Ressentimentet er at finde overalt i disse dage. Især i mit personlige Instagram-feed, der hovedsageligt er udfyldt af anti-racister, anti-kapitalister og intersektionelle feminister. De undertryktes kamp er ved at genopstå som slaveopstanden i moralen. Siden de store Black Lives Matter-demonstrationer i foråret 2020 og genoplivningen af #metoo har den aktivistiske scene været sydende, og med Nietzsche kan vi forklare, hvad det er, der er ved at ske.
Friedrich Nietzsche skriver i første afhandling i Moralens oprindelse,1Friedrich Nietzsche, Moralens oprindelse (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2019). I det følgende angivet med forkortelsen MO. at “Fornemhedens og distancens pathos, den vedvarende og dominerende almen- og grund-følelse hos en højere herskende art i forhold til lavere art, til et ‘nedenunder’ – dét er oprindelsen til modsætningen ‘god’ og ‘slet’ ”.2MO, 27. Det er altså de herskendes ret at definere, hvad der er godt og slet, eller sådan ser de det imidlertid med den konsekvens, at “det gode” bliver ensbetydende med alt, hvad magthaverne besidder, og “det onde” ender med bare at betyde pøbel. Sådan fører Nietzsche os tilbage til begrebernes oprindelse.
Ifølge Nietzsche ændrede dette sig dog, da jøderne forlod Egypten og vendte op og ned på den aristokratiske værdiligning. Jøderne begyndte slaveopstanden i moralen ud af en dyb afmagt, der medførte et had. Et had, som derfor insisterede på at redefinere godt og ondt, således at jøderne selv blev lig “det gode”. Det gode blev ensbetydende med ydmyghed, tålmodighed, mådehold osv. – direkte modsætninger til herskernes fremtræden. Disse dyder taler vi stadig om som del af “det gode”, men med kapitalismen og dens strukturering af både vores samfund og vores begær bliver disse værdier lig med uværdige liv. Et fattigt liv er et uværdigt liv, det eneste værdige er akkumulerende velfærd og alle de onder, det kræver at opnå og opretholde den.
Men måske er det ved at ændres nu igen. Mit Insta-feed vidner om, at ressentimentet lever lige nu, og at hadet er stærkt, ligesom håbet for et bedre alternativ er det. Nietzsche skriver: “Slaveopstanden i moralen begynder med, at ressentimentet selv bliver skabende og føder værdier: ressentimentet hos sådanne væsener, som er nægtet den egentlige reaktion gennem handling.”3MO, 38.
Nutidens ressentiment
Det er netop dem, som tidligere har været nægtet handling, der gennem sociale medier i dag har en mulighed for at skabe noget sammen, og det, der forener dem, er herskernes nægtelse af deres identitets legitimitet. Det er socialt udsatte, sorte, brune, muslimer, kvinder, homoseksuelle, handicappede, tykke, psykisk sårbare osv. Det, vi ofte med onde tunger kalder identitetspolitik, er ressentimentets opgør med moralen. Sammenholdet gør det, Nietzsche kalder “en imaginær hævn”, realiserbar.4MO, 38. Nietzsche skriver endvidere: “Mens al fornem moral vokser ud af en triumferende sigen ja til sig selv, siger slavemoralen fra første færd nej til et ‘udenfor’, til et ‘anderledes’, til et ‘ikke-selv’: og dette nej er dens skabende handling.”5MO, 39. Altså: De herskende bestemmer moralen ud fra de liv, de allerede lever, og på den måde er de moralen. De undertryktes moral vokser ud af et nej til de herskende, et nej til at være hersket over. Det er et frigørelses-nej. Det er det, man i Insta-sprog kan kalde call-out-aktivisme. Vi kalder alt, der er forkert, ud, altså gør opmærksom på det med et stort NEJ!
