Drømmen om at træde ind i et maleri, flyde i ét med farverne og lade kunstværkets fortælling og betydning tilflyde én, samtidig med at man som betragter også selv opløses og tilflyder: Dette kan siges at være det immersive begær, som megen samtidskunst aktuelt søger at tilfredsstille. Det immersive omslutter, inddrager og nedsynker betragteren i det betragtede, så denne ligeledes bliver en del af værket. Immersionen betegner det momentane stadium, hvor kunstens rum fremtræder som virkeligt, idet værkets rumlige og sanselige omslutning i samspil med beskuerens mentale indlevelse midlertidigt suspenderer distinktionen mellem fiktion og virkelighed. Den immersive installationskunst byder eksempelvis på en natur- og skalatro genskabelse af Titanic, som giver “passagererne” mulighed for at opleve denne tragiske historie på tæt hold (Titanic: An Immersive Voyage), eller udstillingen Van Gogh: The Immersive Experience,1Begge disse installationer har været at besøge på Refshalevej 17A & B. som lader beskueren stå inde i en af malerens solsikker eller træde ind i Stjernenattens hvirvlende himmellandskab, så man faktisk kan stjernekigge på en animeret spiralhimmel af dybt blåt, som omslutter én.
Dette umiddelbarhedsdiktum gælder ikke blot kunsten. Også i humaniora og de samfundsvidenskabelige videnskaber hersker en længsel efter umiddelbarhed. Mere overordnet kan det siges, at denne vægring mod det medierende er et tegn på en generel stræben efter eller “passion for det virkelige”,2Slavoj Žižek, Welcome to the Desert of the Real: Five Essays on September 11 and Related Dates (New York: Verso, 2002), 2–6. og at dette virkelighedsbegær derudover forudsætter et opgør med de teknologier, mennesket bruger til at tilgå verden med, nemlig tegn, sprog og fortolkning. Således ses det særligt i de posthumanistiske og nymaterialistiske teorier, hvor tænkere som Jane Bennet, Rita Felski, Bruno Latour og Timothy Morton på forskellig vis tager opgør med de såkaldte falske dikotomier mellem subjekt og objekt, menneske og verden. Tænkere inden for dette teorikompleks søger på modernitetskritisk vis at genetablere et tabt forhold mellem menneskesubjektet og tingsverden, at remytologisere, remystificere og afsekularisere denne radikale forskel mellem på den ene side menneskelig tænkning, sprog og fornuft og på den anden side den levende materialitet, de ikke-menneskelige aktører, objekterne og naturen. Grundlæggende og fælles for den voksende mængde af teorier, der ganske kondenseret kan betegnes under parablybegreberne “posthumanisme” og “nymaterialisme”, er afvisningen af den såkaldte menneskelige exceptionalisme, dvs. menneskets særlige position, som i oplysningens navn har tæret på kloden med klimakatastrofale konsekvenser, til fordel for en mere-end-menneskelig ontologi, hvor altså også objekter, natur osv. tilskrives værdi, agens, privilegier og parlamentarisk bestemmelse.
I denne artikel skal jeg argumentere for, at ønsket om umiddelbarhed og en søgen efter en ikke-hermeneutisk menneskelig erkendelse – eller som Hans Ulrich Gumbrecht formulerer det, en tilstand “where the distance [mellem menneskesubjekter og verdens objekter] may suddenly turn into an unmediated state of being-in-the-world”3Hans Ulrich Gumbrecht, Production of Presence: What Meaning Cannot Convey (Stanford: Stanford University Press, 2004), 137. – er en umulig tanke så længe menneskets eksistens på jorden stadig er en forudsætning. Det skal vises, hvordan en tegnbrugende og ‑fortolkende tilgang til tingene altid-allerede er i og dermed aldrig kan trækkes ud af forholdet mellem mennesket og verden, selv når den hermeneutiske menings- og betydningsskabelse aktivt søges fjernet.
