• Print

Hvad kan etikken lære af moralske uenigheder?


10. december 2020

Mere end noget andet fag lever filo­so­fi­en af dybe kon­tro­ver­ser og uenig­he­der. Der er selv­føl­ge­lig også dis­kus­sio­ner og uenig­he­der blandt histo­ri­ke­re og medi­ci­ne­re, men i filo­so­fi­en er uenig­he­der i langt høje­re grad sel­ve ind­hol­det i faget. Alt, selv de mest vel­for­ank­re­de dog­mer og sel­vind­ly­sen­de sand­he­der, bli­ver udfor­dret og gjort til gen­stand for kri­tisk efter­gransk­ning. I lan­ge stræk er det sel­ve den kri­ti­ske efter­gransk­ning og ikke så meget resul­ta­ter­ne af den, der er filo­so­fi­ens sær­ken­de og eksi­stens­be­ret­ti­gel­se. Min gam­le etik­læ­rer på Aar­hus Uni­ver­si­tet, Hans Fink, gjor­de lige­frem gæl­den­de at “det, filo­so­fi­en kan yde, er ikke sva­ret.” Det var bevidst sat på spid­sen, og jeg kom­mer til at kva­li­fi­ce­re hans udsagn i det føl­gen­de.

Man kan som stu­de­ren­de i filo­so­fi ople­ve dis­se ende­lø­se dis­kus­sio­ner og uenig­he­der som både sti­mu­le­ren­de, pro­vo­ke­ren­de og fru­stre­ren­de. Man vil nog­le gan­ge nå til et punkt, hvor man i en blan­ding af udmat­tel­se og fortviv­lel­se spør­ger: “Jamen, hvor­dan er det så egent­lig med vir­ke­lig­he­dens struk­tur? Hvad kan vi vide, og hvor­dan skal vi leve?” Og når der ikke er udsigt til andet end uenig­hed, kan det være fri­sten­de at kon­klu­de­re, at det er, for­di der slet ikke er nogen svar, eller at det ene svar kan være lige så godt som det andet. Men det “svar” er der hel­ler ikke enig­hed om! Så vi står til­li­ge med en meta-uenig­hed: Der er dybe uenig­he­der om uenig­he­der, dvs. om hvor­dan vi bur­de hånd­te­re uenig­he­der, og hvad vi kan lære af dem. Det er det sid­ste, jeg vil sige noget om, og det vil jeg gøre med udgangs­punkt i moralsk uenig­hed.

Det er et tema, der løber gen­nem hele moral­fi­lo­so­fi­ens histo­rie og som for en stor del har cen­tre­ret sig om to spørgs­mål:

  1. Fin­des der dybe moral­ske uenig­he­der?
  2. Hvis der fin­des dybe moral­ske uenig­he­der, hvad kan vi så udle­de af dem?

Vi bevæ­ger os her ind i det, der kal­des uenig­he­dens epi­ste­mo­lo­gi: læren om, hvad vi kan vide i lyset af uenig­he­der. Jeg vil under­vejs kom­me med nog­le eksemp­ler på den slags uenig­he­der. Jeg vil også sige lidt om et sær­ligt filo­so­fisk take på dem. Og så vil jeg slut­te af med en slags vits, men man skal nu ikke skrue for­vent­nin­ger­ne alt for højt op. Det er en filo­so­fisk vits, og der­for er den ret lang og til dels poin­te­løs.

Uenig­he­dens epi­ste­mo­lo­gi er rele­vant i etik­ken, for­di det synes åben­lyst, at folk er mindst lige så ueni­ge om deres eti­ske over­be­vis­nin­ger som om deres fak­tu­el­le over­be­vis­nin­ger – også selv om de fak­tu­el­le uenig­he­der synes at bli­ve mere og mere dybt­gå­en­de og ekstre­me for tiden, i sær­de­les­hed på den anden side af Atlan­ten. Er abort moralsk i orden? Er det nogen­sin­de i orden at gå i krig? Er valg­fri­hed essen­ti­elt for et godt liv? Bør man lave posi­tiv sær­be­hand­ling for at ret­te op på ulig­he­der? Må man ofre nogen for det fæl­les bed­ste? Bør man for­tæl­le sand­he­den, når sand­he­den er ilde hørt? Her har folk ikke bare for­skel­li­ge menin­ger. De er ofte for­skel­ligarte­de, ufor­e­ne­li­ge og i dyb kon­flikt. Især synes det, som om folk, der til­hø­rer for­skel­li­ge kul­tu­rer eller sub-kul­tu­rer, har eti­ske over­be­vis­nin­ger, som er for­skel­lig­ar­te­de og ufor­e­ne­li­ge. En popu­lær og ved­hol­den­de reak­tion på den slags dybe uenig­he­der kal­des kul­tur­re­la­ti­vis­me. Her hæv­der man, at det, vi kan udle­de af den slags uenig­he­der, er, at der ikke fin­des sådan noget som moralsk sand­hed eller uni­ver­sel­le moral­ske vær­di­er. Moral­ske vær­di­er er kun gyl­di­ge rela­tivt til en bestemt kul­tu­rel sam­men­hæng, og moral­ske “sand­he­der” må altid anses for loka­le og fore­lø­bi­ge og udsty­res med kraf­ti­ge anfø­rel­ses­tegn.

