En kantiansk teori om sandhed og objektivitet af Kristoffer Balslev Willert

Formålet med denne artikel er at skitsere en teori om sandhed og objektivitet med afsæt i Kants filosofi. Jeg vil foreslå en definition af begreberne sandhed og objektivitet, som gør det muligt at anvende dem på tværs af forskellige diskursdomæner (lige fra domme om molekyler til musik og moral). Accepterer man min udlægning, accepterer man også, at der ikke nødvendigvis findes et absolut diskursdomæne (for eksempel naturvidenskabens), som alene er berettiget til at tale objektivt om virkeligheden. Jeg tager udgangspunkt i Kants filosofi og anbefaler at læse hans udlægning af objektivitet og sandhed som en normativ teori. Teorien er normativ, fordi den insisterer på, at en diskurs – en mere eller mindre afgrænset måde at tale om virkeligheden på, for eksempel igennem bestemte videnskaber, religiøse symboler eller moralske termer – er objektiv og sandhedsduelig (består af udsagn, som kan være sande eller falske) hvis og kun hvis den indeholder nogle intersubjektivt acceptable og for diskursen særegne normer eller betingelser for at vurdere, om udsagn inden for diskursen er sande eller falske.

Sådan et sæt af betingelser fungerer for det første som afgrænsende specifikationer af, hvilke slags udsagn, der er meningsfulde inden for en bestemt diskurs. For eksempel indgår udsagnene “Du bør skamfere alle børn på din vej!” og “Holocaust var en skamplet på menneskeheden” begge i den moralske diskurs, i modsætning til udsagnet “De fleste DNA-molekyler består af to biopolymer-strenge”. For det andet fungerer de nævnte betingelser som kriterier eller normer, der kan sortere sande fra falske udsagn inden for en bestemt diskurs. For eksempel er der indlysende grunde til at hævde, at det første udsagn om børneskamfering er falskt, mens det andet om Holocaust er sandt (hvis du hævder det modsatte, er du dårlig til at ræsonnere moralsk, hvilket understreger det normative aspekt).

Målet med den her teoretiske skitse er på den ene side at mistænkeliggøre enhver form for absolutisme om ét privilegeret diskursdomæne i forhold til sandhed og objektivitet, for eksempel den scientistiske (eliminativt naturalistiske) antagelse, at alene udsagn, der er filtreret igennem naturvidenskabernes metodologiske apparat, kan gøre krav på objektivitet og sandhed, da den slags udsagn ikke (eller i mindre omfang) afhænger af det subjektive, menneskelige perspektiv. På den anden side er teorien uforenelig med forskellige subjektivistiske eller skepticistiske antagelser, som har det med at stille spørgsmålstegn ved mere håndfaste anvendelser af begreber som sandhed og objektivitet, som ofte spidsfindiggøres igennem “postmoderne” formeninger om kulturelle konventioner, vestlig imperialisme, sprogspil eller ideologi- og magtkonstruktioner – formeninger, som trives storstilet på universiteternes humanistiske afdelinger.

Den vanskelige øvelse består selvsagt i at klargøre de lokale sæt af betingelser, som for eksempel vil gøre moralske eller æstetiske domme objektive og sandhedsduelige. Det er ikke en opgave, jeg vil tage op her (det vil jeg derimod i en opfølgende artikel her i Paradoks med henblik på moralske dommes objektivitet). I indeværende artikel vil jeg alene forsøge at optegne en generisk (emne- eller diskursneutral) definition af sandhed og objektivitet, der kan “teste”, hvorvidt en diskurs er objektiv eller ej. Den optegning finder sted igennem en læsning af Kant, der går ud fra tre teser, som udgør artiklens tre dele:

Kant var ikke verifikationist
Kants filosofi indebærer en pluralistisk teori om sandhed
Kants filosofi indebærer en form for semantisk anti-realisme

En afsluttende metodisk bemærkning inden vi går i gang: Det ville nok ikke være forkert at forstå min fremstilling af Kant som en slags semantisk rekonstruktion. Ligesom andre forsøg på det, konfronteres min fortolkning af den kendsgerning, at Kants filosofi ikke primært består af en semantisk teori om sandhed, og at hans udlægning af begreberne sandhed og objektivitet til tider er, om ikke sløret og inkonsistent, så i hvert fald uudfoldet. Min korte respons er: 1) Jeg betragter mange af de semantiske konklusioner om sandhed som nødvendige implikationer af Kants kritiske filosofi, og 2) jeg forsøger af filosofiske, frem for historiske, grunde at fremdrive en teori om sandhed og objektivitet igennem Kants tekster, som jeg finder interessant og relevant. Hvis nogen vil kalde det for filosofihistorisk blasfemi, så er jeg i tvivl om, hvordan filosofihistorie som praksis alt andet lige adskiller sig fra sådan noget som fysikkens historie (hvilket jeg mener, det gør).

Hvorfor Kant ikke var verifikationist

Hvad er verifikationisme? En klassisk formulering stammer fra Wienerkredsen og tilskrives gerne Moritz Schlick eller Ludvig Wittgenstein: “En sætnings mening er metoden for dens verifikation.” Dette verifikationsprincip formulerede den logiske positivismes apologeter på forskellig vis ved at opstille bestemte empirisk informerede meningskriterier. Et eksempel er Rudolf Carnaps teori om såkaldte “protokolsætninger” og “observationskontekster”. Fælles for alle kriterierne er, at de handler om sproglige udtryks intension (om de er meningsfyldte og forståelige) frem for deres ekstension (om de refererer til noget). Et udtryk har ifølge en logisk positivist ingen intension, og er dermed et meningsløst og uforståeligt udtryk (nonsens), hvis det ikke kan verificeres med afsæt i en empirisk, naturvidenskabeligt forankret situation. Teologiske, moralske og æstetiske dommes umiddelbare mening lader ikke til at bestå verifikationstesten og må derfor elimineres eller reduceres til noget andet (socialt observerbar adfærd, evolutionære nicher eller lignende).

En række prominente filosoffer har forsøgt at læse Kant som en verifikationist i nævnte forstand. Det gælder blandt andet Peter Strawson, Jonathan Bennett og Barry Stroud. For eksempel tilskriver Strawson et såkaldt “principle of significance” til Kant, som han formulerer som “[the] principle that there can be no legitimate, or even meaningful, employment of ideas or concepts which does not relate them to empirical or experiential conditions of their application.”¹Peter Strawson, The Bounds of Sense (London/New York: Routledge, 1966), 16.

