At blive forladt sin skyld og sit ansvar kan gennem mange af livets situationer og hændelser være den lettelse, man inderligt længes efter. Man kan i forvejen allerede være bekendt med sin skyld og kan ikke egenhændigt fralægge og forlade sig den. Måske ved man endda, at den faktisk tilhører og tilfalder en selv – men tilgivelsen, den andens accept, tolerance, omfavnelse og eftergivenhed, kan lette trykket for en stund. Eller også påkaldes tilgivelsen, fordi skylden eller ansvaret menes at være placeret uretmæssigt. Tilgivelsen er dermed blot den retfærdige annullering af en forkert dom; lettelsen er lettelsen over, at tingenes tilstande falder tilbage i sine oprindelige (og berettigede) folder.
Tilgivelsen kan ydermere være den handlingsmodus, man påtager sig, når det enkelte subjekt (eller en samling af subjekter, f.eks. fællesskaber, stater, institutioner) bliver bedt om at tilgive den anden (de andre) som sådan eller tilgive en (ir)reversibel og (u)oprettelig gerning. I disse tilfælde udstrømmer tilgivelsen fra den ene part og tildeles efter varierende kriterier den anden, den bønfaldende, der anerkender en som ophav og kilde til denne tilgivelse. Tilgivelse er reciprokke tilfælde af givning og modtagelse, overdragelse og reception, inddragelse og unddragelse. Det er en sag om “give and get”, “give and take”; give og (mod)tage.
I tilgivelsens sprog er noget sat på spil mellem mennesker, måske permanent og skæbnesvangert eller måske ligegyldigt og som en lille fodnote i livets kontinuitet. Den virker som en emancipatorisk akt og som lindrende middel for skyldfølelsen og samvittigheden.
Men forståelsen af, hvad tilgivelsen er og gør, dens hensigt og måde, dens betydning, kalder på både uddybelse og udfordring, for er den til syvende og sidst afgrænset til skyldsforladelse? Et redskab, der rydder forhindringerne og udglatter besværet og konflikterne? Ville de etiske kvaliteter – som er andet og mere end et belejligt redskab for vores egen selvopretholdelse, selvtilfredshed og selvagtelse – ikke forsvinde, hvis tilgivelsen ikke var andet end en palliation for skyldens smertende byrde?
Hvis vi henvender os til Jacques Derridas senværk, hvor vi finder et dybdegående engagement med tilgivelsen (pardon; forgiveness), udtrykker disse ovennævnte ordinære og hverdagslige forståelser en økonomisk udveksling, der reducerer og betinger tilgivelsen til en praktisk, transaktionel udbytning, og som af den grund fører til dens tilintetgørelse.1Richard Kearney (moderator), “On Forgiveness: A Roundtable Discussion with Jacques Derrida”, i Questioning God, red. John D. Caputo, Michael Scanlon, and Mark Dolley (Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press, 2001), 53; se også Jacques Derrida “To Forgive – The Unforgivable and the Imprescriptible”, … Continue reading Tilgivelsens dybde risikerer at forsvinde, når den ensidigt forstås i denne udvekslende og reversible spænding: Den får et formål, hvis hensyn er at tilgodese parternes udligning, godtgørelse og fjernelse af skyld og ansvar. Ethvert formål vil ifølge Derrida udslette en “ren” forståelse af tilgivelse, fordi en finalitet eller betingelse indføjer den i noget andets tjeneste.2Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 31 f., 34 f. & 50. Denne “renhed” henviser ikke entydigt til en idealisme eller til en vurdering af kvaliteter i dens praktiske tilfælde og manifestationer. Hos Derrida vedrører renheden en begrebsmæssig sondring; den er ren, for så vidt den ikke forvirres med … Continue reading At forstå tilgivelse udelukkende i denne udvekslende reciprocitet reducerer det irreducerbare; det hændtes uerstattelighed, som opstår i uigenkaldeligheden af menneskers møder, bliver omgørlig, erstattelig og genstand for gentagelse; hvad der er sket og gjort, kan udlignes med noget tilsvarende.
I denne og i en efterfølgende artikel – Tilgivelsens generøsitet I og II – skal vi tilgå to udlægninger af tilgivelsen, som tilbyder nogle radikale forståelsesalternativer til de hverdagslige tolkninger: Radikale, fordi den ene udfordrer tilgivelsens mulighed som sådan, og fordi den anden bevarer skylden og ansvaret i tilgivelsen. Dette andet alternativ vil blive behandlet i den efterfølgende artikel.
