Den politiske praksis lever af forestillingen om, at fremtiden er formbar. Vi organiserer os i fagforeninger, vi stemmer ved folketingsvalgene, vi deltager i offentlige debatter, fordi vi tror på, at vi derved kan skabe forandring – enten ved at bringe os tættere på en ønskværdig fremtid eller ved at forhindre en uønsket fremtid i at indtræde.1Om forholdet mellem tid, politik og demokrati generelt, se Fernando Esposito & Tobias Becker, “The Time of Politics, the Politics of Time, and Politicized Time: An Introduction to Chronopolitics”, i History and Theory 62, nr. 4 (2023): 3–23; Jonathan White, In the Long Run: The Future as a Political Idea (London: Profile … Continue reading “Finality”, sådan indrammede den konservative britiske politiker Benjamin Disraeli det i en tale i 1859, “is not the language of politics.”2Benjamin Disraeli, tale for House of Commons d. 28. februar 1859. Når man imidlertid betragter politik i de senmoderne samfund, synes fremtiden i stadigt mindre grad at være politisk formbar. I dag, skriver den politiske teoretiker Jonathan White i modsætning til Disraeli, er politik netop præget “af en fornemmelse af finalitet”: klimakrisen buldrer ubønhørligt afsted, det kapitalistiske system er ude af kontrol, den nye globale autoritarisme har knust Fukuyamas forestilling om det liberale demokratis sejrsridt. Kort sagt: Samfundets udfordringer er vokset politikkens styringskraft over hovedet; den politiske tid er ved at rinde ud.3White, In the Long Run, 1.
Denne følelse af finalitet i nutidens politik har forandret det politiske landskab. Som sociologen Hartmut Rosa påpeger, har vores politiske systemer historisk set været organiseret i henhold til de politiske aktørers forhold til fremtiden: på den ene side en fløj af “progressive”, der vil fremskynde den forventede samfundsudvikling, på den anden side en fløj af “konservative”, der vil bremse denne udvikling.4Hartmut Rosa, Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2005), 391f og 401f. Men i dag er dette skel langt mere mudret. For venstrefløjen, der ellers traditionelt har set sig som en progressiv kraft, er ifølge den tyske sociolog Andreas Reckwitz blevet strukturelt konservativ. Reckwitz skitserer to modeller: Enten stræber venstrefløjen efter at “reaktivere” sin egen progressive arv og oversætte denne til nutiden (fx en genoplivning af tidligere ideer om solidaritet), hvor fortiden på den måde fungerer som ressource for fremtiden. Eller også er venstrefløjen decideret gået i defensiven for at beskytte de fremskridt, den trods alt har opnået gennem tiden (social lighed, ligestilling, demokrati osv.), mod oplevede eller virkelige trusler.5Andreas Reckwitz, Verlust. Ein Grundproblem der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2024), 253f.
I det følgende vil jeg argumentere for, at selvom Reckwitz’ analyse er plausibel og retvisende, er den ikke fuldkommen. Ser man fx på det tyske socialdemokrati (SPD), det traditionelt største og stærkeste venstrefløjsparti i tysk politik, bliver billedet mere komplekst. SPD er ikke kun blevet den nye systembevarer, hvis idealer er forankret i fortiden. SPD holder også fast i sin grundlæggende systemkritik og ønsket om at skabe et bedre samfund i fremtiden. Men samtidig er SPD også presset ind i rollen som ansvarlig, statsbærende forvalter af de mudrede politiske beslutninger og kompromisser, der træffes i nutiden. Eller sagt på en anden måde: SPD er fanget i et krydsfelt mellem politisk fortid, nutid og fremtid. Ikke ulig Schrödingers kat, der teoretisk set er levende og død samtidig, er SPD repræsentant for fortiden, fremtiden og nutiden på én og samme tid.
