Filosofiens institutionelle krise og evige overlevelse

Om filo­so­fi­en er død, spør­ger I? Nej. Filosofi som tænk­ning dør ikke, før­end men­ne­skear­ten uddør. Selvom det ikke kan ude­luk­kes, at men­ne­skear­tens frem­tid bli­ver kor­te­re end dens for­tid, idet kli­ma­for­an­drin­ger og inter­na­tio­na­le kon­flik­ter dystert præ­ger hori­son­ten, står filo­so­fi­en ikke for­an en mere nært fore­stå­en­de død end sel­ve men­ne­ske­he­den. Netop på grund af den­ne kon­tekst har Vincent Hendricks også ret i at påpe­ge viden­ska­bens soci­a­le ansvar,1Vincent F. Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, Tidsskriftet Paradoks, 1. juli 2021, ¶4. når talen er om uni­ver­si­te­tets uddan­nel­se af nye gene­ra­tio­ner af “fag­fi­lo­sof­fer”, som Kirsten Hyldgaard kal­der os, der er uddan­ne­de eller under uddan­nel­se i filo­so­fi ved et universitet.2Kirsten Hyldgaard, “Filosofi og fag­fi­lo­so­fi”, Tidsskriftet Paradoks, 15. juli 2021, ¶1.

Filosofiuddannelserne på dan­ske stats­u­ni­ver­si­te­ter, betalt af skat­te­bor­ger­nes pen­ge, har både en for­plig­ti­gel­se i for­hold til viden­ska­bens soci­a­le ansvar og i for­hold til, at de stu­de­ren­de kan få et arbej­de efter endt stu­di­um. Og i den sam­men­hæng – alt­så på uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­ser­ne i filo­so­fi – fin­des filo­so­fi­ens kri­se. For lige­som alle øvri­ge fag, der ikke med tyde­lig­hed kan efter­vi­se, at forsk­nin­gen og uddan­nel­sens kan­di­da­ter hjæl­per til med at skæp­pe i kas­sen til lan­dets BNP ved at gå fra forsk­ning til fak­tu­ra og fra stu­di­um til højind­komst­ar­bejds­ta­ger, er filo­so­fi som uni­ver­si­tets­fag ikke i høj kurs hos beslut­nings­ta­ger­ne. Det er desvær­re ikke et iso­le­ret dansk pro­blem, men en glo­bal ten­dens. I en sta­dig mere stramt øko­no­mi­sty­ret sam­fundsor­den er der min­dre plads til uddan­nel­ser, der ikke peger direk­te ind i et arbejds­mar­ked, lige­som der er min­dre for­stå­el­se for, at men­ne­sker kan væl­ge at læse en uddan­nel­se, for­di det inter­es­se­rer dem at bli­ve klo­ge­re på uddan­nel­sens ind­hold i sig selv.

Mellem sam­fun­dets krav og filo­so­fi­ens egen­vær­di

Kan den kri­se løses ved, at filo­so­fistu­di­er­ne ret­tes mere mod arbejds­mar­ke­det og sam­ti­dens grand chal­len­ges? Jeg er til­bø­je­lig til at sige både ja og nej. Naturligvis skal vi, der uddan­ner andre men­ne­sker i filo­so­fi på lan­dets uni­ver­si­te­ter, være opmærk­som­me på, hvor­vidt den uddan­nel­se, vi til­by­der, for­be­re­der kan­di­da­ter­ne til et frem­ti­digt arbejds­liv, og hvor­vidt vores under­vis­ning lever op til viden­ska­bens soci­a­le ansvar. Men vi skal sam­ti­dig pas­se på, at under­vis­nin­gen ikke kom­mer til at løbe efter de nye­ste trends i sam­ti­den. Vi har et ansvar over for filo­so­fi­en som en lær­dom­stra­di­tion, der inde­bæ­rer, at uddan­nel­sen i filo­so­fi især er en kom­pe­tent ind­fø­ring i filo­so­fi­ens histo­rie og i filo­so­fi­ske dis­kus­sio­ner, uaf­hæn­gigt af, om de ind­går i de dags­or­dens­sæt­ten­de debat­ter. Der er ikke en direk­te linje fra læs­ning af filo­so­fi­ens klas­si­ske vær­ker til del­ta­gel­se i løs­nin­ger­ne af sam­ti­dens pro­ble­mer. Men der er en indi­rek­te linje, idet arbej­det med at til­eg­ne sig tænk­nin­gens histo­rie vil kun­ne befor­dre evnen til at tæn­ke over sam­ti­dens pro­ble­mer, for­di man som uddan­net i filo­so­fi har stif­tet bekendt­skab med mang­fol­di­ge tan­ke­sy­ste­mer og lært at stil­le spørgs­mål til det selv­føl­ge­li­ge. Den flek­si­bi­li­tet i tænk­nin­gen, som en per­son, der er træ­net i at læse filo­so­fi­ske vær­ker, opø­ver, kan bru­ges til at stil­le de nød­ven­di­ge kri­ti­ske spørgs­mål til vores indret­ning af sam­fun­det og vores brug af klo­dens res­sour­cer.

