Kan det dydige menneske redde kloden?

Hvordan løser vi øko­lo­gi­ens kri­ser? I den offent­li­ge debat vir­ker tek­no­lo­gi, cost-bene­fit-ana­ly­ser og soci­al ret­fær­dig­hed til at være nøg­le­or­de­ne, når vi skal red­de kli­ma­et og natu­ren. Løsningerne skal kun­ne beta­le sig, de skal ikke øge ulig­he­den, og tek­no­lo­gi­en skal i sid­ste ende red­de os. Og det er uden tvivl vig­tigt, at pen­ge­ne pas­ser, at løs­nin­ger­ne ikke ram­mer alt for øko­no­misk skævt – tænk bare på de gule veste! – og at tek­no­lo­gi­en er til det. Det er vig­ti­ge ind­sig­ter, vi har gjort os de sid­ste 20 år, men det er også, som om vi sta­dig mang­ler sva­ret på, hvor­dan vi løser bære­dyg­tig­heds­kri­ser­ne. Den gode nyhed er, at vi kan søge hjælp i en tra­di­tion, der i man­ges øjne ikke bare er antik, men deci­de­ret antik­ve­ret: dyd­se­tik­ken. Dydsetikken kan nem­lig lære os noget om, hvor vig­tig men­ne­skers adfærd og sub­jek­ti­ve moti­va­tio­ner er for frem­ti­dens grøn­ne løs­nin­ger, og hvor­dan vi ved at opar­bej­de de ret­te (dydi­ge) karak­ter­træk bli­ver både lyk­ke­li­ge­re og hand­ler for­svar­ligt over for den fæl­les jord.

Men hvor­for lige dyd­se­tik? Den dyd­se­ti­ske tra­di­tion kig­ger på men­ne­skets karak­ter og dets dan­nel­se, og det er helt essen­ti­elt at arbej­de med dis­se aspek­ter af men­ne­ske­li­vet for at for­stå og løse de øko­lo­gi­ske kri­ser. Når vi boar­der vores fly på vej på som­mer­fe­rie, ved vi godt, at det bela­ster kli­ma­et, men vi gør det alli­ge­vel. Hvorfor? Dydsetikkens svar er: for­di vi har lyst og ikke har opar­bej­det de “rig­ti­ge” dyder. Det hand­ler om den per­son­li­ge moti­va­tion. Hvis vi ger­ne vil ændre på vores hand­len, må vi der­for til­væn­ne os nye moti­va­tio­ner, alt­så få opar­bej­det og træ­net andre karak­ter­træk. Vi er kun så gode og dydi­ge, som vores karak­ter til­la­der. Det er dyd­se­tik­ken i sin essens.

I det­te skriv argu­men­te­rer jeg ikke for, at alle andre eti­ske teo­ri­er end dyd­se­tik­ken skal for­ka­stes. Jeg er ikke ude i en “argu­men­ta­tions­boks­ning”, hvor teo­ri­er for­sø­ger at kno­ck­ou­te hin­an­den, og hvor der kun er én vin­der. Jeg håber i ste­det på at kun­ne vise, hvad dyd­se­tik­ken kan bidra­ge til i vores for­stå­el­se af men­ne­skets rol­le i bære­dyg­tig­heds­kri­sen.

Gennem hele artik­len skel­ner jeg mel­lem men­ne­sket og natu­ren. Dette distan­ce­ren­de skel er en del af man­ge men­ne­skers per­cep­tion af deres ver­den. Jeg er dog af den kla­re opfat­tel­se, at men­ne­sket, lige­som alt andet leven­de, er en del af det over­ord­ne­de domæ­ne, vi kal­der natur. Vi er sam­men­flet­tet i den. I en ram­men­de pas­sa­ge skri­ver den ita­li­en­ske tæn­ker Emanuele Coccia (som tid­li­ge­re er ble­vet udlagt i Paradoks’ serie):¹Steen Nepper Larsen, “Solen og plan­ter­nes meta­fy­sik – en kri­tisk læs­ning af Emanuele Coccias filo­so­fi”, Tidsskriftet Paradoks, 20. april 2022. “Den luft, vi indån­der, er ikke en rent geo­lo­gisk eller mine­ralsk sub­stans – den er ikke bare der­u­de, er ikke en sim­pel virk­ning af jor­den – men er der­i­mod andre leve­væs­ners åndedræt.”²Emanuele Coccia, Planternes liv: Blandingens meta­fy­sik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 67. Vi er en del af natu­ren. Så når jeg skel­ner mel­lem men­ne­sker og natur, er der tale om et rent ana­ly­tisk skel. Måske man tør håbe på, at men­ne­sket en dag kan ven­de til­ba­ge til et mere nært og sym­bi­o­tisk for­hold til den natur, det er en del af.

