Hvad er sociale identiteter?

Sociale iden­ti­te­ter har fået en pro­mi­nent rol­le i samt­li­ge hum­an­vi­den­ska­bers voka­bu­lar. Man taler nu om køn­si­den­ti­te­ter, etni­ske iden­ti­te­ter, natio­na­le iden­ti­te­ter, jobi­den­ti­te­ter, reli­gi­øse iden­ti­te­ter, per­son­li­ge iden­ti­te­ter, seksu­el­le iden­ti­te­ter osv. Problemet er imid­ler­tid, at iden­ti­tets­ud­tryk­ke­ne nu er så udbred­te og benyt­tes i så vidt for­skel­li­ge sam­men­hæn­ge, at deres mening synes udvan­det og deres betyd­ning divergerende.1Se Rogers Brubaker and Frederick Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”, i Theory and Society 29 (2000): 1–47 og Kwame Anthony Appiah, The Lies That Bind: Rethinking Identity (Profile Books, 2018). Identitetsbegrebet har med andre ord fået en “iden­ti­tetskri­se”. Men på trods af den­ne uklar­hed er det para­doksalt nok et begreb, hvis mening man­ge tager for givet, hvil­ket også kom­mer til udtryk i den aktu­el­le debat i medi­er­ne om iden­ti­te­ter, diskri­mi­na­tion og gruppehensyn.2Philip Phillip Gleason, “Identifying Identity: A Semantic History”, i The Journal of American History 69, nr. 4 (1983): 910–931. Spørgsmålet om defi­ni­tio­nen og vægt­nin­gen af for­skel­li­ge soci­a­le iden­ti­te­ters rol­le for indi­vi­dets selv­for­stå­el­se har sto­re impli­ka­tio­ner for, hvor­dan vi bør afve­je grup­pe­hen­syn over for indi­vi­du­el­le ret­tig­he­der. Denne arti­kel søger at bely­se, hvad soci­a­le iden­ti­te­ter er som begreb og fæno­men. Formålet er at leve­re en fler­di­men­sio­nel bestem­mel­se af soci­a­le iden­ti­te­ter, der til­la­der en mere nuan­ce­ret debat om aner­ken­del­se samt grup­pe­ret­tig­he­der og ‑hen­syn.

Det menings- og iden­ti­tets­ska­ben­de fæl­les­skab

Blandt teo­re­ti­ke­re i den såkald­te iden­ti­ty poli­ti­cs-debat er der enig­hed om føl­gen­de funk­tions- og eksi­stens­postu­lat i for­hold til soci­a­le iden­ti­te­ter: Der eksi­ste­rer nog­le typer af fæl­les­ska­ber, som har en sig­ni­fi­kant menings­gi­ven­de funk­tion for deres med­lem­mer som leve­ran­dø­rer af soci­a­le iden­ti­te­ter.

Men først: Hvad er et fæl­les­skab? Fællesskaber er defi­ne­ret ved, at deres med­lem­mer har noget til fæl­les – en fæl­les del­mæng­de med­lem­mer­ne imel­lem. Fællesskaber er alt­så altid fæl­les om noget. Men fra et onto­lo­gisk per­spek­tiv eksi­ste­rer der en uen­de­lig mæng­de af både for­skel­le og lig­he­der – og såle­des af fæl­les­ska­ber. Det er imid­ler­tid kun en begræn­set andel af dis­se lig­he­der og for­skel­le, som vi til­læg­ger vær­di; som vi anser for rele­van­te fæl­les­ska­ber. De rele­van­te fæl­les­ska­ber lader til kun at være de fæl­les­ska­ber, som udø­ver en form for ind­fly­del­se på men­ne­skers for­stå­el­se af dem selv og deres omgi­vel­ser (bevidst eller ubevidst).3Parekh taler også om, at kun nog­le for­skel­le og lig­he­der er “iden­ti­ty-deter­mi­ning fea­tu­res”. Se Bhikhu Parekh, A New Politics of Identity Political Principles for an Interdependent World (New York: Palgrave Macmillan, 2008). Således vil nog­le fæl­les­ska­bers lig­he­der og for­skel­lig­he­der knap nok ænses, andre kun bli­ve bemær­ket, mens andre igen vil opfat­tes som essen­ti­el­le. Homoseksualitet frem­står som et væsent­ligt karak­te­ri­sti­kum, mens sko­stør­rel­ser for de fle­ste frem­står lige­gyl­digt. Men i det gam­le Kina hav­de kvin­ders sko­stør­rel­ser en cen­tral rol­le: Små fød­der var en del af en soci­al menings­struk­tur som et pre­sti­ge- og rig­doms­sym­bol. Grænsen mel­lem det rele­van­te og irre­le­van­te fæl­les­skab er alt­så en fly­den­de græn­se. Den er prag­ma­tisk, histo­risk og for­an­der­lig, som Amartya Sen har påpeget.4Amartya Sen, Identity and Violence (New York: Norton & Company, 2007). Alle fæl­les­ska­ber kan såle­des poten­ti­elt bli­ve rele­van­te fæl­les­ska­ber.