Artiklen undersøger, hvad der sker, når vi følger dette ønske om umiddelbarhed helt ind i de menneskelige erkendelsesvilkår. Gennem analyser af fonetik, den indre stemme og lydlig betydningsdannelse søger jeg at vise, hvordan forholdet mellem sansning og sprog altid er indvævet – endda i de øjeblikke, hvor sproget synes at glide os af hænde.
Den følgende diskussion vil tage udgangspunkt i den paradoksale dikotomi mellem antagelsen om sprogets uafvendelighed som en metafysisk grundbetingelse og den posthumanistiske og nymaterialistiske bestræbelse på at ophæve denne betingelse for at kunne skabe nye sensibiliteter for menneskets tilgang til naturen. Artiklen bilder sig ikke ind at gøre sig blind over for posthumanismen og nymaterialismens selverkendende refleksioner over de paradokser, der er forbundet med en komplet afmontering af sproget. Jane Bennett imødekommer på forhånd denne kritik ved i Vibrant Matter at erkende, at denne posthumanistiske afmonteringsbestræbelse indeholder en modsigelse: “Is it not, after all, a self-conscious, language-wielding human who is articulating this philosophy of vibrant matter?”4Jane Bennett, Vibrant Matter. A Political Ecology of Things (Durham og London: Duke University Press, 2010), 120. Det er netop denne spænding, der opstår i forskellige frigørelsesforsøg fra det sproglige medium, som nærværende artikel vil udfolde. Frigørelsesforsøg, som netop ender med yderligere at bekræfte den uomgængelighed, man søger at undslippe.
Hvorfra strømmer disse bestræbelser, som så grundlæggende modstrider sig deres metafysik? Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre at søge efter sprogets udgang, når selve flugtforsøget må bruge sprogets egne mursten som skovl i ekskavationen? Måske kan ord som “usleben”, “lækage”, “ildrager” og “vestimulation” være gavnlige for disse spørgsmål.
Det indre kirkerum
Stemmen, der runger i hovedet og afslører tankens akustik i det indre rums hvælvede rumlighed, er i kommunikation med en lyttende bevidsthed. Den perciperende instans, som står midt i tankens auditorium, modtager denne klang som et øre. Stemmen, som den indre tale og de lydlige tanker, man som tænkende individ gør sig, lader til at blive perciperet af en lyttende bevidsthed som en slags observerende instans, der registrerer tankerne. Tale og hørelse finder med andre ord sted i det samme rum og udøves af det samme sind, når man fx tænker følgende sætning højt for sig selv: “Jeg tænker dette”. Ifølge Ole Fogh Kirkeby er det denne indre stemme, der giver bevidstheden rum, på samme måde som lyden af skridt giver kirkens rum dets dybde.5Ole Fogh Kirkeby, Ordenes tid: Fragmenter til en sirlig filosofi (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 1996), 18. Som det kan ske, når man tænker med den indre stemme, ligesådan kan det ske, når man læser, at den indre stemme taler til det indre øre. I læsningen af ord er der altså, udover ordenes blotte betydning, altid en lydlig side, som runger med. Det indre øre hører den hviskende tankens tale. Sommetider er der sammenfald mellem ords semantik og fonetik, dvs. mellem betydningen og lyden, sådan som det fx gør sig gældende i såkaldt onomatopoietiske ord som “ding”, “mijav” eller “tsk”. Men andre gange bliver ordenes lydlige kvaliteter så inkongruente med deres betydning, at dette kan afstedkomme nye meningsdannelser. Sådanne tilfælde kan fx skyldes en mishørelse af fonetikken i læsningen af ord, som man ikke har en konkret erfaring med og derfor aldrig har hørt udtalt. Et blik på ordenes lydlige snarere end strengt semantiske kvaliteter, dvs. hvis vi kigger på de øjeblikke, hvor ordenes fonetiske kvaliteter har forrang i vores betydningsdannelse i omgangen med ordet, kan give en indsigt i, hvordan ord i sig selv kan bære på en flygtighed. Men som det skal vises, vil der, trods denne flygtighed og umiddelbare forstyrrelse af sproget, stedse bestå en betydningsskabelse og en hermeneutisk tilgang til semiotikken.