Der er ingen tvivl om, at Kant afgrænser teoretisk, videnskabelig erkendelse (Erkenntnis) til empiriske genstande, “fremtrædelser” eller “genstande for mulig erfaring”, som han også kalder dem, samt det, som kan udledes fra observationer af empiriske genstande, det vil sige ikke-observerbare teoretiske entiteter såsom “magnetisk materie”²A 226/B 273. Citater af Kant følger udgavenummer og sidenummer fra Akademie Ausgabe (AA), Kants Gesammelte Schriften, ed. Königlich Preussische akademie der Wissenschaften (29. Vols. Berlin: de Gruyter, 1902-). Med hensyn til Kritik der reinen Vernunft følger jeg standardpraksis ved at referere til udgaven fra 1781 (A) og udgaven fra 1787 (B). … Continue reading (elektroner eller magnetiske bølger ville nok være bedre eksempler i dag).³Dette hænger sammen med Kants såkaldte “virkelighedspostulat”, som indebærer en interessant form for videnskabelig realisme. Se A 218/B 265. Der er heller ingen tvivl om, at Kant hævder, at faktuelle udsagn (“assertoriske domme”)⁴A 74/B 100. kun er meningsfulde som faktuelle eller sandhedsduelige udsagn, hvis man kan specificere betingelserne, under hvilke de kan verificeres (det vender jeg tilbage til).

Kants filosofi indeholder altså en form for forsigtighedsprincip i forhold til menneskelig teoretisk erkendelse, hvilket indebærer en gennemgribende censur af teoretiske (assertoriske), metafysiske domme om sjælen, kosmos og Gud (formuleret i Dialektikken i KrV). Den slags domme indeholder ikke det, han kalder en “prøvesten [Probierstein]”⁵A vii-viii. – et udtryk, han forbinder med muligheden for at hævde et udsagns “rigtighed”.⁶A 295–296/B 352. En “prøvesten” skal forstås som en standard for at vurdere nogets sandhed, ægthed eller retfærdiggjorte anvendelse. Fraværet af en “prøvesten” er altså lig med fraværet af en metode til overhovedet at vurdere et udsagns sandhedsværdi.

Men at læse Kant som verifikationist på den baggrund er i bedste fald udtryk for en særdeles selektiv fortolkning, i værste fald intellektuel, eksegetisk dovenskab. Kant hævder intetsteds, at begreber eller udsagn, som ikke er relateret til noget empirisk, nødvendigvis er meningsløse (altså ikke har en intension), som Strawson for eksempel antyder. Det er ikke meningsløst, ifølge Kant, at tale om Gud, kosmos eller en udødelig sjæl; begrebernes semantiske indhold er til at fatte. Han hævder ligefrem, at den slags begreber kan have en såkaldt “regulativ” funktion, hvor de fungerer som en heuristisk baggrundsantagelse, implicit eller eksplicit, i vores videnskabelige og moralske praksisser, også selvom det i princippet er umuligt at bekræfte noget faktuelt om dem. Der er med andre ord ikke meget belæg for at hævde, at Kants kritiske filosofi indebærer en form for verifikationisme i den logisk positivistiske forstand, da Kant ikke går ud fra, at et udtryk skal kunne verificeres (empirisk) for at have en mening eller intension.⁷Se Marcus Willaschek, “The primacy of practical reason and the idea of a practical postulate”, i Kant’s Critique of Practical Reason: A Critical Guide, red. Andrews Reath & Jens Timmermann (Cambridge University Press, 2010): 168–196. Som Willaschek argumenterer for, så hævder Kant ikke, at en rationel overbevisning nødvendigvis skal … Continue reading Men selvom Kant ikke går ud fra den logiske positivismes intensions-relaterede verifikationsprincip, så går han, som jeg vil argumentere for i resten af artiklen, ud fra, at et udtryk skal kunne verificeres (ikke nødvendigvis empirisk) for at være objektivt eller sandhedsdueligt.

Hvorfor Kant var pluralist om sandhed

Et emne, hvor folk har det med at gå galt i byen, er Kants begreb om sandhed. Uden at kaste mig ind i en detaljeret diskussion af et omdiskuteret felt inden for Kant-forskningen, vil jeg i denne sektion forsøge at udpege nogle overordnede antagelser om sandhed, som Kant går ud fra. Han accepterer som udgangspunkt korrespondenstesen om sandhed, som han refererer til som en “Namenerklärung” (en “navneforklaring” eller “nominal definition”). Kant skriver: “Hvad er sandhed? Navneforklaringen af sandhed, at den netop består i erkendelsens overensstemmelse med sin genstand, gives og forudsættes her”.⁸“Was ist Wahrheit? Die Namenerklärung der Wahrheit, daß sie nämlich die übereinstimmung der Erkenntniß mit ihrem Gegenstand sei, wird hier geschenkt und vorausgesetzt […]”. A 57–58‑B 82–83. Kant “forudsætter” flere steder denne overenstemmelses- eller korrespondenstese (KT),⁹A 157/B 197; A 191/B 236; A 237/B 290. som går ud på, at sandhed = overensstemmelse mellem erkendelse og genstand, hvor “erkendelse”, på lidt sproglig akavet vis, fungerer som sandhedsbærer, hvilket han andre steder bruger ordet “dom” (Urteil) for. Nogle har forsøgt at nedvurdere Kants forpligtelse til KT, eller ligefrem hævde, at han ikke accepterer den.¹⁰For eksempel Hilary Putnam, Reason, Truth, and History (Cambridge: Cambridge University Press, 1981). Det er imidlertid en forplumret læsning. At korrespondenstesen er en “Namenserklärung” betyder, at den udlægger betydningen af prædikatet “sand” eller sandhedsbegrebets generelle indhold: hvad mennesker almindeligvis mener, når de siger, at noget er sandt. KT er på grænsen til at være en platitude, nemlig: En sandhedsbærer tilskrives prædikatet “sand”, hvis og kun hvis den repræsenterer sin genstand.

