Det har vakt opsigt, at Morten Messerschmidt (DF) for nylig har introduceret begrebet remigration i den danske flygtninge- og indvandrerdebat og i den forbindelse har lanceret planer om at deportere et meget stort antal udlændinge (eller, I nogle tilfælde, danske statsborgere), som ikke kan overtales til at rejse frivilligt. Samt at han har lanceret planer om, at i den udstrækning de ikke kan deporteres, skal de interneres i lejre, der vel at mærke ikke skal være rene “feriekolonier”, som fx de danske fængsler er.1Christian Bennike, “Den store udvisning”, Weekendavisen, 31. oktober 2025. Det drejer sig bl.a. om udlændinge, der er dømt efter straffeloven (inklusive mindre forbrydelser som fx cykeltyveri), der er på offentlig forsørgelse, eller som ikke er “danske i hjertet”, men fx lever “islamisk”.
Messerschmidts udmelding vidner om, at Dansk Folkeparti i stigende grad tilpasser sig de strømninger, der for tiden samler større dele af det europæiske radikale højre og det amerikanske alt-right-miljø, hvor remigration for alvor er kommet på dagsordenen. Det sker ikke mindst under indflydelse af de identitære dele af det radikale højre, herunder Generation Identitær, som selv er under indflydelse af det franske såkaldte nye højre (Nouvelle Droite), med tænkere som Alain de Benoist og Guillaume Faye som frontfigurer. Nedenfor diskuterer jeg en række af de ideer, der ligger til grund for planerne om remigration på det radikale højre.
Det radikale højre
Man kan skelne mellem det radikale højre, som accepterer demokrati men har et anstrengt forhold til det liberale demokrati, og det ekstreme højre, som slet og ret tager afstand fra demokrati. Det radikale højres succes i nyere tid illustreres fx af, at populistiske autoritære ledere er blevet valgt i en række demokratier, inklusive Donald Trump i USA, Viktor Órban i Ungarn, Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Georgia Meloni i Italien, og (senest) Karol Nawrocki i Polen. På forskellige måder udgør det radikale højre en trussel mod liberaldemokratiske institutioner som fx magtens deling, uafhængige domstole, pressefrihed, fair valg, retssikkerhed, frihed fra vilkårlig arrestation, ytrings- og forsamlingsfrihed, akademisk frihed, og forskellige former for minoritetsbeskyttelse.2Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals About Our Future (New York: Penguin Random House, 2018).
Cas Mudde skelner mellem fire faser i den måde, det yderste højre har udviklet sig på efter anden verdenskrig.3Cas Mudde, The Far Right Today (Cambridge: Polity Press, 2019), kap. 1. Første fase, 1945–55, bestod primært af bagudskuende nyfascister, som stadig støttede de gamle dagsordener, men havde svært ved at mobilisere bredt i et fjendtligt politisk klima. I anden fase, 1955–80, opnåede populistiske partier repræsentation i parlamenter, og de var ofte kritiske over for marginalisering af landbefolkninger, velfærdsstaten, og immigration. I tredje fase, 1980–2000, konsoliderede højrepopulistiske, anti-immigrationspartier sig i parlamenter og de øgede gradvis deres vælgertilslutning. I den fjerde fase, 2000 og frem, har det yderste højre høstet betydelig opbakning i kølvandet på terrorangreb som 9/11, flygtningekrisen og recessionen i 2008. Det mest bemærkelsesværdige ved den fjerde fase er imidlertid den måde, hvorpå det radikale højre er blevet mainstreamet. Både i form af, at radikale højrepartier indgår i regeringskoalitioner, eller som støttepartier, eller ligefrem selv er i stand til at danne regering, og i form af, at ideer, som oprindelig er undfanget på det radikale højre, i stigende grad vinder indpas blandt mainstreampartier (hvad enten det fx handler om udtrædelse af internationale konventioner eller indskrænkning af flygtninge- og indvandreres rettigheder).
