• Print

Er moralske domme objektive?


13. november 2020

I Kritik der rei­nen Vernunft (KrV) hæv­der Kant, at et udtryk ikke behø­ver at stam­me fra “teo­re­ti­ske erken­del­ses­kil­der” for at kun­ne til­skri­ves objek­ti­vi­tet. For at til­skri­ve et begreb “objek­tiv gyl­dig­hed”, som han skri­ver, kræ­ves der noget “mere” end logisk mulig­hed (mod­si­gel­ses­fri­hed), men det­te “mere” skal ikke nød­ven­dig­vis “søges i teo­re­ti­ske erken­del­ses­kil­der, men kan også lig­ge i praktiske.”1“Um einem sol­chen Begriffe aber objek­ti­ve Gultigkeit […] beizu­le­gen, dazu wird etwas mehr erfor­dert. Dieses Mehrere aber brau­cht eben nicht in the­o­re­ti­s­chen Erkenntnisquellen gesu­cht zu wer­den, es kann auch in prak­ti­s­chen lie­gen.” B XXVI ff. Citater af Kant føl­ger udga­ve­num­mer og side­num­mer fra Akademie Ausgabe (AA), Kants Gesammelte … Continue reading Disse prak­ti­ske erken­del­ses­kil­der under­sø­ger Kant især i sit andet hoved­værk, Kritik der prak­ti­s­chen Vernunft (KpV), og det er dem, vi skal se nær­me­re på her.

I en tid­li­ge­re arti­kel for­søg­te jeg, lige­le­des med afsæt i Kant, at præ­sen­te­re en gene­risk (emne- og dis­kursneut­ral) defi­ni­tion af sand­hed og objek­ti­vi­tet.2Kristoffer Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet”, Tidsskriftet Paradoks, 24. sep­tem­ber 2020.  Her frem­lag­de jeg en defi­ni­tion af begre­ber­ne sand­hed og objek­ti­vi­tet, som gør det muligt at anven­de dem på tværs af for­skel­li­ge dis­kurs­do­mæ­ner (lige fra dom­me om mole­ky­ler til musik og moral). Jeg anbe­fa­le­de her at læse Kants teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet som en nor­ma­tiv teo­ri. Den er nor­ma­tiv, for­di en dis­kurs – en mere eller min­dre afgræn­set måde at tale om vir­ke­lig­he­den på, for eksem­pel igen­nem bestem­te viden­ska­ber, reli­gi­øse sym­bo­ler eller moral­ske ter­mer – er objek­tiv og sand­heds­du­e­lig (består af udsagn, som kan være san­de eller fal­ske), hvis og kun hvis den inde­hol­der nog­le inter­sub­jek­tivt accep­tab­le og for dis­kur­sen særeg­ne nor­mer eller veri­fi­ka­tions­be­tin­gel­ser (nor­ma­ti­vi­tet for­stås alt­så ikke ale­ne som et moralsk begreb her). Betingelserne fun­ge­rer for det før­ste som afgræn­sen­de spe­ci­fi­ka­tio­ner af, hvil­ken type udsagn, der er menings­ful­de inden for en bestemt dis­kurs. For eksem­pel ind­går udsag­ne­ne “Det er i orden at skam­fe­re alle børn på sin vej!” og “Holocaust var en skam­plet på men­ne­ske­he­den” beg­ge i den moral­ske dis­kurs, i mod­sæt­ning til udsag­net “De fle­ste DNA-mole­ky­ler består af to biopo­ly­mer-stren­ge”. For det andet fun­ge­rer de nævn­te betin­gel­ser som kri­te­ri­er eller nor­mer, der kan sor­te­re san­de fra fal­ske udsagn inden for en bestemt dis­kurs. For eksem­pel er der ind­ly­sen­de grun­de til at hæv­de, at det før­ste udsagn om bør­ne­skam­fe­ring er falskt, mens det andet om holo­caust er sandt – hvis du hæv­der det mod­sat­te, er du dår­lig til at ræson­ne­re moralsk, hvil­ket under­stre­ger det nor­ma­ti­ve aspekt. En for­kla­ring af, hvor­for det er til­fæl­det, kræ­ver en spe­ci­fi­ka­tion af moral­ske dom­mes inter­sub­jek­tivt accep­tab­le og for dis­kur­sen særeg­ne veri­fi­ka­tions­be­tin­gel­ser.

På den ene side mistæn­ke­lig­gør den­ne teo­re­ti­ske skit­se enhver form for abso­lu­tis­me om ét pri­vil­e­ge­ret dis­kurs­do­mæ­ne i for­hold til sand­hed og objek­ti­vi­tet, for eksem­pel den sci­en­ti­sti­ske og eli­mi­na­ti­ve type af natu­ra­lis­me, som hol­der fast i, at ale­ne udsagn, der kan for­kla­res udtøm­men­de igen­nem natur­vi­den­ska­ber­nes meto­do­lo­gi­ske appa­ra­ter, kan gøre krav på objek­ti­vi­tet og sand­hed, for­di ale­ne den slags udsagn ikke (eller i min­dre omfang) er sub­jek­taf­hæn­gi­ge, men udsi­ges, for at bru­ge Thomas Nagels vel­kend­te for­mu­le­ring, fra et helt igen­nem objek­tivt “view from nowhe­re”. På den anden side er teo­ri­en ufor­e­ne­lig med de rela­ti­vi­sti­ske eller skep­ti­ci­sti­ske betragt­nin­ger, der har det med at stil­le spørgs­måls­tegn ved sub­stan­ti­el­le anven­del­ser af begre­ber som sand­hed og objek­ti­vi­tet, hvil­ket jævn­ligt spids­fin­dig­gø­res igen­nem “post­mo­der­ne” for­me­nin­ger om kul­tu­rel­le kon­ven­tio­ner, vest­lig impe­ri­a­lis­me, fin­ge­re­de sprog­spil, eller ide­o­lo­gi- og magt­kon­struk­tio­ner – for­me­nin­ger, som i man­ge år har haft (for) gode vil­kår på dan­ske såvel som uden­land­ske uni­ver­si­te­ters huma­ni­sti­ske afde­lin­ger.

Den tred­je anti­no­mi

Praktiske dom­me eller begre­ber er for­bun­det med væs­ners prak­ti­ske hand­lings­liv. Dommene “Det er for­kert at tor­tu­re­re børn for sjov!” og “Du skal øve dig, hvis du vil lære at spil­le basket” er såle­des prak­ti­ske dom­me, mens et begreb som “fri­hed” er et prak­tisk begreb, for­di de kun er menings­ful­de i for­bin­del­se med poten­ti­el­le hand­lin­ger. Hvad vil det sige, at den slags dom­me og begre­ber er objek­ti­ve? Ser vi nær­me­re på Kants udlæg­ning af det spørgs­mål, er den tred­je anti­no­mi i KrV et udmær­ket udgangs­punkt. Uden at gå i detal­jer med Kants argu­men­ta­tion, hæv­der han i den tred­je anti­no­mi, at det er muligt at tæn­ke begre­bet kaus­a­li­tet på to måder: enten fra “natu­ren” eller fra “fri­hed” (at kun­ne tæn­ke et begreb bety­der ikke, at begre­bet er objek­tivt, bare at det kan fore­stil­les modsigelsesfrit).3A 532/B 560. Det bety­der, at det er muligt at fore­stil­le sig (1) en empi­risk begi­ven­hed eller gen­stand, som er for­år­sa­get af en anden empi­risk begi­ven­hed eller gen­stand, og (2) en empi­risk begi­ven­hed eller gen­stand, som er for­år­sa­get af en  ikke-empi­risk, fri vil­je. Kort sagt: udtryk­ket “X for­år­sa­ge­de Y” inde­bæ­rer ikke, at X og Y nød­ven­dig­vis skal være af sam­me type.4Kant argu­men­te­rer for det i A 528–532/B 556–560, hvil­ket til­sy­ne­la­den­de stri­der imod det fysi­ka­li­sti­ske prin­cip om kaus­al luk­ket­hed (caus­al clo­su­re).

