget af tænkere som Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche, Bataille og Cioran, og siden sin barndom har han dyrket “horror” som (populær)kulturelt fænomen, både i form af Edgar Allan Poes gotisk-romantiske noveller, Howard Phillips Lovecrafts kosmisk bizarre skrækfortællinger og John Carpenters uhyggelige film, f.eks. The Thing fra 1982. Thacker bruger i sit forfatterskab horroren som en ikke-teknisk, intuitiv måde at beskæftige sig med filosofiske spørgsmål på. Hans skriftlige fremstilling af sin tænkning bærer derfor præg af en mørk og fordunklet veloplagthed, som æstetisk iscenesætter hans filosofiske perspektiver på en måde, som man inden for universitetsverdenens fagfilosofi ofte går forgæves efter. Thackers tekster er pågående og eksistentielt provokerende læsning, og som læser kan man næppe undgå at føle sig tiltalt og adresseret af de udfordrende perspektiver, som befolker Thackers bøger. For Thacker drejer det sig som oftest om at fremkalde virkelighedens autonomi og skriftligt iværksætte dens iboende indifference over for menneskets gøren og laden. Hvad dette angår, deler han den grundambition, som er definerende for den spekulative realisme: opgøret med den såkaldte korrelationisme.
Den overordnede fællesnævner for de tænkere og forfattere, der affilierer sig med spekulativ realisme, er, at de på forskellige måder problematiserer det korrelationiske dogme, som har kendetegnet det meste af den post-kantianske filosofihistorie. Kort fortalt er korrelationisme en begrænsende præmis for tænkningen, der foreskriver, at tænkningen kun kan og bør beskæftige sig med de aspekter af virkeligheden, som kan bringes til meningsfuld og forståelig fremtrædelse for menneskene, dvs. virkeligheden kun som den er “for-os” og aldrig som den måtte være “i‑sig-selv” og “uden-os”.9Se Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (London/New York: Continuum International Publishing Group Coorporation, 2006). Korrelationisme optræder som begreb også i Thackers I denne planets støv, og er navnet på den epistemologiske præmis, at mennesker og deres verden ikke kan forstås uafhængigt af hinanden, men kun … Continue reading Imidlertid er den udbredte oplevelse af, at verden i virkeligheden ikke er et sted, der som sådan er indrettet efter menneskelige interesser, behov og forhåbninger, kun blevet mere og mere præsent og aktuel i takt med, at erkendelsen af den globale opvarmnings og den sjette masseuddøens fremskredne udvikling er blevet offentligt transmitteret og gjort til alment eje. Politikere og virksomhedsledere kan ikke længere på samme måde som tidligere benægte de dystre udsigter for planeten Jordens mangfoldighed af liv og levesteder, og de afkræves nu at tage et historisk nyt og stort ansvar. Med andre ord: Samtiden er karakteriseret ved tiltagende planetær bevidsthed. Og det er denne forestilling om planeten som ikke-menneskeligt skaleret geologisk, kemisk, fysisk, biologisk og forhistorisk realitet, hvis virkelighed er uafhængig af og ligeglad med vores, menneskenes, forskellige forehavender, som får mange mennesker, men især børn, unge og nyvoksne, til at skælve og ængstes. Som Thacker har formuleret det i sin bog Infinite Resignation fra 2018: “Optimisme, pessimisme – simpelthen et spørgsmål om skala.”10Eugene Thacker, Infinite Resignation (Watkins Media, 2018), 79. Den globale opvarmning og dens nemesis-agtige udslag i hedebølger med tørke, massive skovbrande og hungersnød til følge kan siges at udgøre et bagtæppe for Thackers udlægning af “verden-uden-os”. Meningen med dette centrale begreb for Thacker lod jeg mig inspirere af, da jeg formulerede titlen til udgivelsen af det interview, jeg lavede med ham tilbage i 2016: Vi lever på en planet, som ikke giver en fuck.11På dr.dk kunne man d. 23. august 2020 læse en artikel om klimaforskeren Konrad Steffens dramatiske død på Grønland (Emilie Aagaard, “Jason var med, da berømt klimaforsker forsvandt i isen: ‘Det utænkelige blev til virkelighed’ ”, DR, 23. august 2020). Steffen, som i sin akademiske karriere har foretaget vigtig og … Continue reading