Men hvad er det for en egen­skab, der gør de rele­van­te fæl­les­ska­ber “rele­van­te”? Terminologien vari­e­rer fra teo­re­ti­ker til teo­re­ti­ker, men der er enig­hed om, at rele­van­te fæl­les­ska­ber er leve­ran­dø­rer af menings­struk­tu­rer (menings­ful­de livs­må­der, per­spek­ti­ver på ver­den og/eller værdisæt).5Kwame Appiah, The Ethics of Identity (New Jersey: Princeton University Press, 2005); Parekh, A New Politics of Identity; Avishai Margalit & Joseph Raz, “National Self-Determination”, i The Journal of Philosophy 87, nr. 9 (1990): 439–461; Will Kymlicka, Multicultural Citizenship: A Liberal Theory of Minority Rights (Clarendon Press, 1995). Sådanne menings­struk­tu­rer og ibo­en­de vær­di-hie­rar­ki­er har den yder­li­ge­re effekt, som Bhikhu Parekh blandt andre har påpe­get, ikke bare at frem­stå som muli­ge struk­tu­re­rin­ger af ver­den, men som sig­ni­fi­kan­te.6Parekh, A New Politics of Identity. Alle fæl­les­ska­ber, der er rele­van­te for soci­a­le iden­ti­te­ter, er alt­så karak­te­ri­se­ret ved at have en menings­gi­ven­de funk­tion for deres med­lem­mer. Men fæl­les­ska­ber­nes menings­struk­tu­rer og menings­hie­rar­ki­er skal være inter­na­li­se­ret i indi­vi­det som en indi­vi­du­el soci­al iden­ti­tet, for at de fak­tisk er menings­gi­ven­de for det enkel­te indi­vid. Et sådant inter­na­li­se­rings­krav frem­hæ­ves af de fle­ste teo­re­ti­ke­re inden for områ­det, lige fra Kwame Appiah, Amartya Sen og Margalit & Raz til Will Kymlicka.7Sen, Identity and Violence; Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship; Margalit & Raz,“National Self-Determination”. En indi­vi­du­el soci­al iden­ti­tet er såle­des et inter­na­li­se­rings­pro­dukt af fæl­les­ska­bets kol­lek­ti­ve soci­a­le iden­ti­tet, hvor det­te grup­pe­til­hørs­for­hold leve­rer mening og vær­di til indi­vi­dets liv og ver­dens­for­stå­el­se.

Begrebet om soci­al iden­ti­tet min­der på man­ge måder om Bourdieus habi­tus-begreb,8Annick Prieur and Carsten Sestoft, Pierre Bourdieu En Introduktion (København: Hans Reitzels Forlag, 2006); Pierre Bourdieu, The Logic of Practice (Cambridge: Polity Press, 1990). hvor det under­lig­gen­de fæno­men har en dob­bel­tek­si­stens – i fæl­les­ska­bet og i indi­vi­det.

Et andet væsent­ligt karak­te­ri­sti­kum ved soci­a­le iden­ti­te­ter er, at vi lader til at kun­ne besid­de adskil­li­ge soci­a­le iden­ti­te­ter. Både Bhikhu Parekh og Amartya Sen argu­men­te­rer for, at vi kan til­hø­re adskil­li­ge menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber, der alle ind­går i sel­vet som fle­re kom­po­nen­ter i indi­vi­dets soci­a­le identitet.9Sen, Identity and Violence; Parekh, A New Politics of Identity.

For at opsum­me­re det fæl­les funk­tions- og eksi­stens­postu­lat blandt teo­re­ti­ke­re inden­for iden­ti­tetspo­li­tik: (1) Der eksi­ste­rer nog­le fæl­les­ska­ber, som besid­der en væsent­lig menings­gi­ven­de funk­tion for deres med­lem­mer, og (2) den­ne funk­tion rea­li­se­res ved, at fæl­les­ska­bet er leve­ran­dør af nog­le væsent­li­ge menings­struk­tu­rer, som er inter­na­li­se­ret i dets med­lem­mer som indi­vi­du­el­le soci­a­le iden­ti­te­ter. Men det­te eksi­stens­postu­lat er tomt på nuvæ­ren­de tids­punkt: Vi ved, hvil­ken funk­tion dis­se fæl­les­ska­ber skal have, men ikke hvil­ke typer fæl­les­ska­ber, der lever op til det­te krav. Og her er der langt fra sam­me enig­hed blandt de for­skel­li­ge teo­re­ti­ke­re.

Ekstensionen af de “rele­van­te” fæl­leska­ber: Hvilke fæl­les­ska­ber er fak­tisk leve­ran­dø­rer af soci­al iden­ti­tet?

I det føl­gen­de vil jeg lave en kri­tisk gen­nem­gang af to af de mest cen­tra­le (og oftest frem­før­te) kri­te­ri­er for “rele­van­te” fæl­les­ska­ber: Offentlighedskriteriet og det såkald­te belon­ging-not-achie­ve­ment-kri­te­ri­um.