Støtten til det radikale højre motiveres af faktorer som (1) apokalyptisk tænkning (Vesten er eksistentielt truet af etnisk udskiftning og globalisering),4Mudde, Far Right; George Hawley, The Alt-Right (Oxford: Oxford University Press, 2019). (2) skepsis over for liberal universalisme og de måder, hvorpå den udfordrer eksisterende hierarkier,5Guillaume Faye, Why We Fight. Manifesto of the European Resistance (London: Arktos Media, 2011); Ico Maly, “Guillaume Faye’s Legacy: The Alt-Right and Generation Identity”, Journal of Political Ideologies 28, nr. 1 (2022): 1– 27; Anita Nissen, “The Trans-European Mobilization of ‘Generation Identity’ ”, i Ov … Continue reading (3) en følelse af at miste orienteringen og sin plads i verden som følge af udbredelsen af liberale værdier (fx homoægteskaber, flydende kønsidentiteter, lighed mellem mænd og kvinder, racelighed),6Pippa Norris & Ronald Inglehart, Cultural Backlash. Trump, Brexit, and Authoritarian Populism (Cambridge: Cambridge University Press, 2019); Christopher F. Zurn, “Populism, Polarization, and Misrecognition”, i Onni Hirvonen & Heikki J. Hoskinen (red.), The Theory and Practice of Recognition (London: Routledge, … Continue reading (4) en oplevelse af at blive udskammet af liberale eliter, som ser ned på og nedprioriterer almindelige mennesker,7Katherine J. Cramer, The Politics of Resentment. Rural Consciousness in Wisconsin and the Rise of Scott Walker (Chicago, IL: University of Chicago Press, 2016); Arlie R. Hochschild, Stolen Pride. Loss, Shame, and the Rise of the Right (New York: The New Press, 2024). og (5) identitære forestillinger om, hvem der egentlig hører til i samfundet, baseret på kategorier som race, religion, kultur, og etnicitet.8Mudde, Far Right; Hawley, Alt-Right; Jean-Yves Camus, “Alain de Benoist and the New Right”, i Mark Sedgwick (red.), Key Thinkers of the Radical Right. Behind the New Threat to Liberal Democracy (Oxford: Oxford University Press, 2019), 73– 90; Nils Holtug, The Politics of Social Cohesion. Immigration, Community, and Justice (Oxford: Oxford … Continue reading
På store dele af den radikale højrefløj er hvid nationalisme den primære ideologi, og endemålet er oprettelsen af en etnostat, hvor medlemskab er baseret på race eller etnicitet.9Mudde, Far Right, 28; Hawley, Alt-Right, 2. Muslimer opfattes som den største trussel, sammen med dem, der faciliterer indvandringen, men man finder også mere almen racisme over for sorte og brune mennesker, anti-semitisme, misogyni, og modstand mod LGBTQ+-miljøet. Desuden er det radikale højre præget af euroskepticisme og modstand mod politisk korrekthed og det politiske establishment. Langt hen ad vejen er tidligere tiders udtryksformer, illustreret ved skinheads og nynazister med tatoveringer og kampstøvler erstattet af jakkesæt og, helt generelt, mere “respektable” udtryk.
Samtidig er der sket en intellektualisering af det radikale højre, hvor der ideudvikles i tænketanke og organisationer, arrangeres foredragsrækker, etableres internetfora, lægges strategier, osv. Internettet har desuden bidraget til internationaliseringen af det radikale højre, og dele af det radikale højre er i dag primært internetfænomener, herunder dele af det amerikanske alt-right. For nogle, især yngre, deltagere er tilstedeværelsen på nettet præget af trolling og ironisk distance, og der deles “sjove” memes om slaveri og holocaust, med mulighed for altid at komme med undskyldningen, at det jo bare var for sjov.10Hawley, Alt-Right, 110; Angela Nagle, Kill All Normies. Online Culture Wars from 4Chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right (Winchester: Zero Books, 2017). Det amerikanske alt-right-miljø gør sig dog generelt umage for at fremstå fornuftigt og respektabelt, selv om man langt hen ad vejen deler målsætningen om en hvid etnostat. Det gælder også Richard Spencer, der oprindelig fandt på navnet alt-right og er en form for uformel leder herfor. Spencer er hvid nationalist og opfordrer til hvid identitetspolitik. Det vakte opsigt, da der dukkede skjulte optagelser op, hvor han i forbindelse med Trumps valgsejr i 2016 opfordrede sine tilhører til at “feste, som var det 1933”.11Aila Slisco, “White Nationalist Richard Spencer’s Podcast Co-Host Is Secretly a New York City Hypnotherapist and Professor”, Newsweek, 8. november 2019.
