• Print
Denne artikel er en del af serien “

Afsluttende argumen­tations­teoretisk efterskrift


14. marts 2023

Søren Gosvig Ole­sen kvit­te­rer ven­ligt for mit sene­ste ind­læg med både en filo­so­fisk artikel1Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023. og et forord2Søren Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant, og til andre, som måske har bed­re tid, hvil­ket kan tje­ne som for­ord”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023. til den. Så er det vel kun pas­sen­de, at mit sid­ste bidrag til den­ne kon­tro­vers bli­ver i form af et efte­r­ord.

Det har vist sig at være nem­me­re at pres­se vand ud af en sten end at få min gode kol­le­ga til at leve­re belæg for sine alvor­li­ge og alde­les ube­grun­de­de påstan­de. Han vil hel­le­re beskyl­de mig for at lave fup og svin­del, for ikke at læse og måske slet ikke at kun­ne læse. Og så selv­føl­ge­lig gesti­ku­le­re i ret­ning af en bog, der skul­le inde­hol­de alle de efter­s­purg­te begrun­del­ser.

Alt­så kan vi ikke dis­ku­te­re sub­stan­sen (hvis der måt­te være en sådan) i Gosvigs ankla­ger om fup og svin­del. I ste­det vil jeg stil­le skar­pt på noget af det, Gosvig kom­mer med i ste­det for de efter­s­purg­te begrun­del­ser.

Gosvig star­ter med at sige, at der “ingen grund [er] til at bru­ge megen tid på de forundringspunkter”,3Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶2. han frem­fø­rer i sit for­ri­ge bidrag, da jeg giver ham ret i dem alle. En lidt over­ra­sken­de påstand, efter­som jeg i mit ind­læg viser, at i hvert fald et par af Gosvigs “forun­drings­punk­ter” angår ting, der er sagen uved­kom­men­de – som fx hvor­for jeg ikke næv­ner, at han cite­rer Hus­serl på tysk, eller at han er glad for den og dens læs­ning af Hus­serl. Men der­for kan Gosvig jo godt have ret i, at han undrer sig over, at jeg ikke bru­ger plads på irre­le­van­te ting. Det kan jeg så … øhm … undre mig lidt over, at han undrer sig over.

Men det er slet ikke de punk­ter, Gosvig har i tan­ker­ne i sit nye ind­læg. Der­i­mod har han opda­get, at jeg for­bi­går alt det­te her med barm­hjer­tig­hed (osv.) i tavs­hed. Det for­tol­ker Gosvig som en stil­tien­de accept af, at sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren er rin­ge. Alt­så: Jeg næv­ner det ikke, alt­så accep­te­rer jeg Gosvigs kon­klu­sion. Jeg er sik­ker på, min gode kol­le­ga selv kan se, hvil­ken kolos­sal non sequi­tur det­te er. Selv­føl­ge­lig accep­te­rer jeg ikke Gosvigs kon­klu­sion. Hvor­dan kun­ne jeg over­ho­ve­det gøre det?  Jeg aner jo ikke engang, hvil­ke sekun­dæ­re vær­ker, Gosvig har i tan­ker­ne, da han ikke refe­re­rer til et ene­ste.

Des­u­den bemær­ker Gosvig, at jeg bli­ver ved med at for­lan­ge begrun­del­ser, “som om det var en mulig­hed i et debatindlæg”.4Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶2. Vi skal for­stå, at Gosvig her er under­lagt et strengt for­mat, der pine­død bestå af ube­grun­de­de påstan­de (og man­ge af dem). Men det er efter­hån­den ved at være tyde­ligt, at det kun er Søren Gosvig selv, der pålæg­ger sig dis­se begræns­nin­ger. Der ikke nogen, der har for­hin­dret Gosvig i at skri­ve en filo­so­fisk arti­kel i Para­doks. Tvær­ti­mod. Han har fået lov til at udgi­ve det ene “debat­ind­læg” efter det andet, og nu også en fuld­blods arti­kel – der hel­ler ikke leve­rer varen.5Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”. Den­ne arti­kel, som jeg ikke vil under­ka­ste en nær­me­re ana­ly­se og dis­kus­sion her, inde­hol­der efter min mening en tem­me­lig ensi­dig læs­ning af Hus­serl – en læs­ning der ude­luk­ken­de beto­ner det eide­ti­ske ele­ment i fæno­meno­lo­gi­en. Men det er, hvad det er. Mere inter­es­sant er … Continue reading Den kan ikke leve­re varen, efter­som den ikke refe­re­rer til et ene­ste sekun­dær­lit­terært værk.