Man må forestille sig, at fordi Thacker i sit forfatterskab beskæftiger sig med emner som livets grundlæggende meningsløshed, eksistensens manglende iboende værdi og universets radikale indifference, resonerer hans tænkning med de bekymrede erfaringer, som mange mennesker gør sig i disse år. Samtiden betragtet som geologisk epoke kaldes forsøgsvis for Antropocænen, dvs. epoken hvor fremtiden for planeten Jorden og alt dens liv i overvældende grad domineres og bestemmes af arten homo sapiens’ gøren og laden. En skalten og valten, der i faretruende udstrækning synes at skubbe os alle sammen nærmere den afgrund, der udgøres af forøget acceleration af tab af biodiversitet og levesteder, katastrofale følger af fortsatte globale temperaturstigninger, ubeboelighed af landområder, massive folkevandringer, ressourcekonflikter, territorialkrige og død og atter død. Det er ikke noget under, at Thackers tekster i lyset af erkendelsen af samtidens ominøse tegn og tendenser virker som et æggende sort spejl for den grundstemning, som hersker i manges formørkede sind. Et mørke, som er opstået på baggrund af den mystiske erfaring af, at verdens egen indifference, dens umenneskelige skjulthed (verden-uden-os), har bragt sig selv til voldsom visning i den verden, som er tilgængelig for os (verden-for-os). Thacker taler i den forbindelse om “[…] the enigmatic manifesting of the world-without-us into the world-for-us, the intrusion of the Planet into the World”.12Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011), 82. Disse ontologiske indbrud i menneskenes kulturelt forordnede livsverdener (verdenerne-for-os) tjener fortfarende som uomtvistelige vidnesbyrd om virkelighedens autonomi og indifference, dens tilbagetrukkethed og meningsløshed. Og for at blive i stand til at begribe dette må tænkningen lade sig planetarisere.13I Information kunne man d. 25. juli 2020 under overskriften “Med en naiv forestilling om naturen gik min kæreste og jeg ud i ørkenen og var ved at dø” læse en voldsom og velskrevet beretning af Johanne Pontoppidan Tuxen (Johanne Pontoppidan Tuxen, “Med en naiv forestilling om naturen gik min kæreste og jeg ud i ørkenen og var ved at dø”, Information, … Continue reading
Helt grundlæggende kan I denne planets støv ses som en filosofisk meditation over spørgsmålet: “[W]hat happens when we as human beings confront a world that is radically unhuman, impersonal, and even indifferent to the human?”.14Thacker, In the Dust, 96. I mit interview med Thacker fra 2016 forklarede han selv sin interesse for dette fundamentale spørgsmål således:
Altså, jeg voksede op med at læse eksistentialisme som studerende, selvfølgelig, og jeg fandt altid dens problemer fascinerende, men dens løsninger fandt jeg fuldkommen ubærlige, tåbelige og naive. Det er derfor, at nogle af de bedre værker, for eksempel inden for det absurdes litteratur, end ikke besværer sig med at give et svar. Det er artikulationen af problemet og aporien, som er interessant for mig, og ikke den mere eller mindre naive bekræftelse af det heroiske valg og at formulere en sådan i et teknisk sprog. Den slags synes at kunne koges ned til selvhjælp og desværre, i det mindste i Vesten, er det sådan, at eksistentialismen ofte er blevet læst – som en slags maskeret selvhjælp for intellektuelle, der er for stolte til at gå hen til selvhjælpssektionen i boghandlen. Det interessante ved eksistentialismen er for det første anerkendelsen af en indifferent, umenneskelig verden, i overensstemmelse med Kierkegaards og Pascals forestillinger om det absurde. Den her form for anerkendelse af verdens ligegyldighed. Hertil kommer så den eksistentielle eller måske etiske udfordring, der består i at være afstemt efter dette forhold. Hvad ville det betyde, ikke bare at anerkende det, men ligefrem at acceptere det?15Laugesen, “Vi lever på en planet”.
