“Findes filosofien om 50 år?” Spørgsmålet synes nok lidt ude i hampen for os, der arbejder med filosofi til hverdag. Men det var det spørgsmål, min afdøde kollega Poul Lübcke stillede sig selv en dag, vi sludrede sammen. Og han besvarede det med at sige, at det troede han ikke. Lübcke var lidt af en provokatør, og man var aldrig helt sikker på, om han inderst inde mente, hvad han sagde. Måske havde han alligevel en pointe.
Naturligvis mente han ikke, at der om 50 år ikke ville være lærere og studerende, der beskæftiger sig med filosofihistorie. Dem vil der fortsat være mange af, uanset om det så er Platon, Aristoteles, Husserl eller Heidegger, man til den tid vil beskæftige sig med. En sådan beskæftigelse gør blot ikke udøveren til filosof. For som en af vor fælles lærere i filosofi, Carl Henrik Koch, engang understregede, da han blev omtalt som filosof: “Jeg er ikke filosof; jeg er derimod lærer i filosofi.” Carl Henrik Koch gav dermed udtryk for lidt af den samme tankegang, som lå bag Lübckes pointe. Kirsten Hyldgaard udtrykker det samme synspunkt, når hun skriver her i Paradoks: “Som man ikke bliver digter af at læse litteraturvidenskab, bliver man ikke filosof af at studere filosofi.”1Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fagfilosofi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1. Ganske rigtigt. At være lærer eller at have en uddannelse i filosofi, gør ikke en person til filosof. Sommetider kunne jeg derfor ønske, at unge med en uddannelse i filosofi ikke var helt så overmodige, når de underskriver sig som “filosof” i avisindlæg. Hvad med “cand.mag. i filosofi”?
Lad mig så alligevel bekende kulør, før jeg vender tilbage til det underliggende synspunkt hos Lübcke, Koch og Hyldgaard. Jeg vover at betragte mig selv som filosof. Ikke fordi jeg er uddannet i filosofi. Ej heller fordi jeg i mange år har været lærer i filosofi på universitetet. Men fordi jeg vedvarende har udgivet bøger og artikler, hvor jeg har advokeret for mit eget synspunkt vedrørende mange af de teoretiske problemer, som har optaget filosofien i 2.500 år. Så hvis det er rigtigt, at filosofi, som vi kender den, ikke findes om 50 år, vil sådan nogle som mig ikke længere findes.
I øvrigt kunne det se ud til, hvis Lübcke havde ret, at jeg selv hører til blandt dem, der har gjort deres for at lægge filosofien i graven, da jeg i mange år har været fortaler for filosofisk naturalisme. For hvis man som jeg ønsker at naturalisere filosofien, må man tilsyneladende mene, at filosofiske spørgsmål alene kan og skal besvares med henvisning til naturvidenskabelige teorier, eller at filosofiens metoder i det mindste er de samme som dem, der anvendes i naturvidenskaberne til at besvare videnskabelige spørgsmål. Men sådan er det nu ingenlunde.
Den debat, jeg her har indladt mig på, kan synes ret futil uden en egentlig afklaring af, hvad vi skal forstå ved filosofi. Forestillingen om filosofi som kærlighed til visdom hjælper os ikke meget. Desuden er det i dag umuligt at opretholde forventningen om, at filosofi består af begrebsanalyse eller en fænomenologisk analyse. Ingen vil i dag påstå, at vi eksempelvis kan angive de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, hvad filosofi er. De findes ikke. I det hele taget findes der ikke én bestemt metode, der kan hjælpe os til at besvare spørgsmål, vi intuitivt betragter som filosofiske. Er det denne metodiske principløshed, der kunne tænkes at tage livet af filosofien? Næppe! Og slet ikke udelukkende.
Den bedste måde at finde ud af, hvad filosofi er, er efter min mening at se på, hvilke grundlæggende problemer filosoffer har fokuseret på igennem filosofiens historie. Det være sig spørgsmål angående rum og tid eller lignende spørgsmål om liv, mennesket, bevidsthed, sprog, viden, sandhed, samfundet, det moralsk rigtige osv. Alle den slags “hvad er?”-spørgsmål er tilsyneladende filosofiske. Men, og her kommer så udfordringen: Er det ikke sådan, at videnskaberne helt har besvaret eller er i færd med at besvare alle disse “hvad er?”-spørgsmål? Har fysikken med relativitetsteorierne og kvantemekanikken ikke for længst fortalt os, hvad rum og tid er? Ligesom molekylærbiologien og udviklingslæren har fortalt os, hvad liv er, og forskningen i kognitiv neurovidenskab nærmer sig det punkt, hvor videnskaben forklarer os, hvad bevidsthed er? Når videnskaben er nået så langt, skyldes det, at forskerne ikke alene har spekuleret, indtil de blev helt øre i hovedet. I modsætning til filosofferne har de kunne anvende videnskabelige metoder til at tæmme deres mest vilde fantasier. Empiriske observationer og eksperimenter har givet dem svar på mange spørgsmål, som ingen filosof kunne vide, var rigtige svar.
