• Print

Om at være en epistemologisk gæst i en anden ontologi

Mine knæ er bøje­de og stø­der op under bor­dets over­fla­de. Med krum ryg, lænet over bly­an­ter og viske­læ­de­re, stræk­ker jeg nak­ken til­ba­ge for at kig­ge op på tav­len. En duft af våde jak­ker og våde agur­ker hæn­ger i den tæt­te, sus­pen­de­re­de luft. Sådan sad jeg over man­ge dage i mit fel­t­ar­bej­de, hvor jeg under­søg­te, hvor­dan ople­vel­ser, betyd­nin­ger og prak­sis­ser af tid spil­ler en rol­le i under­vis­nings­sam­men­hæn­ge i en 2. klas­se. Min meto­di­ske til­gang til under­sø­gel­sen lod sig inspi­re­re af en sær­ligt del­ta­gen­de og ind­le­ven­de meto­de, hvori jeg for­søg­te at ind­ta­ge en så “bar­ne-agtig” posi­tion i fel­ten som muligt, for på egen krop at mær­ke de impli­ka­tio­ner, som tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser måt­te have på klas­sens ele­ver. Denne meto­di­ske til­gang var inspi­re­ret af antro­po­lo­gen Anna Lærke, som har anvendt en sær­ligt del­ta­gen­de rol­le som meto­de i sit fel­t­ar­bej­de blandt børn i en engelsk pri­mary school. Her bestræb­te hun sig på at ind­ta­ge en så barn­lig posi­tion som muligt ved at klæ­de sig som bør­ne­ne, spi­se med bør­ne­ne, og stort set kun at vide, hvad bør­ne­ne måt­te vide, når det for eksem­pel angik den over­ord­ne­de plan­læg­ning af sko­le­da­gen. En sådan posi­tion blandt bør­ne­ne med­før­te iføl­ge Lærke, at hun i høje­re grad kun­ne mær­ke de disci­pli­næ­re tek­nik­ker, som fandt sted i sko­len, end hvis hun hav­de ople­vet det­te på afstand.1Anna Lærke, “Om at ven­te og ikke vide: Tid og disci­plin i en engelsk pri­mary school”, Tidsskriftet Antropologi 38 (1997), 30.

Jeg må dog erken­de, at jeg som gæst i den­ne bør­ne­ag­ti­ge onto­lo­gi – hvori bestem­te impli­ka­tio­ner af tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser fin­der sted – stø­der på en epi­ste­mo­lo­gisk græn­se for, hvor sand en følel­ses­mæs­sig og san­se­lig erfa­ring, jeg kan gøre mig, som sam­ti­dig er i stand til at afspej­le bør­ne­nes sådan­ne erfa­rin­ger. Som epi­ste­mo­lo­gisk gæst i en anden onto­lo­gi, hvor­vidt kan jeg da til­la­de mig at udta­le mig om, hvor­dan et barn, som jo net­op er sub­jek­tet i min under­sø­gel­se af tids­di­sci­pli­ne­rin­gens impli­ka­tio­ner, ople­ver de giv­ne situ­a­tio­ner? Som ude­frakom­men­de, med alle de attri­but­ter, som prin­ci­pi­elt adskil­ler mig fra bør­ne­nes indi­vi­du­a­li­te­ter (vok­sen, ikke-sko­le­e­lev, i forsk­nings­an­lig­gen­de, høj, for lan­ge ben til sto­le­ne og bor­de­ne, ikke under­lagt sam­me reg­ler osv.), hvor­vidt til­la­der en sådan andet­hed, som jeg da besid­der, at sæt­te mig i bør­ne­nes sted?

At kom­me ind i fel­ten – kul­tur, ver­den eller vir­ke­lig­hed?

Mange etno­gra­fi­ske prak­sis­ser søger at ind­ta­ge posi­tio­ner, som kan tage hen­syn til den pågæl­den­de felts egent­li­ge leve­de liv, et blik on the insi­de, for at kun­ne for­stå, hvor­dan insi­der­ne i den­ne felt for­står dis­ses egne leve­de liv. I sto­re dele af den antro­po­lo­gi­ske tra­di­tion fin­der man net­op et insi­der­per­spek­tiv. Det kan bl.a. eksem­pli­fi­ce­res ved Lærkes ind­le­ven­de del­ta­gerob­ser­va­tions­me­to­de, og ses også i Dorothy Smiths udlæg­ning af en prak­ti­se­ren­de og ople­vel­ses­mæs­sig insti­tu­tio­nel etnografi2Dorothy E. Smith, “Institutional Ethnography”, i Qualitative research in action, red. Tim May (Sage, 2002), 17–52. samt Tim Ingolds fæno­meno­lo­gi­ske vin­kel på etno­gra­fisk praksis,3Tim Ingold, “Building, dwel­ling, living: How ani­mals and peop­le make them­sel­ves at home in the wor­ld”, i Shifting Contexts: Transformations in Anthropological Knowledge, red. Marilyn Strathern (London and New York: Routledge, 1995), 75. hvil­ket jeg sene­re vil kom­me ind på. Denne epi­ste­mo­lo­gi­ske til­gang til at for­stå en given grup­pe men­ne­skers leve­de liv – i mit til­fæl­de bør­ne­nes ver­den – knyt­ter sig tæt til de drøf­tel­ser, der i de sene­re år inden for antro­po­lo­gi­en er ble­vet ført omkring for­hol­det mel­lem epi­ste­mo­lo­gi og ontologi.4Steen Nepper Larsen, “Efterskrift”, i Pædagogisk antro­po­lo­gi: til­gan­ge og begre­ber, red. Eva Gulløv, Gritt B. Nielsen & Ida Wentzel Winther (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 295.

