Naturens musikalitet

Få dig­te­re for­mår som Inger Christensen at skri­ve i for­læn­gel­se af natu­rens bevæ­gel­ser, ryt­mer og rørel­ser. Kødet bli­ver ord, orde­ne cel­ler, cel­ler, der dan­ner for­bund og vok­ser, dan­ner orna­men­ter, ara­be­sker og kemi­ske møn­stre, krus­nin­ger og krop­pe. Men der ind­træf­fer også brud, frag­men­te­rin­ger og split­tel­ser. Vi er ver­dens ønske om at se sig selv, dis­kon­ti­nu­er­te væs­ner på afstand af den ver­den, vi helt og hol­dent er af. Herfra kan ver­den synes “begræn­set” til en “ydre orden”, hvor­for Christensen påkal­der sig en “øko­lo­gisk for­stå­el­se”, hvor vi “i prak­sis (på egen krop)” må “lære, at de for­skel­li­ge adskil­te ele­men­ter er intimt for­bund­ne i en indre orden”.1Inger Christensen, Chancen (Gyldendal, 1980), 1. Den indre orden beskri­ves smukt i føl­gen­de citat:

Fuglene syn­ger, for­å­ret over­væl­der os, hyæ­ner­ne æder de døde, og stjer­ner­ne tra­ver af sted, som om der ingen­ting var at for­an­dre. Stjernernes tid er så umå­de­lig lang­som og har en så vidt­løf­tig tak­tind­de­ling, at der skal adskil­li­ge men­ne­ske­he­der til, før vi opfat­ter stjer­ne­rum­mets for­an­drings­pro­ces­ser som musik. Fuglenes, især sang­fug­le­nes rum er så kort og dybt og util­gæn­ge­ligt skønt, at vi fry­des, men den­ne rene fryd, som jeg tror sva­rer til de elek­trisk-kemi­ske modu­la­tio­ner i vores bio­lo­gi, over­dø­ves for det meste af vores ind­byg­ge­de metro­nom, det­te hjer­teslag, der bin­der vores ople­vel­se af tem­po, vægt og vær­di. Hyænernes rum, som er tæt ved de ste­der, hvor orme­ne hvi­sker og tisker om vores krop­pe, for­de­ler sine næsten-uhør­lig­he­der, som hvis disen over enge­ne kun­ne anes som udbred­te lyde, eller hvis de under­ste for­an­drings­pro­ces­ser, som er de for­råd­nel­ses­pro­ces­ser, der ven­ter os, kun­ne føles som lydtæp­per vævet af en tid, der bre­des ud og forsvinder.2Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 124.

Fuglene syn­ger, og jor­den kred­ser om solen, der gen­nem­spil­ler sig motiv i livet, som det udfol­der sig på jor­den. Stjernernes tid und­dra­ger sig for den umid­del­ba­re betragt­ning, på nær solen, vores loka­le stjer­ne, som spil­ler sit motiv i års­ti­der­ne, i den cir­ku­læ­re bevæ­gel­se fra for­år, som­mer, efter­år og vin­ter, og atter igen i døg­nets veks­len­de ryt­me, en nat, der tager til, når dagen svin­der, og omvendt. Jorden i for­bund med solen spil­ler sit motiv i men­ne­sket og ethvert væsen, i hvil­ke de i sam­kvem “gen­pro­du­ce­rer det pro­du­ce­ren­de prin­cip” i såvel “kasta­nie­træ­er” som “mennesker”.3Christensen, Del af labyrin­ten, 121. Mens stjer­ner­nes tid und­dra­ger sig, hører vi fug­le­ne syn­ge sine moti­ver i over­sku­e­li­ge por­tio­ner og mær­ker vores eget hjer­teslag anslå en ryt­me, der gæl­der vores liv. Således gen­nem­spil­ler Christensen et, for filo­so­fi­en, vel­kendt motiv: sfæ­rer­nes musik.

Det er solen, der nærer alt liv på jor­den. I en selv­for­tæ­ren­de pro­ces udka­ster den en over­flod af ener­gi, der, uden modreg­ning, for­sy­ner alt liv på jor­den med næring, som omsæt­tes i plan­ter­ne og dan­ner grund­lag for bios­fæ­rens radi­ka­le trans­for­ma­tion af det geo­lo­gi­ske rum.4Vladimir Vernadsky, The Biosphere (Copernicus, Springer Verlag, 1998). Alt liv står i for­bin­del­se med vege­ta­tio­nens omdan­nel­se af bios­fæ­ren, der gør luf­ten ånd­bar, jor­den frugt­bar og nærer pla­ne­tens øvri­ge væs­ner med deres krop­pe af opho­bet sol. Vores krop­pe er “som dele af det bio­lo­gi­ske rum en slags afbøj­ning, […] en rum­lig for­sin­kel­se af solens død,” og det er det “vi kal­der liv”.5Christensen, Del af labyrin­ten, 142. Den astro­no­mi­ske kon­sta­te­ring – som efter­hån­den, trods sin radi­ka­li­tet, er ble­vet en bana­li­tet – at vi er stjer­ne­støv, at de grund­stof­fer, som er for­ud­sæt­nin­ger for livets oprin­del­se, som vi ken­der det, er støbt i eks­plo­de­ren­de kæm­pe­stjer­ner eller kol­li­de­ren­de galak­ser, kan sup­ple­res med den bio­lo­gi­ske og geo­lo­gi­ske kon­sta­te­ring, at det­te liv er næret af en døen­de stjer­nes øds­le udskænk­ning af ener­gi. Denne livs­pro­ces emmer af over­skud, som må omsæt­tes til yder­li­ge­re vækst eller øds­les bort,6Georges Bataille, La Part Maudite i Œuvres com­plètes tome 7, (Gallimard, 1976). Se også Jon Auring Grimm, “Solar Plexus: Solare sam­men­flet­nin­ger hos Georges Bataille og Inger Christensen”, Tidsskriftet Paradoks, 14. janu­ar 2021. hvor­med livet ikke blot ind­ta­ger jor­den, men trans­for­me­rer den radi­kalt, ved, som plan­ter­ne og andre auto­tro­fe orga­nis­mer, at gøre luf­ten ånd­bar, eller som lav, svam­pe og myce­li­er at omdan­ne gra­nit til frugt­bar muld og såle­des bere­de jord­s­kor­pen for livets yder­li­ge­re udfol­del­se, ved, som orme, at omsæt­te døde plan­ter til muld, og i udkan­ten af skov­om­rå­der udvi­de ter­ri­to­ri­et for sko­ve­nes udbre­del­se, eller ved, som men­ne­sket, at udvin­de sta­dig nye måder at udvi­de ter­ri­to­ri­et for sin udfol­del­se ved at udnyt­te akku­mu­le­ret sole­ner­gi i olie eller i kul, ved at byg­ge sig op i him­mel­rum­met eller ved at split­te ato­met. Ikke nok med, at vi i for­dums tid blev født i bugen på en stjer­ne, vi næres fort­sat af en stjer­nes på en gang liv­gi­ven­de og død­brin­gen­de strå­ler. Vi er stjer­ne­støv, der næres af lys.

Vi er natu­ren, der ønsker at se sig selv. Denne til­gang til natu­ren, som jeg sene­re skal bestem­me som orfisk, min­der os om, at vi ikke blot er i natu­ren, at vi ikke blot bebor den, men at vi selv helt og hol­dent er natur. Alt er spun­det sam­men. Astronomien og fysik­ken min­der os på, at vi stam­mer fra stjer­ner, bio­lo­gi­en og evo­lu­tions­te­o­ri­en min­der os på, at alt liv har sam­me rod, geo­lo­gi­en og læren om bios­fæ­ren min­der os på, at livet og alt leven­de nu og her også er uaf­la­de­ligt udle­ve­ret til hin­an­den, at det leven­de radi­kalt trans­for­me­rer og for­mer sit mil­jø, men at det­te mil­jø, som nok er lokalt for­ank­ret på jor­dens skor­pe end­nu, er ulø­se­ligt for­bun­det til solen, den loka­le stjer­ne, der er livets uom­gæn­ge­li­ge nærings­kil­de. Vi kan begri­be og nuan­ce­re den­ne fan­ta­sti­ske for­tæl­ling ved hjælp af den viden­ska­be­li­ge og pro­me­ti­ske til­gang, som end­nu er i en riven­de udvik­ling, men bestræ­ber vi os på at for­stå men­ne­ske som noget, der ikke blot bebor natu­ren, men som helt og hol­dent selv er natur, da må vi også ty til den orfi­ske til­gang.

Hvis men­ne­sket blot var en ting, eller hvis natu­ren blot var ting eller mate­ri­a­le, da kun­ne man hæv­de, at men­ne­sket blot var i natu­ren, som en gen­stand blandt andre gen­stan­de, men at begri­be, at men­ne­sket også selv helt og hol­dent er af natur og der­med en måde, hvor­på natu­ren ytrer sig, invol­ve­rer et dyna­misk og sam­men­væ­vet blik på natu­ren, hvor tin­ge­ne ikke er klart adskil­te, hvor mil­jø­et ikke er noget, vi er i, men en sta­dig udveks­ling og gen­nem­træng­ning af de ele­men­ter, der ind­går heri, her­un­der men­ne­sket og sågar spro­get. Ligeledes er mil­jø­et ikke noget omkring os. Det er ikke det, der omgi­ver os, lige så lidt som lun­gen er leve­rens mil­jø, er luf­ten, havet, sko­ven, haven eller byen vores mil­jø. Vi er der­i­mod tæt sam­men­væ­ve­de i bios­fæ­rens kon­stan­te trans­for­ma­tion af betin­gel­ser­ne for vores liv­s­ud­fol­del­se. Ligesom den omkring-os-lig­gen­de ver­den ikke blot er vores mil­jø, men noget, der gen­nem­træn­ger os, vores lun­ger og den luft, der fyl­der dem, er vi hel­ler ikke blot plan­ter­nes, dyre­nes eller svam­pe­nes mil­jø. Vores adfærd, vores valg, vores vær­di­er, sprog og vores kapi­tal, reli­gi­ø­si­tet og pro­duk­tion gen­nem­træn­ger også deres ver­den, og net­op nu er vi i færd med at under­mi­ne­re betin­gel­ser­ne for livet, som vi ken­der det. Denne natu­ro­p­fat­tel­se omhand­ler ikke faste og ufor­an­der­li­ge ting, som står i et ydre for­hold til hin­an­den, men der­i­mod en inder­lig orga­ni­se­ring af inten­si­te­ter, der står i et rela­tio­nelt og dyna­misk for­hold til hve­ran­dre, ja som slet og ret er, for­di de er rela­tio­nel­le. Den und­dra­ger sig udtøm­men­de dis­kur­si­ve bestem­mel­ser og er i bund og grund apo­fa­tisk (og dog ate­o­lo­gisk), men den kan til­gås som en inder­lig orga­ni­se­ring af inten­si­te­ter, ryt­mer, pul­se­rin­ger og bevæ­gel­ser, en evigt leven­de ild, der dog bræn­der afmå­lt.

Også musik­ken er en inder­lig og dyna­misk orga­ni­se­ring af inten­si­tet, der stræk­ker sig ud i tid. Dens ele­men­ter, toner, karak­ter må afle­des af den rela­tion af toner, har­moni­ske spæn­din­ger og ryt­me, som de står i. Denne opfat­tel­ses­må­de mod­si­ger ikke en viden­ska­be­lig til­gang. Vi kan end­nu vin­de ind­sigt i natu­ren ved at stu­de­re og nuan­ce­re vores for­stå­el­se af par­ti­tu­ret, men musik­ken selv lader sig ikke udtøm­me af nok så nøj­somt et stu­die. Som kvan­te­fy­si­ke­ren David Bohm bemær­ker, er vores viden­ska­be­li­ge begre­ber abstrak­te repræ­sen­ta­tio­ner af mate­rie i en evin­de­lig til­bli­vel­ses­pro­ces først beskre­vet af Heraklit,7David Bohm, The Essential David Bohm (Routledge, 2003), 32. som er bun­det til en sær­lig kon­tekst, hvor den approk­si­ma­tion, begre­bet dæk­ker over, gæl­der under bestem­te betingelser.8Bohm, The Essential David Bohm, 25. Derfor kan det viden­ska­be­li­ge begreb altid nuan­ce­res og dis­ku­te­res og vil aldrig udtøm­me sin gen­stand. Filosofien kan afdæk­ke den musi­kal­ske til­gang, men det er poesi­en, der må anvi­se den sprog­li­ge vej ind i musik­ken. Den min­der os om, at vi ikke blot står i et for­valt­nings­for­hold til natu­ren, men et eksi­sten­ti­elt for­hold, og at det­te for­hold ikke blot angår mig, dig, os eller sågar men­ne­sket, men alt liv i bios­fæ­ren.

Dette essay fal­der i to dele. I før­ste del udre­der jeg, hvor­le­des natur­be­gre­bet i det sen­mo­der­ne sam­fund i høj grad er præ­get af en reduk­tiv natu­ro­p­fat­tel­se, hvor natu­ren betrag­tes som noget uden­for, som for­rå­dskam­mer, råma­te­ri­a­le eller rekre­a­ti­ve oaser. Det er ikke blot et pro­blem for en adæ­kvat øko­lo­gisk for­stå­el­se af, hvor­le­des vi er spun­det ind i bios­fæ­ren og deler skæb­ne­fæl­les­skab med alt liv på jor­den, det står også i vej­en for en menings­fuld og reso­ne­ren­de for­valt­ning af vores respek­ti­ve liv. Det gør jeg i høj grad med ind­dra­gel­se af Hartmut Rosas tan­ker om det kon­trol­ler­ba­re, det ukon­trol­ler­ba­re og reso­nans, samt Georges Batailles’ begre­ber om det hete­ro­ge­ne, kon­ti­nu­i­tet og imma­nens.

I anden del behand­ler jeg sagens ker­ne, natu­rens musi­ka­li­tet. Hvor den kon­trol­le­re­de og bestem­te natur ken­de­teg­ner den pro­me­ti­ske til­gang, omhand­ler den musi­kal­ske natur en orfisk og dig­te­risk til­gang til natu­ren og der­med også til det øko­lo­gi­ske spørgs­mål og den men­ne­ske­li­ge eksi­stens. Jeg søger at revi­ta­li­se­re en tænk­ning, der har rod i fore­stil­lin­gen om sfæ­rer­nes musik, uden dog der­ved at hæv­de en kos­misk orden, en gud­dom eller et har­monisk natur­be­greb (fore­stil­lin­gen om en kær­lig og næn­som Gaia-gud eller en for­ti­dig ide­al­til­stand man bør ven­de til­ba­ge til lig­ger mig meget fjer­nt). I den­ne del spil­ler Pierre Hadots son­dring mel­lem det pro­me­ti­ske og det orfi­ske samt Christensens tænk­ning en væsent­lig rol­le. Afslutningsvis ven­der jeg til­ba­ge til spørgs­må­let om reso­nans og argu­men­te­rer for en sær­lig form for reso­nans, der ikke mod­sva­rer et kald, hvil­ket under­støt­ter en sen­si­bi­li­tet for en øko­lo­gisk tænk­ning, der ikke har men­ne­sket som cen­trum.

Jeg er fuldt ud på det rene med, at den kli­ma­ti­ske situ­a­tion kræ­ver øje­blik­ke­lig hand­ling og kon­kre­te til­tag, ikke blot på indi­vi­du­elt på plan, men i sær­de­les­hed på natio­nalt, inter­na­tio­nalt og mul­ti­na­tio­nalt plan. Det viser sig desvær­re, at for­mid­ling af kends­ger­nin­ger ikke er nok til at afsted­kom­me adfærds­æn­drin­ger eller til­stræk­ke­lig mobi­li­se­ring. En eksi­sten­ti­el og øko­lo­gisk reo­ri­en­te­ring er nød­ven­dig. Opdyrkelsen af en orfisk sen­si­bi­li­tet og natur­for­stå­el­se kan under­støt­te en sådan reo­ri­en­te­ring.

Den pro­ces­su­el­le natur

Naturen ynder at skju­le sig.9Jeg behand­ler den her­akli­ti­ansk-nietzs­che­an­ske til­bli­vel­ses­tænk­ning og natur­be­greb ind­gå­en­de i min bog FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Kunstnerforlaget Armé, 2011). Sådan lyder en af Heraklits mest kend­te pas­sa­ger. For ham var natu­ren en evigt leven­de ild. Den er en evin­de­lig pro­ces, alt er blot til­bli­vel­se og und­dra­ger sig fast­hol­del­se og ende­gyl­dig bestem­mel­se. Alt, der træ­der frem, som vi begri­ber som et fast objekt, er alle­re­de på vej vide­re. Alt fly­der. Alt for­an­drer sig. I den­ne fly­den kan alli­an­cer, stri­dig­he­der og sym­bio­ser fin­de sted og frem­stå som nogen­lun­de sta­bi­le ting: en bue, en lyre, et træ, en byg­ning, en sky­for­ma­tion eller et lands infra­struk­tur. Heraklit bemær­ker end­vi­de­re, at alt til­sy­ne­la­den­de har­monisk beror på en ibo­en­de spæn­ding, en strid. Dette bety­der også, at natu­ren ikke er noget, vi befin­der os i, den er ikke blot noget, der omgi­ver os, men den gen­nem­træn­ger os, og vi gen­nem­træn­ger den. I den for­stand kan natu­ren betrag­tes som en orga­ni­se­ring af inten­si­tet, af mid­ler­ti­di­ge for­bund, stri­den­de alli­an­cer og anspændt har­moni.

Et til­ba­ge­ven­den­de tema hos Christensen er det for­hold, at vi er natu­rens ønske om at se sig selv. Vi er den sam­ta­le, uni­ver­set kan have med sig selv,10Christensen, Del af labyrin­ten, 115. eller som astro­no­men Carl Sagan berøm­me­ligt sag­de: “We are the way for the cos­mos to know itself”.11Carl Sagan, Cosmos: A Personal Voyage, Episode 1: The Shores of the Cosmic Ocean. (Public Broadcasting Service, 1980). Vi er helt og hol­dent natur, men i og med, at vi gør den til gen­stand for vores betragt­ning, yder­lig­gør vi den også. Vi bear­bej­der den pro­ces­su­el­le natur, gør den til gen­stand og begreb, med hen­blik på at fast­hol­de den, gøre den over­kom­me­lig og nyt­tig. Denne bear­bejd­ning mar­ke­rer et brud med ver­dens kon­ti­nu­i­tet, som men­ne­sket nu står over for som dis­kon­ti­nu­ert væsen, der på én gang er helt og hol­dent omslut­tet af ver­dens kon­ti­nu­i­tet og i sig selv er et brud, et sår, i den­ne.

