• Print
Denne artikel er en del af serien “

Den store resynkronisering: Resonansens betydning for liv og politik

I den­ne opføl­ger til vores arti­kel “Gode vibra­tio­ner: Om Hartmut Rosa som naturfilosof”1Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hartmut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tidsskriftet Paradoks, 11. august 2022. giver vi nog­le lit­teræ­re eksemp­ler på reso­nans for at kom­me tæt­te­re på, hvori resonsan­ser­fa­rin­gen i eller med natu­ren kan siges at bestå. Teksten udgør såle­des en illu­stra­tiv eksem­pli­fi­ce­ring af den prin­ci­pi­el­le godt­gø­rel­se af reso­nans og frem­med­gø­rel­se som natur­fi­lo­so­fi­ske kate­go­ri­er, som vi frem­lag­de i den fore­gå­en­de arti­kel. Vi run­der tek­sten af med et læn­ge­re afsnit om muli­ge poli­ti­ske kon­se­kven­ser af Rosas sam­funds­di­ag­no­se og reso­nans­be­greb.

Som vi viste i “Gode vibra­tio­ner”, har Rosa leve­ret en gen­nem­gri­ben­de kri­tisk diag­no­se af ver­den af i dag – en ver­den karak­te­ri­se­ret ved til­ta­gen­de acce­le­ra­tion, der i sid­ste ende umu­lig­gør en til­væ­rel­se præ­get af reso­nans. Verden, og med den også vi, der lever i den, er fan­get i en selv­kø­ren­de acce­le­ra­tions­cy­klus, der ubøn­hør­ligt dri­ves frem af tre under­lig­gen­de moto­rer, som gen­nem­sy­rer sam­fun­det omkring os og gør et impe­ra­tiv om kon­ti­nu­er­lig vækst, nyt­te­mak­si­me­ring og sta­dig mere kon­trol og til­gæn­ge­lig­hed gæl­den­de. På grund af det­te impe­ra­tivs kon­kre­te magt over os frem­med­gø­res vi, for­di vi ved­va­ren­de udfor­dres i vores pri­mært indi­vi­du­el­le for­søg på at ska­be kohæ­ren­te iden­ti­te­ter, der er ori­en­te­ret mod frem­ti­den på en menings­fuld måde. Vi er med andre ord alle ski­b­brud­ne, der dri­ver rundt på havet i en ugen­nem­sig­tig storm – og stormens navn er acce­le­ra­tion. Hvem vi er, hvem vi ger­ne vil være, hvad vi ger­ne vil gøre, forta­bes i en ver­den af usam­men­hæn­gen­de epi­so­di­ske hæn­del­ser, og frem­med­gø­rel­sen gør kon­kret sit ind­t­og i man­ge men­ne­skers liv i form af stress, angst, burn-out, depres­sion, skam og afvæb­nen­de ydmy­gel­ser. For Rosa kan den­ne højst uønsk­vær­di­ge situ­a­tion bedst ændres igen­nem til­ve­je­brin­gel­sen af langt gun­sti­ge­re betin­gel­ser for mere reso­nans i til­væ­rel­sen.

Resonans er et grund­læg­gen­de men­ne­ske­ligt behov – et behov, der hand­ler om rela­tio­ner. Mennesket er et væsen, der som udgangs­punkt ved­hol­den­de søger reso­nan­ser­fa­rin­ger igen­nem sine rela­tio­ner til ver­den ved at ind­gå i men­ne­ske­li­ge og ikke-men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber og ved at dyr­ke eksi­sten­ti­el­le facet­ter af til­væ­rel­sen som reli­gion, kunst og natu­ren. Disse tre akti­vi­tets­om­rå­der ind­pla­ce­rer Rosa på den såkaldt ver­ti­ka­le reso­nansak­se, der har at gøre med det, som men­ne­sker erfa­rer som stør­re end sig selv – eller tek­nisk sagt: trans­cen­dens. Resonans er en rela­tions­mo­dus, hvor beg­ge par­ter “taler med deres egen stem­me” og sva­rer hin­an­den menings­fuldt. Det hand­ler om de gode vibra­tio­ner; om at man som men­ne­ske hører et kald fra et andet men­ne­ske, et fæl­les­skab, en musi­kalsk kom­po­si­tion eller fra natu­ren i en kon­kret mil­jø­mæs­sig til­skik­kel­se, og at man der­på sva­rer det­te kald – at man påvir­kes og aktivt respon­de­rer på den­ne påvirk­ning. Det emo­tio­nel­le ind­hold af rela­tio­nen er ikke afgø­ren­de, og vidt for­skel­li­ge til­stan­de som kær­lig­hed, sorg, melan­ko­li og fryd kan alle være udtryk for reso­nan­ser­fa­rin­ger. Resonans skal der­for ikke for­stås som Rosas begreb for lyk­ke, men som nav­net for et helt grund­læg­gen­de men­ne­ske­ligt behov, der er med til at gøre os til den slags væse­ner, vi nu engang er. Samtidigt er reso­nans frem­med­gø­rel­sens dia­lek­ti­ske mod­part, og beg­ge til­stan­de eksi­ste­rer i et uad­skil­le­ligt gen­si­digt for­hold. Derfor kan reso­nans kun brin­ges i stand i kraft af frem­med­gø­rel­se og vice ver­sa. Vi træ­der så at sige ind i et reso­nant for­hold via et frem­med­gjort for­hold. Det er ikke muligt at befin­de sig i et ved­va­ren­de, uaf­brudt reso­nant for­hold til noget eller nogen. Fordi erfa­rin­gen af reso­nans er kon­sti­tu­e­ret af en grund­læg­gen­de ukon­trol­ler­bar­hed, kan den hver­ken påtvin­ges, garan­te­res eller fast­hol­des – vi kan som men­ne­sker kun påvir­ke betin­gel­ser­ne for, at den mulig­vis vil ind­fin­de sig, men der­u­d­over blot håbe på det bed­ste.

