Solar plexus: Solare sammenfletninger hos Georges Bataille og Inger Christensen

Inger Christensen og Georges Bataille skrev under den sam­me sol.1Dette essay er et uddrag af en læn­ge­re kor­re­spon­dan­ce, som er under bear­bej­del­se til udgi­vel­se, mel­lem under­teg­ne­de og tea­te­rin­struk­tør Liv Helm. I nær­væ­ren­de essay udfol­der jeg et slægtskab mel­lem Inger Christensens og Georges Batailles tænk­ning. Se også Jon Auring Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra … Continue reading En sol hvis over­strøm­men­de, gene­rø­se og øds­le til­før­sel af ener­gi til­skyn­de­de dem at ska­be vide­re i dens bil­le­de (en art kemisk bryl­lup til ære for solen og jor­den). Ikke bare solen hav­de de til fæl­les. Der var end­vi­de­re et ånde­ligt slægtskab, en inter­es­se for det hete­ro­ge­ne, natu­rens vil­de vækst, for men­ne­skets dis­kon­ti­nu­i­tet, for det ero­ti­ske, eksta­ti­ske, excen­tri­ske og magi­ske, samt et voka­bu­lar, der til for­veks­ling væk­ker min­del­ser om den anden. Christensen læste Bataille. Bataille trå­d­te ind i en nat­tens skyg­ge, sam­me år som Christensen udgav sin før­ste digtsam­ling, Lys.2Slægtskabet er aner­kendt og indi­ke­ret få ste­der, men det er stort set ube­skre­vet. Eksempelvis hos Pia Tafdrup, Erik Erlandson, Asger Sørensen og hos Alexander Carnera i en kort artikel.

Soløkonomi

Imens, indi­mel­lem mens solen end­nu har over­skud nok til at udde­le døden så lang­somt, at den lig­ner liv, imens hol­der livet fik­tio­nen i gang. Imens står solen op, går solen ned.3Inger Christensen, det, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 114–115.

I 1947 udgi­ver den fran­ske filo­sof, for­fat­ter og ero­ti­ker Georges Bataille et frem­træ­den­de værk: La Part mau­di­te, hvil­ket kan over­sæt­tes til: Den for­ban­de­de del. Det er et værk, hvori han præ­sen­te­rer sin teo­ri om det, han kal­der den gene­rel­le øko­no­mi, der skal repræ­sen­te­re en koper­ni­kansk ven­ding i, hvor­le­des vi tæn­ker øko­no­mi, her for­stå­et som for­valt­ning af ener­gi. Det er med andre ord et værk, der omhand­ler for­valt­nin­gen af natur, ero­tik, reli­gion, krig, konsu­me­ring, kunst og så vide­re. Ud fra en begræn­set øko­no­mis optik hol­der man sig pro­duk­tion, ratio­na­li­tet og funk­tio­na­li­tet for øje. Den omhand­ler, hvor­le­des mere eller min­dre luk­ke­de syste­mer omsæt­ter ener­gi, kapi­tal, til for­mål. Cost and bene­fit.

Den begræn­se­de øko­no­mi er ratio­na­li­stisk og homo­gen. Det er med andre ord en pro­duk­tion af ver­den i et mere eller min­dre luk­ket system, hvis over­ve­jen­de hen­syn er pro­duk­tet. Men i enhver pro­duk­tion er der en rest, der ikke kan omsæt­tes, et over­skud, en exces, der må udskil­les. Betragter vi eksem­pel­vis den men­ne­ske­li­ge krop, må den, for at være funk­tio­nel, ind­ta­ge mad. Det, den ikke kan omsæt­te, må den udskil­le, men selv det, den kan ind­op­ta­ge, må omsæt­tes i ener­gi­ske udlad­nin­ger, hvil­ket både kan være den nød­ven­di­ge ener­gi, som den dag­li­ge dont kræ­ver, og den exces­si­ve udskej­el­se, festi­val, orgie, krig, ero­tik og så vide­re. Endvidere ind­går dis­se udlad­nin­ger af ener­gi i et kredsløb, der omgi­ver krop­pen. Ekskrementerne må man skil­le sig af med, og opti­malt må de ind­gå som gød­ning i et kredsløb uden at foru­re­ne eller over­be­la­ste det­te. Det sam­me gæl­der de øvri­ge ener­gi­ud­lad­nin­ger.

Altså må den gene­rel­le betragt­ning af for­valt­nin­gen af ener­gi omfat­te det over­skud af ener­gi, der spil­des, øds­les bort, udskil­les, ikke kan omsæt­tes, og som ikke er inde­holdt i den funk­tio­nel­le bestem­mel­se af gen­stan­den. Som Bataille bemær­ker, er livet på jor­den et resul­tat af en ødsel til­før­sel af ener­gi, meget mere end jor­den kan omsæt­te. Denne ødsel­hed kan omsæt­tes i vækst, og hvis den ikke kan omsæt­tes, bli­ver den tabt uden pro­fit: “Solenergi er årsa­gen til livets over­strøm­men­de udvik­ling. Ophavet og essen­sen af vores rig­dom er givet i solens strå­ler, der afgi­ver ener­gi – rig­dom – uden til­ba­ge­be­ta­ling. Solen giver uden at modtage”.4Egen over­sæt­tel­se efter Georges Bataille, La Part Maudite I, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1976). Solen giver blandt andet til søens alge. Gennem foto­syn­te­se omsæt­ter den solens lys til ener­gi, hvil­ken under­ord­nes algens livs for­mål. Algen for­me­rer sig, og møder den ikke næv­ne­vær­dig mod­stand, vil den med tiden dæk­ke hele søen. Her når den en græn­se. Processen fort­sæt­ter, lyset omsæt­tes til kro­p­s­lig ener­gi og for­me­ring, men algen kan ikke spre­de sig yder­li­ge­re. Væksten under­mi­ne­rer sit habi­tat og ska­ber bund­fald, der foru­re­ner søen. Omsider vil pro­ces­sen kol­lap­se under sin egen vægt (lige­som men­ne­skets for­valt­ning og for­brug i dag er ved at kol­lap­se under sin egen vægt). Den gene­rel­le øko­no­mi omfav­ner med andre ord den fluk­tu­e­ren­de for­valt­ning af ener­gi, hvil­ket ind­be­fat­ter spild, ødsel­hed, udskil­lel­se og excess, og som i sid­ste ende sæt­ter os i for­bin­del­se med solens over­strøm­men­de øds­le til­før­sel, en for­ud­sæt­ning for vores liv, en slags solens var­me­død i os.

Således er vi med vores krop­pe som dele af det bio­lo­gi­ske rum en slags afbøj­ning, en under­drej­ning af et brat og udif­fe­ren­ti­e­ret var­me­spild, en slags omvej, en rum­lig for­sin­kel­se af solens død, som er det vi kal­der liv.5Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 142.

Dette gæl­der i de natur­li­ge pro­ces­ser. De vok­ser, til de når en græn­se for deres udfol­del­se, en græn­se, der også kan være ind­skre­vet i deres egen kro­p­s­li­ge kon­sti­tu­tion, den bevæ­gel­se, de er født af, og som de uvæ­ger­ligt gen­ta­ger en vari­a­tion af. Det demon­stre­res som motiv i Alfabet, hvor fibo­nac­cis natur­vækst-motiv dan­ner ram­men for digtsam­lin­gens system. Systemet når en græn­se, der er sat af dets egen væksts mon­strø­si­tet. Skulle Inger Christensen ude­luk­ken­de føl­ge det­te vækst­mo­tiv, vil­le dig­te­ne hur­tigt anta­ge en enorm stør­rel­se. Væksten når en græn­se, må ned­bry­de sig selv, star­te på ny, få nyt afkom, gå til, gå under. Digtningen og natu­ren må med andre ord spal­te sig selv, hvil­ket sker i takt med, at ver­den kom­mer til sig selv, ser sig selv. Verden ønsker at se sig selv, skri­ver hun. Men for så vidt det­te ønske er reelt, er det ikke et ønske, der er opstå­et før og går for­ud for, at ver­den rent fak­tisk ser sig selv, med vores øjne.