Kant hæv­der nu, at der fin­des en til­sy­ne­la­den­de mod­sæt­ning mel­lem føl­gen­de to udsagn (hvil­ket gene­re­rer en såkaldt anti­no­mi, som opstår i for­sø­get på at sige noget om, hvor­dan abso­lut alting hæn­ger sam­men):

  1. Ikke alting fin­der ude­luk­ken­de sted i over­ens­stem­mel­se med natur­love­ne (= fri­hed findes).5A 444/B 472.
  2. Alting fin­der ude­luk­ken­de sted i over­ens­stem­mel­se med natur­love­ne (= fri­hed fin­des ikke).6A 445/B 473.

Hvad er fri­hed? I KpV beskri­ver Kant fri­hed i den “trans­cen­den­tale betyd­ning” som ratio­nel­le agen­ters evne til at pro­du­ce­re hand­lin­ger, som ikke er kaus­alt bestemt af for­ud­gå­en­de begi­ven­he­der eller agen­tens empi­ri­ske natur.75: 97. Frihed skal alt­så her for­stås som en ikke-empi­risk, ube­tin­get, før­ste begyn­del­se af en begi­ven­hed eller serie af tilstande.8Se des­u­den A15/B29; A802/B830 i KrV.

Det ind­by­der natur­lig­vis til en kom­pli­ce­ret dis­kus­sion af deter­mi­nis­me og fri vil­je, som jeg ikke vil gå i detal­jer med her. Det væsent­li­ge for nu er to ting:

  1. at Kants hen­sigt med den tred­je anti­no­mi er at under­sø­ge “[…] om fri­hed over­ho­ve­det er mulig, og hvis den er, hvor­vidt den kan bestå sam­men med de kaus­a­le natur­loves almenhed”,9“ob Freiheit übe­rall nur mög­lich sei, und ob, wenn sie es ist, sie mit der Allgemeinheit des Naturgesetzes der Causalität zus­am­men beste­hen kön­ne.” A 536/B 564. og
  2. at Kant hæv­der, i sin løs­ning af anti­no­mi­en, at mod­sæt­nin­gen mel­lem de to typer af kaus­a­li­tet er en falsk mod­sæt­ning, og at (1) og (2) “kan være sande”10“wahr sein kön­nen”. (A 532/B 560). på sam­me tid.

(a) og (b) hæn­ger sam­men i den for­stand, at fri­hed er “mulig” (og kan “bestå” sam­men med natur­love­nes kaus­a­li­tet), hvis og kun hvis (1) er sand om et andet domæ­ne eller fra et andet stand­punkt end (2) (det ven­der jeg til­ba­ge til). Hvis det er til­fæl­det, er der ikke en kon­tra­dik­tion mel­lem (1) og (2) (i let­te­re omfor­mu­le­re­de ver­sio­ner). Det afgø­ren­de er, som man­ge Kant-for­tol­ke­re desvær­re har det med at over­se eller igno­re­re, at hans behand­ling af anti­no­mi­er­ne i KrV impli­ce­rer, at udsagn om noget ikke-empi­risk, såsom fri­hed, ikke er uden objek­ti­vi­tet eller sand­heds­vær­di, ale­ne for­di de inde­hol­der et ikke-empi­risk begreb. Hvorfor vil­le Kant ellers sige, at udsag­net om fri­he­dens rea­li­tet “kan være” sandt?

Empirisk menings­løs­hed

Frihed er iføl­ge Kant et empi­risk “tomt begreb”, da det per defi­ni­tion ikke kan instan­ti­e­res empi­risk. Han for­mu­le­rer det ofte sådan, at den slags begre­ber ikke har nogen “objek­tiv gyl­dig­hed”. Det er dog vig­tigt at under­stre­ge, at Kants brug af præ­di­ka­tet objek­tiv (hen­holds­vis “objek­tiv gyl­dig­hed” og “objek­tiv rea­li­tet”) er kom­pleks og til tider for­vir­ren­de. Generelt kan vi dog sige, med Kant, at et udtryk (begreb eller dom)11Selvom Kant ikke er fuld­stæn­dig eks­pli­cit omkring det, går jeg ud fra, at han anta­ger det, der ofte refe­re­res til som kom­po­si­tio­na­li­tets­prin­cip­pet: Den seman­ti­ske vær­di af et kom­plekst udtryk (for eksem­pel en dekla­ra­tiv sæt­ning) er bestemt af den seman­ti­ske vær­di af udtryk­kets enkel­te dele. Hvis et begreb ikke er objek­tivt eller … Continue reading er objek­tivt gyl­digt, hvis det, som udtryk­ket refe­re­rer til, er muligt, mens et udtryk har objek­tiv rea­li­tet, hvis det, som udtryk­ket refe­re­rer til, fak­tisk fin­des. I KrV taler Kant ofte om objek­tiv gyl­dig­hed og rea­li­tet på en restrik­tiv måde ved at begræn­se det til empi­ri­ske begre­ber og dom­me (eller rene begre­ber, såsom tid og rum, der er objek­ti­ve i kraft af at udgø­re betin­gel­ser for empi­risk erken­del­se). Men det er afgø­ren­de ikke at for­veks­le den udlæg­ning af objek­tiv gyl­dig­hed og rea­li­tet med objek­ti­vi­tet per se. Objektivt gyl­di­ge dom­me er, kort sagt, sand­heds­du­e­li­ge dom­me. Som Kant rede­gør for i §19 af Prolegomena, er en dom objek­tiv, hvis alle andre ratio­nel­le væs­ner er i stand til også at hæv­de eller benæg­te dom­men under de ret­te betin­gel­ser (de har “almen­gyl­dig­hed (for enhver)”, som han skri­ver). Det bety­der, at dom­men er veri­fi­cer­bar for alle, da det er muligt at spe­ci­fi­ce­re dens sand­heds­be­tin­gel­ser, som vel at mær­ke er sub­jekt-spe­ci­fik­ke i den for­stand, at det er nog­le betin­gel­ser, som vi ikke kan være sik­re på gæl­der for andet end men­ne­ske­lig doms­fæl­del­se, men som er objek­ti­ve, for­di de udgør de epi­ste­mi­ske og inter­sub­jek­ti­ve betin­gel­ser for at udsi­ge sand­heds­du­e­li­ge udsagn. De er, så at sige, vores fæl­les greb på vir­ke­lig­he­den som et sæt af epi­ste­misk ind­skræn­ke­de betin­gel­ser, der er bestemt af begre­bet om prin­ci­pi­el verificerbarhed.12Se Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet”, for en detal­je­ret udlæg­ning af dis­se pointer.