Artiklen begynder med at skitsere SPD’s selvopfattelse som progressiv kraft i historisk perspektiv. Dernæst belyser den det knæk, der skete i SPD’s fremtidsoptimisme fra 1970’erne og frem for derefter at undersøge det moderne socialdemokratis paradokse forhold til tid. Slutteligt vurderes de politiske og demokratiske konsekvenser af denne udvikling.
Da erfaring og forventning trådte fra hinanden: Socialdemokratiets forhold til fremskridt
Venstrefløjen som progressiv politisk kraft kan konkret føres tilbage til Den Franske Revolution. Hele ideen om højre- og venstrefløj stammer fra den franske nationalforsamling under revolutionen, hvor dem, der støttede forandringer i samfundet, sad til venstre, mens dem, der ville holde fast i monarkiet og den gamle orden, sad til højre – og sådan opstod altså skellet mellem progressive og konservative.
Men venstrefløjens opståen hænger også sammen med en mere abstrakt udvikling i tidsopfattelsen, der skete omtrent samtidigt med de revolutionære omvæltninger i den overgangsperiode mellem det førmoderne og det moderne samfund, som den tyske historieteoris nestor Reinhart Koselleck har kaldt Sattelzeit og stadfæstet til perioden 1750–1850.6Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1979), særligt 349ff. Kosellecks grundlæggende iagttagelse er, at der i denne periode sker en forskydning mellem menneskets “erfaringsrum” (Erfahrungsraum) og “forventningshorisont” (Erwartungshorizont). Fordi det førmoderne samfund var mere statisk, var det mere eller mindre muligt for mennesket at approksimere sin fremtid på baggrund af erfaringer. Men på grund af teknologiske, sociale eller politiske “fremskridt” – også et begreb, der først opstod med overgangen til det moderne – blev det i stigende grad vanskeligt for individet at forudsige, hvordan fremtiden ville se ud.7Koselleck, Vergangene Zukunft, 359f og 361.
Med den forskydning fulgte også en forandring af fremtiden. Fremtiden var ikke længere noget, som lå og ventede ude i det fjerne; fremtiden blev tværtimod formbar og kunne gøres til genstand for politisk handling. Det dannede grobund for, at der kunne opstå politiske bevægelser, som kunne udfordre det bestående – sociale hierarkier, politiske magtstrukturer eller den økonomiske orden. I kølvandet på et halvt århundrede med revolutioner på tværs af Europa opstod den socialdemokratiske tanke gradvist i midten af det 19. århundrede. I Tyskland, som er det geografiske gestandsfelt for denne artikel, dannedes de første socialdemokratiske partistrukturer i 1860’erne, inden de fusionerede i 1875 for dernæst i 1890 at skifte navn til Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).
Som fremtidshistorikeren Elke Seefried skriver, er der “intet andet tysk parti, der i så høj grad har baseret deres selvforståelse på at være et fremtidens parti”.8Elke Seefried, “Partei der Zukunft? Der Wandel des sozialdemokratischen Fortschrittsverständnisses 1960–2000”, i Zeitenwandel. Transformationen geschichtlicher Zeitlichkeit nach dem Boom, red. Fernando Esposito (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2017), 193–225, her 193f. En tydelig illustration af dette er det såkaldte Erfurter Programm fra 1891, der fastskrev SPD’s bekendelse til marxismen. I programmet skrev den socialistiske teoretiker og en af hovedarkitekterne bag SPD Karl Kautsky: “Jo klarere vi ser ind i fremtiden, desto mere formålstjenstligt kan vi bruge vores kræfter i nutiden.”9I original ordlyd: “Je klarer wir in die Zukunft sehen, desto zweckentsprechender werden wir unsere Kräfte in der Gegenwart anwenden” (egen oversættelse). Eller sagt på en anden måde: Hvis vi vil lave meningsfuld politik i nutiden, er vi nødt til at have en forestilling om, hvordan vi gerne vil have, at fremtiden skal se ud.