Naturen gør os dydi­ge og lyk­ke­li­ge

Dydsetikken har fået en genopblom­string de sene­ste tre­di­ve-fyr­re år, og det er især arven fra Aristoteles og hans begreb om lyk­ke (εὐδαιμονία), den kred­ser om.³Rosalind Hursthouse & Glen Pettigrove, “Virtue Ethics”, i The Stanford Encyclopedia of Philosophy, red. Edward N. Zalta (vin­ter 2018). I Etikken skrev Aristoteles, at de men­ne­sker, der lever i over­ens­stem­mel­se med dyden (ἀρετή), er lykkelige.⁴Aristoteles, Etikken, overs. Søren Porsborg (Frederiksberg: Det lil­le Forlag, 2009), 102a. I “The Naturalist’s Virtues” skri­ver den ame­ri­kan­ske filo­sof Philip Cafaro, at “dyd­se­tik hand­ler om at leve det gode liv […] men­ne­ske­lig fortræf­fe­lig­hed og men­ne­ske­lig blom­string er kom­ple­men­tæ­re begreber.”⁵Philip Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, Philosophy in the Contemporary World 8, nr. 2 (2001): 95. Både Cafaro og Aristoteles sæt­ter lig­heds­tegn mel­lem det at være et dydigt men­ne­ske og det at være et lyk­ke­li­ge­re, gla­de­re og mere blom­stren­de men­ne­ske. Det er ud fra den­ne grun­didé, at Cafaro udfol­der sin bære­dyg­ti­ge dyd­se­tik (environ­men­tal vir­tue ethi­cs).

Cafaro ser natu­ren som den måle­stok, vi skal måle vores dydig­hed efter, og lyk­ken måles lige­så. Bæredygtighedsdyderne accen­tu­e­rer lyk­ken, og ved at erken­de, at vi har en “oplyst ege­nin­ter­es­se [enligh­te­ned self-inte­r­est]” i at age­re dydigt i for­hold til natu­ren, frem­mes mil­jø­be­skyt­tel­se og respekt for naturen.⁶Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85; Philip Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, i The Routledge Companion to Virtue Ethics, red. Michael Slote & Lorraine L. Besser (Abingdon: Routledge, 2015), 3. Det skal ikke for­stås såle­des, at men­ne­skets ene­ste grund til at pas­se på natu­ren beror på sel­visk­hed. Cafaro argu­men­te­rer tvær­ti­mod for, at natu­rens vær­di og blom­string går hånd i hånd med den men­ne­ske­li­ge. De er hin­an­dens for­ud­sæt­nin­ger. Naturen er oplagt for­ud­sæt­nin­gen for men­ne­skets triv­sel (og i sid­ste ende over­le­vel­se), men med det giv­ne vil­kår, at men­ne­sket eksi­ste­rer i natu­ren, bli­ver natu­ren også styr­ket af, at men­ne­sket for­står dens intrin­si­ske vær­di og der­med pas­ser bed­re på den. Gennem en antropocentrisk⁷Her menes ikke de filo­so­fi­ske og viden­ska­be­li­ge anta­gel­ser om jor­dens geo­lo­gi­ske tidal­der, men som kul­tu­relt fæno­men og et udtryk for en sub­jek­tiv dis­po­si­tion, hvor men­ne­sket sæt­ter sig selv og sine behov i centrum. men­ta­li­tet ser vi, iføl­ge Cafaro, omvendt natu­ren blot som et mid­del til at opnå lyk­ke, vi mister vores natur­li­ge for­bin­del­se til vores histo­rie og gør os selv dummere.⁸Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95. Vi mod­sæt­ter os dyden og der­med lyk­ken.

Cafaro beskri­ver to måder, hvor­på vi får en dydig omgang med natu­ren. Den ene er at aner­ken­de natu­rens intrin­si­ske vær­di, og den anden er som nævnt at for­stå den men­ne­ske­li­ge blom­string i for­læn­gel­se af et bære­dyg­tigt dydigt liv. Førstnævnte ser han vig­tig­he­den i, men han mener ikke, at det argu­ment over­ta­ler nogen, der ikke i for­vej­en har den ret­te til­gang til naturen.⁹Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97. I ste­det appel­le­rer han til, at vi går ud og ople­ver natu­ren og her­i­gen­nem for­bed­rer vores moral­ske karak­ter, såvel som vores æste­ti­ske, fysi­ske og intel­lek­tu­el­le evner.¹⁰Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.

Mennesker dri­ves af deres karak­ter, som er under evig opbyg­ning. Fordi dyd­se­tik­ken hand­ler om karak­ter­træk, moral­ske dis­po­si­tio­ner og motivationer,¹¹Aristoteles har ikke noget begreb om moti­va­tion. I den moder­ne dyd­se­tik optræ­der begre­bet dog, se Rosalind Hursthouse, On Virtue Ethics (New York: Oxford University Press, 1999), kap. 8. som alle er sub­jek­ti­ve stør­rel­ser, er der en begræns­ning i appel­len til ide­a­ler om det gode, det rig­ti­ge eller i den såkaldt ana­ly­ti­ske filo­so­fis pro­po­si­tions­gym­na­stik, der låser argu­men­ter inde i et kog­ni­tivt fængsel. Udtrykt med Cafaros ord: “[V]i må huske på, at argu­men­ter kun vil tage os noget af vej­en. Meget af arbej­det med at udbre­de en stærk bære­dyg­tig­hed­s­e­tik består af følel­ser og at udvi­se opmærk­som­hed og omsorg over for ikke-mennesker.”¹²Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Vi bli­ver ikke dydi­ge af luft­tæt­te argu­men­ter, der måske logisk set hol­der vand, men sam­ti­dig ikke kan leve og ånde, og som man ikke kan mær­ke i maven. Min poin­te er, at det, der der­i­mod kan gøre en for­skel, er ople­vel­ser, følel­ser og for­tæl­lin­ger – alt sam­men dele af men­ne­ske­li­vet, der mod­sæt­ter sig at bli­ve sat på for­mel. Formålet er der­for ikke at over­be­vi­se med argu­men­ter, men at inspi­re­re til at lære af natu­ren. For i mødet med den vil­de natur lærer vi ikke kun natu­ren at ken­de, men også os selv. Derfor er et cen­tralt spørgs­mål nem­lig: Skal vi ikke alle være natu­ra­li­ster?¹³Termerne “natu­ra­lis­me” og “natu­ra­list” bli­ver brugt i man­ge for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge og er både en viden­sk­ab­ste­o­re­tisk ret­ning, en kunst­ne­risk strøm­ning og et andet ord for nudis­me. Jeg bru­ger det ikke på nogen af dis­se tre måder, men som en karak­te­ri­stik af en arke­ty­pe med sær­skil­te vær­di­er og dyder.