Rosa kob­ler nu den­ne filo­so­fi­ske ind­kreds­ning af reso­nans­be­gre­bet sam­men med sin for­ud­gå­en­de kri­ti­ske ana­ly­se af acce­le­ra­tions­sam­fun­det og gør reso­nans til et nor­ma­tivt ide­al, der kan sig­tes efter som en udgang af den mas­si­ve frem­med­gjort­hed, der præ­ger ver­dens sen­mo­der­ne sam­fund. En “kur”, som Svend Brinkmann har beskre­vet Rosas resonansteori.2Svend Brinkmann, Mit år med gud (København: Gyldendal, 2021). Den histo­ri­ske mise­re skyl­des, iføl­ge Rosa, kort for­talt, at mulig­he­der­ne for reso­nan­ser­fa­rin­ger er gle­det os af hæn­de, for­di vores indstil­ling til både hin­an­den og til ver­den omkring os nu i så høj grad er base­ret på at adly­de kra­vet om evigt øget vækst, nyt­te og kon­trol. Som vi viste i den fore­gå­en­de arti­kel, er der ikke noget andet akti­vi­tets­om­rå­de, hvor det­te kom­mer tyde­li­ge­re til udtryk, end i vores for­hold til natu­ren og pla­ne­ten. I sid­ste instans hvi­ler mulig­he­den for reso­nan­ser­fa­rin­ger på vores for­hold til natu­ren, for­di vi men­ne­sker som sådan er i og af natu­ren. Uden rea­li­se­rin­gen af bære­dyg­ti­ge, cir­ku­læ­re produktions‑, for­brugs- og sam­funds­for­hold vil det sim­pelt­hen ikke være muligt for de nuvæ­ren­de sen­mo­der­ne sam­fund at und­gå prak­tisk talt at udryd­de mulig­heds­be­tin­gel­ser­ne for reso­nan­ser­fa­rin­ger i natu­ren. De moto­rer, der i dag dri­ver de sen­mo­der­ne sam­fund, har alle­re­de for man­ges ved­kom­men­de til­in­tet­gjort betin­gel­ser­ne for et menings­fyldt for­hold til natu­ren, for de fle­ste ser den nu kun som en nyt­tig res­sour­ce eller som en kon­trol­le­ret oase, vi kan træ­de ind i og ud af efter vores eget fri­tids­mæs­si­ge for­godt­be­fin­den­de. Derfor mener vi, at man bør for­stå Rosa som natur­fi­lo­sof, og at hans tænk­ning og ana­ly­ser til­by­der nog­le frugt­ba­re for­stå­el­ser af den fata­le klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­se, der udspil­ler sig for øjne­ne af os.

Vi vil nu gå vide­re til at kig­ge nær­me­re på, hvad det rent ind­holds­mæs­sigt bety­der at have et reso­nant for­hold til natu­ren, for der­næst at kaste lys over, hvad vi med afsæt i Rosas kri­ti­ske sam­tids­di­ag­no­se og reso­nans­be­greb kan gøre poli­tisk for at til­ve­je­brin­ge bed­re betin­gel­ser for mere reso­nan­te liv.

Resonansens til­sy­ne­komst: Litterære eksemp­ler

Vi star­ter med to spørgs­mål: Hvad er egent­lig et reso­nant for­hold til natu­ren? Og hvor­for er et sådant over­ho­ve­det ønsk­vær­digt? Mange af de eksi­sten­ti­el­le pro­ble­mer i sen­mo­der­ni­te­ten skyl­des for­sø­get på at kon­trol­le­re natu­ren i alle fire dimen­sio­ner af kon­trol: syn­lig­gø­rel­se, opnå­e­lig­hed, beher­skel­se og nyt­tig­gø­rel­se, som vi beskrev det i den fore­gå­en­de arti­kel. Det er ikke nok, at natu­ren er syn­lig for mig, jeg skal også have adgang til den. Men den­ne adgang skal være beher­sket; natu­ren skal ikke være ude af kon­trol, den skal være allo­ke­ret en plads, som er defi­ne­ret af os og slut­te­ligt skal den nyt­tig­gø­res – hvad enten vi for­står den­ne nyt­tig­gø­rel­se i form af de res­sour­cer i natu­ren, som vi dri­ver rov­drift på i pro­duk­tions­ø­je­med, eller som det enkel­te men­ne­skes instru­men­ta­li­se­re­de for­hold til natu­ren som en oase, vi besø­ger for at geno­p­la­de vores bat­te­ri­er. Naturen til­læg­ges der­med stort set kun vær­di, såfremt vi kan sty­re den og for­stå den som noget, vi som men­ne­sker kan dra­ge nyt­te af, hvad enten nyt­ten er rent mone­tær eller har at gøre med “vil­de ople­vel­ser” (f.eks. bjergbestig­ning, over­le­vel­sestur, krydstogt, osv.).3Hartmut Rosa, Resonans: En socio­lo­gi om for­hol­det til ver­den (København: Eksistensen, 2021), 320.

