Er filosofien blot død?

Er filo­so­fi­en død? Eller er den også liv? I den­ne arti­kel vil jeg spør­ge til det for­hold, at den vest­li­ge filo­so­fi i sin søgen efter den høje­ste form for væren tra­di­tio­nelt har fun­det sine svar i det abso­lut­te: ved begyn­del­sen og ved afslut­nin­gen. Når filo­so­fi­en har søgt at “gri­be sin tid i tan­ken”, som Thomas Schwarz Wentzer skri­ver det med en for­mu­le­ring fra Hegel,1Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. har man­ge tan­ker såle­des ret­tet sig mod tidens abso­lut­te yder­lig­he­der: begyn­del­sen og afslut­nin­gen, med andre ord døden. Både den død, som før føds­len var ikke-liv, og den gængse for­stå­el­se af død, som det, der sker efter livet.

Den fran­ske filo­sof Gilles Deleuze har som bekendt spurgt: “Hvad er filosofi?”2Gilles Deleuze & Félix Guattari: Hvad er filo­so­fi? (København: Gyldendal, 1996). Hvad er filo­so­fi­ens rol­le? En måde at læse Deleuzes spørgs­mål på er at for­stå det i kon­tek­sten af, hvor­dan man kan leve. Dette spørgs­mål er dog for­skel­ligt fra den filo­so­fi, der har været gen­nem­gå­en­de fra den antik­ke græ­ske tra­di­tion til Oplysningstidens tænk­ning, og som har spurgt til, hvor­dan man bør leve – leve i over­ens­stem­mel­se med en trans­cen­den­tal orden eller ide­al­for­mer eller iføl­ge Kants kate­go­ri­ske impe­ra­tiv. Fra filo­so­fi­ens begyn­del­se til eksi­sten­ti­a­lis­mens døds­dom over Gud og der­med enhver objek­tiv moral har det nor­ma­ti­ve bør for­an­dret sig til et deskrip­tivt kan eller er. Deleuze ind­fø­rer alt­så i den post­struk­tu­ra­li­sti­ske og post­mo­der­ne filo­so­fi­ske tra­di­tion et spørgs­mål til men­ne­skets livs­fø­rel­se, som ikke tager form af en manu­al til livet. Men histo­risk har filo­so­fi­en taget sig ud på en måde, som kan karak­te­ri­se­res som en manu­al til døden.

Ånd, Geist, nous. Fra Aristoteles til Hegel har dis­se begre­ber repræ­sen­te­ret værens ide­alsta­di­er. Den telos, som Aristoteles til­skrev al men­ne­ske­lig hand­len, bety­der net­op mål, ende­mål og slut­mål, og Hegels begreb om bevidst­hed hand­ler lige­le­des om en bevidst­hed, som er på vej­en til det ende­ligt ophø­je­de, på vej mod et slut­mål. Den empi­ri­ske ver­dens mate­ri­a­le fin­des såle­des i dens nega­ti­vi­tet – i opløs­nin­gen, i den slut­te­de cir­kel, i vilj­en, der fal­der til ro, som Schopenhauer vil­le sige. Døden har i filo­so­fi­en taget karak­ter af det freu­di­an­ske nir­va­naprin­cip, en til­ba­ge­ven­den til den sym­bi­o­ti­ske rela­tion i livets moder, dér, hvor al lyst er til­freds­stil­let, idet den abso­lut­te opfyl­del­se af lysten ska­ber lystens og drif­ter­nes ende­li­ge ophør. Den tyske filo­sof Peter Sloterdijk beskri­ver den­ne “føta­le kohi­bation” såle­des:

First of all one must con­cei­ve a pha­se of fetal coha­bi­ta­tion in which the inci­pi­ent child expe­ri­en­ces the sen­sory pre­sen­ce of liquids, soft bodi­es and cave boun­da­ri­es: most important­ly pla­cen­tal blood, then the amni­o­tic flu­id, the pla­cen­ta, the umbi­li­cal cord, the amni­o­tic sac and a vague pre-figuring of the expe­ri­en­ce of spa­ti­al boun­da­ri­es through the resi­stan­ce of the abdo­mi­nal wall and ela­stic wal­ling-in. A fore­ta­ste of what will later be cal­led rea­li­ty pre­sents itself in the form of an inter­me­di­a­te flu­i­dal realm that lies embed­ded in a dark, sphe­ric spa­ti­al factor soft­ly cus­hio­ned wit­hin fir­mer boundaries.3Peter Sloterdijk, Bubbles: Spheres Volume I: Microspherology (New York: Autonomedia, 2011), 293–294.

Det vor­den­de barn befin­der sig i kraft af sin væren-i-mode­ren i den­ne svæ­ven­de, fly­den­de til­stand, som et flu­di­alt mel­lem­ri­ge, der kom­mer til at være “en for­lø­ber for, hvad der sene­re vil hed­de virkelighed”.4Sloterdijk i cita­tet ovenfor. Nirvanaprincippets døds­drift søger en ide­al­til­stand i det­te svæ­ve­sta­die, som det føta­le før­sub­jekt hav­de sin oprin­del­se i. Mennesket søger iføl­ge den freu­di­an­ske drift­ste­o­ri altid til­ba­ge til den­ne erin­dring om ver­dens­for­hol­dets oprin­del­se, som onto­ge­ne­tisk skul­le lig­ge i men­ne­skets hukommelse.5Herbert Marcuse, Eros og civi­li­sa­tio­nen (København: Gyldendal, 1970), 40. Døden før livet bli­ver med andre ord til et ide­al for til­freds­stil­lel­se, et ikke-gravi­te­tisk, fly­den­de og svæ­ven­de, respon­sivt og ela­stisk rum, før vir­ke­lig­he­dens tyng­de­kraft og kol­de, hår­de fla­der mod­sæt­ter sig indi­vi­det i gen­stri­dig frik­tion.

Den isra­el­ske for­fat­ter Amos Oz har skre­vet: “Tiden før føds­len og tiden efter døden er fuld­kom­men ens. Det inde­bæ­rer: Jeg’ets ophæ­vel­se. Hele vir­ke­lig­he­dens ophæ­vel­se. Livets ophæ­vel­se. ‘Jubel’ ”.6Amos Oz, Den sor­te kas­se (Odense: Samleren, 1990), 137. Idealets gen­nem­fø­rel­se er alt­så en ned­bry­del­se af nuet i for­ti­dens og frem­ti­dens navn: døden før og efter livet – og den verds­li­ge vir­ke­lig­hed som blot et for­kam­mer til den næste ver­den. Jubelen er drifts­be­ho­vets til­freds­stil­lel­se, den stil­le­de døds­drift.

Thomas Schwarz Wentzer har tid­li­ge­re i den­ne filo­so­fista­fet påpe­get, at filo­so­fi­ens opga­ve er at “ska­be en intel­lek­tu­el ori­en­te­ring, der tør til­ta­le det, som kri­sen er et udtryk for, i nye og måske hidtil ukend­te begre­ber og tan­ke­møn­stre”. Tænkningen må iføl­ge Wentzer tur­de tæn­ke det utæn­ke­li­ge, det ukend­te “hin­si­des det hidtil for­svar­li­ge og kendte”,7Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶10. og Wentzers defi­ni­tion er ram­men­de, for filo­so­fi­en har i høj grad gjort net­op det. Spørgsmålet er bare, om filo­so­fi­ens bevæ­gel­se i “det hin­si­des” blot har skabt et løf­te om Evigheden som trøst for den vir­ke­li­ge ver­dens lidel­ser? Det er et løf­te, som histo­risk har holdt man­ge men­ne­sker i den repres­si­ve ordens træl­dom, slid og udbyt­ten­de arbej­de.

Den tysk-ame­ri­kan­ske filo­sof Herbert Marcuse har sagt om den­ne pro­ble­ma­tik, at “i et repres­sivt sam­fund, bli­ver selv døden til et mid­del til repression”.8Herbert Marcuse, Eros og civi­li­sa­tio­nen, 213. I den­ne for­stand er den frem­med­gjor­te til­væ­rel­se udhol­de­lig, net­op for­di men­ne­skets vir­ke­li­ge lyk­ke for­vi­ses til en trans­cen­den­tal ver­den, hvor en uvir­ke­lig beløn­ning ven­ter for den vir­ke­li­ge lidel­se.

Er filo­so­fi­en da blot Evighedens og him­me­ri­gets fata­mor­ga­na? Som Wentzer skri­ver, er en orga­nis­me, der ikke respon­de­rer på sin omver­den, død. Der skal såle­des altid sva­res og “ansva­res” på omver­dens udfor­drin­ger, også selv­om dis­se ikke dik­te­rer nogen umid­del­ba­re løsninger.9Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶12. Døden som svar på livet er alt­så ikke en respon­siv, leven­de filo­so­fi, for her fin­des sva­ret ikke i den verds­li­ge omver­den, men i en trans­cen­den­tal over- eller under­ver­den. Men den er dog et slags svar, når man ikke ken­der svaret. Hvad den ikke er, er en løs­ning på, hvor­dan livet kan leves.

1. Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10.
2. Gilles Deleuze & Félix Guattari: Hvad er filo­so­fi? (København: Gyldendal, 1996).
3. Peter Sloterdijk, Bubbles: Spheres Volume I: Microspherology (New York: Autonomedia, 2011), 293–294.
4. Sloterdijk i cita­tet ovenfor.
5. Herbert Marcuse, Eros og civi­li­sa­tio­nen (København: Gyldendal, 1970), 40.
6. Amos Oz, Den sor­te kas­se (Odense: Samleren, 1990), 137.
7. Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶10.
8. Herbert Marcuse, Eros og civi­li­sa­tio­nen, 213.
9. Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶12.

Samtidige genfærd af os selv

En stor del af den træ­ning og for­be­re­del­se af soci­a­le omgangs­for­mer, der tid­li­ge­re har eksi­ste­ret som opdra­gel­ses­prak­sis­ser i fami­li­en og lokal­sam­fun­det, er nu i høje­re grad ble­vet insti­tu­tio­na­li­se­ret i for­mel­le uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og stats­li­ge sko­le­in­sti­tu­tio­ner, som såle­des har over­ta­get den­ne soci­a­li­se­ren­de funk­tion. Skolen er ble­vet en civi­li­se­ren­de insti­tu­tion, som søger at instal­le­re kro­p­s­lig (selv)kontrol, selv­be­vidst­hed og for­stå­el­se for, hvil­ke ide­a­ler for bestem­te typer af soci­al adfærd, der i en given situ­a­tion her­sker og betrag­tes som accep­tab­le og der­med civiliserede.1Laura Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.

Den tyske socio­log Norbert Elias arbej­de­de især med at udfor­ske, hvor­dan under­sø­gel­ser i en “small soci­al unit”, fx et lil­le lokalt sam­fund, kan stå som en model og et empi­risk para­dig­me, hvis loka­le og situ­e­re­de for­hold viser de stør­re og mere kom­plek­se sam­funds­mæs­si­ge og soci­a­le struk­tu­rer i en min­dre målestok.2Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii. Ved at betrag­te de pro­ble­ma­tik­ker og for­hold, som kom­mer til udtryk som par­ti­ku­læ­re fæno­me­ner i en lokal sam­men­hæng, kan man ska­be en for­stå­el­ses­ram­me, som kan bely­se lig­nen­de for­hold i en mere dif­fe­ren­ti­e­ret kon­tekst og en stør­re sam­funds­mæs­sig sam­men­hæng. Som dan­nen­de insti­tu­tion og civi­li­sa­tions­pro­jekt skal sko­len sik­re, at bør­ne­ne udvik­ler de nød­ven­di­ge soci­a­le evner og til­eg­ner sig de ret­te adfærds­for­mer, før de kom­mer “ud i samfundet”.3Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, 161. Klasseværelset kan på den­ne måde fun­ge­re som et mikrokos­mos for det sam­fund og de arbejds­mar­keds­vær­di­er, som vil møde bør­ne­ne “der­u­de”, “engang”. At kig­ge på klas­se­væ­rel­set er der­med at kig­ge på os selv, både som eksi­ste­ren­de sam­fund, men også som et kom­men­de sam­fund, der net­op nu er i gang med at bli­ve for­met. Denne arti­kel vil tage udgangs­punkt i en kon­kret kon­tekst i et fol­ke­sko­le­klas­se­væ­rel­se og søge at bely­se, hvor­dan dets kre­a­ti­vi­tets­prak­sis­ser kan knyt­tes tæt til arbejds­mar­keds­vær­di­er, som eksi­ste­rer i sam­fun­det.