Vi er alt­så det liv, det var­me­spild, der, som føl­ge af en ved­va­ren­de spalt­ning og slå­en fol­der på sig selv, slår øjne­ne op og i det øje­blik er ver­dens ønske om at se sig selv. Men det er såle­des også et ønske, der opstår som føl­ge af en afstand, der indstif­tes med det opslå­e­de øje. Og for så vidt det­te ønske gøres bevidst, gøres til gen­stand for for­nuf­ten og der­med et spørgs­mål om vur­de­ring, afslø­rer det til­li­ge til­væ­rel­sens grund­læg­gen­de para­doksa­li­tet.

Ønsket udsprin­ger af spalt­nin­gen og distan­cen, af livet, der kom­mer til sig selv, af ver­den, der træ­der ud af sig selv. (Måske betrag­ter vi kun livet halvt når vi kal­der det et ønske. For så vidt ønsket er en længsel efter kon­ti­nu­i­tet, for­tro­lig­hed og inti­mi­tet, og det udsprin­ger af split­tel­sen, da er det også ale­ne for­mu­le­ret fra den split­te­des per­spek­tiv. Det er den split­te­de, der ønsker at over­vin­de split­tel­sen, den dis­kon­ti­nu­er­te eksi­stens, der læn­ges efter kon­ti­nu­i­te­ten. Men efter­som dis­kon­ti­nu­i­te­ten nød­ven­dig­vis for­ud­sæt­ter en anpart i kon­ti­nu­i­te­ten, kun­ne ønsket lige så vel for­mu­le­res som kon­ti­nu­i­te­tens træk i den split­te­de eksi­stens, i den efter­lad­te. Kontinuiteten kræ­ver sit blik til­ba­ge. Længslen bekræf­ter, at kon­ti­nu­i­te­ten alle­re­de besid­der os).

Vild vækst, homo­ge­ni­tet og hete­ro­ge­ni­tet

For så vidt livet kom­mer til sig selv, træ­der det også ud af kon­ti­nu­i­te­ten (det ubrud­te, sam­men­hæn­gen­de). Splittelsen er for­ud­sæt­nin­gen for, at ver­den kan betrag­te sig selv, på afstand af sig selv. Dette demon­stre­res i før­ste del af Christensens det, “Prologos”, hvor rørel­sen i kon­ti­nu­i­te­ten, i “det”, til sta­dig­hed spal­ter sig (og sidens tekst­kor­pus) i min­dre og min­dre dele og våg­ner op til sig selv. Også i den­ne pro­duk­tion af vir­ke­lig­he­den er der et spild. Naturens vil­de vækst, der i sig selv er “hin­si­des godt og ondt”6Christensen, Del af labyrin­ten, 132. , under­ord­nes betrag­te­rens ansku­el­ses syste­ma­tik eller per­spek­tiv (i nietzs­che­ansk for­stand). Systematikken gen­ta­ges i reflek­sio­nen, i for­nuf­ten. Som Schopenhauer skri­ver, er umid­del­bar­he­den at sam­men­lig­ne med solen, og reflek­sio­nen er månens lån­te genskær, umid­del­bar­he­dens syste­ma­tik (kaus­a­li­tet, tid og rum) gen­ta­get på sit eget medium.7Arthur Schopenhauer, Verden som vil­je og fore­stil­ling (København: Gyldendal, 2005), bog 1, §8. Der sker med andre ord en over­sæt­tel­se af solens umid­del­ba­re ver­den, natu­rens vil­de vækst, til en syste­ma­tisk betragt­nings­må­de, der anta­ger sin egen syste­ma­tik, og som der­med glem­mer, at dens ver­dens­bil­le­de, dens sand­he­der, anta­gel­ser og så vide­re blot er ver­dens meta­mor­fo­se i men­ne­sket.

Hvad Christensen kal­der den vil­de vækst, natu­ren, vil­le jeg være til­bø­je­lig til med Nietzsche og Schopenhauer også at kal­de vilj­en, som den frem­træ­der i sin umid­del­bar­hed. Denne omsæt­tes og over­fø­res til den monopo­li­se­re­de vir­ke­lig­hed, der skal være for­måls­be­stemt, prak­tisk, for­nuf­tig, nyt­tig, for­di den gen­ken­der sig selv i sin syste­ma­tik, der net­op er ansku­el­sens syste­ma­tik (kaus­a­li­tet, ræk­ke­føl­ge) anvendt på sig selv. Men ver­den i sig selv er hin­si­des godt og ondt, hin­si­des nyt­te­be­tragt­nin­ger og hin­si­des for­nuf­ten.

Naturens vil­de vækst, i Christensens for­stand, er præ­get af hete­ro­ge­ni­tet, den er spr­ud­len­de, ødsel, blom­stren­de, for­tæ­ren­de, øde­læg­gen­de og ska­ben­de i sin frem­drift. Den over­fø­res til det, hun kal­der den monopo­li­se­re­de virkelighed,8Christensen, Del af labyrin­ten, 132. en homo­gen orden, der er line­ær, for­måls­ret­tet, nyt­tig og ratio­nel. Den er med andre ord udtryk for en begræn­set øko­no­misk betragt­ning. Eller det, som Bataille kal­der en “kon­se­kvent homo­ge­ni­tet, som men­ne­sket har etab­le­ret i sin ydre ver­den ved overalt at erstat­te de a pri­o­ri ufat­te­li­ge ydre gen­stan­de med ord­ne­de ræk­ker af fore­stil­lin­ger eller begreber”.9Georges Bataille, “DAF de Sades Brugsværdi”, i Den indre erfa­ring (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2013). Det lig­ger ikke langt fra Christensens betragt­nin­ger, når hun skri­ver: “I sam­me øje­blik vi sæl­ger den vil­de vækst til den kapi­ta­li­se­ren­de vir­ke­lig­hed, bli­ver vi ude af stand til at gen­ken­de, men må lave alting om, for vi kan se at det fore­stil­ler noget”.10Christensen, Del af labyrin­ten, 132. Denne homo­ge­ne orden er under kon­stant pres fra det hete­ro­ge­ne, som den må under­ord­ne, for­ka­ste eller til­be­de som den suveræ­ne und­ta­gel­se (gud, føre­ren…). Erotikken, ekst­a­sen, inti­mi­te­ten, strit­ter imod, men assi­mi­le­res i sti­gen­de grad i den homo­ge­ne orden, som til­ladt exces, festi­val, udskej­el­se, under­hold­ning. I et for­bru­geri­stisk og kapi­ta­li­stisk sam­fund sker det blandt andet ved at “gud­dom­me­lig­gø­re” eller ide­a­li­se­re for­bru­get, frem­skrid­tet og væk­sten som væren­de gode i sig selv. Eller som Christensen skri­ver: “Ved at over­fø­re den reli­gi­øse [her for­stå­et som den hete­ro­ge­ne ener­gi, som jeg læser det] ener­gi til mere prak­ti­ske for­mål og udnyt­te den i den mate­ri­el­le pro­duk­tion af en men­ne­ske­skabt ver­den, sker der en gud­dom­me­lig­gø­rel­se af sel­ve trans­for­ma­tio­nen, af frem­skrid­tet, udvik­lin­gen, den øko­no­mi­ske vækst”.11Christensen, Del af labyrin­ten, 132.

