• Print
Denne artikel er en del af serien “

Tænkning til tiden

Viden­ska­ben skal “møde tidens sto­re udfor­drin­ger” og på den­ne måde udvi­se soci­al ansvar­lig­hed. Det­te man­tra, for­mu­le­ret af Krogs­gaard-Lar­sen et al., cite­ret og støt­tet af Vin­cent Hen­dri­cks i den før­ste filo­so­fista­fet, kan man ikke være uenig i.1Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶6. Hen­dri­cks påpe­ger, at kob­lin­gen mel­lem forsk­ning og soci­alt ansvar er helt i tråd med oplys­nings­fi­lo­so­fi­en. Jeg er så enig. Viden for­plig­ter, siger mund­hel­det i sin adap­tion af Fran­cis Bacon. Vi ved det godt, og vi har ikke glemt det.

Hvor­for min­de om noget, vi alle­re­de er klar over? For­di der en gang i mel­lem sker det uven­te­de; det, der for­styr­rer vel­færds­sam­fun­dets nor­mal­drift med orga­ni­se­rin­gen af de for­skel­li­ge øko­no­mi­ske sek­to­rer, sund­heds- og ple­je­om­rå­det, bør­ne­pas­ning, fre­dags­ba­rer og anlægs­pro­jek­ter. Hen­dri­cks skri­ver da også under påvirk­ning af den kri­se, COVID-19-pan­de­mi­en har affødt. Den­ne kri­se er pan­de­misk i mere end én for­stand, for virus­sen spre­des ikke blot geo­gra­fisk i alle lan­de; den påvir­ker alle lan­des øko­no­mi­ske og soci­a­le infra­struk­tur. Den har sat sit præg på hver­dagskom­mu­ni­ka­tio­nen og udfor­dret det poli­ti­ske system, også her­hjem­me, når rege­rin­gen ser sig nødsa­get til at fore­ta­ge ind­greb i bor­ger­nes pri­vat­liv i et i nye­re tid uset omfang. COVID-19 har end­da affødt “info­de­mi­er”, hvor kon­spira­tions­te­o­ri­er og alskens fake news sabo­te­rer oplys­nin­gens og viden­skabs­fol­ke­nes for­søg på at frem­me sand­he­den (og dens nyt­te). En kri­se er en kri­se.

Også filo­so­fi­en er og opfor­dres til at være en del af kri­sesta­ben. Men med hvil­ken opga­ve? Hvad er det, som filo­so­fi­en skal tage sig af, for­di andre disci­pli­ner ikke vil eller kan? Hvad gav­ner det de andre disci­pli­ner, at filo­so­fi­en går med i inter­di­sci­pli­næ­re klyn­ger? Hvad er det, filo­sof­fen kan bidra­ge med i dis­se klyn­ger? Der må da være noget, en filo­sof bli­ver bedt om at bidra­ge med i et forsk­nings­pro­jekt om ulig­hed, demo­kra­ti­ud­for­drin­ger og opmærk­som­hed­s­ø­ko­no­mi (Hen­dri­cks’ eksemp­ler)?

Der er etik­ken – hvad er etisk for­svar­ligt eller påbudt, hvad er ret­fær­digt; der er epi­ste­mo­lo­gi­en – hvad er viden, og hvor­dan frem­mes “epi­ste­misk resiliens”2Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶3. – det er sik­kert en del, men er det alt? Mat­cher vi der­i­gen­nem “tidens sto­re udfor­drin­ger”?

Hegel sag­de, at filo­so­fi­en er sin tid gre­bet i tan­ken. Det­te udsagn spæn­der en smu­le bre­de­re end for­mu­le­rin­gen angå­en­de tidens sto­re udfor­drin­ger. Men Hegels bud – tan­ken – synes ikke umid­del­bart at leve op til det, udfor­drin­ger­ne kræ­ver. Dis­se skal nem­lig mestres, lige­som pro­ble­mer­ne skal adres­se­res og løses. Man kun­ne såle­des kon­klu­de­re, at Hegel – som i øvrigt var ajour med dati­dens natur­vi­den­ska­be­li­ge forsk­ning – giver end­nu et eksem­pel på uved­kom­men­de læne­stols­fi­lo­so­fi, der ikke bidra­ger til løs­nin­ger. Men hvad hvis kri­sen vit­ter­ligt kræ­ver tænk­ning? Hvad hvis vi end­nu ikke ved, om tidens udfor­drin­ger kan par­cel­le­res i pro­ble­mer, som så kan til­fø­res etisk ansvar­li­ge tek­no­lo­gi­ske, poli­ti­ske, øko­no­mi­ske løs­nin­ger? Hvad hvis der alli­ge­vel skal tæn­kes?

