• Print

Kan moralske fanatikere være medborgere?


15. april 2021

Hvem skyl­der vi respekt, poli­tisk set? Eller: Hvem kan og bør vi betrag­te som med­bor­ge­re på lige fod med os selv og alle andre? Jeg vil her argu­men­te­re for, at der er for­mer for moral­ske fana­ti­ke­re, som vi ikke hand­ler respekt­løst i for­hold til, når vi igno­re­rer dem som fri og lige, selv hvis det er et fun­da­men­talt og uom­gæn­ge­ligt krav til en legi­tim sam­fundsor­den, at den behand­ler alle med­bor­ge­re som fri og lige.1Der fin­des også fak­tu­el­le eller epi­ste­mi­ske fana­ti­ke­re – per­so­ner, der hol­der fak­tu­el­le syns­punk­ter selv i lyset af mas­siv evi­dens for syn­punk­tets falsk­hed og/eller udbredt man­gel på evi­dens for syns­punk­tets sand­hed. Vaccinemodstandere, til­hæn­ge­re af alter­na­tiv medi­cin, kre­a­tio­ni­ster… – kort sagt, dem der … Continue reading Jeg vil bru­ge begre­bet “med­bor­ger” i en bestemt betyd­ning, nem­lig “en per­son, andre skal behand­le som fri og lige i poli­tisk sam­men­hæng.” Men vis­se moral­ske fana­ti­ke­re skal ikke behand­les (fuldt ud) som fri og lige. Så sva­ret på artik­lens spørgs­mål – kan moral­ske fana­ti­ke­re være med­bor­ge­re? – er i hvert fald del­vist nega­tivt: For nog­le moral­ske fana­ti­ke­re gæl­der det, at de ikke kan være (fuldt ud) med­bor­ge­re.

Under alle omstæn­dig­he­der står det klart, at under­sø­gel­sen af spørgs­må­let samt sva­ret kal­der på eks­pli­ci­te­ring af to kon­cep­ter, nem­lig “moralsk fana­tis­me” og “med­bor­ger”.

Dette kræ­ver imid­ler­tid en lang omvej, hvor jeg bli­ver nødt til at præ­sen­te­re læse­ren for en ræk­ke emner, der hid­rø­rer fra den tra­di­tion i poli­tisk filo­so­fi, der ken­des som soci­al kon­trakt­tænk­ning eller, mere kon­tem­porært og præ­cist, public rea­son (her­ef­ter: PR). Ifølge min erfa­ring ken­der kun meget få fra det dan­ske filo­so­fi­ske (eller poli­ti­ske) mil­jø PR, hvor­for den­ne arti­kel også kan ses som en intro­duk­tion til nog­le udvalg­te cen­tra­le dele af PR-tænk­ning.

Der fin­des en tra­di­tion i poli­tisk filo­so­fi, der (på man­ge for­skel­li­ge måder) tager udgangs­punkt en den soci­a­le kon­trakt. Historisk er der tale om figu­rer som Hobbes, Locke, Rousseau, og Kant (i hvert fald i en vis udstræk­ning). Af sam­ti­di­ge figu­rer kan man pege på John Rawls,2John Rawls, Theory of Justice (Oxford: Oxford University Press 1971); John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1993). Gerald Gaus3Gerald Gaus, The Order of Public Reason (Cambridge: Cambridge University Press, 2011). og Jonathan Quong,4Jonathan Quong, Liberalism wit­hout Perfection (Oxford: Oxford University Press, 2011). uden at hver­ken den histo­ri­ske eller den kon­tem­poræ­re liste er udtømt her­med.

Denne form for kontrakttænkning5Social kon­trakt­tænk­ning adskil­ler sig fra “kon­trakta­ri­a­nis­me” som kendt fra tæn­ke­re som fx Gauthier: Det er defi­ne­ren­de for kon­trakta­ri­a­nis­me, at det hæv­des, at vi kan lave qua­si-moral­ske reg­ler ude­luk­ken­de ved appel til vores ege­nin­ter­es­se; soci­al kon­trakt­tænk­ning er “mora­li­se­ret” i den for­stand, at ingen … Continue reading kan siges eks­pli­cit eller impli­cit at være opta­get af at under­sø­ge mulig­he­der­ne for en vel­fun­ge­ren­de sam­fundsor­den (soci­al og poli­tisk, ikke kun poli­tisk; det soci­a­le felt er af enorm betyd­ning for vores liv, men jeg skal i det føl­gen­de foku­se­re på det poli­ti­ske), der genu­int behand­ler bor­ger­ne som fri og lige. Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan poli­ti­ske reg­ler og insti­tu­tio­ner begrun­des over for bor­ger­ne på en måde, der respek­te­rer deres lig­hed og fri­hed?

Udfordringen lig­ger i før­ste omgang i over­ho­ve­det at have reg­ler, der er auto­ri­ta­ti­ve for bor­ger­ne (dvs. at de kan begrun­des som væren­de gæl­den­de for den enkel­te bor­ger) uden at være auto­ri­tæ­re, dvs. uden at de træk­kes ned over hove­d­et på den bor­ger, der skal behand­les som fri og lige. Dette er en omfor­mu­le­ring af anar­kis­mens udfor­dring – “hvor­dan kan vi have love/en stat og behand­le bor­ger­ne som fri og lige” – som jeg mener er i hvert fald ind­til vide­re velbesvaret.6Se fx William A. Edmundson, Three Anarchical Fallacies (Cambridge: Cambridge University Press, 1998).

Men moder­ne kon­trakt­tæn­ke­re er ude efter at løse et mere kom­plekst pro­blem. Vi arbej­der nem­lig under fun­da­men­tal men rime­lig (eng.: “rea­so­nab­le”) plu­ra­lis­me; dyb, men ikke epi­ste­misk eller moralsk uri­me­lig, uenig­hed om moral og vær­di­er (mere om plu­ra­lis­me neden­for). Tillempet efter Gaus’ til­gang i The Order of Public Reason søger de en udvej fra føl­gen­de trilem­ma:

  1. Vi er fri og lige – ingen af os har en med­født eller til­eg­net auto­ri­tet til at for­tol­ke og pådut­te andre mora­lens love; der fin­des ikke filo­sof­kon­ger.
  2. Vi er fun­da­men­talt ueni­ge om moral­ske og vær­di­mæs­si­ge spørgs­mål, og den­ne uenig­hed er ikke (altid) moralsk eller epi­ste­misk suspekt.
  3. Vi har brug for (moral­ske og poli­ti­ske) reg­ler.

Et par kom­men­ta­rer: a) er udgangs­punk­tet for udfor­drin­gen. Det er afgø­ren­de vig­tigt at huske, at pro­ble­met ikke er at postu­le­re den­ne eller hin moralske/værdimæssig teo­ri og så imple­men­te­re den poli­tisk. Udfordringen er at karak­te­ri­se­re en sam­funds­mæs­sig orden, der respek­te­rer bor­ger­nes sta­tus som fri og lige i lyset af vores rime­li­ge uenig­hed. Man kan selv­føl­ge­lig kom­me ud af trilem­ma­et ved at benæg­te, at vi skal stræ­be efter en sam­funds­mæs­sig orden, der behand­ler bor­ger­ne som fri og lige. Men pri­sen er høj, for i så fald må man for­fæg­te en form for auto­ri­tær sam­fundsor­den. Man må for­fæg­te tyran­ni.

