Start-up-virksomheden Make Sunsets er efter eget udsagn begyndt at sende partikler op i stratosfæren, dvs. ca. 20 km oppe.1James Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, MIT Technology Review, 24. december 2022. Disse skal reflektere Solens stråler tilbage ud i rummet og på den måde modvirke global opvarmning. Make Sunsets har ikke spurgt nogen om lov til at gøre det, og forskere advarer imod det: Dybest set ved vi ikke, hvad det gør ved Jordens øko- og klimasystemer, hvis vi begynder at skyde partikler op i himlen eller ned i havene, og i værste fald kan det føje uoprettelig skade til de allerede uoprettelige skader, klimaet er blevet påført siden industrialiseringen. Derudover findes der ikke i dag overnationale politiske instanser, der vil kunne samarbejde i enighed om denne form for intervention i stratosfæren, der i sagens natur ikke er politisk lokal.2Fran Biermann et al., “Open Letter: We Call for an International Non-Use Agreement on Solar Geoengineering”, Solar Geoenginerring Non-Use Agreement, 2022; Fran Biermann et al., “Solar geoengineering: The case for an international non-use agreement”, WIREs Climate Change 13, nr. 3 (2022). Klimavidenskabsfolk har længe advaret mod de mulige katastrofale konsekvenser af sådanne geoengineering-teknologier samt problemerne med at forlade os på disse og dermed se bort fra behovet for drastisk reduktion af drivhusgasudledninger og et stop for fortsat udvinding af fossile brændsler.
Men Make Sunsets’ stifter Luke Iseman er ligeglad. Eller er han? Det er svært at vide, for den amerikanske iværksætters udmeldinger er tykke af ustabil ironi, og man kan derfor ikke med sikkerhed fastslå, hvor man har ham. “Vi joker skråstreg ikke-joker om, at det her er dels et firma og dels en kult,” udtaler han.3Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, min oversættelse. På Make Sunsets’ sparsomme hjemmeside ligger nogle få blogindlæg forfattet af et udeklareret jeg, som vi må antage er Isemans. Dette jeg lovpriser fortræffelighederne ved firmaets specifikke geoengineering-teknologi. De første to er skrevet i en sær spøgefuld tone; eksempelvis slutter det første med denne foruroligende vending afsluttet med blinkesmiley: “We are as gods, and earth can no longer afford for us to be bad at it;)”4Make Sunsets, “The Plan”, 23. november 2022. Nyere indlæg er anderledes sobre, om end enhver med lidt viden om klima og en nogenlunde velfungerende bullshit-detektor hurtigt aner usammenhængene. Dette indtryk af soberhed krakelerer dog visse steder – for eksempel i et indlæg om videnskaben og fordelene ved sol-geoengineering, hvor en “Author’s note” deklarerer, at 99 procent af teksten er skrevet af AI-programmet ChatGPT.5Make Sunsets, “The Secret Weapon to Fight Global Warming: Stratospheric Aerosol Injection”, 2. december 2022.
Uanset om der er tale om kult eller firma, joke eller ikke-joke, hiver Iseman og Make Sunsets millionerne hjem: Projektet er fundet af venturekapital-fondene Boost VC og Pioneer Fund. På firmaets website kan man købe “cooling credits” og dermed være med til at sende bionedbrydelige balloner med aerosoler op i stratosfæren og redde menneskeheden og naturen. Måske. De første balloner er allerede deroppe for at udrette klimateknologiske mirakler. Måske.