Thackers neo-eksistentialistiske tænkning kredser således om, hvordan selve verdens indifference betinger menneskets tilværelsesmæssige vilkår og om, hvordan denne ligegladhed er kommet både litterært, filosofisk og kunstnerisk til udtryk gennem åndshistorien. Han trækker i den forbindelse på en række på overfladen temmelig forskellige eksempler såsom italiensk renæssancedigtning (Dante Alighieris Den guddommelige komedie), japansk manga (Junji Itos Uzumaki) og norsk black metal (Mayhems album De Mysteriis Dom Sathanas). Thackers nihilisme, som han med afsæt i sin læsning af Lovecraft kalder for kosmisk pessimisme, består i den forbindelse i, at han forfægter en opfattelse af virkeligheden som i alt væsentligt værdiforladt og berøvet enhver form for forudgivet mening. Som han formulerer det i I denne planets støv:
The view of Cosmic Pessimism is a strange mysticism of the world-without-us, a hermeticism of the abyss, a noumenal occultism. It is the difficult thought of the world as absolutely unhuman, and indifferent to the hopes, desires, and struggles of human individuals and groups.16Thacker, In the Dust, 17.
Hans kosmiske pessimisme indebærer desuden, at virkeligheden ikke i nævneværdig grad tillader eller understøtter, at mennesket kan lykkes med at tilvejebringe en menings- og værdifuld eksistens for sig selv og sine medskabninger. Virkeligheden kan med andre ord forekomme fjendtlig, farlig og uvelkommen, ifølge Thacker. Verden er befolket af dæmoner, kunne man også sige med et mytologisk udtryk, når vi med “dæmoner” forstår “[…] an anthropological motif through which we human beings project, externalize, and represent the darker side of the human to ourselves”.17Thacker, In the Dust, 26. I den forbindelse bør det nævnes, at Thacker understreger, at “horror” som sådan ikke er knyttet til frygten for døden, men derimod snarere til rædslen ved livet.18Jf. Thacker, In the Dust, 98. Mere radikalt tematiserer han også selve rædslen ved væren, ved selve det faktum, at “der er…”.19Jf. Thacker, In the Dust, 129. Det er således ikke døden, der er dæmonisk, men selve det at være i live i ordets dobbelte betydning af 1) biologisk organisme og krop (objekt) og 2) åndeligt kulturvæsen (subjekt). Han spidsformulerer selv denne pointe således: “[H]orror expresses the logic of incommensurability between Life and the living”.20Thacker, In the Dust, 117. Livet selv lever nok videre, men de enkelte liv er dømt til at leve under vægten af dødens åg. Dette forhold installerer en vis uomgængelig tragik i livet – særligt menneskets på grund af dets artsspecifikke hang til eksistentiel selvrefleksion og metafysisk spekulation.
