• Print
Denne artikel er en del af serien “

Om muligheden for en etisk klimakonsensus – og hvorfor den er vigtig

Jeg vil i den­ne arti­kel argu­men­te­re for, at fem frem­træ­den­de eti­ske teo­ri­er alle peger på, at vi bør hand­le aktivt for at ned­brin­ge udled­nin­gen af kli­ma­gas­ser og på andre måder afbø­de de for­ven­te­li­ge nega­ti­ve kon­se­kven­ser af den glo­ba­le opvarm­ning. En sådan etisk kon­sensus er vig­tig, for­di den giver os grund til opti­mis­me i for­hold til kli­m­a­spørgs­må­let. Optimisme er vig­tig, for­di både alar­mis­me og kata­stro­fe­tænk­ning såvel som resig­ne­ren­de defai­tis­me hiver os i for­ker­te ret­nin­ger: Vi skal hand­le, men vi skal også hand­le klogt og effek­tivt. Artiklen vil der­for mod slut­nin­gen også kort pege på nog­le andre grun­de til en sådan opti­mis­me. Konklusionen vil alt­så være, at der er belæg for kli­ma­op­ti­mis­me.

Ifølge rap­por­ten “Hvad ved dan­sker­ne egent­lig om kli­ma­et?” (DJØF, 2021) er 78% af dan­sker­ne helt eller del­vist eni­ge i udsag­net: “Klimaforandringerne er men­ne­ske­skab­te”. Kun 1,8% er helt ueni­ge. Hvad angår fak­tu­el enig­hed om men­ne­ske­skab­te kli­ma­for­an­drin­ger, er der grund til at mene, at dan­sker­ne i høj grad er eni­ge – i hvert fald hvad angår det helt fun­da­men­tale. Det afspej­ler sig også i Folketinget, hvor par­ti­er­ne på tværs af de poli­ti­ske fron­ter bak­ker op om mål­sæt­nin­gen om en væsent­lig reduk­tion af udled­nin­gen af kli­ma­gas­ser frem mod 2030 og yder­li­ge­re i 2050.

Der er dog en meget lang ræk­ke af muli­ge (og fak­ti­ske) uenig­he­der. Hvad er den eller de mest effek­ti­ve måder at for­mind­ske udled­ning af driv­hus­gas­ser? Hvilke tek­no­lo­gi­er kan hjæl­pe os mest? Hvilke impli­ka­tio­ner har poli­ti­ske til­tag for, hvor­le­des andre lan­de age­rer? Denne kor­te arti­kel vil imid­ler­tid foku­se­re på de nor­ma­ti­ve uenig­he­der, eller, mere præ­cist, en bestemt kon­cep­tu­a­li­se­ring af nor­ma­tiv uenig­hed, der består i at besø­ge nog­le af de mest frem­træ­den­de nor­ma­ti­ve etik­ker eller moral­ske grund­lagste­o­ri­er. Men inden da nog­le ord om, hvad der menes med kon­sensus og hvor­for en sådan kon­sensus er rele­vant.

Ordet “kon­sensus” har på dansk “enig­hed” som kon­no­ta­tion. I del­vis kon­trast står ordet “kom­pro­mis”, der indi­ke­rer, at en eller fle­re par­ter har måt­tet give køb på noget. Den for­stå­el­se af kon­sensus, der tales om her, lig­ger, meta­forisk i hvert fald, mel­lem kon­sensus og kom­pro­mis for­stå­et såle­des. Med “kon­sensus” mener jeg enig­hed om et sæt af poli­tik­ker (eller mål for poli­tik­ker) og ikke nød­ven­dig­vis (fuld) enig­hed om grun­de­ne for dis­se poli­tik­ker (eller mål). To per­so­ner kan have vidt for­skel­li­ge, måske inkom­pa­tib­le, grun­de for at til­slut­te sig den sam­me poli­tik. Fx kan en fun­da­men­ta­li­stisk kri­sten til­slut­te sig en poli­tik, der ulov­lig­gør mord ud fra en for­stå­el­se af de Ti Bud, medens en seku­lær ega­li­ta­rist kan til­slut­te sig sam­me ud fra betragt­nin­ger om men­ne­skers fun­da­men­tale lig­hed. I den poli­ti­ske filo­so­fi taler man om en kon­ver­gens­mo­del som en form for kon­sensus, der ikke hvi­ler på, at per­so­ner har de sam­me over­be­vis­nin­ger, men at de kan mødes om bestem­te poli­tik­ker, men kon­ver­gens klin­ger ikke helt på den sam­me måde som kon­sensus, hvor­for jeg har valgt sidst­nævn­te, selv­om den mere præ­cist spej­ler en konvergensmodel.1Om kon­sensus og kon­ver­gens, se Kevin Vallier, “Convergence and Consensus in Public Reason”, i Public Affairs Quarterly 25 (2011): 261–280.