Ideen om den grøn­ne ide­al­bor­ger

Ifølge Cafaro er natu­ra­li­sten et prag­t­ek­sem­pel på et dydigt men­ne­ske, det vil sige en slags grøn ide­al­bor­ger. Naturalisten er en, der søger ind­sigt i og ska­ber et til­hørs­for­hold til natu­ren og elsker og værds­æt­ter den.¹⁴Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85. Igennem et natur­rigt liv med et ved­va­ren­de enga­ge­ment med natu­ren bli­ver natu­ra­li­sten lyk­ke­lig, for­di hun opø­ver en ræk­ke sær­skil­te dyder.¹⁵Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Her kan man ind­ven­de, at der næp­pe er meget lyk­ke­brin­gen­de over natu­rens mere død­brin­gen­de sider, for eksem­pel død­brin­gen­de vira og dyr, der spi­ser men­ne­sker. Man kun­ne nok med nogen ret sige, at det er noget nem­me­re at nyde natu­ren, hvis man er på sik­ker afstand af dens far­li­ge aspek­ter. Men den for­stå­el­se af natu­ren, der kom­mer med enga­ge­men­tet med den, kan give et hel­støbt frem for et idyl­li­se­ret bil­le­de. Det er ikke kun den smuk­ke, men også den far­li­ge og destruk­ti­ve side af natu­ren, natu­ra­li­sten vil pas­se på. For natu­ra­li­sten ved, at alt i natu­ren spil­ler en rol­le og ind­går i et livs­be­tin­gen­de kredsløb.

Cafaros for­stå­el­se af natu­ra­li­sten byg­ger på en kapi­ta­lis­me- og for­bru­geris­me­kri­tisk indstil­ling, hvor natu­rens rig­dom­me er langt vig­ti­ge­re end øko­no­misk rigdom.¹⁶Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At for­bløf­fes over natu­ren, enga­ge­re sig med den og pås­køn­ne den er noget af det vig­tig­ste, vi kan gøre – ikke at gene­re­re og mak­si­me­re (øko­no­misk) vækst. Voldsomt over­for­brug og tan­ke­løs ska­de på kli­ma, mil­jø og dyre­liv stam­mer fra en ide­o­lo­gi, der giver os en falsk og tom lykkefølelse.¹⁷Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 95–96. Vi skal der­for være værds­æt­te­re frem for forbrugere.¹⁸Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 96. At bli­ve det­te kræ­ver en karak­teræn­dring: en ændring af vores til­gang, hold­nin­ger og moti­va­tio­ner. Denne karak­teræn­dring sker kun, hvis vi bli­ver naturalister.¹⁹Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”. Dét, Cafaro giver os – og grun­den til, at jeg frem­hæ­ver ham – er en red­skabs­kas­se til, hvor­dan vi gen­nem vanens magt og gen­ta­gen­de træ­ning bli­ver både dydi­ge og lykkeligere²⁰Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. samt får et godt bånd til natu­ren:

Jeg hæv­der, at den akti­ve udforsk­ning af den vil­de natur for­bed­rer vores liv gen­nem at opbyg­ge vores karak­ter, beri­ge vores erfa­ring, øge vores viden, udvik­le vores intel­lek­tu­el­le evner og opfo­stre for­del­ag­ti­ge, ved­va­ren­de for­hold med vil­de ting og vil­de ste­der. Jeg hæv­der også, at et liv med man­gel på sådan­ne akti­vi­te­ter og for­bin­del­ser med natu­ren, er væsent­lig mangelfuldt.²¹Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85.