For at give nog­le kon­kre­te eksemp­ler og der­ved gøre begrebs­dan­nel­sen lidt mere hånd­gri­be­lig, ser vi blandt andet, hvor­le­des pro­duk­tio­nen af vores sam­fund­si­de­o­lo­gi pro­du­ce­rer en uac­cep­ta­bel rest, som den for i alt for ver­den må under­ord­ne sin model: Den arbejds­lø­se og den uar­bejds­dyg­ti­ge. De må for guds skyld akti­ve­res eller i det ene eller det andet for­løb. Det er jo nær­mest en skan­da­le at være uden for arbejds­mar­ke­det. Værre end­nu: tig­ge­ren! Dermed er det også meget sigen­de, at asylan­sø­ge­re net­op næg­tes mulig­he­den for at arbej­de. De skul­le jo nødigt pas­se ind. Selvom dis­se eksemp­ler er lidt i peri­fe­ri­en af nær­væ­ren­de behand­ling tje­ner de for­hå­bent­ligt til at tyde­lig­gø­re impli­ka­tio­ner­ne af tænk­nin­gen og den impli­cit­te kri­tik. Derudover håber jeg, at det tyde­lig­gør, at Christensen ikke blot skri­ver sig ind i filo­so­fi­en, men til­li­ge skri­ver sig ind i sam­fun­det og i det split­te­de indi­vids rol­le og ensom­hed heri. Efter at kødet får ord i pro­log­os, træ­der det ind på sce­nen, i hand­lin­gen og i tek­sten.

Kort sagt: Naturens vil­de vækst, hete­ro­ge­ni­te­ten, har i men­ne­sket spal­tet sig såle­des, at men­ne­sket står split­tet og ensomt til­ba­ge. En føl­ge af den­ne spalt­ning er ønsket om at se sig selv, en sku­en, der kun ind­fri­es i over­vin­del­sen af den distan­ce, ønsket er udsprun­get af, spalt­nin­gen, split­tel­sen og dis­kon­ti­nu­i­te­ten. Dermed er ønsket også par­ret med ang­sten, da det net­op impli­ce­rer en over­skri­del­se af den etab­le­re­de homo­ge­ne orden og der­med også en over­skri­del­se af indi­vi­du­a­li­te­ten. Det er det­te eksi­sten­ti­el­le vil­kår, Christensen gen­ken­der og frem­skri­ver så tyde­ligt. Vi er ver­den, der våg­ner op til sig selv, men i den­ne grad­vi­se opvåg­nen sker der også en spalt­ning af ver­den; en over­sæt­tel­se af den hete­ro­ge­ne vil­de vækst til en homo­gen og meka­nisk orden. Den spal­tes ind­til sub­jek­tet, i for­tid, frem­tid, nutid, efter­tid og istid, ind­til ato­met, ind­til atom­bom­ben fin­des og kon­ti­nu­i­te­tens bil­le­de, him­lens lys, nu anta­ger bom­bens tru­en­de motiv. Lidt.12Inger Christensen, Alfabet, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 407.

Livet der kom­mer til sig selv

Så kom det ende­lig til sig selv og gjor­de sig selv til gen­stand for sig selv. Som Bataille bemær­ker er dyre­ne i ver­den som vand i vand. Deres væsen er præ­get af imma­nens og umid­del­bar­hed. Løven er ikke dyre­nes kon­ge, en auto­nom befa­ler og her­sker, men blot den stør­re, grå­di­ge­re bøl­ge, der kan undertvin­ge de min­dre rørelser.13Georges Bataille, Théorie de la reli­gion, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1989). Vi, der­i­mod, er vok­set ud af ver­den som en bøl­ge, der hæver sig over havet og gen­ken­der sit motiv spej­let i havets over­fla­de. Altså, kon­ti­nu­i­te­ten eller ver­den, der har gjort sig selv til gen­stand for betragt­ning. I kon­ti­nu­i­te­ten er der sket et brud, en dis­kon­ti­nu­i­tet har ind­fun­det sig. Mennesket fin­des. Og med men­ne­sket, afgrun­den mel­lem os. Og med afgrun­den, det svim­len­de ver­ti­go for­bun­det med bevæ­gel­sen ud over afgrun­den. Som van­det, der “føder / sig selv til døde”.14Christensen, det, 318.

Vi ale­ne dør vores egen død, skri­ver Bataille.15Georges Bataille, Erotikken (Valby: Borgen, 2001), 17. Vi kan bevid­ne hin­an­dens død på afstand, men det er mig, der ophø­rer, når min lyre slap­pes og stren­ge­ne ikke læn­ge­re klin­ger med mit motiv, med andre ord, når den lil­le krus­ning på havet, der udgjor­de mig, bli­ver under­lagt en anden bøl­ges bevæ­gel­se, hvad enten det er løven, der for­tæ­rer mig, eller den lang­som­me­li­ge for­råd­nel­se og redi­stri­bu­tion af min ener­gi i gra­vens dyb. En bevæ­gel­se ud over afgrun­den er med andre ord også en bevæ­gel­se ind i døden og/eller en bevæ­gel­se, der byder døden trods. Dette er inde­holdt i det dob­bel­te for­hold, at ver­den gør sig selv til gen­stand for betragt­ning og der­for også ind­skri­ver en distan­ce i ver­den, mel­lem betrag­te­ren og det betrag­te­de, og at den til­li­ge ken­des umid­del­bart intimt, inde­fra.

Netop det­te dob­bel­te for­hold kon­sti­tu­e­rer vores indi­vi­du­a­li­tet og knyt­ter det erken­den­de sub­jekt til os. Ifølge Schopenhauer er vores indi­vi­du­a­li­tet kon­sti­tu­e­ret af den dob­bel­te erken­del­se af vores egen krop, som hen­holds­vis ansku­et krop (ord­net efter ansku­el­sens betin­gel­ser, objekt for sub­jek­tet, tid og rum, og som føl­ge her­af kaus­a­li­tet og mate­ri­a­li­tet) og som en indre kon­sti­tu­tion, der ikke lader sig ind­fan­ge af ansku­el­sen (og der­med hel­ler ikke er begræn­set af dens kate­go­ri­er). Mindre meta­fy­sisk sagt ken­der vi vores krop som bil­le­de og inti­mi­tet, som begræn­set og som ube­græn­set, som luk­ket og som udfly­den­de, som hud, pan­ser og over­fla­de og som vand i vand. Og det er net­op det­te dob­bel­te kend­skab, der knyt­ter det betrag­ten­de sub­jekt, jeget, til os, og adskil­ler vores krop fra alle andre objek­ter, som vi ikke ken­der intimt inde­fra (ero­tik­ken, kun­sten, rusen, inti­mi­te­ten osv. sæt­ter i sagens natur den­ne afgræns­ning over styr, men det kom­mer vi til). Som Christensen skri­ver i essay­et “Samspil”: “Den fysi­ske og psy­ki­ske ver­den er én og ude­le­lig. Vores fysi­ske sam­spil med hin­an­den er en rea­li­tet. Derfor er vores psy­ki­ske sam­spil også en rea­li­tet. Kroppen og bil­le­det af krop­pen bevæ­ger sig efter sam­me ufor­klar­li­ge principper”.16Christensen, Del af labyrin­ten, 19. Da indi­vi­du­a­li­te­ten er kon­sti­tu­e­ret af det­te dob­bel­te kend­skab, er en kon­sti­tu­e­ren­de del af det indi­vi­du­el­le såle­des også vores anpart i det ikke-indi­vi­du­el­le, i en kon­ti­nu­i­tet, vi deler med hin­an­den. Vi er på en gang på afstand af hin­an­den og udle­ve­ret til hin­an­den: “det­te sam­spil eksi­ste­rer mel­lem alle”,17Christensen, Del af labyrin­ten, 19. bemær­ker Christensen. Af sam­me grund opta­ger det hen­de ikke at dyr­ke den “indi­vi­du­el­le ople­vel­se, den indi­vi­du­el­le psy­ko­lo­gi”, da den fore­gø­g­ler sig at tro, at den kan under­sø­ges iso­le­ret af det sam­spil med ver­den, der er en kon­sti­tu­e­ren­de del af indi­vi­du­a­li­te­ten. Dyrkelsen af det selv­be­ro­en­de indi­vid beror på en slags “fik­tion, for­di den lader som om der fin­des en anden slags fri­hed end den rent sto­fli­ge, den vi kun ejer i et sam­spil med ver­den og hin­an­den”. Det er såle­des det “inter­sub­jek­ti­ve”, der opta­ger Christensen, “det usyn­li­ge sam­spil”, frem­for “den enkel­tes bevidst­heds kon­trol over et fik­tivt områ­de”, den enkel­te selv.18Christensen, Del af labyrin­ten, 19.

