• Print
Denne artikel er en del af serien “

Filosofi og fagfilosofi


15. juli 2021

Filosof er ikke en beskyt­tet titel, filo­so­fi er ikke en viden­skab. Filosofi kan skel­nes fra fag­fi­lo­so­fi. Fagfilosoffer er viden­ska­be­ligt uddan­ne­de spe­ci­a­li­ster. Vi, der har papir på det, for­modes at have et gene­relt kend­skab til faget og at være eks­per­ter på afgræn­se­de områ­der. Fagfilosofien er en viden­skab med tids­skrif­ter og kon­fe­ren­cer og en viden­ska­be­lig uddan­nel­se med stu­di­e­ord­nin­ger sva­ren­de til lit­te­ra­tur­vi­den­skab og teo­lo­gi. Som man ikke bli­ver dig­ter af at læse lit­te­ra­tur­vi­den­skab, bli­ver man ikke filo­sof af at stu­de­re filo­so­fi. Man kan bli­ve spe­ci­a­list i logik og argu­men­ta­tions­te­o­ri, etik og poli­tisk filo­so­fi, erken­del­ses- og viden­sk­ab­ste­o­ri eller filo­so­fi­hi­sto­rie.

Filosofi er ikke nyt­tig, den har ikke et sær­ligt soci­alt eller etisk ansvar. Fagfilosoffen, der er spe­ci­a­list i logik og argu­men­ta­tions­te­o­ri, kan til gen­gæld kom­me den offent­li­ge debat til und­sæt­ning, kort­læg­ge og udre­de trå­de­ne i argu­men­ter for og imod det­te eller hint i sam­ti­den påtræn­gen­de eti­ske, poli­ti­ske eller eksi­sten­ti­el­le dilem­ma og anbe­fa­le en løs­ning; fag­fi­lo­sof­fen kan være rej­sen­de repræ­sen­tant udi for­nuft og ratio­na­li­tet; fag­fi­lo­so­fi som råd­giv­nings­virk­som­hed; fag­fi­lo­sof­fen som soci­a­lin­ge­ni­ør; fag­fi­lo­so­fi som tera­pi; fag­fi­lo­sof­fen som vis­mand.

Dette er nog­le fag­fi­lo­sof­fer ble­vet rustet til i kraft af, at deres optræ­ning min­der om den imag­i­næ­re riva­li­se­ring, man fin­der i fæg­te­klub­ber, blot med argu­men­ter som våben. Opmærksomheden er ret­tet mod at udpe­ge den andens mang­len­de kon­si­stens, strin­gens og sam­men­hæng i argu­men­ta­tions­ræk­ken, den sadi­sti­ske øvel­se i at sæt­te ind med det ende­li­ge dræ­ben­de argu­ment. Og vel at mær­ke med opbud af aldrig hvi­len­de vagtsom­hed i for­hold til at blot­te egen blø­de bug. Herved fun­ge­rer fag­fi­lo­sof­fen som kon­ser­va­tor, som en for­sik­ring imod, at noget nyt i tidens tan­ker skul­le kun­ne få lov til at kom­me til orde.

Fagfilosoffens prak­sis kan også være histo­ri­ke­rens, der for­tol­ker kano­ni­ske og skel­sæt­ten­de vær­ker i en dis­kus­sio­nen med andre eks­per­ter om muli­ge måder at for­tol­ke mestre­ne på – med sær­lig eks­per­ti­se i for­hold til Platon, Kant eller Heidegger – og kan del­ta­ge kva­li­fi­ce­ret i de pågæl­den­de viden­ska­be­li­ge sel­ska­bers dis­kus­sion af legi­ti­me måder at udlæg­ge tek­sten på og være vel­be­van­dret i den hid­ti­di­ge forsk­ning på fel­tet – hvem har sagt hvad hvor­når? – ger­ne afskå­ret fra andre gen­stands­om­rå­der i “selv­be­stal­tet eks­klu­siv sære­gen­hed” (som Vincent Hendricks skri­ver i sit bidrag til filosofistafetten)1Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – ver­den”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11. og i sel­skab med andre spe­ci­a­li­ster. Filosofihistorikeren kan gå til tra­di­tio­nen som et viden­ska­be­ligt objekt, sam­men­lig­ne­ligt med en bio­log, der måt­te have reg­nor­mes for­dø­jel­ses­sy­stem som viden­ska­be­ligt objekt med den ene for­skel, at sidst­nævn­tes forsk­ning også har bety­de­lig og umid­del­bar prak­tisk betyd­ning. Den såkaldt ver­dens­fjer­ne fag­fi­lo­sof er ikke en kari­ka­tur, men for­ment­lig en uddø­en­de race i kraft af tidens krav til også fag­fi­lo­so­fi­en om nyt­tig­hed og sam­funds­re­le­vans.