Denne bekendelse til marxismen forløb dog langtfra uden konflikt. I SPD – og på resten af den europæiske venstrefløj omkring århundredeskiftet – var der store konflikter om, hvorvidt man skulle følge den marxistiske teori dogmatisk eller slå ind på en mere pragmatisk kurs. Det giver sig da også til kende i SPD’s programmatik, der pendulerede mellem håbet om revolutionen og en mere pragmatisk tilgang.10Stefan Berger, “Von der Begrenzung der Zukunft zur Suche nach Zukunft. Die Zukunft der Sozialdemokratie vom Ersten Weltkrieg bis heute”, i Die Zukunft des 20. Jahrhunderts. Dimensionen einer historischen Zukunftsforschung, red. Lucian Hölscher (Frankfurt am Main: Campus Verlag, 2017), 57–74. SPD tog først formelt afsked med marxismen som ideologisk rettesnor med det nye Godesberger Programm i 1959, hvilket dermed markerede et brud med den deterministiske fremtidsopfattelse, der dominerede store dele af marxismen – altså at samfundsudviklingen uafvendeligt ville bevæge sig mod kommunisme. Det betød dog ikke, at fremtiden ophørte med at være et orienteringspunkt for socialdemokratisk tænkning. Ideerne om det “revolutionære fjernperspektiv” og “utopien om det klasseløse samfund” blev ganske vist lagt på hylden, men erstattet af nye positive fremtidsforestillinger om SPD som en moderniserende kraft i det vesttyske industrisamfund, der kulminerede i en regulær “reformeufori” under Tysklands første socialdemokratiske kansler Willy Brandt i anden halvdel af 1960’erne.11Seefried, “Partei der Zukunft?”, 197; Bernd Faulenbach, Das sozialdemokratische Jahrzehnt. Von der Reformeuphorie zur Neuen Unübersichtlichkeit. Die SPD 1969–1982 (Bonn: Dietz Verlag, 2011).
Uanset om tyske socialdemokrater abonnerede på den marxistiske determinisme eller på en mere åben, reformistisk kurs, var fremtiden altså altid det, der var genstand for socialdemokratisk politik. I den forstand har fremtiden været intet mindre end konstitutiv for den socialdemokratiske tænkning i Tyskland – lige indtil 1970’erne, hvor der sker et knæk.
Hinsides opsvinget: Bruddet med fremtidsoptimismen i 1970’erne
I 1970’erne sker der et fundamentalt brud med fremtidsoptimismen i det tyske socialdemokrati. Her synes det økonomiske opsving, som havde båret Vesteuropa ud af efterkrigstidens armod, at være overstået, og en ny, usikker tid begyndte.12For mere om denne periode, se Lutz Raphael og Anselm Doering-Manteuffel, Nach dem Boom Perspektiven auf die Zeitgeschichte seit 1970 (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2008). Bruddet blev udløst af en række sammenfaldende krisefænomener, som prægede ikke bare Tyskland, men hele den vestlige verden. Først var der den økologiske krise, som Rom-klubbens The Limits to Growth fra 1972 understregede med eklatant tydelighed. Det drev SPD-politikeren Erhard Eppler, som blev en af de socialdemokratiske hovedaktører i først miljø- og siden fredsbevægelserne i løbet af 1970’erne, til at foreslå en strukturelt konservativ socialdemokratisme, der så skeptisk på SPD’s forestilling om, at teknisk-industrielle nybrud ville frisætte arbejderen og dermed skabe samfundsmæssigt fremskridt. Eppler pegede derimod på, at industrielle fremskridt uvægerligt fører planetære og miljømæssige ødelæggelser med sig, og at det derfor var de progressive kræfters opgave at afdække, “hvad fremskridt betyder inden for de stadigt mere synlige grænser.”13Erhard Eppler citeret i Seefried, “Partei der Zukunft?”, 208. Så var der oliekrisen, hvor den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt talte om at “besinde sig på det mulige” og helligede sig den dagspolitiske krisehåndtering.14Seefried, “Partei der Zukunft?”, 204, 210. Og der var den voksende frygt for atomkrig, en “apokalyptisk angst” (Frank Biess), som ikke bare fordystrede fremtidsudsigterne, men ligefrem stillede spørgsmålstegn ved, om der overhovedet ville være en fremtid.15Frank Biess, Republik der Angst. Eine andere Geschichte der Bundesrepublik (Reinbek bei Hamburg: Rowohlt, 2019), 392ff.
