Filosofiens fortsatte opgave og overlevelse

Step­hen Hawking har som bekendt erklæ­ret filo­so­fi­en død og begrun­det det med, at filo­sof­fer­ne ikke har fulgt med i viden­ska­ber­nes moder­ne udvik­ling, hvor­for de ikke læn­ge­re er i stand til at sva­re på fun­da­men­tale spørgs­mål om tilværelsen.1Hawkings udta­lel­se, som også er cite­ret i pro­blem­for­mu­le­rin­gen til den­ne sta­fet­se­rie, faldt i 2011 og lyder: “Why are we here? Where do we come from? Tra­di­tio­nal­ly, these are questions for phi­los­op­hy, but phi­los­op­hy is dead. […] Phi­los­op­hers have not kept up with modern deve­l­op­ments in sci­en­ce. Par­ti­cu­lar­ly phy­si­cs. … Continue reading Nu er det næp­pe rig­tigt, at moder­ne filo­sof­fer ikke har holdt sig ajour med den viden­ska­be­li­ge udvik­ling, omend de fle­ste givet­vis har gjort det og fort­sat gør det på nog­le mere ydmy­ge betin­gel­ser end på grund­lag af den eksak­te og eks­pe­ri­men­telt efter­prøv­ba­re viden, som viden­skabs­folk for­modes at byg­ge deres sci­en­tia på.

En vig­ti­ge­re ind­ven­ding mod Hawkings døds­dom over filo­so­fi­en er dog, at han i sin frem­stil­ling ikke selv giver ind­tryk af at have noget ind­gå­en­de kend­skab til filo­so­fi­ens vidt for­gre­ne­de virk­nings­hi­sto­rie, som langt fra lader sig genskri­ve som en uaf­brudt “søgen efter viden” (quest for know­led­ge), da filo­so­fisk tænk­ning sjæl­dent mun­der ud i nogen kla­re svar på grund­læg­gen­de meta­fy­si­ske spørgs­mål. En del filo­sof­fer, her­i­blandt Søren Kierkegaard,2I Afslut­ten­de uvi­den­ska­be­lig Efter­skrift, udgi­vet under pseu­do­ny­met Johan­nes Climacus. vil­le med glæ­de over­la­de det til viden­ska­ber­ne at føre videns­fak­len vide­re – hvem skul­le ellers gøre det, hvis ikke viden­ska­ber­ne selv? – og både Kir­sten Hyld­gaard og Jan Faye gør i deres sta­fe­tind­læg opmærk­som på, at filo­so­fi hver­ken er leve­ran­dør af nyt­tig viden eller selv en videnskab.3Kir­sten Hyld­gaard, “Filo­so­fi og fag­fi­lo­so­fi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. juli 2021, ¶1–2; Jan Faye, “Fin­des filo­so­fi­en om 50 år?”, Tids­skrif­tet Para­doks, 21. juli 2021, ¶14.

Der er gan­ske vist andre, eksem­pel­vis to så for­skel­ligt tæn­ken­de filo­sof­fer som Fran­cis Bacon og Hegel, der hver på deres måde bifal­der, at filo­so­fi­en aflæg­ger sig sin “pate­ti­ske” præten­tion om at være kær­lig­hed til vis­dom og i ste­det lever op til et viden­ska­be­ligt ide­al om at base­re sig på vir­ke­lig, begrun­det viden. Vin­cent Hen­dri­cks påberå­ber sig i sit sta­fe­tind­læg det bacon­ske viden­skabsi­de­al og angri­ber den filo­so­fi, der “for­bli­ver en opblæst udlæg­ning af moder­vi­den­ska­ben, The­o­ria”, for sin “selv­be­stal­te­de eks­klu­si­ve sære­gen­hed” samt “mega­lo­ma­ne lænestolsmetode”.4Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶11.