For filo­so­fi­hi­sto­ri­ke­ren kan det histo­ri­ske være for­ti­digt i form af det, vi spej­ler os i, det iden­ti­tets­for­sik­ren­de, eller det histo­ri­ske kan være det frem­me­d­ar­te­de, der i dag er umu­ligt at tæn­ke med. Når filo­sof­fen læser og udlæg­ger de klas­si­ske tek­ster, er det sna­re­re for at lyt­te efter det hidtil uhør­te i det for­ti­di­ge, dét der ræk­ker ind i frem­ti­den, dét ved hjælp af hvil­ket filo­sof­fen kan gøre opmærk­som på, at der er sket noget nyt, at sam­ti­den ikke læn­ge­re er den sam­me. Filosoffer er skel­sæt­ten­de; fag­fi­lo­sof­fer er sna­re­re vog­te­re af tra­di­tio­nen.

Filosoffer kan ikke umid­del­bart “bidra­ge posi­tivt til sam­fun­det”, som Hendricks cite­rer Povl Krogsgaard-Larsen et al. for, om end de nok kan “møde tidens udfordringer”.2Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶6. Filosoffer er nega­ti­ve sna­re­re end posi­ti­ve; de er langt min­dre sik­re i sagen end alle andre. Snarere end klar­hed ska­ber de tvivl om det grund­læg­gen­de, en tvivl der ikke skal for­veks­les med svag­hed. Filosoffer er ikke eks­per­ter, der ved, hvad de taler om, om end den enkel­te også godt kan være det i kraft af at være uddan­net fag­fi­lo­sof. Filosoffer kan være teo­lo­gisk, human‑, sam­funds- eller natur­vi­den­ska­be­ligt uddan­ne­de. Det er ikke fag­eks­per­ti­sen som sådan, der auto­ri­se­rer dem som filo­sof­fer. Filosofi og filo­so­fi­ske spørgs­mål kan aldrig kun par­ke­res i insti­tut­ter og uddan­nel­ser med det­te navn.

Når filo­sof­fer tæn­ker, er det ikke, for­di de er sær­ligt viden­de. Viden, sågar encykl­o­pæ­disk viden, kan være et for­svar mod at tæn­ke. Tvivl er sna­re­re den klas­si­ske for­ud­sæt­ning. Filosoffer spør­ger sna­re­re end sva­rer. Jeg kan kun være enig med Hendricks i hans afstand­ta­gen til “mega­lo­man læne­stols­me­to­de” og “opblæst udlæg­ning af modervidenskaben”.3Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶11. Snarere end arro­gan­ce må ydmyg­hed være filo­sof­fens indstil­ling; sna­re­re end at belæ­re, må der lyt­tes.

Men hvad er det, filo­sof­fen kan eller skal spør­ge om, have tabt vis­he­den i for­hold til? Først og frem­mest grund­læg­gen­de anta­gel­ser, der for en tid har sty­ret og ord­net måden, hvor­på vi skel­ner i ver­den, hvori vir­ke­lig­he­den består, og hvad vi betrag­ter som væsent­li­ge pro­ble­mer. Filosoffer har tabt auto­ri­sa­tio­nen.

Når filo­sof­fen lyt­ter sna­re­re end udpe­ger mang­ler i den andens argu­men­ta­tion, så er det efter, om der skul­le være en logik i den dunk­le og for­vir­ren­de til­dra­gel­se eller til­sy­ne­la­den­de irra­tio­nel­le tale, en lyd­hør­hed i for­hold til, om der skul­le være sket noget nyt i den tænk­ning, der ikke hol­der på kon­ven­tio­nel­le for­mer, om den for­vir­ren­de og foru­ro­li­gen­de til­dra­gel­se skul­le kun­ne ændre betin­gel­ser­ne for, hvad der er muligt at tæn­ke, muligt at se som væren­de vir­ke­ligt, heri ind­be­fat­tet en ændring af, hvor­le­des det er muligt at læse de klas­si­ske vær­ker. Filosoffen er, selv­om han eller hun også måt­te være fag­ud­dan­net filo­so­fi­hi­sto­ri­ker, ikke kon­ser­va­tiv og tra­di­tions­be­va­ren­de.

