Esben Bøgh Sørensen

Klassekampen mod den stumme tvang

Esben Bøgh Sørensen · 7. mar. 2022

I min tidligere artikel om Søren Maus Stum tvang problematiserede jeg en potentiel kløft mellem den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser og det historiske materiale i bogen.¹Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022. Det gjorde jeg gennem en kritik af den måde, hvorpå det historiske materiale blev behandlet på bestemte steder i løbet af bogen i forhold til bestemmelsen af kapitalens logik. Et vigtigt emne i denne problematisering var en kritik af udlægningen af skabelsen af markedsafhængighed og forholdet mellem værdi og klasse. Jeg påpegede, at der ikke umiddelbart var en sammenhæng mellem værdi og klasse i historisk forstand, om end jeg også kvalificerede denne umiddelbare konklusion. Hovedpointen var, at den historiske fremkomst af værdi (relationen mellem markedsafhængige privatproducenter) ikke forudsatte en adskillelse mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne. Denne pointe har en forbindelse til klassebegrebet, som det udvikles i Stum tvang, idet klasse identificeres med en grundlæggende adskillelse mellem livet og dets betingelser og med en uklar forbindelse til begrebet om markedsafhængighed. I denne opfølgende artikel vil jeg kritisere bogens begreb om transcendentalt klasseherredømme for til sidst at komme ind på sammenhængen til de politiske konklusioner, der kan drages af bogen og kritikken fremført i denne artikel.

Arbejder eller proletar?

Den historiske skildring af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne i starten af kapitel 6, som jeg problematiserede i den forrige artikel, efterfølges af en analyse af det, der i bogen kaldes “transcendentalt klasseherredømme”. Med adskillelsesprocessen følger muligheden for kapitalen for at indsætte sig som forbindelsesled mellem livet og dets betingelser. Derfor kommer “selve livet” i kapitalismen “med en forpligtelse til at valorisere værdi”.²Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST. Det er kun gennem de samme sociale relationer (kapitalforholdet), der adskiller mennesket fra dets livsbetingelser, at denne forbindelse kan etableres igen.³ST, 143. Kapitalen udgør dermed en transcendental magt i og med, at den udgør mulighedsbetingelsen for social reproduktion, hvilket indebærer, at den principielt kan undvære vold i udbytningsprocessen.⁴ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den marxistiske … Continue reading

Netop udbytningsforholdene har traditionelt været omdrejningspunktet i marxistisk klasseanalyse. Heroverfor argumenteres der i Stum tvang imod et klassebegreb, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, fordi, lyder argumentet, udbytningen af lønarbejdere i kapitalforholdet ikke er sammenfaldende med kategorien “dem, der er afhængige af markedet”.⁵ST, 132. Udbytningen forudsætter “et mere omfattende klasseherredømme”, der identificeres som “forholdet mellem de, der kontrollerer betingelserne for den sociale reproduktion, og dem, der er udelukket fra den umiddelbare adgang til betingelserne for den sociale reproduktion”.⁶ST, 132. Klasse defineres som “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”, og af denne grund fremhæves fordelen ved at tale om proletarer i stedet for arbejdere. Den første kategori er bredere end den sidste, fordi “det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder”. Den proletariske position er ikke defineret ved arbejde, men derimod “den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.⁷ST, 133. Det transcendentale klasseherredømme hviler altså på eksistensen af markedsafhængige proletarer.

Klasse identificeres ikke med vertikale udbytningsforhold, men derimod med eksistensen af markedsafhængige proletarer, umiddelbart adskilt fra betingelserne for social reproduktion. Endnu en gang omhandler problemstillingen forholdet mellem værdi og klasse, mellem de vertikale klasseforhold, der angår relationen mellem udbytter og de umiddelbare producenter, og de horisontale forhold, som angår relationen indbyrdes mellem udbyttere henholdsvis umiddelbare producenter. Med udgangspunkt i denne skelnen argumenteres der i kapitel otte for, at de “indbyrdes horisontale relationer mellem henholdsvis kapitalister og proletarer resulterer i visse magtformer, der ikke kan udledes af eller reduceres til det klasseherredømme, vi undersøgte i kapitel seks”.⁸ST, 178. Herefter gennemgås værditeorien for at vise, at den markedsformidlede relation mellem producenter i kapitalismen forvandles til “et kvasi-selvstændigt system af virkelige abstraktioner, der påtvinger sig alle gennem en upersonlig og abstrakt form for herredømme”.⁹ST, 186.

