Utilstrækkelighed og det ubegribelige – erfaringer af natur

Menneskers for­hold til og erfa­ring af “natu­ren” – eller fæno­me­ner, der på den ene eller anden måde kan siges at være af natur1Det, der gør sig gæl­den­de og lader sig bestem­me som “natur­fæ­no­me­ner”, er i sig selv et spørgs­mål, som i inde­væ­ren­de ikke kan gives noget enty­digt svar på – jeg hæv­der i al fald ikke at skul­le ken­de til det. At give en demar­ka­tion for, hvor­til natu­ren går, for hvad der ret­mæs­sigt kan kal­des natur, åbner et utal af … Continue reading – må i dag anses for at være et uund­gå­e­ligt og alt­om­sig­gri­ben­de tema for viden­ska­ben, for filo­so­fi­en og for hver­dags­li­vet. Med forun­dring såvel som bekym­ring er der en sti­gen­de opmærk­som­hed på for­ny­el­sen af kend­ska­bet til og ansva­ret for natu­ren – ikke blot med hen­syn til sam­ti­dens vok­sen­de bevidst­hed om kli­ma­ets, mil­jø­ets og bio­di­ver­si­te­tens kri­ti­ske til­stand, men også hvad angår men­ne­skers betyd­nings­mæs­si­ge og menings­ful­de inte­gre­ring af og rela­tion til natu­ren i deres dag­li­ge, soci­a­le, poli­ti­ske og spi­ri­tu­el­le liv.

Men med vor tids “natur­væk­kel­se” efter­la­des vi imid­ler­tid også med spørgs­mål, der først og frem­mest syn­lig­gør, hvad der måske bedst kan beskri­ves som natu­rens uover­sti­ge­li­ge kom­plek­si­tet. Tænk blot på bio­di­ver­si­te­tens uudtøm­me­lig­hed: Uagtet grun­dig­he­den af de viden­ska­be­li­ge under­sø­gel­sers ind­sam­ling, måling, behand­ling og ana­ly­se kan de aldrig fuld­stæn­digt udtøm­me, beskri­ve eller kvan­ti­fi­ce­re bio­di­ver­si­te­ten som et fæno­men (eller som en plu­ral myri­a­de af fæno­me­ner), hvor­om vi ønsker viden. Eller hvis vi betrag­ter en eng: Hvis vi skul­le afgø­re, hvor­til den nøj­ag­tigt stræk­ker sig, vil­le vi ofte møde en ube­stemt­hed. For der er ingen kla­re linjer, der kan mar­ke­re dens udstræk­ning – er det ved sko­v­bry­net, markvej­en eller stien, og hvad nu, hvis vi medtæn­ker de under over­fla­den use­te rød­der? Som erfa­ren­de her­af kan jeg ikke helt rum­me eller over­skue den. I ste­det må jeg accep­te­re, at der er en ufor­klar­lig­hed; at fæno­me­net ikke adæ­kvat kan afdæk­kes og begri­bes.

Lige så ofte som natu­ren erfa­res som en selv­føl­ge­lig­hed og som noget sæd­van­ligt, som nydel­se, foru­ro­li­gel­se eller som resur­se, er den også ophav og ansats til erfa­rin­ger af ube­gri­be­lig­hed: Det abso­lut­te afgræn­sen­de klar­heds­blik over den ude­bli­ver, for­di dens ind­hold kan over­væl­de og over­be­byr­de enhver mulig­hed for til­stræk­ke­lig begri­bel­se. Men hvor­dan kan dis­se erfa­rin­ger – af ube­gri­be­lig­hed og der­for af util­stræk­ke­lig­hed til at fat­te begreb om natu­ren – få et sprog? Hvordan kan vi for­stå og beskri­ve den­ne muli­ge erfa­rings­mæs­si­ge rea­li­tet, hvor erfa­rin­gen erfa­rer ikke at kun­ne begri­be natu­ren? En mulig til­gang, der kan adres­se­re det­te for­hold, er den fran­ske filo­sof og teo­log Jean-Luc Marions tan­ker om giv­nin­gens fæno­meno­lo­gi, og sær­ligt rele­vant for inde­væ­ren­de arti­kel er den der­til­hø­ren­de iden­ti­fi­ka­tion af det, han kal­der for mæt­te­de fæno­me­ner (satu­ra­ted pheno­me­na). Dette begrebs­li­ge nybrud udsprin­ger fra Marions reha­bi­li­te­ring af fæno­meno­lo­gi­ens meto­do­lo­gi­ske og teo­re­ti­ske bestem­mel­ser, især hos Edmund Husserl og Martin Heidegger, og udvik­les mest udfør­ligt som del af betænk­nin­gen af giv­nin­gen i vær­ker­ne Being Given: Toward a Phenomenology of Givenness og In Excess: Studies of Saturated Phenomena. De mæt­te­de fæno­me­ner mulig­gør en beskri­vel­se af erfa­rin­gen, hvor fæno­me­ner kan over­væl­de og mæt­te ethvert begreb og enhver adæ­kvat kon­sti­tu­tion her­af. De mæt­ter, for­di de giver mere, end det erfa­ren­de sub­jekt kan rum­me. Det er ikke sub­jek­tet, der kon­sti­tu­e­rer fæno­me­ner­ne som begri­be­li­ge objek­ter, men fæno­me­ner­ne, der i deres exces­si­ve over­skud kon­sti­tu­e­rer sub­jek­tet – de er, iføl­ge Marion, kon­tra-erfa­rin­ger og para­dok­ser.

I det føl­gen­de vil jeg præ­sen­te­re poten­ti­a­let ved en fæno­meno­lo­gisk pris­me, der bestræ­ber sig på at rum­me en uover­sti­ge­lig mæt­tet­hed i sin beskri­vel­se af natu­rer­fa­rin­ger. Dvs. et per­spek­tiv, der accep­te­rer erfa­rin­gen af natu­ren som noget, der over­væl­der – som noget, der dir­rer på græn­sen til det, vi kan se og begri­be. Først udlæg­ges Marions bestem­mel­ser af de mæt­te­de fæno­me­ner, og hvor­dan dis­se kan sæt­tes i relief til beskri­vel­ser af natu­rer­fa­rin­ger. Dernæst ret­ter jeg opmærk­som­he­den på, hvor­dan den­ne udvi­del­se af fæno­me­ner­nes mulig­he­der effek­tu­e­rer en uen­de­lig her­me­neu­tik i det erfa­ren­de sub­jekts ina­dæ­kva­te og util­stræk­ke­li­ge for­søg på at begri­be dis­se exces­si­ve og over­væl­den­de fæno­me­ner. Til sidst frem­hæ­ver jeg, at det­te fæno­meno­lo­gi­ske per­spek­tiv på sin vis kan brin­ge vores betænk­ning til en måde at an-sva­re på og for natu­ren.