Dette usyn­li­ge sam­spil kun­ne vi med Bataille kal­de “kommunikation”19Bataille, Den indre erfa­ring. (et yderst cen­tralt begreb for Bataille), ikke for­stå­et som for­mid­lin­gen af infor­ma­tion osv, men som den inti­me for­bin­del­se, der knyt­tes, og som ikke er udtømt eller inde­holdt i infor­ma­tio­nen, hen­ven­del­sen, bil­le­det, gestik­ken osv. Et andet sted kal­der han det “immanensforbindelser”.20Bataille, Den indre erfa­ring. Det nyt­ter såle­des ikke noget at lede efter sig selv ved at efter­sø­ge en ker­ne i sit indre eller en indi­vi­du­el psy­ko­lo­gisk hem­me­lig­hed: “Sig selv” er ikke sub­jek­tet, idet det iso­le­rer sig fra ver­den, men i ste­det for en kom­mu­ni­ka­tion, en sam­men­s­melt­ning af sub­jekt og objekt”.21Bataille, Den indre erfa­ring, 23. For så vidt ver­den ønsker at se sig selv gen­nem os, vil­le det også være lige lov­lig hov­mo­digt, at det­te ønske skul­le angå mig ale­ne.

Med ver­dens ønske om at se sig selv er der ind­truf­fet et brud på kon­ti­nu­i­te­ten, som filo­so­fi­en og reli­gio­nen tra­di­tio­nelt set har søgt at lin­dre gen­nem en higen efter trans­cen­dens, der i sid­ste ende for­næg­ter krop­pen og det sto­fli­ge, for at opnå en ren intel­lek­tu­el og/eller sjæle­lig imma­te­ri­el for­e­ning med gud, ide­er­ne osv. Da den­ne mulig­hed ikke er givet os gud­lø­se, må vi søge for­løs­ning i den­ne ver­den, den ene­ste ver­den der nu engang er, ver­den her og nu.

Diskontinuitet og kon­ti­nu­i­te­ten

“Vi er dis­kon­ti­nu­er­te væse­ner”, skri­ver Bataille, der læn­ges “til­ba­ge mod den tab­te kontinuitet”.22Bataille, Erotikken, 20. “[En] slags pla­ster på en dis­kon­ti­nu­i­tet, en krus­ning over et brud, sam­men­s­mel­te­de med det dam­pen­de sår vi prø­ver på at hele ved ustand­s­e­lig for­vand­ling”, til­fø­jer Christensen.23Christensen, Del af labyrin­ten, 142. Individet rum­mer sin egen mod­sæt­ning, en anpart i det ikke-indi­vi­du­el­le, lige­som det dis­kon­ti­nu­er­te væsen, vi er, vid­ner om en anpart i kon­ti­nu­i­te­ten. Det dis­kon­ti­nu­er­te væsen læn­ges efter sam­hø­rig­hed, inti­mi­tet, kom­mu­ni­ka­tio­ner, hvil­ket impli­ce­rer en stræ­ben udover indi­vi­du­a­li­te­ten, der qua sit dob­bel­te kend­skab til sig selv er et sår i kon­ti­nu­i­te­ten. Dette impli­ce­rer også, at vi sæt­ter alt sik­kert over styr, bevæ­ger os hin­si­des vores pan­ser og selv­bil­le­de ind i en til­stand af blot­tel­se og muligt møde, og det­te er ero­tik­kens væsen par excel­len­ce. Som Bataille bemær­ker, er ero­tik­ken en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer, den homo­ge­ne orden, og Christensen dri­ster sig til at spør­ge: “hvad nu hvis de ero­ti­ske til­nær­mel­sers ver­den er den ene­ste der findes?”.24Christensen, Del af labyrin­ten, 139. Ifølge Bataille er ero­tik­ken en længsel ud over vores dis­kon­ti­nu­er­li­ge vil­kår, efter inti­mi­tet og kon­ti­nu­i­tet. Dermed inde­bæ­rer ero­tik­ken en over­skri­del­se, en blot­tel­se af den for­gæn­ge­li­ge indi­vi­du­a­li­tet, og er såle­des for­bun­det med ang­sten, der viger til­ba­ge fra afgrun­den af frygt for at miste sig selv. Men som Nietzsche bemær­ker, kan erfa­rin­gen af afgrun­den også være for­bun­det med en eksta­tisk nydel­se, som en tran­si­to­risk vital dans, der tri­um­fe­rer over døden, i hen­gi­vel­se, udsvæ­ven­de til­stan­de, musi­ske hen­fø­rel­ser og ero­tik. Angsten er der­med ikke blot angst for det ukend­te (mod­sat fryg­ten, der har en gen­stand), ang­sten er for­bun­det med det, der desta­bi­li­se­rer den kon­sti­tu­e­re­de orden (her­med også det ukend­te), hvil­ket kan vir­ke ræd­selsvæk­ken­de såvel som besnæ­ren­de, for­før­en­de og til­lok­ken­de, som en afgrund, der byder dig at tage sprin­get. Erotikken løser ikke til­væ­rel­sens knu­de, men bekræf­ter sna­re­re men­ne­skets (og føl­ge­lig den seen­de ver­dens) ibo­en­de kon­flikt med sig selv. Allerede Heraklit bemær­ke­de: “[men­ne­sket] for­står ikke, hvor­le­des det, der er i uove­r­ens­stem­mel­se, stem­mer overens med sig selv; en spændt sam­men­føj­ning [har­monia] lige­som buens og lyrens”.25Jørgen Mejer, Førsokratiske filo­sof­fer bd. 1 (København: Hans Reitzels Forlag, 1994), 69. For mere om lyren, krop­pen og sjæ­len se også Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, samt Jon Auring Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Århus: Kunstnerforlaget Armé, 2011), §3.1.2.

Tilværelsen er hel­ler ikke en lig­ning, der skal gå op, men sna­re­re en musi­kalsk bevæ­gel­se, der må have en vis åben­hed i sit motiv, med­min­dre stren­ge­ne skal slap­pes og inten­si­te­ten dø hen. Erotikken og kær­lig­he­den beror på en blot­tel­se, hvil­ket også er for­bun­det med risi­ko, men som immer­væk er en del af den udspændt­heds inten­si­tet mel­lem os, der udgør sel­ve ero­tik­kens og kær­lig­he­dens væsen. Kærlighedens vari­ge form er ømhed iføl­ge Bataille, men den må være for­bun­det med en angst for tabet, der til sta­dig­hed nærer kær­lig­he­dens spæn­ding. I kær­lig­he­den og ero­tik­ken har vi alle­re­de mistet os selv. Det er ikke jeget, der elsker, eller jeget, der begæ­rer. Man elsker altid på trods af sig selv. Kærligheden og begæ­ret er der­i­mod til­stan­de, hvor jeget lades til­ba­ge og afslø­res som det, det er: blot et refe­ren­ce­punkt, et for­svin­dings­punkt, en fik­tion.

Jeg er det, der er åbent

Denne jeg-kri­ti­ske posi­tion, som i øvrigt var meget tids­sva­ren­de og kom­mer til udtryk i eksem­pel­vis atti­tu­de­re­la­ti­vis­men, radi­ka­li­se­res hos Christensen i det. I en sam­ta­le med Asger Schnack uddy­ber hun:

For mig ske­te der et skift fra “jeg” til “det”. Især op mod ’68 ske­te der noget. “Jeg” og psy­ko­lo­gi var ikke så vig­tigt, men det kol­lek­ti­ve, og hvor­dan ver­den er ind­ret­tet. Grænserne mel­lem de for­skel­li­ge indi­vi­der blev opløst – osmo­tisk, sådan ople­ve­de jeg det.26Asger Schnack, Digte R til at læse (København: Høst & Søn, 1996), 85.