At vi tager natu­ren i besid­del­se, bear­bej­der den, sæt­ter den på begreb og så vide­re, og der­ved føjer betrag­te­rens distan­ce til natu­ren, er udtryk for et basalt eksi­sten­ti­elt for­hold. Ifølge Bataille mar­ke­rer bear­bejd­nin­gen af ver­den et brud med ver­dens rene imma­nens og kon­ti­nu­i­tet. Mennesket til­eg­ner sig ver­den som objek­ter, ting, værk­tøj, men der­med ophø­rer den også med at være imma­nent for det.12Georges Bataille, Theory of Religion (Zone Books, 1992), 41. Her lig­ger han i for­læn­gel­se af Friedrich Nietzsche, der bemær­ker, hvor­le­des vi tager ver­den i besid­del­se ved at gøre den til gen­stand for vores inter­pre­ta­tio­ner, byg­ger kated­ra­ler såvel som begrebs­ka­ted­ra­ler, som vi kan bebo, ind­fø­rer nyt­ti­ge løg­ne, der kan være en betin­gel­se for livets opret­hol­del­se og så vide­re. Bataille skri­ver: “I sid­ste ende opfat­ter vi hver fremto­ning – sub­jekt (os selv), dyr, sind, ver­den – inde­fra og ude­fra på sam­me tid, både som kon­ti­nu­i­tet, hvad angår os selv, og som objekt.”13Bataille, Theory of Religion, 31.

Det er et basalt eksi­sten­ti­elt vil­kår: Vi er natu­ren, der ser sig selv, et brud på ver­dens kon­ti­nu­i­tet, som vi immer­væk helt og hol­dent er omslut­tet af.

All of the encou­ra­ge­ment from modern life

All of the encou­ra­ge­ment from modern life, is to tell you to pay atten­tion to your­self and to take con­trol of things. We can invent tech­no­lo­gies and we can think of ways of orga­nizing the wor­ld to our advan­ta­ge, to our bene­fit. However, the other thing we obvious­ly love doing, is almost com­ple­te­ly the oppo­si­te, it’s put­ting our­sel­ves in situ­a­tions whe­re we’re not the pri­mary figu­re, whe­re we’re not in con­trol, but we’re car­ri­ed along, we’re flo­at­ing on somet­hing, and like that sta­te, that I call sur­ren­der, and other peop­le cal­led trans­cen­den­ce, and other peop­le cal­led get­ting out of it.14Brian Eno: Another Green World, instr. Nicola Roberts (BBC, 2010).

Således for­tæl­ler Brian Eno i BBC-doku­men­ta­ren Another Green World. Dette basa­le eksi­sten­ti­el­le vil­kår anta­ger en ny form i det sen­mo­der­ne sam­fund, som diag­no­sti­ce­res ram­men­de af socio­lo­gen og filo­sof­fen Hartmut Rosa. Ifølge Rosa er det sen­mo­der­ne sam­fund præ­get af et vækst-para­dig­me og et krav om fort­sat eks­pan­sion. Vi skal bemæg­ti­ge os mere og mere af ver­den, og den dri­ven­de motor i den­ne “udvi­del­se af kampzo­nen” er acce­le­ra­tion, vækst og innova­tion. Han skri­ver: “Et sam­fund er moder­ne, når det kun for­mår at sta­bi­li­se­re sig dyna­misk, det vil sige, når det for at opret­hol­de sin insti­tu­tio­nel­le sta­tus quo har brug for sta­dig (øko­no­misk) vækst, (tek­no­lo­gisk) acce­le­ra­tion og (kul­tu­rel) innova­tion”.15Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Eksistensen, 2020), 13. Drivkraften for den­ne fort­sat­te eks­pan­sion er ikke blot et begær efter mere og øget akku­mu­la­tion af vær­di, men et udtryk for, at sam­fun­det nød­ven­dig­vis må eks­pan­de­re for at beva­re sin nuvæ­ren­de position.16Man kan med for­del læse: Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hartmut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tidsskriftet Paradoks, 11. august 2022.

Denne for­dring og sta­dig stør­re bemæg­ti­gel­se, hvis motor både er angst og en mang­fol­dig­hed af begær, bli­ver end­vi­de­re inter­na­li­se­ret og indi­vi­du­a­li­se­ret. Stadig fle­re dele af det per­son­li­ge liv skal brin­ges under kon­trol og bemæg­ti­ges. Vi skal rea­li­se­re os selv, opkva­li­fi­ce­re os på arbejds­mar­ke­det, bli­ve uddan­nel­ses­pa­ra­te, hur­tigt igen­nem syste­met og ud på arbejds­mar­ke­det og så vide­re. “Ved at rea­li­se­re mig selv i mit arbej­de får jeg for mit eget ved­kom­men­de magt over tin­ge­ne”, skri­ver Christensen og fort­sæt­ter: “men ved sel­ve den­ne hand­ling er jeg bragt til at bekræf­te, at det det dre­jer sig om er at have magt over tingene”.17Christensen, Del af labyrin­ten, 130. Rosa leve­rer over­be­vi­sen­de socio­lo­gisk for­ank­ret empi­ri, der under­støt­ter oven­stå­en­de betragt­nin­ger, som det ikke er mit ærin­de at pro­ble­ma­ti­se­re. Det væsent­li­ge for nær­væ­ren­de behand­ling er, at det eksi­sten­ti­el­le vil­kår, brud­det med kon­ti­nu­i­te­ten samt bemæg­ti­gel­sen af ver­den gen­nem begre­bet og bear­bejd­nin­gen i det sen­mo­der­ne sam­fund under­læg­ges en for­dring om vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, der på en gang skal sik­re sam­fun­dets sta­bi­li­tet dyna­misk, men som føl­ge her­af for­drer mere bemæg­ti­gel­se, samt akku­mu­la­tion af pro­duk­ter, for­brug og vær­di. Det hand­ler i bund og grund om at brin­ge sta­digt fle­re aspek­ter af vores liv under kon­trol, samt at den­ne kon­trol under det sen­mo­der­ne sam­funds vækst­pa­ra­dig­me for­drer mere kon­trol og yder­li­ge­re bemæg­ti­gel­se, hvil­ket der­med også er en begræns­ning og/eller fortræng­ning af det ukon­trol­ler­ba­res, det hete­ro­ge­nes og kon­ti­nu­i­te­tens sfæ­re.

Der er iføl­ge Rosa fire måder, hvor­på vi gør ver­den kon­trol­ler­bar, som også ind­vir­ker på, hvor­le­des vi har kon­stru­e­ret et begreb om natu­ren. Vi har gjort den syn­lig. Vi har trængt ned i dens mind­ste dele, split­tet ato­met og kort­lagt geno­met. Vi har beskre­vet bio­lo­gi­ske pro­ces­ser, dis­se­ke­ret krop­pen og kort­lagt den kro­p­s­li­ge ana­to­mi. Hvor langt vi end træn­ger ind, er der sta­dig tale om et ydre for­hold, om besku­e­rens distan­ce til gen­stan­den. Vi har gjort ver­den syn­lig, men føjet en afstand til det besku­e­de. Vi har end­vi­de­re kig­get læn­ge­re ud i rum­met end nogen­sin­de før. Vi har bestemt stjer­ners ato­ma­re beskaf­fen­hed ud fra deres lys­sig­na­tur. Vi har ind­ta­get ver­dens­rum­met med satel­lit­ter og telesko­per og med det­te astro­no­mi­ske blik har vi også sku­et til­ba­ge til tider­nes mor­gen. Først med ild og siden med elek­tri­ci­te­ten har vi oplyst nat­ten og gjort den frem­kom­me­lig. Ganske symp­to­ma­tisk har oplys­nin­gen af nat­ten gjort de fle­ste stor­by­men­ne­sker totalt frem­me­de for en ufor­styr­ret nat­te­him­mel, hvor­for de er helt og alde­les frem­me­de for en over­væl­den­de natu­ro­p­le­vel­se, som var gan­ske almin­de­lig for blot få gene­ra­tio­ner siden.

I og med vi har gjort natu­ren syn­lig, har vi også gjort den til­gæn­ge­lig. Vi kan til­gå den via telesko­per­ne, mikrosko­per­ne eller skal­pel­ler­ne. Den er opnå­e­lig og inden for ræk­ke­vid­de. Vi kan tage “ud” i natu­ren og rej­se hvor­hen, vi vil (om ikke andet prin­ci­pi­elt). Det er klart, at den­ne til­gæn­ge­lig­hed ikke er lige­ligt for­delt, men i høj grad beror på øko­no­misk råde­rum, men selv­om vi ikke fysisk kan til­gå natu­ren “der­u­de”, er den inden for ræk­ke­vid­de gen­nem diver­se medi­er. Utallige vari­a­tio­ner af frugt og grønt til­gæn­ge­ligt året rundt i velas­sor­te­re­de super­mar­ke­der. Vi kan alt­så nyde natu­rens frug­ter året rundt, uaf­hæn­gigt af års­ti­der­nes gang. Og selv­om nat­te­him­len ikke læn­ge­re er til­gæn­ge­lig for en som mig, der bor i København, kan vi rej­se ud til den skøn­ne natur på Møn, der er dark sky-cer­ti­fi­ce­ret, og ople­ve en ikke-lys­foru­re­net “auten­tisk” natu­ro­p­le­vel­se af mæl­ke­vej­en.

Denne syn­lig­gø­rel­se og til­gæn­ge­lig­hed gør også, at natu­ren i sti­gen­de grad er mulig at beher­ske og mani­p­u­le­re. Vores syn­lig­gø­rel­se og kort­læg­ning af natu­rens pro­ces­ser har gjort os i stand til at mani­p­u­le­re den og regu­le­re for­skel­li­ge aspek­ter af den. Vi gens­plej­ser kor­net og fre­mav­ler kyl­lin­ger og køer, så de er egnet til en sær­lig type pro­duk­tion og konsump­tion, selv­om de knap nok kan stå på deres egne ben eller føde uden kej­ser­snit. Og selv­om vi ikke kan nå stjer­ner­ne (end­nu), er vi i færd med at byg­ge en kun­stig sol, Iter, i fusions­re­ak­to­rer. Denne beher­skel­se og mani­pu­la­tion er rod­fæ­stet i en for­mål­stjen­lig­hed. Vi bear­bej­der gen­stan­de­ne og under­ord­ner dem en sær­lig funk­tion og et for­mål.

Vi gør dem nyt­ti­ge. Naturen bli­ver gjort til råstof og mate­ri­a­le, til for­rå­dskam­mer eller rekre­a­tivt områ­de. Oliens hen­gem­te som­re bræn­des af, så vi kan udvi­de vores pro­duk­tions domæ­ne. Skov bli­ver fæl­det, så vi kan dyr­ke foder til de utal­li­ge nyt­te­dyr, slag­tesvin og for­krøb­le­de kyl­lin­ger, der lever under kum­mer­li­ge for­hold. De bli­ver også bear­bej­det til byg­nin­ger, fjern­var­me, infra­struk­tur, dia­man­ter og soci­a­le medi­er. Den unyt­ti­ge natur betrag­tes som et uden­for, rekre­a­ti­ve områ­der og små oaser, som vi kan besø­ge i feri­er eller i kolo­ni­ha­ve­hu­set. Dyr, hvis de da ikke er kæle­dyr, betrag­tes som ting, der legi­timt kan stu­ves sam­men, leve under pin­ag­ti­ge for­hold og slag­tes for vores vel­be­fin­den­de. De ind­går i en pro­duk­tion, de er nyt­ti­ge og tje­ner vores for­mål. Naturen er helt og hol­dent ble­vet domesti­ce­ret eller gjort til et vildt og/eller idyl­lisk uden­for, som vi kan besø­ge. Naturligvis under ord­ne­de for­hold. Eksempelvis når rig­mænd på safa­ri sky­der bedø­ve­de løver, så de stolt kan frem­vi­se deres domi­nans over dyre­nes kon­ge. “Værktøjet ændrer natu­ren og men­ne­sket på sam­me tid: det under­læg­ger natu­ren men­ne­sket, som gør brug af det, men det bin­der men­ne­sket til den undert­vung­ne natur”, bemær­ker Bataille.18Bataille, Theory of Religion, 41. Nyttiggørelsen for­ud­sæt­ter et sær­ligt per­spek­tiv og må betrag­tes ud fra det for­mål, det tje­ner, og dets funk­tion afle­des her­af.

Visse gen­stan­de strit­ter dog imod tings­lig­he­den og vare­lig­gø­rel­sen. Kunstværket, iko­net, feti­chen, den ero­ti­ske gen­stand, en blomst, der sky­der op i asfalts­præk­ker­ne, sågar mæl­ke­vej­en og den skri­gen­de gris, der aner sin skæb­ne på sam­lebån­det. Der er en upro­duk­tiv rest i enhver pro­duk­tion, der må øds­les bort, strå­len­de eller kata­stro­falt. Denne rest vid­ner om, at det simu­la­crum, den gen­stands­be­stem­mel­se, de har, blot er en repræ­sen­ta­tion af en under­lig­gen­de fan­tas­me, der ikke lader sig udgrun­de, et liv eller en mening, der ikke lader sig udtøm­me af en dis­kur­siv bestem­mel­se. Den kan også aflæ­ses i de smel­ten­de iskap­per, den sti­gen­de vand­stand, i sår­bar­he­den over for pan­de­mi­er, der skyl­des en stør­re kon­takt­fla­de mel­lem skov og by, den sjet­te mas­se­død, det til­ta­gen­de øko­lo­gi­ske kol­laps og ikke mindst lokalt i det for­hold, at 28.000 små­gri­se dør af sult og kum­mer­li­ge for­hold hver dag som føl­ge af den dan­ske svi­ne­pro­duk­tion. Der går utal­li­ge skrig gen­nem natu­ren. Men de smel­te­de iskap­per eller den uddø­de­n­de art kal­der ikke på os. Hvis de kal­der eller skri­ger i smer­te, er det et kald, der ikke hen­ven­der sig til os, selv­om der påhvi­ler os et ansvar.

Det ukon­trol­ler­ba­re og det hete­ro­ge­ne

I Batailles ter­mi­no­lo­gi kan man sige, at der fin­der en homo­ge­ni­se­ring sted. Verden som sådan er præ­get af hete­ro­ge­ni­tet, og det er gen­nem vores for­tolk­nin­ger og nyt­tig­gø­rel­se, at den gøres homo­gen og der­for også frem­kom­me­lig. Den homo­ge­ne og nyt­ti­ge orden er mod­sagt af det hete­ro­ge­ne, der i sin yder­lig­hed under­mi­ne­rer ethvert nyt­tigt hen­syn og ethvert for­mål. Den nyt­ti­ge pro­duk­tion af ver­den for­veks­ler tin­gen med dens bestem­mel­se, stiv­ner i dens for­mer, da den i en vis for­stand redu­ce­rer ver­den og eks­klu­de­rer den hete­ro­ge­ne ver­dens rørel­ser. I mod­sæt­ning til den pro­fa­ne og homo­ge­ne ver­den står den ver­den, hvori vi kan erfa­re til­stan­de af verds­lig kom­mu­ni­on, alt­så kom­mu­ni­ka­tion for­stå­et som ikke-dis­kur­si­ve inti­me for­bund, i Batailles for­stand, som ind­fin­der sig i ero­tik­ken, i det hel­li­ge, i hen­gi­vel­sen, i ekst­a­sen og så vide­re. Med andre ord til­stan­de, hvor vi over­skri­der vores dis­kon­ti­nu­er­te vil­kår i erfa­rin­ger af ver­dens kon­ti­nu­i­tet. Da den hete­ro­ge­ne ver­den tru­er med at desta­bi­li­se­re den homo­ge­ne orden, behæf­tes over­gan­gen her­til med tabu­et og for­bud­det.

Sådanne til­stan­de står i mod­sæt­ning til den fuldt ud kon­trol­ler­ba­re ver­den. Når vi tager ver­den i besid­del­se, brin­ger vi det ukon­trol­ler­ba­re under kon­trol. Vi homo­ge­ni­se­rer det hete­ro­ge­ne. Dette kan ske gen­nem til­eg­nel­se, men det rum­mer også et ele­ment af fortræng­ning. Tingen, eksem­pel­vis, redu­ce­res til sin tings­lig­hed, til sin bestem­mel­se og sin for­måls­be­stem­mel­se. For det sen­mo­der­ne men­ne­ske er den­ne bear­bej­del­se knyt­tet til en for­dring om yder­li­ge­re bemæg­ti­gel­se, der, som mini­mum, er nød­ven­dig for at opret­hol­de sta­tus quo.19Hartmut Rosa, Resonans (Eksistensen, 2021), 488. Dermed bli­ver den ukon­trol­ler­ba­re ver­den et aggres­sions­punkt. Dette kom­mer, iføl­ge Rosa, til udtryk i den marxi­sti­ske ana­ly­se af arbej­de­rens frem­med­gø­rel­se: “Når den natur, der skal for­ar­bej­des, kun frem­står som råstof eller som et objekt, der skal videre­for­ar­bej­des, og som kan kapi­ta­li­se­res, frem­med­gø­res arbej­der­ne yder­li­ge­re i for­hold til naturen”.20Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 25. Arbejderen frem­med­gø­res, ver­dens­for­hol­det bli­ver stumt og døvt. Det væsent­li­ge for nuvæ­ren­de er, at den sen­mo­der­ne for­dring om sta­dig bemæg­ti­gel­se og kon­trol afsted­kom­mer øget frem­med­gø­rel­se og gør den ukon­trol­ler­ba­re ver­den til aggres­sions­punkt for men­ne­sket. Det, der ikke kan brin­ges under kon­trol, tru­er med at desta­bi­li­se­re den etab­le­re­de orden. Dels for­di der her­sker en impli­cit for­dring om yder­li­ge­re akku­mu­la­tion, og dels for­di sta­tus quo kun kan opret­hol­des dyna­misk. Dette gæl­der som nævnt både på sam­funds­ni­veau og på det per­son­li­ge plan. Hvis du ikke for­mår at rea­li­se­re dig selv, lyk­kes du ikke som men­ne­ske. I arbejds­li­vet skal du sik­re, at du har de ret­te kom­pe­ten­cer og hele tiden opgra­de­rer dig for sta­dig at være rele­vant – og så vide­re.