Et hyp­pigt krav til de “rele­van­te” fæl­les­ska­ber for soci­a­le iden­ti­te­ter er, at de på en eller anden måde skal være repræ­sen­te­ret i det offent­li­ge rum. Dette syns­punkt advo­ke­res på for­skel­lig vis af cen­tra­le teo­re­ti­ke­re som Kwame Appiah og Will Kymlicka.10Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Appiah karak­te­ri­se­rer en soci­al iden­ti­tet som det at være a kind of per­son (en type af per­son), hvor der eksi­ste­rer en offent­lig soci­al fore­stil­ling om, hvad det vil sige at til­hø­re den­ne grup­pe af men­ne­sker. Denne soci­a­le fore­stil­ling inklu­de­rer nog­le scripts (kon­tekst­spe­ci­fik­ke for­vent­nin­ger og adfærds­mæs­si­ge til­bø­je­lig­he­der), der udø­ves over for “ejer­ne” af dis­se labels såvel som af label-“ejerne”.11Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. Men det­te kri­te­ri­um for soci­a­le iden­ti­te­ter har sine svag­he­der. Jorge Gracia påpe­ger eksem­pel­vis, at Kwame Appiah i sin brug af a kind of per­son er for vag i for­hold til de rele­van­te fæl­les­ska­bers græn­ser: Det synes at inklu­de­re for meget – lige fra “stor­fo­de­de men­ne­sker” til “bager-kun-til-jul”-typer.12Jorge J. E. Gracia, “Individuality, Life Plans, and Identity: Foundational Concepts in Appiah’s ‘The Ethics of Identity’ ”, i Journal of Social Philosophy 37, nr. 2 (2006): 283–291. Brubaker og Cooper påpe­ger det­te som et gene­relt pro­blem ved iden­ti­tets­be­gre­bet, og at det såle­des bli­ver uan­ven­de­ligt, for­di det spæn­der for vidt – lige fra de meget stær­ke til de meget sva­ge tilhørsforhold.13Brubaker and Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”. En alter­na­tiv vari­ant af offent­lig­heds­kri­te­ri­et frem­fø­res af Will Kymlicka. Kymlicka begræn­ser de “rele­van­te fæl­les­ska­ber” til dem, som har en mulig­heds­gi­ven­de funk­tion og en insti­tu­tio­na­li­se­ret form i kraft af bureau­kra­tisk orga­ni­se­ring, uddan­nel­se, byg­nin­ger osv. Med den­ne stær­ke for­mu­le­ring af offent­lig­heds­kri­te­ri­et er det næsten kun natio­ner og orga­ni­se­re­de reli­gi­øse fæl­les­ska­ber, der kan tæl­le som “rele­van­te” for vores soci­a­le identitet.14Kymlicka, Multicultural Citizenship. Offentlighedskriteriet kan såle­des både bli­ve for inklu­de­ren­de og for eks­klu­de­ren­de.

Men er der rele­van­te fæl­les­ska­ber, der fal­der helt uden for ethvert offent­lig­heds­kri­te­ri­um – både de snæv­re og bre­de vari­an­ter? Det lader eksem­pel­vis til, at med­lem­mer­ne af en iso­le­ret fana­tisk sekt eller en iso­le­ret stam­me i Amazonas-sko­ven ikke skul­le kun­ne være i besid­del­se af en fæl­les soci­al iden­ti­tet, for­di den ikke er en del af en stør­re offent­lig­heds label-voka­bu­lar. En tyde­lig­vist pro­ble­ma­tisk impli­ka­tion. Isolerede fæl­les­ska­ber har tvær­ti­mod ofte en sær­ligt stærk menings­gi­ven­de funk­tion for deres med­lem­mer – på trods af ikke at være eller ønske at være en del af det offent­li­ge rum og dets “label-voka­bu­lar”. Men på andre fron­ter ind­fan­ger offent­lig­heds­kri­te­ri­et alli­ge­vel et væsent­ligt aspekt ved menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber: Hvis vi kig­ger på den aktu­el­le debat i medi­er­ne, så kan vi net­op se, hvor­dan for­skel­li­ge soci­a­le grup­per søger at redefi­ne­re sig selv i den offent­li­ge bevidst­hed og søger en form for aner­ken­den­de hen­syn over for deres livs­form og/eller ret­tig­he­der. Disse grup­pers offent­li­ge til­ste­de­væ­rel­se bur­de måske sna­re­re for­tol­kes som en hyp­pig effekt frem for et kri­te­ri­um. At fæl­les­ska­ber nu engang ofte er repræ­sen­te­ret i offent­lig­he­dens bevidst­hed skyl­des måske bare, at det er en afgø­ren­de måde at sik­re sin livs­form og vær­di­er på. Kravet om, at de rele­van­te fæl­les­ska­ber alle er og skal være repræ­sen­te­ret i det offent­li­ge rum, lader alt­så til at være fak­tu­elt for­kert og såle­des ina­dæ­kvat som et uni­ver­selt kri­te­ri­um. Bhikhu Parekh og andre påpe­ger end­vi­de­re, hvor­dan net­op “offent­lig­he­den” kan være noget af det, der pådut­ter os nog­le limits of choi­ce i vores valg af identiteter.15Parekh, A New Politics of Identity. Nogle fæl­leska­ber har vi fri­vil­ligt ind­gå­et, men andre fæl­les­ska­ber kan vi være født ind i på bag­grund af vores soci­a­le omgi­vel­ser og den der­til­hø­ren­de habi­tus, eller født med i kraft af vores per­ma­nen­te bio­lo­gi­ske kva­li­te­ter. At være sort i 1940’ernes USA var såle­des ikke en valgt iden­ti­tet, da fra­val­get ikke var en mulig­hed. Men en sådan iden­ti­tets­mæs­sig præ­desti­na­tion base­ret på per­ma­nen­te med­fød­te kva­li­te­ter (såsom hud­far­ve) bli­ver kun styr­ket, hvis det gen­nem­snit­li­ge men­ne­skes kate­go­ri­se­rin­ger og for­dom­me aner­ken­des som “de rig­ti­ge”. Derudover er det uklart, hvem der så tæl­ler som “offent­lig­he­den”: Tæller den alle, majo­ri­te­ten eller blot en mar­gi­nal del af et sam­funds ind­byg­ge­re? Et offent­lig­heds­kri­te­ri­um kan end­vi­de­re, som juri­disk grund­lag, have den uøn­ske­de effekt at fast­hol­de sam­fun­dets sta­tus quo. Et sådant kri­te­ri­um kan ikke aner­ken­de eksi­sten­sen af udsat­te eller mar­gi­na­le soci­a­le grup­pers behov og ret­tig­he­der, hvis de ikke alle­re­de – absurd nok – er aner­kendt af offent­lig­he­den. Men når for­skel­li­ge grup­per gør opmærk­som på deres behov og situ­a­tion igen­nem medi­er­ne og den aktu­el­le aner­ken­del­ses­de­bat, er det jo net­op for at påpe­ge, hvad de opfat­ter som en mang­len­de aner­ken­del­se af deres eksi­stens, ret­tig­he­der og situ­a­tion.