Ord kan blive nonsens og på denne måde unddrage sig sin normale, historisk forankrede betydning, da disse aldrig er faste størrelser, men felter af et væld af mulige betydninger. I indledningen til Vibrant Matter skriver Jane Bennett noget, der kan minde om en selverklæret nymaterialistisk poetik: “I will turn the figures of ‘life’ and ‘matter’ around and around, worrying them until they start to seem strange, in something like the way a common word when repeated can become a foreign, nonsense sound.”6Bennett, Vibrant Matter, vii. Bennetts strategiske udnyttelse af en nonsensisk gentagelseseffekt har til formål at afmontere det menneskelige i den sproglige praksis – en menneskelighed, som i filosofihistoriens forsøg på at betegne subjektiviteten har udgjort et for begrænset udgangspunkt. Det er altså en intentionel tilsidesættelse af det menneskeligt enestående, afgrænsede og exceptionelle med formålet om at udvikle “a vocabulary and syntax for, and thus a better discernment of, the active powers issuing from nonsubjects.”7Bennett, Vibrant Matter, ix.
At det fonetiske materiale ved ordene kan rive os væk fra ordets egentlige betydning, at ordets klang kan skabe former for lydhallucinationer, der kan fungere som semantiske afvigelser, er altså hos Bennett et bevidst greb i bestræbelsen på at forstyrre en historisk stabilitet i sproget. Heidegger så i øvrigt ligeledes denne kaudervælske transformation af begrebet “væren” gennem filosofihistoriens evindelige repetition af værensspørgsmålet. Fra Platon og Aristoteles er spørgsmålet blevet gentaget og “har igennem mangfoldige forskydninger og “overmalinger” fastholdt sig helt frem til Hegels Logik.”8Martin Heidegger, Væren og tid (Aarhus: Klim, 2007), 21. Væren, væren, væren, væren, væren gennem historien, og derfor er begrebet ifølge Heidegger “for længst blevet trivialiseret.”9Heidegger, Væren og tid, 21. Resultatet af den nonsensiske gentagelseseffekt er altså, at “væren”, på tidspunktet da Heidegger skrev Væren og tid, er blevet “det allermest almene og tomme begreb”.10Heidegger, Væren og tid, 21.
Den fonetiske association forbundet med ordene kan dermed bære på betydningsændrende kræfter, som altså Bennett vedkender sig i sin poetik. Ordets lyd forstyrrer betydningen, etymologien kan midlertidigt glemmes, og vi kan på denne baggrund forstå på nye måder.
Hørelsens rumlighed
Som blandt andre Peter Sloterdijk har påpeget, lever vi i en okularcentrisk verden, hvor den seende erkendelse tildeles forrang for de øvrige sanser. Således skal vi se noget, før vi tror det, vi skal “se tingene an”, vi “får syn for sagn” og “får øje på” erkendelserne. Det tænkende menneske har fremstået som en seer i filosofihistorien, med synet som dét sansende apparat, man først og fremmest møder verden med. Men som Sloterdijk pointerer, skaber det seende forhold til verden, i kraft af synets positionering “over for” og “adskilt fra” det, der ses, en kløft mellem subjektet og objektet, den seende og det sete.11Peter Sloterdijk, Værens domesticering – udvalgte tekster om menneskerugekasser, skindød tænkning og antropoteknik (København: Mindspace, 2022), 39–40. Dette forhold stiller subjektet på afstand af den “omgivende” verden.
Denne positionering, altså den stedslige befinden-sig, er anderledes, når vi hører. Her er vi altid allerede i en klanglig og resonant væren-i-verden, selv når dette kan tage form af en tilnærmelse af verden eller i flugten fra den; i den beroligende og verdensflygtige musik, i de utopiske og inspirerende løfterige toner, i chokket, skriget eller vuggevisen. Ifølge Sloterdijk medfører synets forrang en distance, hvorimod hørelsen udgøres af en gensidig relation mellem mennesket og verden, da den lydlige perception kun kommer i stand gennem resonant klang.12Sloterdijk, Værens domesticering, 39–40. Øret befinder sig midt i det auditive rum, og er nedsunket i de akustiske begivenheder. Der findes altså hverken et “foran”, “over for” eller “over” i det sonore resonansforhold, men derimod et retningseroderet og dermed hierarkisk nivelleret forhold mellem subjekt og objekt.
