En dag i september 2021 vågner verden op til The Facebook Files: et stort læk af interne undersøgelser og rapporter, der viser, at Facebook sætter økonomisk vækst højere end sikkerhed på deres platforme, og at firmaet bag verdens største sociale medie bevidst skjuler information, der viser, hvordan deres platforme kan være dybt skadelige. Her taler vi ikke om den velkendte hårde tone i debatten på internettet, men derimod, at Facebooks algoritme er kodet til at promovere opfordringer til vold, selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser. Den for offentligheden hemmelige kode prioriterer hadefuldt indhold, og ikke nok med det: Facebook hjælper diktaturstater med at holde dissidenter nede.1Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021. Algoritmen – eller hvad Cathy O’Neill har kaldt weapons of math destruction – er med andre ord designet til at skabe gode betingelser for at gøre verden til et værre sted.2Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016).
Man kunne dårligt forestille sig en mere perfekt storm, i hvilken Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks’ bog Sandhedsministeriet kan agere vejviser i blæsten. Bogen, der kom stort set samtidig med lækket af The Facebook Files, har med forfatternes egne ord til formål at vise “med forskelligartede fænomener som fake news, influencere og nøgenbilleder, at sociale platforme administrerer tidens fakta, følelser og fortællingen i et sådant omfang, at platformene de facto er dommere over sandheden”.3Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17. Oplistningen af de tre fænomener – fake news, influencere og nøgenbilleder – er en fin opsummering af bogens store styrke, fordi Sandhedsministeriet giver læseren en grundig og bred indføring i netop den slags bagsider af, at vores fælles offentlighed og kommunikative infrastruktur er kommet på privatkapitalistiske hænder. Omvendt er netop denne oplistning også symptomatisk for bogens svage sider: at fake news, eller mere bredt: spørgsmålet om sandheden, kun er en del blandt mange mindre relevante fænomener og ikke får lov at fylde så meget, som titlen antyder.
Opmærksomhedsspekulanter som sandhedens dommere – en demokratisk dystopi
Titlen, Sandhedsministeriet, refererer til George Orwells dystopiske roman 1984, hvor Ministeriet for Sandhed beskæftiger sig med at forfalske historien og ændre kendsgerninger, så de passer til Partiets doktriner. Vi mangler ellers ikke ligefrem Orwell-referencer i vores offentlige debatter om alt fra PET’s overvågning til identitetspolitisk kritik af den hvide mands historie. Ikke desto mindre er referencen passende i tilfældet med Mehlsen og Hendricks’ bog, der sætter ord på et slående paradoks i tech-giganternes forhold til sandheden: De vil på den ene side ikke være sandhedens dommere, som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg har sagt, men ender på den anden side alligevel med at bestemme over sandhederne.4Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166. Dette paradoks og Zuckerbergs udtalelse danner rammen for Sandhedsministeriet, der gennem otte kapitler grundigt tilbageviser Facebook-stifterens postulat og påviser, hvordan tech-giganterne gør os og vores opmærksomhed til produkter, som de sælger til de højstbydende annoncører; hvordan sandhed er underordnet i algoritmens markedsmekanisme; samt hvordan de sociale medier sidder på store dele af vores politiske infrastruktur og dermed styrer det offentlige rum.
Allerede i 1971 satte nobelpristager i økonomi Herbert Simon ord på det, Mehlsen og Hendricks kalder opmærksomhedsøkonomien: I informationstidsalderen vil vi ikke længere mangle information, men derimod det, information forbruger, nemlig opmærksomhed.5Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52. Opmærksomhed vil være en knap ressource, forudså Simon, og det er der næppe nogen i 2022, der kan være uenig i. Det kræver ikke en nobelpris i økonomi at gennemskue, at en knaphed i ressourcer (i vores tilfælde opmærksomhed) åbner muligheden for spekulation. Det er netop denne åbning, som tech-giganterne har set deres snit til at udnytte. De sociale medier spekulerer i vores opmærksomhed ved at indfange denne knappe ressource gennem vanedannede teknologier og sælge den til højstbydende. Hensynet til sandhed er underordnet. Dét, der er bedst til at fange vores opmærksomhed, går viralt – ikke det, som er sandt, godt eller skønt. Tech-giganterne har således nogle fundamentalt andre værdier end den slags “klassiske” dyder, og meget kunne tyde på, at de er hinandens diametrale modsætninger: I stedet for det sande, det gode eller det skønne, tiltrækker tech-giganterne vores opmærksomhed med vrede, indignation og had (det, man med et udtryk fra socialpsykologien meget mundret kalder negative handlingsmobiliserende følelser).6Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59.