Denne venden op og ned på det værdisættende blik – denne nødvendige retning udadtil i stedet for indadtil mod sig selv – hører netop til ressentimentet: for at komme til verden behøver slave-moralen først og fremmest altid en mod- og yderverden, den behøver fysiologisk talt ydre pirringer for overhovedet at agere: dens aktion er fra grunden af reaktion.6MO, 39.
Hvorimod den fornemme vurderingsmåde, altså de herskendes, agerer og vokser spontant, “den opsøger kun sin modsætning for endnu mere taknemmeligt, endnu mere jublende at sige ja til sig selv.”7MO, 39. Netop denne måde at agere på er noget af det, der bliver kritiseret, det er det, ressentimentet bl.a. retter sig mod. Den herskende klasses eurocentriske turisttilgang til resten af verden og dens fænomener, med en intention om at kunne konkludere “ude godt, men hjemme bedst”, “#metoo har taget overhånd”, “vi finder os ikke i knæfald for pronominer” osv. – alt dette er udtryk for en nekrofil kærlighed til status quo.
Med status quo kan det fornemme menneske leve naivt fremadrettet i tillid og åbenhed, fordi deres tilstand som herskere er selvopretholdende. Ressentiment-mennesket er ifølge Nietzsche derimod “hverken oprigtigt eller naivt eller ærligt eller ligefremt med sig selv. Dets sjæl skeler, dets ånd elsker smuthuller, snigveje og bagdøre, alt skjult virker på det som dets verden, dets sikkerhed, dets vederkvægelse.”8MO, 41. Det er, fordi dets tilstedeværelses legitimitet ikke er bekræftet, og fordi det er her, deres tilværelse får lov at blomstre, i det skjulte, dybt inde i blokken; det spirer lydløst under asfalten, i lukkede chatrum, og i kodesprog og jargon. Ifølge Nietzsche forstår det sig på “at tie, ikke glemme, at vente midlertidigt, at gøre sig mindre, at ydmyge sig.”9MO, 41. Det er nødt til offentligt at acceptere undermenneskestatus og kun tilegne sig verden uden at gøre væsen af sig, som en stumtjener, observerende men ikke deltagende. Det medfører, at “[t]il sidst vil en race af sådanne ressentiment-mennesker nødvendigvis være klogere end en hvilken som helst fornem race”,10MO, 41. fordi de har set vandet, fisken svømmer i, og ikke bare fisken. Og, som Nietzsche siger, den vil “ære klogskab efter en anden målestok: nemlig som en førsterangs eksistensbetingelse.”11MO, 41. Og netop dette træk viser sig i mit Insta-feed. Meget af den teori, der henvises til, når aktivister forsøger at udbrede budskaber, er af høj intellektuel kvalitet, og det er ikke kun, fordi det er vigtigt at lyde klog som ressentiment-menneske, men også fordi det er det, de kan. De er blevet klogere end de fornemme, og det skal alle vide.
“Når ressentimentet optræder hos det fornemme menneske selv, fuldbyrder og udtømmer det sig nemlig i en øjeblikkelig reaktion, og derfor forgifter det ikke.”12MO, 41. Det er den mulighed for fuldbyrdelse, der udgør forskellen på herskere og undertrykte. Herskerne kan få umiddelbart afløb for deres ressentiment, mens de undertrykte skal finde en permanent plads i sig selv til deres ressentiment. Ressentimentet skal bo permanent i ressentiment-mennesket og er ikke bare på kort visit, som det er hos herskerne. Hos ressentiment-menneskene får det lov at ligge i dem og forgifte dem under større og større tryk. Vi så fx forskellen, da sorte Oscars hvide mor råbte op omkring racisme på drengens efterskole, og opråbet gik viralt.13Anna Stærbo, “Mor til efterskoleelev: Min søn stopper på grund af racisme”, Fyns Amts Avis, 8. januar 2021. Den mulighed for fuldbyrdelse, som hurtigt udtømmer