Udover KT er logiske love og konsekvensrelationer, for eksempel modsigelsens grundsætning (‘A’ og ‘¬A’ kan ikke være sande på samme tid), nødvendige, om end negative betingelser for sandhed, fordi de er sandhedsbevarende. Men de angiver naturligvis ingen “prøvesten”¹¹A 60/B 84. for at teste et udsagns sandhed i en specifik kontekst. Logik indeholder ingen indholdsbestemte “sandhedskriterier”¹²A 59/B 84. og er derfor blot en conditio sin qua non for sande domme, da logiske relationer ikke, som han skriver, kan vurdere, hvorvidt en dom “modsiger genstandene”,¹³A 59/B 84. altså om en dom “rammer” rigtigt eller forkert i en given epistemisk situation.

Kants pointe er, at KT og (klassisk) logik ikke udgør et sæt af tilstrækkelige betingelser for den korrekte anvendelse af prædikatet “sand”. I forhold til førstnævnte skyldes det primært, at tesen ikke angiver nogen retningslinjer for, hvordan “sand” adskilles fra “falsk” i konkrete domme, altså ingen betingelser for, hvordan en overensstemmelse mellem “erkendelse”/“dom” og “genstand” kan siges at finde sted. Men er det muligt at give et nødvendigt og tilstrækkeligt kriterie for sandhed, der tager højde for enhver epistemisk situation? En nominal definition (“navneforklaring”) adskiller sig fra det, Kant ofte refererer til som en “realdefinition”.¹⁴Min udlægning af Kants distinktion mellem en “nominal” og “real” definition er inspireret af Alberto Vanzo, “Kant on the Nominal Definition of Truth”, Kant-Studien 101, nr. 2 (2010): 147–166. Som Kant skriver, så indeholder en realdefinition “et klart kendetegn, hvorigennem genstanden […] til enhver tid kan erkendes sikkert”.¹⁵”[…] ein klares Merkmal, daran der Gegenstand […] jederzeit sicher erkannt werden kann […]” (A 241–242 ff.) En realdefinition udlægger alle de væsentlige egenskaber (et klart “kendetegn”) ved det, som falder ind under definiendum (her: “sandhed”). Men ifølge Kant er det umuligt at give en definition af sandhed i form af en udtømmende tjekliste, som indeholder de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for i en hvilken som helst epistemisk situation at skelne sandt fra falskt (betingelser, som garanterer, at “genstanden til enhver tid erkendes sikkert”), da hver enkel situation kræver noget forskelligt. Kant understreger den pointe i Jäsche-logikken, hvor han stiller spørgsmålet: “Om og hvorvidt der findes et sikkert, alment og i anvendelse brugbart sandhedskriterie?”,¹⁶9: 50. til hvilket svaret er negativt. Ifølge Kant findes der ikke noget absolut, generelt (nødvendigt og tilstrækkeligt) sandhedskriterium, såsom Descartes’ kriterium om det klare og distinkte. Som han skriver, er det umuligt at angive et “alment kriterium [allgemeines Kriterium]”¹⁷A 58/B 84. eller et “alment kendetegn [allgemeines Kennzeichen]”,¹⁸A 59/B 84. som abstraherer fra alt indhold og forskellen mellem konkrete genstande, eftersom sandhed netop angår udsagns indhold og forskellen mellem genstande og typer af domme. Tag for eksempel følgende to assertoriske domme:

Der findes 24 planeter i solsystemet
Stolen foran mig er brun

Det forekommer absurd at hævde, at der findes et tilstrækkeligt kriterie, som kan hjælpe til at afgøre begge udsagns sandhedsværdi uden at skelne mellem de forskellige empiriske situationer og udsagnenes indholdsmæssige bestemmelser. Det er ikke tilstrækkeligt (om end det er nødvendigt, og trivielt) at hævde, at de hver især er sande, hvis de stemmer overens med virkeligheden. Der kræves en yderligere specifikation af, hvilke konkrete epistemiske og prædikative bestemmelser, der skal være til stede i hver af situationerne, for at kunne hævde deres sandhed. For eksempel numeriske bestemmelser i første dom og et sæt af differentierbare farveprædikater i den anden. Derudover er begge domme empiriske, og enhver empirisk dom kræver en empirisk anskuelse (et sanseindtryk), og det er klart, at de to domme må være baseret på to ikke-identiske sanseindtryk.

Den korrekte anvendelse af prædikatet “sand” må også, udover at tage højde for forskellen mellem konkrete domme (for eksempel forskellige empiriske domme), tage højde for forskellen mellem forskellige domstyper. Forskellige domstyper har forskellige sandhedskriterier. For eksempel opererer Kant med, at sandhedsværdien af en syntetisk a priori dom for det første bestemmes uafhængigt af erfaringen (a priori). For det andet kan dens sandhedsværdi, fordi den er syntetisk (informativ), ikke bestemmes igennem en begrebssemantisk analyse, men er bestemt af, om noget er “givet” igennem en anskuelse. I modsætning til syntetiske a posteriori domme, som er baseret på empiriske anskuelser, er de syntetiske a priori domme, for eksempel inden for sådan noget som matematik, ifølge Kant baseret på rene anskuelser, nemlig anskuelsesformerne tid og rum. Det betyder, at vi kun er berettigede i at hævde, at den slags domme er sande eller falske i de mulige verdener, der indeholder menneskelig erfaring, eftersom tid og rum, ifølge Kant, er menneskelige anskuelsesformer (omvendt er analytiske domme sande eller falske i alle mulige verdener, inklusiv dem, hvor der ingen menneskelig erfaring er). Kort sagt: Afgørelsen af forskellige domstypers sandhedsværdi følger ikke samme manual.

En tilstrækkelig udlægning af begrebet sandhed (som bevæger sig ud over korrespondensplatituden) kræver altså en yderligere specifikation, en indholdsbestemmelse af begrebets retfærdiggjorte anvendelse. Kort sagt: et anvendelseskriterium. Et anvendelseskriterium for sandhed forstår jeg som en specifikation af den eller de betingelser, der skal være opfyldt for, at noget kan siges at være sandt eller falskt, for eksempel (men ikke udelukkende) nogle af de føromtalte betingelser for henholdsvis a posterioriske (empiriske) domme og a prioriske (for eksempel aritmetiske) domme. Med andre ord: For at kunne vurdere et udsagns sandhedsværdi påkræves et sæt af sandhedsbetingelser i form af regler eller normer, som kan dirigere os mellem sande og falske domme. Kant kalder det også for en sandheds “bestemmelsesgrund”,¹⁹A 152/B 191. eller igen: “prøvesten”.²⁰A 59–60/B 83–84. Det væsentlige er, at et anvendelseskriterium for sandhed er domæne- eller kontekstsensitivt i den forstand, at det udgør et sæt af kontekstspecifikke, men alment tilgængelige (for rationelle væsner) normer for at hævde, at noget er sandt eller falsk inden for en bestemt diskurs. For eksempel findes der et sæt af regler og normer inden for aritmetik for at vurdere aritmetiske udsagns sandhedsværdi, som ikke er identiske med de regler og normer, der for eksempel er knyttet til almindelige hverdagsudsagn om mellemstore genstande, for eksempel den betingelse – hvis man for eksempel hævder, at “stolen er brun” – at vi ikke er underlagt en optisk illusion, at lyset optræder adækvat, at der findes en intersubjektiv farvekonsensus, og så videre.