Den amerikanske professor i marketing Jonah Berger har gennem en viralitetsanalyse fundet frem til seks elementer, der er den perfekte opskrift til at gå viralt, nemlig social kapital, association, følelser, almen interesse, praktisk værdi og fortællinger. Sandhed glimrer larmende i sit fravær. Faktisk står det så slemt til, at falske fortællinger ofte hurtigere får vinger og spredes i langt hurtigere grad end sande. Det skyldes, at menneskets heuristikker er formet således, at vi tror på information, der er ny, der støtter vores overbevisning, der gentages, og som vækker følelser som vrede, angst og forargelse – heuristikker, som i overvejende grad tilgodeser gode fortællinger fremfor sande historier.7Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81. At løgnen på mange måder virker mere tiltalende end sandheden, skriver den tyskamerikanske filosof Hannah Arendt om i essayet “Sandhed og politik” fra 1967: “Eftersom løgneren frit kan forme sine ‘kendsgerninger’, så de passer til hans publikums gavn og glæde eller blot deres forventninger, er der gode muligheder for, at han vil være mere overbevisende end sandhedssigeren”.8Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33. Fordi løgnen (eller misinformationen) kan fabrikeres alt efter forgodtbefindende og narrativer skabes ud fra publikums efterspørgsel, kan den let udkonkurrere sandheden. Med en hegeliansk vending har sandhed det med at vende den almindelige sunde fornuft på hovedet; den kommer uventet og ulogisk. Som Arendt skriver: “virkeligheden forbryder sig mod den almindelige sunde fornufts ræsonnementer i lige så høj grad, som den forbryder sig mod folks ønsker om gavn og glæde”.9Arendt, “Sandhed og politik”, 33. Det faktum, at sandheden ikke er attraktiv, i modsætning til misinformationen og løgnen, er potentielt set, kombineret med Facebook og de andre tech-giganters markedsstrategi, destruktivt.
I oktober 2019 var Zuckerberg indkaldt til foretræde for den amerikanske kongres, hvor han måtte indrømme, at man kan købe sig til misinformationskampagner på hans platform, uanset hvem man er. Da den demokratiske politiker Alexandria Ocasio-Cortez spurgte ind til Facebooks redaktionelle ansvar i faktatjek, svarede Zuckerberg: “I vores position er det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre at forhindre dit bagland og vælgerne i at se, at du lyver”.10Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30. Med andre ord: Facebook og Zuckerberg mener ikke selv, at de har noget ansvar for sandhedsværdien af dét, der florerer på deres medier.
I starten af 2010’erne blev Facebook og Twitter hyldet for at lade os høre stemmer fra undertrykte regimer og skabe fundamentet for demokratiske revolutioner i selv samme. Det Arabiske Forår blev sågar døbt “Twitter-revolutionen” på grund af mediets rolle i at få folket til at gå på gaden og kræve demokrati. Euforien og tech-optimismen ville nærmest ingen ende tage. I dag ved vi, at tech-giganterne ikke står for at danne de bedst mulige betingelser for vores demokratiske samtale – tværtimod er deres forretningsmodel fremfor alt bygget op om og rundet af profit. Mehlsen og Hendricks præsenterer læseren for de mekanismer, der ligger bag forretningsmodellen, og punkterer den forestilling, der eksisterede i de sociale mediers spæde begyndelse om deres demokratiserende virke.