Ende­lig bekla­ger Gosvig sig over, at jeg ikke vil pri­o­ri­te­re at få læst den bog, der til­sy­ne­la­den­de inde­hol­der alle de mang­len­de begrun­del­ser. Men hvor­for ikke præ­sen­te­re et par guld­korn for Para­doks’ læse­re, hvoraf vel kun et fåtal vil være i stand til at læse Gosvigs fran­ske udgi­vel­ser? Jeg tror da vist, jeg er kom­met med en opfor­dring eller to. Men nej, der kom­mer ikke nogen begrun­del­se for noget, hel­ler ikke selv om Gosvig som nævnt efter­hån­den har udgi­vet tre halvlan­ge ind­læg samt en lang filo­so­fisk arti­kel på det­te sted – og lur mig, om ikke der kom­mer mere fra hans hånd. Med andre ord: Der gives mas­ser af plads til at leve­re det efter­s­purg­te – sær­ligt nu, hvor det er ble­vet klart, at “fæno­meno­lo­gi­en” for Søren Gosvig er begræn­set til Hus­serls fænomenologi.6Jf. bemærk­nin­ger­ne om Hei­deg­ger og Mer­leau-Pon­ty i Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, ¶5. Så er tids­skrifts­for­ma­tet slet ikke så skævt end­da.

Her­ef­ter tager Gosvigs nye ind­læg en inter­es­sant drej­ning. Gosvig er over­ra­sket over, at jeg kal­der hans beskyld­nin­ger om fup, svin­del, dum­pe­ka­rak­ter, ikke at læse osv. for “grove” og end­da bru­ger ordet “mud­der­kast­ning” om dem. Lidt for­tør­net bemær­ker han: “Men det er ikke for groft efter behag at læse hen over pas­sa­ger i den andens tekst, at fejl­læ­se eller slet ikke at læse. Det er hel­ler ikke for groft at beskyl­de den anden for mud­der­kast­ning og mobning”.7Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶3. Dog har Gosvig væn­net sig til at bli­ve behand­let på en så alde­les uri­me­lig måde, kan man for­stå.

Vi tager den lige i lang­som gen­gi­vel­se: Gosvig siger om utal­li­ge filo­so­fi­ske kol­le­ger, at deres arbej­de er fup og svin­del – så rin­ge, at det vil dum­pe en eksa­men på BA-niveau. Det gør han vel at mær­ke uden antyd­nin­gen af belæg eller begrun­del­se. Når jeg så beder ham om at begrun­de påstan­de­ne, bli­ver jeg selv beskyldt for at leve­re fup og svin­del, for ikke at læse osv. Men ve den, der for­ma­ster sig til at være så ube­høv­let at kal­de Gosvigs beskyld­nin­ger for “grove”. Hvad skal man sige? Und­skyld? Und­skyld for, at jeg kom til at kal­de den gan­ske ube­grun­de­de beskyld­ning om, at jeg er en bed­ra­ger, der ikke kan eller vil læse, “grov” (end­da tre gan­ge!). Det er den omvend­te ver­den: War is pea­ce, Gosvig er et uskyl­digt offer…

