Solen og planternes metafysik – en kritisk læsning af Emanuele Coccias filosofi

Emanuele Coccia, født i Italien i 1976, er lek­tor i filo­so­fi på École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris. I 2016 udkom hans bog: La vie des plan­tes – Une métap­hy­sique du mélan­ge, der i 2021 blev over­sat til dansk med tit­len Planternes liv. Blandingens meta­fy­sik og udgi­vet på Hans Reitzels Forlag. De små 140 sider byder på 15 kapit­ler, for­delt under fem over­skrif­ter: I. Prolog; II. Bladteori: ver­dens atmos­fæ­re; III. Rodteori: stjer­ner­nes liv; IV. Blomsterteori: for­nuf­tens for­mer; V. Epilog.

Som man­ge andre af sam­ti­dens objekt-ori­en­te­re­de onto­lo­ger, spe­ku­la­ti­ve rea­li­ster og antro­po­cen­tris­me­kri­ti­ske nyma­te­ri­a­li­ster er han ude i et geval­digt og alt­om­kal­fa­tren­de opgør med men­ne­skets excep­tio­na­li­sti­ske sta­tus og første­fi­lo­so­fi­ske selv­for­stå­el­se – hvad enten den­ne måt­te være af onto­lo­gisk, epi­ste­mo­lo­gisk og/eller eksi­sten­ti­el “beskaf­fen­hed”.

I det føl­gen­de agter jeg at fore­ta­ge en kri­tisk læs­ning af Coccias opgør. Under en ræk­ke pro­blemop­spo­ren­de mel­lem­over­skrif­ter vil der bli­ve fore­ta­get en lang­som nær­læs­ning og for­tolk­ning af 39 nøje udvalg­te, fort­lø­ben­de skrift­ste­der i bogen med hen­blik på at karak­te­ri­se­re Coccias radi­ka­le og dybt ori­gi­na­le kos­mo­lo­gi­ske og natur­fi­lo­so­fi­ske pro­jekt og at spør­ge kri­tisk til det fra “side­linj­en”.

Coccias anslag

Det er Coccias credo, at solen på det kos­mi­ske plan og plan­ter­ne på det jor­di­ske plan har skabt ver­den, og at men­ne­sket der­for er en afhæn­gig og kon­tin­gent art, der skyl­der plan­ter­nes atmos­fæ­re­ska­ben­de egen­ska­ber sin eksi­stens. Således er men­ne­sket ikke altings måle­stok, mening eller første­år­sag. Mennesket er ikke – og står ikke på – en sik­ker­heds­gi­ven­de grund.

Mennesket er hel­digt, at det over­ho­ve­det har fået lov til at spil­le tred­je­vi­o­lin sam­men med mil­li­ar­der af andre dyri­ske og orga­nisk-leven­de eksi­sten­ser i et ver­den­sor­ke­ster, hvori heli­os (solen) spil­ler første­vi­o­lin og bla­de­nes grøn­korn, der kan opfan­ge og lag­re kul­dioxid og pro­du­ce­re liv­gi­ven­de ilt, spil­ler en mul­tiplu­ralt besat anden­vi­o­lin – og det vel at mær­ke, som det vil frem­gå neden­for, helt uden hæn­der.

Den poe­tisk skri­ven­de uni­ver­si­tetsan­sat­te filo­sof på jord­klo­den poin­te­r­er, at det gæl­der om at sæt­te men­ne­skets jord­li­ge betin­gel­ser i cen­trum med hen­blik på at kon­sti­tu­e­re en ny form for sam-eksi­sten­ti­a­lis­me, en blan­dings­be­gej­stret sam-værens­fi­lo­so­fi, der intet har at gøre med en klas­sisk men­ne­ske­cen­tri­stisk eksi­sten­ti­a­lis­tisk posi­tion. Mange i bund og grund men­ne­ske­in­dif­fe­ren­te betin­gel­ser for men­ne­ske­li­vets til­bli­vel­se skal til, inden men­ne­sket kan væl­ge at træ­de i eksi­stens eller “nøjes med” vege­ta­tivt at se til.

Sam-eksi­sten­sens mulig­heds­be­tin­gel­ser må der­for be- og gen­tæn­kes, og det sker ved at ryk­ke per­spek­ti­vet værk fra klas­sisk-epi­ste­mo­lo­gi­ske sub­jekt-objekt-betragt­nin­ger, der pla­ce­rer og kon­tra­ste­rer det selv­be­vid­ste, suveræ­ne og videns­op­ho­ben­de men­ne­ske over for en omver­den af tav­se og mere eller min­dre mani­pulér­ba­re gen­stan­de.

Coccia abon­ne­rer på et stærkt og eks­pli­cit insti­tu­tions­kri­tisk filo­so­fi­be­greb. Filosofien skal ikke nøjes med at koo­pe­re­re i øjen­høj­de med enkeltvi­den­ska­ber­ne, såsom bio­lo­gi­en, bota­nik­ken eller mine­ra­lo­gi­en. For ham dre­jer filo­so­fi sig ikke om at ska­be viden om spe­ci­fik­ke objek­ter. Filosofi er hel­ler ikke et fag, en disci­plin eller en meto­de­læ­re. Filosofi er sna­re­re en måde at lyt­te og ånde på blandt kos­mi­ske, atmos­fæ­ri­ske og livs­mu­lig­gø­ren­de kræf­ter.

Uden plan­ter – intet liv

Med et Heidegger-kon­ge­ni­alt voka­bu­lar skil­drer Coccia få sider inde i bogens pro­log plan­ter­nes ver­dens­sam­men­fil­tre­de måde at være til på. Med et snup­tag ryk­kes de fun­da­men­tal- og eksi­sten­ti­a­lon­to­lo­gi­ske begre­ber væk fra Daseins sfæ­re og ind i plan­te­ri­get:

Man kan ikke adskil­le en plan­te – hver­ken fysisk eller meta­fy­sisk – fra den ver­den, der tager imod den. Det er dens mest inten­se, radi­ka­le og para­dig­ma­ti­ske form for væren-i-ver­den, der fin­des. At under­sø­ge plan­ter er ens­be­ty­den­de med at skaf­fe sig viden om, hvad det vil sige at være i verden.1Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingens meta­fy­sik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 29.

