Den radioaktivistiske forsker

Hvem for­ven­ter vi vil red­de os, når den ukon­trol­ler­ba­re bio­lo­gi tru­er men­ne­ske­he­den? Er det den modi­ge poli­ti­ske leder, der med få oplys­nin­ger og knap tid tager de beslut­nin­ger, der er nød­ven­di­ge? Eller er det for­ske­ren, viden­skabs­per­so­nen, der utræt­te­ligt arbej­der på en ny vac­ci­ne og for­sø­ger at skæ­re igen­nem over for de nølen­de rege­rin­ger, der har andre inter­es­ser end sand- og sund­he­den? Svaret vil aldrig være enty­digt og vil afhæn­ge af man­ge ting, for eksem­pel hvil­ket “os” vi taler om. Fælles for spørgs­må­le­ne er dog, at de peger på pro­blem­stil­lin­ger ift. viden­ska­bens rol­le i sam­fun­det; en pro­blem­stil­ling, der på ingen måde er ny, men er mere aktu­el end nogen­sin­de i for­bin­del­se med en glo­bal pan­de­mi- og kli­ma­kri­se. Hvad er for­ske­rens rol­le i kri­sen?

Videnskabsretorikeren Leah Ceccarelli har tid­li­ge­re for­søgt at sva­re på spørgs­må­let om viden­skabs­per­so­nens etos – dvs. de karak­ter­træk, som offent­lig­he­der knyt­ter til for­ske­ren. Hun spo­re­de, i en arti­kel fra 2016, en angst i den bre­de offent­lig­hed, der er knyt­tet til hidtil ukend­te bio-trus­lers øde­læg­gel­se af civi­li­sa­tio­nen; en poten­ti­elt døde­lig virus, eksempelvis.1Leah Ceccarelli, “Scientific Ethos and the Cinematic Zombie Outbreak: Science in Fictional Narratives”, MÈTODE Science Studies Journal 6, (2016): 107–113, University of Valencia. Ceccarelli har behand­let viden­skabs­per­so­nens reto­ri­ske etos ved man­ge lej­lig­he­der – se f.eks. Frontiers of Science: An American Rhetoric of Exploration and Exploitation, (Michigan State … Continue reading Ceccarelli ser det­te udtrykt i en bøl­ge af zom­bie­film i ver­dens bio­gra­fer i det 21. århund­re­de. Hendes inter­es­se er at spo­re viden­skabs­per­so­nen som figur i tre af dis­se film – World War Z (2013), 28 Days Later (2002) og I Am Legend (2007) – for at illu­stre­re for­skel­li­ge for­stå­el­ser af, hvem for­ske­ren er i “det offent­li­ge blik”, hvori deres tro­vær­dig­hed består (eller mang­ler), og hvad vi fore­stil­ler os, at deres rol­le i en glo­bal pan­de­mi kan/bør være. Med den tyske socio­log Peter Weingart for­står Ceccarelli viden­skabs­per­so­nens etos som afspej­let i og udvik­let gen­nem bil­le­der, kli­che­er og meta­fo­rer, og hun anta­ger, lige­som Weingart, at dis­se frem­stil­lin­ger i fik­tions­film kan for­tæl­le os noget om viden­ska­bens posi­tion i samfundet.2Peter Weingart, “Of power mani­a­cs and unet­hi­cal geni­u­ses: Science and sci­en­ti­sts in fiction film”, Public Understanding of Science 12, (2003) De fik­tions­vær­ker, som vi i dag for­bru­ger på stor ska­la, må inde­hol­de for­stå­el­ser af ver­den, som ræson­ne­rer hos deres publi­kum, for at opnå deres bre­de appel. Den vest­li­ge kul­tur, poin­te­r­er Weingart, er præ­get af dybe nar­ra­ti­ver og myter om viden­ska­bens funk­tion i vores liv, og dis­se nar­ra­ti­ver og myter går i sagens natur for­ud for den enkel­tes ver­dens­op­fat­tel­se og eks­pli­cit­te hold­nin­ger. Fiktionsfilm er med andre ord nødsa­get til at reflek­te­re popu­lær­kul­tu­rel­le opfat­tel­ser af ver­den for at få udbredt suc­ces, og dis­se karak­te­ri­stik­ker af ver­den i fil­me­ne taler så igen til­ba­ge til publi­kums opfat­tel­ser osv. i en slags vek­sel­virk­ning. Derfor kan popu­læ­re kul­tur­pro­duk­ter give os et blik på, hvor­dan vi opfat­ter sam­fun­dets indret­ning, som man ikke vil­le kun­ne få ved f.eks. at udfø­re en spør­ge­ske­maun­der­sø­gel­se. Jeg påstår ikke, at film og seri­er er det nød­ven­dig­vis bed­ste, eller det ene­ste, sted at kig­ge efter den offent­li­ge opfat­tel­se af viden­skabs­per­so­nen i sam­fun­det, blot at det er et oplagt sted at kig­ge. Ved at gøre det­te kan huma­ni­sti­ske viden­ska­ber, såsom reto­rik­ken, til­gå vir­ke­lig­he­den “før vir­ke­lig­he­den selv”.