Det er, ved at vi begyn­der at opfat­te, erfa­re og for­stå natu­ren som kun halv­kon­trol­ler­bar og alt­så ikke som fuldt ud under vores kon­trol, at vi i prak­sis øger sand­syn­lig­he­den for menings­ska­ben­de reso­nan­ser­fa­rin­ger. Dette radi­ka­le per­spek­tivskift inde­bæ­rer, at vi omfav­ner natu­ren som et abso­lut uden­for, der lig­ger til grund for vores væren i ver­den. En objek­tiv magt, der sæt­ter græn­ser, giver gaver, tager liv og føl­ger sine egne omskif­te­li­ge logik­ker, cyk­ler og ryt­mer uaf­hæn­gigt af men­ne­skers mere eller min­dre art­s­spe­ci­fik­ke særin­ter­es­ser. Vi må med andre ord for­sø­ge at fostre en ydmyg og andæg­tig til­knyt­ning til natu­ren, der i høje­re grad base­rer sig på en åben­hed over for det reso­nans­mu­lig­gø­ren­de kald, som natu­ren poten­ti­elt ofte til­by­der os. Med en poe­tisk for­mu­le­ring lånt af dig­te­ren Louise Glück, kan natu­ren fra Rosas filo­so­fi­ske per­spek­tiv opfat­tes på føl­gen­de måde:

Come to me, said the wor­ld
This is not to say
it spo­ke in exa­ct sen­ten­ces
but that I per­cei­ved beauty in this manner.4Louise Glück, Averno (Oxford: Carcanet Press Limited, 2006), 9.

Her ople­ver dig­te­ren skøn­hed i ver­den, men uden at det er klart for hen­de, hvad kal­dets mening i sig selv kan siges at være. Verden, natu­ren, kal­der, for­di dig­te­ren lyt­ter til den, for­di hun for­hol­der sig åben over for den inspira­tion og de for­skel­lig­ar­te­de ind­tryk, som gene­røst strøm­mer hen­de i møde, mulig­gjort af hen­des nys­ger­ri­ge ydmyg­hed over for, at der kun­ne være noget at kom­me efter på ste­der, som er skabt af noget andet og stør­re end sådan nogen som hen­de selv. Den reso­nan­ser­fa­ring, som dig­te­ren skri­ver frem på linjer­ne oven­for, spej­ler den dob­belt­hed, som for Rosa lig­ger i reso­nans med natu­ren: Naturen siger mig noget (“I per­cei­ved beauty”), men uden at den taler til mig (“not to say / it spo­ke in exa­ct sen­ten­ces”). Vi skal hver­ken til­skri­ve natu­ren ibo­en­de inten­tio­ner, vil­je og bevidst­hed eller for­fal­de til ensi­di­ge roman­ti­se­rin­ger af den, hvor den udlæg­ges som alkær­lig Moder Jord, Gaia eller lig­nen­de. Dette vil­le være udtryk for en både for­kert og vul­gær udlæg­ning af Rosas posi­tion.

Et andet lit­terært eksem­pel på natur­re­so­nans leve­res af Josefine Klougart i hen­des roman Alt det­te kun­ne du få fra 2021. Her gen­nem­le­ver hoved­per­so­nen Barbara en vold­som natu­rer­fa­ring, som med sam­ti­dig skøn­hed og til­in­tet­gø­rel­se, ikke ulig erfa­rin­gen af det subli­me, illu­stre­rer reso­nan­sens ind­brud i til­væ­rel­sen:

Barbara lig­ger stil­le i sen­gen, lyt­ter til den ris­len fra røre­ne ude på den anden side, bag bræd­der­ne og iso­le­rin­gen, lyt­ter til den mur­ren­de lyd af tor­den, der kom­mer og går ude over havet et sted, og hun synes, det hele taler sam­men og for­bin­der sig i hen­de. Hun lig­ger og prø­ver at lade være med at røre på sig, selv den mind­ste bevæ­gel­se, fore­kom­mer det hen­de, vil­le være nok til at øde­læg­ge den fint vibre­ren­de erfa­ring af altings sam­ti­dig­hed og for­bin­del­se, som hun ikke har sprog for, men mær­ker så tyde­ligt nu, drå­ber­ne der fal­der i lyn­gen, i sand­jor­den langt væk, bug­ten der lyses op, når lynet slår ned et sted langt ude over havet, tor­den­vej­ret der rul­ler ind over dem og lyser hele stu­en op. Hun lig­ger og mær­ker, hvor­dan hun næsten for­svin­der, næsten ingen­ting er, og hvor­dan hun til gen­gæld nær­mest bli­ver lyn­gens rød­der og hugor­me­ne, lynet og reg­nen og drå­ber­ne, der slås i styk­ker og bevæ­ger sig ned gen­nem den tør­re jord.

Men så, lige så plud­se­ligt som den opstod, for­svin­der den følelse.5Josefine Klougart, Alt det­te kun­ne du få (København: Gladiator, 2021), 28.