Bataille skri­ver i 1930, at vi er i færd med at berø­ve “til­væ­rel­sen enhver kil­de til ophid­sel­se” og udvik­le “en ser­vil men­ne­ske­lig­hed ude­luk­ken­de egnet til produktion”.21Georges Bataille, Den indre erfa­ring (Billedkunstskolernes Forlag, 2013). Hos Christensen lyder det til­sva­ren­de, at kapi­tal­in­ter­es­ser har monopo­li­se­ret “natu­rens vil­de vækst”.22Christensen, Del af labyrin­ten, 132. Overfor det sen­mo­der­ne vil­kår, der er præ­get af en for­dring om øko­no­misk vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, står det hete­ro­ge­ne, det ukon­trol­ler­ba­re, den vil­de vækst. Dette afsted­kom­mer frem­med­gø­rel­se, hvor ver­den enten bli­ver ople­vet som aggres­sions­punkt eller som stum. At den yder­lig­gjor­te natur bry­der ind som kli­ma­ka­ta­stro­fer bli­ver et spørgs­mål om at fik­se den med yder­li­ge­re pro­duk­tion, mere bemæg­ti­gel­se og end­nu en udvi­del­se af kampzo­nen. Det er såle­des et øko­lo­gisk pro­blem, for­di øko­lo­gi bli­ver redu­ce­ret til en cir­ku­la­tion af objek­ter, der godt nok bør cir­ku­le­res på en mere bære­dyg­tig måde, men som sta­dig repræ­sen­te­rer en måde at bemæg­ti­ge sig natu­ren på, og som der­med hvi­ler på en reduk­tiv, det vil sige en tings­lig- og nyt­tig­gjort, natur­for­stå­el­se.

Resonans og over­skri­del­se

At den sen­mo­der­ne bemæg­ti­gel­se af ver­den gør den ukon­trol­ler­ba­re ver­den til aggres­sions­punkt, er også et eksi­sten­ti­elt pro­blem, efter­som det på para­doksal vis for­mind­sker vores ver­den i den for­stand, at vi ikke for­mår at træ­de i for­bin­del­se med den. Der opstår en kløft mel­lem os og ver­den, og der­med bli­ver vi frem­me­de for os selv. Vi for­næg­ter den ver­den, vi helt og hol­dent selv er.

Erfaringen af sam­hø­rig­hed med ver­den kal­der Rosa for reso­nans. Dette er han bestemt ikke ene om. Samklang og stræ­ben efter har­moni spil­ler en væsent­lig rol­le hos eksem­pel­vis pyt­ha­goræ­er­ne og Platon. Den er cen­tral i den nyp­la­to­ni­ske tra­di­tion (Iamblikos, Plotin, Proklos), som stræk­ker sine moti­ver ind i den krist­ne mystik (Hildegaard van Bingen), renæs­san­cen (Ficino) og roman­tik­ken (Novalis, Günderode, Goethe). Vi gen­ken­der et beslæg­tet begreb i stoi­ker­nes for­stå­el­se af sym­pa­ti (at bevæ­ge sig i over­ens­stem­mel­se med) og end­vi­de­re i megen ikke-vest­lig filo­so­fi, eksem­pel­vis i daois­men.

Ifølge Rosa gør føl­gen­de fire aspek­ter sig gæl­den­de, hvis der skal være tale om reso­nans. At reso­ne­re med noget impli­ce­rer, at det på en eller anden måde “taler til én”. Man ople­ver et kald. Det kan være et kald fra en bog, et bjerg, et musiks­tyk­ke eller et andet men­ne­ske. Noget kal­der på en, der er en form for hen­ven­del­se på spil. Barnegråd, en mia­ven­de kat, et arte­fakt eller et kunst­værk vid­ner om en liv­sy­t­ring, hvor­for det hen­ven­den­de rela­tivt upro­ble­ma­tisk kan iden­ti­fi­ce­res, selv­om der ikke er en klar adres­sat. Anderledes for­hol­der det sig med en sol­op­gang, en stjer­ne­him­mel eller en ris­len­de bæk. Naturligvis kan de synes ind­by­den­de, fare­tru­en­de eller smuk­ke, men i hvil­ken for­stand kan der være tale om et kald? En hen­ven­del­se? Det er der iføl­ge Rosa, også selv­om han ikke til­skri­ver sol­op­gan­gen en sub­jek­ti­vi­tet. I mødet med en gen­stand kan man trods alt sige, at man ind­går i et affek­tivt for­hold, som også er betin­get af gen­stan­den, og i den for­stand kan der være tale om et kald eller en affi­ce­ring. For at der skal være tale om reso­nans, må kal­det også anspo­re en vis grad af selvvirk­som­hed. Kaldet anspo­rer alt­så i en vis for­stand et svar, man brin­ges i bevæ­gel­se og/eller bli­ver berørt af situ­a­tio­nen. At bli­ve selvvirk­som af kal­det, at besva­re det i sam­klang, beror på, at der ind­fin­der sig en for­vand­ling, det næste aspekt af reso­nans iføl­ge Rosa. Dette inde­bæ­rer, at ver­dens­for­hol­det bli­ver trans­for­me­ret af mødet. Denne trans­for­ma­tion kan være mere eller min­dre radi­kal og omfat­ten­de, men det væsent­li­ge er, at ver­dens­for­hol­det bli­ver et andet. Jeg for­bin­der det eksem­pel­vis med den ind­fly­del­se, musik hav­de på mig som tee­na­ger. Mødet med David Bowies musik, tek­stu­ni­vers og kunst ændre­de radi­kalt mit udsyn og mit ver­dens­for­hold. Noget lig­nen­de sker, når kær­lig­he­den ind­træf­fer. Her ændres ver­dens­for­hol­det radi­kalt. Hvad der før måske var stumt og dødt, bli­ver leven­de og dir­ren­de. Det er net­op ver­dens­for­hol­det, det gæl­der, alt­så mødet med ver­den, sam­ti­dig­he­den af kald og svar, der afsted­kom­mer en for­an­dring. Resonansen lig­ger ikke i kal­det eller i sva­ret iso­le­ret set, men i den for­vand­len­de sam­ti­dig­hed.

Når en for­an­dring ind­fin­der sig, bevæ­ger vi os også ud af for­ud­si­ge­lig­he­dens tryg­ge og kon­trol­ler­ba­re ram­mer. Resonans impli­ce­rer der­med altid et aspekt af ukon­trol­ler­bar­hed. Vi kan ikke fremtvin­ge et kald. Det for­ud­sæt­ter en grad af åben­hed, en vis blot­tel­se, at vi er i stand til at lyt­te, men vi kan ikke garan­te­re, at noget “taler til os”, og vi hører et kald. Vi kan selv­føl­ge­lig indstil­le os på at besva­re ver­dens kald, men vi kan ikke garan­te­re, at vi er i stand til det. Og hvis vi besva­rer kal­det, kan vi ikke kon­trol­le­re, i hvil­ken grad det bevæ­ger os, og i hvil­ken grad det for­an­drer os. Der er med andre ord en blot­tel­se og en åben­hed for­bun­det med reso­nans. Rosa skri­ver: “Da reso­nans kon­sti­tu­tivt er åbent over­for udfal­det, er reso­nans altid i et grund­læg­gen­de spæn­dings­for­hold til den soci­a­le logik om uop­hør­lig vækst og opti­me­ring og til den til­sva­ren­de hold­ning til ver­den, hvor ver­den altid frem­står som aggressionspunkt”.23Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 36. For Bataille er en sådan erfa­ring ero­tisk i sin grund­vold. Den impli­ce­rer en over­skri­del­se af den indi­vi­du­el­le dis­kon­ti­nu­i­tet og stræk­ker sig mod erfa­rin­ger af kon­ti­nu­i­tet og inti­me ver­dens­for­hold. Også for ham udfor­dres den soci­a­le logik i den ero­ti­ske hen­ven­del­se og besva­rel­se. Bataille skri­ver: “Det, der er på spil i ero­tik­ken, er altid en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer. Jeg gen­ta­ger: af dis­se for­mer for soci­alt, regel­mæs­sigt liv, der lig­ger til grund for den dis­kon­ti­nu­er­te orden, som de defi­ne­re­de indi­vi­du­a­li­te­ter, vi er, ind­går i”.24Georges Bataille, Erotikken (Borgen, 2001), 23.

Det er dog vig­tigt at bemær­ke, at for Rosa ind­træf­fer det ukon­trol­ler­ba­re ikke nød­ven­dig­vis på alle sta­di­er af kon­trol­ler­bar­hed. Altså syn­lig­hed, opnå­e­lig­hed, beher­skel­se og nyt­tig­gø­rel­se. Det kan eksem­pel­vis være en for­ud­sæt­ning for hen­gi­vel­se til et styk­ke musik eller sam­men­spil, at man har en for­stå­el­se for det musi­kal­ske sprog eller har opø­vet sine instru­men­tel­le evner, lige­som en vis for­stå­el­se for de ero­ge­ne zoner er ønsk­vær­di­ge i et vel­lyk­ket ero­tisk møde. Med Batailles ord beror sam­hø­rig­hed, kom­mu­ni­ka­tion og reso­nans altid på en vis grad af trans­gres­sion, på blot­tel­se og over­skri­del­se. I over­skri­del­sen er der mulig­hed for at træ­de ind i til­stan­de af kom­mu­ni­ka­tion, det vil sige sam­men­s­mel­ten­de til­stan­de, hvor distan­cen mel­lem sub­jek­tet og objek­tet oplø­ses.

Rosa åbner med sit reso­nans­be­greb døren “ud til” natu­ren (som Laugesen og Lund for­bil­led­ligt viser i deres bidrag til den­ne serie),25Laugesen & Lund, “Gode vibrationer”. og Bataille åbner den indad, men hvil­ken natur er det, der møder os, og hvor­le­des kan vi møde den?



Den pro­me­ti­ske og orfi­ske til­gang

Plutarch beskri­ver, hvor­le­des natu­rens gudin­de i byen Sais bærer inskrip­tio­nen: “Jeg er alt, hvad der har været, alt der er, og alt som vil kom­me; og ingen døde­lig­hed har nogen­sin­de løf­tet mit slør”. Billedet af den dæk­ke­de Isis fin­des i man­ge afskyg­nin­ger igen­nem histo­ri­en, hvil­ket Pierre Hadot viser i sin mester­li­ge The Veil of Isis. I den son­drer han mel­lem to måder at til­nær­me sig natu­ren på: den pro­me­ti­ske og den orfi­ske.

Prometheus gav som bekendt men­ne­ske­ne ilden til­ba­ge skjult i en plan­testæn­gel, efter at de hav­de trod­set Zeus, og han lær­te dem end­vi­de­re sme­de­kun­sten. Denne til­gang repræ­sen­te­rer den tek­no­lo­gi­ske betvin­gel­se af natu­ren. Den skal brin­ges under kon­trol, beme­stres og under­ord­nes men­ne­ske­li­ge for­mål. Hadot skri­ver: “Mennesket søger, gen­nem tek­no­lo­gi, at bekræf­te sin magt, sin domi­nans og sine ret­tig­he­der over naturen”.26Pierre Hadot, The Veil of Isis (Harvard University Press, 2004), 92. Gennem eks­pe­ri­men­ter og dis­sek­tion for­sø­ger man at træn­ge ned i natu­ren ved at frag­men­te­re og dele den i mind­ste­dele og såle­des udvin­de ilden fra plan­testæng­len. Roger Bacon (1220–1292), en af de cen­tra­le figu­rer i udvik­lin­gen af den viden­ska­be­li­ge meto­de, men­te berøm­me­ligt, at natu­ren skal under­gå tor­tur, så vi kan fravri­ste den sine hem­me­lig­he­der. Den pro­me­ti­ske meto­de stem­mer fint overens med ambi­tio­nen om at beher­ske natu­ren og brin­ge den under kon­trol. Den vil træn­ge læn­ge­re ned i natu­rens væv ved at dis­se­ke­re den og kort­læg­ge den.

Den græ­ske sagn­helt Orfeus var der­i­mod den stør­ste poet og musi­ker. Han var kendt for sit lyre­spil og sin besnæ­ren­de sang, som kun­ne tryl­le­bin­de vil­de plan­ter og dyr, ja, selv bøl­ger­ne kun­ne han tæm­me. Han kun­ne besnæ­re døds­ri­gets skyg­ger, få Tantalos til at glem­me sin tørst, få Sisyfos til at glem­me sin dont og sågar brin­ge anstrø­get af et smil til Persefones læber, da han, omslut­tet af sin lyres toner og dre­vet af Eros, steg ned i døds­ri­get for at brin­ge sin elske­de Eurydike til­ba­ge. Det siges, at Hermes opfandt lyren, men Orfeus per­fek­tio­ne­re­de den. Han blev gen­stand for den orfi­ske kult, der for­bin­des både med dyr­kel­sen af Dionysos og den pyt­ha­goræ­i­ske lære. Denne til­gang søger ikke at fravri­ste natu­ren sine hem­me­lig­he­der under strengt for­hør, men der­i­mod at åben­ba­re den via kunst. Naturens natur så at sige åben­ba­res, når den akti­ve­res af og brin­ges i sam­klang med lyre­spil­let. For den orfi­ske dig­ter betrag­tes men­ne­sket som en del af natu­ren, “for­di kun­sten alle­re­de er til ste­de i den”. Derfor er der ikke læn­ge­re nogen “mod­sæt­ning mel­lem natur og kunst”. Kunsten, “især dets æste­ti­ske aspekt”, er der­i­mod “en for­læn­gel­se af natu­ren”, hvor­for natu­rens “okkul­ta­tion” ikke læn­ge­re er en mod­sæt­ning, “der skal over­vin­des”, men “et myste­ri­um, som men­ne­sker grad­vist kan ind­vies i”.27Hadot, The Veil of Isis, 92. Denne son­dring gen­ly­der i en vis for­stand, når Christensen skri­ver:

Poesien er bare én af men­ne­skets man­ge erken­del­ses­for­mer, og der går det sam­me skel ned gen­nem dem alle, hvad enten det dre­jer sig om filo­so­fi, mate­ma­tik eller natur­vi­den­skab. Et skel mel­lem dem, der tror, at men­ne­sket med sit sprog står uden­for ver­den, og dem der ople­ver, at et men­ne­ske med sprog er en del af ver­den; og at det der­for bli­ver nød­ven­digt at for­stå, at idet men­ne­sket udtryk­ker sig, er det også ver­den, der udtryk­ker sig.28Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (Gyldendal, 2000), 44.

Den pro­me­ti­ske til­gang ansku­er tin­ge­ne fra en vis distan­ce, den står med sit sprog uden for ver­den og træn­ger ind i den med skal­pel­lens dis­se­ke­re­de ele­gan­ce. Der er så afgjort noget pris­vær­digt i den til­gang, der gen­ken­der ilden i plan­testæng­len og søger at afdæk­ke den. Den orfi­ske til­gang der­i­mod betrag­ter men­ne­sket som en del af ver­den, og som føl­ge her­af for­står den, at når men­ne­sket udtryk­ker sig, er det også ver­den, der udtryk­ker sig. Selvom de repræ­sen­te­rer to for­skel­li­ge til­gan­ge, så bety­der det ikke, at vi skal væl­ge side. Indsigt i natu­rens tek­ni­ske beskaf­fen­hed kan også være med til at åben­ba­re dens stor­slå­e­de sam­men­væ­vet­hed. Eksempler her­på er myco­lo­gi­ster­nes afdæk­ning af myce­li­ers net­værk, der for­gre­ner sig i stor­slå­e­de kom­mu­ni­ke­ren­de for­bund, der for­e­ner træ­er, plan­ter og svam­pe, og der­med åben­ba­rer en forun­der­lig natur­lig poesi. Således for­hol­der det sig også med astro­fy­sik­kens ind­sig­ter i stjer­ner­nes pro­ces­ser og ato­ma­re sam­men­sæt­ning, som kan aflæ­ses i deres lyspro­fi­ler, der har åben­ba­ret for os, hvor­le­des de bio­lo­gi­ske grund­stof­fer er støbt i en død kæm­pe­stjer­nes indre eller i kol­li­de­ren­de galak­ser. Altså hvor­le­des vi mate­ri­elt er for­bund­ne med stjer­ner­ne og deler en fæl­les skæb­ne. Disse ind­sig­ter, der nok føl­ger af den pro­me­ti­ske til­gang, åbner op for en erfa­ring af slægtskab og kon­ti­nu­i­tet og rum­mer en enorm poesi, hvis de også brin­ges ind i et orfisk hel­heds­o­ri­en­te­ret blik. Dette par­løb af en pro­me­tisk og orfisk til­gang gen­ken­der vi i Thøger Larsens Sfærernes Musik, Christensens digt­ning, Sagans Cosmos og utal­li­ge andre vær­ker. De to til­gan­ge skal med andre ord for­stås som to for­skel­li­ge ret­nin­ger, vores ori­en­te­ring mod natu­ren kan anta­ge. De er nok mod­sæt­nin­ger, men kan leve side om side i det sam­me men­ne­ske.

Den pro­me­ti­ske til­gang kan beri­ge vores bil­le­de af natu­ren og sti­mu­le­re en form for for­stå­el­se af kon­ti­nu­i­tet, men også være med til at ope­ra­tio­na­li­se­re den, være en måde at brin­ge natu­ren under kon­trol og i sid­ste ende at nyt­tig­gø­re den. Dette for­hold – i sam­kvem med en kapi­ta­li­stisk orden, der også har føjet til pro­dukt- og tings­lig­gø­rel­sen af natu­ren – kan føje til den frem­med­gø­ren­de bemæg­ti­gel­ses­stra­te­gi, som karak­te­ri­se­rer det sen­mo­der­ne sam­fund.

Sfærernes musik

Hvis den pro­me­ti­ske til­gang impli­ce­rer et brud på natu­rens imma­nen­te kon­ti­nu­i­tet, hvor­dan kan vi da til­nær­me os natu­ren uden at indstif­te et sådant brud? Hvis men­ne­sket med sit sprog ikke blot står uden for ver­den og natu­ren, men selv er ver­dens måde at udtryk­ke sig på, bli­ver det inter­es­sant at under­sø­ge hvor­le­des spro­get på en gang stil­ler sig uden for ver­den og kan anvi­se en vej ind i den. Hvis natu­ren ikke lader sig udtøm­me dis­kur­sivt, men må for­stås som pro­ces­ser, stri­den­de for­bund og fluk­tu­e­ren­de inten­si­te­ter, da bli­ver det inter­es­sant at under­sø­ge, hvor­le­des vi kan til­nær­me os dis­se rørel­ser og bevæ­gel­ser. En sådan til­gang vil­le net­op være orfisk og musi­kalsk. Den omhand­ler de stren­ge, der anslås af musik­ken, og hvor­le­des dis­se rørel­ser og ryt­mer lader sig aflæ­se. Det Christensen-citat, der ind­le­der det­te essay, beskri­ver en sådan musi­kalsk natur­for­stå­el­se på smuk­ke­ste vis.