Men i det mind­ste nær­mer Gosvig sig her noget, der min­der om en tu quoque, der har lidt bid, kun­ne man tro. Og så alli­ge­vel ikke. For hele Gosvigs bestræ­bel­se går ud på at døm­me folk ude af den filo­so­fi­ske sam­ta­le. Andres læs­nin­ger af Hus­serl er ikke tvivls­om­me, kri­tisab­le eller fejl­ag­ti­ge, men svin­del, til dum­pe­ka­rak­ter osv. (Und­skyld gen­ta­gel­ser­ne både her og i det føl­gen­de. Men Gosvig er ikke den ene­ste, der føler sig dår­ligt læst.) Mit ærin­de er et gan­ske andet: Jeg døm­mer ikke nogen ude – hver­ken Gosvig, Ayer eller Smart – men indstil­ler til, at man hol­der igen med de ube­grun­de­de skældsord.

Gosvig går vide­re til at bemær­ke, at mit ind­læg er “affat­tet i den vel­kend­te stilart føl­ge­lig-alt­så-der­for-tyde­lig­vis-selvsagt. Kon­klu­sions­mar­kø­rer­ne gør det ud for den seri­ø­se argu­men­ta­tion. Og sandt er det, at sådan noget godt kan sny­de den ube­far­ne læser. Dem fin­der man i filo­so­fi­ske mil­jø­er, hvor man bil­der de stu­de­ren­de ind, at deres sko­ling går ud på at lære at argu­men­te­re og ikke på at lære at læse og skrive”.8Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶3.

Bemærk først det fal­ske dilem­ma: Som om vi er nødt til at væl­ge imel­lem at lære stu­de­ren­de prin­cip­per­ne for lødig argu­men­ta­tion og at lære dem at læse og skri­ve. Som om det at til­væl­ge det ene bety­der at fra­væl­ge det andet. Not so, my dear Gosvig. De skal lære det hele.

Nå, men min gode kol­le­ga har i hvert fald ret i, at der er noget her, der måske kan vild­le­de den uer­far­ne læser. Dog vil filo­sof­fer næp­pe fal­de for tri­ck­et. For husk på, hvor­for argu­ment­mar­kø­rer­ne er kom­met med i mit ind­læg num­mer to: For­di Gosvig i før­ste omgang ankla­ger mig for ikke at kom­me med argu­men­ter over­ho­ve­det. Jeg for­sø­ger i mit andet ind­læg at tyde­lig­gø­re argu­men­tet for min kol­le­ga, da han jo hav­de læst hen over det til at begyn­de med. Og nu går ankla­gen så på, at jeg i ste­det for argu­men­ta­tion blot frem­fø­rer kon­klu­sions­mar­kø­rer (i en “vel­kendt stilart”).

Men nej, sådan for­hol­der det sig ikke. Vi tager den én gang til (og nu igen uden kon­klu­sions­mar­kør): For at begrun­de sine påstan­de skal Gosvig kom­me med cita­ter fra både pri­mær- og sekun­dær­lit­te­ra­tur, han skal udlæg­ge dem og for­kla­re, hvor­for sidst­nævn­te får så radi­kalt galt fat i først­nævn­te, at det er rime­ligt at kal­de den fup og svin­del. Det gør Gosvig ikke. Hans beskyld­nin­ger er ube­grun­de­de. Argu­men­tet er gyl­digt – end­da hold­bart – men jeg skal ger­ne med­gi­ve, at det ikke er vide­re inter­es­sant, efter­som Søren Gosvig vel accep­te­rer både præ­mis­ser og kon­klu­sion. Hvor­for bli­ver han ellers ved med at bedy­re gang på gang, at han skam kun leve­rer “debat­ind­læg”? (Nu har han så til­fø­jet en arti­kel, der i aller­bed­ste fald leve­rer en smu­le af det efter­s­purg­te, og det kun hvis man accep­te­rer Gosvigs meget ensi­di­ge læs­ning af Hus­serl. Vi har såle­des sta­dig ikke den fjer­ne­ste grund til at tro, at der er hold i Gosvigs beskyld­nin­ger.)