I Barbaras reso­nan­ser­fa­ring opfat­ter hun intenst natu­ren og sig selv som én og den sam­me igen­nem en “vibre­ren­de erfa­ring” af alting omkring sig. Barbara har gode vibra­tio­ner med natu­ren. Der er fle­re væsent­li­ge ele­men­ter i det­te eksem­pel, der gør, at vi kan for­stå det som en reso­nan­ser­fa­ring: For det før­ste opstår den plud­se­ligt og utvun­get. Barbara våg­ner midt om nat­ten og hører tor­de­nen, der igang­sæt­ter erfa­rin­gen – erfa­rin­gen er, med andre ord, umid­del­bar. For det andet kan hun ikke beher­ske eller kon­trol­le­re det, der sker. Nok er tor­den­vej­ret og natu­ren omkring hen­de syn­lig­gjor­te og på den måde san­se­ligt til­gæn­ge­li­ge, men de er på ingen måde muli­ge at beher­ske eller nyt­tig­gø­re. For det tred­je erfa­res tor­den­vej­ret som noget, der kal­der på hen­de og som hun kun erfa­rer, for­di hun er åben og ydmyg over for det kald, hun hører. Mulighedsbetingelserne for erfa­rin­gen er til ste­de – Barbara, lige­som i eksemp­let fra Glück, gen­nem­le­ver erfa­rin­gen, for­di hun hører natu­rens kald som noget, der kom­mer til hen­de ude­fra i form af et gave­ag­tigt ind­brud. Og for det fjer­de er hen­des erfa­ring abso­lut skrø­be­lig og for­gæn­ge­lig. Hun er bevidst om erfa­rin­gens flyg­tig­hed og for­sø­ger ikke at for­styr­re rela­tio­nen ved kramp­ag­tigt at for­læn­ge ople­vel­sen. Den for­svin­der bare igen, lige så hur­tigt som den opstod. Naturen er nøj­ag­tigt uden for Barbaras ræk­ke­vid­de, men til­pas tæt nok på til, at den berø­rer hen­de, trans­for­me­rer hen­de og bevidst­gør hen­de om den grund­læg­gen­de for­bin­del­se mel­lem hen­de selv og natu­ren som ukon­trol­ler­bar og hin­si­des vil­jes­mæs­sig beher­skel­se.

Andre eksemp­ler på reso­nan­ser­fa­rin­ger fin­der vi hos eksi­stenstæn­ke­ren Albert Camus, hvis hoved­per­so­ner ofte erfa­rer natu­ren som noget, der på én og sam­me tid er far­ligt eller ukon­trol­ler­bart og kil­de til sto­re san­se­ligt hen­giv­ne og poe­tisk mæt­te­de ople­vel­ser. Og præ­cis det­te dob­bel­te for­hold viser, hvor­for natu­ren er reso­nan­sens onto­lo­gi­ske mulig­heds­be­tin­gel­se: Den er på den ene side far­lig, frem­med­gø­ren­de og ukon­trol­ler­bar og på den anden side gene­røs, stor­slå­et, smuk og kos­misk vel­gø­ren­de. Hovedpersonerne i både Den frem­me­de, Den lyk­ke­li­ge død og Pesten er under­lagt omstæn­dig­he­der, der er frem­med­gø­ren­de og lidel­ses­ful­de for dem. Men sam­ti­dig erfa­rer de alle van­det og mere spe­ci­fikt det at svøm­me som resonans.6Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Studier i Camus: Solen og skyg­ger­ne, red. Jon Auring Grimm & Mads Hansen (København: Philosophia, 2014). Som når Janine i Camus’ novel­le Den utro hustru løber bort fra sin mand i ly af nat­ten og plud­se­lig står over for ørke­nens mør­ke uen­de­lig­hed og selv­forg­lem­men­de betrag­ter stjer­ne­him­len over sig:

Hun dre­je­de rundt sam­men med [stjer­ner­ne], og den­ne bevæ­gel­se på ste­det brag­te hen­de lang­somt i har­moni med hen­des inder­ste væsen, hvor kul­de og attrå kæm­pe­de med hin­an­den. Hun så, hvor­dan stjer­ner­ne en for en dale­de ned og sluk­ke­des blandt ørke­nens sten, og hver gang det ske­te, åbne­de hun sig lidt mere for nat­ten. Nu kun­ne hun træk­ke vej­ret og glem­me kul­den, glem­me til­væ­rel­sens byr­de, glem­me det afsin­di­ge eller størk­ne­de liv og den evi­ge angst for at leve og for at dø. I åre­vis var hun flyg­tet for ang­sten og styr­tet af sted som en van­vit­tig uden mål og med, nu stand­se­de hun endelig.7Albert Camus, Eksil og kon­ge­døm­me (København: Gyldendal, 2013), 23.

Ligesom i eksemp­let fra Klougarts roman har vi her at gøre med en reso­nan­ser­fa­ring, der er bun­det til natu­ren. Janine er ikke ude på at beher­ske eller kon­trol­le­re natu­ren, der kos­misk omslut­ter hen­de, og erfa­rin­gen er hel­ler ikke frem­pro­vo­ke­ret på hen­des eget ini­ti­a­tiv. Den kom­mer, for­di hun af omstæn­dig­he­der­ne er ble­vet åbnet op og gjort lyt­ten­de mod­ta­ge­lig for det, der omgi­ver hen­de. Lige så plud­se­ligt og vold­somt som reso­nan­ser­fa­rin­gen opstår, for­svin­der den igen – men først efter at have trans­for­me­ret hen­de eksi­sten­ti­elt. Svaret på spørgs­må­let om, hvor­for det skul­le være ønsk­vær­digt at have et reso­nant for­hold til natu­ren, er alt­så i sid­ste ende, at et sådan for­hold mulig­gør kon­tak­ten til den ophø­je­de skøn­hed ved at erfa­re sel­ve livets fremvækst som en auto­nom kraft i uni­ver­set, der gene­røst har frem­bragt os men­ne­sker, og hvis ibo­en­de mang­fol­dig­hed af arter og dis­ses ind­byr­des semista­bi­le balan­cer og ryt­mer vi skyl­der de fort­sat­te leve­dyg­ti­ge betin­gel­ser for vores eget ve og vel.

