• Print

Samtidige genfærd af os selv

En stor del af den træ­ning og for­be­re­del­se af soci­a­le omgangs­for­mer, der tid­li­ge­re har eksi­ste­ret som opdra­gel­ses­prak­sis­ser i fami­li­en og lokal­sam­fun­det, er nu i høje­re grad ble­vet insti­tu­tio­na­li­se­ret i for­mel­le uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og stats­li­ge sko­le­in­sti­tu­tio­ner, som såle­des har over­ta­get den­ne soci­a­li­se­ren­de funk­tion. Skolen er ble­vet en civi­li­se­ren­de insti­tu­tion, som søger at instal­le­re kro­p­s­lig (selv)kontrol, selv­be­vidst­hed og for­stå­el­se for, hvil­ke ide­a­ler for bestem­te typer af soci­al adfærd, der i en given situ­a­tion her­sker og betrag­tes som accep­tab­le og der­med civiliserede.1Laura Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.

Den tyske socio­log Norbert Elias arbej­de­de især med at udfor­ske, hvor­dan under­sø­gel­ser i en “small soci­al unit”, fx et lil­le lokalt sam­fund, kan stå som en model og et empi­risk para­dig­me, hvis loka­le og situ­e­re­de for­hold viser de stør­re og mere kom­plek­se sam­funds­mæs­si­ge og soci­a­le struk­tu­rer i en min­dre målestok.2Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii. Ved at betrag­te de pro­ble­ma­tik­ker og for­hold, som kom­mer til udtryk som par­ti­ku­læ­re fæno­me­ner i en lokal sam­men­hæng, kan man ska­be en for­stå­el­ses­ram­me, som kan bely­se lig­nen­de for­hold i en mere dif­fe­ren­ti­e­ret kon­tekst og en stør­re sam­funds­mæs­sig sam­men­hæng. Som dan­nen­de insti­tu­tion og civi­li­sa­tions­pro­jekt skal sko­len sik­re, at bør­ne­ne udvik­ler de nød­ven­di­ge soci­a­le evner og til­eg­ner sig de ret­te adfærds­for­mer, før de kom­mer “ud i samfundet”.3Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, 161. Klasseværelset kan på den­ne måde fun­ge­re som et mikrokos­mos for det sam­fund og de arbejds­mar­keds­vær­di­er, som vil møde bør­ne­ne “der­u­de”, “engang”. At kig­ge på klas­se­væ­rel­set er der­med at kig­ge på os selv, både som eksi­ste­ren­de sam­fund, men også som et kom­men­de sam­fund, der net­op nu er i gang med at bli­ve for­met. Denne arti­kel vil tage udgangs­punkt i en kon­kret kon­tekst i et fol­ke­sko­le­klas­se­væ­rel­se og søge at bely­se, hvor­dan dets kre­a­ti­vi­tets­prak­sis­ser kan knyt­tes tæt til arbejds­mar­keds­vær­di­er, som eksi­ste­rer i sam­fun­det.

I efter­å­ret 2019 udfør­te jeg et fel­t­ar­bej­de blandt børn og lære­re i under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner på andet klas­se­trin. Her under­søg­te jeg, hvor­dan tids­for­stå­el­ser og ‑prak­sis­ser hav­de ind­fly­del­se på lærings­mæs­si­ge, disci­pli­ne­ren­de og soci­a­li­se­ren­de stra­te­gi­er i sko­len. Jeg fore­tog del­ta­gerob­ser­va­tio­ner i under­vis­nin­gen, hvil­ket inde­bar, at jeg sad blandt ele­ver­ne i klas­sen og fulg­te med i under­vis­nin­gen. Følgende empi­ri­ske eksem­pel tager udgangs­punkt i dis­se obser­va­tio­ner, og fin­der sted under en dansk­ti­me.

“Bare lad tan­ker­ne fly­ve. Lad kre­a­ti­vi­te­ten fly­de”. Sådan lød opfor­drin­gen fra lære­ren, da ele­ver­ne under dansk­ti­men blev givet den opga­ve at skri­ve en histo­rie. Historien skul­le være fik­tiv, en såkaldt “fan­ta­si­hi­sto­rie”, som kun­ne base­re sig på en drøm, en fan­ta­si eller et ønske. Nogle af bør­ne­ne hav­de svært ved at kom­me i gang. “Må det være fra Fortnite?”, spurg­te nog­le af dem, der ønske­de at skri­ve en histo­rie om det popu­læ­re com­pu­ter­spil, som for tiden optog man­ge af bør­ne­nes inter­es­se. Læreren udtryk­te efter under­vis­nin­gen en vis fru­stra­tion over, hvor fan­ta­si­for­lad­te bør­ne­ne efter­hån­den var ble­vet, efter at det­te spil hav­de vun­det ind­pas hos bør­ne­ne: “De kan sim­pelt­hen ikke tæn­ke på andet end Fortnite. Men det er jo ikke stof til en spæn­den­de histo­rie blot at sid­de og spil­le com­pu­ter. Hvorfor fly­ver der ikke lige plud­se­lig en dra­ge ind ad vin­du­et? Eller hvad med en ind­brud­styv, som bry­der ind, mens de sid­der og spil­ler?” Læreren frem­lag­de der­for i under­vis­nin­gen en opfor­dring om at lade tan­ker­ne fly­ve frit og at lade kre­a­ti­vi­te­ten fly­de.