Med definitionen af klasseherredømme som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion, nærmere bestemt som en udelukkelse fra den umiddelbare adgang til disse betingelser, bliver det dog svært at skelne klassebegrebet fra den horisontale markedsafhængighed. Idet argumentet for et andet klassebegreb end et, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdet, henviser til, at der er flere end blot udbyttede lønarbejdere, der er afhængige af markedet, identificeres klasse altså med markedsafhængighed. Det er selvfølgelig rigtigt, at alle dem, der er afhængige af markedet, ikke er identisk med klassen af lønarbejdere. Det er dog ikke et argument for, at alle, der er afhængige af markedet, udgør en klasse. Spørgsmålet er, om markedsafhængighed er et godt udgangspunkt for et begreb om klasse og klasseherredømme, når vi i første omgang skelnede mellem de vertikale klasseforhold og de horisontale, markedsformidlede forhold. Pointen med denne skelnen er netop at understrege, at alle i kapitalismen er underlagt markedsafhængigheden, også kapitalister. Ved at identificere klasse med markedsafhængighed bliver klasse paradoksalt et fænomen, der går på tværs af klasserne i kapitalforholdet. Som bogen viser, giver markedsafhængighed rigtig nok klasseforholdene i kapitalismen en særlig dynamik. Men markedsafhængighed er ikke disse klasseforhold, heller ikke blot på et mere grundlæggende niveau.

Det hele kompliceres yderligere af, at det i bogen ikke er klart, hvad forholdet nærmere er mellem adskillelsen mellem livets og dets betingelser og markedsafhængighed i bestemmelsen af klassebegrebet. I modsætning til udlægningen i Stum tvang har jeg i forrige artikel argumentet for, at markedsafhængighed historisk betragtet ikke var sammenfaldende med adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidler. Det er både en historisk konstatering, men det bliver også understreget i og med, at dem, der netop ejer og kontrollerer produktionsmidlerne i kapitalismen, også selv er afhængige af og konkurrerer på markedet. I stedet for at udvikle klassebegrebet med udgangspunkt i både adskillelsens mellem livet og dets betingelser og markedsafhængighed, bør klasse identificere noget tredje, nemlig udbytningsforholdene. Adskillelsen mellem producenterne og produktionsmidlerne, opkomsten af markedsafhængighed og etableringen af et udbytningsforhold (dvs. klasseforhold), er alle sammenhængende processer i kapitalismen, men de kan ikke uden videre reduceres til hinanden.

Proletarer er ligesom kapitalister afhængige af markedet for deres sociale reproduktion. Deres markedsafhængighed er dog ikke af samme type som kapitalistens, men er vævet sammen med deres adskillelse fra betingelserne for den sociale reproduktion. Dette har endnu ikke noget at gøre med klasse, der først indtræder med etableringen af et udbytningsforhold mellem kapital og arbejde. Som jeg argumenterede for i min forrige artikel, bidrog markedsafhængighed hos engelske bønder netop til skabelsen af adskillelsen mellem umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som dermed skabte en anden type markedsafhængighed hos et voksende lønarbejderproletariat. Det er dog først med kapitalforholdet mellem lønarbejder og kapital, at der etableres et klasseforhold, som vi altså kan identificere med udbytningsforholdet. Jeg vil derfor foreslå, at vi har at gøre med tre adskilte processer, nemlig adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, skabelsen af (forskellige typer af) markedsafhængighed og etableringen af udbytningsforhold, der ikke kan reduceres til hinanden, men som tilsammen giver kapitalismen dens særegne logik og dynamik. Ingen af disse tre processer er desuden særskilt tilstrækkelige betingelser for den historiske etablering af kapitalismen, der altid er formidlet gennem klassekampsbestemte institutioner, som vi eksempelvis så det med forholdet i det engelske landbrug. En bestemmelse af kapitalismen som blot en høj grad af markedsafhængighed ville således risikere at falde tilbage i den ellers udskældte kommercialiseringstese, ifølge hvilken kapitalismen blot er en videreførelse af ældgamle og kvasi-naturlige handels- og byttepraksisser.¹⁰Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.