Kandidater i filo­so­fi kan ofte bidra­ge med et ekstra reflek­sions­lag og en ander­le­des måde at stil­le spørgs­mål på. Idealet er for mig, at kan­di­da­ter i filo­so­fi – i lig­hed med Sokrates, der i Forsvarstalen frem­stil­ler sig selv som en heste­brem­se, der hol­der bysta­ten Athen vågen – kan spør­ge bag­om de alle­re­de fast etab­le­re­de for­mer for under­sø­gel­ser af, om der er andre og bed­re måder at ind­ret­te vores sam­fund på. Men det kræ­ver natur­lig­vis, at de filo­so­fi­ske kan­di­da­ter har selv­til­lid, fag­lig stolt­hed og ikke mindst sæt­ter sig selv i spil som nog­le, der kan tæn­ke kri­tisk og stil­le rele­van­te spørgs­mål til størk­ne­de selv­føl­ge­lig­he­der. Det kræ­ver også, at spørgs­må­le­nes begrun­del­se er klar, så de kan åbne op for vig­ti­ge nor­ma­ti­ve dis­kus­sio­ner og hjæl­pe til at præ­ge sam­fun­det i ret­ning af stør­re ind­sigt.

Derfor er jeg ikke enig i, at vi skal kaste alle filo­so­fi­ens “læne­stols­me­to­der” over bord.3Se Hendricks, “Filosofi i – og til – ver­den”, ¶11. Selvom det øko­no­mi­sty­re­de sam­fund ikke ser med nåde på upro­duk­tiv reflek­sion, er det en essen­ti­el del af et oplyst sam­fund, at vi har men­ne­sker, der filo­so­fe­rer, og men­ne­sker, der beskæf­ti­ger sig med filo­so­fi­ens tan­ke­sy­ste­mer og rig­hol­di­ge histo­rie for deres egen skyld og for at vide­re­brin­ge dis­se til nye gene­ra­tio­ner. Og net­op for tiden, hvor poli­ti­ke­re som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har ind­vars­let og haft held til at få opbak­ning til et dema­go­gisk storm­løb på forsk­nings­fri­hed og spe­ci­fik forsk­ning, som ikke fal­der i deres smag, er det desto vig­ti­ge­re, at vi hol­der filo­so­fi­ens tra­di­tion for kri­tisk tænk­ning højt. Jeg er over­be­vist om, at alle os, der beskæf­ti­ger sig med filo­so­fi som stu­de­ren­de, kan­di­da­ter, under­vi­se­re og for­ske­re, har en vig­tig rol­le at spil­le i at bidra­ge til sam­funds­de­bat­ten med grun­di­ge ana­ly­ser og gode argu­men­ter som del i en man­ge­si­det dis­kus­sion af, hvor vi ønsker at bevæ­ge os hen som sam­fund, bor­ge­re og indi­vi­der. En uddan­nel­se i filo­so­fi er blandt andet en uddan­nel­se i at kun­ne ana­ly­se­re argu­men­ter og selv at kun­ne argu­men­te­re kon­si­stent og klart for sine syns­punk­ter. Det er ikke en uddan­nel­se til en bestemt nor­ma­tiv for­stå­el­se af sam­fund, men vi bør kun­ne bryste os af, at vi fag­fi­lo­sof­fer er en vig­tig del af det demo­kra­ti­ske sam­funds oply­ste debat­kul­tur.

Så for at afslut­te den­ne tan­keræk­ke om uni­ver­si­tets­fi­lo­so­fi­ens beret­ti­gel­se vil jeg under­stre­ge, at vi, der har det pri­vil­e­gi­um at have kun­net uddan­ne os i filo­so­fi, også har et ansvar for at balan­ce­re mel­lem på den ene side sam­fun­dets krav om nyt­te og bidrag til løs­nin­ger af tidens udfor­drin­ger (både i under­vis­ning og forsk­ning) og på den anden side for­plig­tel­sen over for for­mid­ling af filo­so­fi­en i sig selv.