Men før vi går vide­re med det for­slag, kan det i før­ste omgang være en god ide at efter­prø­ve, hvor dybe eller radi­ka­le den slags uenig­he­der egent­lig er. I det mind­ste viser det sig nog­le gan­ge, at uenig­he­den fak­tisk er ret mode­rat eller over­fla­disk. Den engel­ske filo­sof James Rachels har præ­sen­te­ret et efter­hån­den klas­sisk eksempel:1Rachels, J., The Ele­ments of Moral Phi­los­op­hy 5th Ed. (McGraw-Hill, 2015), kap. 2. Næsten alle men­ne­sker har stær­ke moral­ske menin­ger om, hvor­dan man bør behand­le nyligt afdø­de fami­lie­med­lem­mer, men dis­se menin­ger er vit­ter­lig meget for­skel­li­ge. Nog­le fin­der det pas­sen­de at put­te de døde ind i en stor ovn og fut­te dem af og måske spre­de asken ud over havet (husk altid at tjek­ke, om der er fra­lands­vind!). Andre fin­der det pas­sen­de at koge dem i en stor gry­de og spi­se dem eller i hvert fald noget af dem. Atter andre fin­der det pas­sen­de at grov­par­te­re dem og læg­ge dem ud på et bjerg, så gri­b­be­ne kan æde dem. En typisk reak­tion i et møde med den slags kul­tu­rel­le prak­sis­ser er at rea­ge­re med chok og væm­mel­se og beskyl­de de andre for at være de rene barbarer.2“Barbar” var old­græker­nes ned­sæt­ten­de beteg­nel­se for udlæn­din­ge. De syn­tes, at deres ufor­stå­e­li­ge tale ikke lød som andet end “bar-bar”. Men efter en smu­le inter­kul­tu­rel dia­log viser det sig, at de andre ikke er bar­ba­rer. Vi er nem­lig på et dybe­re plan gan­ske eni­ge om, at det er helt afgø­ren­de, at vi behand­ler de afdø­de med respekt og agtel­se. Der er ale­ne tale om, at vi for­tol­ker og prak­ti­se­rer den grund­læg­gen­de norm for­skel­ligt. Den sam­me grund­læg­gen­de norm bli­ver udmønt­et i for­skel­li­ge spe­ci­fik­ke hand­le­reg­ler.

Det her kun­ne man udnyt­te i en form for “del og hersk”-strategi i dis­kus­sio­nen mel­lem uni­ver­sa­li­ster (som hæv­der at der fin­des uni­ver­sel­le vær­di­er) og par­ti­ku­la­ri­ster (som hæv­der at vær­di­er kun kan gøres gæl­den­de lokalt). John Kekes repræ­sen­te­rer den stra­te­gi i bogen The Mora­li­ty of Plu­ra­lism.3Kekes, J., The Mora­li­ty of Plu­ra­lism (Prin­ce­ton UP, 1993). Han skel­ner her mel­lem pri­mæ­re og sekun­dæ­re vær­di­er. I vores eksem­pel er “respekt og agtel­se for de afdø­de” en pri­mær vær­di. De sekun­dæ­re vær­di­er om hhv. afbræn­ding, kog­ning eller grov­par­te­ring af de døde er sekun­dæ­re vær­di­er, som er nød­ven­di­ge udfyld­nin­ger og spe­ci­fi­ce­rin­ger af den pri­mæ­re vær­di. De giver der­med den pri­mæ­re vær­di kon­kret form og ind­hold. Kekes mener, at vi kan være uni­ver­sa­li­ster mht. pri­mæ­re vær­di­er og par­ti­ku­la­ri­ster mht. sekun­dæ­re vær­di­er, og at det i sid­ste ende er en sejr for uni­ver­sa­lis­men, for uni­ver­sa­li­ster hæv­der selvsagt ikke, at alle vær­di­er er uni­ver­sel­le. Del og hersk!