Det frem­går ikke af Hen­dri­cks’ tekst, om han sig­ter til en bestemt grup­pe filo­sof­fer, og om det skal læses som en opfor­dring til helt at opgi­ve at bedri­ve the­o­ria, der oprin­de­ligt for Pla­ton og Ari­sto­te­les udgjor­de hoved­vej­en til opnå­el­sen af vis­dom. De for­stod rig­tig nok noget for­skel­ligt ved det­te begreb, men for ingen af dem betød udø­vel­sen af the­o­ria og sop­hia en sel­vi­so­le­ren­de til­ba­ge­træk­ning fra ver­den, men sna­re­re at få mulig­hed for at opnå ind­sigt i de ikke umid­del­bart syn­li­ge sam­men­hæn­ge, som knyt­ter fæno­me­ner sam­men i ver­den, og med den­ne ind­sigt at kun­ne hand­le og tæn­ke bed­re. I lyset her­af kun­ne man spør­ge, hvad der vil­le ske, hvis filo­so­fi­en helt holdt op med at efter­stræ­be det mål, som igen­nem histo­ri­en har udgjort dens hove­d­an­lig­gen­de, nem­lig vis­dom, og hver­ken vil være phi­los eller sop­hia mere? Vil­le den ikke der­med give afkald på sit eget navn og hove­d­an­lig­gen­de og først rig­tig begyn­de at iso­le­re sig?

Når Hen­dri­cks vil have filo­so­fi­en til at tage et viden­ska­be­ligt og soci­alt ansvar for “at bidra­ge til løs­ning af de udfor­drin­ger, vi står over for globalt”,5Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶4. så siger han noget, der kan vir­ke ind­ly­sen­de, men sam­ti­dig tru­er hans hår­de udskæld­ning af enhver form for unyt­tig teo­re­ti­se­ren med at under­mi­ne­re de bidrag, som filo­so­fi­en kan yde i form af kri­tisk at spør­ge til og gen­nem­skue de sam­men­hæn­ge i tiden, der har ført os frem til hele den mise­re, vi står midt i. Den lang­va­ri­ge COVID-19-pan­de­mi læg­ger uden tvivl op til filo­so­fi­ske under­sø­gel­ser af den megen mis­in­for­ma­tion, for ikke at sige uvi­den­hed, der har flo­re­ret om virus­va­ri­an­ter, smit­tespred­ning og mund­bind; men sam­ti­dig vil en filo­sof, der beva­rer sin kri­ti­ske døm­me­kraft og hel­heds­sans, fort­sat have blik for ikke kun enkelt­pro­ble­mer, men den sam­le­de sum af sags­for­hold samt til­grund­lig­gen­de fak­to­rer og vil med en eller anden form for the­o­ria arbej­de på at kort­læg­ge sam­men­hæn­ge­ne mel­lem dis­se. Som Sla­voj Žižek for­mu­le­re­de det i begyn­del­sen af COVID-19-pan­de­mi­en:

Vi må rej­se det afgø­ren­de spørgs­mål: Hvad er der galt med vores system, siden kata­stro­fen fan­ge­de os med para­der­ne nede, også selv­om viden­skabs­folk hav­de adva­ret os i årevis?6Slavoj Žižek, Pan­de­mic! COVID-19 Sha­kes the World (OR Books, 2020), 4. Egen oversættelse.

I for­hold til et system, der er dys­funk­tio­nelt og øde­læg­gen­de, har den filo­so­fi­ske tæn­ker en opga­ve, der består i at stil­le spørgs­måls­tegn ved det og måske sågar stil­le en diag­no­se uden nød­ven­dig­vis at have en enty­dig løs­ning eller et hel­bre­del­ses­mid­del på hån­den. I andre sam­men­hæn­ge er det ikke et system, som filo­sof­fen for­hol­der sig til, men det kan være viden, spro­get, ver­den eller livet som sådan, kort sagt kom­plek­se, uhånd­gri­be­li­ge og omfat­ten­de begre­ber og fæno­me­ner, som den filo­so­fi­ske tæn­ker imid­ler­tid ser det som sin opga­ve at ret­te sine spørgs­mål mod for at gøre ind­hol­det og omfan­get af dem begri­be­ligt.