Dette essay peger på den type iværksætter, som Iseman inkarnerer, som en særligt problematisk figur skabt – og samtidig skabende – af en særligt problematisk epoke i menneskehedens og Jordens historie. Forretningsfolk, der som Isemann promoverer fantastiske teknologier, som skal løse verdens problemer, er ofte en særlig type mand, som undertiden kaldes techbros. En techbro er ikke bare forretningsmand, men også en drengerøv, der promoverer sig selv gennem en ironisk og “edgy” persona, både på sociale og i traditionelle medier. Verdens rigeste menneske (i hvert fald indtil for nyligt), Tesla-CEO Elon Musk, er det paradigmatiske eksempel på denne figur. Også Musks virke er tæt knyttet til klima- og energiproblematikker: Med sin elbil-virksomhed og investeringer i offentlig infrastruktur har han aktivt modarbejdet kollektive trafikformer, og han vil hellere bruge milliarder på at sende en lille elite til en Mars-koloni på et udefineret tidspunkt i fremtiden end bruge sin magt til at udvirke reel klimahandling her og nu. I skrivende stund er Tesla-aktien i frit fald, blandt andet som følge af Musks ironiske “edgyness” på sit nyerhvervede sociale medie Twitter, der logisk nok giver investorer second thoughts. Den højrelibertarianske tech-investor Peter Thiel (der sammen med Musk grundlagde PayPal) kan også komme i techbro-kategorien. Thiel har blandt andet investeret i et Atmospheric Vortex Engine-projekt – altså forsøget på at danne menneskeskabte tornadoer, der skal generere energi. Samtidig har Thiel kaldt netop sådanne cleantech-investeringer for “katastrofale,”6Matthew Lynley, “Peter Thiel: Clean technology is a ‘disaster’ ”, Venture Beat, 12. september 2011. og han har vejledt og støttet tidligere præsident Donald Trump, der trak USA ud af Paris-aftalen og som hovedregel nægter eksistensen af global opvarmning. Hvordan skal vi forstå disse pengepumpede drenge i voksentøj, som både tror, men ikke tror på deres egne investeringer, og som hævder at bidrage til løsninger på klimakrisen, samtidig med at de bidrager til at forårsage og accelerere den?
I dette essay argumenterer jeg for, at disse techbros, der leger med cleantech og geoengineering, og som måske, måske ikke, mener det alvorligt, langt fra er harmløse, men derimod decideret farlige på planetarisk niveau. Jeg hævder, at den antropocæne epoke, vi lever i, også er en ironocæn epoke, som følge af de absurde mekanismer, der putter disse techbros i magtfulde positioner, som ingen har valgt dem til. I Ironocænen halser demokratiske processer og udviklinger i videnskab og teknologi konsekvent efter kapitalens innovationsprivilegium, og de million- og milliardrige techbros’ ironiske distance er et udtryk for den større ironi, det er at forsøge at løse klima- og miljøproblemer med det system, som har skabt dem.
Hvad skal vi med en ny “-cæn”?
Det er ikke, fordi vi står i en akut teoretisk mangel på “-cæner”. Siden Paul Crutzen og Eugene Stoermers popularisering i 2000 af begrebet Antropocænen som den geologiske epoke, hvor det er menneskeheden, der er hovedkraften, som definerer de planetære udviklinger,7Paul Crutzen & Eugene F. Stoermer, “The ‘Anthropocene’ ”, IGBP Newsletter 4, nr. 1 (2000): 17–18. er dette begreb blevet suppleret og kritiseret med et væld af søsterbegreber: Kapitalocænen,8Jason W. Moore (red.), Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism (PM Press, 2016). Pyrocænen,9Stephen J. Pyne, The Pyrocene: How We Created an Age of Fire, and What Happens Next (University of California Press, 2022). Cthulucænen10Donna J. Haraway, Staying with the Trouble Making Kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016). osv. Det er blevet påpeget, at Antropocæn-begrebet er kritisk tømt for politisk indhold og giver et indtryk af, at det er menneskeheden som helhed, der bærer skyld for udviklingen; man bør derfor rettere tale om for eksempel Kapitalocænen, hvor klimanedbruddet er drevet af global kapitalisme og dennes på verdensplan ganske få bannerførere. Andre “-cæner” stiller sig ikke nødvendigvis i kontrast til deres nabobegreber, men står i et supplerende forhold. Marco Armieros begreb om the Wasteocene tilslutter sig for eksempel kritikken af Antropocænen som en universel menneskelig tilstand, fordi hvad og hvem, der bliver spild, affald og til overs i Antropocænen, er ekstremt socialt ulige fordelt.11Marco Armiero, Wasteocene (Cambridge University Press, 2021). Det betyder ikke, at det eneste karaktertræk ved den periode, hvor menneskeaktiviteter former Jordens klima og økosystemer, er en radikalt ulige fordeling af affaldsrelationer, men blot at det er et vigtigt træk, som vi bør henlede vores opmærksomhed på for at forstå – og ideelt set handle på – globalpolitiske problemstillinger.