I antik­ken gen­kend­te pyt­ha­goræ­er­ne den kos­mi­ske musik i pla­ne­ter­nes baner og lokalt i års­ti­der­nes veks­len­de gang. Ifølge dem spil­ler den en gud­dom­me­lig, afmå­lt og for­nuf­tig kom­po­si­tion med cyk­lisk har­moni­ske gen­komst­mo­ti­ver. Kosmos er en lyre, og dens klang er ver­dens­sjæ­len. Fornuften og har­moni­en kan aflæ­ses i den gen­si­di­ge afmå­lt­hed, hvor­med års­ti­der­ne aflø­ser hin­an­den og er for­ud­sæt­ning for hin­an­den. Uden det spi­ren­de for­år ingen blomst om som­me­ren, uden som­me­rens blomst ingen moden høst om efter­å­ret og uden vin­te­r­ens død og dva­le ingen gen­komst om for­å­ret. Verdenssjælen spil­ler såle­des et motiv, der ræk­ker ud i tiden, og hvis har­moni består i peri­o­di­ske for­hold, der, hvis de spil­le­de på sam­me tid, vil­le være i dis­so­nans, men som spil­ler afmå­lt og ryt­misk efter hin­an­den.

Endvidere kan dens musik afdæk­kes og udtryk­kes i for­hold, der både vid­ner om en imma­nent for­nuft og musi­ka­li­tet i alting. Dette åben­ba­rer sig i opda­gel­sen af den har­moni­ske toneræk­ke, der kan udtryk­kes i simp­le tal­for­hold. Uden opde­ling befin­der enhver tone sig i et ubrudt og græn­se­løst kon­ti­nuum, men ved opde­ling frem­står en ska­la, og den­ne ska­la kan udtryk­kes i tal­for­hold og efter­prø­ves empi­risk. Dette kan man erfa­re, hvis man betrag­ter en svin­gen­de streng, der beva­rer sin spæn­ding, men hvis læng­de kan vari­e­re. Halveres stren­gen, vil den spil­le en oktav over den oprin­de­li­ge tone, som kan udtryk­kes i for­hol­det 2:1, kvin­ten kan udtryk­kes i for­hol­det 3:2, kvar­ten i 4:3 og så vide­re. Ikke desto min­dre bevid­ner det en ibo­en­de kos­misk har­moni, der kan udtryk­kes i for­hold (ratio), og som kan obser­ve­res direk­te i natu­rens gang og i toneræk­ken. Således er alt et spæn­dings­for­hold mel­lem det ube­græn­se­de og det begræn­se­de, mel­lem ape­rion og peras, mel­lem det irra­tio­nel­le og det for­nuf­ti­ge. Ethvert leven­de væsen er spun­det ind i den­ne kos­mi­ske har­moni og er selv et pro­dukt her­af. Den kos­mi­ske lyres stren­ge reso­ne­rer i alt, i ethvert væsen, og præ­ger det med sit motiv. Når solen eksem­pel­vis anslår sin streg og bevæ­ger sig over him­len, vil de heli­o­tro­pe plan­ter føl­ge dens gang i et udslag af kos­misk sym­pa­ti, bære frugt, når det pas­se­de til års­ti­dens gang, og der­med også tje­ne andre væs­ner som føde, der såle­des spin­des ind i den kos­mi­ske har­moni. På den måde er de enkel­te væs­ners mikrokos­mos blot loka­le mani­fe­sta­tio­ner af de makrokos­mi­ske bevæ­gel­ser, det vil sige, de er selv lyrer, der spil­ler mere eller min­dre sam­stem­men­de med i sfæ­rer­nes musik.

Hvis krop­pen selv er en lyre, er sjæ­len blot klan­gen, der lyder her­af. Det vil sige, at krop og sjæl blot er to sider af sam­me sag, og hvis krop­pen er døde­lig, er sjæ­len det også. Lyrens krop er kon­sti­tu­e­ret af en ibo­en­de spæn­ding mel­lem greb og streng, en strid, der dæk­ker over en til­sy­ne­la­den­de har­moni. Denne strid er på en gang for­bund og selv­for­tæ­ren­de pro­ces. Ligesom heli­o­tro­per­ne bevæ­ger sig i sym­pa­ti med solen, indstil­ler krop­pens orga­ner sig efter hjer­tets slag og lun­ger­nes ånde­dræt, og i det hele taget består den men­ne­ske­li­ge krop af utal­li­ge stri­den­de og sym­bi­o­ti­ske for­bund af mider, myce­li­er, bak­te­ri­er, cel­ler og orga­ner, som ind­går i dets sæl­som­me øko­sy­stem. Lyrens krop er såle­des udtryk for en ibo­en­de spæn­ding, en inten­si­tet, der end­vi­de­re ikke lader sig klart adskil­le og bestem­me uaf­hæn­gigt af de kos­mi­ske bevæ­gel­ser. Alt er spun­det ind i alt.

Lyrens krop kan såle­des for­stås som en spæn­ding, en dir­ren­de patos i et nær­væ­ren­de nu, en inten­si­tet, der grun­det sine umid­del­ba­re for­bund af greb og streng, orga­ner og orga­nis­mer, impul­ser og rørel­ser, kon­sti­tu­e­rer en krop, der kan betrag­tes som en enhed, som dog ikke kan løs­ri­ves fra de øvri­ge betin­gel­ser, der mulig­gør dens kon­sti­tu­tion, dvs. den stør­re kos­mi­ske krop, som den ind­går i, dens mere eller min­dre har­moni­ske for­bund med jor­den og solen. Hvis sjæ­len er lyrens klang, da er den den­ne kro­p­s­li­ge inten­si­tet, der ræk­ker ud i tid. Det motiv, som lyren spil­ler, den klang, der lyder her­af, bin­der det for­gang­ne sam­men med det kom­men­de i det nær­væ­ren­de nu, lige­som tonen, der er dræg­tig med den har­moni­ske og melo­di­ske spæn­ding, som gik for­ud for det nær­væ­ren­de øje­blik.

I dag er kom­po­ni­sten død. Sfærernes musik spil­ler ikke har­monisk, men udgør en kako­fo­ni, hvor oaser af skøn­hed ind­træf­fer, hvor for­bund fin­der sted, men hvor strid, vold og mas­se­død også spil­ler sine man­ge moti­ver. Den musik, der lyder i dag, og som altid har lydt, er hin­si­des godt og ondt, hin­si­des indi­vi­du­el­le hen­syn. Endvidere over­dø­ves den lokalt af andre ryt­mer, sam­lebån­dets, urets opde­ling i arbejds­tid og fri­tid, maski­nel pro­duk­tion og kapi­ta­lis­mens frem­drift. I det sen­mo­der­ne sam­fund trum­fes den end­vi­de­re af tek­no­lo­gi­ens og de soci­a­le medi­ers altæ­den­de flyg­tig­hed, af prækæ­re arbejds­for­hold og en ende­løs strøm af under­hold­ning.

Resonans og krop

Den musi­kal­ske natur­for­stå­el­se kred­ser om natu­ren for­stå­et som ubrudt kon­ti­nu­i­tet, som vi ken­der igen­nem vores egen kro­p­s­li­ge inten­si­tet. Den omhand­ler natu­ren som imma­nens, som en hete­ro­gen veks­len­de stør­rel­se i kon­stant bevæ­gel­se. Derfor und­dra­ger den sig også en posi­tiv dis­kur­siv bestem­mel­se, den lader sig ikke undertvin­ge af pro­me­ti­ske bestræ­bel­ser. Som Bataille skri­ver, er kon­ti­nu­i­te­ten “ikke erken­de­lig; men i ube­reg­ne­li­ge og altid del­vist anfæg­te­li­ge for­mer er erfa­rin­gen af den givet”.29Bataille, Erotikken, 28.

At erfa­re den som sådan er at stå i et umid­del­bart for­hold til den, hvor vi over­skri­der vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår. Den kløft eller det sår, der blev pådra­get kon­ti­nu­i­te­ten, da vi tog den i besid­del­se og gjor­de den til gen­stand, over­skri­des momen­tant. Dette bety­der ikke, at vi i sådan­ne til­stan­de ople­ver en ren og har­monisk imma­nens. Bataille beskri­ver dyrets imma­nens som vand i vand. Immanensens plan må for­stås som bøl­ger, der kan for­tæ­res af andre og stør­re bøl­ger, som strøm­hvirv­ler, der opnår momen­tan karak­ter af enhed i sin rørel­se, men som kan oplø­ses eller rives med af andre og stær­ke­re bevæ­gel­ser, hvor vis­se bevæ­gel­ser end­da anta­ger karak­ter af mas­si­ve flod­bøl­ger, der for­tæ­rer alt på sin vej. Kontinuiteten er med andre ord ikke uden rørel­ser, tvær­ti­mod, den er en evigt leven­de ild, hvor selv har­moni er kon­sti­tu­e­ret af en ibo­en­de strid. En beto­ning af kon­ti­nu­i­te­ten i natu­ren mun­der såle­des ud i en onto­lo­gi, der er lige så flad og hie­rar­ki­løs som et bøl­gen­de hav.

Resonans er der­med ikke blot et spørgs­mål om kald, svar og trans­for­ma­tion, hvil­ket man kan fore­stil­le sig på et rent intel­lek­tu­elt plan, men om over­skri­del­se af vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår, hvil­ket impli­ce­rer en hen­sæt­tel­se til til­stan­de af imma­nens og en umid­del­bar måde at “være” i tiden på. Den umid­del­ba­re tids melo­di­ø­si­tet står i mod­sæt­ning til den kvan­ti­ta­ti­ve tids­for­stå­el­se, hvor tiden betrag­tes som adskil­te øje­blik­ke på rad og ræk­ke, som per­ler på en snor. Tiden, som den umid­del­bart erfa­res, er en inder­lig orga­ni­se­ring, hvor det nær­væ­ren­de nu er ladet med det for­gan­ge, der for­lø­ses i det næst­kom­men­de, som en tone, hvis kva­li­ta­ti­ve inten­si­tet beror på de har­moni­ske og melo­di­ske bevæ­gel­ser, der gik for­ud for den, og som bæres vide­re i det fort­sat­te tone­løb. Det er lyrens klang, der stræk­ker sig ud i tiden, det er krop­pens pul­se­ren­de og bevæ­gel­se inten­si­tet.

På kon­ti­nu­i­te­tens plan, som vi erken­der som kro­p­s­lig inten­si­tet, som klang og musik, erfa­rer vi også os selv i berø­ring med vores omgi­vel­ser, som del­ta­gen­de og som udle­ve­ret på godt og ondt. Det bli­ver tyde­ligt når en ikke-invi­te­ret per­son træn­ger ind i vores intims­fæ­re, at den inten­si­tet, der kon­sti­tu­e­rer vores kro­p­s­lig­hed, står i for­bin­del­se til de omgi­ven­de inten­si­te­ter. Når solen var­mer vores krop en som­mer­dag, er det også tyde­ligt, hvor­dan vi kro­p­s­ligt står i direk­te for­bin­del­se til et him­mel­le­ge­me, der befin­der sig ufat­te­ligt langt væk. Når vi for­tæ­rer andre leven­de væs­ner, plan­ter eller dyr, under­ord­ner vi deres opho­be­de ener­gi vores egen kro­p­s­li­ge kon­sti­tu­tion og udskil­ler, hvad vi ikke kan omsæt­te. Hensat til imma­nen­sens plan erfa­rer vi os selv som en inder­lig orga­ni­se­ring (der natur­lig­vis kan være mere eller min­dre har­monisk), hvil­ket impli­ce­rer den umid­del­ba­re tids musi­ka­li­tet.

I reso­nan­ser­fa­rin­gen er der såle­des en kro­p­s­lig og tids­lig kom­po­nent, en vakt opmærk­som­hed der hen­sæt­ter os i sam­klang og der­med åben­ba­rer vores egen erfa­ring af krop­pen som klang, der både rin­ger ud over sig selv og lader sig far­ve, gen­nem­træn­ge og trans­for­me­re af ude­frakom­men­de klang­mo­ti­ver. Erfaringen af reso­nans angå­en­de natur­fæ­no­me­ner kan såle­des gøre os opmærk­som­me på, hvor­le­des vi står i kon­stant udveks­len­de for­hold til natu­ren og mil­jø­et omkring os, hvor­le­des vi er bevæ­get af andre bevæ­gel­ser end vores egne, og hvor­le­des vores stren­ge ikke ale­ne anslås af os selv, såfremt vi er for­sy­net med en adæ­kvat for­stå­el­se af altings sam­men­væ­vet­hed.

Den kan også gøre os opmærk­som på, hvor­le­des vi i høj grad er under­lagt andre ryt­mer og moti­ver end vores egne, eksem­pel­vis vækst­sam­fun­dets og kapi­ta­lis­mens fort­sat­te for­dring om mere vækst, mere innova­tion, mere acce­le­ra­tion, samt at den­ne takt­stoks til­ta­gen­de tvang ikke er for­ank­ret i nogen natur­nød­ven­dig­hed, men at den både kan og må bli­ve ændret, hvis vi ikke skal under­mi­ne­re vores egen og utal­li­ge andre væse­ners eksi­stens i bios­fæ­ren.

Den orfi­ske til­gang kan åben­ba­re, tyde­lig­gø­re eller frem­ma­ne den­ne musi­ka­li­tet i natu­ren og der­med gøre det “kal­den­de” tyde­ligt, hvil­ket er en for­ud­sæt­ning for reso­nans. “De musi­kal­ske for­hold fore­kom­mer mig egent­lig at være natu­rens grund­for­hold. Krystalliseringer: aku­sti­ske figu­rer af kemi­ske sving­nin­ger (kemisk mening)”, skri­ver Christensen. “Den egent­ligt syn­li­ge musik er ara­be­sker­ne, møn­stre­ne, ornamenterne”.30Inger Christensen, Verden ønsker at se sig selv (Gyldendal, 2018), 888. Det er dis­se for­hold, Christensen i høj grad bestræ­ber sig på at syn­lig­gø­re, når hun eksem­pel­vis i det anven­der “Biologiske prin­cip­per anvendt på ord” og såle­des frem­ma­ner en “vækst af vand og sten og ord”,31Christensen, Del af labyrin­ten, 28. eller når hun i Alfabet anven­der Fibonaccis tal­ræk­ke til at frem­skri­ve et vækst­mo­tiv, der kan gen­ken­des overalt i natu­ren. Hvorvidt dis­se for­hold kor­re­spon­de­rer med egent­li­ge for­hold i natu­ren, er egent­lig ikke det væsent­li­ge. Det væsent­li­ge er, at den­ne frem­skriv­ning af musi­ka­li­te­ten mulig­gør en måde at være i kon­takt, i sam­klang, i reso­nans, og som anført er en sådan til­stand en over­skri­del­se af det dis­kon­ti­nu­er­te vil­kår, hvil­ket impli­ce­rer en kro­p­s­lig kon­ti­nu­i­tet­ser­fa­ring og tidens umid­del­ba­re melo­di­ø­si­tet. Digteren frem­ma­ner det kal­den­de, blot­læg­ger en pas­sa­ge af natu­rens par­ti­tur. Digteren kan frem­skri­ve pas­sa­ger af natu­rens musi­ka­li­tet, hvor hun også frem­skri­ver en ibo­en­de para­doksa­li­tet, da man med spro­get stil­ler sig på afstand af sin gen­stand. For Christensen er spro­get på én gang “en for­læn­gel­se af natu­rens ska­ben­de kræf­ter og et brud”, og dig­te­ren kan frem­ma­ne en “spæn­ding der lader afgrund og bro frem­træ­de og vok­se sam­ti­dig, som både for­e­ne­li­ge og ufor­e­ne­li­ge størrelser”.32Christensen, Del af labyrin­ten, 68. Hvis dig­tet kan frem­skri­ve pas­sa­ger af natu­rens par­ti­tur, da må det både være i betyd­nin­gen brud­styk­ke af en kom­po­si­tion og i betyd­nin­gen åbnin­gen eller for­bin­del­se, på én gang bro og afgrund. “Musikken er der hele tiden, men kun indi­mel­lem hører man den”,33Christensen, Verden ønsker at se sig selv, 891. skri­ver Christensen. Selv tyde­lig­gør hun den ofte i sin digt­ning, men hun behand­ler også i sær­de­les­hed afgrun­den. Væksten, der kol­lap­ser under sin egen tyng­de (som det er til­fæl­det i Alfabet), væk­sten, natu­rens vil­de vækst, der monopo­li­se­res af kapi­tal­kræf­ter­ne og redu­ce­res til øko­no­misk vækst, samt kon­ti­nu­i­te­ten, der split­tes i sta­dig min­dre dele, ind­til det men­ne­ske­li­ge sub­jekt står ensomt og angst til­ba­ge i et sam­fund, der er ble­vet koldt, stumt og ste­net.

Når den orfi­ske til­gang søger at frem­skri­ve de “musi­kal­ske for­hold” i Christensens for­stand, for­stå­et som kemi­ske sving­nin­ger, bio­lo­gi­ske prin­cip­per, krystal­li­se­rin­ger, som ara­be­sker, møn­stre, orna­men­ter eller dig­te, bli­ver det også klart, at den ikke står i mod­strid med de pro­me­ti­ske erken­del­ser, men lader sig infor­me­re her­af, af ind­sig­ten i vækst­for­hold, pro­por­tio­ner og pro­ces­ser, der fore­kom­mer i natu­ren. Denne alli­an­ce mel­lem det pro­me­ti­ske og det orfi­ske kan vi også gen­ken­de i Thøger Larsen besyn­gel­se af Sfærernes Musik:

De unge Stjerner dan­ser, som Stjerner dan­se skal,
fra deres run­de Baner det reg­ner ned med Tal,
for Kloder selv saa sim­pelt, for Sangersind saa svært,
saa man­gen sorg­løs Sanger faar aldrig Takten lært.
Men den, der sæn­ker Sindet i Tallenes Mystik,
for­nem­mer dun­kelt Rytmen i Sfærernes Musik.34Thøger Larsen, Sfærernes Musik (Gyldendal, 1953), 38.

Der er med andre ord ikke nød­ven­dig­vis en strid mel­lem de viden­ska­be­li­ge ind­sig­ter og den orfi­ske dig­ters bestræ­bel­ser, men såfremt vi får redu­ce­ret natu­ren til ting og for­mål, til et uden­for og død mate­rie, da må Orfeus igen sti­ge ned i det dødes rige og brin­ge sin elske­de med sig til­ba­ge, og som det gjaldt den­gang, gæl­der det sta­dig, såfremt vi fæst­ner vores alt for faste blik her­på, vil den elske­de bli­ve til en gen­stand, en salt­støt­te og død mate­rie.