Dette for­hold tages grund­læg­gen­de til revi­sion i den teo­re­ti­ske strøm­ning, som har vun­det ind­pas i den antro­po­lo­gi­ske debat under sam­le­be­teg­nel­sen “den onto­lo­gi­ske ven­ding”. Den onto­lo­gi­ske ven­ding beteg­ner en sam­ling af argu­men­ter, iagt­ta­gel­ser og stand­punk­ter, der hæv­der, at vi lever i “mul­tip­le onto­lo­gi­er”, alt­så for­skel­li­ge vir­ke­lig­he­der, hvori der fin­des for­skel­li­ge for­mer for viden, om det, der findes.5Astrid Grue & Christina Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 6. En sådan til­gang kan iden­ti­fi­ce­res i Henare, Holbraad og Wastells argu­ment for, at antro­po­lo­ger bør bestræ­be sig på en anta­gel­se af mang­fol­di­ge ver­de­ner, frem­for at tæn­ke ver­den som én.6Amiria Henare, Martin Holbraad & Sari Wastell, Thinking Through Things: Theorising Artefacts Ethnographically (London & New York: Routledge, 2007), 3. Dette inde­bæ­rer, at antro­po­lo­gen skal for­sø­ge at tage de for­skel­le, som kan fore­kom­me mel­lem under­sø­ge­ren og de, der under­sø­ges, seri­øst og aner­ken­de det som en essen­ti­el ander­le­des­hed, når antro­po­lo­gen fx kon­fron­te­res med erfa­rin­ger, der er umid­del­bart ufor­stå­e­li­ge. Her anses den gængse antro­po­lo­gi­ske ana­ly­se­stra­te­gi som util­stræk­ke­lig, idet den kom­mer til at for­stå infor­man­ters udsagn som fx blot repræ­sen­ta­tio­ner og sym­bo­ler. En sådan ana­ly­se er i fare for at forvræn­ge sine infor­man­ters udsagn til blot at sige noget om, hvor­dan ting repræ­sen­te­rer og sym­bo­li­se­rer soci­a­le og kul­tu­rel­le fæno­me­ner, og alt­så ikke om, hvor­dan dis­se ting fak­tisk er for informanterne.7Grue & Vega, “Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 10.

Et pro­mi­nent eksem­pel på den type kul­tur­for­stå­el­se, der revi­de­res under den onto­lo­gi­ske ven­ding, kan fin­des hos Clifford Geertz. Geertz fore­slår en kul­tur­for­stå­el­se, som betrag­ter men­ne­skers adfærd i en given kul­tur som kon­sti­tu­e­re­ret af sæt af såkald­te kon­trol­me­ka­nis­mer, bestå­en­de af sig­ni­fi­kan­te sym­bo­ler, såsom ord, bil­le­der, lyde, insti­tu­tio­ner og natur­li­ge objek­ter. Disse sym­bo­ler bru­ges til at ori­en­te­re sig i ver­den og kon­stru­e­re en for­stå­el­ses­ram­me, såle­des at men­ne­sket ikke blot er efter­ladt til at hand­le kao­tisk og uden ret­ning, men kan træk­ke på et kul­tu­relt møn­ster, som er sam­men­sat af syste­mer af dis­se menings­gi­ven­de symboler.8Clifford Geertz, “The Impact of the Concept of Culture on the Concept of Man”, i Schooling the sym­bo­lic ani­mal: Social and cul­tu­ral dimen­sions of educa­tion, red. Bradley A. Levinson (Rowman & Littlefield Pub Inc., 2000), 26. Geertz fore­slår her­med et kul­tur­syn, som betrag­ter de ydre fysi­ske struk­tu­rer som bestem­mel­ser og påvirk­nin­ger af adfærd. Et sådant kul­tur­syn kon­stru­e­rer for Geertz en felt, hvori et frem­med – nog­le gan­ge også beteg­net som “pri­mi­tivt” – sam­fund her­med må under­sø­ges med en hen­syn­ta­gen til de under­søg­te fæno­me­ner og sym­bo­ler og såle­des for­sø­ge at gøre dis­se for­stå­e­li­ge og åben­bar­li­ge for dem, der ikke umid­del­bart har direk­te erfa­ring med dis­se samfund.9Richard J. Bernstein, Beyond objecti­vism and rela­ti­vism: Science, her­me­neu­ti­cs, and praxis (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2011), 93. Et sådant kul­tur­syn er dog bredt kri­ti­se­re­ret for dets inkom­men­su­rab­le ver­dens­syn, som er i fare for at ‘indespær­re’ de stu­de­re­de i defi­ne­re­de kul­tu­rel­le enheder.10Karen Fog Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de: antro­po­lo­gers arbejds­mark eller fag­lig slag­mark?”, i Norsk antro­po­lo­gisk tids­skrift 13, nr. 3 (2002), 113.

