I det følgende er hovedærindet at videreføre indsigterne fra Jacques Derridas tolkning af tilgivelsen, sådan som de blev præsenteret i “Tilgivelsens generøsitet I”, for at nå frem til en uddybelse af dens paradoksale karakter. Derridas påstand er, at en ren og ubetinget tilgivelse skal forstås som tilgivelse af det utilgivelige. Hvis tilgivelsen kun tilgav det tilgivelige, ville der, ifølge Derrida, ingen grund være til at tilgive i første omgang. Den betingelsesløse tilgivelse, forstået særskilt og uden sammenblanding med andre betydningshorisonter såsom retfærdighed, reciprocitet og transaktionel udbytning, hviler derfor på en paradoksal grund: Dens umulighed (det utilgivelige) er dens mulighed. Når dette er dens basis, må vi nu spørge, hvordan denne “umulighed” kan udtrykkes.
Vi skal i denne artikel se, hvordan en betingelsesløs tilgivelse, på baggrund af Derridas udlægning, ender med at gøre det modsatte af det, der bedes om: Der bedes om forladelse og frisættelse af skyld og ansvar, men mod forventning bliver det overrakt, bekræftet, givet til. En betingelsesløs tilgivelse tager intet fra personen, men lægger desto mere til.
I de følgende afsnit er hensigten at vise, at tilgivelsen er udtryk for ansvarets og skyldens indtræden, og ikke en proces, der indvarsler deres forsvinden. Den bekræfter uopretteligheden og beder om at stå ved ansvaret og udstå det. Samtidig tydeliggøres det forhold, at tilgivelsen vedrører en gestus, der vil gå ud over sig selv; at tilgivelsen kun kan forstås i sin egen umulighed, betyder ikke nødvendigvis, at den er en illusion eller et fatamorgana, men at den vil gøre selv det umulige.
Dette vil lede til en overvejelse af to konsekvenser, som følger af sådan en radikal fortolkning af tilgivelsen: (1) Afgivelsen af et vidnesbyrd, at dele denne til-givende affirmation med andre, bliver tilsvarende umulig uden en fælles horisont; det bliver umuligt at bekræfte tilgivelsen som bekræftelsen af skyld og ansvar. (2) Håbet slukkes dog ikke, blot fordi man i stumhed ikke kan dele og bevise sådan en ubetinget tilgivelse; ligesom tilgivelsen skal også håbet forstås på baggrund af sin egen umulighed – det håbløse.
Det utilgiveliges uhåndterlighed
Tilgivelsens begreb er stadig en gåde. Den unddrager sig entydighed. Derrida vender i sine tekster konsekvent tilbage til forbeholdet “hvis noget sådant gives” (if there is such a thing) i udlægningen af den rene tilgivelse. Hyppigheden af denne sætning afslører en varsomhed: At tænke tilgivelsen til dens umulige ekstremitet, til dens maksimum, uden at indvarsle en destruktion, kræver en omsorg, som afføder nye spørgsmål. Og særligt to sæt spørgsmål trænger sig på:
- Hvilken konsekvens har omvendelsen af tilgivelsens horisont? Bliver alt utilgiveligt tilgiveligt? Da vil intet have ændret sig, for vi vil atter befinde os i immanensen af det tilgiveliges mulighedshorisont (selv det utilgivelige er tilgiveligt).
- Findes der noget utilgiveligt og hvad er det i så fald? Hvilke kriterier afgør det? Udmunder spektret af gerninger, der går fra meget let tilgiveligt til meget svært tilgiveligt, i den radikale ende med det utilgivelige? Hvor er transgressionen fra tilgiveligt til utilgiveligt?
Omend tilgivelsens begreb fortsat er sløret, kan dens faktiske manifestationer, den kendsgerning, at der tilgives, ikke afvises, og det er heller ikke hensigten at så tvivl om netop det. Hverdagen er i en vis forstand uberørt af denne spørgen efter tilgivelsens betydning. Lige så vel som det må medgives, at tilgivelse finder sted, så ser man også det utilgivelige bryde frem – uden klare kriterier for, hvad der gælder som utilgiveligt, og også uden at alt utilgiveligt bliver tilgiveligt. Hvad der er tilgiveligt i en persons øjne, er utilgiveligt i en andens. Det utilgivelige bestemmes heller ikke altid af den, der bliver bedt om at tilgive: Nogle gange vil den tilgivende være fuldt ud beredt på at tilgive uden en forudgående bøn herom, men den anden kan nægte at lade sig tilgive – enten fordi den anden ikke mener, at tilgivelsen hører hjemme i dette tilfælde, eller fordi personen ikke føler sig fortjent til den.