Filosoffens ydmyg­hed beror ikke på en karak­te­r­e­gen­skab, der kan være van­ske­lig at skel­ne fra falsk beske­den­hed, men på det for­hold, at filo­so­fi­en ikke har et eget ind­hold, sit eget gen­stands­felt og egne meto­der, som viden­ska­ber­ne har. Når filo­sof­fen lyt­ter, så er det efter, hvor eller om der fin­der tænk­ning sted i viden­ska­ben, i kun­sten, i poli­tik­ken og i kær­lig­he­den – kær­lig­hed her for­stå­et i vide­ste betyd­ning som eros, som begær, som for­hol­det til den anden (her under inspira­tion fra Alain Badiou).

Jeg er såle­des både enig med Thomas Schwarz Wentzer i, at “filo­so­fi­ens opga­ve er at gri­be sin tid i tanken”4Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. og enig med Hendricks i, at filo­so­fi­en må være “interdisciplinær”,5Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶10. men vi er mulig­vis ueni­ge, hvad angår til­de­ling af en pri­vil­e­ge­ret sta­tus til viden­skab i for­hold til poli­tik­ken, kun­sten og kær­lig­he­den. Man kan ikke på for­hånd vide, om der tæn­kes i den­ne eller hin viden­skab – eller ikke tæn­kes for den sags skyld. Der tæn­kes ikke, når der i nog­le peri­o­der akku­mu­le­res viden om et sags­for­hold, når den tek­ni­ske kun­nen i for­hold til under­sø­gel­se af vir­ke­lig­he­den raf­fi­ne­res, når man ved, hvil­ke spørgs­mål vi end­nu ikke har besva­ret, men vil­le kun­ne, hvis vi ellers fik mid­ler til det og arbej­de­de meto­disk på sagen. I peri­o­der ændres situ­a­tio­nens betin­gel­ser, så der ikke læn­ge­re er ord­ne­de for­hold, under hvil­ke den kam­me­rat­lig-fjendt­li­ge kap­pe­strid om opda­gel­ser og løs­nin­ger kan udspil­le sig.

Så må der søges til­flugt i filo­so­fi­en. Når man ikke blot sav­ner løs­nin­ger på tidens udfor­drin­ger, når der sna­re­re ikke læn­ge­re er sik­ker­hed i for­hold til, hvad der er rele­van­te pro­ble­mer, når den hid­ti­di­ge ordens dilem­ma­er og kon­flik­ter ikke står kla­re, når hvad der er vir­ke­ligt står til dis­kus­sion, så kræ­ves der tænk­ning. Og det er net­op det, filo­sof­fen lyt­ter efter, alt­så om og hvor der sker noget nyt, der kan give anled­ning til tænk­ning.

Når tænk­ning ikke dre­jer sig om at akku­mu­le­re sta­dig mere viden om et defi­ne­ret felt, så er al tænk­nings begyn­del­se tab af sik­ker­hed, en fun­da­men­tal nega­ti­vi­tet. Vel at mær­ke ikke man­gel i form af den bana­le form for uvi­den­hed, der kan rådes bod på ved at læse på lek­tien, sæt­te sig ind i sagen og den hid­ti­di­ge forsk­ning på fel­tet. Tænkning ved­rø­rer tabet af de grund­læg­gen­de anta­gel­ser, som hidtil har ord­net et videns- og prak­sis­felt – om det­te felt så måt­te være viden­ska­bens, kun­stens, poli­tik­kens eller kær­lig­he­dens. Tabet er ikke noget, den enkel­te kan beslut­te sig for, det er ikke en atti­tu­de. Tabet over­går os, til­dra­ger sig; “tidens tan­ker, der skal gri­bes” af filo­sof­fen, er net­op tidens, ikke filo­sof­fens.

Tillad mig også den ube­ske­den­hed at bru­ge mit eget arbej­de som eksem­pel. Hvad har psy­ko­a­na­ly­se med filo­so­fi at gøre? Er psy­ko­a­na­ly­sen måske ikke blot én psy­ko­lo­gisk teo­ri blandt så man­ge andre? Og har den for­re­sten ikke kun histo­risk inter­es­se, en høflig måde, hvor­på det kan kund­gø­res, at man betrag­ter den­ne teo­ri som væren­de for­æl­det? Psykoanalyse er ikke filo­so­fi, men har haft filo­so­fi­ske impli­ka­tio­ner. Og med det menes, at den har for­an­dret måden, hvor­på sub­jekt, væren og sand­hed kan tæn­kes, for­an­dret måden, hvor­på kær­lig­hed, begær og for­hol­det til den anden kan tæn­kes.

