I Kritik der reinen Vernunft (KrV) hævder Kant, at et udtryk ikke behøver at stamme fra “teoretiske erkendelseskilder” for at kunne tilskrives objektivitet. For at tilskrive et begreb “objektiv gyldighed”, som han skriver, kræves der noget “mere” end logisk mulighed (modsigelsesfrihed), men dette “mere” skal ikke nødvendigvis “søges i teoretiske erkendelseskilder, men kan også ligge i praktiske.”1“Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff. Citater af Kant følger udgavenummer og sidenummer fra Akademie Ausgabe (AA), … Continue reading Disse praktiske erkendelseskilder undersøger Kant især i sit andet hovedværk, Kritik der praktischen Vernunft (KpV), og det er dem, vi skal se nærmere på her.
I en tidligere artikel forsøgte jeg, ligeledes med afsæt i Kant, at præsentere en generisk (emne- og diskursneutral) definition af sandhed og objektivitet.2Kristoffer Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”, Tidsskriftet Paradoks, 24. september 2020. Her fremlagde jeg en definition af begreberne sandhed og objektivitet, som gør det muligt at anvende dem på tværs af forskellige diskursdomæner (lige fra domme om molekyler til musik og moral). Jeg anbefalede her at læse Kants teori om sandhed og objektivitet som en normativ teori. Den er normativ, fordi en diskurs – en mere eller mindre afgrænset måde at tale om virkeligheden på, for eksempel igennem bestemte videnskaber, religiøse symboler eller moralske termer – er objektiv og sandhedsduelig (består af udsagn, som kan være sande eller falske), hvis og kun hvis den indeholder nogle intersubjektivt acceptable og for diskursen særegne normer eller verifikationsbetingelser (normativitet forstås altså ikke alene som et moralsk begreb her). Betingelserne fungerer for det første som afgrænsende specifikationer af, hvilken type udsagn, der er meningsfulde inden for en bestemt diskurs. For eksempel indgår udsagnene “Det er i orden at skamfere alle børn på sin vej!” og “Holocaust var en skamplet på menneskeheden” begge i den moralske diskurs, i modsætning til udsagnet “De fleste DNA-molekyler består af to biopolymer-strenge”. For det andet fungerer de nævnte betingelser som kriterier eller normer, der kan sortere sande fra falske udsagn inden for en bestemt diskurs. For eksempel er der indlysende grunde til at hævde, at det første udsagn om børneskamfering er falskt, mens det andet om holocaust er sandt – hvis du hævder det modsatte, er du dårlig til at ræsonnere moralsk, hvilket understreger det normative aspekt. En forklaring af, hvorfor det er tilfældet, kræver en specifikation af moralske dommes intersubjektivt acceptable og for diskursen særegne verifikationsbetingelser.
På den ene side mistænkeliggør denne teoretiske skitse enhver form for absolutisme om ét privilegeret diskursdomæne i forhold til sandhed og objektivitet, for eksempel den scientistiske og eliminative type af naturalisme, som holder fast i, at alene udsagn, der kan forklares udtømmende igennem naturvidenskabernes metodologiske apparater, kan gøre krav på objektivitet og sandhed, fordi alene den slags udsagn ikke (eller i mindre omfang) er subjektafhængige, men udsiges, for at bruge Thomas Nagels velkendte formulering, fra et helt igennem objektivt “view from nowhere”. På den anden side er teorien uforenelig med de relativistiske eller skepticistiske betragtninger, der har det med at stille spørgsmålstegn ved substantielle anvendelser af begreber som sandhed og objektivitet, hvilket jævnligt spidsfindiggøres igennem “postmoderne” formeninger om kulturelle konventioner, vestlig imperialisme, fingerede sprogspil, eller ideologi- og magtkonstruktioner – formeninger, som i mange år har haft (for) gode vilkår på danske såvel som udenlandske universiteters humanistiske afdelinger.
Den tredje antinomi
Praktiske domme eller begreber er forbundet med væsners praktiske handlingsliv. Dommene “Det er forkert at torturere børn for sjov!” og “Du skal øve dig, hvis du vil lære at spille basket” er således praktiske domme, mens et begreb som “frihed” er et praktisk begreb, fordi de kun er meningsfulde i forbindelse med potentielle handlinger. Hvad vil det sige, at den slags domme og begreber er objektive? Ser vi nærmere på Kants udlægning af det spørgsmål, er den tredje antinomi i KrV et udmærket udgangspunkt. Uden at gå i detaljer med Kants argumentation, hævder han i den tredje antinomi, at det er muligt at tænke begrebet kausalitet på to måder: enten fra “naturen” eller fra “frihed” (at kunne tænke et begreb betyder ikke, at begrebet er objektivt, bare at det kan forestilles modsigelsesfrit).3A 532/B 560. Det betyder, at det er muligt at forestille sig (1) en empirisk begivenhed eller genstand, som er forårsaget af en anden empirisk begivenhed eller genstand, og (2) en empirisk begivenhed eller genstand, som er forårsaget af en ikke-empirisk, fri vilje. Kort sagt: udtrykket “X forårsagede Y” indebærer ikke, at X og Y nødvendigvis skal være af samme type.4Kant argumenterer for det i A 528–532/B 556–560, hvilket tilsyneladende strider imod det fysikalistiske princip om kausal lukkethed (causal closure).