Vendingen, som taler imod en repræ­sen­ta­tio­nel for­tolk­nings­mo­del står imid­ler­tid ikke uden kri­tik. Kirsten Hastrup kri­ti­se­rer fore­stil­lin­gen om mul­tip­le onto­lo­gi­ers poten­ti­el­le regres­si­ve impli­ka­tio­ner, idet det kan inde­hol­de gam­mel­kend­te fore­stil­lin­ger at tæn­ke de men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber, antro­po­lo­ger under­sø­ger, som diskre­te ver­de­ner, der bør for­stås som enhe­der og helheder.11Kirsten Hastrup, “Vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner – eller?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 43. Hastrups kri­tik bely­ser her­med hvor­dan den onto­lo­gi­ske ven­ding er i fare for at genin­stal­le­re den kul­tu­rel­le essen­ti­a­lis­me, som den f.eks. ses hos Geertz, og der­med ven­de til­ba­ge til en kul­tur­for­stå­el­se, som ikke evner at betrag­te men­ne­ske­li­ge fæl­les­ska­ber som dyna­mi­ske og græn­se­lø­se i tid og rum, ej hel­ler at se ver­den som i kon­stant histo­risk til­bli­vel­se. På trods af, at den onto­lo­gi­ske ven­ding søger at revi­de­re en repræ­sen­ta­tio­nel for­tolk­nings­mo­del, hvil­ken fx kan bestå af sym­bol­ske syste­mer, der kun fun­ge­rer, idet alle sym­bo­ler er kendt og bestemt inden­for kul­turs­fæ­ren, og der­for ikke stil­ler sig til­gæn­ge­lig for den uini­ti­e­re­de, kan man med Hastrup alt­så se, hvor­dan ven­din­gen risi­ke­rer net­op at kon­stru­e­re defi­ne­re­de kul­tu­rel­le og “indespær­ren­de” enhe­der.

Det onto­lo­gi­ske og epi­ste­mo­lo­gi­ske skift – en invi­ta­tion til den ude­frakom­men­de

Ud fra tesen om, at vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner, må den bør­ne­ver­den, som jeg med egen krop for­sø­ger at sæt­te mig ind i (eller ned blandt), da for­stås som en distinkt ver­den og en onto­lo­gi for­skel­lig fra min egen ikke-bør­ne ver­den? Findes bør­ne­nes ver­den, bør­ne­nes onto­lo­gi? En sådan distink­tion vil dog for en ude­frakom­men­de for­sker umu­lig­gø­re en egent­lig kro­p­s­lig og san­se­lig erken­del­ses­op­le­vel­se af den ver­den, man under­sø­ger. Jeg kom­mer sim­pelt­hen ikke til at kun­ne åbne den­ne bla­ck box af følel­ses­mæs­sig erfa­rings­dan­nel­se i situ­a­tio­nen, men må i ste­det stå til tak­ke med, hvad end den teo­re­ti­ske og ana­ly­ti­ske viden­ska­bel­se kan for­tæl­le mig om, hvor­dan dis­se følel­ser og ople­vel­ser kan og kun­ne kom­me til udtryk hos fel­tets egent­li­ge bebo­e­re. Jeg er der­med igen til­ba­ge, hvor jeg star­te­de: I min egen ver­den, hvor jeg prø­ver at ska­be mening og logik i, hvad end der undre­de mig på min rej­se.

Dorothy Smith beskri­ver den­ne pro­ble­ma­tik som et af etno­gra­fi­ens uover­kom­me­li­ge dilem­ma­er, når det dre­jer sig om at under­sø­ge, hvor­dan “andre” men­ne­sker ople­ver deres liv:

On the one hand, if eth­no­grap­hers are to pro­per­ly descri­be a peop­le’s ways of living, they have to under­stand the peop­le, must beco­me to some degree clo­se to and be tru­sted by them; on the other eth­no­grap­hers are com­mit­ted to betraying the­se con­fi­den­ces to out­si­ders who may make of what is told wha­te­ver they want. Ethnographers’ descrip­tions rep­re­sent them for others “objecti­ve­ly” and “as they real­ly are”.12Smith, “Institutional Ethnography”, 19.

Smiths beskri­vel­se er meget ram­men­de for min meto­di­ske til­gang til min under­sø­gel­se, hvori jeg net­op søger at kom­me tæt på de følel­ser, som må eksi­ste­re i fel­ten, og at opnå for­tro­lig­hed og sam­hø­rig­hed med klas­sens ele­ver i det omfang, det er muligt. Der eksi­ste­rer et dilem­ma i på den ene side at for­sø­ge at til­eg­ne sig ind­sigt i fel­ten med en erfa­rings- og ople­vel­ses­ba­se­ret under­sø­gen­de prak­sis, mens etno­gra­fi­en som disci­plin på den anden side må for­ka­ste dis­se følel­ses­mæs­si­ge og sub­jek­tivt ople­ve­de erfa­rin­ger, for at kun­ne frem­læg­ge ‘objek­ti­ve’ og ‘san­de’ beskri­vel­ser. Smiths insti­tu­tio­nal eth­no­grap­hy beskri­ver en etno­me­to­do­lo­gisk tænk­ning, som søger at under­sø­ge men­ne­sker, der er under­lagt for­skel­li­ge insti­tu­tio­nel­le sub­jek­ti­ve­rin­ger og de pro­ble­ma­tik­ker, som knyt­ter sig her­til, ud fra syns­punk­ter, stand­po­ints, som kan bely­se dis­se men­ne­skers ople­vel­ser og aktualiteter.13Smith, “Institutional Ethnography”, 17–52.