Denne anta­gel­se om popu­lær­kul­tu­rel­le vær­kers afspej­ling og opret­hol­del­se af offent­lig­he­dens for­stå­el­se af viden­skabs­per­so­nens rol­le i sam­fun­det, samt Ceccarellis fokus på bio­lo­gi­ske kata­stro­fe­film i den­ne for­bin­del­se, er kun ble­vet mere nær­væ­ren­de og inter­es­sant i skri­ven­de stund, hvor en pan­de­mi rent fak­tisk hær­ger det meste af ver­den, og for­ske­re plud­se­lig er nog­le af de cen­tra­le aktø­rer i kam­pen mod COVID-19. Så hvis vi god­ta­ger anta­gel­sen om, at popu­læ­re fik­tions­vær­ker kan for­tæl­le os om for­hol­det mel­lem viden­skab og sam­fund, og for­sker­fi­gu­rens pla­ce­ring heri, hvil­ket bio­gr­af­sæ­de skal vi så sæt­te os i for at for­stå, hvor­dan viden­skabs­per­so­nens etos ser ud umid­del­bart for­ud for cor­o­na­pan­de­mi­en?

Jeg fore­slår, at vi ikke sæt­ter os i en bio­graf, men for­an vores egne tv-/lap­top-skær­me og strea­mer HBO’s Chernobyl-mini­se­rie, der udkom i maj 2019, og som byg­ger på histo­ri­ske hæn­del­ser, nem­lig hæn­del­ser­ne op til og (især) efter neds­melt­nin­gen af atom­kraft­vær­ket i Tjernobyl i Sovjetunionen i 1986. Måske net­op for­di Chernobyl postu­le­rer en for­bin­del­se til den histo­ri­ske vir­ke­lig­hed, sam­ti­dig med at den pla­ce­rer viden­skabs­per­so­nen som sin vig­tig­ste figur, kan der være gode grun­de til at se på net­op den­ne karak­te­ri­stik af viden­skabs­per­so­nens opga­ve i en kata­stro­fe­si­tu­a­tion – at lede efter viden­skabs­per­so­nens etos net­op i det­te popu­lær­kul­tu­rel­le ter­ræn.

Ceccarelli spo­rer tre slags for­sker­fi­gu­rer i sin nær­læs­ning af de tre kon­tem­poræ­re kata­stro­fe­film: Videnskabspersonen som “clum­sy naïve” (World War Z), “help­less victim” (28 Days Later) og “her­oic savi­or” (I Am Legend). Den før­ste figur er “vær­re end ubru­ge­lig”, og viden­skabs­per­so­nen gør ondt vær­re i deres klod­se­de for­søg på at fin­de løs­nin­ger på de pres­se­ren­de pro­ble­mer. Den anden er ude af stand til at hånd­te­re kon­se­kven­ser­ne af sine egne viden­ska­be­li­ge opda­gel­ser, og bli­ver selv et offer for dem. Heroic savoir-figu­ren adskil­ler sig mar­kant fra de før­ste to: Han (og her er der vir­ke­lig tale om en man­derol­le) er even­tyr­ly­sten, hand­le­kraf­tig og afbil­le­det i en offen­siv rol­le – det er ham, der hand­ler og får tin­ge­ne til at ske.

Jeg fore­slår, at en nærlæsning3Her, i det­te filo­so­fisk-teo­re­tisk ori­en­te­re­de tids­skrift, vil jeg ikke gå i dyb­den med nær­læs­ning som meto­de, men blot kon­sta­te­re, at i nær­læs­nin­gen “stu­de­rer kri­ti­ke­ren en histo­risk ytring (…) nøje for at for­stå dens udtryk som en kom­pleks hel­hed i en bestemt kon­tekst.” (Villadsen, Lisa & Iversen, Stefan: … Continue reading af Valery Legasov- og Ulana Khumjuk-karak­te­rer­ne i Chernobyl sna­re­re frem­stil­ler viden­skabs­per­so­nen som en fjer­de type af viden­skabs­per­son; nem­lig som en taler, der ser sig nødt­vun­get til at tage bla­det fra mun­den og sæt­te sig op imod det etab­le­re­des løg­ne – det, man med en græsk term kan kal­de en par­r­he­si­a­stes. Denne kan ved før­ste øje­kast min­de om Ceccarellis “her­oic savi­or”, men der er afgø­ren­de for­skel­le. Parr­he­si­a­stes-figu­ren er nok her­oisk, men, som vi skal se, ikke for­di ved­kom­men­de kan sen­de zom­bi­er i døden med evner som en vel­træ­net mili­tærmand, der påta­ger sig ver­dens skæb­ne, (som Will Smiths rol­le i I Am Legend), men for­di ved­kom­men­de er nødt­vun­get ori­en­te­ret mod at tale sandt – en rol­le som poli­tisk aktør, som ved­kom­men­de dybest set ikke fin­der sig til­pas i, men alli­ge­vel påta­ge sig. I den for­stand er viden­skabs­per­so­nen ikke så meget en her­oisk sol­dat, som en mod­vil­lig reto­risk akti­vist. Denne ændring i for­ske­rens “cine­ma­ti­ske” etos kan ses som affødt af en kon­kret aktu­el kon­tekst: De tre film, som Ceccarelli læser, er alle pro­du­ce­ret og udgi­vet før Trumpismen og “Fake News” som bre­aking news, før Brexit og stær­ke­re strøm­nin­ger af natio­na­lis­me og xeno­fo­bi, dvs. før opblom­strin­gen af den poli­ti­ske (og populi­sti­ske) bevæ­gel­se af reak­tio­næ­re betviv­le­re af mulig­he­den for et fæl­les epi­ste­mo­lo­gisk udgangs­punkt, som nu udgør en reel magt­fak­tor i det glo­bal­po­li­ti­ske land­skab. Min påstand er, at for­sker­fi­gu­ren i Chernobyl taler ind i bekym­rin­ger og pro­ble­mer i den­ne glo­bal­po­li­ti­ske situ­a­tion.