Ansatsen til disse spørgsmål og refleksioner opstår først, når man, som Derrida påpeger, indrømmer det utilgivelige – at det faktisk findes, og at det er det eneste at tilgive.1Jacques Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness (London and New York: Routledge, 2001), 32. Det siger dog stadig ikke meget om, hvad tilgivelsen tilgiver, og hvordan tilgivelsen tilgiver dette. Forudsætningen har dog ændret sig, for det handler ikke længere om præmisser eller betingelser for det tilgivelige, dvs. om korrekte grænser, indenfor hvilke tilgivelsen hører hjemme. Snarere vækkes den, ifølge Derrida, i ukendt land:
There is only forgiveness, if there is such a thing, of the un-forgivable. Thus forgiveness, if it is possible, if there is such a thing, is not possible, it does not exist as possible, it only exists by exempting itself from the law of the possible, by impossibilizing itself, so to speak, and in the infinite endurance of the im-possible as impossible […].2Jacques Derrida “To Forgive – The Unforgivable and the Imprescriptible”, i Questioning God, red. John D. Caputo, Michael Scanlon, and Mark Dolley (Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press, 2001), 48.
Konfronteret med sin egen umulighed forsøger tilgivelsen at holde ud. At stå ved sit moment og sin gale besættelse. Den rummer et umuligt imperativ i sig, som ikke umiddelbart kommer til syne – eller som kun kommer til syne som usynligt. For når man tilgiver det utilgivelige, hvis det kan lade sig gøre, har man så muliggjort og fuldbragt tilgivelsen og dens manifestation absolut, eller har man ført den til dens endeligt ved at lade den blive opslugt af sin modsætning? Det handler om at blive i denne spænding, denne dirren på tærsklen. Disse spørgsmål er den forstyrrelse og afbrydelse af normaliteten og kontinuiteten, som tilgivelsen medtager i sin ankomst, for ifølge Derrida undtager den sig selv fra det muliges love. Den viser sine udholdende forsøg konfronteret med det uoverstigelige, dens skrøbelighed på horisontens rand. Tilgivelsen tilgiver ikke for at gøre det utilgivelige tilgiveligt, men fordi den kalder på at tilgive betingelsesløst.
I stedet for den snævre spekulation om, hvorvidt dette eller hint er tilgiveligt eller utilgiveligt, lærer Derridas udlægning os, at det i langt højere grad er et spørgsmål om at orientere sig mod den konceptuelle basis. At dens begrebslighed kun vil blive fattig af en fastholdelse i en økonomisk, reciprok logik. Kun dens adækvate overensstemmelse med sig selv vil berøve tilgivelsens mening og betydning mere end at hævde, at dens basis skal tænkes på baggrund af dens umulighed. Nonkontradiktionen vil ødelægge tilgivelsen: Det giver – og den giver – ingen mening, hvis vi fastholder påstanden om, at det, tilgivelsen kan og skal tilgive, er det tilgivelige. Opløsningen af den begrebslige basis ville ydermere fortsætte, hvis dens betydning signalerede en annullering, for da forudsættes det, at man allerede forinden har vedkendt det hændtes betydning. Inden annulleringen af det hændte og dets effekt kræves en indrømmelse af det hændte, at det skete.
Denne (u)begrebslighed gør naturligvis tilgivelsen yderst svær at operationalisere og alt andet end pragmatisk, men denne fortvivlende dobbelthed er et udtryk for dens dybde, der er for uhåndterlig til at beherske som redskab.
At gøre det gjorte ugjort og umuliggørelsen af sig selv
Denne dobbelthed anser Derrida som en spænding, der er akkumuleret i den abrahamitiske tradition og kulturarv: Den både bekræfter og modsiger idéen om en ren, betingelsesløs tilgivelse. I den findes både udtryk for en ubegrænset tilgivelse og for en økonomisk, transaktionel og praktisk tilgivelse.3Derrida, To Forgive, 26, 34, 35 & 46; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 28, 30 f., 34 & 42.
På den ene side er der tale om en økonomisering gennem bodens sakramente, aflad og eftergivelse af synd, hvor man gør sig fortjent til sin løn og absolution gennem f.eks. bønnens angrende og tilstående kraft. Markus- og Matthæusevangeliet giver endda utvetydigt svar på, at det eneste utilgivelige er bespottelse af Helligånden eller Ånden.4Markus, 3,28–30; Matthæus, 12,31–32. (DO, 2000). På den anden side – og endda i de samme evangelier – finder vi forkyndelser og beretninger om Kristus’ gerninger, der giver indtryk af en anden betydning: F.eks. sidder Jesus til bords med toldere og syndere, hvor hans forklaring til de skriftkloge lyder: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”5Markus, 2,17. Dette kan tydes på en måde, så tilgivelsen fremstår desto mere fuldkommen og mere betingelsesløs; det er ikke de allerede tilgivne og det tilgivelige som sådan, tilgivelsen retter sig imod, men de endnu-ikke-tilgivne og det u‑tilgivelige.