I efter­å­ret 2019 udfør­te jeg et fel­t­ar­bej­de blandt børn og lære­re i under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner på andet klas­se­trin. Her under­søg­te jeg, hvor­dan tids­for­stå­el­ser og ‑prak­sis­ser hav­de ind­fly­del­se på lærings­mæs­si­ge, disci­pli­ne­ren­de og soci­a­li­se­ren­de stra­te­gi­er i sko­len. Jeg fore­tog del­ta­gerob­ser­va­tio­ner i under­vis­nin­gen, hvil­ket inde­bar, at jeg sad blandt ele­ver­ne i klas­sen og fulg­te med i under­vis­nin­gen. Følgende empi­ri­ske eksem­pel tager udgangs­punkt i dis­se obser­va­tio­ner, og fin­der sted under en dansk­ti­me.

“Bare lad tan­ker­ne fly­ve. Lad kre­a­ti­vi­te­ten fly­de”. Sådan lød opfor­drin­gen fra lære­ren, da ele­ver­ne under dansk­ti­men blev givet den opga­ve at skri­ve en histo­rie. Historien skul­le være fik­tiv, en såkaldt “fan­ta­si­hi­sto­rie”, som kun­ne base­re sig på en drøm, en fan­ta­si eller et ønske. Nogle af bør­ne­ne hav­de svært ved at kom­me i gang. “Må det være fra Fortnite?”, spurg­te nog­le af dem, der ønske­de at skri­ve en histo­rie om det popu­læ­re com­pu­ter­spil, som for tiden optog man­ge af bør­ne­nes inter­es­se. Læreren udtryk­te efter under­vis­nin­gen en vis fru­stra­tion over, hvor fan­ta­si­for­lad­te bør­ne­ne efter­hån­den var ble­vet, efter at det­te spil hav­de vun­det ind­pas hos bør­ne­ne: “De kan sim­pelt­hen ikke tæn­ke på andet end Fortnite. Men det er jo ikke stof til en spæn­den­de histo­rie blot at sid­de og spil­le com­pu­ter. Hvorfor fly­ver der ikke lige plud­se­lig en dra­ge ind ad vin­du­et? Eller hvad med en ind­brud­styv, som bry­der ind, mens de sid­der og spil­ler?” Læreren frem­lag­de der­for i under­vis­nin­gen en opfor­dring om at lade tan­ker­ne fly­ve frit og at lade kre­a­ti­vi­te­ten fly­de.

Da ele­ver­ne får beske­den om at lade tan­ker­ne fly­ve og fly­de, læg­ger jeg mær­ke til, hvor­dan man­ge af bør­ne­ne viser tegn på at imø­de­kom­me det­te. Et barn har lagt bly­an­ten fra sig og sid­der med albu­en på bor­det og lader sin kind hvi­le i hånd­fla­den, mens han kig­ger op i lof­tet. Øjnene er vidt åbne og lader umid­del­bart til at betrag­te noget derop­pe, som kig­ge­de han på en sky­for­ma­tion på him­len. Men der er blot et loft. Hvad kig­ger dren­gen på? Jeg læg­ger mær­ke til, at fle­re af bør­ne­ne kig­ger op på den­ne måde, til­sy­ne­la­den­de mens de tæn­ker over muli­ge fan­ta­si­hi­sto­ri­er. Hvis tan­ker­ne skal fly­ve, så vil­le den pas­sen­de ret­ning at kig­ge for at til­gå dis­se tan­ker da også være opad. Findes dis­se tan­ker derop­pe? Hvis man fore­stil­le­de sig, at man betrag­te­de med de ret­te øjne og med et blik, som var i stand til at få øje på fly­ven­de tan­ker som fysi­ske og åben­ly­se fæno­me­ner, vil­le det­te syn så afslø­re en stjer­ne­him­mel af fore­stil­lin­ger, hvor hver stjer­ne er en tan­ke, og hvor sam­men­træk­nin­ger af dis­se tan­ker ska­ber stjer­ne­for­ma­tio­ner, som afbil­der fan­ta­sti­ske væse­ner og fly­ven­de dra­ger? Knirker dis­se tan­ker? Eller suser de hastigt for­bi og ind mel­lem hin­an­den? Kolliderer de og ska­ber gni­ster og eks­plo­sio­ner? Tankerne er i hvert fald at se “nede” fra bør­ne­ne, fra bør­ne­nes krop­pe, fra de sam­men­k­neb­ne øjen­bryn og udspi­le­de øjne med hove­d­er­ne let til­ba­ge og på skrå. Der kom­mer et suk en gang imel­lem, en plud­se­lig åben­ba­ring, hvor­ef­ter bly­an­ten hastigt bli­ver gre­bet for at få tan­ken ned på papi­ret, før den plud­se­lig fly­ver afsted igen og unds­lip­per hån­dens greb. Det teg­ner imid­ler­tid et noget selv­mod­si­gen­de bil­le­de for mig, sådan at sid­de i klas­se­væ­rel­set og fore­stil­le mig den­ne stjer­ne­him­mel af bør­ne­nes fly­ven­de tan­ker, mens jeg sam­ti­dig betrag­ter bør­ne­ne, der er knap så fly­ven­de.

Legemet uden orga­ner

Børnene sid­der på deres plad­ser med bly­an­ter og papir og lyt­ter til lære­rens opfor­dring, mens de for­sø­ger at kom­me på spæn­den­de fan­ta­si­hi­sto­ri­er. Tankerne skal have rum at bevæ­ge sig i, fly­ve hur­tigt og højt, og gen­nem sam­men­træk­nin­ger ska­be nye ide­er. Kreativiteten skal også kun­ne fly­de, alt­så være i en kon­stant strøm af nye ide­er. Der bli­ver med den­ne opfor­dring åbnet for et stort vir­tu­elt rum, hvori ele­ver­nes tan­ker skal have plads til at udfol­de sig, og man kan fore­stil­le sig det som en stor åben plads uden væg­ge og med højt til him­len, hvor det vir­tu­el­le og tæn­ken­de indi­vid frit kan bevæ­ge sig. Jeg væl­ger her at beteg­ne det­te tan­kens rum som et vir­tu­elt rum, idet jeg hen­ter inspira­tion fra den fran­ske filo­sof Gilles Deleuzes begrebs­lig­gø­rel­se af den rene poten­ti­a­litets rum. Heri kan alle de muli­ge til­bli­vel­ser, som nor­malt bli­ver for­hin­dret af lag af vaner, tra­di­tio­ner og disci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser – alt­så de gængse soci­a­le kon­ven­tio­ner, som men­ne­skers hand­lin­ger er under­lagt, og som Deleuze kal­der stra­ta – eksi­ste­re som destra­ti­fi­ce­re­de vir­tu­el­le potentialiteter.4John Benedicto Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze: En rej­se i noma­de­be­gre­ber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58. I den­ne vir­tu­a­li­tet eksi­ste­rer poten­ti­el­le sam­men­træk­nin­ger og for­bin­del­ser af ide­er, rol­ler, iden­ti­te­ter og prak­sis­ser, som end­nu ikke er aktu­a­li­se­re­de, men som ikke desto min­dre er til ste­de som muli­ge aktu­a­li­se­rin­ger. Jeg ser der­for den­ne begrebs­lig­gø­rel­se som en kærkom­men måde, hvor­på vi kan betrag­te det rum, som lære­ren, med sin opfor­dring til at fly­ve højt og fly­de frit, ønsker at bør­ne­ne skal gå på opda­gel­se i. Ved net­op at gøre brug af et sprog, som opfor­drer til at “fly­ve” og til at “fly­de”, leder lære­ren her­med tan­ker­ne hen på en krop, fri­sat fra de mate­ri­el­le og kro­p­s­li­ge stra­ta, som gan­ske natur­ligt for­be­ner og legem­lig­gør sådan­ne bevæ­gel­ser i vir­ke­lig­he­den. Man kan sige, at dis­se stra­ta sæt­ter knog­ler ind i den fly­den­de og fly­ven­de krop og tyn­ger den­ne krop til jor­den i nær­mest geo­lo­gi­ske og sedi­men­tæ­re lag af soci­a­le kon­ven­tio­ner. Dette rum for den rene poten­ti­a­litet, som fun­ge­rer som udgangs­punkt for nye sam­men­træk­nin­ger og aktu­a­li­se­rin­ger, er hvad Deleuze beteg­ner med begre­bet Legemet uden Organer.5Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze, 58.

I opfor­drin­gen om at “fly­ve” og “fly­de” i sit eget vir­tu­el­le rum af uen­de­li­ge og ube­græn­se­de fan­ta­sti­ske bevæ­gel­ser, kan man net­op fore­stil­le sig et lege­me uden jord­li­ge og kro­p­s­li­ge begræns­nin­ger. Dette ele­ver­nes ube­græn­se­de lege­me for­ven­tes alt­så ikke at bli­ve sid­den­de på en stol og blot spil­le com­pu­ter, men tvær­ti­mod at gøre brug af det poten­ti­a­le af fri­hed, som det­te vir­tu­el­le rum til­by­der: sto­re arm­be­væ­gel­ser, fan­ta­si­ful­de sam­men­træk­nin­ger af ide­er, at kun­ne fly­ve sam­men med dra­ger og bekæm­pe ind­brud­sty­ve. Et lege­me i bevæ­gel­se som kan fly­ve fra idé til idé, ikke bun­det af kro­p­s­li­ge begræns­nin­ger, men der­i­mod fly­den­de, form­skif­ten­de og for­an­der­ligt.

Ud af krop­pen

Elevens vir­tu­el­le og kre­a­ti­ve bevæ­gel­se bli­ver fore­stil­let som et gen­færd af ele­vens egen krop, som en mani­fe­sta­tion af den tæn­ken­de ånd, der er fri­sat fra krop­pens læn­ke­kug­le. Den ide­el­le tæn­ken­de elev er på den­ne måde én, som kan sæt­te krop­pen til side for der­ef­ter at for­la­de den. Som ånden der løf­tes op fra sit døde og døde­li­ge lege­me. En ud-af-krop­pen-ople­vel­se. En sindstil­stand, der ansku­es som sær­de­les efter­trag­tet, typisk for­bun­det med at bli­ve fri­gjort fra krop­pens og den fysi­ske ver­dens begræns­nin­ger, hvad enten det­te skyl­des ekst­a­se, rus­mid­ler, en reli­gi­øs åben­ba­ring eller en anden skel­sæt­ten­de eller epi­fa­nisk hæn­del­se i livet. Kreativiteten, det ska­ben­de, kun­sten, skrif­ten og udtryk­ket, ret­ter sig altid ud af krop­pen. Som lyri­ke­ren Søren Ulrik Thomsen fore­stil­ler sig det: “Kunne min krop dri­ve ud i min skrift/kunne orde­ne sej­le fra hæn­der­nes hud”.6Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).

Dette er det pæda­go­gi­ske ide­al, jeg ser udtrykt i lære­rens opfor­dring. Det er gen­fær­det, som dri­ves ud af krop­pen og må tvin­ges til at eksi­ste­re paral­lelt og sam­ti­digt med sit køde­li­ge ophav: ele­vens vir­tu­el­le ges­penst, en slags tan­kens mr. Hyde, hvis vil­de og sto­re bevæ­gel­ser kan efter­la­de krop­pens under­tryk­te dr. Jekyll sid­den­de stil­le til­ba­ge på sto­len. Af split­tel­se af krop og sind, mate­rie og tan­ke – ikke blot i adskil­lel­sen, men i hie­rar­ki­se­rin­gen, som til­go­de­ser det imma­te­ri­el­le – ska­bes det­te ges­penst. Det er ikke besyn­der­ligt, at en under­vis­nings­sam­men­hæng er et sær­ligt frugt­bart rum for en sådan ska­bel­se. Som fle­re har påpe­get, eksi­ste­rer der sta­dig i vis­se dele af sam­funds­vi­den­ska­ber­ne en ten­dens til ikke i til­stræk­ke­lig grad at læg­ge vægt på det mate­ri­el­le. Ifølge socio­lo­gen Tim Dant er det mate­ri­el­le fokus i sam­funds­vi­den­ska­ben tra­di­tio­nelt ble­vet set som stå­en­de i oppo­si­tion til et fokus på soci­a­le rela­tio­ner. Menneskets soci­a­le ver­den er såle­des ble­vet betrag­tet som adskilt fra den omgi­ven­de mate­ri­el­le verden.7Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.