Når jeg i det følgende bruger begrebet Ironocænen, skal det på lignende vis ses som et supplement til og en videreudvikling af allerede eksisterende teoretiseringer af vores nuværende geologisk-politiske epoke. Fordelen ved den mangfoldige diskussion af geologiske begreber i human- og samfundsvidenskaberne er ikke, at vi kan “hjælpe” naturvidenskabsfolk med at forstå, hvordan den nuværende epoke bør karakteriseres, eller at vi som følge af denne diskussion bliver i stand til én gang for alle at fastslå, hvordan vi skal forstå den planetære tid, vi lever i og altså nu for første gang definerer som art. Det, som diskussionen giver os, er et begrebsapparat, der gør os i stand til at se og forstå forskellige aspekter af det ellers uoverskuelige hyperobjekt, som global opvarmning af Jorden udgør.12Timothy Morton, Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World (University of Minnesota Press, 2013). Nedenfor beskriver jeg, hvad jeg forstår ved Ironocænen, og hvad den specifikt gør os i stand til at se og forstå.
Hvad er Ironocænen?
Karakterer som Iseman og Musk er på en gang ekstreme særtilfælde og samtidig fuldstændig definerende for, hvor den globalpolitiske og ‑teknologiske udvikling er på vej hen. Det er i sidste ende de få, der udleder hovedparten af drivhusgasser, og endnu færre, der anvender deres økonomiske og politiske magt til at bremse enhver seriøs grøn omstilling, og igen færre, der tjener styrtende på dette. Og så er der de helt få “særlige” individer, som står på tærsklen til at redefinere, og destruere, livets fysiske betingelser gennem teknologisk innovation. Og for dette mindretal af mindretallet er det hele tilsyneladende en joke.
Den ironiske performance fra sådanne techbros er i sidste ende et konkret udslag af en større ideologisk betinget ironi: at vi forsøger at afværge miljø- og klimaødelæggelser på planetarisk skala gennem selv samme system, som har skabt grundlaget for ødelæggelserne i første omgang. Som klimaforskerne Niclas Hällström, Jennie C. Stephens og Isak Stoddard skriver: “Alle former for geoengineering involverer forsøg på at manipulere planeten og udspringer således af den selvsamme forestilling om menneskets dominans, der har skabt klimakrisen til at begynde med.”13Niclas Hällström, Jennie C. Stephens & Isak Stoddard, “Hvad med geoengineering?”, i Klimabogen, red. Greta Thunberg (Politikens Forlag, 2022), 246. Med andre ord: Vi forsøger at slukke ild med mere brændsel. Ironocænen er min betegnelse for radikaliseringen af denne absurde tilstand og denne radikaliserings indvirkning på geoplanetære og biosfæriske forhold.