I KrV, som især hand­ler om betin­gel­ser­ne for teo­re­tisk, viden­ska­be­lig erken­del­se, har objek­tiv gyl­dig­hed alt­så for­trins­vis noget at gøre med en doms empi­ri­ske “refe­ren­ce” (Beziehung). Et udtryk er med andre ord objek­tivt gyl­digt i den­ne for­stand, hvis og kun hvis det refe­re­rer til eller er for­bun­det med en mulig empi­risk genstand.13Se blandt andet A 239–240/B 298–299; A 240–242/B 299–300. Dermed har Kant også spe­ci­fi­ce­ret de nød­ven­di­ge og til­stræk­ke­li­ge betin­gel­ser for en empi­risk doms (“Erfahrungsurteil”) menings­fuld­hed: Hvis et udsagn ikke refe­re­rer til eller er for­bun­det med en mulig empi­risk gen­stand, så er det, som en empi­risk dom, uden “mening [Sinn] og fuld­kom­men tomt for indhold”.14A 239/B 298–299.

Min læs­ning af Kant går ud fra, at når han i KrV hæv­der, at ikke-empi­ri­ske begre­ber såsom fri­hed, er “tom­me”, mang­ler “objek­tiv gyl­dig­hed” eller er “uden sand­hed og refe­ren­ce [Beziehung] til en genstand”,15A 489/B 517. så bety­der det, at den type begre­ber er empi­risk tom­me, at de er uden empi­risk sand­hed, at de er uden rela­tion til en empi­risk gen­stand. Hvis et begreb ikke har nogen “mening” eller “sand­hed” i den­ne for­stand, har det ikke nogen empi­risk sand­heds­vær­di og er lige­frem menings­løst fra det empi­ri­ske stand­punkt, der for­sø­ger at udpe­ge og beskri­ve den fysi­ske vir­ke­lig­hed. For eksem­pel er det hver­ken muligt at be- eller afkræf­te eksi­sten­sen af “Gud” igen­nem empi­ri­ske dom­me. Som ikke-empi­risk begreb kan det per defi­ni­tion ikke instan­ti­e­res empi­risk, og der­for kan det per defi­ni­tion ikke være sandt eller falskt.

Menneskelige hand­lin­ger

Det giver ingen mening at hæv­de, at udsag­net i den tred­je anti­no­mi om fri­he­dens rea­li­tet kan være “sandt” på sam­me måde som et empi­risk udsagn. Det har ingen empi­risk sand­heds­vær­di. Heldigvis ope­re­rer Kant (som jeg har argu­men­te­ret for andetsteds)16Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objektivitet”. med et plu­ra­li­stisk sand­heds­be­greb, som kræ­ver et spe­ci­fikt sæt af sand­heds­an­ven­del­ses­kri­te­ri­er for enhver type af dom­me. Et sådant sæt for­står jeg som en spe­ci­fi­ka­tion af den eller de betin­gel­ser, der skal være opfyldt for, at noget kan siges at være sandt eller falskt. Med andre ord: For at kun­ne vur­de­re et udsagns sand­heds­vær­di påkræ­ves et sæt af sand­heds­be­tin­gel­ser i form af reg­ler eller nor­mer, som kan diri­ge­re os mel­lem san­de og fal­ske dom­me. Kant kal­der det nog­le ste­der for en sand­heds “bestemmelsesgrund”17A 152/B 191. eller “prø­ve­sten”. Et anven­del­ses­kri­te­ri­um for sand­hed er domæ­ne- eller kon­tekst­sen­si­tivt i den for­stand, at det udgør et sæt af kon­tekst­spe­ci­fik­ke, men alment til­gæn­ge­li­ge (for ratio­nel­le væs­ner) nor­mer for at hæv­de, at noget er sandt eller falsk inden for en bestemt dis­kurs. For eksem­pel fin­des der et sæt af reg­ler og nor­mer inden for arit­me­tik for at vur­de­re arit­me­ti­ske udsagns sand­heds­vær­di, som ikke er iden­ti­ske med de reg­ler og nor­mer, der for eksem­pel er knyt­tet til almin­de­li­ge hver­dags­ud­sagn om mel­lem­sto­re gen­stan­de (for eksem­pel at vi ikke drøm­mer, og at lys­bryd­nin­gen optræ­der på en pas­sen­de måde for vores syns­felt).

Som Kant skri­ver i Prolegomena, vil­le udsagn om fri­hed natur­lig­vis ikke kun­ne være san­de, hvis fri­hed tæn­kes som noget, der kan frem­træ­de og veri­fi­ce­res empi­risk, efter­som “det sam­me både vil­le bli­ve bekræf­tet og afkræf­tet om den sam­me gen­stand i den sam­me betydning”,18“dasselbe von ein­er­lei Gegenstande in der­sel­ben Bedeutung zug­leich bejaht und ver­ne­int wer­den”. 4: 343. nem­lig at det både er og ikke er empi­risk. Det vil­le inde­bæ­re en mod­si­gel­se. Men Kants poin­te er, at hvis fri­hed ikke for­stås i den sam­me “betyd­ning” som empi­ri­ske frem­træ­del­ser, så er der en logisk (mod­si­gel­ses­fri) mulig­hed for at hæv­de, at fri­hed har rea­li­tet i en eller anden rele­vant for­stand, og at udsagn her­om er san­de. Det kræ­ver natur­lig­vis en yder­li­ge­re spe­ci­fi­ka­tion af, hvad betin­gel­ser­ne er for at hæv­de, at den slags udsagn er san­de. Det kræ­ver et sand­heds­an­ven­del­ses­kri­te­ri­um, som ikke kan være det sam­me som kri­te­ri­et for empi­risk sand­hed.

Hvordan udspe­ci­fi­ce­rer Kant et sådant anven­del­ses­kri­te­ri­um? Det er umu­ligt i den for­bin­del­se ikke at kom­me ind på Kants skel mel­lem “frem­træ­del­ser” og “ting i sig selv/ting betrag­tet i sig selv”.19Se Gerold Prauss, Erscheinung bei Kant: Ein Problem der “Kritik der rei­nen Vernunft” (Berlin: De Gruyter, 1971), for et udfør­ligt stu­die i Kants distink­tion og hans veks­len­de anven­del­se af hen­holds­vis “ting betrag­tet i sig selv” og “ting i sig selv”, som for­sva­rer en ikke-meta­fy­sisk læs­ning af Kant. Der fin­des groft sagt to læs­nin­ger af den distink­tion, som hver især er for­mu­le­ret i for­skel­li­ge versioner.20For en ind­fø­ring, se Dennis Schulting, “Kant’s Idealism: The Current Debate”, i Kant’s Idealism, red. Dennis Schulting & Jacco Verburgt (Springer, 2011), 1–25. Den før­ste læs­ning hæv­der, at der er tale om et ontologisk/metafysisk skel mel­lem to for­skel­li­ge typer af gen­stan­de eller domæ­ner: en empi­risk vir­ke­lig­hed og en ‘trans­cen­dent’, ikke-empi­risk vir­ke­lig­hed. Den anden læs­ning går ud fra, at der ikke er tale om to for­skel­li­ge gen­stan­de, men om to for­skel­li­ge måder at betrag­te en og sam­me gen­stand på. Det er kort for­talt den ikke-meta­fy­si­ske læs­ning. Mit udgangs­punkt er, at der fin­des over­be­vi­sen­de tek­stu­el­le bevi­ser for beg­ge læs­nin­ger (med andre ord: Kant var uklar eller lige­frem inkon­si­stent), men der er bed­re filo­so­fi­ske grun­de til at for­føl­ge den ikke-meta­fy­si­ske læs­ning.