Arven fra det nye højre
Som sagt er det ikke mindst de identitære dele af det radikale højre, herunder Generation Identitær, der har bragt begrebet remigration på dagsordnen i nyere tid.12Generation Identitær, “Remigration – hvad betyder det egentlig?”, 16. januar 2018. Hos Generation Identitær refererer remigration til et behov for en storstilet tilbagesendelse af etniske minoriteter til deres oprindelseslande ud fra en betragtning om, at de udgør en eksistentiel trussel mod Vesten og på grund af deres kultur simpelthen bare ikke passer ind. I den forbindelse trækker Generation Identitær på ideer fra det nye højre, som udgik fra en gruppe franske tænkere, der organiserede sig i tænketanken GRECE – Groupement de Recherche et d’Études pour la Civilisation Européenne – tilbage i 1968. I GRECE formulerede de en konservativ og etnonationalistisk politik, der tog afstand fra universalisme, oplysnings- og lighedstænkning, globalisering, og menneskerettigheder. Den amerikanske politolog George Hawley beskriver, at gruppen ville udvikle en politisk forståelse, der bevarede, hvad de anså som det bedste i fascismen, uden at anbefale folkedrab og åbenlys racisme.13Hawley, Alt-Right, 73.
Alain de Benoist fungerede som en slags uformel leder af GRECE, og hans ideer om, at forskellige etniske grupper er kulturelt uforenelige, har været en væsentlig inspirationskilde for Generation Identitær, det amerikanske alt-right, og i det hele taget for store dele af det radikale højre. I begyndelsen var Benoist tilhænger af fransk kolonialisme og sydafrikansk apartheid, men med tiden udviklede han en teori, etnopluralisme, ifølge hvilken forskellige kulturer har ret til at udvikle sig organisk og uafhængigt af hinanden. På den baggrund var han skeptisk ikke bare over for immigration, men mere generelt overfor globalisering.14Camus, “Alain de Benoist”.
Generation Identitær trækker ligeledes på et andet medlem af GRECE, nemlig Guillaume Faye. I lighed med Benoist var Faye stærkt kritisk over for immigration, men han delte ikke Benoists tanker om kulturers (i princippet) lige ret til at udvikle sig selvstændigt. Derimod tog han eksplicit udgangspunkt i hvide europæeres interesser og kampen for europæisk kultur, som han mente var andre kulturer overlegen, men nu var eksistentielt truet af immigration. De europæiske folk, mente han, var defineret af deres “biokulturelle” identitet. Han så Europa som værende i krig, først og fremmest mod islam men mere generelt mod immigranter fra det globale syd, som havde besat og koloniseret Europa.15Faye, Why We Fight, 34. Til at lede modstandskampen, både mod immigranter og de hjemlige “kollaboratører”, der havde faciliteret deres ankomst, så han et behov for en “født leder”.16Faye, Why We Fight, 110. Faye kaldte modstandskampen for reconquista, med reference til kristnes kamp for at fordrive muslimer og jøder og generobre Den Ibiriske Halvø, der kulminerede i 1492, og Generation Identitær har senere overtaget dette begreb.17Generation Identity, We Are Generation Identity (London: Arktos Media, 2013), 12–13.