Tilgivelsens sprog er i denne tradition fyldt med kriterier for dens praktiske mulighedsrum, men her udsiges også forståelser, som en dødelig svært kan betvinge, hvor tilgivelsen er en frelse og en venten på en frelse; en Nåde, Højde eller Herlighed.
I dagligdagen bruges tilgivelsen uden nødvendigvis at referere til en særlig form for længsel, forventning eller forhåbning om frelse, men som vi har set, så syner motivet om en forvandling, transformation og endda genfødsel gennem tilgivelsen fortsat i horisonten. En lille nåde fra de andre eller den anden person. Den, man var, er man ikke længere; det, man gjorde, er ugjort, ophævet, og gennem bønnen gøres der bod over for den anden.
Vi har imidlertid at gøre med en udlægning af tilgivelsen, der hverken antyder en forvandling, en venten på den yderste dag eller en kalkulerende økonomisering af det mellemmenneskelige liv. Et alternativ, hvor tilgivelsen ikke handler om annullering og godtgørelse, og hvor dens løfte ikke lover at kunne gøre det gjorte ugjort.6Denne formulering er hentet fra værket Menneskets vilkår (Gyldendals Bogklubber, 2006) af Hannah Arendt, hvori et lille afsnit, Uigenkaldeligheden og tilgivelsens magt (236 ff.), på eksemplarisk vis beskriver tilgivelsens kapacitet til at frisætte det handlende menneske fra udelukkende at reagere, så det kan … Continue reading For hvis tilgivelsen først vækkes i det utilgiveliges horisont, i fremmed land, hvis den først gøres mulig i sin egen umulighed, som Derrida har påpeget, udtrykker den ikke en frisættelse af skyld, endsige en omgørelse eller ophævelse af det hændte. En hyperbolsk tilgivelse, en etik hinsides etikken, der vil gøre det umulige, tilgive det utilgivelige, frembryder først, når den gør det, som modsvarer ethvert forsøg på at bestemme dens hensigt, når den konfronterer sin egen forudsigelighed.
At tilgive det utilgivelige som sådan manifesterer, hvad Derrida kalder tilgivelsens egen umuliggørelse af sig selv.7Derrida, To Forgive, 48. Og hvad er en større umuliggørelse af tilgivelsen end ikke at annullere skylden og gerningens virkning? Umuliggørelsen af sig selv er at bekræfte det hændte som hændt, at til-give og overdrage det utilgivelige et rum og en plads.
Det mest utilgivelige, som tilgivelsen kunne gøre, er at rive sig fri fra forventningen om sin frisættende kapacitet. Den uforsonlige og paradoksale betydning er en omvendelse af forventningen til, hvad tilgivelsen gør: Den løslader, aflader, frisætter ikke, den fastholder og bekræfter. En tilgivelse, der ikke absolverer, ikke annullerer det hændte, har kun affirmationen tilbage. Tilgivelsen af personen og dennes gerning, som ikke signalerer en annullering, kan kun bekræfte det hændtes kendsgerning: At det skete, at det blev gjort. Hvis tilgivelsens funktion er afgrænset til absolution af skyld, ansvar eller samvittighed, kræver det evnen til at annullere det hændte eller dets effekt. Set i dette lys er modspørgsmålet, om det er kontroversielt at anfægte, at dette skulle være tilgivelsens eneste indhold. Er det ikke snarere en provokation, hvis det at gøre det gjorte ugjort var tilgivelsens essens? At gøre det gjorte ugjort synes paradoksalt nok at være en umulighed af en helt anden orden end tilgivelsen som umuliggørelsen af sig selv eller som affirmation og fastholdelse, fordi man da insisterer på at gå op imod det hændtes uigenkaldelighed, fænomenets fait accompli. Til trods for det utrolige ved Derridas udlægning (utroligt, fordi tilgivelsens term i dette henseende ikke er adækvat), er den praktiske, hverdagslige tilgivelse, som handler om at gøre det gjorte ugjort, et mirakel af en langt højere utrolighed, der måske kun frembryder hinsides de dødeliges horisont.