Ad b): Man kan kom­me udenom den­ne del af trilem­ma­et på to måder, men ingen af dem er plau­sib­le. Man kan næg­te, at der empi­risk set er belæg for påstan­den om vores uenig­hed. Det fore­kom­mer socio­lo­gisk naivt. Alternativt kan det hæv­des, at vores uenig­hed ikke er rele­vant, for­di der fin­des objek­ti­ve sand­he­der om moral­ske og vær­di­mæs­si­ge spørgs­mål, som i hvert fald dem med den ret­te ind­sigt kan udfin­de og prok­la­me­re (med andre ord kan man benæg­te, at vores uenig­he­der om moral­ske og vær­di­mæs­si­ge spørgs­mål er rime­li­ge.) Men det er de facto det sam­me som at benæg­te a), og igen er pri­sen for det­te, at man må hæv­de legi­ti­mi­te­ten af tyran­ni.

Ad c): Igen er der to måder, hvor­på man kan benæg­te trilem­ma­ets tred­je ben, hvoraf ingen er ind­by­den­de. Man kan benæg­te, at vi har brug for moral­ske og poli­ti­ske reg­ler, fx for­di vi af natur er så hjer­tens­go­de og ind­sigts­ful­de, at vi, når vi er fri­sat fra sta­tens og mora­lens kvæ­len­de favn­tag, tvang­frit vil koor­di­ne­re vores akti­vi­te­ter på en (moralsk?) accep­ta­bel facon. Altså, igen en anar­ki­stisk “løs­ning”. Det fore­kom­mer, igen, socio­lo­gisk naivt, og det er under alle omstæn­dig­he­der udgangs­punk­tet for den situ­a­tion, som klas­si­ske kon­trakt­tæn­ke­re ger­ne vil ud af, nem­lig natur­til­stan­den (tænk på Hobbes klas­si­ske ord om livet i den­ne som væren­de “…soli­tary, poor, nasty, bru­tish, and short.”).7Thomas Hobbes, Leviathan, red. Rogers, G. A. J & Schuhmann, Karl (London: Bloomsbury Publishing, 1651/2006), 9. Man kan også prø­ve at benæg­te, at det er nød­ven­digt med moral­ske og poli­ti­ske reg­ler, eller i hvert fald med poli­ti­ske reg­ler, der har en moralsk begrun­del­se. Det er instru­men­ta­li­ster­nes til­gang, alt­så de kon­trakta­ri­a­ne­re som Gauthier, der hæv­der, at vi kan løf­te qua­si­moral­ske nor­mer ud af den rene sel­vin­ter­es­se. Men instru­men­ta­lis­men er ble­vet kri­ti­se­ret af bl.a. Parfit8Derek Parfit, Reasons and Persons (Oxford: Oxford University Press, 1986). for at være  selv­gen­dri­ven­de. Også Gaus kri­ti­se­rer instrumentalismen,9Gaus, The Order…, kap. 2. for den giver ikke et over­be­vi­sen­de svar på, hvor­for vi ikke skal “free ride” på qua­si­moral­ske reg­ler, når det er i den enkel­tes sel­vin­ter­es­se at gøre det (Hobbes’ Foole får ikke et ordent­ligt svar), og den giver ikke et svar på, hvor­for den enkel­te skal bidra­ge til at opret­hol­de qua­si­moral­ske reg­ler (regel­hånd­hæ­vel­se er omkost­nings­fuldt), og Gaus hæv­der, at kun moral­ske (for­stå­et som ikke ude­luk­ken­de sel­vin­ter­es­se­re­de) agen­ter, såkald­te altru­i­stic punis­hers, kan for­ven­tes at bidra­ge til­stræk­ke­ligt til regelhåndhævelse.10Gaus, The Order…, 187 et circa. Instrumentalisme er alt­så hel­ler ikke en plau­si­bel udvej.

Med andre ord: For så vidt man ikke vil for­fæg­te en tyran­nisk sam­fundsor­den, men at man rent fak­tisk vil fin­de en sam­fundsor­den med sociale/politiske reg­ler, der regu­le­rer vores soci­a­le sam­kvem, og som respek­te­rer vores sta­tus som fri og lige bor­ge­re, også i lyset af rime­lig plu­ra­lis­me, så er trilem­ma­et en genu­in udfor­dring. Hvordan løses den­ne udfor­dring?

Kontemporær libe­ral poli­tisk filo­so­fi: neut­ra­lis­me og public rea­son

For at sim­pli­fi­ce­re er det to gre­ne af den kon­tem­poræ­re poli­ti­ske filo­so­fi, der for alvor adres­se­rer trilem­ma­et: den “orto­dok­se” rawlsi­an­ske og den “radi­ka­le” udga­ve af public rea­son-libe­ra­lis­me med Gaus og Vallier som ban­ner­fø­re­re. Den orto­dok­se udlæg­ning er med læng­der den mest vel­kend­te, og den radi­ka­le udlæg­ning for­stås bedst på bag­grund af den­ne, så lad mig star­te med Rawls og den orto­dok­se udlæg­ning af Rawls.

I Rawls’ sto­re værk fra 1971 A Theory of Justice var han opta­get af at vise, at den mest ret­fær­di­ge indret­ning af vores grund­læg­gen­de poli­ti­ske insti­tu­tio­ner i hvert fald del­vist flød fra et kon­trak­t­mæs­sigt tan­ke­eks­pe­ri­ment, Den Oprindelige Position. Her vil stærkt ide­a­li­se­re­de agen­ter væl­ge en ræk­ke lek­si­kalsk ord­ne­de prin­cip­per for den­ne indret­ning, her­un­der det kon­tro­ver­si­el­le dif­fe­rensprin­cip, der giver en abso­lut distri­bu­tiv pri­o­ri­tet til den dår­ligst stil­le­de repræ­sen­ta­ti­ve grup­pe i sam­fun­det. Essentielt er det, at de stærkt ide­a­li­se­re­de agen­ter ikke ken­der til deres egen posi­tion i sam­fun­det, deres evner og talen­ter, samt, vig­tigst, at de ikke ken­der til deres per­son­li­ge begreb om det gode (“con­cep­tion of the good”); alt­så deres sub­jek­ti­ve over­be­vis­nin­ger og ide­a­ler, hvad angår det gode liv, dyder, per­son­li­ge ide­a­ler osv. De ved, at alle har et sådant, og de ved eller anta­ger, at det er af afgø­ren­de betyd­ning, at man har en fair chan­ce for at udle­ve eller leve efter de ide­er, ide­a­ler osv., der er udtrykt i et begreb om det gode. Agenterne væl­ger bag Uvidenhedens Slør, der anta­ges for at bort­fil­tre­re de uenig­he­der (om det gode), der adskil­ler os fra hin­an­den, såle­des at vi ikke i Den Oprindelige Position kan væl­ge prin­cip­per, der for­for­de­ler eller pri­vil­e­ge­rer bestem­te begre­ber om det gode (fx reli­gi­øse eller æste­ti­ske sådan­ne) i for­hold til andre. Jeg anta­ger i øvrigt kon­tu­rer­ne af Rawls pro­jekt i A Theory of Justice som væren­de læse­ren rela­tivt vel­be­kend­te.