sig, er forbeholdt den herskende klasse. Jeg forestiller mig, at havde Oscars mor ikke været en del af den herskende klasse, havde vi sandsynligvis intet kendt til den historie. Nietzsche fortsætter: “[P]å den anden side optræder det [ressentimentet] slet ikke i de utallige tilfælde, hvor det er uundgåeligt hos alle svage og afmægtige.”14MO, 41. Det ser vi, når en person som Bwalya Sørensen til gengæld råber op om racisme og efterfølgende bliver kaldt racist og portrætteret med slående lighed til racistiske karikaturer fra USA i 50’erne og 60’erne.15Rasmus Sand Høyer, “Dagens tegning: En Krølle”, Jyllands-Posten, 3. december 2020. Således er det ikke svært for de “svage og afmægtige” at føle ressentiment, mens den herskende klasse intet føler. I kraft af den herskende klasses indforståede ophøjelse behøver de sådan set ikke andet svar til amoralske anklager, end et barnligt “det kan du selv være!” Det ressentiment, som de undertrykte føler her, er dog på ingen måde hurtigt udtømt. Dels fordi kampen fortsætter, men udelukkende for hovedpersonen selv, især fordi hun stadig lever med konsekvenserne af det opråb og derfor bliver forgiftet af det, fordi det ikke er hurtigt overstået. Dette gør sig gældende for alle identitetspolitiske kampe i dag, og herskerne har ingen grund til at tage nogen af de her kampe seriøst, fordi ressentimentet for dem er udtømt, lige så snart de swiper videre til næste story eller post. Nietzsche beskriver det meget godt: “Dette ikke engang at kunne tage sine fjender, sine uheld, sine ugerninger alvorligt – det er tegnet på stærke og fuldtonende naturer, der besidder et overskud af plastisk, efterdannende, lægende og tillige virksomt glemmende kraft.”16MO, 41. De ser ikke det paradoksale i racistisk behandling af en, der laver call-out på racisme, hvilket er en perfekt taktik i forhold til at opretholde ideen om sin egen ophøjede moral. “Med et eneste ryk ryster et sådant menneske netop meget kryb af sig, som graver sig ind hos andre”17MO, 41. – så nemt er det at opretholde sin herskende position.
Det spændende her er også Nietzsches syn på forholdet til fjenden, for fjenden er nødt til at være der, ellers ville der ikke være noget at være ophøjet i forhold til, og i dette nødvendige forhold finder han “kærlighed til sine fjender” – herskerne elsker at hade en som Bwalya Sørensen, da de glædes ved at se deres diametrale modsætning som fjenden.
Hvor megen ærefrygt for sine fjender har ikke et fornemt menneske! Og en sådan ærefrygt er allerede en bro til kærligheden… Det forlanger jo sine fjender for sig selv, som sin egen udmærkelse.18MO, 42
For hvis ikke undermennesket dyrkes, altså fremhæves og udstilles, kan det fornemme menneske ikke kræve sin status som exceptionel, da der i så fald ikke ville være noget at være ophøjet i forhold til. Det er undermennesket, ressentiment-fjenden, der sætter barren for herskeren og dennes moralske ophøjelse.
Omvendt står det til med ressentiment-menneskets forhold til sine fjender, de herskende:
Heroverfor skal man forestille sig fjenden som ressentiment-mennesket konciperer ham – og netop heri består dets gerning, dets skaberværk: det har konciperet “den onde fjende”, “den onde” og dét som det grundbegreb, hvorudfra ressentiment-mennesket som et efterfølgende billede og et modstykke dertil nu udtænker sig en “god”: sig selv!19MO, 42.
På den måde kan ressentiment-mennesket helt konkret og stålfast fx sige: Hvis jeg er din fjende, og du er en fjende af anti-racisme, så er anti-racisme det eneste gode.