I vir­ke­lig­he­den defi­ne­rer Kekes de pri­mæ­re vær­di­er end­nu mere abstrakt. Han til­by­der en opde­ling i tre typer:

  1. Indi­vi­du­el­le “goods of the self”: vær­di­en af at til­freds­stil­le basa­le fysi­o­lo­gi­ske og psy­ko­lo­gi­ske behov. F.eks. er til­stræk­ke­lig næring et uni­ver­selt gode, sult og tor­tur et uni­ver­selt onde.
  2. Rela­tio­nel­le “goods of inti­ma­cy”: vær­di­en af nære per­son­li­ge rela­tio­ner. F.eks. er kær­lig­hed og ven­skab uni­ver­sel­le goder, ned­vær­di­gel­se et uni­ver­selt onde.
  3. Soci­a­le “goods of soci­al order”: vær­di­en af et sta­bilt og blom­stren­de sam­fund. F.eks. er gen­si­dig respekt og aner­ken­del­se uni­ver­sel­le goder, udnyt­tel­se og diskri­mi­na­tion er uni­ver­sel­le onder.

Som man ser, er der tale om en plu­ra­li­tet af sådan­ne pri­mæ­re vær­di­er, og det leve­rer en del af for­kla­rin­gen på moral­ske uenig­he­der. Selv hvis vi er eni­ge om de pri­mæ­re vær­di­er, kan vi, ud over at være ueni­ge om for­tolk­nin­gen og prak­ti­se­rin­gen af dem også være ueni­ge om, hvil­ken ind­byr­des vægt de har, hvis de kom­mer i kon­flikt med hin­an­den, hvil­ket sag­tens kan ske.

Nu kun­ne man nok ind­ven­de, at det alt sam­men lyder meget pænt og snus­for­nuf­tigt i et fore­læs­nings­lo­ka­le. Ude i ska­la 1:1 er det imid­ler­tid noget gan­ske andet. Tag nu for eksem­pel nog­le af de prak­sis­ser og nor­mer, som regu­le­rer for­hol­det mel­lem kønnene.4Her må det i paren­tes bemær­kes, at de fle­ste kul­tu­rer sta­dig er 100% binæ­re i deres kønsopfattelser. I nog­le kul­tu­rer prak­ti­se­rer man f.eks. ste­ning af kvin­der (men ikke af mænd) som straf for utro­skab. Eller tænk på den kon­tro­ver­si­el­le prak­sis med kvin­de­lig omskæ­ring. Den er kon­tro­ver­si­el helt ned til beteg­nel­sen og beskri­vel­sen: Bør den kal­des “omskæ­ring” eller – som nog­le vil insi­ste­re på – “lem­læ­stel­se af køns­de­le­ne”? I vores kul­tur ser de fle­ste vel dis­se prak­sis­ser som instan­ser af uni­ver­sel­le onder i Kekes’ for­stand: udnyt­tel­se, diskri­mi­na­tion, ned­vær­di­gel­se og tor­tur. Men der er også dem, der hæv­der, at det jo bare er vores mening. I nog­le kul­tu­rer er ste­ning tvær­ti­mod en ret­fær­dig straf og kvin­de­lig omskæ­ring en nød­ven­dig for­ud­sæt­ning for et vær­digt liv som kvin­de. Det er ikke ale­ne moralsk til­ladt, men lige­frem moralsk påkræ­vet. Det vil­le være for­kert ikke at gøre det. Her er ste­ning og omskæ­ring ikke tortur. Det er der­i­mod kultur!

Det her må da om noget være en radi­kal, dyb uenig­hed om moral­ske over­be­vis­nin­ger. Det fører os der­for til det næste spørgs­mål om, hvad vi så kan udle­de af den­ne uenig­hed. Bør uenig­he­den f.eks. gøre os min­dre over­be­vi­ste om, at ste­ning og omskæ­ring er moral­ske onder? Er der grund til at fæste min­dre lid til sine over­be­vis­nin­ger, ene og ale­ne for­di der er nog­le, der mener noget andet? Lad mig straks sige, at jeg tæn­ker, at det i det mind­ste kan være en god grund til at tæn­ke sagen igen­nem en ekstra gang og for­sø­ge at se den fra alle sider. Men når man tager men­ne­skers fejl­bar­lig­hed i betragt­ning, så giver sel­ve til­ste­de­væ­rel­sen af et mod­sa­t­ret­tet syns­punkt mig ikke nød­ven­dig­vis en grund til at fæste min­dre lid til min over­be­vis­ning, hvis det vel at mær­ke er én, jeg har givet en smu­le eftertan­ke og ikke bare er fal­det over eller over­ta­get bevidst­løst fra min far eller min guru. Sel­ve til­ste­de­væ­rel­sen af men­ne­sker, der mener at jor­den er flad, bør ikke gøre os min­dre over­be­vi­ste om, at den fak­tisk er (til­nær­mel­ses­vis) rund. Her synes den mest oplag­te for­kla­ring at være, for det før­ste at én af os tager fejl, og for det andet at det er “the flat earth belie­ver”, der gør det. Men i hvert fald det før­ste: Den kan ikke både være flad og rund (i den rele­van­te for­stand).