Vi ser med intro­duk­tio­nen af Den Oprindelige Position og Uvidenhedens Slør en ansats til at kom­me ud af trilem­ma­et nævnt oven­for. Ved at udran­ge­re begre­ber om det gode som begrun­del­ses­mæs­sigt mate­ri­a­le – hvor­dan skul­le agen­ter­ne i DOP kun­ne appel­le­re til begre­ber om det gode, når de ikke ken­der til dem? – fin­der vi en (skal det vise sig del­vis) løs­ning ift. trilem­ma­ets andet ben, nem­lig at vi igno­re­rer vores uove­r­ens­stem­mel­ser vis-a-vis det gode. Ved at fjer­ne dem fra den poli­ti­ske dags­or­den “pri­va­ti­se­rer” vi i en bestemt for­stand vores uove­r­ens­stem­mel­ser, eller vi flyt­ter kamp­plad­sen fra det poli­ti­ske til ide­er­nes mar­keds­plads. Dette ken­des også som “libe­ral neut­ra­li­tet”: libe­ra­le insti­tu­tio­ner bør, begrun­del­ses­mæs­sigt set, være neut­ra­le ift. begre­ber om det gode.

Et par meta­fo­rer for den­ne manøv­re er på sin plads. Brian Barry taler om “the stra­te­gy of privatization”,11Brian Barry, Culture and equa­li­ty: an ega­li­ta­ri­an cri­tique of mul­ti­cul­tu­ra­lism (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2001), kap. 2. Charles Larmore om “insti­tu­tio­na­li­sed myo­pia” (vores poli­ti­ske orga­ni­sa­tio­ner bør være bevidst “nær­sy­ne­de” og ikke lade sig for­blæn­de af højtra­ven­de idealer),12Charles Larmore, Patterns of Moral Complexity (Cambridge: Cambridge University Press, 1987), 125. og Joseph Raz taler om “epi­ste­mic absti­nen­ce”: Der er grun­de (dem, der stam­mer fra begre­ber om det gode), som den neut­ra­li­sti­ske libe­ra­le stat afhol­der sig fra.13Joseph Raz, “Facing diver­si­ty: The case of epi­ste­mic absti­nen­ce”, Philosophy and Public Affairs 19, Nr. 1 (1990): 3–46. Det skal under­stre­ges at Raz er libe­ral per­fek­tio­nist, ikke libe­ral neutralist. Disse grun­de kan måske være per­son­ligt rele­van­te (fx æste­ti­ske eller reli­gi­øse grun­de), men de er ikke poli­tisk rele­van­te.

Manøvren – vi sik­rer enig­hed nok til at kun­ne begrun­de libe­ra­le insti­tu­tio­ner ved at fjer­ne det, vi er fun­da­men­talt ueni­ge om – er gen­ken­de­ligt libe­ral: man kan ikke for­by­de prosti­tu­tion, homo­seksu­a­li­tet, brug af stof­fer, atei­s­me, “afvi­gen­de” livs­sti­le osv., for­di appel­ler til, at “det gode liv” er et rent hete­ro­seksu­elt liv uden prosti­tu­tion etc., slet ikke kan (må) optræ­de i den poli­ti­ske argu­men­ta­tion. Kun appel­ler til ret­fær­dig­hed (eller mere gene­relt, per­so­ners ret­tig­he­der, defi­ne­ret uaf­hæn­gigt af par­ti­ku­læ­re begre­ber om det gode, der ikke er delt af alle bor­ge­re) kan anven­des i den sammenhæng.14En måde at illu­stre­re det­te: Man kan ikke for­by­de mord ud fra en ide om, at godt liv er et liv uden mord, men man kan for­by­de mord, med refe­ren­ce til at mord over­træ­der per­so­ners ret­tig­he­der. Det er klart at nog­le af de net­op anfør­te eksemp­ler vil­le kun­ne dis­ku­te­res i lyset af retfærdighed/rettigheder. Det er ikke inkom­pa­ti­belt med … Continue reading Respekt for med­bor­ge­re bety­der, at vi afstår fra at (for­sø­ge at) begrun­de poli­ti­ske insti­tu­tio­ner med refe­ren­ce til begre­ber om det gode liv. Årsagen er natur­lig­vis, at vi ikke giver en begrun­del­se hen­vendt til de bor­ge­re, der ikke deler den par­ti­ku­læ­re begrebs­lig­gø­rel­se af det gode, når vi appel­le­rer til en ikke-fæl­les begrebs­lig­gø­rel­se af det gode. Vi kan der­med begyn­de at ind­kred­se, hvad moralsk fana­tis­me er: Som mini­mum må det invol­ve­re, at man ikke søger at begrun­de sine hand­lin­ger til andre med­bor­ge­re givet deres per­spek­tiv. Dette er imid­ler­tid kun en nød­ven­dig, men ikke en til­stræk­ke­lig, betin­gel­se for moralsk fana­tis­me. Det skal vi ven­de til­ba­ge til.

Rawls og post-rawlsi­a­ne­re efter A Theory of Justice – kon­struk­ti­vis­me og “en frit­stå­en­de poli­tisk dok­trin”

I en ræk­ke artik­ler efter A Theory… og kul­mi­ne­ren­de med Political Liberalism (PL)15John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1993). gjor­de Rawls op med nog­le cen­tra­le anta­gel­ser (eller udfyld­te nog­le laku­ner) i sin teo­ri. I grove træk lod Rawls ker­nen ved­rø­ren­de de distri­bu­ti­ve prin­cip­per og pri­mæ­re bor­ger­li­ge ret­tig­he­der være intakt, men der ske­te en fun­da­men­tal omkal­fa­tring af opfat­tel­sen af, hvad en teo­ri (og en prak­sis) om en ret­fær­dig sam­fundsor­den, der respek­te­rer bor­ger­ne som fri og lige, skal, må og ikke må.

En måde at frem­læg­ge det­te på, der er sær­de­les rele­vant ift. den­ne arti­kels for­mål, er som føl­ger: Forestil dig en bor­ger, der lever i en rawlsi­ansk (modus A Theory…) sam­fundsor­den, og som måske nok til­slut­ter sig libe­ral­de­mo­kra­ti­ske prin­cip­per bredt betrag­tet, men ikke deler det filo­so­fi­ske (pri­mært kan­ti­an­ske) grund­lag, som A Theory… byg­ger på. Det kan være, at per­so­nen mener, at det moral­ske udsyn i kan­ti­a­nis­men er for rigidt, eller at den indi­vi­du­a­lis­me, der synes ind­byg­get, ikke er appel­le­ren­de, eller… Denne bor­ger vil med ret­te kun­ne stil­le spørgs­må­let: Hvorfor skul­le jeg, der ikke aner­ken­der de bag­ved­lig­gen­de begrun­del­ser for den­ne sam­fundsor­den, mene, at jeg er ble­vet behand­let som fri og lige?

Rawls søg­te en teo­ri for en sta­bil ret­fær­dig sam­fundsor­den, men ikke en sam­fundsor­den, der er sta­bil “af de for­ker­te årsa­ger” (tvang, indok­tri­ne­ring, mani­pu­la­tion etc.). Det bur­de der­for være klart, at begrundelsen/begrundelserne for sam­fundsor­de­nen må være ikke bare neut­ral ift. kon­tro­ver­si­el­le begre­ber om det gode, men neut­ral og tole­rant i en vide­re for­stand.

For at opnå det­te sæt­ter Rawls efter A Theory… ind med fle­re manøv­rer, der skal sik­re mulig­he­den af en over­lap­ping con­sensus, dvs. mulig­he­den for, at bor­ge­re med meget diver­se opfat­tel­ser skul­le kun­ne til­slut­te sig en neut­ra­li­stisk, libe­ral sam­fundsor­den:

For det før­ste til­slut­te­de Rawls sig en form for “poli­tisk kon­struk­ti­vis­me”: Ideen var at gå bort fra at prø­ve at udfin­de den san­de teo­ri om sam­fun­dets indret­ning og i ste­det prø­ve at fin­de en teo­ri, der er “pas­sen­de” til vores for­hold, nem­lig at vi arbej­der under rime­lig plu­ra­lis­me, hvad angår moral­ske, filo­so­fi­ske, vær­di­mæs­si­ge og reli­gi­øse for­hold. I ste­det for (auto­ri­tært) at skæ­re igen­nem uenig­he­den blev pro­jek­tet at fin­de en strengt poli­tisk teo­ri, der ikke aspi­re­rer til “sand­hed” i nogen dybe­re for­stand, men net­op bli­ver på over­fla­den og gør sig fri af bin­din­ger til kon­tro­ver­si­el­le “sand­he­der” om den rig­ti­ge moral, meta­e­tik, soci­a­lon­to­lo­gi etc.