Et ker­ne­a­spekt ved natu­ra­li­sten er, at hun aktivt udfor­sker og erfa­rer den vil­de natur, for som per­son er hun iagt­ta­gen­de, nys­ger­rig og dra­ger omsorg over for den.²²Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–86. Cafaro tager udgangs­punkt i ama­tør­na­tu­ra­li­sten, frem for den ruti­ne­re­de viden­skabs­kvin­de, og det gør han af for­skel­li­ge årsa­ger. For det før­ste så fle­re kan spej­le sig i natu­ra­li­sten og stræ­be efter de sam­me træk. For det andet for­di det er vig­tigt, at for­hol­det til natu­ren bli­ver sub­jek­tivt. Og for det tred­je for­di natu­ra­li­sten ople­ver natu­ren i sin egen ret og ikke af kar­ri­e­re­mæs­si­ge årsa­ger, eller for­di hun er opta­get af jag­ten på uni­ver­sa­li­se­ret viden.²³Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 85–87. I mod­sæt­ning til vores fore­stil­ling om viden­skabs­kvin­den er natu­ra­li­sten sju­sket og usy­ste­ma­tisk. Men sam­ti­dig er hun per­son­ligt enga­ge­ret og dre­vet af lyst til at udfor­ske og vide mere om naturen.²⁴Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 86. Naturalisten nedskrib­ler sine erfa­rin­ger i en lil­le notes­bog, og den­ne simp­le hand­ling er vig­tig for hen­des måde at til­gå natu­ren på. Når jeg skri­ver noget ned, som jeg gør i den­ne arti­kel, enga­ge­rer jeg mig med tek­sten, udvæl­ger de væsent­lig­ste poin­ter og ind­dra­ger mig selv i pro­ces­sen. Jeg giver noget af mig selv til noget uden for mig selv, som jeg såle­des bli­ver en del af. Det er præ­cis dét, natu­ra­li­sten gør – bare med nydel­se af at være i natu­ren i ste­det. Denne opmærk­som­hed på natu­ren for­vand­les både til en aner­ken­del­se af natu­rens intrin­si­ske vær­di og til en ople­vel­se af selv at blom­stre som menneske.²⁵Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93.

Kravet om notes­bo­gen vir­ker umid­del­bart som et exces­sivt detal­je­ret etisk krav til natu­ra­li­sten fra Cafaros side. Jeg mener dog, at man kan for­stå kra­vet i en bre­de­re for­stand, nem­lig at det er en for­ud­sæt­ning for at få opbyg­get den natu­ra­li­stisk-moral­ske karak­ter, at man ved­va­ren­de for­hol­der sig til den ved at sprog­lig­gø­re den. Her er nedskriv­nin­gen en oplagt vej til den­ne sprog­lig­gø­rel­se, for­di den kræ­ver et niveau af aktiv reflek­sion, som man ikke på sam­me måde vil opnå ved for eksem­pel blot at sige, hvad der fal­der én ind. Men den­ne akti­ve reflek­sion kan i prin­cip­pet fore­gå på man­ge måder – for eksem­pel gen­nem kunst.

Denne beskri­vel­se af natu­ra­li­sten går vide­re end at sige, at en ople­vel­se af natu­ren er lig med erken­del­se af en spe­ci­fik viden. Det er en direk­te kon­fron­ta­tion med non-natu­ra­lis­men, som mener, at men­ne­ske­li­ge vær­di­er udgør en auto­nom sfæ­re, som er afskå­ret fra natu­ren. I ste­det reflek­te­res der over natu­rens vær­di­er og argu­men­te­res for, at de ikke adskil­ler sig fra det men­ne­ske­li­ge vær­di­fæl­les­skab. Det at være i natu­ren er en nød­ven­dig for­ud­sæt­ning for at bli­ve moral­ske men­ne­sker i en øko­lo­gisk sam­men­hæng, alt­så at opar­bej­de bære­dyg­ti­ge dyder. Dermed ikke sagt, at et enga­ge­ment med natu­ren er det ene­ste, der kan opar­bej­de vores dyder gene­relt. Der er også andre aspek­ter (for eksem­pel soci­a­le og kul­tu­rel­le) af livet, der opbyg­ger vores moral­ske karak­ter. I det­te skriv har jeg dog taget de bære­dyg­ti­ge bril­ler på og foku­se­rer på, hvad vi kan lære af én spe­ci­fik gren af dyd­se­tik­ken, hvor natu­ren er den cen­tra­le spil­ler og spil­le­ba­ne.

Dydens fire ansig­ter

Man kan med god grund næp­pe kom­me uden om begre­bet dyd, når man snak­ker om dyd­se­tik. Dyd er imid­ler­tid noget, man­ge umid­del­bart asso­ci­e­rer med puri­ta­nis­me eller måske en snæ­ver, bor­ger­lig seksu­al­moral, og det kan være svært for den uind­vie­de at se, hvor­dan den slags kan løse kli­mapro­ble­mer­ne.

Ifølge sto­re dyd­se­ti­ke­re som Rosalind Hursthouse og Glen Pettigrove er dyd dog et fortræf­fe­ligt karak­ter­træk og en dis­po­si­tion, der er for­ank­ret i sin besidder.²⁶Hursthouse & Pettigrove, “Virtue Ethics”. Cafaros dyds­be­greb min­der meget om dét: Det er de karak­ter­træk, der frem­mer indi­vi­du­el og kol­lek­tiv triv­sel og blomstring.²⁷Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 87. Dyderne er dis­po­si­tio­ner til at kun­ne tack­le livets man­ge facet­ter; et udgangs­punkt hvor­fra ethvert valg bli­ver truf­fet. Her ser vi dyd­se­tik­kens rele­vans for øko­lo­gi­ens kri­ser: Deres alvor­lig­hed kal­der nem­lig på sto­re omvælt­nin­ger, og det kan kun lyk­kes, hvis alle gør deres og lever bære­dy­digt.