Belonging-not-achie­ve­ment er et andet og hyp­pigt frem­ført kri­te­ri­um for, hvil­ke fæl­les­ska­ber der bør tæl­le som “rele­van­te” for soci­a­le iden­ti­te­ter. Dette kri­te­ri­um fin­des hos både Kymlicka og for­fat­ter­duo­en Margalit & Raz.16Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Her læg­ges stor vægt på opvækst og kul­tur. Men et sådant kri­te­ri­um kan imid­ler­tid gøre vores oprin­de­li­ge fæl­les­ska­ber og til­hørs­for­hold til en “liv­s­tids­dom”: Et tid­li­ge­re med­lem af Jehovas vid­ner vil­le såle­des aldrig kun­ne unds­lip­pe sit label som “Jehovas vid­ne”, men vil­le blot være en dår­lig en af slagsen (uan­set om fæl­les­ska­bet af Jehovas vid­ner eller ved­kom­men­de selv vil­le være eni­ge i den­ne kategorisering).17Dette er en refor­tolk­ning af Marglit og Raz’ eksem­pel om en irer. Se Margalit & Raz, “National Self-Determination”, s. 446–447. Et sådant kri­te­ri­um kan alt­så under­mi­ne­re indi­vi­ders per­son­li­ge fri­hed ved at lade oprin­de­li­ge til­hørs­for­hold trum­fe alt andet. Vores hud­far­ve, fysi­og­no­mi eller kog­ni­ti­ve evner er i for­vej­en ting, vi ikke væl­ger, men med det­te kri­te­ri­um bli­ver kul­tur, fami­lie, reli­gion og man­ge andre ting også omdan­net til per­ma­nen­te og uunds­lip­pe­li­ge “iden­ti­te­ter”. Vores ophav og opvækst kan natur­lig­vis præ­ge os på måder, som det er svært at ændre – fra vores accent eller gan­g­art til vores tan­ke­møn­stre. Men indi­vi­der kan trods alt lge at ven­de for­ti­den ryg­gen; at for­la­de sine oprin­de­li­ge fæl­les­ska­ber og i ste­det søge nye og andre iden­ti­te­ter.

Udover at det­te belon­ging-kri­te­ri­um bin­der folk til deres “oprin­de­li­ge” til­hørs­for­hold, så over­ser det­te kri­te­ri­um også vær­di­en af vis­se achie­ve­ment-fæl­leska­ber. Eksempelvis at livet som murer, eli­te­gym­nast, ny-reli­gi­øs, aka­de­mi­ker eller sur­fer-dude kan leve­re mate­ri­a­le til vores soci­a­le iden­ti­te­ter. Disse “livs­for­mer” – med deres omkost­nin­ger i form af tid og dedi­ka­tion – kan alle leve­re adfærds­mæs­si­ge kodek­ser, offent­li­ge labels såvel som væsent­li­ge per­spek­ti­ver på ver­den. At bli­ve aka­de­mi­ker er defi­ne­ret ved “achie­ve­ment”: Du bli­ver det ikke uden man­ge timers arbej­de og dedi­ka­tion. Skulle en sådan ind­sats og dedi­ka­tion være noget, der gør det­te “label” min­dre cen­tralt for ens soci­a­le iden­ti­tet? Det lyder ikke over­be­vi­sen­de. Tværtimod er der solidt belæg for, at man­ge af de fæl­leska­ber, som spil­ler rol­ler i dan­nel­sen af vore soci­a­le iden­ti­te­ter, er opstå­et gen­nem achieve­ment first, belon­ging last.

Ovenstående kri­te­ri­er for “rele­van­te” fæl­les­ska­ber er alt­så pro­ble­ma­ti­ske, både i deres postu­la­ter og impli­ka­tio­ner. Begge kri­te­ri­er med­fø­rer en fak­tu­elt pro­ble­ma­tisk græn­se for de “rele­van­te” fæl­les­ska­ber, da åben­lyst menings­gi­ven­de soci­a­le iden­ti­te­ter eks­klu­de­res (lige fra iso­le­re­de fana­ti­ker­mil­jø­er til eli­tesport­s­u­dø­ve­re). Dernæst har beg­ge kri­te­ri­er, hvis de ophø­jes som juridisk/politisk grund­lag, nog­le yderst uøn­ske­li­ge effek­ter på indi­vid­ni­veau. “Offentlighedens” til tider unu­an­ce­re­de kate­go­ri­er bør ikke opløf­tes til et uni­ver­selt kri­te­ri­um for grup­pe­til­hørs­for­hold, og indi­vi­ders rol­le i deres valg af iden­ti­tet bør ikke over­ses eller neg­li­ge­res. En for­ny­et under­sø­gel­se af, hvad der fak­tisk karak­te­ri­se­rer menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber og soci­a­le iden­ti­te­ter, er såle­des nød­ven­dig.