In Theory [of Justi­ce] a moral doctri­ne of justi­ce gene­ral in scope is not distingu­is­hed from a stri­ct­ly poli­ti­cal con­cep­tion of justi­ce. Nothing is made of the con­trast betwe­en com­pre­hen­si­ve phi­los­op­hi­cal and moral doctri­nes and con­cep­tions limi­ted to the domain of the poli­ti­cal. In [PL] […] the­se distin­ctions and rela­ted ideas are fundamental.16Rawls, PL, xv.

For det andet skær­per Rawls kra­ve­ne til, hvad der kan pas­se­re poli­tisk (i hvert fald hvad angår “con­sti­tu­tio­nal essen­ti­als and mat­ters of basic justi­ce”). Det grund­læg­gen­de spørgs­mål, der opta­ger Rawls fra PL og fre­m­ef­ter, er: “How is it pos­sib­le that the­re may exist over time a stab­le and just socie­ty of free and equal citizens pro­fo­und­ly divi­ded by rea­so­nab­le though incom­pa­tib­le reli­gious, phi­los­op­hi­cal, and moral doctrines?”17Rawls, PL, xviii. Hvordan skal vi så gå frem? Udtrykt meta­forisk: 1) En rime­lig poli­tisk dok­trin må være “smal­le­re” end vores ful­de sæt af over­be­vis­nin­ger om moral­ske og andre ide­a­ler, det vil sige, dens bæren­de udsagn må i udgangs­punk­tet være langt min­dre kon­tro­ver­si­el­le og vid­træk­ken­de end enhver bor­gers ful­de doxa­sti­ske sæt. Og 2) den må være “free stan­ding”, hvil­ket vil sige, at den ikke hvi­ler på nogen kon­tro­ver­si­el­le ele­men­ter af nogen kon­tro­ver­si­el dok­trin. Dermed er PL ikke “com­pre­hen­si­ve”, den er “free-stan­ding”:

Political libe­ra­lism is not com­pre­hen­si­ve libe­ra­lism. It does not take a gene­ral posi­tion on [e.g., questions about moral aut­ho­ri­ty; the question about moral rea­lism; or the question about meta­et­hi­cal inter­na­lism vs exter­na­lism] […] but lea­ves the­se to be answe­red in their own way by dif­fe­rent com­pre­hen­si­ve views.18Rawls, PL, xxvii.

Deraf føl­ger også vis­se pro­ce­du­ra­le reg­ler for hvor­dan vi skal debat­te­re poli­tik, og ulti­ma­tivt hvor­dan vi legi­timt kan begrun­de poli­ti­ske hand­lin­ger:

[I]t is nor­mal­ly desirab­le that the com­pre­hen­si­ve phi­los­op­hi­cal and moral views we are wont to use in debat­ing fun­da­men­tal poli­ti­cal issu­es should give way in public life. Public rea­son […] is now best gui­ded by a poli­ti­cal con­cep­tion of the prin­cip­les and valu­es which all citizens can endor­se. That poli­ti­cal con­cep­tion is to be, so to spe­ak, poli­ti­cal and not metap­hy­si­cal.19Rawls, PL, 10, min kursivering.

Dette udmønt­er Rawls i kra­vet om “a duty of civi­li­ty”: Denne pligt appli­ce­rer på for­skel­lig vis til bor­ge­re (når de frem­læg­ger poli­ti­ske syns­punk­ter), dom­me­re (når de skal for­tol­ke love­ne) og, natur­lig­vis, poli­ti­ske magt­ha­ve­re. I sin essens til­si­ger den­ne pligt os, ud fra et krav om gen­si­dig begrun­del­se, kun at frem­læg­ge begrun­del­ser, som vi seri­øst mener vores med­bor­ge­re accep­te­rer (givet i hvert fald et mini­mum af grun­dig tænk­ning og givet et ønske om gen­si­dig begrun­del­se). Vi er kun oprig­ti­ge – og vi behand­ler kun vores med­bor­ge­re som med­bor­ge­re, når vi “…sin­ce­re­ly belie­ve that the rea­sons we would offer for our poli­ti­cal acti­vi­ties – were we to sta­te them as gover­n­ment offi­ci­als – are suf­fi­ci­ent, and we also rea­so­nably think that other citizens might rea­so­nably accept tho­se reasons”.20Rawls, PL, 447.

For at sam­le trå­de­ne: I tiden fra A Theory… og ind­til Rawls efter­hån­den begynd­te at juste­re sin oprin­de­li­ge ver­sion af Justice as Fairness, ope­re­re­de libe­ra­le neut­ra­li­ster pri­mært inden­for en hypo­te­tisk kon­trakt­tænk­ning – Den Oprindelige Position – hvori agen­ter, der skul­le væl­ge prin­cip­per for en ret­fær­dig sam­fundsor­den, var under uvi­den­he­dens slør, hvil­ket gjor­de det umu­ligt for dem at væl­ge prin­cip­per, der prom­ove­rer en bestemt opfat­tel­se af det gode liv. Ved at bor­teska­mo­te­re dis­se fra det muli­ge begrun­del­ses­grund­lag und­går man, at bestem­te opfat­tel­ser af de gode liv – fx reli­gi­øse – try­ner andre. Herigennem udtryk­kes der en grund­læg­gen­de form for respekt for alle (rime­li­ge) opfat­tel­ser af det gode liv og der­i­gen­nem en form for grund­læg­gen­de respekt for alle bor­ge­re som her­rer over, men også ansvar­li­ge for, eget liv. En med­bor­ger er her en bor­ger, der er rime­lig, og som ikke afstår fra at bru­ge sin poli­ti­ske magt til at gen­nem­trum­fe sin egen, par­ti­ku­læ­re opfat­tel­se af det gode liv, givet andre med­bor­ge­re afstår fra det sam­me. Medborgere træk­ker kun på “for­nuf­tens fæl­les­mæng­de” – argu­men­ter og vær­di­er, der er fæl­les. Det er en per­son, man kan ind­gå i et poli­tisk fæl­les­skab med uden at være ban­ge for at bli­ve mora­li­se­ret, majo­ri­se­ret eller tyran­ni­se­ret af. En med­bor­ger er en per­son, der skyl­des, og skyl­der andre, gen­si­di­ge begrun­del­ser, og accep­te­rer dis­se krav. En moralsk fana­ti­ker må her være en per­son, der er poli­tisk moralsk fana­tisk i den for­stand, at den tid­li­ge Rawls foku­se­re­de eks­klu­sivt på det poli­ti­ske, ikke det soci­a­le, og at den poli­tisk moral­ske fana­ti­ker kan defi­ne­res som en, der ønsker at gen­nemtvin­ge sin par­ti­ku­læ­re mora­li­tet igen­nem det poli­ti­ske system. En (poli­tisk) moralsk fana­ti­ker er en per­son, der ikke mener, at det er nød­ven­digt at give gen­si­digt gæl­den­de begrun­del­ser over for poli­ti­ske med­bor­ge­re, når sta­ten skal anven­de sin magt.