Theodor Adorno og Max Horkheimers kritisk teoretiske klassiker Oplysningens dialektik fra 1947 går for at være en af kulturpessimismens hjørnesten – et værk, som ligger Thacker nær, og som han af adskillige omgange har undervist de studerende i ved New School i New York. De fleste overser imidlertid, at værket også rummer en flig af håb, hvilket særligt og kun indirekte kommer til udtryk gennem Adorno og Horkheimers flygtige kvalificering af generindringen af naturen som potentielt frigørende begivenhed.21Jf. Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dialektik (Gyldendal, 2003 [1947]), 344. Men man har ikke forstået Adorno og Horkheimers dobbelttydige naturbegreb: natur som manifest virkelighed (det skabte, natura naturata) og som manifesterende virkelighed (det skabende, natura naturans).22Jf. §29 i Spinozas Etikken. Baruch de Spinoza, Ethics (Penguin, (1996 [1677]), 20–21. Det er på lignende vis svært at finde et glimt af håb i Thackers kosmisk pessimistiske tankeverden, men hvis det skal lykkes, må det ske i forbindelse med hans filosofiske mysticismes potentielt opbyggelige perspektiv. I spørgsmålsform formulerer han muligheden af en anderledes eksistensform således:
[C]an there exist today a mysticism of the unhuman, one that has as its focus the climatological, meteorological, and geological world-in-itself, and, moreover, one that does not resort to either religion or science?23Thacker, In the Dust, 133.
Svaret må naturligvis være et trefoldigt “Ja, ja, ja!”, og jeg vil mene, at man kan betragte performancegrupper og udgivelseskanaler som Laboratoriet for Æstetik og Økologi og Mycelium som samtidige eksempler på en sådan ikke-menneskelig mysticisme, der hylder og dyrker Jorden, biodiversitet, forbundethed, afhængighed og i det hele taget naturen som nekrobiotisk skaberkraft i bredeste forstand.24Andre eksempler kunne være Hotel Proformas klima- og miljøopera NeoArctic fra 2016 og billedkunstneren Pinar Yoldas’ spekulative livsformer i plastic (se hendes udstilling An Ecosystem of Excess fra 2017). I politisk kontekst kan man tænke på Extinction Rebellions aktivisme og deres rituelle brug af performancekunst og poesi. I et øjeblik af filosofisk aktivisme sætter Thacker selv behovet for sådanne tilgange på spidsen ved at fremhæve, at “[…] the core problematic in the climate change discourse is the extent to which human beings are at issue at all”.25Thacker, In the Dust, 158. Men det er så også så meget håb, man kan vride ud af Thackers ellers nok så sorte bog, for som han selv understreger i bogens udgangsreplik, så kan enhver sådan ikke-menneskelig mysticisme “[…] only be expressed in the dust of this planet”.26Thacker, In the Dust, 159.
Afslutningsvist skal det fremhæves, at Thacker forholder sig metodologisk konsistent til sit skriftlige virke i og med, at hans egen poetik, dvs. hans opfattelse af hvorfor og hvordan han skriver, afspejler netop den kosmiske pessimisme, som i stor stil udgør indholdet af hans litterært veloplagte om end nedslående tænkning. Form og indhold går med andre ord op i en højere enhed. Som han selv med slet skjult foragt formulerede det, da jeg talte med ham i 2016:
Helt generelt så skriver jeg ikke for at hjælpe folk. En del af det, jeg har skrevet, er skrift omhandlende problemer eller bekymringer, som er karakteriseret ved i nogen grad at være presserende. Men jeg har aldrig været en af de der forfattere, som er indbildske nok til at tænke, at elitær intellektualiseren i form af bøger kommer til at have nogen som helst effekt på den måde, hvorpå tingene forholder sig.27Laugesen, “Vi lever på en planet”.
Derfor, kære læser, er det til slut op til dig selv, hvad Thackers tænkning og skriverier ender med at betyde for dig samt hvilken mening (eller meningsløshed), du bærer med dig efter endt læsning. Og med disse ord vil jeg ønske dig god fornøjelse på din vej gennem Thackers dunkle stuer, trøstesløse korridorer og labyrintiske bibliotek. Der er skygger nok til alle, så bare rag til dig af kosmos’ mørke, mens tid endnu er.