De demokratiske idealer møder markedskræfterne
Oplysningstidens tænkere og demokratiske pionerer ville vende sig i graven, hvis de vidste, at den frie og oplyste offentlighed, de kæmpede for, var endt på private, profitorienterede hænder. Drømmen om lige og fri adgang til information er endt i en opmærksomhedsøkonomi.11Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37. Og det, Habermas berømt har kaldt “det bedre arguments tvangfri tvang”, er endt med algoritmens anonyme og ansvarsfrie tvang. Sandhedsministeriet præsenterer os for det demokratiske ideal om idéernes frie markedsplads inspireret af John Stuart Mill:
Markedet for den frie, gennemsigtige offentlige samtale udspiller sig i parlamentariske forsamlinger, retslokaler, gadekær og i medier, hvor alle mulige idéer kastes ud for at vinde tilslutning. Sandheden vil så til sidst triumfere som det, der er korrekt og kan vinde størst tilslutning over andre konkurrerende idéer. I denne udvælgelsesproces må selv det imbecile og afsindige tolereres, for til sidst vil det sande overleve, mens det falske vil gå til grunde.12Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37.
Men som vi også læser, arbejder tech-giganterne stik imod dette ideal. I stedet for at give mere opmærksomhed til de bedste og sandeste idéer, lader algoritmen de idéer dominere, der mest effektivt gør os vrede, bange eller hadefulde. Kuratorerne af vores offentlighed er ligeglade med, at der spredes had og misinformation – bare der spredes noget, der kan generere profit. Mehlsen og Hendricks kalder de sociale platforme for “en del af verdens kritiske infrastruktur,”13Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162. men de er mere end en vej, vi kører på. De sætter også vejskilte op og bestemmer, hvor vi og vores opmærksomhed skal køre hen. På et frit marked lyder idealet, at alle har lige adgang, og alle kan få en bid af kagen, hvis ens produkt er godt nok. I opmærksomhedsøkonomien gælder omvendt Matthæus-princippet: Til den som har, skal mere gives. Samtidig kuraterer de strengt, hvad der bliver givet, og hvem, der får lov til at give, som da Facebook og Twitter udelukkede Donald Trump fra deres platforme. Det viser med Mehlsen og Hendricks’ ord, at “sociale platforme bestemmer over, hvem der har adgang til en for demokratiet afgørende del af det offentlige rum – og dermed er de med til at omstrukturere vilkårene for den offentlige debat og politiske samtale.”14Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178. Dermed bliver det ikke det bedste, der vinder frem, men det, der skaber de bedste fortællinger, og dem, som bedst forstår at udnytte algoritmen til deres fordel – og har råd til det.
Vi havde altså et ideal, som de sociale medier ødelagde. Men var idealet virkelig så ideelt? Er det egentlig overraskende, at der opstår monopoler på såkaldt frie markeder, og at der i frie konkurrencer er nogen, der bruger feje tricks og vinder? Allerede kort tid efter oplysningstidens afblomstring indså Karl Marx, at markeder havde tendens til at skabe monopoler (“Monopolet avler konkurrence, konkurrencen avler monopol”).15Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448. Nogen bliver store, andre bliver små, og de store bliver ofte store ved at udradere de små. Den famøse trickle down-effekt burde for længst være tilbagevist som en myte – senest dokumenteret af den franske økonom Thomas Piketty. Piketty viser i Kapitalen i det 21. århundrede, at uligheden overvintrer i det frie marked – det er ikke et udefrakommende problem, men selve systemets præmis.16Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015). På samme måde er idéernes frie markedsplads aldrig helt fri. Også på et ureguleret felt for idéer vil de store bruge deres magt og evner til at blive større. Algoritmens systemiske bias er dermed ikke noget, der bryder med de frie markedsmekanismer, men en måde, markedsmekanismerne materialiserer sig på. Vi ved fra det traditionelle frie marked, at billigt bras ofte sælger mere end kvalitet og bæredygtighed. Set i det lys er det ikke overraskende, at det samme gør sig gældende på et ureguleret marked for budskaber.