Videnskabspersonen som par­r­he­si­a­stes

I den ame­ri­kan­ske for­fat­ter Kurt Vonneguts roman Cat’s Cradle fra 1962 er viden­skabs­per­so­nen den kyni­ske og grund­læg­gen­de uem­pa­ti­ske ska­ber af den ato­ma­re mas­seø­de­læg­gel­se, som kon­stant lure­de i kold­krig­sår­e­ne. Den nobel­prisvin­den­de Dr. Felix Hoenikker, der i roma­nen både er far til hoved­per­so­nen John og atom­bom­ben, betrag­ter den før­ste prø­ve­s­præng­ning ved Alamogordo, New Mexico. En kol­le­ga ven­der sig mod Hoenikker og kon­sta­te­rer, at “nu ken­der viden­ska­ben til synd”. Hoenikker spør­ger blot: “Hvad er synd?”.4Kurt Vonnegut, Cat’s Cradle (Penguin Books, 1962), s. 13, mine oversættelser. Videnskabspersonen er her amoralsk og livs­fjern – han er opta­get af viden­ska­ben for dens egen skyld og igno­re­rer dens rol­le i sam­fun­det. Denne etos (som adskil­ler sig fra Ceccarellis moder­ne etos-typer, men også fra den, som jeg præ­sen­te­rer i det føl­gen­de) var hyp­pigt fore­kom­men­de i kold­krig­sår­e­ne, hvor viden­ska­bens rol­le i atom­vå­ben­pro­duk­tio­nen blev hef­tigt kri­ti­se­ret, både inden for og uden for universiteterne.5For en ind­fø­ring i den­ne kon­flikt­linje i rela­tio­nen mel­lem viden­skab og sam­fund i peri­o­den 1945–1975 i USA, se Kelly Moore, Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945–1975 (Princeton University Press, 2008).

Sådan en vin­kel kun­ne man have anlagt i en fik­tio­na­li­se­ring af Tjernobyl-kata­stro­fen: Atomkraft viste sig at være end­nu et af viden­ska­bens uansvar­li­ge eks­pe­ri­men­ter, til fare og ska­de for os alle.6Se Joseph Mangano, Mad Science: The Nuclear Power Experiment (OR Books, 2012), for et nye­re eksem­pel på en lig­nen­de kri­tik af viden­ska­be­lig prak­sis i rela­tion til kernekraftteknologi. Men det er den dia­me­tralt mod­sat­te etos, som viden­skabs­per­so­nen besid­der i HBO’s Chernobyl. Her er seri­ens hoved­ka­rak­ter (udover sel­ve kata­stro­fen) atom­fy­si­ke­ren Valery Legasov, der skil­dres som par­r­he­si­a­stes: alt­så en, der taler sand­hed til mag­ten, med stor per­son­lig risi­ko. Videnskabspersonen er ikke den akti­ve ska­ber af ulyk­ken, men må føre en reto­risk kamp for at over­be­vi­se leder­ne om, at de skal for­hol­de sig til viden­ska­be­li­ge fak­ta og age­re der­ef­ter.