Det er inter­es­sant, at dér, hvor jeget for alvor træ­der ind på Scenen i det, lader Christensen dig­tet ind­le­de af et Markis de Sade-citat, der frit over­sat lyder: “Du er alle­re­de død for ver­den”, men efter­som det rum­mer bøj­ning af être au mon­de (at være i ver­den), er der en under­for­stå­et betyd­ning, der kun­ne lyde “leven­de er du alle­re­de død for ver­den”. Det stam­mer fra den for­fær­de­li­ge roman 120 dage i Sodoma, hvor fire liber­ti­ne­re tager en mas­se unge men­ne­sker til fan­ge og udnyt­ter og dræ­ber dem. Hertug de Blangis ind­le­der det dra­be­li­ge orgie med en tale til ofre­ne, hvor han kon­sta­te­rer, at de alle­re­de er døde for ver­den. Hvorfor intro­du­ce­res “jeget” (som intro­du­ce­res i anfør­sels­tegn) i den­ne dra­be­li­ge mane­ge? Måske for­di dyr­kel­sen af jeget for Christensen for­bin­des med en funk­tio­na­li­se­ring af men­ne­sket, der i sin grund­vold og i sit ekstre­me udtryk er i over­ens­stem­mel­se med sadis­men. Jeget er ikke noget i sig selv, men en sprog­lig funk­tion, der lige­som gud (iføl­ge Nietzsche) gem­mer sig i gram­ma­tik­ken. I et essay skri­ver hun:

Det bio­lo­gi­ske rum har ladet en del af sit for­me­rings­pro­gram (men­ne­sket) ledsa­ge af den sær­li­ge sindstil­stand, der hed­der “jeg”. Dette jeg er det sam­me som ordet “jeg” i poesi­en, eller i en hvil­ken som helst anden kun­start, og det er ikke per­so­nen “jeg”, der taler, men det bio­lo­gi­ske rum, ver­den, der bru­ger ordet “jeg” for at ken­de sig selv.27Christensen, Del af labyrin­ten, 133.

Det gen­ly­der af Nietzsche, der også lader jeget være et resul­tat af lege­met, der er en mang­fol­dig­hed og enhed, der har dan­net for­bund, og i hvil­ket bevidst­he­den blot er et frag­ment der “siger jeg”, hvor­i­mod lege­met hand­ler jeg.28Friedrich Nietzsche, Således tal­te Zarathustra: en bog for alle og for ingen (København: Lindhardt og Ringhof, 1996), del I, afsnit 5. Den poin­te udfol­des grun­digt i en nietzs­che­ansk kon­tekst i Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me, §3.1.1. Ligeledes lyder det hos Christensen: “Jeg ser at der er stør­re mag­ter til / At stør­ste­delen af mig kon­trol­le­rer sig selv / At fler­tal­let af cel­ler kører rundt med mit liv / Som om jeg ikke var til stede”.29Christensen, det, 163. Det andet digt i det, der intro­du­ce­res af et de Sade-citat, lyder:

Jeg har for­søgt at hol­de ver­den på afstand. Det var nemt. Jeg er vant til at hol­de ver­den på afstand. Jeg er Fremmed. Jeg befin­der mig bedst ved at være frem­med. På den måde glem­mer jeg ver­den. På den måde græ­der og raser jeg ikke mere. På den måde bli­ver ver­den hvid og lige­gyl­dig.

Og jeg fær­des hvorsom­helst. Og jeg står fuld­kom­men stil­le. På den måde væn­ner jeg mig til at være død.30Christensen, det, 164.

Jeg er det, der hol­der ver­den på afstand. Jeg er det, der ikke raser, græ­der, taber sig selv. Jeg er det, der er ble­vet frem­med. Jeg er det, der ikke elsker. Jeg er død.

I det fireogty­ven­de digt fra sam­lin­gen Lys lyder det (lidt min­dre radi­kalt, men i sam­me åre): “Jeg er den der betrag­ter”, “Jeg er den der er uden­for” og “Jeg er den der er åben”.31Inger Christensen, Lys i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 39. “Jeg” er det refe­ren­ce­punkt, hvor­fra længs­len udgår. På den måde er jeget også på afstand og uden for sin længsels gen­stand, som det som betrag­ter står over for. Længslen, der­i­mod, ræk­ker ud over jegets for­svin­dings­punkt, mod det sted, hvor “Ich bin Du”, som Christensen cite­rer Novalis for heni­mod slut­nin­gen af “Teksten” i det. Længslen peger hen på møde­ts mulig­hed, mod kon­ti­nu­i­te­ten mel­lem os, i ero­tik­ken, mod døden.

De excen­tri­ske, de magi­ske …

“Alt det­te fin­des i ét menneske”,32Christensen, det, 337. kon­ti­nu­i­te­ten og sår­et, det græn­se­lø­se og græn­sen. Hvis vi lærer at beher­ske ang­sten, tøm­mer vi også til­væ­rel­sen for risi­ko og for inten­si­tet. Da byg­ger vi et pan­ser om os, som også luk­ker af for til­stan­de af hen­gi­vel­se, inti­mi­tet og alt det vi kan kal­de det hel­li­ge, selv i en gud­løs verden.33Om det ate­o­lo­gi­ske hel­li­ge hos Bataille og Laure se Jon Auring Grimm, “AMOR MORTIS”, i Colette Peignot, Det hel­li­ge (København: Aleatorik, 2021). Erfaringen af sådan­ne til­stan­de, der også til­vir­ker livet en vis tyng­de, for­ud­sæt­ter en grad af blot­tel­se, hvil­ket går hånd i hånd med ang­sten. Til at leve i blot­tel­sen anvi­ser Christensen i “Epilogos” (det) tre typer for­søg. Grænserne mel­lem dem er fly­den­de, og de er alle i deres grund­vold ero­ti­ske, selv­om kun det sid­ste benæv­nes som sådan.

De før­ste for­søg er de excen­tri­ske, hvor bevæ­gel­sen fra angst til ekst­a­se gøres bevidst, van­vid med åbne øjne, vol­den, amoklø­bet, orgi­et, offe­ret, festi­va­len, rusen osv. Når ero­tik­ken har en plads i den poli­ti­ske tænk­ning, er det blan­det andet ud fra en for­stå­el­se af de excen­tri­ske for­søgs mas­sep­sy­ko­lo­gi­ske aspek­ter, hvor eksem­pel­vis cen­trum pla­ce­res i mas­sen eller i føre­ren. Det kol­lek­ti­ve sub­jekt, føre­rens kor­pus eller sågar gud, er alle i en vis for­stand excen­tri­ske for­søg på at etab­le­re for­bin­del­se til kon­ti­nu­i­te­ten (og i øvrigt ikke altid for­gæ­ves for­søg, selv­om for­sø­ge­ne kan være behæf­tet med løg­n­ag­ti­ge ide­o­lo­gi­er).

De næst angiv­ne for­søg er de magi­ske, hvil­ket i en vis for­stand karak­te­ri­se­rer Christensens egne dig­te­ri­ske bestræ­bel­ser. Hun har beskre­vet arbej­det med det som “Biologiske prin­cip­per anvendt på ord”,34Christensen, Del af labyrin­ten, 28. hvil­ket så at sige kan anvi­se en åbning i spro­get mod kon­ti­nu­i­te­ten, ved at digt­nin­gen slet og ret væk­ker den­ne “natu­rens” bevæ­gel­se i os, såfremt vi for­mår at læse hen­de musi­kalsk. I “Kode til Sielen” udtryk­ker hun spro­gets mulig­hed såle­des: “I det for­hold at spro­get på én gang er en del, en for­læn­gel­se af natu­rens ska­ben­de kræf­ter og et brud, et brugs­red­skab for et indi­vi­du­elt tab af kræf­ter gen­nem de ca. 70 år vi lever, lig­ger den spæn­ding der lader afgrund og bro frem­træ­de og vok­se sam­ti­dig, som både for­e­ne­li­ge og ufor­e­ne­li­ge størrelser”.35Christensen, Del af labyrin­ten, 68. Derudover er der både en frag­men­te­ren­de bevæ­gel­se fra digt­nin­gens kon­ti­nu­i­tet mod en dis­kon­ti­nu­i­tet, der er født af den­ne pro­ces. Forsøget bli­ver her­ef­ter at etab­le­re en for­bin­del­se til den tab­te kon­ti­nu­i­tet igen, hvil­ket er en syn­te­ti­se­ren­de bestræ­bel­se, der kul­mi­ne­rer i ide­en om uni­ver­sa­li­tet. I det for­sø­ges det­te ved at ska­be et “rela­tions­net”, på en gang afgrund og bro.