Kant var altså pluralist i forhold til sandhed i følgende forstand: Der findes forskellige kriterier for at teste eller verificere, hvorvidt et udsagn er sandt eller falskt, alt afhængig af, hvilken type af udsagn, der er tale om.²¹En anden understregning af, at Kant var pluralist i den forstand, kommer igennem en ganske simpel betragtning af opdelingen af hans tre kritikker: Kritik der reinen Vernunft behandler teoretiske (videnskabelige) dommes objektivitet, Kritik der praktischen Vernunft behandler praktiske (moralske) dommes objektivitet, mens … Continue reading Crispin Wrights såkaldte “minimalisme” om sandhed, især præsenteret i hans Truth and Objectivity (1992), deler mange af de samme antagelser. Wright går ud fra, at en diskurs er sandhedsduelig og objektiv, hvis den lever op til to nødvendige og tilsammen tilstrækkelige betingelser (foruden en række andre “marks of realism”, som han kalder dem, hvor en diskurs ikke behøver at leve op til alle, men optegner et komplekst spektrum af mulige objektive diskurser, hvilket udmunder i et “pluralist view of truth”.)²²Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992). De to betingelser er:

Disciplin: Der må eksistere et sæt af operative standarder for, hvilke typer af udsagn, der passer og ikke passer til en bestemt diskurs, samt nogle standarder for, hvilke udsagn, der er korrekte og ukorrekte inden for diskursen.
Syntaks: Udsagnene skal leve op til syntaktiske strukturer, såsom konditionalisering og negationsdygtighed (dommen kan negeres uden kontradiktion).

Hvordan hænger det sammen med Kants model? For eksempel hævder Kant i KrV, at der findes et specifikt “kriterium” for empirisk sandhed (som udtrykker dets “disciplin”, for at blive i Wrights vokabular), som hænger sammen med det, han kalder de “formelle betingelser for empirisk sandhed.”²³A 191/B 236. De “formelle betingelser” refererer til Kants kategorier, såsom kausalitet. Og andetsteds specificerer han det, han kalder for “den empiriske sandheds kendetegn.”²⁴A 451/B 479. Pointen er: Når vi forsøger at udsige sande udsagn om den empiriske virkelighed, hvad enten det er igennem videnskabelige teorier eller i hverdagssammenhænge, må de opfylde et sæt af kriterier, som gør os i stand til at skelne mellem sande og falske udsagn. Ser vi nærmere på detaljerne i Kants teori om objektive empiriske erkendelser og udsagn, så består den kort sagt i en erkendelsesteoretisk “vending”, der omfortolker den klassiske ontologis grundbegreber erkendelsesteoretisk som begreber knyttet til empiriske anskuelser og udsagns struktur og form. For at kunne hævde, at nogle repræsentationer er andet og mere end blot subjektive indtryk (at de er objektive) og dermed indgår i en kontekst, hvor ordet “uenighed” faktisk giver mening, kræves der altså en analyse af de epistemiske betingelser eller standarder for menneskelig erkendelse og sprogbrug frem for en analyse af genstandene selv, hvis man vil kunne hævde, at vores mentale repræsentationer er objektive. Der findes ifølge Kant et sæt af epistemiske betingelser, som udgør de relevante normer eller standarder for objektivitet inden for den empiriske diskurs. Det er regler, som ethvert empirisk dømmende subjekt må følge i fortolkningen (dommen) af dets sanselige indtryk, hvis det vil gøre krav på at udsige genstandsrelaterede (objektive) domme. Som Anders Hansen har formuleret det:

As such, all subjects that understand these fundamental norms will, regardless of their idiosyncratic modes of being immediately affected, have a standard by which they can interpret their immediate representations and assess the interpretations of others […] Thus, a certain type of conscious act of interpreting our immediate representations with reference to a set of intersubjectively intelligible norms of objectivity is what, according to Kant, makes it possible for the subject to justify sufficiently, both to itself and to other subjects, why it takes its representations to be more than mere private affections.²⁵Anders Hansen, Kant’s Account of Objectivity (specialeafhandling ved Aarhus Universitet, Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, 2019), 13.

Det er ikke åbenlyst for mig, om Kant, i tillæg til korrespondenstesen, er knyttet til en form for kohærentisme,²⁶Ralph Walker, The Coherence Theory of Truth. Realism, Anti-Realism, Idealism (London: Routledge, 1989); Norman Kemp Smith, A Commentary to Kant’s “Critique of Pure Reason” (Humanities Press International, 1923). verificerbarhedsteori²⁷Carl Posy, “Dancing to the Antinomy: A Proposal for Transcendental Idealism”, American Philosophical Quarterly 20 (1983): 81–94. eller assertabilisme,²⁸Hilary Putnam, Reason, Truth, and History (Cambridge: Cambridge University Press, 1981). eller en hybrid-teori.²⁹Otfried Höffe, Kants Kritik der reinen Vernunft: Die Grundlegung der modernen Philosophie (München: Beck, 2004). Det er heller ikke så afgørende, tror jeg. Kants tekst peger i mange retninger, og KrV er ikke direkte konstrueret som en menings- eller sandhedsteori. Der er dog ingen tvivl om følgende: 1) Kants sandhedsbegreb er komplekst, i den tekniske betydning, at det er sammensat af overlappende aspekter, og 2) “sand” er ikke et prædikat, som nødvendigvis kun har en velbegrundet anvendelse i forbindelse med syntetiske a posteriori domme (empiriske domme). Dermed overlapper Kants antagelser, udover med Crispin Wrights, også en hel del med Hilary Putnams position, som går ud fra, at sandhed er ligeså “plural, vague, open-ended as we are.”³⁰Hilary Putnam, Words and Life (Cambridge: Harvard University Press, 1994), 495. At Putnam har det med at overdrive forbindelserne mellem sin position og Kants transcendentale idealisme og ligefrem hævder, at Kant ikke forpligter sig til korrespondenstesen, ændrer ikke ved, at de er enige om følgende: Man kan ikke tale om sandhed uden at tale om nogle anvendelseskriterier for sandhed, men det er ikke muligt at specificere et universelt anvendelseskriterium, som er nødvendigt og tilstrækkeligt for alle domme. I modsætning den positivistiske antagelse, så findes der, ifølge Kant, Wright og Putnam, ikke én, og kun én, type af anvendelseskriterium (empirisk verificerbarhed) på tværs af forskellige typer af informative (ikke-analytiske) diskurser. Den form for pluralisme går med andre ord ud fra, at der ikke er noget i vejen for omskiftelige sandhedskriterier alt afhængigt af, hvad vi taler om.