Visse teo­re­ti­ke­re hæv­der også, at sel­ve krop­pen har været fra­væ­ren­de inden for den socio­lo­gi­ske, psy­ko­lo­gi­ske og pæda­go­gi­ske viden­skab. Den cana­di­ske socio­log Anthony Synnott for­kla­rer, hvor­dan den­ne ten­dens hæn­ger sam­men med den dua­lis­me af krop og intel­lekt, som gen­nem histo­ri­en har vist sig inden for blandt andet den old­græ­ske, krist­ne og kar­tesi­an­ske tradition.8Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.

I arven fra Descartes’ dua­lis­me kan man se en adskil­lel­se af men­ne­sket og mate­ri­a­li­te­ten, det indre og det ydre, men­ne­skets tænk­te ver­den og den fysi­ske ver­den, som men­ne­sket møder. I den­ne adskil­lel­se synes der at være en magt­for­de­ling, en stør­re “hæld­ning” til den ene side frem for den anden, nem­lig til men­ne­skets indre ver­den. Eksempelvis påpe­ger den nor­ske pro­fes­sor Bjørnar Olsen, som bl.a. spe­ci­a­li­se­rer sig i arkæ­o­lo­gi og mate­ri­el kul­tur, at en sådan hæld­ning kan ses i sam­funds­vi­den­ska­ber­nes fokus på teo­ri­er om soci­a­le kon­struk­tio­ner og kul­tu­rel­le pro­ces­ser frem for det materielle.9Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.

Når der såle­des snak­kes om at skul­le “ud af krop­pen”, kan det­te tol­kes ikke kun som en ska­ben­de, ret­nings­be­stemt bevæ­gel­se, som når orde­ne hos Thomsen “sej­ler fra hæn­der­nes hud”, men måske i lige så høj grad som en ret­ning, der bevæ­ger sig ikke blot ud, men væk fra krop­pen, efter­la­der krop­pen, afka­ster og fæl­der krop­pen. Man kan fore­stil­le sig det i bed­ste teg­ne­filmstil, hvor den afdø­des semi­trans­pa­ren­te ånd sti­ger op fra krop­pen for at kun­ne fly­ve frit rundt i den legem­li­ge ver­den, net­op som ele­ven i dansk­ti­men blev opfor­dret til at “fly­ve” i en vir­tu­el mani­fe­sta­tion af sine fan­ta­sti­ske tan­ker. Eleven er der­for på én gang sit køde­li­ge lege­me bun­det fast til sto­len og jor­den og tyn­get af de fysi­ske, soci­a­le og disci­pli­ne­ren­de lag, som begræn­ser krop­pens bevæ­gel­ser. Men på sam­me tid er ele­ven også det ube­græn­se­de Legeme uden Organer fri i bevæ­gel­se og uden jor­di­ske for­be­nin­ger. Benløs, por­øs og løs­re­vet fra både tid og rum kan det­te ele­vens spø­gel­se i meta­mor­fo­se omdan­ne sig til fly­ven­de og fly­den­de sub­stan­ser, sive gen­nem væg­ge og rej­se mod fjer­ne pla­ne­ter.

Nu lyder det som om, vi når det kli­che­fyld­te point of no return, som har fun­ge­ret som det skel­sæt­ten­de og gåse­hud­s­frem­kal­den­de plot-twist i man­ge gyser- og spæn­dings­film: det var os, der var spø­gel­ser­ne hele tiden. I hvert fald lader det til, at ele­ven for­ven­tes både at kun­ne frem­fø­re den mate­ri­el­le, kro­p­s­li­ge og – for at for­bli­ve i nær­væ­ren­de arti­kels meta­forik – døde­li­ge væren (at sid­de stil­le på sto­len og at ind­ord­ne sig under­vis­nin­gens soci­a­li­se­ren­de, regu­le­ren­de og didak­ti­ske stra­te­gi­er) simul­tant med, at ele­ven lader en løs­re­vet, vir­tu­el del af sig selv bevæ­ge sig rundt i klas­se­lo­ka­let: Som et gen­færd af egen krop, der alle­re­de nu går igen, og efter­le­ver alle de tan­ker og bevæ­gel­ser, som den på grund af klas­se­væ­rel­sets regu­le­ring ikke hav­de mulig­hed for i sin døde­li­ge skal.

Porøse væg­ge

Genfærdet, som kan sive gen­nem væg­ge og bevæ­ge sig med ube­græn­set, hastig og omstil­len­de dyna­mik, min­der meget om det indi­vid, der har sin gang i kon­trol­sam­fun­dets insti­tu­tio­ner, orga­ni­sa­tio­ner og virk­som­he­der. Kontrolsamfundets insti­tu­tio­nel­le rum er ken­de­teg­net ved i sti­gen­de grad at være i opløs­ning. Det vil sige, at dets væg­ge, fysi­ske så vel som meta­fori­ske, i stør­re grad er ble­vet udvi­ske­de, og at insti­tu­tio­ner­nes, orga­ni­sa­tio­ner­nes og virk­som­he­der­nes prak­sis­ser, her­un­der kon­trol­le­ren­de og disci­pli­ne­ren­de regu­le­rin­ger af dets indi­vi­der, ikke blot fin­der sted inden for fire kon­kre­te væg­ge, men kon­ti­nu­er­ligt fly­der ind i og mel­lem for­skel­li­ge dele af men­ne­skers leve­de liv.10Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.

Deleuze for­kla­rer, hvor­dan det disci­pli­næ­re sam­funds insti­tu­tio­ner i sti­gen­de grad gen­nem­går en trans­for­ma­tion. Det tid­li­ge­re disci­pli­nær­sam­funds insti­tu­tio­ner – afgræn­se­de i rum og tid med hver deres sub­jek­ti­ve­rings­lo­gik, om det så var klas­se­væ­rel­set, hjem­met, fængs­let eller fabrik­ken – regu­le­re­de, ind­ret­te­de og afret­te­de dets sub­jek­ter alt efter hvil­ke insti­tu­tio­ner, dis­se sub­jek­ter bevæ­ge­de sig i. Ifølge Deleuze er dis­se insti­tu­tio­ners rum i høje­re grad afløst af en ny form. Rummene og væg­ge­ne er ble­vet por­ø­se, tiden uen­de­lig, og insti­tu­tio­ner­ne er ble­vet fly­den­de, kon­ti­nu­er­li­ge og gen­nem­træn­gen­de for sub­jek­ter­ne i dem. Reguleringen og nor­ma­li­se­rin­gen fin­der nu ikke blot sted i enkel­te afgræn­se­de rum, men bevæ­ger sig ud over tid og sted, og fin­der på den­ne måde altid ind i sub­jek­ters liv. Således for­kla­rer Deleuze, hvor­dan fabrik­ken er erstat­tet af virk­som­he­den, sko­len er erstat­tet af per­pe­tu­al trai­ning – den evin­de­li­ge og livslan­ge læring – og eksa­mi­na­tio­nen er erstat­tet af kon­ti­nu­er­lig kontrol.11Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5. Det disci­pli­næ­re sam­funds afgræn­se­de, sekven­se­re­de og dis­kon­ti­nu­er­li­ge form er såle­des ble­vet erstat­tet af kon­trol­lens uop­hør­li­ge og ube­græn­se­de form, decen­tra­li­se­ret fra mag­tens cen­tralt udø­ven­de aktø­rer og loka­li­se­re­de insti­tu­tio­ner, og er i ste­det ble­vet udbredt i et stør­re net­værk af kom­plek­se strukturer.12Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanon­bå­ds­diplo­ma­ti: Et for­søg på at adres­se­re spørgs­må­let om kom­bi­na­tio­nen af decen­tra­le net­værk og suveræ­ni­tet efter 9/11 med udgangs­punkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.

Som insti­tu­tio­ner­nes prak­sis­ser i kon­trol­sam­fun­det, der bevæ­ger sig uop­hør­ligt gen­nem tid og rum, føl­ger dis­se insti­tu­tio­ners sub­jek­ter lige­le­des den­ne bevæ­gel­se: Hvor arbej­det før­hen ophør­te, når arbej­de­ren gik hjem fra fabrik­ken, tager virk­som­heds­ar­bej­de­ren nu ofte­re arbej­det med hjem; for ele­ven begræn­ser lærin­gen sig ikke blot til under­vis­nings­ti­mer­nes afsat­te tid, men fun­ge­rer som en uop­hør­lig pro­ces, og man skal kig­ge langt efter akti­vi­te­ter uden for sko­len, som ikke tje­ner et læren­de for­mål. På det moder­ne arbejds­mar­ked fin­der vi typisk et indi­vid i en pro­fes­sion, som er præ­get af flek­si­bi­li­tet og omstil­lings­pa­rat­hed og såle­des evner at bevæ­ge sig der­hen, hvor den­nes kom­pe­ten­cer, ser­vi­ce og lyst er efter­s­purgt. Det pro­fes­sio­nel­le indi­vid er i sti­gen­de grad ansat i tids­be­græn­se­de stil­lin­ger, typisk pro­jek­tan­sæt­tel­ser, hvil­ket kræ­ver en kon­stant til­pas­ning og omstil­ling til de kom­pe­ten­cer, pro­fes­sio­nen refe­re­rer til, for at kun­ne bidra­ge til de kon­stant for­an­der­li­ge og i sti­gen­de grad tvær­fag­li­ge arbejds­pro­ces­ser, den­ne måt­te ind­gå i.13Krejsler, At ana­ly­se­re, 86.

Individet, hvad enten det er ele­ven eller virk­som­heds­ar­bej­de­ren, må alt­så i lige så høj grad ind­ta­ge en form, som for­mår at skif­te kom­pe­ten­cer og indstil­lin­ger, fly­de gen­nem spræk­ker og sive gen­nem væg­ge, mel­lem insti­tu­tio­ner, klas­se­lo­ka­ler, orga­ni­sa­tio­ner, virk­som­he­der og hjem. Det sam­ti­di­ge gen­færds ube­græn­se­de bevæ­gel­ser tri­ves alt­så i dis­se baner. Forestillingen om det kro­p­s­lø­se ges­penst, den imma­te­ri­el­le dyr­kel­se af indi­vi­dets tæn­ken­de, intel­li­gen­te og kre­a­ti­ve væsen, som i betrag­te­lig grad bli­ver frem­ma­net i sko­len, stem­mer langt hen ad vej­en overens med det sam­fund, det arbejds­mar­ked og den soci­a­le ver­den, som ven­ter bør­ne­ne der­u­de.