I næste afsnit ven­der Gosvig sig mod mit lil­le citat fra Hus­serl. Det anven­der jeg i “et bra­vur­num­mer”, hvor jeg “leger med argu­men­tet […], at føl­ge­lig er den fran­ske fæno­meno­lo­gi humbug”.9Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4. Bemærk først og frem­mest sar­kas­men og lat­ter­lig­gø­rel­sen i Gosvigs snak om mit “bra­vur­num­mer” – smart ned­gø­rel­se af noget, en anden siger eller skri­ver, uden skyg­gen af argu­men­ta­tion. Men hvad siger Gosvig så om “bra­vur­num­me­ret”? Her bli­ver det hele tem­me­lig mystisk. Først bemær­ker han, at det “for­bli­ver ube­stemt”, hvad der menes med “fransk fænomenologi”.10Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4. Lige præ­cis! Og det “for­bli­ver ube­stem­me­ligt”, “[h]vordan man skul­le kun­ne slut­te som anført”.11Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4. Spot on! Ende­lig skal vi jo – her cite­rer Gosvig fra mit ind­læg num­mer to – “have cita­tet for­kla­ret og kontekstualiseret”.12Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4. Genau! Og? Har Gosvig slet ikke for­stå­et poin­ten? Poin­ten er jo net­op, at man ud fra cita­tet – der er til­fæl­digt valgt – intet kan sige om fransk fæno­meno­lo­gis kva­li­te­ter eller man­gel på sam­me. Man er nødt til at for­kla­re, hvad der menes med fransk fæno­meno­lo­gi, hvad cita­tet siger, hvor­le­des det­te mod­si­ger for­tolk­nin­gen hos fran­ske fæno­meno­lo­ger osv. osv. Alt det­te siger jeg eks­pli­cit i mit ind­læg num­mer to, men Gosvig synes ikke at ænse noget af det.

Hvis poin­ten sta­dig ikke er klar, så gør føl­gen­de: Find et citat, hvor Hus­serl taler om (lad os sige) Wesen­ser­s­chauung (“væsens­sku­en”) og kon­kludér på den bag­grund, at fæno­meno­lo­gi­en (eller den “angel­sak­si­ske fæno­meno­lo­gi”) er fup og svin­del. Det er essen­sen af Gosvigs angreb på den nuti­di­ge fæno­meno­lo­gi. Mit lil­le “bra­vur­num­mer” – hvor jeg blot udskif­ter “nuti­dig” eller “angel­sak­sisk” med “fransk” – er et spejl, kære kol­le­ga.

I det føl­gen­de afsnit begyn­der Gosvig nu at udbre­de sig om, hvad mit lil­le Hus­serl-citat hand­ler om. Han synes i den for­bin­del­se, at det er “komisk”, at jeg “ikke bemær­ker, hvor­dan Hus­serls sen­tens net­op hand­ler om læsning”.13Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶5. Det er der to grun­de til, at jeg ikke næv­ner. Den før­ste er, at cita­tet ikke hand­ler om læs­ning. Det optræ­der i en kon­tekst, hvor Hus­serl afvi­ser, at man kan ankla­ge fæno­meno­lo­gi­en for “car­tesi­a­nis­me”, som om fæno­meno­lo­gi­ens “cogi­to” var en præ­mis, hvor­ud­fra man kun­ne dedu­ce­re sig frem til – og på den­ne måde “sik­re” – erken­del­sen af ver­den. Den ankla­ge er uri­me­lig, da fæno­meno­lo­gi­en slet ikke søger at sik­re noget som helst, men der­i­mod søger at gøre for­stå­e­ligt – “trans­cen­den­talt for­stå­e­ligt” (“transzen­den­tal ver­ständ­lich machen”).14Edmund Hus­serl, Die Kri­sis der euro­päi­s­chen Wis­sens­chaf­ten und die transzen­den­tale Phä­no­meno­lo­gie, i Hus­ser­li­a­na, Band VI, red. Wal­ter Bie­mel (Den Haag: Mar­ti­nus Nijhoff, 1976), 193. Så vidt hvad Hus­serl fak­tisk taler om.