En insti­tu­tio­nel etno­gra­fi stræ­ber alt­så efter at ska­be viden, der er ople­vet som væren­de ‘fra inder­si­den’ af det under­søg­te, frem­for at betrag­te det ude­fra. Denne meto­de kræ­ver her­med et epi­ste­mo­lo­gisk og onto­lo­gisk ‘skift’. Det epi­ste­mo­lo­gi­ske skift afvi­ser en objek­tiv til­gang til viden og fore­slår i ste­det at prak­ti­se­re en reflek­siv og ople­ven­de måde at se og for­stå den ver­den, man tager del i. Det onto­lo­gi­ske skift består i at afvi­se gene­rel­le og gene­ra­li­se­ren­de teo­re­ti­ske for­kla­rin­ger af det under­søg­te, og søger i ste­det at beskri­ve de par­ti­ku­læ­re og situ­e­re­de fak­ti­ske hand­lin­ger, som men­ne­sker ska­ber deres ver­den af.14Ian Hussey, “ ‘Political Activist as Ethnographer’, Revisited”, i Canadian Journal of Sociology 37, nr. 1 (2012), 9. En sådan afvis­ning af gene­rel­le og gene­ra­li­se­ren­de teo­re­ti­ske for­kla­rin­ger kan fx ses i opgø­ret med den antro­po­lo­gi­ske kom­pa­ra­tion, der her­ske­de gen­nem 1980’erne og som søg­te at fore­ta­ge sam­men­lig­nin­ger mel­lem for­skel­li­ge soci­a­le og kul­tu­rel­le fæno­me­ner. Denne til­gang kri­ti­se­res blandt andre af Marilyn Strathern i hen­des værk, Partial Connections, hvori hun for­kla­rer udfor­drin­gen i at skel­ne mel­lem den viden­ska­be­li­ge kate­go­ri, der bru­ges til at fore­ta­ge ana­ly­ti­ske sam­men­lig­nin­ger og det objekt, der søges sammenlignet.15Marilyn Strathern, Partial con­nections: upda­ted edi­tion (Walnut Creek: Altamira Press, 2004), 73. Tanken om, at den objek­ti­ve repræ­sen­ta­tion må have form som en gene­ra­li­se­ren­de teo­re­tisk for­kla­rings­ram­me, der arbej­der gen­nem kom­pa­ra­ti­ve ana­ly­ser, udvi­skes såle­des hos Strathern, da den ana­ly­ti­ske og etno­gra­fi­ske viden altid må ses i sam­men­hæng med det poli­ti­ske, kul­tu­rel­le og histo­ri­ske per­spek­tiv, den pro­du­ce­res i. Opgøret med kom­pa­ra­tio­nen tæn­ker en antro­po­lo­gisk ana­ly­se af en given kul­tu­rel vir­ke­lig­hed som en omform­ning af den­ne vir­ke­lig­hed, frem­for at for­tol­ke eller repræ­sen­te­re den.16Grue & Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 8.

Smiths insti­tu­tio­nel­le sam­men­hæng er alt­så et felt, der først og frem­mest skal under­sø­ges inde­fra. Man kan såle­des læse det­te som en afgræns­ning af fel­tens leve­de liv, følel­ser og tan­ker som noget, der sær­ligt hører sig fel­ten til og udgør en sam­let for­tolk­ning af vir­ke­lig­he­den, hvor­med det kon­sti­tu­e­rer en distinkt onto­lo­gi. Men Smith fore­ta­ger dog et greb, som så at sige ‘åbner op’ for ude­frakom­men­de for­stå­el­ser af dis­se leve­de liv, idet hun fore­ta­ger det epi­ste­mo­lo­gi­ske og onto­lo­gi­ske ‘skift’, som såle­des invi­te­rer til reflek­si­ve og ople­ven­de måder at for­stå på. Etnografen får på den­ne måde til­la­del­se til at bol­tre sig med al sin epi­ste­mo­lo­gi­ske baga­ge og ople­ve og prak­ti­se­re de selv­sam­me hand­lin­ger og situ­a­tio­ner, som kon­sti­tu­e­rer fel­ten. Jeg betrag­ter her­med den insti­tu­tio­nel­le etno­gra­fi som vores før­ste ind­gang til at fore­stil­le os en distinkt ver­den, men med en invi­ta­tion til en ude­frakom­men­de gæst.

