Mit Insta-feed er Nietzsches slaveopstand live

Ressentimentet er at fin­de overalt i dis­se dage. Især i mit per­son­li­ge Instagram-feed, der hoved­sa­ge­ligt er udfyldt af anti-raci­ster, anti-kapi­ta­li­ster og inter­sek­tio­nel­le femi­ni­ster. De under­tryk­tes kamp er ved at genop­stå som sla­ve­op­stan­den i mora­len. Siden de sto­re Black Lives Matter-demon­stra­tio­ner i for­å­ret 2020 og genop­liv­nin­gen af #metoo har den akti­vi­sti­ske sce­ne været syden­de, og med Nietzsche kan vi for­kla­re, hvad det er, der er ved at ske.

Friedrich Nietzsche skri­ver i før­ste afhand­ling i Moralens oprin­del­se,1Friedrich Nietzsche, Moralens oprin­del­se (Frederiksberg: Det lil­le Forlag, 2019). I det føl­gen­de angi­vet med for­kor­tel­sen MO. at “Fornemhedens og distan­cens pat­hos, den ved­va­ren­de og domi­ne­ren­de almen- og grund-følel­se hos en høje­re her­sken­de art i for­hold til lave­re art, til et ‘nede­nun­der’ – dét er oprin­del­sen til mod­sæt­nin­gen ‘god’ og ‘slet’ ”.2MO, 27. Det er alt­så de her­sken­des ret at defi­ne­re, hvad der er godt og slet, eller sådan ser de det imid­ler­tid med den kon­se­kvens, at “det gode” bli­ver ens­be­ty­den­de med alt, hvad magt­ha­ver­ne besid­der, og “det onde” ender med bare at bety­de pøbel. Sådan fører Nietzsche os til­ba­ge til begre­ber­nes oprin­del­se.

Ifølge Nietzsche ændre­de det­te sig dog, da jøde­r­ne for­lod Egypten og vend­te op og ned på den ari­sto­kra­ti­ske vær­di­lig­ning. Jøderne begynd­te sla­ve­op­stan­den i mora­len ud af en dyb afmagt, der med­før­te et had. Et had, som der­for insi­ste­re­de på at rede­fi­ne­re godt og ondt, såle­des at jøde­r­ne selv blev lig “det gode”. Det gode blev ens­be­ty­den­de med ydmyg­hed, tål­mo­dig­hed, måde­hold osv. – direk­te mod­sæt­nin­ger til her­sker­nes frem­træ­den. Disse dyder taler vi sta­dig om som del af “det gode”, men med kapi­ta­lis­men og dens struk­tu­re­ring af både vores sam­fund og vores begær bli­ver dis­se vær­di­er lig med uvær­di­ge liv. Et fat­tigt liv er et uvær­digt liv, det ene­ste vær­di­ge er akku­mu­le­ren­de vel­færd og alle de onder, det kræ­ver at opnå og opret­hol­de den.

Men måske er det ved at ændres nu igen. Mit Insta-feed vid­ner om, at res­sen­ti­men­tet lever lige nu, og at hadet er stærkt, lige­som håbet for et bed­re alter­na­tiv er det. Nietzsche skri­ver:  “Slaveopstanden i mora­len begyn­der med, at res­sen­ti­men­tet selv bli­ver ska­ben­de og føder vær­di­er: res­sen­ti­men­tet hos sådan­ne væse­ner, som er næg­tet den egent­li­ge reak­tion gen­nem handling.”3MO, 38.