I Michel Foucaults grun­di­ge ana­ly­se og pro­ble­ma­ti­se­ring af par­r­he­si­a­stes-begre­bet i det antik­ke Grækenland, får vi at vide, at par­r­he­sia kan over­sæt­tes med “frygt­løs tale”, og at en par­r­he­si­a­stes i den­ne for­stand er en per­son, som sæt­ter sit eget liv på spil for at opfyl­de en pligt over for sine med­bor­ge­re i bysta­ten til at tale sandt.7Michel Foucault, Fearless spe­ech, red. Joseph Pearson (Semiotext(e), 2001). Foucault påpe­ger, at der synes at være fem ele­men­ter, der skal være til ste­de i tale­si­tu­a­tio­nen for at udø­ve rol­len som par­r­he­si­a­stes: Talerens oprig­tig­hed (at for­tæl­le, hvad du ved), sand­hed (at for­tæl­le det, som du ved er sandt), risi­ko eller fare (du taler sandt, selv­om det kan brin­ge dig selv i fare), kri­tik (at kri­ti­se­re dem, der har magt over dig (og dine med­bor­ge­re)) og pligt (at føle sig for­plig­tet til at for­tæl­le sand­he­den på trods af risikoen).8Foucault, Fearless spe­ech, 11–20 En par­r­he­si­a­stes er alt­så en auten­tisk ora­tor, der taler sand­hed til og på trods af mag­ten; en karak­ter, der føler sig kal­det mod sand­he­den, og ikke kan lade være med at leve­re den, selv­om det brin­ger hele ens posi­tion, og i yder­ste instans ens liv, i fare. På sin vis er den “frygt­lø­se taler” ikke en pas­sen­de over­sæt­tel­se, for det kan jo net­op være ved at over­vin­de fryg­ten, at tale på trods af den, at en par­r­he­si­a­stes opfyl­der sin pligt. I lære­bo­gen Retorik til Herennius (ofte til­skre­vet Cicero, men af ukendt ophav) hed­der det: “Det er tale­fri­hed [licén­tia]9Den lat­in­ske term for par­r­he­sia. når man med dem som til­hø­re­re som man bør respek­te­re eller fryg­te, alli­ge­vel bru­ger sin ret til at sige noget som viser at man vir­ke­lig kri­ti­se­rer dem eller nogen som de hol­der af, for en fejl de har begå­et … “10Retorik til Herennius, over­sat af Søren Hindsholm (Gyldendal, 1998), 4. bog, 48, 164. I det føl­gen­de vil jeg vise, hvor­dan viden­skabs­per­so­nen – i form af Legasov- og Khumjuk-karak­te­rer­ne – net­op skil­dres i en sådan par­r­he­si­a­stes-rol­le i Chernobyl.

“What is the cost of lies?”

Valery Legasov (1933–1988) var pro­fes­sor i kemi og vice­di­rek­tør for Kurtjatov-insti­tut­tet for ato­me­ner­gi. Som det afbil­le­des i HBO’s mini­se­rie spil­le­de han en rol­le (mulig­vis mere cen­tralt i tv-dra­met end i vir­ke­lig­he­dens ver­den) i hånd­te­rin­gen af den natio­na­le og inter­na­tio­na­le kri­se, der fulg­te efter at reak­tor nr. 4 i Tjernobyl-ker­ne­kraft­vær­ket sprang i luf­ten 26. april 1986 og spred­te radio­ak­tiv strå­ling, der den dag i dag gør områ­det ube­bo­e­ligt, og som (for­ment­lig) resul­te­re­de i man­ge tusin­de men­ne­skers død (det offi­ci­el­le dødstal for­bli­ver, som vi også får at vide i det afslut­ten­de afsnit af seri­en, 31). I seri­en bli­ver han “taget på sen­gen” af et opkald fra Boris Shcherbina, vice­for­mand for det sov­je­ti­ske mini­ster­råd, kl. 07.01. Med mor­gen­træt­te øjne og i under­trø­je bli­ver han ind­kaldt som eks­pert på RBMK-reak­to­rer på Mikhail Gorbatjovs ulyk­ke­skom­mis­sion.

Således kastes viden­skabs­man­den Legasov ind i en kata­stro­fe, hvis omfang end­nu for ham er ukendt og for uni­o­nens lede­re uerkendt. Men seri­en læg­ger dog ud med det lyd­bånd som Legasov (også den histo­ri­ske) opta­ger ale­ne i kæl­de­ren i sit hus, præ­cis to år efter ulyk­ken – vi ser ham afslut­te sin for­tæl­ling om, hvad der vir­ke­lig ske­te, gem­me bån­det i en gyde, hvor­ef­ter han (også den histo­ri­ske) hæn­ger sig selv – efter at være fra­ta­get al ind­fly­del­se på sit insti­tut og der­med leve en ind­holds­løs skyg­ge­til­væ­rel­se, hvor hans krop ned­bry­des som føl­ge af de sto­re mæng­der strå­ling, som han er ble­vet udsat for to år for­in­den i arbej­det med kata­stro­fen. Det er også den­ne sce­ne, som mini­se­ri­en afslut­tes med, og det er her Legasov, der har mistet alt i sand­he­dens navn, med­del­er sig til omver­de­nen:

What is the cost of lies? It’s not that we’ll mista­ke them for the truth. The real dan­ger is that if we hear enough lies, then we no lon­ger recog­nize the truth at all. What can we do then? What else is left but to aban­don even the hope of truth and con­tend our­sel­ves inste­ad with sto­ri­es?

Og i det sid­ste afsnit, som voi­ce-over mens Legasov køres bort fra den sku­e­pro­ces, hvor han net­op har “talt over sig” og gået imod myn­dig­he­der­nes bekvem­me offi­ci­el­le for­tæl­ling, afslut­tes bån­det:

To be a sci­en­tist is to be naïve. We are so focu­sed on our search for truth, we fail to con­si­der how few actu­al­ly want us to find it. But it is always the­re, whet­her we see it or not, whet­her we choo­se to or not. The truth doesn’t care about our needs or wants. It doesn’t care about our gover­n­ments, our ide­o­lo­gies, our reli­gions. It will lie in wait for all time. And this, at last, is the gift of Chernobyl. Where I once would fear the cost of truth, now I only ask: What is the cost of lies?