En yderligere grund til at identificere klasse med udbytningsforholdene er, at klassebegrebet, der argumenteres for i bogen, bliver svært at anvende i analyser af klasseforhold også i andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Klasse defineres på én gang som adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, som et forhold mellem dem, der ikke har adgang til betingelserne for den sociale reproduktion og dem, der har det,¹¹Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og … Continue reading og blot som et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion. Yderligere spiller, som vi har set, markedsafhængighed en vigtig rolle i argumentationen for et andet klassebegreb end et, der identificerer klasse med udbytningsforhold. Med det klassebegreb bliver det uklart, hvordan vi vil analysere andre klasseforhold såsom mellem feudalherre og bonde, der senere i kapitel 6 defineres som karakteriseret ved en “transcendent magt”, der i modsætning til det transcendentale klasseherredømme i kapitalismen først “koblede sig på produktionen udefra”, eller bagefter den havde fundet sted.¹²ST, 144. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at vi kan operere med flere definitioner og varianter af klassebegrebet, men der må være noget fælles, der gør, at vi overhovedet kan tale om klasse på tværs af historiske kontekster og produktionsmåder. Også af denne grund vil jeg fastholde definitionen af klasse med udgangspunkt i udbytningsforhold.

I bogen kritiseres Ellen Meiksins Woods klassebegreb som værende for snævert knyttet til udbytningsforholdene. Der nævnes dog ikke, at Wood netop har kritiseret et klassebegreb, der som i Stum tvang umiddelbart kun defineres som “forholdet til produktionsmidlerne” eller “et forhold til betingelserne for den sociale reproduktion”:

Even the criterion of relation to the means of production is not enough to mark such boundaries [dvs. grænserne mellem klasser] and can easily be assimilated to conventional stratification theory. It is possible, for example, to treat “relations to the means of production” as nothing more than income differentials by locating their significance not in the exploitative and antagonistic social relations they entail but in the different “market chances” they confer. The differences among classes thus become indeterminate and inconsequential. If classes enter into any relationship at all, it is the indirect, impersonal relationship of individual competition in the market place, in which there are no clear qualitative breaks or antagonisms but only a quantitative continuum of relative advantage and disadvantage in the contest for goods and services.¹³Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.

Den definition af transcendentalt klasseherredømme, der argumenteres for i Stum tvang, er selvfølgelig langt fra konventionel stratifikationsteori. Men pointen om, at et sådant klassebegreb er underdetermineret, og at det primært lader sig bruge om forholdet til markedet (og dermed kan komme til at ligne et Webersk klassebegreb), er vigtig også i lyset af, at netop markedsafhængighed spiller en central rolle i bogens afvisning af et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb.

I bogen stopper definitionen af klassebegrebet på et meget grundlæggende niveau med begrebet om det transcendentale klasseherredømme, som er blevet problematiseret ovenfor. Som argumenteret for i min forrige artikel, bør den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelse kunne tage højde for den kapitalistiske logiks historicitet og samtidig åbne op for muligheden for empiriske og historiske analyser. Også til dette formål mener jeg, at et udbytningsforholdsbaseret klassebegreb er et bedre udgangspunkt end det i bogen udviklede begreb om transcendentalt klasseherredømme. Udover afledningen af kapitalforholdet er det muligt at udvikle klassebegrebet yderligere indenfor den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes ideale tværsnit. Den måde, hvorpå klasse konstitueres i og med kapitalismens grundstruktur gennem udbytningsforholdet i produktionsprocessen udvikles flere steder i Marx’ kritik af den politiske økonomi. Kategorierne “produktivt” og “uproduktivt” arbejde hører eksempelvis til den grundlæggende klassekonstitution i kapitalismen, men også andre kategorier, der udvikles i kritikken af den politiske økonomi, kan belyse grundtrækkene ved klassekonstitutionen i den kapitalistiske produktionsmåde. En sådan formanalytisk videreudvikling af klassebegrebet kunne fungere som et ud af flere udgangspunkter for overgangen fra den dialektiske analyse til empiriske analyser.¹⁴For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).

Vi kan nu vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi bør foretrække arbejder- eller proletarbegrebet, teoretisk såvel som politisk. I Stum tvang er argumentet for begrebet om det transcendentale klasseherredømme og proletarbegrebet knyttet til den politiske pointe, at det gør “os i stand til at brede vores begreb om klassekamp ud og se, hvordan kampe på tværs at hele det sociale felt er en del af det samme politiske projekt: at vriste livets betingelser fri fra kapitalens greb”.¹⁵ST, 133. Klassekampen bør ifølge Stum tvang altså ikke udspringe af udbytningsforholdene, men derimod af kapitalens greb om det sociale liv som sådan. Det vender jeg tilbage til. Jeg vil først argumentere for, at arbejderbegrebet bedre indfanger det historisk særegne ved den kapitalistiske produktionsmåde og dermed er et bedre udgangspunkt for at forstå klassekampens grundvilkår i kapitalismen.