Nutidens res­sen­ti­ment

Det er net­op dem, som tid­li­ge­re har været næg­tet hand­ling, der gen­nem soci­a­le medi­er i dag har en mulig­hed for at ska­be noget sam­men, og det, der for­e­ner dem, er her­sker­nes næg­tel­se af deres iden­ti­tets legi­ti­mi­tet. Det er soci­alt udsat­te, sor­te, bru­ne, mus­li­mer, kvin­der, homo­seksu­el­le, han­di­cap­pe­de, tyk­ke, psy­kisk sår­ba­re osv. Det, vi ofte med onde tun­ger kal­der iden­ti­tetspo­li­tik, er res­sen­ti­men­tets opgør med mora­len. Sammenholdet gør det, Nietzsche kal­der “en imag­i­nær hævn”, realiserbar.4MO, 38. Nietzsche skri­ver end­vi­de­re:  “Mens al for­nem moral vok­ser ud af en tri­um­fe­ren­de sigen ja til sig selv, siger sla­ve­mora­len fra før­ste færd nej til et ‘uden­for’, til et ‘ander­le­des’, til et ‘ikke-selv’: og det­te nej er dens ska­ben­de handling.”5MO, 39. Altså: De her­sken­de bestem­mer mora­len ud fra de liv, de alle­re­de lever, og på den måde er de mora­len. De under­tryk­tes moral vok­ser ud af et nej til de her­sken­de, et nej til at være her­sket over. Det er et fri­gø­rel­ses-nej. Det er det, man i Insta-sprog kan kal­de call-out-akti­vis­me. Vi kal­der alt, der er for­kert, ud, alt­så gør opmærk­som på det med et stort NEJ!

Denne ven­den op og ned på det vær­di­sæt­ten­de blik – den­ne nød­ven­di­ge ret­ning udadtil i ste­det for indadtil mod sig selv – hører net­op til res­sen­ti­men­tet: for at kom­me til ver­den behø­ver sla­ve-mora­len først og frem­mest altid en mod- og yder­ver­den, den behø­ver fysi­o­lo­gisk talt ydre pir­rin­ger for over­ho­ve­det at age­re: dens aktion er fra grun­den af reaktion.6MO, 39.

Hvorimod den for­nem­me vur­de­rings­må­de, alt­så de her­sken­des, age­rer og vok­ser spon­tant, “den opsø­ger kun sin mod­sæt­ning for end­nu mere tak­nem­me­ligt, end­nu mere jub­len­de at sige ja til sig selv.”7MO, 39. Netop den­ne måde at age­re på er noget af det, der bli­ver kri­ti­se­ret, det er det, res­sen­ti­men­tet bl.a. ret­ter sig mod. Den her­sken­de klas­ses euro­cen­tri­ske turist­til­gang til resten af ver­den og dens fæno­me­ner, med en inten­tion om at kun­ne kon­klu­de­re “ude godt, men hjem­me bedst”, “#metoo har taget over­hånd”, “vi fin­der os ikke i knæ­fald for pro­no­mi­ner” osv. – alt det­te er udtryk for en nekro­fil kær­lig­hed til sta­tus quo.

Med sta­tus quo kan det for­nem­me men­ne­ske leve naivt fremad­ret­tet i til­lid og åben­hed, for­di deres til­stand som her­ske­re er sel­vop­ret­hol­den­de. Ressentiment-men­ne­sket er iføl­ge Nietzsche der­i­mod “hver­ken oprig­tigt eller naivt eller ærligt eller lige­fremt med sig selv. Dets sjæl ske­ler, dets ånd elsker smut­hul­ler, snig­ve­je og bag­dø­re, alt skjult vir­ker på det som dets ver­den, dets sik­ker­hed, dets vederkvægelse.”8MO, 41. Det er, for­di dets til­ste­de­væ­rel­ses legi­ti­mi­tet ikke er bekræf­tet, og for­di det er her, deres til­væ­rel­se får lov at blom­stre, i det skjul­te, dybt inde i blok­ken; det spi­rer lyd­løst under asfal­ten, i luk­ke­de cha­trum, og i kode­sprog og jar­gon. Ifølge Nietzsche for­står det sig på “at tie, ikke glem­me, at ven­te mid­ler­ti­digt, at gøre sig min­dre, at ydmy­ge sig.”9MO, 41. Det er nødt til offent­ligt at accep­te­re under­men­ne­ske­sta­tus og kun til­eg­ne sig ver­den uden at gøre væsen af sig, som en stumtje­ner, obser­ve­ren­de men ikke del­ta­gen­de. Det med­fø­rer, at “[t]il sidst vil en race af sådan­ne res­sen­ti­ment-men­ne­sker nød­ven­dig­vis være klo­ge­re end en hvil­ken som helst for­nem race”,10MO, 41. for­di de har set van­det, fisken svøm­mer i, og ikke bare fisken. Og, som Nietzsche siger, den vil “ære klog­skab efter en anden måle­stok: nem­lig som en første­rangs eksistensbetingelse.”11MO, 41. Og net­op det­te træk viser sig i mit Insta-feed. Meget af den teo­ri, der hen­vi­ses til, når akti­vi­ster for­sø­ger at udbre­de bud­ska­ber, er af høj intel­lek­tu­el kva­li­tet, og det er ikke kun, for­di det er vig­tigt at lyde klog som res­sen­ti­ment-men­ne­ske, men også for­di det er det, de kan. De er ble­vet klo­ge­re end de for­nem­me, og det skal alle vide.