Når sub­jek­tet ikke læn­ge­re er bestemt ved bevidst­hed, men ved det ube­vid­ste, er situ­a­tio­nen en ny, så er moder­ne filo­so­fis spørgs­mål om, hvad bevidst­hed er, ingen­lun­de ble­vet besva­ret, sna­re­re for­ladt til for­del for spørgs­må­let om det ube­vid­stes onto­lo­gi og etik. Og så er situ­a­tio­nen en gan­ske anden, så er de rele­van­te pro­ble­mer nog­le andre, så taler man ikke læn­ge­re om det sam­me og kan ikke læn­ge­re tale sam­men, del­ta­ge i de sam­me kon­fe­ren­cer, udgi­ve artik­ler i de sam­me tids­skrif­ter.

At situ­a­tio­nen er en ny behø­ver fag­fi­lo­sof­fer og andre viden­skabs­folk ikke at have opda­get, og viden­ska­be­li­ge insti­tu­tio­ners magt­for­hold kan eks­klu­de­re for­ta­le­re for en begi­ven­hed ved sim­pel diskva­li­fi­ka­tion. Hvis alles uvi­den­hed må anta­ges at være uen­de­lig, så kun­ne man med for­del defi­ne­re et fag, som her fag­fi­lo­so­fi­en, ikke kun ved, hvad det ved og kan, men sna­re­re ved, hvil­ken form for uvi­den­hed det accep­te­rer.

En begi­ven­hed i tænk­nin­gen, der ændrer betin­gel­ser­ne for, hvad der kan ses og høres, kan gå i sin mor igen, hvis ingen hol­der den i live. Men det gør og har man­ge af det tyven­de århund­re­des skel­sæt­ten­de filo­sof­fer net­op gjort; adskil­li­ge af det tyven­de århund­re­des filo­sof­fers tænk­ning for­ud­sæt­ter også et kend­skab til og en aner­ken­del­se af de pro­ble­mer, spørgs­mål og kon­flik­ter, som psy­ko­a­na­ly­sen udpe­ger.

Filosoffer er som nævnt ikke nød­ven­dig­vis auto­ri­se­re­de fag­fi­lo­sof­fer. Ofte har viden­ska­be­ligt uddan­ne­de og empi­risk arbej­den­de tæn­ke­re arti­ku­le­ret veri­tab­le begi­ven­he­der i en tids tænk­ning, og deres kon­kur­ren­ter har kri­ti­se­ret dem for at være net­op filo­sof­fer sna­re­re end viden­skabs­folk og, mest dræ­ben­de, kri­ti­se­ret dem for at være spe­ku­la­ti­ve. Det tyven­de århund­re­des psy­ko­lo­gi, socio­lo­gi og filo­so­fi vil­le ikke have været den sam­me uden den natur­vi­den­ska­be­ligt, neu­ro­lo­gisk uddan­ne­de og spe­ku­la­ti­ve Freud. Og omvendt: Skelsættende og sko­le­dan­nen­de antro­po­lo­ger og socio­lo­ger som Lévi-Strauss, Bourdieu og Latour hav­de og har nok for­mel­le uddan­nel­ser i fag­fi­lo­so­fi, de “har papir på det”, men for­lod fag­fi­lo­so­fi­en til for­del for empi­ri­ske viden­ska­ber; kun for at ven­de til­ba­ge for at rap­por­te­re om de filo­so­fi­ske impli­ka­tio­ner af deres empi­ri­ske, viden­ska­be­li­ge fel­t­ar­bej­de for begre­ber om sub­jek­tet og det soci­a­le.

