• Print
Denne artikel er en del af serien “

Kan det dydige menneske redde kloden?


3. august 2022

Hvordan løser vi øko­lo­gi­ens kri­ser? I den offent­li­ge debat vir­ker tek­no­lo­gi, cost-bene­fit-ana­ly­ser og soci­al ret­fær­dig­hed til at være nøg­le­or­de­ne, når vi skal red­de kli­ma­et og natu­ren. Løsningerne skal kun­ne beta­le sig, de skal ikke øge ulig­he­den, og tek­no­lo­gi­en skal i sid­ste ende red­de os. Og det er uden tvivl vig­tigt, at pen­ge­ne pas­ser, at løs­nin­ger­ne ikke ram­mer alt for øko­no­misk skævt – tænk bare på de gule veste! – og at tek­no­lo­gi­en er til det. Det er vig­ti­ge ind­sig­ter, vi har gjort os de sid­ste 20 år, men det er også, som om vi sta­dig mang­ler sva­ret på, hvor­dan vi løser bære­dyg­tig­heds­kri­ser­ne. Den gode nyhed er, at vi kan søge hjælp i en tra­di­tion, der i man­ges øjne ikke bare er antik, men deci­de­ret antik­ve­ret: dyd­se­tik­ken. Dydsetikken kan nem­lig lære os noget om, hvor vig­tig men­ne­skers adfærd og sub­jek­ti­ve moti­va­tio­ner er for frem­ti­dens grøn­ne løs­nin­ger, og hvor­dan vi ved at opar­bej­de de ret­te (dydi­ge) karak­ter­træk bli­ver både lyk­ke­li­ge­re og hand­ler for­svar­ligt over for den fæl­les jord.

Men hvor­for lige dyd­se­tik? Den dyd­se­ti­ske tra­di­tion kig­ger på men­ne­skets karak­ter og dets dan­nel­se, og det er helt essen­ti­elt at arbej­de med dis­se aspek­ter af men­ne­ske­li­vet for at for­stå og løse de øko­lo­gi­ske kri­ser. Når vi boar­der vores fly på vej på som­mer­fe­rie, ved vi godt, at det bela­ster kli­ma­et, men vi gør det alli­ge­vel. Hvorfor? Dydsetikkens svar er: for­di vi har lyst og ikke har opar­bej­det de “rig­ti­ge” dyder. Det hand­ler om den per­son­li­ge moti­va­tion. Hvis vi ger­ne vil ændre på vores hand­len, må vi der­for til­væn­ne os nye moti­va­tio­ner, alt­så få opar­bej­det og træ­net andre karak­ter­træk. Vi er kun så gode og dydi­ge, som vores karak­ter til­la­der. Det er dyd­se­tik­ken i sin essens.

I det­te skriv argu­men­te­rer jeg ikke, at alle andre eti­ske teo­ri­er end dyd­se­tik­ken skal for­ka­stes. Jeg er ikke ude i en “argu­men­ta­tions­boks­ning”, hvor teo­ri­er for­sø­ger at kno­ck­ou­te hin­an­den, og hvor der kun er en vin­der. Jeg håber i ste­det på at kun­ne vise, hvad dyd­se­tik­ken kan bidra­ge til i vores for­stå­el­se af men­ne­skets rol­le i bære­dyg­tig­heds­kri­sen.

Gennem hele artik­len skel­ner jeg mel­lem men­ne­sket og natu­ren. Dette distan­ce­ren­de skel er en del af man­ge men­ne­skers per­cep­tion af deres ver­den. Jeg er dog af den kla­re opfat­tel­se, at men­ne­sket, lige­som alt andet leven­de, er en del af det over­ord­ne­de domæ­ne, vi kal­der natur. Vi er sam­men­flet­tet i den. I en ram­men­de pas­sa­ge skri­ver den ita­li­en­ske tæn­ker Emanuele Coccia (som tid­li­ge­re er ble­vet udlagt i Paradoks’ serie):1Steen Nepper Larsen, “Solen og plan­ter­nes meta­fy­sik – en kri­tisk læs­ning af Emanuele Coccias filo­so­fi”, Tidsskriftet Paradoks, 20. april 2022. “Den luft, vi indån­der, er ikke en rent geo­lo­gisk eller mine­ralsk sub­stans – den er ikke bare der­u­de, er ikke en sim­pel virk­ning af jor­den – men er der­i­mod andre leve­væs­ners åndedræt.”2Emanuele Coccia, Planternes liv: Blandingens meta­fy­sik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 67. Vi er en del af natu­ren. Så når jeg skel­ner mel­lem men­ne­sker og natur, er der tale om et rent ana­ly­tisk skel. Måske man tør håbe på, at men­ne­sket en dag kan ven­de til­ba­ge til et mere nært og sym­bi­o­tisk for­hold til den natur, det er en del af.

Naturen gør os dydi­ge og lyk­ke­li­ge

Dydsetikken har fået en genopblom­string de sene­ste tre­di­ve-fyr­re år, og det er især arven fra Aristoteles og hans begreb om lyk­ke (εὐδαιμονία), den kred­ser om.3Rosalind Hursthouse & Glen Pettigrove, “Virtue Ethics”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, red. Edward N. Zalta (vin­ter 2018). I Etikken skrev Aristoteles, at de men­ne­sker, der lever i over­ens­stem­mel­se med dyden (ἀρετή), er lykkelige.4Aristoteles, Etikken, overs. Søren Porsborg (Frederiksberg: Det lil­le Forlag, 2009), 102a. I “The Naturalist’s Virtues” skri­ver den ame­ri­kan­ske filo­sof Philip Cafaro: “dyd­se­tik hand­ler om at leve det gode liv […] men­ne­ske­lig fortræf­fe­lig­hed og men­ne­ske­lig blom­string er kom­ple­men­tæ­re begreber.”5Philip Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, Philosophy in the Contemporary World 8, nr. 2 (2001): 95. Både Cafaro og Aristoteles sæt­ter lig­heds­tegn mel­lem det at være et dydigt og det at være et lyk­ke­li­ge­re, gla­de­re og mere blom­stren­de men­ne­ske. Det er ud fra den­ne grun­didé, at Cafaro udfol­der sin bære­dyg­ti­ge dyd­se­tik (environ­men­tal vir­tue ethi­cs).

