Vi er for længst forbi det tidspunkt, hvor det var meningsfuldt at diskutere, hvorvidt den liberale orden er truet. Den er allerede faldet sammen, og hver dag banker nye politiske udviklinger søm i den liberale ordens kiste. Spørgsmålet er nu, hvad der vil komme i stedet? Der er en række voksende politiske eksperimenter, men få alternativer der umiddelbart har evner eller vilje til at strukturere hele verdens politiske normer.
Få enkeltpersoner illustrerer det liberale sammenbrud bedre end Trump, der både i politisk stil og indhold forvrider de hidtidige idealer.
Når Trump forkynder vilkårlige tariffer over for såkaldt allierede lande, sprænger han frihandelsprincipper i stykker. Når han vægrer sig mod at sanktionere endsige kritisere Rusland og Israels militære handlinger, underminerer han folkerettens normer. Og når han flirter med forestillingen om at annektere Grønland, lader han hånt om både alliancers forpligtelser og selvbestemmelsesretten.
Den liberale orden handler dels om tilskyndelse og idealisering af de frihedssøgende idealer, der vedrører alt fra ytringsfrihed til frihandel, dels en international institutionalisering af disse normer og endelig en regelbaseret struktur, der med juridisk kølighed kan skelne ret fra vrang og tilstræber universalisme. Den liberale orden baseredes på en normativ tro på, at disse idealer gjaldt alle og var attraktive for alle, om ikke andet så fordi den gensidige respekt og tilstræbte frie bevægelighed for mennesker og varer ville føre til fred. Oprettelsen af internationale institutioner som FN, NATO og EU i efterkrigstiden har været skelsættende for de liberale værdiers udbredelse, og efter Sovjetunionens opløsning fulgte en tid, hvor den liberale orden udvidede sit territorie mere og mere. Momentvis virkede det til, at den liberale ordens utopi kunne indfries. I 1990’erne udbredtes et rettighedsregime, der tydeliggjorde den liberale ordens daværende magt, men allerede dengang var der skår i glæden. Krigene, ikke mindst i Rwanda og det daværende Jugoslavien, beviste, at der var grænser for den liberale orden, og angrebet på World Trade Center i 2001 var en tydelig indikation på, at ikke alle hjørner af landkortet higede efter de vestligt definerede normer.
Selvom den liberale orden er brudt sammen i dag, eksisterer både de liberale værdier og de internationale institutioner stadigvæk. Der er dog blot færre stater og enkeltpersoner, der er klar til at kæmpe for dem. Hvis den liberale verdensorden var en fæstning, er der færre til at bemande udkigsposterne og bastionerne, og den liberale orden er således så sårbar og udsat, at der reelt ikke er tale om en hegemonisk orden.
Den tomme trone
Heraf følger nu en diskussion om, hvad der træder i stedet. Hvilket ideal vil fremover agere Nordstjerne på den internationale politiske scene? Den Europæiske Kommissionsformand Ursula von der Leyen beskrev med uro i sin tale om unionens tilstand, hvordan verdensordenens kontinentalplader er i bevægelse: “Lige nu trækkes frontlinjerne op for en ny verdensorden, der bygger på magt”.1Ursula von der Leyen, “Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2025”, Europa-Kommissionen, 10. september 2025. Dermed indikerer hun, at hvor verden tidligere var struktureret på baggrund af allerede veletablerede norm- og regelsæt, så defineres den politiske gang nu vilkårligt af dem, der har relativt mere magt end andre. Men hvem har så magten?
Der er en række politiske projekter og aktører, der viser umiddelbar vilje til at præge de fremtidige magtstrukturer. Tre scenarier kunne være: (1) en ideologisk magtforskydning til fordel for en fremadstormende og protektionistisk højrefløj, (2) en orden formet af autokrater og (3) en orden defineret af adskillige magtfulde men uenige poler, og dermed en reetablering af konfliktlinjer, der deler fællestræk med den bipolare struktur fra den kolde krig.