Metafysik som natu­ran­læg

Lad mig ven­de til­ba­ge til, hvor­for filo­so­fi­en som tænk­ning ikke er døen­de, uan­set hvor tran­ge kår filo­so­fi som uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­se og under­vis­nings­fag har i dag. I Prolegomena frem­hæ­ve­de Kant, at meta­fy­sik er et natu­ran­læg i mennesket.4Immanuel Kant, Prolegomena, AA IV: 279. Dermed udsag­de han umid­del­bart blot en selv­føl­ge­lig­hed. Vi dri­ves mod meta­fy­si­ske spørgs­mål, der ikke har empi­ri­ske svar. Vi spør­ger til livets mening og døde­ns betyd­ning uden at kom­me nær­me­re en defi­ni­tiv for­stå­el­se. Det geni­a­le ved Kants påpeg­ning af vores meta­fy­si­ske trang er hans for­slag til, hvor­dan vi bør ind­ret­te os med og kon­struk­tivt bru­ge vores meta­fy­si­ske spe­ku­la­tio­ner. Kant argu­men­te­re­de for, at den men­ne­ske­li­ge for­nuft ikke er en mono­li­tisk stør­rel­se, og sel­ve ind­sig­ten i for­nuf­tens for­skel­li­ge vir­ke­må­der blev en hjør­ne­sten i hans kri­ti­ske filo­so­fi, som net­op en for­nuf­tens selv­kri­tik og sam­ti­dig en kri­tisk ana­ly­se af mis­brug af for­nuf­ten.

Første skridt i Kants løs­ning var at son­dre mel­lem for­stan­dens begre­ber og for­nuf­tens ide­er og at ind­skræn­ke sand­heds­for­drin­gen til de først­nævn­te, mens de sidst­nævn­te fik sta­tus af regu­la­ti­ve ide­al­fo­re­stil­lin­ger. Næste skridt blev taget med en kri­tik af den prak­ti­ske for­nuft, hvor Kant gav sit bud på, hvor­dan vi bør for­stå men­ne­ske­lig fri­hed og moralsk hand­len som sam­men­væ­ve­de måder at reflek­te­re over egne hand­lin­ger på. Sidste skridt tog Kant i kri­tik­ken af døm­me­kraf­ten, der viste end­nu to men­ne­ske­li­ge for­mer for ratio­na­li­tet, nem­lig den æste­ti­ske og den tele­o­lo­gi­ske reflek­sion. Dermed hav­de Kant udvik­let et filo­so­fisk red­skab til at ana­ly­se­re vores meta­fy­si­ske spørgs­mål, som, set fra hans filo­so­fi­ske stå­sted, des­u­den kun­ne sæt­te tyde­li­ge græn­ser for meta­fy­si­ske postu­la­ters for­dring på sand­hed.

Uanset om man køber hele Kants trans­cen­den­tal­fi­lo­so­fi­ske argu­men­ta­tion, kom­mer man ikke udenom, at sel­ve hans ana­ly­se af for­skel­li­ge for­mer for ratio­na­li­tet, og deres merit­ter og begræns­nin­ger, har præ­get moder­ni­te­tens dis­kus­sio­ner af ratio­na­li­tet og meta­fy­si­ske spe­ku­la­tio­ner. Kant ana­ly­se­re­de – på moder­ni­te­tens præ­mis­ser – hvor­dan vi kan for­stå men­ne­skets trang til meta­fy­sisk spe­ku­la­tion, og han gav sit bud på, hvor­dan den­ne kan bru­ges kon­struk­tivt, lige­som han kri­ti­se­re­de dog­ma­ti­ske meta­fy­si­ske postu­la­ter, der under­mi­ne­rer vores myn­di­ge brug af egen for­nuft. Netop den­ne del af Kants dis­kus­sion af meta­fy­sik­ken som et natu­ran­læg begrun­der både, hvor­for filo­so­fi som meta­fy­sisk spe­ku­la­tion og tænk­ning ikke udtør­rer, før­end men­ne­ske­he­den uddør, og hvor­for det er så utro­ligt vig­tigt, at vi kri­tisk ana­ly­se­rer egne og andres (eks­pli­cit­te eller impli­cit­te) meta­fy­si­ske udsagn. For mig at se er den vig­tig­ste poin­te at tage med her­fra, at vi i lig­hed med Kants ide­al om oplys­ning hele tiden spør­ger nys­ger­rigt og kri­tisk ind til begrun­del­ser­ne for ide­o­lo­gi­er, dog­mer og selv­føl­ge­li­ge anta­gel­ser og der­med åbner for en plu­ral dis­kus­sion af vores regu­la­ti­ve ide­a­ler og deres impli­ka­tio­ner.