Cafaro ser natu­ren som den måle­stok, vi skal måle vores dydig­hed efter, og lyk­ken måles lige­så. Bæredygtighedsdyderne accen­tu­e­rer lyk­ken, og ved at erken­de, at vi har en “oplyst ege­nin­ter­es­se [enligh­te­ned self-inte­r­est]” i at age­re dydigt i for­hold til natu­ren, frem­mes mil­jø­be­skyt­tel­se og respekt for naturen.6Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85; Philip Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, i The Routledge Companion to Virtue Ethics, red. Michael Slote & Lorraine L. Besser (Abingdon: Routledge, 2015), 3. Det skal ikke for­stås såle­des, at men­ne­skets ene­ste grund til at pas­se på natu­ren beror på sel­visk­hed. Cafaro argu­men­te­rer tvær­ti­mod for, at natu­rens vær­di og blom­string går hånd i hånd med den men­ne­ske­li­ge. De er hin­an­dens for­ud­sæt­nin­ger. Naturen er oplagt for­ud­sæt­nin­gen for men­ne­skets triv­sel (og i sid­ste ende over­le­vel­se), men med det giv­ne vil­kår, at men­ne­sket eksi­ste­rer i natu­ren, bli­ver natu­ren også styr­ket af, at men­ne­sket for­står dens intrin­si­ske vær­di og der­med pas­ser bed­re på den. Gennem en antropocentrisk7Her menes ikke de filo­so­fi­ske og viden­ska­be­li­ge anta­gel­ser om jor­dens geo­lo­gi­ske tidal­der, men som kul­tu­relt fæno­men og et udtryk for en sub­jek­tiv dis­po­si­tion, hvor men­ne­sket sæt­ter sig selv og sine behov i centrum. men­ta­li­tet ser vi, iføl­ge Cafaro, omvendt natu­ren blot som et mid­del til at opnå lyk­ke, vi mister vores natur­li­ge for­bin­del­se til vores histo­rie og gør os selv dummere.8Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95. Vi mod­sæt­ter os dyden og der­med lyk­ken.

Cafaro beskri­ver to måder, hvor­på vi får en dydig omgang med natu­ren. Den ene er at aner­ken­de natu­rens intrin­si­ske vær­di, og den anden er som nævnt at for­stå den men­ne­ske­li­ge blom­string i for­læn­gel­se af et bære­dyg­tigt dydigt liv. Førstnævnte ser han vig­tig­he­den i, men han mener ikke, at det argu­ment over­ta­ler nogen, der ikke i for­vej­en har den ret­te til­gang til naturen.9Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97. I ste­det appel­le­rer han til, at vi går ud og ople­ver natu­ren og her­i­gen­nem for­bed­rer vores moral­ske karak­ter, såvel som vores æste­ti­ske, fysi­ske og intel­lek­tu­el­le evner.10Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.

Mennesker dri­ves af deres karak­ter, som er under evig opbyg­ning. Fordi dyd­se­tik­ken hand­ler om karak­ter­træk, moral­ske dis­po­si­tio­ner og motivationer,11Aristoteles har ikke noget begreb om moti­va­tion. I den moder­ne dyd­se­tik optræ­der begre­bet dog, se Rosalind Hursthouse, On Virtue Ethics (New York: Oxford University Press, 1999), kap. 8. som alle er sub­jek­ti­ve stør­rel­ser, er der en begræns­ning i appel­len til ide­a­ler om det gode, det rig­ti­ge eller i den såkaldt ana­ly­ti­ske filo­so­fis pro­po­si­tions­gym­na­stik, der låser argu­men­ter inde i et kog­ni­tivt fængsel. Udtrykt med Cafaros ord: “[V]i må huske på, at argu­men­ter kun vil tage os noget af vej­en. Meget af arbej­det med at udbre­de en stærk bære­dyg­tig­hed­s­e­tik består af følel­ser og at udvi­se opmærk­som­hed og omsorg over for ikke-mennesker.”12Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Vi bli­ver ikke dydi­ge af luft­tæt­te argu­men­ter, der måske logisk set hol­der vand, men sam­ti­dig ikke kan leve og ånde, og som man ikke kan mær­ke i maven. Min poin­te er, at det, der der­i­mod kan gøre en for­skel, er ople­vel­ser, følel­ser og for­tæl­lin­ger – alt sam­men dele af men­ne­ske­li­vet, der mod­sæt­ter sig at bli­ve sat på for­mel. Formålet er der­for ikke at over­be­vi­se med argu­men­ter, men at inspi­re­re til at lære af natu­ren. For i mødet med den vil­de natur lærer vi ikke kun natu­ren at ken­de, men også os selv. Derfor er et cen­tralt spørgs­mål nem­lig: Skal vi ikke alle være natu­ra­li­ster?13Termerne “natu­ra­lis­me” og “natu­ra­list” bli­ver brugt i man­ge for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge og er både en viden­sk­ab­ste­o­re­tisk ret­ning, en kunst­ne­risk strøm­ning og et andet ord for nudis­me. Jeg bru­ger det ikke på nogen af dis­se tre måder, men som en karak­te­ri­stik af en arke­ty­pe med sær­skil­te vær­di­er og dyder.