Resonans uden kald

Digteren kan alt­så tyde­lig­gø­re natu­rens kald, lige så vel som dig­te­ren kan åben­ba­re afgrun­den, ang­sten og ensom­he­den. Gennem dig­te­ren kan også stum­he­den tale. Hvorvidt en dig­ter skal eller bør gøre det ene eller det andet, vil jeg lade være op til dig­ter­ne selv, men tyde­lig­gø­rel­sen af kal­det er om ikke andet en mulig­hed. Men er det egent­lig præ­cist at betrag­te det som et kald, blot for at imø­de­kom­me Rosas begreb om reso­nans? I kal­det lig­ger der en hen­ven­del­se, som om natu­ren angik adres­sa­ten, som om kal­det angik mig. I over­skri­del­se­ser­fa­rin­gen bevæ­ger vi os altid hin­si­des os selv. I reso­nan­ser­fa­rin­gen hand­ler det om sam­klang og rela­tion, hvil­ket også sker på trods af ego­et. Naturen, der hen­ven­der sig gen­nem dig­te­ren, ken­der vi fra A.W. Schack von Staffeldts digt Indvielsen, hvori dig­ter-jeget mod­ta­ger musens har­pe:

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene tal­te;
Fra Skyer, som ble­ge for Maanen hen­drev,
Aanderne kald­te,
Et Hierte slog varmt og kiær­ligt i Alt,
I Alt mig vin­ked’ min egen Gestalt.35A.W. Schack von Staffeldt, Digte (Andreas Seidelin Forlag, 1804), 3.

Digteren fin­der klart et slægtskab men den “anden Natur”, hvor alt vin­ker i hans egen gestalt, men i en vis for­stand kal­des han også bort fra sig selv, og da dig­te­ren ven­der til­ba­ge til sig selv efter inspira­tio­nens øje­blik, er han opfyldt af længsel: “Dog bræn­der mig Kysset, jeg kien­der ei Fred / Förend jeg dra­ger Himlene ned!” .36Staffeldt, Digte, 4. Digtningen er rig på eksemp­ler på, at natu­ren får stem­me og hen­ven­der sig, og blot det for­hold, at dig­tet har afsen­der, kon­sti­tu­e­rer en henvendelse.37Laugesen & Lund anfø­rer gode eksemp­ler på den hen­ven­den­de natur i deres anden arti­kel i nær­væ­ren­de serie, “Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Resonansens betyd­ning for liv og poli­tik”, Tidsskriftet Paradoks, 15. august 2022. Men hos Christensen mener jeg, som anført, at det er mere præ­cist at hæv­de, at hun syn­lig­gør pas­sa­ger i den dob­bel­te for­stand af brud­styk­ke og åbning. Hun blot­læg­ger bevæ­gel­ser, der omslut­ter men­ne­sket, men som ikke har men­ne­sket som omdrej­nings­punkt. Dette gæl­der eksem­pel­vis vækst­mo­ti­vet i Alfabet og det væren­des kon­ti­nu­i­tet, der split­tes og kom­mer til sig selv i pro­log­os i mester­vær­ket det, hvor kødet går for­ud for ordet. Det gør sig gæl­den­de, når hun bestræ­ber sig på at gen­pro­du­ce­re det “pro­du­ce­ren­de prin­cip”, der gør sig gæl­den­de i såvel kasta­nie­træ­er og mennekser.38Christensen, Del af labyrin­ten, 121. Og det­te er væsent­ligt for en for­stå­el­se af, hvor­le­des man kan tale om reso­ne­ren­de natur­for­hold, der ikke beror på en kal­den­de natur.

På den ene side kan vi sige, at Rosa har ret i, at vi kan være affi­ce­ret af natu­ren, at vi ind­går i en rela­tion, der er stør­re end os selv, og der­med er påvir­ket her­af. Naturen blev ved­kom­men­de, og det er for ham nok til at kon­sti­tu­e­re et kald. Rosa frem­hæ­ver Albert Camus’ begreb om det absur­de som et ver­dens­for­hold, der er ble­vet stumt eller tavs. For Camus er det absur­de kon­sti­tu­e­ret af sam­ti­dig­he­den af men­ne­skets længsel efter for­tro­lig­hed, mening og inti­mi­tet, og mødet med et indif­fe­rent uni­vers. Det absur­de har med andre ord nogen­lun­de sam­me struk­tur som Rosas tri­a­de, som udgør reso­nans, men hvor det er men­ne­sket, der kal­der, og ver­den, der ikke imø­de­kom­mer den men­ne­ske­li­ge længsel. Var distan­cen til ver­den blot over­vun­det, var man blot et “træ blandt træ­er­ne eller et dyr blandt andre dyr”, da vil­le kra­vet om for­tro­lig­hed ikke læn­ge­re gøre sig gæl­den­de, men “den lat­ter­li­ge for­nuft” sæt­ter os op mod “hele skab­nin­gen” med sit krav om mening.39Albert Camus, Essays: vrang og ret: ung­dom­mens land: som­mer (Gyldendal, 2015), 55. Rosa kan have ret i, at den sta­di­ge eks­pan­sion af den kon­trol­ler­ba­re sfæ­re gør ver­dens­for­hol­det stumt. Den instru­men­ta­li­se­ren­de og nyt­tig­gø­ren­de for­nuft sæt­ter sig op mod skab­nin­gen, men ønsket om at høre natu­rens kald er også en måde, hvor­på natu­ren skal angå og hen­ven­de sig til net­op mig. Resonans, der ikke besva­rer et kald, er smukt beskre­vet i et essay af Camus, hvor han “under ver­dens sto­re ånde­dræt” hører grund­te­ma­et i en kos­misk “fuga”, der “lød som hele jor­dens sang”. Han brin­ges ud af sig selv, “i udtryk­kets egent­lig­ste for­stand”, hvil­ket for­sik­rer ham om, “at alt, bort­set fra [hans] kær­lig­hed og råbet fra dis­se sten, var omsonst”.40Albert Camus, Sisyfos-myten (Gyldendal, 1995), 107–108. Jeg har tid­li­ge­re selv beskre­vet en beslæg­tet erfa­ring, hvor jeg under Saharas kla­re nat­te­him­mel for før­ste gang for alvor så mæl­ke­vej­en, der blot­lag­de sig som et til­ta­gen­de stjer­ne­tæp­pe over mig:

Den lysen­de him­mel omfav­ne­de mig med sin tavs­hed, uden løf­te om mening eller for­mål, og jeg var i en til­stand af stil­le hen­gi­vel­se. Den men­ne­ske­li­ge knu­de var hver­ken løst eller for­næg­tet. Det absur­de gjor­de sig sta­dig gæl­den­de, men afstan­den til ver­den var et øje­blik over­vun­det, uden gud og mening.41Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Studier i Camus (Philosophia, 2014), 42.

Her er der ikke tale om at besva­re et kald. Stjernehimlen angår ikke mig, lige så vel som jor­den ikke rote­rer for min skyld. Godt nok hører Camus hele jor­dens sang og den kos­mi­ske fuga, lige­som jeg blev omfav­net af nat­te­him­lens lysen­de tavs­hed, men de udgjor­de ikke et kald eller en hen­ven­del­se, og net­op der­for kun­ne tavs­he­den og musik­ken besva­res på en måde, hvor man bevæ­ger sig væk fra sig selv. Hvis ver­den vil lære os noget, er det at “sjæ­len ikke er noget og hjer­tet lige så lidt”, samt “at ste­nen, der er gen­nem­var­met af solen, eller cypres­sen, som den skyfri him­mel for­stør­rer, begræn­ser det ene­ste uni­vers, hvor det “at have ret” får mening: natu­ren uden mennesker”.42Camus, Sisyfos-myten, 107–108. Der er tale om reso­nans, men reso­nans med en pro­ces, i hvil­ken man for­går, som der­for udgør et cen­tralt aspekt af en natur­for­stå­el­se, der ikke læn­ge­re har men­ne­sket som cen­trum, som ræk­ker ind i natu­ren uden men­ne­sker, der spil­ler en umen­ne­ske­lig musik.

Resonans uden kald omhand­ler med andre ord en eksi­sten­ti­el ori­en­te­ring, der ræk­ker udover den men­ne­ske­li­ge sfæ­re, men som ikke hin­si­des det men­ne­ske­li­ge anta­ger en gud, en sand­hed, en har­monisk enhed eller en for­lø­sen­de mening. Det er lyren, der klin­ger ud i det kako­fo­ni­ske kos­mi­ske orke­ster, for­u­den kom­po­nist og diri­gent. Nietzsche kald­te den­ne bevæ­gel­se hin­si­des det afgræn­se­de indi­vid, hin­si­des du og jeg, for zu Kosmisch emp­fin­den, at føle sig kos­misk. Det er en ori­en­te­ring, der ikke for­stil­ler sig, men som der­i­mod blot­ter sig. Da gud end­nu gem­te sig bag solen, kun­ne Proklos betrag­te heli­o­tro­per­nes bevæ­gel­ser i over­ens­stem­mel­se med solens gang på him­len, som en til­stand af bøn, kos­misk sym­pa­ti og reso­nans. For os udgør en sådan kos­misk ori­en­te­ring og blot­tel­se en “bøn­fal­del­se uden svar”.43Bataille, Theory of Religion, 27. Denne eksi­sten­ti­el­le ori­en­te­ring er en kom­po­nent i en radi­kal øko­lo­gisk tæn­ke­må­de, hvor men­ne­sket ikke er cen­trum for natu­rens bevæ­gel­ser, hvor bøn­fal­del­sen afvi­ser enhver frel­se, hvor natu­ren ikke er en cir­ku­la­tion af ting, men et sta­dig udveks­len­de for­hold af inten­si­te­ter, der emmer af over­flod og rum­mer både skøn­hed og for­bund, samt vold og mas­se­død, og hvor den kos­mi­ske musik ikke spil­ler for du og jeg, da vi ude­luk­ken­de kan høre den, når vi for­la­der os selv.

1. Inger Christensen, Chancen (Gyldendal, 1980), 1.
2. Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 124.
3. Christensen, Del af labyrin­ten, 121.
4. Vladimir Vernadsky, The Biosphere (Copernicus, Springer Verlag, 1998).
5. Christensen, Del af labyrin­ten, 142.
6. Georges Bataille, La Part Maudite i Œuvres com­plètes tome 7, (Gallimard, 1976). Se også Jon Auring Grimm, “Solar Plexus: Solare sam­men­flet­nin­ger hos Georges Bataille og Inger Christensen”, Tidsskriftet Paradoks, 14. janu­ar 2021.
7. David Bohm, The Essential David Bohm (Routledge, 2003), 32.
8. Bohm, The Essential David Bohm, 25.
9. Jeg behand­ler den her­akli­ti­ansk-nietzs­che­an­ske til­bli­vel­ses­tænk­ning og natur­be­greb ind­gå­en­de i min bog FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Kunstnerforlaget Armé, 2011).
10. Christensen, Del af labyrin­ten, 115.
11. Carl Sagan, Cosmos: A Personal Voyage, Episode 1: The Shores of the Cosmic Ocean. (Public Broadcasting Service, 1980).
12. Georges Bataille, Theory of Religion (Zone Books, 1992), 41.
13. Bataille, Theory of Religion, 31.
14. Brian Eno: Another Green World, instr. Nicola Roberts (BBC, 2010).
15. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Eksistensen, 2020), 13.
16. Man kan med for­del læse: Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hartmut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tidsskriftet Paradoks, 11. august 2022.
17. Christensen, Del af labyrin­ten, 130.
18. Bataille, Theory of Religion, 41.
19. Hartmut Rosa, Resonans (Eksistensen, 2021), 488.
20. Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 25.
21. Georges Bataille, Den indre erfa­ring (Billedkunstskolernes Forlag, 2013).
22. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
23. Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re, 36.
24. Georges Bataille, Erotikken (Borgen, 2001), 23.
25. Laugesen & Lund, “Gode vibrationer”.
26. Pierre Hadot, The Veil of Isis (Harvard University Press, 2004), 92.
27. Hadot, The Veil of Isis, 92.
28. Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (Gyldendal, 2000), 44.
29. Bataille, Erotikken, 28.
30. Inger Christensen, Verden ønsker at se sig selv (Gyldendal, 2018), 888.
31. Christensen, Del af labyrin­ten, 28.
32. Christensen, Del af labyrin­ten, 68.
33. Christensen, Verden ønsker at se sig selv, 891.
34. Thøger Larsen, Sfærernes Musik (Gyldendal, 1953), 38.
35. A.W. Schack von Staffeldt, Digte (Andreas Seidelin Forlag, 1804), 3.
36. Staffeldt, Digte, 4.
37. Laugesen & Lund anfø­rer gode eksemp­ler på den hen­ven­den­de natur i deres anden arti­kel i nær­væ­ren­de serie, “Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Resonansens betyd­ning for liv og poli­tik”, Tidsskriftet Paradoks, 15. august 2022.
38. Christensen, Del af labyrin­ten, 121.
39. Albert Camus, Essays: vrang og ret: ung­dom­mens land: som­mer (Gyldendal, 2015), 55.
40. Albert Camus, Sisyfos-myten (Gyldendal, 1995), 107–108.
41. Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Studier i Camus (Philosophia, 2014), 42.
42. Camus, Sisyfos-myten, 107–108.
43. Bataille, Theory of Religion, 27.

Solar plexus: Solare sammenfletninger hos Georges Bataille og Inger Christensen

Inger Christensen og Georges Bataille skrev under den sam­me sol.1Dette essay er et uddrag af en læn­ge­re kor­re­spon­dan­ce, som er under bear­bej­del­se til udgi­vel­se, mel­lem under­teg­ne­de og tea­te­rin­struk­tør Liv Helm. I nær­væ­ren­de essay udfol­der jeg et slægtskab mel­lem Inger Christensens og Georges Batailles tænk­ning. Se også Jon Auring Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra … Continue reading En sol hvis over­strøm­men­de, gene­rø­se og øds­le til­før­sel af ener­gi til­skyn­de­de dem at ska­be vide­re i dens bil­le­de (en art kemisk bryl­lup til ære for solen og jor­den). Ikke bare solen hav­de de til fæl­les. Der var end­vi­de­re et ånde­ligt slægtskab, en inter­es­se for det hete­ro­ge­ne, natu­rens vil­de vækst, for men­ne­skets dis­kon­ti­nu­i­tet, for det ero­ti­ske, eksta­ti­ske, excen­tri­ske og magi­ske, samt et voka­bu­lar, der til for­veks­ling væk­ker min­del­ser om den anden. Christensen læste Bataille. Bataille trå­d­te ind i en nat­tens skyg­ge, sam­me år som Christensen udgav sin før­ste digtsam­ling, Lys.2Slægtskabet er aner­kendt og indi­ke­ret få ste­der, men det er stort set ube­skre­vet. Eksempelvis hos Pia Tafdrup, Erik Erlandson, Asger Sørensen og hos Alexander Carnera i en kort artikel.

Soløkonomi

Imens, indi­mel­lem mens solen end­nu har over­skud nok til at udde­le døden så lang­somt, at den lig­ner liv, imens hol­der livet fik­tio­nen i gang. Imens står solen op, går solen ned.3Inger Christensen, det, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 114–115.

I 1947 udgi­ver den fran­ske filo­sof, for­fat­ter og ero­ti­ker Georges Bataille et frem­træ­den­de værk: La Part mau­di­te, hvil­ket kan over­sæt­tes til: Den for­ban­de­de del. Det er et værk, hvori han præ­sen­te­rer sin teo­ri om det, han kal­der den gene­rel­le øko­no­mi, der skal repræ­sen­te­re en koper­ni­kansk ven­ding i, hvor­le­des vi tæn­ker øko­no­mi, her for­stå­et som for­valt­ning af ener­gi. Det er med andre ord et værk, der omhand­ler for­valt­nin­gen af natur, ero­tik, reli­gion, krig, konsu­me­ring, kunst og så vide­re. Ud fra en begræn­set øko­no­mis optik hol­der man sig pro­duk­tion, ratio­na­li­tet og funk­tio­na­li­tet for øje. Den omhand­ler, hvor­le­des mere eller min­dre luk­ke­de syste­mer omsæt­ter ener­gi, kapi­tal, til for­mål. Cost and bene­fit.

Den begræn­se­de øko­no­mi er ratio­na­li­stisk og homo­gen. Det er med andre ord en pro­duk­tion af ver­den i et mere eller min­dre luk­ket system, hvis over­ve­jen­de hen­syn er pro­duk­tet. Men i enhver pro­duk­tion er der en rest, der ikke kan omsæt­tes, et over­skud, en exces, der må udskil­les. Betragter vi eksem­pel­vis den men­ne­ske­li­ge krop, må den, for at være funk­tio­nel, ind­ta­ge mad. Det, den ikke kan omsæt­te, må den udskil­le, men selv det, den kan ind­op­ta­ge, må omsæt­tes i ener­gi­ske udlad­nin­ger, hvil­ket både kan være den nød­ven­di­ge ener­gi, som den dag­li­ge dont kræ­ver, og den exces­si­ve udskej­el­se, festi­val, orgie, krig, ero­tik og så vide­re. Endvidere ind­går dis­se udlad­nin­ger af ener­gi i et kredsløb, der omgi­ver krop­pen. Ekskrementerne må man skil­le sig af med, og opti­malt må de ind­gå som gød­ning i et kredsløb uden at foru­re­ne eller over­be­la­ste det­te. Det sam­me gæl­der de øvri­ge ener­gi­ud­lad­nin­ger.

Altså må den gene­rel­le betragt­ning af for­valt­nin­gen af ener­gi omfat­te det over­skud af ener­gi, der spil­des, øds­les bort, udskil­les, ikke kan omsæt­tes, og som ikke er inde­holdt i den funk­tio­nel­le bestem­mel­se af gen­stan­den. Som Bataille bemær­ker, er livet på jor­den et resul­tat af en ødsel til­før­sel af ener­gi, meget mere end jor­den kan omsæt­te. Denne ødsel­hed kan omsæt­tes i vækst, og hvis den ikke kan omsæt­tes, bli­ver den tabt uden pro­fit: “Solenergi er årsa­gen til livets over­strøm­men­de udvik­ling. Ophavet og essen­sen af vores rig­dom er givet i solens strå­ler, der afgi­ver ener­gi – rig­dom – uden til­ba­ge­be­ta­ling. Solen giver uden at modtage”.4Egen over­sæt­tel­se efter Georges Bataille, La Part Maudite I, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1976). Solen giver blandt andet til søens alge. Gennem foto­syn­te­se omsæt­ter den solens lys til ener­gi, hvil­ken under­ord­nes algens livs for­mål. Algen for­me­rer sig, og møder den ikke næv­ne­vær­dig mod­stand, vil den med tiden dæk­ke hele søen. Her når den en græn­se. Processen fort­sæt­ter, lyset omsæt­tes til kro­p­s­lig ener­gi og for­me­ring, men algen kan ikke spre­de sig yder­li­ge­re. Væksten under­mi­ne­rer sit habi­tat og ska­ber bund­fald, der foru­re­ner søen. Omsider vil pro­ces­sen kol­lap­se under sin egen vægt (lige­som men­ne­skets for­valt­ning og for­brug i dag er ved at kol­lap­se under sin egen vægt). Den gene­rel­le øko­no­mi omfav­ner med andre ord den fluk­tu­e­ren­de for­valt­ning af ener­gi, hvil­ket ind­be­fat­ter spild, ødsel­hed, udskil­lel­se og excess, og som i sid­ste ende sæt­ter os i for­bin­del­se med solens over­strøm­men­de øds­le til­før­sel, en for­ud­sæt­ning for vores liv, en slags solens var­me­død i os.