Fænomenets kon­sti­tu­tion

Hvorvidt et fæl­les­skab besid­der en menings­gi­ven­de funk­tion for indi­vi­det er et empi­risk spørgs­mål, ikke defi­ni­to­risk. Intentionen i det føl­gen­de er at lave en mini­ma­li­stisk bestem­mel­se af soci­al iden­ti­tet (med udgangs­punkt i eksi­stens­postu­la­tet og menings­funk­tio­nen fra tid­li­ge­re), som til­la­der en nuan­ce­ret og fler­di­men­sio­nel for­stå­el­se af, hvad soci­a­le iden­ti­te­ter er. Meningsgivende fæl­les­ska­ber refe­re­rer, i min brug, til alle fæl­les­ska­ber med en menings­gi­ven­de funk­tion i indi­vi­dets soci­a­le iden­ti­tet og der­med selv­for­stå­el­se.

De menings­gi­ven­de fæl­les­ska­bers deter­mi­ne­ring af vores mulig­heds­rum

Et sam­fund leve­rer en lang ræk­ke mulig­he­der til os som indi­vi­der, men vores menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber er på afgø­ren­de vis med til at deter­mi­ne­re mulig­he­der­nes til­gæn­ge­lig­hed. Nogle gan­ge kan med­lem­ska­bet i vis­se fæl­les­ska­ber end­da fun­ge­re som et deci­de­ret inklu­sions- eller eks­klu­sions­kri­te­ri­um. Men vores menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber er også med til at udfor­me vores mulig­heds­rum på anden vis. De er med til at pri­o­ri­te­re imel­lem og far­ve vores valg i for­skel­li­ge nuan­cer af det til­ta­len­de, util­ta­len­de eller lige­frem utæn­ke­li­ge. Vi har i prin­cip­pet hver dag mulig­he­den for at slå et andet men­ne­ske ihjel og andre lig­nen­de uhyr­lig­he­der, som vi (hel­dig­vis) hele tiden fra­væl­ger. Vores menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber leve­rer både menings­fyld­te til­valg og menings­fyld­te fra­valg, og der­med har deres menings­gi­ven­de funk­tion en mulig­heds­be­græn­sen­de effekt: De begræn­ser udval­get af valg­ba­re mulig­he­der, for­di det er en af de måder, hvor­på vores fæl­les­ska­ber og til­hø­ren­de iden­ti­te­ter giver mening og vær­di til vores liv. Et para­doks som Spinoza også påpe­ge­de, da han kom­men­te­re­de, hvor­le­des det at have en vel­ud­vik­let karak­ter er ens­be­ty­den­de med et meget lil­le mulighedsrum.18Parekh, A New Politics of Identity.

De enkel­te menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber lader til at vari­e­re betrag­te­ligt i deres ind­fly­del­se på vores valg­mu­lig­he­ders attrak­ti­vi­tet. Hvis vi kig­ger nær­me­re på dis­se vari­a­tio­ner, så kan vi son­dre mel­lem ræk­ke­vid­den og detal­je­rings­gra­den af et givent fæl­les­skabs menings­om­rå­de:

Meningsgivende fæl­les­ska­ber kan have en ræk­ke­vid­de, der berør man­ge eller få af livets domæ­ner igen­nem sine menings­hie­rar­ki­er og koder for adfærd. De kan lige­le­des vari­e­re i detal­je­gra­den – alt­så, hvor omsig­gri­ben­de og “minu­tiø­se” dis­se anvis­nin­ger er inden for et givent domæ­ne. Et stort menings­om­rå­de (i både detal­je­rings­grad og ræk­ke­vid­de) med­fø­rer såle­des en stor mulig­heds­be­græn­sen­de effekt. En spe­ci­fik indi­vi­du­el soci­al iden­ti­tet kan såle­des være deter­mi­ne­ren­de for en stør­re eller min­dre grad af indi­vi­dets tanke‑, hand­lings- og bevæ­gel­ses­rum igen­nem en blød, stærk eller total determinering.19En poin­te, der på nog­le måder er beslæg­tet med over­vej­el­ser i John Stuart Mills On Liberty and Other Essays (Oxford University Press, USA, 1998).