Kant hævder nu, at der findes en tilsyneladende modsætning mellem følgende to udsagn (hvilket genererer en såkaldt antinomi, som opstår i forsøget på at sige noget om, hvordan absolut alting hænger sammen):
- Ikke alting finder udelukkende sted i overensstemmelse med naturlovene (= frihed findes).5A 444/B 472.
- Alting finder udelukkende sted i overensstemmelse med naturlovene (= frihed findes ikke).6A 445/B 473.
Hvad er frihed? I KpV beskriver Kant frihed i den “transcendentale betydning” som rationelle agenters evne til at producere handlinger, som ikke er kausalt bestemt af forudgående begivenheder eller agentens empiriske natur.75: 97. Frihed skal altså her forstås som en ikke-empirisk, ubetinget, første begyndelse af en begivenhed eller serie af tilstande.8Se desuden A15/B29; A802/B830 i KrV.
Det indbyder naturligvis til en kompliceret diskussion af determinisme og fri vilje, som jeg ikke vil gå i detaljer med her. Det væsentlige for nu er to ting:
- at Kants hensigt med den tredje antinomi er at undersøge “[…] om frihed overhovedet er mulig, og hvis den er, hvorvidt den kan bestå sammen med de kausale naturloves almenhed”,9“ob Freiheit überall nur möglich sei, und ob, wenn sie es ist, sie mit der Allgemeinheit des Naturgesetzes der Causalität zusammen bestehen könne.” A 536/B 564. og
- at Kant hævder, i sin løsning af antinomien, at modsætningen mellem de to typer af kausalitet er en falsk modsætning, og at (1) og (2) “kan være sande”10“wahr sein können”. (A 532/B 560). på samme tid.
(a) og (b) hænger sammen i den forstand, at frihed er “mulig” (og kan “bestå” sammen med naturlovenes kausalitet), hvis og kun hvis (1) er sand om et andet domæne eller fra et andet standpunkt end (2) (det vender jeg tilbage til). Hvis det er tilfældet, er der ikke en kontradiktion mellem (1) og (2) (i lettere omformulerede versioner). Det afgørende er, som mange Kant-fortolkere desværre har det med at overse eller ignorere, at hans behandling af antinomierne i KrV implicerer, at udsagn om noget ikke-empirisk, såsom frihed, ikke er uden objektivitet eller sandhedsværdi, alene fordi de indeholder et ikke-empirisk begreb. Hvorfor ville Kant ellers sige, at udsagnet om frihedens realitet “kan være” sandt?
Empirisk meningsløshed
Frihed er ifølge Kant et empirisk “tomt begreb”, da det per definition ikke kan instantieres empirisk. Han formulerer det ofte sådan, at den slags begreber ikke har nogen “objektiv gyldighed”. Det er dog vigtigt at understrege, at Kants brug af prædikatet objektiv (henholdsvis “objektiv gyldighed” og “objektiv realitet”) er kompleks og til tider forvirrende. Generelt kan vi dog sige, med Kant, at et udtryk (begreb eller dom)11Selvom Kant ikke er fuldstændig eksplicit omkring det, går jeg ud fra, at han antager det, der ofte refereres til som kompositionalitetsprincippet: Den semantiske værdi af et komplekst udtryk (for eksempel en deklarativ sætning) er bestemt af den semantiske værdi af udtrykkets enkelte dele. Hvis et begreb ikke er objektivt eller … Continue reading er objektivt gyldigt, hvis det, som udtrykket refererer til, er muligt, mens et udtryk har objektiv realitet, hvis det, som udtrykket refererer til, faktisk findes. I KrV taler Kant ofte om objektiv gyldighed og realitet på en restriktiv måde ved at begrænse det til empiriske begreber og domme (eller rene begreber, såsom tid og rum, der er objektive i kraft af at udgøre betingelser for empirisk erkendelse). Men det er afgørende ikke at forveksle den udlægning af objektiv gyldighed og realitet med objektivitet per se. Objektivt gyldige domme er, kort sagt, sandhedsduelige domme. Som Kant redegør for i §19 af Prolegomena, er en dom objektiv, hvis alle andre rationelle væsner er i stand til også at hævde eller benægte dommen under de rette betingelser (de har “almengyldighed (for enhver)”, som han skriver). Det betyder, at dommen er verificerbar for alle, da det er muligt at specificere dens sandhedsbetingelser, som vel at mærke er subjekt-specifikke i den forstand, at det er nogle betingelser, som vi ikke kan være sikre på gælder for andet end menneskelig domsfældelse, men som er objektive, fordi de udgør de epistemiske og intersubjektive betingelser for at udsige sandhedsduelige udsagn. De er, så at sige, vores fælles greb på virkeligheden som et sæt af epistemisk indskrænkede betingelser, der er bestemt af begrebet om principiel verificerbarhed.12Se Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”, for en detaljeret udlægning af disse pointer.