Som bekendt er dets mid­ter­ste sek­tion opdelt i “Scenen”, “Handlingen” og “Teksten”, der igen er opdelt efter otte rela­tions­ord­s­ka­te­go­ri­er: sym­me­tri, tran­si­ti­vi­tet, kon­ti­nu­i­tet, kon­ne­xi­tet, vari­a­bi­li­ti­et, exten­sion, inte­gri­tet og sidst men ikke mindst uni­ver­sa­li­tet. Christensen beskri­ver selv, hvor­le­des dis­se ord kan “hol­de i uaf­brudt bevæ­gel­se og sam­ti­dig orga­ni­se­re den svim­mel­hed, bevæ­gel­sen nød­ven­dig­vis [vil] fremkalde”.36Christensen, Del af labyrin­ten, 30. Endvidere bemær­ker hun, at Viggo Brøndal i Præpositionens Theori (som dan­ner inspira­tion for anven­del­sen af rela­tions­ka­te­go­ri­er­ne) skri­ver føl­gen­de om uni­ver­sa­li­tet: “Den aller­vi­de­ste gåen­de Synthese vil­de ende­lig omfat­te Zoner og Grader af Relationsarter: abstra­cte, con­cre­te og com­ple­xe, pri­mæ­re og secun­dæ­re, den cen­tra­le og den peri­fe­ri­ske. En sådan Totalrelation måt­te efter sin Natur stå på sel­ve Tankens Grænse, den måt­te som Udtryk for Oplevelsens Kvalitet være af næsten mystisk Karakter”.37Citeret efter Christensen, Del af labyrin­ten, 30–31. Men hvad er der på den anden side af tan­kens græn­se, eller ret­te­re spro­gets græn­se?

Bataille bemær­ker fle­re ste­der, hvor­le­des begre­bet stil­hed øver vold mod stil­he­den, lige­som Christensen bemær­ker, hvor­le­des ordet “øde” i sig selv er et demen­ti af sig selv.38Christensen, det, 160. Hvad siger det om begre­bet gud? Er det ikke også et demen­ti af sig selv? Vi er iføl­ge Christensen et dyr, der læser ver­den. Det gæl­der ikke blot os. Verden læser sig selv: “Men også myrer­ne læser. Også træ­er­ne læser og ved på sekun­der, hvor­når de skal hæn­ge med bla­de­ne, hvis deres blom­string er i fare”.39Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (København: Gyldendal, 2000), 14. Med Nietzsches ord er ver­den per­spek­ti­visk. Livet for­tol­ker sine omgi­vel­ser, går i for­bund, assi­mi­le­rer, tager næring til sig, udskil­ler og så vide­re. Men med spro­get er der ind­ført læse­rens distan­ce til skrif­ten og skrif­tens distan­ce til den ver­den, den for­sø­ger at ind­fan­ge, til “det digt, der er uni­ver­sets eget”.40Christensen, Hemmelighedstilstanden, 14. Som Nietzsche bemær­ker, er bevidst­he­den “en mere eller min­dre fan­ta­stisk kom­men­tar til en ukendt, måske uer­ken­de­lig, men følt tekst”,41Friedrich Nietzsche, Morgenrøde (Frederiksberg: Sisyfos, 2016), §119. og i bevidst­he­dens bestræ­bel­se på at læse ver­den er den i men­ne­sket nået til læse­lig­he­dens græn­se.

Dette er gan­ske sigen­de for det­te i grun­den håb­lø­se for­søg på at læse Christensen filo­so­fisk, da den græn­se, der efter­sø­ges, net­op und­dra­ger sig filo­so­fi­ens tra­di­tio­nel­le bestræ­bel­se. Bataille skri­ver:

At sæt­te over­skri­del­sen som grund­lag for filo­so­fi­en […] er at erstat­te spro­get med en tavs kon­tem­p­la­tion. Det er værens kon­tem­p­la­tion på høj­de­punk­tet af væren. Sproget er på ingen måde for­s­vun­det […] Men det sprog, som har beskre­vet dis­se adgangs­ve­je, giver ikke læn­ge­re mening i det afgø­ren­de nu, når sel­ve over­skri­del­sen i sin bevæ­gel­se erstat­ter den dis­kur­si­ve frem­stil­ling af over­skri­del­sen; et høje­ste øje­blik føjer sig til dis­se på hin­an­den føl­gen­de frem­kom­ster; i det­te øje­blik af dyb tavs­hed – i det­te øje­blik af død – afslø­res værens enhed, i erfa­rin­ger­nes inten­si­tet, hvor dens sand­hed løs­ri­ver sig fra livet og dets gen­stan­de.42Bataille, Erotikken, 325.

Digtningen kan så at sige i sin bestræ­bel­se anvi­se en tær­skel og sågar føre os over den, igang­sæt­te en bevæ­gel­se, der i sid­ste ende går ud over spro­get selv. Og det er vel heri, det magi­ske for­søg består for Christensen. En ekst­a­se, der ikke blot er excen­trisk (en ekster­na­li­se­ring af cen­trum) rus, men der­i­mod en bevæ­gel­se ned i til­væ­rel­sens grund, hvor en enhed ind­fin­der sig, som godt nok hver­ken er har­monisk, ratio­nel, menings­fuld eller slet og ret gud, men som immer­væk rum­mer en form for magisk vis­hed. Bataille kal­der også det­te for ikke-viden eller ikke-mening, ikke for­stå­et som menings­løs­hed, men som et punkt hvor spørgs­må­let om mening, kra­vet om for­tro­lig­hed, ikke læn­ge­re gør sig gæl­den­de.

Christensen anvi­ser digt­nin­gen som det­te for­søg ud i magi­en (lige­som hun dig­ter en ontologi/metafysik). Man kun­ne ret­fær­dig­vis også anvi­se de andre kunst­for­mers magi­ske poten­ti­a­ler såsom tea­ter, bil­led­kun­sten, fil­men og måske i sær­de­les­hed musik­ken.