Slavemoral og svaghed er ikke statisk
Ifølge Nietzsche, er det i al strenghed netop den “gode” i den anden moral, der er fjenden. Vi ser da også mange hvide heteroseksuelle mænd reagere voldsomt på forskellige aktivistiske indslag, som om de fornemmer, at de per definition eller par excellence er fjenden i denne slaveopstand, fordi de er “det gode/rigtige” i den fornemme herskermoral, hvilket gør dem bange. Også fordi, som Nietzsche siger:
På bunden af alle disse fornemme racer genkender man rovdyret, det pragtfulde blonde bestie, der lystent strejfer om efter bytte og sejr. Fra tid til anden er der brug for en udladning, dyret må igen ud, må igen tilbage til vildnisset – romersk, arabisk, germansk, japansk adel, homeriske helte, skandinaviske vikinger: i dette behov er de alle hinanden lig. Det er de fornemme racer, der har efterladt sig begrebet “barbar” overalt, hvor de har sat sig deres spor.20MO, 43.
For måske skal de nuværende herskere ikke være så sikre på, at de har eneret på barbarisme – måske er der gode chancer for, at skulle fjenden gå til angreb og vinde, så vil de som sejrherrer, og dermed nye herskere, finde deres moral i sejren over de afgående eksherskere. Nietzsche ville muligvis ikke sige, at rollerne kan byttes rundt, således at slaverne bliver fornemme barbarer. Men når han selv brugte jøderne som et eksempel på slavemoral og svaghed, kan man måske argumentere for, at det kan rollerne godt, for når slavemoralen, som nævnt ovenfor, opstår ud af ydre pirringer og fungerer som reaktion, så må den på samme måde aftage i takt med, at de ydre pirringer forsvinder, og måske er det netop her omvæltningen sker, når ressentiment-mennesket med en passende afstand til de ydre pirringer begynder at blive aktivt frem for reaktivt og vil bruge sin egen moral som middel til magt og sidenhen selv blive barbaren. For når Nietzsche taler om det blonde bestie som barbaren, så lyder det for mig som de fornemme racers storhed og fald. For det moralsk rigtige er, som han også nævner gennem sin etymologiske gennemgang af begreberne “godt” og “ondt”, lig med det herskende, og hvem der så er de herskende, og dermed dem der definerer moralen, skifter gennem tiderne. Derfor er der heller ikke noget endeligt svar på, hvad der er godt og ondt, og der er derfor heller intet håb for de dekadente herskere om at blive taget i nåde ved at appellere til de aspirerende nye herskeres – de nye fornemmes – “godhed”. For både “godhed” og dermed “nåde” vil med de nye herskere være begreber med nye betydninger, og måske de tværtimod vil besynge deres sejr med stolthed.
Denne “dristighed” hos fornemme racer, afsindig, absurd, pludselig, som den jo ytrer sig, selve det uberegnelige og det usandsynlige i dens foretagender […], ligegyldigheden og foragten for sikkerhed, liv og lemmer og behag, endvidere den forfærdende munterhed og dybde i lysten ved enhver ødelæggelse, i al vellyst ved sejr og grusomhed – alt dette lod sig for dem, der led under det, sammenfatte i billedet af “barbaren”.21MO, 43.
Og måske det netop vidner om, at de svage godt kan blive herskere. Og måske er det netop det, de nuværende herskere frygter ved disse aktivister. Måden vi kan se, at disse Instagram-ressentiment-mennesker sammen er styrket, er gennem slogans som “unapologetic”, “fuck den gode stemning” og “sorry, not sorry”, og gennem brutale digtere, som Naiha Khiljee og Mikas Lang eksempelvis, der brændemærker deres eksistens ind i den andens virkelighed; de har rejst sig, står stærkere sammen og kan ikke undgå at udvise deres styrke. De vil spille på rovfuglenes bane og redefinere, hvad der er det gode, og hvem der er lammene, og er nu ligeglade med, hvem der skulle fremstille dem som barbarerne. Og fordi online-aktivisme på mange måder er råb i et ekkokammer, der kun sjældent lader noget sive ud i “virkeligheden”, så kan de lykkes med at vende om på rollerne, som jøderne gjorde, da de forlod Egypten, med deres egne fortællinger om moral. Herskerne bliver allerede set på af ressentiment-mennesket som får, der bare følger den store flok, fordi det er deri, deres magt består. Majoritetens magt er symbolsk og ikke reel magt og styrke. Stor og stærk er ikke det samme. Styrke kan også bestå i klogskab, og som Nietzsche nævner ovenfor, så bliver slaverne uundgåeligt klogere end herskerne. Og ved samtidig at være så direkte, brutale, hudløse, så giver de kun hersker-fårene to muligheder: Vær lam og bliv ædt af de nye aspirerende herskere, fikserede, kloge, skarpe og hurtige som de er, eller tilslut dig styrken af nye rovfugle, med alt hvad det indebærer – det er enten-eller. Denne tilgang kan på overfladen virke uraffineret og ikke-inkluderende, men det er de heller ikke nødvendigvis interesserede i at være, da dette netop er en opstand og et opgør med den gængse moral og de dertil hørende metoder.