Som filo­sof lever jeg op til mit ansvar ved at spør­ge ind til ram­mer­ne for den moder­ne dags­or­den. For jeg er ban­ge for, at det sel­vind­ly­sen­de man­tra angå­en­de soci­al ansvar­lig­hed alli­ge­vel siger for lidt. Oplys­nings­fi­lo­so­fi­ens arv kræ­ver i vir­ke­lig­he­den mere af os end blot at være nyt­ti­ge for sam­fun­det. Vi skal i dag for­hol­de os til noget, som kun eufe­mi­stisk og i en alt for opti­mi­stisk til­pas­ning til oplæg­get kan beteg­nes som “glo­bal geo­hi­sto­risk ansvar­lig­hed”. Jeg kal­der det opti­mi­stisk, for jeg tror, at vi end­nu ikke ved, hvad det­te inde­bæ­rer. Det er hel­ler ikke klart, hvem der hen­vi­ses til, eller bur­de hen­vi­ses til, med “vi”. For­mu­le­rin­gen og dens ind­hold peger hin­si­des den moder­ne filo­so­fi­ske etik og imod et bil­le­de af men­ne­sket, som med hen­vis­ning til den vester­land­ske tænk­nings buk­ke- eller vug­ge­vi­se kun kan beteg­nes som “tragisk”. Også det­te ord for­sø­ger at pege på, at der er noget på spil, der over­går, hvad vi tur­de tæn­ke i nor­mal­drif­ten. Men nu, i kri­sen, skal vi tæn­ke tan­ken.

Vi lever i den antro­po­cæ­ne tidsal­der. Beteg­nel­sen “antro­po­cæn” blev lan­ce­ret af nobel­pris­ta­ge­ren Paul Crutzen i 2000 for at sige, at ide­en om sta­bi­le kli­ma­to­lo­gi­ske, atmo­sfæ­riske, hyd­ros­fæ­ri­ske og geo­lo­gi­ske ram­me­be­tin­gel­ser, som pla­ne­ten siden den sid­ste istid har været ken­de­teg­net ved, og som man døb­te “holo­cæn”, skal opgi­ves. Tiden kræ­ver, at vi tæn­ker ander­le­des om tiden. Vores tid er men­ne­skets tid, alt­så antro­po­cæn. For det er men­ne­ske­ne, der i tidens løb har vist sig at udgø­re den afgø­ren­de geo­lo­gi­ske fak­tor for livs­be­tin­gel­ser­ne på habi­ta­tet Jor­den.

Filo­sof­fen Cli­ve Hamilt­on har i Natu­re min­det om, at “the Ant­hro­po­ce­ne was con­cei­ved by Earth-system sci­en­ti­sts to cap­tu­re the very recent rup­tu­re in Eart­h’s history ari­sing from the impa­ct of human acti­vi­ty on the Earth system as a whole.”3Clive Hamilt­on, “Defi­ne the Ant­hro­po­ce­ne in terms of the who­le Earth”, Natu­re 536, 7616 (2016): 251. I den­ne sæt­ning er der fle­re aspek­ter, der kræ­ver at bli­ve frem­hæ­vet. Earth System Sci­en­ce (ESS) er nav­net på et inter­di­sci­pli­nært forsk­nings­pa­ra­dig­me, der ser på klo­dens sfæ­rer (hyd­ros­fæ­re (vand og is), atmo­sfæ­re (gasla­ge­ne omkring pla­ne­ten), geos­fæ­re (pla­ne­tens soli­de lag), bios­fæ­re (orga­nisk liv og dens evo­lu­tio­næ­re udvik­ling)) som en inte­gre­ret hel­hed. Det er hele det­te system, som er påvir­ket af men­ne­ske­lig akti­vi­tet i en sådan grad, at det har bevir­ket et brud eller en kri­se i Jor­dens histo­rie. Det­te brud var “very recent”: Iføl­ge den antro­po­cæ­ne arbejds­grup­pe (AWG), som hører under den inter­na­tio­na­le kom­mis­sion for stra­ti­gra­fi (ICS), ske­te det i mid­ten af det for­ri­ge århund­re­de, dvs. ca. 1950, hvil­ket er mål- og dater­bart igen­nem udpeg­nin­gen af en mere end sym­bolsk begi­ven­hed, da radio­ak­tivt ned­fald fra overjor­di­ske atom­bom­be­s­præng­nin­ger­ne fra det­te tids­punkt kan påvi­ses overalt på klo­dens over­fla­de.