I KrV, som især handler om betingelserne for teoretisk, videnskabelig erkendelse, har objektiv gyldighed altså fortrinsvis noget at gøre med en doms empiriske “reference” (Beziehung). Et udtryk er med andre ord objektivt gyldigt i denne forstand, hvis og kun hvis det refererer til eller er forbundet med en mulig empirisk genstand.13Se blandt andet A 239–240/B 298–299; A 240–242/B 299–300. Dermed har Kant også specificeret de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for en empirisk doms (“Erfahrungsurteil”) meningsfuldhed: Hvis et udsagn ikke refererer til eller er forbundet med en mulig empirisk genstand, så er det, som en empirisk dom, uden “mening [Sinn] og fuldkommen tomt for indhold”.14A 239/B 298–299.
Min læsning af Kant går ud fra, at når han i KrV hævder, at ikke-empiriske begreber såsom frihed, er “tomme”, mangler “objektiv gyldighed” eller er “uden sandhed og reference [Beziehung] til en genstand”,15A 489/B 517. så betyder det, at den type begreber er empirisk tomme, at de er uden empirisk sandhed, at de er uden relation til en empirisk genstand. Hvis et begreb ikke har nogen “mening” eller “sandhed” i denne forstand, har det ikke nogen empirisk sandhedsværdi og er ligefrem meningsløst fra det empiriske standpunkt, der forsøger at udpege og beskrive den fysiske virkelighed. For eksempel er det hverken muligt at be- eller afkræfte eksistensen af “Gud” igennem empiriske domme. Som ikke-empirisk begreb kan det per definition ikke instantieres empirisk, og derfor kan det per definition ikke være sandt eller falskt.
Menneskelige handlinger
Det giver ingen mening at hævde, at udsagnet i den tredje antinomi om frihedens realitet kan være “sandt” på samme måde som et empirisk udsagn. Det har ingen empirisk sandhedsværdi. Heldigvis opererer Kant (som jeg har argumenteret for andetsteds)16Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”. med et pluralistisk sandhedsbegreb, som kræver et specifikt sæt af sandhedsanvendelseskriterier for enhver type af domme. Et sådant sæt forstår jeg som en specifikation af den eller de betingelser, der skal være opfyldt for, at noget kan siges at være sandt eller falskt. Med andre ord: For at kunne vurdere et udsagns sandhedsværdi påkræves et sæt af sandhedsbetingelser i form af regler eller normer, som kan dirigere os mellem sande og falske domme. Kant kalder det nogle steder for en sandheds “bestemmelsesgrund”17A 152/B 191. eller “prøvesten”. Et anvendelseskriterium for sandhed er domæne- eller kontekstsensitivt i den forstand, at det udgør et sæt af kontekstspecifikke, men alment tilgængelige (for rationelle væsner) normer for at hævde, at noget er sandt eller falsk inden for en bestemt diskurs. For eksempel findes der et sæt af regler og normer inden for aritmetik for at vurdere aritmetiske udsagns sandhedsværdi, som ikke er identiske med de regler og normer, der for eksempel er knyttet til almindelige hverdagsudsagn om mellemstore genstande (for eksempel at vi ikke drømmer, og at lysbrydningen optræder på en passende måde for vores synsfelt).
Som Kant skriver i Prolegomena, ville udsagn om frihed naturligvis ikke kunne være sande, hvis frihed tænkes som noget, der kan fremtræde og verificeres empirisk, eftersom “det samme både ville blive bekræftet og afkræftet om den samme genstand i den samme betydning”,18“dasselbe von einerlei Gegenstande in derselben Bedeutung zugleich bejaht und verneint werden”. 4: 343. nemlig at det både er og ikke er empirisk. Det ville indebære en modsigelse. Men Kants pointe er, at hvis frihed ikke forstås i den samme “betydning” som empiriske fremtrædelser, så er der en logisk (modsigelsesfri) mulighed for at hævde, at frihed har realitet i en eller anden relevant forstand, og at udsagn herom er sande. Det kræver naturligvis en yderligere specifikation af, hvad betingelserne er for at hævde, at den slags udsagn er sande. Det kræver et sandhedsanvendelseskriterium, som ikke kan være det samme som kriteriet for empirisk sandhed.
Hvordan udspecificerer Kant et sådant anvendelseskriterium? Det er umuligt i den forbindelse ikke at komme ind på Kants skel mellem “fremtrædelser” og “ting i sig selv/ting betragtet i sig selv”.19Se Gerold Prauss, Erscheinung bei Kant: Ein Problem der “Kritik der reinen Vernunft” (Berlin: De Gruyter, 1971), for et udførligt studie i Kants distinktion og hans vekslende anvendelse af henholdsvis “ting betragtet i sig selv” og “ting i sig selv”, som forsvarer en ikke-metafysisk læsning af Kant. Der findes groft sagt to læsninger af den distinktion, som hver især er formuleret i forskellige versioner.20For en indføring, se Dennis Schulting, “Kant’s Idealism: The Current Debate”, i Kant’s Idealism, red. Dennis Schulting & Jacco Verburgt (Springer, 2011), 1–25. Den første læsning hævder, at der er tale om et ontologisk/metafysisk skel mellem to forskellige typer af genstande eller domæner: en empirisk virkelighed og en ‘transcendent’, ikke-empirisk virkelighed. Den anden læsning går ud fra, at der ikke er tale om to forskellige genstande, men om to forskellige måder at betragte en og samme genstand på. Det er kort fortalt den ikke-metafysiske læsning. Mit udgangspunkt er, at der findes overbevisende tekstuelle beviser for begge læsninger (med andre ord: Kant var uklar eller ligefrem inkonsistent), men der er bedre filosofiske grunde til at forfølge den ikke-metafysiske læsning.