Det er også her, at filo­sof­fen som en anden iagt­ta­gel­ses­tæn­ker – som var han infor­me­ret af socio­lo­gen Luhmann, hvad han ikke selv angi­ver at være – skri­ver: “En plan­te er det rene­ste udgangs­punkt for en iagt­ta­gel­se af ver­den i dens totalitet.”2Coccia, Planternes liv, 29. Og det er uhy­re inter­es­sant, idet den pri­vil­e­ge­re­de per­spek­ti­vi­ske til­gang bli­ver plan­tens iagt­ta­gel­se, der bli­ver til filo­sof­fens alter ego. Coccia stræ­ber efter at skri­ve en filo­so­fi, som en plan­te vil­le kun­ne tæn­ke og skri­ve, hvis den tænk­te og skrev. Med Luhmann kan man måske end­da sige, at plan­ten – vel at mær­ke godt hjul­pet på vej af Coccia – iagt­ta­ger og kon­stru­e­rer men­ne­sket som en omver­den.

Tankevækkende er det, at Coccia på den­ne måde får etab­le­ret sit natur­fi­lo­so­fi­ske mani­fest som en form for tred­je­or­den­si­agt­ta­gel­se, der “iagt­ta­ger” (eller mere præ­cist: frem­skri­ver og frem­dig­ter), hvor­dan plan­ter angi­ve­lig­vis “iagt­ta­ger” det, de “iagt­ta­ger”. Desværre er det dog ikke en epi­ste­mo­lo­gisk pro­ble­ma­tik, han åben­lyst ved­ken­der sig – end­si­ge skri­ver højlydt om – måske for­di han ikke er bevidst om den.

Men sol, sky­er, vand og mine­ra­ler skal der til, skri­ver han sam­ti­dig på sam­me side, for plan­ter­ne kan ikke gøre det hele helt ale­ne, om end de sam­ti­dig er med til at “gøre” den ver­den, de altid alle­re­de er i, qua deres væren-i-ver­den in the first pla­ce. Så her i den jor­di­ske ver­den er plan­ter­ne fak­tisk second to none. Uden dem intet liv i ver­den:

Vi vil aldrig kun­ne for­stå en plan­te uden at have for­stå­et, hvad ver­den er.3Coccia, Planternes liv, 29.

Hvis vi må gå til plan­ter­ne for at fin­de ud af, hvad ver­den er, er det, for­di det er dem, der “gør” verden.4Coccia, Planternes liv, 32.

Derfor må “hvis’et” i cita­tet siges at være gan­ske reto­risk og til pynt, for det er jo net­op det, Coccia gør og har beslut­tet sig for at gøre, uden den rin­ge­ste tvivl om sit eget anlig­gen­de. Det er tan­ke­væk­ken­de, at Coccia også benyt­ter sig af det tidsånds­ty­pi­ske ver­bum: doing. Judith Butler skrev som bekendt om doing gen­der (“at gøre køn”) i bogen Gender Trouble (1990), og andre har talt om at “gøre” søsken­de­skab, ven­skab, poli­tik etc. Men for plan­te­me­ta­fy­si­ke­ren dre­jer det sig ikke blot om gen­der per­for­ma­ti­vi­ty m.v., men om at gøre intet min­dre end “ver­den”.

Antropomorficeringer – på trods

De har ingen hæn­der til at mani­p­u­le­re ver­den med, og dog skal man lede læn­ge efter aktø­rer, der er dyg­ti­ge­re til at ska­be for­mer. Planterne er ikke blot de mest udsøg­te hånd­vær­ke­re i vores kos­mos, men er også de arter, der har givet liv til for­mer­nes ver­den – en form for liv, der har gjort ver­den til ram­men om uen­de­lig figurdannelse.5Coccia, Planternes liv, 35.

Sandelig er det ikke let at tale plan­ter­ne frem uden at kom­me til at til­de­le dem men­ne­ske­li­ge egen­ska­ber, dvs. i bund og grund at antro­po­mor­fi­ce­re dem. Først bestem­mes de ellers nega­tivt: via fra­væ­ret af hæn­der – for der­ef­ter på et split­se­kund og i sam­me linje at bli­ve besun­get som ska­ben­de hånd­vær­ke­re og liv­gi­ven­de aktø­rer. Det er lige før, klas­si­ske guds-kre­a­ti­vi­tets­me­ta­fy­si­ske og kvin­de­ligt-liv­gi­ven­de fød­sels­me­ta­forik­ker får seman­tisk mæle i en tekst, der vel­sag­tens ikke har andet at gri­be til, da den er tvun­get til at arte sig i et sprog, der i hvert fald ikke tales af eller for­stås af plan­ter.

Planterne til­skri­ves både form- og ind­holds­di­a­lek­ti­ske kræf­ter. De er imma­nen­tisk-værens­gi­ven­de eksi­sten­ser uden hvil­ke, der intet liv var på jor­den – og i hvert fald ingen men­ne­sker:

Planterne fal­der sam­men med de for­mer, de opfin­der, og for dem er alle for­mer vari­a­tio­ner over væren, ikke over gøren og hand­len. At ska­be en form er ens­be­ty­den­de med at gen­nem­træn­ge den med hele sin væren […].6Coccia, Planternes liv, 35.

Opløftet til erken­del­ses­in­ter­es­se og kos­mo­lo­gi-pro­gram­ma­tisk rai­son d’e­tre for bogen skri­ver Coccia ufortrø­de­nt:

Verden er frem for alt det, plan­ter­ne kun­ne få ud af den. Det er dem, der har “skabt” vores ver­den, selv­om “ska­bel­se” er af en helt anden karak­ter end den, man kan stø­de på i nogen leven­de væse­ners akti­vi­te­ter. Det er alt­så plan­ter­ne, som den­ne bog vil udspør­ge om ver­dens natur, dens udstræk­ning og beskaf­fen­hed. Forsøget på at grund­læg­ge en ny kos­mo­lo­gi – den ene­ste form for filo­so­fi, der kan betrag­tes som legi­tim – bør også begyn­de med en udforsk­ning af plantelivet.7Coccia, Planternes liv, 42–43.