I det følgende præsenteres Derridas særegne tolkning, som på sin vis insisterer på tilgivelsens umulighed: En betingelsesløs og “ren” tilgivelse, der ikke lader sig inficere af andre hensigter, og som ikke har en grænse for, hvad og til hvilken grad der kan tilgives, kan ifølge Derrida ikke finde fodfæste, dens manifestation udebliver. Men paradoksalt nok så er tilgivelsens umulighed dens første mulighed. Først i mødet med den angivelige grænse, det utilgivelige, bliver tilgivelsen (måske) mulig.3Derrida, To Forgive, 30; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 32 f. Denne artikel vil med udgangspunkt i Derridas tænkning af tilgivelsen rette opmærksomheden mod i) tilgivelsens exceptionelle og kontekstsløse betydning, ii) en adskillelse fra retfærdigheden (tilgivelsen findes hinsides den politiske og offentlige sfære, og derfor står spørgsmålet om retten til tilgivelse ubesvaret hen), iii) om tilgivelsen stadig har et sted at vise sig, og iv) tilgivelsen som en etisk gestus hinsides etik; dens vilkår er at bryde med sin egen (adækvate) mulighed.
Ekstraordinær og uden for økonomisk logik
Derridas udlægning af tilgivelsen og dens begrebslige aporier hæfter sig først og fremmest ved den betydning, som fremgår af den praktiske, samfundsmæssige brug i og af stater, institutioner, folkegrupper og fællesskaber. Nogle gange bruges den som led i en retlig-juridisk proces og andre gange i et samfundskulturelt efterspil og opgør, hvor der efterspørges overdragelse og uddeling af tilgivelse og undskyldelse – særligt for fortidens gerninger og begivenheder.4Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 28: Derrida taler endda om en erindringens universelle uopsættelighed: “The proliferation of scenes of repentance, or of asking ‘forgiveness’, signifies, no doubt, a universal urgency of memory: It is necessary to turn toward the past; and it is necessary to take this act of … Continue reading Tilgivelsen udtrykker i dette henseende reciprocitet i og mellem institutioner, stater og fællesskaber ud fra fælles rationaler og vedtagne principper om at give og tage fra og til eksisterende grupper gennem transaktionelle processer. Blandt det særligt problematiske for Derrida ved denne brug og betydning er, at tilgivelsen ikke forstås særskilt fra domæner såsom forsoning, fortrydelse, amnesti, glemsel, sorg, terapi, retfærdighed og lov.5Derrida, To Forgive, 24 f., 29 & 45 f.; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 27 ff., 39, 43, 45 & 50.
I denne slørede forvirring af konceptuelle konnotationer går en betydning af tilgivelsen tabt, som i Derridas udlægning er irreducerbar til disse ovennævnte domæner og begreber. Der er endda misbrug på færde, når tilgivelsen underordnes politiske processer, juridiske procedurer og kalkulerende transaktioner.6Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39. Tilgivelse som middel til et mål, som indfries i en socio-politisk proces, som redskab for andre hensigter, er ifølge Derrida ikke tilgivelse: “A ‘finalised’ forgiveness is not forgiveness; it is only a political strategy or a psycho-therapeutic economy.”7Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 50. Dette udsagn hæver tilgivelsens indhold og betydning ud af den ordinære hverdagsforståelse. Og det er muligvis også hensigten, for som Derrida tydeliggør, så bør tilgivelsen ikke reduceres til et ordinært fænomen:
.[E]ach time forgiveness is at the service of a finality, be it noble and spiritual (atonement or redemption, reconciliation, salvation), each time that it aims to re-establish a normality (social, national, political, psychological) by a work of mourning, by some therapy or ecology of memory, then the “forgiveness” is not pure – nor is its concept. Forgiveness is not, it should not be, normal, normative, normalising. It should remain exceptional and extraordinary, in the face of the impossible: as if it interrupted the ordinary course of historical temporality.8Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 31 f.
Tilgivelsen – og dens begrebslighed (concept) – bør eller burde være ekstraordinær: Som en forstyrrelse, der bryder med det forventelige i proceduren, som en undtagelse, for uforudsigelig til kalkulation, og som derfor unddrager sig at blive brugt til opretholdelse eller genoprettelse af normalitetens folder.