Legasov – den nai­ve og stæ­di­ge viden­skabs­mand, der ser alting klart og ikke kan hol­de sig tavs – beta­ler den ulti­ma­ti­ve pris med sit liv. Men i sin egen­skab af viden­skabs­per­son var han nødt til at gøre det. Det ser vi i andet afsnit, hvor han for før­ste gang er ind­kaldt til møde i ulyk­ke­skom­mis­sio­nen. Her for­tæl­ler par­tiets mand Shcherbina, at alt er under kon­trol, og at strå­lin­gen blot sva­rer til at få rønt­gen­fo­to­gra­fe­ret sine lun­ger. Legasov, der få øje­blik­ke for­in­den har læst ulyk­kes­rap­por­ten, kan ikke lade være med at slå beg­ge hånd­fla­der i bor­det, da mødet erklæ­res ophæ­vet:

No!

Reaktionen er instink­tiv, han ved med det sam­me, at han har gjort et brud på situ­a­tio­nens dekorum. Men nu er han fan­get og må fort­sæt­te:

Um… we can’t ajourn.

Han får besked på, at han kan tage even­tu­el­le ind­ven­din­ger op med Shcherbina, men Legasov kan ikke hol­de sand­he­den inden­bords:

I can’t. I’m sor­ry, I’m so sor­ry.

Derefter går han i gang med at for­kla­re, hvor­dan det hele fak­tisk hæn­ger sam­men. Anklaget for upro­duk­tiv alar­mis­me insi­ste­rer han:

It’s not alar­mist if it’s a fact!

Videnskaben sam­let i én karak­ter

Side om side med Legasov optræ­der en anden karak­ter: Ulana Khomjuk fra det hvi­derus­si­ske Institut for ato­me­ner­gi. Hun er dog ikke, som Legasov, en fak­tisk eksi­ste­ren­de histo­risk per­son, men i ste­det viden­ska­ben som sådan sam­let i én stæ­dig, næve­nyt­tig, sel­vopof­ren­de par­r­he­si­a­tes-figur med men­ne­ske­he­dens ve og vel som sin ene­ste dags­or­den. Videnskaben er, i Khomjuk, en akti­vi­stisk ora­tor – der her­oisk kæm­per sig frem på trods af afsin­digt dår­li­ge betin­gel­ser for at bli­ve hørt. Det får vi at vide i tek­ster­ne, der kører over skær­men, da sid­ste afsnit fin­der sin afslut­ning:

Legasov was aided by dozens of sci­en­ti­sts who wor­ked tire­les­s­ly alongsi­de him at Chernobyl. Some spo­ke out against the offi­ci­al acco­unt of events and were sub­ject to denun­ci­a­tion, arre­st and impri­son­ment. The cha­ra­cter of Ulana Khomjuk was cre­a­ted to rep­re­sent them all and to honor their dedi­ca­tion and ser­vi­ce to truth and huma­ni­ty.

Vi fin­der før­ste gang Khomjuk i aktion i den­ne kamp mod det poli­ti­ske system på kom­mu­ni­st­par­tiets hoved­kon­tor i Minsk, kort tid efter hun er ble­vet bekendt med ulyk­ken. Her kon­fron­te­rer hun vice­se­kre­tær Garanin, som hun vil have til at skri­de til hand­ling:

Garanin: I must tell you, this is why no one likes sci­en­ti­sts. When we have a disea­se to cure, whe­re are they? In a lab, noses in their books, and so Grandma dies. But when the­re isn’t a pro­blem, they’re eve­rywhe­re, spre­a­ding fear.

Khomjuk: I know about Chernobyl.

Dernæst for­kla­rer Khomjuk, hvad hun ved, og hvor­dan det hæn­ger sam­men – og for­tæl­ler, at byen skal evaku­e­res. Men Garanin, den poli­ti­ske eli­tes repræ­sen­tant, bider ikke på:

Garanin: Yes, very good. There has been an acci­dent at Chernobyl. But I’ve been assu­red that the­re is no pro­blem.

Khomjuk: I’m tel­ling you that the­re is.

Garanin: I pre­fer my opi­ni­on to yours.

Khomjuk: I’m a nuclear phy­si­cist. Before you were Deputy Secretary, you wor­ked in a shoe factory.

Garanin: Yes, I wor­ked in a shoe factory. And now I’m in char­ge.

På vej­en ud giver Khomjuk Garanins sekre­tær nog­le jod-pil­ler, og opfor­drer hen­de til at tage så langt øst­på som muligt. Khomjuk er på den almin­de­li­ge bor­gers side, mod­sat leder­ne.