Et ugent­ligt akti­ve­ret ten­nis­med­lem­skab har, på trods af en stor detal­je­rings­grad i anvis­nin­ger og reg­ler, et meget lil­le menings­om­rå­de, da det kun gæl­der på (og måske lige uden for) banen. Lukkede fana­ti­ske mil­jø­er, der­i­mod, har et menings­om­rå­de med en stor ræk­ke­vid­de og detal­je­rings­grad: De leve­rer en minu­tiøs og tæt på fuld­stæn­dig model for det “rig­ti­ge liv” med anvis­nin­ger i for­hold til alt fra beskæf­ti­gel­ses­for­mer, kær­lig­heds­for­hold, sexstil­lin­ger, madind­tag, ren­gø­rings­prak­sis til rets­li­ge spørgs­mål. Sådanne “tota­li­se­ren­de” fæl­les­ska­ber er meget menings­gi­ven­de, men også ekstremt mulig­heds­be­græn­sen­de. De udfyl­der næsten hele indi­vi­dets iden­ti­tet og leve­rer en næsten total deter­mi­ne­ring af indi­vi­dets tanke‑, hand­lings- og bevæ­gel­ses­rum. De kolo­ni­se­rer såle­des alle aspek­ter af med­lem­mets livs­ver­den og til­la­der ikke alter­na­ti­ve iden­ti­te­ter eller vær­di­sæt­nin­ger. Der er kun én “rig­tig” vej. Men hvis vi ven­der til­ba­ge til ten­nis­ba­nen, så fin­des der også pro­fes­sio­nel­le ten­nis­spil­le­re, for hvem deres iden­ti­tet som eli­tesport­s­u­dø­ver har et stort menings­om­rå­de med en bred ræk­ke­vid­de på tværs af livets domæ­ner. En sådan iden­ti­tet har imid­ler­tid ikke sam­me detal­je­rings­grad som den reli­gi­øse-fana­ti­ske i mæng­den af minu­tiø­se anvis­nin­ger. Uden for ten­nis­ba­nens domæ­ne fun­ge­rer iden­ti­te­ten som pro­fes­sio­nel ten­nis­spil­ler mere som et vej­le­den­de prin­cip med en blød deter­mi­ne­ring på indi­vi­dets hand­le- og mulig­heds­rum. Det har ind­fly­del­se på ens valg af mad, par­for­hold, fri­tidsak­ti­vi­te­ter og bopæl – men det er ikke totalt deter­mi­ne­ren­de for dis­se livs­do­mæ­ner og lev­ner plads til alter­na­ti­ve menings­ful­de fæl­les­ska­ber, per­spek­ti­ver og vær­di­hie­rar­ki­er i ens livs­ver­den.

Et cen­tralt spørgs­mål i debat­ten om soci­a­le iden­ti­te­ter er, hvor græn­sen mel­lem det rele­van­te og irre­le­van­te fæl­les­skab skal dra­ges. Ofte stil­les der et krav om, at de (vir­ke­ligt) rele­van­te fæl­les­ska­ber, i mine ter­mer, skal være tota­le i deres menings­om­rå­des ræk­ke­vid­de og detal­je­rings­grad. Et krav som mere eller min­dre direk­te frem­fø­res af både Kymlicka og Margalit & Raz.20Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship. Men et fæl­les­skab behø­ver ikke at være stort eller tota­li­se­ren­de i sit menings­om­råde for at være rele­vant for soci­al iden­ti­tet: At være “even­ty­rer”, “hånd­vær­ker”, “for­æl­der” eller “aka­de­mi­ker” er alle iden­ti­te­ter, der kan spil­le vold­somt ind på vores selv­for­stå­el­se og livsvalg – selv­om de ikke har sam­me ræk­ke­vid­de og minu­tiø­se detal­je­rings­grad som reli­gi­øse fæl­les­ska­ber. En soci­al iden­ti­tet som aka­de­mi­ker eller murer kan give os moti­va­tion og vær­di på en lang ræk­ke områ­der i vores liv og der­til­hø­ren­de valg, selv­om de så måske sjæl­dent bli­ver tun­gen på vægtskå­len i spørgs­mål om kær­lig­heds­for­hold. Omvendt, hvis det pågæl­den­de fæl­les­skabs menings­om­rå­de er meget smalt og ude­tal­je­ret, så bli­ver det næp­pe en cen­tral iden­ti­tet. Et ugent­ligt ten­nis­spil er sjæl­dent syn­der­ligt afgø­ren­de for noget andet områ­de af ens liv: Det for­hin­drer dig ikke i at være bog­hol­der, tøm­rer, arbejds­løs, mil­jø­for­kæm­per eller kri­sten fana­ti­ker. Så detal­je­rings­gra­den og ræk­ke­vid­den af de menings­gi­ven­de fæl­les­ska­bers “scripts” inden for livets for­skel­li­ge områ­der sæt­ter også græn­ser for, hvor cen­tra­le de poten­ti­elt kan bli­ve for et indi­vid. Men det er aldrig sta­ti­ske og per­ma­nen­te græn­ser, da dis­se fæl­les­ska­ber og menings­struk­tu­rer kan ændre sig med tiden (lige­som det er sket med vig­tig­he­den af små fød­der).

Typologi for vægt­ning af iden­ti­te­ter

Mange teo­re­ti­ke­re inden for iden­ti­ty poli­ti­cs-debat­ten har givet udtryk for, hvor­le­des indi­vi­der (bevidst og ube­vidst) kan til­læg­ge de sam­me menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber en ulig betyd­ning for deres per­son­li­ge liv og soci­a­le identitet.21Parekh, A New Politics of Identity; Appiah, The Ethics of Identity. Imidlertid er den­ne erken­del­se sjæl­dent ble­vet syste­ma­tisk ind­ar­bej­det i teo­ri­er­ne, med den kon­se­kvens, at græn­se­sæt­nin­gen for gyl­di­ge soci­a­le iden­ti­te­ter bli­ver for rigid og fak­tu­elt pro­ble­ma­tisk (som tid­li­ge­re illu­stre­ret).