En af de “gen­stan­de”, som kan betrag­tes på to for­skel­li­ge måder, er men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger. I sin løs­ning af den tred­je anti­no­mi intro­du­ce­rer Kant i den for­bin­del­se en distink­tion mel­lem det, han kal­der for en “empi­risk” og en “intel­li­gibel” karak­ter. Det skel inde­bæ­rer, at men­ne­sker og men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger kan betrag­tes, ana­ly­se­res eller for­stås ud fra:

  1. et empi­risk, viden­ska­be­ligt stand­punkt, for eksem­pel igen­nem adfærds­psy­ko­lo­gi, obser­va­tio­ner af neu­ro­lo­gisk akti­vi­tet osv., eller
  2. et prak­tisk stand­punkt, hvor hand­lin­gen for­stås som udtryk for en per­sons frie valg, hvor­for per­so­nen kan stil­les til ansvar for hand­lin­gen.

I for­hold til den­ne distink­tion skri­ver Kant i sit Preisschrift über die Fortschritte der Metaphysik (offent­lig­gjort i 1804), at beg­ge stand­punk­ter kan udsi­ge noget “sandt”, selv­om de til­sy­ne­la­den­de står i mod­sæt­ning til hin­an­den, lige­som to kon­træ­re dom­me i klas­sisk (ari­sto­te­lisk) logik beg­ge kan være san­de, hvis sub­jek­tet (for eksem­pel en men­ne­ske­lig hand­ling), som Kant skri­ver, “tages i for­skel­lig betyd­ning [Bedeutung]” eller i en anden “mening [Sinn]”.21AA: 20, 291–292. En og sam­me men­ne­ske­li­ge hand­ling kan nem­lig, som han skri­ver, “tæn­kes som causa nou­menon”,22AA: 20, 291–292. alt­så som en ikke-empi­risk kaus­a­li­tet, og som en empi­risk betin­get gen­stand. Altså både som en intel­li­gibel og en empi­risk karak­ter. Hvad bety­der det? Det bety­der, at føl­gen­de to udsagn:

  1. Handling X er for­år­sa­get af noget empi­risk
  2. Handling X er for­år­sa­get af noget ikke-empi­risk

ikke inde­bæ­rer en mod­sæt­ning, for­di en og sam­me gen­stand (en lidt aka­vet term), nem­lig den men­ne­ske­li­ge hand­ling, ikke ana­ly­se­res eller betrag­tes fra det sam­me stand­punkt, i den sam­me kon­tekst og med det sam­me beskri­vel­ses­for­mål for øje. I sit Opus postumum skri­ver Kant: “Tingen i sig selv (ens per se) er ikke et andet objekt, men der­i­mod et andet for­hold [Beziehung] (respectus) i fore­stil­lin­gen af det sam­me objekt”.23“Das Ding an sich (ens per se) ist nicht ein ande­res Objekt son­dern eine ande­re Beziehung (respectus) der Vorstellung auf das­sel­be Objekt […].” AA XXII 26. Denne reflek­sions- eller betragt­nings­akt lader ikke til at inde­hol­de nogen onto­lo­gi­ske for­plig­tel­ser i for­hold til erfa­rings­trans­cen­den­te gen­stan­de. Det hand­ler tvær­ti­mod om, at vi kan tale om nog­le gen­stan­de (hoved­sa­ge­ligt men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger) på ikke-empi­ri­ske måder, og at vi ret beset er nødsa­get til at gøre det, hvis vi vil fast­hol­de, at men­ne­sker er ratio­nel­le væs­ner, som kan til­skri­ves et moralsk ansvar for deres hand­lin­ger (man fin­der en moder­ne vari­ant af Kants teo­ri i Donald Davidsons “ano­ma­lous monism”).24Se for eksem­pel hans vel­kend­te arti­kel “Mental Events” fra 1970, hvor han argu­men­te­rer for, at når en begi­ven­hed beskri­ves som en men­tal begi­ven­hed eller en hand­ling, så kan den ikke for­ud­si­ges eller for­kla­res af fysi­ske love og for­ud­gå­en­de begi­ven­he­der, men at det er muligt at for­ud­si­ge og for­kla­re selv­sam­me … Continue reading

Men er det ikke irra­tio­nelt for en og sam­me per­son både at have den over­be­vis­ning om sin (eller en andens) hand­ling, at den er deter­mi­ne­ret af fysi­ske årsa­ger, sam­ti­dig med den over­be­vis­ning, at den ikke er deter­mi­ne­ret af fysi­ske årsa­ger? For at sva­re på den ind­ven­ding, er det afgø­ren­de at for­stå, hvad det vil sige at have to “standpunkter”,254:452. hvor­ud­fra vi kan betrag­te eller for­stå en hand­ling. Et stand­punkt skal for­stås som et sæt af ret­fær­dig­gjor­te hæv­del­ses­be­tin­gel­ser i for­hold til udsagn om en bestemt gen­stand. I nog­le til­fæl­de er et stand­punkt (voka­bu­lar) pas­sen­de, mens det i andre til­fæl­de er absurd. De fle­ste vil nok sige, at vores moral­ske voka­bu­lar, der for eksem­pel inde­hol­der begre­ber som ‘ret­fær­dig­hed’ og ‘pligt’, ikke bør anven­des til at beskri­ve for­hol­det mel­lem pla­ne­ter­ne i vores sol­sy­stem. Omvendt vil det være absurd, vil de fle­ste nok sige, at anven­de begre­ber som pro­to­ner, elek­tro­mag­ne­ti­ske bøl­ger og neu­ro­ner til at tale om flygt­nin­ge­kri­ser og legi­ti­mi­te­ten af døds­straf.