Den tyngende konsekvens af den rene tilgivelses forfatning er, som Derrida netop udtaler, at den skal være i stand til at “forgive both the fault and the guilt as such, where the one and the other remain as irreversible as the evil, as evil itself, and being capable of repeating itself, unforgivably, without transformation, without amelioration, without repentance or promise?”.8Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39. Med andre ord at tilgive både gerningen og skylden som sådan, samtidig med at begge forbliver irreversible, uomgørlige. Det betyder ikke at gøre det gjorte ugjort, anger eller et løfte om forbedring. At blive tilgivet er affirmationens første ord; at blive tilgivet uden at jeg af den grund bliver løsnet fra de gerninger, jeg bliver tilgivet for. Jeg er derimod til-givet denne byrde uigenkaldeligt og uopretteligt.
Affirmation – undskyldning og forsvar
Det er en radikal ekstremitet at træde ind i, og måske brister tilgivelsens hyperbolske betydning her. Destruktionen kan virke skræmmende nær, men hverdagens eksempler kan måske mildne de foruroligende anelser: Lad os forestille os, at der opstår en misforståelse mellem to personer. Den ene troede måske, at de skulle mødes på gadehjørnet klokken syv, mens den anden troede, det var klokken halv otte. Der kan være mange grunde til denne misforståelse, og hvis man ville, kunne man med lethed opspore øjeblikket for misforståelsen – og dermed også finde frem til hvem, der tog fejl af det aftalte. Men som det ofte også sker, så forløber det ikke nødvendigvis sådan. Det, der følger, handler på intet tidspunkt om at udpege den anden. Tværtimod. Den forsinkede part undskylder gentagende, hvortil den anden svarer “Nej, det er mig, der undskylder! Jeg var ikke tydelig nok, da vi aftalte det.” Snarere end at placere ansvaret og skylden derude, på den anden, på det ydre og omkringliggende, er det inderligheden, der viser sig. Relationen forrådes ikke og forvandles aldrig til en retsproces, der er besat af bevisbyrden. Der kan nærmest opstå uenighed, fordi begge parters beredthed insisterer på at tage skylden på sig: “Det er ikke dig, det er mig!” Undskyldningen handler for begge ikke om at gøre det gjorte ugjort eller at fornægte skylden. Begge undskylder over for hinanden for at stå ved det hændte. De bevæger sig under byrden, de befinder sig begge under-skylden, under dens byrde, og udstår den.
Tilgivelsen er her ikke en (bort)forklaring af gerningen, som om det kunne slette det hændte – under forudsætning af, at undskyldningen er beslægtet med tilgivelsen. Den er ikke et forsvar, ikke en apologi. Der findes mellem de to personer ingen forsvarstale, der kan løse misforståelsen, den er allerede sket. Der er intet at bevise, for ethvert bevis vil blot vidne om deres villighed til at stå ved ansvaret: “Det er mig! Hellere mig end dig! Lad mig bære byrden!” Tilgivelsen, undskyldningen, er forsvarsløs, fordi den udsiger et “Her er jeg!”, der stiller sig til rådighed. Den er en blottet indrømmelse, der bekræfter, at det skete. Hvis det tilgivelige handler om at befries for skyld, må det utilgivelige handle om at stå ved den, at tage ansvaret og skyldens byrde på sig, at bære den i beklagende jammer. Der er ikke fortrøstning i tilgivelsen, kun trøstesløshed; der er ingen hvile eller amnesti at finde, idet den tilgivende eller den tilgivne konfronteres med byrden.
Ønsket om at kunne slette gerninger er det ensomme subjekts fornægtelse af sin afmagt. Den gensidige symmetri, som loves gennem frisættelsen af skyld, er blot et dække for det enlige subjekt, uden verden, uden andet end sig selv. Det er frisat for dets ansvar for og med andre, uden berøring, uden hverdagens mærkbare byrde.