Menneskehedens sto­re spørgs­mål til alna­tu­ren og de kos­mo­lo­gi­ske kon­sti­tu­en­ter må såle­des ret­tes til ver­dens ska­ber: plan­ter­ne. Men gan­ske typisk for Coccia er det også at gri­be til og præ­sen­te­re fak­tu­el viden om bota­nik­kens skel­sæt­ten­de rol­le på klo­den. De sto­re filo­so­fi­ske omkal­fa­trin­ger føl­ges til dørs af en sko­let plan­te­bi­o­logs kon­kre­te og smit­ten­de fag­kend­skab.

Livet på jor­den – plan­te­ver­de­nens auto­no­me liv såvel som dyre­ver­de­nens para­si­tæ­re dit­to – mulig­gø­res der­med af fore­kom­sten af klor­o­fyl­korn (i bla­de­ne) og deres funk­tions­ev­ne. Bladene har påt­vun­get langt hoved­par­ten af alle leven­de væse­ner et fuld­stæn­digt unikt mil­jø: atmosfæren.8Coccia, Planternes liv, 48.

Retorisk kraft­fuldt og øjenåb­nen­de er det at lade de ska­ben­de og liv­gi­ven­de bla­de være udsty­ret med tvin­gen­de kræf­ter. De tyn­de, ydmy­ge og års­tids­ud­skif­te­li­ge bla­dek­si­sten­ser er prin­ci­pi­elt stær­ke­re og mere betyd­nings­ful­de end gepar­der, hajer og men­ne­sker.

Procesontologiske til­bli­vel­ser

Coccias decen­tre­ring og fun­da­men­tale “kræn­kel­se” af det men­ne­ske­li­ge sub­jekt som ver­densår­sag, erken­del­ses­cen­trum og betyd­nings­for­tæt­nings­cen­tral går hånd i hånd med en beken­del­se til en pro­ce­son­to­lo­gisk og cir­ku­lært gen­ta­ge­lig til­bli­vel­ses­lo­gik, der aldrig vil ophø­re, så læn­ge der er bla­de og sol­strå­ler til på jord­klo­den og i uni­ver­set:

Vores ver­dens oprin­del­se skyl­des ikke en begi­ven­hed, der fandt sted uen­de­ligt langt væk i tid og rum, mil­li­o­ner af lysår fra os – og den skal hel­ler ikke søges på et sted, der ikke læn­ge­re fin­des noget spor af. Den fin­der sted her og nu. Verdens oprin­del­se er års­tids­be­stemt, ryt­misk og svin­gen­de som alt leven­de. Den er hver­ken sub­stans eller fun­da­ment, er ikke i jor­den i høje­re grad end på him­len, men befin­der sig et sted midti­mel­lem. Vores oprin­del­se er ikke i os – in inte­r­i­o­re homi­ne – men uden for, i det fri. […] Vores ver­dens oprin­del­se er bla­de­ne, der er skrø­be­li­ge og sår­ba­re, men alli­ge­vel for­mår at ven­de til­ba­ge til livet oven på en barsk årstid.9Coccia, Planternes liv, 49–50.

Hvor nog­le af sam­ti­dens antænd­te, spor­sø­gen­de og sei­s­mo­gra­fisk opmærk­som­me filo­sof­fer og sam­fundste­o­re­ti­ke­re begyn­der at “gif­te sig” med begre­bet con­nected­ness (for­bun­det­hed, kon­nek­ti­vi­tet), så er Coccia ynd­lings­be­greb “gen­nem­træn­ge­lig­hed”, der for­modent­lig er en over­sæt­tel­se af “per­mea­bi­li­tet”. Fisken i van­det, van­det i fisken – bla­det under solens liv­gi­ven­de strå­ler, bla­det som liv­gi­ven­de atmos­fæ­re­kre­a­tør – men­ne­sket i ver­den, ver­den (sol, vand, ilt, mine­ra­ler, bak­te­ri­er, mad …) i men­ne­sket; alt gen­nem­træn­ger og udveks­ler med hin­an­den. Sådan tæn­kes og sæt­nings­kre­e­res der i bogen. Alting for­an­drer sig, og intet står ud eller frem som et før­ste­prin­cip. Heraklit kun­ne næp­pe have skre­vet det bed­re:

Gennemtrængelighed er nøg­le­or­det, for i den­ne ver­den er alting i alting. Det vand, havet består af, er ikke blot for­an fiskesub­jek­tet, men i det, i gang med at træn­ge gen­nem det og for­la­de det igen. Verden og sub­jek­tet gen­nem­træn­ger alt­så hin­an­den, hvil­ket for­le­ner det­te domæ­ne med en kom­pleks geo­me­tri, der selv for­an­drer sig konstant.10Coccia, Planternes liv, 54.

Menneskeheden har alle muli­ge gode grun­de til at tak­ke plan­ter­ne for deres ånde­dræts­mu­lig­gø­ren­de kræf­ter – uden hvil­ke intet men­ne­ske­liv hav­de set dagens lys:

Takket være plan­ter­ne blev Jorden en gang for alle til ånde­dræt­tets meta­fy­si­ske rum. De før­ste, der kolo­ni­se­re­de Jorden og gjor­de den bebo­e­lig, var orga­nis­mer, der kun­ne lave foto­syn­te­se, og de før­ste i bund og grund jor­di­ske leve­væs­ner var de stør­ste omfor­me­re af atmosfæren.11Coccia, Planternes liv, 58.

Pudsigt er det at bivå­ne, at plan­ter­ne end­nu engang antro­po­mor­fi­ce­res, som var de at lig­ne med impe­ri­a­li­sti­ske, ind­træn­gen­de styr­ker. Jorden bli­ver også leven­de­gjort, som var den blå pla­net en orga­nis­me med lun­ger:

Fotosyntesen er der­med intet andet end en kos­misk pro­ces, der gør uni­ver­set fly­den­de, en af de bevæ­gel­ser, der med­fø­rer ska­bel­sen af det fly­den­de på Jorden, får Jorden til at træk­ke vej­ret og fast­hol­der den i en dyna­misk spændingstilstand.12Coccia, Planternes liv, 58.