I lighed med Benoist og Faye er Generation Identitær stærkt skeptiske over for universalisme, egalitarisme og oplysningstænkning og ser et behov for at vende tilbage til fælleskabsbaserede værdier med vægt på faste strukturer og hierarkier.18Nissen, “Trans-European Mobilization”, 89. Ud over analysen af immigranter som en eksistentiel trussel har Generation Identitær desuden overtaget begrebet metapolitik fra det nye højre. Oprindelig stammer begrebet fra den italienske marxist Antonio Gramsci, men det er altså overtaget af det nye højre, og det indebærer, at varige politiske forandringer forudsætter ideologisk hegemoni, hvor de bærende ideer skal have tid til at indlejre sig i den kollektive bevidsthed i befolkningen, som dermed bliver mere modtagelig for radikale politiske løsninger. Målsætningen er derfor i første omgang at ændre den dominerende kultur, således at der på den baggrund kan iværksættes varige politiske ændringer. Det kræver bl.a., at man skal sætte sig på de institutioner, der er med til at skabe og udbrede kulturen.
I lighed med andre dele af det radikale højre gør Generation Identitær en del ud af at fremstå respektable og fornuftige. De benytter sig af en professionel kommunikationsform, ikke mindst på sociale medier, og de har desuden ladet sig inspirere af venstrefløjsaktivisme og benytter bl.a. mødeafbrydelser, kortvarige besættelser, og banner-drops.19Nissen, “Trans-European Mobilization”, 88. På grund af deres professionalisme, kreativitet og evne til at indpakke deres budskaber i respektable gevandter har de desuden fået tilnavnet hipsterfascister i dele af pressen. Generation Identitær gør sig dog ikke kun på sociale medier og i “hit and run”-aktivisme. For eksempel brugte de i 2017 crowdfunding til at finansiere et skib, der skulle forhindre NGO’er i at hjælpe flygtninge i Middelhavet – en operation, de kaldte Defend Europe. Ironisk nok måtte de dog opgive forehavendet, da de fik motorproblemer og var nødt til at få hjælp fra et af de NGO-skibe, de var der for at obstruere. I 2021 blev Generation Identitær forbudt i Frankrig for at opildne til diskrimination.20Daniel Byman, Spreading Hate. The Global Rise of White Supremacist Terrorism (Oxford: Oxford University Press, 2022), 85.
Den store udskiftning
Hvor Generation Identitær ser remigration som løsningen, så er det problem, remigration er løsningen på, den såkaldte store udskiftning. Den store udskiftning er en teori på den radikale højrefløj om, at vestlige samfund bliver oversvømmet af ikke-vestlige immigranter, der således erstatter hvide, etniske europæere, som på sigt vil blive en minoritet og miste magt og status. Tanken er dog ikke bare, at ikke-vestlige immigranter kommer til vesten, fordi de flygter fra fattigdom og fordrivelse, men at de hjælpes på vej af venstreorienterede og andre progressive politikere og kræfter, der af en eller anden grund hader deres egen kultur eller bare ønsker at importere nye vælgere, i takt med at tidligere vælgere søger mod immigrationsfjendtlige partier.
Ofte tildeles jøder en særlig rolle i denne fortælling, som dem der orkestrerer den store udskiftning, herunder ikke mindst George Soros, der bl.a. af Viktor Orbán er blevet udpeget som den helt store synder.21Byman, Spreading Hate, 154; Mudde, Far Right, 32. Og ved det store amerikanske Unite the Right-møde i Charlottesville i 2017 blev der ikke bare chantet “you will not replace us”, men også “Jews will not replace us”.22National Immigration Forum, The Great Replacement Theory, Explained, 1. december 2021, 3. Ligeledes har teorien om den store udskiftning inspireret en række terrorhandlinger begået af white supremacists, inklusive angreb ved en synagoge i Pittsburg (USA), en Walmart i El Paso (USA), og en moske i Christchurch (New Zealand).