“Når res­sen­ti­men­tet optræ­der hos det for­nem­me men­ne­ske selv, fuld­byr­der og udtøm­mer det sig nem­lig i en øje­blik­ke­lig reak­tion, og der­for for­gif­ter det ikke.”12MO, 41. Det er den mulig­hed for fuld­byr­del­se, der udgør for­skel­len på her­ske­re og under­tryk­te. Herskerne kan få umid­del­bart afløb for deres res­sen­ti­ment, mens de under­tryk­te skal fin­de en per­ma­nent plads i sig selv til deres res­sen­ti­ment. Ressentimentet skal bo per­ma­nent i res­sen­ti­ment-men­ne­sket og er ikke bare på kort visit, som det er hos her­sker­ne. Hos res­sen­ti­ment-men­ne­ske­ne får det lov at lig­ge i dem og for­gif­te dem under stør­re og stør­re tryk. Vi så fx for­skel­len, da sor­te Oscars hvi­de mor råb­te op omkring racis­me på dren­gens efter­sko­le, og oprå­bet gik viralt.13Anna Stærbo, “Mor til efter­sko­le­e­lev: Min søn stop­per på grund af racis­me”, Fyns Amts Avis, 8. janu­ar 2021. Den mulig­hed for fuld­byr­del­se, som hur­tigt udtøm­mer sig, er for­be­holdt den her­sken­de klas­se. Jeg fore­stil­ler mig, at hav­de Oscars mor ikke været en del af den her­sken­de klas­se, hav­de vi sand­syn­lig­vis intet kendt til den histo­rie. Nietzsche fort­sæt­ter: “[P]å den anden side optræ­der det [res­sen­ti­men­tet] slet ikke i de utal­li­ge til­fæl­de, hvor det er uund­gå­e­ligt hos alle sva­ge og afmægtige.”14MO, 41. Det ser vi, når en per­son som Bwalya Sørensen til gen­gæld råber op om racis­me og efter­føl­gen­de bli­ver kaldt racist og portræt­te­ret med slå­en­de lig­hed til raci­sti­ske kari­ka­tu­rer fra USA i 50’erne og 60’erne.15Rasmus Sand Høyer, “Dagens teg­ning: En Krølle”, Jyllands-Posten, 3. decem­ber 2020. Således er det ikke svært for de “sva­ge og afmæg­ti­ge” at føle res­sen­ti­ment, mens den her­sken­de klas­se intet føler. I kraft af den her­sken­de klas­ses ind­for­stå­e­de ophø­jel­se behø­ver de sådan set ikke andet svar til amoral­ske ankla­ger, end et barn­ligt “det kan du selv være!” Det res­sen­ti­ment, som de under­tryk­te føler her, er dog på ingen måde hur­tigt udtømt. Dels for­di kam­pen fort­sæt­ter, men ude­luk­ken­de for hoved­per­so­nen selv, især for­di hun sta­dig lever med kon­se­kven­ser­ne af det opråb og der­for bli­ver for­gif­tet af det, for­di det ikke er hur­tigt over­stå­et. Dette gør sig gæl­den­de for alle iden­ti­tetspo­li­ti­ske kam­pe i dag, og her­sker­ne har ingen grund til at tage nogen af de her kam­pe seri­øst, for­di res­sen­ti­men­tet for dem er udtømt, lige så snart de swi­per vide­re til næste story eller post. Nietzsche beskri­ver det meget godt: “Dette ikke engang at kun­ne tage sine fjen­der, sine uheld, sine uger­nin­ger alvor­ligt – det er teg­net på stær­ke og fuldt­o­nen­de natu­rer, der besid­der et over­skud af pla­stisk, efter­dan­nen­de, lægen­de og til­li­ge virk­somt glem­men­de kraft.”16MO, 41. De ser ikke det para­doksa­le i raci­stisk behand­ling af en, der laver call-out på racis­me, hvil­ket er en per­fekt tak­tik i for­hold til at opret­hol­de ide­en om sin egen ophø­je­de moral. “Med et ene­ste ryk ryster et sådant men­ne­ske net­op meget kryb af sig, som gra­ver sig ind hos andre”17MO, 41. – så nemt er det at opret­hol­de sin her­sken­de posi­tion.