Da ele­ver­ne får beske­den om at lade tan­ker­ne fly­ve og fly­de, læg­ger jeg mær­ke til, hvor­dan man­ge af bør­ne­ne viser tegn på at imø­de­kom­me det­te. Et barn har lagt bly­an­ten fra sig og sid­der med albu­en på bor­det og lader sin kind hvi­le i hånd­fla­den, mens han kig­ger op i lof­tet. Øjnene er vidt åbne og lader umid­del­bart til at betrag­te noget derop­pe, som kig­ge­de han på en sky­for­ma­tion på him­len. Men der er blot et loft. Hvad kig­ger dren­gen på? Jeg læg­ger mær­ke til, at fle­re af bør­ne­ne kig­ger op på den­ne måde, til­sy­ne­la­den­de mens de tæn­ker over muli­ge fan­ta­si­hi­sto­ri­er. Hvis tan­ker­ne skal fly­ve, så vil­le den pas­sen­de ret­ning at kig­ge for at til­gå dis­se tan­ker da også være opad. Findes dis­se tan­ker derop­pe? Hvis man fore­stil­le­de sig, at man betrag­te­de med de ret­te øjne og med et blik, som var i stand til at få øje på fly­ven­de tan­ker som fysi­ske og åben­ly­se fæno­me­ner, vil­le det­te syn så afslø­re en stjer­ne­him­mel af fore­stil­lin­ger, hvor hver stjer­ne er en tan­ke, og hvor sam­men­træk­nin­ger af dis­se tan­ker ska­ber stjer­ne­for­ma­tio­ner, som afbil­der fan­ta­sti­ske væse­ner og fly­ven­de dra­ger? Knirker dis­se tan­ker? Eller suser de hastigt for­bi og ind mel­lem hin­an­den? Kolliderer de og ska­ber gni­ster og eks­plo­sio­ner? Tankerne er i hvert fald at se “nede” fra bør­ne­ne, fra bør­ne­nes krop­pe, fra de sam­men­k­neb­ne øjen­bryn og udspi­le­de øjne med hove­d­er­ne let til­ba­ge og på skrå. Der kom­mer et suk en gang imel­lem, en plud­se­lig åben­ba­ring, hvor­ef­ter bly­an­ten hastigt bli­ver gre­bet for at få tan­ken ned på papi­ret, før den plud­se­lig fly­ver afsted igen og unds­lip­per hån­dens greb. Det teg­ner imid­ler­tid et noget selv­mod­si­gen­de bil­le­de for mig, sådan at sid­de i klas­se­væ­rel­set og fore­stil­le mig den­ne stjer­ne­him­mel af bør­ne­nes fly­ven­de tan­ker, mens jeg sam­ti­dig betrag­ter bør­ne­ne, der er knap så fly­ven­de.

Legemet uden orga­ner

Børnene sid­der på deres plad­ser med bly­an­ter og papir og lyt­ter til lære­rens opfor­dring, mens de for­sø­ger at kom­me på spæn­den­de fan­ta­si­hi­sto­ri­er. Tankerne skal have rum at bevæ­ge sig i, fly­ve hur­tigt og højt, og gen­nem sam­men­træk­nin­ger ska­be nye ide­er. Kreativiteten skal også kun­ne fly­de, alt­så være i en kon­stant strøm af nye ide­er. Der bli­ver med den­ne opfor­dring åbnet for et stort vir­tu­elt rum, hvori ele­ver­nes tan­ker skal have plads til at udfol­de sig, og man kan fore­stil­le sig det som en stor åben plads uden væg­ge og med højt til him­len, hvor det vir­tu­el­le og tæn­ken­de indi­vid frit kan bevæ­ge sig. Jeg væl­ger her at beteg­ne det­te tan­kens rum som et vir­tu­elt rum, idet jeg hen­ter inspira­tion fra den fran­ske filo­sof Gilles Deleuzes begrebs­lig­gø­rel­se af den rene poten­ti­a­litets rum. Heri kan alle de muli­ge til­bli­vel­ser, som nor­malt bli­ver for­hin­dret af lag af vaner, tra­di­tio­ner og disci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser – alt­så de gængse soci­a­le kon­ven­tio­ner, som men­ne­skers hand­lin­ger er under­lagt, og som Deleuze kal­der stra­ta – eksi­ste­re som destra­ti­fi­ce­re­de vir­tu­el­le potentialiteter.4John Benedicto Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze: En rej­se i noma­de­be­gre­ber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58. I den­ne vir­tu­a­li­tet eksi­ste­rer poten­ti­el­le sam­men­træk­nin­ger og for­bin­del­ser af ide­er, rol­ler, iden­ti­te­ter og prak­sis­ser, som end­nu ikke er aktu­a­li­se­re­de, men som ikke desto min­dre er til ste­de som muli­ge aktu­a­li­se­rin­ger. Jeg ser der­for den­ne begrebs­lig­gø­rel­se som en kærkom­men måde, hvor­på vi kan betrag­te det rum, som lære­ren, med sin opfor­dring til at fly­ve højt og fly­de frit, ønsker at bør­ne­ne skal gå på opda­gel­se i. Ved net­op at gøre brug af et sprog, som opfor­drer til at “fly­ve” og til at “fly­de”, leder lære­ren her­med tan­ker­ne hen på en krop, fri­sat fra de mate­ri­el­le og kro­p­s­li­ge stra­ta, som gan­ske natur­ligt for­be­ner og legem­lig­gør sådan­ne bevæ­gel­ser i vir­ke­lig­he­den. Man kan sige, at dis­se stra­ta sæt­ter knog­ler ind i den fly­den­de og fly­ven­de krop og tyn­ger den­ne krop til jor­den i nær­mest geo­lo­gi­ske og sedi­men­tæ­re lag af soci­a­le kon­ven­tio­ner. Dette rum for den rene poten­ti­a­litet, som fun­ge­rer som udgangs­punkt for nye sam­men­træk­nin­ger og aktu­a­li­se­rin­ger, er hvad Deleuze beteg­ner med begre­bet Legemet uden Organer.5Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze, 58.

