• Print

Tænkning i planetens skygge: Eugene Thacker og kosmisk pessimisme

Amerikanske Eugene Thacker er nihi­list og kos­misk pes­si­mist; to filo­so­fi­ske beteg­nel­ser, som i øje­blik­ket vin­der ind­pas i vis­se intel­lek­tu­el­le og kunst­ne­ri­ske mil­jø­er. Betegnelserne navn­gi­ver en aktu­el ten­dens i tidsån­den og beto­ner sam­ti­dens opmærk­som­hed på pla­ne­ten Jorden som selv­stæn­dig eksi­stens og det ikke-men­ne­ske­li­ge i det hele taget. Inden for både filo­so­fi, film, kunst og lit­te­ra­tur har vi i løbet af de sid­ste 10–15 år været vid­ne til en eks­plo­sion af udgi­vel­ser, som beskæf­ti­ger sig med emner, der tra­di­tio­nelt har befun­det sig på natur­vi­den­ska­ber­nes revir. Den grun­der­fa­ring, som de huma­ni­sti­ske og kunst­ne­ri­ske disci­pli­ner nu for alvor er begyndt at beskæf­ti­ge sig med, har Thacker pro­gram­ma­tisk for­mu­le­ret såle­des:

Men i det mind­ste inden for natur­vi­den­ska­ber­ne og vores hver­dags­li­ge inter­ak­tio­ner er der en mini­mal aner­ken­del­se af noget andet der­u­de, som ikke bare er os eller vores. De mest ekstre­me eksemp­ler på, at vi bli­ver min­det om det­te, er natur­ka­ta­stro­fer, som ikke er plan­lagt, ikke er ønsket og som åben­lyst portræt­te­rer en form for ond­s­in­det destruk­tiv kva­li­tet ved den ver­den, som vi har skabt eller byg­get op. Selvfølgelig er natur­ka­ta­stro­fer ikke ond­s­in­de­de, men de bare er og er indif­fe­ren­te, og det er det svæ­re­ste for os at fatte.1Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Vi lever på en pla­net, som ikke giver en fuck – inter­view med Eugene Thacker”, Baggrund, 27. okto­ber 2017.

Thackers udgi­vel­ses­ka­na­ler har ind­til vide­re ikke pri­mært været de tra­di­tio­nel­le tids­skrif­ter, som uni­ver­si­tets­fi­lo­sof­fer på det glo­ba­li­se­re­de videns­mar­ked ori­en­te­rer sig efter, men der­i­mod aka­de­misk uaf­hæn­gi­ge under­grunds­for­lag som Zero Books, Univocal Publishing, Schism Press2 og Repeater Books. Han har des­u­den givet en ræk­ke inter­views i mere eller min­dre under­grunds­ag­ti­ge onli­ne tids­skrif­ter, hvor han som regel har for­mu­le­ret sine filo­so­fi­ske, kunst­kri­ti­ske og neo-eksi­sten­ti­a­lis­tisk mysti­ske per­spek­ti­ver med en for ham van­lig mørk begej­string, karak­te­ri­stisk for hans psy­ke og sjæl. I anled­ning af, at Thackers til dato vig­tig­ste og mest udbred­te bog I den­ne pla­nets støv: Filosofiens hor­ror net­op er udkom­met i dansk over­sæt­tel­se på Forlaget Mindspace,2Eugene Thacker, I den­ne pla­nets støv (Forlaget Mindspace, 2020). I artik­len hen­vi­ses der til den engel­ske udga­ve: Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011). vil jeg i det føl­gen­de for­sø­ge at åbne døren på klem ind til Thackers filo­so­fi­ske mare­ridts­ver­den, hvor vir­ke­lig­he­den er ligeg­lad med men­ne­ske­ne, og men­ne­ske­ne selv skri­ves frem som ube­ty­de­ligt omkrings­væ­ven­de støvfnug et til­fæl­digt sted i udkan­ten af ver­densal­tets labyrint. I The Matrix fra 1999 siger Morpheus i et Jean Baudrillard-inspi­re­ret øje­blik til Neo: “Welcome to the desert of the real.” Til sam­men­lig­ning synes læse­ren i Thackers dystre bøger ved­hol­den­de at bli­ve mødt med et H.P. Lovecraft-inspi­re­ret: “Welcome to the void of the cos­mos.” Der er såle­des tale om en ini­ti­e­ring i det egent­ligt vir­ke­li­ge, en skrift­lig frem­ma­ning af en filo­so­fisk grun­der­fa­ring, som i læse­rens møde med Thackers tekst, lige­som i Neos møde med Morpheus’ tale, har poten­ti­a­let til at udgø­re et hor­ri­belt meta­fy­sisk chok. Jeg er af den over­be­vis­ning, at der i bed­ste fald vil være tale om en veri­ta­bel rystel­se af fle­re af de fun­da­men­ter, som karak­te­ri­se­rer vor sam­tids hold­nings­mæs­si­ge stå­ste­der, men måske i sær­de­les­hed den dov­ne soci­al­kon­struk­ti­vis­me, som lig­ger til grund for f.eks. den vol­de­ligt ignor­an­te kli­ma­skep­ti­cis­me og de umo­dent kramp­ag­ti­ge mani­fe­sta­tio­ner af iden­ti­tetspo­li­tik. Inden jeg imid­ler­tid intro­du­ce­rer yder­li­ge­re til Thackers tan­ke­ver­den og for­kla­rer, hvad vi nær­me­re skal for­stå ved nihi­lis­me og kos­misk pes­si­mis­me, samt hvor­dan dis­se kom­mer til udtryk i I den­ne pla­nets støv, vil jeg lade mit essay begyn­de med en kort bag­grunds­for­tæl­ling om kon­tek­sten for Thackers opkomst og popu­la­ri­tet for både at moti­ve­re og kon­tek­stu­a­li­se­re hans rele­vans og aktu­a­li­tet.

“Upholding the Autonomy of Reality”3Udtrykket stam­mer fra pla­ka­ten for den oprin­de­li­ge 2007-kon­fe­ren­ce ved Goldsmith’s College i London, som kata­pul­te­re­de spe­ku­la­tiv rea­lis­me ind på filo­so­fi­ens scene.