Det skal med ret­te påpe­ges, at appli­ce­rin­gen af Marions fæno­meno­lo­gi ikke er ene­stå­en­de for den­ne arti­kels behand­ling af erfa­rin­gen af natu­ren. Christina M. Gschwandtner har alle­re­de anvendt de mæt­te­de fæno­me­ner til beskri­vel­sen af natur­fæ­no­me­ner i sit bidrag til anto­lo­gi­en Interpreting Nature: The Emerging Field of Environmental Hermeneutics.2Christina M. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, i Interpreting Nature: The Emerging Field of Environmental Hermeneutics, red. Forrest Clingerman, Brian Treanor, Martin Drenthen, and David Utsler (New York: Fordham University Press, 2014). Jeg videre­fø­rer der­for fle­re per­spek­ti­ver, som skyl­der tak til hen­des arbej­de. Men som det sene­re skal vise sig i artik­len, afvi­ger jeg fra hen­des læs­ning af Marion med hen­syn til her­me­neu­tik­kens betyd­ning for de mæt­te­de fæno­me­ners mani­fe­sta­tion.

Mættede fæno­me­ner og kon­tra-erfa­rin­ger

Marion iden­ti­fi­ce­rer ikke kun en over­ens­stem­mel­se, men til­li­ge en begræns­ning i hen­holds­vis Husserls og Kants bestem­mel­ser af fæno­me­net som sådant. En over­ens­stem­mel­se, der defi­ne­rer fæno­me­net i kor­re­la­tio­nen mel­lem ansku­el­sen og inten­tio­na­li­te­ten, dvs. det imma­nen­te for­hold i bevidst­he­den mel­lem det giv­ne ind­hold og den betyd­nings­mæs­si­ge begrebs­li­ge akt. Denne kor­re­la­tions begræns­ning udtryk­ker sig iføl­ge Marion imid­ler­tid ved, at rela­tio­nen mel­lem de to sider – ansku­el­sen og inten­tio­na­li­te­ten – kun har haft til­ladt to muli­ge vari­a­tio­ner: (i) Den mest almin­de­li­ge er, hvor den inten­tio­nel­le, begrebs­li­ge side har et over­skud over og ikke til­stræk­ke­ligt udfyl­des af de giv­ne ansku­el­ser. (ii) Den mere “sjæld­ne” er, hvor der opstår en adæ­kva­tion mel­lem den kon­cep­tu­el­le akt og de giv­ne ansku­el­sers udfyl­del­se heraf.3Jean-Luc Marion, The Visible and the Revealed (New York: Fordham University Press, 2008), 119f. Efterladt ube­skre­vet er efter Marions påstand en tred­je mulig vari­ant, hvor det exces­si­ve over­skud til­fal­der de giv­ne ansku­el­ser – fæno­me­ner­nes mulig­hed for at være mæt­tet:

it con­cerns the situ­a­tion in which intu­i­tion would not only vali­da­te all that for which the con­cept assu­res intel­li­gibi­li­ty but would also add a given (sen­sa­tions, expe­ri­en­ces, infor­ma­tion, it mat­ters litt­le) that this con­cept would no lon­ger be able to con­sti­tu­te as an object or ren­der objecti­ve­ly intel­li­gib­le. […] I named and explai­ned this pheno­menon by excess as the (intu­i­ti­ve­ly) satu­ra­ted phenomenon.4Marion, Visible and Revealed, 120.

Denne tred­je vari­a­tion til­la­der, at ansku­el­sen kan give mere end det, inten­tio­na­li­te­ten kan rum­me og begri­be adæ­kvat.5Denne ana­ly­se er des­u­den helt grund­læg­gen­de for og har en gen­nem­gå­en­de til­ste­de­væ­rel­se i Marions udvik­ling af giv­nin­gens fæno­meno­lo­gi og de mæt­te­de fæno­me­ner, se f.eks. Jean-Luc Marion, Being Given: Toward a Phenomenology of Givenness (Stanford: Stanford University Press, 2002), 189–199 (§20) & 221–225 og Jean-Luc Marion, In … Continue reading I Marions øjne har fæno­meno­lo­gi­ens hid­ti­di­ge kon­cep­tion af fæno­me­nets mulig­hed – for­stå­et ved Husserls og Kants bestem­mel­ser – været ind­skræn­ket, men med den­ne udvik­ling fri­sæt­tes det til et mak­si­mum på sådan en måde, at det kan over­væl­de begrebs­lig­he­den: I ste­det for et sjæl­dent adæ­kva­tions­i­de­al mel­lem inten­tio­na­li­te­ten og ansku­el­sen er der tale om en ina­dæ­kva­tion, hvor det giv­ne ind­hold over­be­byr­der – ansku­el­ser­ne ikke blot udfyl­der, men mæt­ter til en grad, som er exces­siv og uoverstigelig.6Marion, Being Given, 167, 190–193, 196–199, 206, 219 & 226f. Denne ina­dæ­kva­tion må iføl­ge Frandsen anses for at være en tyde­lig arv fra Emmanuel Lévinas, se Frandsen, “Sansning – af sig selv”, 136 og Emmanuel Lévinas, Totalitet og Uendelighed: Et essay om exte­ri­o­ri­te­ten (2. udg. København: Hans Reitzels Forlag, 2020), 17.

Erfaringen er som et bæger, der fly­der over. De giv­ne ansku­el­ser kan ikke altid ind­kred­ses, begri­bes eller rum­mes af man­gel på til­stræk­ke­lig inten­tio­nel og begrebs­lig kapa­ci­tet. Gschwandtner gør opmærk­som på, at Marions iden­ti­fi­ka­tion af de mæt­te­de fæno­me­ner i sagens natur er et opgør med fæno­meno­lo­gi­ens anta­ge­li­ge over­ve­jen­de fik­se­ring af fæno­me­ner­ne som objek­ter.7Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 83. Denne pri­o­ri­te­ring af objek­tet som stan­dar­den eller arke­ty­pen for fæno­me­net til­skri­ver Marion i over­ve­jen­de grad den hus­ser­li­an­ske fæno­meno­lo­gi, se f.eks. Marion, Being Given, 27–48 (§3 & §4) & 179–189 (§19) og Gschwandtner, Reading Jean-Luc Marion, … Continue reading Objekter i den for­stand, at den erfa­ren­de bevidst­heds kon­sti­tu­ti­ve ope­ra­tion, i før­nævn­te kor­re­la­tion, kun sik­rer fæno­me­nets klar­hed ved en reduk­tion til en begræn­set og betin­get gen­stand, hvor­om der kan gri­bes. Men som Marion påpe­ger, så er sagen dog, at det­te ikke er den ene­ste måde, hvor­på fæno­me­ner­ne mani­feste­rer sig:

Now, the enti­re question of the satu­ra­ted pheno­menon con­cerns sole­ly and spe­ci­fi­cal­ly the pos­si­bi­li­ty that certain pheno­me­na do not mani­fest them­sel­ves in the mode of objects and yet still do mani­fest them­sel­ves. The dif­fi­culty is to descri­be what could mani­fest itself wit­hout our being able to con­sti­tu­te (or synt­he­size) it as an object (by a con­cept or an inten­tio­na­li­ty adequa­te to its intuition).8Marion, Visible and Revealed, 122.