Ideen om den grøn­ne ide­al­bor­ger

Ifølge Cafaro er natu­ra­li­sten et prag­t­ek­sem­pel på et dydigt men­ne­ske, det vil sige en slags grøn ide­al­bor­ger. Naturalisten er en, der søger ind­sigt i og ska­ber et til­hørs­for­hold til natu­ren og elsker og værds­æt­ter den.14Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. Igennem et natur­rigt liv med et ved­va­ren­de enga­ge­ment med natu­ren bli­ver natu­ra­li­sten lyk­ke­lig, for­di hun opø­ver en ræk­ke sær­skil­te dyder.15Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Her kan man ind­ven­de, at der næp­pe er meget lyk­ke­brin­gen­de over natu­rens mere død­brin­gen­de sider, for eksem­pel død­brin­gen­de vira og dyr, der spi­ser men­ne­sker. Man kun­ne nok med nogen ret sige, at det er noget nem­me­re at nyde natu­ren, hvis man er på sik­ker afstand af dens far­li­ge aspek­ter. Men den for­stå­el­se af natu­ren, der kom­mer med enga­ge­men­tet med den, kan give et hel­støbt frem for et idyl­li­se­ret bil­le­de. Det er ikke kun den smuk­ke, men også den far­li­ge og destruk­ti­ve side af natu­ren, natu­ra­li­sten vil pas­se på. For natu­ra­li­sten ved, at alt i natu­ren spil­ler en rol­le og ind­går i et livs­be­tin­gen­de kredsløb.

Cafaros for­stå­el­se af natu­ra­li­sten byg­ger på en kapi­ta­lis­me- og for­bru­geris­me­kri­tisk indstil­ling, hvor natu­rens rig­dom­me er langt vig­ti­ge­re end øko­no­misk rigdom.16Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At for­bløf­fes over natu­ren, enga­ge­re sig med den og pås­køn­ne den er noget af det vig­tig­ste, vi kan gøre – ikke at gene­re­re og mak­si­me­re (øko­no­misk) vækst. Voldsomt over­for­brug og tan­ke­løs ska­de på kli­ma, mil­jø og dyre­liv stam­mer fra en ide­o­lo­gi, der giver os en falsk og tom lykkefølelse.17Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95–96. Vi skal der­for være værds­æt­te­re frem for forbrugere.18Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At bli­ve det kræ­ver en karak­teræn­dring: en ændring af vores til­gang, hold­nin­ger og moti­va­tio­ner. Denne karak­teræn­dring sker kun, hvis vi bli­ver naturalister.19Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”. Dét, Cafaro giver os – og grun­den til, at jeg frem­hæ­ver ham – er en red­skabs­kas­se til, hvor­dan vi gen­nem vanens magt og gen­ta­gen­de træ­ning bli­ver både dydi­ge og lykkeligere20Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. samt får et godt bånd til natu­ren:

Jeg hæv­der, at den akti­ve udforsk­ning af den vil­de natur for­bed­rer vores liv gen­nem at opbyg­ge vores karak­ter, beri­ge vores erfa­ring, øge vores viden, udvik­le vores intel­lek­tu­el­le evner og opfo­stre for­del­ag­ti­ge, ved­va­ren­de for­hold med vil­de ting og vil­de ste­der. Jeg hæv­der også, at et liv med man­gel på sådan­ne akti­vi­te­ter og for­bin­del­ser med natu­ren, er væsent­lig mangelfuldt.21Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.

Et ker­ne­a­spekt ved natu­ra­li­sten er, at hun aktivt udfor­sker og erfa­rer den vil­de natur, for som per­son er hun iagt­ta­gen­de, nys­ger­rig og dra­ger omsorg over for den.22Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–86. Cafaro tager udgangs­punkt i ama­tør­na­tu­ra­li­sten, frem for den ruti­ne­re­de viden­skabs­kvin­de, og det gør han af for­skel­li­ge årsa­ger. For det før­ste så fle­re kan spej­le sig i natu­ra­li­sten og stræ­be efter de sam­me træk. For det andet for­di det er vig­tigt, at for­hol­det til natu­ren bli­ver sub­jek­tivt. Og for det tred­je for­di natu­ra­li­sten ople­ver natu­ren i sin egen ret og ikke af kar­ri­e­re­mæs­si­ge årsa­ger, eller for­di hun er opta­get af jag­ten på uni­ver­sa­li­se­ret viden.23Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–87. I mod­sæt­ning til vores fore­stil­ling om viden­skabs­kvin­den er natu­ra­li­sten sju­sket og usy­ste­ma­tisk. Men sam­ti­dig er hun per­son­ligt enga­ge­ret og dre­vet af lyst til at udfor­ske og vide mere om naturen.24Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 86. Naturalisten nedskrib­ler sine erfa­rin­ger i en lil­le notes­bog, og den­ne simp­le hand­ling er vig­tig for hen­des måde at til­gå natu­ren på. Når jeg skri­ver noget ned, som jeg gør i den­ne arti­kel, enga­ge­rer jeg mig med tek­sten, udvæl­ger de væsent­lig­ste poin­ter og ind­dra­ger mig selv i pro­ces­sen. Jeg giver noget mig selv til noget uden for mig selv, som jeg såle­des bli­ver en del af. Det er præ­cis dét, natu­ra­li­sten gør – bare med nydel­se af at være i natu­ren i ste­det. Denne opmærk­som­hed på natu­ren for­vand­les både til en aner­ken­del­se af natu­rens intrin­si­ske vær­di og til en ople­vel­se af selv at blom­stre som menneske.25Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.