Det er den­ne dybe erken­del­se og dens vid­træk­ken­de kon­se­kven­ser, som lang­somt er ved at gå op for leder­ne af det, der i nyhe­der­ne af og til omta­les som ver­dens­sam­fun­det. Vi må håbe, at kri­sens sving­nin­ger efter­hån­den run­ger højt nok til, at kal­det kan høres helt ind i de loka­ler, hvor beslut­nin­ger­ne tages og frem­ti­den afgø­res. Vi går nu vide­re til at kig­ge nær­me­re på, hvad det kun­ne være for poli­ti­ske til­tag og nybrud, der vil­le skul­le til for at for­bed­re betin­gel­ser­ne for reso­nan­te liv.

Den sto­re resyn­kro­ni­se­ring: Mod en pla­ne­tær kro­nopo­li­tik

Ifølge Rosa må og skal natu­ren ikke redu­ce­res til et mid­ler­ti­digt sva­len­de opholds­sted for dece­le­ra­tion, som vi i en overop­he­det hver­dag kan nyde godt af med hen­blik på igen at kun­ne kla­re mosten på stu­di­et, i fami­li­en, på arbejds­mar­ke­det, i kul­tur­li­vet, i fit­nes­scen­te­ret, osv. Vi må i ste­det på et mere grund­læg­gen­de plan omkal­fa­tre sel­ve vores måde at opfat­te og behand­le natu­ren på, så vi redis­po­ne­res til at kun­ne være san­se­ligt hen­giv­ne, opmærk­somt lyt­ten­de og lade natu­ren kal­de på os og sva­re den som et led i en eksi­sten­ti­el rea­li­se­ring af den grøn­ne omstil­ling. Men mindst lige så pres­se­ren­de er det, at vi også for­an­drer det sam­fund, vi lever i, på et struk­tu­relt niveau; at vi insti­tu­tio­nelt bevæ­ger os vide­re fra og udover moder­ni­te­tens vil­kårs­mæs­si­ge for­dring om dyna­misk sta­bi­li­se­ring, der ved­va­ren­de for­drer, at alting væk­ster, for­an­dres og i det hele taget “føl­ger med udvik­lin­gen”. Ifølge Rosa kan det cen­tra­le pro­blem, der som symp­tom er kul­mi­ne­ret i klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­sen, beskri­ves med begre­bet desyn­kro­ni­se­ring. Både kva­li­te­ten og kvan­ti­te­ten af OECD-lan­de­nes for­brug og den indu­stri­el­le pro­duk­tion, som den­ne hvi­ler på i lan­de som Kina, Japan, Brasilien, Indien og Tyskland, har med­ført en regu­lær desyn­kro­ni­se­ring af men­ne­ske­li­ge sam­fund på den ene side og natu­ren på den anden. Det tem­po, der har karak­te­ri­se­ret hoved­sa­ge­lig vest­lig konsump­tion igen­nem de sid­ste godt 250 år, er sim­pelt­hen stuk­ket af fra det tem­po, som karak­te­ri­se­rer natu­rens egne rege­ne­ra­ti­ve pro­ces­ser: Træerne kan ikke nå at vok­se til­ba­ge i sko­ve­ne efter maski­nel fæld­ning, fiske­be­stan­de­ne i have­ne kan ikke føl­ge med traw­ler­nes fangstra­ter, osv. Det er i den sam­men­hæng værd at bemær­ke, at det er med hen­vis­ning til net­op klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­sen, at Rosa selv begrun­der det histo­ri­ske behov for radi­ka­le poli­ti­ske til­tag for at sik­re den nød­ven­di­ge resyn­kro­ni­se­ring af sen­mo­der­ne sam­fund med natu­ren, det vil sige afstem­me sam­funds­ud­vik­lin­gen med respekt for de såkald­te pla­ne­tæ­re græn­ser:8Johan Rockström, Will Steffen, Kevin Noone, Åsa Persson, F. Stuart III Chapin, Eric Lambin, Timothy M. Lenton, Marten Scheffer, Carl Folke, Hans Joachim Schellnhuber, Björn Nykvist, Cynthia A. de Wit , Terry Hughes, Sander van der Leeuw, Henning Rodhe, Sverker Sörlin, Peter K. Snyder, Robert Costanza, Uno Svedin, Malin Falkenmark, Louise Karlberg, Robert W. Corell, Victoria J. Fabry, James … Continue reading

Således bety­der dyna­misk sta­bi­li­se­ring først og frem­mest: for­brug, neds­lid­ning og del­vis øde­læg­gel­se af pla­ne­ten. Den fremtvin­ger uund­gå­e­ligt og ubøn­hør­ligt tings­lig­gø­rel­sen af men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner til plan­ter og dyr, sko­ve og bjer­ge, flo­der og have, som bli­ver ind­dra­get i den acce­le­re­re­de mate­ri­el­le cir­ku­la­tions­pro­ces og der­ved kom­mer under sti­gen­de udnyttelsespres.9Rosa, Resonans, 488.