De mæt­te­de fæno­me­ner er der­for resul­ta­tet af en fæno­meno­lo­gi, der ikke anlæg­ger restrik­tio­ner på fæno­me­na­li­te­ten (hvil­ket iføl­ge Marion beteg­ner måden, hvor­på fæno­me­ner­ne viser sig),9Jean-Luc Marion, The Reason of the Gift (Charlottesville & London: University of Virginia Press, 2011), 19. og som der­ved fri­sæt­ter fæno­me­ner­nes yder­ste poten­ti­a­le. De kon­kre­te måder, hvor­på fæno­me­ner­ne kan mani­feste­re sig som mæt­te­de, udtryk­ker Marion gen­nem en form for anti­te­se til eller omven­del­se af Kants for­stand­s­ka­te­go­ri­er, og når der­med til en iden­ti­fi­ka­tion af fire10Ret beset er der tale om fem, efter­som de fire sær­skil­te mæt­te­de fæno­me­ners for­e­ning til­sam­men udgør det, Marion kal­der for para­dok­ser­nes para­doks – den fæno­meno­lo­gi­ske mulig­hed for en Kristi åben­ba­ring, se Marion, Being Given, 234–241 og Marion, In Excess, 123–127. sær­skil­te typer af exces­sivt over­skud, som mæt­ter og giver mere, end der kan rum­mes i et begreb om hen­holds­vis kvan­ti­tet, kva­li­tet, rela­tion og moda­li­tet.11Marion frem­hæ­ver også en ræk­ke fæno­me­ner, der fun­ge­rer som pri­vil­e­ge­re­de eksemp­ler på, hvor­dan hver type af over­skud kan mani­feste­re sig. For kvan­ti­te­ten er det begi­ven­he­den, både den histo­ri­ske og kul­tu­rel­le (Marion, Being Given, 199–202 & 228f; Marion, In Excess, 30–44), for kva­li­te­ten det inten­si­ve og ubær­li­ge … Continue reading Fænomenerne kan her­i­gen­nem ikke tæn­kes som objek­ter, for­di de over­skri­der den gen­stands­gø­ren­de akt, der ind­fø­jer dem i et adæ­kvat begreb. Mængden og inten­si­te­ten af de giv­ne ansku­el­ser, mang­len på mulig­hed for at dan­ne en ana­lo­gi eller i det hele taget at fav­ne dis­se i en til­stræk­ke­lig erken­del­se udtryk­ker der­i­mod, at dis­se fæno­me­ner ikke lader sig betvin­ge og kon­sti­tu­e­re af sub­jek­tet (bevidst­he­den).12Marion, In Excess, 25.

Bruddet med dis­se anta­ge­li­ge mulig­heds­be­tin­gel­ser er iføl­ge Marions beskri­vel­se sel­ve den måde, hvor­på de mæt­te­de fæno­me­ner mani­feste­rer sig – de “dir­rer” den­ne tær­skel: “[…] by playing on the limits of pheno­me­na­li­ty, certain pheno­me­na not only can appear at tho­se limits, but appear even bet­ter there”.13Marion, Visible and Revealed, 25. Og for­di de mæt­te­de fæno­me­ner der­med “går mod” sub­jek­tet og bry­der med dets anlag­te betin­gel­ser, kal­der Marion dem for para­dok­ser – de er udtryk for en mod­sa­t­ret­tet mening eller betyd­ning (para-doxa), der ikke bestem­mes af sub­jek­tet selv, men hvor det indstif­tes som vid­ne til og mod­ta­ger af dis­se fæno­me­ners kontra-rettethed.14Marion, In Excess, 113; Marion, Being Given, 215–219, 249 & 268. Disse para­dok­ser er kon­tra-erfa­rin­ger: De går til græn­sen af erfa­rings­be­tin­gel­ser­ne, og med deres exces­si­ve over­skud over­man­der og mod­si­ger de sig enhver mulig kon­sti­tu­tion som adæ­kva­te erken­del­ses- eller erfa­rings­ob­jek­ter. Det væsent­lig­ste i det­te hen­se­en­de er, at dis­se kon­tra-erfa­rin­ger – på para­doksal vis – ikke er ens­be­ty­den­de med en annul­le­ring af deres egen mulig­hed; de er iføl­ge Marion ikke en ikke-erfa­ring, men en erfa­ring af fæno­me­ner, der mod­sæt­ter sig til­stræk­ke­lig konstitution.15Marion, Being Given, 215f. Vi står der­for med fæno­me­ner, der giver sig selv til erfa­rin­gen ube­tin­get af sub­jek­tets erfa­rings­be­tin­gel­ser, og som iføl­ge Marion efter­la­der mod­ta­ge­ren blæn­det – ude af stand til at se og begri­be det hele på grund af over­eks­po­ne­ring og over­be­byr­del­se:

[…] in the way that an excess of light is not seen direct­ly on the pho­to­grap­hic paper but is infer­red indi­rect­ly from the overe­xpo­su­re, or else––like the spe­ed of somet­hing in motion, unre­p­re­sen­tab­le in a frozen image––nevertheless appears the­re in and through the smud­ge that its very unre­p­re­sen­ta­bi­li­ty makes on the paper. In the­se cases, the eye does not see an exte­ri­or specta­c­le so much as it sees the rei­fied tra­ces of its own power­les­sness to con­sti­tu­te wha­te­ver it might be into an object.16Marion, Being Given, 216.

Deres “slø­re­de spek­ta­kel” indi­ke­rer vores mag­tes­løs­hed i for­hold til at fav­ne og fat­te greb om dem. Omend de udfol­der sig for mine øjne, er de ikke i min magt eller i min besku­el­ses vold. For det er ikke af sub­jek­tet, at det­te sker. Fænomenerne træn­ger sig der­i­mod selv på og adres­se­rer sub­jek­tet – et sub­jekt, der iføl­ge Marion bli­ver målet for deres over­væl­den­de kends­ger­ning: “[…] it is a fact made for me, not by me, but at my expen­se. It is a fact made on my acco­unt; by it, I am made. Along the same lines, inten­tio­na­li­ty is inver­ted: I beco­me the objecti­ve of the object”.17Marion, Being Given, 146.