Kravet om notes­bo­gen vir­ker umid­del­bart som et exces­sivt detal­je­ret etisk krav til natu­ra­li­sten fra Cafaros side. Jeg mener dog, at man kan for­stå kra­vet i en bre­de­re for­stand, nem­lig at det er en for­ud­sæt­ning for at få opbyg­get den natu­ra­li­stisk-moral­ske karak­ter, at man ved­va­ren­de for­hol­der sig til den ved at sprog­lig­gø­re den. Her er nedskriv­nin­gen en oplagt vej til den­ne sprog­lig­gø­rel­se, for­di den kræ­ver et niveau af aktiv reflek­sion, som man ikke på sam­me måde vil opnå ved for eksem­pel blot at sige, hvad der fal­der én ind. Men den­ne akti­ve reflek­sion kan i prin­cip­pet fore­gå på man­ge måder – for eksem­pel gen­nem kunst.

Denne beskri­vel­se af natu­ra­li­sten går vide­re end at sige, at en ople­vel­se af natu­ren er lig med erken­del­se af en spe­ci­fik viden. Det er en direk­te kon­fron­ta­tion med non-natu­ra­lis­men, som mener, at men­ne­ske­li­ge vær­di­er udgør en auto­nom sfæ­re, som er afskå­ret fra natu­ren. I ste­det reflek­te­res der over natu­rens vær­di­er og argu­men­te­res for, at de ikke adskil­ler sig fra det men­ne­ske­li­ge vær­di­fæl­les­skab. Det at være i natu­ren er en nød­ven­dig for­ud­sæt­ning for at bli­ve moral­ske men­ne­sker i en øko­lo­gisk sam­men­hæng, alt­så at opar­bej­de bære­dyg­ti­ge dyder. Dermed ikke sagt, at et enga­ge­ment med natu­ren er det ene­ste, der kan opar­bej­de vores dyder gene­relt. Der er også andre aspek­ter (for eksem­pel soci­a­le og kul­tu­rel­le) af livet, der opbyg­ger vores moral­ske karak­ter. I det­te skriv har jeg dog taget de bære­dyg­ti­ge bril­ler på og foku­se­rer på, hvad vi kan lære af én spe­ci­fik gren af dyd­se­tik­ken, hvor natu­ren er den cen­tra­le spil­ler og spil­le­ba­ne.

Dydens fire ansig­ter

Man kan med god grund næp­pe kom­me uden om begre­bet dyd, når man snak­ker om dyd­se­tik. Dyd er imid­ler­tid noget, man­ge umid­del­bart asso­ci­e­rer med puri­ta­nis­me eller måske en snæ­ver, bor­ger­lig seksu­al­moral, og det kan være svært for den uind­vie­de at se, hvor­dan den slags kan løse kli­mapro­ble­mer­ne.

Ifølge sto­re dyd­se­ti­ke­re som Rosalind Hursthouse og Glen Pettigrove er dyd dog et fortræf­fe­ligt karak­ter­træk og en dis­po­si­tion, der er for­ank­ret i sin besidder.26Hursthouse & Pettigrove, “Virtue Ethics”. Cafaros dyds­be­greb min­der meget om dét: Det er de karak­ter­træk, der frem­mer indi­vi­du­el og kol­lek­tiv triv­sel og blomstring.27Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Dyderne er dis­po­si­tio­ner til at kun­ne tack­le livets man­ge facet­ter; et udgangs­punkt hvor­fra ethvert valg bli­ver truf­fet. Her ser vi dyd­se­tik­kens rele­vans for øko­lo­gi­ens kri­ser: Deres alvor­lig­hed kal­der nem­lig på sto­re omvælt­nin­ger, og det lader sig kun lyk­kes, hvis alle gør sit og lever bære­dy­digt.

Naturalistens dyder fin­des i fire kate­go­ri­er: intel­lek­tu­el­le, æste­ti­ske, fysi­ske og moral­ske. Disse dyder for­kla­res bedst gen­nem et eksem­pel, da det nem­lig er i den leve­de erfa­ring af natu­ren, vi bli­ver dydi­ge, sna­re­re end gen­nem appel til høje­re prin­cip­per. Mit eksem­pel er en svam­pej­agt. Når jeg bevæ­ger mig ud i natu­ren for at sam­le svam­pe, må jeg ofte have god tål­mo­dig­hed, og det er ikke altid, det lyk­kes, når jeg bevæ­ger mig rundt blandt træ­er og fug­le­kvid­der. Det er ikke svært at se, hvor­dan jeg udvik­ler mig i løbet af den­ne jagt. Jeg træ­ner mit tål­mod, og jeg ser natu­ren med et ydmygt sind, for­di jeg bli­ver klar over, at jeg ikke har et med­født krav på sko­v­bun­dens svam­pe. Men jeg håber ikke desto min­dre, at natu­ren er gav­mild den­ne for­mid­dag. Efter gen­ta­gen­de ture i sko­ven bli­ver jeg klo­ge­re på, hvor jeg skal lede, og hvor­dan jeg skel­ner mel­lem de for­skel­li­ge sor­ter. Gennem tid i natu­ren udvik­ler jeg alt­så både min tål­mo­dig­hed, tan­ke­fuld­hed, opmærk­som­hed og udhol­den­hed. Men det vig­tig­ste er at til­gå natu­ren med forun­dring og ikke at teo­re­ti­se­re natu­ren for meget, men der­i­mod lade mig for­bløf­fe: En gang i mel­lem sker det jo, at svam­pe­ne blom­strer op fra under­grun­den og tit­ter frem de mest uven­te­de ste­der. Naturen har altid noget nyt, man kan under­sø­ge og prø­ve at forstå.28Cafaros intel­lek­tu­el­le dyder er langt mere kro­p­s­li­ge end Aristoteles’, som bli­ver defi­ne­ret som vis­dom, for­stå­el­se og kløgt, og som ikke træ­nes gen­nem vanen, men gen­nem belæ­ring. Aristoteles, Etikken, 1102a‑b, 1103a‑b.