Erken­del­sen af, at vi lever i den antro­po­cæ­ne tidsal­der, er end­nu ikke for­dø­jet. Vi ved ikke, hvad det bety­der. I lyset af den­ne erken­del­se kan Hamilt­ons for­mu­le­ring om et “brud i Jor­dens histo­rie” næp­pe adres­se­res som et pro­blem, som viden­ska­ben og filo­so­fi­en kan bidra­ge til at “løse”. Tænk, Jor­den har vit­ter­ligt en histo­rie – dvs. dens udvik­ling er ikke selv­be­ro­en­de, men påvir­kes, for­sin­kes, frem­skyn­des, for­tæl­les, over­le­ve­res, dis­ku­te­res, prok­la­me­res osv. af men­ne­sker. Her er der vir­ke­lig tale om en kri­se, dvs. om noget, der for­sky­der koor­di­na­ter­ne af det, vi tro­e­de, der var, og som kræ­ver, at vi reka­li­bre­rer vores måle­stok­ke og leden­de begrebs­lig­he­der.

Når jeg næg­ter at omta­le prok­la­ma­tio­nen af det antro­po­cæ­ne som for­mu­le­rin­gen af et pro­blem, så er det, for­di jeg mener, at vi ikke har råd til at for­k­lej­ne tiden og dens sto­re udfor­dring. Jeg vil hel­ler ikke gem­me mig bag opga­vens umu­lig­hed, for vi skal gøre noget, og det kan ikke gå hur­tigt nok. Men filo­so­fi­ens opga­ve er at gri­be sin tid i tan­ken. At tæn­ke bety­der, at man prø­ver at ska­be en intel­lek­tu­el ori­en­te­ring, der tør til­ta­le det, som kri­sen er et udtryk for, i nye og måske hidtil ukend­te begre­ber og tan­ke­møn­stre. Her­un­der det utæn­ke­li­ge, der synes at lig­ge hin­si­des det hidtil for­svar­li­ge og kend­te.

En orga­nis­me, der ikke respon­de­rer på sin omver­den, er død. Respon­si­vi­tet er tegn på liv. Ordet “respon­si­bi­li­ty” er afledt af “respon­se-abi­li­ty”; dvs. at det at bære ansvar byg­ger på at kun­ne sva­re på omver­de­nens udfor­drin­ger. De fle­ste indo­eu­ro­pæ­i­ske sprog ken­der til den ety­mo­lo­gi­ske for­bin­del­se mel­lem svar og ansvar. De fle­ste sprog skel­ner mel­lem “answer” og “reply”, “Antwort” og “Erwi­der­ung”, “répon­se” og “réplique”. Deri lig­ger, at man ikke kan løbe fra sit ansvar, selv hvis man ikke ken­der sva­ret – man skal sva­re alli­ge­vel. Vi må san­de, at vi også skal for­hol­de os til det, der ikke kan over­sæt­tes til pro­ble­mer og deres løs­nin­ger. Det fralæg­ger os ikke vores ansvar.

Jeg næg­ter der­med ikke filo­so­fi­en at skul­le bidra­ge til pro­blem­løs­nin­ger i alle muli­ge, her­un­der pan­de­mi-betin­ge­de eller antro­po­cæ­ne og sær­de­les inter­di­sci­pli­næ­re, forsk­nings­pro­jek­ter. Jeg min­der blot om, at der også skal ska­bes ori­en­te­ring i tan­ken, hvor der ikke fin­des løs­nin­ger. For sva­res og “ansva­res” skal der alli­ge­vel. Jeg mener, at det er det­te respon­si­ve over­skud, som andre disci­pli­ner kan for­ven­te af filo­so­fi­en, når den­ne skal invi­te­res ind i inter­di­sci­pli­næ­re sam­men­hæn­ge. Filo­so­fi­en påpe­ger den respon­si­ve dif­fe­rens mel­lem det, vi skal for­hol­de os til, og det, vi med øko­no­mi­ske, tek­no­lo­gi­ske, poli­ti­ske, eti­ske og epi­ste­mo­lo­gi­ske mid­ler kan kom­me op med eller end­da mestre. Filo­so­fi­en er såle­des også – og i min optik i aller­hø­je­ste grad – en respon­siv akti­vi­tet i åndens rige. Den er sær­de­les leven­de, når den prø­ver at gri­be sin tid i tan­ken.

1. Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶6.
2. Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶3.
3. Clive Hamilt­on, “Defi­ne the Ant­hro­po­ce­ne in terms of the who­le Earth”, Natu­re 536, 7616 (2016): 251.