• Print

Findes filosofien om 50 år?


21. juli 2021

“Fin­des filo­so­fi­en om 50 år?” Spørgs­må­let synes nok lidt ude i ham­pen for os, der arbej­der med filo­so­fi til hver­dag. Men det var det spørgs­mål, min afdø­de kol­le­ga Poul Lübcke stil­le­de sig selv en dag, vi slud­re­de sam­men. Og han besva­re­de det med at sige, at det tro­e­de han ikke. Lübcke var lidt af en pro­vo­ka­tør, og man var aldrig helt sik­ker på, om han inderst inde men­te, hvad han sag­de. Måske hav­de han alli­ge­vel en poin­te.

Natur­lig­vis men­te han ikke, at der om 50 år ikke vil­le være lære­re og stu­de­ren­de, der beskæf­ti­ger sig med filo­so­fi­hi­sto­rie. Dem vil der fort­sat være man­ge af, uan­set om det så er Pla­ton, Ari­sto­te­les, Hus­serl eller Hei­deg­ger, man til den tid vil beskæf­ti­ge sig med. En sådan beskæf­ti­gel­se gør blot ikke udø­ve­ren til filo­sof. For som en af vor fæl­les lære­re i filo­so­fi, Carl Hen­rik Koch, engang under­stre­ge­de, da han blev omtalt som filo­sof: “Jeg er ikke filo­sof; jeg er der­i­mod lærer i filo­so­fi.” Carl Hen­rik Koch gav der­med udtryk for lidt af den sam­me tan­ke­gang, som lå bag Lübck­es poin­te. Kir­sten Hyld­gaard udtryk­ker det sam­me syns­punkt, når hun skri­ver her i Para­doks: “Som man ikke bli­ver dig­ter af at læse lit­te­ra­tur­vi­den­skab, bli­ver man ikke filo­sof af at stu­de­re filosofi.”1Kir­sten Hyld­gaard, “Filo­so­fi og fag­fi­lo­so­fi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. juli 2021, ¶1. Gan­ske rig­tigt. At være lærer eller at have en uddan­nel­se i filo­so­fi, gør ikke en per­son til filo­sof. Som­me­ti­der kun­ne jeg der­for ønske, at unge med en uddan­nel­se i filo­so­fi ikke var helt så over­modi­ge, når de under­skri­ver sig som “filo­sof” i avi­sind­læg. Hvad med “cand.mag. i filo­so­fi”?

Lad mig så alli­ge­vel beken­de kulør, før jeg ven­der til­ba­ge til det under­lig­gen­de syns­punkt hos Lübcke, Koch og Hyld­gaard. Jeg vover at betrag­te mig selv som filo­sof. Ikke for­di jeg er uddan­net i filo­so­fi. Ej hel­ler for­di jeg i man­ge år har været lærer i filo­so­fi på uni­ver­si­te­tet. Men for­di jeg ved­va­ren­de har udgi­vet bøger og artik­ler, hvor jeg har advo­ke­ret for mit eget syns­punkt ved­rø­ren­de man­ge af de teo­re­ti­ske pro­ble­mer, som har opta­get filo­so­fi­en i 2.500 år. Så hvis det er rig­tigt, at filo­so­fi, som vi ken­der den, ikke fin­des om 50 år, vil sådan nog­le som mig ikke læn­ge­re fin­des.

I øvrigt kun­ne det se ud til, hvis Lübcke hav­de ret, at jeg selv hører til blandt dem, der har gjort deres for at læg­ge filo­so­fi­en i gra­ven, da jeg i man­ge år har været for­ta­ler for filo­so­fisk natu­ra­lis­me. For hvis man som jeg ønsker at natu­ra­li­se­re filo­so­fi­en, må man til­sy­ne­la­den­de mene, at filo­so­fi­ske spørgs­mål ale­ne kan og skal besva­res med hen­vis­ning til natur­vi­den­ska­be­li­ge teo­ri­er, eller at filo­so­fi­ens meto­der i det mind­ste er de sam­me som dem, der anven­des i natur­vi­den­ska­ber­ne til at besva­re viden­ska­be­li­ge spørgs­mål. Men sådan er det nu ingen­lun­de.