Siden den filo­so­fi­ske paraply­be­væ­gel­se spe­ku­la­tiv rea­lis­me entre­re­de ånds­li­vets sce­ne i 2007,4Se Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ rea­lis­me: En intro­duk­tion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017). har Thacker været en med­rej­sen­de, en rand­fi­gur, som ikke af den grund har ydet min­dre ind­fly­del­se end bevæ­gel­sens cen­tra­le med­lem­mer. Mens Quentin Meillassoux, Graham Harman, Timothy Morton og andre har nydt godt af en sta­dig sti­gen­de aka­de­misk opmærk­som­hed og behand­ling inden for uni­ver­si­te­ter­nes væg­ge, har Thackers impa­ct i høj grad ladet sig bemær­ke uden for den aka­de­mi­ske ver­den, nem­lig inden for (populær)kulturens domæ­ne. Nic Pizzolatto, ophavs­man­den til HBO-suc­ce­sen True Detective med Woody Harrelson og Matthew MacConaughey i hoved­rol­ler­ne som det uma­ge poli­ti­mak­ker­par Marty og Rust, har frem­hæ­vet, at han i høj grad var inspi­re­ret af net­op det værk af Thacker, som nu fore­lig­ger på dansk: I den­ne pla­nets støv.5Michael Calia, “Writer Nic Pizzolatto on Thomas Ligotti and the Weird Secrects of ‘True Detective’ ”, The Wall Street Journal, 2. febru­ar 2014. Denne ind­fly­del­se er langt­fra til­fæl­dig og giver for så vidt god mening, såfremt man besin­der sig på, hvor­dan tidsån­den ellers har udvik­let sig i løbet af de sid­ste to årti­er. Præget af omsig­gri­ben­de kli­maangst, kata­stro­fe­be­vidst­hed samt under­gangs­dysto­pi­ske og posta­po­ka­lyp­ti­ske fan­ta­si­er har tidsån­den siden årtu­sin­de­skif­tet frem­bragt en lang ræk­ke kul­tu­rel­le suc­ce­ser, som har indstif­tet nye koor­di­na­ter for men­ne­ske­ne at ori­en­te­re sig efter. Tænk blot på Roland Emmerichs film The Day after Tomorrow fra 2004, Cormac McCarthys roman The Road fra 2006, Björks album Biophilia fra 2011 og Jeff Vandermeers roman Annihilation fra 2014, som blev fil­ma­ti­se­ret af Alex Garland i 2018. Fra den ame­ri­kan­ske popu­lær- og hol­lywood­kul­tur har vi des­u­den set en stri­be af stjer­ner så for­holds­vist for­skel­li­ge som Pamela Anderson, Joaquin Phoenix, før­nævn­te Woody Harrelson, Leonardo DiCaprio og Billie Eilish råbe op på soci­a­le medi­er og til awards­hows om den pla­ne­tæ­re kli­ma­kri­se og det pres­se­ren­de behov for grøn omstil­ling på alle fron­ter. Tænk også på de i dansk sam­men­hæng man­ge digtsam­lin­ger og roma­ner, der i løbet af 10’erne har beskæf­ti­get sig ind­gå­en­de med men­ne­skets ind­fæl­det­hed i en natur­sam­men­hæng, som vi på for­skel­li­ge måder kapi­ta­li­stisk-øko­no­misk og tek­nisk-viden­ska­be­ligt er ble­vet frem­med­gjort fra.6For eksem­pel Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012), Amalie Smiths I civil (Gyldendal, 2012), Theis Ørntofts Digte 2014 (Gyldendal, 2014), Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno (Arena, 2014), Liv Sejrbo Lidegaards Fælleden (Gyldendal, 2015), Viktor Boy Lindholms Jeg elsker natu­ren og alt omkring mig (OVO Press, 2015), Rasmus Nikolajsens Tilbage til … Continue reading Senest har vi i Danmark, England og andre lan­de været vid­ner til en vok­sen­de offent­lig til­ste­de­væ­rel­se af akti­vi­ster­ne i Extinction Rebellion og deres kunst­ne­ri­ske og per­for­man­ce­præ­ge­de form for aktivisme.7Se for eksem­pel video­en, hvor med­lem­mer af Extinction Rebellion ind­ta­ger Klimaministeriets for­hal og smø­rer sig ind i olie, mens de vri­der sig rundt på gul­vet: Maya Tekeli, “Se video­en: Halvnøgne kli­maak­ti­vi­ster smø­rer sig ind i olie i Klimaministeriets for­hal”, Berlingske, 18. novem­ber 2019. Der er ingen tvivl om, at tidsån­den er i grø­de og meget er under opsej­ling. Jeg vil hæv­de, at Thacker har vist sig at være en af de filo­so­fi­ske see­re eller mysti­ke­re, der vir­ke­lig har for­må­et at frem­skri­ve en af sam­ti­dens cen­tra­le grundstem­nin­ger: sørg­mo­dig­he­den over, at pla­ne­tens livs­grund­lag svin­der ind og går bort. Melankolien over, at Jordens bios­fæ­re er syg pga. men­ne­ske­nes århund­re­delan­ge tek­no­lo­gisk-viden­ska­be­li­ge og kapi­ta­li­stisk-pro­duk­ti­ve rov­drifts­ag­ti­ge udpi­ning. Dette gen­nem­gå­en­de tema i Thackers tænk­ning kom­mer bl.a. til udtryk i hans mobi­li­se­ring af begre­bet “ver­den-uden-os”, et udtryk lånt fra viden­skabsjour­na­li­sten Alan Weisman, som han bru­ger til at ita­le­sæt­te vir­ke­lig­he­den uden hen­syn til eller inter­es­se for, hvor­dan vi som men­ne­sker tæn­ker, føler og hand­ler i den. Thackers I den­ne pla­nets støv kan såle­des siges at rum­me en for­håb­nings­løs, umen­ne­ske­lig filo­so­fi, der kon­cep­tu­elt mod­sva­rer den udsigts­løs­hed, som man­ge men­ne­sker ople­ver som reak­tion på spæn­din­gen mel­lem, på den ene side, en kun pseu­do-hand­len­de poli­tisk-øko­no­misk eli­te og, på den anden side, et histo­risk pres­se­ren­de pro­blem­kom­pleks bestå­en­de af bl.a. glo­bal opvarm­ning, sti­gen­de øko­no­misk ulig­hed, svæk­kel­se af demo­kra­ti­ske insti­tu­tio­ner og kapi­ta­li­stisk infil­tre­ring af offent­li­ge orga­ner (neoli­be­ra­lis­me).