Sagen kan bli­ve en helt anden, hvis per­so­nen med det mod­sa­t­ret­te­de syns­punkt kan præ­sen­te­re nog­le grun­de til støt­te for sin over­be­vis­ning. I den nye­re erken­del­ses­te­o­ri har man et begreb om en “epi­ste­misk lige­mand” (epi­ste­mic peer).5Se f.eks. Chri­sten­sen, D., “Disa­gre­e­ment as Evi­den­ce: The Epi­ste­mo­lo­gy of Con­tro­ver­sy,” Phi­los­op­hy Com­pass, 4/5 (2009): 756–767. Det er sådan nog­le som læser­ne af artik­len her: kom­pe­ten­te, vel­in­for­me­re­de og vel­me­nen­de men­ne­sker. Den alvor­li­ge udfor­dring er, hvis et mod­sa­t­ret­tet syns­punkt kom­mer fra en lige­mand i den for­stand. Hvis den kom­mer fra én, der åben­lyst er en inkom­pe­tent og uvi­den­de nid­ding, så bør vi ikke bli­ve rystet i vores grund­vold af, at han mener noget andet (man kan selv fore­stil­le sig et eksem­pel, evt. fra den anden side Atlan­ten).

Vi bør hel­ler ikke bli­ve rystet i vores grund­vold, hvis det viser sig, at der fak­tisk ikke er bred opbak­ning til per­so­nens syns­punkt, hel­ler ikke i hans egen kul­tur. Vi kan let kom­me til at tage de mæg­ti­ges par­ti, hvis vi anta­ger, at sel­ver­klæ­re­de tals­mænd for en kul­tur (f.eks. dik­ta­to­rer eller ypper­ste­præ­ster eller mul­la­her) uden vide­re repræ­sen­te­rer alle med­lem­mer af kul­tu­ren. Det viser sig næsten altid, at der er nog­le men­ne­sker i kul­tu­ren, som ikke bak­ker op om de tone­an­gi­ven­de nor­mer, for eksem­pel nog­le af dem, der skal udsæt­tes for omskæ­rin­gen, eller hvad man ellers for­ven­tes at skul­le stå model til for at hol­de kul­tu­ren i live.

Ende­lig bør vi ikke bli­ve rystet i vores grund­vold, hvis de pågæl­den­de per­so­ner er helt uvil­li­ge til at give grun­de for deres syns­punkt, f.eks. for­di de – som de oven­nævn­te dik­ta­to­rer, ypper­ste­præ­ster og mul­la­her – har mag­ten til at gen­nemtvin­ge det uan­set, om de står ret ale­ne med det.

Man kan opsum­me­re det oven­stå­en­de i en tje­kli­ste, som man gør klogt i at gå igen­nem, når man står over for en radi­kal, dyb moralsk uenig­hed, dvs. en uenig­hed om moral­ske grund­nor­mer (f.eks. en norm om alle men­ne­skers grund­læg­gen­de lige­værd eller en norm om ikke at udsæt­te andre for fysisk ska­de):

  1. Er de empi­ri­ske for­ud­sæt­nin­ger san­de?
  2. Er opbak­nin­gen til vær­di­en eller nor­men bred og tvang­fri?
  3. Gøres vær­di­en eller nor­men gæl­den­de i et moralsk usundt kli­ma af udsat­hed, ydmy­gel­ser og trus­ler om vold?
  4. Bli­ver nor­men i det hele taget ført frem som en moralsk norm, eller anses det f.eks. for lige­gyl­digt, om den kan ret­fær­dig­gø­res over for dem, der har ulem­pe af den?

Hvis det sid­ste punkt ikke kan opfyl­des, er der reelt slet ikke tale om en moralsk uenig­hed. Hvis nogen siger: “Jeg er ligeg­lad med, om jeg kan begrun­de min norm, for jeg har mag­ten til at gen­nemtvin­ge den, og der­for gør jeg det”, så er det er ikke et udtryk for en alter­na­tiv mora­l­op­fat­tel­se, men for amoral.