Fra og med Rawls’ såkald­te “poli­ti­ske ven­ding”, og kul­mi­ne­ren­de med PL, skær­per eller modi­fi­ce­rer Rawls kra­ve­ne. I lyset af at bag­grun­den for A Theory… og dens kon­cep­tion af det poli­ti­ske selv frem­står som kon­tro­ver­si­el­le – pri­mært givet dens stær­ke for­ank­ring i en form for kon­tro­ver­si­el kan­ti­a­nis­me eller i en form for “com­pre­hen­si­ve libe­ra­lism” (hvad vi i dag ofte ken­der som per­fek­tio­ni­stisk libe­ra­lis­me), søg­te Rawls at løs­ri­ve sin teo­ri fra kon­tro­ver­si­el­le meta­fy­si­ske, meta­e­ti­ske osv. anta­gel­ser. Teorien skal være “poli­tisk, ikke meta­fy­sisk”, hvor­for Rawls anta­ger en form for kon­struk­ti­vis­me, hvor kode­or­det ikke er, om en poli­tisk dok­trin er “sand”, men om den er “rime­lig”. Rawls pro­jekt var at kon­stru­e­re en frit­stå­en­de poli­tisk dok­trin, der er kom­pa­ti­bel med alle over­be­vis­nin­ger om det gode, der er rime­li­ge – eller med alle bor­ge­re, der mener, de skyl­der hin­an­den gen­si­digt gæl­den­de begrun­del­ser, om man vil. Det klar­gø­res ved “the duty of civi­li­ty”, at vi skyl­der hin­an­den begrun­del­ser, som vi seri­øst mener, at andre kan accep­te­re. Rawls fast­holdt imid­ler­tid ker­nen i Justice as Fairness: pri­mært at alle har ret til det mest omfangs­ri­ge system af ret­tig­he­der for­e­ne­ligt med sam­me ret­tig­he­der til alle, sekun­dært det distri­bu­tivt ambi­tiø­se dif­fe­rensprin­cip, der til­si­ger, at vi skal ord­ne ulig­he­der på en måde, der mak­si­me­rer udkom­met for den dår­ligst stil­le­de repræ­sen­ta­ti­ve grup­pe i sam­fun­det.

Post-rawlsi­ansk PR: radi­kal plu­ra­lis­me

Den opmærk­som­me læser vil her (og andre ste­der) spot­te en asym­me­tri mel­lem det gode (for­stå­et som begre­ber om det gode liv) og ret­fær­dig­hed. Det gode (for så vidt det ikke er ukon­tro­ver­si­elt og fæl­les) er udran­ge­ret; det kan ikke bru­ges som gen­si­dig begrun­del­se. Derimod kan det ret­fær­di­ge, fx som appel til gen­si­digt gæl­den­de ret­tig­he­der etc., fun­ge­re som begrun­del­se.

Men hvor­for den­ne asym­me­tri? Er det rime­ligt at for­ud­sæt­te en (til­stræk­ke­lig) enig­hed om ret­fær­dig­hed, medens der hæv­des en (oftest) uover­sti­ge­lig uenig­hed om det gode?

Groft frem­stil­let kan man sige, at den­ne pro­ble­ma­tik leder til tre udvik­lings­spor i libe­ral poli­tisk filo­so­fi: 1) libe­ral per­fek­tio­nis­me, der hæv­der, at vis­se begre­ber om det gode eller “com­pre­hen­si­ve doctri­nes” ratio­nelt kan for­sva­res som legi­timt mate­ri­a­le for begrun­del­se (fx Joseph Raz; Steven Wall). Denne gren af libe­ra­lis­me kan ikke siges at være en del af public rea­son-fami­li­en. Den benæg­ter, at trilem­ma­et oven­for er et pro­blem ved at benæg­te vali­di­te­ten af a) og/eller b). 2) “orto­dok­se” vide­re­ud­vik­lin­ger af Rawls’ pro­gram, der mener, at asym­me­tri­en kan for­sva­res (fx Quong Liberalism…), og så 3) radi­ka­le plu­ra­li­ster og anti­per­fek­tio­ni­ster, der mener, at PR-pro­jek­tet skal vide­re­ud­vik­les i lyset af, at rime­lig uenig­hed ikke kun angår begre­ber om det gode liv, men også angår rime­li­ge uenig­he­der om ret­fær­dig­hed (fx Gerald Gaus, The Order…). Jeg vil foku­se­re på 3) de radi­ka­le plu­ra­li­ster, da de leve­rer det for mig at se skar­pe­ste og mest ambi­tiø­se svar på spørgs­må­let om, hvad det vil sige at være med­bor­ger, og hvad moralsk fana­tis­me består i.

Radikale plu­ra­li­ster (her­ef­ter RP) tager alt­så udgangs­punkt i, at der – alt andet lige – er lige så meget grund til at for­ud­sæt­te (rime­lig) uenig­hed om ret­fær­dig­hed, som der er grund til det, når det dre­jer sig om det gode. De mener fx såle­des, at den del af Rawls’ teo­ri, der angår redi­stri­bu­tion – dif­fe­rensprin­cip­pet – må for­ka­stes, da nog­le med­bor­ge­re – eller som det hed­der i tra­di­tio­nen fra Gaus, “Members of the Public” – med rime­lig­hed kan for­ka­ste den ambi­tiø­se omfor­de­ling, som dif­fe­rensprin­cip­pet impli­ce­rer. Hvorfor nu det?

RP min­der på nog­le måder om en anden udmønt­ning af den soci­a­le kon­trakt­tænk­ning, som man ser hos Scanlon. Hos Scanlon er hand­lin­ger, der er i mod­strid med et prin­cip, som ingen med rime­lig­hed vil­le kun­ne for­ka­ste, for­ker­te. For RP er en regel/et prin­cip, som en med­bor­ger med rime­lig­hed vil­le kun­ne for­ka­ste, en ille­gi­tim regel. At påtvin­ge en med­bor­ger en sådan regel er auto­ri­tært. Og for RP som Gaus vil­le nog­le med­bor­ge­re med rime­lig­hed kun­ne for­ka­ste et stærkt for­de­lings­prin­cip som dif­fe­rensprin­cip­pet, fx med hen­vis­ning til fortje­ne­ste (“desert”) – et prin­cip, der ikke har nogen gang på jord hos Rawls.

Her ser vi, at RP er plu­ra­li­ster (og mere plu­ra­li­sti­ske end Rawls): Medborgere skal i udgangs­punk­tet kun­ne træk­ke på hele deres palet­te af vær­di­er, inklu­si­ve fortje­ne­ste, men også non-seku­læ­re vær­di­er – og deres begre­ber om det gode liv. Kun reg­ler (der er rele­van­te for en given soci­al prak­sis), som alle vil­le fore­træk­ke frem for fra­væ­ret af reg­ler, er legi­ti­me reg­ler, der kan udø­ves vis-a-vis med­bor­ge­re uden at være auto­ri­tæ­re. De er der­i­mod auto­ri­ta­ti­ve; det er reg­ler, som med­bor­ge­re har grun­de til at føl­ge og inter­na­li­se­re, givet andre også gør det. Dette umu­lig­gør (med næsten 100 % garan­ti) restrik­ti­ve reg­ler, der er mora­li­sti­ske, som fx for­bud mod prosti­tu­tion, brug af narko­ti­ske stof­fer etc. Det er ikke uden grund, at man­ge sæt­ter lig­heds­tegn mel­lem RP og libertarianisme.21Dette er imid­ler­tid for­ha­stet. RP er for­e­ne­lig med at Members of the Public bli­ver eni­ge om fx soci­al­li­be­ra­le sam­fundsor­de­ner, eller soci­al­de­mo­kra­ti­ske, så læn­ge der gives und­ta­gel­ser for dem, der ønsker mere liber­tæ­re reg­ler. RP er for­e­ne­lig med ret radi­kal poly­cen­tri. Desuden base­rer RP sig ikke på fx en stærk … Continue reading

Dette kal­der natur­lig­vis på spørgs­må­let: Hvordan skul­le med­bor­ge­re nogen­sin­de kun­ne bli­ve eni­ge om nogen som helst reg­ler? Med en så grund­læg­gen­de plu­ra­lis­me og en så inklu­siv for­stå­el­se af, hvil­ke vær­di­er der kan appel­le­res til, vil der så ikke altid være mindst en med­bor­ger, der fore­træk­ker ingen regel (på et givent områ­de) frem­for nogen reg­ler?