Men sam­ti­dig er plan­ter­ne “lyt­ten­de” og hen­giv­ne væs­ner – gan­ske blot­tet for ustyr­li­ge indre mod­si­gel­ser. De er fuld­gyl­di­ge eksi­sten­ser uden spalt­nin­ger og ubær­li­ge indre dra­ma­er. Det lyder på man­ge måder ide­elt at være plan­te: “[P]lanter [åbner] sig for ver­den og smel­ter sam­men med den med hele deres krop og væren.”13Coccia, Planternes liv, 62. Fotosyntesen og kos­mos, plan­ter­nes arbej­de og det orga­ni­ske livs mulig­heds­be­tin­gel­ser går op i en høje­re enhed. Coccia er en dyg­tig histo­ri­e­for­tæl­ler, der ken­der sine vir­ke­mid­ler.

Uden vej­rtræk­ning – intet liv

Billedsproget er hårdt pum­pet. At træk­ke vej­ret er at for­tæ­re andre eksi­ste­rer:

Åndedrættet er alle­re­de en før­ste form for kan­ni­ba­lis­me, for hver ene­ste dag suger vi næring af gas­ser udledt af plan­ter. Vi kan gan­ske enkelt kun leve af andres liv.14Coccia, Planternes liv, 67.

Men sam­ti­dig skil­drer Coccia, hvor­le­des livets leven­de flet­værk skal for­stås som et ind­lej­ret flet­værk af cirk­len­de bevæ­gel­ser:

Her kom­mer ind­lej­rin­gen ind i bil­le­det, den kends­ger­ning, at livet altid er sine egne omgi­vel­ser og der­for cir­ku­le­rer fra krop til krop, fra sub­jekt til sub­jekt og fra sted til sted.15Coccia, Planternes liv, 67.

Der teg­ner sig en kias­me, en dia­lek­tisk og samvir­ken­de logik for det leven­de:

At træk­ke vej­ret er at være ind­lej­ret i et mil­jø, der gen­nem­træn­ger os på sam­me måde og lige så intenst som vi gen­nem­træn­ger det.16Coccia, Planternes liv, 72.

Uden vej­rtræk­ning – intet liv. Den på én gang onto­lo­gi­ske og atmos­fæ­ri­ske betin­gel­se for liv er vej­rtræk­nin­gen, og dens mulig­hed kan hver­ken men­ne­sket eller de øvri­ge pat­te­dyr selv ska­be: “At leve er at træk­ke vej­ret og omslut­te al mate­rie i ver­den i sit åndedrag.”17Coccia, Planternes liv, 73.

Som læser kom­mer man ind i en art medi­ta­tiv til­stand under læs­nin­gen. At leve, at være, at til­bli­ve … Sådan skri­ver man­ge fæno­meno­lo­ger og pro­ce­son­to­lo­ger; men for Coccia er det ikke til­stræk­ke­ligt at være man­dels­mut­tet ud i eksi­sten­sen af en frugtsom­me­lig og føde­dyg­tig liv­mo­der for at kom­me til at eksi­ste­re. Kastetheden, som Heidegger skri­ver om i Sein und Zeit, bli­ver kun til andet end død­født­hed, hvis de atmos­fæ­ri­ske betin­gel­ser for liv er til ste­de: “Vejrtrækningen er gan­ske enkelt den før­ste beteg­nel­se for væren-i-verden.”18Coccia, Planternes liv, 73.

Initialbetingelsen besyn­ges. Luften pustes ind i eksi­sten­sen, der selv lærer at udnyt­te den; men Coccia tager efter min mening mun­den lidt for fuld, når han skri­ver “kun” i den­ne sæt­ning lidt over halvvejs i bogen: “Alt det leven­de væsen er kun arti­ku­la­tion af ånde­d­ra­get: fra per­cep­tio­nen til for­dø­jel­sen, fra tan­ken til nydel­sen, fra ordet til bevægelsen.”19Coccia, Planternes liv, 74.

For det leven­de men­ne­ske­liv er mere end det, der er på spil i cita­tet. Menneskelivet er også åndens for­tæt­ning i love, histo­ri­ske for­tæl­lin­ger og bibli­o­te­ker, og fore­stil­lings­kraf­tens mani­fe­sta­tion i dig­te, eks­pe­ri­men­ter og opda­gel­ser af stor skøn­hed. Reduktionen af men­ne­ske­li­vet til ånde­d­ragsnå­de-eksi­stens er ikke usand; uden lun­ge­kraft og ilt intet men­ne­ske­liv – men men­ne­ske­li­vet er nu engang meget andet end det.

Det er Coccias kong­stan­ke at bære ved til et opgør med dum­me dua­lis­mer inden for filo­so­fi­en, viden­ska­ber­ne og teo­lo­gi­en. Det er al ære værd:

Åndedragets meta­fy­si­ske rum går for­ud for enhver mod­sæt­ning, idet vej­rtræk­nin­gen kom­mer før enhver son­dring mel­lem sjæl og lege­me, mel­lem ånd og gen­stand, mel­lem ide­al og vir­ke­lig­hed […]. Verden er ånde­d­rag, og alt, hvad der fin­des i den, eksi­ste­rer i den­ne form. Verdens eksi­stens er ikke en logisk kends­ger­ning, men et pne­u­ma­to­lo­gisk anlig­gen­de. Kun ånde­d­ra­get kan røre og for­nem­me ver­den, give den liv. Man kan kun ånde verden.20Coccia, Planternes liv, 75.

Men spørgs­må­let er, om det er kor­rekt, at man kun kan ånde ver­den? Mennesket kan i hvert fald også ændre den; for­tol­ke den; for­tæl­le om den; bosæt­te sig i den; og rej­se ver­den rundt.