Men den anden og langt vig­ti­ge­re grund til, at jeg ikke kom­mer ind på, hvad cita­tet hand­ler om, er, at det er sagen helt uved­kom­men­de. Jeg gen­ta­ger: Cita­tet er til­fæl­digt valgt. Jeg kun­ne have taget et, hvor Hus­serl siger noget om en voks­duk­ke eller slot­tet i Ber­lin eller væsens­sku­en – you name it. Gen­læs de to fore­gå­en­de afsnit, hvis der er tvivl om, hvad cita­tet skul­le bru­ges til.

Jeg kan ikke for­la­de ¶5 uden at næv­ne føl­gen­de gosvig­ske morsom­hed. Søren Gosvig for­kla­rer – “[f]or den, som måt­te have for­kla­ring behov”, dvs. sik­kert mig – at der ved læs­ning “ikke for­stås den empi­ri­ske akti­vi­tet, hvorun­der øjne­ne udfø­rer bestem­te bevægelser”.15Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶5. Hyg­ge­lig lil­le strå­mands-joke, i hvert fald ind­til man kom­mer i tan­ker om, at alt det her med læs­ning egent­lig ikke er nogen laug­hing mat­ter, og da slet ikke for Gosvig. Læs­ning er nem­lig helt cen­tralt for den filo­so­fi­ske disci­plin, hvil­ket Gosvig sjæl­dent for­pas­ser en mulig­hed for at gøre opmærk­som på. Så det, hans lil­le joke egent­lig insi­nu­e­rer, er, at dem, “for­kla­rin­gen” er mønt­et på, aldrig bur­de have bestå­et en grun­dud­dan­nel­ses­ek­sa­men i filosofi.16I ¶10 for­sø­ger Gosvig sig med end­nu en morsom­hed, der kred­ser om sam­me tema: “Det er bekla­ge­ligt, at Over­gaard ikke har tid til at læse. Mon det også er den­ne travlhed med andre gøre­mål, som får ham til at over­se […]” osv. Tøhø… Rig­tig mor­somt bli­ver det aldrig rig­tig, i hvert fald ikke for den­ne læser. Måske er det det­te … Continue reading Man fri­stes til at sige, at løjer­ne her i sid­ste ende egent­lig er mere grove end sjove, også selv om så hår­de ord gør Søren Gosvig for­tør­net.

Vide­re til næste afsnit, hvor Gosvig bedy­rer, at det for ham “ikke [hand­ler] om via argu­men­ta­tion at få hvad som helst ud af fæno­meno­lo­gi­ens klas­si­ske tek­ster, men der­i­mod om at kon­fron­te­re dét hva­dsom­helst, som nuti­dens sel­ver­klæ­re­de fæno­meno­lo­ger har fået ud af dem, med tek­ster­ne selv”.17Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶6. Her sky­des de sta­dig unavn­giv­ne nuti­di­ge fæno­meno­lo­ger alt­så i sko­e­ne, at det for dem hand­ler om at få hvad som helst ud af de klas­si­ske tek­ster. Den opmærk­som­me læser vil bemær­ke, at det­te er en strå­mand af rene­ste aftap­ning. Til­sy­ne­la­den­de er det af en eller anden grund Gosvig magt­på­lig­gen­de at få “sen­ten­sen” fra Kri­sis til at hand­le om læs­ning. Men der er i hvert fald ingen, for hvem det hand­ler om at “få hvad som helst” ud af tek­ster­ne.