Dermed lod fremtiden til at rykke ud af rækkevidde for den politiske styringskraft. Fremtiden, skriver Elke Seefried, var ikke længere kendetegnet ved sin formbarhed, men derimod ved de grænser for politisk handling, som ville opstå i takt med den historiske udvikling.16Seefried, “Partei der Zukunft?”, 203f. Socialdemokratisk politik blev drevet i defensiven, og de politiske udspil handlede snarere om at beskytte og bevare det bestående. Det skabte åbenlyse målkonflikter, for hvad var mest “socialdemokratisk” at bevare: miljøet eller Tysklands position som industrination? Det er i parentes betragtet en konflikt, der rækker helt ind i nutiden.
Dette brud med fremskridtsoptimismen varede i grove træk ved indtil 1990’erne, hvor socialdemokratismens “tredje vej”, som fandt sine vigtigste foregangsmænd i Bill Clinton i USA, Tony Blair i Storbritannien og Gerhard Schröder i Tyskland, revitaliserede den socialdemokratiske fremskridtstanke: Mens Clinton meget symbolsk brugte Fleetwood Mac-sangen “Don’t Stop (Thinking About Tomorrow)” som baggrundsmusik for sin valgkampagne, var “innovation” et af de centrale valgkamptemaer for Schröders SPD forud for det tyske forbundsdagsvalg i 1998.17Edgar Wolfrum, Rot-Grün an der Macht. Deutschland 1998–2005 (München: C.H. Beck, 2013), 26f; 30f.
Denne nye fremskridtstanke hang tæt sammen med ideen om liberalisering – både i samfundspolitisk og økonomisk forstand. Den rød-grønne regering stod ikke blot bag en liberalisering af bl.a. statsborgerskabsloven, som gjorde det lettere for indvandrere at blive tyske statsborgere, men også bag en generel markedsliberalisering, der kom til at gå hånd i hånd med en markant skærpet arbejdsmarkedspolitik, den såkaldte Agenda 2010 og de berygtede Hartz-reformer. Det var altså en individualisering af fremskridtet: Fremtiden forstås ganske vist som formbar, men det er ikke længere samfundet som kollektiv, der former fremtiden – det er tværtimod den enkelte borger eller virksomheder, der pålægges ansvaret for at forme sin egen fremtid inden for nogle fast definerede samfundsrammer.18Om individualisering af fremtiden, se White, In the Long Run, 140ff; Zygmunt Bauman, Retrotopia (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017), 13f. Socialdemokratismens “tredje vej” markerede på den måde endnu et brud med den socialdemokratiske forestilling om fremtiden.
Finanskrisen i 2008 tilføjede en ny dimension til den socialdemokratiske fremtidsidé. For at sikre balance på statsbudgetterne i kølvandet på de store hjælpepakker, som blev givet for at holde de europæiske banker oven vande, vedtog Tyskland, anført af den socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück, den såkaldte “gældsbremse” – et finanspolitisk instrument, der begrænsede den tyske stats evne til at optage statsgæld for at finansiere sine udgifter. Gældsbremsen var dybest set udtryk for en mistro over for staten og nuværende politikeres evne til at tage ansvar for fremtiden. Ræsonnementet lød, at hvis ikke politikerne begrænses ved lov, vil de bruge statsgæld til at løse besværlige fordelingspolitiske her-og-nu-konflikter. Det vil imidlertid lægge kommende generationer til last, fordi de så skal bære konsekvenserne af den højere statsgæld. Gældsbremsen havde dermed til formål at skabe sikkerhed og forudsigelighed i fremtiden ved at indsnævre handlerummet i nutiden.19Thomas Biebricher, “Die Schuldenbremse. Über eine paradoxe Regierungstechnologie der Austerität”, Geschichte der Gegenwart, 17. januar 2024.
