• Print
Denne artikel er en del af serien “

Filosofi i – og til – verden


1. juli 2021

Indtil for blot et år siden syn­tes en situ­a­tion med en glo­bal pan­de­mi som en mulig ver­den med en jævnt hen spin­kel til­gæn­ge­lig­heds­re­la­tion i et modalt uni­vers. Så blev det lige plud­se­lig den aktu­el­le ver­den. Det star­te­de som en læge­vi­den­ska­be­lig kri­se, blev inden læn­ge en øko­no­misk kri­se, en poli­tisk kri­se, en (mis)informationskrise og nu en soci­al og psy­ko­lo­gisk kri­se for inter­net­tets bru­ge­re også kendt som sam­fun­dets bor­ge­re.

Pandemikrisen er en inter­di­sci­pli­nær mosaik: Fra smit­te- og kon­takt­tal; epi­de­mio­lo­gi-mate­ma­ti­ske model­ler; de psy­ko­lo­gi­ske kon­se­kven­ser af iso­la­tion; stats­fi­nan­ser­nes vil­kår i for­bin­del­se med ned­luk­ning af erhvervs­liv og her­til høren­de iværk­sat­te sup­ple­rings­pak­ker; sam­ar­bejds­re­la­tio­ner i Europa om cor­o­na­be­kæm­pel­se; lega­li­tets­pro­ble­mer med de af rege­rin­gen udstuk­ne direk­ti­ver; smit­te i mink og et udbrud af fug­le­in­flu­en­za; “info­de­mi­er”, mis­in­for­ma­tion og kon­spira­tions­te­o­ri­er, når det hid­rø­rer COVID-19; pan­de­mi­er i histo­risk og/eller reli­gi­øst og/eller socio­lo­gisk per­spek­tiv.

Med alle de bevæ­ge­li­ge dele, der angår en pan­de­mi, træ­der læge­vi­den­skab såle­des sam­men med natur­vi­den­skab, sam­funds­vi­den­skab, huma­ni­o­ra, jura og teo­lo­gi i en fæl­les bestræ­bel­se på såvel kva­li­fi­ce­ret at for­stå, præ­cist for­mu­le­re og påli­de­ligt for­ud­si­ge, hvor­dan sta­ten såvel som dens bor­ge­re skal for­hol­de sig for at kom­me pan­de­mi­en til livs. Og præ­cis den­ne inter­di­sci­pli­næ­re viden­ska­be­li­ge ambi­tion angår også filo­so­fi­en: Hvordan kan vac­ci­neud­rul­nin­gen fore­gå moralsk for­svar­ligt? Hvad er det epi­ste­mo­lo­gisk sig­ni­fi­kan­te ved (mis)-information, kon­spira­tions­te­o­ri­er, fin­ge­re­de nyhe­der, post­fak­tu­a­li­tet, og hvor­dan opbyg­ges epi­ste­misk resi­li­ens og til­lid? Hvad er struk­tu­ren og dyna­mi­k­ken af infor­ma­tions­mar­ke­det og her­til høren­de opmærk­som­hed­s­ø­ko­no­mi? Hvordan skal der kom­mu­ni­ke­res kor­rekt, ansvar­ligt og effek­tivt – og hvad ved vi om alt fra tale­hand­lin­ger til rigid desig­na­tion, der kan være behjæl­pe­li­ge her? Hvad har filo­so­fi­en at sige om afmagt, ensom­hed, pola­ri­se­ring, soci­al påvirk­ning, eksi­stens, håb og mobi­li­se­ring, der kan ruste os til at stå såvel det­te pan­de­mi­for­løb igen­nem og være beredt til det næstes kom­me? Listen fort­sæt­ter med cen­tra­le filo­so­fi­ske pro­ble­mer og løs­nings­for­slag, oply­sen­de model­ler og ind­sig­ter.

Filosofien som viden­ska­be­lig disci­plin er for den­ne betragt­ning en civil­sam­fundsak­tør med en sam­funds­for­plig­tel­se og et fast, livslangt abon­ne­ment på, hvad der for nyligt er ble­vet kendt under beteg­nel­sen Scientific Social Responsibility (SSR) – eller viden­ska­bens soci­a­le ansvar. I al væsent­lig­hed angår SSR videns- og forsk­nings­fæl­les­ska­bets sam­funds­mæs­si­ge ansvar for at bidra­ge til løs­ning af de udfor­drin­ger, vi står over for glo­balt – og der er rige­ligt at tage fat på viden­ska­be­ligt fra kli­ma­kri­se, cor­ona­kri­se, mis­in­for­ma­tion på net­tet og vok­sen­de øko­no­misk ulig­hed til ind­fri­el­sens af FN’s 17 ver­dens­mål, World Economic Forums 10 udfor­drin­ger til ver­den og OECD’s ambi­tiø­se glo­ba­le dags­or­den.