Naturalistens dyder fin­des i fire kate­go­ri­er: intel­lek­tu­el­le, æste­ti­ske, fysi­ske og moral­ske. Disse dyder for­kla­res bedst gen­nem et eksem­pel, da det net­op er i den leve­de erfa­ring af natu­ren, vi bli­ver dydi­ge, sna­re­re end gen­nem appel til høje­re prin­cip­per. Mit eksem­pel er en svam­pej­agt. Når jeg bevæ­ger mig ud i natu­ren for at sam­le svam­pe, må jeg ofte have god tål­mo­dig­hed, og det er ikke altid, det lyk­kes, når jeg bevæ­ger mig rundt blandt træ­er og fug­le­kvid­der. Det er ikke svært at se, hvor­dan jeg udvik­ler mig i løbet af den­ne jagt. Jeg træ­ner mit tål­mod, og jeg ser natu­ren med et ydmygt sind, for­di jeg bli­ver klar over, at jeg ikke har et med­født krav på sko­v­bun­dens svam­pe. Men jeg håber ikke desto min­dre, at natu­ren er gav­mild den­ne for­mid­dag. Efter gen­ta­gen­de ture i sko­ven bli­ver jeg klo­ge­re på, hvor jeg skal lede, og hvor­dan jeg skel­ner mel­lem de for­skel­li­ge sor­ter. Gennem tid i natu­ren udvik­ler jeg alt­så både min tål­mo­dig­hed, tan­ke­fuld­hed, opmærk­som­hed og udhol­den­hed. Men det vig­tig­ste er at til­gå natu­ren med forun­dring og ikke at teo­re­ti­se­re natu­ren for meget, men der­i­mod lade mig for­bløf­fe: En gang i mel­lem sker det jo, at svam­pe­ne blom­strer op fra under­grun­den og tit­ter frem de mest uven­te­de ste­der. Naturen har altid noget nyt, man kan under­sø­ge og prø­ve at forstå.²⁸Cafaros intel­lek­tu­el­le dyder er langt mere kro­p­s­li­ge end Aristoteles’, som bli­ver defi­ne­ret som vis­dom, for­stå­el­se og kløgt, og som ikke træ­nes gen­nem vanen, men gen­nem belæ­ring. Aristoteles, Etikken, 1102a‑b, 1103a‑b.

Jeg nævn­te oven­for, at tål­mo­dig­hed er en natu­ra­li­stisk dyd. Dette er dog alde­les kon­tekst­be­stemt. Man kan for eksem­pel argu­men­te­re for, at vi har været alt for tål­mo­di­ge, hvad angår nød­ven­di­ge vane­æn­drin­ger og de poli­ti­ske beslut­nin­ger, der skal træf­fes i for­hold til kli­ma­kri­sen. Naturalistens tål­mo­dig­hed angår for mig at se der­i­mod en tål­mo­dig­hed over for natu­ren. Biodiversitet tager for eksem­pel tid. Det tager også lang tid at for­stå natu­ren – det kan ikke kla­res på en dag. Generelt opfø­rer natu­ren sig ufor­ud­si­ge­ligt og har skyg­ge­si­der, hvil­ket også kræ­ver en vis tid og tål­mo­dig­hed.

Hvor de oven­stå­en­de intel­lek­tu­el­le dyder hjæl­per mig til at for­stå ver­den, giver de æste­ti­ske dyder mig mulig­he­den for at værds­æt­te den, for­stå dens skøn­hed og ska­be nye for­mer for værdi.²⁹Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 90. Jeg lærer at for­stå mig selv bed­re, når jeg gen­tag­ne gan­ge tager på svam­pej­agt. Når jeg går ud, ople­ver og sæt­ter ord på natu­ren, går jeg fra et objek­tivt, obser­ve­ren­de blik til et sub­jek­tivt. Naturen giver mig red­ska­ber til at udtryk­ke mig i et nyt sprog: natu­rens sprog. Naturen ska­ber både nye ople­vel­ser, men hjæl­per mig også til at sæt­te ord på mine alle­re­de eksi­ste­ren­de følel­ser og erfa­rin­ger. Vi fin­der vores stem­me, når vi stu­de­rer natu­ren. At arbej­de med natu­ren åbner på én og sam­me tid for en værds­æt­tel­se af natu­ren og en kre­a­tiv pro­ces med den: “Ligesom det at beskri­ve natu­ren som den er,” skri­ver Cafaro, “er det uen­de­ligt fasci­ne­ren­de at for­sø­ge at ind­fan­ge vores egne ople­vel­ser, for­tol­ke hvad vi ser viden­ska­be­ligt, klar­gø­re vores vær­di­dom­me eller ska­be nye opfind­som­me ord.”³⁰Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91. Det er nær­lig­gen­de at se for sig, hvor­dan Krøyer-par­ret, Holger Drachmann, Anna Ancher og de andre ska­gens­ma­le­re bevæ­ge­de sig ud til de nord­jy­ske kyster og lod sig inspi­re­re af natu­ren (og ikke mindst lyset) dér, hvor de opda­ge­de nye måder, far­ver­ne på lær­re­det kun­ne spil­le sam­men på.

Ligesom natu­ren både for­drer og udvik­ler et sundt sind, kræ­ver den en sund fysik. For at ople­ve og udhol­de den vil­de natur, har jeg brug for styr­ke, udhol­den­hed og hård­før­hed. Hvis jeg på min svam­pej­agt bli­ver så opta­get og fasci­ne­ret af natu­rens vidun­der, at jeg ikke når hjem til aftens­mad, må jeg kun­ne kla­re mig der­u­de. Men lige som natu­ren kræ­ver kræf­ter af mig, giver den mig også styr­ke, og den inten­si­ve­rer mine ople­vel­ser gen­nem en øget san­se­lig­hed og opstemthed.³¹Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 91–92.