Det kan hæv­des, at det at kun­ne ånde er en nød­ven­dig betin­gel­se for men­ne­ske­li­vet, men ikke en til­stræk­ke­lig betin­gel­se for at for­stå dets form­rig­dom, hit­tepå­som­hed og prin­ci­pi­el­le ube­reg­ne­lig­hed. På sam­me måde som hjer­nen er en nød­ven­dig betin­gel­se for eksi­sten­sen af bevidst­hed, men ikke en til­stræk­ke­lig betin­gel­se for at for­stå bevidst­he­dens gene­se, form og ind­hold.

Alting blan­der sig med alting

Det er bestemt ikke uden grund, at bogens under­ti­tel er Blandingens meta­fy­sik. Blandingen skal for­stås onto­lo­gisk-rea­li­stisk og ikke epi­ste­mo­lo­gisk-kon­struk­ti­vi­stisk. Coccia ryk­ker blik­ket og filo­so­fi­ens cen­tral­per­spek­tiv væk fra de men­ne­ske­li­ge per­cep­tio­ners ver­den og ind i atmos­fæ­rens grund­væ­ren.

.[Reduktionen] af atmos­fæ­ren synes at over­se, at atmos­fæ­ren dybest set er en onto­lo­gisk kends­ger­ning om tin­ge­nes sta­tus og værens­form og ikke om den måde, de perci­pe­res på.21Coccia, Planternes liv, 82.

Som en kæm­pe­stor altid ælten­de røre­ma­ski­ne teg­ner ver­den sig. De dyna­mi­ske udveks­lin­ger får man­ge ord med på vej­en. Mennesket og alt andet i ver­den er altid i abso­lut cir­ku­la­tion:

Verden er den uni­ver­sel­le blan­dings rum, hvor enhver ting rum­mer en hvil­ken som helst anden ting og er inde­holdt i enhver anden ting.22Coccia, Planternes liv, 84.

Alt i ver­den frem­brin­ger en blan­ding og frem­brin­ges i blan­din­gen. Alting træn­ger ind og ud overalt: Verden er åbning, fri­hed og abso­lut cir­ku­la­tion, ikke side om side, men gen­nem krop­pe­ne og de andre. At leve, ople­ve eller være i ver­den bety­der alt­så at lade sig gen­nem­træn­ge af alting.23Coccia, Planternes liv, 85.

Blandingsmetafysikken har også øje for, at men­ne­sket bidra­ger med kul­dioxid, så plan­ter­ne har noget at “arbej­de med”. Pudsigt nok skri­ver han ikke om bier­nes bestøv­nings­e­gen­ska­ber og om van­dets væren-i-ver­den. For uden bier­nes fly­ven­de akti­vi­tet og støvdra­ger­be­rø­rin­ger ingen plan­te­fer­ti­li­tet, og uden vand ingen plan­te­vækst. Men det er der på den anden måde ingen grund til, at han godt kun­ne have gjort, for bier­ne, plan­ter­ne, pol­le­ni­se­rin­gen, van­det, solen, hon­nin­gen, ilten og kul­dioxi­den blan­der sig med hin­an­den og alt andet i det vibre­ren­de og for­an­der­li­ge kos­mos:

Kosmos – dvs. natu­ren – er ikke tin­ge­nes grund­lag, men deres blan­ding, deres ånde­dræt, den bevæ­gel­se, der befor­drer deres gen­si­di­ge gennemtrængning.24Coccia, Planternes liv, 86.

Den uni­ver­sel­le blan­ding er et udtryk for den kends­ger­ning, at ver­den kon­stant er udsat for at bli­ve trans­for­me­ret af sine elementer.25Coccia, Planternes liv, 87.

Coccia jub­ler ikke højlydt over, at (selv)kritiske men­ne­sker i sam­ti­den er begyndt at frem­hæ­ve men­ne­sket som dén afgø­ren­de kraft til at sæt­te dybe, irre­ver­sib­le aftryk i natu­ren. Det fore­kom­mer ham at være en alt for stor magt at til­skri­ve men­ne­ske­he­den:

Begrebet antro­po­cæn omfor­mer det, der defi­ne­rer sel­ve ver­dens eksi­stens, til en iso­le­ret, histo­risk og nega­tiv hand­ling, gør natu­ren til en kul­tu­rel und­ta­gel­se og men­ne­sket til en “udenoms­na­tur­lig” årsag, og frem for alt over­ser det den kends­ger­ning, at ver­den altid er leven­de væse­ners åndedrag.26Coccia, Planternes liv, 88.

Igen og igen gen­ta­ger han sit plan­te-credo, der for­mer sig som en lovsang til plan­ter­ne som ånde­d­ra­gets kre­a­tør par excel­len­ce. Hvor men­ne­sket tid­li­ge­re har besun­get den omni­po­ten­te Gud på den­ne vis og til­skre­vet “ham” alle attri­but­ter som natu­ra natu­rans (lat­in for den ska­ben­de natur) og for­stå­et alt andet i ver­den her­un­der men­ne­sket og plan­ter­ne som natu­ra natu­ra­ta (lat­in for den skab­te natur) – fore­ta­ger Coccia en omven­ding og besyn­ger plan­ter­ne som natu­ra natu­rans. Planterne puster så at sige liv ind i ver­den:

I ånde­d­ra­gets imma­nens åben­ba­rer ver­den sig som noget, der på en gang er tæt­te­re på og ekstremt ander­le­des end det, vi har fore­stil­let os. Det er det­te hidtil use­te ansigt, plan­ter­ne lader os betragte.27Coccia, Planternes liv, 89.

Allerede i plan­tens krop er alting i alting: Himlen er i jor­den, jor­den skub­bes op mod him­len, luf­ten gør sig selv til en krop og en for­læn­gel­se, der på sin side blot er et atmos­fæ­risk laboratorium.28Coccia, Planternes liv, 97.