En etisk kon­sensus (i min for­stå­el­se) rele­vant for hånd­te­rin­gen af kli­maud­for­drin­ger­ne hvi­ler da hel­ler ikke nød­ven­dig­vis på fuld etisk enig­hed, men må impli­ce­re, at til­stræk­ke­ligt man­ge kan til­slut­te sig et sæt af politikker/mål.

Hvorfor er en etisk kon­sensus rele­vant? Og hvor­for besø­ge en ræk­ke eti­ske grund­lagste­o­ri­er for at se, om en sådan er mulig? Min tan­ke er her som føl­ger: Hvis man serøst vil over­ve­je spørgs­må­let “hvor­dan bør jeg/vi handle?”2“Jeg/vi” for­di der er vig­ti­ge for­skel­le på at stil­le spørgs­mål hen­vendt indi­vi­du­a­le­tisk vs. kol­lek­tivt eller på et poli­tisk niveau. I det­te til­fæl­de foku­se­rer jeg i før­ste omgang på det indi­vi­du­a­le­ti­ske, men jeg mener, at der i det­te til­fæl­de er stær­ke grun­de til at mene, at de indi­vi­du­a­le­ti­ske … Continue reading i for­hold til kli­ma­for­an­drin­ger­ne, stil­ler man sig også et etisk spørgs­mål. Der er natur­lig­vis mas­ser af tek­nisk-fak­tu­el­le under­lig­gen­de spørgs­mål, men cen­tralt står det eti­ske “bør”. Klimaforandringerne er en etisk udfor­dring, ikke mindst for­di vores hand­lin­ger nu 1) påvir­ker frem­ti­di­ge gene­ra­tio­ners vel­færd, og 2) for­di vores hand­lin­ger nu ikke kan begrun­des instru­men­telt ved, at de er til for­del for os; dem, der kom­mer til at lide mest (hvis vi ikke hand­ler) eller kom­mer til at begun­sti­ges mest, er men­ne­sker, der slet ikke eksi­ste­rer. Det er selv­føl­ge­lig også cen­tralt i den udfor­dring, som moti­va­tion udgør: Vi kan ikke moti­ve­re, eller kun moti­ve­re i begræn­set omfang, eksi­ste­ren­de per­so­ner til at hand­le i for­hold til kli­mapro­ble­met ved at appel­le­re til deres egne inter­es­ser – vi beder per­so­ner om at yde et moralsk moti­ve­ret offer. (Dette skal vise sig ikke at være helt sandt, men den tager vi neden­for i afsnit­tet om etisk egois­me).