En af de “genstande”, som kan betragtes på to forskellige måder, er menneskelige handlinger. I sin løsning af den tredje antinomi introducerer Kant i den forbindelse en distinktion mellem det, han kalder for en “empirisk” og en “intelligibel” karakter. Det skel indebærer, at mennesker og menneskelige handlinger kan betragtes, analyseres eller forstås ud fra:
- et empirisk, videnskabeligt standpunkt, for eksempel igennem adfærdspsykologi, observationer af neurologisk aktivitet osv., eller
- et praktisk standpunkt, hvor handlingen forstås som udtryk for en persons frie valg, hvorfor personen kan stilles til ansvar for handlingen.
I forhold til denne distinktion skriver Kant i sit Preisschrift über die Fortschritte der Metaphysik (offentliggjort i 1804), at begge standpunkter kan udsige noget “sandt”, selvom de tilsyneladende står i modsætning til hinanden, ligesom to kontrære domme i klassisk (aristotelisk) logik begge kan være sande, hvis subjektet (for eksempel en menneskelig handling), som Kant skriver, “tages i forskellig betydning [Bedeutung]” eller i en anden “mening [Sinn]”.21AA: 20, 291–292. En og samme menneskelige handling kan nemlig, som han skriver, “tænkes som causa noumenon”,22AA: 20, 291–292. altså som en ikke-empirisk kausalitet, og som en empirisk betinget genstand. Altså både som en intelligibel og en empirisk karakter. Hvad betyder det? Det betyder, at følgende to udsagn:
- Handling X er forårsaget af noget empirisk
- Handling X er forårsaget af noget ikke-empirisk
ikke indebærer en modsætning, fordi en og samme genstand (en lidt akavet term), nemlig den menneskelige handling, ikke analyseres eller betragtes fra det samme standpunkt, i den samme kontekst og med det samme beskrivelsesformål for øje. I sit Opus postumum skriver Kant: “Tingen i sig selv (ens per se) er ikke et andet objekt, men derimod et andet forhold [Beziehung] (respectus) i forestillingen af det samme objekt”.23“Das Ding an sich (ens per se) ist nicht ein anderes Objekt sondern eine andere Beziehung (respectus) der Vorstellung auf dasselbe Objekt […].” AA XXII 26. Denne refleksions- eller betragtningsakt lader ikke til at indeholde nogen ontologiske forpligtelser i forhold til erfaringstranscendente genstande. Det handler tværtimod om, at vi kan tale om nogle genstande (hovedsageligt menneskelige handlinger) på ikke-empiriske måder, og at vi ret beset er nødsaget til at gøre det, hvis vi vil fastholde, at mennesker er rationelle væsner, som kan tilskrives et moralsk ansvar for deres handlinger (man finder en moderne variant af Kants teori i Donald Davidsons “anomalous monism”).24Se for eksempel hans velkendte artikel “Mental Events” fra 1970, hvor han argumenterer for, at når en begivenhed beskrives som en mental begivenhed eller en handling, så kan den ikke forudsiges eller forklares af fysiske love og forudgående begivenheder, men at det er muligt at forudsige og forklare selvsamme … Continue reading
Men er det ikke irrationelt for en og samme person både at have den overbevisning om sin (eller en andens) handling, at den er determineret af fysiske årsager, samtidig med den overbevisning, at den ikke er determineret af fysiske årsager? For at svare på den indvending, er det afgørende at forstå, hvad det vil sige at have to “standpunkter”,254:452. hvorudfra vi kan betragte eller forstå en handling. Et standpunkt skal forstås som et sæt af retfærdiggjorte hævdelsesbetingelser i forhold til udsagn om en bestemt genstand. I nogle tilfælde er et standpunkt (vokabular) passende, mens det i andre tilfælde er absurd. De fleste vil nok sige, at vores moralske vokabular, der for eksempel indeholder begreber som ‘retfærdighed’ og ‘pligt’, ikke bør anvendes til at beskrive forholdet mellem planeterne i vores solsystem. Omvendt vil det være absurd, vil de fleste nok sige, at anvende begreber som protoner, elektromagnetiske bølger og neuroner til at tale om flygtningekriser og legitimiteten af dødsstraf.