End ikke betydninger som anger eller bekendelse er ifølge Derrida tilstrækkelige til at forstå tilgivelsen. Sådanne betydninger, der ofte sættes i forbindelse med tilgivelsens betydningshorisont, og som med en anderledes inderlighed formår at lægge afstand og være alternativer til førnævnte betydninger som kalkulation, transaktion, jura og procedure, betragtes fortsat hos Derrida som betingelser for tilgivelsen:
Is it true that for forgiveness to be granted or even only envisaged, it must be asked for and asked for on the basis of confession and regret? In my eyes, this is not a given and might even have to be excluded as the first fault of anyone who grants forgiveness; if I grant forgiveness on condition that the other confess, that the other begin to redeem himself, to transfigure his fault, to dissociate himself from it in order to ask me for forgiveness, then my forgiveness begins to let itself be contaminated by an economy, a calculation that corrupts it.9Derrida, To Forgive, p. 45 f.
Derridas brug af ordet “økonomi” fremstår til tider tvetydig. Den “økonomiske betydningshorisont” anvendes ikke for at indikere én type økonomiske tænkning frem for en anden. Snarere er det et kritisk begreb, der påpeger en økonomisk struktur i selve tænkningen. “Økonomi” hos Derrida refererer øjensynligt til betydninger såsom gæld, betingelse, kalkulation (måske kausalitet); en cirkulering, udbytning af goder, en dialektik, reciprocitet (noget-for-noget), som den rene og betingelsesløse tilgivelse er fremmed over for.10For en kort passage, hvor Derrida giver en tentativ definition på sin forståelse af økonomi, se Given Time: I. Counterfeit Money (Chicago and London: The University of Chicago Press, 1992), s. 6 f. Den økonomiske logik sikrer, at subjektet ikke forsvinder, selv når det yder en tilsyneladende altruistisk og selvudtømmende handling gennem tilgivelsen, som Derrida f.eks. skriver: “One always takes by giving; I have, in the past, insisted at length on this logic of giving-taking.”.11Derrida, To Forgive, 22.
At tilskrive tilgivelsen betingende logikker som fortrydelse, indrømmelse, tilståelse og en beden om (asking for) er at betragte den som led i en kalkulerende udbytning: Der skal ske en soning i form af fortrydelse eller indrømmelse, som omdanner, transformerer, transfigurerer den skyldige til ikke-længere-skyldig eller angrende skyldig, før forsoningens (og derfor tilgivelsens) forløsning kan ske. Men som Derrida påpeger, så indtræffer der et paradoks med spørgsmålet om transformationen, når forudsætningen for tilgivelsen er, at parten, der beder om tilgivelse, transformerer og omdanner sig væk fra den, der i første omgang beder om tilgivelsen i selve bønnen derom: Hvis soningen og angeren allerede er indtruffet i denne beden-om-tilgivelse, så har selve tilgivelsen ikke længere den samme person at rette sig mod, for personen er ikke den samme som den, der havde brug for og bad om tilgivelse. Selve bønnen om tilgivelse initierer en proces, som sætter tilgivelsen ude af spil, til trods for at den skulle initiere den.12Derrida, To Forgive, 45 f.; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 34 f. og 38 f.
Det bliver udelukkende et spørgsmål om korrekt fremgangsmåde og reciprok udveksling; “Betingelsen for at vi kan tilgive dig, er, at du i det mindste udviser anger” kunne en praktisk maksime lyde. Betingelsen bliver her retribution. At bede om tilgivelse, der initieres som en anger og tagen-afstand (dissociate) til sig selv og sin gerning, igangsætter en økonomisering, der allerede (mod)tager tilgivelsen til sig, før den gives – eller den gives i denne tagen som en tagen-afstand. Selv den angrende bøn har sit sigte mod en skade, som skal udlignes af den skyldiges transformerende modsvar.
Andet end retfærdighed
Udlægningsmåden hos Derrida har afsæt i andethedens ukrænkelighed og begrebernes utilstrækkelighed. Hvis teologien har sin apofatiske, dvs. negative tilgang, så har Derridas udlægning af tilgivelsens begreb den samme: Hver gang vejen slår en bugt, når vi blot endnu en betydning, som tilgivelsen ikke er. Det peger i retning af et hinsides, over en tærskel, som vores forståelsesforsøg evindeligt forsøger at nå, til trods for at vi aldrig når over den.13Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 33, 45 f., 53: Derrida sammenligner tilgivelsens status med den, en absolut monark har, og som gør vedkommende i stand til at stå uden for lovens rammer samtidig med, at det er denne monarks suverænitet, der muliggør loven; en “Right [droit] beyond the law [droit]”, 46. Den ubetingede … Continue reading Derrida giver dog fragmenter af klarhed, som gør os i stand til at separere tilgivelsens betydning fra andre termer; hinsides den “transaktionelle, økonomiske forpurring” finder vi en sondring mellem retfærdigheden (herunder juraen, loven, dommen) og tilgivelsen:
The representatives of the State can judge, but forgiveness has precisely nothing to do with judgment. Or even with the public or political sphere. Even if it were “just”, forgiveness would be just of a justice which had nothing to do with judicial justice, with law. There are the courts of justice for that, and these courts never forgive in the strict sense of the word. […] if anyone has the right to forgive, it is only the victim, and not a tertiary institution.14Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 43 f.