Min påstand er så, at hvis man seri­øst enga­ge­rer sig med en ræk­ke eti­ske grund­lagste­o­ri­er – kon­se­kven­ti­a­lis­me, deon­to­lo­gi, kon­trak­tu­a­lis­me, dyd­se­tik og, måske lidt over­ra­sken­de, etisk egois­me – så fal­der sva­ret nogen­lun­de ens­ly­den­de ud: Vi har stær­ke eti­ske grun­de til at hand­le for at brem­se den glo­ba­le opvarm­ning (og rela­te­re­de afled­te effek­ter, fx for­suring af have­ne), uan­set om man, som indi­vid, er mest til­truk­ket af den ene eller den anden eti­ske grund­lagste­o­ri. I fra­væ­ret af et over­be­vi­sen­de eller blot mini­malt plau­si­belt etisk grund­lags­al­ter­na­tiv må man kon­klu­de­re: Vi har stær­ke eti­ske grun­de til at hand­le for at prø­ve at for­hin­dre og afbø­de i hvert fald de vær­ste effek­ter af kli­ma­for­an­drin­ger­ne for frem­ti­di­ge gene­ra­tio­ner.

Det skal her under­stre­ges, at en etisk kon­sensus ikke er den ene­ste kom­po­nent i en til­stræk­ke­ligt moti­ve­ren­de kon­sensus – der kræ­ves man­ge andre ting, fx til­stræk­ke­li­ge kom­pen­sa­tions­pla­ner for dem, der ram­mes hår­dest af kli­ma­po­li­tik­ker, der er effek­ti­ve, en vis form for kon­sensus om et sæt af effek­ti­ve tek­no­lo­gi­ske og øko­no­mi­ske værk­tø­jer, og man­ge andre ting. Her vil der være bety­de­li­ge sam­men­stød, fx mel­lem tek­no­lo­giop­ti­mi­ster på den ene side og dem, der mener, at tek­no­lo­gi (ofte) er en del af pro­ble­met. Men den eti­ske kon­sensus er, mener jeg, vig­tig: Foruden en sådan etisk kon­sensus kan vi ikke have poli­tik­ker, der udvi­ser “sta­bi­li­ty for the right rea­sons”, som fra­sen hed­der i rawlsi­an­ske termer.3Se John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1996), xxxix. Politisk sta­bi­li­tet af de ret­te grun­de udtryk­ker kort sagt det for­hold, at til­stræk­ke­ligt man­ge bor­ge­re bak­ker til­stræk­ke­ligt op om en stat og dens poli­tik­ker af de ret­te grun­de, og for­ker­te grun­de er fx dik­ta­tur, frygt, mang­len­de viden eller mani­pu­la­tion. Et regi­me, der er sta­bilt af de ret­te grun­de, kan med rime­lig­hed anta­ges at være funk­tions­dyg­tigt over tid, og det er evi­dent, at vi har brug for kli­ma­po­li­tik­ker, der er sta­bi­le og har opbak­ning over tid.


Jeg vil i det føl­gen­de – kort – gen­nem­gå fem frem­træ­den­de bud på eti­ske grund­lagste­o­ri­er og argu­men­te­re for, at de alle impli­ce­rer, at vi har stær­ke eti­ske grun­de til at hand­le for at afvær­ge i hvert fald de vær­ste kon­se­kven­ser af klimaforandringerne.4De føl­gen­de tre afsnit byg­ger meget løst på mit bidrag “Klimaet og de eti­ske teo­ri­er”, i Klimaet under for­an­dring – og hvad så?, red. Jan Faye (Frydenlund, 2019). Ideen i den­ne øvel­se er som sagt at pege på en form for etisk kli­ma­kon­sensus: Uanset hvil­ken etisk grund­lagste­o­ri, en reflek­te­ret per­son måt­te abon­ne­re på, så bør den­ne per­son være moti­ve­ret til at brin­ge ofre for at afvær­ge de vær­ste kon­se­kven­ser af kli­ma­for­an­drin­ger­ne. Gennemgangen for­bli­ver af plads­grun­de på over­fla­den, men jeg mener, at det må være den, der mener, at en eller fle­re af dis­se grund­lagste­o­ri­er ikke bør lede til kon­klu­sio­nen om, at vi bør ofre noget for kom­men­de gene­ra­tio­ner i for­bin­del­se med kli­ma­for­an­drin­ger­ne, der har bevis­byr­den.