Er tilgivelsen, som den erfares i hverdagslivet, ikke netop tættere på erfaringen af fastholdelse og afmagt? En forpligtelse, der aldrig kan blive mødt på lige fod. Den fuldbragte tilgivelse, hvis sådan en er mulig, indvarsler ikke nivellering eller forløsning, men forbliver påhæftet den enkelte person og dennes historik af gerninger. Modtagelsen af den andens tilgivelse indgyder kun utilstrækkelighed til at møde den gensidigt og symmetrisk, for den er ikke fortjent og derfor uopnåelig. Som Derrida i det følgende beskriver, så kan man aldrig nå en fyldestgørende taknemmelighed; man må endda bede om tilgivelse for at modtage tilgivelse: “I always have to be forgiven, to ask forgiveness for not giving, for never giving enough, for never offering or welcoming enough.”9Derrida, To Forgive, 22 Velkomsten af tilgivelsens gestus er aldrig rummelig nok, gæstfriheden kan ikke huse generøsiteten. På den måde er tilgivelsen selve manifestationen af skylden og ansvaret, ikke fjernelsen af samme.10Der kan opstå begrebsforvirring, når der som her ikke sondres skarpt mellem “skyld” og “ansvar”. Hensigten er dog imidlertid ikke at give en tydeligere klarlægning af dette specifikke forhold, men at understrege deres sammenfoldning: Kan man være ansvarlig uden at være skyldig? Kan man være skyldig uden at være ansvarlig? Anklagen er dog ikke tilgivelsens løfte, for den fordrer ikke forsvar eller forklaring; den beder ikke personen om at transfigurere sig selv, og den kræver ikke en forvandling af personen selv. Dens første ord, dens appel er en udpegning, som afvæbner personen.
Der er en uskyldighed i skylden, som tilgivelsen bekræfter: I tilgivelsens ankomst ophæves ensidigheden, og vi oplever på samme tid både at blive fri fra skylden, men derfor og netop af denne grund kun blot at blive desto mere skyldig. Den skyldiges uskyld, uskyldig i sin skyld. Uskyldigheden er, at den skyldige ikke kan gøre for, at denne er skyldig.
Tilgivelsens første ord er ikke kun absolution, men også affirmation. Affirmation som et medhold til den enkelte person, der ikke skal forveksles med bortforklaringen af ansvar. Affirmationens medhold er det bekræftende vidnesbyrd, der understreger, at det, der skete, faktisk skete. Bekræftelsen er ikke det samme som at lade det hændte glide ud i glemslen. Blot fordi vi ikke kan opretholde dets begivenhed, dets nærvær for vores øjne, og gentage den ad infinitum, er det ikke ensbetydende med, at det ikke skete. Netop fordi det er sket, kan vi forsone os med dets uigenkaldelige kendsgerning.
Fastholdt af uforglemmeligheden
Vi står med en apori, hvor det, der gives til, til-gives, ikke korresponderer med vores forventning til det. Tilgivelsen giver noget, understreger noget, tydeliggør det, der er sket. En barmhjertighed, der ikke fjerner skyldens og ansvarets tyngde fra skuldrene, men som gennem tilgivelsen muliggør, at vi måske kan leve med ansvarets byrde. Det er dog ikke en forskanset beskyttelse, men en blottet nøgenhed. For det at kunne leve med det, er ikke et terapeutisk eller lindrende udbytte. Situationer af selvforskyldelse kan ligesåvel være det første skridt mod skyldsfrihed: Hvis man er den første til at konstatere sin egen skyld, kan fortrydelsen og angeren initieres i selve udsigelsen. Selvforskyldelsen risikerer at annullere skylden og ansvaret, fordi påberåbelsen heraf kan rense og hele sårene. Det er vanskeligheden ved ansvarspådragelsen; den kan afvikle sig selv i det øjeblik, den initieres. At tage ansvaret på sig lægger det i samme bevægelse fra sig.
Der ligger intet i ordet “tilgivelse”, som skulle foranledige vores forståelse i at tolke den som frisættelse. Hvis dette var tilfældet, kunne man med rette spørge, hvorfor vi ikke taler om fratagelse i stedet? Når man hengiver sig til dens eget begreb og dens umiddelbare måder at vise sig på, ser man, at det handler om at få givet – ikke frataget.
Udfoldelsen af tilgivelsen som en overdragende, givende gestus adresserer et forhold, som vi måske har glemt betydningen af: Tilgivelsen tager intet fra mennesket, den frisætter ikke fra skyld og ansvar, men giver det til. Den bekræfter ansvaret for det hændte, så man indstiftes som til-givet. Den ikke blot bekræfter ansvarets tyngde, men i denne overdragende bekræftelse, denne til-givelse, føjer til lasten, lægger mere til. Ankomsten af den blotte bekræftelse overbebyrder. Den simple erkendelse af, at det faktisk er hændt, gør vægten desto tungere, for nu kan man pludselig mærke den. Man har forinden da forsøgt at undvige tyngden, man har ikke bedt om den, men frabedt sig den, ikke kaldt på mere last, men netop det modsatte; det var derfor, man i første omgang kaldte på tilgivelse. Man kaldte på lettelse af trykket, på en barmhjertighed, der kunne lindre følelsen af skyld og samvittighed, men man efterlades derimod kun med en understregning af den. Dette er tilgivelsens generøsitet, dens excessivitet, dens fastholdelse; affirmationens tavse testamente.