Et særkende ved tilgivelsen findes i, at den ikke er en dom, den har intet at gøre med den offentlige og politiske sfære. Hvad end disse sfærer ellers måtte dække over, må vi forstå, at det er her, vi finder en tredjepart, en medierende og reducerende institution for (og af) tilgivelsen. Tilgivelsen er ikke forenelig med eller ikke det samme som retfærdighed, lov og dom – ikke fordi den ene er attråværdig og den anden ikke er; dette er for så vidt ikke en kritik af retfærdighedens domæne, men tilgivelsen er ikke underordnet dens horisont. Som Derrida i ovenstående citat påpeger, så har selv en “retfærdig” tilgivelse ikke noget med juridisk retfærdighed at gøre; modsat retfærdigheden har tilgivelsen ingen målestok at operere ud fra. Tilgivelsen må forstås særskilt, for jeg kan dømme retfærdigt uden at tilgive, og jeg kan blive tilgivet og til trods herfor stadig blive dømt retfærdigt.15Giorgio Agamben har i sit værk Resterne fra Auschwitz – Arkivet og Vidnet (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2012) en næsten identisk pointe. I sin udlægning af bl.a. Primo Levis beretninger fremhæver Agamben forvirringen mellem juridiske kategorier på den ene side og etiske og moralske kategorier på den anden, … Continue reading
Som følge af adskillelsen mellem tilgivelse og retfærdighed fremhæver Derrida to væsentlige forhold, som vedrører, (1) hvem eller hvad der har magten eller retten til at tilgive: Hvis der sker en udvanding af tilgivelsens begreb, når den forvirres med betingende betydninger og associationer, så ligger dens betydning også uden for staters, nationers og fællesskabers magt at betvinge. Men hos hvem tilfalder det så at tilgive? Hvem har magten til at give den, og hvem har retten til at bede om den, hvis den allerede har forladt disse riger? (2) Det andet forhold spørger, om man kan adskille den handlende part fra handlingen:
Who forgives or who asks whom for forgiveness, at what moment? Who has the right or the power to do this, “who [to] whom?” And what does the “who” signify here? […] More than once we will be faced with the effects of a preliminary question, prior to this one, which is the question “who” or “what”? Does one forgive someone for a wrong committed, for example a perjury […] or does one forgive someone something, someone who, in whatever way, can never totally be confused with the wrongdoing and the moment of the past wrongdoing, nor with the past in general.16Derrida, To Forgive, 24
Spørgsmålet om hvem eller hvad der kan tilgive, må vi forstå i lyset af Derridas påstand om, at tilgivelsen kun findes hinsides den offentlige og politiske sfære. Uanset hvem eller hvad, der kunne hævdes at besidde “retten” til at give og modtage tilgivelse, har vi under alle omstændigheder forladt retfærdighedens og lovens rige. Overhovedet at tale om retten til tilgivelse bruger allerede et sprog, hvori den, ifølge Derrida, ikke hører hjemme. Det at spørge til besiddelsen af ret og magt handler ikke om at blotlægge en indifferent eller desinteresseret position, som kan sikre “retfærdige” principper for tilgivelse såsom at “tilgivelse forudsætter bekendelse af skyld og en villighed til at udbedre skaden” – dette vil blot tilskrive tilgivelsen betingelser.
Distinktionen mellem den handlende og handlingen vil for altid synliggøre risikoen ved reduktioner, der er for radikale. Der kan være sund fornuft i ikke at reducere personen til ren handling ene og alene, så der i stedet kan søges en forståelse af “den hele person”. Men er selve handlingen da drænet for mening? Hvis det var tilfældet, hvorfor skulle man så overhovedet tilgive? Personen ville ikke kunne gøre noget af interesse for tilgivelsen, for tilgivelse ville da ikke beskæftige sig med gerninger. Men kan det blotte faktum at være en person alene være grund nok til tilgivelsen? Er gerningen ikke en af årsagerne til, at der bedes om tilgivelse? Hvordan skal sammenhængen (eller adskillelsen) mellem gerningen og personen forstås?