Khomjuk og Legasov har fle­re gan­ge i seri­en sam­ta­ler om, hvor­dan de bør for­hol­de sig til deres pligt over for sand­he­den, der hører med til at være for­sker. Da Khomjuk arre­ste­res, af ude­fi­ne­re­de årsa­ger, mødes de to viden­skabs­folk i hen­des fængsels­cel­le, da Legasov kom­mer for at få hen­de løsladt. Han opfor­drer hen­de til at fort­sæt­te kam­pen for sand­he­den, på trods af kon­se­kven­ser­ne:

Legasov: I don’t want to do this any­mo­re. I want to stop. But I can’t. I don’t think you have a choi­ce any more than I do. I think, despi­te the stupi­di­ty, the lies, even this… you are com­pel­led. The pro­blem has been assig­ned, and you will stop at not­hing until you find an answer. Because that is who you are.

Khomjuk: A luna­tic, then.

Legasov: A sci­en­tist.

Senere i Legasovs hus, for­ud for den sku­e­pro­ces, der skal pla­ce­re ansva­ret alle andre ste­der end hos sta­ten, er rol­ler­ne byt­tet om. Her er det Legasov, der tviv­ler, og Khomjuk, der husker ham på sin pligt til at tale sand­hed til mag­ten:

Khomjuk: At the tri­al, you’re going to tell the truth. You’re going to con­vin­ce the jury.

Legasov: It’s a show tri­al. The jury’s alre­a­dy been han­ded their ver­di­ct.

Khomjuk: I’m not tal­king about them. The Central Committee have invi­ted mem­bers of the sci­en­ti­fic com­mu­ni­ty to obser­ve the tri­al. Our col­le­agu­es, from Kurchatov, from Sredmash, from Minenergo. They will be sit­ting in the crowd liste­ning to eve­ry word you say. A jury that only we know is the­re. And when your testi­mo­ny arri­ves at the moment of the explo­sion? That is when our jury will final­ly hear the truth.

Legasov: And do what with it?

Khomjuk: Insist on reform. Not just to the RBMK, but the enti­re indu­s­try.

Legasov: No, no, no, no, no.

Khomjuk: They can’t fun­ction wit­hout us.

Legasov: No, no, no. Do you know what hap­pe­ned to Volkov, the man who­se report you found? They just rem­o­ved him from his posi­tion at the Institute. Sacked for the cri­me of knowing. And you think that the­se sci­en­ti­sts, hand­pi­ck­ed to wit­ness a show tri­al, will some­how be stir­red into action by me? Because of some her­oic stan­ce I take in defi­an­ce of the State?

Khomjuk: Yes.

Legasov: Why?

Khomjuk: Because you’re Valery Legasov, and you mean somet­hing. I’d like to think that if I spo­ke out, it would be enough. But I know how the wor­ld wor­ks.

Legasov: They will shoot me, Khomjuk.

Khomjuk: You told me to find out what hap­pe­ned. I spo­ke to dozens of peop­le. Every word they said, I wro­te down. All in the­se books. These are the ones who are still ali­ve. These are the ones who are dead. They died rescu­ing each other. Putting out fires, ten­ding to the woun­ded. They did­n’t hesi­ta­te, they did­n’t wai­ver. They sim­ply did what had to be done.

Legasov: So have I. So have I. I went wil­ling­ly to an open rea­ctor. So I’ve alre­a­dy given my life. Isn’t that enough?

Khomjuk: No, I’m sor­ry, but it is not.

Legasov ender med at gå “all in” og beta­le pri­sen for sand­he­den ved sku­e­pro­ces­sen:

Dommer: Professor Legasov, if you mean to sug­gest that the Soviet State is some­how respon­sib­le for what hap­pe­ned, then I must warn you, you are tre­a­ding on dan­gerous gro­und.

Legasov: I’ve alre­a­dy trod on dan­gerous gro­und. We’re on dan­gerous gro­und right now, becau­se of our secrets and our lies. They’re pra­cti­cal­ly what defi­ne us. When the truth offends we lie and lie until we can no lon­ger remem­ber it is even the­re. But it is still the­re. Every lie we tell incurs a debt to the truth. Sooner or later that debt is paid. That is how an RBMK rea­ctor core explo­des. Lies.

Hvem har for­del af viden­ska­bens par­r­he­si­a­stes-etos?