Det praktiske standpunkt og moralske dommes objektivitet
Hvad betyder det foregående i forhold til, at udsagnet fra den tredje antinomi om frihed “kan være sandt”? Kant opstiller i den forbindelse en form for transcendentalt argument for realiteten af frihed med afsæt i betragtningen af os selv som moralske agenter. Et transcendentalt argument (som minder en hel del om nogle af de såkaldte “indispensability arguments” for frihed, som florerer i angelsaksiske kredse), har følgende struktur:
- X
- Y er en nødvendig betingelse for X
- Derfor Y,
og Kants argument lyder:
- Mennesker tilskrives moralsk ansvar for deres handlinger
- En nødvendig betingelse for (1) er, at mennesker er frie
- Derfor er det rationelt at antage, at mennesker er frie
Lad mig hive et teoretisk udtryk frem i denne forbindelse, som oprindeligt blev formuleret af John Dewey og er blevet videreført af en række filosoffer såsom Hilary Putnam, Crispin Wright og Michael Dummett, nemlig udtrykket “warranted assertibility”. Det henviser kort sagt til, at et udsagn kan tilskrives objektivitet og sandhed, for så vidt det er muligt at specificere gode grunde, i form af nogle intersubjektive hævdelsesbetingelser, til at påstå udsagnets sandhed. Det væsentlige er, at objektiviteten af begrebet frihed og moralske domme er retfærdiggjort igennem det, Kant kalder for en “praktisk anvendelse [praktischen Gebrauche]”,26A 808/B 836. et “praktisk standpunkt”, eller når noget betragtes i et “praktisk henseende [Beziehung]”,275: 44. som han skriver i KpV. Kant går ud fra, at hvis man benægter, at mennesker er frie til at handle, så benægter man også, at vi er rationelle væsner, der er i stand til at handle ud fra moralske overvejelser. Hvis man vil fastholde sidstnævnte, er der dermed gode grunde til at holde fast i, at vi er frie. Vi må fra det praktiske standpunkt, som udgør de retfærdiggørende hævdelsesbetingelser, nødvendigvis antage, at vi er frie.
Men hvad er det praktiske standpunkt egentlig, og hvordan kan vi tilskrive sådan noget som moralske domme objektivitet? Et udtryk har ifølge Kant objektivitet, som jeg påpegede indledningsvist, for så vidt man kan specificere udtrykkets anvendelseskriterier eller det, som han kalder for “erkendelseskilder”, der ikke nødvendigvis er teoretiske (empiriske): “For at tilskrive et sådan begreb objektiv gyldighed […] kræves der noget mere [end logisk mulighed]. Dette mere behøver dog ikke søges i teoretiske erkendelseskilder, men kan også ligge i praktiske.”28“Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff.
Det vil kræve en minutiøs afhandling om Kants praktiske filosofi at etablere i detaljer, hvad disse praktiske erkendelseskilder er, og i hvilken forstand praktiske domme kan siges at være objektive og sandhedsduelige. Kants overordnede strategi kan vi dog berøre: I KpV forsøger Kant at vise, som han skriver i forordet, “at der findes ren praktisk fornuft.”295: 3. Hvad er praktisk fornuft? Det er fornuft, som bestemmer “viljen”30”[…] ein Vermögen haben, ihre [rationelle væsner, KW] Causalität durch die Vorstellung von Regeln zu bestimmen.” 5: 32. eller “begærsevnen”31“Das Begehrungsvermögen ist das Vermögen desselben, durch seine Vorstellungen Ursache von der Wirklichkeit der Gegenstände dieser Vorstellungen zu sein.” (5: 9). (gennem “maksimer”,325: 19. dvs. subjektive handlingsregler). Kant bruger ordet “ren” til at beskrive, at noget er ikke-empirisk. Derfor er en ren, praktisk fornuft en for viljen eller begærsevnen handlingsbestemmende fornuft, som er uafhængig af empiriske betingelser (for eksempel biologiske).335: 16. Hvis man kan vise, at der findes ren, praktisk fornuft, kan man afvise det (reduktive naturalistiske) synspunkt, at de eneste bestemmelsesgrunde for handlinger er empiriske – et synspunkt, der ifølge Kant ikke kan redegøre for den upersonlige universalitet, som moralske domme indeholder. Moralske domme indeholder et bindende “bør”, hvilket betyder, at moralske domme er designet til at gælde for ethvert rationelt væsen. Når jeg udsiger den moralske dom: “Du bør gøre X”, så mener jeg implicit: “Enhver i din situation bør gøre X”. Ifølge Kant har man ikke forklaret det semantiske indhold af termen “bør”, der hvor udtrykket har en eller anden form for positiv bestemmelse og reel rolle at spille i vores praktiske handlingsliv, hvis man forsøger at reducere det til empiriske, subjektive bestemmelsesgrunde, for eksempel lyst og ulyst eller damp fra vores turbine af følelser (eller hvad end en non-kognitivist nu engang vælger at indsætte som substitut). Dette non-kognitivistiske eller non-objektivistiske udgangspunkt, som Kant afviser, er nemlig ikke i stand til at redegøre for nogen form for intersubjektiv standard til at vurdere moralske udsagns objektivitet uden at opløse det bindende “bør”.
Kants tanke er følgende: Skal man formulere en moralsk teori, der kan indbefatte, at moralske domme – “Du bør gøre X” – er objektive og sandhedsduelige, så må man formulere en intersubjektivt tilgængelig standard for at vurdere den slags dommes objektivitet (Kant kalder det for moralloven);34Kant formulerer moralloven (det kategoriske imperativ) på forskellige måder. Den formulering, som jeg tager udgangspunkt i, er universaliseringsformuleringen, som hævder, at et sandt moralsk udsagn er et udsagn, der kan universaliseres (og omvendt for et falsk moralsk udsagn) (4: 421). et praktisk princip, der kan erkendes “som objektivt, dvs. som gyldigt for ethvert fornuftsvæsens vilje.”355: 19. Det afgørende her og nu er ikke så meget Kants konkrete formulering af moralloven, som det er hans metodiske greb: Han går ud fra et begreb om objektivitet, som ikke kun er anvendeligt i forhold til empiriske udsagn. Som han indikerer i KpV, er noget objektivt i denne uindskrænkede version, hvis og kun hvis det indeholder positive bestemmelser, som er tilgængelige for alle rationelle væsner, hvilket dermed gør det til en mulig genstand (enten for erkendelsesevnen eller viljen/begærsevnen).365: 47–48.