Den debat, jeg her har ind­ladt mig på, kan synes ret futil uden en egent­lig afkla­ring af, hvad vi skal for­stå ved filo­so­fi. Fore­stil­lin­gen om filo­so­fi som kær­lig­hed til vis­dom hjæl­per os ikke meget. Des­u­den er det i dag umu­ligt at opret­hol­de for­vent­nin­gen om, at filo­so­fi består af begrebs­a­na­ly­se eller en fæno­meno­lo­gisk ana­ly­se. Ingen vil i dag påstå, at vi eksem­pel­vis kan angi­ve de nød­ven­di­ge og til­stræk­ke­li­ge betin­gel­ser for, hvad filo­so­fi er. De fin­des ikke. I det hele taget fin­des der ikke én bestemt meto­de, der kan hjæl­pe os til at besva­re spørgs­mål, vi intu­i­tivt betrag­ter som filo­so­fi­ske. Er det den­ne meto­di­ske prin­cip­løs­hed, der kun­ne tæn­kes at tage livet af filo­so­fi­en? Næp­pe! Og slet ikke ude­luk­ken­de.

Den bed­ste måde at fin­de ud af, hvad filo­so­fi er, er efter min mening at se på, hvil­ke grund­læg­gen­de pro­ble­mer filo­sof­fer har foku­se­ret på igen­nem filo­so­fi­ens histo­rie. Det være sig spørgs­mål angå­en­de rum og tid eller lig­nen­de spørgs­mål om liv, men­ne­sket, bevidst­hed, sprog, viden, sand­hed, sam­fun­det, det moralsk rig­ti­ge osv. Alle den slags “hvad er?”-spørgsmål er til­sy­ne­la­den­de filo­so­fi­ske. Men, og her kom­mer så udfor­drin­gen: Er det ikke sådan, at viden­ska­ber­ne helt har besva­ret eller er i færd med at besva­re alle dis­se “hvad er?”-spørgsmål? Har fysik­ken med rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er­ne og kvan­te­me­ka­nik­ken ikke for længst for­talt os, hvad rum og tid er? Lige­som mole­kylær­bi­o­lo­gi­en og udvik­lings­læ­ren har for­talt os, hvad liv er, og forsk­nin­gen i kog­ni­tiv neu­rovi­den­skab nær­mer sig det punkt, hvor viden­ska­ben for­kla­rer os, hvad bevidst­hed er? Når viden­ska­ben er nået så langt, skyl­des det, at for­sker­ne ikke ale­ne har spe­ku­le­ret, ind­til de blev helt øre i hove­d­et. I mod­sæt­ning til filo­sof­fer­ne har de kun­ne anven­de viden­ska­be­li­ge meto­der til at tæm­me deres mest vil­de fan­ta­si­er. Empi­ri­ske obser­va­tio­ner og eks­pe­ri­men­ter har givet dem svar på man­ge spørgs­mål, som ingen filo­sof kun­ne vide, var rig­ti­ge svar.

Der er ingen tvivl om, at de empi­ri­ske viden­ska­ber har ædt sig ind på det, der før i tiden var filo­so­fi­ens gebet. De emner, som filo­so­fi­en igen­nem histo­ri­en har under­søgt, er lidt efter lidt ble­vet over­ta­get af natur- og sam­funds­vi­den­ska­ber­ne. Og hvis det fort­sæt­ter, hvil­ket uden tvivl vil ske, kun­ne man nemt nå til en kon­klu­sion, som den Lübcke drog i løbet af vor sam­ta­le: Filo­so­fi som aka­de­misk disci­plin vil ophø­re med at eksi­ste­re. Filo­so­fi kan ikke læn­ge­re bidra­ge til at give os en for­stå­el­se af os selv og vort for­hold til ver­den omkring os. Tæn­ke­re vil altid eksi­ste­re, men de vil ikke beteg­ne sig selv som filo­sof­fer; de vil betrag­te sig selv som fysi­ke­re, bio­lo­ger, socio­lo­ger, øko­no­mer eller kog­ni­tions­for­ske­re.