I sin essens består sva­ret at tre dele: 1) Husk, at agen­ter­ne i Rawls’ oprin­de­li­ge posi­tion er stærkt ide­a­li­se­re­de. Det er et van­ske­ligt for­tolk­nings­spørgs­mål, hvor­vidt Rawls fast­holdt den stær­ke ide­a­li­se­ring fra PL og fre­m­ef­ter. Det er dog evi­dent, at RP som Gaus ope­re­rer med en svag (i lit­te­ra­tu­ren bru­ges ter­men “mode­rat” ofte) idealisering.22Se Jonathan Quong, “Public Reason”, Stanford Encyclopedia of Philosophy, 2017 (til­gå­et 23. marts 2021). For det føl­gen­de, se især Gaus The Order…, 261–332. Agenterne – med­bor­ger­ne – der ope­re­res med, er ide­a­li­se­re­de, såle­des at de vær­ste epi­ste­mi­ske exces­ser er udra­de­re­de, men dog ikke så ide­a­li­se­re­de, at Members of the Publics – de svagt ide­a­li­se­re­de agen­ters – tan­ke­gang og vær­di­sæt er frem­me­de for de fak­ti­ske agen­ter, med­bor­ger­ne. Der for­ud­sæt­tes end­vi­de­re en form for for­plig­tel­se til reci­pro­ci­tet, her­un­der at hæv­del­se eller for­ka­stel­se af en regel ikke kun afhæn­ger af ens nuvæ­ren­de soci­a­le rol­le (en parat­hed til, at de, der frem­sæt­ter en regel, vil­le under­ka­ste sig reg­len, også hvis de var i en anden soci­al rol­le, hvis inter­es­ser reg­len ikke vil­le til­go­de­se). 2) Gaus frem­hæ­ver, at vi har meget sto­re inter­es­ser i at have et gene­relt sæt af sociale/politiske reg­ler, som vi alle som med­bor­ge­re efter­le­ver, for kun med koor­di­ne­ren­de og straf­fen­de reg­ler kan vi høste frug­ter­ne af soci­alt samarbejde.23Se Gerald Gaus, “Public rea­son libe­ra­lism”, i The Cambridge Companion to Liberalism (Cambridge: Cambridge University Press, 2015), 112–140. Fraværet af reg­ler er lig natur­til­stan­den, som vi alle har grun­de til at vil­le und­gå. 3) Endelig min­der Gaus os om, at vi har stær­ke grun­de til at tæn­ke det poli­ti­ske anti-ide­a­li­stisk i en bestemt og i den­ne sam­men­hæng ekstra­or­di­nært rele­vant for­stand. Politik (og det soci­a­le “spil”) bør ikke tæn­kes som et sted, hvor per­so­ner søger det ide­el­le, da vi har grun­de til at tro, at “det ide­el­le” langt fra er det ide­el­le for alle med­bor­ge­re. For at tage et banalt eksem­pel: Ved en fest, hvor der er ryge­re og ikke-ryge­re, vil det ide­el­le for først­nævn­te være fri ryg­ning, og sidst­nævn­te vil fin­de et totalt ryge­for­bud ide­elt. Ingen af dis­se to “ide­a­ler” er for­e­ne­ligt med beg­ge grup­pers ønsker, hvor­for en rime­lig løs­ning er, fx, udpe­ge­de rygea­re­a­ler. Dette er mulig­vis subop­ti­malt for beg­ge grup­per, men er til­stræk­ke­ligt til, at beg­ge grup­per betrag­tes som fri og lige. Det næst­bed­ste er næsten altid det bed­ste, vi kan få – hvis alt­så vi fak­tisk ønsker at begrun­de vores beslut­nin­ger over for hin­an­den og betrag­te hin­an­den som fri og lige. At vil­le gen­nem­trum­fe ens fore­truk­ne moral­ske reg­ler – “det ide­el­le” – uden begrun­del­se over for med­bor­ge­re er fana­tisk.24Et lil­le aber dabei: Nogle radi­ka­le plu­ra­li­ster, fx Van Schoelandt, synes at arbej­de med en lidt anden model: Centralt er sta­dig, at det er fana­tisk (og ille­gi­timt) at søge at gen­nem­trum­fe poli­tik­ker, der med rime­lig­hed kan afvi­ses af nog­le med­bor­ge­re, men fana­tis­men per se lig­ger så at sige ikke hos den enkel­te væl­ger, men (mulig­vis … Continue reading

Udkommet af dis­se (og en ræk­ke til­stø­de­n­de argu­men­ter) er, at Gaus og hans konsor­ter ikke mener, at vi ender med et tomt sæt af fæl­les reg­ler. Vi har meget ofte grun­de til at fore­træk­ke en (sub­jek­tivt set) subop­ti­mal regel frem for ingen regel på et givent områ­de. Men det er givent, at man­ge områ­der vil­le for­bli­ve fri for poli­ti­ske eller soci­a­le reg­ler – i hvert fald fri for auto­ri­se­re­de reg­ler – givet nog­le med­bor­ge­re (eller deres svagt ide­a­li­se­re­de deli­be­ra­ti­ve kopi­er, Members of the Public) med rime­lig­hed vil­le fore­træk­ke et fra­vær af reg­ler frem for nogen som helst reg­ler på nog­le fel­ter.

Public rea­son, Medborgeren, Fanatikeren

Public rea­son søger en udvej af trilem­ma­et nævnt oven­for. Radikale plu­ra­li­ster mener, at vi skal ind­dra­ge så man­ge af vores vær­di­er og over­be­vis­nin­ger som muligt, sam­ti­dig med at de hæv­der, at der er reg­ler, som vi som svagt ide­a­li­se­re­de agen­ter vil­le bli­ve eni­ge om. Når der er enig­hed, behand­les en med­bor­ger ikke som ufri eller uli­ge, når vi hånd­hæ­ver en regel. Udvejen af trilem­ma­et er at foku­se­re på de reg­ler, vi i kom­pro­mi­sets ånd alle vil­le kun­ne enes om (givet et gen­si­digt ønske om at fin­de reg­ler for fri og lige bor­ge­re). Ja, vi er fri og lige (a), ja, vi har brug for reg­ler (c), og (b) er sand for man­ge, men ikke alle regler.25Læseren skal til­gi­ves, hvis ved­kom­men­de sid­der til­ba­ge med et ind­tryk af public rea­son, der siger, at PR betrag­ter diver­si­tet og uenig­hed som et pro­blem, der skal løses. Det vil­le da være nem­me­re, hvis vi alle var eni­ge! Men det er et skævt bil­le­de. Pluralisme og uenig­hed er noget Rawls, og a for­ti­o­ri Gaus og Vallier, ser som poten­ti­a­ler … Continue reading I lyset af det­te er en med­bor­ger en per­son, der genu­int ønsker, at gen­si­digt gæl­den­de reg­ler er reg­ler, som alle med­bor­ge­re vil­le fore­træk­ke frem for ingen reg­ler (på et givent områ­de). Det er såle­des ikke respekt­løst, at en bor­ger ikke kan “bos­se” sin fore­truk­ne (sub­jek­tivt opti­ma­le) regel igen­nem. Men det er respekt­løst – for vores sta­tus som fri og lige – at under­læg­ge en med­bor­ger en regel, hvor ved­kom­men­de med rime­lig­hed vil­le fore­træk­ke ingen regel. En per­son, der føl­ger det­te, er en med­bor­ger. En per­son, der insi­ste­rer på en regel, selv­om den med rime­lig­hed er for­ka­stet af blot en enkelt med­bor­ger, er en moralsk fana­ti­ker.