Øre-epistemologi
Denne øre-epistemologi forudsætter altså et sansende subjekt, som er nedsunket i og iblandet den verden, der erfares. Det er en epistemologi, som kan gøre op med den beherskelseslogik, der findes i sproget. Forsøg på at inddele virkeligheden i selvidentiske forståelseskategorier har været en gængs sproglig praksis i videnskabelig tænkning. Genstandene skal gå op i deres begreb. A = A. Denne begrebsliggørelsesbestræbelse har været paradigmatisk siden oplysningstidens positivisme og rationalisme, som var stærkt animeret af menneskers frygt for det ukendte og de deraf affødte forsøg på at udradere alle uforståeligheder og inkonsistenser. Max Horkheimer og Theodor Adorno beskriver i Oplysningens dialektik denne frygtsomme trang til at kortlægge, sætte på begreb og forklare: “Mennesket tror at være blevet fri for frygt, når der ikke længere eksisterer noget ukendt.”13Max Horkheimer & Theodor W. Adorno, Oplysningens dialektik (København: Gyldendal, 2004), 50. Der har således været en beherskelseslogik i de måder, vores videnskabelige sprogbrug har taget sig ud på. Den oplysningskritiske påpegning af denne undertvingelse af naturen under menneskets fornuft, videnskab og teknologi, bærer kimen til en kritik af menneskets exceptionelle plads i verden som denne sprogbrugende behersker og dermed ødelægger af naturen. Derfor ser antropocentrismekritikere, der ønsker et opgør med den naturudnyttende og ‑udbyttende menneskelighed i antropocæn, gerne en afvikling af sproget til fordel for en umiddelbar relation til og en immersiv tilstedeværelse i naturen.
Denne afvikling ses fx i Bennetts sprogfornyende greb i at forstyrre herskende sproglige konventioner til fordel for en nonsensisk omstyrtelse. Bennett spørger, hvordan det metodologisk kan blive muligt at tale, skrive, beskrive og generelt sætte ord på den levende materialitet uden at forbryde sig mod denne og mod tingenes autonomi og agens: “How to describe without thereby erasing the independence of things?”14Bennett, Vibrant Matter, xiii. I svaret finder Bennett frem til en naivitetens metodologi: “What seems to be needed is a certain willingness to appear naive or foolish”.15Bennett, Vibrant Matter, xiii. Det er en metodologi, der har “the rethorical advantage of calling to mind a childhood sense of the world”.16Bennett, Vibrant Matter, 20. Graham Harman udtrykker ligeledes den objektorienterede ontologis filosofiske behov for naivitet: “What philosophy now needs above all else is an injection of sheer naivité”.17Graham Harman, Tool-Being. Heidegger and the Metaphysics of Objects (Chicago and La Salle, Illinios: Open Court Publishing, 2002), 238. I same forbindelse berører Harmann en barnlighedens epistemologi, når han plæderer for en “sincere relation to objects” som fx identificeres i “every child who relishes the combat of plastic dinosaurs in a sandbox.”18Harman, Tool-Being, 238.
Øre-epistemologiens resonansforhold mellem subjekt og objekt ophæver som sagt distanceringen, fjerner magtforholdet mellem begrebssætteren og det, der begribes, og omvender således den retning, hvorfra sprogets magt har strømmet. At retningen perverteres og omkuldkastes betyder, at meningen forstyrres.
Nonsensens mening
Når man med en tænker som Peter Sloterdijk, der skriver inden for en selverklæret filosofisk antropologisk medieringsteori,19Peter Sloterdijk, Sphären I: Blasen (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1998), 31. således kan sige, at øre-epistemologien lader subjektet nedsænke i den erfarede verden, skal det imidlertid ikke forstås som en immersiv bevægelse, der helt lader det medierende sprog, tænkning og fortolkning forsvinde mellem subjekt og objekt. Tværtimod bliver dette medierende aspekt en uundgåelig og altid-allerede eksisterende forudsætning for den blotte erkendelse.