Anled­nin­gen til Lübck­es og min sam­ta­le var, at jeg på det tids­punkt lige hav­de skre­vet en arti­kel til et tids­skrift, hvor jeg og en ræk­ke andre euro­pæ­i­ske filo­sof­fer var ble­vet bedt om at kom­men­te­re et tid­li­ge­re ind­læg af Micha­el Dum­mett. I det­te ind­læg argu­men­te­re­de han for, at sto­re dele af filo­so­fi­en efter­hån­den hav­de mistet sin kul­tu­rel­le betyd­ning, og at det, filo­sof­fer hav­de at sige om viden­skab og ver­den omkring os, ikke inter­es­se­re­de viden­skabs­fol­ket. Mit bidrag påpe­ge­de, at meget såkaldt filo­so­fi er ble­vet så tek­nisk og ind­for­stå­et, at pro­ble­mer­ne og de fore­slå­e­de løs­nin­ger højst inter­es­se­rer en hånd­fuld. Eller for at sige det bram­frit: Meget aka­de­misk filo­so­fi har udvik­let sig til det rene flu­ek­nep­pe­ri. Det var i vir­ke­lig­he­den også grun­den til Lübck­es spå­dom om filo­so­fi­ens snar­li­ge død – en grund, som jeg ved, at Carl Hen­rik Koch deler. Der er sket en såkaldt “viden­ska­be­lig­gø­rel­se” af filo­so­fi­en, hvor­ved filo­so­fi­ens adels­mær­ke er for­s­vun­det – tabet af evnen til at se de grund­læg­gen­de filo­so­fi­ske pro­ble­mer i sam­men­hæng og i sin hel­hed. Med en sådan begræn­set til­gang til filo­so­fi­ske pro­ble­mer bli­ver filo­so­fi uin­ter­es­sant for andre end dens mest indæd­te udø­ve­re.

Det er der­for for­stå­e­ligt, at en fysi­ker som Step­hen Hawking helt afvi­ste filo­so­fi som rele­vant, for­di den ikke som tid­li­ge­re kan bidra­ge til men­ne­skers for­stå­el­se af uni­ver­set. Den rol­le har fysik­ken over­ta­get. Det er fysik­ken, kan man for­stå, der ikke blot har de viden­ska­be­li­ge, men også de meta­fy­si­ske buk­ser på. Betyd­nings­ful­de fysi­ke­re kan skri­ve popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge bøger om uni­ver­set, som læg­folk river ned fra hyl­der­ne, for­di bøger­ne sæt­ter tin­ge­ne i sam­men­hæng. Det sam­me gæl­der for bio­lo­ger og kog­ni­tions­for­ske­re. Men ikke for fag­fi­lo­sof­fer. En psy­ko­log som Ste­ven Pin­kers bøger er garan­te­ret mere læst end nogen moder­ne filo­sofs.