Universaliseringsformuleringen af moralloven indeholder ifølge Kant positive bestemmelser, som er tilgængelige for enhver. Naturligvis har enhver ikke kendskab til Kants formel, men enhver kender til det ubetingede “bør”, der indgår i menneskers praktiske handlingsliv. Moralloven har, som han skriver, “objektiv virkelighed” i “praktisk henseende”, fordi “vi som rene fornuftsvæsner betragter den som et objekt for vores vilje.”375: 44. At det rent faktisk er tilfældet, at moralloven (lad os blot forstå den således, at vi mennesker kan anerkende, at der er nogle handlinger, vi bør og ikke bør udføre) er en “genstand” – en lidt akavet term – mener Kant at kunne udlede fra ethvert menneskes almindelige (common sense) moralske dømmekraft, vores hverdagsanvendelse af begrebet “bør”. At enhver kan anerkende et bindende “bør”, er ifølge Kant et “Faktum der Vernunft”, som han formulerer det i KpV. Det skal i min optik forstås som det faktum, at vi som mennesker er i stand til at forestille os muligheden for at handle ud fra grunde, som ikke er subjektive og empirisk bestemte. Hvordan skal det forstås? Det skal forstås sådan, at jeg i nogle konkrete handlingssituationer, ligesom alle andre fornuftige væsner, er i stand til at fremtænke den mulighed, at jeg kunne handle i overensstemmelse med et moralsk påbud (“du bør gøre X”), som ifølge Kant og mange andre kun giver mening, for så vidt det er udløst af et upersonligt princip (moralloven), som ikke er bestemt af empiriske forhold eller subjektive behov.38Kants eksempel med en person, der konfronteres med valget mellem at begå mened og overleve eller tale sandheden og blive hængt, er med til at underbygge den pointe. Uanset hvad personen vælger at gøre, er personen i stand til at fremtænke muligheden for at handle moralsk (tale sandheden), og igennem det bindende “bør” indser … Continue reading Af netop den grund er moralske domme objektive: De refererer, fra vores praktiske, deliberative standpunkt, til noget, som er en mulig genstand (princip) for menneskets vilje. Og fordi vi kan lave den refleksionshandling, hvor vi for os selv repræsenterer muligheden for at handle ud fra ikke-empiriske grunde, kan vi samtidig evaluere andres handlinger ud fra det standpunkt. Som Jacob Lautrup har formuleret det: “We can say that ‘she ought to have done B rather than A’, only because we take it as given, that she could represent, as we can, A as normatively required.”39Jacob Bo Lautrup Kristensen, From Duty, for Happiness. Authority and Value in Kant’s theory of Practical Reason (ph.d.-afhandling ved Oslo Universitet, 2015), 48.
Moralloven udgør med andre ord anvendelseskriteriet for moralske dommes objektivitet og sandhedsduelighed. Det er et kriterium, som implicit eller eksplicit er tilgængeligt for ethvert rationelt væsen fra dets praktiske, deliberative standpunkt. Udsagnet “Du må ikke slå børn ihjel for sjov” er et objektivt og sandhedsdueligt (og sandt) udsagn, fordi vi kan specificere betingelserne for dets sandhed eller objektivitet, også selvom det ikke er sandt i den forstand, at det afspejler en virkelig kendsgerning ‘derude’. At sidstnævnte ikke er tilfældet, hænger sammen med min overbevisning om, at den bedste udlægning af Kants moralfilosofi forstår den som en form for konstruktivisme, hvilket Christine Korsgaard, blandt andre, har argumenteret for igennem årene. Det indebærer ikke en form for subjektivisme eller non-kognitivisme. Det indebærer derimod, at moralske dommes objektivitet ikke er betinget af, at der findes moralske egenskaber, som er subjekt-uafhængige i form af noget empirisk eller ikke-empirisk (“overnaturligt”). Moralloven er derimod noget, der udspringer fra rationelle agenters fornuftsanvendelse, og er dermed et moralsk imperativ, som konstrueres igennem vores praktiske, deliberative standpunkt. Det er fra det standpunkt, at vi er i stand til at repræsentere moralloven for os selv som en mulig bestemmelsesgrund for vores handlinger.
Crispin Wright har formuleret sit syn på moralske domme som diskurs- eller subjektafhængige, om end objektive, på en lignende måde:
In general, the immediate price of minimalism about morals is that the gravity of moral judgement will lack an external sanction. No discourse-neutral notion of objectivity will give value to moral truth […].”40Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 201.