Med hen­syn til den filo­so­fi­ske tænk­nings apo­re­ti­ske natur, dét at filo­so­fi­en rej­ser spørgs­mål uden nød­ven­dig­vis at lig­ge inde med eller nå frem til ende­gyl­di­ge svar, er Pla­tons frem­stil­ling af sokra­tisk dia­log­kunst fort­sat et møn­ster­ek­sem­pel her­på. Pla­tons dia­lo­ger min­der os om, at de spørgs­mål, som filo­so­fi­ske tæn­ke­re stil­ler, sjæl­dent er nyt­ti­ge i nogen lige­frem for­stand. De efter­la­der ofte læse­re og til­hø­re­re min­dre viden­de til­ba­ge, hvil­ket imid­ler­tid giver den enkel­te plads til selv at tæn­ke vide­re. Sna­re­re end udtryk for soci­alt ansvar lader filo­sof­fers spørgs­mål sig ofte­re udlæg­ge som kri­ti­ske, lige­frem spy­di­ge og ten­den­ti­elt set sam­funds­omstyr­ten­de antyd­nin­ger og bemærk­nin­ger til deres sam­tid om, at men­ne­sker, som vi er flest, lever bort­vendt fra det, som det egent­lig kom­mer an på i livet, og vi mang­ler som regel blik for vores egne erken­del­ses­mæs­si­ge græn­ser og for det, der måt­te fin­des hin­si­des dis­se græn­ser.

Den­ne ind­sigt i ens egne erken­del­ses­mæs­si­ge begræns­nin­ger beteg­ne­de Sokra­tes i For­svarsta­len “men­ne­ske­lig visdom”,7Platon, Apo­lo­gia Sokra­tous, i Wer­ke 2 (WBG, 2001), 20d. og den kan ingen pra­le af, for­di den sna­re­re end viden er en form for ikke-viden eller en ikke-objek­ti­ver­bar ind­sigt i … ja, i hvad? I man­ge af Pla­tons dia­lo­ger går det­te van­ske­ligt iden­ti­fi­cer­ba­re fæno­men under nav­net psykē, og enkel­te ste­der for­bin­der Sokra­tes sjæle­lig ind­sigt med det del­fi­ske ora­kel­ord: “Kend dig selv”. Sel­ver­ken­del­se udgør for de få, der lig­ger inde med den, ikke et bestemt, afgræn­set gen­stands­felt, da sel­vet ikke er nogen gen­stand, men sel­ver­ken­del­se giver ind­sigt i græn­ser, først og frem­mest ens egne eksi­sten­ti­el­le og erken­del­ses­mæs­si­ge græn­ser. I det omfang ens egne græn­ser stø­der op til andres og ens omver­dens græn­ser, gør enhver form for sel­vind­sigt sam­ti­dig, at man i stør­re eller min­dre grad kom­mer i berø­ring med og bli­ver klar over dis­se.

COVID-19-pan­de­mi­en har ved­va­ren­de stil­let os over for en ræk­ke spørgs­mål om, hvor græn­ser­ne går eller skal dra­ges, det være sig mel­lem lan­de, byer og deres bebo­e­re, her­un­der både dyr og men­ne­sker; men spørgs­må­let kan også stil­les mere filo­so­fisk og udstil­le den græn­se­over­skri­den­de adfærd og der­til­hø­ren­de man­gel på ind­sigt, som vi men­ne­sker ikke blot i det 21. århund­re­de, men i en del århund­re­der efter­hån­den har udvist over for livet på jor­den i al dets diver­si­tet. Det rej­ser natur­lig­vis yder­li­ge­re spørgs­mål af eksi­sten­ti­el, etisk, øko­lo­gisk, øko­no­misk, kul­tu­rel og reli­gi­øs karak­ter, men filo­so­fi­en kan på tværs af alle dis­se videns­fel­ter pege på, hvor­le­des den alt for men­ne­ske­li­ge ten­dens til tan­ke­løst at over­skri­de græn­ser og til at skæ­re det for­skel­lig­ar­te­de over sam­me læst går igen de fle­ste ste­der, hvor men­ne­sker kom­mer frem. Set fra et filo­so­fisk syns­punkt, der i sagens natur er begræn­set, kun­ne det tyde på, at vi men­ne­sker sta­dig­væk ikke er nået til nogen dybe­re erken­del­se af os selv og af menin­gen med vores gøren og laden her på jor­den.