Der er ingen tvivl om, at de empiriske videnskaber har ædt sig ind på det, der før i tiden var filosofiens gebet. De emner, som filosofien igennem historien har undersøgt, er lidt efter lidt blevet overtaget af natur- og samfundsvidenskaberne. Og hvis det fortsætter, hvilket uden tvivl vil ske, kunne man nemt nå til en konklusion, som den Lübcke drog i løbet af vor samtale: Filosofi som akademisk disciplin vil ophøre med at eksistere. Filosofi kan ikke længere bidrage til at give os en forståelse af os selv og vort forhold til verden omkring os. Tænkere vil altid eksistere, men de vil ikke betegne sig selv som filosoffer; de vil betragte sig selv som fysikere, biologer, sociologer, økonomer eller kognitionsforskere.
Anledningen til Lübckes og min samtale var, at jeg på det tidspunkt lige havde skrevet en artikel til et tidsskrift, hvor jeg og en række andre europæiske filosoffer var blevet bedt om at kommentere et tidligere indlæg af Michael Dummett. I dette indlæg argumenterede han for, at store dele af filosofien efterhånden havde mistet sin kulturelle betydning, og at det, filosoffer havde at sige om videnskab og verden omkring os, ikke interesserede videnskabsfolket. Mit bidrag påpegede, at meget såkaldt filosofi er blevet så teknisk og indforstået, at problemerne og de foreslåede løsninger højst interesserer en håndfuld. Eller for at sige det bramfrit: Meget akademisk filosofi har udviklet sig til det rene flueknepperi. Det var i virkeligheden også grunden til Lübckes spådom om filosofiens snarlige død – en grund, som jeg ved, at Carl Henrik Koch deler. Der er sket en såkaldt “videnskabeliggørelse” af filosofien, hvorved filosofiens adelsmærke er forsvundet – tabet af evnen til at se de grundlæggende filosofiske problemer i sammenhæng og i sin helhed. Med en sådan begrænset tilgang til filosofiske problemer bliver filosofi uinteressant for andre end dens mest indædte udøvere.
Det er derfor forståeligt, at en fysiker som Stephen Hawking helt afviste filosofi som relevant, fordi den ikke som tidligere kan bidrage til menneskers forståelse af universet. Den rolle har fysikken overtaget. Det er fysikken, kan man forstå, der ikke blot har de videnskabelige, men også de metafysiske bukser på. Betydningsfulde fysikere kan skrive populærvidenskabelige bøger om universet, som lægfolk river ned fra hylderne, fordi bøgerne sætter tingene i sammenhæng. Det samme gælder for biologer og kognitionsforskere. Men ikke for fagfilosoffer. En psykolog som Steven Pinkers bøger er garanteret mere læst end nogen moderne filosofs.
Hvor bringer disse bemærkninger os hen, og hvor står jeg selv? Her kan et par biografiske bemærkninger være på sin plads. Som helt ung kandidat blev jeg interesseret i at forstå kvantemekanikken, og min første artikel var om Niels Bohrs filosofi. Og da jeg var omkring tredive, skrev jeg disputats om baglænskausalitet. Ingen af delene blev taget nådigt op på parnasset. En nu afdød professor i filosofi skrev en anmeldelse i Politiken af den danske udgave af disputatsen under overskriften “Videnskab eller science fiction?” Min efterfølgende bog var om Niels Bohr og kvantemekanikken. Siden kastede jeg mig over det generelle forhold mellem realisme og antirealisme i videnskaben. I den periode arbejdede jeg i USA. I samme periode blev jeg mere og mere tvivlende over for filosofiens rolle og dens muligheder for at kunne komme med definitive svar. Jeg kunne jo se, at der inden for de enkelte videnskaber efterhånden kunne opnås konsensus om vigtige teoretiske og empiriske resultater, men når jeg arbejdede med realisme-antirealisme-problemet, så var der stærke argumenter for videnskabelig realisme og stærke argumenter for videnskabelig antirealisme. Det gjaldt især med hensyn til fortolkningen af kvantemekanikken. På den baggrund var der intet tegn på, at filosofferne nogensinde kunne blive enige. Hver især kunne de producere en ny artikel, hvor de kritiserede hinandens eksempler eller fortolkninger.