Konsekventialisme: Den kano­ni­ske læs­ning af kon­se­kven­ti­a­lis­men siger, at vi altid bør hand­le såle­des, at vi mak­si­me­rer det sam­le­de udfald (fx i form af vel­færd) for alle berør­te par­ter. Det er ikke van­ske­ligt at se, at vi ved fort­sat udled­ning af kli­ma­gas­ser på nuvæ­ren­de niveau risi­ke­rer at påvir­ke kom­men­de gene­ra­tio­ner nega­tivt – vi pålæg­ger dem en nega­tiv ekster­na­li­tet. (Eksternaliteter er omkost­nin­ger eller gevin­ster, der ikke er inde­holdt i en vare eller akti­vi­tets pris. Forurening er et klas­sisk eksem­pel på nega­ti­ve ekster­na­li­te­ter: I fra­væ­ret af afgif­ter beta­ler foru­re­ne­ren ikke pri­sen for sin foru­re­ning, men “sen­der reg­nin­gen vide­re” til per­so­ner, der ikke selv har valgt at beta­le pri­sen, fx kom­men­de gene­ra­tio­ner). Heri skal indreg­nes, at vi ved fort­sat udvik­ling af øko­no­mi­en også efter­la­der en rige­re ver­den til kom­men­de gene­ra­tio­ner, men jeg har end­nu til gode at se en seri­øs kli­maø­ko­nom sige, at for­de­le­ne ved udled­ning på nuvæ­ren­de niveau over­sti­ger de rea­li­sti­ske ulem­per. Mange kli­maø­ko­no­mer påpe­ger, at de sam­le­de udgif­ter, hvis vi går effek­tivt til værks og und­går for man­ge “fre­e­ri­ders” etc., er rela­tivt over­kom­me­li­ge, i omeg­nen af 1% af verdensøkonomien.5Se Nicholas Stern, “The Economics of Climate Change”, i Climate Ethics: Essential Readings, red. Stephen M. Gardiner et al. (Oxford University Press, 2010), 48. Andre, fx kli­maø­ko­no­men Nordhaus, ope­re­rer med et spænd på 2–6%, afhæn­gigt af, hvor effek­tivt koor­di­ne­ret og hvor tid­lig ind­sat­sen er. Da vi rea­li­stisk set for­bed­rer, mulig­vis mak­si­me­rer, udfal­det for kom­men­de gene­ra­tio­ner ved at påta­ge os vis­se byr­der nu – de byr­der, som en omstil­ling til lave­re udled­ning af kli­ma­gas­ser udgør – til­si­ger kon­se­kven­ti­a­lis­men os, at vi bør brin­ge det­te offer i for­bin­del­se med kli­maud­for­drin­ger­ne.

Deontologien er van­ske­li­ge­re at opsum­me­re i en enkelt grund­sæt­ning, men karak­te­ri­stisk for alle gen­ken­de­li­ge for­mer for deon­to­lo­gi er, at der er vis­se for­mer for ska­de, vi ikke kan til­la­de os at påfø­re andre – det er uret­fær­digt eller bry­der med en pligt til ikke at påfø­re andre unød­ven­dig ska­de, når vi pålæg­ger kom­men­de gene­ra­tio­ner byr­der i form af stærkt øge­de tem­pe­ra­tu­rer, for­suring af ver­dens­ha­ve­ne etc. Der er for­mer for ska­de, fx i for­bin­del­se med selv­for­svar, som deon­to­lo­ger gene­relt accep­te­rer, og de accep­te­rer også, at der er risi­ci for ufor­sæt­lig ska­de – tænk på tra­fik­ken og dens risi­ci – der er etisk accep­tab­le. Men det fore­kom­mer intu­i­tivt plau­si­belt at sige, at deon­to­lo­ger gene­relt vil sige, at vi ikke hand­ler i selv­for­svar, og at vi udsæt­ter kom­men­de gene­ra­tio­ner for for sto­re risi­ci ved udled­ning på nuvæ­ren­de niveau. I hvert fald i de mere vel­stå­en­de lan­de kan vi omlæg­ge pro­duk­tion og for­brug på måder, hvor vi mind­sker kon­se­kven­ser­ne for kom­men­de gene­ra­tio­ner, uden at vores vel­færd påvir­kes radi­kalt. Dermed und­la­der vi unød­ven­dig ska­de og/eller ind­fri­er en pligt til ikke at udsæt­te andre for unød­ven­dig høj risi­ko for ska­de. Deontologien til­si­ger os, at vi bør hand­le for at ned­brin­ge udled­nin­gen af kli­ma­gas­ser.