Heliocentrismens uom­bag­gå­e­lig­hed og visio­nen om en ny astro­lo­gi

Jo læn­ge­re man kom­mer frem i bogen, jo tyde­li­ge­re teg­ner der sig en ska­bel­se­s­tan­dem; for uden sol­lys intet liv på jor­den. Planterne kan med andre ord ikke kla­re at ska­be det hele på egen hånd. Solens kraft og plan­ter­nes meta­fy­sik træk­ker på sam­me ham­mel. De træ­der syn­kront i peda­ler­ne, og uden det­te mak­ker­par intet liv på jor­den, intet men­ne­ske­liv, ingen ord på papir, intet at tale om:

Takket være plan­ter­ne bli­ver Solen til Jordens hud, til dens mest over­fla­di­ske lag, og Jorden bli­ver en stjer­ne, der suger næring af Solen og ska­ber sig selv af lys. De omfor­mer lyset til orga­nisk sub­stans og gør livet til en kends­ger­ning, der først og frem­mest er bestemt af Solen.29Coccia, Planternes liv, 102.

Det er bestemt ikke til­fæl­digt, at Coccia skri­ver Solen med stort S, som man i man­ge år har skre­vet Gud med stort G. For ham er heli­o­cen­tris­men ikke blot et astro­no­misk erhver­vet erken­del­ses­frem­skridt i men­ne­ske­he­den histo­rie end­si­ge iden­tisk med den koper­ni­kan­ske ven­ding, der gjor­de solen til cen­trum og lik­vi­de­re­de geo­cen­tris­men. Nej, heli­o­cen­tris­men er ikke en teo­ri eller et epi­ste­mo­lo­gisk kon­strukt, men et onto­lo­gisk-realt før­ste­prin­cip:

Takket være plan­ter­ne er livet – og kan kun være – heli­o­cen­tris­men par excel­len­ce. Det er hævet over enhver tvivl, at alt leven­de kun er virk­nin­gen af heli­o­cen­tris­men; af den kends­ger­ning, at alt på Jorden kun eksi­ste­rer på grund af Solen.30Coccia, Planternes liv, 103.

Meget over­ra­sken­de ser Coccia sit pro­jekt som et for­søg på at udfol­de og filo­so­fisk befæ­ste en astro­lo­gi. Astrologien er ellers meget udskældt og lat­ter­lig­gjort både i viden­skabs­kred­se og i sto­re dele af offent­lig­he­den. Men det er ham magt­på­lig­gen­de at leve­re et stærkt filo­so­fisk alter­na­tiv til såvel Heideggers urgro­e­de faib­le for det enk­le jord­bund­ne og auten­ti­ske men­ne­ske­liv som sam­ti­dens fla­gel­lan­ti­ske, bære­dyg­tig­heds­be­kym­re­de og begræn­se­de kri­tik­ker af men­ne­sket som en destruk­tiv kraft i natu­ren:

I kon­trast til den moder­ne og post­mo­der­ne filo­so­fis mør­ke og nat­li­ge rea­lis­me bør man opstil­le en ny heli­o­cen­tris­me eller ret­te­re en ekstrem, vari­ant af astro­lo­gi­en. […] for Jorden er selv blot en stjer­ne blandt alle de andre stjer­ner, og alt hvad der lever på den (og i den), er astralt.31Coccia, Planternes liv, 106.

At aner­ken­de Jordens astra­le natur er at gøre astro­lo­gi­en – viden­ska­ben om stjer­ner­ne – til noget andet og mere end en lokal viden­skab, nem­lig til den glo­ba­le og uni­ver­sel­le viden­skab for bed­re at ven­de op og ned på det hele.32Coccia, Planternes liv, 108.

I Coccias filo­so­fi er der ekko­er og min­del­ser at fin­de af en berømt sang­tekst af Joni Mitchell: “We are star­dust …”,33Joni Mitchell, Woodstock (1970). for ret beset er vi alle sam­men stjer­ne­støv – kul med mil­li­ar­der af år på bagen. På sæt og vis teg­ner det gigan­ti­ske astra­le uni­vers, “vores” sol og alle plan­ter­ne, sig som bogens bæren­de tri­a­de, der også ken­des i en anden og langt mere kendt ver­sion fra teo­lo­gi­ens histo­rie, hvor Gud både er én og tre: Gud fader, Sønnen og Helligånden. Den kil­de­sø­gen­de Coccia er da også frisk med en hym­ne til den ikke blot meta­forisk-kon­ci­pe­re­de him­mel, den pro­fa­ne­re­de stand-in for den tra­di­tio­nel­le Gud: “Vores eksi­stens’ ende­gyl­di­ge kil­de er himlen.”34Coccia, Planternes liv, 108.

Men Coccia er også rede til at ser­ve­re en band­bul­le imod den alt for ind­skræn­ke­de opfat­tel­se af, at øko­lo­gi ude­luk­ken­de måt­te dre­je sig om over­fla­di­ske balan­ce- og uba­lan­ce­for­hold på jord­klo­den. I ste­det er det en ura­no­lo­gi, der skal der til. Der skal med andre ord tæn­kes stort og ikke kun astral­provin­si­elt og jord­bun­dent. Det him­mel­ske per­spek­tiv er der langt mere gehalt i end det jor­di­ske:

At gøre Jorden til et him­mel­le­ge­me er at gøre den kends­ger­ning, at den repræ­sen­te­rer vores habi­tat, kon­tin­gent på ny. Ligesom stør­ste­delen af stjer­ner­ne er den ikke bebo­e­lig pr. defi­ni­tion. Kosmos er ikke det bebo­e­li­ge an sich – det er ikke et oikos – men en ura­nos, en him­mel, og øko­lo­gi­en er intet andet end for­ka­stel­sen af uranologien.35Coccia, Planternes liv, 109.

Men det er nu alli­ge­vel over­ra­sken­de, at den astro­fy­sisk vel­o­ri­en­te­re­de Coccia ikke filo­so­fe­rer over, at solen hol­der op med at skin­ne om ca. fem mil­li­ar­der år, da leve­ti­den for den slags lysen­de og liv­gi­ven­de stjer­ner er ca. ti mil­li­ar­der år. I mod­sæt­ning til den klas­sisk-meta­fy­si­ske Gudsforestilling, der anser Gud for at være en trans­cen­dent og uni­ver­sel kraft hin­si­des tid og rum og sam­ti­dig den imma­nent-hove­d­ansvar­li­ge for alt det, der er til, er solen her kun på lånt tid. Og det bety­der i sid­ste ende, at Coccias heli­o­cen­tri­sti­ske onto­lo­gi er et noget usik­kert fore­ha­ven­de at hæn­ge sin alt­for­kla­ren­de hat og sit meta­fy­si­ske trum­f­kort på sub spe­cie aeter­ni­ta­tis.