Wrights pointe er, at begreberne sandhed og objektivitet skal gøres mere fleksible, samtidig med at en diskurs skal leve op til nogle grundlæggende betingelser, før den kan kaldes objektiv (for eksempel Kants idé om, at noget skal indeholde positive bestemmelser, som er tilgængelige for alle rationelle væsner). Hvis moralske domme skal tilskrives objektivitet, må man argumentere for, at der findes et sæt af intersubjektive standarder, som garanterer den korrekte anvendelse af moralske domme og kan sortere sande fra falske moralske udsagn, om end sandhedsværdien af hver enkelt moralske dom synes at være mere op til forhandling i modsætning til empiriske udsagn. Det væsentlige i forhold til en konstruktivistisk udlægning er, at de standarder, der afgør moralske dommes sandhedsværdi, ikke skal forstås som en “external sanction”, men som standarder, der afhænger af (er konstrueret af) mennesker.
Objektivitet fra det menneskelige perspektiv
Om anvendelseskriteriet for moralske dommes objektivitet er udtømmende formuleret igennem Kants morallov, er jeg ikke så sikker på. Men det væsentlige er heller ikke så meget et bestemt moralsk princip, som det er den underliggende intention, jeg har forsøgt at optegne. At der ikke er nogen konsensus blandt moralfilosofiske teorier om, hvad verifikationskriteriet er for at evaluere sandhedsværdien af sætningen “Du bør ikke slå ihjel for sjov” betyder ikke, at det er umuligt at give grunde (deontologiske såvel som utilitaristiske, eller en kombination af de to), som er intersubjektivt tilgængelige for alle rationelle væsner.
Det slår mig som en umotiveret antagelse, at noget alene er objektivt og sandhedsdueligt, hvis det refererer til noget, der kan vejes og måles og eksisterer uafhængigt af os. Vi indtager et objektivt standpunkt i mange sammenhænge. Man behøver ikke gå ud fra en metafysisk opfattelse af moralske egenskaber som fritsvævende, subjekt-løsrevne størrelser, for at hævde at moralske udsagn kan være objektive. Vi mennesker bevæger os rundt i verden mellem forskellige standpunkter eller udsigelsespositioner, og hvis et af dem (det empiriske) helliggøres som det eneste, der kan tale om noget virkeligt eller objektivt, mister vi ganske enkelt for meget af syne. Vi har nu engang indrettet os på en sådan måde, at meget af det, vi taler om, rent faktisk ikke handler om indholdet af den fysiske virkelighed, men om, hvad der skiller godt fra dårligt, om hvad der har værdi, hvilke overbevisninger vi bør og ikke bør have og så videre. Det er korrekt, at vi ikke altid er enige om den rette udskilningsproces i de henseender. Men at det er vanskeligt at blive enige om bestemte udsagns sandhedsværdi inden for en diskurs, er ikke ensbetydende med, at de ikke har nogen. Det gælder ligeså meget for den moralske diskurs som det gælder for den videnskabelige.
For at opsummere: Kants kritiske filosofi indebærer en interessant metateori om, hvordan velbegrundede udsagn kan relativeres til et bestemt standpunkt. Hvert standpunkt, eller hvert diskursdomæne, indeholder sit eget sæt af normer, på baggrund af hvilke udsagn kan siges at være retfærdiggjorte og sande. Det indebærer en pluralistisk teori om sandhed og objektivitet, der kan hjælpe til at undergrave vor tids absolutistiske (fysikalistiske) forsøg på at hævde, at der kun findes ét diskursdomæne, som har krav på at udsige sande og objektive udsagn om virkeligheden; som har krav på at sige, hvordan virkeligheden virkelig er. Hilary Putnam har kaldt det pluralistiske projekt for “conceptual pluralism”, hvis underliggende motivation jeg nærer en god portion sympati for:
The heart of my own conceptual pluralism is the insistence that the various sorts of statements that are regarded as less than fully rational discourse, as somehow of mere “heuristic” significance, by one or another of the “naturalists” (whether these statements be ethical statements or statements about meaning and reference, or counterfactuals and statements about causality, or mathematical statements, or whatever) are bona fide statements, “as fully governed by norms of truth and validity as any other statements”, as James Conant has put it.41Hilary Putnam, Philosophy in an Age of Science: Physics, Mathematics, and Skepticism (Harvard: Harvard University Press, 2012, red. Mario de Caro), 112.
Vi bør ikke anerkende den præmis, at vi enten (1) udelukkende bør forstå objektivitet igennem ikke-menneskelige menneskelige termer (som noget, der kun kan betragtes fra et “view from nowhere”), eller (2) bør antage, at der slet ikke findes nogen form for objektivitet (nihilisme eller skepticisme). Der er ingen grund til at acceptere, at vi ikke kan tale mere eller mindre objektivt om virkeligheden på mere end én måde, også selvom nogle måder at tale om virkeligheden på, for eksempel den moralske, mere end andre er indvævet i det menneskelige perspektiv.