Hvor brin­ger dis­se bemærk­nin­ger os hen, og hvor står jeg selv? Her kan et par bio­gra­fi­ske bemærk­nin­ger være på sin plads. Som helt ung kan­di­dat blev jeg inter­es­se­ret i at for­stå kvan­te­me­ka­nik­ken, og min før­ste arti­kel var om Niels Bohrs filo­so­fi. Og da jeg var omkring tre­di­ve, skrev jeg dis­putats om bag­lænsk­aus­a­li­tet. Ingen af dele­ne blev taget nådigt op på par­nas­set. En nu afdød pro­fes­sor i filo­so­fi skrev en anmel­del­se i Poli­ti­ken af den dan­ske udga­ve af dis­putat­sen under over­skrif­ten “Viden­skab eller sci­en­ce fiction?” Min efter­føl­gen­de bog var om Niels Bohr og kvan­te­me­ka­nik­ken. Siden kaste­de jeg mig over det gene­rel­le for­hold mel­lem rea­lis­me og anti­re­a­lis­me i viden­ska­ben. I den peri­o­de arbej­de­de jeg i USA. I sam­me peri­o­de blev jeg mere og mere tviv­len­de over for filo­so­fi­ens rol­le og dens mulig­he­der for at kun­ne kom­me med defi­ni­ti­ve svar. Jeg kun­ne jo se, at der inden for de enkel­te viden­ska­ber efter­hån­den kun­ne opnås kon­sensus om vig­ti­ge teo­re­ti­ske og empi­ri­ske resul­ta­ter, men når jeg arbej­de­de med rea­lis­me-anti­re­a­lis­me-pro­ble­met, så var der stær­ke argu­men­ter for viden­ska­be­lig rea­lis­me og stær­ke argu­men­ter for viden­ska­be­lig anti­re­a­lis­me. Det gjaldt især med hen­syn til for­tolk­nin­gen af kvan­te­me­ka­nik­ken. På den bag­grund var der intet tegn på, at filo­sof­fer­ne nogen­sin­de kun­ne bli­ve eni­ge. Hver især kun­ne de pro­du­ce­re en ny arti­kel, hvor de kri­ti­se­re­de hin­an­dens eksemp­ler eller for­tolk­nin­ger.

Sam­ti­dig ople­ve­de jeg også de mang­fol­di­ge sko­ler inden for hum­an­vi­den­ska­ber­ne. Her kun­ne enhver obser­ve­re, hvor­dan bio­gra­fi­ske, her­me­neu­ti­ske, struk­tu­rel­le, psy­ko­a­na­ly­ti­ske, marxi­sti­ske og dekon­struk­ti­ve teo­ri­er efter­fulg­te hin­an­den i løbet af hvert tiår. Også inden for huma­ni­o­ra var der intet tjek på, om dis­se teo­ri­er nu kun­ne for­kla­re det, som de for­skel­li­ge til­hæn­ge­re hæv­de­de. Hvor kom den ind­sigt fra, som de for­skel­li­ge menig­he­der bekend­te sig til? Hav­de huma­ni­ster­ne blot udskrif­tet tro­en på Gud med tro­en på Marx, Freud, Saus­su­re, Gada­mer eller Der­ri­da? Med andre ord var det filo­so­fi­ske rea­lis­me-anti­re­a­lis­me-pro­blem også uløst inden for huma­ni­o­ra.

I den peri­o­de mang­le­de jeg gan­ske enkelt et klart stå­sted, hvor­fra jeg kun­ne begri­be pro­ble­mer­ne. Her kom så min barn­doms inte­res­ser for bio­lo­gi mig til hjælp. For bio­lo­gi­en for­tæl­ler os, at men­ne­sket er et bio­lo­gisk væsen, før det er et soci­alt væsen. Men bio­lo­gi­en for­tæl­ler os også, at men­ne­sket er beg­ge dele, efter­som dets stam­for­mer har udvik­let sig fra lave­re­stå­en­de orga­nis­mer til højt­ud­vik­le­de dyr. Alle højt­ud­vik­le­de dyr, der lever i flok, er i stand til at sam­ar­bej­de og koor­di­ne­re deres handling­er. Men­ne­sket er et resul­tat af natur­lig selek­tion, der igen­nem til­pas­ning til omgi­vel­ser­ne har for­met vor fysi­o­lo­gi ud fra det, som alle­re­de stam­for­mer­ne hav­de til rådig­hed – og så byg­get oven på. Det gæl­der også for bevidst­he­den og vor men­tale evner. Evner­ne sæt­ter, efter min mening, alvor­li­ge begræns­nin­ger for, hvad men­ne­sket kan have viden om. Vi kan kun have viden om de ting, som evo­lu­tio­nen har mulig­gjort. Begræns­nin­ger­ne består ikke, som Kant antog, mel­lem det, vi kan erken­de empi­risk, og det, vi kan erken­de trans­cen­den­talt, men i, hvad vi med rime­lig­hed kan tæl­le som viden. Resten er blot en for­bløf­fen­de opvis­ning af men­ne­skets uku­e­li­ge fan­ta­si.