I artik­len “Scientific Social Responsibility”1Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific soci­al respon­si­bi­li­ty: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740. slår tre dan­ske for­ske­re, Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher, til lyd for, at forsk­nings­sam­fun­det har et ansvar for at adres­se­re pres­se­ren­de pro­ble­mer, som det bør tage på sig. De tre for­ske­re defi­ne­rer SSR som væren­de:

[D]et ansvar, der påhvi­ler for­ske­re fra alle viden­ska­be­li­ge disci­pli­ner, til at posi­tio­ne­re og defi­ne­re deres forsk­ning inden for en kon­tekst, som gør det muligt for dem at bidra­ge posi­tivt til sam­fun­det og til at møde tidens sto­re udfor­drin­ger.

SSR ind­skri­ver sig såle­des i en oplys­nings­fi­lo­so­fisk tra­di­tion, hvor viden­ska­bens mål og rol­le ikke ale­ne består i at leve­re viden og for­stå­el­se af ver­den og det omkring­lig­gen­de sam­fund, men lige­le­des skal bidra­ge aktivt til at for­an­dre dis­se til det bed­re.

Filosoffen Francis Bacon for­mu­le­re­de tid­ligt et ide­al for viden­ska­ber­ne, som består i at være “til for­del og nyt­te for livet”. For Bacon er det væsent­ligt, at den viden og kun­nen, som viden­ska­ber­ne giver anled­ning til, kom­mer hele men­ne­ske­he­den til gavn, og ikke kun dem, som gør opda­gel­ser­ne. På Bacons tid var alky­mi og for­sø­get på at udvin­de guld udbredt, og Bacon var selv (som Sir Isaac Newton sene­re) opta­get af alky­mi­en. Hans sto­re kri­tik­punkt over for alky­mi­ster, som for­søg­te at udvin­de guld med hem­me­li­ge (uvirk­som­me) opskrif­ter, er, at de hol­der deres viden og meto­der for sig selv og ikke gør dem offent­ligt til­gæn­ge­li­ge for hele forsk­nings­fæl­les­ska­bet og i sid­ste ende men­ne­ske­he­den.

Videnskab skal ikke (ale­ne) bedri­ves for egen vin­dings skyld, om den gevinst så består i rig­dom på grund af en opskrift på guld, ind­brin­gen­de paten­ter eller cita­tio­ner og publi­ka­tions­li­ster, men for hele men­ne­ske­he­dens, inklu­si­ve frem­ti­di­ge gene­ra­tio­ners, skyld. Dét ide­al er ikke ble­vet for­æl­det, selv om det har en del år på bagen. Til enhver, der har teg­net et filo­so­fi­a­bon­ne­ment, er det værd at ihukom­me sig, at viden­ska­bens soci­a­le ansvar egent­lig er noget, der oprin­de­ligt er født i den filo­so­fi­ske have.

Hvis filo­so­fi – her­un­der for­mel erken­del­ses­te­o­ri, hvor jeg selv oprin­de­ligt stam­mer fra – opfat­tes som et inter­di­sci­pli­nært anlig­gen­de, der lige­ligt prak­ti­se­res af data­lo­ger, mate­ma­ti­ke­re, logi­ke­re, sam­funds­vi­den­skabs­folk, kog­ni­ti­ve psy­ko­lo­ger og teo­re­ti­ske øko­no­mer, så er der en stor buket af væsent­li­ge pro­ble­mer, der skal adres­se­res og kan adres­se­res sam­ti­digt, fra cor­ona­kri­se til demo­kra­ti­ud­for­drin­ger, soci­al påvirk­ning, opmærk­som­heds­bob­ler, ulig­hed …

Omvendt, hvis den filo­so­fi­ske sel­vop­fat­tel­se for­bli­ver en opblæst udlæg­ning af moder­vi­den­ska­ben, Théoria, og dens her­til høren­de selv­be­stal­te­de eks­klu­si­ve sære­gen­hed, mega­lo­ma­ne læne­stols­me­to­de, en syge­lig for­kær­lig­hed for glo­bal under­be­stemt­hed og en lige­frem pin­ag­tig trang til lege­tøj­stan­ke­ek­semp­ler, hvor æsler har påma­le­de stri­ber, så de lig­ner zebra­er, hjer­ner bades i næren­de væsker, mose­mænd træ­der op fra sum­pen eller lader byg­ges af pap­ma­ché, har filo­so­fi­en svæ­re kår frem­over.

To cita­ter (som er ble­vet til­skre­vet hhv. Charles Taylor og Alma Templeton-Teager) kan afslut­nings­vist gøre det bed­re end jeg:

  1. “I think that phi­los­op­hy in most aspects is pret­ty well use­less and hope­less unless it’s done with other disci­pli­nes. And that is the way I like to do it.”
  2. “There is going to be abso­lu­te­ly no viab­le off­spring in phi­los­op­hy unless it gets kno­ck­ed up by the sci­en­ces.”

1. Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup & Flemming Besenbacher, “Scientific soci­al respon­si­bi­li­ty: a call to arms”, Angewandte Chemie International Edition 50, nr. 46 (2011): 10738–10740.