Techbros som Iseman og Musk er som sagt et symptom på Ironocænen, men samtidig driver de den også fremad mod ødelæggelse af livsgrundlaget. Lewis Mumford har brugt begrebet “Megamaskinen” om det globale militære og teknologiske magtapparat, der er blevet dannet og vedligeholdt de sidste par årtusinder, og som har været i stand til både at bygge pyramider og atombomber.14Lewis Mumford, “The First Megamachine”, Diogenes 14, nr. 55 (1966): 1–15. Megamaskinen har i udgangspunktet både et negativt og tvangsbaseret aspekt og et positivt og konstruktivt aspekt. Det vil sige, at den kan slavegøre den enkelte for at reproducere civilisationen, samtidig med at denne reproduktion skaber en udvikling mod stadig mere forfinede systemer. Det er i sagens natur det første aspekt, der muliggør det sidste, og sådan kører civilisationens tandhjul. Set således er klima-cleantech kun en nystøbt møtrik i en langt længere udvikling, og techbros er vor tids megaforvirrede og megaironiserende faraoer. Historikeren Fabian Scheidler bringer Mumfords begreb ind i nutiden, og til dets afslutning, i sin The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization fra 2020.15Fabian Scheidler, The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization (John Hunt Publishing Lmt, 2020). En af Scheidlers centrale teser er, at den megamaskine, der har fungeret for de få i de sidste ca. 500 år, nu er ved at krakelere, og at folk er ved at få øje på det. Techbros står ikke uden for denne bredere bevidstgørelse, og deres ustabile ironi udspringer af den begyndende destabilisering af Megamaskinen. Denne destabilisering er definerende for Ironocænen og tillader, at magtfulde aktører kan guide videnskabelig og teknologisk udvikling gennem deres uklare, jokende og undertiden totalt kontradiktoriske idéer.
Gravdans
Ironocænens techbros ved formentlig ikke selv helt, hvad de gør og hvorfor, og er med stor sandsynlighed ligeglade. Deres agenda er en anden og mere personlig og ynkelig. Da de ikke er i stand til at være deres position og privilegier voksne, er de i stedet degenereret til en barnlig tilstand af de mest forfladigede versioner af postmoderne relativisme og lolleri. For disse techbros er naturen ikke bare død i den forstand, som Carolyn Merchant beskriver i sin økofeministiske klassiker The Death of Nature, hvor den videnskabelige revolution, der udløste moderniteten, udskiftede idéen om naturen som en levende organisme med den patriarkalske forestilling om maskinel materie.16Carolyn Merchant, The Death of Nature: Women, Ecology and the Scientific Revolution (Harper & Row, 1980). Disse techbros danser de nyeste TikTok-danse på naturens grav i håb om at tiltrække kapital – men formentlig på et dybere plan i håb om omverdenens anerkendelse for at skabe illusionen om en opbygning af deres pulveriserede selvværd. Ironisk nok får de lov til at fortsætte, selvom vi ved, at det er et livsfarligt planetært og politisk eksperiment. Den autonome natur er selvfølgelig komplet ligeglad med kendte rigmænds lemfældige leg med kapital, geopolitik og partikler i stratosfæren. Med klimaforskeren Wallace Broeckers ord vil den slå hårdt tilbage: “Jordens klima har vist sig at være et vredt vilddyr. Når man skubber til det, kan det komme med et voldeligt modsvar.”17Wallace Broecker, “Does the Trigger for Abrupt Climate Change Reside in the Ocean or in the Atmosphere?” Science 300 (2003): 1522, min oversættelse. Se også Andreas Malm, The Progress of This Storm: Nature and Society in a Warming World (Verso, 2018), 204–206. Den Ironocæn, som vi alle er tvunget til at være en del af, har absolut intet værn mod dette dødsensalvorlige slag, som i værste fald består af fremrykning af de tipping points for klimaforandring, som allerede anes i horisonten. Til gengæld kan nogle få mennesker tjene historisk massive summer på at fjolle med partikler og offentlighedens tillid.