Praktiseringen af kon­stant for­an­der­li­ge bevæ­gel­ses- og tan­ke­møn­stre i klas­se­væ­rel­set synes at repræ­sen­te­re fore­stil­lin­gen om en elev, der for­ven­tes at kun­ne for­val­te egen for­an­dring og omstil­ling, alt efter hvor­dan situ­a­tio­nen dik­te­rer det. Eleven skal kun­ne balan­ce­re bestem­te ide­a­ler om hastig­hed – en hur­tig tan­ke­pro­ces og en lang­som­me­lig krop. Eleven skal kun­ne tæn­ke i bevæ­gel­ser, som tager form af at fly­ve og fly­de. At føl­ge og udfol­de egen fan­ta­si. Men ele­ven for­ven­tes på sam­me tid at beher­ske den­ne fan­ta­si samt først at lade poten­ti­a­ler aktu­a­li­se­re sig, når klas­se­væ­rel­sets og under­vis­nin­gens orga­ni­se­ring kræ­ver og til­la­der det. I under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner bli­ver stort set alle hand­lin­ger målt i tid. Til at star­te med eksi­ste­rer der en sekven­se­ring af under­vis­nin­gens orga­ni­se­re­de tid. Tiden er opdelt i de 45 eller 90 minut­ter, som klas­se­ti­mer­ne typisk varer, og dis­se er yder­li­ge­re opdelt i inter­val­ler af minut­ter og sekun­der, som udgør tiden til at lave opga­ver, læse, spi­se, ryd­de op, hol­de frik­var­ter osv. Der bli­ver såle­des sat tids­fri­ster på de for­skel­li­ge opga­ver, ele­ver­ne skal lave. Eleverne kan i en mate­ma­tik­ti­me få udle­ve­ret opga­ve­pa­pir med reg­ne­styk­ker og beske­den om, at de i de næste 20 minut­ter skal arbej­de med dis­se opga­ver. På klas­sens smart­bo­ard kan ele­ver­ne føl­ge med i nedtæl­lin­gen, da et ani­me­ret timeg­las illu­stre­rer, hvor­dan minut­ter og sekun­der strøm­mer i det vir­tu­el­le tidens sand som små, pixe­le­re­de sand­korn. Eleverne har alt­så fået til­delt en gan­ske tyde­lig tids­ram­me, inden for hvil­ken opga­ven for­ven­tes at gøres fær­dig. I en sådan situ­a­tion, som utvivl­s­omt fin­der sted i de fle­ste under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner, er der der­med både en for­vent­ning om, at ele­ver­ne fuld­fø­rer opga­ver­ne i en bestemt hastig­hed og inden for den fast­sat­te tids­ram­me, men også en for­vent­ning om, at opga­ver­ne løses kor­rekt. Der er alt­så umid­del­bart mod­stri­den­de krav i på den ene side at skul­le løse opga­ver og gøre bestem­te ting i en vis hastig­hed, og på den anden side at skul­le gøre sig uma­ge og tage sig god tid i løbet af den­ne pro­ces. Man skal hur­tigt kun­ne kom­me frem til et svar, men man må ikke løbe på vej til det­te svar.

Dette kan min­de om den arbejds­mar­keds­vær­di, der er i at efter­stræ­be et hur­tig­heds­i­de­al og sam­ti­dig have en kon­stant omstil­lings­pa­rat­hed. En vær­di, som for­ske­re ser som frem­her­sken­de i et arbejds­liv, hvor sub­jek­tet skal kun­ne jong­le­re mel­lem hastig­he­der og bevæ­gel­ses­møn­stre, alt efter hvor­dan den pågæl­den­de situ­a­tion kræ­ver det.

I en under­sø­gel­se af ame­ri­kan­ske arbejds­kul­tu­rer har arbejds­mar­keds­for­sker­ne Bellezza, Keinan og Paharia under­søgt, hvor­dan tid i arbejds­sam­men­hæn­ge kan anven­des til at sig­na­le­re soci­al sta­tus. De argu­men­te­rer for, hvor­dan en travl og hård­t­ar­bej­den­de livs­stil i sti­gen­de grad bli­ver for­bun­det med efter­trag­te­de sta­tus­sym­bo­ler og arbejdsmarkedsværdier.14Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consump­tion of time: When busy­ness and lack of lei­su­re time beco­me a sta­tus sym­bol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138. De for­kla­rer, hvor­dan et bestemt for­brug af tid, som de kal­der con­spi­cuous consump­tion of time, prak­ti­se­res som en måde at etab­le­re bestem­te soci­a­le sta­tus­sym­bo­ler på i arbejds­li­vet, og hvor­dan det­te ofte inde­bæ­rer, at man vir­ker travl og arbejd­s­om. Forfatterne argu­men­te­rer for, at det at prak­ti­se­re travlhed såle­des kan sig­na­le­re et arbej­den­de indi­vid, som er i efter­spørgsel, og som bli­ver betrag­tet som en man­gelva­re og en arbejds­mæs­sig ressource.15Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.

Dette hur­tig­heds­i­de­al som en arbejds­mar­keds­vær­di sva­rer til den hastig­hed og de bevæ­gel­ses­møn­stre, ele­ver i sko­len lærer at begå og bevæ­ge sig på, når situ­a­tio­nen dik­te­rer det.

I et sam­fund, som er præ­get af kon­stant at stræ­be efter vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, for­ven­tes det net­op, at vi bli­ver bed­re, hur­ti­ge­re, mere kre­a­ti­ve og effek­ti­ve. Den tyske socio­log Hartmut Rosa for­kla­rer, at vi i sådant et acce­le­ra­tions­sam­fund for­sø­ger at efter­le­ve den­ne bestræ­bel­se ved hastigt at for­føl­ge en ver­den, der ellers risi­ke­rer at stik­ke af fra os. Rosa illu­stre­rer det såle­des: “Vi befin­der os på vej op ad en rul­le­trap­pe, der kører nedad: Hvornår og hvor vi end stand­ser eller stop­per op, får vi ikke en fod til jor­den i for­hold til en høj­dy­na­misk omver­den, som vi overalt kon­kur­re­rer med. Legeme uden Organer”.16Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (København, Eksistensen, 2020), 14. At sko­len frem­ma­ner et indi­vid, som for­mår at kun­ne bevæ­ge sig dyna­misk og ube­græn­set mel­lem tid og rum, vil utvivl­s­omt gøre den­ne rej­se op ad en nedad­kø­ren­de rul­le­trap­pe mere beha­ge­lig, men det bidra­ger på sam­me tid til et vok­sen­de hastig­heds­i­de­al og øget acce­le­ra­tion i et alle­re­de for­pu­stet insti­tu­tions­liv og arbejds­mar­ked.

Nedstigning

Ifølge den fran­ske filo­sof Maurice Merleau-Ponty er det gen­nem det fak­tum, at vi er i vores egen krop med en bevidst­hed om vores eget kro­ps­bil­le­de (ima­ge du cor­ps), at vi ople­ver vores omgivelser.17Tim Dant, Materiality and Society, 92. Denne kro­p­s­li­ge bevidst­hed er ikke en bevidst­hed om krop­pen som opdelt i enkel­te orga­ner eller lem­mer, men et bil­le­de af krop­pen som en hel­hed, som her­fra dan­ner udgangs­punkt for en ople­vel­se af de ydre omstæn­dig­he­der. Det er i krop­pen, at ori­en­te­rin­gen mod omver­de­nen tager sit afsæt, og fra krop­pen, at per­spek­ti­vet udgår. Som socio­lo­gen Tim Dant beskri­ver det: “It is our body that situ­a­tes all other objects in spa­ce and time and provi­des us with a per­specti­ve through which we can jud­ge the rela­ti­ve posi­tion of other objects”.18Tim Dant, Materiality and Society, 93.

Er det der­for til­stræk­ke­ligt at betrag­te ele­vens kre­a­ti­vi­tet som et gen­færd? Hvis krop­pen under­ord­nes sin­det, hvis det mate­ri­el­le betrag­tes sekun­dært til det vir­tu­el­le, så risi­ke­rer man at frem­me en for­stå­el­se, som på behavi­o­ri­stisk vis til­skri­ver krop­pen føje­li­ge kva­li­te­ter som noget, der blot meka­nisk respon­de­rer på sti­mu­li. Denne sin­dets under­ord­ning af krop­pen ses i arbejds- og uddan­nel­ses­sam­men­hæn­ge. I mod­sæt­ning til de tid­li­ge­re arbejds- og ansæt­tel­ses­for­hold, der gjor­de sig gæl­den­de i indu­stri­sam­fun­dets arbejds­mar­keds­vær­di­er, og som efter­s­purg­te min­dre grad af kun­nen og “skill-based” arbej­de, fx i land­brugs- og fabriks­ar­bej­de, er nuti­dens arbejds­mar­ked i sti­gen­de grad foku­se­ret på men­ne­ske­li­ge vær­di­er og intel­lek­tu­el kapi­tal som talent, kre­a­ti­vi­tet og ser­vi­ce­o­ri­en­te­re­de kompetencer.19Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consump­tion”, 121. Disse ten­den­ser teg­ner alt­så et vær­di­sæt, som opve­jer kre­a­ti­ve og intel­lek­tu­el­le kapa­ci­te­ter til for­del for kro­p­s­lig­hed, og der­med ska­ber en gene­rel distink­tion mel­lem sind og krop.

Men måske kun­ne en del af sva­ret her bun­de i et opgør med net­op den­ne distink­tion. For er det over­ho­ve­det muligt på den måde at adskil­le tan­ke og rum? Er det muligt at tæn­ke, at umid­del­bart imma­te­ri­el­le fæno­me­ner ikke blot skul­le begræn­se sig til at eksi­ste­re på det imma­te­ri­el­le, ikke-kro­p­s­li­ge og vir­tu­el­le plan af væren? I klas­se­lo­ka­let lader tan­ker­ne sig mate­ri­a­li­se­re i ele­ver­nes krop­pe, hvil­ke kom­mer til udtryk gen­nem de kro­p­s­ligt arti­ku­le­re­de udtryk: i de flak­ken­de øjne, som for­sø­ger at fast­hol­de blik­ket på de fly­ven­de tan­ker i loka­let og i de trip­pen­de fød­der under bor­det, som nær­mest lader til at løbe på ste­det.

“How vain it is to sit down to wri­te when you have not stood up to live! Methinks that the moment my legs begin to move, my thoughts begin to flow, as if I had given vent to the stream at the lower end and con­sequent­ly new foun­tains flowed into it at the upper.”20Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405. Sådan skrev Henry David Thoreau i sin dag­bog i 1851. Thoreau for­kla­rer, hvor­dan tan­ker­ne begyn­der at fly­de, når bene­ne begyn­der at gå, og snak­ker sågar om strøm­me, fon­tæ­ner og kil­der af tan­ker. Thoreau berø­rer her, hvor­dan tan­ker­nes bevæ­gel­ser tæt knyt­ter sig til krop­pens, på sam­me vis som jeg kan se det i ele­ver­nes tæn­ken­de bevæ­gel­ser. Barnet, hvis ben trip­per under bor­det, mens han tæn­ker over sin fan­ta­si­for­tæl­ling, har det måske på sam­me måde som Thoreau: Benene for­sø­ger at bevæ­ge sig med tan­ker­ne, at “løbe med” og at føl­ge trop med en tan­ke­strøm, som er i kon­stant bevæ­gel­se og hast.

Metaforen om den fly­den­de tan­ke fin­des såle­des også uden for klas­se­lo­ka­lets reto­rik, og det lader da også til, at Thoreau var klar over, hvor­dan en sådan meta­for ikke blot lader sig nøje med at for­bli­ve på et repræ­sen­ta­tivt poe­tisk plan, men der­i­mod kræ­ver at arbej­de gen­nem hele den kro­p­s­li­ge maski­ne. Den fly­den­de bevæ­gel­se må så at sige “luf­tes” og kom­me til udtryk som en kro­p­s­lig aktu­a­li­se­ring, strøm­me ud i bene­ne og bene­ne ud i ver­den. “Thinking is moving”. Sådan for­mu­le­rer ling­vi­sten George Lakoff og filo­sof­fen Mark Johnson et meta­forisk udsagn, som søger at kon­cep­tu­a­li­se­re det tæn­ken­de sind som en per­son i bevægelse.21George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397. Denne meta­for udgø­res af fle­re bil­le­der, her­i­blandt at “sin­det er en krop”, “ide­er er ste­der” og “at tæn­ke på X er at bevæ­ge sig i områ­det omkring X”. Lakoff og Johnson uddy­ber yder­li­ge­re, hvor­dan tan­ken kan kon­cep­tu­a­li­se­res som bevæ­gel­se, blandt andet i form af sæt­nin­ger som “my mind is racing” og “my mind wan­de­red for a moment”.22Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235. Lakoff og Johnson viser med det­te, hvor­dan meta­for­en “tan­ken som bevæ­gel­se” udsprin­ger af en kro­p­s­lig for­stå­el­se og på den­ne måde struk­tu­re­rer sel­ve den hand­ling, vi udfø­rer, når vi tænker.23George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4. Vi bevæ­ger tan­ker­ne, flyt­ter dem fra sted til sted og lader dem sågar “van­dre”. Der tæn­kes med og i krop­pen og – som vi kan se på ele­ver­nes kro­p­s­li­ge arti­ku­la­tio­ner i klas­se­væ­rel­set – tan­ker­ne inkar­ne­rer sig og går “i kødet” i den kro­p­s­li­ge hand­len som aktu­a­li­se­rin­ger af det tænk­te.