Som jeg har argu­men­te­ret for her, ser vi i Chernobyl for­ske­ren som par­r­he­si­a­stes-figur, og min påstand er, at det er en figur med stærk til­ste­de­væ­rel­se for­ud for den nuvæ­ren­de glo­bal­po­li­ti­ske kri­se­si­tu­a­tion.
Videnskaben er her afbil­le­det i en defen­siv posi­tion. Dermed er det ikke en hand­le­kraf­tig og musku­løs “her­oic savior”-etos, viden­skabs­per­so­nen besid­der, eller for den sags skyld en “pro­fe­tisk etos”, hvor viden­ska­ben dri­ver ver­den fremad mod nye erken­del­ser og bed­re liv.11Lynda Walsh, Scientists as Prophets: A Rhetorical Genealogy (Oxford University Press, 2013). Det er en par­r­he­si­a­stes-etos, hvor viden­skabs­per­so­nens rol­le er hele tiden at mod­stå poli­tisk pres til at skju­le sine sand­he­der og tale usandt. Min påstand om, at viden­skabs­per­so­nens etos i sti­gen­de grad for­stås som en par­r­he­si­a­stes-etos bak­kes op af et blik på fle­re ten­den­ser i de sene­re år: Videnskabsfolk går på gaden i mil­li­onvis i for­bin­del­se med March for Science-kampag­nen; Science for the People-bevæ­gel­sen, der udsprang af anti-krigs-akti­vis­men i 1960’erne og ‑70’erne, er ble­vet genop­li­vet; Scientific American har for før­ste gang i sin 175-åri­ge histo­rie opfor­dret til at stem­me på en præ­si­dent­kan­di­dat (Joe Biden) frem for den sid­den­de (Donald Trump).12The edi­tors, “Scientific American Endorses Joe Biden”, Scientific American, 1. okto­ber 2020. Scientist-citizen-figuren,13“The sci­en­tist citizen” er en udvik­ling og udlø­ber af begre­bet “citizen sci­en­ce”, hvor bor­ge­re ikke blot skal infor­me­res om viden­ska­bens resul­ta­ter, men selv skal spil­le en aktiv rol­le i pro­duk­tio­nen af forsk­ning, for eksem­pel i ind­sam­ling af data. (Se f.eks. Trisha Gura, “Citizen sci­en­ce: Amateur experts”, Nature 496, (2013): … Continue reading som bli­ver nødt til at tale, som ikke kan for­bli­ve upar­tisk, selv­om den helst vil­le, og som er vil­lig til at ofre den auto­ri­tet en sådan vær­di-neut­ral for­klæd­ning til­by­der, er ikke læn­ge­re frem­med og for­kert, men bli­ver, omend det sta­dig er kon­tro­ver­si­elt, ofte lige­frem fre­mel­sket og ophø­jet – både inden for og uden for forsk­nings­mil­jø­er­ne. Som epi­de­mio­log Tine Jess for­tal­te i et sær­til­læg om viden­skab i Information tid­li­ge­re i år om sin del­ta­gel­se ved den før­ste dan­ske March for Science i 2017: “For mig at se er det ikke en mod­sæt­ning at være akti­vist for oplys­nin­gen, sam­ti­dig med at man er for­sker. (…) Hvis der blev afholdt en march i dag, vil­le jeg gå med igen, for spørgs­må­let er ikke ble­vet min­dre rele­vant. Den aktu­el­le cor­ona­kri­se viser med al tyde­lig­hed, hvor­dan viden­ska­be­lig evi­dens ikke nød­ven­dig­vis dan­ner grund­lag for poli­ti­ske beslut­nin­ger.”

Bagsiden af den­ne for­ske­re­tos’ til­ste­de­væ­rel­se i den offent­li­ge bevidst­hed – hvis den er til ste­de på den måde, jeg påstår – er, som det ofte er med viden­ska­bens stær­ke­ste kort,14Filosoffen Robert Crease har i The Workshop and the World: What Ten Thinkers Can Teach Us About Science and Authority (W. W. Norton & Company, 2019) peget på net­op det­te fæno­men. Ifølge Crease er det de sam­me aspek­ter, som gør viden­skab suc­ces­fuld (f.eks. ten­den­sen til at betrag­te pro­ble­mer abstrakt, at arbej­de med usik­ker­hed i ste­det for abso­lut­ter, … Continue reading at den kan benyt­tes af kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re, der ønsker at afslø­re “den sto­re løgn”, som gan­ske få magt­ful­de men­ne­sker har orke­stre­ret og skju­ler for den nai­ve fåre­flok, fol­ket; dvs. man und­går en egent­lig magt­kri­tik, og i vær­ste fald erstat­ter man en sådan med en klod­set og for­dre­jet “skep­ti­cis­me”, der står i vej­en for sub­stan­ti­el kri­tik af viden­ska­bens rol­le i vores sam­fund og de inter­es­ser, der påvir­ker den i nega­tiv ret­ning. Det ser man, når influ­en­ce­re deler video­er med læger, der “står frem” og for­tæl­ler om, hvor­dan COVID-19 er en “hoax”, eller at den er harm­løs, og hvor­dan vores lede­re fører os bag lyset. Disse kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re frem­hæ­ver net­op (gan­ske få udvalg­te) viden­skabs­per­so­ners etos som en par­r­he­si­a­stes-etos. Hvor typer som Vonneguts Dr. Hoenikker bare har sand­hed og ikke er inter­es­se­ret i at den bru­ges til kri­tik af nogen magt, har sådan­ne typer det omvend­te pro­blem – kri­tik uden sand­hed bag­ved. Konspirationsteoretikeren påstår net­op: Det er min viden­skabs­per­son, der er Legasov, og bare for­di min Legasov går imod “syste­met”, bety­der det ikke, at han taler usandt – sna­re­re tvært imod.