“At få tilgivet sine synder” får dermed en anden betydning: Det er først i tilgivelsen, at skylden og ansvaret manifesteres, gøres tydelige, bliver gjort uigenkaldelige. Hvor vi under andre vilkår ville have læst “Forlad os vor skyld”, læser vi nu “Forlad os med vor skyld”. Vi overlades til denne kendsgerning i tilgivelsen. Det, der er hændt os, følger med os, og overlader os som efterladte til denne mærkbare gåde.
Tilgivelsen lader ikke ansvaret og skyldens byrde glide ud i glemslen. Den kan ikke sige “Det betyder ikke noget”. Tilgivelsen er uforglemmelig, fordi den er vedholdende, den hænger ved og sætter sit mærke på os. Vi bød den velkommen, men det, den bragte, var ikke det, vores gæstfrihed havde forventet. Den fastholder mig og lader mig ikke glemme byrden. Jean-Louis Chrétien beskriver i The Unforgettable and the Unhoped For det, der ikke forsvinder, og på hvilken måde det er uforglemmeligt:
In Ancient Greek speech, it is not our joys that are unforgettable [alastos], but our trials, those experiences that hollow out in us, and in spite of us, the space of the unbearable. “Unforgettable” is a suffering from which we have no power whatsoever to withdraw. It may even be better to say that it is it that does not forget us.11Jean-Louis Chrétien, The Unforgettable and the Unhoped For (New York: Fordham University Press, 2002), 78 f (min tilføjelse).
Tilgivelsen i det uforglemmeliges lys glemmer mig ikke; den bliver ved med at være en påmindelse, jeg ikke kan bære. Den slipper ikke grebet. Den griber mig. Den læger ikke sårene, men holder mig sårbar og åben. Det er mere end en påmindelse, det er en prøvelse, som kontinuerligt må (mod)tages. Den tilgivelse, der ikke lader sig glemme, er en lidende byrde, fordi man ikke har nogen magt til at trække sig fra den. Jeg er passiv, det er ikke af egen fri vilje, at jeg bliver fastholdt, for den udpeger mig.
Vidnet og dets byrde
At udstå tilgivelsen er den positur, den forstående indtager over for det foranstående. Konfronteret med tilgivelsens umulige appel står man foran den og forsøger at udstå dens prøvelse. Man indtager standen og aflægger sit vidnesbyrd. At bære vidne til tilgivelsens umulige ankomst er at udstå dens ubærlige affirmation. Tilgivelsen af det utilgivelige som den generøse affirmation af det hændte som hændt er dens testamente. Efterskriftet, vi efterlades med, er præget af uigenkaldeligheden; det er det foranstående testamente, som gives til os at viderebringe som vidner.
Et vidnesbyrd herom er dog ikke en bevisbyrde. Der er ingen at dele den betingelsesløse tilgivelse med, ingen fælles horisont. Dens umulige appel udpeger en, men den enlige person har ingen at dele det med, til trods for at være udpeget som efterladt vidne. I det øjeblik, vi indtræder i vidnesbyrdets sprog og udsagn, indtræder vi også som tredjepart. En forvirring af tilgivelsens betydning begynder at afvikle den med ydre betingelser, før den begynder. Tilgivelsen gives som et testamente til viderebringelse, men attesteringen er enten uforståelig eller alt for forståelig.
Primo Levi beskriver i De druknede og de frelste hvordan de egentlige vidner til holocaust – dem, som kunne berette om det, der skete – var dem, der nåede bunden, og dem, der vendte stumme tilbage. De overlevende (de eneste, der havde mulighed for at vidne) var, ifølge Levi, ikke de sande vidner, for de nåede ikke bunden – de kom igennem det: “Når udryddelsen var bragt til ende fortalte ingen om det fuldførte værk, ligesom ingen nogensinde er vendt tilbage for at fortælle om sin egen død.”12Primo Levi, Vidnesbyrd (København: Rosinante, 2018), 428. De så ikke bunden af afgrunden, men forsøgte at berette på andres vegne; fortællinger på tredjemands vegne, som Levi skriver.13Levi, Vidnesbyrd, 428 f.
På samme måde kan et sandt vidnesbyrd om den betingelsesløse tilgivelse virke umulig (deraf måske også Derridas forbehold?). Hvis man kom helskindet igennem den, var den så betingelsesløs? At komme igennem den betyder at blive løsladt fra dens greb, at frisættes fra og af den – endda at undergå en transformation. At vende tilbage til overfladen, før man nåede bunden af afgrunden. Man vil kun kunne berette ud fra en tredjeparts position, fordi man ikke længere er den, man var før. Og omvendt, hvis man faktisk erfarede den betingelsesløse og affirmative tilgivelse, ville man så kunne berette derom? Ville man på samme måde overleve og komme igennem affirmationens fastholdelse af det hændte? Kunne man nå hinsides og tilbage igen for at videregive dens umulige testamente uden at forblive stum?