Hvorfor Kant var en form for semantisk anti-realist

Den skitserede pluralisme indebærer, at sandhed skal forstås i relation til et velafgrænset sæt af epistemiske betingelser eller begrebslige skemaer. Det indebærer, som jeg vil vise nu, en række semantisk anti-realistiske forpligtelser. Lad os derfor begynde med spørgsmålet: Hvad er realisme og anti-realisme? Man kan indledningsvist sige, at en ontologisk realist om et bestemt domæne, for eksempel den empiriske virkelighed af mellemstore genstande, vil hævde, at vores overbevisninger og udsagn om bestemte genstande i det domæne (stole, antallet af mennesker til amerikanske præsidentindvielser og så videre) repræsenterer en objektiv virkelighed og nogle gange “rammer rigtigt”. Hvis jeg siger, at den nuværende danske statsminister er en kvinde, så udtrykker jeg en overbevisning, som forsøger at repræsentere en objektiv kendsgerning. Omvendt vil en ontologisk anti-realist (også kaldet en subjektiv idealist eller skepticist) hævde noget i retning af, at vores tanker om genstande ikke repræsenterer en objektiv virkelighed, men blot er subjektive konstruktioner af en eller anden art. Kant var, for at slå det fast, ontologisk realist og ikke anti-realist om den empiriske virkelighed.³¹Jeg er ikke interesseret i at forklare, hvorfor Kant ikke er forpligtet til en form for ontologisk anti-realisme eller idealisme, a la Berkeleys fænomenalisme. Dem, som hævder det, lader til at have ignoreret en række af de væsentligste afsnit i KrV (for eksempel A 247/B 304; A 490 ff./B 519 ff.).

Forskellen mellem en semantisk realist og en semantisk anti-realist er noget anderledes. Følger man Michael Dummetts kanonisering af semantisk realisme og anti-realisme, handler det grundlæggende om, hvorvidt udsagn kan tilskrives en sandhedsværdi (sandt/falskt). Crispin Wright har formuleret den semantisk realistiske position således:

To conceive that our understanding of statements in a certain discourse is fixed, as Dummett’s realist suggests, by assigning them conditions of potentially evidence-transcendent truth is to grant that, if the world co-operates, the truth or falsity of any such statement may be settled beyond our ken.³²Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 4.

Den semantiske realist hævder, at et udsagn er sandt eller falsk uafhængigt af, om det principielt er muligt at bekræfte dets sandhedsværdi. Omvendt udfordrer den semantiske anti-realist åbenlyst bivalensprincippets almengyldighed. Det gør hun ved at sige, at ikke-verificerbare udsagn – altså udsagn, hvor betingelserne, under hvilke de kan bestemmes som sande eller falske, ikke er tilgængelige – ikke har nogen sandhedsværdi. Ifølge anti-realisten findes der ikke nogen objektiv kendsgerning, ingen objektive sandhedsbetingelser, i forhold til indholdet af den type udsagn. Nogle vil hævde, at metafysiske udsagn om Gud, æstetiske domme eller udsagn om eksistensen (eller ikke-eksistensen) af tal er eksempler på ikke-verificerbare, og dermed ikke-sandhedsduelige, udsagn.³³Personligt hælder jeg til, at den første og anden type af udsagn er gode kandidater til ikke-verificerbare udsagn, men ikke den tredje. En semantisk anti-realist vil hævde, at eftersom det ikke er muligt at sige, hvad der vil gøre et udsagn om Gud sandt eller falskt, har det ingen sandhedsværdi. Det giver med andre ord simpelthen ingen mening, ifølge anti-realisten, overhovedet at spørge efter udsagnets sandhedsværdi, fordi det ikke er muligt at udtrykke et sæt af almengyldige (tilgængelige og acceptable for enhver) kriterier for at verificere den slags udsagn.

En af Dummetts mange formuleringer af anti-realismen lyder således: “[T]he truth of a proposition consists of its being the case that someone suitably placed could have verified it.”³⁴Michael Dummett, Truth and the Past (Columbia University Press, 2004), 44. Citatet er et svar til det kritikpunkt, som anti-realister ofte konfronteres med, nemlig at udsagn om fortiden (for eksempel udsagn om dinosaurer) ikke kan være sande for en anti-realist, eftersom de jo ikke kan verificeres direkte. Svaret er, som Dummett antyder, at antallet af epistemiske fæller ikke bør begrænses til nulevende fæller, og at anti-realistens betingelse blot er, at udsagnet i princippet kan verificeres. Kant hævder flere steder noget i samme dur. For eksempel drager han i følgende citat et afgørende skel mellem 1) udsagn, som i princippet ikke kan verificeres empirisk, og 2) udsagn, som indtil nu ikke er blevet, og muligvis af praktiske grunde heller ikke kan, verificeres empirisk:

Det må rigtignok siges, at der kunne være beboere på månen, selvom intet menneske nogensinde har iagttaget dem, men det betyder blot følgende: at vi kunne støde på dem i erfaringens mulige fremgang; for alt er virkeligt, som står i en forbindelse [Kontext] med en iagttagelse i overensstemmelse med den empiriske fremgangs love.³⁵“Daß es Einwohner im Monde geben könne, ob sie gleich kein Mensch jemals wahrgenommen hat, muß allerdings eingeräumt werden, aber es bedeutet nur so viel: daß wir in dem möglichen Fortschritt der Erfahrung auf sie treffen könnten; denn alles ist wirklich, was mit einer Wahrnehmung nach Gesetzen des empirischen Fortgangs in einem Kontext steht.” A 493/B 521.