I mit ydmy­ge møde med natu­ren opnår jeg karak­ter­træk og ople­vel­ser, som jeg ellers ikke vil­le have fået. Gik jeg i ste­det til natu­ren for at dri­ve rov­drift på den eller ude­luk­ken­de for at bru­ge den som et mid­del til et for­mål, vil­le jeg ikke opnå den sam­me betænksom­hed og respekt for natu­ren. Ved ikke at dedi­ke­re min ful­de opmærk­som­hed og udhol­den­hed til natu­ren på min svam­pej­agt, vil jeg aldrig ople­ve, når den ændrer sig, eller for­stå at den har vær­di i sig selv – og jeg vil aldrig for­stå, hvor meget vær­di, den giver mig. Når jeg har ople­vet natu­ren så dybt og inder­ligt, for­står jeg natu­ren på dens egne præ­mis­ser. Denne for­stå­el­se er fuld­kom­men essen­ti­el for at red­de natu­ren og kli­ma­et, og den kom­mer af, at vi har dan­net et bånd til natu­ren – et bånd, der er afgø­ren­de for, at jeg vil pas­se på den. For hvis jeg for­står natu­ren som haven­de eksi­sten­ti­el vær­di, som natu­ra­li­sten gør, vil jeg alt andet lige være bed­re og mere til­bø­je­lig til at pas­se på den.³²Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 97; Cafaro, “Environmental Virtue Ethics”, 3. Det er der­i­mod svæ­re­re at pas­se på noget, man ikke har et bånd til og ikke ken­der. Ifølge Cafaro giver natu­ra­li­stens til­gang til natu­ren mig en for­stå­el­se for vig­tig­he­den af at lade natu­ren være, som den er. Her vil jeg poin­te­re, at der både kan og skal stil­les spørgs­måls­tegn ved, om det er nok at lade natu­ren være og nøjes med bare at pas­se på den. Denne vig­ti­ge anke vil jeg kom­me ind på sene­re.

Narrativernes poten­ti­a­le

Cafaro ser et sprin­gen­de poten­ti­a­le i at ople­ve natu­ren gen­nem det nar­ra­ti­ve. Som nævnt tager natu­ra­li­sten noter til sine obser­va­tio­ner, og over tid bli­ver nota­ter­ne mere detal­je­re­de og afbil­der natu­ren mere dyb­de­gå­en­de. Ved at nedskri­ve sine ople­vel­ser, læg­ger natu­ra­li­sten auto­ma­tisk mær­ke til fle­re aspek­ter ved natu­ren, hun lærer at skel­ne mel­lem dem, og hen­des san­ser inten­si­ve­res. I ste­det for at læne sig til­ba­ge i en roman­tisk svæl­gen og pas­siv beun­dring af natu­rens skøn­hed, går natu­ra­li­sten natu­ren i møde gen­nem for­dy­bel­se og kon­cen­tra­tion. Det er den­ne akti­vi­tet, der opar­bej­der dyder­ne og for­bed­rer vores karak­ter.

Ved at ned­fæl­de vores ople­vel­ser, nær­mer vi os de bære­dyg­ti­ge dyder som opmærk­som­hed, pås­køn­nel­se og tål­mo­dig­hed. Dette er ikke et qui­ck fix, hvor vi efter en efter­mid­dag i sko­ven bli­ver dydi­ge. Vi bli­ver der­i­mod bed­re gen­nem læn­ge­re tids træ­ning – både til at sæt­te ord på natu­ren, og til at lade natu­ren beri­ge vores ord­for­råd. Det er først, når vi til­væn­ner os natu­ra­li­stens dyder, at vi ændrer vores moti­va­tio­ner, drop­per fly­rej­ser­ne og lever bære­dyg­tigt. Det er kun hvis dyder­ne vin­der ind­pas i den bre­de befolk­ning, vi kan ska­be den for­an­dring, som de øko­lo­gi­ske kri­ser kal­der på.

Kan dyd­se­tik­ken red­de kli­ma­et?

Og her – i kra­vet om løs­nin­ger­nes bre­de, fol­ke­li­ge appel – stø­der vi på den før­ste sto­re svag­hed i Cafaros dyd­se­tik. For det er langt fra alle, der kan være med. Som føl­ge af de for­holds­vis skrap­pe fysi­ske krav og det tids­mæs­si­ge aspekt i for­dy­bel­sen af natu­ren, må man­ge se sig over­ladt til det ikke-dydi­ge liv. Mennesker med et fysisk han­di­cap eller folk, der ikke har råd til at tage fri for at tage i natu­ren, har ikke mulig­hed for at få de ople­vel­ser, det kræ­ver for at opbyg­ge natu­ra­li­stens karak­ter. Det er ikke hen­sigts­mæs­sigt, når vi står over for en glo­bal kri­se, som kræ­ver mar­kan­te for­an­drin­ger her og nu. Hvis det kun er en rela­tivt lil­le del af befolk­nin­gen, der kan få et respekt­fuld for­hold til og vær­di­mæs­sigt fæl­les­skab med natu­ren, er det svært at se de ønske­de kon­se­kven­ser. Hvis Cafaro har ret i, at kli­ma­for­an­drin­ger kræ­ver en karak­teræn­dring i men­ne­sker, og den­ne karak­teræn­dring har brug for en gen­ta­gen­de eks­po­ne­ring for natu­ren, som ikke alle har mulig­hed for, bli­ver det svært.