Således er vi med vores krop­pe som dele af det bio­lo­gi­ske rum en slags afbøj­ning, en under­drej­ning af et brat og udif­fe­ren­ti­e­ret var­me­spild, en slags omvej, en rum­lig for­sin­kel­se af solens død, som er det vi kal­der liv.5Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 142.

Dette gæl­der i de natur­li­ge pro­ces­ser. De vok­ser, til de når en græn­se for deres udfol­del­se, en græn­se, der også kan være ind­skre­vet i deres egen kro­p­s­li­ge kon­sti­tu­tion, den bevæ­gel­se, de er født af, og som de uvæ­ger­ligt gen­ta­ger en vari­a­tion af. Det demon­stre­res som motiv i Alfabet, hvor fibo­nac­cis natur­vækst-motiv dan­ner ram­men for digtsam­lin­gens system. Systemet når en græn­se, der er sat af dets egen væksts mon­strø­si­tet. Skulle Inger Christensen ude­luk­ken­de føl­ge det­te vækst­mo­tiv, vil­le dig­te­ne hur­tigt anta­ge en enorm stør­rel­se. Væksten når en græn­se, må ned­bry­de sig selv, star­te på ny, få nyt afkom, gå til, gå under. Digtningen og natu­ren må med andre ord spal­te sig selv, hvil­ket sker i takt med, at ver­den kom­mer til sig selv, ser sig selv. Verden ønsker at se sig selv, skri­ver hun. Men for så vidt det­te ønske er reelt, er det ikke et ønske, der er opstå­et før og går for­ud for, at ver­den rent fak­tisk ser sig selv, med vores øjne.

Vi er alt­så det liv, det var­me­spild, der, som føl­ge af en ved­va­ren­de spalt­ning og slå­en fol­der på sig selv, slår øjne­ne op og i det øje­blik er ver­dens ønske om at se sig selv. Men det er såle­des også et ønske, der opstår som føl­ge af en afstand, der indstif­tes med det opslå­e­de øje. Og for så vidt det­te ønske gøres bevidst, gøres til gen­stand for for­nuf­ten og der­med et spørgs­mål om vur­de­ring, afslø­rer det til­li­ge til­væ­rel­sens grund­læg­gen­de para­doksa­li­tet.

Ønsket udsprin­ger af spalt­nin­gen og distan­cen, af livet, der kom­mer til sig selv, af ver­den, der træ­der ud af sig selv. (Måske betrag­ter vi kun livet halvt når vi kal­der det et ønske. For så vidt ønsket er en længsel efter kon­ti­nu­i­tet, for­tro­lig­hed og inti­mi­tet, og det udsprin­ger af split­tel­sen, da er det også ale­ne for­mu­le­ret fra den split­te­des per­spek­tiv. Det er den split­te­de, der ønsker at over­vin­de split­tel­sen, den dis­kon­ti­nu­er­te eksi­stens, der læn­ges efter kon­ti­nu­i­te­ten. Men efter­som dis­kon­ti­nu­i­te­ten nød­ven­dig­vis for­ud­sæt­ter en anpart i kon­ti­nu­i­te­ten, kun­ne ønsket lige så vel for­mu­le­res som kon­ti­nu­i­te­tens træk i den split­te­de eksi­stens, i den efter­lad­te. Kontinuiteten kræ­ver sit blik til­ba­ge. Længslen bekræf­ter, at kon­ti­nu­i­te­ten alle­re­de besid­der os).

Vild vækst, homo­ge­ni­tet og hete­ro­ge­ni­tet

For så vidt livet kom­mer til sig selv, træ­der det også ud af kon­ti­nu­i­te­ten (det ubrud­te, sam­men­hæn­gen­de). Splittelsen er for­ud­sæt­nin­gen for, at ver­den kan betrag­te sig selv, på afstand af sig selv. Dette demon­stre­res i før­ste del af Christensens det, “Prologos”, hvor rørel­sen i kon­ti­nu­i­te­ten, i “det”, til sta­dig­hed spal­ter sig (og sidens tekst­kor­pus) i min­dre og min­dre dele og våg­ner op til sig selv. Også i den­ne pro­duk­tion af vir­ke­lig­he­den er der et spild. Naturens vil­de vækst, der i sig selv er “hin­si­des godt og ondt”6Christensen, Del af labyrin­ten, 132. , under­ord­nes betrag­te­rens ansku­el­ses syste­ma­tik eller per­spek­tiv (i nietzs­che­ansk for­stand). Systematikken gen­ta­ges i reflek­sio­nen, i for­nuf­ten. Som Schopenhauer skri­ver, er umid­del­bar­he­den at sam­men­lig­ne med solen, og reflek­sio­nen er månens lån­te genskær, umid­del­bar­he­dens syste­ma­tik (kaus­a­li­tet, tid og rum) gen­ta­get på sit eget medium.7Arthur Schopenhauer, Verden som vil­je og fore­stil­ling (København: Gyldendal, 2005), bog 1, §8. Der sker med andre ord en over­sæt­tel­se af solens umid­del­ba­re ver­den, natu­rens vil­de vækst, til en syste­ma­tisk betragt­nings­må­de, der anta­ger sin egen syste­ma­tik, og som der­med glem­mer, at dens ver­dens­bil­le­de, dens sand­he­der, anta­gel­ser og så vide­re blot er ver­dens meta­mor­fo­se i men­ne­sket.

Hvad Christensen kal­der den vil­de vækst, natu­ren, vil­le jeg være til­bø­je­lig til med Nietzsche og Schopenhauer også at kal­de vilj­en, som den frem­træ­der i sin umid­del­bar­hed. Denne omsæt­tes og over­fø­res til den monopo­li­se­re­de vir­ke­lig­hed, der skal være for­måls­be­stemt, prak­tisk, for­nuf­tig, nyt­tig, for­di den gen­ken­der sig selv i sin syste­ma­tik, der net­op er ansku­el­sens syste­ma­tik (kaus­a­li­tet, ræk­ke­føl­ge) anvendt på sig selv. Men ver­den i sig selv er hin­si­des godt og ondt, hin­si­des nyt­te­be­tragt­nin­ger og hin­si­des for­nuf­ten.

Naturens vil­de vækst, i Christensens for­stand, er præ­get af hete­ro­ge­ni­tet, den er spr­ud­len­de, ødsel, blom­stren­de, for­tæ­ren­de, øde­læg­gen­de og ska­ben­de i sin frem­drift. Den over­fø­res til det, hun kal­der den monopo­li­se­re­de virkelighed,8Christensen, Del af labyrin­ten, 132. en homo­gen orden, der er line­ær, for­måls­ret­tet, nyt­tig og ratio­nel. Den er med andre ord udtryk for en begræn­set øko­no­misk betragt­ning. Eller det, som Bataille kal­der en “kon­se­kvent homo­ge­ni­tet, som men­ne­sket har etab­le­ret i sin ydre ver­den ved overalt at erstat­te de a pri­o­ri ufat­te­li­ge ydre gen­stan­de med ord­ne­de ræk­ker af fore­stil­lin­ger eller begreber”.9Georges Bataille, “DAF de Sades Brugsværdi”, i Den indre erfa­ring (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2013). Det lig­ger ikke langt fra Christensens betragt­nin­ger, når hun skri­ver: “I sam­me øje­blik vi sæl­ger den vil­de vækst til den kapi­ta­li­se­ren­de vir­ke­lig­hed, bli­ver vi ude af stand til at gen­ken­de, men må lave alting om, for vi kan se at det fore­stil­ler noget”.10Christensen, Del af labyrin­ten, 132. Denne homo­ge­ne orden er under kon­stant pres fra det hete­ro­ge­ne, som den må under­ord­ne, for­ka­ste eller til­be­de som den suveræ­ne und­ta­gel­se (gud, føre­ren…). Erotikken, ekst­a­sen, inti­mi­te­ten, strit­ter imod, men assi­mi­le­res i sti­gen­de grad i den homo­ge­ne orden, som til­ladt exces, festi­val, udskej­el­se, under­hold­ning. I et for­bru­geri­stisk og kapi­ta­li­stisk sam­fund sker det blandt andet ved at “gud­dom­me­lig­gø­re” eller ide­a­li­se­re for­bru­get, frem­skrid­tet og væk­sten som væren­de gode i sig selv. Eller som Christensen skri­ver: “Ved at over­fø­re den reli­gi­øse [her for­stå­et som den hete­ro­ge­ne ener­gi, som jeg læser det] ener­gi til mere prak­ti­ske for­mål og udnyt­te den i den mate­ri­el­le pro­duk­tion af en men­ne­ske­skabt ver­den, sker der en gud­dom­me­lig­gø­rel­se af sel­ve trans­for­ma­tio­nen, af frem­skrid­tet, udvik­lin­gen, den øko­no­mi­ske vækst”.11Christensen, Del af labyrin­ten, 132.

For at give nog­le kon­kre­te eksemp­ler og der­ved gøre begrebs­dan­nel­sen lidt mere hånd­gri­be­lig, ser vi blandt andet, hvor­le­des pro­duk­tio­nen af vores sam­fund­si­de­o­lo­gi pro­du­ce­rer en uac­cep­ta­bel rest, som den for i alt for ver­den må under­ord­ne sin model: Den arbejds­lø­se og den uar­bejds­dyg­ti­ge. De må for guds skyld akti­ve­res eller i det ene eller det andet for­løb. Det er jo nær­mest en skan­da­le at være uden for arbejds­mar­ke­det. Værre end­nu: tig­ge­ren! Dermed er det også meget sigen­de, at asylan­sø­ge­re net­op næg­tes mulig­he­den for at arbej­de. De skul­le jo nødigt pas­se ind. Selvom dis­se eksemp­ler er lidt i peri­fe­ri­en af nær­væ­ren­de behand­ling tje­ner de for­hå­bent­ligt til at tyde­lig­gø­re impli­ka­tio­ner­ne af tænk­nin­gen og den impli­cit­te kri­tik. Derudover håber jeg, at det tyde­lig­gør, at Christensen ikke blot skri­ver sig ind i filo­so­fi­en, men til­li­ge skri­ver sig ind i sam­fun­det og i det split­te­de indi­vids rol­le og ensom­hed heri. Efter at kødet får ord i pro­log­os, træ­der det ind på sce­nen, i hand­lin­gen og i tek­sten.

Kort sagt: Naturens vil­de vækst, hete­ro­ge­ni­te­ten, har i men­ne­sket spal­tet sig såle­des, at men­ne­sket står split­tet og ensomt til­ba­ge. En føl­ge af den­ne spalt­ning er ønsket om at se sig selv, en sku­en, der kun ind­fri­es i over­vin­del­sen af den distan­ce, ønsket er udsprun­get af, spalt­nin­gen, split­tel­sen og dis­kon­ti­nu­i­te­ten. Dermed er ønsket også par­ret med ang­sten, da det net­op impli­ce­rer en over­skri­del­se af den etab­le­re­de homo­ge­ne orden og der­med også en over­skri­del­se af indi­vi­du­a­li­te­ten. Det er det­te eksi­sten­ti­el­le vil­kår, Christensen gen­ken­der og frem­skri­ver så tyde­ligt. Vi er ver­den, der våg­ner op til sig selv, men i den­ne grad­vi­se opvåg­nen sker der også en spalt­ning af ver­den; en over­sæt­tel­se af den hete­ro­ge­ne vil­de vækst til en homo­gen og meka­nisk orden. Den spal­tes ind­til sub­jek­tet, i for­tid, frem­tid, nutid, efter­tid og istid, ind­til ato­met, ind­til atom­bom­ben fin­des og kon­ti­nu­i­te­tens bil­le­de, him­lens lys, nu anta­ger bom­bens tru­en­de motiv. Lidt.12Inger Christensen, Alfabet, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 407.

Livet der kom­mer til sig selv

Så kom det ende­lig til sig selv og gjor­de sig selv til gen­stand for sig selv. Som Bataille bemær­ker er dyre­ne i ver­den som vand i vand. Deres væsen er præ­get af imma­nens og umid­del­bar­hed. Løven er ikke dyre­nes kon­ge, en auto­nom befa­ler og her­sker, men blot den stør­re, grå­di­ge­re bøl­ge, der kan undertvin­ge de min­dre rørelser.13Georges Bataille, Théorie de la reli­gion, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1989). Vi, der­i­mod, er vok­set ud af ver­den som en bøl­ge, der hæver sig over havet og gen­ken­der sit motiv spej­let i havets over­fla­de. Altså, kon­ti­nu­i­te­ten eller ver­den, der har gjort sig selv til gen­stand for betragt­ning. I kon­ti­nu­i­te­ten er der sket et brud, en dis­kon­ti­nu­i­tet har ind­fun­det sig. Mennesket fin­des. Og med men­ne­sket, afgrun­den mel­lem os. Og med afgrun­den, det svim­len­de ver­ti­go for­bun­det med bevæ­gel­sen ud over afgrun­den. Som van­det, der “føder / sig selv til døde”.14Christensen, det, 318.

Vi ale­ne dør vores egen død, skri­ver Bataille.15Georges Bataille, Erotikken (Valby: Borgen, 2001), 17. Vi kan bevid­ne hin­an­dens død på afstand, men det er mig, der ophø­rer, når min lyre slap­pes og stren­ge­ne ikke læn­ge­re klin­ger med mit motiv, med andre ord, når den lil­le krus­ning på havet, der udgjor­de mig, bli­ver under­lagt en anden bøl­ges bevæ­gel­se, hvad enten det er løven, der for­tæ­rer mig, eller den lang­som­me­li­ge for­råd­nel­se og redi­stri­bu­tion af min ener­gi i gra­vens dyb. En bevæ­gel­se ud over afgrun­den er med andre ord også en bevæ­gel­se ind i døden og/eller en bevæ­gel­se, der byder døden trods. Dette er inde­holdt i det dob­bel­te for­hold, at ver­den gør sig selv til gen­stand for betragt­ning og der­for også ind­skri­ver en distan­ce i ver­den, mel­lem betrag­te­ren og det betrag­te­de, og at den til­li­ge ken­des umid­del­bart intimt, inde­fra.

Netop det­te dob­bel­te for­hold kon­sti­tu­e­rer vores indi­vi­du­a­li­tet og knyt­ter det erken­den­de sub­jekt til os. Ifølge Schopenhauer er vores indi­vi­du­a­li­tet kon­sti­tu­e­ret af den dob­bel­te erken­del­se af vores egen krop, som hen­holds­vis ansku­et krop (ord­net efter ansku­el­sens betin­gel­ser, objekt for sub­jek­tet, tid og rum, og som føl­ge her­af kaus­a­li­tet og mate­ri­a­li­tet) og som en indre kon­sti­tu­tion, der ikke lader sig ind­fan­ge af ansku­el­sen (og der­med hel­ler ikke er begræn­set af dens kate­go­ri­er). Mindre meta­fy­sisk sagt ken­der vi vores krop som bil­le­de og inti­mi­tet, som begræn­set og som ube­græn­set, som luk­ket og som udfly­den­de, som hud, pan­ser og over­fla­de og som vand i vand. Og det er net­op det­te dob­bel­te kend­skab, der knyt­ter det betrag­ten­de sub­jekt, jeget, til os, og adskil­ler vores krop fra alle andre objek­ter, som vi ikke ken­der intimt inde­fra (ero­tik­ken, kun­sten, rusen, inti­mi­te­ten osv. sæt­ter i sagens natur den­ne afgræns­ning over styr, men det kom­mer vi til). Som Christensen skri­ver i essay­et “Samspil”: “Den fysi­ske og psy­ki­ske ver­den er én og ude­le­lig. Vores fysi­ske sam­spil med hin­an­den er en rea­li­tet. Derfor er vores psy­ki­ske sam­spil også en rea­li­tet. Kroppen og bil­le­det af krop­pen bevæ­ger sig efter sam­me ufor­klar­li­ge principper”.16Christensen, Del af labyrin­ten, 19. Da indi­vi­du­a­li­te­ten er kon­sti­tu­e­ret af det­te dob­bel­te kend­skab, er en kon­sti­tu­e­ren­de del af det indi­vi­du­el­le såle­des også vores anpart i det ikke-indi­vi­du­el­le, i en kon­ti­nu­i­tet, vi deler med hin­an­den. Vi er på en gang på afstand af hin­an­den og udle­ve­ret til hin­an­den: “det­te sam­spil eksi­ste­rer mel­lem alle”,17Christensen, Del af labyrin­ten, 19. bemær­ker Christensen. Af sam­me grund opta­ger det hen­de ikke at dyr­ke den “indi­vi­du­el­le ople­vel­se, den indi­vi­du­el­le psy­ko­lo­gi”, da den fore­gø­g­ler sig at tro, at den kan under­sø­ges iso­le­ret af det sam­spil med ver­den, der er en kon­sti­tu­e­ren­de del af indi­vi­du­a­li­te­ten. Dyrkelsen af det selv­be­ro­en­de indi­vid beror på en slags “fik­tion, for­di den lader som om der fin­des en anden slags fri­hed end den rent sto­fli­ge, den vi kun ejer i et sam­spil med ver­den og hin­an­den”. Det er såle­des det “inter­sub­jek­ti­ve”, der opta­ger Christensen, “det usyn­li­ge sam­spil”, frem­for “den enkel­tes bevidst­heds kon­trol over et fik­tivt områ­de”, den enkel­te selv.18Christensen, Del af labyrin­ten, 19.

Dette usyn­li­ge sam­spil kun­ne vi med Bataille kal­de “kommunikation”19Bataille, Den indre erfa­ring. (et yderst cen­tralt begreb for Bataille), ikke for­stå­et som for­mid­lin­gen af infor­ma­tion osv, men som den inti­me for­bin­del­se, der knyt­tes, og som ikke er udtømt eller inde­holdt i infor­ma­tio­nen, hen­ven­del­sen, bil­le­det, gestik­ken osv. Et andet sted kal­der han det “immanensforbindelser”.20Bataille, Den indre erfa­ring. Det nyt­ter såle­des ikke noget at lede efter sig selv ved at efter­sø­ge en ker­ne i sit indre eller en indi­vi­du­el psy­ko­lo­gisk hem­me­lig­hed: “Sig selv” er ikke sub­jek­tet, idet det iso­le­rer sig fra ver­den, men i ste­det for en kom­mu­ni­ka­tion, en sam­men­s­melt­ning af sub­jekt og objekt”.21Bataille, Den indre erfa­ring, 23. For så vidt ver­den ønsker at se sig selv gen­nem os, vil­le det også være lige lov­lig hov­mo­digt, at det­te ønske skul­le angå mig ale­ne.