En af de intellektuelle hovedarkitekter bag teorien om den store udskiftning er endnu en fransk tænker, nemlig Renaud Camus. I lighed med Faye (og, mere generelt, store dele af det radikale højre) benytter Camus sig af en alarmistisk, militaristisk retorik, hvor immigration beskrives som en “invasion” og en “migrationstsunami”. Samtidig afviser han demografiske fremskrivninger fra samfundsforskere, der modsiger hans narrativ, med en frisk bemærkning om, at sådanne fremskrivninger er han ligeglad med.23Renaud Camus, You Will Not Replace Us! (Plieux: Chez l’Auteur, 2018), 24. Dem, der ifølge Camus er ansvarlige for at tillade migrationen til Frankrig, er regeringen, store politiske partier, dommere, medier, multikulturalister, og akademikere, der benægter at den store udskiftning finder sted. Dem beskriver han som “forrædere”, der dog selv vil blive “spist”, efterhånden som de “erstatter lam med ulve”.24Camus, Not Replace Us, 22. Immigranter, kaldet “erstatterne”, beskriver han som “aggressive”, “testosteronisk overlegne” (og her spiller han på flere racistiske troper på én gang),25Camus, Not Replace Us, 22. og som en “ultra-aggressiv spydspids af en besættelseshær”, der venter på at blive mange nok til at gøre Frankrig til deres. Camus sammenligner også invasionen af Frankrig med europæisk kolonialisme, men finder den “afrikanske kolonisering af Europa” værre (for hvis den europæiske kolonisering af Afrika var så slem, lyder argumentet, hvorfor skulle afrikanere så nu komme til Europa?).
Narrativet bag den store udskiftning er således præget af forestillinger om invasion, kolonisering af Europa, besættelse, racekrig, forrædere og kollaboratører. Det militaristiske narrativ går igen hos Generation Identitær. De har udstedt en “krigserklæring”, kalder sig et “kampfællesskab”, en “modstandens spydspids”, som kæmper for den europæiske civilisation.26Generation Identity, Generation Identity.
Overdrivelse eller metapolitik?
Alarmismen og den militaristiske retorik efterlader imidlertid et centralt spørgsmål, nemlig hvilke midler, der dømmes legitime til at realisere remigrationen? Og her er Camus, Spencer, Generation Identitær og store dele af det radikale højre forbløffende spagfærdige. Spencer taler om “fredelig etnisk udrensning”, men det er mildest talt uklart, hvordan en udrensning i det omfang, der forestilles, skulle kunne være fredelig.27Hawley, Alt-Right, 8. Generation Identitær foreslår fx deportation af kriminelle og ulovlige udlændinge, immigranter som ikke kan forsørge sig selv, og flygtninge hvis hjemlande nu er sikre. Ligeledes foreslår de et stop for asyl, familiesammenføring og ikke-vestlig immigration. Endelig så inkluderer strategien for remigration incitamenter, der ikke er baseret på tvang, men består af et stop for udenlandsk finansiering af moskeer, moskeer hvor der bedes på udenlandske sprog, et moratorium for at opføre moskeer, burkaforbud, og tilbageholdelse af sociale ydelser for immigranter. Givet retorikken er det imidlertid overraskende, hvor svage disse forslag er. Dels er en del af dem allerede gennemført i en række liberale demokratier, dels så er fx stop for familiesammenføring og et moratorium på moskeer ikke de tiltag, man ville forvente som modsvar på invasion, kolonisering og racekrig.
Èn mulig forklaring kunne være, at den alarmistiske, militaristiske retorik er en kunstigt oppustet, overdreven måde at prøve at søge opbakning til de mere moderate remigrationsforslag på. En anden forklaring kunne dog være, at det militaristiske narrativ snarere er at se som metapolitik, der skal bane vejen for mere radikale indsatser. En erkendelse af, at den brede offentlighed ikke er klar til de mere brutale politikker, der for alvor ville sætte gang i deportationerne og indskrænke rettigheder for dem, der ikke tilhører den etniske og kulturelle majoritet. Det militaristiske narrativ kan, for så vidt det internaliseres i den brede befolkning, føre til en accept af metoder og politikker, der før ville være utænkelige. Hvis immigranter er fjender, der er ude på at udslette os (den kulturelle majoritet) og vores levevis, og de medlemmer af majoriteten, der har “faciliteret” deres ankomst er forrædere og kollaboratører, så er spillerummet for, hvad der er legitime modforanstaltninger (eller “selvforsvar”) blevet udvidet.