Ville jeg kunne sige, at jeg så tilgivelsen gøre det umulige, at den umuliggjorde sig selv? Ville det mulige vidne kunne afgøre, hvad en tilgivende gestus indebar? Hvad ville jeg med vidnesbyrdet bekræfte; tilgivelsens bekræftelse af det hændte eller dens annullering af dette? Hverken positionen som tilgiver eller som tilgivet kan hjælpe, fordi det altid forudsætter en anden person hinsides min horisont. Og som tredjepart ville jeg ikke være indblandet; tilgivelsen er urørlig derfra, fordi man som udenforstående er uberørt. Som ordsproget lyder, så er der ingen uskyldige tilskuere, og som skyldig er man allerede indblandet, partisk, splittet, berørt og i mangel.
Jeg kan måske ikke være tilstrækkeligt vidne, fordi “jeg klarede mig”, og en umulig tilgivelse handler ikke om at befri. Vidnesbyrdet vil mediere som tredjepart og befinde sig i den privilegerede position af at være sluppet igennem, transformeret, så der kan vidnes. Man ville tale om tilgivelsen, og reduktionen vil være indtruffet. Der vil tilvejebringes en økonomi, som udmunder i et udbytte; et vidnesbyrd. Men det vil aldrig være overleveringen af selv samme byrde; man kan ikke lægge tilgivelsens ubærlige og uforglemmelige testamente fra sig. Om dette må man forblive tavs. Det er uretfærdigt, for selvom vidnesbyrdet kun forsøger at yde respekt for det hændte, vil fortællingen om allerede friste den tvivlende spørgen: “Var det det, der skete?”
Det, vi ikke tør håbe på
Attesteringen af en ren tilgivelse drukner i og af dens ubærlige appel. Tilgivelsen lader dog aldrig personen glemme dette vilkår; tilgivelsens umulighed er dens uforglemmelighed. Men vi efterlades stumme, vores ord kan ikke hamle op med dens generøsitet. Ordene vil fastlåse betydningen, opsætte betingelser og afvikle den, før den kunne nå at udfolde sig selv. Tilgivelsen udsiges altid som et løfte. Et løfte, man ikke kan løfte, det må forblive et løfte, som man aldrig kan holde; det er ubærligt, fordi man har ikke bedt om det.
Dens ubærlige byrde er dobbelt afkræftende; (1) den udpeger vores svækkelse og afmagt til at holde løftet, samtidig med at vi i denne udpegning allerede må bære det, og (2) den afkræfter ethvert forsøg på at (be-)vise den. Enhver spirende forhåbning slukkes, hvis man tror, at løftet kan op(ret)holdes. Ethvert håb afløses i selvsamme øjeblik af håbløshed. Håbløsheden viser sig dog ikke for at annullere forsøget. Håbløsheden er en fordring, der byder os nærmere dens bebyrdende henvendelse. Tilgivelsens ubesvarlighed gør kun nødvendigheden af et udholdende svar des større.
Håbløsheden er håbefuld. For er det sådan, at der intet håb er til de håbløse, eller er det kun, når man er håbløs, at håbet egentligt tilfalder den håbløse? Er det ikke kun, fordi man er nødlidende, i mangel og uden tilstrækkeligt udsyn, at netop håbet må tilhøre den, der intet selv har?14“Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”, Paulus’ brev til Romerne, 8,24–25. I håbløsheden fordres et an-svar, og som håb og med håb svarer svaret håbløsheden. (An-)svaret er håbets udtryk og manifestation. For blot fordi vi ikke har vished om svarets indhold, eller besidder kapaciteterne til at svare tilstrækkeligt, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke svarer, opgiver håbet på at svare, endsige kan andet end at svare. Vi svarer i svækket stumhed.
Tilgivelsen indbyder til et udholdende og tavst arbejde, der måske aldrig rinder ud eller ser en ende, fordi man, som Derrida skriver, modtager det, som bekendtgør sig selv som umuligheden selv: “[F]orgiveness must announce itself as impossibility itself. It can only be possible in doing the impossible.”15Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 32. Aldrig kan man udånde “Endelig!” Enden er aldrig i sigte; man er målløs og dermed stum. Løftet lover ikke en vej ud, men fastholder os i hjertet af hændelserne. At stå ved det hændte med visheden om, at der ikke er en vej tilbage. Uigenkaldeligheden fuldbyrdes hvert øjeblik.