I opfor­drin­gen om at “fly­ve” og “fly­de” i sit eget vir­tu­el­le rum af uen­de­li­ge og ube­græn­se­de fan­ta­sti­ske bevæ­gel­ser, kan man net­op fore­stil­le sig et lege­me uden jord­li­ge og kro­p­s­li­ge begræns­nin­ger. Dette ele­ver­nes ube­græn­se­de lege­me for­ven­tes alt­så ikke at bli­ve sid­den­de på en stol og blot spil­le com­pu­ter, men tvær­ti­mod at gøre brug af det poten­ti­a­le af fri­hed, som det­te vir­tu­el­le rum til­by­der: sto­re arm­be­væ­gel­ser, fan­ta­si­ful­de sam­men­træk­nin­ger af ide­er, at kun­ne fly­ve sam­men med dra­ger og bekæm­pe ind­brud­sty­ve. Et lege­me i bevæ­gel­se som kan fly­ve fra idé til idé, ikke bun­det af kro­p­s­li­ge begræns­nin­ger, men der­i­mod fly­den­de, form­skif­ten­de og for­an­der­ligt.

Ud af krop­pen

Elevens vir­tu­el­le og kre­a­ti­ve bevæ­gel­se bli­ver fore­stil­let som et gen­færd af ele­vens egen krop, som en mani­fe­sta­tion af den tæn­ken­de ånd, der er fri­sat fra krop­pens læn­ke­kug­le. Den ide­el­le tæn­ken­de elev er på den­ne måde én, som kan sæt­te krop­pen til side for der­ef­ter at for­la­de den. Som ånden der løf­tes op fra sit døde og døde­li­ge lege­me. En ud-af-krop­pen-ople­vel­se. En sindstil­stand, der ansku­es som sær­de­les efter­trag­tet, typisk for­bun­det med at bli­ve fri­gjort fra krop­pens og den fysi­ske ver­dens begræns­nin­ger, hvad enten det­te skyl­des ekst­a­se, rus­mid­ler, en reli­gi­øs åben­ba­ring eller en anden skel­sæt­ten­de eller epi­fa­nisk hæn­del­se i livet. Kreativiteten, det ska­ben­de, kun­sten, skrif­ten og udtryk­ket, ret­ter sig altid ud af krop­pen. Som lyri­ke­ren Søren Ulrik Thomsen fore­stil­ler sig det: “Kunne min krop dri­ve ud i min skrift/kunne orde­ne sej­le fra hæn­der­nes hud”.6Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).

Dette er det pæda­go­gi­ske ide­al, jeg ser udtrykt i lære­rens opfor­dring. Det er gen­fær­det, som dri­ves ud af krop­pen og må tvin­ges til at eksi­ste­re paral­lelt og sam­ti­digt med sit køde­li­ge ophav: ele­vens vir­tu­el­le ges­penst, en slags tan­kens mr. Hyde, hvis vil­de og sto­re bevæ­gel­ser kan efter­la­de krop­pens under­tryk­te dr. Jekyll sid­den­de stil­le til­ba­ge på sto­len. Af split­tel­se af krop og sind, mate­rie og tan­ke – ikke blot i adskil­lel­sen, men i hie­rar­ki­se­rin­gen, som til­go­de­ser det imma­te­ri­el­le – ska­bes det­te ges­penst. Det er ikke besyn­der­ligt, at en under­vis­nings­sam­men­hæng er et sær­ligt frugt­bart rum for en sådan ska­bel­se. Som fle­re har påpe­get, eksi­ste­rer der sta­dig i vis­se dele af sam­funds­vi­den­ska­ber­ne en ten­dens til ikke i til­stræk­ke­lig grad at læg­ge vægt på det mate­ri­el­le. Ifølge socio­lo­gen Tim Dant er det mate­ri­el­le fokus i sam­funds­vi­den­ska­ben tra­di­tio­nelt ble­vet set som stå­en­de i oppo­si­tion til et fokus på soci­a­le rela­tio­ner. Menneskets soci­a­le ver­den er såle­des ble­vet betrag­tet som adskilt fra den omgi­ven­de mate­ri­el­le verden.7Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.

Visse teo­re­ti­ke­re hæv­der også, at sel­ve krop­pen har været fra­væ­ren­de inden for den socio­lo­gi­ske, psy­ko­lo­gi­ske og pæda­go­gi­ske viden­skab. Den cana­di­ske socio­log Anthony Synnott for­kla­rer, hvor­dan den­ne ten­dens hæn­ger sam­men med den dua­lis­me af krop og intel­lekt, som gen­nem histo­ri­en har vist sig inden for blandt andet den old­græ­ske, krist­ne og kar­tesi­an­ske tradition.8Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.

I arven fra Descartes’ dua­lis­me kan man se en adskil­lel­se af men­ne­sket og mate­ri­a­li­te­ten, det indre og det ydre, men­ne­skets tænk­te ver­den og den fysi­ske ver­den, som men­ne­sket møder. I den­ne adskil­lel­se synes der at være en magt­for­de­ling, en stør­re “hæld­ning” til den ene side frem for den anden, nem­lig til men­ne­skets indre ver­den. Eksempelvis påpe­ger den nor­ske pro­fes­sor Bjørnar Olsen, som bl.a. spe­ci­a­li­se­rer sig i arkæ­o­lo­gi og mate­ri­el kul­tur, at en sådan hæld­ning kan ses i sam­funds­vi­den­ska­ber­nes fokus på teo­ri­er om soci­a­le kon­struk­tio­ner og kul­tu­rel­le pro­ces­ser frem for det materielle.9Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.