I skri­ven­de stund er Danmark end­nu del­vist luk­ket ned som poli­tisk reak­tion på COVID-19-pan­de­mi­en, der i for­å­ret 2020 hær­ge­de i man­ge af ver­dens lan­de. Den mas­si­ve medi­e­dæk­ning af det­te cor­o­navirus, som uden stem­me, bevidst­hed og prok­la­me­ret idé spre­der sig vildt og blindt blandt men­ne­ske­ne, er end­nu et eksem­pel på, hvor­dan vi lever i en tid med en vok­sen­de bevidst­hed om, at vores eksi­stens­grund­lag i vir­ke­lig­he­den er usik­kert og dybt kon­tin­gens­præ­get, samt at ræds­ler­ne altid lurer i kulis­sen uaf­hæn­gigt af kon­ven­tio­ner og kon­trak­ter. Det er i den­ne sam­men­hæng vig­tigt at under­stre­ge, at det i vis­se til­fæl­de ikke så meget er de ude­frakom­men­de trus­ler selv, der udgør ræds­ler­ne, men at det der­i­mod i høje­re grad er de mid­ler, som men­ne­ske­ne poli­tisk og sam­funds­mæs­sigt tager i brug for at afvær­ge trus­ler­ne, der væk­ker den egent­li­ge ræd­sel. Hvordan tidsån­den vil vise sig at respon­de­re på cor­ona­kri­sen, har vi end­nu til gode at fin­de ud af, men sik­kert er det, at der nok skal kom­me både film, roma­ner, tea­ter, poesi, filo­so­fi og musik ud af de vold­som­me erfa­rin­ger, som man­ge gør sig for tiden: erfa­rin­ger, som i sti­gen­de grad tvin­ger bor­ger­ne i lan­de som Danmark til at besin­de sig på det fak­tum, at den ver­den, som de ken­der, ikke udgør hele ver­den, og at ver­den der­for i vir­ke­lig­he­den altid er mere og andet end det, som de til enhver tid er over­be­vi­ste om og føl­ge­lig hæv­der, at den er. Denne frem­skridts­op­ti­mis­mens onto­lo­gi­ske selvsik­ker­hed og dens urok­ke­li­ge tro på, at sam­ti­den på alle måder udgør histo­ri­ens høj­de­punkt, og at nuti­dens men­ne­ske er sel­ve the crown of cre­a­tion, udfor­dres radi­kalt af det vold­som­me ind­brud i vor tids men­ne­ske­li­ge, alt for men­ne­ske­li­ge, til­ba­ge­læ­net­hed og afslap­pe­de man­gel på nys­ger­rig­hed, hvad angår den sto­re beret­ti­ge­de undren over, hvad vir­ke­lig­he­den måt­te være hin­si­des vores dis­kur­sivt betin­ge­de tan­ke­ba­ner og erfa­rings­må­der. Dette over­rum­p­len­de fak­tum, at ver­den i vir­ke­lig­he­den er præ­get af en mystisk, uud­grun­de­lig til­ba­ge­truk­ket­hed og en fun­da­men­tal uudtøm­me­lig­hed er en grun­didé, som præ­ger Thackers tænk­ning, og som han deler med f.eks. Harman og den­nes objekt­o­ri­en­te­re­de filosofi.8For ind­fø­ring i Harmans filo­so­fi kan jeg hen­vi­se til kapit­let om Harman i Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ rea­lis­me: En intro­duk­tion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017) samt til min arti­kel om Spinoza, Hegel og Harman (sær­ligt side 45–58): Martin Hauberg-Lund Laugesen, “The Nature of Freedom: On … Continue reading COVID-19-pan­de­mi­en kan i den sam­men­hæng siges at illu­stre­re, at den­ne grun­didé udtryk­ker et deci­de­ret onto­lo­gisk vil­kår for­stå­et som et uom­gæn­ge­ligt træk ved sel­ve vir­ke­lig­he­den. Vi bør der­for vide os sik­re på, at der i frem­ti­den vil kom­me andre og fle­re COVID-19’er – under andre nav­ne og i andre skik­kel­ser.

Planetarisering af tænk­nin­gen

Thacker er pro­fes­sor i medi­e­vi­den­skab ved The New School for Social Research i New York, USA. Han har en bag­grund i kom­pa­ra­tiv lit­te­ra­tur, men beskæf­ti­ge­de sig igen­nem hele sin stu­di­e­tid med filo­so­fisk tænk­ning af mesten­dels eksi­sten­ti­a­lis­tisk og pes­si­mi­stisk til­snit. Fra en ung alder var han opta­get af tæn­ke­re som Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche, Bataille og Cioran, og siden sin barn­dom har han dyr­ket “hor­ror” som (populær)kulturelt fæno­men, både i form af Edgar Allan Poes gotisk-roman­ti­ske novel­ler, Howard Phillips Lovecrafts kos­misk bizar­re skræk­for­tæl­lin­ger og John Carpenters uhyg­ge­li­ge film, f.eks. The Thing fra 1982. Thacker bru­ger i sit for­fat­ter­skab hor­r­oren som en ikke-tek­nisk, intu­i­tiv måde at beskæf­ti­ge sig med filo­so­fi­ske spørgs­mål på. Hans skrift­li­ge frem­stil­ling af sin tænk­ning bærer der­for præg af en mørk og for­dunk­let vel­o­p­lagt­hed, som æste­tisk isce­ne­sæt­ter hans filo­so­fi­ske per­spek­ti­ver på en måde, som man inden for uni­ver­si­tets­ver­de­nens fag­fi­lo­so­fi ofte går for­gæ­ves efter. Thackers tek­ster er pågå­en­de og eksi­sten­ti­elt pro­vo­ke­ren­de læs­ning, og som læser kan man næp­pe und­gå at føle sig til­talt og adres­se­ret af de udfor­dren­de per­spek­ti­ver, som befol­ker Thackers bøger. For Thacker dre­jer det sig som oftest om at frem­kal­de vir­ke­lig­he­dens auto­no­mi og skrift­ligt iværk­sæt­te dens ibo­en­de indif­fe­ren­ce over for men­ne­skets gøren og laden. Hvad det­te angår, deler han den grundam­bi­tion, som er defi­ne­ren­de for den spe­ku­la­ti­ve rea­lis­me: opgø­ret med den såkald­te kor­re­la­tio­nis­me.