Således kan det forekomme, når man i den barndommelige læsning er stødt på et ord, som får lov at runge kun med den indre stemme. “Det er almindeligt, at et barn misforstår et ord, men alligevel bærer det med sig og bygger paladser af mening op over det.”20Kirkeby, Ordenes tid, 25. Som et eksempel på et sådant ord nævner Kirkeby selv, hvordan han som barn forstod ordet “lækager” som “kager bagt af blodet fra meget lette, lyse og sårbare skabninger”, som blev spist af mennesker med “sabeltigerhoveder” i urtidsnatten.21Kirkeby, Ordenes tid, 25. Den mishørte lyd bygger altså en mening op, som kan bære ved og ligge gemt under ordets overflade. Måske forsvinder denne misforståelse aldrig helt, men ekkoer fortsat i tankens indre kirkerum.
Denne misforståede og mishørte fonetik er en semiotikkens dialektik: ordets mening slår om i sin egen modsætning. Ikke forstået på den måde, at det er ordets semiotiske betydning, men snarere semiotikkens mening – ordets mening – der slår om i sin egen modsætning, dvs. meningen i selve ordets klassificerende, rubricerende og identitetssøgende funktion. Det er altså ikke selve ordet som ordbogsopslag, der angiver en modsat betydning, men selve meningen med tegnets funktion, der slår om i sin modsætning: Som når eksempelvis etableringen af identitet slår om i fastsættelsen af flertydighed, når rubriceringen slår om i afkategorisering og når entydigheden slår om i vildtvoksende associationer. Med andre ord: meningen går tabt, og volapykkens nonsens tager over i betydningsdannelsen.
Jeg er godt klar over, at jeg ikke behøver frygte et usleben kravle i hjørnet af loftet, men jeg forestiller mig nu alligevel dette dyrs upolerede og stanklede ben, som, efter en grundig slibning, ville glimte som diamanter. Et uslebent stankelben, som kan komme til at funkle.
Jeg er, ligesom Kirkeby, også godt klar over, at lækager ikke spises i læ for vind og fygesne, men at ordet derimod henviser til et hul eller en revne som lader eksempelvis luft sive ind eller ud hvor det ikke skal hen. Men jeg forestiller mig nu alligevel, hvordan lækager sidder som plamager på et skibs skrog under vandlinjen, klistret fast af deres sukrede masse og forhindrer skibet i at være læk.
Jeg er godt klar over, at noget, der er vestimulerende, ikke angår en styrkelse af balanceevnen, men derimod henviser til medicinske eller ikke-medicinske metoder til at understøtte livmoderens arbejde under fødsel. Men jeg forestiller mig nu alligevel, hvordan et vestimulerende drop skyldes svækket vestibulær orientering, som dermed har medført en snublen eller falden omkuld.
Jeg ved, at ildrager ikke er farlige og ej heller kan vogte nogen prinsesser. Men alligevel tilskyndes jeg at bekæmpe dem med sværd eller andre tunge stålredskaber, jeg måtte have vedhånden.
Og jeg ved, at jeg må kæmpe mod uret – men jeg ved dog ikke, om det er pga. travlhed eller uretfærdighed.
Den indre stemme, der afslører en indre akustik, må nogle gange boble en smule over og op til kroppens overflade. Skal der virkelig sættes tryk på det indre, tænketalte k, tenderer min tunge til at lade sig smælle fra ganen bagerst i mundhulen, selvom den ingen egentlig lyd laver. Skal jeg sige en hviskende th-lyd for mit indre øre, som trækkes så langt som en slange i tørt græs, sætter min tunges spids sig mod mine fortænder. Selvom jeg kæmper for at holde den larmende, ydre virkelighed adskilt fra det indre, stenhvælvede rum, hvori tankens stemme kan tale lydløst og hemmeligt med det indre øre, trænger disse to verdener ind over hinandens tærskler. På samme måde trænger ordets mishørte fonetiks selvopfundne betydning, som måske har siddet klæbet fast til ordlyden siden barndommens første læsende møde med ordet, ind i ordets oprindelige semantik. Det lydlige betinger det tydelige og betydende, og det, der høres – også for det indre øre – forsøges allerede sammensat til betydningskonstruktioner og fantastiske illusioner inden en sproglig referenceramme til at tyde det nye ord er blevet anvist til lytteren.