Man­ge men­ne­sker anser kul­tur-rela­ti­vis­me for pro­gres­siv, for­di den synes at læg­ge op til tole­ran­ce over for andre kul­tu­rers ander­le­des livs­for­mer og norm­sy­ste­mer. Men som anty­det bli­ver det pro­ble­ma­tisk, hvis det, man ender med at tole­re­re, er amoralsk magt­mis­brug inden for frem­me­de kul­tu­rer. Et andet pro­blem er, at tole­ran­ce ale­ne sjæl­dent er det, vi efter­spør­ger i mødet med andre kul­tu­rer eller andre men­ne­sker. Tole­ran­ce er nem­lig for­e­ne­lig med en total lige­gyl­dig­hed over for de andre. Vi efter­spør­ger typisk noget mere, nem­lig aner­ken­del­se, dvs. at bli­ve værds­at for det, vi er. En god ven er ikke én, der tole­re­rer mig, men én, der fak­tisk værds­æt­ter mig for den, jeg er.6I den sto­rar­te­de Net­flix-serie BoJa­ck Hor­se­man for­fæg­ter hoved­per­so­nen dog et noget mere for­drings­løst og kuld­slå­et ide­al: “If you find someo­ne you can hal­fway tole­ra­te, you sink your nails in and you don’t let go.” Men man kan ikke værds­æt­te nogen blindt og betin­gel­ses­løst. En god ven vil kri­ti­se­re mig, hvis jeg tager fejl i noget, eller hvis jeg opfø­rer mig ube­høv­let eller umoralsk. Det gør han, for­di han anta­ger, at jeg fak­tisk er opta­get af at være et ordent­ligt men­ne­ske. Ari­sto­te­les hæv­de­de, at det kun er gode men­ne­sker, der kan være san­de ven­ner. Men han men­te nok ikke, at det kun er rene hel­ge­ner eller dyds­møn­stre, der kan være ven­ner. Han men­te sna­re­re, at kun men­ne­sker, der er opta­get af det gode, kan være san­de ven­ner. En god ven siger ikke uden vide­re: “Ok, hvis det er din måde at gøre det på, så er det helt fint – I’m ok and you’re ok.” Det vil­le være en besyn­der­lig og under­lø­dig form for respekt såle­des at se andre som ufejl­bar­li­ge og uden mang­ler. Så hvis kul­tu­rer vil hin­an­den det godt, så bør de ud fra den betragt­ning for­hol­de sig kri­tisk til hin­an­den.

En bed­re, dvs. mere beske­den og defen­siv, grund til at være til­ba­ge­hol­den­de med at døm­me andre kul­tu­rer som moralsk angri­be­li­ge er vestens noget blak­ke­de histo­ri­ske prak­sis med destruk­tiv ind­blan­ding i og øde­læg­gel­se af frem­me­de kul­tu­rer, ofte med vold og sla­ve­ri, andre gan­ge med mere “blø­de” for­mer for destruk­tiv magt. Det maner helt bestemt til en vis til­ba­ge­hol­den­hed. Men med før­nævn­te James Rachels ord: “Vi bør note­re os, at der er en for­skel på a) at bedøm­me en kul­tu­rel prak­sis som man­gel­fuld og b) at mene, at vi bør udbas­u­ne­re det fak­tum, føre en kampag­ne, anven­de diplo­ma­tisk pres­sion eller sæt­te hæren ind. Det før­ste er blot en sag om at for­sø­ge at se ver­den klart fra et moralsk per­spek­tiv. Det andet er en gan­ske anden sag. Nog­le gan­ge kan det være rig­tigt at “gøre noget ved det”, men ofte vil det ikke være det”.7Rachels, Ele­ments, 27.

I den for­bin­del­se kun­ne man gøre en end­nu mere beske­den poin­te gæl­den­de. Måske er kul­tur-rela­ti­vis­mens for­slag blot, at man skul­le tage at foku­se­re lidt mere på mang­ler ved sin egen kul­tur, før man begyn­der at kri­ti­se­re andres. Man bør feje for sin egen dør, før man fejer for andres døre, siger man. Men det synes at være en sim­pel ad homi­nem-fejl­slut­ning. At en per­son har sine egne mang­ler, gør ikke nød­ven­dig­vis hans påpeg­ning af mine mang­ler min­dre beret­ti­get. Min dør­sten bli­ver ikke min­dre snav­set af, at jeg kan pege på, at din også er snav­set. Jeg bur­de i ste­det tak­ke dig for at gøre mig opmærk­som på svi­ne­ri­et for­an min dør. Så kan jeg bag­ef­ter gen­gæl­de tje­ne­sten ved at pege på dit svi­ne­ri. Men ræk­ke­føl­gen må prin­ci­pi­elt være lige­gyl­digt. Det er svi­ne­ri­et, der er sagens ker­ne.