Den over­ord­ne­de fæl­lesnæv­ner for de tæn­ke­re og for­fat­te­re, der affi­li­e­rer sig med spe­ku­la­tiv rea­lis­me, er, at de på for­skel­li­ge måder pro­ble­ma­ti­se­rer det kor­re­la­tio­ni­ske dog­me, som har ken­de­teg­net det meste af den post-kan­ti­an­ske filo­so­fi­hi­sto­rie. Kort for­talt er kor­re­la­tio­nis­me en begræn­sen­de præ­mis for tænk­nin­gen, der fore­skri­ver, at tænk­nin­gen kun kan og bør beskæf­ti­ge sig med de aspek­ter af vir­ke­lig­he­den, som kan brin­ges til menings­fuld og for­stå­e­lig frem­træ­del­se for men­ne­ske­ne, dvs. vir­ke­lig­he­den kun som den er “for-os” og aldrig som den måt­te være “i‑sig-selv” og “uden-os”.9Se Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (London/New York: Continuum International Publishing Group Coorporation, 2006). Korrelationisme optræ­der som begreb også i Thackers I den­ne pla­nets støv, og er nav­net på den epi­ste­mo­lo­gi­ske præ­mis, at men­ne­sker og deres ver­den ikke kan for­stås uaf­hæn­gigt af hin­an­den, men kun … Continue reading Imidlertid er den udbred­te ople­vel­se af, at ver­den i vir­ke­lig­he­den ikke er et sted, der som sådan er ind­ret­tet efter men­ne­ske­li­ge inter­es­ser, behov og for­håb­nin­ger, kun ble­vet mere og mere præ­sent og aktu­el i takt med, at erken­del­sen af den glo­ba­le opvarm­nings og den sjet­te mas­seud­dø­ens frem­skred­ne udvik­ling er ble­vet offent­ligt trans­mit­te­ret og gjort til alment eje. Politikere og virk­som­heds­le­de­re kan ikke læn­ge­re på sam­me måde som tid­li­ge­re benæg­te de dystre udsig­ter for pla­ne­ten Jordens mang­fol­dig­hed af liv og leve­ste­der, og de afkræ­ves nu at tage et histo­risk nyt og stort ansvar. Med andre ord: Samtiden er karak­te­ri­se­ret ved til­ta­gen­de pla­ne­tær bevidst­hed. Og det er den­ne fore­stil­ling om pla­ne­ten som ikke-men­ne­ske­ligt ska­le­ret geo­lo­gisk, kemisk, fysisk, bio­lo­gisk og for­hi­sto­risk rea­li­tet, hvis vir­ke­lig­hed er uaf­hæn­gig af og ligeg­lad med vores, men­ne­ske­nes, for­skel­li­ge fore­ha­ven­der, som får man­ge men­ne­sker, men især børn, unge og nyvoks­ne, til at skæl­ve og æng­stes. Som Thacker har for­mu­le­ret det i sin bog Infinite Resignation fra 2018: “Optimisme, pes­si­mis­me – sim­pelt­hen et spørgs­mål om skala.”10Eugene Thacker, Infinite Resignation (Watkins Media, 2018), 79. Den glo­ba­le opvarm­ning og dens neme­sis-agti­ge udslag i hedebøl­ger med tør­ke, mas­si­ve sko­v­bran­de og hunger­s­nød til føl­ge kan siges at udgø­re et bagtæp­pe for Thackers udlæg­ning af “ver­den-uden-os”. Meningen med det­te cen­tra­le begreb for Thacker lod jeg mig inspi­re­re af, da jeg for­mu­le­re­de tit­len til udgi­vel­sen af det inter­view, jeg lave­de med ham til­ba­ge i 2016: Vi lever på en pla­net, som ikke giver en fuck.11På dr.dk kun­ne man d. 23. august 2020 læse en arti­kel om kli­ma­for­ske­ren Konrad Steffens dra­ma­ti­ske død på Grønland (Emilie Aagaard, “Jason var med, da berømt kli­ma­for­sker for­svandt i isen: ‘Det utæn­ke­li­ge blev til vir­ke­lig­hed’ ”, DR, 23. august 2020). Steffen, som i sin aka­de­mi­ske kar­ri­e­re har fore­ta­get vig­tig og … Continue reading