Jeg skal lade det være usagt, om filo­so­fisk tænk­ning kan lede én hele vej­en frem til et sublimt, oplyst sel­ver­ken­del­ses­sta­di­um. Filo­so­fi­en synes i høje­re grad at arbej­de og ende med afkla­rin­ger og drag­nin­ger af græn­ser. For nog­le lyder det måske af for lidt, mens det for andre lyder for høj­ti­de­ligt, selvs­ma­gen­de eller bare alt­mo­di­sch at omta­le filo­so­fi som kær­lig­hed til vis­dom eller som fød­sels­hjæl­per for sel­vind­sigt. Min­dre kan sik­kert også gøre det, men vi løber en risi­ko, hvis vi begyn­der at skil­le os af med eller skif­te ord som “kær­lig­hed”, “vis­dom”, “sjæl” og “selv” ud med andre ord, for så står vi sand­syn­lig­vis end­nu mere tom­hæn­de­de til­ba­ge, end hvis vi tager vare på dem og fort­sæt­ter med at udlæg­ge deres rig­hol­di­ge betyd­nings­ind­hold.

Faren er til at få øje på, når eksem­pel­vis filo­sof­fer und­la­der at tale om vis­dom, eller andre udta­ler, at der ikke fin­des noget selv, og selv hvis det gjor­de, vil­le det ikke være sær­lig kønt at se på. De kan have ret, men det er en tem­me­lig selvsik­ker afvis­ning af sel­vet, som det vil­le kræ­ve en læn­ge­re filo­so­fisk argu­men­ta­tion at under­byg­ge, såfremt den lader sig under­byg­ge, og selv­om det ikke er nogen sær­lig køn erken­del­se, vi måt­te nå frem til, så kun­ne det skyl­des, at vi ikke har taget sær­lig godt vare på os selv.

Man­ge psy­ko­lo­ger er lige­le­des holdt op med at bru­ge ord som “psy­ke” og “selv” og taler hel­le­re om “hjer­nen” eller “the mind”, hvil­ket fore­kom­mer at være mere hånd­gri­be­li­ge og mål­ba­re stør­rel­ser. En lig­nen­de ten­dens til at und­la­de at sæt­te ord på den uhånd­gri­be­li­ge og umå­le­li­ge dimen­sion inden for et givet fag­felt kan spo­res inden for moder­ne arki­tek­tur, hvor det i dag er de fær­re­ste arki­tek­ter, der ken­der til “det tek­to­ni­ske”, som er en ind­byg­get del af deres egen disci­plin, navn og tradition.8Endelsen “-tek­tur” i den lat­in­ske term “arki­tek­tur” stam­mer fra det old­græ­ske begrebs­par “tek­to­nik” og “tek­to­nisk”, der oprin­de­ligt hen­vi­ste til den kun­nen og kund­skab, som byg­ge- og hånd­værks­me­stre, tek­to­nes, var i besid­del­se af. I hele den old­græ­ske tra­di­tion fra Homer til senan­tik­ken ansås de frem­me­ste … Continue reading I ste­det læg­ger man­ge arki­tek­ter sig efter inge­ni­ø­rer­ne og over­la­der det til andre at betæn­ke det, der ikke er ble­vet tænkt til­stræk­ke­ligt over, og som udgør en del af sjæ­len i deres eget fag, nem­lig det tek­to­ni­skes betyd­ning for arki­tek­tu­ren.

Mar­tin Hei­deg­ger tog for en kort bemærk­ning det­te begreb op i Bau­en Woh­nen Den­ken og bemær­ke­de, at “det tek­to­ni­ske i arki­tek­tu­ren er det sted, hvor tek­nik­ken (technē) har skjult sig siden de æld­ste tider.”9Martin Hei­deg­ger, “Bau­en Woh­nen Den­ken”, i Vorträ­ge und Auf­sätze (Neske, 2000), 154. Egen oversættelse. Hvad enten Hei­deg­ger har ret eller ej, gør han et for­søg på at gen­tæn­ke og frem­hæ­ve en dimen­sion, der for et fag­felt som arki­tek­tur enten har været skjult eller ikke til­stræk­ke­lig belyst. Anspo­ret af Hei­deg­gers tænk­ning, som hun ikke var ukri­tisk over for, gik Han­nah Arendt et skridt vide­re og for­søg­te i sine reflek­sio­ner over det onde at tæn­ke sel­ve det utæn­ke­li­ge, alt­så det som den men­ne­ske­li­ge tan­ke har van­ske­ligt ved at tæn­ke eller nødig vil i berø­ring med og der­for kun yderst sjæl­dent skæn­ker en tan­ke.