Af næste afsnit frem­går det, at “man i dag vil bort­for­kla­re, at Hus­serls fæno­meno­lo­gi også er ontologi”.18Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶7. Hvem vil mon det, og hvor­for? Sva­ret på det før­ste spørgs­mål blæ­ser i vin­den, men sva­ret på det andet er noget med, at “fæno­meno­lo­gi­en skal vises for­e­ne­lig med såkaldt ana­ly­tisk filo­so­fi, […] hvor onto­lo­gi ikke må bety­de andet end anta­gel­ser af enti­te­ter i ver­den og andet pjat”.19Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶7. Bemærk for det før­ste lat­ter­lig­gø­rel­sen igen, nu af den såkaldt ana­ly­ti­ske filo­so­fi: Den redu­ce­rer onto­lo­gi til noget “pjat”. Ikke antyd­nin­gen af for­kla­ring eller belæg – bare den nøg­ne lat­ter­lig­gø­rel­se. Og des­u­den: Gosvig skri­ver, som om ana­ly­tisk meta­fy­sik kan redu­ce­res til Qui­nes “On What The­re Is”. Man skal ikke læse meget nuti­dig ana­ly­tisk filo­so­fi for at ind­se, at der fore­går meget andet end “anta­gel­ser af enti­te­ter i ver­den”. Men tiden er jo knap og alt det der. Det er næp­pe meget ana­ly­tisk filo­so­fi, min gode kol­le­ga får læst.

Vi får der­næst at vide, at der udfol­des “man­ge bestræ­bel­ser på at bort­for­kla­re Hus­serls væsenslæ­re eller eidetik”,20Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶8. til­sy­ne­la­den­de for­di “det­te med at tale om væsen er […] noget tungt noget”.21Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶8. Atter byg­ger Gosvig per­so­ner af strå. Der er næp­pe man­ge, der søger at bort­for­kla­re Hus­serls eide­tik, og de få, der måt­te gøre det, gør det helt sik­kert ikke, for­di det at tale om væse­ner er “noget tungt noget”.

Vide­re hæv­des det, at unavn­giv­ne per­so­ner vil gøre Hus­serl til bevidst­heds­fi­lo­sof og fæno­meno­lo­gi til bevidst­heds­fi­lo­so­fi, og end­da vil “natu­ra­li­se­re” fænomenologien.22Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶9. Hvad det sid­ste angår er der da ende­lig i det mind­ste nog­le mod­stan­de­re af kød og blod – pri­mært fransk­mænd, sjovt nok – og de har end­da udgi­vet en bog med den sigen­de titel Natu­ra­lizing Pheno­meno­lo­gy.23Jean Peti­tot, Fran­ci­sco J. Vare­la, Ber­nard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Natu­ra­lizing Pheno­meno­lo­gy: Issu­es in Con­tem­porary Pheno­meno­lo­gy and Cog­ni­ti­ve Sci­en­ce (Stan­ford, CA: Stan­ford Uni­ver­si­ty Press, 1999). Men er deres per­spek­tiv – hvad vi ellers måt­te mene om det – dæk­ken­de for sekun­dær­lit­te­ra­tu­ren gene­relt? Kei­neswegs. Hvad det før­ste angår, så er det igen tvivl­s­omt, om der over­ho­ve­det fin­des nogen, der vil iden­ti­fi­ce­re fæno­meno­lo­gi­en med bevidst­heds­fi­lo­so­fi. Det må i givet fald dre­je sig om et lil­le min­dre­tal.