En del af den metapolitiske strategi synes desuden at være at bruge udtrykket remigration snarere end fx tale om deportationer og interneringslejre, der kan lede tankerne hen på de nazistiske deportationer af jøder og på koncentrationslejre. Re-migration lægger op til en “venden tilbage”, dvs. en invers proces, eller en tilbagevenden til den naturlige tilstand, der herskede, inden migranterne forlod deres hjemlande, med hvad det sidenhen skabte af problemer.
Tanker om remigration er i dag ikke forbeholdt dystre kroge på internettet eller grupper som Generation Identitær, men bliver omfavnet af store politiske partier og bevægelser.28Ashifa Kassam, “How Remigration Became a Buzzword for Global Far Right”, The Guardian, 3. oktober 2024. Frihedspartiet (FPÖ), det største parti i Østrig ved valget i 2024, har foreslået at EU skal have en remigrationskommissær. Alternative für Deutschland fører kampagner med slogans som “Sol, sommer, remigration”. Donald Trump har lovet at gøre en ende på “migrantinvasionen” i USA og kalder specifikt denne proces for remigration. Og Dansk Folkeparti har, som vi har set, lanceret et remigrationsudspil i Danmark.
Opgøret med det liberale demokrati
Det er oplagt, at en lang række af de tænkere og bevægelser, der er beskrevet ovenfor, ønsker et opgør med det liberale demokrati. Det nye højre tager fx eksplicit afstand fra universalisme, egalitarisme, menneskerettigheder og oplysningstænkning. Selv Benoists etnopluralisme, der i princippet udstrækker retten til kulturel selvbestemmelse til alle kulturer, er uforenelig med det liberale demokrati, da rettigheder inden for det enkelte samfund skal følge etniske skillelinjer, snarere end afspejle et ideal om lige muligheder. Men hvad med de store politiske partier, fx Dansk Folkeparti, der har taget ideerne om remigration til sig, ønsker de også et opgør med det liberale demokrati?
Messerschmidt lægger i forbindelse med sine overvejelser over remigration op til indskrænkninger af en lang række centrale liberaldemokratiske principper, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed (og fravær af sindelagskontrol), retssikkerhed, anti-diskrimination, mindretalsbeskyttelse, og bevægelsesfrihed. Foreholdt at han ønsker, at alle tildelinger af dansk statsborgerskab inden for de sidste otte år skal tages op til revision med skærpede krav, bl.a. på baggrund af om folk er “danske i hjertet”, og at det vil udgøre en knægtelse af religions- og ytringsfriheden, svarer han, at “ja ja, der er jo masser af ting, du ikke må ytre”.29Bennike, “Den store udvisning”. Annullering af tildelte statsborgerskaber på baggrund af nye, skærpede krav udgør desuden en indskrænkning af retssikkerheden.
Med hensyn til planerne om interneringslejre (på nudansk: “udrejsecentre”), der er designet til at motivere til frivillig hjemrejse, så ville de skulle huse et meget stort antal mennesker, hvoraf mange overholder loven og på forskellige måder har integreret sig, men ikke frivilligt vil remigrere, og dvs. forlade deres hjem, familie og netværk. Ligeledes ville de skulle huse mennesker, der ikke kan deporteres til deres oprindelseslande, fordi disse ikke vil modtage dem. At indespærre mennesker, fordi de lever i overensstemmelse med en anden religion, eller er så uheldige, at de er blevet arbejdsløse, eller på grund af sygdom ikke er i stand til at arbejde, eller at deportere dem af disse grunde, er grundlæggende et opgør med de liberaldemokratiske værdier, vi har bygget vores samfund på.30Dele af artiklen er baseret på Nils Holtug, Identity Politics – Left and Right (Oxford: Oxford University Press, 2025).