Eksemplerne på mishørt fonetik skal tjene til at vise, hvilke problematikker der kan være forbundet med at efterstræbe det umiddelbare. En barnlighedens og nonsensens mening, sådan som den aktivt tilstræbes af Bennett og Harman for netop dens umiddelbare tilgang til tingene, dukker også op i disse fonetiske forrædere. Mishørelser, mislæsninger og misforståelser af ord, der altså ifølge Kirkeby kan have rod i den barndommelige læsning, og som forstyrrer en oprindelig eller vant betydning. Som Jack Halberstam skriver om sin selverklærede Gaga feminisme, der ligesom Harmans spekulative realisme og Bennetts materialistiske vitalisme beskæftiger sig med “det uvirkelige”, “det spekulative” og “det monstrøse”,22J. Jack Halberstam, Gaga Feminism: Sex, Gender, and the End of Normal (Boston: Beacon Press, 2012), 6. består “the art of going gaga” i “wild thinking and imaginative reinvention best exemplified by children under the age of eight”.23Halberstam, Gaga Feminism, 10. Lyden “gaga” er ifølge Halberstam barnets ord, der står for alt det, det ikke kan udtale, og er associeret med nonsens og naivitet.24Halberstam, Gaga Feminism, 22. Den barnlige fonetik og forsøg på sproglig omstyrtning hænger altså tæt sammen. Som det imidlertid viser sig, sker der det underfundige med disse eksempler, at selvom ordenes fonetiske kvaliteter vægter højere i vores forståelse end deres semiotiske hensigter, hersker der stadig en middelbarhed. Selvom ordene ikke længere giver mening, eller ikke længere bærer på den intenderede mening, undgår ordene ikke at referere til, fortolke på, udlægge og tyde noget.
Flugten fra sproget kan altså godt lykkes med at slippe væk fra mening, men betydningen klæber ved. Den semiotiske fordømthed ved at være menneske umuliggør dermed den rene umiddelbarhed. I selve forsøget på at afmontere det medierende mellemværende, som sproget og tegnene sætter mellem mennesket og verden, understreges blot yderligere den semiotiske væren, mennesket er fordømt til. Det er altså et antropologisk vilkår at være på semiotisk afstand af det betragtede, og en ren immersion uden det medierende hermeneutiske led kan ikke opsluge mennesket med hud og hår uden også at medtage sprog, tegn, teknologi, arbejde og alt det andet, der er exceptionelt menneskeligt.
At det forholder sig på den måde, at man kun kommer bort fra sproget ved at bevæge sig langs sprogets bane og gennem dets døre og vinduer, betyder, at man kun kan undslippe sproget ad sprogets vej. Når Ludvig Wittgenstein skriver: “Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”,25Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1996), 130. berører han netop flugtforsøgets futilitet. Wittgenstein er her ikke ude med et opdragende og formanende påbud om at holde mund medmindre man ved, hvad man snakker om. Snarere angår denne kendte sentens det forhold, at sproget kun kan referere til sig selv. Dette kan understreges yderligere med en anden metarefleksiv sprogerkendelse, denne gang af Martin Heidegger: “At tale om sproget er […] om muligt endnu værre end at skrive om tavsheden.”26Martin Heidegger, Sproget og ordet (København: Hans Reitzels Forlag, 2019), 8. Det, Heidegger her hentyder til, er den afgrund, man mødes af, når man forsøger at “få sproget til at sige os sit væsen ud fra dette væsen selv.”27Heidegger, Sproget og ordet, 9. Afgrunden åbner sig under os i den svævende tilstand af tilsyneladende uudgrundelighed, når alt, spørgsmålet udløser, er den sælsomme tautologi, som sproget ifølge Heidegger umiddelbart svarer os med: Sproget er sprog. En klaustrofobisk affekt kan forekomme. Tautologien er hos Wittgenstein den samme, når han om filosofiens reelle sprog erkender, at et sådant ikke kan “sige andet, end hvad der lader sig sige.”28Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus, 130.