Finanskrisen blev blot startskuddet på en lang række år med væsensforskellige og dog sammenflettede kriser. Eurokrise, flygtningekrise, klimakrise, valget af Donald Trump i USA og fremvæksten af nye højrefløjspartier overalt i Europa, pandemien og senest krigen i Ukraine har igen fordystret fremtidsudsigterne. Det har fået samfundsforskere til at tale om “den store regression” – at verden faktisk ikke bliver bedre, men tværtimod værre, og at historiens civilisatoriske fremskridt er under gradvis tilbagerulning.20Heinrich Geiselberger (red.), Die große Regression. Eine internationale Debatte über die geistige Situation der Zeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017). Den verdenskendte sociolog Zygmunt Bauman har tilsvarende konstateret, at forestillingerne om samfundets udvikling ikke længere er forankret i utopier, men derimod i “retrotopier”: Politisk handling er orienteret ikke mod en bedre fremtid, men mod en svunden fortid, kendetegnet af stabilitet og sikkerhed, som nu er gået tabt.21Bauman, Retrotopia, 17.
Unstuck in time: Socialdemokratiet fanget mellem tidshorisonter
Det er den situation, som nutidens politiske aktører befinder sig i. Og det har skabt den paradoksale situation, at socialdemokrater er splittet mellem forskellige tidshorisonter: Man ser mod fortiden, nutiden og fremtiden på én og samme tid.
SPD illustrerer denne omstændighed ganske præcist. Da den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz, der var kansler fra 2021–2025, skulle kundgøre sin vision for sin regerings økonomiske politik, sagde han: “På grund af de høje investeringer i den grønne omstilling vil Tyskland i et stykke tid kunne opnå vækstrater, som vi senest havde dem i 1950’erne og 1960’erne.” Han betonede også, at arbejdsløshed ikke længere ville være et problem; tværtimod ville der mangle arbejdskraft.22Olaf Scholz citeret via dpa i “Wie in 50er und 60er Jahren: Scholz beschwört erneutes deutsches ‘Wirtschaftswunder’ ”, n‑tv.de, 9. marts 2023. Med Baumans ord var Scholz’ økonomiske vision altså dybest set en retrotopi: En økonomisk situation ligesom under efterkrigstidens Wirtschaftswunder, hvor en stærk industriel produktion sikrede høje vækstrater og fuld beskæftigelse – i dag blot med grønt fortegn. I bedste fald kan Scholz’ grønne industripolitik forstås som en forlængelse af nutiden ind i fremtiden – en forestilling om, at vi skal både producere og forbruge det samme, men blot gøre det grønt.
Men SPD har på ingen måde sluppet fremtiden som orienteringspunkt. Olaf Scholz’ regering trådte til i 2021 under selvbetegnelsen “fremskridtskoalition”, og “fremtid” var ikke bare et af de centrale slagord for SPD’s kampagne, men også et vigtigt orienteringspunkt for de mere konkrete politiske forehavender såsom digitalisering og modernisering. Og den nye socialdemokratiske finansminister, Lars Klingbeil, har en tilsvarende klar ide om en fremtidsrettet politik: Han kalder sig selv for “investeringsminister”, og gør dermed tydeligt, at han ikke vil forvalte sit finansministerium som en revisor, der balancerer budgetter i slutningen af måneden, men som en entreprenør, der vil tegne retningen for fremtiden.