Evo­lu­tio­nær natu­ra­lis­me er en filo­so­fisk teo­ri, der byg­ger på en for­stå­el­se af, at men­ne­sket er for­met af den bio­lo­gi­ske udvik­ling, og at evner­ne for men­ne­ske­lig erken­del­se er bestemt af de omgi­vel­ser, som vi oprin­de­ligt er til­pas­set. Det affø­der en over­vej­el­se over filo­so­fi­ens mulig­heds­be­tin­gel­ser, hvis det er sådan, at filo­so­fi­en net­op er foku­se­ret på spørgs­mål, som ikke kan besva­res med viden. Det lig­ger i evo­lu­tio­nær natu­ra­lis­me, at det, men­ne­sket kan have viden om, kun er det, som kan gøres til­gæn­ge­ligt for vor sans­ning. Den natur­li­ge selek­tion har givet os san­se­er­fa­ring, der giver os viden om omgi­vel­ser­ne, og har givet os et sprog til at tale om dis­se san­se­er­fa­rin­ger, som der­ved har hjul­pet os til at sam­ar­bej­de, over­le­ve og for­me­re os. Mod­sat bio­lo­gen består filo­sof­fens opga­ve i at tæn­ke over, hvor langt vore kog­ni­ti­ve evner ræk­ker, og hvor­dan dis­se even­tu­elt ude­luk­ker os fra at have viden om ting, som vore evner ikke er til­pas­set til.

I den tid­li­ge­re omtal­te arti­kel, hvor jeg respon­de­re­de på Micha­el Dum­metts betragt­nin­ger over filo­so­fi­en, karak­te­ri­se­re­de jeg filo­so­fi som en reflek­sion over de sider af viden­ska­ben, der er empi­risk under­be­stem­te. Jeg er over­be­vist om, at genu­i­ne filo­so­fi­ske spørgs­mål ikke kan besva­res med hen­vis­ning til viden­ska­ber­ne. Men sam­ti­dig mener jeg, at filo­so­fi skal lade sig infor­me­re af viden­ska­ber­ne, for­di viden­ska­ber­ne på et oplyst empi­risk grund­lag for­tæl­ler os, hvem vi er, og hvor­dan ver­den er ind­ret­tet. Den del af syns­punk­tet sva­rer meget godt til det, der står i Vin­cent Hen­dri­cks ind­le­den­de arti­kel i inde­væ­ren­de sta­fet-serie: “The­re is going to be abso­lu­te­ly no viab­le off­spring in phi­los­op­hy unless it gets kno­ck­ed up by the sciences.”2Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶12. Omvendt mener jeg også, at filo­so­fi­en består i at reflek­te­re over spørgs­mål i de enkel­te viden­ska­ber, som viden­ska­ber­ne ikke selv kan besva­re. En sådan filo­so­fisk besva­rel­se for­står jeg som en, der ind­dra­ger viden­ska­be­lig viden uden selv at give os ny viden. Filo­so­fi­ske over­vej­el­ser giver os ind­sigt og for­stå­el­se, men ikke viden. Efter min mening fin­des der ikke filo­so­fisk viden, da vi kun kan have viden om det, vi kan erfa­re. For­stå­el­se er der­i­mod mere en blot viden.