Disse spørgsmål er ligesom en konstant indvending, der bestandigt unddrager sig entydige svar.17Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 38. De er, hvad Derrida kalder aporier og afgrunde, der udgør den grundløse grund, hvorpå vi må stå, når vi beskæftiger os med tilgivelsens betydning.18Derrida, To Forgive, 22, 24. De besætter vores opmærksomhed. Forsøgene på at tilnærme en tydning bliver farvet af disse blindgyder. Der loves ikke svar, som kan klarlægge tilgivelsen. Det er en afvæbning, for vi må sande, at svarene er utilstrækkelige. Det er umuligt at nå til bunds i, for vi er hverken blevet klogere på, hvem eller hvad, der kan tilgive, eller hvad eller hvem, der kan tilgives. Og dette er formodentligt spørgsmålenes funktion; de viser, at tilgivelsen ikke kan adresseres fyldestgørende.
Ansigt-til-ansigt uden tredjepart
I centrum for Derrida er spørgsmålet, om tilgivelsen har et sted at være hinsides hverdagens jura, lov og ret – uagtet om nogen har ret eller magt til tilgivelse, eller om det, der tilgives, er personen eller handlingen. Er der et sted uden for den offentlige og politiske sfære, hvor det fortsat er meningsfuldt at tale om tilgivelsens tilsynekomst, eller går den til grunde her? Derrida fremhæver, at mødet mellem to personer, ansigt til ansigt, muligvis har forudsætningerne til at bevare tilgivelsens manifestation:
.[I]t seems to us that forgiveness can only be asked or granted “one to one,” face to face, so to speak, between the one who has committed the irreparable or irreversible wrong and he or she who has suffered it and who is alone in being able to hear the request for forgiveness, to grant or refuse it. This solitude of two, in the scene of forgiveness, would seem to deprive any forgiveness of sense or authenticity that was asked for collectively in the name of a community, a Church, an institution, a profession, a group of anonymous victims, sometimes deaf, or their representatives, descendants, or survivors. In the same way, this singular, even quasi-secret solitude of forgiveness would turn forgiveness into an experience outside or heterogeneous to the rule of law, of punishment or penalty, of the public institution, of judiciary calculations, and so forth. As Vladimir Jankélévitch pointedly reminds us in Le Pardon, forgiveness of a sin defies penal logic.19Derrida, To Forgive, 25. I To Forgive udfolder Derrida delvist sine perspektiver på baggrund af omfattende læsninger og diskussioner af Vladimir Jankélévitchs tænkning om tilgivelsen. Dele af Jankélévitchs tænkning er derfor at spore i Derridas, f.eks. idéen om en såkaldt “hyperbolsk etik”.
Denne solitære, singulære og kvasi-hemmelige tosomhed kan muligvis bevare et sted til den rene tilgivelse. Heri findes måske en erfaring af tilgivelsen, der formår at være heterogen til den juridiske og transaktionelle udbytning. Dette møde kan måske rumme den skyldiges irreversible gerning og den lidendes mulighed for tilgivelse heraf uden et økonomiserende eller kalkulerende tema. Dette hemmelige rum vil dog ikke vedrøre forbrødring, overenskomst eller sigte mod symmetri parterne imellem. Reciprok straffelogik er fremmed i denne tosomhed. Ansigt til ansigt har to personer (måske) potentialet til at bryde med hverdagsforståelsen af en betinget tilgivelse, hvilket Derrida andetsteds eftersøger: “I wonder if a rupture of this reciprocity or this symmetry, if the very dissociation between forgiveness asked for and forgiveness granted, were not the de rigueur for all forgiveness worthy of its name.”.20Derrida, To Forgive, 27. At lytte gæstfrit og uden krav til den fremmedes bøn uden at vide, hvad denne rummer, at bevidne den fremmede som andet end en trussel eller kilde til fortjeneste, et blottet “Her er jeg!”, som en, der ikke udfordrer min egen gælds- og skyldsfrihed, er en attestering for tilgivelsens mulige rum.
Men egnetheden af dette møde ansigt til ansigt som et sted for ren tilgivelse er kortlivet: Derrida påpeger, at man meget vel kan tilnærme sig en tilgivelse fri fra retfærdighedens, reciprocitetens og symmetriens socio-politiske medierende orden og dermed nærme sig en “uspoleret tilgivelse” i mødet ansigt til ansigt, men det betyder ikke, at sproget som medierende tredjepart ikke allerede har indfundet sig i mødet, og som dermed indskriver andre hensigter i tilgivelsen, såsom amnesti, forsoning og oprejsning.21Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 42.