Et andet godt eksempel på fremtidsorienteringen, der rækker ud over den retoriske selviscenesættelse, er reformen af ovennævnte gældsbremse, som den nye tyske regering (hvor SPD er juniorpartner) vedtog i marts 2025. Gældsbremsen blev reformeret for at muliggøre historisk store investeringer i infrastruktur med henblik på at skabe en “langsigtet og positiv økonomisk og samfundsmæssig udvikling” med henblik på at “gestalte fremtiden”.23Fra den tyske regeringsaftale fra d. 21. legislaturperiode Verantwortung für Deutschland. Koalitionsvertrag zwischen CDU, CSU und SPD. 21. Legislaturperiode, 52. Det kan tolkes som et forsøg på at generobre den politiske styringskraft over fremtiden ved at vende den oprindelige argumentation om: Hvis man begrænser politikkens evne til at træffe beslutninger, der rækker ind i fremtiden – såsom fx at optage gæld for at investere i uddannelse – så frarøver man også politikken sit egentlige opdrag, nemlig at bruge sit demokratiske mandat til at træffe beslutninger på vegne af hele samfundet, der former fremtiden.24Mads Jedzini, “Tysklands angst for ustabilitet kan blive farlig for Europa”, RÆSON, 15. december 2023.
Og så er der den tredje omstændighed, at SPD – som andre socialdemokratiske partier – fortsat ser sig selv som et bredt forankret, statsbærende parti, der tager statspolitisk ansvar. Den nye tyske regering, der består af det konservative CDU/CSU og netop SPD, er et godt eksempel på dette. SPD var ikke tvunget til at gå i regering – men det var den eneste mulighed, hvis Tyskland skulle forblive regeringsdueligt, og hvis man ville regere uden om højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD), som er en paria i tysk politik. SPD er dermed tvunget ind i det mudrede regeringsarbejde, som altid er kendetegnet af halvgode kompromisser, rodede budgetspørgsmål, fordelingspolitiske studehandler og meget andet. Nutidens realpolitiske omstændigheder får derfor en stor rolle for den faktiske politik, som SPD kommer til at stå for.
Ligesom Billy Pilgrim i Kurt Vonneguts mesterværk Slaughterhouse Five er SPD unstuck in time; partiet kastes frem og tilbage mellem fortid, nutid og fremtid, og lineariteten i den politiske tænkning er væk.
Fremtiden må være orienteringspunkt for politik
Det er næppe muligt at give et udtømmende svar på, hvad der har bragt SPD – og for den sags skyld også resten af Europas socialdemokrater – i denne situation. Alligevel kan man nærme sig to forklaringsmodeller: En sociologisk og en politologisk.
Den sociologiske forklaring tager afsæt i de socioøkonomiske, kulturelle og politiske forskydninger, som strukturforandringerne siden 1970’erne har ført med sig.25Om dette, se Lutz Raphael, Jenseits von Kohle und Stahl. Eine Gesellschaftsgeschichte Westeuropas nach dem Boom (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2021). For det første er SPD’s traditionelle vælgermasse – organiserede (industri)arbejdere – svundet ind i takt med, at Tysklands industristruktur har ændret sig som følge af globaliseringsprocesser. For det andet har bortfaldet af den klassiske industriproduktion også fjernet det fundament, som den socialdemokratiske opstigningsfortælling har hvilet på siden 1945: At teknologisk-industrielle fremskridt ville skabe frihed og retfærdighed for alle. Den socialdemokratiske storhedstid ligger altså i fortiden, og det skaber fundamentet for den idealisering af fortiden, som skitseredes ovenfor.