Nietzsche ville sandsynligvis ikke sige, at svaghed kan blive til styrke, eller at det betyder noget, om en svag forstår sig selv som stærk, fordi det ikke ændrer på svagheden som er medfødt; men måske hans blik for “godt” og “ondt” og “styrke” og “svaghed” har glemt at udforske overgangen mellem de to, som viser, at gennem kamp kan spillereglerne for, hvad styrke betyder, ændres – ligesom definitionen på “det gode” kan – og at styrke derfor ikke er noget medfødt, men noget man kan kæmpe sig til, hvilket måske fortæller os, at vi kan være på vej ind i nye tider. For ingen af de blonde bestier, Nietzsche taler om, er herskere længere, og mellem hvert af deres fald må der have været nye tider. Og med tiden vil “enten med eller imod” også blive tydeligere og tydeligere, hvilket vil tvinge de dekadente hersker-får til at tage stilling og vælge mellem godt og ondt. I disse tider kan valget så bestå i follow eller unfollow.
Det store spørgsmål bliver så, hvilken form de nye herskeres barbarisme vil tage – måske en intellektuel dominans, der går til angreb mod det småborgerlige, farve- og fantasiløse, kedelige liv. Jeg er ikke i tvivl om, at skulle kulturkampen ende med, at de progressives kamp for frie identiteter vinder, vil vinderne være kompromisløse, som alle andre herskere har været det. Men når nu deres kamp netop handler om alle individers frihed til at være, hvem de er, i fred for andres normative begrænsninger, så efterlader det jo en ganske stor frihed selv til de “nye slaver”, og så bliver spørgsmålet, om slaver overhovedet kan eksistere under denne frihed.
Måske deres sejr vil betyde et opgør med hele hersker/slave-modsætningen, og vi dermed kan lukke Nietzsches Moralens oprindelse for sidste gang. Eller måske slaver og herskere bare følger en uendelig sinuskurve eller cyklus af godt og ondt, præcis sådan som historien har vist indtil nu, og at det er uundgåeligt, at slaven med tiden vil blive barbaren.
| 1. | Friedrich Nietzsche, Moralens oprindelse (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2019). I det følgende angivet med forkortelsen MO. |
| 2. | MO, 27. |
| 3. | MO, 38. |
| 4. | MO, 38. |
| 5. | MO, 39. |
| 6. | MO, 39. |
| 7. | MO, 39. |
| 8. | MO, 41. |
| 9. | MO, 41. |
| 10. | MO, 41. |
| 11. | MO, 41. |
| 12. | MO, 41. |
| 13. | Anna Stærbo, “Mor til efterskoleelev: Min søn stopper på grund af racisme”, Fyns Amts Avis, 8. januar 2021. |
| 14. | MO, 41. |
| 15. | Rasmus Sand Høyer, “Dagens tegning: En Krølle”, Jyllands-Posten, 3. december 2020. |
| 16. | MO, 41. |
| 17. | MO, 41. |
| 18. | MO, 42 |
| 19. | MO, 42. |
| 20. | MO, 43. |
| 21. | MO, 43. |