Kontraktualister (jeg tæn­ker her på “mora­li­se­re­de” kon­trak­tu­a­li­ster som Scanlon og Habermas, ikke på eti­ske egoi­ster som Gauthier) mener, at vi kon­stru­e­rer eller afdæk­ker mora­len gen­nem de “kon­trak­ter”, vi kan ind­gå, som ingen moralsk moti­ve­re­de per­so­ner med rime­lig­hed vil­le kun­ne afvi­se. Kontraktualisme beto­ner den inter­per­so­nel­le moral – “det, vi skyl­der hin­an­den” – og er gene­relt tavs om mere spe­ci­fik­ke ide­a­ler, der gæl­der os selv og ikke ved­rø­rer det inter­per­so­nel­le. Det er van­ske­ligt at fore­stil­le sig, at prin­cip­per fore­slå­et som regu­le­ren­de for vores inter­per­so­nel­le rela­tio­ner – også på tværs af eksi­ste­ren­de og end­nu ikke eksi­ste­ren­de gene­ra­tio­ner – vil­le impli­ce­re, at kom­men­de gene­ra­tio­ner skul­le accep­te­re høje og poten­ti­elt meget ska­de­li­ge risi­ci, blot for at nuvæ­ren­de gene­ra­tio­ner skul­le fort­sæt­te med udled­ning af kli­ma­gas­ser på nuvæ­ren­de niveau. Kommende gene­ra­tio­ner kan med rime­lig­hed afvi­se prin­cip­per, der ikke inklu­de­rer et vist niveau af beskyt­tel­se af deres inter­es­ser. Kontraktualismen impli­ce­rer der­for, at vi ikke har til­la­del­se til blot at fort­sæt­te udled­nin­gen af kli­ma­gas­ser. Også kon­trak­tu­a­lis­men impli­ce­rer, at vi har pligt til at påta­ge os byr­der i for­bin­del­se med kli­ma­for­an­drin­ger­ne.

Dydsetikkens grund­for­mu­le­ring kan gen­gi­ves såle­des, at det etisk hand­lings­be­stem­men­de kan udle­des fra fore­stil­lin­ger om, hvad den (maxi­malt eller per­fekt) dydi­ge agent vil­le gøre i en given situ­a­tion – hvil­ke vaner, tan­ker, dis­po­si­tio­ner, dyder, som den­ne agent har. Da fore­stil­lin­ger om, hvil­ke dyder, der er eller bør være domi­ne­ren­de i en given situ­a­tion, er vari­e­ren­de, er det lidt van­ske­li­ge­re at sige, hvad dyd­se­tik­ken (i ental) impli­ce­rer i for­hold til kli­ma­for­an­drin­ger, men det tur­de være en plau­si­bel udlæg­ning, at den per­fekt dydi­ge agent ikke vil­le udvi­se den form for egois­me, som fort­sat udled­ning af kli­ma­gas­ser på nuvæ­ren­de niveau kan siges at være. Som de andre teo­ri­er skal dyd­se­tik­ken selv­føl­ge­lig lave en afvej­ning af, hvil­ke ofre vi bør fore­ta­ge af hen­syn til kom­men­de gene­ra­tio­ners vel­færd, men ren­to­net vægt på eksi­ste­ren­de gene­ra­tio­ner uden hen­syn til kom­men­de klin­ger ikke som et dyd­se­tisk bud­skab. Også dyd­se­ti­ke­ren vil sige, at vi bør brin­ge ofre af hen­syn til kom­men­de gene­ra­tio­ner.