Ser vi på empiriske domme, så har et udsagn altså en empirisk sandhedsværdi, for så vidt det i princippet kan verificeres igennem erfaringen, enten direkte eller indirekte. Det er ikke tilstrækkeligt at kalde en position anti-realistisk angående en bestemt diskurs (for eksempel diskursen om beboere på månen), alene fordi vi hidtil ikke har været i stand til at bekræfte eller afkræfte et udsagn inden for den diskurs. Det kræver, at den slags udsagn i princippet (og altså med nødvendighed) ikke kan verificeres.³⁶Se også A 496/B 524. Vi kan dermed opstille de to positioner således:

Semantisk realisme: Alle udsagn – også udsagn, hvorom det gælder, at deres verifikationsbetingelser principielt ikke kan specificeres – har en sandhedsværdi.
Semantisk anti-realisme: Udsagn, hvorom det gælder, at deres verifikationsbetingelser principielt ikke kan specificeres, har ikke en sandhedsværdi.

Hvordan passer Kant ind her? Min tese er, at Kants transcendentale idealisme implicerer en form for semantisk anti-realisme i ovenstående forstand. Min læsning læner sig dermed op af anti-realistiske læsninger af Kant, som blandt andre Gerold Prauss, Carl Posy og Guido Kreis har forsøgt sig med, selvom de dog hver især undlader at tage højde for, at Kant udvider domænet af sandhedsduelige udsagn fra teoretiske domme til praktiske (for eksempel moralske domme).

Indtil videre har jeg kun forklaret, hvad Kant mener med sandhed, men ikke med objektivitet. Kants brug af begrebet objektivitet (henholdsvis “objektiv gyldighed” og “objektiv realitet”) er indimellem forvirrende. Helt overordnet er et udtryk³⁷Selvom Kant ikke er eksplicit omkring det, går jeg ud fra, at han antager det, som oprindeligt blev formuleret af Gottlob Frege og ofte refereres til som kompositionalitetsprincippet: Den semantiske værdi af et komplekst udtryk (for eksempel en deklarativ sætning) er bestemt af den semantiske værdi af udtrykkets enkelte dele. … Continue reading objektivt gyldigt, hvis det, som begrebet refererer til, er muligt, mens et udtryk har objektiv realitet, hvis det faktisk findes. I KrV taler Kant ofte om objektiv gyldighed og realitet på en restriktiv måde ved udelukkende at tilskrive empiriske begreber og domme (eller rene begreber, såsom tid og rum, der er forbundet med noget empirisk) objektivitet. Men det er afgørende ikke at forveksle den udlægning af objektiv gyldighed og realitet med objektivitet per se. Objektivt gyldige domme er, kort sagt, sandhedsduelige domme. Det vil sige, at domme er objektive, hvis deres verifikationsbetingelser kan specificeres. Som Kant redegør for i §19 i Prolegomena, er objektive domme en type af domme, som alle rationelle væsner skal være i stand til at bekræfte eller benægte under de rette betingelser (de har “almengyldighed (for enhver)”, som han skriver).³⁸Et rationelt væsen skal for Kant forstås som et væsen, der ikke retter sig efter principper (for teoretiske undersøgelser eller handlinger), som ikke kan anerkendes af enhver (universelle principper). For eksempel er teoretiske (ikke praktiske!) udsagn om Guds eksistens baseret på principper, som ikke kan anerkendes af enhver, … Continue reading Det betyder, at det skal være muligt for ethvert subjekt at indtage det dømmende subjekts perspektiv. Dommen skal med andre ord være verificerbar for ethvert rationelt væsen, da det er muligt at specificere dens sandhedsbetingelser, som vel at mærke er subjekt-specifikke i den forstand, at det er nogle betingelser, som vi ikke kan være sikre på gælder for andet end menneskelig domsfældelse, men som er objektive, fordi de udgør de epistemiske og intersubjektive betingelser for at udsige sandhedsduelige udsagn. De er, så at sige, vores fælles greb på virkeligheden som et sæt af epistemisk indskrænkede betingelser, der er bestemt af begrebet om principiel verificerbarhed.

Et udtryk kan altså tilskrives objektivitet, hvis det er muligt at specificere udtrykkets anvendelseskriterier eller det, Kant kalder for “erkendelseskilder”: “For at tilskrive et sådan begreb objektiv gyldighed […] kræves der noget mere. Dette mere behøver dog ikke at søges i teoretiske erkendelseskilder, men kan også ligge i praktiske.”³⁹“Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff. Undersøgelsen af disse praktiske erkendelseskilder, eller de “praktiske data”,⁴⁰B XXVI ff. foretager Kant i Kritik der praktischen Vernunft (KpV).⁴¹Som jeg vil undersøge i en opfølgende følgende artikel, der også udkommer i Paradoks. Det afgørende her og nu er dog Kants metodiske greb: Han forsøger at smidiggøre begrebet om objektivitet, så det ikke kun er anvendeligt i forhold til empiriske udsagn, ved at give en form for generisk definition. Med en lettere omskrivning af en passage fra KpV er noget i denne afstivede version objektivt, hvis og kun hvis det indeholder positive bestemmelser, som er tilgængelige for alle rationelle væsner, hvilket dermed gør det til en mulig genstand (enten for erkendelsesevnen eller viljen).⁴²5: 47–48.

Crispin Wright har givet en formulering af (dommes) sandhedsduelighed og objektivitet, som flugter en hel del med denne udlægning af Kant:

[T]he objectivity of judgement: the kind of objectivity which statements have when they are apt to record, or misrecord features of the real world – features which would be appreciable by any creature possessed of appropriate cognitive powers, whatever its emotional capacities or affective dispositions.⁴³Crispin Wright, Realism, Meaning, and Truth (Blackwell, 1987), 6.