Meningsgivende fæl­les­ska­ber er defi­ne­ret ved at have en menings­gi­ven­de funk­tion for deres med­lem­mer. Men de sam­me kol­lek­ti­ve soci­a­le iden­ti­te­ter og grup­pe­til­hørs­for­hold kan til­læg­ges meget diver­ge­ren­de betyd­ning for for­skel­li­ge indi­vi­ders per­son­li­ge soci­a­le iden­ti­te­ter. Der er såle­des utal­li­ge fæl­les­ska­ber, der har en menings­gi­ven­de funk­tion for nog­le, men sjæl­dent for alle dets med­lem­mer. Vi kan son­dre mel­lem, hvor­vidt et menings­gi­ven­de fæl­les­skab er væg­tet som irre­le­vant, peri­fert, cen­tralt eller essen­ti­elt på indi­vid­ni­veau (bevidst eller ube­vidst).

Der er en sam­men­hæng mel­lem stør­rel­sen af et givent fæl­les­skabs menings­om­rå­de (igen­nem dets ræk­ke­vid­de og detal­je­rings­grad) og med­lem­mer­nes iden­ti­fi­ka­tions­grad. Fællesskaber med meget smal­le menings­om­rå­der vil alt andet lige være peri­fe­re eller irre­le­van­te for langt stør­ste­delen af deres med­lem­mers soci­a­le iden­ti­tet. Deres yderst begræn­se­de menings­struk­tu­rer gør dem til dår­li­ge leve­ran­dø­rer af selv­for­stå­el­se og iden­ti­tet. Det er muligt, at du til­hø­rer det ret sto­re fæl­les­skab af dan­ske hjem­me­ba­ge­re, men det udgør næp­pe en stor del af din selv- og ver­dens­for­stå­el­se. Dette ude­luk­ker dog ikke, at selv­sam­me fæl­leskab for nog­le enkel­te indi­vi­der kan spil­le en essen­ti­el rol­le for deres soci­a­le iden­ti­tet. I den anden yder­lig­hed har vi de tota­li­se­ren­de fæl­les­ska­ber, hvor 95–100% af med­lem­mer­ne opfat­ter den­ne soci­al iden­ti­tet som essen­ti­el, hvor den udgør hele deres tan­ke- og hand­lings­rum. I alle typer af fæl­les­ska­ber fin­des med­lem­mer med både en høje­re og lave­re iden­ti­fi­ka­tions­grad, hvor­for enhver form for grup­pe­hen­syn skal kun­ne rum­me, at med­lem­mer­nes for­skel­lig­ar­te­de iden­ti­fi­ka­tions­gra­der kan med­fø­re mod­stri­den­de behov med­lem­mer­ne imel­lem.

Konklusion og per­spek­ti­ve­ring

Blandt teo­re­ti­ke­re inden for iden­ti­ty poli­ti­cs-debat­ten har græn­sed­rag­nin­gen mel­lem de rele­van­te og irre­le­van­te fæl­les­ska­ber ofte været for unu­an­ce­ret, med fak­tu­elt pro­ble­ma­ti­ske impli­ka­tio­ner og uhen­sigts­mæs­si­ge poli­ti­ske kon­se­kven­ser som resul­tat. I den­ne arti­kel har jeg intro­du­ce­ret en mini­ma­li­stisk og fler­di­men­sio­nel bestem­mel­se af, hvad der på fæno­men-plan karak­te­ri­se­rer fæl­les­ska­ber med en menings­gi­ven­de og iden­ti­tets­ska­ben­de funk­tion for deres med­lem­mer, kon­tra de fæl­les­ska­ber, som ikke har dis­se funk­tio­ner.

En vig­tig kon­se­kvens af mine typo­lo­gi­er for menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber er, at alle med­lem­mer­ne i et fæl­les­skab ikke nød­ven­dig­vis kan ind­fan­ges af de sam­me præ­di­ka­ter. Et menings­gi­ven­de fæl­les­skab er (jf. intro­duk­tio­nen) base­ret på en hel serie af lig­he­der og for­skel­le, men der er nog­le af dis­se, som med­lem­mer­ne vil besid­de og pri­o­ri­te­re i for­skel­li­ge gra­der. Nogle lig­he­der i nog­le fæl­les­ska­ber kan vi være født med (lige­som etni­ci­tet, sko­stør­rel­ser eller han­di­caps), andre kan føl­ge af vores opvækst og dens man­gear­te­de effek­ter på os (fra krigstrau­mer til dia­lek­ter), og andre igen er nog­le, som vi aktivt væl­ger at prak­ti­se­re igen­nem hver­da­gens valg. Vi kan søge at gøre oprør, både inter­nt og ekster­nt, mod de asso­ci­a­tio­ner, ste­reo­ty­per og for­vent­nin­ger, der føl­ger med vores fæl­les­ska­ber.