Samtidig oplevede jeg også de mangfoldige skoler inden for humanvidenskaberne. Her kunne enhver observere, hvordan biografiske, hermeneutiske, strukturelle, psykoanalytiske, marxistiske og dekonstruktive teorier efterfulgte hinanden i løbet af hvert tiår. Også inden for humaniora var der intet tjek på, om disse teorier nu kunne forklare det, som de forskellige tilhængere hævdede. Hvor kom den indsigt fra, som de forskellige menigheder bekendte sig til? Havde humanisterne blot udskriftet troen på Gud med troen på Marx, Freud, Saussure, Gadamer eller Derrida? Med andre ord var det filosofiske realisme-antirealisme-problem også uløst inden for humaniora.
I den periode manglede jeg ganske enkelt et klart ståsted, hvorfra jeg kunne begribe problemerne. Her kom så min barndoms interesser for biologi mig til hjælp. For biologien fortæller os, at mennesket er et biologisk væsen, før det er et socialt væsen. Men biologien fortæller os også, at mennesket er begge dele, eftersom dets stamformer har udviklet sig fra laverestående organismer til højtudviklede dyr. Alle højtudviklede dyr, der lever i flok, er i stand til at samarbejde og koordinere deres handlinger. Mennesket er et resultat af naturlig selektion, der igennem tilpasning til omgivelserne har formet vor fysiologi ud fra det, som allerede stamformerne havde til rådighed – og så bygget oven på. Det gælder også for bevidstheden og vor mentale evner. Evnerne sætter, efter min mening, alvorlige begrænsninger for, hvad mennesket kan have viden om. Vi kan kun have viden om de ting, som evolutionen har muliggjort. Begrænsningerne består ikke, som Kant antog, mellem det, vi kan erkende empirisk, og det, vi kan erkende transcendentalt, men i, hvad vi med rimelighed kan tælle som viden. Resten er blot en forbløffende opvisning af menneskets ukuelige fantasi.
Evolutionær naturalisme er en filosofisk teori, der bygger på en forståelse af, at mennesket er formet af den biologiske udvikling, og at evnerne for menneskelig erkendelse er bestemt af de omgivelser, som vi oprindeligt er tilpasset. Det afføder en overvejelse over filosofiens mulighedsbetingelser, hvis det er sådan, at filosofien netop er fokuseret på spørgsmål, som ikke kan besvares med viden. Det ligger i evolutionær naturalisme, at det, mennesket kan have viden om, kun er det, som kan gøres tilgængeligt for vor sansning. Den naturlige selektion har givet os sanseerfaring, der giver os viden om omgivelserne, og har givet os et sprog til at tale om disse sanseerfaringer, som derved har hjulpet os til at samarbejde, overleve og formere os. Modsat biologen består filosoffens opgave i at tænke over, hvor langt vore kognitive evner rækker, og hvordan disse eventuelt udelukker os fra at have viden om ting, som vore evner ikke er tilpasset til.
I den tidligere omtalte artikel, hvor jeg responderede på Michael Dummetts betragtninger over filosofien, karakteriserede jeg filosofi som en refleksion over de sider af videnskaben, der er empirisk underbestemte. Jeg er overbevist om, at genuine filosofiske spørgsmål ikke kan besvares med henvisning til videnskaberne. Men samtidig mener jeg, at filosofi skal lade sig informere af videnskaberne, fordi videnskaberne på et oplyst empirisk grundlag fortæller os, hvem vi er, og hvordan verden er indrettet. Den del af synspunktet svarer meget godt til det, der står i Vincent Hendricks indledende artikel i indeværende stafet-serie: “There is going to be absolutely no viable offspring in philosophy unless it gets knocked up by the sciences.”2Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – verden”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶12. Omvendt mener jeg også, at filosofien består i at reflektere over spørgsmål i de enkelte videnskaber, som videnskaberne ikke selv kan besvare. En sådan filosofisk besvarelse forstår jeg som en, der inddrager videnskabelig viden uden selv at give os ny viden. Filosofiske overvejelser giver os indsigt og forståelse, men ikke viden. Efter min mening findes der ikke filosofisk viden, da vi kun kan have viden om det, vi kan erfare. Forståelse er derimod mere en blot viden.
Forståelse finder vi inden for alle områder af vort forhold til livet. På samme måde som der findes religiøs, moralsk, æstetisk forståelse og livsforståelse, findes der også filosofisk forståelse. Modsat vore meninger, overbevisninger eller formodninger kan vor forståelse hverken være sand eller falsk. Det er klart, at den person, der for eksempel har en religiøs forståelse af verden, selv vil mene, at denne forståelse siger noget sandt om verdens oprindelse og opretholdelse. Andre kan godt medgive, at personen har denne forståelse, uden at måtte medgive, at han eller hun ved, at Gud eksisterer. Derimod kan vi ikke medgive hinanden, at en person har viden, uden også at være parate til at sige om den person, at det, vedkommende mener, er sandt. Vi har alle meninger og formodninger, som vi umuligt kan vise, er udtryk for viden, selv om formodningerne måtte være stærkt forbundne.
