Filosofien som institution og filosofien som tænkning

Filosofi er en sko­ling i at tæn­ke. Filosofi er et fag på de høje­re lære­an­stal­ter. Det er filo­so­fi­ens dilem­ma til hver en tid. Nutiden er ingen und­ta­gel­se. Men den­ne tid har som alle andre sine egne betin­gel­ser.


Det ver­den­s­oms­pæn­den­de aka­de­mi­ske sprog er i dag engelsk. For ikke så læn­ge siden ran­ge­re­de tysk og fransk på linje med engelsk. Nu har vi mono­ling­vis­me. Det bety­der mono­kul­tur.

Merleau-Ponty har sagt det, et sprog er un rap­port au mon­de. Gadamer har sagt det, et sprog er ein Weltverhältnis. Et bestemt for­hold til ver­den. Ét.

Med det engel­ske sprogs her­re­døm­me bli­ver dét natur­ligt, som er natur­ligt iføl­ge engelsk og ame­ri­kansk tra­di­tion. Horisonten indsnæv­res til én kul­turkreds’ tra­di­tion.

Die Grenzen mei­ner Sprache bedeu­ten die Grenzen mei­ner Welt,” skri­ver Wittgenstein i sin Tractatus. Meine Sprache. Meine Welt. Det hand­ler ikke om spro­get som sådan, men om, hvad der er mit. Hvad jeg gør til mit, hvad der er mit ansvar.

I dag bru­ger alle det engel­ske kom­mu­ni­ka­tions­sprog. Filosofferne accep­te­rer en sprog­lig instru­men­ta­lis­me, selv om al hæder­lig filo­so­fi taler imod den. Hvad Merleau-Ponty, Gadamer eller Wittgenstein har sagt, bli­ver noget, de mener. Dermed er filo­so­fi redu­ce­ret til filo­dok­si. Filosofihistorie bli­ver dokso­gra­fi.


På uni­ver­si­te­ter­ne sam­les man om en fæl­les kul­tur. På de for­skel­li­ge fag lærer man grund­læg­gen­de de sam­me ting, og de for­skel­li­ge fag måles også med sam­me måle­stok. Sådan lærer man net­wor­king og fun­dra­i­sing. Og man lærer at super­vi­se­re og admi­ni­stre­re og orga­ni­se­re. Man bli­ver målt via peer reviews og ranking og ben­ch­mar­king. Undervisning og forsk­ning under­ord­nes pla­ner og resul­tat­mål. Sådan bli­ver den for­ud­si­ge­lig. Sådan kom­mer den filo­so­fi i væl­ten, som giver løf­te om resul­ta­ter.

Filosofi skal dyr­kes i for­sker­fæl­les­ska­ber, som arbej­der sam­men på at løse pro­ble­mer. Den såkaldt ana­ly­ti­ske filo­so­fi har vist sig sær­lig ihær­dig med det. Ganske vist har den ikke løst andet end de pro­ble­mer, der var pro­ble­mer for ana­ly­ti­ske filo­sof­fer. Eksempelvis det, de kal­der pri­vats­progs­pro­ble­met. Ingen filo­sof ved sine ful­de fem har nogen­sin­de anta­get, at sprog kun­ne være noget pri­vat. Hegel skri­ver det ligeud i Encyklopædien. Det står for den sags skyld også for­kla­ret i Saussures Cours de lingu­i­stique généra­le. Men for­sker­fæl­les­ska­bet kan rap­por­te­re, at her har man løst et pro­blem. Det er gan­ske vist. Peer review­se­ne siger det selv.

Og så vil man tage Wittgenstein til ind­tægt for at gøre filo­so­fi til pro­blem­løs­ning. Forordet til Tractatus rum­mer da også en sæt­ning om, at her er der løst pro­ble­mer. Men den næste sæt­ning siger, at den egent­li­ge vær­di af sådan et arbej­de lig­ger i at vise, hvor lidt der er udret­tet med det (“wie wenig damit getan ist”).

Hvorfor mon Heidegger og Wittgenstein var lige gode om at forag­te kon­gres­ser­ne og det aka­de­mi­ske mil­jø? Måske for­di det er næsten umu­ligt at brin­ge ud af sin tom­gang. Også Heidegger og Wittgenstein har vi fun­det en løs­ning på. I dag har vi Heidegger-forsk­ning og Wittgenstein-forsk­ning. Som om det var det, de var til for!

En pro­fes­sor er ikke så let at pro­vo­ke­re, sag­de Kierkegaard. Han hol­der bare end­nu en fore­læs­ning. Nu om det pro­vo­ke­ren­de.


Sådan kan en bestemt form for filo­so­fi bli­ve her­sken­de ide­o­lo­gi på filo­so­fi – jeg mener insti­tu­tio­nen. På Kierkegaards tid var det Hegels system. Senere blev det nykan­ti­a­nis­men. I de øst­eu­ro­pæ­i­ske lan­de var det marxis­men-leni­nis­men. Siden Anden Verdenskrig har det været den ana­ly­ti­ske filo­so­fi.