| 1. | “Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff. Citater af Kant følger udgavenummer og sidenummer fra Akademie Ausgabe (AA), Kants Gesammelte Schriften, ed. Königlich Preussische akademie der Wissenschaften (29. Vols. Berlin: de Gruyter, 1902-). Med hensyn til Kritik der reinen Vernunft følger jeg standardpraksis ved at referere til udgaven fra 1781 (A) og udgaven fra 1787 (B). Oversættelserne er mine egne. |
| 2. | Kristoffer Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”, Tidsskriftet Paradoks, 24. september 2020. |
| 3. | A 532/B 560. |
| 4. | Kant argumenterer for det i A 528–532/B 556–560, hvilket tilsyneladende strider imod det fysikalistiske princip om kausal lukkethed (causal closure). |
| 5. | A 444/B 472. |
| 6. | A 445/B 473. |
| 7. | 5: 97. |
| 8. | Se desuden A15/B29; A802/B830 i KrV. |
| 9. | “ob Freiheit überall nur möglich sei, und ob, wenn sie es ist, sie mit der Allgemeinheit des Naturgesetzes der Causalität zusammen bestehen könne.” A 536/B 564. |
| 10. | “wahr sein können”. (A 532/B 560). |
| 11. | Selvom Kant ikke er fuldstændig eksplicit omkring det, går jeg ud fra, at han antager det, der ofte refereres til som kompositionalitetsprincippet: Den semantiske værdi af et komplekst udtryk (for eksempel en deklarativ sætning) er bestemt af den semantiske værdi af udtrykkets enkelte dele. Hvis et begreb ikke er objektivt eller sandhedsdueligt, og det indgår i en deklarativ sætning, så er sætningen ikke objektiv (sandhedsduelig), mens udsagn, der indeholder objektive eller sandhedsduelige begreber, er objektive (sandhedsduelige). |
| 12. | Se Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”, for en detaljeret udlægning af disse pointer. |
| 13. | Se blandt andet A 239–240/B 298–299; A 240–242/B 299–300. |
| 14. | A 239/B 298–299. |
| 15. | A 489/B 517. |
| 16. | Willert, “En kantiansk teori om sandhed og objektivitet”. |
| 17. | A 152/B 191. |
| 18. | “dasselbe von einerlei Gegenstande in derselben Bedeutung zugleich bejaht und verneint werden”. 4: 343. |
| 19. | Se Gerold Prauss, Erscheinung bei Kant: Ein Problem der “Kritik der reinen Vernunft” (Berlin: De Gruyter, 1971), for et udførligt studie i Kants distinktion og hans vekslende anvendelse af henholdsvis “ting betragtet i sig selv” og “ting i sig selv”, som forsvarer en ikke-metafysisk læsning af Kant. |
| 20. | For en indføring, se Dennis Schulting, “Kant’s Idealism: The Current Debate”, i Kant’s Idealism, red. Dennis Schulting & Jacco Verburgt (Springer, 2011), 1–25. |
| 21. | AA: 20, 291–292. |
| 22. | AA: 20, 291–292. |
| 23. | “Das Ding an sich (ens per se) ist nicht ein anderes Objekt sondern eine andere Beziehung (respectus) der Vorstellung auf dasselbe Objekt […].” AA XXII 26. |
| 24. | Se for eksempel hans velkendte artikel “Mental Events” fra 1970, hvor han argumenterer for, at når en begivenhed beskrives som en mental begivenhed eller en handling, så kan den ikke forudsiges eller forklares af fysiske love og forudgående begivenheder, men at det er muligt at forudsige og forklare selvsamme begivenhed igennem fysiske love og forudgående begivenheder, når der anlægges et fysisk beskrivelsesvokabular. |
| 25. | 4:452. |
| 26. | A 808/B 836. |
| 27. | 5: 44. |
| 28. | “Um einem solchen Begriffe aber objektive Gultigkeit […] beizulegen, dazu wird etwas mehr erfordert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnisquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.” B XXVI ff. |
| 29. | 5: 3. |
| 30. | ”[…] ein Vermögen haben, ihre [rationelle væsner, KW] Causalität durch die Vorstellung von Regeln zu bestimmen.” 5: 32. |
| 31. | “Das Begehrungsvermögen ist das Vermögen desselben, durch seine Vorstellungen Ursache von der Wirklichkeit der Gegenstände dieser Vorstellungen zu sein.” (5: 9). |
| 32. | 5: 19. |
| 33. | 5: 16. |
| 34. | Kant formulerer moralloven (det kategoriske imperativ) på forskellige måder. Den formulering, som jeg tager udgangspunkt i, er universaliseringsformuleringen, som hævder, at et sandt moralsk udsagn er et udsagn, der kan universaliseres (og omvendt for et falsk moralsk udsagn) (4: 421). |
| 35. | 5: 19. |
| 36. | 5: 47–48. |
| 37. | 5: 44. |
| 38. | Kants eksempel med en person, der konfronteres med valget mellem at begå mened og overleve eller tale sandheden og blive hængt, er med til at underbygge den pointe. Uanset hvad personen vælger at gøre, er personen i stand til at fremtænke muligheden for at handle moralsk (tale sandheden), og igennem det bindende “bør” indser personen sin frihed, fordi den moralske handling udgør en ikke-empirisk handlingsgrund (personen slås ihjel, hvis personen handler moralsk). Dermed udleder Kant “kan” (frihed) fra “bør” (moral). 5: 30. |
| 39. | Jacob Bo Lautrup Kristensen, From Duty, for Happiness. Authority and Value in Kant’s theory of Practical Reason (ph.d.-afhandling ved Oslo Universitet, 2015), 48. |
| 40. | Crispin Wright, Truth and Objectivity (Harvard: Harvard University Press, 1992), 201. |
| 41. | Hilary Putnam, Philosophy in an Age of Science: Physics, Mathematics, and Skepticism (Harvard: Harvard University Press, 2012, red. Mario de Caro), 112. |