Sagen for vores ved­kom­men­de er nu, at dis­se karak­te­ri­sti­ka kan med­vir­ke til beskri­vel­sen af natur­fæ­no­me­ner, hvor de mæt­te­de moti­ver får et ånde­hul og kom­mer til vores opmærk­som­hed. Denne mulig­hed tyde­lig­gør Gschwandtner også, for iføl­ge hen­des påstand kan sto­re dele af natu­ren net­op for­stås i de mæt­te­de fæno­me­ners pris­me:

If the pri­mary cha­ra­cte­ri­stic of a satu­ra­ted pheno­menon is its overwhel­m­ing natu­re, the fact that it can­not be con­sti­tu­ted, that it provi­des too much infor­ma­tion, then many natu­ral pheno­me­na would qua­li­fy. Clearly a bio­tic system such as a wet­land, a tidal pool, a region of rain­fo­rest, even an ant­hill are com­plex pheno­me­na that can­not be com­ple­te­ly gra­sped by human consciousness.18Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 91.

På den måde kan fæno­me­ner, som vi alle­re­de har bekendt­skab med, kom­me i betragt­ning som andet og mere end blot objek­ter blandt andre. Selv når det gæl­der hver­dags­li­ge og let over­se­te fæno­me­ner, kan vi opda­ge en type revi­ta­li­se­ring af erfa­rings­ho­ri­son­ten, hvor nogets exces­si­ve mæt­tet­hed træn­ger sig på og ankom­mer uan­meldt og ukon­trol­ler­bart – at det end­da har en egen­hed, som det erfa­ren­de sub­jekt iføl­ge Marion ikke kan bestem­me eller betinge.19Marion, In Excess, 34–38; Marion, Visible and Revealed, 5. Det søn­derjy­ske fæno­men sort sol kun­ne være sådan et: Stærefuglenes for­be­re­del­se til træk i kom­plek­se him­melsti­mer kan næp­pe påstås at være hånd­gri­be­ligt. Deres inten­si­ve koreo­gra­fi kan der­i­mod være næsten ubær­lig – man er mål­løs af over­væl­del­se, for­di man som erfa­ren­de ikke helt kan begri­be det. Eller tænk på de så ofte (over)sete blåm­ej­ser, mus­vit­ter og andre spur­ve­fug­le, der mel­lem buske, reder, træ­er, jord og foder­bræt fly­ver så hur­tigt og i så ufor­ud­si­ge­li­ge sam­men­hæng, at det kan være blæn­den­de, for mit blik kan ikke føl­ge med og mit syn kan ikke overskue hele den­ne akts begi­ven­hed.

Beskrivelser af sådan­ne erfa­rin­ger som mæt­te­de og exces­si­ve skal dog ikke betrag­tes som et for­søg på at intro­du­ce­re en excep­tio­na­lis­me i fæno­meno­lo­gi­en. Det er ikke en mysti­cis­me eller roman­ti­se­ring, der hen­ty­der til en yder­re­gion i erfa­rings­ho­ri­son­ten af sjæld­ne og ekstra­or­di­næ­re fæno­me­ner: Tværtimod, for selv gan­ske almin­de­li­ge fæno­me­ner kan erfa­res mæt­te­de – det dre­jer sig iføl­ge Marion om grun­dig­he­den af fæno­meno­lo­gi­ens meto­do­lo­gi­ske ope­ra­tio­ner, hvis opga­ve er at ryd­de vej­en for og lade fæno­me­net give sig fra sig selv.20Marion, Being Given, 9f, 39ff, 48–53, 222–228 & 229ff; Marion, In Excess, 62–66. Det er ikke muligt i inde­væ­ren­de tekst at give en til­stræk­ke­lig udlæg­ning af føl­gen­de, men fæno­meno­lo­gi­ens omtal­te ope­ra­tio­ner refe­re­rer til, hvad Marion kal­der en tred­je reduk­tion (den før­ste til­skri­ver Marion Husserls reduk­tion af fæno­me­net … Continue reading

En uen­de­lig her­me­neu­tik – sub­jek­tets util­stræk­ke­lig­hed og en ube­gri­be­lig natur

Det erfa­ren­de sub­jekts util­stræk­ke­lig­hed og mag­tes­løs­hed er udtryk for, at det ikke kan kom­me til bunds i, opreg­ne eller opgø­re de mæt­te­de fæno­me­ner, som bry­der ud i lys lue. At det­te kan være kon­se­kven­sen ved at indrøm­me sig over for natu­rens muli­ge uover­sti­ge­lig­hed, behø­ver ikke anses som et neder­lag – for det ude­luk­ker ikke “jeget” –, men skal betrag­tes som en gen­tænk­ning af sub­jek­tets hid­ti­di­ge erken­del­ses­mæs­si­ge posi­tio­nel­le pri­vil­e­gie. Et pri­vil­e­ge­ret cen­trum, som Marions fæno­meno­lo­gi har sær­lig inter­es­se i at udfor­dre, da det eks­klu­de­rer betyd­nings­ful­de dimen­sio­ner af fæno­me­na­li­te­ten – fæno­me­ner vi ikke kan for­ud­si­ge, kon­sti­tu­e­re eller bemestre.21Marion, Being Given, 131–134, 151, 190, 216f & 263f; Jean-Luc Marion & Dan Arbib, The Rigor of Things: Conversations with Dan Arbib (New York: Fordham University Press, 2017), 83–85.

