Filosof er ikke en beskyttet titel, filosofi er ikke en videnskab. Filosofi kan skelnes fra fagfilosofi. Fagfilosoffer er videnskabeligt uddannede specialister. Vi, der har papir på det, formodes at have et generelt kendskab til faget og at være eksperter på afgrænsede områder. Fagfilosofien er en videnskab med tidsskrifter og konferencer og en videnskabelig uddannelse med studieordninger svarende til litteraturvidenskab og teologi. Som man ikke bliver digter af at læse litteraturvidenskab, bliver man ikke filosof af at studere filosofi. Man kan blive specialist i logik og argumentationsteori, etik og politisk filosofi, erkendelses- og videnskabsteori eller filosofihistorie.
Filosofi er ikke nyttig, den har ikke et særligt socialt eller etisk ansvar. Fagfilosoffen, der er specialist i logik og argumentationsteori, kan til gengæld komme den offentlige debat til undsætning, kortlægge og udrede trådene i argumenter for og imod dette eller hint i samtiden påtrængende etiske, politiske eller eksistentielle dilemma og anbefale en løsning; fagfilosoffen kan være rejsende repræsentant udi fornuft og rationalitet; fagfilosofi som rådgivningsvirksomhed; fagfilosoffen som socialingeniør; fagfilosofi som terapi; fagfilosoffen som vismand.
Dette er nogle fagfilosoffer blevet rustet til i kraft af, at deres optræning minder om den imaginære rivalisering, man finder i fægteklubber, blot med argumenter som våben. Opmærksomheden er rettet mod at udpege den andens manglende konsistens, stringens og sammenhæng i argumentationsrækken, den sadistiske øvelse i at sætte ind med det endelige dræbende argument. Og vel at mærke med opbud af aldrig hvilende vagtsomhed i forhold til at blotte egen bløde bug. Herved fungerer fagfilosoffen som konservator, som en forsikring imod, at noget nyt i tidens tanker skulle kunne få lov til at komme til orde.
Fagfilosoffens praksis kan også være historikerens, der fortolker kanoniske og skelsættende værker i en diskussionen med andre eksperter om mulige måder at fortolke mestrene på – med særlig ekspertise i forhold til Platon, Kant eller Heidegger – og kan deltage kvalificeret i de pågældende videnskabelige selskabers diskussion af legitime måder at udlægge teksten på og være velbevandret i den hidtidige forskning på feltet – hvem har sagt hvad hvornår? – gerne afskåret fra andre genstandsområder i “selvbestaltet eksklusiv særegenhed” (som Vincent Hendricks skriver i sit bidrag til filosofistafetten)1Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11. og i selskab med andre specialister. Filosofihistorikeren kan gå til traditionen som et videnskabeligt objekt, sammenligneligt med en biolog, der måtte have regnormes fordøjelsessystem som videnskabeligt objekt med den ene forskel, at sidstnævntes forskning også har betydelig og umiddelbar praktisk betydning. Den såkaldt verdensfjerne fagfilosof er ikke en karikatur, men formentlig en uddøende race i kraft af tidens krav til også fagfilosofien om nyttighed og samfundsrelevans.
For filosofihistorikeren kan det historiske være fortidigt i form af det, vi spejler os i, det identitetsforsikrende, eller det historiske kan være det fremmedartede, der i dag er umuligt at tænke med. Når filosoffen læser og udlægger de klassiske tekster, er det snarere for at lytte efter det hidtil uhørte i det fortidige, dét der rækker ind i fremtiden, dét ved hjælp af hvilket filosoffen kan gøre opmærksom på, at der er sket noget nyt, at samtiden ikke længere er den samme. Filosoffer er skelsættende; fagfilosoffer er snarere vogtere af traditionen.
Filosoffer kan ikke umiddelbart “bidrage positivt til samfundet”, som Hendricks citerer Povl Krogsgaard-Larsen et al. for, om end de nok kan “møde tidens udfordringer”.2Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶6. Filosoffer er negative snarere end positive; de er langt mindre sikre i sagen end alle andre. Snarere end klarhed skaber de tvivl om det grundlæggende, en tvivl der ikke skal forveksles med svaghed. Filosoffer er ikke eksperter, der ved, hvad de taler om, om end den enkelte også godt kan være det i kraft af at være uddannet fagfilosof. Filosoffer kan være teologisk, human‑, samfunds- eller naturvidenskabeligt uddannede. Det er ikke fagekspertisen som sådan, der autoriserer dem som filosoffer. Filosofi og filosofiske spørgsmål kan aldrig kun parkeres i institutter og uddannelser med dette navn.
Når filosoffer tænker, er det ikke, fordi de er særligt vidende. Viden, sågar encyklopædisk viden, kan være et forsvar mod at tænke. Tvivl er snarere den klassiske forudsætning. Filosoffer spørger snarere end svarer. Jeg kan kun være enig med Hendricks i hans afstandtagen til “megaloman lænestolsmetode” og “opblæst udlægning af modervidenskaben”.3Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. Snarere end arrogance må ydmyghed være filosoffens indstilling; snarere end at belære, må der lyttes.