Erfaringen af tilgivelsen er aldrig fuldt ud afdækket og håndgribelig; den tager aldrig form, dens usynlighed hviler i dens paradoksalitet. Den har revet sig fri fra enhver kontekst, hvori den ville blive gjort til tema for en adækvat forståelse.
Tilgivelsen lader til at indskrive sig i et mere gennemgribende motiv i Derridas virke, der går igen i hans behandling af andre begreber såsom gaven, vidnesbyrd og testamente, gæstfrihed, sporet, oversættelse, retfærdighed blandt andre.16Begreber, der også er anvendt i disse to artikler – ved tilfælde eller fordi begrebernes betydningsmæssige slægtskab måske betyder, at det ene følger det andet. Fællestrækket kan måske udtrykkes gennem maksimen jo større nødvendighed, desto større umulighed: Jo mere intenst imperativet og appellen fra sådanne betydninger er, desto sværere bliver de at håndtere og begribe koncist. Jo mere ufravigelige sådanne begreber er, desto mere uforudsigelige er de. De udtrykker det umulige.17For en uddybning af netop denne pointe hos Jacques Derrida kan man orientere sig i to af hans artikler, én i dansk oversættelse og én i engelsk oversættelse; “En vis umulig mulighed for at sige begivenheden”, Passage – Tidsskrift for litteratur og kritik 24, 61 (2009): 9–26 og “What is a “Relevant” Translation?”, … Continue reading
Nærværet af tilgivelsen i hverdagslivet gør måske, at betydningen af dens gestus og akt tages for givet. Men den har i denne udlægning vist sig ikke at kunne tages med vold og magt. Tilgivelsen giver sig selv på måder, vores aktivitet ikke fuldt ud kan håndtere. Den er ikke helt til at berette og bevidne om, for den ankommer som en overraskelse fra en fremmed horisont. Ikke desto mindre håber vi at se dens ankomst, selvom håbet også kan spolere den i forventningens længsel.
| 1. | Jacques Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness (London and New York: Routledge, 2001), 32. |
| 2. | Jacques Derrida “To Forgive – The Unforgivable and the Imprescriptible”, i Questioning God, red. John D. Caputo, Michael Scanlon, and Mark Dolley (Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press, 2001), 48. |
| 3. | Derrida, To Forgive, 26, 34, 35 & 46; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 28, 30 f., 34 & 42. |
| 4. | Markus, 3,28–30; Matthæus, 12,31–32. (DO, 2000). |
| 5. | Markus, 2,17. |
| 6. | Denne formulering er hentet fra værket Menneskets vilkår (Gyldendals Bogklubber, 2006) af Hannah Arendt, hvori et lille afsnit, Uigenkaldeligheden og tilgivelsens magt (236 ff.), på eksemplarisk vis beskriver tilgivelsens kapacitet til at frisætte det handlende menneske fra udelukkende at reagere, så det kan agere genuint nyt og uventet. For Arendt er tilgivelsen en måde at befri sig fra det uomgørlige og uigenkaldelige. |
| 7. | Derrida, To Forgive, 48. |
| 8. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39. |
| 9. | Derrida, To Forgive, 22 |
| 10. | Der kan opstå begrebsforvirring, når der som her ikke sondres skarpt mellem “skyld” og “ansvar”. Hensigten er dog imidlertid ikke at give en tydeligere klarlægning af dette specifikke forhold, men at understrege deres sammenfoldning: Kan man være ansvarlig uden at være skyldig? Kan man være skyldig uden at være ansvarlig? |
| 11. | Jean-Louis Chrétien, The Unforgettable and the Unhoped For (New York: Fordham University Press, 2002), 78 f (min tilføjelse). |
| 12. | Primo Levi, Vidnesbyrd (København: Rosinante, 2018), 428. |
| 13. | Levi, Vidnesbyrd, 428 f. |
| 14. | “Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”, Paulus’ brev til Romerne, 8,24–25. |
| 15. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 32. |
| 16. | Begreber, der også er anvendt i disse to artikler – ved tilfælde eller fordi begrebernes betydningsmæssige slægtskab måske betyder, at det ene følger det andet. |
| 17. | For en uddybning af netop denne pointe hos Jacques Derrida kan man orientere sig i to af hans artikler, én i dansk oversættelse og én i engelsk oversættelse; “En vis umulig mulighed for at sige begivenheden”, Passage – Tidsskrift for litteratur og kritik 24, 61 (2009): 9–26 og “What is a “Relevant” Translation?”, Critical Inquiry 27, 2 (2001): 174–200. |