Dertil kommer også en politologisk forklaringsmodel. Sociologisk forskning har peget på, at samfundets socialmiljøer har differentieret sig: I stedet for store, relativt homogene grupper – som “arbejdere” og “kapitalister” – er samfundet i dag karakteriseret af langt flere forskellige og mere partikulariserede socialmiljøer.26Om end langtfra den eneste på dette felt, se Andreas Reckwitz, Das Ende der Illusionen. Politik, Ökonomie und Kultur in der Spätmoderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2019). Dette har også medført en differentiering af de politiske systemer. Borte er tiden, hvor den politiske konflikt fandt sted mellem to store folkepartier – i dag er de politiske systemer langt mere brogede, og der er langt flere partier, der deles om vælgerbasen. Den partikularisering af de politiske systemer medfører samtidig uvægerligt, at regeringsdannelser bliver vanskeliggjorte, eftersom der er stadigt flere aktører involveret i regeringsdannelser. Det har lagt et pres på de partier, der traditionelt har været statsbærende, for at sikre kontinuitet i det politiske system – og det kan derfor tvinge partier som SPD til at indgå i regeringer, der afkræver store kompromisser.
Det afgørende spørgsmål er nu: Hvad betyder det for vor tids politik, at socialdemokrater – og andre centrum-venstre-partier – har dette diffuse forhold til tid? Først og fremmest betyder det, at det bliver vanskeligt at formulere en sammenhængende fremtidsvision. Ikke kun, fordi den dagsaktuelle politik optager så meget energi, men i lige så høj grad, fordi fremtidsvisionen i vid udstrækning kommer til at ligne enten en justeret nutid eller en genopvakt fortid. Det er problematisk for demokratiet, for fremtiden og vores politiske forestillinger om denne er konstitutive for demokratiet. Som Jonathan White skriver, er demokratiet afhængigt af troen på, at selvom samfundet kan være uperfekt i dag, så kan det forbedres i morges gennem kollektive handlinger – demokratiet er altså i sin essens fremtidsorienteret.27White, In the Long Run, 3. Hvis de politiske aktører, som hævder at repræsentere en vision om en bedre fremtid, ikke længere formulerer udkast til en sådan, så mangler der en afgørende brik i den måde, vores vestlige demokratier har fungeret på siden 1945.
Dertil kommer, at det repræsentative demokrati også taber en del af sin legitimitet. Fremtidsorienterede mål eller visioner har netop været en måde, hvorpå politiske repræsentanter kan legitimere de handlinger, de træffer på vegne af andre – man træffer beslutninger med umiddelbar virkning, fordi man lover, at det bliver bedre i fremtiden.28White, In the Long Run, 17. Og samtidig kan manglen på en fremtidsvision også hæmme den kollektive handlekraft: En sammenhængende fremtidsvision er nødvendig for at overbevise folk om, at det kan være nødvendigt at foretage ofre nu.
Derfor er det nødvendigt, at de politiske kræfter, der tager ansvar for at udvikle politiske fremtidsvisioner – såsom socialdemokrater – investerer energi i at udvikle mere langsigtede og sammenhængende fortællinger om, hvad det er for et samfund, man gerne vil have, og hvordan man vil nå derhen. Man er nødt til at bryde fri af den Schrödingers kat-agtige tilstand, man har været fanget i. Ikke at fortiden og nutiden dermed skal overlades til andre – begge tider har en vigtig rolle at spille i politik. Men det er fremtiden, der giver politikken i et demokrati sin legitimitet. Finalitet er ikke politikkens sprog.