Den ube­gri­be­li­ge felt

Jeg ser dog, hvor­dan den antro­po­lo­gi­ske videnspro­duk­tion her er i fare for at møde en epi­ste­mo­lo­gisk udfor­dring i at for­stå og for­kla­re det, som kan fore­kom­me til­sy­ne­la­den­de menings­løst, ufor­klar­ligt og ikke umid­del­bart logisk for fel­tens aktø­rer. Hvordan under­sø­ger man børns for­stå­el­ser af det, som for dem kan fore­kom­me ube­gri­be­ligt? Den ver­den, jeg under­sø­ger, er net­op ikke tyde­ligt defi­ne­ret eller for­stå­et af de indi­vi­der, som bebor den. Der er man­ge ude­frakom­men­de fak­to­rer som spil­ler ind, når den­ne ver­den skal ‘sæt­tes sammen’.17Smith, “Institutional Ethnography”, 18. Mange af de prak­sis­ser, som eksi­ste­rer i klas­se­væ­rel­set og som er med til at ska­be den ver­den, jeg under­sø­ger, er orga­ni­se­re­de og sat sam­men af men­ne­sker og pro­ce­du­rer, som bør­ne­ne ikke har og måske aldrig kom­mer til at stif­te bekendt­skab med. Helt kon­kret kan der som eksem­pel næv­nes meget af den tids­for­valt­ning, som bør­ne­ne under­læg­ges. Børnene ved, at de fx får pau­se klok­ken 10 og klok­ken 11.30, men de ved ikke præ­cis hvor­når dis­se pau­ser kom­mer til at fin­de sted, da man­ge af dem end­nu har svært ved helt at bestem­me klok­keslæt­tet, især ud fra et ana­logt ur med vise­re. Sommetider sen­der lære­ren da også bør­ne­ne ud til pau­ser, som ikke er fast plan­lag­te, med beske­den om, at “I kan lige tage fem minut­ters pau­se ude på lege­plad­sen”. Disse fem minut­ter er dog aldrig helt nøj­ag­tigt fem minut­ter, og bør­ne­ne ude på lege­plad­sen lader hel­ler ikke til at tage den­ne tids­må­ling i sær­lig betragt­ning. I løbet af sådan­ne pau­ser begyn­der bør­ne­ne ofte at opbyg­ge lege, som tyde­lig­vis er ment til at vare i læn­ge­re tid end blot fem minut­ter. Børnene kan for eksem­pel star­te en fod­bold­kamp eller begyn­de at teg­ne hin­ker­u­der, som de ikke når at hin­ke i, inden de bli­ver kaldt ind igen. Jeg kun­ne – og sær­ligt med egen bag­grund som pæda­go­gisk uddan­net og med nogen erfa­ring i den pæda­go­gi­ske pro­fes­sion, på den under­vi­sen­de side af kate­te­ret i under­vis­nings­sam­men­hæn­ge – kom­me med muli­ge for­kla­rin­ger på, hvor­for bestem­te tidsprak­sis­ser bli­ver taget i brug, som res­sour­cer til prak­tisk at få sko­le­da­gen til at for­lø­be på bed­ste vis. Men er det net­op ikke at for­rå­de den bør­ne­ver­den, jeg under­sø­ger, når jeg med ana­ly­ti­ske greb for­sø­ger at fin­de mening i en ver­den, hvis logik og mening umid­del­bart ikke lader sig udtryk­ke, selv for ver­dens egne aktø­rer? Epistemologisk set vil­le en sådan ana­ly­se ikke stem­me overens med fel­tens (bør­ne­nes) egen for­stå­el­ses­ram­me. Børnene lader til at leve i og ople­ve en ver­den, hvis logik ikke er fuldt ud ratio­na­li­se­ret og for­kla­ret. Forståelsen af logik­ker i insti­tu­tio­nel sam­men­hæng træk­ker her på Eva Gulløvs defi­ni­tion af insti­tu­tions­lo­gik­ker, som beteg­ner “det norm­grund­lag og de mere eller min­dre erkend­te ratio­na­ler, der defi­ne­rer for­mål og fast­lå­ser prak­sis i bestem­te former.”18Eva Gulløv, “Institutionslogikker som forsk­nings­ob­jekt”, i Pædagogisk Antropologi. Refleksioner Over Feltbaseret Viden, red. Ulla Ambrosius Madsen (København: Hans Reitzels Forlag, 2004), 54. Jeg vil med det­te ikke postu­le­re at have en bestemt viden om bør­ne­nes erfa­rings­ver­den og der­med net­op over­skri­de den epi­ste­mo­lo­gi­ske græn­se, jeg oven­for har opteg­net, men blot poin­te­re hvor­dan man­ge for­hold, der gør sig gæl­den­de for at kon­sti­tu­e­re en hel og menings­fuld under­vis­nings­mæs­sig kon­tekst, ikke lader sig tyde­lig­gø­re for bør­ne­ne. Elevplaner, sko­lere­for­mer, til­tag, ledel­ser, rek­to­rer, kon­to­rer og poli­ti­ke­re, alt sam­men derop­pe, et sted. Og ele­ver­ne på gul­vet. Klasseværelsets logik­ker er orga­ni­sa­tio­nens logik­ker, sam­fun­dets logik­ker og poli­tik­kens logik­ker.

Huller i logik­ken og dis­ses impli­ka­tio­ner for empi­risk ana­ly­se

Oplever antro­po­lo­gen da en ver­den, som med sin egen onto­lo­gi­ske menings­fuld­hed for­drer sin egen ana­ly­se? Med mine lån­te øjne, elevøj­ne­ne, som jeg på betin­get med­lem­skab til­eg­ne­de mig i bør­ne­nes ver­den under mit fel­t­ar­bej­de, lod empi­ri­en mig stå til­ba­ge med gan­ske lidt, når det kom til at for­stå både inci­ta­men­ter bag og impli­ka­tio­ner­ne af de tids­di­sci­pli­ne­ren­de prak­sis­ser og stra­te­gi­er, som fin­der sted i under­vis­nin­gen. Med bør­ne­nes øjne, i et for­søg på at ret­te den – i den antro­po­lo­gi­ske viden­skabs ver­den — efter­trag­te­de rela­ti­vi­sti­ske syns­vin­kel, bli­ver jeg sim­pelt­hen ikke for­sy­net med begrun­del­ser og ratio­na­ler. I for­sø­get på at anlæg­ge en ver­dens­re­la­ti­vi­stisk for­stå­el­se, som der tales for i den “onto­lo­gi­ske ven­ding”, frem­stil­les en ver­dens­for­stå­el­se, som ikke inde­hol­der de ratio­na­ler, der defi­ne­rer de for­mål og prak­sis­ser, som udgør insti­tu­tio­nens logik­ker. Hvis det viden­ska­be­li­ge udgangs­punkt for­ud­sæt­ter, at dis­se “mang­fol­di­ge ver­de­ner” inde­hol­der egne logik­ker, som der­med kræ­ver egne ana­ly­ser, hvor efter­la­des antro­po­lo­gen da i ana­ly­sen, når der er vis­se ‘hul­ler’ at fin­de i logik­ker­ne? Finder jeg da mig selv til­ba­ge, sid­den­de i den læne­stol, som Bronislaw Malinowski, fade­ren til det antro­po­lo­gi­ske del­ta­gen­de feltarbejde,19Lars Kjærholm, “Claude Lévi-Strauss”, i Antropologiske mester­vær­ker, red. Ole Høiris (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007), 210. net­op rej­ste sig fra? Skal antro­po­lo­gen regre­di­e­re til den beryg­te­de “læne­stolsan­tro­po­lo­gi”, som net­op kri­ti­se­res for sine uni­ver­sa­li­sti­ske, ten­ta­ti­ve ana­ly­ser, der ikke for­mår at have øje for fel­tens par­ti­ku­la­ri­tet. Hvis den onto­lo­gi­ske ven­dings præ­mis om, at hver ver­den må for­stås på bag­grund af dens egen logik gen­nem en under­sø­gen­de prak­sis, der tager sit udgangs­punkt fra inder­si­den af fel­ten, så kom­mer dis­se under­søg­te liv, følel­ser og tan­ker nu i fare for at bli­ve sat i end­nu stør­re distan­ce af en ana­ly­se, som er fra­ta­get både ind­sigt i fel­tens ratio­na­ler og gene­ra­li­se­ren­de for­stå­el­ser. Antropologen står da til­ba­ge med et gan­ske snæ­vert ana­ly­tisk råde­rum, fan­get i en lim­bo­ag­tig sving­dør, hver­ken inde i eller uden for fel­ten.