Den exces­si­ve mæt­tet­hed kan vise sig i alt lige fra fug­le­nes træk og spi­se­ad­færd, vej­re­ts plud­se­li­ge og ufor­ud­si­ge­li­ge omskif­te­lig­hed, det ensom­me allétræ, hvis tav­se stolt­hed mod­står de anmas­sen­de for­tovs­fli­ser og biler­nes os – og til fæno­me­ner i glo­bal ska­la såsom tem­pe­ra­turstig­nin­ger og de med­føl­gen­de uover­sku­e­li­ge kon­se­kven­ser, som det­te har for omgi­vel­ser­ne, øko­sy­ste­mer og des­li­ge. Og en af de væsent­lig­ste ind­sig­ter ved dis­se fæno­me­ners for­tæt­te­de ind­hold er som sagt den til­hø­ren­de betyd­nings­ful­de gen­for­tolk­ning af sub­jek­tet som erfa­ren­de her­af. For som Marion påpe­ger, vid­ner de mæt­te­de fæno­me­ner om sub­jek­tets ende­lig­hed – at vi som sådan ikke opnår en abso­lut og total ind­sigt i det, der viser sig i erfaringshorisonten.22Marion, Being Given, 254, 306 & 310; Marion, In Excess, 123. Denne for­fat­ning hen­stil­ler dog ikke nød­ven­dig­vis sub­jek­tet i en (for) pas­siv posi­tion, som Shane Mackinlay i Interpreting Excess: Jean-Luc Marion, Saturated Phenomena, and Hermeneutics ikke desto min­dre påstår: Mackinlay bekla­ger sær­ligt, at Marions sub­jekt, l’a­don­né (the gif­ted; den hen­giv­ne), fra­ta­ges enhver sig­ni­fi­kant betyd­ning med hen­syn til påvirk­nin­gen af fæno­me­nets mani­fe­sta­tion, for­di det “blot” er redu­ce­ret til en mod­ta­ger.23Shane Mackinlay, Interpreting Excess: Jean-Luc Marion, Saturated Phenomena, and Hermeneutics (New York: Fordham University Press, 2010), 48f, 54 & 217. Men sub­jek­tets afmæg­ti­ge ende­lig­hed over for de mæt­te­de fæno­me­ners mani­fe­sta­tion er ikke nød­ven­dig­vis et argu­ment for dets ensi­di­ge pas­si­ve for­fat­ning, men er der­i­mod udtryk for erfa­rin­gens exces­si­ve over­be­byr­del­se, hvor­om der ingen til­stræk­ke­lig begri­bel­se er. Subjektet beva­rer heri sta­dig en akti­vi­tet i dets evin­de­li­ge (og måske for­gæ­ves) for­søg på at for­stå: Denne særeg­ne posi­tion, som sub­jek­tet befin­der sig i og som afsted­kom­mes i sel­ve mod­ta­gel­sen af de mæt­te­de fæno­me­ners over­væl­den­de kends­ger­ning, er iføl­ge Marion en uen­de­lig eller ende­løs her­me­neu­tik.24Marion, In Excess, 33 & 123–127; Marion, Visible and Revealed, 143. Marion afvi­ser også, at sub­jek­tet skul­le for­fla­di­ges til en dua­lis­me mel­lem akti­vi­tet og pas­si­vi­tet i mod­ta­gel­sen af de mæt­te­de fæno­me­ner, da net­op recep­ti­vi­te­ten går for­ud og er der­for mere gene­risk end beg­ge dis­se, se f.eks. Marion, Being Given, 255f … Continue reading Både Gschwandtner og Mackinlay påpe­ger beret­ti­get, at den­ne dimen­sion af Marions tænk­ning mang­ler væsent­lig beskrivelse,25Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 85 & 87; Mackinlay, Interpreting Excess, 54 & 217. men den kan dog anspo­re vores for­stå­el­se af sub­jek­tets erfa­ring af og for­hold til natu­rens ube­gri­be­lig­hed, for i al væsent­lig­hed ret­ter det opmærk­som­he­den på, at sådan­ne erfa­rin­ger øjen­syn­ligt indi­ke­rer, at ethvert enga­ge­ment i for­sø­get på for­stå­el­se og begri­bel­se ingen ende har – vi for­står det aldrig helt, vi kom­mer ikke til en endegyldighed.26Marion, In Excess, 33. (Henrik Vase Frandsen beskri­ver sub­jek­tets erfa­ring af den­ne mæt­tet­hed præg­nant i sin behand­ling af Marion ved at påpe­ge, at man sim­pelt­hen ikke kan føl­ge med).27Frandsen, “Sansning – af sig selv”, 136. Dette indi­ke­rer dog ikke fæno­me­ner­nes abso­lut­te urør­lig­hed eller util­gæn­ge­lig­hed, men som Marions beskri­vel­se af para­dok­set og kon­tra-erfa­rin­gen gør opmærk­som på, så har vi ikke begreb om dem, de har med en ubær­lig tyng­de greb om os.28Marion, Being Given, 146. Det er der­for ikke en nega­ti­vi­tet at for­stå sub­jek­tet i dets util­stræk­ke­lig­hed, men kan for­stås som en beken­del­se til en ende­lig­hed, eksi­sten­ti­elt såvel som erfa­rings­mæs­sigt, der iføl­ge Marion ikke kan udtøm­me en hori­sont, der utræt­te­ligt ved­bli­ver med at give mere, end vi kan rumme.29Marion, Being Given, 289 & 305f; Marion, In Excess, 67f. Som Marion påpe­ger i det føl­gen­de, er dis­se situ­a­tio­ner, hvor de mæt­te­de fæno­me­ner mani­feste­rer sig i deres over­væl­del­se, net­op påmin­del­sen her­om:

The more the given is satu­ra­ted with intu­i­tion and rises toward the para­dox, the more dif­fi­cult, as well as fru­it­ful, this deci­sion beco­mes, becau­se the respon­se [sub­jek­tets mod­ta­gel­se af fæno­me­net] turns out less and less adequa­te, more and more insuf­fi­ci­ent, and there­fo­re end­les­s­ly repe­a­ted. […] The given hum­b­les the gif­ted, like respect but more uni­ver­sal­ly than respect, sin­ce each satu­ra­ted pheno­menon humbles.30Marion, Being Given, 305f.

I dis­se erfa­rin­ger væk­kes sub­jek­tet i sin ina­dæ­kva­te ende­lig­hed som ydmyg over for dis­se fæno­me­ners uover­sti­ge­lig­hed, hvor­med det over­la­des til en uen­de­lig her­me­neu­tisk akti­vi­tet, der ende­løst (og måske end­da umu­ligt) for­sø­ger at nå en adæ­kvat for­stå­el­se. Et sub­jekt, der ikke kan bære den for­tæt­te­de erfa­rings­byr­de, som fæno­me­net aldrig bli­ver træt af at give.31Marion, Being Given, 289.