… og de ero­ti­ske

De sidst angiv­ne for­søg er de ero­ti­ske. Den længsel, der på engang for­e­ner og adskil­ler, som end­da næres af afgrun­den mel­lem os, da det net­op er den, der skal over­skri­des. “Hvad du gav mine tan­ker er fra­væ­rets / nær­vær, et under at jeg lever / mit liv”.43Christensen, det, 305. I døden er adskil­lel­sen i abso­lut for­stand over­vun­det. I døden er alle græn­ser ophørt for den enkel­te, men også mulig­he­den for erfa­ring, hvor­for den på ingen måde kan kom­me den men­ne­ske­li­ge længsel efter for­tro­lig­hed og inti­mi­tet i hu. Døden (for det før­ste) er godt nok vores ene­ste egent­li­ge kon­ti­nu­i­tet, men længs­len ret­ter sig mod hel­he­den for­stå­et som van­dets kon­ti­nu­i­tet, som bøl­gen der rej­ser sig over havet natur­lig­vis er omfat­tet af, men som den også vok­ser ud af og dér, i sin bevæ­gel­se (der er et brud på tota­li­te­ten), udfol­der sin egen bevæ­gel­ses kon­ti­nu­i­tet. Mod livet (for det andet), der vok­ser ud af kon­ti­nu­i­te­ten og i sit kølvand efter­la­der et utal af døds­døm­te indi­vi­der, der fødes som dis­kon­ti­nu­er­li­ge væs­ner af den­ne bevæ­gel­se, over­ladt til sit “ufor­stå­e­li­ge eventyr”,44Bataille, Erotikken, 19. i hvil­ket længs­len efter “storm­ful­de kommunikationer”,45Bataille, Den indre erfa­ring. inti­mi­tet og for­tro­lig­hed er hele ero­tik­kens driv­kraft: den psy­ki­ske bestræ­bel­se (for det tredje).46Disse tre punk­ter er oprem­set i Christensen, det, 337–339. Denne bestræ­bel­se er i sagens natur lige så kro­p­s­lig, som den er psy­kisk (da vi som alle­re­de anført må betrag­te det kro­p­s­li­ge og det psy­ki­ske som to sider af sam­me sag), men kro­p­s­lig for­stå­et som det indre inti­me kend­skab, vi har til at være en krop, og ikke de dis­kur­si­ve eller ansku­e­li­ge bestem­mel­ser af krop­pen, som ero­tik­ken i sin bestræ­bel­se poten­ti­elt desta­bi­li­se­rer (da den som nævnt er en opløs­ning af de kon­sti­tu­e­re­de for­mer).

Det er vel også der­for, at ero­tik­ken både er uaf­hæn­gig af køn­net og utæn­ke­lig uden.47Christensen, det, 337–339. Kønnet oplø­ses i en vis for­stand, eller etab­le­res i en anden for­stand, i den ero­ti­ske bestræ­bel­se. Erotikken er net­op ikke funk­tio­nelt bestemt (eksem­pel­vis ud fra hen­syn til for­me­ring), og der­for er kønsor­ga­ner­nes funk­tio­na­li­tet hel­ler ikke nor­ma­tivt bestem­men­de for den ero­ti­ske prak­sis per se. Det er i sagens natur ikke irre­le­vant, om de vir­ker, men det er irre­le­vant, hvor­vidt de vir­ker i over­ens­stem­mel­se med et for­mål, der lig­ger hin­si­des kon­ti­nu­i­te­ten, fra et rent ero­tisk per­spek­tiv. Uafhængig af døden, utæn­ke­lig uden, da den net­op byder døden trods, da den både adskil­ler og for­e­ner, “ikke i døden”,48Christensen, det, 339. men som en bevæ­gel­se ud over det indi­vi­du­el­le liv, der bekræf­ter “livet helt ind i døden”49Bataille, Erotikken, 15. uden der­ved selv at dø. Det er med andre ord en bevæ­gel­se ind på døde­ns domæ­ne, der byder døden trods. På én gang bro og afgrund.

Det hand­ler slet og ret om at sen­de sig­na­ler gen­nem vand, at druk­ne ver­den i ver­den.

Min ver­den er dis­kon­ti­nu­er­lig
i for­hold til ver­den i stort
og i for­hold til dig
den har vin­ger
Min ver­den er et sprog gen­nem vand
med de lysen­de ner­ver for­delt
som når solen i van­det til­fæl­digt gene­røst
Alligevel har den vin­ger

Vinger af vand

Og jeg vil sige dig at det har en vis virk­ning
det har en vis kil­dren­de virk­ning
en jubel over mang­len på årsag
Spring siger ver­den og jeg fly­ver

Sådan druk­ner jeg min ver­den i verden50Christensen, det, 175.

“Som når solen i van­det til­fæl­digt gene­røst”. Vi er til­ba­ge ved den over­strøm­men­de sol. Overfloden, ødsel­he­den, mang­len på årsag og for­mål. De suveræ­ne liv­sy­t­rin­ger, hvor vi hen­gi­ver os til til­væ­rel­sens musi­kal­ske kon­ti­nu­i­tet. Eller som Christensen skri­ver, til “ener­gi­en i ver­den”, der net­op er “glæ­den i verden”.51Christensen, Del af labyrin­ten, 143. Der er en glæ­de, hen­ryk­kel­se og en fejring i oven­stå­en­de udsagn, og jeg kan ikke lade være med at tæn­ke på neden­stå­en­de over­strøm­men­de citat af Nietzsche:

At tage alt det­te på sin sjæl, det æld­ste, det nye­ste, tab, håb, ero­brin­ger og sej­re for men­ne­ske­he­den, ende­lig rum­me alt det­te i én sjæl og træn­ge det sam­men i én følel­se, det måt­te dog hid­fø­re en lyk­ke, som men­ne­sket end­nu ikke har kendt til, en guds lyk­ke fuld af mæg­tig­hed og kær­lig­hed, fuld af tårer og fuld af lat­ter, en lyk­ke, der lige­som aften­so­len ikke hører op med at give væk af sin uudtøm­me­li­ge rig­dom og overø­ser havet der­med, og lige­som solen først føler sig mest rig, når selv den fat­tig­ste fisker også ror med gyl­den åre! Denne gud­dom­me­li­ge følel­se vil­le da kal­des – menneskelighed!52Friedrich Nietzsche, Den mun­tre viden­skab (København: Det lil­le Forlag, 2008), 337.

Af Christensens, Batailles og Nietzsches tænk­ning føl­ger nær­mest en para­doksal etik eller sna­re­re en ethos, hvor kar­di­nal­dy­der­ne er over­strøm­mel­se, gene­rø­si­tet, ødsel­hed og over­skri­del­se.

Solar ple­xus

Både Batailles og Christensens heli­o­cen­tri­ske (selv­om de beg­ge erken­der at vores sol blot er en blandt utal­li­ge) sub­jekt­kri­ti­ske posi­tio­ner repræ­sen­te­rer et opgør med det, Bataille kal­der den “natur­li­ge antro­po­cen­tris­me”. Han anvi­ser en art afre­a­li­se­rin­gens for­dring i en smuk tekst, der hed­der Corps céle­stes fra 1938. Nu hvor men­ne­sket ikke læn­ge­re opta­ger en pri­vil­e­ge­ret plads, ikke blot i sol­sy­ste­met eller for den sags skyld i galak­sens spira­lar­me, eller i uni­ver­set i det hele taget, i det heles svim­len­de bevæ­gel­se; nu hvor hver­ken gud eller viden­ska­ben kan frem­hæ­ve “ska­ber­vær­kets” og “skab­nin­gens” sær­sta­tus, anvi­ser han to måder at for­val­te den sole­ner­gi, i hvis nåde vi står.

De, der er opta­get af at under­ord­ne alt til erhver­vel­sen af ener­gi, defi­ne­rer alt, hvad der tje­ner her­til, som væren­de nyt­tigt. Af den frie kos­mi­ske bevæ­gel­se har de afgræn­set en til­ba­ge­truk­ket, “iso­le­ret og fængs­let” ver­den, hvis kom­po­nen­ter er “red­ska­ber, råma­te­ri­a­le og arbej­de” og såle­des “er deres ene­ste mål en umæt­te­lig grådighed”.53Georges Bataille, Corps Célestes i Œuvres com­plètes I (Paris: Gallimard, 1970). Dette afsted­kom­mer en akku­mu­la­tion af væk­sten, som i sagens natur kun kan fostre mere grå­dig­hed eller fortviv­lel­se og afkald, der ikke blot giver afkald på det blin­de vækst­prin­cip, men på sel­ve solens ener­gi.