En anden udfor­dring er den bære­dyg­ti­ge. Det er bære­dyg­tig­heds­mæs­sigt uhold­bart, at alle skal ud i natu­ren og bli­ve “væk­ket” som natu­ra­li­ster. Naturen – især den vil­de af slagsen – er en knap res­sour­ce, og det er tvivl­s­omt, at der er nok til alle. Den risi­ke­rer der­for at bli­ve udpint af den mas­si­ve akti­vi­tet. Cafaro beskri­ver godt nok natu­ra­li­sten som en, der begræn­ser sin egen ind­virk­ning på natu­ren og fra­hol­der sig at gøre natu­ren fortræd.³³Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 93. Men det er alli­ge­vel let­te­re, når natu­ra­li­ster­ne er i fåtal. Han indrøm­mer selv, at et “over­dre­vent ener­gi­for­brug” af natu­ren tager hårdt på den.³⁴Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92. Det bli­ver dog svært at und­gå, hvis en til­pas stor mæng­de skal ud i sam­me mæng­de natur. En løs­ning kun­ne være at løs­ne for de skrap­pe krav: at vi ikke alle behø­ver at være natu­ra­li­ster, men at vi har brug for agi­ta­to­rer, der kan inspi­re­re til sam­me ydmyg­hed, værds­æt­tel­se og respekt for natu­rens liv. Det kan godt være, vi ikke alle kan kom­me ud og ople­ve natu­rens vidun­de­re, men med hjælp fra de “ægte” natu­ra­li­ster, kan vi kom­me lidt tæt­te­re på, og det kan for­hå­bent­lig træ­ne de dyder, som er nød­ven­di­ge for at være bære­dyg­ti­ge.

Afholdenhed og agens i Antropocæn

Ifølge den Internationale Geologiske Kongres er jor­den trå­dt ind i en ny epo­ke, nem­lig den antro­po­cæ­ne tidsal­der.³⁵Rens Van Munster & Maja Felicia Falkentoft, “Politiske udfor­drin­ger i den antro­po­cæ­ne tidsal­der”, Dansk Institut for Internationale Studier, 12. juni 2017. Navnet kom­mer fra det græ­ske ord for men­ne­ske, ἄνθρωπος, og refe­re­rer til, at men­ne­sket har sat dybe fod­spor på klo­den og gen­nem sin destruk­ti­ve akti­vi­tet er ble­vet en deter­mi­ne­ren­de fak­tor i Jordens vide­re udvik­ling. Mennesket bærer ansva­ret for kli­ma­kri­sen. Med det for øje vir­ker Cafaros løs­ning util­freds­stil­len­de. Cafaro mener, at vores bære­dyg­ti­ge dyder blot hol­der os fra at for­styr­re, øde­læg­ge, ændre eller begræn­se naturen.³⁶Cafaro, “The Naturalist’s Virtues”, 92–93. Altså udmønt­er natu­ra­li­stens respekt og værds­æt­tel­se af natu­ren sig i ren pas­si­vi­tet over for den. Min anke ved det­te er, at men­ne­sket har haft så stor en nega­tiv effekt på natu­ren alle­re­de, at det ikke læn­ge­re er nok pas­sivt at lade den være. Der skal også gøres noget aktivt. I ste­det for at lade den vil­de natur være i fred, bør vi tage ejer­skab over vores destruk­tion og magt og bru­ge den til at udbed­re vores ska­de: Vi skal styr­ke natu­ren og bio­di­ver­si­te­ten.

Den fran­ske filo­sof Bruno Latour vil­le kal­de den til­ba­ge­truk­ne til­gang, som Cafaro agi­te­rer for, for environ­men­ta­lis­me og argu­men­te­rer i ste­det for, at vi skal udar­bej­de en post-environ­men­ta­li­stisk mentalitet.³⁷Bruno Latour, “Love Your Monsters: Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children”, red. Michael Shellenberger & Ted Nordhaus, Breakthrough Journal 2, (efter­år 2011): 24–25. I ste­det for at lade natu­ren være som den er, skal vi udvi­de natu­rens ram­mer og tage del i enhver hand­ling, der mulig­gør det. Han skri­ver: “Fra nu af skal vi stop­pe med at piske os selv og eks­pli­cit og seri­øst begyn­de at tale om, hvad vi har gjort hele tiden i en evigt-sti­gen­de ska­la, nem­lig at inter­ve­ne­re, age­re, ønske og vise omsorg.”³⁸Latour, “Love Your Monsters”, 24. Menneskeheden skal tage ansvar for sine destruk­ti­ve kræf­ter og for­stå, at der er fare for et sam­men­brud uden men­ne­ske­lig ind­blan­ding. Og Latour har ret i, at vi er så langt ude af en tan­gent, at vi bli­ver nødt til at tage stær­ke meto­der i brug, og at det er for sent til bare at værds­æt­te og bibe­hol­de den natur, der er nu. Karaktertræk, der frem­mer og udvi­der den vil­de natur, bur­de der­for være blandt de bære­dyg­ti­ge dyder.