Naturligvis er det ikke til­stræk­ke­ligt ude­luk­ken­de at kri­ti­se­re den­ne bevæ­gel­se ud og væk fra krop­pen. Der er man­ge styr­ker ved den kro­p­strans­cen­dens, som bør­ne­ne i under­vis­nin­gen bli­ver opfor­dret til. Det er jo her­ligt, at der er plads til at dig­te i sko­le­ti­den. Og at der ska­bes et rum, vir­tu­elt eller ej, som for­mår at rum­me en uhæm­met udfol­del­se og kre­a­ti­vi­tet, er jo både sjovt og tera­pe­u­tisk i sin eska­pi­sti­ske for­skel til hver­da­gens gen­ken­de­li­ge og begræn­se­de fysik. Nærværende arti­kel har blot søgt at dis­ku­te­re sko­lens kre­a­ti­vi­tets­prak­sis­ser og dis­ses betyd­ning i og for kon­trol­sam­fun­det. Diskussionen har taget form af en ide­o­lo­gik­ri­tik, som for­sø­ger at bely­se og afslø­re vis­se vær­di­er, der bidra­ger til et bestå­en­de system af magtstruk­tu­rer og arbejds­mar­keds­ret­tet tænk­ning i sam­fun­dets insti­tu­tio­ner og orga­ni­sa­tio­ner. Kreativiteten akti­ve­res for, at den kan være nyt­tig i en struk­tur, der ikke værds­æt­ter men­ne­ske­lig sel­vud­fol­del­se så meget som vær­di­ska­bel­se. Og det­te gøres gen­nem under­vis­nings­mæs­si­ge prak­sis­ser, som læg­ger vis­se bånd på kre­a­ti­vi­te­ten og sam­ti­dig opfor­drer til, at den bli­ver sat fri. Børnene for­ven­tes at kun­ne navi­ge­re i dis­se umid­del­bart mod­stri­den­de krav.

En struk­tur i sko­len, der fra­ta­ger bør­ne­ne kre­a­ti­vi­tet eller omfor­mer kre­a­ti­vi­tets­pro­ces­ser til mar­keds­gjor­te adfærds­møn­stre, er i fare for at bidra­ge til bør­ne­nes frem­med­gø­rel­se fra det arbejds­mar­ked og den ver­den, de vil møde. Karl Marx beskrev pro­le­ta­ri­a­tets sti­gen­de frem­med­gø­rel­se fra sam­fun­dets pro­duk­tions­mid­ler: Her bli­ver arbej­dets pro­duk­tions­mid­ler, pro­duk­ter og i sid­ste ende hele sam­fun­det noget frem­med og uved­kom­men­de, som dik­te­rer ram­mer­ne for de mag­tes­lø­se men­ne­skers liv. Det sker, for­di sam­fun­dets pro­du­cen­ter i sti­gen­de grad ople­ver pro­duk­tions­mid­ler­ne som noget frem­med, som andres ejen­dom, som noget, der ikke har nogen rela­tion til arbej­der­nes per­son eller interesser.24Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776. På sam­me måde er en pri­mært arbejds­mar­keds­ret­tet til­gang til børns kre­a­ti­vi­tet i fare for at øge den afstand, bør­ne­ne måt­te føle til deres omgi­ven­de og kom­men­de ver­den og sam­fund.

Måske net­op i en tid, hvor erken­del­sen af men­ne­skets fysi­ske, mate­ri­el­le og geo­lo­gi­ske til­ste­de­væ­rel­se på klo­den og inter­ak­tion med ver­den er vig­ti­ge­re end nogen­sin­de, må vig­tig­he­den af en bevidst­hed her­om ikke under­ken­des. Hvis vi skal møde ver­den, mær­ke den og inter­a­ge­re med den – ikke blot som sam­ti­di­ge gen­færd af os selv, hvis hæn­der for­sø­ger at gri­be fat om mate­ri­en, som imid­ler­tid unds­lip­per vores greb og siver lige igen­nem, så vi måske aller­højst efter­la­der et koldt gys – skal vi begyn­de nedstig­nin­gen til­ba­ge i krop­pen, ind i krop­pen.

1. Laura Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.
2. Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii.
3. Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, 161.
4. John Benedicto Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze: En rej­se i noma­de­be­gre­ber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58.
5. Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze, 58.
6. Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).
7. Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.
8. Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.
9. Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.
10. Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.
11. Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5.
12. Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanon­bå­ds­diplo­ma­ti: Et for­søg på at adres­se­re spørgs­må­let om kom­bi­na­tio­nen af decen­tra­le net­værk og suveræ­ni­tet efter 9/11 med udgangs­punkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.
13. Krejsler, At ana­ly­se­re, 86.
14. Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consump­tion of time: When busy­ness and lack of lei­su­re time beco­me a sta­tus sym­bol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138.
15. Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.
16. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (København, Eksistensen, 2020), 14.
17. Tim Dant, Materiality and Society, 92.
18. Tim Dant, Materiality and Society, 93.
19. Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consump­tion”, 121.
20. Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405.
21. George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397.
22. Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235.
23. George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4.
24. Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776.

Om at være en epistemologisk gæst i en anden ontologi

Mine knæ er bøje­de og stø­der op under bor­dets over­fla­de. Med krum ryg, lænet over bly­an­ter og viske­læ­de­re, stræk­ker jeg nak­ken til­ba­ge for at kig­ge op på tav­len. En duft af våde jak­ker og våde agur­ker hæn­ger i den tæt­te, sus­pen­de­re­de luft. Sådan sad jeg over man­ge dage i mit fel­t­ar­bej­de, hvor jeg under­søg­te, hvor­dan ople­vel­ser, betyd­nin­ger og prak­sis­ser af tid spil­ler en rol­le i under­vis­nings­sam­men­hæn­ge i en 2. klas­se. Min meto­di­ske til­gang til under­sø­gel­sen lod sig inspi­re­re af en sær­ligt del­ta­gen­de og ind­le­ven­de meto­de, hvori jeg for­søg­te at ind­ta­ge en så “bar­ne-agtig” posi­tion i fel­ten som muligt, for på egen krop at mær­ke de impli­ka­tio­ner, som tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser måt­te have på klas­sens ele­ver. Denne meto­di­ske til­gang var inspi­re­ret af antro­po­lo­gen Anna Lærke, som har anvendt en sær­ligt del­ta­gen­de rol­le som meto­de i sit fel­t­ar­bej­de blandt børn i en engelsk pri­mary school. Her bestræb­te hun sig på at ind­ta­ge en så barn­lig posi­tion som muligt ved at klæ­de sig som bør­ne­ne, spi­se med bør­ne­ne, og stort set kun at vide, hvad bør­ne­ne måt­te vide, når det for eksem­pel angik den over­ord­ne­de plan­læg­ning af sko­le­da­gen. En sådan posi­tion blandt bør­ne­ne med­før­te iføl­ge Lærke, at hun i høje­re grad kun­ne mær­ke de disci­pli­næ­re tek­nik­ker, som fandt sted i sko­len, end hvis hun hav­de ople­vet det­te på afstand.1Anna Lærke, “Om at ven­te og ikke vide: Tid og disci­plin i en engelsk pri­mary school”, Tidsskriftet Antropologi 38 (1997), 30.

Jeg må dog erken­de, at jeg som gæst i den­ne bør­ne­ag­ti­ge onto­lo­gi – hvori bestem­te impli­ka­tio­ner af tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser fin­der sted – stø­der på en epi­ste­mo­lo­gisk græn­se for, hvor sand en følel­ses­mæs­sig og san­se­lig erfa­ring, jeg kan gøre mig, som sam­ti­dig er i stand til at afspej­le bør­ne­nes sådan­ne erfa­rin­ger. Som epi­ste­mo­lo­gisk gæst i en anden onto­lo­gi, hvor­vidt kan jeg da til­la­de mig at udta­le mig om, hvor­dan et barn, som jo net­op er sub­jek­tet i min under­sø­gel­se af tids­di­sci­pli­ne­rin­gens impli­ka­tio­ner, ople­ver de giv­ne situ­a­tio­ner? Som ude­frakom­men­de, med alle de attri­but­ter, som prin­ci­pi­elt adskil­ler mig fra bør­ne­nes indi­vi­du­a­li­te­ter (vok­sen, ikke-sko­le­e­lev, i forsk­nings­an­lig­gen­de, høj, for lan­ge ben til sto­le­ne og bor­de­ne, ikke under­lagt sam­me reg­ler osv.), hvor­vidt til­la­der en sådan andet­hed, som jeg da besid­der, at sæt­te mig i bør­ne­nes sted?

At kom­me ind i fel­ten – kul­tur, ver­den eller vir­ke­lig­hed?

Mange etno­gra­fi­ske prak­sis­ser søger at ind­ta­ge posi­tio­ner, som kan tage hen­syn til den pågæl­den­de felts egent­li­ge leve­de liv, et blik on the insi­de, for at kun­ne for­stå, hvor­dan insi­der­ne i den­ne felt for­står dis­ses egne leve­de liv. I sto­re dele af den antro­po­lo­gi­ske tra­di­tion fin­der man net­op et insi­der­per­spek­tiv. Det kan bl.a. eksem­pli­fi­ce­res ved Lærkes ind­le­ven­de del­ta­gerob­ser­va­tions­me­to­de, og ses også i Dorothy Smiths udlæg­ning af en prak­ti­se­ren­de og ople­vel­ses­mæs­sig insti­tu­tio­nel etnografi2Dorothy E. Smith, “Institutional Ethnography”, i Qualitative research in action, red. Tim May (Sage, 2002), 17–52. samt Tim Ingolds fæno­meno­lo­gi­ske vin­kel på etno­gra­fisk praksis,3Tim Ingold, “Building, dwel­ling, living: How ani­mals and peop­le make them­sel­ves at home in the wor­ld”, i Shifting Contexts: Transformations in Anthropological Knowledge, red. Marilyn Strathern (London and New York: Routledge, 1995), 75. hvil­ket jeg sene­re vil kom­me ind på. Denne epi­ste­mo­lo­gi­ske til­gang til at for­stå en given grup­pe men­ne­skers leve­de liv – i mit til­fæl­de bør­ne­nes ver­den – knyt­ter sig tæt til de drøf­tel­ser, der i de sene­re år inden for antro­po­lo­gi­en er ble­vet ført omkring for­hol­det mel­lem epi­ste­mo­lo­gi og ontologi.4Steen Nepper Larsen, “Efterskrift”, i Pædagogisk antro­po­lo­gi: til­gan­ge og begre­ber, red. Eva Gulløv, Gritt B. Nielsen & Ida Wentzel Winther (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 295.

Dette for­hold tages grund­læg­gen­de til revi­sion i den teo­re­ti­ske strøm­ning, som har vun­det ind­pas i den antro­po­lo­gi­ske debat under sam­le­be­teg­nel­sen “den onto­lo­gi­ske ven­ding”. Den onto­lo­gi­ske ven­ding beteg­ner en sam­ling af argu­men­ter, iagt­ta­gel­ser og stand­punk­ter, der hæv­der, at vi lever i “mul­tip­le onto­lo­gi­er”, alt­så for­skel­li­ge vir­ke­lig­he­der, hvori der fin­des for­skel­li­ge for­mer for viden, om det, der findes.5Astrid Grue & Christina Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 6. En sådan til­gang kan iden­ti­fi­ce­res i Henare, Holbraad og Wastells argu­ment for, at antro­po­lo­ger bør bestræ­be sig på en anta­gel­se af mang­fol­di­ge ver­de­ner, frem­for at tæn­ke ver­den som én.6Amiria Henare, Martin Holbraad & Sari Wastell, Thinking Through Things: Theorising Artefacts Ethnographically (London & New York: Routledge, 2007), 3. Dette inde­bæ­rer, at antro­po­lo­gen skal for­sø­ge at tage de for­skel­le, som kan fore­kom­me mel­lem under­sø­ge­ren og de, der under­sø­ges, seri­øst og aner­ken­de det som en essen­ti­el ander­le­des­hed, når antro­po­lo­gen fx kon­fron­te­res med erfa­rin­ger, der er umid­del­bart ufor­stå­e­li­ge. Her anses den gængse antro­po­lo­gi­ske ana­ly­se­stra­te­gi som util­stræk­ke­lig, idet den kom­mer til at for­stå infor­man­ters udsagn som fx blot repræ­sen­ta­tio­ner og sym­bo­ler. En sådan ana­ly­se er i fare for at forvræn­ge sine infor­man­ters udsagn til blot at sige noget om, hvor­dan ting repræ­sen­te­rer og sym­bo­li­se­rer soci­a­le og kul­tu­rel­le fæno­me­ner, og alt­så ikke om, hvor­dan dis­se ting fak­tisk er for informanterne.7Grue & Vega, “Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 10.