Det spæn­den­de her er også Nietzsches syn på for­hol­det til fjen­den, for fjen­den er nødt til at være der, ellers vil­le der ikke være noget at være ophø­jet i for­hold til, og i det­te nød­ven­di­ge for­hold fin­der han “kær­lig­hed til sine fjen­der” – her­sker­ne elsker at hade en som Bwalya Sørensen, da de glæ­des ved at se deres dia­me­tra­le mod­sæt­ning som fjen­den.

Hvor megen ære­frygt for sine fjen­der har ikke et for­nemt men­ne­ske! Og en sådan ære­frygt er alle­re­de en bro til kær­lig­he­den… Det for­lan­ger jo sine fjen­der for sig selv, som sin egen udmærkelse.18MO, 42

For hvis ikke under­men­ne­sket dyr­kes, alt­så frem­hæ­ves og udstil­les, kan det for­nem­me men­ne­ske ikke kræ­ve sin sta­tus som excep­tio­nel, da der i så fald ikke vil­le være noget at være ophø­jet i for­hold til. Det er under­men­ne­sket, res­sen­ti­ment-fjen­den, der sæt­ter bar­ren for her­ske­ren og den­nes moral­ske ophø­jel­se.

Omvendt står det til med res­sen­ti­ment-men­ne­skets for­hold til sine fjen­der, de her­sken­de:

Heroverfor skal man fore­stil­le sig fjen­den som res­sen­ti­ment-men­ne­sket kon­ci­pe­rer ham – og net­op heri består dets ger­ning, dets ska­ber­værk: det har kon­ci­pe­ret “den onde fjen­de”, “den onde” og dét som det grund­be­greb, hvor­ud­fra res­sen­ti­ment-men­ne­sket som et efter­føl­gen­de bil­le­de og et mod­styk­ke der­til nu udtæn­ker sig en “god”: sig selv!19MO, 42.

På den måde kan res­sen­ti­ment-men­ne­sket helt kon­kret og stå­l­fast fx sige: Hvis jeg er din fjen­de, og du er en fjen­de af anti-racis­me, så er anti-racis­me det ene­ste gode.

Slavemoral og svag­hed er ikke sta­tisk

Ifølge Nietzsche, er det i al streng­hed net­op den “gode” i den anden moral, der er fjen­den. Vi ser da også man­ge hvi­de hete­ro­seksu­el­le mænd rea­ge­re vold­somt på for­skel­li­ge akti­vi­sti­ske indslag, som om de for­nem­mer, at de per defi­ni­tion eller par excel­len­ce er fjen­den i den­ne sla­ve­op­stand, for­di de er “det gode/rigtige” i den for­nem­me her­sker­moral, hvil­ket gør dem ban­ge. Også for­di, som Nietzsche siger:

På bun­den af alle dis­se for­nem­me racer gen­ken­der man rov­dy­ret, det pragt­ful­de blon­de bestie, der lystent strej­fer om efter byt­te og sejr. Fra tid til anden er der brug for en udlad­ning, dyret må igen ud, må igen til­ba­ge til vild­nis­set – romersk, ara­bi­sk, ger­mansk, japansk adel, home­ri­ske hel­te, skan­di­na­vi­ske vikin­ger: i det­te behov er de alle hin­an­den lig. Det er de for­nem­me racer, der har efter­ladt sig begre­bet “bar­bar” overalt, hvor de har sat sig deres spor.20MO, 43.