Den fæno­meno­lo­gi­ske vin­kel fra et bør­ne­per­spek­tiv

Dermed ikke sagt, at en ver­dens­for­stå­el­se, som umid­del­bart udtryk­ker mang­len­de ind­sigt i ratio­na­let bag de ydre poli­ti­ske ram­mer eller den insti­tu­tio­nel­le logik ude­luk­ker, at dis­se ram­mer alli­ge­vel kan være menings­ful­de for bør­ne­ne. Tim Ingold argu­men­te­rer for at betrag­te kul­tur som et “fra­mework”, en erken­del­ses­kon­struk­tion, hvor­fra man kan opfat­te den­ne kul­turs ver­den. Ingold låner begre­bet dwel­ling fra Heideggers tekst “Building Dwelling Thinking”20Martin Heidegger, “Building Dwelling Thinking”, i Poetry, langu­a­ge, thought (New York: Harper Colophon Books, 1971), 154. til at beskri­ve en kon­struk­ti­vi­stisk etno­gra­fisk prak­sis, som går imod den gængse fore­stil­ling om først at opbyg­ge (‘to build’) en for­stå­el­ses­ram­me for her­ef­ter at bebo eller dvæ­le (‘to dwell’) i den­ne. I ste­det fore­slår Ingold en omvendt kul­tu­rel kon­struk­tion eller ‘byg­ning’, som først tager sit blik i den under­søg­te felt, dvæ­ler ved den­ne felt, for der­ef­ter at erken­de hvor­dan ver­den tager sig ud, fra det­te sted.21Ingold, “Building, dwel­ling, living”, 75. Ingold frem­stil­ler her­med fore­stil­lin­gen om en ‘kon­ti­nu­er­lig ver­den’, hvori men­ne­skers for­skel­li­ge ople­vel­ser ikke skyl­des, at de bebor sepa­ra­te ver­de­ner med for­skel­li­ge ver­dens­syn, men hvor dis­se ople­vel­ser sna­re­re betrag­tes som for­stå­el­ser af en ver­den, som er “the same wor­ld viewed from ano­t­her van­ta­ge point wit­hin it”.22Tim Ingold, “The art of trans­la­tion in a con­ti­nuous wor­ld”, i Beyond Boundaries: Understanding, Translation and Anthropological Discourse, red. Gisli Palsson (Oxford: Berg Publishers, 1993), 226. Ingold fore­slår her­med en fæno­meno­lo­gisk vin­kel på en etno­gra­fisk prak­sis, som den fx vil­le stil­le sig til­gæn­ge­lig fra et bør­ne­per­spek­tiv i en 2. klas­se. Meningsfulde fore­stil­lin­ger lader sig ikke kom­me til udtryk, hvis hele for­stå­el­ses­ram­men kon­stru­e­res (byg­ges) ‘ude­fra og ind’, som det vil­le tage sig ud, hvis vores byg­ning først og frem­mest kræ­ve­de ind­sigt i de ydre ram­mers ratio­na­ler og på den­ne måde vil­le se såle­des ud: poli­ti­ske til­tag –> insti­tu­tio­nel logik –> mening i klas­se­væ­rel­set. Ingolds fore­slå­e­de omvend­te kon­struk­tion frem­brin­ger imid­ler­tid en anden fæno­meno­lo­gisk vin­kel, som til­la­der en for­kla­rings­mo­del, der så at sige ‘omven­der’ ret­nin­gen. Her vil­le bør­ne­per­spek­ti­vet være det ind­le­den­de udgangs­punkt for for­stå­el­sen af mening, siden­hen de orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer, som – for at bli­ve i Ingolds meta­for – vil­le ‘byg­ge’ sig op omkring den­ne for­stå­el­se.