Filosofi og fag­fi­lo­so­fi i for­e­ning

Vi kan se den meta­fy­si­ske spe­ku­la­tions betyd­ning i vores ana­ly­se af udsagn. Når Thomas Schwarz Wentzer refe­re­rer til­ba­ge til Hegels smuk­ke beskri­vel­se af filo­so­fi­en som sin tid gre­bet i tan­ken, åbner han indi­rek­te op for en dis­kus­sion af, hvor­dan vi bør for­stå det­te billede.5Thomas Schwarz Wentzer, “Tænkning til tiden”, Tidsskriftet Paradoks, 8. juli 2021, ¶5. For er ide­en at fast­hol­de filo­so­fi­en som en reflek­sion over det, der alle­re­de har fun­det sted, eller er det et bil­le­de på, at vi kun er i stand til at udfol­de ide­a­ler om vores frem­tid med de red­ska­ber, som sam­ti­den brin­ger? Således befin­der vi os ved det simp­le spørgs­mål til for­mu­le­rin­gen alle­re­de midt i en stør­re dis­kus­sion om vores mulig­he­der for at sva­re på sam­ti­dens udfor­drin­ger. Skal filo­so­fi­en for­val­te for­ti­den eller opstil­le ide­a­ler for frem­ti­den? Og kan vi over­ho­ve­det tæn­ke ud over egen sam­tid til egent­li­ge uto­pi­er? Mens sådan­ne spørgs­mål kan føre den spør­gen­de ind i mega­lo­man læne­stolstænk­ning, hvor begrebs­son­drin­ger ind­fø­res for deres egen skyld og der­for ender i det rene pin­de­hug­ge­ri, kan de også åbne vores selv­re­flek­sion, både som enkelt­men­ne­sker og som fæl­les­skab.

Fornuftens ide­er og vores ide­al­fo­re­stil­lin­ger om, hvor­dan noget bør være, kan ikke brem­ses af empi­ri­ske begrun­del­ser. Filosofien kan altid spør­ge til begrun­del­sens grund og der­med åbne op for den meta­fy­si­ske spe­ku­la­tion igen. Og det er her, at fag­fi­lo­so­fi­en og filo­so­fi­en som tænk­ning møder hin­an­den. Idet vi hæger om tænk­nin­gens tra­di­tion og stil­ler kri­ti­ske spørgs­mål til dens begrun­del­ser, kul­ti­ve­rer vi men­ne­skets meta­fy­si­ske natu­ran­læg. Vi risi­ke­rer natur­lig­vis, at pro­fes­sio­nel­le filo­sof­fer for en tid pri­mært dis­ku­te­rer, hvor man­ge eng­le, der kan være på et knap­penåls­ho­ved. Men selv bag sådan­ne umid­del­bart skur­ri­le dis­kus­sio­ner fin­des vig­ti­ge poin­ter om sam­ti­dens opfat­tel­ser af, hvad der eksi­ste­rer og hvor­dan. For opta­ger eng­le, der ikke har en fysisk frem­træ­del­se, egent­lig rum? Og hvor­dan kan vi vide, at vi ikke er hjer­ner i kar? Hegels beskri­vel­se af filo­so­fi­en som sin tid gre­bet i tan­ken viser sig også i dis­se eksemp­ler fra Thomas Aquinas og Hilary Putnam. I 1200-tal­let var eng­le en del af ver­dens beskaf­fen­hed, og i 1980’erne kun­ne man fore­stil­le sig en læge­vi­den­skab, der var i stand til at indu­ce­re ople­vel­ser til en hjer­ne i et kar.

Jan Faye argu­men­te­rer for, at filo­so­fi er en “psy­ko­lo­gisk trang til at fin­de sam­men­hæng og konsistens”.6Jan Faye, “Findes filo­so­fi­en om 50 år?”, Tidsskriftet Paradoks, 21. juli 2021, ¶17. Det er, som han også selv påpe­ger, i god tråd med Kants tan­ke om meta­fy­sik som natu­ran­læg. Men hvor Faye argu­men­te­rer for, at det­te natu­ran­læg skal for­kla­res og tøj­les natu­ra­li­stisk af robust viden fra natur­vi­den­ska­ber­ne, sær­ligt den evo­lu­tio­næ­re bio­lo­gi, insi­ste­re­de Kant på, at vores meta­fy­si­ske over­vej­el­ser er regu­la­ti­ve både for den fort­sat­te udvik­ling af natur­vi­den­ska­ber­ne og for vores tan­ker om vores per­son­li­ge og fæl­les eksi­stens. Det dybt fru­stre­ren­de og van­vit­tigt smuk­ke ved filo­so­fi­en er, at der kan argu­men­te­res for beg­ge dele og stil­les vel­be­grun­de­de kri­ti­ske spørgs­mål til beg­ge syns­punk­ter. I den for­stand inde­hol­der filo­so­fi som tænk­ning både en risi­ko for at fare vild i alle udsagns rela­ti­vi­tet og en reel mulig­hed for at ori­en­te­re sig. Jeg er over­be­vist om, at de fag­fi­lo­so­fi­ske uddan­nel­ser bidra­ger til at ska­be tan­ke­mæs­sig ori­en­te­ring, og der­for er det så vig­tigt at kæm­pe for deres over­le­vel­se og for uddan­nel­ser­nes kva­li­tet.