Det følger af denne udlægning af objektivitet, at udsagn inden for en bestemt diskurs er objektive og sandhedsduelige, for så vidt der findes et sæt af afgrænsende specifikationer af, hvilke typer af udsagn, der passer indenfor en bestemt diskurs (udsagn om protoner passer for eksempel ikke ind i samme diskurs som moralske udsagn), samt nogle acceptable normer eller standarder for, hvordan man bekræfter sandhedsværdien af udsagn inden for en bestemt diskurs (for eksempel standarder for korrekte partikelfysiske udsagn og standarder for sandfærdige moralske udsagn).⁴⁴Jeg har ikke noget bud på en systematisk domæneteori, der konkret indbefatter, hvilke diskurser, der er kvalificerede som objektive, men det er heller ikke hensigten med artiklen. Det er dog vigtigt at understrege, at verifikationsprocesserne kan være mere ligetil inden for nogle objektive diskurser … Continue reading

Det indebærer den anti-realistiske, antroprocentriske grundantagelse, at sandhed er noget, der i en vis forstand afhænger af erkendende, assertive, normskabende subjekter – sandhedsbetingelsesskabere, kunne man kalde dem – som på en vis måde “bringer” sandhed til verden. Det indebærer vel og mærke ikke, at virkeligheden “derude” ikke spiller nogen rolle i forhold til sådan noget som empiriske domme, eller at der ikke ville findes kendsgerninger uden mennesker. Det indebærer heller ikke, at spørgsmål om virkelighedens beskaffenhed inden menneskelig subjektivitet kom til er meningsløse (som Quentin Meillassoux og andre har det med at skyde Kant i skoene), da vi jo kan udpege nogle relativt klare epistemiske betingelser for, hvordan den slags spørgsmål kan besvares. Og det indebærer heller ikke en steril form for relativisme uden objektive standarder. Derimod indebærer det, for at låne et udtryk fra Hilary Putnam, at sandhed ikke er noget som “totally outruns the possibility of justification”.⁴⁵Hilary Putnam, Realism with a Human Face, (Cambridge: Harvard University Press, 1990), ix. Med en reference til Kant skriver Putnam samme sted: “What bothered me about statements of the sort I rejected, for example, ‘There really are (or ‘really aren’t’) numbers,’ or ‘There really are (or ‘really aren’t’) space-time points,’ is that they … Continue reading Sandhed og objektivitet skal forstås som epistemiske og normative begreber, eftersom en retfærdiggjort brug af dem afhænger af bestemte væsners kognitive og rationelle udformning. At hævde, at et bestemt udsagn er sandt, er at hævde, at udsagnet er retfærdiggjort under de rette epistemiske eller rationelle betingelser. For eksempel er det afgørende epistemiske betingelser for udsagn om den empiriske virkelighed, ifølge Kant, at deres indhold er givet direkte eller indirekte igennem en empirisk anskuelse (sanseindtryk) og indgår i kausale relationer. Og for mere specifikke typer af empiriske udsagn gælder der naturligvis specifikke (internt bestemte af den pågældende diskurs) betingelser: Betingelserne for udsagn om kvantefysik er ikke identiske med betingelserne for hverdagsudsagn om syrener, stole og stipendier.

Konklusion

I det foregående har jeg især behandlet empiriske dommes sandhedsduelighed og objektivitet. Det betyder ikke, som jeg forstår det, at Kant er forpligtet til den tese, at kun empiriske udsagn er sandhedsduelige eller objektive. Jeg har forsøgt at angive det, man kunne kalde for en generisk (emne- og diskursneutral) definition of sandhed og objektivitet. Den generiske definition indebærer, at den type af udsagn, hvorom det gælder, at det ikke er muligt at specificere deres verifikationsbetingelser, altså hvor det ikke er muligt at specificere de intersubjektive regler, standarder eller normer for udsagnets krav på objektivitet, ikke er objektive og sandhedsduelige. En sådan normativ teori afviser på den ene side relativistiske teorier om sandhed, der ikke kan skelne sandhed fra subjektive indtryk, og på den anden side afviser den absolutistiske teorier om sandhed og objektivitet, som forsøger at indsnævre begrebernes anvendelse til ét bestemt diskursdomæne. Den generiske definition ekskluderer eller favoriserer ikke nogen diskurser på forhånd. Hvis man kan specificere en fælles og acceptabel norm for at hævde, at sådan noget som moralske, komiske eller æstetiske domme er sandhedsduelige og objektive (uden at reducere dem til noget andet, for eksempel neurologiske aktiviteter) er der tale om objektive diskurser. Hvordan Kant forsøger at gøre det i forhold til objektiviteten af praktiske domme (for eksempel moralske domme) vil jeg forsøge at redegøre for i en anden artikel, som også udkommer her i Paradoks.