Vi er nødt til at have en dyna­misk defi­ni­tion af soci­a­le iden­ti­te­ter, der kan rum­me nye grup­per, nye behov og ikke-adres­se­re­de uret­fær­dig­he­der. Vigtigheden og vær­di­en af vores menings­gi­ven­de fæl­les­ska­ber vari­e­rer fra tid til tid, fra sam­fund til sam­fund og ikke mindst fra indi­vid til indi­vid. Det er afgø­ren­de, at vi hol­der den­ne vari­a­tion for øje – også i for­hold til spørgs­må­let om aner­ken­del­se og hen­syn over­for for­skel­li­ge soci­a­le grup­per. En af farer­ne ved aner­ken­del­ses­de­bat­ten er imid­ler­tid, at den – util­sig­tet – kan kom­me til at ska­be splid net­op igen­nem en cen­tre­ring om og mar­ke­ring af bestem­te for­skel­le. Meningsgivende fæl­les­ska­ber fødes desvær­re ofte (og klart hur­tigst) igen­nem en stærk son­dring mel­lem et “os” og et “dem” – imel­lem de “rig­ti­ge” og de “forkerte”.22Sonia Roccas and Marilynn B. Brewer, “Social Identity Complexity,” i Personality and Social Psychology Review 6, nr. 2 (2002): 88–106; Ananthi Al Ramiah, Miles Hewstone, and Katharina Schmid, “Social Identity and Intergroup Conflict”, i Psychological Studies 56, nr. 1 (2011): 44–52; Muzafer Sherif, The Robbers Cave Experiment: Intergroup Conflict and Cooperation [Oprindeligt … Continue reading Debatter om iden­ti­te­ter, grup­pe­ret­tig­he­der og grup­pe­hen­syn kom­mer såle­des med en ind­byg­get fare for hur­tigt at bli­ve pola­ri­se­ren­de. Dette kan end­vi­de­re have den uhen­sigts­mæs­si­ge effekt at ska­be et pres hen imod intern homo­ge­ni­tet, hvor man i kam­pen om offent­lig aner­ken­del­se af sin soci­a­le grup­pe ikke til­la­der for­skel­lig­hed med­lem­mer­ne imel­lem mht. iden­ti­fi­ka­tions­gra­der og identifikationsdomæner.23Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind. Derfor er dem, der råber højest i et fæl­les­skab, hel­ler ikke nød­ven­dig­vis repræ­sen­ta­ti­ve for resten af fæl­les­ska­bets med­lem­mer. Grupperettigheder og hen­syn må såle­des ikke være på bekost­ning af indi­vi­ders gene­rel­le fri­hed, vel­væ­re og fre­de­li­ge samek­si­stens – og de skal også afve­jes i for­hold til beho­ve­ne hos fæl­les­ska­bets egne inter­ne mino­ri­te­ter (med deres “diver­ge­ren­de” iden­ti­fi­ka­tions­gra­der) og resten af sam­fun­dets for­skel­lig­ar­te­de mino­ri­te­ter og majo­ri­te­ter.

1. Se Rogers Brubaker and Frederick Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”, i Theory and Society 29 (2000): 1–47 og Kwame Anthony Appiah, The Lies That Bind: Rethinking Identity (Profile Books, 2018).
2. Philip Phillip Gleason, “Identifying Identity: A Semantic History”, i The Journal of American History 69, nr. 4 (1983): 910–931.
3. Parekh taler også om, at kun nog­le for­skel­le og lig­he­der er “iden­ti­ty-deter­mi­ning fea­tu­res”. Se Bhikhu Parekh, A New Politics of Identity Political Principles for an Interdependent World (New York: Palgrave Macmillan, 2008).
4. Amartya Sen, Identity and Violence (New York: Norton & Company, 2007).
5. Kwame Appiah, The Ethics of Identity (New Jersey: Princeton University Press, 2005); Parekh, A New Politics of Identity; Avishai Margalit & Joseph Raz, “National Self-Determination”, i The Journal of Philosophy 87, nr. 9 (1990): 439–461; Will Kymlicka, Multicultural Citizenship: A Liberal Theory of Minority Rights (Clarendon Press, 1995).
6. Parekh, A New Politics of Identity.
7. Sen, Identity and Violence; Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship; Margalit & Raz,“National Self-Determination”.
8. Annick Prieur and Carsten Sestoft, Pierre Bourdieu En Introduktion (København: Hans Reitzels Forlag, 2006); Pierre Bourdieu, The Logic of Practice (Cambridge: Polity Press, 1990).
9. Sen, Identity and Violence; Parekh, A New Politics of Identity.
10. Appiah, The Ethics of Identity; Kymlicka, Multicultural Citizenship.
11. Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind.
12. Jorge J. E. Gracia, “Individuality, Life Plans, and Identity: Foundational Concepts in Appiah’s ‘The Ethics of Identity’ ”, i Journal of Social Philosophy 37, nr. 2 (2006): 283–291.
13. Brubaker and Cooper, “Beyond ‘Identity’ ”.
14. Kymlicka, Multicultural Citizenship.
15. Parekh, A New Politics of Identity.
16. Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship.
17. Dette er en refor­tolk­ning af Marglit og Raz’ eksem­pel om en irer. Se Margalit & Raz, “National Self-Determination”, s. 446–447.
18. Parekh, A New Politics of Identity.
19. En poin­te, der på nog­le måder er beslæg­tet med over­vej­el­ser i John Stuart Mills On Liberty and Other Essays (Oxford University Press, USA, 1998).
20. Margalit & Raz, “National Self-Determination”; Kymlicka, Multicultural Citizenship.
21. Parekh, A New Politics of Identity; Appiah, The Ethics of Identity.
22. Sonia Roccas and Marilynn B. Brewer, “Social Identity Complexity,” i Personality and Social Psychology Review 6, nr. 2 (2002): 88–106; Ananthi Al Ramiah, Miles Hewstone, and Katharina Schmid, “Social Identity and Intergroup Conflict”, i Psychological Studies 56, nr. 1 (2011): 44–52; Muzafer Sherif, The Robbers Cave Experiment: Intergroup Conflict and Cooperation [Oprindeligt publi­ce­ret som Intergroup Conflict and Group Relations] (Wesleyan University Press, 1988).
23. Appiah, The Ethics of Identity; Appiah, The Lies That Bind.