Coccias filo­so­fi er en blan­ding­s­on­to­lo­gi

Sidst i bogen ser­ve­rer Coccia en ben­hård og på man­ge måder høj­re­le­vant videns­po­li­tisk kri­tik af den insti­tu­tio­na­li­se­re­de filo­so­fi og de arbejds­del­te, høj­spe­ci­a­li­se­re­de og domæ­ne­ret­ha­ve­ri­ske enkeltvi­den­ska­ber. Igen sker det ved hjælp af blan­dings­me­ta­fy­si­ske argu­men­ter:

Tingene og ide­er­ne er langt min­dre disci­pli­ne­re­de end men­ne­ske­ne. De blan­der sig med hin­an­den uden at bekym­re sig om for­bud eller eti­ket­te, cir­ku­le­rer frit uden at afven­te grønt lys fra “peers” og struk­tu­re­rer sig selv på grund­lag af for­mer og kræf­ter, der aldrig sva­rer til dem, sam­funds­le­ge­met frem­brin­ger. Det vil være menings­løst at for­ven­te det modsatte.36Coccia, Planternes liv, 129.

Denne epi­ste­mo­lo­gi­ske remin­der føl­ges til dørs af en kaus­a­li­tetskri­tisk fun­da­men­ta­lon­to­lo­gi, der ikke er bleg for at defi­ne­re sig selv:

Verden er ikke et rum defi­ne­ret ved sam­men­hæn­gen mel­lem årsa­ger og virk­nin­ger, men sna­re­re et rum defi­ne­ret ved påvirk­nin­gers kli­ma, atmos­fæ­rers mete­o­r­o­lo­gi. Liv og ver­den er blot betin­gel­ser for den uni­ver­sel­le blan­ding, for kli­ma­et og den enhed, der ikke ind­be­fat­ter en sam­men­s­melt­ning af sub­stans og form.37Coccia, Planternes liv, 130.

Her får Coccia san­de­lig også de epi­ste­mo­lo­gi­ske men­ne­ske­li­ge idé- og videns­for­mer til at fly­de sam­men med onto­lo­gi­en. Tanke- og ver­dens­for­mer gli­der ind og ud af hin­an­den:

I ver­den er alting blan­det med alt andet, intet er onto­lo­gisk set adskilt fra resten. Det sam­me gæl­der for ide­er og for­skel­li­ge for­mer for viden. I tan­kens hav kom­mu­ni­ke­rer alting med alt andet, og enhver viden gen­nem­træn­ger og gen­nem­træn­ges af alle de andre for­mer for viden. Enhver gen­stand kan erken­des af en hvil­ken som helst fag­di­sci­plin, og enhver form for viden kan give adgang til ethvert objekt.38Coccia, Planternes liv, 131.

Men i det­te på én gang vil­de og ambi­tiø­se citat er det meget van­ske­ligt at for­stå, om Coccia taler til for­del for en ide­el nor­ma­tiv og end­nu ikke eksi­ste­ren­de ver­den (dvs. som en kon­tra­fak­tisk tæn­ker), eller om han rent fak­tisk mener, at det er det, der sker i dagens viden­ska­be­li­ge ver­dens­sam­fund. Er han en bør- og/eller en er-tæn­ker?

Umiddelbart er det eksem­pel­vis ikke til at få øje på, at “enhver viden gen­nem­træn­ges og gen­nem­træn­ges af alle de andre for­mer for viden” i sam­ti­dens vidensland­skab, der meget ofte udgræn­ser – og afgræn­ser – sig fra de typer af tænk­ning, der tru­er enkeltvi­den­ska­bens sand­heds- og dis­kur­spo­li­ti­ske magt, ret og agt til at have til­ta­get sig monopol på at sige bestem­te ting om bestem­te gen­stan­de.

Det er næp­pe hel­ler muligt uden yder­li­ge­re belæg – og i al postu­le­ren­de abstrak­t­hed og alde­les kon­tekst­løst – at hæv­de, at “enhver form for viden kan give adgang til ethvert objekt”. Har den øko­no­mi­ske fag­vi­den­skab fx noget rele­vant at sige om foto­syn­te­sens bio­ke­mi? Kan epi­ge­ne­tik­ken kva­li­fi­ce­re en tek­st­a­na­ly­se? Kan bio­di­ver­si­tets­forsk­nin­gen bidra­ge til assy­ri­o­lo­gi­en?

Efter at Coccia har svun­get fanen meget højt, lan­der han på bogens sid­ste to sider med at skri­ve:

Det dre­jer sig først og frem­mest om epi­ste­mo­lo­gisk evi­dens: Filosofien er atmos­fæ­risk, for sand­he­den eksi­ste­rer altid i atmos­fæ­risk form.39Coccia, Planternes liv, 134.

De filo­so­fi­ske tan­ker er ingen ste­der, men overalt. Som en atmosfære.40Coccia, Planternes liv, 135.

Der er noget i luf­ten: ilt og tan­ker – og de kan hver­ken loka­li­se­res, fast­hol­des eller und­gå at have med hin­an­den at gøre, hæv­der den ita­li­ensk-fran­ske filo­sof.

En kri­tisk epi­log

Er man til trans­cen­den­tal­prag­ma­ti­ke­ren Karl-Otto Apel eller til den kom­mu­ni­ka­ti­ve hand­lenstæn­ker Jürgen Habermas vil man kun­ne ind­ven­de, at Coccia er vik­let ind i en geval­dig per­for­ma­tiv selv­mod­si­gel­se, for hele hans værk og alle hans finur­li­ge filo­so­fi­ske for­søg på at vri­ste sig fri af men­ne­skets excep­tio­na­li­sti­ske sta­tus mod­si­ges af, at han altid alle­re­de og først og frem­mest er ind­fæl­det i en sprog­lig onto­lo­gi, og at det er ham, der skri­ver en bog ladet til ran­den med argu­men­ter, der lever op til at hono­re­re en ræk­ke gyl­dig­heds­for­drin­ger til ræson­na­belt sprog­brug, her­un­der en grund­læg­gen­de respekt for prag­ma­ti­ske, seman­ti­ske, syn­tak­ti­ske, gram­ma­ti­ske spro­g­reg­ler.