Man må fore­stil­le sig, at for­di Thacker i sit for­fat­ter­skab beskæf­ti­ger sig med emner som livets grund­læg­gen­de menings­løs­hed, eksi­sten­sens mang­len­de ibo­en­de vær­di og uni­ver­sets radi­ka­le indif­fe­ren­ce, reso­ne­rer hans tænk­ning med de bekym­re­de erfa­rin­ger, som man­ge men­ne­sker gør sig i dis­se år. Samtiden betrag­tet som geo­lo­gisk epo­ke kal­des for­søgs­vis for Antropocænen, dvs. epo­ken hvor frem­ti­den for pla­ne­ten Jorden og alt dens liv i over­væl­den­de grad domi­ne­res og bestem­mes af arten homo sapi­ens’ gøren og laden. En skal­ten og val­ten, der i fare­tru­en­de udstræk­ning synes at skub­be os alle sam­men nær­me­re den afgrund, der udgø­res af for­ø­get acce­le­ra­tion af tab af bio­di­ver­si­tet og leve­ste­der, kata­stro­fa­le føl­ger af fort­sat­te glo­ba­le tem­pe­ra­turstig­nin­ger, ube­bo­e­lig­hed af lan­d­om­rå­der, mas­si­ve fol­ke­van­drin­ger, res­sour­ce­kon­flik­ter, ter­ri­to­ri­al­kri­ge og død og atter død. Det er ikke noget under, at Thackers tek­ster i lyset af erken­del­sen af sam­ti­dens omi­nø­se tegn og ten­den­ser vir­ker som et æggen­de sort spejl for den grundstem­ning, som her­sker i man­ges for­mør­ke­de sind. Et mør­ke, som er opstå­et på bag­grund af den mysti­ske erfa­ring af, at ver­dens egen indif­fe­ren­ce, dens umen­ne­ske­li­ge skjult­hed (ver­den-uden-os), har bragt sig selv til vold­som vis­ning i den ver­den, som er til­gæn­ge­lig for os (ver­den-for-os). Thacker taler i den for­bin­del­se om “[…] the enig­ma­tic mani­festing of the wor­ld-wit­hout-us into the wor­ld-for-us, the intru­sion of the Planet into the World”.12Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011), 82. Disse onto­lo­gi­ske ind­brud i men­ne­ske­nes kul­tu­relt for­ord­ne­de livs­ver­de­ner (ver­denerne-for-os) tje­ner fort­fa­ren­de som uomt­vi­ste­li­ge vid­nes­byrd om vir­ke­lig­he­dens auto­no­mi og indif­fe­ren­ce, dens til­ba­ge­truk­ket­hed og menings­løs­hed. Og for at bli­ve i stand til at begri­be det­te må tænk­nin­gen lade sig planetarisere.13I Information kun­ne man d. 25. juli 2020 under over­skrif­ten “Med en naiv fore­stil­ling om natu­ren gik min kære­ste og jeg ud i ørke­nen og var ved at dø” læse en vold­som og velskre­vet beret­ning af Johanne Pontoppidan Tuxen (Johanne Pontoppidan Tuxen, “Med en naiv fore­stil­ling om natu­ren gik min kære­ste og jeg ud i ørke­nen og var ved at dø”, Information, … Continue reading

Helt grund­læg­gen­de kan I den­ne pla­nets støv ses som en filo­so­fisk medi­ta­tion over spørgs­må­let: “[W]hat hap­pens when we as human beings con­front a wor­ld that is radi­cal­ly unhu­man, imper­so­nal, and even indif­fe­rent to the human?”.14Thacker, In the Dust, 96. I mit inter­view med Thacker fra 2016 for­kla­re­de han selv sin inter­es­se for det­te fun­da­men­tale spørgs­mål såle­des:

Altså, jeg vok­se­de op med at læse eksi­sten­ti­a­lis­me som stu­de­ren­de, selv­føl­ge­lig, og jeg fandt altid dens pro­ble­mer fasci­ne­ren­de, men dens løs­nin­ger fandt jeg fuld­kom­men ubær­li­ge, tåbe­li­ge og nai­ve. Det er der­for, at nog­le af de bed­re vær­ker, for eksem­pel inden for det absur­des lit­te­ra­tur, end ikke besvæ­rer sig med at give et svar. Det er arti­ku­la­tio­nen af pro­ble­met og apo­ri­en, som er inter­es­sant for mig, og ikke den mere eller min­dre nai­ve bekræf­tel­se af det her­oi­ske valg og at for­mu­le­re en sådan i et tek­nisk sprog. Den slags synes at kun­ne koges ned til selv­hjælp og desvær­re, i det mind­ste i Vesten, er det sådan, at eksi­sten­ti­a­lis­men ofte er ble­vet læst – som en slags maske­ret selv­hjælp for intel­lek­tu­el­le, der er for stol­te til at gå hen til selv­hjælps­sek­tio­nen i bog­hand­len. Det inter­es­san­te ved eksi­sten­ti­a­lis­men er for det før­ste aner­ken­del­sen af en indif­fe­rent, umen­ne­ske­lig ver­den, i over­ens­stem­mel­se med Kierkegaards og Pascals fore­stil­lin­ger om det absur­de. Den her form for aner­ken­del­se af ver­dens lige­gyl­dig­hed. Hertil kom­mer så den eksi­sten­ti­el­le eller måske eti­ske udfor­dring, der består i at være afstemt efter det­te for­hold. Hvad vil­le det bety­de, ikke bare at aner­ken­de det, men lige­frem at accep­te­re det?15Laugesen, “Vi lever på en planet”.

Thackers neo-eksi­sten­ti­a­lis­ti­ske tænk­ning kred­ser såle­des om, hvor­dan sel­ve ver­dens indif­fe­ren­ce betin­ger men­ne­skets til­væ­rel­ses­mæs­si­ge vil­kår og om, hvor­dan den­ne ligeg­lad­hed er kom­met både lit­terært, filo­so­fisk og kunst­ne­risk til udtryk gen­nem ånds­hi­sto­ri­en. Han træk­ker i den for­bin­del­se på en ræk­ke på over­fla­den tem­me­lig for­skel­li­ge eksemp­ler såsom ita­li­ensk renæs­san­ce­digt­ning (Dante Alighieris Den gud­dom­me­li­ge kome­die), japansk man­ga (Junji Itos Uzumaki) og norsk bla­ck metal (Mayhems album De Mysteriis Dom Sathanas). Thackers nihi­lis­me, som han med afsæt i sin læs­ning af Lovecraft kal­der for kos­misk pes­si­mis­me, består i den for­bin­del­se i, at han for­fæg­ter en opfat­tel­se af vir­ke­lig­he­den som i alt væsent­ligt vær­di­for­ladt og berø­vet enhver form for for­ud­gi­vet mening. Som han for­mu­le­rer det i I den­ne pla­nets støv:

The view of Cosmic Pessimism is a stran­ge mysti­cism of the wor­ld-wit­hout-us, a her­me­ti­cism of the aby­ss, a nou­me­nal occul­tism. It is the dif­fi­cult thought of the wor­ld as abso­lu­te­ly unhu­man, and indif­fe­rent to the hopes, desi­res, and strug­g­les of human indi­vi­du­als and groups.16Thacker, In the Dust, 17.