Men hvad er det, filosoffen kan eller skal spørge om, have tabt visheden i forhold til? Først og fremmest grundlæggende antagelser, der for en tid har styret og ordnet måden, hvorpå vi skelner i verden, hvori virkeligheden består, og hvad vi betragter som væsentlige problemer. Filosoffer har tabt autorisationen.
Når filosoffen lytter snarere end udpeger mangler i den andens argumentation, så er det efter, om der skulle være en logik i den dunkle og forvirrende tildragelse eller tilsyneladende irrationelle tale, en lydhørhed i forhold til, om der skulle være sket noget nyt i den tænkning, der ikke holder på konventionelle former, om den forvirrende og foruroligende tildragelse skulle kunne ændre betingelserne for, hvad der er muligt at tænke, muligt at se som værende virkeligt, heri indbefattet en ændring af, hvorledes det er muligt at læse de klassiske værker. Filosoffen er, selvom han eller hun også måtte være faguddannet filosofihistoriker, ikke konservativ og traditionsbevarende.
Filosoffens ydmyghed beror ikke på en karakteregenskab, der kan være vanskelig at skelne fra falsk beskedenhed, men på det forhold, at filosofien ikke har et eget indhold, sit eget genstandsfelt og egne metoder, som videnskaberne har. Når filosoffen lytter, så er det efter, hvor eller om der finder tænkning sted i videnskaben, i kunsten, i politikken og i kærligheden – kærlighed her forstået i videste betydning som eros, som begær, som forholdet til den anden (her under inspiration fra Alain Badiou).
Jeg er således både enig med Thomas Schwarz Wentzer i, at “filosofiens opgave er at gribe sin tid i tanken”4Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. og enig med Hendricks i, at filosofien må være “interdisciplinær”,5Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶10. men vi er muligvis uenige, hvad angår tildeling af en privilegeret status til videnskab i forhold til politikken, kunsten og kærligheden. Man kan ikke på forhånd vide, om der tænkes i denne eller hin videnskab – eller ikke tænkes for den sags skyld. Der tænkes ikke, når der i nogle perioder akkumuleres viden om et sagsforhold, når den tekniske kunnen i forhold til undersøgelse af virkeligheden raffineres, når man ved, hvilke spørgsmål vi endnu ikke har besvaret, men ville kunne, hvis vi ellers fik midler til det og arbejdede metodisk på sagen. I perioder ændres situationens betingelser, så der ikke længere er ordnede forhold, under hvilke den kammeratlig-fjendtlige kappestrid om opdagelser og løsninger kan udspille sig.
Så må der søges tilflugt i filosofien. Når man ikke blot savner løsninger på tidens udfordringer, når der snarere ikke længere er sikkerhed i forhold til, hvad der er relevante problemer, når den hidtidige ordens dilemmaer og konflikter ikke står klare, når hvad der er virkeligt står til diskussion, så kræves der tænkning. Og det er netop det, filosoffen lytter efter, altså om og hvor der sker noget nyt, der kan give anledning til tænkning.
Når tænkning ikke drejer sig om at akkumulere stadig mere viden om et defineret felt, så er al tænknings begyndelse tab af sikkerhed, en fundamental negativitet. Vel at mærke ikke mangel i form af den banale form for uvidenhed, der kan rådes bod på ved at læse på lektien, sætte sig ind i sagen og den hidtidige forskning på feltet. Tænkning vedrører tabet af de grundlæggende antagelser, som hidtil har ordnet et videns- og praksisfelt – om dette felt så måtte være videnskabens, kunstens, politikkens eller kærlighedens. Tabet er ikke noget, den enkelte kan beslutte sig for, det er ikke en attitude. Tabet overgår os, tildrager sig; “tidens tanker, der skal gribes” af filosoffen, er netop tidens, ikke filosoffens.
Tillad mig også den ubeskedenhed at bruge mit eget arbejde som eksempel. Hvad har psykoanalyse med filosofi at gøre? Er psykoanalysen måske ikke blot én psykologisk teori blandt så mange andre? Og har den forresten ikke kun historisk interesse, en høflig måde, hvorpå det kan kundgøres, at man betragter denne teori som værende forældet? Psykoanalyse er ikke filosofi, men har haft filosofiske implikationer. Og med det menes, at den har forandret måden, hvorpå subjekt, væren og sandhed kan tænkes, forandret måden, hvorpå kærlighed, begær og forholdet til den anden kan tænkes.
Når subjektet ikke længere er bestemt ved bevidsthed, men ved det ubevidste, er situationen en ny, så er moderne filosofis spørgsmål om, hvad bevidsthed er, ingenlunde blevet besvaret, snarere forladt til fordel for spørgsmålet om det ubevidstes ontologi og etik. Og så er situationen en ganske anden, så er de relevante problemer nogle andre, så taler man ikke længere om det samme og kan ikke længere tale sammen, deltage i de samme konferencer, udgive artikler i de samme tidsskrifter.