Men det for­ud­sæt­ter natur­lig­vis, at vi har nog­le fæl­les, objek­ti­ve stan­dar­der for svi­ne­ri at appel­le­re til. Den austral­ske filo­sof John Mack­ie hav­de den kong­stan­ke, at mora­len er noget vi fin­der på.8Mackie, J., Eth­ics: Inven­ting Right and Wrong (Pengu­in, 1977). Der fin­des nem­lig ikke nogen moral­ske kends­ger­nin­ger, ingen objek­ti­ve vær­di­er. Han frem­før­te to argu­men­ter for den påstand: Den ene har det, jeg her har været inde på, som præ­mis: den grund­læg­gen­de uenig­hed i moral­ske over­be­vis­nin­ger mel­lem ellers til­sy­ne­la­den­de for­nuf­ti­ge, vel­me­nen­de men­ne­sker. Den anden kald­te han for “sær­heds­ar­gu­men­tet”: Hvis der vir­ke­lig skul­le fin­des sådan noget som objek­ti­ve vær­di­er, så vil­le det kræ­ve, at en del af ver­dens inven­tar bestod af dis­se sære stør­rel­ser kal­det vær­di­er. Men noget sådant har ingen kun­net frem­fø­re skyg­gen af viden­ska­be­lig evi­dens for. Ikke desto min­dre er vores moral­ske sprog­brug spæk­ket med hen­vis­nin­ger til dis­se sære stør­rel­ser.

En kri­tik af Mack­ie er, at han grund­læg­gen­de mis­for­står for­må­let med moral­ske dis­kus­sio­ner og under­sø­gel­ser: De hand­ler ikke om at afdæk­ke en sær­lig form for ting kal­det vær­di­er, der for­stås som en del af ver­dens fysi­ske inven­tar. Man kan på engelsk lave et lil­le ord­spil her ved at sige, at ver­den (måske) grund­læg­gen­de består af en ræk­ke for­skel­li­ge slags par­tik­ler: electrons, pro­tons, neut­rons. Men ikke af en sær form for moral­par­tik­ler: The­re are no mor­ons!9Ideen om Mor­on-par­tik­ler skyl­des den ame­ri­kan­ske rets­fi­lo­sof Ronald Dwor­kin i Dwor­kin, R., “Objecti­vi­ty and Truth: You’d Bet­ter Belie­ve It”, Phi­los­op­hy and Public Affairs 25/2 (1996): 87–139 og i Dwor­kin R., Justi­ce for Hed­ge­hogs (Har­vard UP, 2011), kap. 1. Jeg træk­ker også en del på Dwor­kin i det følgende. Det bety­der bare ikke, at så kan der ikke fin­des objek­ti­ve sand­he­der i mora­len. Når vi anser noget for sandt i mora­len, peger vi ikke ud eller ned i vir­ke­lig­he­den og siger: “Du må da indrøm­me, at der fore­lig­ger dis­se mor­ons, som gør det ind­ly­sen­de, at posi­tiv sær­be­hand­ling er moralsk beret­ti­get”. Hvad gør vi så? Ja, meget kort for­talt peger vi på en hel mas­se andre moral­ske over­be­vis­nin­ger som belæg for, at posi­tiv sær­be­hand­ling er moralsk beret­ti­get: over­be­vis­nin­ger om lige­værd, om stats­mag­tens rol­le, om hvad der gør et liv værd at leve og sik­kert meget andet. I mora­len befin­der vi os inden for for­tolk­nings­vi­den­ska­ber­ne og her spil­ler begrun­del­ses­kla­ve­ret til­sy­ne­la­den­de med mere kom­plek­se klan­ge end natur­vi­den­ska­ber­nes mere uni­so­ne og direk­te hen­vis­ning til “hår­de” kends­ger­nin­ger. Vær­di­be­gre­ber om ret­fær­dig­hed, vær­dig­hed, mod, kujo­ne­ri, besin­dig­hed, hen­gi­ven­hed, inte­gri­tet, livs­lyk­ke, loy­a­li­tet, ned­vær­di­gel­se og man­ge andre er begre­ber af en anden slags end natur­vi­den­ska­ber­nes. Zoo­lo­gi­ens begreb om f.eks. “solsort” er et arts­be­greb: Det får sin mening i kraft af det, det refe­re­rer til, nem­lig en fug­leart. Sådan er det ikke med vær­di­be­gre­ber. De refe­rer ikke til mor­ons eller noget andet af den karak­ter. De er for­tolk­nings­be­gre­ber, dvs. deres san­de mening kan kun fast­læg­ges ved at for­tol­ke dem i lyset af de prak­sis­ser, de ind­går i, og de andre begre­ber, som ind­går i pågæl­den­de prak­sis. Der­for er det at gøre et moralsk syns­punkt gæl­den­de i reg­len en meget læn­ge­re histo­rie end det at gøre et natur­vi­den­ska­be­ligt syns­punkt gæl­den­de; filo­so­fi­ske artik­ler er som regel meget læn­ge­re end natur­vi­den­ska­be­li­ge af sam­me grund.