Problematiseringen af insi­der­per­spek­ti­vet og om at tæn­ke med rhizo­met

Der kan imid­ler­tid være fare for at frem­brin­ge et mang­len­de hen­syn til de poli­ti­ske ram­mer, som den bestem­te felt er for­met af, såfremt en sådan onto­lo­gisk til­gang ikke evner at ita­le­sæt­te dis­se vil­kår ud fra et strengt fæno­meno­lo­gisk bør­ne­per­spek­tiv. Selvom en fæno­meno­lo­gisk vin­kel, som vil­le være til­gæn­ge­lig fra et bør­ne­per­spek­tiv ikke skal under­ken­des, vil­le en sådan ale­ne dog efter­la­de et bør­ne­per­spek­tiv, som lader sig stil­le til­freds med frag­men­te­re­de menings­for­stå­el­ser, som ikke teg­ner et fuld­kom­ment bil­le­de af fel­tens man­ge inter­a­ge­ren­de aspek­ter af menings­ska­bel­se. Det kan pro­ble­ma­ti­se­res at tæn­ke dis­se inter­a­ge­ren­de aspek­ter i en til­sy­ne­la­den­de diko­to­mi om på den ene side at kon­stru­e­re en for­stå­el­se, som kræ­ver ind­sigt i de ydre ram­mers ratio­na­ler for at kun­ne betrag­te dis­se som menings­ful­de og der­med bli­ve gen­stand for ana­ly­se, og på den anden side at byg­ge en fæno­meno­lo­gisk for­stå­el­ses­ram­me ‘inde­fra og ud’, som det ses i Ingolds frem­læg­ning af en omvendt epi­ste­mo­lo­gi. Derimod kan det her fore­slås at fin­de inspira­tion i en rhizo­ma­tisk tænk­ning af fel­tens man­ge aspek­ter, som eksi­ste­ren­de i et hori­son­talt net­værk. Gilles Deleuze og Félix Guattari fore­slår rhizo­met som mid­del til at fore­ta­ge en radi­kal for­skel­stænk­ning, som gør det muligt at for­bin­de hvil­ke som helst punk­ter på et ikke-hie­rar­kisk orga­ni­sa­to­risk plan, alt efter ana­ly­tisk behov. De taler sig med det­te begreb op imod domi­ne­ren­de tænk­nin­ger i såkald­te trærod­s­struk­tu­rer, hvori alle logik­ker kan spo­res til­ba­ge til en egent­lig ‘rod’ eller oprindelse.23Gilles Deleuze & Félix Guattari, “Introduction: Rhizome”, i A Thousand Plateaus: capi­ta­lism and schizop­hre­nia (London: University of Minnesota Press, 1987), 7. På den­ne måde fri­sæt­ter en tænk­ning med rhizo­met os fra at måt­te betrag­te de menings­ska­ben­de rela­tio­ner mel­lem orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer, poli­ti­ske til­tag, klas­se­væ­rel­sets prak­sis­ser og menings­ska­bel­ser hos bør­ne­ne, i en enten ver­ti­kal ‘oppe fra og ned’-struktur eller en ret­nings­be­stemt ‘inde fra og ud’-struktur, eller vice ver­sa. I ste­det vil­le dis­se aspek­ter frem­kom­me som et hori­son­talt net­værk af gen­si­digt påvir­ken­de aspek­ter, som til tider lader sit blik hvi­le på, hvor­dan bestem­te ydre logik­ker har ind­fly­del­se på ram­mer­ne, til tider på hvor­dan hver­da­gens gøren og laden har menings­ska­ben­de betyd­nin­ger hos bør­ne­ne, uan­set om dis­se begrun­des i ratio­na­ler og logik­ker. En rhizo­ma­tisk tænk­ning lader os betrag­te ver­de­ner som nok engang mang­fol­di­ge og distink­te, men ikke desto min­dre sta­dig for­bund­ne i net­værk og flet­værk af rød­der, bestå­en­de af men­ne­sker, dis­ses for­stå­el­ser af mening og ønsker om at påvir­ke og for­an­dre de soci­a­le situ­a­tio­ner, som både struk­tu­re­rer og lader sig struk­tu­re­re af de indi­vi­der, som befin­der sig heri.

Smith berø­rer hvor­dan etno­gra­fi­en må have til for­mål at tage den­ne mul­ti­kon­sti­tu­e­re­de fore­stil­ling om ver­den i betragt­ning:

Our direct­ly known wor­lds are not self-con­tai­ned or self-expli­cat­ing despi­te the inti­ma­cy of our know­led­ge of them. The everyday/everynight of our con­tem­porary living is orga­nized by and coor­di­na­ted with what peop­le, most­ly unk­nown and never to be known by us, are doing elsewhe­re and at dif­fe­rent times.24Smith, “Institutional Ethnography”, 18.

Hos Smith kan vi se, hvor­dan et hen­syn til de orga­ni­sa­to­ri­ske ram­mer må tages i betragt­ning, når der søges at ret­te en fæno­meno­lo­gisk vin­kel på den leve­de hver­dag i insti­tu­tio­nel sam­men­hæng. Smiths etno­gra­fi tager som tid­li­ge­re nævnt imid­ler­tid form af en for­stå­el­ses­ram­me, som kon­stru­e­res fra inder­si­den af fel­ten for der­næst at bevæ­ge sig ud med et blik på de ydre ram­mer. Med en rhizo­ma­tisk inspi­re­ret tænk­ning kan vi så at sige ‘rote­re’ den­ne erken­del­ses­mæs­si­ge ret­ning, såle­des at dis­se ver­de­ner, som for­skel­li­ge punk­ter af viden, logik, menin­ger og ratio­na­ler frem­kom­mer som et hori­son­talt, ikke-hie­rar­kisk etno­gra­fisk blik og på én og sam­me tid lader sig teg­ne et bil­le­de af en hel insti­tu­tio­nel sam­men­hæng. Det er et etno­gra­fisk greb, som kræ­ver en noget poly­morf antro­po­log. Det er en mul­ti­lo­ka­li­se­re­ret tilgang,25Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de”, 117. der både søger at ‘sæt­te sig ned’ i klas­se­væ­rel­set med alle dets logik­ker og mang­len på sam­me, dvæ­le ved et sådant ver­dens­syn og betrag­te med et bør­ne­per­spek­tiv, men på sam­me tid med ana­ly­ti­ske greb at løf­te sig op og se, hvor­dan sådan­ne aspek­ter kan gøre sig gæl­den­de i et bre­de­re orga­ni­sa­to­risk og poli­tisk per­spek­tiv.