Det prak­ti­ske stand­punkt og moral­ske dom­mes objek­ti­vi­tet

Hvad bety­der det fore­gå­en­de i for­hold til, at udsag­net fra den tred­je anti­no­mi om fri­hed “kan være sandt”? Kant opstil­ler i den for­bin­del­se en form for trans­cen­den­talt argu­ment for rea­li­te­ten af fri­hed med afsæt i betragt­nin­gen af os selv som moral­ske agen­ter. Et trans­cen­den­talt argu­ment (som min­der en hel del om nog­le af de såkald­te “indis­pensa­bi­li­ty argu­ments” for fri­hed, som flo­re­rer i angel­sak­si­ske kred­se), har føl­gen­de struk­tur:

  1. X
  2. Y er en nød­ven­dig betin­gel­se for X
  3. Derfor Y,

og Kants argu­ment lyder:

  1. Mennesker til­skri­ves moralsk ansvar for deres hand­lin­ger
  2. En nød­ven­dig betin­gel­se for (1) er, at men­ne­sker er frie
  3. Derfor er det ratio­nelt at anta­ge, at men­ne­sker er frie

Lad mig hive et teo­re­tisk udtryk frem i den­ne for­bin­del­se, som oprin­de­ligt blev for­mu­le­ret af John Dewey og er ble­vet videre­ført af en ræk­ke filo­sof­fer såsom Hilary Putnam, Crispin Wright og Michael Dummett, nem­lig udtryk­ket “war­ran­ted asser­ti­bi­li­ty”. Det hen­vi­ser kort sagt til, at et udsagn kan til­skri­ves objek­ti­vi­tet og sand­hed, for så vidt det er muligt at spe­ci­fi­ce­re gode grun­de, i form af nog­le inter­sub­jek­ti­ve hæv­del­ses­be­tin­gel­ser, til at påstå udsag­nets sand­hed. Det væsent­li­ge er, at objek­ti­vi­te­ten af begre­bet fri­hed og moral­ske dom­me er ret­fær­dig­gjort igen­nem det, Kant kal­der for en “prak­tisk anven­del­se [prak­ti­s­chen Gebrauche]”,26A 808/B 836. et “prak­tisk stand­punkt”, eller når noget betrag­tes i et “prak­tisk hen­se­en­de [Beziehung]”,275: 44. som han skri­ver i KpV. Kant går ud fra, at hvis man benæg­ter, at men­ne­sker er frie til at hand­le, så benæg­ter man også, at vi er ratio­nel­le væs­ner, der er i stand til at hand­le ud fra moral­ske over­vej­el­ser. Hvis man vil fast­hol­de sidst­nævn­te, er der der­med gode grun­de til at hol­de fast i, at vi er frie. Vi må fra det prak­ti­ske stand­punkt, som udgør de ret­fær­dig­gø­ren­de hæv­del­ses­be­tin­gel­ser, nød­ven­dig­vis anta­ge, at vi er frie.

Men hvad er det prak­ti­ske stand­punkt egent­lig, og hvor­dan kan vi til­skri­ve sådan noget som moral­ske dom­me objek­ti­vi­tet? Et udtryk har iføl­ge Kant objek­ti­vi­tet, som jeg påpe­ge­de ind­led­nings­vist, for så vidt man kan spe­ci­fi­ce­re udtryk­kets anven­del­ses­kri­te­ri­er eller det, som han kal­der for “erken­del­ses­kil­der”, der ikke nød­ven­dig­vis er teo­re­ti­ske (empi­ri­ske): “For at til­skri­ve et sådan begreb objek­tiv gyl­dig­hed […] kræ­ves der noget mere [end logisk mulig­hed]. Dette mere behø­ver dog ikke søges i teo­re­ti­ske erken­del­ses­kil­der, men kan også lig­ge i praktiske.”28“Um einem sol­chen Begriffe aber objek­ti­ve Gultigkeit […] beizu­le­gen, dazu wird etwas mehr erfor­dert. Dieses Mehrere aber brau­cht eben nicht in the­o­re­ti­s­chen Erkenntnisquellen gesu­cht zu wer­den, es kann auch in prak­ti­s­chen lie­gen.” B XXVI ff.

Det vil kræ­ve en minu­tiøs afhand­ling om Kants prak­ti­ske filo­so­fi at etab­le­re i detal­jer, hvad dis­se prak­ti­ske erken­del­ses­kil­der er, og i hvil­ken for­stand prak­ti­ske dom­me kan siges at være objek­ti­ve og sand­heds­du­e­li­ge. Kants over­ord­ne­de stra­te­gi kan vi dog berø­re: I KpV for­sø­ger Kant at vise, som han skri­ver i for­or­det, “at der fin­des ren prak­tisk fornuft.”295: 3. Hvad er prak­tisk for­nuft? Det er for­nuft, som bestem­mer “viljen”30”[…] ein Vermögen haben, ihre [ratio­nel­le væs­ner, KW] Causalität durch die Vorstellung von Regeln zu bestim­men.” 5: 32. eller “begærsevnen”31“Das Begehrungsvermögen ist das Vermögen des­sel­ben, durch sei­ne Vorstellungen Ursache von der Wirklichkeit der Gegenstände die­ser Vorstellungen zu sein.” (5: 9). (gen­nem “maksimer”,325: 19. dvs. sub­jek­ti­ve hand­lings­reg­ler). Kant bru­ger ordet “ren” til at beskri­ve, at noget er ikke-empi­risk. Derfor er en ren, prak­tisk for­nuft en for vilj­en eller begær­sev­nen hand­lings­be­stem­men­de for­nuft, som er uaf­hæn­gig af empi­ri­ske betin­gel­ser (for eksem­pel biologiske).335: 16. Hvis man kan vise, at der fin­des ren, prak­tisk for­nuft, kan man afvi­se det (reduk­ti­ve natu­ra­li­sti­ske) syns­punkt, at de ene­ste bestem­mel­ses­grun­de for hand­lin­ger er empi­ri­ske – et syns­punkt, der iføl­ge Kant ikke kan rede­gø­re for den uper­son­li­ge uni­ver­sa­li­tet, som moral­ske dom­me inde­hol­der. Moralske dom­me inde­hol­der et bin­den­de “bør”, hvil­ket bety­der, at moral­ske dom­me er desig­net til at gæl­de for ethvert ratio­nelt væsen. Når jeg udsi­ger den moral­ske dom: “Du bør gøre X”, så mener jeg impli­cit: “Enhver i din situ­a­tion bør gøre X”. Ifølge Kant har man ikke for­kla­ret det seman­ti­ske ind­hold af ter­men “bør”, der hvor udtryk­ket har en eller anden form for posi­tiv bestem­mel­se og reel rol­le at spil­le i vores prak­ti­ske hand­lings­liv, hvis man for­sø­ger at redu­ce­re det til empi­ri­ske, sub­jek­ti­ve bestem­mel­ses­grun­de, for eksem­pel lyst og ulyst eller damp fra vores tur­bi­ne af følel­ser (eller hvad end en non-kog­ni­ti­vist nu engang væl­ger at ind­sæt­te som sub­sti­tut). Dette non-kog­ni­ti­vi­sti­ske eller non-objek­ti­vi­sti­ske udgangs­punkt, som Kant afvi­ser, er nem­lig ikke i stand til at rede­gø­re for nogen form for inter­sub­jek­tiv stan­dard til at vur­de­re moral­ske udsagns objek­ti­vi­tet uden at oplø­se det bin­den­de “bør”.