| 1. | Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Vi lever på en planet, som ikke giver en fuck – interview med Eugene Thacker”, Baggrund, 27. oktober 2017. |
| 2. | Eugene Thacker, I denne planets støv (Forlaget Mindspace, 2020). I artiklen henvises der til den engelske udgave: Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011). |
| 3. | Udtrykket stammer fra plakaten for den oprindelige 2007-konference ved Goldsmith’s College i London, som katapulterede spekulativ realisme ind på filosofiens scene. |
| 4. | Se Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ realisme: En introduktion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017). |
| 5. | Michael Calia, “Writer Nic Pizzolatto on Thomas Ligotti and the Weird Secrects of ‘True Detective’ ”, The Wall Street Journal, 2. februar 2014. |
| 6. | For eksempel Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012), Amalie Smiths I civil (Gyldendal, 2012), Theis Ørntofts Digte 2014 (Gyldendal, 2014), Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno (Arena, 2014), Liv Sejrbo Lidegaards Fælleden (Gyldendal, 2015), Viktor Boy Lindholms Jeg elsker naturen og alt omkring mig (OVO Press, 2015), Rasmus Nikolajsens Tilbage til unaturen (Samleren, 2016), Theis Ørntofts Solar (Gyldendal, 2018), Jonas Eikas Efter solen (Basilisk, 2018) samt Forlaget Virkeligs Ny jord-udgivelser, der siden 2015 indtil videre er udkommet i fire numre. Se desuden Martin Gregersen og Tobias Skiverens faglitterære Den materielle drejning: Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur (Syddansk Universitetsforlag, 2016) og senest Dagbladet Informations store sommerbogtillæg om nature writing, m.m., “I øjenhøjde med naturen” (Information, fredag d. 26. juni 2020). |
| 7. | Se for eksempel videoen, hvor medlemmer af Extinction Rebellion indtager Klimaministeriets forhal og smører sig ind i olie, mens de vrider sig rundt på gulvet: Maya Tekeli, “Se videoen: Halvnøgne klimaaktivister smører sig ind i olie i Klimaministeriets forhal”, Berlingske, 18. november 2019. |
| 8. | For indføring i Harmans filosofi kan jeg henvise til kapitlet om Harman i Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ realisme: En introduktion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017) samt til min artikel om Spinoza, Hegel og Harman (særligt side 45–58): Martin Hauberg-Lund Laugesen, “The Nature of Freedom: On the ethical potential of the knowledge of the non-human origins of human being”, Res Cogitans, 2016. |
| 9. | Se Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (London/New York: Continuum International Publishing Group Coorporation, 2006). Korrelationisme optræder som begreb også i Thackers I denne planets støv, og er navnet på den epistemologiske præmis, at mennesker og deres verden ikke kan forstås uafhængigt af hinanden, men kun i egenskab af at være gensidigt betingede af hinanden. Normativt følger det af korrelationismen, at man ikke bør forsøge sig med at forstå verden uden at relatere (og dermed relativere) den til menneskenes følelser, tanker og handlinger og, omvendt, at man ikke bør forsøge at forstå menneskene uden at relatere (og dermed relativere) dem til verdens objektive kvaliteter. Såfremt man lader sin tænkning hvile loyalt på dette korrelationistiske centraldogme, kan man slet ikke tænke “verden-uden-os”, og er man, omvendt formuleret, begyndt at beskæftige sig seriøst med verden-uden-os som genstand for filosofisk tænkning, da har man – implicit eller eksplicit – allerede kastet korrelationismen bort og bevæget sig ud på spekulationens bundløse hav, hvor sandheden i højere grad er karakteriseret ved at være kreativt poetisk (dvs. stipulativ) end repræsentativt korresponderende (dvs. imitativ). Det er i den forbindelse vigtigt at bemærke, at dette skift i filosofiens kvalitet ikke nødvendigvis indebærer, at tænkningens systematik og strenghed opgives, hvilket klart fremgår af adskillige af Meillassouxs og Harmans respektive værker. Spekulativ realisme kan således ikke med rimelighed karakteriseres som en stilistisk betragtet arbitrær og/eller anti-inferentiel filosofi, sådan som den er blevet beskyldt for at være af adskillige mere eller mindre prominente samtidige filosoffer – for eksempel af Markus Gabriel, der i sin key note-forelæsning ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde på RUC i 2018 gjorde sig morsom ved at hævde, at “Arguments in speculative realism” er et eksempel på noget, som ikke fandtes. Men både han og de øvrige tager fejl. |
| 10. | Eugene Thacker, Infinite Resignation (Watkins Media, 2018), 79. |
| 11. | På dr.dk kunne man d. 23. august 2020 læse en artikel om klimaforskeren Konrad Steffens dramatiske død på Grønland (Emilie Aagaard, “Jason var med, da berømt klimaforsker forsvandt i isen: ‘Det utænkelige blev til virkelighed’ ”, DR, 23. august 2020). Steffen, som i sin akademiske karriere har foretaget vigtig og indflydelsesrig forskning om de menneskeskabte klimaforandringer, endte med selv at blive slugt af den is, der gennem 30 år havde understøttet forskningsstationen Swiss Camp i Vestgrønland. Som en karakter fra en Lovecraft-fortælling udtalte Konrads elev og kollega Jason Box: “Det er ubeskriveligt. Det hele var surrealistisk.” Selv de, der professionelt og på fuld tid forsøger at tilvejebringe vigtig viden om, at farlige klimaforandringer pågår og hvad der evt. kan gøres for at forhindre en fortsat forværring af disse, kan dø i planetens indifferente favntag. Den bedrøvelige nyhed om Konrads død forekommer i den sammenhæng dybt symbolsk. |
| 12. | Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011), 82. |
| 13. | I Information kunne man d. 25. juli 2020 under overskriften “Med en naiv forestilling om naturen gik min kæreste og jeg ud i ørkenen og var ved at dø” læse en voldsom og velskrevet beretning af Johanne Pontoppidan Tuxen (Johanne Pontoppidan Tuxen, “Med en naiv forestilling om naturen gik min kæreste og jeg ud i ørkenen og var ved at dø”, Information, 25. juli 2020). Johanne var sammen med sin kæreste taget på en éndagsvandretur i Canyonlands nationalpark, men opdagede så et godt stykke ude på ruten, at de havde komplet undervurderet rutens sværhedsgrad og strabadserende forhold, hvorfor de både løb tør for vand, fór vild og flere gange var på besvimelsens rand pga. dehydrering og solstik i heden. Hendes selvbiografisk generøse fortælling kan læses som en præcis og pædagogisk illustration af, hvordan menneskets verden pludseligt og overraskende kan bryde sammen pga. planetære indbrud i det skyggeagtige møde med verden-uden-os. |
| 14. | Thacker, In the Dust, 96. |
| 15. | Laugesen, “Vi lever på en planet”. |
| 16. | Thacker, In the Dust, 17. |
| 17. | Thacker, In the Dust, 26. |
| 18. | Jf. Thacker, In the Dust, 98. |
| 19. | Jf. Thacker, In the Dust, 129. |
| 20. | Thacker, In the Dust, 117. |
| 21. | Jf. Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dialektik (Gyldendal, 2003 [1947]), 344. |
| 22. | Jf. §29 i Spinozas Etikken. Baruch de Spinoza, Ethics (Penguin, (1996 [1677]), 20–21. |
| 23. | Thacker, In the Dust, 133. |
| 24. | Andre eksempler kunne være Hotel Proformas klima- og miljøopera NeoArctic fra 2016 og billedkunstneren Pinar Yoldas’ spekulative livsformer i plastic (se hendes udstilling An Ecosystem of Excess fra 2017). |
| 25. | Thacker, In the Dust, 158. |
| 26. | Thacker, In the Dust, 159. |
| 27. | Laugesen, “Vi lever på en planet”. |