Med ver­dens ønske om at se sig selv er der ind­truf­fet et brud på kon­ti­nu­i­te­ten, som filo­so­fi­en og reli­gio­nen tra­di­tio­nelt set har søgt at lin­dre gen­nem en higen efter trans­cen­dens, der i sid­ste ende for­næg­ter krop­pen og det sto­fli­ge, for at opnå en ren intel­lek­tu­el og/eller sjæle­lig imma­te­ri­el for­e­ning med gud, ide­er­ne osv. Da den­ne mulig­hed ikke er givet os gud­lø­se, må vi søge for­løs­ning i den­ne ver­den, den ene­ste ver­den der nu engang er, ver­den her og nu.

Diskontinuitet og kon­ti­nu­i­te­ten

“Vi er dis­kon­ti­nu­er­te væse­ner”, skri­ver Bataille, der læn­ges “til­ba­ge mod den tab­te kontinuitet”.22Bataille, Erotikken, 20. “[En] slags pla­ster på en dis­kon­ti­nu­i­tet, en krus­ning over et brud, sam­men­s­mel­te­de med det dam­pen­de sår vi prø­ver på at hele ved ustand­s­e­lig for­vand­ling”, til­fø­jer Christensen.23Christensen, Del af labyrin­ten, 142. Individet rum­mer sin egen mod­sæt­ning, en anpart i det ikke-indi­vi­du­el­le, lige­som det dis­kon­ti­nu­er­te væsen, vi er, vid­ner om en anpart i kon­ti­nu­i­te­ten. Det dis­kon­ti­nu­er­te væsen læn­ges efter sam­hø­rig­hed, inti­mi­tet, kom­mu­ni­ka­tio­ner, hvil­ket impli­ce­rer en stræ­ben udover indi­vi­du­a­li­te­ten, der qua sit dob­bel­te kend­skab til sig selv er et sår i kon­ti­nu­i­te­ten. Dette impli­ce­rer også, at vi sæt­ter alt sik­kert over styr, bevæ­ger os hin­si­des vores pan­ser og selv­bil­le­de ind i en til­stand af blot­tel­se og muligt møde, og det­te er ero­tik­kens væsen par excel­len­ce. Som Bataille bemær­ker, er ero­tik­ken en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer, den homo­ge­ne orden, og Christensen dri­ster sig til at spør­ge: “hvad nu hvis de ero­ti­ske til­nær­mel­sers ver­den er den ene­ste der findes?”.24Christensen, Del af labyrin­ten, 139. Ifølge Bataille er ero­tik­ken en længsel ud over vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår, efter inti­mi­tet og kon­ti­nu­i­tet. Dermed inde­bæ­rer ero­tik­ken en over­skri­del­se, en blot­tel­se af den for­gæn­ge­li­ge indi­vi­du­a­li­tet, og er såle­des for­bun­det med ang­sten, der viger til­ba­ge fra afgrun­den af frygt for at miste sig selv. Men som Nietzsche bemær­ker, kan erfa­rin­gen af afgrun­den også være for­bun­det med en eksta­tisk nydel­se, som en tran­si­to­risk vital dans, der tri­um­fe­rer over døden, i hen­gi­vel­se, udsvæ­ven­de til­stan­de, musi­ske hen­fø­rel­ser og ero­tik. Angsten er der­med ikke blot angst for det ukend­te (mod­sat fryg­ten, der har en gen­stand), ang­sten er for­bun­det med det, der desta­bi­li­se­rer den kon­sti­tu­e­re­de orden (her­med også det ukend­te), hvil­ket kan vir­ke ræd­selsvæk­ken­de såvel som besnæ­ren­de, for­før­en­de og til­lok­ken­de, som en afgrund, der byder dig at tage sprin­get. Erotikken løser ikke til­væ­rel­sens knu­de, men bekræf­ter sna­re­re men­ne­skets (og føl­ge­lig den seen­de ver­dens) ibo­en­de kon­flikt med sig selv. Allerede Heraklit bemær­ke­de: “[men­ne­sket] for­står ikke, hvor­le­des det, der er i uove­r­ens­stem­mel­se, stem­mer overens med sig selv; en spændt sam­men­føj­ning [har­monia] lige­som buens og lyrens”.25Jørgen Mejer, Førsokratiske filo­sof­fer bd. 1 (København: Hans Reitzels Forlag, 1994), 69. For mere om lyren, krop­pen og sjæ­len se også Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, samt Jon Auring Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Århus: Kunstnerforlaget Armé, 2011), §3.1.2.

Tilværelsen er hel­ler ikke en lig­ning, der skal gå op, men sna­re­re en musi­kalsk bevæ­gel­se, der må have en vis åben­hed i sit motiv, med­min­dre stren­ge­ne skal slap­pes og inten­si­te­ten dø hen. Erotikken og kær­lig­he­den beror på en blot­tel­se, hvil­ket også er for­bun­det med risi­ko, men som immer­væk er en del af den udspændt­heds inten­si­tet mel­lem os, der udgør sel­ve ero­tik­kens og kær­lig­he­dens væsen. Kærlighedens vari­ge form er ømhed iføl­ge Bataille, men den må være for­bun­det med en angst for tabet, der til sta­dig­hed nærer kær­lig­he­dens spæn­ding. I kær­lig­he­den og ero­tik­ken har vi alle­re­de mistet os selv. Det er ikke jeget, der elsker, eller jeget, der begæ­rer. Man elsker altid på trods af sig selv. Kærligheden og begæ­ret er der­i­mod til­stan­de, hvor jeget lades til­ba­ge og afslø­res som det, det er: blot et refe­ren­ce­punkt, et for­svin­dings­punkt, en fik­tion.

Jeg er det, der er åbent

Denne jeg-kri­ti­ske posi­tion, som i øvrigt var meget tids­sva­ren­de og kom­mer til udtryk i eksem­pel­vis atti­tu­de­re­la­ti­vis­men, radi­ka­li­se­res hos Christensen i det. I en sam­ta­le med Asger Schnack uddy­ber hun:

For mig ske­te der et skift fra “jeg” til “det”. Især op mod ’68 ske­te der noget. “Jeg” og psy­ko­lo­gi var ikke så vig­tigt, men det kol­lek­ti­ve, og hvor­dan ver­den er ind­ret­tet. Grænserne mel­lem de for­skel­li­ge indi­vi­der blev opløst – osmo­tisk, sådan ople­ve­de jeg det.26Asger Schnack, Digte R til at læse (København: Høst & Søn, 1996), 85.

Det er inter­es­sant, at dér, hvor jeget for alvor træ­der ind på Scenen i det, lader Christensen dig­tet ind­le­de af et Markis de Sade-citat, der frit over­sat lyder: “Du er alle­re­de død for ver­den”, men efter­som det rum­mer bøj­ning af être au mon­de (at være i ver­den), er der en under­for­stå­et betyd­ning, der kun­ne lyde “leven­de er du alle­re­de død for ver­den”. Det stam­mer fra den for­fær­de­li­ge roman 120 dage i Sodoma, hvor fire liber­ti­ne­re tager en mas­se unge men­ne­sker til fan­ge og udnyt­ter og dræ­ber dem. Hertug de Blangis ind­le­der det dra­be­li­ge orgie med en tale til ofre­ne, hvor han kon­sta­te­rer, at de alle­re­de er døde for ver­den. Hvorfor intro­du­ce­res “jeget” (som intro­du­ce­res i anfør­sels­tegn) i den­ne dra­be­li­ge mane­ge? Måske for­di dyr­kel­sen af jeget for Christensen for­bin­des med en funk­tio­na­li­se­ring af men­ne­sket, der i sin grund­vold og i sit ekstre­me udtryk er i over­ens­stem­mel­se med sadis­men. Jeget er ikke noget i sig selv, men en sprog­lig funk­tion, der lige­som gud (iføl­ge Nietzsche) gem­mer sig i gram­ma­tik­ken. I et essay skri­ver hun:

Det bio­lo­gi­ske rum har ladet en del af sit for­me­rings­pro­gram (men­ne­sket) ledsa­ge af den sær­li­ge sindstil­stand, der hed­der “jeg”. Dette jeg er det sam­me som ordet “jeg” i poesi­en, eller i en hvil­ken som helst anden kun­start, og det er ikke per­so­nen “jeg”, der taler, men det bio­lo­gi­ske rum, ver­den, der bru­ger ordet “jeg” for at ken­de sig selv.27Christensen, Del af labyrin­ten, 133.

Det gen­ly­der af Nietzsche, der også lader jeget være et resul­tat af lege­met, der er en mang­fol­dig­hed og enhed, der har dan­net for­bund, og i hvil­ket bevidst­he­den blot er et frag­ment der “siger jeg”, hvor­i­mod lege­met hand­ler jeg.28Friedrich Nietzsche, Således tal­te Zarathustra: en bog for alle og for ingen (København: Lindhardt og Ringhof, 1996), del I, afsnit 5. Den poin­te udfol­des grun­digt i en nietzs­che­ansk kon­tekst i Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me, §3.1.1. Ligeledes lyder det hos Christensen: “Jeg ser at der er stør­re mag­ter til / At stør­ste­delen af mig kon­trol­le­rer sig selv / At fler­tal­let af cel­ler kører rundt med mit liv / Som om jeg ikke var til stede”.29Christensen, det, 163. Det andet digt i det, der intro­du­ce­res af et de Sade-citat, lyder:

Jeg har for­søgt at hol­de ver­den på afstand. Det var nemt. Jeg er vant til at hol­de ver­den på afstand. Jeg er Fremmed. Jeg befin­der mig bedst ved at være frem­med. På den måde glem­mer jeg ver­den. På den måde græ­der og raser jeg ikke mere. På den måde bli­ver ver­den hvid og lige­gyl­dig.

Og jeg fær­des hvorsom­helst. Og jeg står fuld­kom­men stil­le. På den måde væn­ner jeg mig til at være død.30Christensen, det, 164.

Jeg er det, der hol­der ver­den på afstand. Jeg er det, der ikke raser, græ­der, taber sig selv. Jeg er det, der er ble­vet frem­med. Jeg er det, der ikke elsker. Jeg er død.

I det fireogty­ven­de digt fra sam­lin­gen Lys lyder det (lidt min­dre radi­kalt, men i sam­me åre): “Jeg er den der betrag­ter”, “Jeg er den der er uden­for” og “Jeg er den der er åben”.31Inger Christensen, Lys i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 39. “Jeg” er det refe­ren­ce­punkt, hvor­fra længs­len udgår. På den måde er jeget også på afstand og uden for sin længsels gen­stand, som det som betrag­ter står over for. Længslen, der­i­mod, ræk­ker ud over jegets for­svin­dings­punkt, mod det sted, hvor “Ich bin Du”, som Christensen cite­rer Novalis for heni­mod slut­nin­gen af “Teksten” i det. Længslen peger hen på møde­ts mulig­hed, mod kon­ti­nu­i­te­ten mel­lem os, i ero­tik­ken, mod døden.

De excen­tri­ske, de magi­ske …

“Alt det­te fin­des i ét menneske”,32Christensen, det, 337. kon­ti­nu­i­te­ten og sår­et, det græn­se­lø­se og græn­sen. Hvis vi lærer at beher­ske ang­sten, tøm­mer vi også til­væ­rel­sen for risi­ko og for inten­si­tet. Da byg­ger vi et pan­ser om os, som også luk­ker af for til­stan­de af hen­gi­vel­se, inti­mi­tet og alt det vi kan kal­de det hel­li­ge, selv i en gud­løs verden.33Om det ate­o­lo­gi­ske hel­li­ge hos Bataille og Laure se Jon Auring Grimm, “AMOR MORTIS”, i Colette Peignot, Det hel­li­ge (København: Aleatorik, 2021). Erfaringen af sådan­ne til­stan­de, der også til­vir­ker livet en vis tyng­de, for­ud­sæt­ter en grad af blot­tel­se, hvil­ket går hånd i hånd med ang­sten. Til at leve i blot­tel­sen anvi­ser Christensen i “Epilogos” (det) tre typer for­søg. Grænserne mel­lem dem er fly­den­de, og de er alle i deres grund­vold ero­ti­ske, selv­om kun det sid­ste benæv­nes som sådan.

De før­ste for­søg er de excen­tri­ske, hvor bevæ­gel­sen fra angst til ekst­a­se gøres bevidst, van­vid med åbne øjne, vol­den, amoklø­bet, orgi­et, offe­ret, festi­va­len, rusen osv. Når ero­tik­ken har en plads i den poli­ti­ske tænk­ning, er det blan­det andet ud fra en for­stå­el­se af de excen­tri­ske for­søgs mas­sep­sy­ko­lo­gi­ske aspek­ter, hvor eksem­pel­vis cen­trum pla­ce­res i mas­sen eller i føre­ren. Det kol­lek­ti­ve sub­jekt, føre­rens kor­pus eller sågar gud, er alle i en vis for­stand excen­tri­ske for­søg på at etab­le­re for­bin­del­se til kon­ti­nu­i­te­ten (og i øvrigt ikke altid for­gæ­ves for­søg, selv­om for­sø­ge­ne kan være behæf­tet med løg­n­ag­ti­ge ide­o­lo­gi­er).

De næst angiv­ne for­søg er de magi­ske, hvil­ket i en vis for­stand karak­te­ri­se­rer Christensens egne dig­te­ri­ske bestræ­bel­ser. Hun har beskre­vet arbej­det med det som “Biologiske prin­cip­per anvendt på ord”,34Christensen, Del af labyrin­ten, 28. hvil­ket så at sige kan anvi­se en åbning i spro­get mod kon­ti­nu­i­te­ten, ved at digt­nin­gen slet og ret væk­ker den­ne “natu­rens” bevæ­gel­se i os, såfremt vi for­mår at læse hen­de musi­kalsk. I “Kode til Sielen” udtryk­ker hun spro­gets mulig­hed såle­des: “I det for­hold at spro­get på én gang er en del, en for­læn­gel­se af natu­rens ska­ben­de kræf­ter og et brud, et brugs­red­skab for et indi­vi­du­elt tab af kræf­ter gen­nem de ca. 70 år vi lever, lig­ger den spæn­ding der lader afgrund og bro frem­træ­de og vok­se sam­ti­dig, som både for­e­ne­li­ge og ufor­e­ne­li­ge størrelser”.35Christensen, Del af labyrin­ten, 68. Derudover er der både en frag­men­te­ren­de bevæ­gel­se fra digt­nin­gens kon­ti­nu­i­tet mod en dis­kon­ti­nu­i­tet, der er født af den­ne pro­ces. Forsøget bli­ver her­ef­ter at etab­le­re en for­bin­del­se til den tab­te kon­ti­nu­i­tet igen, hvil­ket er en syn­te­ti­se­ren­de bestræ­bel­se, der kul­mi­ne­rer i ide­en om uni­ver­sa­li­tet. I det for­sø­ges det­te ved at ska­be et “rela­tions­net”, på en gang afgrund og bro.

Som bekendt er dets mid­ter­ste sek­tion opdelt i “Scenen”, “Handlingen” og “Teksten”, der igen er opdelt efter otte rela­tions­ord­s­ka­te­go­ri­er: sym­me­tri, tran­si­ti­vi­tet, kon­ti­nu­i­tet, kon­ne­xi­tet, vari­a­bi­li­ti­et, exten­sion, inte­gri­tet og sidst men ikke mindst uni­ver­sa­li­tet. Christensen beskri­ver selv, hvor­le­des dis­se ord kan “hol­de i uaf­brudt bevæ­gel­se og sam­ti­dig orga­ni­se­re den svim­mel­hed, bevæ­gel­sen nød­ven­dig­vis [vil] fremkalde”.36Christensen, Del af labyrin­ten, 30. Endvidere bemær­ker hun, at Viggo Brøndal i Præpositionens Theori (som dan­ner inspira­tion for anven­del­sen af rela­tions­ka­te­go­ri­er­ne) skri­ver føl­gen­de om uni­ver­sa­li­tet: “Den aller­vi­de­ste gåen­de Synthese vil­de ende­lig omfat­te Zoner og Grader af Relationsarter: abstra­cte, con­cre­te og com­ple­xe, pri­mæ­re og secun­dæ­re, den cen­tra­le og den peri­fe­ri­ske. En sådan Totalrelation måt­te efter sin Natur stå på sel­ve Tankens Grænse, den måt­te som Udtryk for Oplevelsens Kvalitet være af næsten mystisk Karakter”.37Citeret efter Christensen, Del af labyrin­ten, 30–31. Men hvad er der på den anden side af tan­kens græn­se, eller ret­te­re spro­gets græn­se?

Bataille bemær­ker fle­re ste­der, hvor­le­des begre­bet stil­hed øver vold mod stil­he­den, lige­som Christensen bemær­ker, hvor­le­des ordet “øde” i sig selv er et demen­ti af sig selv.38Christensen, det, 160. Hvad siger det om begre­bet gud? Er det ikke også et demen­ti af sig selv? Vi er iføl­ge Christensen et dyr, der læser ver­den. Det gæl­der ikke blot os. Verden læser sig selv: “Men også myrer­ne læser. Også træ­er­ne læser og ved på sekun­der, hvor­når de skal hæn­ge med bla­de­ne, hvis deres blom­string er i fare”.39Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (København: Gyldendal, 2000), 14. Med Nietzsches ord er ver­den per­spek­ti­visk. Livet for­tol­ker sine omgi­vel­ser, går i for­bund, assi­mi­le­rer, tager næring til sig, udskil­ler og så vide­re. Men med spro­get er der ind­ført læse­rens distan­ce til skrif­ten og skrif­tens distan­ce til den ver­den, den for­sø­ger at ind­fan­ge, til “det digt, der er uni­ver­sets eget”.40Christensen, Hemmelighedstilstanden, 14. Som Nietzsche bemær­ker, er bevidst­he­den “en mere eller min­dre fan­ta­stisk kom­men­tar til en ukendt, måske uer­ken­de­lig, men følt tekst”,41Friedrich Nietzsche, Morgenrøde (Frederiksberg: Sisyfos, 2016), §119. og i bevidst­he­dens bestræ­bel­se på at læse ver­den er den i men­ne­sket nået til læse­lig­he­dens græn­se.