| 1. | Om forholdet mellem tid, politik og demokrati generelt, se Fernando Esposito & Tobias Becker, “The Time of Politics, the Politics of Time, and Politicized Time: An Introduction to Chronopolitics”, i History and Theory 62, nr. 4 (2023): 3–23; Jonathan White, In the Long Run: The Future as a Political Idea (London: Profile Books, 2024). |
| 2. | Benjamin Disraeli, tale for House of Commons d. 28. februar 1859. |
| 3. | White, In the Long Run, 1. |
| 4. | Hartmut Rosa, Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2005), 391f og 401f. |
| 5. | Andreas Reckwitz, Verlust. Ein Grundproblem der Moderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2024), 253f. |
| 6. | Reinhart Koselleck, Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher Zeiten (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1979), særligt 349ff. |
| 7. | Koselleck, Vergangene Zukunft, 359f og 361. |
| 8. | Elke Seefried, “Partei der Zukunft? Der Wandel des sozialdemokratischen Fortschrittsverständnisses 1960–2000”, i Zeitenwandel. Transformationen geschichtlicher Zeitlichkeit nach dem Boom, red. Fernando Esposito (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2017), 193–225, her 193f. |
| 9. | I original ordlyd: “Je klarer wir in die Zukunft sehen, desto zweckentsprechender werden wir unsere Kräfte in der Gegenwart anwenden” (egen oversættelse). |
| 10. | Stefan Berger, “Von der Begrenzung der Zukunft zur Suche nach Zukunft. Die Zukunft der Sozialdemokratie vom Ersten Weltkrieg bis heute”, i Die Zukunft des 20. Jahrhunderts. Dimensionen einer historischen Zukunftsforschung, red. Lucian Hölscher (Frankfurt am Main: Campus Verlag, 2017), 57–74. |
| 11. | Seefried, “Partei der Zukunft?”, 197; Bernd Faulenbach, Das sozialdemokratische Jahrzehnt. Von der Reformeuphorie zur Neuen Unübersichtlichkeit. Die SPD 1969–1982 (Bonn: Dietz Verlag, 2011). |
| 12. | For mere om denne periode, se Lutz Raphael og Anselm Doering-Manteuffel, Nach dem Boom Perspektiven auf die Zeitgeschichte seit 1970 (Göttingen: Vandenhoeck und Ruprecht Verlage, 2008). |
| 13. | Erhard Eppler citeret i Seefried, “Partei der Zukunft?”, 208. |
| 14. | Seefried, “Partei der Zukunft?”, 204, 210. |
| 15. | Frank Biess, Republik der Angst. Eine andere Geschichte der Bundesrepublik (Reinbek bei Hamburg: Rowohlt, 2019), 392ff. |
| 16. | Seefried, “Partei der Zukunft?”, 203f. |
| 17. | Edgar Wolfrum, Rot-Grün an der Macht. Deutschland 1998–2005 (München: C.H. Beck, 2013), 26f; 30f. |
| 18. | Om individualisering af fremtiden, se White, In the Long Run, 140ff; Zygmunt Bauman, Retrotopia (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017), 13f. |
| 19. | Thomas Biebricher, “Die Schuldenbremse. Über eine paradoxe Regierungstechnologie der Austerität”, Geschichte der Gegenwart, 17. januar 2024. |
| 20. | Heinrich Geiselberger (red.), Die große Regression. Eine internationale Debatte über die geistige Situation der Zeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2017). |
| 21. | Bauman, Retrotopia, 17. |
| 22. | Olaf Scholz citeret via dpa i “Wie in 50er und 60er Jahren: Scholz beschwört erneutes deutsches ‘Wirtschaftswunder’ ”, n‑tv.de, 9. marts 2023. |
| 23. | Fra den tyske regeringsaftale fra d. 21. legislaturperiode Verantwortung für Deutschland. Koalitionsvertrag zwischen CDU, CSU und SPD. 21. Legislaturperiode, 52. |
| 24. | Mads Jedzini, “Tysklands angst for ustabilitet kan blive farlig for Europa”, RÆSON, 15. december 2023. |
| 25. | Om dette, se Lutz Raphael, Jenseits von Kohle und Stahl. Eine Gesellschaftsgeschichte Westeuropas nach dem Boom (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2021). |
| 26. | Om end langtfra den eneste på dette felt, se Andreas Reckwitz, Das Ende der Illusionen. Politik, Ökonomie und Kultur in der Spätmoderne (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2019). |
| 27. | White, In the Long Run, 3. |
| 28. | White, In the Long Run, 17. |