Det føl­ger af det­te, at der fin­des moral­ske fana­ti­ke­re, for der er man­ge, der prø­ver at frem­me reg­ler og beslut­nin­ger, som andre med rime­lig­hed vil­le kun­ne afvi­se. Tænk på radi­ka­le kræf­ter, der ønsker at pålæg­ge alle at spi­se vege­ta­risk, eller som med loven i hånd vil tvin­ge alle til at pro­du­ce­re øko­lo­gisk. Eller som vil gen­nemtvin­ge bestem­te reli­gi­øse love. Eller vil påtvin­ge bør­ne­ha­ver at ser­ve­re fri­ka­del­ler. Et cete­ra ad nau­seam. Det føl­ger også, at det ikke er respekt­løst at igno­re­re sådan­ne moralsk fana­ti­ske kræf­ter. Det er rig­tigt, at meget poli­tisk debat invol­ve­rer over­drev­ne udsagn, grand­stan­ding, vir­tue sig­nal­ling og andre for­mer for stra­te­gisk kom­mu­ni­ka­tion, og når man krad­ser i over­fla­den, så viser der sig en langt mere prag­ma­tisk til­gang. “Vi mener jo ikke rig­tig, at al udled­ning af CO2 skal stop­pe i mor­gen; det klin­ger bare bed­re end ’til­stræk­ke­li­ge reduk­tio­ner over tid’ ”. Men det ude­luk­ker ikke, at der en rest af genu­i­ne moral­ske fana­ti­ke­re (poli­ti­ske og non-poli­ti­ske).

Sådanne moral­ske fana­ti­ke­re kan ikke være med­bor­ge­re, da de ikke omgås begrun­del­ser på måder, der kan være gyl­di­ge for ueni­ge med­bor­ge­re set som fri og lige. Så der fin­des moral­ske fana­ti­ke­re, der ikke er med­bor­ge­re.

Det er ikke klart, at det for­hold, at man er moralsk fana­ti­ker på et områ­de, bety­der, at man skal ken­des som moralsk fana­ti­ker på andre. Jeg er til­bø­je­lig til at mene, at vi skal være tole­ran­te og “loka­le” i vores gen­si­di­ge for­hold her: Måske er en per­son ikke med­bor­ger i for­hold til spørgs­mål x, men fuld­gyl­digt med­bor­ger i for­hold til y, z, etc. Dette efter­la­der et kom­pli­ce­ret spørgs­mål, nem­lig om man skal mene, at en per­son ikke kan være med­bor­ger, hvis ved­kom­men­de gene­relt ikke aner­ken­der kra­vet om gen­si­digt gæl­den­de begrun­del­ser hen­vendt til andre som fri og lige. Jeg er usik­ker på sva­ret her, men er til­bø­je­lig til at mene, at en sådan per­son er moralsk fana­ti­ker på et niveau, hvor vi gene­relt må mene, at der ikke er tale om en med­bor­ger. Heraf føl­ger ikke, at en sådan per­son skal behand­les ander­le­des end andre bor­ge­re – per­so­nens ret­tig­he­der skal ikke afkor­tes. Men det er ikke dis­respek­fuldt at igno­re­re en sådan per­son politisk.26Se dis­kus­sio­nen i Quong, Liberalism…, kap. 10.

Perspektiverende eftertan­ker

 Det er i det oven­stå­en­de vist, at der er moral­ske fana­ti­ke­re, som vi ikke kan betrag­te som fuldt ud medbor­ge­re. Findes der moral­ske fana­ti­ke­re, vi ikke kan betrag­te som medmen­ne­sker? Det føl­ger jo ikke af at være moralsk fana­ti­ker, at man ikke kan betrag­tes som med­men­ne­ske. Tænk på Shylocks tale i Købmanden fra Venedig: “If you pri­ck us do we not ble­ed? If you tick­le us do we not laugh?” etc. Det er nemt for os, vil jeg hæv­de, at “se” selv rela­tivt rabi­a­te moral­ske fana­ti­ke­re som med­men­ne­sker, selv når vi ikke kan se dem som med­bor­ge­re. Dybe uove­r­ens­stem­mel­ser er fuldt ud for­e­ne­li­ge med et møde som med­men­ne­sker – også når mødet ikke er mel­lem med­bor­ge­re.

Et spørgs­mål der mel­der sig her (for mig, i hvert fald), er som føl­ger: Findes der moral­ske fana­ti­ke­re, der er så ekstre­me – der i ekstrem høj grad til­si­de­sæt­ter kra­vet om gen­si­digt gæl­den­de begrun­del­se – at vi som medmen­ne­sker må betrag­te dem som “min­dre end med­men­ne­ske­li­ge”? At vi må betrag­te dem mere som patien­ter, der skal behand­les, eller som syg­dom­me, der skal hol­des nede?

Det vil oplagt være mest kom­forta­belt, hvis det ikke var til­fæl­det (i hvert fald hvis man sæt­ter til­fæl­de af klar psy­ko­pa­ti eller andre svæ­re for­styr­rel­ser til side), og, hvis jeg må være psy­ko­lo­gisk spe­ku­la­tiv, så vil det også pas­se bedst til de fle­ste for­fæg­te­re af gen­ken­de­ligt libe­ra­le syns­punk­ters sel­vop­fat­tel­se: Tolerancen må udstræk­kes så langt som over­ho­ve­det muligt, også til opfat­tel­ser (og de per­so­ner der for­fæg­ter dem) af såvel det moral­ske og det poli­ti­ske, der af libe­ra­le må opfat­tes som afsky­e­li­ge.

Men som libe­ral udfor­dres man fx af poli­tisk moral­ske personer/doktriner, der ønsker at sik­re ens frel­se også gen­nem vold (reli­gi­øs fun­da­men­ta­lis­me) eller vis­se for­mer for poli­tisk ekstre­mis­me, fx radi­ka­li­se­re­de dyre­ak­ti­vi­ster, der seri­øst vil­le ofre men­ne­ske­lig vel­færd for at til­go­de­se dyr, plan­ter eller “natu­ren”. Kan man opret­hol­de et genu­int men­ne­ske­ligt bånd til en per­son, der af non-instru­men­tel­le grun­de vil­le over­ve­je om et men­ne­ske eller et dyr skul­le hjæl­pes ud af et bræn­den­de hus? Eller som vil­le red­de en gam­mel per­son, der står til at dø snart alli­ge­vel, frem for et red­de et ungt men­ne­ske med livet for­an sig, blot for­di den gam­le har ens fore­truk­ne reli­gion? Jeg har ikke sva­ret, men jeg for­be­hol­der mig min stil­ling.