Én gang ved mag­ten kan en filo­so­fisk sko­le her­ske ale­ne pr. mag­tar­ro­gan­ce. De ana­ly­ti­ske filo­sof­fer bru­ger argu­men­ter. Altså som reto­risk figur. Den filo­so­fi, som ikke er “ana­ly­tisk”, kal­der de ufor­stå­e­lig. Som om det var et argu­ment!

Magtarrogancen ved en her­sken­de ide­o­lo­gi viser sig ved, at det skal være så let at afvi­se de andre. For den ana­ly­ti­ske filo­so­fi er Hegel, Nietzsche, Heidegger, Derrida, osv. ufor­stå­e­li­ge. Filosofiens histo­rie stand­ser ved kon­flik­ten mel­lem empi­ris­me og ratio­na­lis­me, ind­til den lyk­ke­lig­vis begyn­der igen med Frege og Russell.

Hvad vil­le man sige om en musi­ker, der kom­po­ne­re­de, som om tolv­to­nemu­sik­ken aldrig hav­de fun­det sted, eller om en kunst­ner, der male­de uden at tage notits af udvik­lin­gen fra impres­sio­nis­men og frem? Eller om en bio­log, der igno­re­re­de Darwin? Eller om en fysi­ker, der igno­re­re­de Einstein? Det er ikke ander­le­des, når man vil dis­ku­te­re onto­lo­gi, som om Heidegger ikke hav­de levet, eller etik, som om Nietzsche ikke hav­de levet. Ikke desto min­dre kører den ana­ly­ti­ske filo­so­fi i tom­gang på tred­je gene­ra­tion.

Det er ikke filo­so­fi­ens ende­ligt. Men det er et tegn på, at vi befin­der os i en epo­ke, hvor filo­so­fi­en tri­ves bed­re uden for insti­tu­tio­nen. Hvis man luk­ke­de de filo­so­fi­ske insti­tut­ter ver­den over, vil­le det ikke bety­de noget for tænk­nin­gens betin­gel­ser, sag­de Agamben engang i en sam­ta­le.


Filosofien har ofte været i andres vare­tægt end insti­tu­tio­na­li­se­re­de filo­sof­fer. Det var til­fæl­det på Descartes’ og Humes tid eller på Marx’ og Kierkegaards. Hvorfor skul­le det ikke også være til­fæl­det i dag? Det er en vold­som over­vur­de­ring af insti­tu­tio­nen at tale om filo­so­fi­ens død, blot for­di en her­sken­de ide­o­lo­gi har fået filo­so­fi­en til at gå i tom­gang der. Alligevel er det et tab. For var der engang folk, i Danmark en Johannes Sløk eller en Villy Sørensen, man kun­ne betro at gen­nem­gå Aristoteles eller Kant, så er det i dag svært at få øje på teo­lo­ger eller ide­hi­sto­ri­ke­re eller lit­te­ra­ter, man med tryg­hed kun­ne sæt­te til det. Når også de pro­fes­sio­nel­le filo­sof­fer er ble­vet så ama­tør­ag­ti­ge at tro, at de er kom­met vide­re og én gang for alle har fun­det den filo­so­fi, die als Wissenschaft wird auftre­ten kön­nen, bli­ver det van­ske­ligt at kom­me igen.

Amatøragtig bli­ver man i filo­so­fi­en ved at behand­le pro­ble­mer uden at have til­stræk­ke­lig pro­blem­be­vidst­hed. Men hvor skal man få den fra? Ikke fra strøm­men af peer reviewe­de artik­ler, så meget er sik­kert; det er kun artik­ler god­kendt af folk, der skri­ver sam­me slags artik­ler. Behandling af filo­so­fi­ske pro­ble­mer kan man kun lære der, hvor der er gjort erfa­rin­ger med den, dvs. i filo­so­fi­ens tra­di­tion. Derfor er pro­blem­be­vidst­hed det sam­me som tra­di­tions­be­vidst­hed. Man kan ikke behand­le noget emne som filo­sof uden at være på omgangs­høj­de med, hvor filo­so­fi­en er nået til.

Men i en peri­o­de, hvor det er nok at kun­ne en enkelt ret­nings sla­gord for at få stil­ling, nær­mer man sig det, som min kol­le­ga Jørgen Dehs engang kald­te et kol­lek­tivt hukom­mel­ses­tab. I sådan en tid bli­ver det svæ­re­re at se, hvor­for filo­so­fi­en ikke bare kan være, hvad den har været. Der opstår der syste­mer gan­ske som til­forn, syste­mer for kom­mu­ni­ka­tiv hand­len, syste­mer for, hvor­når noget er en begi­ven­hed, og der opstår filo­sof­fer, der så høj­ti­de­ligt, som var det Bergson, taler om “min filo­so­fi”. Og adep­ter, som kan de nye syste­mer samt alle kri­te­ri­er og distink­tio­ner og begre­ber og hele ter­mi­no­lo­gi­en. Men hvis det er vig­tigt at lære filo­so­fi, så er det, som min ven Dehs også sag­de, lige så vig­tigt at kom­me sig over det. Tænkning er først tænk­ning, når den er selv­stæn­dig tænk­ning.