Normalt vil man ikke se Latour som dyd­se­ti­ker, men man kan læse hans begreb om post-environ­men­ta­lis­me som en men­ta­li­tet, vi skal opar­bej­de. For ham hand­ler det ikke om sto­re ide­a­ler eller impe­ra­ti­ver, men om hvor­dan vi skal til­gå ver­den. Centralt for Latours “etik” er alt­så vores moti­va­tio­ner. Ved at til­væn­ne sig den post-environ­men­ta­li­sti­ske inter­ve­ne­ren­de og hand­len­de men­ta­li­tet, til­væn­ner vi os nog­le karak­ter­træk og et per­spek­tiv, som kan være afgø­ren­de for at fore­ta­ge de nød­ven­di­ge for­an­drin­ger, natu­ren kræ­ver. På den måde kan man med vis­se for­be­hold for­e­ne Latours post-environ­men­ta­lis­me med Cafaros dyd­se­tik.

Min sid­ste anke over for det dyd­se­ti­ske per­spek­tik er sel­ve præ­mis­sen om at foku­se­re på indi­vi­det. Det indi­vi­du­el­le og moti­va­tio­ner­ne bag indi­vi­dets hand­lin­ger er selv­føl­ge­lig vig­ti­ge, men det nyt­ter næp­pe meget i det sto­re bil­le­de, så læn­ge der sta­dig pum­pes olie op af under­grun­den, og mul­ti­na­tio­na­le virk­som­he­der dri­ver rov­drift på natu­rens res­sour­cer. Det indi­vi­du­el­le ansvar kan ikke stå ale­ne, hvis kli­ma­kri­sen for alvor skal tack­les. Her er dyd­se­tik­ken under­ud­vik­let, men det bety­der ikke, at den ikke også kan lyk­kes med det. Det er ikke ure­a­li­stisk, at dyd­se­tik­ken kan for­mu­le­re en fuld­byr­det poli­tisk filo­so­fi, der agi­te­rer for, at sam­fund og dets lede­re opar­bej­der bære­dyg­ti­ge dyder. I mine øjne er der et latent poten­ti­a­le i dyd­se­tik­ken, som vil­le være oplagt at vide­re­ud­vik­le.

Vejen frem for dyd­se­tik­ken – og kli­ma­kam­pen

Hvordan løser vi kli­ma­kri­sen? Der fin­des ikke noget qui­ck fix, men ikke desto min­dre giver Cafaro og dyd­se­tik­ken os red­ska­ber til at kom­me tæt­te­re på. Ved at gøre som natu­ra­li­sten og udfor­ske, for­stå, værds­æt­te og sprog­lig­gø­re den vil­de natur, tager vi et skridt tæt­te­re på de bære­dyg­ti­ge dyder. Disse bli­ver en del af vores karak­ter og kom­mer der­med til at age­re udgangs­punkt for frem­ti­dig hand­len. Hvis vi opbyg­ger en for­stå­el­se for natu­ren, bli­ver det alt andet lige svæ­re­re at ska­de eller bela­ste den. Dydsetikkens styr­ke i kli­ma­kri­sen er, at den­ne tra­di­tion for­kla­rer, hvor­for vi hand­ler. Den spør­ger ind til vores moti­va­tio­ner mere end til hvil­ke abstrak­te, objek­ti­ve og uni­ver­sa­li­sti­ske ide­a­ler, vi skal måle vores hand­len ud fra. Som men­ne­sker føl­ger vi nem­lig ikke altid vores og etik­kens ide­a­ler. Det gør dyd­se­tik­ken i stand til at fin­de en løs­ning på, hvor­dan vi rent fak­tisk opar­bej­der bære­dyg­ti­ge hand­le­møn­stre: nem­lig gen­nem opbyg­gel­se af den ret­te karak­ter med bære­dyg­ti­ge dyder.

Når vi møder natu­ren på sam­me måde som natu­ra­li­sten, bli­ver vi ikke bare bed­re men­ne­sker, men også lyk­ke­li­ge­re: Ved at dedi­ke­re vores tid til natu­rens rige, hand­ler vi i for­læn­gel­se af vores oply­ste ege­nin­ter­es­se. Det er der­for en win-win-situ­a­tion at gå ud i natu­ren. De øko­lo­gi­ske kri­ser giver os dog en kort frist, og det er alt­af­gø­ren­de, at vi sæt­ter mas­sivt ind. Her for­mår Cafaros dyder ikke at slå til, og de ude­luk­ker end­da en stor mæng­de men­ne­sker fra at være dydi­ge. I ste­det for at lade natu­ren være i fred, bør vi aktivt kæm­pe for at udbre­de den og på den måde gøre den til­gæn­ge­lig for fle­re. Hvis vi opsø­ger den på den rig­ti­ge måde, har natu­ren en fan­ta­stisk evne til at give os høj­de­punkt­s­op­le­vel­ser – ople­vel­ser, der ændrer noget eksi­sten­ti­elt i os ved at give os et nyt per­spek­tiv på natu­ren fremad­ret­tet. Måske er det det, der også skal til for at løse vores tids stør­ste kri­se? Her kan dyd­se­tik­ken fun­ge­re som et kom­pas, der kan pege os i den rig­ti­ge ret­ning. Men over tid lærer vi natu­ren at ken­de, så vi kan læg­ge kom­pas­set fra os og gå vores egne veje.