Noget gan­ske andet er, om man seri­øst kan hæv­de, at fæno­meno­lo­gi­en slet intet har at til­by­de bevidst­heds­fi­lo­so­fi­en. Hvis vi ved bevidst­heds­fi­lo­so­fi for­står den del af filo­so­fi­en, der beskæf­ti­ger sig med bevidst­he­den – og det men­tale gene­relt – så har Hus­serls fæno­meno­lo­gi mas­ser at bidra­ge med: detal­je­re­de ana­ly­ser af per­cep­tion, fan­ta­si­fo­re­stil­ling, erin­dring, tids­be­vidst­hed, kro­p­ser­fa­ring, erfa­rin­gen af andre sub­jek­ter osv. osv. Ana­ly­ser­ne fyl­der man­ge tyk­ke bind af Hus­ser­li­a­na. For­tæl­ler de os slet intet om bevidst­hed? Selv­føl­ge­lig gør de det.24Måske er det i den­ne sam­men­hæng værd at bemær­ke, at det lil­le skrift Die Idee der Phä­no­meno­lo­gie, som Gosvig læg­ger så megen vægt på, er de ind­le­den­de fem fore­læs­nin­ger af en omfat­ten­de fore­læs­nings­ræk­ke, der hoved­sa­ge­ligt hand­ler om per­cep­tion og kinæ­ste­se (ople­vel­sen af egen krops­lig bevæ­gel­se). Se Edmund … Continue reading

Gosvigs ind­læg inde­hol­der fle­re afsnit, men der er ingen grund til at fort­sæt­te ana­ly­sen. Klart står det nu, at mine for­søg på at få min kol­le­ga til at begrun­de sine grove beskyld­nin­ger ikke affø­der andet end reto­ri­ske kneb og fejl­slut­nin­ger – samt nye byger af beskyld­nin­ger. Den­ne “fæno­meno­lo­gi­fejde” har ikke været, og vil aldrig bli­ve, en filo­so­fisk debat. Der er der­for ingen grund til at spil­de mere tid – eller blæk – på den.

Mit blæk bli­ver næp­pe det sid­ste i den­ne lil­le fejde, men jeg håber, at det­te efte­r­ord i det mind­ste kan assi­ste­re Para­doks’ læse­re med at ana­ly­se­re og eva­lu­e­re det, der måt­te kom­me. Når Gosvigs næste “debat­ind­læg” lan­der, så gæl­der det om at hol­de hove­d­et koldt og skri­de argu­men­ta­tions­te­o­re­tisk frem. For hvert enkelt afsnit bør man rej­se spørgs­mål som føl­gen­de: Er betragt­nin­ger­ne, afsnit­tet inde­hol­der, over­ho­ve­det rele­van­te? Inde­hol­der afsnit­tet lat­ter­lig­gø­rel­se og andre reto­ri­ske gim­mi­cks? Er der nogen egent­li­ge begrun­del­ser for even­tu­el­le beskyld­nin­ger og kri­ti­ske bemærk­nin­ger? Og hvis der er, hvor over­be­vi­sen­de er så de begrun­del­ser, når de ren­ses for reto­risk staf­fa­ge? Frem­stil­ler Gosvig even­tu­el­le mod­stan­de­res syns­punk­ter og argu­men­ter kor­rekt og fyl­dest­gø­ren­de? Når Gosvig posi­tio­ne­rer sig over for et andet syns­punkt, hvor sand­syn­ligt er det så, at det­te andet syns­punkt rent fak­tisk sva­rer til noget, nogen egent­lig mener? Ud fra Gosvigs tre ind­læg ind­til vide­re at døm­me vil en kon­se­kvent frem­gang som den fore­slå­e­de for­modent­lig vise, at sub­stan­sen også i næste ind­læg vil være til at over­se.

Lad mig slut­te af med en ube­grun­det påstand (det skul­le være så moder­ne): Selv hvis Søren Gosvig skul­le have ret deri, at nuti­dens fæno­meno­lo­ger mod­si­ger fæno­meno­lo­gi­ens bog­stav – hvad jeg ikke et sekund tror på – så er det sik­kert og vist, at Gosvig med sine lat­ter­lig­gø­rel­ser, strå­mænd og alt det andet, jeg har doku­men­te­ret i det­te efte­r­ord, er umå­de­lig langt fra ånden i den tid­li­ge fæno­meno­lo­gi.