Forståelse fremkommer ved, at en person er i stand til at forbinde sine meninger og formodninger, uanset set om de så er sande eller falske, eller hverken-eller. Evolutionært har det haft stor betydning, at vi har erhvervet evnen til at give forklaringer og til at lave slutninger, der skaber en sammenhæng og dermed forståelse af det, vi blot formoder; det, vi tror, vi ved, eller det, vi ved, vi ved. Enkeltstående formodninger, der ikke på en eller anden måde kan forbindes og derved understøtte hinanden, har ingen eller kun ringe kognitiv funktion. Sådanne formodninger hjælper os hverken til at orientere os eller til at handle. Det er de samme evner, vi overfører på vore formodninger, som ikke har rod i erfaringen. Netop fordi vi helt naturligt søger sammenhæng i det, vi kan erfare, bruger vi de samme mekanismer til at reflektere over det, erfaringen giver os viden om. Vi har i virkeligheden intet andet valg. For vore kognitive mekanismer er resultatet af selve den naturlige tilpasning af vore kognitive evner.
Så selvom filosoffen ikke producerer viden, og filosofiske overvejelser i stedet bygger på allerede erhvervet viden, betyder det ikke, at filosofien er død eller det, der ligner. Den påstand gælder, hvis filosofien vel at mærke finder tilbage til sine rødder. Det er naturalisten, der kan fortælle os, at viden af biologiske grunde skyldes vor sanseerfaring, og at videnskabernes rolle er at skaffe os viden om ting, vi ikke umiddelbart kan se, på baggrund af teoretiske antagelser om det, forskerne kan iagttage igennem sanserne. Men samtidig er det paradoksalt nok også naturalisten, der kan fortælle os, at det ikke medfører, at filosofi er irrelevant. Hos mennesket er der en psykologisk trang til at finde sammenhæng og konsistens imellem det, man ved, eller det, man tror, at man ved. Denne trang har mennesker, fordi den har forbedret vor mulighed for overlevelse. Den har muliggjort, at vi kunne lægge strategier, og har forbedret vor mulighed for at forudse fremtiden. Så denne trang til forståelse overfører vi så på alle de områder, hvor sanserne eller videnskaberne ikke kan levere et entydigt svar på, hvordan tingene hænger sammen. Den filosofiske refleksion giver os et bud på, hvordan en sådan sammenhæng kunne se ud. Med andre ord søger filosofien at forbinde det, vi ved, sammen på en måde, så den forståelse, analysen afstedkommer, forekommer sandsynlig.
Naturalisten hævder med andre ord ikke, at videnskaben kan forklare, hvad rum og tid er, hvad en naturlov er, hvad emergens er (om sådant findes), hvad bevidsthed er, eller for den sags skyld hvad kunst er, eller hvilke handlinger der er rigtige eller forkerte. Sådanne spørgsmål kan ikke besvares med henvisning til erfaring. Men videnskabernes manglende ressourcer til at besvare disse spørgsmål udelukker ikke, at filosofiske overvejelser med direkte tilknytning til de forskellige videnskaber også kan udføres af fagfolk. På samme måde som en filosofisk uddannelse ikke gør en person til filosof, afskærer en manglende uddannelse i filosofi ikke en person fra at tænke filosofisk. Især når en videnskab er i krise, findes der ofte forskere, som vil begynde at tænke på nye sammenhænge.
Efterhånden som vor viden om verden og os selv forøges, vil de filosofiske spørgsmål delvist ændre indhold, og som vi har set igennem tænkningens historie, vil filosofiske antagelser i løbet af videnskabens udvikling ophøre med at være filosofiske, fordi det efterhånden bliver muligt at udsætte dem for empirisk efterprøvning. Det mest berømte eksempel er de græske atomisters antagelse om, at alt stof bestod af udelelige dele, som de kaldte atomer. Kemien introducerede igen antagelsen i begyndelsen af 1800-tallet for at kunne forklare sammenhængen i de kemiske reaktioner, og hundrede år efter havde man samlet så meget empirisk evidens for deres eksistens, at meget af den fysiske viden, man har i dag, angår atomernes egenskaber, strukturer, sammensætning osv.
En sådan udvikling berører naturligvis ikke al filosofisk forståelse. Der vil fortsat være filosofiske spørgsmål, som er principielt empirisk underbestemte, og hvor det derfor til dels er op til filosoffens smag at bestemme, hvordan spørgsmålene kan besvares. Enhver tolkning af virkelighedens grundlæggende beskaffenhed har den karakter. Filosofi vil derfor også eksistere om 50 år.