Så læn­ge filo­so­fi­en stræk­ker sig i sin bestræ­bel­se på at tæn­ke alt fra det uigen­nemtænk­te over det end­nu utænk­te til det utæn­ke­li­ge, hol­des den i live og skal nok over­le­ve. På net­op det punkt for­blev Arendt en filo­so­fisk tæn­ker, og jeg er på linje med Tho­mas Schwarz Wentzer, som i sit sta­fe­tind­læg lige­le­des næv­ner “det utæn­ke­li­ge” som en del af det felt, filo­so­fi­en stræ­ber efter at ind­lem­me i sin tanke.10Tho­mas Schwarz Wentzer, “Tænk­ning til tiden”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. juli 2021, ¶10. Hvis ikke filo­sof­fer­ne går til græn­sen for, hvad der vides og tæn­kes på et givet tids­punkt i histo­ri­en – og måske over­ho­ve­det kan vides og tæn­kes – hvem skul­le så gøre det?

1. Hawkings udta­lel­se, som også er cite­ret i pro­blem­for­mu­le­rin­gen til den­ne sta­fet­se­rie, faldt i 2011 og lyder: “Why are we here? Where do we come from? Tra­di­tio­nal­ly, these are questions for phi­los­op­hy, but phi­los­op­hy is dead. […] Phi­los­op­hers have not kept up with modern deve­l­op­ments in sci­en­ce. Par­ti­cu­lar­ly phy­si­cs. […] Sci­en­ti­sts have become the bea­rers of the torch of discove­ry in the quest for know­led­ge” (Matt War­man, “Step­hen Hawking tells Goog­le ‘phi­los­op­hy is dead’ ”, The Tele­graph, 17. maj 2011).
2. I Afslut­ten­de uvi­den­ska­be­lig Efter­skrift, udgi­vet under pseu­do­ny­met Johan­nes Climacus.
3. Kir­sten Hyld­gaard, “Filo­so­fi og fag­fi­lo­so­fi”, Tids­skrif­tet Para­doks, 15. juli 2021, ¶1–2; Jan Faye, “Fin­des filo­so­fi­en om 50 år?”, Tids­skrif­tet Para­doks, 21. juli 2021, ¶14.
4. Vin­cent F. Hen­dri­cks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, Tids­skrif­tet Para­doks, 1. juli 2021, ¶11.
5. Hendricks, “Filo­so­fi i – og til – ver­den”, ¶4.
6. Slavoj Žižek, Pan­de­mic! COVID-19 Sha­kes the World (OR Books, 2020), 4. Egen oversættelse.
7. Platon, Apo­lo­gia Sokra­tous, i Wer­ke 2 (WBG, 2001), 20d.
8. Endelsen “-tek­tur” i den lat­in­ske term “arki­tek­tur” stam­mer fra det old­græ­ske begrebs­par “tek­to­nik” og “tek­to­nisk”, der oprin­de­ligt hen­vi­ste til den kun­nen og kund­skab, som byg­ge- og hånd­værks­me­stre, tek­to­nes, var i besid­del­se af. I hele den old­græ­ske tra­di­tion fra Homer til senan­tik­ken ansås de frem­me­ste af dis­se mestre for at være vise, og at døm­me efter de evner, de før­ste “filo­sof­fer”, sær­ligt Tha­les og Anaxi­man­der, hav­de til hen­holds­vis at byg­ge, måle og beme­stre vis­se natur­fæ­no­me­ner, kan beg­ge have truk­ket på den tek­to­ni­ske tra­di­tion. Odys­seus kal­des for en tek­to­nisk mester i Homers Odys­sé, Pla­tons ver­dens­ska­ber, Demi­ur­gen, beskri­ves i Timaios som udfø­rer af et tek­to­nisk mester­værk, og når det ofte refe­re­res, at Jesus i Bibe­len er tøm­rer, er det en ikke helt nøj­ag­tig gen­gi­vel­se af tek­tōn på old­græsk, se min arti­kel “The Fall of the Tek­tōn and the Rise of the Archi­tect: On the Gre­ek Ori­gins of Archi­tec­tu­ral Crafts­mans­hip”, Archi­tec­tu­ral Histo­ri­es 5, 1 (2017).
9. Martin Hei­deg­ger, “Bau­en Woh­nen Den­ken”, i Vorträ­ge und Auf­sätze (Neske, 2000), 154. Egen oversættelse.
10. Tho­mas Schwarz Wentzer, “Tænk­ning til tiden”, Tids­skrif­tet Para­doks, 8. juli 2021, ¶10.