Et pro­mi­nent eksem­pel på den type kul­tur­for­stå­el­se, der revi­de­res under den onto­lo­gi­ske ven­ding, kan fin­des hos Clifford Geertz. Geertz fore­slår en kul­tur­for­stå­el­se, som betrag­ter men­ne­skers adfærd i en given kul­tur som kon­sti­tu­e­re­ret af sæt af såkald­te kon­trol­me­ka­nis­mer, bestå­en­de af sig­ni­fi­kan­te sym­bo­ler, såsom ord, bil­le­der, lyde, insti­tu­tio­ner og natur­li­ge objek­ter. Disse sym­bo­ler bru­ges til at ori­en­te­re sig i ver­den og kon­stru­e­re en for­stå­el­ses­ram­me, såle­des at men­ne­sket ikke blot er efter­ladt til at hand­le kao­tisk og uden ret­ning, men kan træk­ke på et kul­tu­relt møn­ster, som er sam­men­sat af syste­mer af dis­se menings­gi­ven­de symboler.8Clifford Geertz, “The Impact of the Concept of Culture on the Concept of Man”, i Schooling the sym­bo­lic ani­mal: Social and cul­tu­ral dimen­sions of educa­tion, red. Bradley A. Levinson (Rowman & Littlefield Pub Inc., 2000), 26. Geertz fore­slår her­med et kul­tur­syn, som betrag­ter de ydre fysi­ske struk­tu­rer som bestem­mel­ser og påvirk­nin­ger af adfærd. Et sådant kul­tur­syn kon­stru­e­rer for Geertz en felt, hvori et frem­med – nog­le gan­ge også beteg­net som “pri­mi­tivt” – sam­fund her­med må under­sø­ges med en hen­syn­ta­gen til de under­søg­te fæno­me­ner og sym­bo­ler og såle­des for­sø­ge at gøre dis­se for­stå­e­li­ge og åben­bar­li­ge for dem, der ikke umid­del­bart har direk­te erfa­ring med dis­se samfund.9Richard J. Bernstein, Beyond objecti­vism and rela­ti­vism: Science, her­me­neu­ti­cs, and praxis (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2011), 93. Et sådant kul­tur­syn er dog bredt kri­ti­se­re­ret for dets inkom­men­su­rab­le ver­dens­syn, som er i fare for at ‘indespær­re’ de stu­de­re­de i defi­ne­re­de kul­tu­rel­le enheder.10Karen Fog Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de: antro­po­lo­gers arbejds­mark eller fag­lig slag­mark?”, i Norsk antro­po­lo­gisk tids­skrift 13, nr. 3 (2002), 113.

Vendingen, som taler imod en repræ­sen­ta­tio­nel for­tolk­nings­mo­del står imid­ler­tid ikke uden kri­tik. Kirsten Hastrup kri­ti­se­rer fore­stil­lin­gen om mul­tip­le onto­lo­gi­ers poten­ti­el­le regres­si­ve impli­ka­tio­ner, idet det kan inde­hol­de gam­mel­kend­te fore­stil­lin­ger at tæn­ke de men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber, antro­po­lo­ger under­sø­ger, som diskre­te ver­de­ner, der bør for­stås som enhe­der og helheder.11Kirsten Hastrup, “Vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner – eller?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 43. Hastrups kri­tik bely­ser her­med hvor­dan den onto­lo­gi­ske ven­ding er i fare for at genin­stal­le­re den kul­tu­rel­le essen­ti­a­lis­me, som den f.eks. ses hos Geertz, og der­med ven­de til­ba­ge til en kul­tur­for­stå­el­se, som ikke evner at betrag­te men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber som dyna­mi­ske og græn­se­lø­se i tid og rum, ej hel­ler at se ver­den som i kon­stant histo­risk til­bli­vel­se. På trods af, at den onto­lo­gi­ske ven­ding søger at revi­de­re en repræ­sen­ta­tio­nel for­tolk­nings­mo­del, hvil­ken fx kan bestå af sym­bol­ske syste­mer, der kun fun­ge­rer, idet alle sym­bo­ler er kendt og bestemt inden­for kul­turs­fæ­ren, og der­for ikke stil­ler sig til­gæn­ge­lig for den uini­ti­e­re­de, kan man med Hastrup alt­så se, hvor­dan ven­din­gen risi­ke­rer net­op at kon­stru­e­re defi­ne­re­de kul­tu­rel­le og “indespær­ren­de” enhe­der.

Det onto­lo­gi­ske og epi­ste­mo­lo­gi­ske skift – en invi­ta­tion til den ude­frakom­men­de

Ud fra tesen om, at vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner, må den bør­ne­ver­den, som jeg med egen krop for­sø­ger at sæt­te mig ind i (eller ned blandt), da for­stås som en distinkt ver­den og en onto­lo­gi for­skel­lig fra min egen ikke-bør­ne ver­den? Findes bør­ne­nes ver­den, bør­ne­nes onto­lo­gi? En sådan distink­tion vil dog for en ude­frakom­men­de for­sker umu­lig­gø­re en egent­lig kro­p­s­lig og san­se­lig erken­del­ses­op­le­vel­se af den ver­den, man under­sø­ger. Jeg kom­mer sim­pelt­hen ikke til at kun­ne åbne den­ne bla­ck box af følel­ses­mæs­sig erfa­rings­dan­nel­se i situ­a­tio­nen, men må i ste­det stå til tak­ke med, hvad end den teo­re­ti­ske og ana­ly­ti­ske viden­ska­bel­se kan for­tæl­le mig om, hvor­dan dis­se følel­ser og ople­vel­ser kan og kun­ne kom­me til udtryk hos fel­tets egent­li­ge bebo­e­re. Jeg er der­med igen til­ba­ge, hvor jeg star­te­de: I min egen ver­den, hvor jeg prø­ver at ska­be mening og logik i, hvad end der undre­de mig på min rej­se.

Dorothy Smith beskri­ver den­ne pro­ble­ma­tik som et af etno­gra­fi­ens uover­kom­me­li­ge dilem­ma­er, når det dre­jer sig om at under­sø­ge, hvor­dan “andre” men­ne­sker ople­ver deres liv:

On the one hand, if eth­no­grap­hers are to pro­per­ly descri­be a peop­le’s ways of living, they have to under­stand the peop­le, must beco­me to some degree clo­se to and be tru­sted by them; on the other eth­no­grap­hers are com­mit­ted to betraying the­se con­fi­den­ces to out­si­ders who may make of what is told wha­te­ver they want. Ethnographers’ descrip­tions rep­re­sent them for others “objecti­ve­ly” and “as they real­ly are”.12Smith, “Institutional Ethnography”, 19.

Smiths beskri­vel­se er meget ram­men­de for min meto­di­ske til­gang til min under­sø­gel­se, hvori jeg net­op søger at kom­me tæt på de følel­ser, som må eksi­ste­re i fel­ten, og at opnå for­tro­lig­hed og sam­hø­rig­hed med klas­sens ele­ver i det omfang, det er muligt. Der eksi­ste­rer et dilem­ma i på den ene side at for­sø­ge at til­eg­ne sig ind­sigt i fel­ten med en erfa­rings- og ople­vel­ses­ba­se­ret under­sø­gen­de prak­sis, mens etno­gra­fi­en som disci­plin på den anden side må for­ka­ste dis­se følel­ses­mæs­si­ge og sub­jek­tivt ople­ve­de erfa­rin­ger, for at kun­ne frem­læg­ge ‘objek­ti­ve’ og ‘san­de’ beskri­vel­ser. Smiths insti­tu­tio­nal eth­no­grap­hy beskri­ver en etno­me­to­do­lo­gisk tænk­ning, som søger at under­sø­ge men­ne­sker, der er under­lagt for­skel­li­ge insti­tu­tio­nel­le sub­jek­ti­ve­rin­ger og de pro­ble­ma­tik­ker, som knyt­ter sig her­til, ud fra syns­punk­ter, stand­po­ints, som kan bely­se dis­se men­ne­skers ople­vel­ser og aktualiteter.13Smith, “Institutional Ethnography”, 17–52.

En insti­tu­tio­nel etno­gra­fi stræ­ber alt­så efter at ska­be viden, der er ople­vet som væren­de ‘fra inder­si­den’ af det under­søg­te, frem­for at betrag­te det ude­fra. Denne meto­de kræ­ver her­med et epi­ste­mo­lo­gisk og onto­lo­gisk ‘skift’. Det epi­ste­mo­lo­gi­ske skift afvi­ser en objek­tiv til­gang til viden og fore­slår i ste­det at prak­ti­se­re en reflek­siv og ople­ven­de måde at se og for­stå den ver­den, man tager del i. Det onto­lo­gi­ske skift består i at afvi­se gene­rel­le og gene­ra­li­se­ren­de teo­re­ti­ske for­kla­rin­ger af det under­søg­te, og søger i ste­det at beskri­ve de par­ti­ku­læ­re og situ­e­re­de fak­ti­ske hand­lin­ger, som men­ne­sker ska­ber deres ver­den af.14Ian Hussey, “ ‘Political Activist as Ethnographer’, Revisited”, i Canadian Journal of Sociology 37, nr. 1 (2012), 9. En sådan afvis­ning af gene­rel­le og gene­ra­li­se­ren­de teo­re­ti­ske for­kla­rin­ger kan fx ses i opgø­ret med den antro­po­lo­gi­ske kom­pa­ra­tion, der her­ske­de gen­nem 1980’erne og som søg­te at fore­ta­ge sam­men­lig­nin­ger mel­lem for­skel­li­ge soci­a­le og kul­tu­rel­le fæno­me­ner. Denne til­gang kri­ti­se­res blandt andre af Marilyn Strathern i hen­des værk, Partial Connections, hvori hun for­kla­rer udfor­drin­gen i at skel­ne mel­lem den viden­ska­be­li­ge kate­go­ri, der bru­ges til at fore­ta­ge ana­ly­ti­ske sam­men­lig­nin­ger og det objekt, der søges sammenlignet.15Marilyn Strathern, Partial con­nections: upda­ted edi­tion (Walnut Creek: Altamira Press, 2004), 73. Tanken om, at den objek­ti­ve repræ­sen­ta­tion må have form som en gene­ra­li­se­ren­de teo­re­tisk for­kla­rings­ram­me, der arbej­der gen­nem kom­pa­ra­ti­ve ana­ly­ser, udvi­skes såle­des hos Strathern, da den ana­ly­ti­ske og etno­gra­fi­ske viden altid må ses i sam­men­hæng med det poli­ti­ske, kul­tu­rel­le og histo­ri­ske per­spek­tiv, den pro­du­ce­res i. Opgøret med kom­pa­ra­tio­nen tæn­ker en antro­po­lo­gisk ana­ly­se af en given kul­tu­rel vir­ke­lig­hed som en omform­ning af den­ne vir­ke­lig­hed, frem­for at for­tol­ke eller repræ­sen­te­re den.16Grue & Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 8.

Smiths insti­tu­tio­nel­le sam­men­hæng er alt­så et felt, der først og frem­mest skal under­sø­ges inde­fra. Man kan såle­des læse det­te som en afgræns­ning af fel­tens leve­de liv, følel­ser og tan­ker som noget, der sær­ligt hører sig fel­ten til og udgør en sam­let for­tolk­ning af vir­ke­lig­he­den, hvor­med det kon­sti­tu­e­rer en distinkt onto­lo­gi. Men Smith fore­ta­ger dog et greb, som så at sige ‘åbner op’ for ude­frakom­men­de for­stå­el­ser af dis­se leve­de liv, idet hun fore­ta­ger det epi­ste­mo­lo­gi­ske og onto­lo­gi­ske ‘skift’, som såle­des invi­te­rer til reflek­si­ve og ople­ven­de måder at for­stå på. Etnografen får på den­ne måde til­la­del­se til at bol­tre sig med al sin epi­ste­mo­lo­gi­ske baga­ge og ople­ve og prak­ti­se­re de selv­sam­me hand­lin­ger og situ­a­tio­ner, som kon­sti­tu­e­rer fel­ten. Jeg betrag­ter her­med den insti­tu­tio­nel­le etno­gra­fi som vores før­ste ind­gang til at fore­stil­le os en distinkt ver­den, men med en invi­ta­tion til en ude­frakom­men­de gæst.