I sid­ste ende er Rosas kri­ti­ske teo­ri ikke et for­søg på at roman­ti­se­re reso­nans og udlæg­ge den som en sim­pel og enty­dig løs­ning på de pro­ble­mer – både pla­ne­tæ­re, poli­ti­ske og eksi­sten­ti­el­le – som vores natur­frem­med­gjor­te måder at leve på afsted­kom­mer i sen­mo­der­ni­te­ten. Tværtimod er Rosas over­ord­ne­de argu­ment, at vi må og skal ændre den øko­no­mi­ske motor, der dri­ver acce­le­ra­tio­nen af råsto­f­ud­vin­ding, pro­duk­tion og for­brug, og den kul­tu­rel­le motor, der mulig­gør vores (ofte ube­vid­ste) adfærds­mæs­si­ge bidrag og støt­te til den eska­le­ren­de klima‑, mil­jø- og bio­di­ver­si­tetskri­se, vi står i. Den dyna­mi­ske sta­bi­li­se­ring har, som Rosa beskri­ver det, over tid med­ført en kata­stro­fe i reso­nan­ser­fa­rin­ger for men­ne­sker. Den har gjort ver­den stum, for­di dens ibo­en­de pro­fitsø­gen­de og nyt­te­mak­si­me­ren­de driv­kraft, der nærer udvi­del­sen af vores ræk­ke­vid­de for kon­trol over ver­den, har som util­sig­tet mas­siv bivirk­ning, at den kor­rum­pe­rer vores både indi­vi­du­el­le og kol­lek­ti­ve rela­tio­ner til natu­ren, så den­ne ikke kan andet end opfat­tes som mid­del til vores ubæ­re­dyg­ti­ge sam­funds­mæs­si­ge for­mål.

Den vre­de og fru­stra­tion, som ani­me­rer moder­ne men­ne­skers aggres­si­ve natur­for­hold, stam­mer iføl­ge Rosa fra det fun­da­men­tale tab af reso­nans med natu­ren: “Vreden og fru­stra­tio­nen bun­der ikke i det, som vi end­nu ikke kan få fat i, men i det, som vi har mistet, for­di vi kon­trol­le­rer det og her­sker over det”.10Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 99. Med dis­se ord afslut­ter Rosa bogen Det ukon­trol­ler­ba­re. Naturen frem­står her som det, vi i høje­ste grad har mistet i kraft af vores histo­ri­ske bestræ­bel­ser på at kon­trol­le­re, beher­ske og til­eg­ne os ver­den. For kon­kre­te histo­ri­ske ana­ly­ser, af i hvor høj grad og hvor bevidst natu­ren er ble­vet plyn­dret og øde­lagt af (vis­se) men­ne­ske­li­ge hæn­der, kan man blot kon­sul­te­re Andreas Malms Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming fra 2016.11Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (London: Verso, 2016). Det dia­lek­ti­ske omslag fra til­sy­ne­la­den­de kon­trol­ler­bar til fak­tisk ukon­trol­ler­bar natur, der oveni­kø­bet kan frem­træ­de plud­se­ligt fjendt­lig og tru­en­de, har den ene af os sat på begreb og ana­ly­se­ret i anden sam­men­hæng under over­skrif­ten Det antro­po­cæ­ne para­doks.12Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks: Om det kto­ni­ske men­ne­skes kom­me” i Planetære frak­tu­rer: Humanistiske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge per­spek­ti­ver på antro­po­cæn, red. Kristoffer Balslev Willert (København: Multivers, 2022); Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks”, Turbulens, 5. decem­ber 2018.

Men hvad fore­slår Rosa så, at der kan og skal gøres? Hvad karak­te­ri­se­rer det, vi i under­over­skrif­ten oven­for kal­der for en pla­ne­tær kro­nopo­li­tik? En væsent­lig poin­te for Rosa er, at der er behov for ikke én, men to for­mer for dece­le­ra­tions­re­for­me­ring af sen­mo­der­ne sam­fund: 1) top-down poli­cy-til­tag, der til­ve­je­brin­ger nye struk­tu­rel­le vil­kår for øko­no­mi, tek­no­lo­gi og kul­tur, der gør op med vækst­pa­ra­dig­met og 2) bot­tom-up soci­o­kul­tu­rel­le til­tag i form af fol­ke­be­væ­gel­ser, lokal mobi­li­se­ring og udbre­del­sen af nye ide­a­ler for det gode liv, der til­sam­men kan hjæl­pe til med at afva­re­lig­gø­re resonserfaringer.13Rosa, Resonans, 505. Samtidens kul­tu­rel­le arbej­de på at væk­ke et uto­pisk håb til live igen kom­mer blandt andet til udtryk gen­nem opblom­strin­gen af inter­es­sen for sci-fi, solar punk og økokri­tik i dansk og nor­disk lit­te­ra­tur.