Måske mest over­ra­sken­de er det, at etisk egois­me kan kon­ci­pe­res på en måde, hvor der i hvert fald er vis­se grun­de for vis­se agen­ter til at brin­ge ofre af hen­syn til kom­men­de gene­ra­tio­ner i for­hold til kli­m­a­spørgs­må­let. Etisk egois­me (jeg bru­ger her Gauthier som udgangs­punkt) siger, at moral er en kon­struk­tion byg­get på de reg­ler, som vi alle kan dra­ge for­del af. En regel, der ikke er en for­del for en given agent, kan ikke være en moralsk regel – kun den gen­si­di­ge for­del sik­rer, at en regel får sta­tus som væren­de moralsk. Etisk egois­me i den­ne klæ­de­d­ragt er alt­så rent instru­men­tel. Udfordringen her – hvis man vil argu­men­te­re for, at etisk egois­me også kan moti­ve­re til kli­ma­hand­ling – er natur­lig­vis, at de ofre, vi brin­ger, først og frem­mest er for andre (kom­men­de gene­ra­tio­ner). “What have futu­re gene­ra­tions ever done for me?”

For at for­stå, hvor­for etisk egois­me kan impli­ce­re moti­va­tion til kli­ma­hand­ling, skal man for­stå “ege­nin­ter­es­se” i en bred for­stand. En etisk egoist kan ratio­nelt være inter­es­se­ret i andres inter­es­se, som fx en mor kan have ege­nin­ter­es­se i, at hen­des børn tri­ves. Dette kun­ne være en moti­va­tion, der er kom­pa­ti­bel med etisk egois­me. En anden dre­jer sig om hen­sy­net til vores eget renom­me (fx, men ikke kun, som virk­som­hed). I takt med, at fle­re og fle­re ønsker kli­ma­hand­ling, kan det være i vores ege­nin­ter­es­se at “være med på vog­nen”. En tred­je mulig­hed for over­ens­stem­mel­se mel­lem etisk egois­me og kli­ma­hand­ling er føl­gen­de: Det kan være til alles for­del (fx alle i en bestemt bran­che), at der er lige vil­kår for kon­kur­ren­ce. I ste­det for et ure­gu­le­ret, eller dår­ligt regu­le­ret mar­ked, kan det være i alles inter­es­se, at der er lige vil­kår, fx i form af uni­for­me kli­ma­skat­ter. Selvom etisk egois­me appel­le­rer til vores ege­nin­ter­es­se, kan der alt­så være instru­men­tel­le grun­de for eti­ske egoi­ster til at under­læg­ge sig “moral­ske” reg­ler, der pålæg­ger os vis­se ofre for kom­men­de gene­ra­tio­ners skyld. Men det er ikke et impli­cit pro­blem for etisk egois­me, at dis­se grun­de er instru­men­tel­le, da den eti­ske egois­me til at begyn­de med kun aner­ken­der instru­men­tel­le grun­de.

For at opsum­me­re: fire frem­træ­den­de eti­ske teo­ri­er peger alle enty­digt på, at vi bør påta­ge os ofre i for­bin­del­se med kli­maud­for­drin­gen. Selv etisk egois­me (i paren­tes bemær­ket ikke en teo­ri med nær så man­ge til­hæn­ge­re som de andre fire) kan kon­ci­pe­res på en måde, hvor man­ge agen­ter har grun­de til at påta­ge sig dis­se byr­der.