Hans kos­mi­ske pes­si­mis­me inde­bæ­rer des­u­den, at vir­ke­lig­he­den ikke i næv­ne­vær­dig grad til­la­der eller under­støt­ter, at men­ne­sket kan lyk­kes med at til­ve­je­brin­ge en menings- og vær­di­fuld eksi­stens for sig selv og sine med­skab­nin­ger. Virkeligheden kan med andre ord fore­kom­me fjendt­lig, far­lig og uvel­kom­men, iføl­ge Thacker. Verden er befol­ket af dæmo­ner, kun­ne man også sige med et myto­lo­gisk udtryk, når vi med “dæmo­ner” for­står “[…] an ant­hro­po­lo­gi­cal motif through which we human beings pro­ject, exter­na­lize, and rep­re­sent the dar­ker side of the human to ourselves”.17Thacker, In the Dust, 26. I den for­bin­del­se bør det næv­nes, at Thacker under­stre­ger, at “hor­ror” som sådan ikke er knyt­tet til fryg­ten for døden, men der­i­mod sna­re­re til ræds­len ved livet.18Jf. Thacker, In the Dust, 98. Mere radi­kalt tema­ti­se­rer han også sel­ve ræds­len ved væren, ved sel­ve det fak­tum, at “der er…”.19Jf. Thacker, In the Dust, 129. Det er såle­des ikke døden, der er dæmo­nisk, men sel­ve det at være i live i ordets dob­bel­te betyd­ning af 1) bio­lo­gisk orga­nis­me og krop (objekt) og 2) ånde­ligt kul­tur­væ­sen (sub­jekt). Han spids­for­mu­le­rer selv den­ne poin­te såle­des: “[H]orror expres­ses the logic of incom­men­su­ra­bi­li­ty betwe­en Life and the living”.20Thacker, In the Dust, 117. Livet selv lever nok vide­re, men de enkel­te liv er dømt til at leve under væg­ten af døde­ns åg. Dette for­hold instal­le­rer en vis uom­gæn­ge­lig tragik i livet – sær­ligt men­ne­skets på grund af dets art­s­spe­ci­fik­ke hang til eksi­sten­ti­el selv­re­flek­sion og meta­fy­sisk spe­ku­la­tion.

Theodor Adorno og Max Horkheimers kri­tisk teo­re­ti­ske klas­si­ker Oplysningens dia­lek­tik fra 1947 går for at være en af kul­tur­pe­s­si­mis­mens hjør­ne­sten – et værk, som lig­ger Thacker nær, og som han af adskil­li­ge omgan­ge har under­vist de stu­de­ren­de i ved New School i New York. De fle­ste over­ser imid­ler­tid, at vær­ket også rum­mer en flig af håb, hvil­ket sær­ligt og kun indi­rek­te kom­mer til udtryk gen­nem Adorno og Horkheimers flyg­ti­ge kva­li­fi­ce­ring af gene­rin­drin­gen af natu­ren som poten­ti­elt fri­gø­ren­de begivenhed.21Jf. Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dia­lek­tik (Gyldendal, 2003 [1947]), 344. Men man har ikke for­stå­et Adorno og Horkheimers dob­belt­ty­di­ge natur­be­greb: natur som mani­fest vir­ke­lig­hed (det skab­te, natu­ra natu­ra­ta) og som mani­feste­ren­de vir­ke­lig­hed (det ska­ben­de, natu­ra natu­rans).22Jf. §29 i Spinozas Etikken. Baruch de Spinoza, Ethics (Penguin, (1996 [1677]), 20–21. Det er på lig­nen­de vis svært at fin­de et glimt af håb i Thackers kos­misk pes­si­mi­sti­ske tan­ke­ver­den, men hvis det skal lyk­kes, må det ske i for­bin­del­se med hans filo­so­fi­ske mysti­cis­mes poten­ti­elt opbyg­ge­li­ge per­spek­tiv. I spørgs­måls­form for­mu­le­rer han mulig­he­den af en ander­le­des eksi­stens­form såle­des:

[C]an the­re exist today a mysti­cism of the unhu­man, one that has as its focus the cli­ma­to­lo­gi­cal, mete­o­r­o­lo­gi­cal, and geo­lo­gi­cal wor­ld-in-itself, and, more­over, one that does not resort to eit­her reli­gion or sci­en­ce?23Thacker, In the Dust, 133.

Svaret må natur­lig­vis være et tre­fol­digt “Ja, ja, ja!”, og jeg vil mene, at man kan betrag­te per­for­man­ce­grup­per og udgi­vel­ses­ka­na­ler som Laboratoriet for Æstetik og Økologi og Mycelium som sam­ti­di­ge eksemp­ler på en sådan ikke-men­ne­ske­lig mysti­cis­me, der hyl­der og dyr­ker Jorden, bio­di­ver­si­tet, for­bun­det­hed, afhæn­gig­hed og i det hele taget natu­ren som nekro­bi­o­tisk ska­ber­kraft i bre­de­ste forstand.24Andre eksemp­ler kun­ne være Hotel Proformas kli­ma- og mil­jøo­pe­ra NeoArctic fra 2016 og bil­led­kunst­ne­ren Pinar Yoldas’ spe­ku­la­ti­ve livs­for­mer i pla­stic (se hen­des udstil­ling An Ecosystem of Excess fra 2017). I poli­tisk kon­tekst kan man tæn­ke på Extinction Rebellions akti­vis­me og deres ritu­el­le brug af per­for­man­ce­kunst og poesi. I et øje­blik af filo­so­fisk akti­vis­me sæt­ter Thacker selv beho­vet for sådan­ne til­gan­ge på spid­sen ved at frem­hæ­ve, at “[…] the core pro­ble­ma­tic in the cli­ma­te chan­ge discour­se is the extent to which human beings are at issue at all”.25Thacker, In the Dust, 158. Men det er så også så meget håb, man kan vri­de ud af Thackers ellers nok så sor­te bog, for som han selv under­stre­ger i bogens udgangs­replik, så kan enhver sådan ikke-men­ne­ske­lig mysti­cis­me “[…] only be expres­sed in the dust of this planet”.26Thacker, In the Dust, 159.