Der er først tænk­ning der, hvor der ikke har været nogen end­nu. Men for at kom­me der­til må vi van­dre ad de sti­er, som er tænkt af andre. Vi behø­ver ikke noget forsk­nings­fæl­les­skab eller tvær­fag­lig­hed for at lære filo­so­fi. For vi har filo­sof­fer­ne.


Lyder det nega­tivt, hvad jeg siger her? Det er, for­di filo­so­fi­ens posi­ti­vi­tet er den rene nega­ti­vi­tet. Thomas Schwarz Wentzer min­der om, at filo­sof­fen ikke nød­ven­dig­vis er en, der skal bidra­ge med løsninger.1Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶12. Jeg vil til­la­de mig at være mere nega­tiv end min kol­le­ga fra Århus. Dvs. i vir­ke­lig­he­den mere posi­tiv på filo­so­fi­ens veg­ne:

Filosofien er i sin lan­ge histo­rie ikke frem­kom­met med et ene­ste svar eller resul­tat, som er ble­vet stå­en­de. Tværtimod har udvik­lin­gen bestå­et i at bli­ve opmærk­som på begræns­nin­gen ved, det end­nu ulø­ste i, de løs­nin­ger, man er kom­met frem til. Det gæl­der selv kon­tra­dik­tions­prin­cip­pet, om hvil­ket Heidegger har poin­te­r­et, at når det gæl­der noget over­ho­ve­det, så er det, for­di det kun gæl­der noget.

Dengang Anselm mod­be­vi­ste tåben fra Salmernes Bog ved gan­ske mod­si­gel­ses­frit at bevi­se Guds eksi­stens, var der én, der tog til gen­mæ­le på tåbens veg­ne. Anselm hav­de hæv­det, at Gud er det, høje­re end hvil­ket intet er og der­for ikke ikke kan være. Men hvad nu, sag­de Gaunil, hans sam­ti­di­ge, hvis det, høje­re end hvil­ket intet er, var en skat­teø, som ingen end­nu har opda­get, må vi så ikke også sige, at den er? Hvortil Anselm sva­re­de, at Gud ikke er en skat­teø, men der­i­mod det, høje­re end hvil­ket intet er. Formlen kan ikke udfyl­des. Først da Thomas Aquinas tog til gen­mæ­le, fik man vist, at selv den­ne løs­ning ikke holdt. For hvor­fra ved vi, spurg­te Thomas, at Gud er det, høje­re end hvil­ket intet er? Vi ved end ikke det.

Siden den­gang Kant viste, at gen­stan­den for vores erken­del­se ikke er under­lagt de bestem­mel­ser, vores erken­del­se til­læg­ger den, har man pro­teste­ret og vil­let hæv­de mulig­he­den for erken­del­se af tin­gen i sig selv. Men det giver god mening som Kant at pla­ce­re tin­gen uden for tid og rum, for hvad har ter­nin­gen med sine seks lige sto­re sider på én gang at gøre med “lige sto­re” eller “på én gang”? Vi kom­mer ikke til at se ter­nin­gens sider lige sto­re på én gang af at hæv­de mulig­he­den. Derimod kun­ne Hegel se pro­ble­met ved Kants måde at løse pro­ble­met på. For hvis das Ding an sich ikke kan erken­des af os, karak­te­ri­se­rer det så das Ding an sich ikke at kun­ne erken­des af os? Nej, det karak­te­ri­se­rer kun vores erken­del­se. Das Ding an sich er nur für uns an sich. Hvis der gives en Ding an sich, er den end ikke an sich.

Filosofiens bevæ­gel­se går hele tiden frem imod det, som end­nu ikke er løst med vores løs­nin­ger, som end­nu ikke er besva­ret med vores svar. På den måde er den for­ble­vet tro imod Sokrates hele vej­en igen­nem. Filosofien skal ikke hæv­de andet end sit end ikke: At end ikke i det, vi er mest sik­re på, at vi ved, unds­lip­per vi det, som vi ikke ved. Det er der­for, filo­so­fi­en kan være skep­sis og tvivl og kri­tik og sæt­ten i paren­tes og dekon­struk­tion. Og det er der­for, den ikke skal ind­gå resul­tat­kon­trak­ter.

Det gæl­der for øvrigt også den filo­so­fi, hvis adep­ter sta­dig er ved mag­ten på de filo­so­fi­ske insti­tut­ter ver­den over. Også grund­la­get for den ana­ly­ti­ske filo­so­fi, lagt af Frege og Russell, også om det har man vist, at det ikke hol­der. End ikke opfat­tel­sen af spro­get som beskri­vel­se af vir­ke­lig­he­den. End ikke skel­let mel­lem Sinn og Bedeutung. Hvis man tog Austins og Kripkes dekon­struk­tion alvor­ligt, kun­ne det være, man kom ud af filo­so­fi­ens død­van­de.