Mackinlay og Gschwandtner fast­hol­der beg­ge, at sub­jek­tets her­me­neu­ti­ske akti­vi­tet har en stør­re rol­le at spil­le med hen­syn til de mæt­te­de fæno­me­ners mulig­hed, end den Marion angi­ve­ligt vil indrømme.32Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 86–89; Mackinlay, Interpreting Excess, 217f. Ifølge Mackinlay dre­jer det sig som før­nævnt om sub­jek­tets under­kend­te akti­vi­tet, hvis for­tolk­ning anta­ge­ligt skul­le åbne og sik­re en mulig hori­sont for fæno­me­ner­nes exces­si­ve mæt­tet­hed overhovedet.33Mackinlay, Interpreting Excess, 217f. Gschwandtners kri­ti­se­rer spe­ci­fikt, at Marion over­ser sin egen mod­vil­lig­hed til at lade her­me­neu­tik­ken få betyd­ning: Om den­ne skul­le være bevidst eller ube­vidst fra Marions side, frem­går ikke tyde­ligt af Gschwandtners kri­tik. Desuagtet hæv­der hun i over­ens­stem­mel­se med Mackinlay, at såfremt fæno­me­ner­ne over­ho­ve­det kan vise sig over­væl­den­de og exces­si­ve, må der for­in­den for­ud­sæt­tes en her­me­neu­tik, som kan ord­ne en hori­sont, hvor­med “ordi­næ­re” fæno­me­ner på ny kan kom­me i betragt­ning som mættede.34Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 86–89. I mine øjne lader det dog til, at ingen af dem for­mår at fri­gø­re sig fra den dog­ma­tik, som er Marions væsent­li­ge kri­tik­punkt ved fæno­meno­lo­gi­en: Subjektets redu­ce­ren­de vold og magt over fæno­me­ner­nes mulig­hed. Jeg vil end­da påstå, at sub­jek­tets (her­me­neu­ti­ske) for­rang vil mod­sæt­te sig mæt­tet­he­dens mulig­hed, for hvis de mæt­te­de fæno­me­ner skal kun­ne mani­feste­re sig med en egent­lig over­væl­del­se af giv­ne ansku­el­ser, vil en altid alle­re­de eksi­ste­ren­de her­me­neu­tik (som betin­gel­se for og i sid­ste ende pro­du­cent af mæt­tet­he­den) annul­le­re over­væl­del­sen som gan­ske for­ven­te­lig, for­ud­si­ge­lig og begri­be­lig for det­te sub­jekt selv. Hermeneutikken har sandt at sige en cen­tral (og under­be­lyst) betyd­ning i Marions fæno­meno­lo­gi, men at der er en (uen­de­lig) her­me­neu­tik til ste­de, for­ud­sæt­ter ikke af den grund, at den skul­le gå for­ud for fæno­me­ner­ne og bestem­me mulig­he­der­ne som sådan. Jeg vil der­i­mod påstå, at her­me­neu­tik­ken kun effek­tu­e­res, såfremt fæno­me­ner­ne først giver sig selv til det erfa­ren­de sub­jekt som exces­si­ve og mæt­te­de overhovedet.35Dette under­støt­tes også af Marions bestem­mel­se af sub­jek­tet, l’a­don­né, som mod­ta­ger af sig selv fra det, det mod­ta­ger, hvil­ket bety­der, at fæno­me­ner­ne ube­tin­get giver sig selv, før­end nogen akti­vi­tet fra sub­jek­tets side kan kom­me på tale, se Marion, Being Given, §26 og sær­ligt 268. Subjektet har en akti­vi­tet, der ikke er en for­tol­ken­de pro­duk­tion af mæt­tet­he­den, men en akti­vi­tet, hvor det i en uen­de­lig her­me­neu­tisk for­fat­ning for­sø­ger at for­stå – en for­fat­ning, der sam­ti­dig ikke kan anlæg­ge restrik­tio­ner på eller betin­gel­ser for fæno­me­ner­nes mulig­hed for at være mæt­te­de og exces­si­ve.

Med Marions øjne kan man hæv­de, at både Gschwandtner og Mackinlay fort­sat ope­re­rer med anta­gel­sen om fæno­me­na­li­te­tens mini­mum, dvs. at fæno­me­ner kun viser sig mæt­te­de, for så vidt sub­jek­tet aktivt påvir­ker og frem­pro­vo­ke­rer deres mani­fe­sta­tion der­som. Men Marions før­nævn­te påstand og ærin­de med anta­gel­sen om fæno­me­ner­nes mak­si­mum er net­op at ven­de den­ne fæno­meno­lo­gi­ske indstil­ling om.36Marion, Being Given, 197. At anta­ge et kend­skab til et mini­mum – en stan­dard eller basis – for hvor­dan fæno­me­ner kan mani­feste­re sig, er nem­lig i Marions øjne at påstå en vis­hed om græn­ser­ne for fæno­me­ner­nes muligheder.37Marion, Visible and Revealed, 144. En påstand, der som nævnt risi­ke­rer at redu­ce­re fæno­me­ner­ne til adæ­kva­te erfa­rings­ob­jek­ter.

I vores til­fæl­de ved­rø­rer den­ne sag i sid­ste ende, om man vil indrøm­me sig over for natu­rens muli­ge mæt­tet­hed og ube­gri­be­lig­hed, og at dis­se karak­te­ri­sti­ka ikke blot “opstår” på bag­grund af en sub­jek­tiv for­tolk­ning, men at det væsent­ligt til­hø­rer erfa­rin­gen af natu­ren at være mæt­tet med en kom­plek­si­tet, der ikke kan opnås adæ­kvat begreb om. Positivt set er det­te en accept af en over­væl­den­de og afgrunds­dyb rea­li­tet, der ikke er reduk­tiv til sub­jek­tets erfa­rings­be­tin­gel­ser. Men blot for­di vi af den grund ikke til­stræk­ke­ligt kan se fæno­me­net, blot for­di vi ikke adæ­kvat kan kon­sti­tu­e­re det, må vi iføl­ge Marion ikke for­an­le­di­ges til at benæg­te den­ne muli­ge rea­li­tet:

To be sure, clai­m­ing to see is not suf­fi­ci­ent to prove that one saw. Yet the fact or the pre­ten­se of not see­ing does not prove that the­re is not­hing to see. It can sim­ply sug­gest that the­re is inde­ed somet­hing to see […].38Marion, Visible and Revealed, 124.