End ikke i de skrøbeligste øjeblikke mellem to mennesker, hvor oprigtighed, inderlighed og afvæbning fylder afstanden imellem dem, kan tilgivelsen se sig fri for forviklinger i andre betydningshorisonter – forvirret og forstyrret af noget tredje. Den skrøbelige gæstfrihed mellem to enkeltpersoner er allerede sat på spil i sproget. Selv mellem to kan en tredjepart indfinde sig, som genopretter den transaktionelle dynamik (at bede om og at skænke tilgivelse). Denne gensidighed kunne menes at være den positive side af den ordinære tilgivelse, en symmetrisk og reciprok interdependens. Men den reducerer den rene tilgivelse, som gøres til en petitesse, den er “blot” en igangsættelse af en rensende virkning:
As soon as the victim “understands” the criminal, as soon as she exchanges, speaks, agrees with him, the scene of reconciliation has commenced, and with it this ordinary forgiveness which is anything but forgiveness. Even if I say “I do not forgive you” to someone who asks my forgiveness, but whom I understand and who understands me, then a process of reconciliation has begun; the third has intervened. Yet, this is the end of pure forgiveness.22Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 49.
Den gensidige forståelse, et fælles tredje, tjener til genoprettelse af normaliteten; den forklarer årsagerne til hændelserne og berettiger en forsoningsakt og en terapeutisk helingsproces. Det er forsoningen og udligningen, der sigtes efter i den ordinære tilgivelse. Ansvaret er blot til låns, en gæld, indtil den rette at afdrage til viser sig. I disse hverdagslige situationer går tilgivelsen ikke ud over sig selv, den er ikke selvudtømmende, men søger tværtimod, at begge parter kan gå derfra med et afkast. En tredje har allerede indfundet sig mellem de to personer, der giver kriterier for mere eller mindre vellykket forsoning, renselse og retfærdighed.
Etik hinsides etik – det etiske er ikke etisk nok
Vi efterlades med det nagende spørgsmål, om tilgivelse overhovedet kan adresseres? Kan tilgivelsen vikles fri og holdes “ren”? Spændes buen for meget? Kræves der for meget af tilgivelsen? En udlægning af dens betydningshorisont, der ikke bliver kontamineret af andre eller ydre forståelser, er en radikal – for ikke at sige en umulig – bestræbelse. Det er en overdrivelse af dens betydning; vi er, som man siger, ude på et overdrev. Og det er netop, hvad Derrida kalder “hyperbolsk etik” eller en “etik hinsides etik”.23Derrida, To Forgive, 28 f. & 45; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 35 f., 39 & 51. Disse betegnelser udtrykker den spænding, man som forstående befinder sig i, mellem en ideel, betingelsesløs og ren forståelse af tilgivelsen og en praktisk-empirisk og ordinær forståelse af tilgivelsen.24Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 51; Derrida, To Forgive, 29 & 45. Den er hyperbolsk og sigter hinsides “etikken”, fordi det ikke er nok, at tilgivelsen kun tilgiver det tilgivelige: “To forgive the forgivable (pardonable), the venial, the excusable, what one can always forgive, is not to forgive”.25Derrida, To Forgive, 30. Den rene tilgivelse må rumme kapaciteten til at bryde med denne logik, hvis den ikke skal gå til grunde. Den radikale udlægning låser ikke betydningen fast; den insisterer på tilgivelsens hyperbolske “galskab” og ikke fastlagte bestemmelse. Det overdrevne moment, det, at den rene tilgivelse er en etisk gestus hinsides etikken, udtrykkes i den paradoksale forståelse, at det ikke er nok, at den er i overensstemmelse med sig selv – den skal gå ud over sig selv og dermed ud over muligheden for dens egen forståelighed og begrebslighed.26Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39 & 45; Derrida, To Forgive, 28 & 42. Derrida påpeger endda, at denne hyperbolske tænkning af tilgivelsen påbegynder en opløsning af håndterlige kategorier og åbner “a virtual power of implosion or auto-deconstruction, a power of the impossible – that will require of us once again the force to re-think the meaning of the possibility of the im-possible or the im-possibility of the possible.”27Derrida, To Forgive, 29 f. Og konkretiseringen af denne radikalitet fremstiller Derrida netop ved at forstå tilgivelsen uden betingelser for, hvad der er muligt:
.[T]here is in forgiveness, in the very meaning of forgiveness a force, a desire, an impetus, a movement, an appeal (call it what you will) that demands that forgiveness be granted, if it can be, even to someone who does not ask for it, who does not repent or confess or improve or redeem himself, beyond, consequently, an entire identificatory, spiritual, whether sublime or not, economy, beyond all expiation even.28Derrida, To Forgive, 28.