Den ube­gri­be­li­ge felt

Jeg ser dog, hvor­dan den antro­po­lo­gi­ske videnspro­duk­tion her er i fare for at møde en epi­ste­mo­lo­gisk udfor­dring i at for­stå og for­kla­re det, som kan fore­kom­me til­sy­ne­la­den­de menings­løst, ufor­klar­ligt og ikke umid­del­bart logisk for fel­tens aktø­rer. Hvordan under­sø­ger man børns for­stå­el­ser af det, som for dem kan fore­kom­me ube­gri­be­ligt? Den ver­den, jeg under­sø­ger, er net­op ikke tyde­ligt defi­ne­ret eller for­stå­et af de indi­vi­der, som bebor den. Der er man­ge ude­frakom­men­de fak­to­rer som spil­ler ind, når den­ne ver­den skal ‘sæt­tes sammen’.17Smith, “Institutional Ethnography”, 18. Mange af de prak­sis­ser, som eksi­ste­rer i klas­se­væ­rel­set og som er med til at ska­be den ver­den, jeg under­sø­ger, er orga­ni­se­re­de og sat sam­men af men­ne­sker og pro­ce­du­rer, som bør­ne­ne ikke har og måske aldrig kom­mer til at stif­te bekendt­skab med. Helt kon­kret kan der som eksem­pel næv­nes meget af den tids­for­valt­ning, som bør­ne­ne under­læg­ges. Børnene ved, at de fx får pau­se klok­ken 10 og klok­ken 11.30, men de ved ikke præ­cis hvor­når dis­se pau­ser kom­mer til at fin­de sted, da man­ge af dem end­nu har svært ved helt at bestem­me klok­keslæt­tet, især ud fra et ana­logt ur med vise­re. Sommetider sen­der lære­ren da også bør­ne­ne ud til pau­ser, som ikke er fast plan­lag­te, med beske­den om, at “I kan lige tage fem minut­ters pau­se ude på lege­plad­sen”. Disse fem minut­ter er dog aldrig helt nøj­ag­tigt fem minut­ter, og bør­ne­ne ude på lege­plad­sen lader hel­ler ikke til at tage den­ne tids­må­ling i sær­lig betragt­ning. I løbet af sådan­ne pau­ser begyn­der bør­ne­ne ofte at opbyg­ge lege, som tyde­lig­vis er ment til at vare i læn­ge­re tid end blot fem minut­ter. Børnene kan for eksem­pel star­te en fod­bold­kamp eller begyn­de at teg­ne hin­ker­u­der, som de ikke når at hin­ke i, inden de bli­ver kaldt ind igen. Jeg kun­ne – og sær­ligt med egen bag­grund som pæda­go­gisk uddan­net og med nogen erfa­ring i den pæda­go­gi­ske pro­fes­sion, på den under­vi­sen­de side af kate­te­ret i under­vis­nings­sam­men­hæn­ge – kom­me med muli­ge for­kla­rin­ger på, hvor­for bestem­te tidsprak­sis­ser bli­ver taget i brug, som res­sour­cer til prak­tisk at få sko­le­da­gen til at for­lø­be på bed­ste vis. Men er det net­op ikke at for­rå­de den bør­ne­ver­den, jeg under­sø­ger, når jeg med ana­ly­ti­ske greb for­sø­ger at fin­de mening i en ver­den, hvis logik og mening umid­del­bart ikke lader sig udtryk­ke, selv for ver­dens egne aktø­rer? Epistemologisk set vil­le en sådan ana­ly­se ikke stem­me overens med fel­tens (bør­ne­nes) egen for­stå­el­ses­ram­me. Børnene lader til at leve i og ople­ve en ver­den, hvis logik ikke er fuldt ud ratio­na­li­se­ret og for­kla­ret. Forståelsen af logik­ker i insti­tu­tio­nel sam­men­hæng træk­ker her på Eva Gulløvs defi­ni­tion af insti­tu­tions­lo­gik­ker, som beteg­ner “det norm­grund­lag og de mere eller min­dre erkend­te ratio­na­ler, der defi­ne­rer for­mål og fast­lå­ser prak­sis i bestem­te former.”18Eva Gulløv, “Institutionslogikker som forsk­nings­ob­jekt”, i Pædagogisk Antropologi. Refleksioner Over Feltbaseret Viden, red. Ulla Ambrosius Madsen (København: Hans Reitzels Forlag, 2004), 54. Jeg vil med det­te ikke postu­le­re at have en bestemt viden om bør­ne­nes erfa­rings­ver­den og der­med net­op over­skri­de den epi­ste­mo­lo­gi­ske græn­se, jeg oven­for har opteg­net, men blot poin­te­re hvor­dan man­ge for­hold, der gør sig gæl­den­de for at kon­sti­tu­e­re en hel og menings­fuld under­vis­nings­mæs­sig kon­tekst, ikke lader sig tyde­lig­gø­re for bør­ne­ne. Elevplaner, sko­lere­for­mer, til­tag, ledel­ser, rek­to­rer, kon­to­rer og poli­ti­ke­re, alt sam­men derop­pe, et sted. Og ele­ver­ne på gul­vet. Klasseværelsets logik­ker er orga­ni­sa­tio­nens logik­ker, sam­fun­dets logik­ker og poli­tik­kens logik­ker.

Huller i logik­ken og dis­ses impli­ka­tio­ner for empi­risk ana­ly­se

Oplever antro­po­lo­gen da en ver­den, som med sin egen onto­lo­gi­ske menings­fuld­hed for­drer sin egen ana­ly­se? Med mine lån­te øjne, elevøj­ne­ne, som jeg på betin­get med­lem­skab til­eg­ne­de mig i bør­ne­nes ver­den under mit fel­t­ar­bej­de, lod empi­ri­en mig stå til­ba­ge med gan­ske lidt, når det kom til at for­stå både inci­ta­men­ter bag og impli­ka­tio­ner­ne af de tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser og stra­te­gi­er, som fin­der sted i under­vis­nin­gen. Med bør­ne­nes øjne, i et for­søg på at ret­te den – i den antro­po­lo­gi­ske viden­skabs ver­den – efter­trag­te­de rela­ti­vi­sti­ske syns­vin­kel, bli­ver jeg sim­pelt­hen ikke for­sy­net med begrun­del­ser og ratio­na­ler. I for­sø­get på at anlæg­ge en ver­dens­re­la­ti­vi­stisk for­stå­el­se, som der tales for i den “onto­lo­gi­ske ven­ding”, frem­stil­les en ver­dens­for­stå­el­se, som ikke inde­hol­der de ratio­na­ler, der defi­ne­rer de for­mål og prak­sis­ser, som udgør insti­tu­tio­nens logik­ker. Hvis det viden­ska­be­li­ge udgangs­punkt for­ud­sæt­ter, at dis­se “mang­fol­di­ge ver­de­ner” inde­hol­der egne logik­ker, som der­med kræ­ver egne ana­ly­ser, hvor efter­la­des antro­po­lo­gen da i ana­ly­sen, når der er vis­se ‘hul­ler’ at fin­de i logik­ker­ne? Finder jeg da mig selv til­ba­ge, sid­den­de i den læne­stol, som Bronislaw Malinowski, fade­ren til det antro­po­lo­gi­ske del­ta­gen­de feltarbejde,19Lars Kjærholm, “Claude Lévi-Strauss”, i Antropologiske mester­vær­ker, red. Ole Høiris (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007), 210. net­op rej­ste sig fra? Skal antro­po­lo­gen regre­di­e­re til den beryg­te­de “læne­stolsan­tro­po­lo­gi”, som net­op kri­ti­se­res for sine uni­ver­sa­li­sti­ske, ten­ta­ti­ve ana­ly­ser, der ikke for­mår at have øje for fel­tens par­ti­ku­la­ri­tet. Hvis den onto­lo­gi­ske ven­dings præ­mis om, at hver ver­den må for­stås på bag­grund af dens egen logik gen­nem en under­sø­gen­de prak­sis, der tager sit udgangs­punkt fra inder­si­den af fel­ten, så kom­mer dis­se under­søg­te liv, følel­ser og tan­ker nu i fare for at bli­ve sat i end­nu stør­re distan­ce af en ana­ly­se, som er fra­ta­get både ind­sigt i fel­tens ratio­na­ler og gene­ra­li­se­ren­de for­stå­el­ser. Antropologen står da til­ba­ge med et gan­ske snæ­vert ana­ly­tisk råde­rum, fan­get i en lim­bo­ag­tig sving­dør, hver­ken inde i eller uden for fel­ten.

Den fæno­meno­lo­gi­ske vin­kel fra et bør­ne­per­spek­tiv

Dermed ikke sagt, at en ver­dens­for­stå­el­se, som umid­del­bart udtryk­ker mang­len­de ind­sigt i ratio­na­let bag de ydre poli­ti­ske ram­mer eller den insti­tu­tio­nel­le logik ude­luk­ker, at dis­se ram­mer alli­ge­vel kan være menings­ful­de for bør­ne­ne. Tim Ingold argu­men­te­rer for at betrag­te kul­tur som et “fra­mework”, en erken­del­ses­kon­struk­tion, hvor­fra man kan opfat­te den­ne kul­turs ver­den. Ingold låner begre­bet dwel­ling fra Heideggers tekst “Building Dwelling Thinking”20Martin Heidegger, “Building Dwelling Thinking”, i Poetry, langu­a­ge, thought (New York: Harper Colophon Books, 1971), 154. til at beskri­ve en kon­struk­ti­vi­stisk etno­gra­fisk prak­sis, som går imod den gængse fore­stil­ling om først at opbyg­ge (‘to build’) en for­stå­el­ses­ram­me for her­ef­ter at bebo eller dvæ­le (‘to dwell’) i den­ne. I ste­det fore­slår Ingold en omvendt kul­tu­rel kon­struk­tion eller ‘byg­ning’, som først tager sit blik i den under­søg­te felt, dvæ­ler ved den­ne felt, for der­ef­ter at erken­de hvor­dan ver­den tager sig ud, fra det­te sted.21Ingold, “Building, dwel­ling, living”, 75. Ingold frem­stil­ler her­med fore­stil­lin­gen om en ‘kon­ti­nu­er­lig ver­den’, hvori men­ne­skers for­skel­li­ge ople­vel­ser ikke skyl­des, at de bebor sepa­ra­te ver­de­ner med for­skel­li­ge ver­dens­syn, men hvor dis­se ople­vel­ser sna­re­re betrag­tes som for­stå­el­ser af en ver­den, som er “the same wor­ld viewed from ano­t­her van­ta­ge point wit­hin it”.22Tim Ingold, “The art of trans­la­tion in a con­ti­nuous wor­ld”, i Beyond Boundaries: Understanding, Translation and Anthropological Discourse, red. Gisli Palsson (Oxford: Berg Publishers, 1993), 226. Ingold fore­slår her­med en fæno­meno­lo­gisk vin­kel på en etno­gra­fisk prak­sis, som den fx vil­le stil­le sig til­gæn­ge­lig fra et bør­ne­per­spek­tiv i en 2. klas­se. Meningsfulde fore­stil­lin­ger lader sig ikke kom­me til udtryk, hvis hele for­stå­el­ses­ram­men kon­stru­e­res (byg­ges) ‘ude­fra og ind’, som det vil­le tage sig ud, hvis vores byg­ning først og frem­mest kræ­ve­de ind­sigt i de ydre ram­mers ratio­na­ler og på den­ne måde vil­le se såle­des ud: poli­ti­ske til­tag –> insti­tu­tio­nel logik –> mening i klas­se­væ­rel­set. Ingolds fore­slå­e­de omvend­te kon­struk­tion frem­brin­ger imid­ler­tid en anden fæno­meno­lo­gisk vin­kel, som til­la­der en for­kla­rings­mo­del, der så at sige ‘omven­der’ ret­nin­gen. Her vil­le bør­ne­per­spek­ti­vet være det ind­le­den­de udgangs­punkt for for­stå­el­sen af mening, siden­hen de orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer, som – for at bli­ve i Ingolds meta­for – vil­le ‘byg­ge’ sig op omkring den­ne for­stå­el­se.