Dette under­støt­ter Gschwandtner på sin vis også (til trods for hen­des før­nævn­te kri­tik), for en reduk­tion af natu­ren til blot til­stræk­ke­li­ge (og syn­li­ge) objek­ter for erfa­rin­gens begri­bel­se er til­sva­ren­de at behand­le den som en resur­se, der vil­le eli­mi­ne­re dens mæt­tet­hed: Med hen­des ord vil­le det være at ven­de det blin­de øje til mæt­tet­he­den i ste­det for at lade sig blæn­de af den.39Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 98. Citatet lyder: “It is to igno­re the com­ple­xi­ty and excess of the satu­ra­ted pheno­menon: Instead of being blin­ded by it, we turn the blind eye to it”. At vi kan opda­ge nye måder, hvor­på fæno­me­ner­ne viser sig, som f.eks. mæt­te­de og ube­gri­be­li­ge, er ikke ens­be­ty­den­de med, at sub­jek­tet er kon­sti­tu­e­ren­de her­for, men blot at det har fået øjne­ne op for det – også selv­om synet blæn­des der­ved. I den for­stand skal natu­ren ikke gøres afhæn­gig af vores util­stræk­ke­lig­hed – vores for­fat­ning som afmæg­ti­ge, ende­li­ge og util­stræk­ke­li­ge er der­i­mod afhæn­gig af dens mæt­tet­hed. En mæt­tet­hed, der sam­ti­dig røber en skrø­be­lig­hed, som Marions fæno­meno­lo­gi gør mulig at frem­hæ­ve. Det para­doksa­le er dog, at til trods for at den ikke er afhæn­gig af os – den står os ikke i gæld og er ikke nød­li­den­de over for vores barm­hjer­ti­ge kon­sti­tu­tion –, må vi, i vores blind­hed, ikke af den grund næg­te dens muli­ge rea­li­tet.

Beskrivelsen af natu­rens mæt­tet­hed kan føre til en stør­re årvå­gen­hed, varsom­hed og ydmyg­hed, hvad angår vores for­hold til den. For iføl­ge Marion er erfa­rin­gen af mæt­te­de fæno­me­ner ens­be­ty­den­de med mod­ta­gel­sen af et kald, som vi i sel­ve erfa­rin­gens mod­ta­gel­se sva­rer på.40Marion, Being Given, 266–271 & 282–290. Svaret er ikke kun etisk – først og frem­mest atteste­rer det for en mæt­tet­hed, hvor sub­jek­tet, i sin util­stræk­ke­lig­hed til at begri­be den, er over­ladt til den uen­de­li­ge hermeneutik.41Marion, Being Given, 293f; Marion, Visible and Revealed, 143f. Det er en måde at an-sva­re på. Et ansvar, der ikke for­næg­ter natu­ren dens over­væl­den­de ufor­klar­lig­hed. Hvor vi, som util­stræk­ke­li­ge og ende­li­ge mod­ta­ge­re, hen­gi­ver os til dens mæt­te­de og exces­si­ve gene­rø­si­tet. For såfremt natu­ren er andet og mere end blot adæ­kva­te objek­ter, kan vi ikke ubøn­hør­ligt benæg­te dens ube­gri­be­lig­hed ved ikke at sva­re på dens kald, dvs. ved ikke at mod­ta­ge dens exces­si­ve og over­væl­den­de mæt­tet­hed.