Resultatet af adskillelsen af demokrati og teknologi/videnskab er en fetichering af maskinens overmenneskelige kræfter, som historisk set kun er overgået af fascismen.18Se Andreas Malm & The Zetkin Collective, White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism (Verso Books, 2021), 399–477. Hvor historikeren Jeffrey Herf har betegnet Hitlers Nazityskland, og til dels Mussolinis fascistiske Italien, som et udtryk for “reaktionær modernisme”,19Jeffrey Herf, Reactionary modernism: Technology, culture and politics in Weimar and the Third Reich (Cambridge University Press, 1984). kan vi måske tale om en nutidig reaktionær postmodernisme, hvor selvtilfredse men dybest set usikre techbros ler hele vejen til banken, op i vores ansigter og ad deres egne geoengineering-maskiner; hvor techbros kaster terningerne, ikke fordi de drømmer om en autoritær totalitarisme, men fordi de synes, at det er sjovt at tjene penge. Indtil videre må vi sætte vores lid til lokale myndigheder, aktivister og oprindelige befolkningers modstand mod udemokratiske geoengineering-eksperimenter, sådan som det skete i Sverige i marts 2021, hvor den lokale samerbefolkning og miljøaktivister stoppede et forsøg med netop aerosolopsendelse.20Laurie Goering, “Sweden rejects pioneering test of solar geoengineering tech”, Reuters, 31. marts 2021. Hvis Isemans “kultfirma” Make Sunsets taler sandt, når det hævder at have gennemført sådan et eksperiment allerede, er der brug for en radikalisering af denne modstand samt nye modstandsformer.
| 1. | James Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, MIT Technology Review, 24. december 2022. |
| 2. | Fran Biermann et al., “Open Letter: We Call for an International Non-Use Agreement on Solar Geoengineering”, Solar Geoenginerring Non-Use Agreement, 2022; Fran Biermann et al., “Solar geoengineering: The case for an international non-use agreement”, WIREs Climate Change 13, nr. 3 (2022). |
| 3. | Temple, “A startup says it’s begun releasing particles into the atmosphere, in an effort to tweak the climate”, min oversættelse. |
| 4. | Make Sunsets, “The Plan”, 23. november 2022. |
| 5. | Make Sunsets, “The Secret Weapon to Fight Global Warming: Stratospheric Aerosol Injection”, 2. december 2022. |
| 6. | Matthew Lynley, “Peter Thiel: Clean technology is a ‘disaster’ ”, Venture Beat, 12. september 2011. |
| 7. | Paul Crutzen & Eugene F. Stoermer, “The ‘Anthropocene’ ”, IGBP Newsletter 4, nr. 1 (2000): 17–18. |
| 8. | Jason W. Moore (red.), Anthropocene or Capitalocene? Nature, History, and the Crisis of Capitalism (PM Press, 2016). |
| 9. | Stephen J. Pyne, The Pyrocene: How We Created an Age of Fire, and What Happens Next (University of California Press, 2022). |
| 10. | Donna J. Haraway, Staying with the Trouble Making Kin in the Chthulucene (Durham: Duke University Press, 2016). |
| 11. | Marco Armiero, Wasteocene (Cambridge University Press, 2021). |
| 12. | Timothy Morton, Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World (University of Minnesota Press, 2013). |
| 13. | Niclas Hällström, Jennie C. Stephens & Isak Stoddard, “Hvad med geoengineering?”, i Klimabogen, red. Greta Thunberg (Politikens Forlag, 2022), 246. |
| 14. | Lewis Mumford, “The First Megamachine”, Diogenes 14, nr. 55 (1966): 1–15. |
| 15. | Fabian Scheidler, The End of the Megamachine: A Brief History of a Failing Civilization (John Hunt Publishing Lmt, 2020). |
| 16. | Carolyn Merchant, The Death of Nature: Women, Ecology and the Scientific Revolution (Harper & Row, 1980). |
| 17. | Wallace Broecker, “Does the Trigger for Abrupt Climate Change Reside in the Ocean or in the Atmosphere?” Science 300 (2003): 1522, min oversættelse. Se også Andreas Malm, The Progress of This Storm: Nature and Society in a Warming World (Verso, 2018), 204–206. |
| 18. | Se Andreas Malm & The Zetkin Collective, White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism (Verso Books, 2021), 399–477. |
| 19. | Jeffrey Herf, Reactionary modernism: Technology, culture and politics in Weimar and the Third Reich (Cambridge University Press, 1984). |
| 20. | Laurie Goering, “Sweden rejects pioneering test of solar geoengineering tech”, Reuters, 31. marts 2021. |