Jeg nævn­te oven­for, at tål­mo­dig­hed er en natu­ra­li­stisk dyd. Dette er dog alde­les kon­tekst­be­stemt. Man kan for eksem­pel argu­men­te­re for, at vi har været alt for tål­mo­di­ge, hvad angår nød­ven­di­ge vane­æn­drin­ger og de poli­ti­ske beslut­nin­ger, der skal træf­fes i for­hold til kli­ma­kri­sen. Naturalistens tål­mo­dig­hed angår for mig at se der­i­mod en tål­mo­dig­hed over for natu­ren. Biodiversitet tager for eksem­pel tid. Det tager også lang tid at for­stå natu­ren – det kan ikke kla­res på en dag. Generelt opfø­rer natu­ren sig ufor­ud­si­ge­ligt og har skyg­ge­si­der, hvil­ket også kræ­ver en vis tid og tål­mo­dig­hed.

Hvor de oven­stå­en­de intel­lek­tu­el­le dyder hjæl­per mig til at for­stå ver­den, giver de æste­ti­ske dyder mig mulig­he­den for at værds­æt­te den, for­stå dens skøn­hed og ska­be nye for­mer for værdi.29Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 90. Jeg lærer at for­stå mig selv bed­re, når jeg gen­tag­ne gan­ge tager på svam­pej­agt. Når jeg går ud, ople­ver og sæt­ter ord på natu­ren, går jeg fra et objek­tivt, obser­ve­ren­de blik til et sub­jek­tivt. Naturen giver mig red­ska­ber til at udtryk­ke mig i et nyt sprog: natu­rens sprog. Naturen ska­ber både nye ople­vel­ser, men hjæl­per mig også til at sæt­te ord på mine alle­re­de eksi­ste­ren­de følel­ser og erfa­rin­ger. Vi fin­der vores stem­me, når vi stu­de­rer natu­ren. At arbej­de med natu­ren åbner på én og sam­me tid for en værds­æt­tel­se af natu­ren og en kre­a­tiv pro­ces med den: “Ligesom det at beskri­ve natu­ren som den er,” skri­ver Cafaro, “er det uen­de­ligt fasci­ne­ren­de at for­sø­ge at ind­fan­ge vores egne ople­vel­ser, for­tol­ke hvad vi ser viden­ska­be­ligt, klar­gø­re vores vær­di­dom­me eller ska­be nye opfind­som­me ord.”30Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91. Det er nær­lig­gen­de at se for sig, hvor­dan Krøyer-par­ret, Holger Drachmann, Anna Ancher og de andre ska­gens­ma­le­re bevæ­ge­de sig ud til de nord­jy­ske kyster og lod sig inspi­re­re af natu­ren (og ikke mindst lyset) dér, hvor de opda­ge­de nye måder, far­ver­ne på lær­re­det kun­ne spil­le sam­men på.

Ligesom natu­ren både for­drer og udvik­ler et sundt sind, kræ­ver den en sund fysik. For at ople­ve og udhol­de den vil­de natur, har jeg brug for styr­ke, udhol­den­hed og hård­før­hed. Hvis jeg på min svam­pej­agt bli­ver så opta­get og fasci­ne­ret af natu­rens vidun­der, at jeg ikke når hjem til aftens­mad, må jeg kun­ne kla­re mig der­u­de. Men lige som natu­ren kræ­ver kræf­ter af mig, giver den mig også styr­ke, og den inten­si­ve­rer mine ople­vel­ser gen­nem en øget san­se­lig­hed og opstemthed.31Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91–92.

I mit ydmy­ge møde med natu­ren opnår jeg karak­ter­træk og ople­vel­ser, som jeg ellers ikke vil­le have fået. Gik jeg i ste­det til natu­ren for at dri­ve rov­drift på den eller ude­luk­ken­de for at bru­ge den som et mid­del til et for­mål, vil­le jeg ikke opnå den sam­me betænksom­hed og respekt for natu­ren. Ved ikke at dedi­ke­re min ful­de opmærk­som­hed og udhol­den­hed til natu­ren på min svam­pej­agt, vil jeg aldrig ople­ve, når den ændrer sig, eller for­stå at den har vær­di i sig selv – og jeg vil aldrig for­stå, hvor meget vær­di, den giver mig. Når jeg har ople­vet natu­ren så dybt og inder­ligt, for­står jeg natu­ren på dens egne præ­mis­ser. Denne for­stå­el­se er fuld­kom­men essen­ti­el for at red­de natu­ren og kli­ma­et, og den kom­mer af, at vi har dan­net et bånd til natu­ren – et bånd, der er afgø­ren­de for, at jeg vil pas­se på den. For hvis jeg for­står natu­ren som haven­de eksi­sten­ti­el vær­di, som natu­ra­li­sten gør, vil jeg alt andet lige være bed­re og mere til­bø­je­lig til at pas­se på den.32Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97; Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, 3. Det er der­i­mod svæ­re­re at pas­se på noget, man ikke har et bånd til og ikke ken­der. Ifølge Cafaro giver natu­ra­li­stens til­gang til natu­ren mig en for­stå­el­se for vig­tig­he­den af at lade natu­ren være, som den er. Her vil jeg poin­te­re, at der både kan og skal stil­les spørgs­måls­tegn ved, om det er nok at lade natu­ren være og nøjes med bare at pas­se på den. Denne vig­ti­ge anke vil jeg kom­me ind på sene­re.