Det vil altså sige, at en hvilken som helst bestræbelse på at opløse rammerne, nedbryde murene og grave sig under tremmerne blot vil forstærke det fængsel, hvorfra emancipationsforsøgene går. At sproget befinder sig i denne fordømte autoeskapisme, hvor fadermordforsøget altid hjemvender i den fædrene favn, og hvor flugtforsøg på forhånd er indstillet på at vende tilbage til egen grundforudsætning, er ikke så klaustrofobisk, hvis man omfavner sprogets totalitet i dets metafysiske værenskonstitution. Det er en absurdistisk pointe at betragte resignationen fra spillet som den egentlige sejr. En pointe, som også Albert Camus måtte ty til for at løse menneskets forholden sig til livets meningsløshed: Sisyfos smiler mens han ruller stenen op ad bjergsiden til evig tid. Sisyfos er blevet sin skæbnes overmand, og man må ifølge Camus “tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”29Albert Camus, Sisyfos-myten (København: Gyldendal, 2015), 142. En uundgåelig metafysisk betingelse, som dog lader sit tvingende greb mildne, når man erkender og endda omfavner selve uundgåeligheden. At sproget ikke lader sig undslippe, afslører en erkendelsens metafysik, som baserer al menneskelig erfaring i en sproglig praksis. Vores sansning er struktureret af sproglige begreber, og sansning og sprog er dermed konstitutivt indvævet i hinanden i en sådan grad, at der ingen sansning vil findes inden sproget.30Steen Nepper Larsen, Sproget er alles og ingens (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 1995), 119.
Det forholder sig derfor ikke således, at væren går forud sproget, eller at der eksisterer sådan noget som en egentlighed eller autenticitet inden nogen sproglig korruption. En sådan umiddelbar givethed er snarere en trøstende sproglig fiktion,31Larsen, Sproget er alles og ingens, 120. som forsyner en absurd søgen efter begyndelsesgrund og et endeligt determineringspunkt med et motiv og fokuspunkt. At der ikke findes noget uden for teksten (il n’y a pas de hors-texte),32Jacques Derrida, Of Grammatology (Baltimore: John Hopkins University Press, 1997), 158. skal i nærværende henseende altså ikke blot være en semiotisk pointe, sådan som den oprindeligt er blevet ytret af Jacques Derrida, men tilmed en metafysisk. Derridas velciterede maksime henviser til det forhold, at ønsket om at nå frem til en endelig og absolut betydning af en tekst, af en begivenhed eller af selve livet, i sidste ende er en illusion, eftersom vores adgang til mening er medieret af tegn, som altid peger mod andre tegn, i en uendelig kæde. At der intet findes uden for teksten, vil i metafysisk henseende altså betyde, at der dermed ikke kan findes en væren uden for sproget. Hvis alt er sprog, burde en futil søgen efter sprogets udgang altså være lige så klaustrofobisk som menneskets futile ønske om at flyve. Den grundlæggende uundgåelighed burde med andre ord være en trøst. Men ønsket om destruktion og udgang findes, lige såvel som menneskers følelser af at flyve kan drømmes noget så livagtigt.