1. Søren Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023.
2. Søren Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant, og til andre, som måske har bed­re tid, hvil­ket kan tje­ne som for­ord”, Tids­skrif­tet Para­doks, 6. marts 2023.
3. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶2.
4. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶2.
5. Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”. Den­ne arti­kel, som jeg ikke vil under­ka­ste en nær­me­re ana­ly­se og dis­kus­sion her, inde­hol­der efter min mening en tem­me­lig ensi­dig læs­ning af Hus­serl – en læs­ning der ude­luk­ken­de beto­ner det eide­ti­ske ele­ment i fæno­meno­lo­gi­en. Men det er, hvad det er. Mere inter­es­sant er det, at det af artik­len synes at frem­gå, at Hus­serls for­hold til “onto­lo­gi­en” hver­ken er enty­digt eller ukom­pli­ce­ret, hvil­ket bur­de give god plads til diver­ge­ren­de tolk­nin­ger. Det­te har­mone­rer dår­ligt med Gosvigs kate­go­ri­ske udmel­din­ger i de for­skel­li­ge “debatindlæg”.
6. Jf. bemærk­nin­ger­ne om Hei­deg­ger og Mer­leau-Pon­ty i Gosvig Ole­sen, “Fæno­meno­lo­gi­ens gen­stand”, ¶5.
7. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶3.
8. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶3.
9. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4.
10. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4.
11. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4.
12. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶4.
13. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶5.
14. Edmund Hus­serl, Die Kri­sis der euro­päi­s­chen Wis­sens­chaf­ten und die transzen­den­tale Phä­no­meno­lo­gie, i Hus­ser­li­a­na, Band VI, red. Wal­ter Bie­mel (Den Haag: Mar­ti­nus Nijhoff, 1976), 193.
15. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶5.
16. I ¶10 for­sø­ger Gosvig sig med end­nu en morsom­hed, der kred­ser om sam­me tema: “Det er bekla­ge­ligt, at Over­gaard ikke har tid til at læse. Mon det også er den­ne travlhed med andre gøre­mål, som får ham til at over­se […]” osv. Tøhø… Rig­tig mor­somt bli­ver det aldrig rig­tig, i hvert fald ikke for den­ne læser. Måske er det det­te gen­nem­gå­en­de, under­lig­gen­de tema om, at man ikke rig­tig er en filo­sof, for­di man (som Gosvig mod bed­re viden­de kon­stant hæv­der) ikke læser og måske ikke engang ved, hvad læs­ning er – måske er det det, der lidt øde­læg­ger vit­ser­ne for mig? (I øvrigt: Gosvig får også behæn­digt insi­nu­e­ret, at jeg ikke “tæn­ker”. Jeg giver ger­ne en øl til den før­ste, der kan udpe­ge den rele­van­te passage.)
17. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶6.
18. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶7.
19. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶7.
20. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶8.
21. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶8.
22. Gosvig Ole­sen, “Brev til min kom­bat­tant”, ¶9.
23. Jean Peti­tot, Fran­ci­sco J. Vare­la, Ber­nard Pachoud & Jean-Michel Roy (red.), Natu­ra­lizing Pheno­meno­lo­gy: Issu­es in Con­tem­porary Pheno­meno­lo­gy and Cog­ni­ti­ve Sci­en­ce (Stan­ford, CA: Stan­ford Uni­ver­si­ty Press, 1999).
24. Måske er det i den­ne sam­men­hæng værd at bemær­ke, at det lil­le skrift Die Idee der Phä­no­meno­lo­gie, som Gosvig læg­ger så megen vægt på, er de ind­le­den­de fem fore­læs­nin­ger af en omfat­ten­de fore­læs­nings­ræk­ke, der hoved­sa­ge­ligt hand­ler om per­cep­tion og kinæ­ste­se (ople­vel­sen af egen krops­lig bevæ­gel­se). Se Edmund Hus­serl, Ding und Raum: Hus­ser­li­a­na XVI, red. Ulrich Cla­e­ges (Den Haag: Mar­ti­nus Nijhoff, 1973).