Når der såle­des snak­kes om at skul­le “ud af krop­pen”, kan det­te tol­kes ikke kun som en ska­ben­de, ret­nings­be­stemt bevæ­gel­se, som når orde­ne hos Thomsen “sej­ler fra hæn­der­nes hud”, men måske i lige så høj grad som en ret­ning, der bevæ­ger sig ikke blot ud, men væk fra krop­pen, efter­la­der krop­pen, afka­ster og fæl­der krop­pen. Man kan fore­stil­le sig det i bed­ste teg­ne­filmstil, hvor den afdø­des semi­trans­pa­ren­te ånd sti­ger op fra krop­pen for at kun­ne fly­ve frit rundt i den legem­li­ge ver­den, net­op som ele­ven i dansk­ti­men blev opfor­dret til at “fly­ve” i en vir­tu­el mani­fe­sta­tion af sine fan­ta­sti­ske tan­ker. Eleven er der­for på én gang sit køde­li­ge lege­me bun­det fast til sto­len og jor­den og tyn­get af de fysi­ske, soci­a­le og disci­pli­ne­ren­de lag, som begræn­ser krop­pens bevæ­gel­ser. Men på sam­me tid er ele­ven også det ube­græn­se­de Legeme uden Organer fri i bevæ­gel­se og uden jor­di­ske for­be­nin­ger. Benløs, por­øs og løs­re­vet fra både tid og rum kan det­te ele­vens spø­gel­se i meta­mor­fo­se omdan­ne sig til fly­ven­de og fly­den­de sub­stan­ser, sive gen­nem væg­ge og rej­se mod fjer­ne pla­ne­ter.

Nu lyder det som om, vi når det kli­che­fyld­te point of no return, som har fun­ge­ret som det skel­sæt­ten­de og gåse­hud­s­frem­kal­den­de plot-twist i man­ge gyser- og spæn­dings­film: det var os, der var spø­gel­ser­ne hele tiden. I hvert fald lader det til, at ele­ven for­ven­tes både at kun­ne frem­fø­re den mate­ri­el­le, kro­p­s­li­ge og – for at for­bli­ve i nær­væ­ren­de arti­kels meta­forik – døde­li­ge væren (at sid­de stil­le på sto­len og at ind­ord­ne sig under­vis­nin­gens soci­a­li­se­ren­de, regu­le­ren­de og didak­ti­ske stra­te­gi­er) simul­tant med, at ele­ven lader en løs­re­vet, vir­tu­el del af sig selv bevæ­ge sig rundt i klas­se­lo­ka­let: Som et gen­færd af egen krop, der alle­re­de nu går igen, og efter­le­ver alle de tan­ker og bevæ­gel­ser, som den på grund af klas­se­væ­rel­sets regu­le­ring ikke hav­de mulig­hed for i sin døde­li­ge skal.

Porøse væg­ge

Genfærdet, som kan sive gen­nem væg­ge og bevæ­ge sig med ube­græn­set, hastig og omstil­len­de dyna­mik, min­der meget om det indi­vid, der har sin gang i kon­trol­sam­fun­dets insti­tu­tio­ner, orga­ni­sa­tio­ner og virk­som­he­der. Kontrolsamfundets insti­tu­tio­nel­le rum er ken­de­teg­net ved i sti­gen­de grad at være i opløs­ning. Det vil sige, at dets væg­ge, fysi­ske så vel som meta­fori­ske, i stør­re grad er ble­vet udvi­ske­de, og at insti­tu­tio­ner­nes, orga­ni­sa­tio­ner­nes og virk­som­he­der­nes prak­sis­ser, her­un­der kon­trol­le­ren­de og disci­pli­ne­ren­de regu­le­rin­ger af dets indi­vi­der, ikke blot fin­der sted inden for fire kon­kre­te væg­ge, men kon­ti­nu­er­ligt fly­der ind i og mel­lem for­skel­li­ge dele af men­ne­skers leve­de liv.10Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.

Deleuze for­kla­rer, hvor­dan det disci­pli­næ­re sam­funds insti­tu­tio­ner i sti­gen­de grad gen­nem­går en trans­for­ma­tion. Det tid­li­ge­re disci­pli­nær­sam­funds insti­tu­tio­ner – afgræn­se­de i rum og tid med hver deres sub­jek­ti­ve­rings­lo­gik, om det så var klas­se­væ­rel­set, hjem­met, fængs­let eller fabrik­ken – regu­le­re­de, ind­ret­te­de og afret­te­de dets sub­jek­ter alt efter hvil­ke insti­tu­tio­ner, dis­se sub­jek­ter bevæ­ge­de sig i. Ifølge Deleuze er dis­se insti­tu­tio­ners rum i høje­re grad afløst af en ny form. Rummene og væg­ge­ne er ble­vet por­ø­se, tiden uen­de­lig, og insti­tu­tio­ner­ne er ble­vet fly­den­de, kon­ti­nu­er­li­ge og gen­nem­træn­gen­de for sub­jek­ter­ne i dem. Reguleringen og nor­ma­li­se­rin­gen fin­der nu ikke blot sted i enkel­te afgræn­se­de rum, men bevæ­ger sig ud over tid og sted, og fin­der på den­ne måde altid ind i sub­jek­ters liv. Således for­kla­rer Deleuze, hvor­dan fabrik­ken er erstat­tet af virk­som­he­den, sko­len er erstat­tet af per­pe­tu­al trai­ning – den evin­de­li­ge og livslan­ge læring – og eksa­mi­na­tio­nen er erstat­tet af kon­ti­nu­er­lig kontrol.11Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5. Det disci­pli­næ­re sam­funds afgræn­se­de, sekven­se­re­de og dis­kon­ti­nu­er­li­ge form er såle­des ble­vet erstat­tet af kon­trol­lens uop­hør­li­ge og ube­græn­se­de form, decen­tra­li­se­ret fra mag­tens cen­tralt udø­ven­de aktø­rer og loka­li­se­re­de insti­tu­tio­ner, og er i ste­det ble­vet udbredt i et stør­re net­værk af kom­plek­se strukturer.12Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanon­bå­ds­diplo­ma­ti: Et for­søg på at adres­se­re spørgs­må­let om kom­bi­na­tio­nen af decen­tra­le net­værk og suveræ­ni­tet efter 9/11 med udgangs­punkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.