De analyserede eksempler på mishørt fonetik, indre stemme, lydlig rumlighed og betydningens slingren mellem nonsens og meningsdannelse viser et grundlæggende vilkår: at menneskelig erfaring altid er filtreret gennem tegn, rytmer, semantik og hermeneutisk fortolkning. Selv dér, hvor sproget synes at slippe sit greb – i barndommens misforståelser, i den indre stemmes fonetiske oversvømmelser, i den lydlige “fejl” som afføder nye betydninger – arbejder den semiotiske maskine videre og skaber bestandigt nye betydninger. Derfor kan den nymaterialistiske længsel efter umiddelbarhed ikke indfries uden samtidig at genindskrive den middelbarhed, den forsøger at undslippe. Den posthumanistiske kritik af menneskelig exceptionalitet ender paradoksalt nok med at bekræfte det, den bekæmper: at mennesket – med sin indre stemme, sine fonetiske fejllæsninger, sine tegn og sit sprog – aldrig kan træde helt ud af sin egen medierende verden.
Med usynligt blæk gives til slut et par ord om det, hvorom man må tie:33Med samme slags usynlige blæk, som Søren Ulrik Thomsen i bogen Store Kongensgade 23 skriver det kælenavn, hans afdøde mor tiltalte ham med: “Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk.” … Continue reading
| 1. | Begge disse installationer har været at besøge på Refshalevej 17A & B. |
| 2. | Slavoj Žižek, Welcome to the Desert of the Real: Five Essays on September 11 and Related Dates (New York: Verso, 2002), 2–6. |
| 3. | Hans Ulrich Gumbrecht, Production of Presence: What Meaning Cannot Convey (Stanford: Stanford University Press, 2004), 137. |
| 4. | Jane Bennett, Vibrant Matter. A Political Ecology of Things (Durham og London: Duke University Press, 2010), 120. |
| 5. | Ole Fogh Kirkeby, Ordenes tid: Fragmenter til en sirlig filosofi (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 1996), 18. |
| 6. | Bennett, Vibrant Matter, vii. |
| 7. | Bennett, Vibrant Matter, ix. |
| 8. | Martin Heidegger, Væren og tid (Aarhus: Klim, 2007), 21. |
| 9. | Heidegger, Væren og tid, 21. |
| 10. | Heidegger, Væren og tid, 21. |
| 11. | Peter Sloterdijk, Værens domesticering – udvalgte tekster om menneskerugekasser, skindød tænkning og antropoteknik (København: Mindspace, 2022), 39–40. |
| 12. | Sloterdijk, Værens domesticering, 39–40. |
| 13. | Max Horkheimer & Theodor W. Adorno, Oplysningens dialektik (København: Gyldendal, 2004), 50. |
| 14. | Bennett, Vibrant Matter, xiii. |
| 15. | Bennett, Vibrant Matter, xiii. |
| 16. | Bennett, Vibrant Matter, 20. |
| 17. | Graham Harman, Tool-Being. Heidegger and the Metaphysics of Objects (Chicago and La Salle, Illinios: Open Court Publishing, 2002), 238. |
| 18. | Harman, Tool-Being, 238. |
| 19. | Peter Sloterdijk, Sphären I: Blasen (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1998), 31. |
| 20. | Kirkeby, Ordenes tid, 25. |
| 21. | Kirkeby, Ordenes tid, 25. |
| 22. | J. Jack Halberstam, Gaga Feminism: Sex, Gender, and the End of Normal (Boston: Beacon Press, 2012), 6. |
| 23. | Halberstam, Gaga Feminism, 10. |
| 24. | Halberstam, Gaga Feminism, 22. |
| 25. | Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (København: Gyldendal, 1996), 130. |
| 26. | Martin Heidegger, Sproget og ordet (København: Hans Reitzels Forlag, 2019), 8. |
| 27. | Heidegger, Sproget og ordet, 9. |
| 28. | Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus, 130. |
| 29. | Albert Camus, Sisyfos-myten (København: Gyldendal, 2015), 142. |
| 30. | Steen Nepper Larsen, Sproget er alles og ingens (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 1995), 119. |
| 31. | Larsen, Sproget er alles og ingens, 120. |
| 32. | Jacques Derrida, Of Grammatology (Baltimore: John Hopkins University Press, 1997), 158. |
| 33. | Med samme slags usynlige blæk, som Søren Ulrik Thomsen i bogen Store Kongensgade 23 skriver det kælenavn, hans afdøde mor tiltalte ham med: “Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk.” (Thomsen, 2021). |