Problematiseringen af insi­der­per­spek­ti­vet og om at tæn­ke med rhizo­met

Der kan imid­ler­tid være fare for at frem­brin­ge et mang­len­de hen­syn til de poli­ti­ske ram­mer, som den bestem­te felt er for­met af, såfremt en sådan onto­lo­gisk til­gang ikke evner at ita­le­sæt­te dis­se vil­kår ud fra et strengt fæno­meno­lo­gisk bør­ne­per­spek­tiv. Selvom en fæno­meno­lo­gisk vin­kel, som vil­le være til­gæn­ge­lig fra et bør­ne­per­spek­tiv ikke skal under­ken­des, vil­le en sådan ale­ne dog efter­la­de et bør­ne­per­spek­tiv, som lader sig stil­le til­freds med frag­men­te­re­de menings­for­stå­el­ser, som ikke teg­ner et fuld­kom­ment bil­le­de af fel­tens man­ge inter­a­ge­ren­de aspek­ter af menings­ska­bel­se. Det kan pro­ble­ma­ti­se­res at tæn­ke dis­se inter­a­ge­ren­de aspek­ter i en til­sy­ne­la­den­de diko­to­mi om på den ene side at kon­stru­e­re en for­stå­el­se, som kræ­ver ind­sigt i de ydre ram­mers ratio­na­ler for at kun­ne betrag­te dis­se som menings­ful­de og der­med bli­ve gen­stand for ana­ly­se, og på den anden side at byg­ge en fæno­meno­lo­gisk for­stå­el­ses­ram­me ‘inde­fra og ud’, som det ses i Ingolds frem­læg­ning af en omvendt epi­ste­mo­lo­gi. Derimod kan det her fore­slås at fin­de inspira­tion i en rhizo­ma­tisk tænk­ning af fel­tens man­ge aspek­ter, som eksi­ste­ren­de i et hori­son­talt net­værk. Gilles Deleuze og Félix Guattari fore­slår rhizo­met som mid­del til at fore­ta­ge en radi­kal for­skel­stænk­ning, som gør det muligt at for­bin­de hvil­ke som helst punk­ter på et ikke-hie­rar­kisk orga­ni­sa­to­risk plan, alt efter ana­ly­tisk behov. De taler sig med det­te begreb op imod domi­ne­ren­de tænk­nin­ger i såkald­te trærod­s­struk­tu­rer, hvori alle logik­ker kan spo­res til­ba­ge til en egent­lig ‘rod’ eller oprindelse.23Gilles Deleuze & Félix Guattari, “Introduction: Rhizome”, i A Thousand Plateaus: capi­ta­lism and schizop­hre­nia (London: University of Minnesota Press, 1987), 7. På den­ne måde fri­sæt­ter en tænk­ning med rhizo­met os fra at måt­te betrag­te de menings­ska­ben­de rela­tio­ner mel­lem orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer, poli­ti­ske til­tag, klas­se­væ­rel­sets prak­sis­ser og menings­ska­bel­ser hos bør­ne­ne, i en enten ver­ti­kal ‘oppe fra og ned’-struktur eller en ret­nings­be­stemt ‘inde fra og ud’-struktur, eller vice ver­sa. I ste­det vil­le dis­se aspek­ter frem­kom­me som et hori­son­talt net­værk af gen­si­digt påvir­ken­de aspek­ter, som til tider lader sit blik hvi­le på, hvor­dan bestem­te ydre logik­ker har ind­fly­del­se på ram­mer­ne, til tider på hvor­dan hver­da­gens gøren og laden har menings­ska­ben­de betyd­nin­ger hos bør­ne­ne, uan­set om dis­se begrun­des i ratio­na­ler og logik­ker. En rhizo­ma­tisk tænk­ning lader os betrag­te ver­de­ner som nok engang mang­fol­di­ge og distink­te, men ikke desto min­dre sta­dig for­bund­ne i net­værk og flet­værk af rød­der, bestå­en­de af men­ne­sker, dis­ses for­stå­el­ser af mening og ønsker om at påvir­ke og for­an­dre de soci­a­le situ­a­tio­ner, som både struk­tu­re­rer og lader sig struk­tu­re­re af de indi­vi­der, som befin­der sig heri.

Smith berø­rer hvor­dan etno­gra­fi­en må have til for­mål at tage den­ne mul­ti­kon­sti­tu­e­re­de fore­stil­ling om ver­den i betragt­ning:

Our direct­ly known wor­lds are not self-con­tai­ned or self-expli­cat­ing despi­te the inti­ma­cy of our know­led­ge of them. The everyday/everynight of our con­tem­porary living is orga­nized by and coor­di­na­ted with what peop­le, most­ly unk­nown and never to be known by us, are doing elsewhe­re and at dif­fe­rent times.24Smith, “Institutional Ethnography”, 18.

Hos Smith kan vi se, hvor­dan et hen­syn til de orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer må tages i betragt­ning, når der søges at ret­te en fæno­meno­lo­gisk vin­kel på den leve­de hver­dag i insti­tu­tio­nel sam­men­hæng. Smiths etno­gra­fi tager som tid­li­ge­re nævnt imid­ler­tid form af en for­stå­el­ses­ram­me, som kon­stru­e­res fra inder­si­den af fel­ten for der­næst at bevæ­ge sig ud med et blik på de ydre ram­mer. Med en rhizo­ma­tisk inspi­re­ret tænk­ning kan vi så at sige ‘rote­re’ den­ne erken­del­ses­mæs­si­ge ret­ning, såle­des at dis­se ver­de­ner, som for­skel­li­ge punk­ter af viden, logik, menin­ger og ratio­na­ler frem­kom­mer som et hori­son­talt, ikke-hie­rar­kisk etno­gra­fisk blik og på én og sam­me tid lader sig teg­ne et bil­le­de af en hel insti­tu­tio­nel sam­men­hæng. Det er et etno­gra­fisk greb, som kræ­ver en noget poly­morf antro­po­log. Det er en mul­ti­lo­ka­li­se­re­ret tilgang,25Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de”, 117. der både søger at ‘sæt­te sig ned’ i klas­se­væ­rel­set med alle dets logik­ker og mang­len på sam­me, dvæ­le ved et sådant ver­dens­syn og betrag­te med et bør­ne­per­spek­tiv, men på sam­me tid med ana­ly­ti­ske greb at løf­te sig op og se, hvor­dan sådan­ne aspek­ter kan gøre sig gæl­den­de i et bre­de­re orga­ni­sa­to­risk og poli­tisk per­spek­tiv.

Dette har ikke været et for­søg på at tale for eller imod “den onto­lo­gi­ske ven­ding” eller at kom­me med en fær­di­g­ud­vik­let alter­na­tiv meto­do­lo­gi, men sna­re­re en ansku­e­lig­gø­rel­se af hvor­dan ide­en om mul­tip­le onto­lo­gi­er kan stil­le antro­po­lo­gen over­for muli­ge epi­ste­mo­lo­gi­ske udfor­drin­ger, når hen­sig­ten er at hol­de en empi­ri­nær ana­ly­se af loka­le for­stå­el­ser, menings­ska­bel­se og logik, når dis­se for­hold imid­ler­tid ikke umid­del­bart lader sig kom­me til udtryk i empi­ri­en.

Det kan vir­ke abstrakt og måske en ken­de uto­pisk, at tæn­ke (for slet ikke at tale om at skul­le prak­ti­se­re) en rhizo­ma­tisk etno­gra­fi. Men måske lig­ger den vir­ke­lig­hed, hvor­fra vi kan dra­ge inspira­tion til en sådan tænk­ning slet ikke så fjer­nt igen. For i et kon­trol­sam­fund, hvis insti­tu­tio­ners, virk­som­he­ders og orga­ni­sa­tio­ners væg­ge er ble­vet por­ø­se og hvor læring, arbej­de og dan­nel­se betrag­tes i en kon­ti­nu­er­lig og uop­hør­lig proces,26Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 5. vir­ker det såle­des pas­sen­de – hvis ikke nød­ven­digt – at under­sø­ge dis­se for­hold med en etno­me­to­do­lo­gisk til­gang, som lige­le­des for­mår at kun­ne tage hen­syn til de-cen­tra­li­se­re­de struk­tu­re­rin­ger, for­stå­et både som udvisk­nin­gen af afgræn­se­de fysi­ske rum, men­ne­sker og orga­ni­sa­tio­ner og de magt- og disci­pli­ne­rings­for­mer, som i sti­gen­de grad lader sig sive ind i alle dele og afkro­ge af men­ne­skers leve­de liv, ikke blot inden for insti­tu­tio­nens fire væg­ge.

1. Anna Lærke, “Om at ven­te og ikke vide: Tid og disci­plin i en engelsk pri­mary school”, Tidsskriftet Antropologi 38 (1997), 30.
2. Dorothy E. Smith, “Institutional Ethnography”, i Qualitative research in action, red. Tim May (Sage, 2002), 17–52.
3. Tim Ingold, “Building, dwel­ling, living: How ani­mals and peop­le make them­sel­ves at home in the wor­ld”, i Shifting Contexts: Transformations in Anthropological Knowledge, red. Marilyn Strathern (London and New York: Routledge, 1995), 75.
4. Steen Nepper Larsen, “Efterskrift”, i Pædagogisk antro­po­lo­gi: til­gan­ge og begre­ber, red. Eva Gulløv, Gritt B. Nielsen & Ida Wentzel Winther (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 295.
5. Astrid Grue & Christina Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 6.
6. Amiria Henare, Martin Holbraad & Sari Wastell, Thinking Through Things: Theorising Artefacts Ethnographically (London & New York: Routledge, 2007), 3.
7. Grue & Vega, “Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 10.
8. Clifford Geertz, “The Impact of the Concept of Culture on the Concept of Man”, i Schooling the sym­bo­lic ani­mal: Social and cul­tu­ral dimen­sions of educa­tion, red. Bradley A. Levinson (Rowman & Littlefield Pub Inc., 2000), 26.
9. Richard J. Bernstein, Beyond objecti­vism and rela­ti­vism: Science, her­me­neu­ti­cs, and praxis (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2011), 93.
10. Karen Fog Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de: antro­po­lo­gers arbejds­mark eller fag­lig slag­mark?”, i Norsk antro­po­lo­gisk tids­skrift 13, nr. 3 (2002), 113.
11. Kirsten Hastrup, “Vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner – eller?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 43.
12. Smith, “Institutional Ethnography”, 19.
13. Smith, “Institutional Ethnography”, 17–52.
14. Ian Hussey, “ ‘Political Activist as Ethnographer’, Revisited”, i Canadian Journal of Sociology 37, nr. 1 (2012), 9.
15. Marilyn Strathern, Partial con­nections: upda­ted edi­tion (Walnut Creek: Altamira Press, 2004), 73.
16. Grue & Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 8.
17. Smith, “Institutional Ethnography”, 18.
18. Eva Gulløv, “Institutionslogikker som forsk­nings­ob­jekt”, i Pædagogisk Antropologi. Refleksioner Over Feltbaseret Viden, red. Ulla Ambrosius Madsen (København: Hans Reitzels Forlag, 2004), 54.
19. Lars Kjærholm, “Claude Lévi-Strauss”, i Antropologiske mester­vær­ker, red. Ole Høiris (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007), 210.
20. Martin Heidegger, “Building Dwelling Thinking”, i Poetry, langu­a­ge, thought (New York: Harper Colophon Books, 1971), 154.
21. Ingold, “Building, dwel­ling, living”, 75.
22. Tim Ingold, “The art of trans­la­tion in a con­ti­nuous wor­ld”, i Beyond Boundaries: Understanding, Translation and Anthropological Discourse, red. Gisli Palsson (Oxford: Berg Publishers, 1993), 226.
23. Gilles Deleuze & Félix Guattari, “Introduction: Rhizome”, i A Thousand Plateaus: capi­ta­lism and schizop­hre­nia (London: University of Minnesota Press, 1987), 7.
24. Smith, “Institutional Ethnography”, 18.
25. Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de”, 117.
26. Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 5.