1.	Peter Strawson, The Bounds of Sense (London/New York: Routledge, 1966), 16.
2.	A 226/B 273. Citater af Kant følger udgavenummer og sidenummer fra Akademie Ausgabe (AA), Kants Gesammelte Schriften, ed. Königlich Preussische akademie der Wissenschaften (29. Vols. Berlin: de Gruyter, 1902-). Med hensyn til Kritik der reinen Vernunft følger jeg standardpraksis ved at referere til udgaven fra 1781 (A) og udgaven fra 1787 (B). Oversættelserne er mine egne.
3.	Dette hænger sammen med Kants såkaldte “virkelighedspostulat”, som indebærer en interessant form for videnskabelig realisme. Se A 218/B 265.
4.	A 74/B 100.
5.	A vii-viii.
6.	A 295–296/B 352.
7.	Se Marcus Willaschek, “The primacy of practical reason and the idea of a practical postulate”, i Kant’s Critique of Practical Reason: A Critical Guide, red. Andrews Reath & Jens Timmermann (Cambridge University Press, 2010): 168–196. Som Willaschek argumenterer for, så hævder Kant ikke, at en rationel overbevisning nødvendigvis skal understøttes af empirisk bevis. Omvendt går Kant ud fra, at nogle assertoriske udsagn, som han i Kritik der praktischen Vernunft kalder for “postulater”, er rationelle at fremsætte, selvom de er teoretisk uafgørbare, fordi de er praktisk nødvendige. At det er rationelt at hævde noget, som ikke kan afgøres empirisk, strider imod den logistiske positivismes verifikationsprincip.
8.	“Was ist Wahrheit? Die Namenerklärung der Wahrheit, daß sie nämlich die übereinstimmung der Erkenntniß mit ihrem Gegenstand sei, wird hier geschenkt und vorausgesetzt […]”. A 57–58‑B 82–83.
9.	A 157/B 197; A 191/B 236; A 237/B 290.
10.	For eksempel Hilary Putnam, Reason, Truth, and History (Cambridge: Cambridge University Press, 1981).
11.	A 60/B 84.
12.	A 59/B 84.
13.	A 59/B 84.
14.	Min udlægning af Kants distinktion mellem en “nominal” og “real” definition er inspireret af Alberto Vanzo, “Kant on the Nominal Definition of Truth”, Kant-Studien 101, nr. 2 (2010): 147–166.
15.	”[…] ein klares Merkmal, daran der Gegenstand […] jederzeit sicher erkannt werden kann […]” (A 241–242 ff.)
16.	9: 50.
17.	A 58/B 84.
18.	A 59/B 84.
19.	A 152/B 191.
20.	A 59–60/B 83–84.
21.	En anden understregning af, at Kant var pluralist i den forstand, kommer igennem en ganske simpel betragtning af opdelingen af hans tre kritikker: Kritik der reinen Vernunft behandler teoretiske (videnskabelige) dommes objektivitet, Kritik der praktischen Vernunft behandler praktiske (moralske) dommes objektivitet, mens Kritik der Urteilskraft behandler (blandt andet) æstetiske dommes objektivitet.
22.	Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992).
23.	A 191/B 236. De “formelle betingelser” refererer til Kants kategorier, såsom kausalitet.
24.	A 451/B 479.
25.	Anders Hansen, Kant’s Account of Objectivity (specialeafhandling ved Aarhus Universitet, Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, 2019), 13.
26.	Ralph Walker, The Coherence Theory of Truth. Realism, Anti-Realism, Idealism (London: Routledge, 1989); Norman Kemp Smith, A Commentary to Kant’s “Critique of Pure Reason” (Humanities Press International, 1923).
27.	Carl Posy, “Dancing to the Antinomy: A Proposal for Transcendental Idealism”, American Philosophical Quarterly 20 (1983): 81–94.
28.	Hilary Putnam, Reason, Truth, and History (Cambridge: Cambridge University Press, 1981).
29.	Otfried Höffe, Kants Kritik der reinen Vernunft: Die Grundlegung der modernen Philosophie (München: Beck, 2004).
30.	Hilary Putnam, Words and Life (Cambridge: Harvard University Press, 1994), 495.
31.	Jeg er ikke interesseret i at forklare, hvorfor Kant ikke er forpligtet til en form for ontologisk anti-realisme eller idealisme, a la Berkeleys fænomenalisme. Dem, som hævder det, lader til at have ignoreret en række af de væsentligste afsnit i KrV (for eksempel A 247/B 304; A 490 ff./B 519 ff.).
32.	Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 4.
33.	Personligt hælder jeg til, at den første og anden type af udsagn er gode kandidater til ikke-verificerbare udsagn, men ikke den tredje.
34.	Michael Dummett, Truth and the Past (Columbia University Press, 2004), 44.
35.	“Daß es Einwohner im Monde geben könne, ob sie gleich kein Mensch jemals wahrgenommen hat, muß allerdings eingeräumt werden, aber es bedeutet nur so viel: daß wir in dem möglichen Fortschritt der Erfahrung auf sie treffen könnten; denn alles ist wirklich, was mit einer Wahrnehmung nach Gesetzen des empirischen Fortgangs in einem Kontext steht.” A 493/B 521.
36.	Se også A 496/B 524.
37.	Selvom Kant ikke er eksplicit omkring det, går jeg ud fra, at han antager det, som oprindeligt blev formuleret af Gottlob Frege og ofte refereres til som kompositionalitetsprincippet: Den semantiske værdi af et komplekst udtryk (for eksempel en deklarativ sætning) er bestemt af den semantiske værdi af udtrykkets enkelte dele. Hvis et begreb ikke er objektivt eller sandhedsdueligt, og det indgår i en sætning, så er sætningen ikke objektiv (sandhedsduelig), mens udsagn, der indeholder objektivt gyldige (sandhedsduelige) begreber, er objektive (sandhedsduelige).
38.	Et rationelt væsen skal for Kant forstås som et væsen, der ikke retter sig efter principper (for teoretiske undersøgelser eller handlinger), som ikke kan anerkendes af enhver (universelle principper). For eksempel er teoretiske (ikke praktiske!) udsagn om Guds eksistens baseret på principper, som ikke kan anerkendes af enhver, og er dermed irrationelle.
39.	“Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff.
40.	B XXVI ff.
41.	Som jeg vil undersøge i en opfølgende følgende artikel, der også udkommer i Paradoks.
42.	5: 47–48.
43.	Crispin Wright, Realism, Meaning, and Truth (Blackwell, 1987), 6.
44.	Jeg har ikke noget bud på en systematisk domæneteori, der konkret indbefatter, hvilke diskurser, der er kvalificerede som objektive, men det er heller ikke hensigten med artiklen. Det er dog vigtigt at understrege, at verifikationsprocesserne kan være mere ligetil inden for nogle objektive diskurser sammenlignet med andre. Det er for eksempel prima facie mere ligetil at afgøre sandhedsværdien af hverdagslige empiriske udsagn, fremfor moralske udsagn (hvis man antager, at moralske udsagn er objektive), alt afhængig af, hvilke moralfilosofiske sandhedskriterier man tilskriver sig. Kants morallov er mere ligetil end situationsetikerens, for eksempel. Men pointen er, at blot fordi afgørelsen af en bestemt type udsagns sandhedsværdi er kompliceret (men ikke principiel umulig), betyder det ikke, at den type udsagn ikke er objektive.
45.	Hilary Putnam, Realism with a Human Face, (Cambridge: Harvard University Press, 1990), ix. Med en reference til Kant skriver Putnam samme sted: “What bothered me about statements of the sort I rejected, for example, ‘There really are (or ‘really aren’t’) numbers,’ or ‘There really are (or ‘really aren’t’) space-time points,’ is that they outrun the possibility of verification in a way which is utterly different from the way in which the statement that, say, there was a dinosaur in North America less than a million years ago might outrun the possibility of actual verification. The former statements are such that we cannot imagine how any creature with, in Kant’s phrase, “a rational and a sensible nature” could ascertain their truth or falsity under any conditions”.

Hvorfor Kant ikke var veri­fi­ka­tio­nist

Hvorfor Kant var plu­ra­list om sand­hed

Hvorfor Kant var en form for seman­tisk anti-rea­list

Konklusion

Hvorfor Kant ikke var verifikationist

Hvorfor Kant var pluralist om sandhed

Hvorfor Kant var en form for semantisk anti-realist