En prak­tisk ind­ven­ding her er, at det mulig­vis er fint, at vel­ud­vik­le­de eti­ske teo­ri­er peger i sam­me kon­struk­ti­ve ret­ning, men at det­te jo ikke adres­se­rer det grund­læg­gen­de pro­blem, at folk højst i begræn­set omfang er moralsk moti­ve­re­de! Dette er nok rig­tigt, men jeg mener under alle omstæn­dig­he­der, at det er vig­tigt pege på, at per­so­ner med meget for­skel­li­ge eti­ske over­be­vis­nin­ger – uan­set om de altid er moralsk moti­ve­re­de eller ej – kan kon­ver­ge­re mod den sam­me kon­klu­sion, nem­lig at vi bør ned­brin­ge de kom­men­de byr­der for kom­men­de gene­ra­tio­ner ved at påta­ge os vis­se byr­der nu, nem­lig byr­der i form af kli­ma­skat­ter osv. Dette bør give os anled­ning til i hvert fald intel­lek­tu­el opti­mis­me: På trods af under­lig­gen­de uenig­he­der behand­ler vi ingen med mang­len­de respekt ved at ind­fø­re kli­ma­skat­ter og på andre måder ned­brin­ge udled­nin­gen af driv­hus­gas­ser, fx ved mas­si­ve inve­ste­rin­ger i tek­no­lo­gi og udvik­lin­gen af tek­no­lo­gi­er, der er mere kli­ma­ven­li­ge. Andre sto­re frem­skridt for men­ne­ske­he­den har også hvilet på en udbredt kon­sensus – men en kon­sensus, der er opstå­et over tid i takt med, at tænk­som­me men­ne­sker har kon­ver­ge­ret heni­mod den. Tænk her fx på den moral­ske kon­sensus, der er nu ved­rø­ren­de irre­le­van­sen af per­so­ners race eller køn, når det dre­jer sig om per­so­ners intrin­si­ske moral­ske sta­tus. Før opgø­ret med sla­ve­ri­et i den vest­li­ge ver­den har der været “moralsk usik­ker­hed” om, hvor­vidt spørgs­må­let om race har intrin­sisk moralsk betyd­ning, men i takt med, at per­so­ner seri­øst over­ve­jer om racis­me eller køns­diskri­mi­na­tion kan for­sva­res moralsk, for­svin­der den­ne usik­ker­hed, og vi kan med sinds­ro kon­sta­te­re, at det ikke er at behand­le per­so­ner med mang­len­de respekt, når vi insi­ste­rer på, at race og køn ikke har intri­nisk moralsk rele­vans.

I den for­bin­del­se er det værd at frem­hæ­ve nog­le andre mere prak­ti­ske for­hold, der kan give anled­ning til opti­mis­me på kli­ma­hand­lin­gens veg­ne, der ikke blot hid­rø­rer den intel­lek­tu­el­le bag­grund for vores eti­ske over­be­vis­nin­ger.

For det før­ste står vi i (mulig­vis ved enden af) en anden glo­bal kri­se­si­tu­a­tion, nem­lig COVID-19-pan­de­mi­en. Vi har i den­ne situ­a­tion vist bety­de­lig hand­le­kraft på tre fel­ter: Teknologisk har vi været meget hur­ti­ge i udvik­lin­gen af vac­ci­ner og mulig­vis også på afhjæl­pen­de for­mer for medi­cin. Økonomisk har de fle­ste sam­fund været para­te til at påta­ge sig de byr­der, som lock­downs påfø­rer for­skel­li­ge par­ter og natio­ner som hel­hed. Adfærdsmæssigt har alle ansvar­li­ge men­ne­sker indstil­let sig på at bære mund­bind, lade sig vac­ci­ne­re og over­hol­de rime­lig afstand hvor muligt. Pandemien har med andre ord afslø­ret et bety­de­ligt hand­lings­po­ten­ti­a­le hos befolk­nin­ger­ne, gan­ske vist i vari­e­ren­de grad. Når vi har vist hand­lings­po­ten­ti­a­le i for­hold til et glo­balt pro­blem, kan vi over­fø­re det­te til et andet (kli­maud­for­drin­gen).