Præmisserne for en ren tilgivelse er dens egne og tilhører ingen, den er i ingens besiddelse. Intet ydre kan påtvinge tilgivelsen krav, for i den findes en appel, som vil tilgive uagtet omstændighederne. Men dette absolut selvudtømmende eller altfavnende moment vækker omgående tvivl, netop fordi denne forståelse af tilgivelse er ubegribelig, en konfrontation af forståeligheden og en udfordring af det mulige. Kan det betyde, at den rene tilgivelse må betragtes som en regulativ, men dermed også uopnåelig idé? Afficerende og attråværdig, men aldrig fuldbragt? Manifesterer skylden f.eks. ikke netop altid den økonomiske logik? Kan den erfares og tales om uden denne betydningsdimension? Vil den ikke for altid vække spørgsmålet om, hvem der skylder hvad til hvem? Derrida medgiver da også, at “erfaring” er et krænkende (abusive) begreb, fordi tilgivelsen, hvis den udfolder sig på tærsklen til det mulige, aldrig præsenterer sig selv for den erfarende bevidsthed som sådan.29Derrida, To Forgive, 22.
Hvis ikke tilgivelse kan have en fastlagt betydning, er ethvert forståelsesforsøg allerede forgæves. Opgivelsen kan derfor også langsomt indfinde sig, men det er ikke Derridas pointe. Det er snarere selve den aporiske paradoksalitet: Den rene tilgivelses radikalitet udtrykker en umulighed, men denne må ikke forveksles med et forbud mod et engagement med den:
In order for there to be forgiveness, must one not on the contrary forgive both the fault and the guilt as such, where the one and the other remain as irreversible as the evil, as evil itself, and being capable of repeating itself, unforgivably, without transformation, without amelioration, without repentance or promise? Must one not maintain that an act of forgiveness worthy of its name, if there ever is such a thing, must forgive the unforgivable, and without condition?30Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39.
Snarere end at opgive over for denne uafklarlige henvendelse tænker Derrida i og med den. At kunne gøre det umulige er en ubetinget tilgivelses inderlighed, dens grundløse grund, der, netop fordi enhver finalitet leder til dens undergang, afvikler sig selv, umuliggør sig selv, og som samtidig giver den en hensigt – giver den noget at tilgive. Tilgivelsens paradoksale forfatning umuliggør og muliggør den på en og samme tid. Det utilgivelige er den første (ikke-)grund og (u)berettigelse for tilgivelsen. Tilgivelsen må på paradoksal vis forstås ud fra en betydningshorisont, der umuliggør den; hvor den bryder den økonomiske cirkulation og reciprocitet, og hvor intet kommer retur, når den gives. Den betingelsesløse og hyperbolske tilgivelse tilgiver det utilgivelige; den tilgiver det eller den, der uforbederligt bliver ved med at gentage sig selv utilgiveligt. En utrættelig vedblivende overrækkelse uden udsigt til forandring.
Hvis tilgivelsen kun havde det tilgivelige at rette sig mod, hvilken grund var der da for tilgivelsen? Hvis tilgivelsen udelukkende befandt sig inden for det tilgiveliges horisont, var der så brug for den? At bede om tilgivelse ville være nyttesløst, fordi det, man bad om, allerede var tilgiveligt. En tilgivelse, der befandt sig i adækvat overensstemmelse med sig selv, ville i samme moment blive ruineret. Den ville miste sin kraft og betydning (hvad end den måtte være), hvis den altid kun angik det tilgivelige. Men konfronteret med det utilgivelige vækkes den rene tilgivelse. Den giver, ikke fordi alt er tilgiveligt, men fordi den bryder frem og i trods vil tilgive selv det umulige. Det mulige (det tilgivelige) bliver umuligt og det umulige (det utilgivelige) bliver muligt: Kun det utilgivelige kan tilgives. Men, som Derrida understreger, hvis tilgivelsen skal manifestere sig, hvis den skal ankomme og ske, hvis den skal have en konkret effekt, må den engagere sig med den ordinære, hverdagslige og praktiske-empiriske tilgivelse og alle dens betingelser: Den betingelsesløse tilgivelse og den ordinære, betingede tilgivelse er, trods deres heterogenitet og uforenelighed, ifølge Derrida uadskillelige, så længe man ikke glemmer, at al tilgivelse henviser til en ubetinget tilgivelse.31Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 44 f.