Her ville jeg ønske, at Sandhedsministeriet turde grave et spadestik dybere og stille en mere grundlæggende samfundsanalyse.17Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående. For hvad hvis problemet ikke er, at Facebook og de andre tech-giganterne ikke lever op til idealet om idéernes frie markedsplads, men at det derimod er selve fantasien om dette marked, den er gal med? Mehlsen og Hendricks giver os en grundig indføring i symptomerne, men formår ikke at stille den rigtige diagnose. Uden den er det svært at forstå omfanget af sygdommen og bekæmpe den. For det frie marked findes ikke, hvis man her forstår et ureguleret felt med fri og lige adgang for alle. Markeder skaber magt, og magt forårsager ulighed. Det såkaldt frie marked har i andre sammenhænge skabt finanskriser, klimakriser og ulighedskriser. Nu ser det ud til, at markedet også har skabt en decideret offentlighedskrise med en demokratisk krise til følge. Sandhedsministeriet leder os et stykke af vejen til at forstå offentlighedskrisen, men bogen mangler at stille det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det frie marked virkelig er det bedste grundlag at basere vores demokrati på. For kapitalens kategoriske imperativ er, at hver en investeret krone skal give det højest mulige afkast – så kommer alt andet i anden række. Kombinationen af opmærksomhedsøkonomiens imperativ – gør det, der skaber mest opmærksomhed uagtet konsekvenserne – og kapitalens imperativ – gør det, der skaber mest profit – er en farlig cocktail for demokratiet og vores offentlighed.
Ministeriet uden sandhed
I essayet “Sandhed og politik” gengiver Arendt en middelalderlig fabel om en vagtpost, hvis opgave var at advare byens indbyggere, hvis fjenden nærmede sig:
Vagtposten var en mand, der elskede at gøre grin med folk, og denne nat slog han alarm blot for at give byens indbyggere en lille forskrækkelse. Det lykkedes ham over al forventning: Alle skyndte sig til bymuren for at forsvare byen, og den sidste til at løbe derhen var vagten selv.18Arendt, “Sandhed og politik”, 35.
Vagtposten er et godt billede på det, Arendt kalder den moderne løgn. Hvor løgnen traditionelt var en falsk påstand, der opfandt nye kendsgerninger for at dække over hemmeligheder, er den moderne løgn en ændring af de eksisterende kendsgerninger. Problemet er ikke, at løgnen vil blive accepteret som sand, mens sandheden vil blive diskrediteret som en løgn. Problemet er, at selve evnen til at skelne sandt fra falsk ødelægges.19Arendt, “Sandhed og politik”, 39. Også løgneren mister denne evne og ender med selv at tro på sine løgne. Det er en “ubestridelig kendsgerning, at bedrag uden selvbedrag er så godt som umuligt under fuldt demokratiske forhold,” som Arendt skriver.20Arendt, “Sandhed og politik”, 38.
Hvis man tager titlen Sandhedsministeriet for pålydende, kan man foranlediges til at tro, at det filosofisk interessante og omdiskuterede begreb om sandhed vil være bogens hovedfokus. Og det spiller da også en vis rolle på tværs af kapitlerne. Men begrebet bliver hverken udfoldet, udforsket eller bragt i spil i en grad, man som læser forventer sig af en bog, hvor ordet sandhed fylder den ene halvdel af titlen. Man mangler den vigtige diskussion af, hvilken rolle sandheden spiller i det politiske liv, og hvilke konsekvenser det får, hvis vi ikke længere kan skelne mellem sandt og falsk. Hvad bruger vi sandheden til? Hvorfor er den vigtig? Bogen tager for givet, at sandheden er vigtig – men det bliver ikke undersøgt hvorfor. Forfatterne citerer flittigt filosoffer som Kant, Mill og Montesquieu, når det handler om at hylde oplysningen. Men når det kommer til at forholdet mellem sandhed, samfund og politik, er det hovedsagelig medieteoretikere og sociologier, som Mehlsen og Hendricks bringer på banen. Og alle deres kvaliteter ufortalt – filosofien kan bringe en anden type refleksion og dybde i den slags diskussioner. Filosofien knytter sig til verden, som den er, men også til alt det i verden, man ikke kan se, måle og veje. Medie- og samfundsvidenskaben analyserer det givne, men stiller ikke i samme grad spørgsmålstegn ved egne ontologiske og epistemologiske betingelser. Og når en bog baseres på disse tilgange, vil den få samme begrænsninger.