Rosa selv fore­slår bor­ger­løn, for­stå­et som “en garan­te­ret, for­ud­sæt­nings­løs grundindkomst”,14Rosa, Resonans, 502. som et kon­kret poli­tisk eksem­pel på en dece­le­ra­tions­re­form. En sådan poli­tik vil, iføl­ge Rosa, kun­ne fun­ge­re som den nød­ven­di­ge bro, der skal byg­ges mel­lem den øko­no­mi­ske motor og den kul­tu­rel­le motor, og såle­des kun­ne ændre beg­ges effekt i ver­den, det vil sige ændre den domi­ne­re­de, aggres­si­ve rela­tions­mo­dus, der næres af fryg­ten for at sak­ke agter­ud og det der­af afled­te begær efter at opnå mak­si­mal kon­trol over ver­den. Men udover sådan­ne enkelt­stå­en­de for­slag, så afstår Rosa fra at for­mu­le­re en deci­de­ret hand­le­plan eller stra­te­gi for nogen stor dece­le­ra­tions­re­vo­lu­tion, da han med hen­vis­ning til for eksem­pel over­gan­gen fra mid­delal­der til moder­ni­tet ikke mener, man på sag­lig basis kan eller bør spå om sådan­ne histo­ri­ske udvik­lin­ger, da de vir­ker alt­om­kal­fa­tren­de ind på men­ne­skers sam­funds­mæs­si­ge livs­ver­den med en sådan kom­plek­si­tets­grad, at ingen men­ne­sker kan hånd­te­re dem ana­ly­tisk. I ste­det for­hol­der Rosa sig til kon­tu­rer­ne af nye måder at leve på, der alle­re­de viser sig nu og her – blandt andet med eksemp­ler på nye for­mer for byin­dret­ning, der ikke luk­ker natu­ren “ude” eller skær­mer den af i der­til ind­ret­te­de par­ker og zoo­lo­gi­ske haver, men i ste­det inkorpo­re­rer natu­ren i byen, ska­ber “spi­se­li­ge byer” og lig­nen­de, der åbner op for en ny og aktiv måde at rela­te­re til natu­ren på. Den før­om­tal­te bor­ger­løn vil som ét af for­ment­lig man­ge nød­ven­di­ge til­tag kun­ne mulig­gø­re andre måder at være i ver­den på, som ikke i sam­me grad som nu er domi­ne­ret af præ­sta­tion, indi­vi­du­el selv­re­a­li­se­ring, kon­kur­ren­ce, vækst, acce­le­ra­tion og frem­med­gø­rel­se, men der­i­mod “en mere reso­nant form for natur- såvel som socialrelation”.15Rosa, Resonans, 506.

Løsningen på højha­stig­heds­sam­fun­de­nes struk­tu­rel­le pro­ble­mer og eksi­sten­ti­el­le kva­ler kan ikke løses i kraft af hver­dags­li­ge dece­le­ra­tions­prak­sis­ser såsom yoga, mind­ful­ness, medi­ta­tion, tai chi, osv. Nok kan dis­se prak­sis­ser hjæl­pe den enkel­te og den lil­le grup­pe til i høje­re grad at være reso­nans­pa­ra­te og resi­li­en­te, men den mere grund­læg­gen­de for­an­dring af situ­a­tio­nens til­stand kan ikke løses ale­ne ad den vej. Der må stør­re ind­greb til i form af poli­ti­ske dece­le­ra­tions­re­for­mer af de sen­mo­der­ne sam­fund på et mere over­ord­net og struk­tu­relt niveau: rea­li­se­rin­gen af den bære­dyg­ti­ge stat,16Rasmus Willig & Anders Blok, Den bære­dyg­ti­ge stat (København: Hans Reitzels Forlag, 2020). revi­ta­li­se­rin­gen af nor­disk socialisme17Pelle Dragsted, “Pelle Dragsted: Vi skal ikke have nød­ven­dig­he­dens poli­tik til­ba­ge”, Dagbladet Information, 22. juli 2021. eller opgø­ret med kapi­ta­lis­mens stum­me tvang.18Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021). Som vi nævn­te i den fore­gå­en­de arti­kel med hen­vis­ning til Žižek og Rosa, så er oven­stå­en­de dece­le­re­ren­de hver­dags­prak­sis­ser fak­tisk lige­frem poten­ti­elt ska­de­li­ge for det poli­ti­ske refor­m­ar­bej­de med at resyn­kro­ni­se­re sam­fun­de­ne med natu­ren, da de net­op i man­ge til­fæl­de mulig­gør og under­støt­ter, at men­ne­ske­ne bli­ver i stand til at kaste sig desto mere ihær­digt ind i de acce­le­ra­tions­pro­ces­ser, de del­ta­ger i både i arbejds- og pri­vat­liv. Hvad der for en over­fla­disk betragt­ning kan vir­ke som en sund ten­dens, er måske i vir­ke­lig­he­den ide­o­lo­gisk for­dækt og pla­ne­tært destruk­tiv.