| 1. | Richard Kearney (moderator), “On Forgiveness: A Roundtable Discussion with Jacques Derrida”, i Questioning God, red. John D. Caputo, Michael Scanlon, and Mark Dolley (Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press, 2001), 53; se også Jacques Derrida “To Forgive – The Unforgivable and the Imprescriptible”, i Questioning God, 45 f. og Jacques Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness (London and New York: Routledge, 2001), 34 f. & 37 f. |
| 2. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 31 f., 34 f. & 50. Denne “renhed” henviser ikke entydigt til en idealisme eller til en vurdering af kvaliteter i dens praktiske tilfælde og manifestationer. Hos Derrida vedrører renheden en begrebsmæssig sondring; den er ren, for så vidt den ikke forvirres med tilstødende begreber såsom forsoning, frelse, anger, undskyldning, amnesti, terapi, “erindringsrenselse”, glemsel, sorg m.m. |
| 3. | Derrida, To Forgive, 30; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 32 f. |
| 4. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 28: Derrida taler endda om en erindringens universelle uopsættelighed: “The proliferation of scenes of repentance, or of asking ‘forgiveness’, signifies, no doubt, a universal urgency of memory: It is necessary to turn toward the past; and it is necessary to take this act of memory, of self-accusation, of ‘repentance’, of appearance [comparution] at the same time beyond the juridical instance, or that of the Nation-State.”, 28. |
| 5. | Derrida, To Forgive, 24 f., 29 & 45 f.; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 27 ff., 39, 43, 45 & 50. |
| 6. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39. |
| 7. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 50. |
| 8. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 31 f. |
| 9. | Derrida, To Forgive, p. 45 f. |
| 10. | For en kort passage, hvor Derrida giver en tentativ definition på sin forståelse af økonomi, se Given Time: I. Counterfeit Money (Chicago and London: The University of Chicago Press, 1992), s. 6 f. |
| 11. | Derrida, To Forgive, 22. |
| 12. | Derrida, To Forgive, 45 f.; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 34 f. og 38 f. |
| 13. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 33, 45 f., 53: Derrida sammenligner tilgivelsens status med den, en absolut monark har, og som gør vedkommende i stand til at stå uden for lovens rammer samtidig med, at det er denne monarks suverænitet, der muliggør loven; en “Right [droit] beyond the law [droit]”, 46. Den ubetingede og rene tilgivelse muliggør de praktiske varianter, men kan ikke selv reduceres dertil, som Derrida skriver: “As is always the case, the transcendental principle [f.eks. den rene tilgivelse] of a system doesn’t belong to the system. It is as foreign to it as an exception.”, 46. |
| 14. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 43 f. |
| 15. | Giorgio Agamben har i sit værk Resterne fra Auschwitz – Arkivet og Vidnet (København: Billedkunstskolernes Forlag, 2012) en næsten identisk pointe. I sin udlægning af bl.a. Primo Levis beretninger fremhæver Agamben forvirringen mellem juridiske kategorier på den ene side og etiske og moralske kategorier på den anden, hvor spørgsmål om skyld og uskyld, ansvar, dom, frikendelse (og tilgivelse (pardon) i den engelske oversættelse) ofte bliver kontamineret af juridiske logikker. Se f.eks. side 10. |
| 16. | Derrida, To Forgive, 24 |
| 17. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 38. |
| 18. | Derrida, To Forgive, 22, 24. |
| 19. | Derrida, To Forgive, 25. I To Forgive udfolder Derrida delvist sine perspektiver på baggrund af omfattende læsninger og diskussioner af Vladimir Jankélévitchs tænkning om tilgivelsen. Dele af Jankélévitchs tænkning er derfor at spore i Derridas, f.eks. idéen om en såkaldt “hyperbolsk etik”. |
| 20. | Derrida, To Forgive, 27. |
| 21. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 42. |
| 22. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 49. |
| 23. | Derrida, To Forgive, 28 f. & 45; Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 35 f., 39 & 51. |
| 24. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 51; Derrida, To Forgive, 29 & 45. |
| 25. | Derrida, To Forgive, 30. |
| 26. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39 & 45; Derrida, To Forgive, 28 & 42. |
| 27. | Derrida, To Forgive, 29 f. |
| 28. | Derrida, To Forgive, 28. |
| 29. | Derrida, To Forgive, 22. |
| 30. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 39. |
| 31. | Derrida, On Cosmopolitanism and Forgiveness, 44 f. |