1. Der fin­des også fak­tu­el­le eller epi­ste­mi­ske fana­ti­ke­re – per­so­ner, der hol­der fak­tu­el­le syns­punk­ter selv i lyset af mas­siv evi­dens for syn­punk­tets falsk­hed og/eller udbredt man­gel på evi­dens for syns­punk­tets sand­hed. Vaccinemodstandere, til­hæn­ge­re af alter­na­tiv medi­cin, kre­a­tio­ni­ster… – kort sagt, dem der kal­des sølv­pa­pirs­hat­te. Der er mas­ser at sige om dis­se, men den­ne arti­kel vil være tavs desangående.
2. John Rawls, Theory of Justice (Oxford: Oxford University Press 1971); John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1993).
3. Gerald Gaus, The Order of Public Reason (Cambridge: Cambridge University Press, 2011).
4. Jonathan Quong, Liberalism wit­hout Perfection (Oxford: Oxford University Press, 2011).
5. Social kon­trakt­tænk­ning adskil­ler sig fra “kon­trakta­ri­a­nis­me” som kendt fra tæn­ke­re som fx Gauthier: Det er defi­ne­ren­de for kon­trakta­ri­a­nis­me, at det hæv­des, at vi kan lave qua­si-moral­ske reg­ler ude­luk­ken­de ved appel til vores ege­nin­ter­es­se; soci­al kon­trakt­tænk­ning er “mora­li­se­ret” i den for­stand, at ingen soci­a­le kon­trakt­tæn­ke­re mener, at vi kan have sta­bi­le og nogen­lun­de ret­fær­di­ge sam­fundsor­de­ner uden at hæv­de vis­se moral­ske grund­hen­syn, der går ud over vores ege­nin­ter­es­se. Se fx David Gauthier, Morals by Agreement (Oxford: Oxford University Press, 1986). Med “qua­si-moral­ske” reg­ler mener jeg reg­ler, der udfyl­der (nog­le af) de funk­tio­ner, som moral­ske regler/normer nor­malt anta­ges at udfyl­de (regu­le­ring af vores soci­a­le sam­kvem), men uden appel til “moral” i den ordi­næ­re for­stand, alt­så i den for­stand, at mora­len nog­le gan­ge til­si­ger os, at vi ikke må eller bur­de til­go­de­se kun vores egeninteresse.
6. Se fx William A. Edmundson, Three Anarchical Fallacies (Cambridge: Cambridge University Press, 1998).
7. Thomas Hobbes, Leviathan, red. Rogers, G. A. J & Schuhmann, Karl (London: Bloomsbury Publishing, 1651/2006), 9.
8. Derek Parfit, Reasons and Persons (Oxford: Oxford University Press, 1986).
9. Gaus, The Order…, kap. 2.
10. Gaus, The Order…, 187 et circa.
11. Brian Barry, Culture and equa­li­ty: an ega­li­ta­ri­an cri­tique of mul­ti­cul­tu­ra­lism (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2001), kap. 2.
12. Charles Larmore, Patterns of Moral Complexity (Cambridge: Cambridge University Press, 1987), 125.
13. Joseph Raz, “Facing diver­si­ty: The case of epi­ste­mic absti­nen­ce”, Philosophy and Public Affairs 19, Nr. 1 (1990): 3–46. Det skal under­stre­ges at Raz er libe­ral per­fek­tio­nist, ikke libe­ral neutralist.
14. En måde at illu­stre­re det­te: Man kan ikke for­by­de mord ud fra en ide om, at godt liv er et liv uden mord, men man kan for­by­de mord, med refe­ren­ce til at mord over­træ­der per­so­ners ret­tig­he­der. Det er klart at nog­le af de net­op anfør­te eksemp­ler vil­le kun­ne dis­ku­te­res i lyset af retfærdighed/rettigheder. Det er ikke inkom­pa­ti­belt med den­ne for­stå­el­se af rawlsi­ansk libe­ra­lis­me at dis­ku­te­re lega­li­te­ten af prosti­tu­tion eller stof­brug (selv­om det nok kan være irre­le­vant at dis­ku­te­re dis­se fæno­me­ners moral­ske status).
15. John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1993).
16. Rawls, PL, xv.
17. Rawls, PL, xviii.
18. Rawls, PL, xxvii.
19. Rawls, PL, 10, min kursivering.
20. Rawls, PL, 447.
21. Dette er imid­ler­tid for­ha­stet. RP er for­e­ne­lig med at Members of the Public bli­ver eni­ge om fx soci­al­li­be­ra­le sam­fundsor­de­ner, eller soci­al­de­mo­kra­ti­ske, så læn­ge der gives und­ta­gel­ser for dem, der ønsker mere liber­tæ­re reg­ler. RP er for­e­ne­lig med ret radi­kal poly­cen­tri. Desuden base­rer RP sig ikke på fx en stærk sel­ve­jer­sk­ab­ste­se eller andre fun­da­men­tale anta­gel­ser om ukræn­ke­li­ge (ejendoms-)rettigheder.
22. Se Jonathan Quong, “Public Reason”, Stanford Encyclopedia of Philosophy, 2017 (til­gå­et 23. marts 2021). For det føl­gen­de, se især Gaus The Order…, 261–332.
23. Se Gerald Gaus, “Public rea­son libe­ra­lism”, i The Cambridge Companion to Liberalism (Cambridge: Cambridge University Press, 2015), 112–140.
24. Et lil­le aber dabei: Nogle radi­ka­le plu­ra­li­ster, fx Van Schoelandt, synes at arbej­de med en lidt anden model: Centralt er sta­dig, at det er fana­tisk (og ille­gi­timt) at søge at gen­nem­trum­fe poli­tik­ker, der med rime­lig­hed kan afvi­ses af nog­le med­bor­ge­re, men fana­tis­men per se lig­ger så at sige ikke hos den enkel­te væl­ger, men (mulig­vis eks­klu­sivt) hos den poli­ti­ske beslut­nings­ta­ger. Det er med andre ord ok at stem­me på en poli­tisk moralsk fana­ti­ker, men det er ikke ok for den poli­tisk moral­ske beslut­nings­ta­ger at udø­ve sin magt på en måde, der med rime­lig­hed kan for­ka­stes af en med­bor­ger. Denne lidt skizof­re­ne model fore­kom­mer mig ulti­ma­tivt uhold­bar, men det vil­le ræk­ke for vidt at gå ind i den diskussion.
25. Læseren skal til­gi­ves, hvis ved­kom­men­de sid­der til­ba­ge med et ind­tryk af public rea­son, der siger, at PR betrag­ter diver­si­tet og uenig­hed som et pro­blem, der skal løses. Det vil­le da være nem­me­re, hvis vi alle var eni­ge! Men det er et skævt bil­le­de. Pluralisme og uenig­hed er noget Rawls, og a for­ti­o­ri Gaus og Vallier, ser som poten­ti­a­ler og styr­ker. Gaus (indrøm­met svært til­gæn­ge­li­ge) The Tyranny of the Ideal siger ligeud, at kun dybt plu­ra­li­sti­ske sam­fund kan kom­me til at vide, hvad det ide­el­le sam­fund er (men sam­ti­dig vil et sådan sam­fund ikke kun­ne ind­fri det ide­el­le, net­op for­di det er et plu­ra­li­stisk åbent sam­fund). Alt det­te er i Poppers ånd: The Open Society er ikke det uni­for­me samfund!
26. Se dis­kus­sio­nen i Quong, Liberalism…, kap. 10.