Der er dog en anden vej, hvor vi ikke for­næg­ter vores “natur”, vores for­bræn­den­de rol­le i sole­ner­gi­ens kredsløb, hvor vi går til vores ener­gis tin­de og den­ne udlø­ses i eks­plo­siv, måske orgas­misk, tab af kraft i en ødsel og gene­røs udlad­ning, der der­med ikke læn­ge­re til­hø­rer for­bru­gets og nyt­tens ver­den, hvor med “nyt­ten der­med” under­ord­nes “og bli­ver sla­ve af tabet”. Forvaltningen af vores akku­mu­le­re­de ener­gi er der­med ikke nød­ven­dig­vis grå­dig­he­den, som trods mate­ri­el vel­stand altid er små­lig, men inver­sio­nen: gaven og gene­rø­si­te­ten, ødsel­he­den, offe­ret. “En inver­sion af vel­stand fin­der sted, når umid­del­bar begær­lig­hed, hvis prin­cip er sult, under­ord­nes beho­vet for at give, hvad end det er ens eget selv eller ens ejendele”.54Bataille, Corps Célestes. Impulsen til begær­lig­he­den har det rig­tig nok med søge akku­mu­la­tio­nen, men “den san­de udskænk­ning af sel­vet, ekst­a­se […] mar­ke­rer, ikke desto min­dre, grå­dig­he­dens græn­se, mulig­he­den for at  unds­lip­pe [det nyt­ti­ge sam­funds] kol­de bevæ­gel­se og genop­da­ge solen og spira­lens glæde”.55Bataille, Corps Célestes.

Det er radi­kalt og smukt. Det er i en vis for­stand igen­nem tabet, offe­ret, gene­rø­si­te­ten og gaven, at vi også kan sæt­te os selv fri af nyt­ten. Netop os selv: vi kan kun vin­de os selv gen­nem tabet og for­bru­get af os selv. Parafraseret: Gennem tabet kan men­ne­sket gen­vin­de uni­ver­sets frie bevæ­gel­se, det kan dan­se og hvirv­le i stjer­nesvær­mens ful­de hen­ryk­kel­se. Men i den­ne vold­som­me udlad­ning af sel­vet, må det erken­de, at det indån­der døde­ns magt.56Parafraseret efter Bataille, Corps Célestes.

Det “død­brin­gen­de sol­lys” ankom­mer til jor­den med en sådan for­sin­kel­se, at det er liv­gi­ven­de. Christensen til­skyn­der os at arbej­de i “den­ne for­sin­kel­ses bil­le­de”. “Den før­ste og vig­tig­ste for­sin­kel­se sker af sig selv, hvis vi deler den mad der står til rådig­hed på jor­den lige­ligt mel­lem os alle”, fort­sæt­ter hun.57Christensen, Del af labyrin­ten, 143. Men vi må gå læn­ge­re. Opgøret med antro­po­cen­tris­men er et nød­ven­digt eksi­sten­ti­elt opgør i en ver­den, hvor for­drin­gen om vækst og pro­duk­tion har desta­bi­li­se­ret betin­gel­ser­ne for livet og gør os alle med­skyl­di­ge i den sjet­te mas­seud­dø­en. Skal vi knyt­te bånd og dan­ne slægtskab på tværs af køn, race og arter, på tværs den ikke-men­ne­ske­li­ge ver­den i det hele taget, må vi først af alt erken­de vores fæl­les ophav, solen. Ikke den uover­vin­de­li­ge og udø­de­li­ge sol, som kon­ger, kej­se­re og andre fører­skik­kel­ser har påkaldt sig, men den døen­de sol, der gene­røst for­de­ler sig som “lysen­de ner­ver” i alt liv på jor­den, sola­re sam­men­flet­nin­ger, som vi må for­e­ne under vort bryst: solar ple­xus.

1. Dette essay er et uddrag af en læn­ge­re kor­re­spon­dan­ce, som er under bear­bej­del­se til udgi­vel­se, mel­lem under­teg­ne­de og tea­te­rin­struk­tør Liv Helm. I nær­væ­ren­de essay udfol­der jeg et slægtskab mel­lem Inger Christensens og Georges Batailles tænk­ning. Se også Jon Auring Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, i Kampen om lyk­ken, red. Svend Brinkmann & Alfred Bordado Sköld (Århus: Klim, 2020).
2. Slægtskabet er aner­kendt og indi­ke­ret få ste­der, men det er stort set ube­skre­vet. Eksempelvis hos Pia Tafdrup, Erik Erlandson, Asger Sørensen og hos Alexander Carnera i en kort artikel.
3. Inger Christensen, det, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 114–115.
4. Egen over­sæt­tel­se efter Georges Bataille, La Part Maudite I, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1976).
5. Inger Christensen, Del af labyrin­ten (København: Gyldendal, 1992), 142.
6. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
7. Arthur Schopenhauer, Verden som vil­je og fore­stil­ling (København: Gyldendal, 2005), bog 1, §8.
8. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
9. Georges Bataille, “DAF de Sades Brugsværdi”, i Den indre erfa­ring (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2013).
10. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
11. Christensen, Del af labyrin­ten, 132.
12. Inger Christensen, Alfabet, i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 407.
13. Georges Bataille, Théorie de la reli­gion, i Œuvres com­plètes (Paris: Gallimard, 1989).
14. Christensen, det, 318.
15. Georges Bataille, Erotikken (Valby: Borgen, 2001), 17.
16. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
17. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
18. Christensen, Del af labyrin­ten, 19.
19. Bataille, Den indre erfa­ring.
20. Bataille, Den indre erfa­ring.
21. Bataille, Den indre erfa­ring, 23.
22. Bataille, Erotikken, 20.
23. Christensen, Del af labyrin­ten, 142.
24. Christensen, Del af labyrin­ten, 139.
25. Jørgen Mejer, Førsokratiske filo­sof­fer bd. 1 (København: Hans Reitzels Forlag, 1994), 69. For mere om lyren, krop­pen og sjæ­len se også Grimm, “Tragisk lyk­ke – Lykken set an fra som­mer­fug­le­vin­gen”, samt Jon Auring Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me (Århus: Kunstnerforlaget Armé, 2011), §3.1.2.
26. Asger Schnack, Digte R til at læse (København: Høst & Søn, 1996), 85.
27. Christensen, Del af labyrin­ten, 133.
28. Friedrich Nietzsche, Således tal­te Zarathustra: en bog for alle og for ingen (København: Lindhardt og Ringhof, 1996), del I, afsnit 5. Den poin­te udfol­des grun­digt i en nietzs­che­ansk kon­tekst i Grimm, FLUX – en bevæ­gel­se mod en her­akli­ti­ansk nietzs­che­a­nis­me, §3.1.1.
29. Christensen, det, 163.
30. Christensen, det, 164.
31. Inger Christensen, Lys i Samlede dig­te (København: Gyldendal, 1998), 39.
32. Christensen, det, 337.
33. Om det ate­o­lo­gi­ske hel­li­ge hos Bataille og Laure se Jon Auring Grimm, “AMOR MORTIS”, i Colette Peignot, Det hel­li­ge (København: Aleatorik, 2021).
34. Christensen, Del af labyrin­ten, 28.
35. Christensen, Del af labyrin­ten, 68.
36. Christensen, Del af labyrin­ten, 30.
37. Citeret efter Christensen, Del af labyrin­ten, 30–31.
38. Christensen, det, 160.
39. Inger Christensen, Hemmelighedstilstanden (København: Gyldendal, 2000), 14.
40. Christensen, Hemmelighedstilstanden, 14.
41. Friedrich Nietzsche, Morgenrøde (Frederiksberg: Sisyfos, 2016), §119.
42. Bataille, Erotikken, 325.
43. Christensen, det, 305.
44. Bataille, Erotikken, 19.
45. Bataille, Den indre erfa­ring.
46. Disse tre punk­ter er oprem­set i Christensen, det, 337–339.
47. Christensen, det, 337–339.
48. Christensen, det, 339.
49. Bataille, Erotikken, 15.
50. Christensen, det, 175.
51. Christensen, Del af labyrin­ten, 143.
52. Friedrich Nietzsche, Den mun­tre viden­skab (København: Det lil­le Forlag, 2008), 337.
53. Georges Bataille, Corps Célestes i Œuvres com­plètes I (Paris: Gallimard, 1970).
54. Bataille, Corps Célestes.
55. Bataille, Corps Célestes.
56. Parafraseret efter Bataille, Corps Célestes.
57. Christensen, Del af labyrin­ten, 143.