Narrativernes poten­ti­a­le

Cafaro ser et spræn­gen­de poten­ti­a­le i at ople­ve natu­ren gen­nem det nar­ra­ti­ve. Som nævnt tager natu­ra­li­sten noter til sine obser­va­tio­ner, og over tid bli­ver nota­ter­ne mere detal­je­re­de og afbil­der natu­ren mere dyb­de­gå­en­de. Ved at nedskri­ve sine ople­vel­ser, læg­ger natu­ra­li­sten auto­ma­tisk mær­ke til fle­re aspek­ter ved natu­ren, hun lærer at skel­ne mel­lem dem, og hen­des san­ser inten­si­ve­res. I ste­det for at læne sig til­ba­ge i en roman­tisk svæl­gen og pas­siv beun­dring af natu­rens skøn­hed, går natu­ra­li­sten natu­ren i møde gen­nem for­dy­bel­se og kon­cen­tra­tion. Det er den­ne akti­vi­tet, der opar­bej­der dyder­ne og for­bed­rer vores karak­ter.

Ved at ned­fæl­de vores ople­vel­ser, nær­mer vi os de bære­dyg­ti­ge dyder som opmærk­som­hed, pås­køn­nel­se og tål­mo­dig­hed. Dette er ikke et qui­ck fix, hvor vi efter en efter­mid­dag i sko­ven bli­ver dydi­ge. Vi bli­ver der­i­mod bed­re gen­nem læn­ge­re tids træ­ning – både til at sæt­te ord på natu­ren, og til at lade natu­ren beri­ge vores ord­for­råd. Det er først, når vi til­væn­ner os natu­ra­li­stens dyder, at vi ændrer vores moti­va­tio­ner, drop­per fly­rej­ser­ne og lever bære­dyg­tigt. Det er kun hvis dyder­ne vin­der ind­pas i den bre­de befolk­ning, vi kan ska­be den for­an­dring, som de øko­lo­gi­ske kri­ser kal­der på.

Kan dyd­se­tik­ken red­de kli­ma­et?

Og her – i kra­vet om løs­nin­ger­nes bre­de, fol­ke­li­ge appel – stø­der vi på den før­ste sto­re svag­hed i Cafaros dyd­se­tik. For det er langt fra alle, der kan være med. Som føl­ge af de for­holds­vis skrap­pe fysi­ske krav og det tids­mæs­si­ge aspekt i for­dy­bel­sen af natu­ren, må man­ge se sig over­ladt til det ikke-dydi­ge liv. Mennesker med et fysisk han­di­cap eller folk, der ikke har råd til at tage fri for at tage i natu­ren, har ikke mulig­hed for at få de ople­vel­ser, det kræ­ver for at opbyg­ge natu­ra­li­stens karak­ter. Det er ikke hen­sigts­mæs­sigt, når vi står over for en glo­bal kri­se, som kræ­ver mar­kan­te for­an­drin­ger her og nu. Hvis det kun er en rela­tivt lil­le del af befolk­nin­gen, der kan få et respekt­fuld for­hold til og vær­di­mæs­sigt fæl­les­skab med natu­ren, er det svært at se de ønske­de kon­se­kven­ser. Hvis Cafaro har ret i, at kli­ma­for­an­drin­ger kræ­ver en karak­teræn­dring i men­ne­sker, og den­ne karak­teræn­dring har brug for en gen­ta­gen­de eks­po­ne­ring for natu­ren, som ikke alle har mulig­hed for, bli­ver det svært.

En anden udfor­dring er den bære­dyg­ti­ge. Det er bære­dyg­tigt uhold­bart, at alle skal ud i natu­ren og bli­ve “væk­ket” som natu­ra­li­ster. Naturen – især den vil­de af slagsen – er en knap res­sour­ce, og det er tvivl­s­omt, at der er nok til alle. Naturen risi­ke­rer der­for at bli­ve udpint af den mas­si­ve akti­vi­tet. Cafaro beskri­ver godt nok natu­ra­li­sten som en, der begræn­ser sin egen ind­virk­ning på natu­ren og fra­hol­der sig at gøre natu­ren fortræd.33Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Men det er alli­ge­vel let­te­re, når natu­ra­li­ster­ne er i fåtal. Han indrøm­mer selv, at et “over­dre­vent ener­gi­for­brug” af natu­ren tager hårdt på den.34Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92. Det bli­ver dog svært at und­gå, hvis en til­pas stor mæng­de skal ud i sam­me mæng­de natur. En løs­ning kun­ne være at løs­ne for de skrap­pe krav: at vi ikke alle behø­ver at være natu­ra­li­ster, men at vi har brug for agi­ta­to­rer, der kan inspi­re­re til sam­me ydmyg­hed, værds­æt­tel­se og respekt for natu­rens liv. Det kan godt være, vi ikke alle kan kom­me ud og ople­ve natu­rens vidun­de­re, men med hjælp fra de “ægte” natu­ra­li­ster, kan vi kom­me lidt tæt­te­re på, og det kan for­hå­bent­lig træ­ne de dyder, som er nød­ven­di­ge for at være bære­dyg­ti­ge.