At situationen er en ny behøver fagfilosoffer og andre videnskabsfolk ikke at have opdaget, og videnskabelige institutioners magtforhold kan ekskludere fortalere for en begivenhed ved simpel diskvalifikation. Hvis alles uvidenhed må antages at være uendelig, så kunne man med fordel definere et fag, som her fagfilosofien, ikke kun ved, hvad det ved og kan, men snarere ved, hvilken form for uvidenhed det accepterer.
En begivenhed i tænkningen, der ændrer betingelserne for, hvad der kan ses og høres, kan gå i sin mor igen, hvis ingen holder den i live. Men det gør og har mange af det tyvende århundredes skelsættende filosoffer netop gjort; adskillige af det tyvende århundredes filosoffers tænkning forudsætter også et kendskab til og en anerkendelse af de problemer, spørgsmål og konflikter, som psykoanalysen udpeger.
Filosoffer er som nævnt ikke nødvendigvis autoriserede fagfilosoffer. Ofte har videnskabeligt uddannede og empirisk arbejdende tænkere artikuleret veritable begivenheder i en tids tænkning, og deres konkurrenter har kritiseret dem for at være netop filosoffer snarere end videnskabsfolk og, mest dræbende, kritiseret dem for at være spekulative. Det tyvende århundredes psykologi, sociologi og filosofi ville ikke have været den samme uden den naturvidenskabeligt, neurologisk uddannede og spekulative Freud. Og omvendt: Skelsættende og skoledannende antropologer og sociologer som Lévi-Strauss, Bourdieu og Latour havde og har nok formelle uddannelser i fagfilosofi, de “har papir på det”, men forlod fagfilosofien til fordel for empiriske videnskaber; kun for at vende tilbage for at rapportere om de filosofiske implikationer af deres empiriske, videnskabelige feltarbejde for begreber om subjektet og det sociale.
Også kunsten kan være med, hvad det filosofiske angår. Således er mange videnskabsfolk – litteratur- og filmvidenskabsfolk, kunsthistorikere – autodidakte udi i filosofiens klassiske spørgsmål og værker i deres arbejde med at vise den tænkning, der foregår i litteraturen, filmen og maleriet. Den litterære klassiker, filmklassikeren eller det klassiske maleri tematiserer typisk både de “store”, universelle eksistentielle spørgsmål og undersøger, hvad litteratur, film og maleri overhovedet er. Kunst er en form for tænkning i materialet, altså det, der gør værket til noget andet og mere end repræsentation af virkeligheden, begavet underholdning, pyntelig dekoration eller fejring af de herskende. Og når disse grundantagelser – om eksistensen, perceptionen, det sociale – bliver bearbejdet, er det kunstneriske værk filosofisk. Man kan da også konstatere, at skelsættende filosoffer meget ofte også har lyttet til og fortolket kunsten.
“At gribe sin tid i tanken” er at kunne se, høre og artikulere den slags uforudsigelige begivenheder i videnskaben, politikken, kunsten og kærligheden, når de har fundet sted.
Filosoffer er nødvendigvis autodidakte, hvorimod det er overordentlig sjældent at høre om autodidakte videnskabsfolk; har man ikke gennemført den relevante uddannelse, er man forment adgang til stillinger ved forskningsinstitutioner og konferencer, og hindringen består ikke blot i, at man ikke får en løn, man kan leve af, for man kunne jo eventuelt blive finansieret af en ægtefælle, en arv eller en mæcen. Uden institutionel anerkendelse er man forment adgang til den offentlighed, som det videnskabelige samfund udgør. Videnskab er netop et “samfund”.
Når en filosof kan eller må være “interdisciplinær”, så er hans eller hendes praksis sammenlignelig med det, Freud kaldte “gleichschwebende Aufmerksamkeit”, jævntsvævende opmærksomhed, dvs. den metodiske mangel på antagelser om, hvor en tids tænkning foregår, den metodiske mangel på metode. Det er med andre ord ikke muligt på forhånd at prioritere videnskaben frem for kunsten, det politiske eller kærligheden.
Så ikke bare er “megalomani” uforenelig med filosofien; filosoffen må også op af “lænestolen”. “Feltarbejde” vil jeg foreslå som en mere passende metafor for filosoffens arbejdsmåde.
Feltarbejdet kan foregå blandt videnskabsfolk, kunstnere, politikere og psykoanalytikere. Selvom man ikke er praktisk udøvende, tillader dette ikke nogen form for dilettantisk uvidenhed; man må have viden om, hvorledes en form for tænkning udøves af dens praktikere på niveau med disse praktikere. Det er heri det autodidakte består for filosoffen. Man må kunne følge diskussionerne inden for dette eller hint felt, kunne skelne væsentlige kampe, forstå hvor og hvorfor vandene skilles. Og den viden kan man også opnå, når man som en antropolog sidder med ved eksperternes konferencer og seminarer, lytter til dem og stiller dem spørgsmål. Man er ikke deltagende observatør for at belære eller udøve konsulentbistand.
Måske stilles spørgsmålet om filosofiens mulige død, fordi filosoffer er en sjælden art, knap nok en art, snarere en singulær begivenhed.
1. | Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11. |
2. | Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶6. |
3. | Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶11. |
4. | Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. |
5. | Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, ¶10. |