Resonans er som erfa­ring kva­li­ta­tivt ander­le­des end dece­le­re­ren­de hver­dags­prak­sis­ser såsom hoved­bunds­mas­sa­ge og medi­ta­tions-retre­ats. Resonans kan i høje­re grad siges at hand­le om mening i til­væ­rel­sen. Det er vig­tigt at under­stre­ge, at reso­nan­ser­fa­rin­gens eksi­sten­ti­elt menings­gi­ven­de kva­li­te­ter ikke kun afhæn­ger af til­fæl­di­ge per­son­li­ge for­ud­sæt­nin­ger, men i høj grad er betin­get af de struk­tu­rel­le omstæn­dig­he­der, et men­ne­ske fødes ind i og vok­ser op og lever under. Vi kan, med andre ord, ikke alle lig­ge i sen­gen, som i eksemp­let med Barbara, og bare ven­te på, at natu­ren kal­der på os og der­ef­ter lade reso­nan­ser­fa­rin­gen skyl­le ind over os, hvis ikke vi i fæl­les­skab ska­ber de mulig­heds­be­tin­gel­ser, der skal til for, at det­te kan ske. Samtidigt inde­bæ­rer reso­nans en kro­p­s­lig for­bun­det­hed med ver­den, og det er præ­cis det­te fokus på men­ne­ske­krop­pens mate­ri­a­li­tet og dens rela­tion til ver­den som hel­hed, der er nybrud­det i Rosas ver­sion af den kri­ti­ske teo­ri og der­for, at hans arbej­de er sær­ligt frugt­bart i en ver­den, hvor natu­ren som reso­nans­sfæ­re er i fare for at for­svin­de. Hvis reso­nan­sen­ser­fa­rin­ger­nes gode vibra­tio­ner skal udbre­des end­nu mere i sam­fun­det, så skal de mere eller min­dre frem­med­gjor­te indi­vi­der bry­de ud af deres indi­vi­du­el­le inde­luk­ker og i ste­det hel­li­ge sig den fæl­les kamp for en mere balan­ce­ret til­væ­rel­se i sam­fun­det hin­si­des sam­ti­dens hid­si­ge vækst‑, kon­trol- og for­an­drings­im­pe­ra­tiv. For at øge reso­nan­sen i sam­fun­det må indi­vi­der­ne fin­de sam­men og i fæl­les­skab skaf­fe tid og plads til nyt­te­løs poesi, sans­ning, mening og roman­tik – samt til menings­ful­de, sym­pa­ti­ske erfa­rin­ger med natu­ren på natu­rens egne præ­mis­ser og i over­ens­stem­mel­se med natu­rens egne tem­pi. Sådanne erfa­rin­ger er selv mulig­gjort af et skif­te i sub­jek­tiv indstil­ling i ret­nin­gen af åben­hed, påvirk­nings­pa­rat­hed og lyst til at mær­ke ver­den og natu­ren på krop og sjæl. Vi lader i den for­bin­del­se vores arti­kel om Rosa som natur­fi­lo­sof slut­te med et citat af en grup­pe ame­ri­kan­ske “filo­sof­fer”, som til­ba­ge i 1960’erne bed­re end nogen andre besang net­op de gode vibra­tio­ner:

I love the col­or­ful clo­t­hes she wears
And the way the sun­light plays upon her hair
I hear the sound of a gent­le word
On the wind that lifts her per­fu­me through the air
I’m pick­in’ up good vibra­tions
She’s giving me the excitations19Beach Boys, Good Vibrations (Hollywood, Capitol Records, 2006).

1. Martin Hauberg-Lund Laugesen & Peter Clement Lund, “Gode vibra­tio­ner: Om Hartmut Rosa som natur­fi­lo­sof”, Tidsskriftet Paradoks, 11. august 2022.
2. Svend Brinkmann, Mit år med gud (København: Gyldendal, 2021).
3. Hartmut Rosa, Resonans: En socio­lo­gi om for­hol­det til ver­den (København: Eksistensen, 2021), 320.
4. Louise Glück, Averno (Oxford: Carcanet Press Limited, 2006), 9.
5. Josefine Klougart, Alt det­te kun­ne du få (København: Gladiator, 2021), 28.
6. Jon Auring Grimm, “At svøm­me med Camus”, i Studier i Camus: Solen og skyg­ger­ne, red. Jon Auring Grimm & Mads Hansen (København: Philosophia, 2014).
7. Albert Camus, Eksil og kon­ge­døm­me (København: Gyldendal, 2013), 23.
8. Johan Rockström, Will Steffen, Kevin Noone, Åsa Persson, F. Stuart III Chapin, Eric Lambin, Timothy M. Lenton, Marten Scheffer, Carl Folke, Hans Joachim Schellnhuber, Björn Nykvist, Cynthia A. de Wit , Terry Hughes, Sander van der Leeuw, Henning Rodhe, Sverker Sörlin, Peter K. Snyder, Robert Costanza, Uno Svedin, Malin Falkenmark, Louise Karlberg, Robert W. Corell, Victoria J. Fabry, James Hansen, Brian Walker, Diana Liverman, Katherine Richardson, Paul Crutzen & Jonathan Foley, “Planetary Boundaries: Exploring the safe ope­rat­ing spa­ce for huma­ni­ty”, Ecology and Society 14, nr. 2 (2009).
9. Rosa, Resonans, 488.
10. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (Frederiksberg: Eksistensen, 2020), 99.
11. Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (London: Verso, 2016).
12. Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks: Om det kto­ni­ske men­ne­skes kom­me” i Planetære frak­tu­rer: Humanistiske og sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge per­spek­ti­ver på antro­po­cæn, red. Kristoffer Balslev Willert (København: Multivers, 2022); Martin Hauberg-Lund Laugesen, “Det antro­po­cæ­ne para­doks”, Turbulens, 5. decem­ber 2018.
13. Rosa, Resonans, 505.
14. Rosa, Resonans, 502.
15. Rosa, Resonans, 506.
16. Rasmus Willig & Anders Blok, Den bære­dyg­ti­ge stat (København: Hans Reitzels Forlag, 2020).
17. Pelle Dragsted, “Pelle Dragsted: Vi skal ikke have nød­ven­dig­he­dens poli­tik til­ba­ge”, Dagbladet Information, 22. juli 2021.
18. Søren Mau, Stum tvang (Aarhus: Klim, 2021).
19. Beach Boys, Good Vibrations (Hollywood, Capitol Records, 2006).