Afholdenhed og agens i antro­po­cæn

Ifølge den Internationale Geologiske Kongres er jor­den trå­dt ind i en ny epo­ke, nem­lig den antro­po­cæ­ne tidsal­der.35Rens Van Munster & Maja Felicia Falkentoft, “Politiske udfor­drin­ger i den antro­po­cæ­ne tidsal­der”, Dansk Institut for Internationale Studier, 12. juni 2017. Navnet kom­mer fra det græ­ske ord for men­ne­ske, ἄνθρωπος, og refe­re­rer til, at men­ne­sket har sat dybe fod­spor på klo­den og gen­nem sin destruk­ti­ve akti­vi­tet er ble­vet en deter­mi­ne­ren­de fak­tor i Jordens vide­re udvik­ling. Mennesket bærer ansva­ret for kli­ma­kri­sen. Med det for øje vir­ker Cafaros løs­ning util­freds­stil­len­de. Cafaro mener, at vores bære­dyg­ti­ge dyder blot hol­der os fra at for­styr­re, øde­læg­ge, ændre eller begræn­se naturen.36Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92–93. Altså udmønt­er natu­ra­li­stens respekt og værds­æt­tel­se af natu­ren sig i ren pas­si­vi­tet over for den. Min anke ved det­te er, at men­ne­sket har haft så stor en nega­tiv effekt på natu­ren alle­re­de, at det ikke læn­ge­re er nok pas­sivt at lade den være. Der skal også gøres noget aktivt. I ste­det for at lade den vil­de natur være i fred, bør vi tage ejer­skab over vores destruk­tion og magt og bru­ge den til at udbed­re vores ska­de: Vi skal styr­ke natu­ren og bio­di­ver­si­te­ten.

Den fran­ske filo­sof Bruno Latour vil­le kal­de den til­ba­ge­truk­ne til­gang, som Cafaro agi­te­rer for, for environ­men­ta­lis­me og argu­men­te­rer i ste­det for, at vi skal udar­bej­de en post-environ­men­ta­li­stisk mentalitet.37Bruno Latour, “Love Your Monsters: Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children”, red. Michael Shellenberger & Ted Nordhaus, Breakthrough Journal 2, (efter­år 2011): 24–25. I ste­det for at lade natu­ren være som den er, skal vi udvi­de natu­rens ram­mer og tage del i enhver hand­ling, der mulig­gør det. Han skri­ver: “Fra nu af skal vi stop­pe med at piske os selv og eks­pli­cit og seri­øst begyn­de at tale om, hvad vi har gjort hele tiden i en evigt-sti­gen­de ska­la, nem­lig at inter­ve­ne­re, age­re, ønske og vise omsorg.”38Latour, “Love Your Monsters”, 24. Menneskeheden skal tage ansvar for sine destruk­ti­ve kræf­ter og for­stå, at der er fare for et sam­men­brud uden men­ne­ske­lig ind­blan­ding. Og Latour har ret i, at vi er så langt ude af en tan­gent, at vi bli­ver nødt til at tage stær­ke meto­der i brug, og at det er for sent til bare at værds­æt­te og bibe­hol­de den natur, der er nu. Karaktertræk, der frem­mer og udvi­der den vil­de natur, bur­de der­for være blandt de bære­dyg­ti­ge dyder.

Normalt vil man ikke se Latour som dyd­se­ti­ker, men man kan læse hans begreb om post-environ­men­ta­lis­me som en men­ta­li­tet, vi skal opar­bej­de. For ham hand­ler det ikke om sto­re ide­a­ler eller impe­ra­ti­ver, men om hvor­dan vi skal til­gå ver­den. Centralt for Latours “etik” er alt­så vores moti­va­tio­ner. Ved at til­væn­ne sig den post-environ­men­ta­li­sti­ske inter­ve­ne­ren­de og hand­len­de men­ta­li­tet, til­væn­ner vi os nog­le karak­ter­træk og et per­spek­tiv, som kan være afgø­ren­de for at fore­ta­ge de nød­ven­di­ge for­an­drin­ger, natu­ren kræ­ver. På den måde kan man med vis­se for­be­hold for­e­ne Latours post-environ­men­ta­lis­me med Cafaros dyd­se­tik.

Min sid­ste anke over for det dyd­se­ti­ske per­spek­tik er sel­ve præ­mis­sen om at foku­se­re på indi­vi­det. Det indi­vi­du­el­le og moti­va­tio­ner­ne bag indi­vi­dets hand­lin­ger er selv­føl­ge­lig vig­ti­ge, men det nyt­ter næp­pe meget i det sto­re bil­le­de, så læn­ge der sta­dig pum­pes olie op af under­grun­den, og mul­ti­na­tio­na­le virk­som­he­der dri­ver rov­drift på natu­rens res­sour­cer. Det indi­vi­du­el­le ansvar kan ikke stå ale­ne, hvis kli­ma­kri­sen for alvor skal tack­les. Her er dyd­se­tik­ken under­ud­vik­let, men det bety­der ikke, at den ikke også kan lyk­kes med det. Det er ikke ure­a­li­stisk, at dyd­se­tik­ken kan for­mu­le­re en fuld­byr­det poli­tisk filo­so­fi, der agi­te­rer for, at sam­fund og dets lede­re opar­bej­der bære­dyg­ti­ge dyder. I mine øjne er der et latent poten­ti­a­le i dyd­se­tik­ken, som vil­le være oplagt at vide­re­ud­vik­le.