Der lig­ger alt­så en opga­ve i, hvor­dan man skel­ner egent­lig par­r­he­sia fra for­fejl­et. Og i efter­døn­nin­ger­ne fra cor­ona­kri­sen vil vi for alvor få at se, om, og på hvil­ken måde, det var den radio­ak­ti­vi­sti­ske for­sker, der end­te som den mod­vil­li­ge helt.

1. Leah Ceccarelli, “Scientific Ethos and the Cinematic Zombie Outbreak: Science in Fictional Narratives”, MÈTODE Science Studies Journal 6, (2016): 107–113, University of Valencia. Ceccarelli har behand­let viden­skabs­per­so­nens reto­ri­ske etos ved man­ge lej­lig­he­der – se f.eks. Frontiers of Science: An American Rhetoric of Exploration and Exploitation, (Michigan State University Press, 2013).
2. Peter Weingart, “Of power mani­a­cs and unet­hi­cal geni­u­ses: Science and sci­en­ti­sts in fiction film”, Public Understanding of Science 12, (2003)
3. Her, i det­te filo­so­fisk-teo­re­tisk ori­en­te­re­de tids­skrift, vil jeg ikke gå i dyb­den med nær­læs­ning som meto­de, men blot kon­sta­te­re, at i nær­læs­nin­gen “stu­de­rer kri­ti­ke­ren en histo­risk ytring (…) nøje for at for­stå dens udtryk som en kom­pleks hel­hed i en bestemt kon­tekst.” (Villadsen, Lisa & Iversen, Stefan: “Nærlæsning”, i Bengtsson, Iversen og Berg: Retorik og meto­de, Samfundslitteratur, 2020, s. 29). Samtidig ser jeg den opmærk­som­me og kri­ti­ske læs­ning af en kul­tu­rel tekst, i bred for­stand, i en bestemt situation/kontekst som den gængse her­me­neu­ti­ske frem­gangs­må­de inden for huma­ni­o­ra. For en mere detal­je­ret beskri­vel­se af den reto­risk-kri­ti­ske nær­læs­ning, se f.eks. Michael Leff, “Textual cri­ti­cism: The lega­cy of G.P. Mohrmann”, Quarterly Journal of Speech 72, (1986): 377–389 eller James Jasinski, “Close rea­ding”, s. 91–97 i Sourcebook on Rhetoric (SAGE, 2001).
4. Kurt Vonnegut, Cat’s Cradle (Penguin Books, 1962), s. 13, mine oversættelser.
5. For en ind­fø­ring i den­ne kon­flikt­linje i rela­tio­nen mel­lem viden­skab og sam­fund i peri­o­den 1945–1975 i USA, se Kelly Moore, Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945–1975 (Princeton University Press, 2008).
6. Se Joseph Mangano, Mad Science: The Nuclear Power Experiment (OR Books, 2012), for et nye­re eksem­pel på en lig­nen­de kri­tik af viden­ska­be­lig prak­sis i rela­tion til kernekraftteknologi.
7. Michel Foucault, Fearless spe­ech, red. Joseph Pearson (Semiotext(e), 2001).
8. Foucault, Fearless spe­ech, 11–20
9. Den lat­in­ske term for par­r­he­sia.
10. Retorik til Herennius, over­sat af Søren Hindsholm (Gyldendal, 1998), 4. bog, 48, 164.
11. Lynda Walsh, Scientists as Prophets: A Rhetorical Genealogy (Oxford University Press, 2013).
12. The edi­tors, “Scientific American Endorses Joe Biden”, Scientific American, 1. okto­ber 2020.
13. “The sci­en­tist citizen” er en udvik­ling og udlø­ber af begre­bet “citizen sci­en­ce”, hvor bor­ge­re ikke blot skal infor­me­res om viden­ska­bens resul­ta­ter, men selv skal spil­le en aktiv rol­le i pro­duk­tio­nen af forsk­ning, for eksem­pel i ind­sam­ling af data. (Se f.eks. Trisha Gura, “Citizen sci­en­ce: Amateur experts”, Nature 496, (2013): 259–261). Scientist citizen-begre­bet ven­der den­ne idé på hove­d­et og plæ­de­rer for, at viden­skabs­per­so­nen skal enga­ge­re sig i sam­fun­dets pro­ble­mer lige­så meget som bor­ge­ren skal enga­ge­re sig i viden­ska­ben. Se Pamela Pietrucci og Leah Ceccarelli, “Scientist Citizens: Rhetoric and Responsibility in L’Aquila”, Rhetoric & Public Affairs 22, no. 1 (2019): 95–128.
14. Filosoffen Robert Crease har i The Workshop and the World: What Ten Thinkers Can Teach Us About Science and Authority (W. W. Norton & Company, 2019) peget på net­op det­te fæno­men. Ifølge Crease er det de sam­me aspek­ter, som gør viden­skab suc­ces­fuld (f.eks. ten­den­sen til at betrag­te pro­ble­mer abstrakt, at arbej­de med usik­ker­hed i ste­det for abso­lut­ter, og at viden­ska­be­li­ge insti­tu­tio­ner er for­bun­det til den poli­ti­ske sfæ­re), som også gør den sår­bar for “sci­en­ce denialists”.