Kants tan­ke er føl­gen­de: Skal man for­mu­le­re en moralsk teo­ri, der kan ind­be­fat­te, at moral­ske dom­me – “Du bør gøre X” – er objek­ti­ve og sand­heds­du­e­li­ge, så må man for­mu­le­re en inter­sub­jek­tivt til­gæn­ge­lig stan­dard for at vur­de­re den slags dom­mes objek­ti­vi­tet (Kant kal­der det for moral­loven);34Kant for­mu­le­rer moral­loven (det kate­go­ri­ske impe­ra­tiv) på for­skel­li­ge måder. Den for­mu­le­ring, som jeg tager udgangs­punkt i, er uni­ver­sa­li­se­rings­for­mu­le­rin­gen, som hæv­der, at et sandt moralsk udsagn er et udsagn, der kan uni­ver­sa­li­se­res (og omvendt for et falsk moralsk udsagn) (4: 421). et prak­tisk prin­cip, der kan erken­des “som objek­tivt, dvs. som gyl­digt for ethvert for­nuftsvæ­sens vilje.”355: 19. Det afgø­ren­de her og nu er ikke så meget Kants kon­kre­te for­mu­le­ring af moral­loven, som det er hans meto­di­ske greb: Han går ud fra et begreb om objek­ti­vi­tet, som ikke kun er anven­de­ligt i for­hold til empi­ri­ske udsagn. Som han indi­ke­rer i KpV, er noget objek­tivt i den­ne uind­skræn­ke­de ver­sion, hvis og kun hvis det inde­hol­der posi­ti­ve bestem­mel­ser, som er til­gæn­ge­li­ge for alle ratio­nel­le væs­ner, hvil­ket der­med gør det til en mulig gen­stand (enten for erken­del­ses­ev­nen eller viljen/begærsevnen).365: 47–48.

Universaliseringsformuleringen af moral­loven inde­hol­der iføl­ge Kant posi­ti­ve bestem­mel­ser, som er til­gæn­ge­li­ge for enhver. Naturligvis har enhver ikke kend­skab til Kants for­mel, men enhver ken­der til det ube­tin­ge­de “bør”, der ind­går i men­ne­skers prak­ti­ske hand­lings­liv. Moralloven har, som han skri­ver, “objek­tiv vir­ke­lig­hed” i “prak­tisk hen­se­en­de”, for­di “vi som rene for­nuftsvæs­ner betrag­ter den som et objekt for vores vilje.”375: 44. At det rent fak­tisk er til­fæl­det, at moral­loven (lad os blot for­stå den såle­des, at vi men­ne­sker kan aner­ken­de, at der er nog­le hand­lin­ger, vi bør og ikke bør udfø­re) er en “gen­stand” – en lidt aka­vet term – mener Kant at kun­ne udle­de fra ethvert men­ne­skes almin­de­li­ge (com­mon sen­se) moral­ske døm­me­kraft, vores hver­dags­an­ven­del­se af begre­bet “bør”. At enhver kan aner­ken­de et bin­den­de “bør”, er iføl­ge Kant et “Faktum der Vernunft”, som han for­mu­le­rer det i KpV. Det skal i min optik for­stås som det fak­tum, at vi som men­ne­sker er i stand til at fore­stil­le os mulig­he­den for at hand­le ud fra grun­de, som ikke er sub­jek­ti­ve og empi­risk bestem­te. Hvordan skal det for­stås? Det skal for­stås sådan, at jeg i nog­le kon­kre­te hand­lings­si­tu­a­tio­ner, lige­som alle andre for­nuf­ti­ge væs­ner, er i stand til at fremtæn­ke den mulig­hed, at jeg kun­ne hand­le i over­ens­stem­mel­se med et moralsk påbud (“du bør gøre X”), som iføl­ge Kant og man­ge andre kun giver mening, for så vidt det er udløst af et uper­son­ligt prin­cip (moral­loven), som ikke er bestemt af empi­ri­ske for­hold eller sub­jek­ti­ve behov.38Kants eksem­pel med en per­son, der kon­fron­te­res med val­get mel­lem at begå mened og over­le­ve eller tale sand­he­den og bli­ve hængt, er med til at under­byg­ge den poin­te. Uanset hvad per­so­nen væl­ger at gøre, er per­so­nen i stand til at fremtæn­ke mulig­he­den for at hand­le moralsk (tale sand­he­den), og igen­nem det bin­den­de “bør” ind­ser … Continue reading Af net­op den grund er moral­ske dom­me objek­ti­ve: De refe­re­rer, fra vores prak­ti­ske, deli­be­ra­ti­ve stand­punkt, til noget, som er en mulig gen­stand (prin­cip) for men­ne­skets vil­je. Og for­di vi kan lave den reflek­sions­hand­ling, hvor vi for os selv repræ­sen­te­rer mulig­he­den for at hand­le ud fra ikke-empi­ri­ske grun­de, kan vi sam­ti­dig eva­lu­e­re andres hand­lin­ger ud fra det stand­punkt. Som Jacob Lautrup har for­mu­le­ret det: “We can say that ‘she ought to have done B rat­her than A’, only becau­se we take it as given, that she could rep­re­sent, as we can, A as nor­ma­ti­ve­ly required.”39Jacob Bo Lautrup Kristensen, From Duty, for Happiness. Authority and Value in Kant’s the­ory of Practical Reason (ph.d.-afhandling ved Oslo Universitet, 2015), 48.

Moralloven udgør med andre ord anven­del­ses­kri­te­ri­et for moral­ske dom­mes objek­ti­vi­tet og sand­heds­du­e­lig­hed. Det er et kri­te­ri­um, som impli­cit eller eks­pli­cit er til­gæn­ge­ligt for ethvert ratio­nelt væsen fra dets prak­ti­ske, deli­be­ra­ti­ve stand­punkt. Udsagnet “Du må ikke slå børn ihjel for sjov” er et objek­tivt og sand­heds­du­e­ligt (og sandt) udsagn, for­di vi kan spe­ci­fi­ce­re betin­gel­ser­ne for dets sand­hed eller objek­ti­vi­tet, også selv­om det ikke er sandt i den for­stand, at det afspej­ler en vir­ke­lig kends­ger­ning ‘der­u­de’. At sidst­nævn­te ikke er til­fæl­det, hæn­ger sam­men med min over­be­vis­ning om, at den bed­ste udlæg­ning af Kants moral­fi­lo­so­fi for­står den som en form for kon­struk­ti­vis­me, hvil­ket Christine Korsgaard, blandt andre, har argu­men­te­ret for igen­nem åre­ne. Det inde­bæ­rer ikke en form for sub­jek­ti­vis­me eller non-kog­ni­ti­vis­me. Det inde­bæ­rer der­i­mod, at moral­ske dom­mes objek­ti­vi­tet ikke er betin­get af, at der fin­des moral­ske egen­ska­ber, som er sub­jekt-uaf­hæn­gi­ge i form af noget empi­risk eller ikke-empi­risk (“over­na­tur­ligt”). Moralloven er der­i­mod noget, der udsprin­ger fra ratio­nel­le agen­ters for­nufts­an­ven­del­se, og er der­med et moralsk impe­ra­tiv, som kon­stru­e­res igen­nem vores prak­ti­ske, deli­be­ra­ti­ve stand­punkt. Det er fra det stand­punkt, at vi er i stand til at repræ­sen­te­re moral­loven for os selv som en mulig bestem­mel­ses­grund for vores hand­lin­ger.

Crispin Wright har for­mu­le­ret sit syn på moral­ske dom­me som dis­kurs- eller sub­jek­taf­hæn­gi­ge, om end objek­ti­ve, på en lig­nen­de måde:

In gene­ral, the imme­di­a­te pri­ce of mini­ma­lism about morals is that the gravi­ty of moral jud­ge­ment will lack an exter­nal san­ction. No discour­se-neut­ral notion of objecti­vi­ty will give value to moral truth […].”40Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 201.