Højrefløjens verdensorden
Det første scenarie formes ved de utallige valghandlinger, hvor højreorienterede partier med en definerende etablissementkritik vinder frem. Partiernes fællesnævner er typisk, at de sjældent har særligt mange år på bagen og sjældent har nævneværdig magterfaring. På trods af store nationale forskelle deler partierne også en fælles analyse af, hvad tidens største politiske problemer er. Denne højrefløj retter en frustreret anklage mod hidtidige magthavere og idealer, der handler om, at de med en blanding af ignorance, arrogance, inkompetence og naivitet har forsømt at værne om familien, nationen og i nogle tilfælde også religionens indflydelse. Den nye højrefløj mener, at strukturer og kategorier som køn, grænser, familieformer og racer, der er blevet forsøgt opløst siden det 20. århundrede, er nødvendige. Og de mener, at magthaverne har været alt for optagede af at udviske disse forskelle, alt imens de har svigtet de mennesker, de burde arbejde for. Trumps kritik af Det Demokratiske Parti er dermed illustrativ for den bredere højrefløj: Han bebrejder partiet, at de beskæftiger sig med såkaldt wokeism, gender-ideologi og politisk korrekthed i stedet for at arbejde for amerikanske arbejdspladser og den udsatte økonomiske situation for arbejderklassen.
Højrefløjens analyse står med rette ikke uimodsagt, og der hersker i de nationale arenaer berettigede diskussioner om, hvorvidt de typiske magtpartier har svigtet deres mandat, og om hvorvidt højrefløjen kan formulere farbare politiske veje til at bedre forholdene for deres vælgere. Men samtalen cirkulerer rundt om højrefløjens program og protest, og uanset om de har magt eller ej, har de opnået en privilegeret evne til at forme den politiske samtale.
Den nye højrefløj samarbejder internationalt blandt andet gennem institutioner som EU, men dens sigte er primært nationalt og først sekundært kontinentalt. Ambitionen er ikke at diktere en verdensorden og dermed præge det politiske liv såvel som hverdagslivet på den anden side af kloden. En højreorienteret verdensorden er usandsynlig i den forstand, at den ikke sigter efter universalisme, og meget ofte står forskellige landes højrefløje i opposition til hinanden. Trumps protektionistiske slogan om at gøre “America Great Again” er ikke foreneligt med et opråb om at gøre “Europe Great Again”. Når disse nye højreorienterede partier får øget tilslutning, og centrumpartierne står relativt svagere, opstår et politisk nybrud i de enkelte lande, hvor måden, regeringer sammensættes på, og måden, magten udøves på, forandres. Men også på global skala har disse bevægelser betydning, fordi den forandrede parlamentariske virkelighed enten skaber mindre robuste regeringer, der dermed har vanskeligere ved at sætte sig igennem internationalt, eller regeringer, der er mindre engagerede i de internationale institutioner. Højrefløjen har ikke vist overbevisende vilje til at definere en verdensorden, men dens øgede popularitet gør det sværere i det hele taget at etablere fælles internationale spilleregler.
De autoritæres verdensorden
Højrefløjens fremgang er også relevant for det andet scenarie. En del af højrefløjens tydeligste stemmer repræsenterer også et stærkmandsideal. De ledende aktører i det andet scenarie er de politiske ledere, der på nationalt plan bryder de demokratiske principper, puljer magten omkring sig og formoder at kunne gøre det samme på internationalt niveau, hvis de ønsker det. Det gælder ledere som Vladimir Putin, Xi Jinping, Narenda Modi og for den sags skyld Donald Trump. Den italienske politologiske forfatter Giuliano da Empoli har i sin bog Rovdyrenes tid fremhævet, hvordan den nuværende politiske situation er præget af, at dem, der optræder mest intimiderende, får mest indflydelse.2Giuliano da Empoli, Rovdyrenes tid (Politikens Forlag, 2025). Autokraterne og despoterne får dermed frit spil til at forme og omgøre regler og normer efter behov.
Omverdenen er nærved afmægtig i forhold til disse statsledere. Det er kommet til udtryk i måden, hvorpå de autoritære magthavere indenrigspolitisk har haft vide muligheder for at udfordre og afmontere demokratiske initiativer og liberale rettigheder. Disse menneskers åbenlyse magt bliver også afsløret, hvis man giver sig i kast med spørgsmål såsom: Hvad vil den øvrige omverden gøre, hvis Xi beslutter at invadere Taiwan, hvis Trump beslutter at annektere Grønland, eller Modi indleder en krig mod Pakistan? I alle disse tilfælde vil det være vanskeligt, dyrt og sandsynligvis genstand for ophedet politisk diskussion at forsøge at bremse disse statsledere i deres forehavender, ligesom det har været tilfældet med Vestens bestræbelser på at bremse den russiske aggression mod Ukraine.