Vejen frem for dyd­se­tik­ken – og kli­ma­kam­pen

Hvordan løser vi kli­ma­kri­sen? Der fin­des ikke noget qui­ck fix, men ikke desto min­dre giver Cafaro og dyd­se­tik­ken os red­ska­ber til at kom­me tæt­te­re på. Ved at gøre som natu­ra­li­sten og udfor­ske, for­stå, værds­æt­te og sprog­lig­gø­re den vil­de natur, tager vi et skridt tæt­te­re på de bære­dyg­ti­ge dyder. Disse bli­ver en del af vores karak­ter og kom­mer der­med til at age­re udgangs­punkt for frem­ti­dig hand­len. Hvis vi opbyg­ger en for­stå­el­se for natu­ren, bli­ver det alt andet lige svæ­re­re at ska­de eller bela­ste den. Dydsetikkens styr­ke i kli­ma­kri­sen er, at den­ne tra­di­tion for­kla­rer, hvor­for vi hand­ler. Den spør­ger ind til vores moti­va­tio­ner mere end til hvil­ke abstrak­te, objek­ti­ve og uni­ver­sa­li­sti­ske ide­a­ler, vi skal måle vores hand­len ud fra. Som men­ne­sker føl­ger vi nem­lig ikke altid vores og etik­kens ide­a­ler. Det gør dyd­se­tik­ken i stand til at fin­de en løs­ning på, hvor­dan vi rent fak­tisk opar­bej­der bære­dyg­ti­ge hand­le­møn­stre: nem­lig gen­nem opbyg­gel­se af den ret­te karak­ter med bære­dyg­ti­ge dyder.

Når vi møder natu­ren på sam­me måde som natu­ra­li­sten, bli­ver vi ikke bare bed­re men­ne­sker, men også lyk­ke­li­ge­re: Ved at dedi­ke­re vores tid til natu­rens rige, hand­ler vi i for­læn­gel­se af vores oply­ste ege­nin­ter­es­se. Det er der­for en win-win-situ­a­tion at gå ud i natu­ren. De øko­lo­gi­ske kri­ser giver os dog en kort frist, og det er alt­af­gø­ren­de, at vi sæt­ter mas­sivt ind. Her for­mår Cafaros dyder ikke at slå til, og de ude­luk­ker end­da en stor mæng­de men­ne­sker fra at være dydi­ge. I ste­det for at lade natu­ren være i fred, bør vi aktivt kæm­pe for at udbre­de den og på den måde gøre den til­gæn­ge­lig for fle­re. Hvis vi opsø­ger den på den rig­ti­ge måde, har natu­ren en fan­ta­stisk evne til at give os høj­de­punkt­s­op­le­vel­ser – ople­vel­ser, der ændrer noget eksi­sten­ti­elt i os ved at give os et nyt per­spek­tiv på natu­ren fremad­ret­tet. Måske er det det, der også skal til for at løse vores tids stør­ste kri­se? Her kan dyd­se­tik­ken fun­ge­re som et kom­pas, der kan pege os i den rig­ti­ge ret­ning. Men over tid lærer vi natu­ren at ken­de, så vi kan læg­ge kom­pas­set fra os og gå vores egne veje.

1. Steen Nepper Larsen, “Solen og plan­ter­nes meta­fy­sik – en kri­tisk læs­ning af Emanuele Coccias filo­so­fi”, Tidsskriftet Paradoks, 20. april 2022.
2. Emanuele Coccia, Planternes liv: Blandingens meta­fy­sik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 67.
3. Rosalind Hursthouse & Glen Pettigrove, “Virtue Ethics”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, red. Edward N. Zalta (vin­ter 2018).
4. Aristoteles, Etikken, overs. Søren Porsborg (Frederiksberg: Det lil­le Forlag, 2009), 102a.
5. Philip Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, Philosophy in the Contemporary World 8, nr. 2 (2001): 95.
6. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85; Philip Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, i The Routledge Companion to Virtue Ethics, red. Michael Slote & Lorraine L. Besser (Abingdon: Routledge, 2015), 3.
7. Her menes ikke de filo­so­fi­ske og viden­ska­be­li­ge anta­gel­ser om jor­dens geo­lo­gi­ske tidal­der, men som kul­tu­relt fæno­men og et udtryk for en sub­jek­tiv dis­po­si­tion, hvor men­ne­sket sæt­ter sig selv og sine behov i centrum.
8. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95.
9. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97.
10. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.
11. Aristoteles har ikke noget begreb om moti­va­tion. I den moder­ne dyd­se­tik optræ­der begre­bet dog, se Rosalind Hursthouse, On Virtue Ethics (New York: Oxford University Press, 1999), kap. 8.
12. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.
13. Termerne “natu­ra­lis­me” og “natu­ra­list” bli­ver brugt i man­ge for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge og er både en viden­sk­ab­ste­o­re­tisk ret­ning, en kunst­ne­risk strøm­ning og et andet ord for nudis­me. Jeg bru­ger det ikke på nogen af dis­se tre måder, men som en karak­te­ri­stik af en arke­ty­pe med sær­skil­te vær­di­er og dyder.
14. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.
15. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87.
16. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96.
17. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95–96.
18. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96.
19. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”.
20. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87.
21. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.
22. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–86.
23. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–87.
24. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 86.
25. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.
26. Hursthouse & Pettigrove, “Virtue Ethics”.
27. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87.
28. Cafaros intel­lek­tu­el­le dyder er langt mere kro­p­s­li­ge end Aristoteles’, som bli­ver defi­ne­ret som vis­dom, for­stå­el­se og kløgt, og som ikke træ­nes gen­nem vanen, men gen­nem belæ­ring. Aristoteles, Etikken, 1102a‑b, 1103a‑b.
29. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 90.
30. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91.
31. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91–92.
32. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97; Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, 3.
33. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.
34. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92.
35. Rens Van Munster & Maja Felicia Falkentoft, “Politiske udfor­drin­ger i den antro­po­cæ­ne tidsal­der”, Dansk Institut for Internationale Studier, 12. juni 2017.
36. Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92–93.
37. Bruno Latour, “Love Your Monsters: Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children”, red. Michael Shellenberger & Ted Nordhaus, Breakthrough Journal 2, (efter­år 2011): 24–25.
38. Latour, “Love Your Monsters”, 24.