Også kun­sten kan være med, hvad det filo­so­fi­ske angår. Således er man­ge viden­skabs­folk – lit­te­ra­tur- og filmvi­den­skabs­folk, kunst­hi­sto­ri­ke­re – auto­di­dak­te udi i filo­so­fi­ens klas­si­ske spørgs­mål og vær­ker i deres arbej­de med at vise den tænk­ning, der fore­går i lit­te­ra­tu­ren, fil­men og male­ri­et. Den lit­teræ­re klas­si­ker, film­klas­si­ke­ren eller det klas­si­ske male­ri tema­ti­se­rer typisk både de “sto­re”, uni­ver­sel­le eksi­sten­ti­el­le spørgs­mål og under­sø­ger, hvad lit­te­ra­tur, film og male­ri over­ho­ve­det er. Kunst er en form for tænk­ning i mate­ri­a­let, alt­så det, der gør vær­ket til noget andet og mere end repræ­sen­ta­tion af vir­ke­lig­he­den, bega­vet under­hold­ning, pyn­te­lig deko­ra­tion eller fejring af de her­sken­de. Og når dis­se grund­an­ta­gel­ser – om eksi­sten­sen, per­cep­tio­nen, det soci­a­le – bli­ver bear­bej­det, er det kunst­ne­ri­ske værk filo­so­fisk. Man kan da også kon­sta­te­re, at skel­sæt­ten­de filo­sof­fer meget ofte også har lyt­tet til og for­tol­ket kun­sten.

“At gri­be sin tid i tan­ken” er at kun­ne se, høre og arti­ku­le­re den slags ufor­ud­si­ge­li­ge begi­ven­he­der i viden­ska­ben, poli­tik­ken, kun­sten og kær­lig­he­den, når de har fun­det sted.

Filosoffer er nød­ven­dig­vis auto­di­dak­te, hvor­i­mod det er over­or­dent­lig sjæl­dent at høre om auto­di­dak­te viden­skabs­folk; har man ikke gen­nem­ført den rele­van­te uddan­nel­se, er man for­ment adgang til stil­lin­ger ved forsk­nings­in­sti­tu­tio­ner og kon­fe­ren­cer, og hin­drin­gen består ikke blot i, at man ikke får en løn, man kan leve af, for man kun­ne jo even­tu­elt bli­ve finan­si­e­ret af en ægte­fæl­le, en arv eller en mæcen. Uden insti­tu­tio­nel aner­ken­del­se er man for­ment adgang til den offent­lig­hed, som det viden­ska­be­li­ge sam­fund udgør. Videnskab er net­op et “sam­fund”.

Når en filo­sof kan eller må være “inter­di­sci­pli­nær”, så er hans eller hen­des prak­sis sam­men­lig­ne­lig med det, Freud kald­te “glei­chs­chwe­ben­de Aufmerksamkeit”, jævntsvæ­ven­de opmærk­som­hed, dvs. den meto­di­ske man­gel på anta­gel­ser om, hvor en tids tænk­ning fore­går, den meto­di­ske man­gel på meto­de. Det er med andre ord ikke muligt på for­hånd at pri­o­ri­te­re viden­ska­ben frem for kun­sten, det poli­ti­ske eller kær­lig­he­den.

Så ikke bare er “mega­lo­ma­ni” ufor­e­ne­lig med filo­so­fi­en; filo­sof­fen må også op af “læne­sto­len”. “Feltarbejde” vil jeg fore­slå som en mere pas­sen­de meta­for for filo­sof­fens arbejds­må­de.

Feltarbejdet kan fore­gå blandt viden­skabs­folk, kunst­ne­re, poli­ti­ke­re og psy­ko­a­na­ly­ti­ke­re. Selvom man ikke er prak­tisk udø­ven­de, til­la­der det­te ikke nogen form for dilet­tan­tisk uvi­den­hed; man må have viden om, hvor­le­des en form for tænk­ning udø­ves af dens prak­ti­ke­re på niveau med dis­se prak­ti­ke­re. Det er heri det auto­di­dak­te består for filo­sof­fen. Man må kun­ne føl­ge dis­kus­sio­ner­ne inden for det­te eller hint felt, kun­ne skel­ne væsent­li­ge kam­pe, for­stå hvor og hvor­for van­de­ne skil­les. Og den viden kan man også opnå, når man som en antro­po­log sid­der med ved eks­per­ter­nes kon­fe­ren­cer og semi­na­rer, lyt­ter til dem og stil­ler dem spørgs­mål. Man er ikke del­ta­gen­de obser­va­tør for at belæ­re eller udø­ve kon­su­lent­bi­stand.

Måske stil­les spørgs­må­let om filo­so­fi­ens muli­ge død, for­di filo­sof­fer er en sjæl­den art, knap nok en art, sna­re­re en singu­lær begi­ven­hed.

1. Vincent F. Hendricks, Filosofi i – og til – ver­den”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶11.
2. Citeret fra Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶6.
3. Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶11.
4. Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10.
5. Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶10.