Som insti­tu­tio­ner­nes prak­sis­ser i kon­trol­sam­fun­det, der bevæ­ger sig uop­hør­ligt gen­nem tid og rum, føl­ger dis­se insti­tu­tio­ners sub­jek­ter lige­le­des den­ne bevæ­gel­se: Hvor arbej­det før­hen ophør­te, når arbej­de­ren gik hjem fra fabrik­ken, tager virk­som­heds­ar­bej­de­ren nu ofte­re arbej­det med hjem; for ele­ven begræn­ser lærin­gen sig ikke blot til under­vis­nings­ti­mer­nes afsat­te tid, men fun­ge­rer som en uop­hør­lig pro­ces, og man skal kig­ge langt efter akti­vi­te­ter uden for sko­len, som ikke tje­ner et læren­de for­mål. På det moder­ne arbejds­mar­ked fin­der vi typisk et indi­vid i en pro­fes­sion, som er præ­get af flek­si­bi­li­tet og omstil­lings­pa­rat­hed og såle­des evner at bevæ­ge sig der­hen, hvor den­nes kom­pe­ten­cer, ser­vi­ce og lyst er efter­s­purgt. Det pro­fes­sio­nel­le indi­vid er i sti­gen­de grad ansat i tids­be­græn­se­de stil­lin­ger, typisk pro­jek­tan­sæt­tel­ser, hvil­ket kræ­ver en kon­stant til­pas­ning og omstil­ling til de kom­pe­ten­cer, pro­fes­sio­nen refe­re­rer til, for at kun­ne bidra­ge til de kon­stant for­an­der­li­ge og i sti­gen­de grad tvær­fag­li­ge arbejds­pro­ces­ser, den­ne måt­te ind­gå i.13Krejsler, At ana­ly­se­re, 86.

Individet, hvad enten det er ele­ven eller virk­som­heds­ar­bej­de­ren, må alt­så i lige så høj grad ind­ta­ge en form, som for­mår at skif­te kom­pe­ten­cer og indstil­lin­ger, fly­de gen­nem spræk­ker og sive gen­nem væg­ge, mel­lem insti­tu­tio­ner, klas­se­lo­ka­ler, orga­ni­sa­tio­ner, virk­som­he­der og hjem. Det sam­ti­di­ge gen­færds ube­græn­se­de bevæ­gel­ser tri­ves alt­så i dis­se baner. Forestillingen om det kro­p­s­lø­se ges­penst, den imma­te­ri­el­le dyr­kel­se af indi­vi­dets tæn­ken­de, intel­li­gen­te og kre­a­ti­ve væsen, som i betrag­te­lig grad bli­ver frem­ma­net i sko­len, stem­mer langt hen ad vej­en overens med det sam­fund, det arbejds­mar­ked og den soci­a­le ver­den, som ven­ter bør­ne­ne der­u­de.

Praktiseringen af kon­stant for­an­der­li­ge bevæ­gel­ses- og tan­ke­møn­stre i klas­se­væ­rel­set synes at repræ­sen­te­re fore­stil­lin­gen om en elev, der for­ven­tes at kun­ne for­val­te egen for­an­dring og omstil­ling, alt efter hvor­dan situ­a­tio­nen dik­te­rer det. Eleven skal kun­ne balan­ce­re bestem­te ide­a­ler om hastig­hed – en hur­tig tan­ke­pro­ces og en lang­som­me­lig krop. Eleven skal kun­ne tæn­ke i bevæ­gel­ser, som tager form af at fly­ve og fly­de. At føl­ge og udfol­de egen fan­ta­si. Men ele­ven for­ven­tes på sam­me tid at beher­ske den­ne fan­ta­si samt først at lade poten­ti­a­ler aktu­a­li­se­re sig, når klas­se­væ­rel­sets og under­vis­nin­gens orga­ni­se­ring kræ­ver og til­la­der det. I under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner bli­ver stort set alle hand­lin­ger målt i tid. Til at star­te med eksi­ste­rer der en sekven­se­ring af under­vis­nin­gens orga­ni­se­re­de tid. Tiden er opdelt i de 45 eller 90 minut­ter, som klas­se­ti­mer­ne typisk varer, og dis­se er yder­li­ge­re opdelt i inter­val­ler af minut­ter og sekun­der, som udgør tiden til at lave opga­ver, læse, spi­se, ryd­de op, hol­de frik­var­ter osv. Der bli­ver såle­des sat tids­fri­ster på de for­skel­li­ge opga­ver, ele­ver­ne skal lave. Eleverne kan i en mate­ma­tik­ti­me få udle­ve­ret opga­ve­pa­pir med reg­ne­styk­ker og beske­den om, at de i de næste 20 minut­ter skal arbej­de med dis­se opga­ver. På klas­sens smart­bo­ard kan ele­ver­ne føl­ge med i nedtæl­lin­gen, da et ani­me­ret timeg­las illu­stre­rer, hvor­dan minut­ter og sekun­der strøm­mer i det vir­tu­el­le tidens sand som små, pixe­le­re­de sand­korn. Eleverne har alt­så fået til­delt en gan­ske tyde­lig tids­ram­me, inden for hvil­ken opga­ven for­ven­tes at gøres fær­dig. I en sådan situ­a­tion, som utvivl­s­omt fin­der sted i de fle­ste under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner, er der der­med både en for­vent­ning om, at ele­ver­ne fuld­fø­rer opga­ver­ne i en bestemt hastig­hed og inden for den fast­sat­te tids­ram­me, men også en for­vent­ning om, at opga­ver­ne løses kor­rekt. Der er alt­så umid­del­bart mod­stri­den­de krav i på den ene side at skul­le løse opga­ver og gøre bestem­te ting i en vis hastig­hed, og på den anden side at skul­le gøre sig uma­ge og tage sig god tid i løbet af den­ne pro­ces. Man skal hur­tigt kun­ne kom­me frem til et svar, men man må ikke løbe på vej til det­te svar.