Dertil kom­mer, at det hel­ler ikke er plan­ter­ne eller solen, der skri­ver den­ne bog, men en vel­træ­net filo­sof med en erken­del­ses­in­ter­es­se og et dybt og rigt kend­skab til filo­so­fi- og viden­skabsvirk­nings­hi­sto­ri­en. Så vidt vi ved, filo­so­fe­rer ilten ikke, ej hel­ler kul­dioxi­den. De køber, låner og læser hel­ler ikke bøger.

Påfaldende er det også, at Coccia stort set ude­luk­ken­de hol­der sig inden for den teo­re­ti­ske filo­so­fis områ­de. Hvor andre mere akti­vi­stisk ori­en­te­re­de og poli­tisk for­an­drings­in­ci­te­ren­de tæn­ke­re ønsker at få os (in casu: men­ne­ske­he­den i det 21. århund­re­de) til at ændre syn på de poli­ti­ske beslut­nings­pro­ces­ser, soci­a­le livs­for­mer og dra­ma­ti­ske øko­lo­gi­ske uba­lan­cer, så synes Coccia hver­ken at være poli­to­lo­gisk, socio­lo­gisk eller prak­tisk-filo­so­fisk sko­let eller inter­es­se­ret. Vi er mile­vidt fra FN’s kli­ma­mål, kri­tik­ker af et uansvar­ligt og ulig­heds­ska­ben­de over­for­brug og mere eller min­dre hjem­lø­se og/eller prag­ma­tisk-rea­li­sti­ske gre­enwas­hen­de bære­dyg­tig­heds­ap­pel­ler. Således dra­ger han ikke de etisk-poli­ti­ske kon­se­kven­ser af sine meta­fy­si­ske, onto­lo­gi­ske og epi­ste­mo­lo­gi­ske “bud­ska­ber” i den­ne bog.

Det undrer mig også, at han ikke kom­mer kro­p­s­fæ­no­meno­lo­gi­en i møde, for men­ne­sket er altid alle­re­de inkar­ne­ret og situ­e­ret. Det men­ne­ske­li­ge sub­jekt er en kro­p­s­lig-væren-i-ver­den, og det er et eksi­sten­ti­a­lon­to­lo­gisk vil­kår, der hand­ler om andet og mere end at kun­ne træk­ke vej­ret. Som sol­dyr­ker og plan­te­me­ta­fy­si­ker kun­ne han måske have talt det kor­por­li­ge men­ne­ske frem på en anden og rige­re måde end noto­risk at degra­de­re det til at spil­le tred­je­vi­o­lin i den antro­po­cen­tris­me­kri­ti­ske og nyma­te­ri­a­li­sti­ske ver­den­sor­den, han taler smag­fuldt og stil­be­vidst frem og ikke mindst argu­men­te­rer for. Hér var den igen – den per­for­ma­ti­ve selv­mod­si­gel­se; for Coccia er i før­ste og sid­ste instans et men­ne­ske, en filo­sof, der vil noget, og det, han vil, er at over­be­vi­se os men­ne­sker om, at vi må leve og tæn­ke ander­le­des. At der er og fin­des alter­na­ti­ver til at hypost­a­se­re, til­be­de og ude­luk­ken­de have øje for men­ne­sket.

Men dis­se ind­ven­din­ger til trods, og med mine på én gang rekon­struk­ti­ve og dekon­struk­ti­ve læs­nin­ger af Coccias bog in men­te, er jeg bestemt af den opfat­tel­se, at det vil løn­ne sig for alle, der er inter­es­se­re­de i grund­læg­gen­de onto­lo­gi­ske og epi­ste­mo­lo­gi­ske spørgs­mål, at læse og tage liv­tag med hans på én gang ori­gi­na­le og ambi­tiø­se natur­fi­lo­so­fi­ske pro­jekt.

1. Emanuele Coccia, Planternes liv. Blandingens meta­fy­sik (København: Hans Reitzels Forlag, 2021), 29.
2. Coccia, Planternes liv, 29.
3. Coccia, Planternes liv, 29.
4. Coccia, Planternes liv, 32.
5. Coccia, Planternes liv, 35.
6. Coccia, Planternes liv, 35.
7. Coccia, Planternes liv, 42–43.
8. Coccia, Planternes liv, 48.
9. Coccia, Planternes liv, 49–50.
10. Coccia, Planternes liv, 54.
11. Coccia, Planternes liv, 58.
12. Coccia, Planternes liv, 58.
13. Coccia, Planternes liv, 62.
14. Coccia, Planternes liv, 67.
15. Coccia, Planternes liv, 67.
16. Coccia, Planternes liv, 72.
17. Coccia, Planternes liv, 73.
18. Coccia, Planternes liv, 73.
19. Coccia, Planternes liv, 74.
20. Coccia, Planternes liv, 75.
21. Coccia, Planternes liv, 82.
22. Coccia, Planternes liv, 84.
23. Coccia, Planternes liv, 85.
24. Coccia, Planternes liv, 86.
25. Coccia, Planternes liv, 87.
26. Coccia, Planternes liv, 88.
27. Coccia, Planternes liv, 89.
28. Coccia, Planternes liv, 97.
29. Coccia, Planternes liv, 102.
30. Coccia, Planternes liv, 103.
31. Coccia, Planternes liv, 106.
32. Coccia, Planternes liv, 108.
33. Joni Mitchell, Woodstock (1970).
34. Coccia, Planternes liv, 108.
35. Coccia, Planternes liv, 109.
36. Coccia, Planternes liv, 129.
37. Coccia, Planternes liv, 130.
38. Coccia, Planternes liv, 131.
39. Coccia, Planternes liv, 134.
40. Coccia, Planternes liv, 135.