1. Det, der gør sig gæl­den­de og lader sig bestem­me som “natur­fæ­no­me­ner”, er i sig selv et spørgs­mål, som i inde­væ­ren­de ikke kan gives noget enty­digt svar på – jeg hæv­der i al fald ikke at skul­le ken­de til det. At give en demar­ka­tion for, hvor­til natu­ren går, for hvad der ret­mæs­sigt kan kal­des natur, åbner et utal af pro­blem­stil­lin­ger. En af de mest vel­kend­te er natur­lig­vis natur-kul­tur-dua­lis­men – eller natur-tek­no­lo­gi-diko­to­mi­en, som det måske bed­re er kendt som i dag, hvor tek­no­lo­gi­en hen­ty­der til en sære­gen type akti­vi­tet, ude­luk­ken­de frem­bragt af men­ne­sket, der, til trods for sin bio­lo­gi og sel­vind­ly­sen­de rod­fæst­ning og afhæn­gig­hed, her­ved anses for at distan­ce­re sig fra, være andet eller mere end “natur”. Et andet spørgs­mål er, om natur­fæ­no­me­ner er natur­li­ge fæno­me­ner? Men med det­te spørgs­mål for­an­le­di­ges man dog blot til at stil­le et kon­tr­a­spørgs­mål om, hvad una­tur­li­ge fæno­me­ner da skul­le være? Er hve­den f.eks. natur eller natur­lig (lig natu­ren), når den gen­nem årtu­sin­ders men­ne­ske­lig tek­no­lo­gisk akti­vi­tet er ble­vet ført og mani­p­u­le­ret til et sted, vi mere dog­ma­tisk ikke vil kal­de “fri” natur? Jeg vil med størst mulig for­sig­tig­hed anta­ge en fort­sat ønsk­vær­dig­hed for et begreb om noget, vi kan kal­de natur, uden at det nød­ven­dig­vis skal fal­de til­ba­ge i reduk­tio­ni­sti­ske og for­sim­p­len­de dua­lis­mer mel­lem f.eks. enten natur eller menneske.
2. Christina M. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, i Interpreting Nature: The Emerging Field of Environmental Hermeneutics, red. Forrest Clingerman, Brian Treanor, Martin Drenthen, and David Utsler (New York: Fordham University Press, 2014).
3. Jean-Luc Marion, The Visible and the Revealed (New York: Fordham University Press, 2008), 119f.
4. Marion, Visible and Revealed, 120.
5. Denne ana­ly­se er des­u­den helt grund­læg­gen­de for og har en gen­nem­gå­en­de til­ste­de­væ­rel­se i Marions udvik­ling af giv­nin­gens fæno­meno­lo­gi og de mæt­te­de fæno­me­ner, se f.eks. Jean-Luc Marion, Being Given: Toward a Phenomenology of Givenness (Stanford: Stanford University Press, 2002), 189–199 (§20) & 221–225 og Jean-Luc Marion, In Excess: Studies of Saturated Phenomena (New York: Fordham University Press, 2002), 158f; se også Christina M Gschwandtners behand­ling og udlæg­ning i hen­holds­vis Reading Jean-Luc Marion: Exceeding Metaphysics (Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 2007), 61–67 & 76–83 og Degrees of Givenness: On Saturation in Jean-Luc Marion (Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press, 2014), 5–23. For en kort og til­gæn­ge­lig udlæg­ning af Marions læs­ning af Husserl mht. kor­re­la­tio­nen mel­lem ansku­el­sen og inten­tio­na­li­te­ten kan man med for­del også hen­ven­de sig til Henrik Vase Frandsens kapi­tel “Sansning – af sig selv”, i Mennesket og det andet: bidrag til den eksi­sten­ti­el­le fæno­meno­lo­gi, red. Michael Rasmussen (Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2019), 135f.
6. Marion, Being Given, 167, 190–193, 196–199, 206, 219 & 226f. Denne ina­dæ­kva­tion må iføl­ge Frandsen anses for at være en tyde­lig arv fra Emmanuel Lévinas, se Frandsen, “Sansning – af sig selv”, 136 og Emmanuel Lévinas, Totalitet og Uendelighed: Et essay om exte­ri­o­ri­te­ten (2. udg. København: Hans Reitzels Forlag, 2020), 17.
7. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 83. Denne pri­o­ri­te­ring af objek­tet som stan­dar­den eller arke­ty­pen for fæno­me­net til­skri­ver Marion i over­ve­jen­de grad den hus­ser­li­an­ske fæno­meno­lo­gi, se f.eks. Marion, Being Given, 27–48 (§3 & §4) & 179–189 (§19) og Gschwandtner, Reading Jean-Luc Marion, 62–65.
8. Marion, Visible and Revealed, 122.
9. Jean-Luc Marion, The Reason of the Gift (Charlottesville & London: University of Virginia Press, 2011), 19.
10. Ret beset er der tale om fem, efter­som de fire sær­skil­te mæt­te­de fæno­me­ners for­e­ning til­sam­men udgør det, Marion kal­der for para­dok­ser­nes para­doks – den fæno­meno­lo­gi­ske mulig­hed for en Kristi åben­ba­ring, se Marion, Being Given, 234–241 og Marion, In Excess, 123–127.
11. Marion frem­hæ­ver også en ræk­ke fæno­me­ner, der fun­ge­rer som pri­vil­e­ge­re­de eksemp­ler på, hvor­dan hver type af over­skud kan mani­feste­re sig. For kvan­ti­te­ten er det begi­ven­he­den, både den histo­ri­ske og kul­tu­rel­le (Marion, Being Given, 199–202 & 228f; Marion, In Excess, 30–44), for kva­li­te­ten det inten­si­ve og ubær­li­ge idol, eksem­pel­vis male­ri­et (Marion, Being Given, 202–206 & 229f; Marion, In Excess, 54–74), for rela­tio­nen kødet, der beteg­ner sub­jek­tets egen krop og umu­lig­gør enhver ana­lo­gi (Marion, Being Given, 206–212 & 231f; Marion, In Excess, 82–103) og ende­lig for moda­li­te­ten iko­net, der hos Marion har en tyde­lig refe­ren­ce til Emmanuel Levinas’ tænk­ning om den andens ansigts uen­de­lig­hed (Marion, Being Given, 212–215 & 232f; Marion, In Excess, 104–123).
12. Marion, In Excess, 25.
13. Marion, Visible and Revealed, 25.
14. Marion, In Excess, 113; Marion, Being Given, 215–219, 249 & 268.
15. Marion, Being Given, 215f.
16. Marion, Being Given, 216.
17. Marion, Being Given, 146.
18. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 91.
19. Marion, In Excess, 34–38; Marion, Visible and Revealed, 5.
20. Marion, Being Given, 9f, 39ff, 48–53, 222–228 & 229ff; Marion, In Excess, 62–66. Det er ikke muligt i inde­væ­ren­de tekst at give en til­stræk­ke­lig udlæg­ning af føl­gen­de, men fæno­meno­lo­gi­ens omtal­te ope­ra­tio­ner refe­re­rer til, hvad Marion kal­der en tred­je reduk­tion (den før­ste til­skri­ver Marion Husserls reduk­tion af fæno­me­net til objek­tet, den anden til Heideggers reduk­tion til det væren­de). “So much reduction, so much given­ness”, som den tred­je reduk­tion for­ly­der, har til hen­sigt at fri­sæt­te fæno­me­nets mani­fe­sta­tion fra en sub­jek­ti­vi­tet (bevidst­hed eller Dasein). Marions meto­do­lo­gi­ske udvik­ling påpe­ger, at såfremt en reduk­tion af fæno­me­net fin­der sted, må det altid give sig selv til at vise sig selv, før­end det over­ho­ve­det kan redu­ce­res til enten et objekt eller et væren­de. På den måde påstår Marion, at fæno­me­nets muli­ge mæt­tet­hed er udtryk for dets egen giv­ning og der­for ikke som udtryk for en sub­jek­ti­vi­tets kon­sti­tu­ti­ve bestem­mel­ser, se f.eks. Marion, Being Given, x, 8f, 18, 32ff, 185ff & 258–261.
21. Marion, Being Given, 131–134, 151, 190, 216f & 263f; Jean-Luc Marion & Dan Arbib, The Rigor of Things: Conversations with Dan Arbib (New York: Fordham University Press, 2017), 83–85.
22. Marion, Being Given, 254, 306 & 310; Marion, In Excess, 123.
23. Shane Mackinlay, Interpreting Excess: Jean-Luc Marion, Saturated Phenomena, and Hermeneutics (New York: Fordham University Press, 2010), 48f, 54 & 217.
24. Marion, In Excess, 33 & 123–127; Marion, Visible and Revealed, 143. Marion afvi­ser også, at sub­jek­tet skul­le for­fla­di­ges til en dua­lis­me mel­lem akti­vi­tet og pas­si­vi­tet i mod­ta­gel­sen af de mæt­te­de fæno­me­ner, da net­op recep­ti­vi­te­ten går for­ud og er der­for mere gene­risk end beg­ge dis­se, se f.eks. Marion, Being Given, 255f & 264 og Marion, In Excess, 48.
25. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 85 & 87; Mackinlay, Interpreting Excess, 54 & 217.
26. Marion, In Excess, 33.
27. Frandsen, “Sansning – af sig selv”, 136.
28. Marion, Being Given, 146.
29. Marion, Being Given, 289 & 305f; Marion, In Excess, 67f.
30. Marion, Being Given, 305f.
31. Marion, Being Given, 289.
32. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a “Saturated Phenomenon”?”, 86–89; Mackinlay, Interpreting Excess, 217f.
33. Mackinlay, Interpreting Excess, 217f.
34. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 86–89.
35. Dette under­støt­tes også af Marions bestem­mel­se af sub­jek­tet, l’a­don­né, som mod­ta­ger af sig selv fra det, det mod­ta­ger, hvil­ket bety­der, at fæno­me­ner­ne ube­tin­get giver sig selv, før­end nogen akti­vi­tet fra sub­jek­tets side kan kom­me på tale, se Marion, Being Given, §26 og sær­ligt 268.
36. Marion, Being Given, 197.
37. Marion, Visible and Revealed, 144.
38. Marion, Visible and Revealed, 124.
39. Gschwandtner, “Might Nature Be Interpreted as a ‘Saturated Phenomenon’?”, 98. Citatet lyder: “It is to igno­re the com­ple­xi­ty and excess of the satu­ra­ted pheno­menon: Instead of being blin­ded by it, we turn the blind eye to it”.
40. Marion, Being Given, 266–271 & 282–290.
41. Marion, Being Given, 293f; Marion, Visible and Revealed, 143f.