For­stå­el­se fin­der vi inden for alle områ­der af vort for­hold til livet. På sam­me måde som der fin­des reli­gi­øs, moralsk, æste­tisk for­stå­el­se og livs­for­stå­el­se, fin­des der også filo­so­fisk for­stå­el­se. Mod­sat vore menin­ger, over­be­vis­nin­ger eller for­mod­nin­ger kan vor for­stå­el­se hver­ken være sand eller falsk. Det er klart, at den per­son, der for eksem­pel har en reli­gi­øs for­stå­el­se af ver­den, selv vil mene, at den­ne for­stå­el­se siger noget sandt om ver­dens oprin­del­se og opret­hol­del­se. Andre kan godt med­gi­ve, at per­so­nen har den­ne for­stå­el­se, uden at måt­te med­gi­ve, at han eller hun ved, at Gud eksi­ste­rer. Der­i­mod kan vi ikke med­gi­ve hin­an­den, at en per­son har viden, uden også at være para­te til at sige om den per­son, at det, ved­kom­men­de mener, er sandt. Vi har alle menin­ger og for­mod­nin­ger, som vi umu­ligt kan vise, er udtryk for viden, selv om for­mod­nin­ger­ne måt­te være stærkt for­bund­ne.

For­stå­el­se frem­kom­mer ved, at en per­son er i stand til at for­bin­de sine menin­ger og for­mod­nin­ger, uan­set set om de så er san­de eller fal­ske, eller hver­ken-eller. Evo­lu­tio­nært har det haft stor betyd­ning, at vi har erhver­vet evnen til at give for­kla­rin­ger og til at lave slut­nin­ger, der ska­ber en sam­men­hæng og der­med for­stå­el­se af det, vi blot for­moder; det, vi tror, vi ved, eller det, vi ved, vi ved. Enkelt­stå­en­de for­mod­nin­ger, der ikke på en eller anden måde kan for­bin­des og der­ved under­støt­te hin­an­den, har ingen eller kun rin­ge kog­ni­tiv funk­tion. Sådan­ne for­mod­nin­ger hjæl­per os hver­ken til at ori­en­te­re os eller til at hand­le. Det er de sam­me evner, vi over­fø­rer på vore for­mod­nin­ger, som ikke har rod i erfa­rin­gen. Net­op for­di vi helt natur­ligt søger sam­men­hæng i det, vi kan erfa­re, bru­ger vi de sam­me meka­nis­mer til at reflek­te­re over det, erfa­rin­gen giver os viden om. Vi har i vir­ke­lig­he­den intet andet valg. For vore kog­ni­ti­ve meka­nis­mer er resul­ta­tet af sel­ve den natur­li­ge til­pas­ning af vore kog­ni­ti­ve evner.

Så selv­om filo­sof­fen ikke pro­du­ce­rer viden, og filo­so­fi­ske over­vej­el­ser i ste­det byg­ger på alle­re­de erhver­vet viden, bety­der det ikke, at filo­so­fi­en er død eller det, der lig­ner. Den påstand gæl­der, hvis filo­so­fi­en vel at mær­ke fin­der til­ba­ge til sine rød­der. Det er natu­ra­li­sten, der kan for­tæl­le os, at viden af bio­lo­gi­ske grun­de skyl­des vor san­se­er­fa­ring, og at viden­ska­ber­nes rol­le er at skaf­fe os viden om ting, vi ikke umid­del­bart kan se, på bag­grund af teo­re­ti­ske anta­gel­ser om det, for­sker­ne kan iagt­ta­ge igen­nem san­ser­ne. Men sam­ti­dig er det para­doksalt nok også natu­ra­li­sten, der kan for­tæl­le os, at det ikke med­fø­rer, at filo­so­fi er irre­le­vant. Hos men­ne­sket er der en psy­ko­lo­gisk trang til at fin­de sam­men­hæng og kon­si­stens imel­lem det, man ved, eller det, man tror, at man ved. Den­ne trang har men­ne­sker, for­di den har for­bed­ret vor mulig­hed for over­le­vel­se. Den har mulig­gjort, at vi kun­ne læg­ge stra­te­gi­er, og har for­bed­ret vor mulig­hed for at for­ud­se frem­ti­den. Så den­ne trang til for­stå­el­se over­fø­rer vi så på alle de områ­der, hvor san­ser­ne eller viden­ska­ber­ne ikke kan leve­re et enty­digt svar på, hvor­dan tin­ge­ne hæn­ger sam­men. Den filo­so­fi­ske reflek­sion giver os et bud på, hvor­dan en sådan sam­men­hæng kun­ne se ud. Med andre ord søger filo­so­fi­en at for­bin­de det, vi ved, sam­men på en måde, så den for­stå­el­se, ana­ly­sen afsted­kom­mer, fore­kom­mer sand­syn­lig.