For måske skal de nuvæ­ren­de her­ske­re ikke være så sik­re på, at de har ene­ret på bar­ba­ris­me – måske er der gode chan­cer for, at skul­le fjen­den gå til angreb og vin­de, så vil de som sej­r­her­rer, og der­med nye her­ske­re, fin­de deres moral i sej­ren over de afgå­en­de eks­her­ske­re. Nietzsche vil­le mulig­vis ikke sige, at rol­ler­ne kan byt­tes rundt, såle­des at sla­ver­ne bli­ver for­nem­me bar­ba­rer. Men når han selv brug­te jøde­r­ne som et eksem­pel på sla­ve­moral og svag­hed, kan man måske argu­men­te­re for, at det kan rol­ler­ne godt, for når sla­ve­mora­len, som nævnt oven­for, opstår ud af ydre pir­rin­ger og fun­ge­rer som reak­tion, så må den på sam­me måde afta­ge i takt med, at de ydre pir­rin­ger for­svin­der, og måske er det net­op her omvælt­nin­gen sker, når res­sen­ti­ment-men­ne­sket med en pas­sen­de afstand til de ydre pir­rin­ger begyn­der at bli­ve aktivt frem for reaktivt og vil bru­ge sin egen moral som mid­del til magt og siden­hen selv bli­ve bar­ba­ren. For når Nietzsche taler om det blon­de bestie som bar­ba­ren, så lyder det for mig som de for­nem­me racers stor­hed og fald. For det moralsk rig­ti­ge er, som han også næv­ner gen­nem sin ety­mo­lo­gi­ske gen­nem­gang af begre­ber­ne “godt” og “ondt”, lig med det her­sken­de, og hvem der så er de her­sken­de, og der­med dem der defi­ne­rer mora­len, skif­ter gen­nem tider­ne. Derfor er der hel­ler ikke noget ende­ligt svar på, hvad der er godt og ondt, og der er der­for hel­ler intet håb for de deka­den­te her­ske­re om at bli­ve taget i nåde ved at appel­le­re til de aspi­re­ren­de nye her­ske­res – de nye for­nem­mes – “god­hed”. For både “god­hed” og der­med “nåde” vil med de nye her­ske­re være begre­ber med nye betyd­nin­ger, og måske de tvær­ti­mod vil besyn­ge deres sejr med stolt­hed.

Denne “dri­stig­hed” hos for­nem­me racer, afsin­dig, absurd, plud­se­lig, som den jo ytrer sig, sel­ve det ube­reg­ne­li­ge og det usand­syn­li­ge i dens fore­ta­gen­der […], lige­gyl­dig­he­den og forag­ten for sik­ker­hed, liv og lem­mer og behag, end­vi­de­re den for­fær­den­de mun­ter­hed og dyb­de i lysten ved enhver øde­læg­gel­se, i al vel­lyst ved sejr og gru­som­hed – alt det­te lod sig for dem, der led under det, sam­men­fat­te i bil­le­det af “barbaren”.21MO, 43.

Og måske det net­op vid­ner om, at de sva­ge godt kan bli­ve her­ske­re. Og måske er det net­op det, de nuvæ­ren­de her­ske­re fryg­ter ved dis­se akti­vi­ster. Måden vi kan se, at dis­se Instagram-res­sen­ti­ment-men­ne­sker sam­men er styr­ket, er gen­nem slo­gans som “una­po­lo­ge­tic”, “fuck den gode stem­ning” og “sor­ry, not sor­ry”, og gen­nem bruta­le dig­te­re, som Naiha Khiljee og Mikas Lang eksem­pel­vis, der bræn­de­mær­ker deres eksi­stens ind i den andens vir­ke­lig­hed; de har rejst sig, står stær­ke­re sam­men og kan ikke und­gå at udvi­se deres styr­ke. De vil spil­le på rov­fug­le­nes bane og rede­fi­ne­re, hvad der er det gode, og hvem der er lam­me­ne, og er nu ligeg­la­de med, hvem der skul­le frem­stil­le dem som bar­ba­rer­ne. Og for­di onli­ne-akti­vis­me på man­ge måder er råb i et ekko­kam­mer, der kun sjæl­dent lader noget sive ud i “vir­ke­lig­he­den”, så kan de lyk­kes med at ven­de om på rol­ler­ne, som jøde­r­ne gjor­de, da de for­lod Egypten, med deres egne for­tæl­lin­ger om moral. Herskerne bli­ver alle­re­de set på af res­sen­ti­ment-men­ne­sket som får, der bare føl­ger den sto­re flok, for­di det er deri, deres magt består. Majoritetens magt er sym­bolsk og ikke reel magt og styr­ke. Stor og stærk er ikke det sam­me. Styrke kan også bestå i klog­skab, og som Nietzsche næv­ner oven­for, så bli­ver sla­ver­ne uund­gå­e­ligt klo­ge­re end her­sker­ne. Og ved sam­ti­dig at være så direk­te, bruta­le, hud­lø­se, så giver de kun her­sker-fåre­ne to mulig­he­der: Vær lam og bliv ædt af de nye aspi­re­ren­de her­ske­re, fik­se­re­de, klo­ge, skar­pe og hur­ti­ge som de er, eller til­slut dig styr­ken af nye rov­fug­le, med alt hvad det inde­bæ­rer – det er enten-eller. Denne til­gang kan på over­fla­den vir­ke uraf­fi­ne­ret og ikke-inklu­de­ren­de, men det er de hel­ler ikke nød­ven­dig­vis inter­es­se­re­de i at være, da det­te net­op er en opstand og et opgør med den gængse moral og de der­til høren­de meto­der.