Der er talrige statsledere, der er bedøvende ligeglade med kritik, fordømmelse, sanktioner og andre af den liberale verdens værktøjer. Men den liberale orden har aldrig været mere, end vi gjorde den til. Når von der Leyen advarer om en fremtidig verdensorden defineret af magt, undlader hun at fortælle, at enhver verdensorden til hver en tid altid er rammesat af magthavere. Den er både skabt og håndhævet af personer, der tror på den. En løftet pegefinger fra EU eller FN har ikke stoppet nogen nogensinde, hvis de ikke respekterede eller frygtede institutionerne. Når det tidligere har været mere relevant at tale om en egentlig liberal verdensorden, har det været, fordi dem, der troede på liberale værdier, var de stærkeste både i økonomisk og militær forstand. Sådan er det ikke mere. Når den liberale orden er faldet, er det ikke, fordi en anden orden er trådt i kraft, det er, fordi Vesten, der hidtil har vogtet den liberale orden, er blevet svækket og splittet.
Den allianceløse verdensorden
Det mest sandsynlige fremtidsscenarie er derfor, at det internationale landskab vil være præget af uorden. Leder man efter en vejledende Nordstjerne, vil kompasnålen svirre rundt om sin egen akse. De stærkeste vil diktere den politiske udvikling, og den eneste strukturerende præmis vil være uforudsigelighed.
Dermed ikke sagt, at dette scenarie vil være ustabilt. Det tredje scenarie mimer den balance, der eksisterede under den kolde krig. Hvor det dengang var to dominerende kræfter, Sovjetunionen og USA, der indbyrdes konkurrerede om international indflydelse, er der i dag langt flere aktører. USA, Rusland, Kina og EU er formentlig de mest toneangivende, mens andre fremadstormende økonomier i særligt Afrika og Sydamerika også mener, de har deres at skulle have sagt. Trumps transaktionelle politik kan meget vel danne præcedens og forme internationale relationer, så man ikke længere danner alliancer men indgår aftaler, der er interessebaserede. Alle plejer sine egne interesser, alle nærer mistillid til de øvrige parter og forventer, at de på tilsvarende vis favoriserer deres umiddelbare nationale sfære.
Det vil medføre et skridt væk fra værdibaseret udenrigspolitik, hvilket allerede er blevet fremført som en strategisk præference af adskillige toppolitikere – herunder den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, til trods for at han utvivlsomt er at tælle blandt den liberale ordens støtter. Udenrigspolitik føres ikke med udgangspunkt i overbevisning, men med udgangspunkt i national interesse.
Verdens uorden
Ikke nok med at den liberale orden er bristet, konturerne af dens umiddelbare alternativ er også allerede trådt i kraft. Den nye verdensorden er uordentlig. Den svinger på vilkårlig vis mod højre og mod venstre. Den præges af autokrater det ene øjeblik og demokrater i det næste. Dens struktur er bevægelig, dens grænser udflydende, og det er vanskeligt at definere morgendagens politiske landskab med udgangspunkt i gårsdagens. Den eneste retningsgivende bevægelse er magt. Europa er en af de få liberale bastioner, der er tilbage på kloden. Selvom Europas magt er svindende, er Europa ikke magtesløs, og de liberale værdiers position på den verdenspolitiske scene er heller ikke forsvundet. Europæiske ledere kan stadig forsøge at holde de liberale principper højt. Men de må affinde sig med, at de vil blive modsagt og overhørt. Hvis det skal lykkes europæerne at gøre deres indflydelse gældende, må de lære, at styrken af deres argumenter afgøres af deres materielle styrke. For at gøre sig nogen forhåbninger om at kunne præge de nye normer må europæerne lære at snakke magtens sprog.
Dette nye sprog forudsætter en essentiel redefinition af, hvordan politik skal forstås. I de sidste 80 år har europæere fremelsket en politisk kultur, der både bød pluralitet velkommen og stræbte efter kompromisset. Det ses blandt andet i EU’s slogan “forenet i mangfoldighed”. Men den nye “verdens-uordens” første bud er, at politik er konflikt. Indenrigspolitik såvel som udenrigspolitik vil fremover struktureres ikke ud fra evnen til at indgå alliancer, men evnen til at identificere fjender.
Konsekvenserne heraf kan vise sig at være talrige. I den multipolare og rodede verdensorden distancerer landene sig fra hinanden, og det imødekommende og diplomatiske rum indskrænkes. Mistillid fodrer fjendskab, og risikoen for konflikt kan stige. Samtidig er de institutioner, der var tiltænkt at skulle bremse konflikter, kastrerede, og det vil være op til landenes selvdisciplin og institutionernes evne til fornyelse at håndtere den antagonistiske uorden.
| 1. | Ursula von der Leyen, “Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2025”, Europa-Kommissionen, 10. september 2025. |
| 2. | Giuliano da Empoli, Rovdyrenes tid (Politikens Forlag, 2025). |