Dette er gan­ske sigen­de for det­te i grun­den håb­lø­se for­søg på at læse Christensen filo­so­fisk, da den græn­se, der efter­sø­ges, net­op und­dra­ger sig filo­so­fi­ens tra­di­tio­nel­le bestræ­bel­se. Bataille skri­ver:

At sæt­te over­skri­del­sen som grund­lag for filo­so­fi­en […] er at erstat­te spro­get med en tavs kon­tem­p­la­tion. Det er værens kon­tem­p­la­tion på høj­de­punk­tet af væren. Sproget er på ingen måde for­s­vun­det […] Men det sprog, som har beskre­vet dis­se adgangs­ve­je, giver ikke læn­ge­re mening i det afgø­ren­de nu, når sel­ve over­skri­del­sen i sin bevæ­gel­se erstat­ter den dis­kur­si­ve frem­stil­ling af over­skri­del­sen; et høje­ste øje­blik føjer sig til dis­se på hin­an­den føl­gen­de frem­kom­ster; i det­te øje­blik af dyb tavs­hed – i det­te øje­blik af død – afslø­res værens enhed, i erfa­rin­ger­nes inten­si­tet, hvor dens sand­hed løs­ri­ver sig fra livet og dets gen­stan­de.42Bataille, Erotikken, 325.

Digtningen kan så at sige i sin bestræ­bel­se anvi­se en tær­skel og sågar føre os over den, igang­sæt­te en bevæ­gel­se, der i sid­ste ende går ud over spro­get selv. Og det er vel heri, det magi­ske for­søg består for Christensen. En ekst­a­se, der ikke blot er excen­trisk (en ekster­na­li­se­ring af cen­trum) rus, men der­i­mod en bevæ­gel­se ned i til­væ­rel­sens grund, hvor en enhed ind­fin­der sig, som godt nok hver­ken er har­monisk, ratio­nel, menings­fuld eller slet og ret gud, men som immer­væk rum­mer en form for magisk vis­hed. Bataille kal­der også det­te for ikke-viden eller ikke-mening, ikke for­stå­et som menings­løs­hed, men som et punkt hvor spørgs­må­let om mening, kra­vet om for­tro­lig­hed, ikke læn­ge­re gør sig gæl­den­de.

Christensen anvi­ser digt­nin­gen som det­te for­søg ud i magi­en (lige­som hun dig­ter en ontologi/metafysik). Man kun­ne ret­fær­dig­vis også anvi­se de andre kunst­for­mers magi­ske poten­ti­a­ler såsom tea­ter, bil­led­kun­sten, fil­men og måske i sær­de­les­hed musik­ken.

… og de ero­ti­ske

De sidst angiv­ne for­søg er de ero­ti­ske. Den længsel, der på engang for­e­ner og adskil­ler, som end­da næres af afgrun­den mel­lem os, da det net­op er den, der skal over­skri­des. “Hvad du gav mine tan­ker er fra­væ­rets / nær­vær, et under at jeg lever / mit liv”.43Christensen, det, 305. I døden er adskil­lel­sen i abso­lut for­stand over­vun­det. I døden er alle græn­ser ophørt for den enkel­te, men også mulig­he­den for erfa­ring, hvor­for den på ingen måde kan kom­me den men­ne­ske­li­ge længsel efter for­tro­lig­hed og inti­mi­tet i hu. Døden (for det før­ste) er godt nok vores ene­ste egent­li­ge kon­ti­nu­i­tet, men længs­len ret­ter sig mod hel­he­den for­stå­et som van­dets kon­ti­nu­i­tet, som bøl­gen der rej­ser sig over havet natur­lig­vis er omfat­tet af, men som den også vok­ser ud af og dér, i sin bevæ­gel­se (der er et brud på tota­li­te­ten), udfol­der sin egen bevæ­gel­ses kon­ti­nu­i­tet. Mod livet (for det andet), der vok­ser ud af kon­ti­nu­i­te­ten og i sit kølvand efter­la­der et utal af døds­døm­te indi­vi­der, der fødes som dis­kon­ti­nu­er­li­ge væs­ner af den­ne bevæ­gel­se, over­ladt til sit “ufor­stå­e­li­ge eventyr”,44Bataille, Erotikken, 19. i hvil­ket længs­len efter “storm­ful­de kommunikationer”,45Bataille, Den indre erfa­ring. inti­mi­tet og for­tro­lig­hed er hele ero­tik­kens driv­kraft: den psy­ki­ske bestræ­bel­se (for det tredje).46Disse tre punk­ter er oprem­set i Christensen, det, 337–339. Denne bestræ­bel­se er i sagens natur lige så kro­p­s­lig, som den er psy­kisk (da vi som alle­re­de anført må betrag­te det kro­p­s­li­ge og det psy­ki­ske som to sider af sam­me sag), men kro­p­s­lig for­stå­et som det indre inti­me kend­skab, vi har til at være en krop, og ikke de dis­kur­si­ve eller ansku­e­li­ge bestem­mel­ser af krop­pen, som ero­tik­ken i sin bestræ­bel­se poten­ti­elt desta­bi­li­se­rer (da den som nævnt er en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer).

Det er vel også der­for, at ero­tik­ken både er uaf­hæn­gig af køn­net og utæn­ke­lig uden.47Christensen, det, 337–339. Kønnet oplø­ses i en vis for­stand, eller etab­le­res i en anden for­stand, i den ero­ti­ske bestræ­bel­se. Erotikken er net­op ikke funk­tio­nelt bestemt (eksem­pel­vis ud fra hen­syn til for­me­ring), og der­for er kønsor­ga­ner­nes funk­tio­na­li­tet hel­ler ikke nor­ma­tivt bestem­men­de for den ero­ti­ske prak­sis per se. Det er i sagens natur ikke irre­le­vant, om de vir­ker, men det er irre­le­vant, hvor­vidt de vir­ker i over­ens­stem­mel­se med et for­mål, der lig­ger hin­si­des kon­ti­nu­i­te­ten, fra et rent ero­tisk per­spek­tiv. Uafhængig af døden, utæn­ke­lig uden, da den net­op byder døden trods, da den både adskil­ler og for­e­ner, “ikke i døden”,48Christensen, det, 339. men som en bevæ­gel­se ud over det indi­vi­du­el­le liv, der bekræf­ter “livet helt ind i døden”49Bataille, Erotikken, 15. uden der­ved selv at dø. Det er med andre ord en bevæ­gel­se ind på døde­ns domæ­ne, der byder døden trods. På én gang bro og afgrund.

Det hand­ler slet og ret om at sen­de sig­na­ler gen­nem vand, at druk­ne ver­den i ver­den.

Min ver­den er dis­kon­ti­nu­er­lig
i for­hold til ver­den i stort
og i for­hold til dig
den har vin­ger
Min ver­den er et sprog gen­nem vand
med de lysen­de ner­ver for­delt
som når solen i van­det til­fæl­digt gene­røst
Alligevel har den vin­ger

Vinger af vand

Og jeg vil sige dig at det har en vis virk­ning
det har en vis kil­dren­de virk­ning
en jubel over mang­len på årsag
Spring siger ver­den og jeg fly­ver

Sådan druk­ner jeg min ver­den i verden50Christensen, det, 175.

“Som når solen i van­det til­fæl­digt gene­røst”. Vi er til­ba­ge ved den over­strøm­men­de sol. Overfloden, ødsel­he­den, mang­len på årsag og for­mål. De suveræ­ne liv­sy­t­rin­ger, hvor vi hen­gi­ver os til til­væ­rel­sens musi­kal­ske kon­ti­nu­i­tet. Eller som Christensen skri­ver, til “ener­gi­en i ver­den”, der net­op er “glæ­den i verden”.51Christensen, Del af labyrin­ten, 143. Der er en glæ­de, hen­ryk­kel­se og en fejring i oven­stå­en­de udsagn, og jeg kan ikke lade være med at tæn­ke på neden­stå­en­de over­strøm­men­de citat af Nietzsche:

At tage alt det­te på sin sjæl, det æld­ste, det nye­ste, tab, håb, ero­brin­ger og sej­re for men­ne­ske­he­den, ende­lig rum­me alt det­te i én sjæl og træn­ge det sam­men i én følel­se, det måt­te dog hid­fø­re en lyk­ke, som men­ne­sket end­nu ikke har kendt til, en guds lyk­ke fuld af mæg­tig­hed og kær­lig­hed, fuld af tårer og fuld af lat­ter, en lyk­ke, der lige­som aften­so­len ikke hører op med at give væk af sin uudtøm­me­li­ge rig­dom og overø­ser havet der­med, og lige­som solen først føler sig mest rig, når selv den fat­tig­ste fisker også ror med gyl­den åre! Denne gud­dom­me­li­ge følel­se vil­le da kal­des – menneskelighed!52Friedrich Nietzsche, Den mun­tre viden­skab (København: Det lil­le Forlag, 2008), 337.

Af Christensens, Batailles og Nietzsches tænk­ning føl­ger nær­mest en para­doksal etik eller sna­re­re en ethos, hvor kar­di­nal­dy­der­ne er over­strøm­mel­se, gene­rø­si­tet, ødsel­hed og over­skri­del­se.

Solar ple­xus

Både Batailles og Christensens heli­o­cen­tri­ske (selv­om de beg­ge erken­der at vores sol blot er en blandt utal­li­ge) sub­jekt­kri­ti­ske posi­tio­ner repræ­sen­te­rer et opgør med det, Bataille kal­der den “natur­li­ge antro­po­cen­tris­me”. Han anvi­ser en art afre­a­li­se­rin­gens for­dring i en smuk tekst, der hed­der Corps céle­stes fra 1938. Nu hvor men­ne­sket ikke læn­ge­re opta­ger en pri­vil­e­ge­ret plads, ikke blot i sol­sy­ste­met eller for den sags skyld i galak­sens spira­lar­me, eller i uni­ver­set i det hele taget, i det heles svim­len­de bevæ­gel­se; nu hvor hver­ken gud eller viden­ska­ben kan frem­hæ­ve “ska­ber­vær­kets” og “skab­nin­gens” sær­sta­tus, anvi­ser han to måder at for­val­te den sole­ner­gi, i hvis nåde vi står.

De, der er opta­get af at under­ord­ne alt til erhver­vel­sen af ener­gi, defi­ne­rer alt, hvad der tje­ner her­til, som væren­de nyt­tigt. Af den frie kos­mi­ske bevæ­gel­se har de afgræn­set en til­ba­ge­truk­ket, “iso­le­ret og fængs­let” ver­den, hvis kom­po­nen­ter er “red­ska­ber, råma­te­ri­a­le og arbej­de” og såle­des “er deres ene­ste mål en umæt­te­lig grådighed”.53Georges Bataille, Corps Célestes i Œuvres com­plètes I (Paris: Gallimard, 1970). Dette afsted­kom­mer en akku­mu­la­tion af væk­sten, som i sagens natur kun kan fostre mere grå­dig­hed eller fortviv­lel­se og afkald, der ikke blot giver afkald på det blin­de vækst­prin­cip, men på sel­ve solens ener­gi.

Der er dog en anden vej, hvor vi ikke for­næg­ter vores “natur”, vores for­bræn­den­de rol­le i sole­ner­gi­ens kredsløb, hvor vi går til vores ener­gis tin­de og den­ne udlø­ses i eks­plo­siv, måske orgas­misk, tab af kraft i en ødsel og gene­røs udlad­ning, der der­med ikke læn­ge­re til­hø­rer for­bru­gets og nyt­tens ver­den, hvor med “nyt­ten der­med” under­ord­nes “og bli­ver sla­ve af tabet”. Forvaltningen af vores akku­mu­le­re­de ener­gi er der­med ikke nød­ven­dig­vis grå­dig­he­den, som trods mate­ri­el vel­stand altid er små­lig, men inver­sio­nen: gaven og gene­rø­si­te­ten, ødsel­he­den, offe­ret. “En inver­sion af vel­stand fin­der sted, når umid­del­bar begær­lig­hed, hvis prin­cip er sult, under­ord­nes beho­vet for at give, hvad end det er ens eget selv eller ens ejendele”.54Bataille, Corps Célestes. Impulsen til begær­lig­he­den har det rig­tig nok med søge akku­mu­la­tio­nen, men “den san­de udskænk­ning af sel­vet, ekst­a­se […] mar­ke­rer, ikke desto min­dre, grå­dig­he­dens græn­se, mulig­he­den for at  unds­lip­pe [det nyt­ti­ge sam­funds] kol­de bevæ­gel­se og genop­da­ge solen og spira­lens glæde”.55Bataille, Corps Célestes.

Det er radi­kalt og smukt. Det er i en vis for­stand igen­nem tabet, offe­ret, gene­rø­si­te­ten og gaven, at vi også kan sæt­te os selv fri af nyt­ten. Netop os selv: vi kan kun vin­de os selv gen­nem tabet og for­bru­get af os selv. Parafraseret: Gennem tabet kan men­ne­sket gen­vin­de uni­ver­sets frie bevæ­gel­se, det kan dan­se og hvirv­le i stjer­nesvær­mens ful­de hen­ryk­kel­se. Men i den­ne vold­som­me udlad­ning af sel­vet, må det erken­de, at det indån­der døde­ns magt.56Parafraseret efter Bataille, Corps Célestes.

Det “død­brin­gen­de sol­lys” ankom­mer til jor­den med en sådan for­sin­kel­se, at det er liv­gi­ven­de. Christensen til­skyn­der os at arbej­de i “den­ne for­sin­kel­ses bil­le­de”. “Den før­ste og vig­tig­ste for­sin­kel­se sker af sig selv, hvis vi deler den mad der står til rådig­hed på jor­den lige­ligt mel­lem os alle”, fort­sæt­ter hun.57Christensen, Del af labyrin­ten, 143. Men vi må gå læn­ge­re. Opgøret med antro­po­cen­tris­men er et nød­ven­digt eksi­sten­ti­elt opgør i en ver­den, hvor for­drin­gen om vækst og pro­duk­tion har desta­bi­li­se­ret betin­gel­ser­ne for livet og gør os alle med­skyl­di­ge i den sjet­te mas­seud­dø­en. Skal vi knyt­te bånd og dan­ne slægtskab på tværs af køn, race og arter, på tværs den ikke-men­ne­ske­li­ge ver­den i det hele taget, må vi først af alt erken­de vores fæl­les ophav, solen. Ikke den uover­vin­de­li­ge og udø­de­li­ge sol, som kon­ger, kej­se­re og andre fører­skik­kel­ser har påkaldt sig, men den døen­de sol, der gene­røst for­de­ler sig som “lysen­de ner­ver” i alt liv på jor­den, sola­re sam­men­flet­nin­ger, som vi må for­e­ne under vort bryst: solar ple­xus.

1. Dette essay er et uddrag af en læn­ge­re kor­re­spon­dan­ce, som er under bear­bej­del­se til udgi­vel­se, mel­lem under­teg­ne­de og tea­te­rin­struk­tør Liv Helm. I nær­væ­ren­de essay udfol­der jeg et slægtskab mel­lem Inger Christensens og Georges Batailles tænk­ning. Se også Jon Auring Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, i Kampen om lyk­ken, red. Svend Brinkmann & Alfred Bordado Sköld (Århus: Klim, 2020).
2. Slægtskabet er aner­kendt og indi­ke­ret få ste­der, men det er stort set ube­skre­vet. Eksempelvis hos Pia Tafdrup, Erik Erlandson, Asger Sørensen og hos Alexander Carnera i en kort artikel.
3. Inger Christensen, det, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 114–115.
4. Egen over­sæt­tel­se efter Georges Bataille, La Part Maudite I, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1976).
5. Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 142.
6. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
7. Arthur Schopenhauer, Verden som vil­je og fore­stil­ling (København: Gyldendal, 2005), bog 1, §8.
8. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
9. Georges Bataille, “DAF de Sades Brugsværdi”, i Den indre erfa­ring (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2013).
10. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
11. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
12. Inger Christensen, Alfabet, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 407.
13. Georges Bataille, Théorie de la reli­gion, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1989).
14. Christensen, det, 318.
15. Georges Bataille, Erotikken (Valby: Borgen, 2001), 17.
16. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
17. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
18. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
19. Bataille, Den indre erfa­ring.
20. Bataille, Den indre erfa­ring.
21. Bataille, Den indre erfa­ring, 23.
22. Bataille, Erotikken, 20.
23. Christensen, Del af labyrin­ten, 142.
24. Christensen, Del af labyrin­ten, 139.
25. Jørgen Mejer, Førsokratiske filo­sof­fer bd. 1 (København: Hans Reitzels Forlag, 1994), 69. For mere om lyren, krop­pen og sjæ­len se også Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, samt Jon Auring Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Århus: Kunstnerforlaget Armé, 2011), §3.1.2.
26. Asger Schnack, Digte R til at læse (København: Høst & Søn, 1996), 85.
27. Christensen, Del af labyrin­ten, 133.
28. Friedrich Nietzsche, Således tal­te Zarathustra: en bog for alle og for ingen (København: Lindhardt og Ringhof, 1996), del I, afsnit 5. Den poin­te udfol­des grun­digt i en nietzs­che­ansk kon­tekst i Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me, §3.1.1.
29. Christensen, det, 163.
30. Christensen, det, 164.
31. Inger Christensen, Lys i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 39.
32. Christensen, det, 337.
33. Om det ate­o­lo­gi­ske hel­li­ge hos Bataille og Laure se Jon Auring Grimm, “AMOR MORTIS”, i Colette Peignot, Det hel­li­ge (København: Aleatorik, 2021).
34. Christensen, Del af labyrin­ten, 28.
35. Christensen, Del af labyrin­ten, 68.
36. Christensen, Del af labyrin­ten, 30.
37. Citeret efter Christensen, Del af labyrin­ten, 30–31.
38. Christensen, det, 160.
39. Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (København: Gyldendal, 2000), 14.
40. Christensen, Hemmelighedstilstanden, 14.
41. Friedrich Nietzsche, Morgenrøde (Frederiksberg: Sisyfos, 2016), §119.
42. Bataille, Erotikken, 325.
43. Christensen, det, 305.
44. Bataille, Erotikken, 19.
45. Bataille, Den indre erfa­ring.
46. Disse tre punk­ter er oprem­set i Christensen, det, 337–339.
47. Christensen, det, 337–339.
48. Christensen, det, 339.
49. Bataille, Erotikken, 15.
50. Christensen, det, 175.
51. Christensen, Del af labyrin­ten, 143.
52. Friedrich Nietzsche, Den mun­tre viden­skab (København: Det lil­le Forlag, 2008), 337.
53. Georges Bataille, Corps Célestes i Œuvres com­plètes I (Paris: Gallimard, 1970).
54. Bataille, Corps Célestes.
55. Bataille, Corps Célestes.
56. Parafraseret efter Bataille, Corps Célestes.
57. Christensen, Del af labyrin­ten, 143.