| 1. | Christian Bennike, “Den store udvisning”, Weekendavisen, 31. oktober 2025. |
| 2. | Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals About Our Future (New York: Penguin Random House, 2018). |
| 3. | Cas Mudde, The Far Right Today (Cambridge: Polity Press, 2019), kap. 1. |
| 4. | Mudde, Far Right; George Hawley, The Alt-Right (Oxford: Oxford University Press, 2019). |
| 5. | Guillaume Faye, Why We Fight. Manifesto of the European Resistance (London: Arktos Media, 2011); Ico Maly, “Guillaume Faye’s Legacy: The Alt-Right and Generation Identity”, Journal of Political Ideologies 28, nr. 1 (2022): 1– 27; Anita Nissen, “The Trans-European Mobilization of ‘Generation Identity’ ”, i Ov Cristian Norocel et al (red.), Nostalgia and Hope: Intersections between Politics of Culture, Welfare and Migration in Europe, IMISCOE Research Series (2020), 85–100. |
| 6. | Pippa Norris & Ronald Inglehart, Cultural Backlash. Trump, Brexit, and Authoritarian Populism (Cambridge: Cambridge University Press, 2019); Christopher F. Zurn, “Populism, Polarization, and Misrecognition”, i Onni Hirvonen & Heikki J. Hoskinen (red.), The Theory and Practice of Recognition (London: Routledge, 2023). |
| 7. | Katherine J. Cramer, The Politics of Resentment. Rural Consciousness in Wisconsin and the Rise of Scott Walker (Chicago, IL: University of Chicago Press, 2016); Arlie R. Hochschild, Stolen Pride. Loss, Shame, and the Rise of the Right (New York: The New Press, 2024). |
| 8. | Mudde, Far Right; Hawley, Alt-Right; Jean-Yves Camus, “Alain de Benoist and the New Right”, i Mark Sedgwick (red.), Key Thinkers of the Radical Right. Behind the New Threat to Liberal Democracy (Oxford: Oxford University Press, 2019), 73– 90; Nils Holtug, The Politics of Social Cohesion. Immigration, Community, and Justice (Oxford: Oxford University Press, 2021); Nils Holtug & Eric Uslaner, “Introduction: National Identity and Social Cohesion”, i Nils Holtug & Eric Uslaner (red.), National Identity and Social Cohesion (Colchester: Rowman and Littlefield, 2021), 1–15. |
| 9. | Mudde, Far Right, 28; Hawley, Alt-Right, 2. |
| 10. | Hawley, Alt-Right, 110; Angela Nagle, Kill All Normies. Online Culture Wars from 4Chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right (Winchester: Zero Books, 2017). |
| 11. | Aila Slisco, “White Nationalist Richard Spencer’s Podcast Co-Host Is Secretly a New York City Hypnotherapist and Professor”, Newsweek, 8. november 2019. |
| 12. | Generation Identitær, “Remigration – hvad betyder det egentlig?”, 16. januar 2018. |
| 13. | Hawley, Alt-Right, 73. |
| 14. | Camus, “Alain de Benoist”. |
| 15. | Faye, Why We Fight, 34. |
| 16. | Faye, Why We Fight, 110. |
| 17. | Generation Identity, We Are Generation Identity (London: Arktos Media, 2013), 12–13. |
| 18. | Nissen, “Trans-European Mobilization”, 89. |
| 19. | Nissen, “Trans-European Mobilization”, 88. |
| 20. | Daniel Byman, Spreading Hate. The Global Rise of White Supremacist Terrorism (Oxford: Oxford University Press, 2022), 85. |
| 21. | Byman, Spreading Hate, 154; Mudde, Far Right, 32. |
| 22. | National Immigration Forum, The Great Replacement Theory, Explained, 1. december 2021, 3. |
| 23. | Renaud Camus, You Will Not Replace Us! (Plieux: Chez l’Auteur, 2018), 24. |
| 24. | Camus, Not Replace Us, 22. |
| 25. | Camus, Not Replace Us, 22. |
| 26. | Generation Identity, Generation Identity. |
| 27. | Hawley, Alt-Right, 8. |
| 28. | Ashifa Kassam, “How Remigration Became a Buzzword for Global Far Right”, The Guardian, 3. oktober 2024. |
| 29. | Bennike, “Den store udvisning”. |
| 30. | Dele af artiklen er baseret på Nils Holtug, Identity Politics – Left and Right (Oxford: Oxford University Press, 2025). |