Natu­ra­li­sten hæv­der med andre ord ikke, at viden­ska­ben kan for­kla­re, hvad rum og tid er, hvad en natur­lov er, hvad emer­gens er (om sådant fin­des), hvad bevidst­hed er, eller for den sags skyld hvad kunst er, eller hvil­ke handling­er der er rig­ti­ge eller for­ker­te. Sådan­ne spørgs­mål kan ikke besva­res med hen­vis­ning til erfa­ring. Men viden­ska­ber­nes mang­len­de res­sour­cer til at besva­re dis­se spørgs­mål ude­luk­ker ikke, at filo­so­fi­ske over­vej­el­ser med direk­te til­knyt­ning til de for­skel­li­ge viden­ska­ber også kan udfø­res af fag­folk. På sam­me måde som en filo­so­fisk uddan­nel­se ikke gør en per­son til filo­sof, afskæ­rer en mang­len­de uddan­nel­se i filo­so­fi ikke en per­son fra at tæn­ke filo­so­fisk. Især når en viden­skab er i kri­se, fin­des der ofte for­ske­re, som vil begyn­de at tæn­ke på nye sam­men­hæn­ge.

Efter­hån­den som vor viden om ver­den og os selv for­ø­ges, vil de filo­so­fi­ske spørgs­mål del­vist ændre ind­hold, og som vi har set igen­nem tænk­nin­gens histo­rie, vil filo­so­fi­ske anta­gel­ser i løbet af viden­ska­bens udvik­ling ophø­re med at være filo­so­fi­ske, for­di det efter­hån­den bli­ver muligt at udsæt­te dem for empi­risk efter­prøv­ning. Det mest berøm­te eksem­pel er de græ­ske ato­mi­sters anta­gel­se om, at alt stof bestod af ude­le­li­ge dele, som de kald­te ato­mer. Kemi­en intro­du­ce­re­de igen anta­gel­sen i begyn­del­sen af 1800-tal­let for at kun­ne for­kla­re sam­men­hæn­gen i de kemi­ske reak­tio­ner, og hund­re­de år efter hav­de man sam­let så meget empi­risk evi­dens for deres eksi­stens, at meget af den fysi­ske viden, man har i dag, angår ato­mer­nes egen­ska­ber, struk­tu­rer, sam­men­sæt­ning osv.

En sådan udvik­ling berø­rer natur­lig­vis ikke al filo­so­fisk for­stå­el­se. Der vil fort­sat være filo­so­fi­ske spørgs­mål, som er prin­ci­pi­elt empi­risk under­be­stem­te, og hvor det der­for til dels er op til filo­sof­fens smag at bestem­me, hvor­dan spørgs­må­le­ne kan besva­res. Enhver tolk­ning af vir­ke­lig­he­dens grund­læg­gen­de beskaf­fen­hed har den karak­ter. Filo­so­fi vil der­for også eksi­ste­re om 50 år.