Er filosofien død? Eller er den også liv? I denne artikel vil jeg spørge til det forhold, at den vestlige filosofi i sin søgen efter den højeste form for væren traditionelt har fundet sine svar i det absolutte: ved begyndelsen og ved afslutningen. Når filosofien har søgt at “gribe sin tid i tanken”, som Thomas Schwarz Wentzer skriver det med en formulering fra Hegel,1Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. har mange tanker således rettet sig mod tidens absolutte yderligheder: begyndelsen og afslutningen, med andre ord døden. Både den død, som før fødslen var ikke-liv, og den gængse forståelse af død, som det, der sker efter livet.
Den franske filosof Gilles Deleuze har som bekendt spurgt: “Hvad er filosofi?”2Gilles Deleuze & Félix Guattari: Hvad er filosofi? (København: Gyldendal, 1996). Hvad er filosofiens rolle? En måde at læse Deleuzes spørgsmål på er at forstå det i konteksten af, hvordan man kan leve. Dette spørgsmål er dog forskelligt fra den filosofi, der har været gennemgående fra den antikke græske tradition til Oplysningstidens tænkning, og som har spurgt til, hvordan man bør leve – leve i overensstemmelse med en transcendental orden eller idealformer eller ifølge Kants kategoriske imperativ. Fra filosofiens begyndelse til eksistentialismens dødsdom over Gud og dermed enhver objektiv moral har det normative bør forandret sig til et deskriptivt kan eller er. Deleuze indfører altså i den poststrukturalistiske og postmoderne filosofiske tradition et spørgsmål til menneskets livsførelse, som ikke tager form af en manual til livet. Men historisk har filosofien taget sig ud på en måde, som kan karakteriseres som en manual til døden.
Ånd, Geist, nous. Fra Aristoteles til Hegel har disse begreber repræsenteret værens idealstadier. Den telos, som Aristoteles tilskrev al menneskelig handlen, betyder netop mål, endemål og slutmål, og Hegels begreb om bevidsthed handler ligeledes om en bevidsthed, som er på vejen til det endeligt ophøjede, på vej mod et slutmål. Den empiriske verdens materiale findes således i dens negativitet – i opløsningen, i den sluttede cirkel, i viljen, der falder til ro, som Schopenhauer ville sige. Døden har i filosofien taget karakter af det freudianske nirvanaprincip, en tilbagevenden til den symbiotiske relation i livets moder, dér, hvor al lyst er tilfredsstillet, idet den absolutte opfyldelse af lysten skaber lystens og drifternes endelige ophør. Den tyske filosof Peter Sloterdijk beskriver denne “føtale kohibation” således:
First of all one must conceive a phase of fetal cohabitation in which the incipient child experiences the sensory presence of liquids, soft bodies and cave boundaries: most importantly placental blood, then the amniotic fluid, the placenta, the umbilical cord, the amniotic sac and a vague pre-figuring of the experience of spatial boundaries through the resistance of the abdominal wall and elastic walling-in. A foretaste of what will later be called reality presents itself in the form of an intermediate fluidal realm that lies embedded in a dark, spheric spatial factor softly cushioned within firmer boundaries.3Peter Sloterdijk, Bubbles: Spheres Volume I: Microspherology (New York: Autonomedia, 2011), 293–294.
Det vordende barn befinder sig i kraft af sin væren-i-moderen i denne svævende, flydende tilstand, som et fludialt mellemrige, der kommer til at være “en forløber for, hvad der senere vil hedde virkelighed”.4Sloterdijk i citatet ovenfor. Nirvanaprincippets dødsdrift søger en idealtilstand i dette svævestadie, som det føtale førsubjekt havde sin oprindelse i. Mennesket søger ifølge den freudianske driftsteori altid tilbage til denne erindring om verdensforholdets oprindelse, som ontogenetisk skulle ligge i menneskets hukommelse.5Herbert Marcuse, Eros og civilisationen (København: Gyldendal, 1970), 40. Døden før livet bliver med andre ord til et ideal for tilfredsstillelse, et ikke-gravitetisk, flydende og svævende, responsivt og elastisk rum, før virkelighedens tyngdekraft og kolde, hårde flader modsætter sig individet i genstridig friktion.
Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet: “Tiden før fødslen og tiden efter døden er fuldkommen ens. Det indebærer: Jeg’ets ophævelse. Hele virkelighedens ophævelse. Livets ophævelse. ‘Jubel’ ”.6Amos Oz, Den sorte kasse (Odense: Samleren, 1990), 137. Idealets gennemførelse er altså en nedbrydelse af nuet i fortidens og fremtidens navn: døden før og efter livet – og den verdslige virkelighed som blot et forkammer til den næste verden. Jubelen er driftsbehovets tilfredsstillelse, den stillede dødsdrift.
Thomas Schwarz Wentzer har tidligere i denne filosofistafet påpeget, at filosofiens opgave er at “skabe en intellektuel orientering, der tør tiltale det, som krisen er et udtryk for, i nye og måske hidtil ukendte begreber og tankemønstre”. Tænkningen må ifølge Wentzer turde tænke det utænkelige, det ukendte “hinsides det hidtil forsvarlige og kendte”,7Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶10. og Wentzers definition er rammende, for filosofien har i høj grad gjort netop det. Spørgsmålet er bare, om filosofiens bevægelse i “det hinsides” blot har skabt et løfte om Evigheden som trøst for den virkelige verdens lidelser? Det er et løfte, som historisk har holdt mange mennesker i den repressive ordens trældom, slid og udbyttende arbejde.
Den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse har sagt om denne problematik, at “i et repressivt samfund, bliver selv døden til et middel til repression”.8Herbert Marcuse, Eros og civilisationen, 213. I denne forstand er den fremmedgjorte tilværelse udholdelig, netop fordi menneskets virkelige lykke forvises til en transcendental verden, hvor en uvirkelig belønning venter for den virkelige lidelse.
Er filosofien da blot Evighedens og himmerigets fatamorgana? Som Wentzer skriver, er en organisme, der ikke responderer på sin omverden, død. Der skal således altid svares og “ansvares” på omverdens udfordringer, også selvom disse ikke dikterer nogen umiddelbare løsninger.9Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶12. Døden som svar på livet er altså ikke en responsiv, levende filosofi, for her findes svaret ikke i den verdslige omverden, men i en transcendental over- eller underverden. Men den er dog et slags svar, når man ikke kender svaret. Hvad den ikke er, er en løsning på, hvordan livet kan leves.
| 1. | Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶10. |
| 2. | Gilles Deleuze & Félix Guattari: Hvad er filosofi? (København: Gyldendal, 1996). |
| 3. | Peter Sloterdijk, Bubbles: Spheres Volume I: Microspherology (New York: Autonomedia, 2011), 293–294. |
| 4. | Sloterdijk i citatet ovenfor. |
| 5. | Herbert Marcuse, Eros og civilisationen (København: Gyldendal, 1970), 40. |
| 6. | Amos Oz, Den sorte kasse (Odense: Samleren, 1990), 137. |
| 7. | Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶10. |
| 8. | Herbert Marcuse, Eros og civilisationen, 213. |
| 9. | Wentzer, “Tænkning til tiden”, ¶12. |