For det andet står vi mere lokalt – natio­nen Danmark – med en unik mulig­hed for at demon­stre­re for andre velstil­le­de lan­de, at det er muligt med endog meget omfat­ten­de kli­ma­hand­ling, uden at øko­no­mi­en lider meget. Jeg sig­ter her selv­føl­ge­lig til den kli­ma­plan, der skal føre til en 70% reduk­tion af kli­ma­gas­ser i 2030. Det er her vig­tigt at under­stre­ge, at vores kon­kre­te bidrag i for­hold til kli­maud­for­drin­gen ikke består så meget i at redu­ce­re vores mikrosko­pi­ske bidrag til kli­ma­gas­ud­led­nin­gen, men i at vise andre lan­de, at det kan lade sig gøre med en omfat­ten­de kli­ma­omstil­ling uden mas­siv soci­al uro og tor­pe­de­ring af øko­no­mi­en. Kommer vi op på eller blot i nær­he­den af de 70%, står Danmark med en unik mulig­hed for at “punch above our weight”. Man må der­for håbe, at kli­ma­dags­or­de­nen her­hjem­me ikke kid­nap­pes af fan­ta­ster, der vil brin­ge os til tig­ger­sta­ven.

Jeg har i den­ne kor­te arti­kel argu­men­te­ret for, at vi har gode grun­de til (måske blot spi­ren­de) opti­mis­me, når det dre­jer sig om at hånd­te­re kli­ma­for­an­drin­ger­ne. Fremtrædende – de mest frem­træ­den­de, vil jeg hæv­de – eti­ske teo­ri­er peger alle i sam­me ret­ning: Vi har pligt til at påta­ge os byr­der for at mind­ske ska­desvirk­nin­ger­ne af kli­ma­gas­ser­ne. Selvom moralsk moti­va­tion ikke altid er afgø­ren­de for den enkel­te, vil jeg hæv­de, at moralsk moti­va­tion (og kon­sensus i den for­stand, jeg har skit­se­ret her) er en vig­tig kom­po­nent for vores moti­va­tion gene­relt. COVID-19-pan­de­mi­en har vist os, at vi kan hand­le hur­tigt og (for­hå­bent­lig) effek­tivt, og at vi er para­te til at påta­ge os for­skel­li­ge byr­der – også for andres skyld. Lokalt i Danmark står vi med noget, der lig­ner en poli­tisk kon­sensus og en ambi­tiøs plan for ned­bring­ning af kli­ma­gas­ser, der, hvis den lyk­kes sam­ti­dig med, at øko­no­mi­en ikke bela­stes for meget, kan tje­ne som et eksem­pel for den øvri­ge velstil­le­de ver­den. Der er grund til en for­sig­tig, men robust opti­mis­me, når det dre­jer sig om kam­pen mod kli­ma­for­an­drin­ger­nes vær­ste kon­se­kven­ser.

1. Om kon­sensus og kon­ver­gens, se Kevin Vallier, “Convergence and Consensus in Public Reason”, i Public Affairs Quarterly 25 (2011): 261–280.
2. “Jeg/vi” for­di der er vig­ti­ge for­skel­le på at stil­le spørgs­mål hen­vendt indi­vi­du­a­le­tisk vs. kol­lek­tivt eller på et poli­tisk niveau. I det­te til­fæl­de foku­se­rer jeg i før­ste omgang på det indi­vi­du­a­le­ti­ske, men jeg mener, at der i det­te til­fæl­de er stær­ke grun­de til at mene, at de indi­vi­du­a­le­ti­ske over­vej­el­ser “bærer over i” de politiske.
3. Se John Rawls, Political Liberalism (New York: Columbia University Press, 1996), xxxix.
4. De føl­gen­de tre afsnit byg­ger meget løst på mit bidrag “Klimaet og de eti­ske teo­ri­er”, i Klimaet under for­an­dring – og hvad så?, red. Jan Faye (Frydenlund, 2019).
5. Se Nicholas Stern, “The Economics of Climate Change”, i Climate Ethics: Essential Readings, red. Stephen M. Gardiner et al. (Oxford University Press, 2010), 48. Andre, fx kli­maø­ko­no­men Nordhaus, ope­re­rer med et spænd på 2–6%, afhæn­gigt af, hvor effek­tivt koor­di­ne­ret og hvor tid­lig ind­sat­sen er.