Det her er der for så vidt ikke noget nyt i. Pla­ton synes at anven­de sam­me meto­de i Sta­ten. Hvor­dan fin­der vi frem til den san­de betyd­ning af “ret­fær­dig­hed”? Det gør vi ved at sige noget (en hel del!) om, hvad modig­hed er, hvad besin­dig­hed er, og hvad vis­dom er, og ved at se på den rol­le, som dis­se dyds­be­gre­ber spil­ler i den bed­ste for­tolk­ning af, hvad rege­rings­kunst og livs­fø­rel­se går ud på. Og når Ari­sto­te­les udlæg­ger dyder­ne, gør han det ved at vise, hvor­dan de ind­går i en sam­let vision om et godt liv, hvor­dan de aldrig kan for­stås løs­re­vet fra andre dyder, og hvor­dan de må for­tol­kes frem i kon­trast til de laster, som ofte lig­ger klos op ad dem.

Moral­ske sand­he­der kan m.a.o. aldrig udtryk­kes ved at sige, at “sådan her er det sim­pelt hen bare.” En lil­le anek­do­te illu­stre­rer poin­ten: En før­en­de teo­re­tisk fysi­ker hol­der et fored­rag om de nye­ste gen­nem­brud inden for fel­tet. Han for­tæl­ler om super­stren­ge, om 50 dimen­sio­ner og muli­ge mul­ti­ver­ser og kan godt se, at folk bli­ver mere og mere des­o­ri­en­te­re­de. Så siger han: “Jeg ved godt, at alt det her kan være svært at kape­re. Men det er nok, for­di I sid­der og tæn­ker på, hvor­for i alver­den det hele er så forun­der­ligt eller lige­frem sært. Men det har jeg ikke sagt noget om. Jeg har bare sagt, at det er sådan her, det er. Sådan spil­ler fysik­kens kla­ver nu engang.” Det svar vil­le vi vel sag­tens kun­ne god­ta­ge, kun­ne vi ikke? Men prøv at fore­stil­le jer en jurist, der stil­ler sig op og hæv­der, at lov­reg­ler om posi­tiv sær­be­hand­ling vil­le være en god ide, og så på et tids­punkt siger: “Jeg ved godt, at det her kan være svært at kape­re. Men det er nok for­di, I sid­der og tæn­ker på, hvor­for posi­tiv sær­be­hand­ling er en god ide. Men det har jeg ikke sagt noget om. Jeg har bare sagt, at det er sådan her, det er. Sådan spil­ler mora­lens kla­ver nu engang.” Se, det bur­de vi jo over­ho­ve­det ikke god­ta­ge! Vi vil­le insi­ste­re på, at man­den kun­ne føre en over­be­vi­sen­de sag for sit syns­punkt. Når vi taler om moralsk sand­hed, så er det – igen meget kort for­talt – det, det bety­der: Det her syns­punkt er sim­pelt hen det, der kan føres den mest over­be­vi­sen­de sag for. Efter at have set sagen fra alle sider og reflek­te­ret læn­ge og grun­digt, må vi kon­sta­te­re: Det er sim­pelt hen sådan, det er. Ste­ning er ikke, kan ikke være og har aldrig været moralsk for­svar­lig.