Dette kan min­de om den arbejds­mar­keds­vær­di, der er i at efter­stræ­be et hur­tig­heds­i­de­al og sam­ti­dig have en kon­stant omstil­lings­pa­rat­hed. En vær­di, som for­ske­re ser som frem­her­sken­de i et arbejds­liv, hvor sub­jek­tet skal kun­ne jong­le­re mel­lem hastig­he­der og bevæ­gel­ses­møn­stre, alt efter hvor­dan den pågæl­den­de situ­a­tion kræ­ver det.

I en under­sø­gel­se af ame­ri­kan­ske arbejds­kul­tu­rer har arbejds­mar­keds­for­sker­ne Bellezza, Keinan og Paharia under­søgt, hvor­dan tid i arbejds­sam­men­hæn­ge kan anven­des til at sig­na­le­re soci­al sta­tus. De argu­men­te­rer for, hvor­dan en travl og hård­t­ar­bej­den­de livs­stil i sti­gen­de grad bli­ver for­bun­det med efter­trag­te­de sta­tus­sym­bo­ler og arbejdsmarkedsværdier.14Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consump­tion of time: When busy­ness and lack of lei­su­re time beco­me a sta­tus sym­bol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138. De for­kla­rer, hvor­dan et bestemt for­brug af tid, som de kal­der con­spi­cuous consump­tion of time, prak­ti­se­res som en måde at etab­le­re bestem­te soci­a­le sta­tus­sym­bo­ler på i arbejds­li­vet, og hvor­dan det­te ofte inde­bæ­rer, at man vir­ker travl og arbejd­s­om. Forfatterne argu­men­te­rer for, at det at prak­ti­se­re travlhed såle­des kan sig­na­le­re et arbej­den­de indi­vid, som er i efter­spørgsel, og som bli­ver betrag­tet som en man­gelva­re og en arbejds­mæs­sig ressource.15Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.

Dette hur­tig­heds­i­de­al som en arbejds­mar­keds­vær­di sva­rer til den hastig­hed og de bevæ­gel­ses­møn­stre, ele­ver i sko­len lærer at begå og bevæ­ge sig på, når situ­a­tio­nen dik­te­rer det.

I et sam­fund, som er præ­get af kon­stant at stræ­be efter vækst, acce­le­ra­tion og innova­tion, for­ven­tes det net­op, at vi bli­ver bed­re, hur­ti­ge­re, mere kre­a­ti­ve og effek­ti­ve. Den tyske socio­log Hartmut Rosa for­kla­rer, at vi i sådant et acce­le­ra­tions­sam­fund for­sø­ger at efter­le­ve den­ne bestræ­bel­se ved hastigt at for­føl­ge en ver­den, der ellers risi­ke­rer at stik­ke af fra os. Rosa illu­stre­rer det såle­des: “Vi befin­der os på vej op ad en rul­le­trap­pe, der kører nedad: Hvornår og hvor vi end stand­ser eller stop­per op, får vi ikke en fod til jor­den i for­hold til en høj­dy­na­misk omver­den, som vi overalt kon­kur­re­rer med. Legeme uden Organer”.16Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (København, Eksistensen, 2020), 14. At sko­len frem­ma­ner et indi­vid, som for­mår at kun­ne bevæ­ge sig dyna­misk og ube­græn­set mel­lem tid og rum, vil utvivl­s­omt gøre den­ne rej­se op ad en nedad­kø­ren­de rul­le­trap­pe mere beha­ge­lig, men det bidra­ger på sam­me tid til et vok­sen­de hastig­heds­i­de­al og øget acce­le­ra­tion i et alle­re­de for­pu­stet insti­tu­tions­liv og arbejds­mar­ked.

Nedstigning

Ifølge den fran­ske filo­sof Maurice Merleau-Ponty er det gen­nem det fak­tum, at vi er i vores egen krop med en bevidst­hed om vores eget kro­ps­bil­le­de (ima­ge du cor­ps), at vi ople­ver vores omgivelser.17Tim Dant, Materiality and Society, 92. Denne kro­p­s­li­ge bevidst­hed er ikke en bevidst­hed om krop­pen som opdelt i enkel­te orga­ner eller lem­mer, men et bil­le­de af krop­pen som en hel­hed, som her­fra dan­ner udgangs­punkt for en ople­vel­se af de ydre omstæn­dig­he­der. Det er i krop­pen, at ori­en­te­rin­gen mod omver­de­nen tager sit afsæt, og fra krop­pen, at per­spek­ti­vet udgår. Som socio­lo­gen Tim Dant beskri­ver det: “It is our body that situ­a­tes all other objects in spa­ce and time and provi­des us with a per­specti­ve through which we can jud­ge the rela­ti­ve posi­tion of other objects”.18Tim Dant, Materiality and Society, 93.

Er det der­for til­stræk­ke­ligt at betrag­te ele­vens kre­a­ti­vi­tet som et gen­færd? Hvis krop­pen under­ord­nes sin­det, hvis det mate­ri­el­le betrag­tes sekun­dært til det vir­tu­el­le, så risi­ke­rer man at frem­me en for­stå­el­se, som på behavi­o­ri­stisk vis til­skri­ver krop­pen føje­li­ge kva­li­te­ter som noget, der blot meka­nisk respon­de­rer på sti­mu­li. Denne sin­dets under­ord­ning af krop­pen ses i arbejds- og uddan­nel­ses­sam­men­hæn­ge. I mod­sæt­ning til de tid­li­ge­re arbejds- og ansæt­tel­ses­for­hold, der gjor­de sig gæl­den­de i indu­stri­sam­fun­dets arbejds­mar­keds­vær­di­er, og som efter­s­purg­te min­dre grad af kun­nen og “skill-based” arbej­de, fx i land­brugs- og fabriks­ar­bej­de, er nuti­dens arbejds­mar­ked i sti­gen­de grad foku­se­ret på men­ne­ske­li­ge vær­di­er og intel­lek­tu­el kapi­tal som talent, kre­a­ti­vi­tet og ser­vi­ce­o­ri­en­te­re­de kompetencer.19Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consump­tion”, 121. Disse ten­den­ser teg­ner alt­så et vær­di­sæt, som opve­jer kre­a­ti­ve og intel­lek­tu­el­le kapa­ci­te­ter til for­del for kro­p­s­lig­hed, og der­med ska­ber en gene­rel distink­tion mel­lem sind og krop.