En bog om sandhed og politik kunne med fordel have konsulteret en filosof som Arendt – for eksempel hendes essay, der netop hedder “Sandhed og politik”. Sandhedsministeriet spørger i høj grad hvordan: Hvordan opererer tech-giganterne? Hvordan kuraterer de vores offentlighed? Hvordan bruger de viden om menneskenes psykologiske mekanismer til at manipulere os? Arendts essay stiller de hvorfor-spørgsmål, der mangler i Sandhedsministeriet: Hvorfor er sandhed vigtig? Og hvorfor spiller løgnen alligevel så central en rolle i politik? Sandhedsministeriet lærer os en masse om ministeriet, men gør os ikke så kloge på spørgsmålet om sandheden.
Spørger man Arendt, skaber sandheden et fælles fundament i politik for at indgå kompromiser og nå konsensus – såvel som for at bekrige hinanden. Man kan hverken diskutere venligt eller antagonistisk med hinanden, hvis ikke man har en agora at gøre det i. Løgnen skaber derimod ingen stabilitet. Den skaber flere løgne og eroderer den fælles verden. Som Arendt skriver:
Dette er grunden til, at konsekvente løgne – metaforisk set – trækker jorden væk under vores fødder og ikke tilvejebringer noget andet fundament, vi kan stå på. (Med Montaignes ord: “Hvis løgn ligesom sandhed kun havde ét ansigt, ville vi være bedre stillet. Så ville vi nemlig bare anse det modsatte af, hvad løgneren siger, for rigtigt. Men sandhedens skyggeside har tusindvis af ansigter, og dens virkefelt er uendeligt.”)21Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40.
Sandheden skaber med andre ord selve mulighedsbetingelserne for demokratisk legitimitet. Arendt igen: “Begrebsligt kan vi definere sandheden som det, vi ikke kan ændre; metaforisk set er sandheden den grund, vi står på, og den himmel, der breder sig ud over os.”22Arendt, “Sandhed og politik”, 46. Mange af os har en umiddelbar intuition om, at sandhed er vigtig. Men med Arendt og andre filosoffer får vi skyts til diskussionen om sandhedens vigtighed – en diskussion, der i nutidens opmærksomhedsøkonomi synes mere afgørende end nogensinde. Med Arendts ord bliver sandheden først politisk relevant, når den er i alvorlig modvind, fordi den ikke i sig selv får os til at agere (modsat løgnen).23Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32. Og når man læser Sandhedsministeriet, får man indtrykket, at det netop er en sådan nutid, vi befinder os i, og en sådan fremtid, vi ser ind i – hvad Hendricks andre steder har kaldt “det postfaktuelle demokrati”. Netop derfor havde det været gavnligt for bogen med en dybere filosofisk diskussion af sandhedens rolle i samfundet og menneskets eksistens – præcis som Orwell gør i skønlitterær form i 1984.
Sapere aude!
Der er efterhånden skrevet mange bøger om sociale medier. En af styrkerne ved Sandhedsministeriet er, at den modsat mange andre teoretiske værker er løsningsorienteret. I bogens sidste kapitel, med den sigende titel “Hvad nu?!”, foreslår Mehlsen og Hendricks tre mobiliseringsformer for at gøre op med sandhedsministeriets magt: individuel mobilisering, institutionel mobilisering og ideologisk mobilisering.24Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff. Det er især værd at hæfte sig ved den første mobiliseringsform, som forfatterne knytter op på begrebet digital dannelse. Begrebet er de seneste par år blevet et buzzword inden for uddannelsesvidenskab og pædagogik, men Mehlsen og Hendricks tager udtrykket alvorligt og gør det forbilledligt konkret, så enhver læser kan se, hvor vigtigt det er i vores tid. Med Kants kanoniske formulering fra hans “Hvad er oplysning?”, skal dannelse – eller oplysning – forstås som “menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.”25Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71. Som han berømt skriver i samme tekst: “Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” Arendt tænker i sine tekster videre over det kantianske dannelsesbegreb og argumenterer for, at der er brug for stærke og uafhængige uddannelsesinstitutioner til at danne myndige borgere til at have en desinteresseret stræben efter sandhed – en søgen efter det sande, der ikke er farvet af personlige eller politiske særinteresser.26Arendt, “Sandhed og politik”, 42. Det er ikke svært at forestille sig, at Kant og Arendt at ville være enige med Mehlsen og Hendricks i vigtigheden af digital dannelse.