Afslutningsvist skal det frem­hæ­ves, at Thacker for­hol­der sig meto­do­lo­gisk kon­si­stent til sit skrift­li­ge vir­ke i og med, at hans egen poe­tik, dvs. hans opfat­tel­se af hvor­for og hvor­dan han skri­ver, afspej­ler net­op den kos­mi­ske pes­si­mis­me, som i stor stil udgør ind­hol­det af hans lit­terært vel­o­p­lag­te om end ned­slå­en­de tænk­ning. Form og ind­hold går med andre ord op i en høje­re enhed. Som han selv med slet skjult foragt for­mu­le­re­de det, da jeg tal­te med ham i 2016:

Helt gene­relt så skri­ver jeg ikke for at hjæl­pe folk. En del af det, jeg har skre­vet, er skrift omhand­len­de pro­ble­mer eller bekym­rin­ger, som er karak­te­ri­se­ret ved i nogen grad at være pres­se­ren­de. Men jeg har aldrig været en af de der for­fat­te­re, som er ind­bild­ske nok til at tæn­ke, at eli­tær intel­lek­tu­a­li­se­ren i form af bøger kom­mer til at have nogen som helst effekt på den måde, hvor­på tin­ge­ne for­hol­der sig.27Laugesen, “Vi lever på en planet”.

Derfor, kære læser, er det til slut op til dig selv, hvad Thackers tænk­ning og skri­ve­ri­er ender med at bety­de for dig samt hvil­ken mening (eller menings­løs­hed), du bærer med dig efter endt læs­ning. Og med dis­se ord vil jeg ønske dig god for­nø­jel­se på din vej gen­nem Thackers dunk­le stu­er, trø­stes­lø­se kor­ri­do­rer og labyrin­ti­ske bibli­o­tek. Der er skyg­ger nok til alle, så bare rag til dig af kos­mos’ mør­ke, mens tid end­nu er.

1. Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Vi lever på en pla­net, som ikke giver en fuck – inter­view med Eugene Thacker”, Baggrund, 27. okto­ber 2017.
2. Eugene Thacker, I den­ne pla­nets støv (Forlaget Mindspace, 2020). I artik­len hen­vi­ses der til den engel­ske udga­ve: Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011).
3. Udtrykket stam­mer fra pla­ka­ten for den oprin­de­li­ge 2007-kon­fe­ren­ce ved Goldsmith’s College i London, som kata­pul­te­re­de spe­ku­la­tiv rea­lis­me ind på filo­so­fi­ens scene.
4. Se Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ rea­lis­me: En intro­duk­tion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017).
5. Michael Calia, “Writer Nic Pizzolatto on Thomas Ligotti and the Weird Secrects of ‘True Detective’ ”, The Wall Street Journal, 2. febru­ar 2014.
6. For eksem­pel Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2012), Amalie Smiths I civil (Gyldendal, 2012), Theis Ørntofts Digte 2014 (Gyldendal, 2014), Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno (Arena, 2014), Liv Sejrbo Lidegaards Fælleden (Gyldendal, 2015), Viktor Boy Lindholms Jeg elsker natu­ren og alt omkring mig (OVO Press, 2015), Rasmus Nikolajsens Tilbage til una­tu­ren (Samleren, 2016), Theis Ørntofts Solar (Gyldendal, 2018), Jonas Eikas Efter solen (Basilisk, 2018) samt Forlaget Virkeligs Ny jord-udgi­vel­ser, der siden 2015 ind­til vide­re er udkom­met i fire num­re. Se des­u­den Martin Gregersen og Tobias Skiverens fag­lit­teræ­re Den mate­ri­el­le drej­ning: Natur, tek­no­lo­gi og krop i (nye­re) dansk lit­te­ra­tur (Syddansk Universitetsforlag, 2016) og sene­st Dagbladet Informations sto­re som­mer­bog­til­læg om natu­re wri­ting, m.m., “I øjen­høj­de med natu­ren” (Information, fre­dag d. 26. juni 2020).
7. Se for eksem­pel video­en, hvor med­lem­mer af Extinction Rebellion ind­ta­ger Klimaministeriets for­hal og smø­rer sig ind i olie, mens de vri­der sig rundt på gul­vet: Maya Tekeli, “Se video­en: Halvnøgne kli­maak­ti­vi­ster smø­rer sig ind i olie i Klimaministeriets for­hal”, Berlingske, 18. novem­ber 2019.
8. For ind­fø­ring i Harmans filo­so­fi kan jeg hen­vi­se til kapit­let om Harman i Martin Hauberg-Lund Laugesen, Jonas Andreasen Lysgaard & Kristoffer Lolk Fjeldsted, Spekulativ rea­lis­me: En intro­duk­tion (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2017) samt til min arti­kel om Spinoza, Hegel og Harman (sær­ligt side 45–58): Martin Hauberg-Lund Laugesen, “The Nature of Freedom: On the ethi­cal poten­ti­al of the know­led­ge of the non-human ori­gins of human being”, Res Cogitans, 2016.
9. Se Quentin Meillassoux, After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency (London/New York: Continuum International Publishing Group Coorporation, 2006). Korrelationisme optræ­der som begreb også i Thackers I den­ne pla­nets støv, og er nav­net på den epi­ste­mo­lo­gi­ske præ­mis, at men­ne­sker og deres ver­den ikke kan for­stås uaf­hæn­gigt af hin­an­den, men kun i egen­skab af at være gen­si­digt betin­ge­de af hin­an­den. Normativt føl­ger det af kor­re­la­tio­nis­men, at man ikke bør for­sø­ge sig med at for­stå ver­den uden at rela­te­re (og der­med rela­ti­ve­re) den til men­ne­ske­nes følel­ser, tan­ker og hand­lin­ger og, omvendt, at man ikke bør for­sø­ge at for­stå men­ne­ske­ne uden at rela­te­re (og der­med rela­ti­ve­re) dem til ver­dens objek­ti­ve kva­li­te­ter. Såfremt man lader sin tænk­ning hvi­le loy­alt på det­te kor­re­la­tio­ni­sti­ske cen­tral­dog­me, kan man slet ikke tæn­ke “ver­den-uden-os”, og er man, omvendt for­mu­le­ret, begyndt at beskæf­ti­ge sig seri­øst med ver­den-uden-os som gen­stand for filo­so­fisk tænk­ning, da har man – impli­cit eller eks­pli­cit – alle­re­de kastet kor­re­la­tio­nis­men bort og bevæ­get sig ud på spe­ku­la­tio­nens bund­lø­se hav, hvor sand­he­den i høje­re grad er karak­te­ri­se­ret ved at være kre­a­tivt poe­tisk (dvs. sti­pu­la­tiv) end repræ­sen­ta­tivt kor­re­spon­de­ren­de (dvs. imi­ta­tiv). Det er i den for­bin­del­se vig­tigt at bemær­ke, at det­te skift i filo­so­fi­ens kva­li­tet ikke nød­ven­dig­vis inde­bæ­rer, at tænk­nin­gens syste­ma­tik og streng­hed opgi­ves, hvil­ket klart frem­går af adskil­li­ge af Meillassouxs og Harmans respek­ti­ve vær­ker. Spekulativ rea­lis­me kan såle­des ikke med rime­lig­hed karak­te­ri­se­res som en sti­li­stisk betrag­tet arbi­trær og/eller anti-infe­ren­ti­el filo­so­fi, sådan som den er ble­vet beskyldt for at være af adskil­li­ge mere eller min­dre pro­mi­nen­te sam­ti­di­ge filo­sof­fer – for eksem­pel af Markus Gabriel, der i sin key note-fore­læs­ning ved Dansk Filosofisk Selskabs års­mø­de på RUC i 2018 gjor­de sig mor­som ved at hæv­de, at “Arguments in specu­la­ti­ve rea­lism” er et eksem­pel på noget, som ikke fand­tes. Men både han og de øvri­ge tager fejl.
10. Eugene Thacker, Infinite Resignation (Watkins Media, 2018), 79.
11. På dr.dk kun­ne man d. 23. august 2020 læse en arti­kel om kli­ma­for­ske­ren Konrad Steffens dra­ma­ti­ske død på Grønland (Emilie Aagaard, “Jason var med, da berømt kli­ma­for­sker for­svandt i isen: ‘Det utæn­ke­li­ge blev til vir­ke­lig­hed’ ”, DR, 23. august 2020). Steffen, som i sin aka­de­mi­ske kar­ri­e­re har fore­ta­get vig­tig og ind­fly­del­ses­rig forsk­ning om de men­ne­ske­skab­te kli­ma­for­an­drin­ger, end­te med selv at bli­ve slugt af den is, der gen­nem 30 år hav­de under­støt­tet forsk­nings­sta­tio­nen Swiss Camp i Vestgrønland. Som en karak­ter fra en Lovecraft-for­tæl­ling udtal­te Konrads elev og kol­le­ga Jason Box: “Det er ube­skri­ve­ligt. Det hele var sur­re­a­li­stisk.” Selv de, der pro­fes­sio­nelt og på fuld tid for­sø­ger at til­ve­je­brin­ge vig­tig viden om, at far­li­ge kli­ma­for­an­drin­ger pågår og hvad der evt. kan gøres for at for­hin­dre en fort­sat for­vær­ring af dis­se, kan dø i pla­ne­tens indif­fe­ren­te favn­tag. Den bedrø­ve­li­ge nyhed om Konrads død fore­kom­mer i den sam­men­hæng dybt symbolsk.
12. Eugene Thacker, In the Dust of this Planet (Zero Books, 2011), 82.
13. I Information kun­ne man d. 25. juli 2020 under over­skrif­ten “Med en naiv fore­stil­ling om natu­ren gik min kære­ste og jeg ud i ørke­nen og var ved at dø” læse en vold­som og velskre­vet beret­ning af Johanne Pontoppidan Tuxen (Johanne Pontoppidan Tuxen, “Med en naiv fore­stil­ling om natu­ren gik min kære­ste og jeg ud i ørke­nen og var ved at dø”, Information, 25. juli 2020). Johanne var sam­men med sin kære­ste taget på en éndags­van­dre­tur i Canyonlands natio­nal­park, men opda­ge­de så et godt styk­ke ude på ruten, at de hav­de kom­plet under­vur­de­ret rutens svær­heds­grad og stra­bad­se­ren­de for­hold, hvor­for de både løb tør for vand, fór vild og fle­re gan­ge var på besvi­mel­sens rand pga. dehy­dre­ring og solstik i heden. Hendes selv­bi­o­gra­fisk gene­rø­se for­tæl­ling kan læses som en præ­cis og pæda­go­gisk illu­stra­tion af, hvor­dan men­ne­skets ver­den plud­se­ligt og over­ra­sken­de kan bry­de sam­men pga. pla­ne­tæ­re ind­brud i det skyg­ge­ag­ti­ge møde med verden-uden-os.
14. Thacker, In the Dust, 96.
15. Laugesen, “Vi lever på en planet”.
16. Thacker, In the Dust, 17.
17. Thacker, In the Dust, 26.
18. Jf. Thacker, In the Dust, 98.
19. Jf. Thacker, In the Dust, 129.
20. Thacker, In the Dust, 117.
21. Jf. Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Oplysningens dia­lek­tik (Gyldendal, 2003 [1947]), 344.
22. Jf. §29 i Spinozas Etikken. Baruch de Spinoza, Ethics (Penguin, (1996 [1677]), 20–21.
23. Thacker, In the Dust, 133.
24. Andre eksemp­ler kun­ne være Hotel Proformas kli­ma- og mil­jøo­pe­ra NeoArctic fra 2016 og bil­led­kunst­ne­ren Pinar Yoldas’ spe­ku­la­ti­ve livs­for­mer i pla­stic (se hen­des udstil­ling An Ecosystem of Excess fra 2017).
25. Thacker, In the Dust, 158.
26. Thacker, In the Dust, 159.
27. Laugesen, “Vi lever på en planet”.