Men måske kun­ne en del af sva­ret her bun­de i et opgør med net­op den­ne distink­tion. For er det over­ho­ve­det muligt på den måde at adskil­le tan­ke og rum? Er det muligt at tæn­ke, at umid­del­bart imma­te­ri­el­le fæno­me­ner ikke blot skul­le begræn­se sig til at eksi­ste­re på det imma­te­ri­el­le, ikke-kro­p­s­li­ge og vir­tu­el­le plan af væren? I klas­se­lo­ka­let lader tan­ker­ne sig mate­ri­a­li­se­re i ele­ver­nes krop­pe, hvil­ke kom­mer til udtryk gen­nem de kro­p­s­ligt arti­ku­le­re­de udtryk: i de flak­ken­de øjne, som for­sø­ger at fast­hol­de blik­ket på de fly­ven­de tan­ker i loka­let og i de trip­pen­de fød­der under bor­det, som nær­mest lader til at løbe på ste­det.

“How vain it is to sit down to wri­te when you have not stood up to live! Methinks that the moment my legs begin to move, my thoughts begin to flow, as if I had given vent to the stream at the lower end and con­sequent­ly new foun­tains flowed into it at the upper.”20Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405. Sådan skrev Henry David Thoreau i sin dag­bog i 1851. Thoreau for­kla­rer, hvor­dan tan­ker­ne begyn­der at fly­de, når bene­ne begyn­der at gå, og snak­ker sågar om strøm­me, fon­tæ­ner og kil­der af tan­ker. Thoreau berø­rer her, hvor­dan tan­ker­nes bevæ­gel­ser tæt knyt­ter sig til krop­pens, på sam­me vis som jeg kan se det i ele­ver­nes tæn­ken­de bevæ­gel­ser. Barnet, hvis ben trip­per under bor­det, mens han tæn­ker over sin fan­ta­si­for­tæl­ling, har det måske på sam­me måde som Thoreau: Benene for­sø­ger at bevæ­ge sig med tan­ker­ne, at “løbe med” og at føl­ge trop med en tan­ke­strøm, som er i kon­stant bevæ­gel­se og hast.

Metaforen om den fly­den­de tan­ke fin­des såle­des også uden for klas­se­lo­ka­lets reto­rik, og det lader da også til, at Thoreau var klar over, hvor­dan en sådan meta­for ikke blot lader sig nøje med at for­bli­ve på et repræ­sen­ta­tivt poe­tisk plan, men der­i­mod kræ­ver at arbej­de gen­nem hele den kro­p­s­li­ge maski­ne. Den fly­den­de bevæ­gel­se må så at sige “luf­tes” og kom­me til udtryk som en kro­p­s­lig aktu­a­li­se­ring, strøm­me ud i bene­ne og bene­ne ud i ver­den. “Thinking is moving”. Sådan for­mu­le­rer ling­vi­sten George Lakoff og filo­sof­fen Mark Johnson et meta­forisk udsagn, som søger at kon­cep­tu­a­li­se­re det tæn­ken­de sind som en per­son i bevægelse.21George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397. Denne meta­for udgø­res af fle­re bil­le­der, her­i­blandt at “sin­det er en krop”, “ide­er er ste­der” og “at tæn­ke på X er at bevæ­ge sig i områ­det omkring X”. Lakoff og Johnson uddy­ber yder­li­ge­re, hvor­dan tan­ken kan kon­cep­tu­a­li­se­res som bevæ­gel­se, blandt andet i form af sæt­nin­ger som “my mind is racing” og “my mind wan­de­red for a moment”.22Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235. Lakoff og Johnson viser med det­te, hvor­dan meta­for­en “tan­ken som bevæ­gel­se” udsprin­ger af en kro­p­s­lig for­stå­el­se og på den­ne måde struk­tu­re­rer sel­ve den hand­ling, vi udfø­rer, når vi tænker.23George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4. Vi bevæ­ger tan­ker­ne, flyt­ter dem fra sted til sted og lader dem sågar “van­dre”. Der tæn­kes med og i krop­pen og – som vi kan se på ele­ver­nes kro­p­s­li­ge arti­ku­la­tio­ner i klas­se­væ­rel­set – tan­ker­ne inkar­ne­rer sig og går “i kødet” i den kro­p­s­li­ge hand­len som aktu­a­li­se­rin­ger af det tænk­te.

Naturligvis er det ikke til­stræk­ke­ligt ude­luk­ken­de at kri­ti­se­re den­ne bevæ­gel­se ud og væk fra krop­pen. Der er man­ge styr­ker ved den kro­p­strans­cen­dens, som bør­ne­ne i under­vis­nin­gen bli­ver opfor­dret til. Det er jo her­ligt, at der er plads til at dig­te i sko­le­ti­den. Og at der ska­bes et rum, vir­tu­elt eller ej, som for­mår at rum­me en uhæm­met udfol­del­se og kre­a­ti­vi­tet, er jo både sjovt og tera­pe­u­tisk i sin eska­pi­sti­ske for­skel til hver­da­gens gen­ken­de­li­ge og begræn­se­de fysik. Nærværende arti­kel har blot søgt at dis­ku­te­re sko­lens kre­a­ti­vi­tets­prak­sis­ser og dis­ses betyd­ning i og for kon­trol­sam­fun­det. Diskussionen har taget form af en ide­o­lo­gik­ri­tik, som for­sø­ger at bely­se og afslø­re vis­se vær­di­er, der bidra­ger til et bestå­en­de system af magtstruk­tu­rer og arbejds­mar­keds­ret­tet tænk­ning i sam­fun­dets insti­tu­tio­ner og orga­ni­sa­tio­ner. Kreativiteten akti­ve­res for, at den kan være nyt­tig i en struk­tur, der ikke værds­æt­ter men­ne­ske­lig sel­vud­fol­del­se så meget som vær­di­ska­bel­se. Og det­te gøres gen­nem under­vis­nings­mæs­si­ge prak­sis­ser, som læg­ger vis­se bånd på kre­a­ti­vi­te­ten og sam­ti­dig opfor­drer til, at den bli­ver sat fri. Børnene for­ven­tes at kun­ne navi­ge­re i dis­se umid­del­bart mod­stri­den­de krav.