Wrights poin­te er, at begre­ber­ne sand­hed og objek­ti­vi­tet skal gøres mere flek­sib­le, sam­ti­dig med at en dis­kurs skal leve op til nog­le grund­læg­gen­de betin­gel­ser, før den kan kal­des objek­tiv (for eksem­pel Kants idé om, at noget skal inde­hol­de posi­ti­ve bestem­mel­ser, som er til­gæn­ge­li­ge for alle ratio­nel­le væs­ner). Hvis moral­ske dom­me skal til­skri­ves objek­ti­vi­tet, må man argu­men­te­re for, at der fin­des et sæt af inter­sub­jek­ti­ve stan­dar­der, som garan­te­rer den kor­rek­te anven­del­se af moral­ske dom­me og kan sor­te­re san­de fra fal­ske moral­ske udsagn, om end sand­heds­vær­di­en af hver enkelt moral­ske dom synes at være mere op til for­hand­ling i mod­sæt­ning til empi­ri­ske udsagn. Det væsent­li­ge i for­hold til en kon­struk­ti­vi­stisk udlæg­ning er, at de stan­dar­der, der afgør moral­ske dom­mes sand­heds­vær­di, ikke skal for­stås som en “exter­nal san­ction”, men som stan­dar­der, der afhæn­ger af (er kon­stru­e­ret af) men­ne­sker.

Objektivitet fra det men­ne­ske­li­ge per­spek­tiv

Om anven­del­ses­kri­te­ri­et for moral­ske dom­mes objek­ti­vi­tet er udtøm­men­de for­mu­le­ret igen­nem Kants moral­lov, er jeg ikke så sik­ker på. Men det væsent­li­ge er hel­ler ikke så meget et bestemt moralsk prin­cip, som det er den under­lig­gen­de inten­tion, jeg har for­søgt at opteg­ne. At der ikke er nogen kon­sensus blandt moral­fi­lo­so­fi­ske teo­ri­er om, hvad veri­fi­ka­tions­kri­te­ri­et er for at eva­lu­e­re sand­heds­vær­di­en af sæt­nin­gen “Du bør ikke slå ihjel for sjov” bety­der ikke, at det er umu­ligt at give grun­de (deon­to­lo­gi­ske såvel som uti­li­ta­ri­sti­ske, eller en kom­bi­na­tion af de to), som er inter­sub­jek­tivt til­gæn­ge­li­ge for alle ratio­nel­le væs­ner.

Det slår mig som en umo­ti­ve­ret anta­gel­se, at noget ale­ne er objek­tivt og sand­heds­du­e­ligt, hvis det refe­re­rer til noget, der kan vejes og måles og eksi­ste­rer uaf­hæn­gigt af os. Vi ind­ta­ger et objek­tivt stand­punkt i man­ge sam­men­hæn­ge. Man behø­ver ikke gå ud fra en meta­fy­sisk opfat­tel­se af moral­ske egen­ska­ber som fritsvæ­ven­de, sub­jekt-løs­rev­ne stør­rel­ser, for at hæv­de at moral­ske udsagn kan være objek­ti­ve. Vi men­ne­sker bevæ­ger os rundt i ver­den mel­lem for­skel­li­ge stand­punk­ter eller udsi­gel­ses­po­si­tio­ner, og hvis et af dem (det empi­ri­ske) hel­lig­gø­res som det ene­ste, der kan tale om noget vir­ke­ligt eller objek­tivt, mister vi gan­ske enkelt for meget af syne. Vi har nu engang ind­ret­tet os på en sådan måde, at meget af det, vi taler om, rent fak­tisk ikke hand­ler om ind­hol­det af den fysi­ske vir­ke­lig­hed, men om, hvad der skil­ler godt fra dår­ligt, om hvad der har vær­di, hvil­ke over­be­vis­nin­ger vi bør og ikke bør have og så vide­re. Det er kor­rekt, at vi ikke altid er eni­ge om den ret­te udskil­nings­pro­ces i de hen­se­en­der. Men at det er van­ske­ligt at bli­ve eni­ge om bestem­te udsagns sand­heds­vær­di inden for en dis­kurs, er ikke ens­be­ty­den­de med, at de ikke har nogen. Det gæl­der lige­så meget for den moral­ske dis­kurs som det gæl­der for den viden­ska­be­li­ge.

For at opsum­me­re: Kants kri­ti­ske filo­so­fi inde­bæ­rer en inter­es­sant meta­te­o­ri om, hvor­dan vel­be­grun­de­de udsagn kan rela­ti­ve­res til et bestemt stand­punkt. Hvert stand­punkt, eller hvert dis­kurs­do­mæ­ne, inde­hol­der sit eget sæt af nor­mer, på bag­grund af hvil­ke udsagn kan siges at være ret­fær­dig­gjor­te og san­de. Det inde­bæ­rer en plu­ra­li­stisk teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet, der kan hjæl­pe til at under­gra­ve vor tids abso­lu­ti­sti­ske (fysi­ka­li­sti­ske) for­søg på at hæv­de, at der kun fin­des ét dis­kurs­do­mæ­ne, som har krav på at udsi­ge san­de og objek­ti­ve udsagn om vir­ke­lig­he­den; som har krav på at sige, hvor­dan vir­ke­lig­he­den vir­ke­lig er. Hilary Putnam har kaldt det plu­ra­li­sti­ske pro­jekt for “con­cep­tu­al plu­ra­lism”, hvis under­lig­gen­de moti­va­tion jeg nærer en god por­tion sym­pa­ti for:

The heart of my own con­cep­tu­al plu­ra­lism is the insi­sten­ce that the various sorts of sta­te­ments that are regar­ded as less than ful­ly ratio­nal discour­se, as some­how of mere “heuri­stic” sig­ni­fi­can­ce, by one or ano­t­her of the “natu­ra­lists” (whet­her the­se sta­te­ments be ethi­cal sta­te­ments or sta­te­ments about mea­ning and refe­ren­ce, or coun­ter­fa­ctu­als and sta­te­ments about caus­a­li­ty, or mat­he­ma­ti­cal sta­te­ments, or wha­te­ver) are bona fide sta­te­ments, “as ful­ly gover­ned by norms of truth and vali­di­ty as any other sta­te­ments”, as James Conant has put it.41Hilary Putnam, Philosophy in an Age of Science: Physics, Mathematics, and Skepticism (Harvard: Harvard University Press, 2012, red. Mario de Caro), 112.

Vi bør ikke aner­ken­de den præ­mis, at vi enten (1) ude­luk­ken­de bør for­stå objek­ti­vi­tet igen­nem ikke-men­ne­ske­li­ge men­ne­ske­li­ge ter­mer (som noget, der kun kan betrag­tes fra et “view from nowhe­re”), eller (2) bør anta­ge, at der slet ikke fin­des nogen form for objek­ti­vi­tet (nihi­lis­me eller skep­ti­cis­me). Der er ingen grund til at accep­te­re, at vi ikke kan tale mere eller min­dre objek­tivt om vir­ke­lig­he­den på mere end én måde, også selv­om nog­le måder at tale om vir­ke­lig­he­den på, for eksem­pel den moral­ske, mere end andre er ind­væ­vet i det men­ne­ske­li­ge per­spek­tiv.