Nietzsche vil­le sand­syn­lig­vis ikke sige, at svag­hed kan bli­ve til styr­ke, eller at det bety­der noget, om en svag for­står sig selv som stærk, for­di det ikke ændrer på svag­he­den som er med­født; men måske hans blik for “godt” og “ondt” og “styr­ke” og “svag­hed” har glemt at udfor­ske over­gan­gen mel­lem de to, som viser, at gen­nem kamp kan spil­le­reg­ler­ne for, hvad styr­ke bety­der, ændres – lige­som defi­ni­tio­nen på “det gode” kan – og at styr­ke der­for ikke er noget med­født, men noget man kan kæm­pe sig til, hvil­ket måske for­tæl­ler os, at vi kan være på vej ind i nye tider. For ingen af de blon­de besti­er, Nietzsche taler om, er her­ske­re læn­ge­re, og mel­lem hvert af deres fald må der have været nye tider. Og med tiden vil “enten med eller imod” også bli­ve tyde­li­ge­re og tyde­li­ge­re, hvil­ket vil tvin­ge de deka­den­te her­sker-får til at tage stil­ling og væl­ge mel­lem godt og ondt. I dis­se tider kan val­get så bestå i fol­low eller unfol­low.

Det sto­re spørgs­mål bli­ver så, hvil­ken form de nye her­ske­res bar­ba­ris­me vil tage – måske en intel­lek­tu­el domi­nans, der går til angreb mod det små­bor­ger­li­ge, far­ve- og fan­ta­si­lø­se, kede­li­ge liv. Jeg er ikke i tvivl om, at skul­le kul­tur­kam­pen ende med, at de pro­g­res­si­ves kamp for frie iden­ti­te­ter vin­der, vil vin­der­ne være kom­pro­mis­lø­se, som alle andre her­ske­re har været det. Men når nu deres kamp net­op hand­ler om alle indi­vi­ders fri­hed til at være, hvem de er, i fred for andres nor­ma­ti­ve begræns­nin­ger, så efter­la­der det jo en gan­ske stor fri­hed selv til de “nye sla­ver”, og så bli­ver spørgs­må­let, om sla­ver over­ho­ve­det kan eksi­ste­re under den­ne fri­hed.

Måske deres sejr vil bety­de et opgør med hele her­sker/sla­ve-mod­sæt­nin­gen, og vi der­med kan luk­ke Nietzsches Moralens oprin­del­se for sid­ste gang. Eller måske sla­ver og her­ske­re bare føl­ger en uen­de­lig sinus­kur­ve eller cyklus af godt og ondt, præ­cis sådan som histo­ri­en har vist ind­til nu, og at det er uund­gå­e­ligt, at sla­ven med tiden vil bli­ve bar­ba­ren.

1. Friedrich Nietzsche, Moralens oprin­del­se (Frederiksberg: Det lil­le Forlag, 2019). I det føl­gen­de angi­vet med for­kor­tel­sen MO.
2. MO, 27.
3. MO, 38.
4. MO, 38.
5. MO, 39.
6. MO, 39.
7. MO, 39.
8. MO, 41.
9. MO, 41.
10. MO, 41.
11. MO, 41.
12. MO, 41.
13. Anna Stærbo, “Mor til efter­sko­le­e­lev: Min søn stop­per på grund af racis­me”, Fyns Amts Avis, 8. janu­ar 2021.
14. MO, 41.
15. Rasmus Sand Høyer, “Dagens teg­ning: En Krølle”, Jyllands-Posten, 3. decem­ber 2020.
16. MO, 41.
17. MO, 41.
18. MO, 42
19. MO, 42.
20. MO, 43.
21. MO, 43.