En struk­tur i sko­len, der fra­ta­ger bør­ne­ne kre­a­ti­vi­tet eller omfor­mer kre­a­ti­vi­tets­pro­ces­ser til mar­keds­gjor­te adfærds­møn­stre, er i fare for at bidra­ge til bør­ne­nes frem­med­gø­rel­se fra det arbejds­mar­ked og den ver­den, de vil møde. Karl Marx beskrev pro­le­ta­ri­a­tets sti­gen­de frem­med­gø­rel­se fra sam­fun­dets pro­duk­tions­mid­ler: Her bli­ver arbej­dets pro­duk­tions­mid­ler, pro­duk­ter og i sid­ste ende hele sam­fun­det noget frem­med og uved­kom­men­de, som dik­te­rer ram­mer­ne for de mag­tes­lø­se men­ne­skers liv. Det sker, for­di sam­fun­dets pro­du­cen­ter i sti­gen­de grad ople­ver pro­duk­tions­mid­ler­ne som noget frem­med, som andres ejen­dom, som noget, der ikke har nogen rela­tion til arbej­der­nes per­son eller interesser.24Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776. På sam­me måde er en pri­mært arbejds­mar­keds­ret­tet til­gang til børns kre­a­ti­vi­tet i fare for at øge den afstand, bør­ne­ne måt­te føle til deres omgi­ven­de og kom­men­de ver­den og sam­fund.

Måske net­op i en tid, hvor erken­del­sen af men­ne­skets fysi­ske, mate­ri­el­le og geo­lo­gi­ske til­ste­de­væ­rel­se på klo­den og inter­ak­tion med ver­den er vig­ti­ge­re end nogen­sin­de, må vig­tig­he­den af en bevidst­hed her­om ikke under­ken­des. Hvis vi skal møde ver­den, mær­ke den og inter­a­ge­re med den – ikke blot som sam­ti­di­ge gen­færd af os selv, hvis hæn­der for­sø­ger at gri­be fat om mate­ri­en, som imid­ler­tid unds­lip­per vores greb og siver lige igen­nem, så vi måske aller­højst efter­la­der et koldt gys – skal vi begyn­de nedstig­nin­gen til­ba­ge i krop­pen, ind i krop­pen.

1. Laura Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, Tidsskriftet Antropologi, 62 (2010), 158.
2. Norbert Elias, “Introduction: A Theoretical Essay on Established and Outsider Relations”, i The Established and the Outsiders, red. Norbert Elias & John L. Scotson (London: Sage Publications, 1994), xv-lii.
3. Gilliam, “Den gode vil­je og de vil­de børn”, 161.
4. John Benedicto Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze: En rej­se i noma­de­be­gre­ber, til­bli­vel­ser og kon­trol­sam­fund (Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019), 58.
5. Gilles Deleuze & Felix Guattari, A Thousand Plateus: Capitalism and Schizophrenia (London, University of Minnesota Press, 1987). Se også Krejsler, At ana­ly­se­re med Gilles Deleuze, 58.
6. Søren Ulrik Thomsen, City Slang (København, Vindrose).
7. Tim Dant, Materiality and Society (McGraw-Hill Education, 2004), 84.
8. Anthony Synnott, The Body Social: Symbolism, Self and Society (London and New York, Routledge, 1993), 251.
9. Bjørnar Olsen, “Material Culture after Text: Re-Membering Things”, i Norwegian Archaeological Review 36, nr. 2 (2003), 88.
10. Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 3–7.
11. Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, 5.
12. Mikkel Bolt, “Kontrolsamfund og kanon­bå­ds­diplo­ma­ti: Et for­søg på at adres­se­re spørgs­må­let om kom­bi­na­tio­nen af decen­tra­le net­værk og suveræ­ni­tet efter 9/11 med udgangs­punkt i Deleuzes “Postscriptum om Kontrolsamfundet”, i K&K‑Kultur & Klasse 38, nr. 110 (2010), 117.
13. Krejsler, At ana­ly­se­re, 86.
14. Silvia Bellezza, Neeru Paharia og Anat Keinan, “Conspicuous consump­tion of time: When busy­ness and lack of lei­su­re time beco­me a sta­tus sym­bol”, i Journal of Consumer Research 44, nr. 1 (2016), 118–138.
15. Belleza, Paharia og Keinan, “Conspicuous consumption”.
16. Hartmut Rosa, Det ukon­trol­ler­ba­re (København, Eksistensen, 2020), 14.
17. Tim Dant, Materiality and Society, 92.
18. Tim Dant, Materiality and Society, 93.
19. Bellezza, Paharia & Keinan, “Conspicuous consump­tion”, 121.
20. Henry David Thoreau, The Journal of Henry David Thoreau, 1837–1861 (New York: New York Review Books Classics, 2009), 405.
21. George Lakoff & Mark Johnson, Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought (New York: Basic Books, 1999), 397.
22. Lakoff & Johnson, Philosophy in the Flesh, 235.
23. George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By (Chicago, IL: University of Chicago, 1980), 4.
24. Karl Marx, Kapitalen, 3. bog (København: Rhodos, 1972), 776.