1. “Um einem sol­chen Begriffe aber objek­ti­ve Gultigkeit […] beizu­le­gen, dazu wird etwas mehr erfor­dert. Dieses Mehrere aber brau­cht eben nicht in the­o­re­ti­s­chen Erkenntnisquellen gesu­cht zu wer­den, es kann auch in prak­ti­s­chen lie­gen.” B XXVI ff. Citater af Kant føl­ger udga­ve­num­mer og side­num­mer fra Akademie Ausgabe (AA), Kants Gesammelte Schriften, ed. Königlich Preussische aka­de­mie der Wissenschaften (29. Vols. Berlin: de Gruyter, 1902-). Med hen­syn til Kritik der rei­nen Vernunft føl­ger jeg stan­dard­prak­sis ved at refe­re­re til udga­ven fra 1781 (A) og udga­ven fra 1787 (B). Oversættelserne er mine egne.
2. Kristoffer Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet”, Tidsskriftet Paradoks, 24. sep­tem­ber 2020.
3. A 532/B 560.
4. Kant argu­men­te­rer for det i A 528–532/B 556–560, hvil­ket til­sy­ne­la­den­de stri­der imod det fysi­ka­li­sti­ske prin­cip om kaus­al luk­ket­hed (caus­al clo­su­re).
5. A 444/B 472.
6. A 445/B 473.
7. 5: 97.
8. Se des­u­den A15/B29; A802/B830 i KrV.
9. “ob Freiheit übe­rall nur mög­lich sei, und ob, wenn sie es ist, sie mit der Allgemeinheit des Naturgesetzes der Causalität zus­am­men beste­hen kön­ne.” A 536/B 564.
10. “wahr sein kön­nen”. (A 532/B 560).
11. Selvom Kant ikke er fuld­stæn­dig eks­pli­cit omkring det, går jeg ud fra, at han anta­ger det, der ofte refe­re­res til som kom­po­si­tio­na­li­tets­prin­cip­pet: Den seman­ti­ske vær­di af et kom­plekst udtryk (for eksem­pel en dekla­ra­tiv sæt­ning) er bestemt af den seman­ti­ske vær­di af udtryk­kets enkel­te dele. Hvis et begreb ikke er objek­tivt eller sand­heds­du­e­ligt, og det ind­går i en dekla­ra­tiv sæt­ning, så er sæt­nin­gen ikke objek­tiv (sand­heds­du­e­lig), mens udsagn, der inde­hol­der objek­ti­ve eller sand­heds­du­e­li­ge begre­ber, er objek­ti­ve (sandhedsduelige).
12. Se Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objek­ti­vi­tet”, for en detal­je­ret udlæg­ning af dis­se pointer.
13. Se blandt andet A 239–240/B 298–299; A 240–242/B 299–300.
14. A 239/B 298–299.
15. A 489/B 517.
16. Willert, “En kan­ti­ansk teo­ri om sand­hed og objektivitet”.
17. A 152/B 191.
18. “dasselbe von ein­er­lei Gegenstande in der­sel­ben Bedeutung zug­leich bejaht und ver­ne­int wer­den”. 4: 343.
19. Se Gerold Prauss, Erscheinung bei Kant: Ein Problem der “Kritik der rei­nen Vernunft” (Berlin: De Gruyter, 1971), for et udfør­ligt stu­die i Kants distink­tion og hans veks­len­de anven­del­se af hen­holds­vis “ting betrag­tet i sig selv” og “ting i sig selv”, som for­sva­rer en ikke-meta­fy­sisk læs­ning af Kant.
20. For en ind­fø­ring, se Dennis Schulting, “Kant’s Idealism: The Current Debate”, i Kant’s Idealism, red. Dennis Schulting & Jacco Verburgt (Springer, 2011), 1–25.
21. AA: 20, 291–292.
22. AA: 20, 291–292.
23. “Das Ding an sich (ens per se) ist nicht ein ande­res Objekt son­dern eine ande­re Beziehung (respectus) der Vorstellung auf das­sel­be Objekt […].” AA XXII 26.
24. Se for eksem­pel hans vel­kend­te arti­kel “Mental Events” fra 1970, hvor han argu­men­te­rer for, at når en begi­ven­hed beskri­ves som en men­tal begi­ven­hed eller en hand­ling, så kan den ikke for­ud­si­ges eller for­kla­res af fysi­ske love og for­ud­gå­en­de begi­ven­he­der, men at det er muligt at for­ud­si­ge og for­kla­re selv­sam­me begi­ven­hed igen­nem fysi­ske love og for­ud­gå­en­de begi­ven­he­der, når der anlæg­ges et fysisk beskrivelsesvokabular.
25. 4:452.
26. A 808/B 836.
27. 5: 44.
28. “Um einem sol­chen Begriffe aber objek­ti­ve Gultigkeit […] beizu­le­gen, dazu wird etwas mehr erfor­dert. Dieses Mehrere aber brau­cht eben nicht in the­o­re­ti­s­chen Erkenntnisquellen gesu­cht zu wer­den, es kann auch in prak­ti­s­chen lie­gen.” B XXVI ff.
29. 5: 3.
30. ”[…] ein Vermögen haben, ihre [ratio­nel­le væs­ner, KW] Causalität durch die Vorstellung von Regeln zu bestim­men.” 5: 32.
31. “Das Begehrungsvermögen ist das Vermögen des­sel­ben, durch sei­ne Vorstellungen Ursache von der Wirklichkeit der Gegenstände die­ser Vorstellungen zu sein.” (5: 9).
32. 5: 19.
33. 5: 16.
34. Kant for­mu­le­rer moral­loven (det kate­go­ri­ske impe­ra­tiv) på for­skel­li­ge måder. Den for­mu­le­ring, som jeg tager udgangs­punkt i, er uni­ver­sa­li­se­rings­for­mu­le­rin­gen, som hæv­der, at et sandt moralsk udsagn er et udsagn, der kan uni­ver­sa­li­se­res (og omvendt for et falsk moralsk udsagn) (4: 421).
35. 5: 19.
36. 5: 47–48.
37. 5: 44.
38. Kants eksem­pel med en per­son, der kon­fron­te­res med val­get mel­lem at begå mened og over­le­ve eller tale sand­he­den og bli­ve hængt, er med til at under­byg­ge den poin­te. Uanset hvad per­so­nen væl­ger at gøre, er per­so­nen i stand til at fremtæn­ke mulig­he­den for at hand­le moralsk (tale sand­he­den), og igen­nem det bin­den­de “bør” ind­ser per­so­nen sin fri­hed, for­di den moral­ske hand­ling udgør en ikke-empi­risk hand­lings­grund (per­so­nen slås ihjel, hvis per­so­nen hand­ler moralsk). Dermed udle­der Kant “kan” (fri­hed) fra “bør” (moral). 5: 30.
39. Jacob Bo Lautrup Kristensen, From Duty, for Happiness. Authority and Value in Kant’s the­ory of Practical Reason (ph.d.-afhandling ved Oslo Universitet, 2015), 48.
40. Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 201.
41. Hilary Putnam, Philosophy in an Age of Science: Physics, Mathematics, and Skepticism (Harvard: Harvard University Press, 2012, red. Mario de Caro), 112.