Ser man på den tredje mobiliseringsform – ideologisk mobilisering – savner man som læser de radikale løsninger, som de mildest talt skræmmende konklusioner i resten af bogen kunne lægge op til. Fællesnævneren for de fleste af de tiltag, Mehlsen og Hendricks foreslår, er, at borgere og politikere skal stille krav til tech-giganterne. Men er det nok? For hvis problemet er, som forfatterne selv skriver, at offentligheden er kommet på private hænder, er det så ikke oplagt at fjerne den fra de private hænder, eller at gøre disse hænder offentlige? Man kunne fjerne offentligheden fra private hænder ved at ændre de sociale medier til udelukkende at handle om at holde kontakten med sine venner og familie, i stedet for, at de som nu domineres af politikere, NGO’er og virksomheder. Eller man kunne gøre de sociale medier offentlige ved at lade demokratiet overtage dem – en kollektivisering af kommunikationsmidlerne. Om disse to forslag er de bedst tænkelige, vil jeg ikke afgøre her. Men de har den fordel, at de modsat Mehlsen og Hendricks forslag ændrer grundlæggende på magtforholdet mellem borgere og tech-giganter. I stedet for bare at stille krav til magthaverne, kan borgerne med disse forslag selv tage magten over den vitale infrastruktur, der er så afgørende for vores samfund i dag.
Til læseren skal der blot lyde en opfordring her til sidst: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand i stedet for at lade tech-giganterne dirigere din opmærksomhed. Læs Sandhedsministeriet som teoriprøve til dit digitale kørekort – men stop ikke der. Tænk over og undersøg, hvorfor sandheden er vigtig, og hvad der sker, når vores fælles fundament smuldrer. Og mindst lige så vigtigt: Tal med andre om det og mobilisér jer. På den måde kan det sikres, at demokratiet ikke ophører, når man åbner sin app.
| 1. | Se f.eks. interviewet med Frances Haugen i Scott Pelley, “Whistleblower: Facebook is misleading the public on progress against hate speech, violence, misinformation”, CBS News, 4. oktober 2021. |
| 2. | Cathy O’Neil, Weapons of Math Destruction (London: Penguin Books, 2016). |
| 3. | Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks, Sandhedsministeriet: Techplatformens indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger (København: Informations Forlag, 2021), 16–17. |
| 4. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 16; 110; 166. |
| 5. | Herbert Simon, “Designing Organizations for an Information-Rich World”, i Computers, Communications, and the Public Interest, red. Martin Greenberger (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1971), 37–52. |
| 6. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 40–59. |
| 7. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 78–81. |
| 8. | Hannah Arendt, “Sandhed og politik”, i Om sandhed og løgn i politik: to essays, af Hannah Arendt, overs. Joachim Wrang (Aarhus: Klim, 2020), 33. |
| 9. | Arendt, “Sandhed og politik”, 33. |
| 10. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 30. |
| 11. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 36–37. |
| 12. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 37. |
| 13. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 162. |
| 14. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 178. |
| 15. | Karl Marx, “Brev til Annenkov 28. december 1846”, i Udvalgte skrifter II, af Karl Marx & Friedrich Engels (Forlaget Tiden, 1976), 448. |
| 16. | Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede (København: Gyldendal, 2015). |
| 17. | Ganske vist er der en kritik af det frie marked i Sandhedsministeriet (s. 58–59), men gennem bogen bliver det brugt som ideal, og kritikken er ikke dybdegående. |
| 18. | Arendt, “Sandhed og politik”, 35. |
| 19. | Arendt, “Sandhed og politik”, 39. |
| 20. | Arendt, “Sandhed og politik”, 38. |
| 21. | Arendt, “Sandhed og politik”, 39–40. |
| 22. | Arendt, “Sandhed og politik”, 46. |
| 23. | Arendt, “Sandhed og politik”, 31–32. |
| 24. | Mehlsen & Hendricks, Sandhedsministeriet, 187ff. |
| 25. | Immanuel Kant, Oplysning, historie, fremskridt: historiefilosofiske skrifter (Århus: Slagmark, 1993), 71. |
| 26. | Arendt, “Sandhed og politik”, 42. |