Nu kom­mer så min afslut­ten­de vits. Det sjove er nem­lig, at for­skel­li­ge subkul­tu­rer har meget for­skel­li­ge syn på kul­tur­re­la­ti­vis­me. Hvis man som filo­so­fistu­de­ren­de skul­le kom­me til at omgås stu­de­ren­de fra et ikke helt fjer­nt fag på uni­ver­si­te­tet, nem­lig antro­po­lo­gi, vil man erfa­re, at der er en mar­kant for­skel mel­lem de frem­her­sken­de opfat­tel­ser i de to fag. I antro­po­lo­gi er kul­tur­re­la­ti­vis­me nær­mest et dog­me eller i hvert fald det her­sken­de para­dig­me. Det skyl­des givet­vis for en stor del den sam­men­kob­ling med tole­ran­ce, jeg tal­te om tid­li­ge­re. Kul­tu­rer er radi­kalt for­skel­li­ge, ikke bare hvad angår soci­a­le kon­ven­tio­ner, men også i, hvad de anser for grund­læg­gen­de og tro­vær­di­ge fak­tu­el­le og nor­ma­ti­ve over­be­vis­nin­ger. I filo­so­fi­en synes tren­den eller para­dig­met nær­mest at være det mod­sat­te: Filo­sof­fer efter­sø­ger og hæv­der som­me­ti­der at fin­de uni­ver­selt del­te fak­tu­el­le og nor­ma­ti­ve over­be­vis­nin­ger. En del af dem hen­vi­ser endog, som vi så hos Kekes, til en com­mon mora­li­ty – en almen eller almen­gyl­dig moral, som deles af alle men­ne­sker i alle kul­tu­rer. Hvor­dan kan det være, at vi er så ueni­ge? Her er min hypo­te­se: Vi har sim­pelt hen ikke adgang til den sam­me evi­dens. Det skyl­des, at når antro­po­lo­ger og filo­sof­fer besø­ger men­ne­sker i ekso­ti­ske, eller det man i de dår­li­ge, gam­le dage kald­te “pri­mi­ti­ve”, kul­tu­rer, så får de for­talt nog­le helt for­skel­li­ge histo­ri­er. Antro­po­lo­ger­ne kom­mer hjem med even­tyr­li­ge og fan­ta­si­ful­de “histo­ri­er fra de var­me lan­de”. Men det skyl­des, at fol­ke­ne der­ne­de godt ved, at det er det, antro­po­lo­ger­ne ger­ne vil høre, og gæst­fri som de er (og lidt dril­le­sy­ge), går de med på legen. Når antro­po­lo­gen f.eks. spør­ger: “Vil det sige, at I vir­ke­lig tror, at jeres afdø­de for­fædre vil leve vide­re i jer, hvis I spi­ser dem?”, så sva­rer de, at ja, det tror de helt bog­sta­ve­ligt på. Og så rej­ser antro­po­lo­gen opstemt hjem og skri­ver artik­ler om inkom­men­su­rab­le tros­sy­ste­mer og ver­densan­sku­el­ser. Når der­i­mod en filo­sof kom­mer på besøg, så ved de loka­le godt, at hun ikke vil tage hvad som helst for gode varer. Så når filo­sof­fen spør­ger om det sam­me, lyder sva­ret noget i ret­ning af: “Nej, selv­føl­ge­lig ikke, hvad reg­ner du os for? Vi er jo ikke mor­ons, ved du nok. Vi tror da ikke, at de bog­sta­ve­ligt lever vide­re i os. Det skal selvsagt for­stås meta­forisk. Vi reg­ner da hel­ler ikke med, at du bog­sta­ve­ligt tror på, at Gud skab­te hele uni­ver­set på seks dage, eller at vin rent fak­tisk bli­ver til blod, bare for­di en præst siger det.” For­kla­rin­gen er m.a.o. enkel: En af de ueni­ge par­ter er ble­vet taget ved næsen og lever i en vild­fa­rel­se, mens den anden ikke gør. Og sådan er dét sim­pelt hen bare!10Artiklen er en let bear­bej­det ver­sion af en semester­start­s­fo­re­læs­ning for de nye bachel­or­stu­de­ren­de på filo­so­fi, AU i august 2020.

1. Rachels, J., The Ele­ments of Moral Phi­los­op­hy 5th Ed. (McGraw-Hill, 2015), kap. 2.
2. “Barbar” var old­græker­nes ned­sæt­ten­de beteg­nel­se for udlæn­din­ge. De syn­tes, at deres ufor­stå­e­li­ge tale ikke lød som andet end “bar-bar”.
3. Kekes, J., The Mora­li­ty of Plu­ra­lism (Prin­ce­ton UP, 1993).
4. Her må det i paren­tes bemær­kes, at de fle­ste kul­tu­rer sta­dig er 100% binæ­re i deres kønsopfattelser.
5. Se f.eks. Chri­sten­sen, D., “Disa­gre­e­ment as Evi­den­ce: The Epi­ste­mo­lo­gy of Con­tro­ver­sy,” Phi­los­op­hy Com­pass, 4/5 (2009): 756–767.
6. I den sto­rar­te­de Net­flix-serie BoJa­ck Hor­se­man for­fæg­ter hoved­per­so­nen dog et noget mere for­drings­løst og kuld­slå­et ide­al: “If you find someo­ne you can hal­fway tole­ra­te, you sink your nails in and you don’t let go.”
7. Rachels, Ele­ments, 27.
8. Mackie, J., Eth­ics: Inven­ting Right and Wrong (Pengu­in, 1977).
9. Ideen om Mor­on-par­tik­ler skyl­des den ame­ri­kan­ske rets­fi­lo­sof Ronald Dwor­kin i Dwor­kin, R., “Objecti­vi­ty and Truth: You’d Bet­ter Belie­ve It”, Phi­los­op­hy and Public Affairs 25/2 (1996): 87–139 og i Dwor­kin R., Justi­ce for Hed­ge­hogs (Har­vard UP, 2011), kap. 1. Jeg træk­ker også en del på Dwor­kin i det følgende.
10. Artiklen er en let bear­bej­det ver­sion af en semester­start­s­fo­re­læs­ning for de nye bachel­or­stu­de­ren­de på filo­so­fi, AU i august 2020.