Dette har ikke været et for­søg på at tale for eller imod “den onto­lo­gi­ske ven­ding” eller at kom­me med en fær­di­g­ud­vik­let alter­na­tiv meto­do­lo­gi, men sna­re­re en ansku­e­lig­gø­rel­se af hvor­dan ide­en om mul­tip­le onto­lo­gi­er kan stil­le antro­po­lo­gen over­for muli­ge epi­ste­mo­lo­gi­ske udfor­drin­ger, når hen­sig­ten er at hol­de en empi­ri­nær ana­ly­se af loka­le for­stå­el­ser, menings­ska­bel­se og logik, når dis­se for­hold imid­ler­tid ikke umid­del­bart lader sig kom­me til udtryk i empi­ri­en.

Det kan vir­ke abstrakt og måske en ken­de uto­pisk, at tæn­ke (for slet ikke at tale om at skul­le prak­ti­se­re) en rhizo­ma­tisk etno­gra­fi. Men måske lig­ger den vir­ke­lig­hed, hvor­fra vi kan dra­ge inspira­tion til en sådan tænk­ning slet ikke så fjer­nt igen. For i et kon­trol­sam­fund, hvis insti­tu­tio­ners, virk­som­he­ders og orga­ni­sa­tio­ners væg­ge er ble­vet por­ø­se og hvor læring, arbej­de og dan­nel­se betrag­tes i en kon­ti­nu­er­lig og uop­hør­lig proces,26Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 5. vir­ker det såle­des pas­sen­de – hvis ikke nød­ven­digt – at under­sø­ge dis­se for­hold med en etno­me­to­do­lo­gisk til­gang, som lige­le­des for­mår at kun­ne tage hen­syn til de-cen­tra­li­se­re­de struk­tu­re­rin­ger, for­stå­et både som udvisk­nin­gen af afgræn­se­de fysi­ske rum, men­ne­sker og orga­ni­sa­tio­ner og de magt- og disci­pli­ne­rings­for­mer, som i sti­gen­de grad lader sig sive ind i alle dele og afkro­ge af men­ne­skers leve­de liv, ikke blot inden for insti­tu­tio­nens fire væg­ge.

1. Anna Lærke, “Om at ven­te og ikke vide: Tid og disci­plin i en engelsk pri­mary school”, Tidsskriftet Antropologi 38 (1997), 30.
2. Dorothy E. Smith, “Institutional Ethnography”, i Qualitative research in action, red. Tim May (Sage, 2002), 17–52.
3. Tim Ingold, “Building, dwel­ling, living: How ani­mals and peop­le make them­sel­ves at home in the wor­ld”, i Shifting Contexts: Transformations in Anthropological Knowledge, red. Marilyn Strathern (London and New York: Routledge, 1995), 75.
4. Steen Nepper Larsen, “Efterskrift”, i Pædagogisk antro­po­lo­gi: til­gan­ge og begre­ber, red. Eva Gulløv, Gritt B. Nielsen & Ida Wentzel Winther (København: Hans Reitzels Forlag, 2017), 295.
5. Astrid Grue & Christina Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 6.
6. Amiria Henare, Martin Holbraad & Sari Wastell, Thinking Through Things: Theorising Artefacts Ethnographically (London & New York: Routledge, 2007), 3.
7. Grue & Vega, “Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 10.
8. Clifford Geertz, “The Impact of the Concept of Culture on the Concept of Man”, i Schooling the sym­bo­lic ani­mal: Social and cul­tu­ral dimen­sions of educa­tion, red. Bradley A. Levinson (Rowman & Littlefield Pub Inc., 2000), 26.
9. Richard J. Bernstein, Beyond objecti­vism and rela­ti­vism: Science, her­me­neu­ti­cs, and praxis (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2011), 93.
10. Karen Fog Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de: antro­po­lo­gers arbejds­mark eller fag­lig slag­mark?”, i Norsk antro­po­lo­gisk tids­skrift 13, nr. 3 (2002), 113.
11. Kirsten Hastrup, “Vi bebor mang­fol­di­ge ver­de­ner – eller?”, i Tidsskriftet Antropologi 67 (2013), 43.
12. Smith, “Institutional Ethnography”, 19.
13. Smith, “Institutional Ethnography”, 17–52.
14. Ian Hussey, “ ‘Political Activist as Ethnographer’, Revisited”, i Canadian Journal of Sociology 37, nr. 1 (2012), 9.
15. Marilyn Strathern, Partial con­nections: upda­ted edi­tion (Walnut Creek: Altamira Press, 2004), 73.
16. Grue & Vega, “Introduktion: Bebor vi mang­fol­di­ge ver­de­ner?”, 8.
17. Smith, “Institutional Ethnography”, 18.
18. Eva Gulløv, “Institutionslogikker som forsk­nings­ob­jekt”, i Pædagogisk Antropologi. Refleksioner Over Feltbaseret Viden, red. Ulla Ambrosius Madsen (København: Hans Reitzels Forlag, 2004), 54.
19. Lars Kjærholm, “Claude Lévi-Strauss”, i Antropologiske mester­vær­ker, red. Ole Høiris (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007), 210.
20. Martin Heidegger, “Building Dwelling Thinking”, i Poetry, langu­a­ge, thought (New York: Harper Colophon Books, 1971), 154.
21. Ingold, “Building, dwel­ling, living”, 75.
22. Tim Ingold, “The art of trans­la­tion in a con­ti­nuous wor­ld”, i Beyond Boundaries: Understanding, Translation and Anthropological Discourse, red. Gisli Palsson (Oxford: Berg Publishers, 1993), 226.
23. Gilles Deleuze & Félix Guattari, “Introduction: Rhizome”, i A Thousand Plateaus: capi­ta­lism and schizop­hre­nia (London: University of Minnesota Press, 1987), 7.
24. Smith, “Institutional Ethnography”, 18.
25. Olwig, “Det etno­gra­fi­ske fel­t­ar­bej­de”, 117.
26. Gilles Deleuze, “Postscript on the Societies of Control”, i October 59 (1992), 5.