I romersk lov henviste termen “proletar” til dem med ingen eller meget lidt ejendom, hvis subsistens var afhængig af en protektor (ejendomsbesiddende borgere eller staten). Deres rolle blev defineret som kun det at reproducere sig selv. Denne definition var en del af det videre romerske system for social stratifikation baseret på en kombination af ejendom, ære og privilegier. Proletariatet havde per definition ingen af disse. Marx studerede romersk lov, og i hans tidlige periode skinner denne romerske definition af proletariatet klart igennem hans identificering af proletarisering som et karaktertræk ved borgerlige samfund. Proletarisering henviste her til eroderingen af privilegier og rettigheder, der havde sikret bestemte dele af befolkningen adgang til forskellige subsistenskilder (et klassisk eksempel er Marx’ analyse af loven imod den sædvanebestemte ret til at indsamle brænde i skovene). Det var denne proletarisering, han betragtede som betingelsen for opkomsten af en ny revolutionær klasse, efter borgerskabet havde udspillet sin rolle.

Var denne proletarisering knyttet særligt til kapitalismen? Der var uden tvivl et opstigende borgerskab i byerne bestående af handlende, små forretningsdrivende og håndværkere og en ny embedsstand. Men disse grupper kan ikke uden videre identificeres med opkomsten af kapitalismen, og det kan stærkt betvivles, at der allerede på dette tidspunkt i de tyske områder, som var Marx’ kontekst, var etableret en kapitalistisk produktionsmåde i nogen meningsfuld forstand.¹⁶Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019). Den proletarisering, der fandt sted, havde dermed ikke nødvendigvis noget med kapitalisme at gøre. Proletariatbegrebet, som det blev brugt i den romerske lov, såvel som det senere blev brugt til at identificere en tendens i “borgerlige” samfund, er efter min mening ikke godt til at indfange de særlige kapitalistiske sociale forhold. I modsætning til dette begreb hos den tidlige Marx, skulle han senere komme til at identificere en helt ny type “arbejderklasse”,¹⁷Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra … Continue reading der ikke blot var karakteriseret ved at være adskilt fra ejendom, rettigheder og privilegier, men som derimod konstituerede den vigtigste produktivkraft i den kapitalistiske produktionsmåde.

Der var næppe en romersk tænker, der kunne forestille sig proletariatet som produktiv på samme måde.¹⁸Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”. Det romerske proletariat var berøvet både ejendom og privilegier, og den udbyttede klasse var ikke primært proletariatet, men derimod småbønder og slaver. Denne betydning overleveres til en vis grad også i nyere brug af proletarbegrebet. I modsætning til proletariatet er det særlige ved arbejderklassen i kapitalismen, at den både er produktiv, udbyttet og kan besidde vidtrækkende politiske og juridiske privilegier, som Stum tvang også kommer ind på. Denne mulighed for politisk og juridisk lighed på den ene side og økonomisk udbytning i produktionsprocessen på den anden er blandt andet et resultat af det, Wood kalder privatiseringen af den politiske magt i kapitalismen, hvor den udbyttende klasse ikke længere direkte hersker over den offentlige politiske magt, men derimod opnår direkte herredømme i produktionsprocessen.¹⁹Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95. Det er netop af denne grund, at marxistisk politisk teori har fokuseret på produktionsprocessen, arbejderklassen og udbytning: Arbejderklassen er den produktive og derfor udbyttede klasse, hvis atomisering og privatiserede lokale kampe må imødegås af politisk massemobilisering for at afskaffe de kapitalistiske sociale forhold.

Kampen mod den stumme tvang

I min forudgående artikel her i Paradoks problematiserede jeg en risiko i Stum tvang for at skabe en kløft mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og historiske og empiriske analyser af kapitalismen. Jeg konkluderede, at den kapitalistiske logik ikke så meget fortæller os noget om en allerede “etablereret” kapitalisme, men derimod om sammenhængen mellem historiske udviklingsprocesser, hvilket bør rummes i den dialektiske analyse og virke modificerende tilbage på denne. Med udgangspunkt i min kritik af enkelte af de historiske afsnit i bogen forsøgte jeg at udlægge en række væsensbestemmelser ved kapitalismen på en anden måde, nemlig skabelsen af markedsafhængighed, adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne og etableringen af et udbytningsforhold. Jeg skal dog her understrege, at jeg på ingen måde mener at have givet en udtømmende analyse af disse bestemmelser, men blot peget på mulige andre måder at fremstille dem på. Problematiseringen af en række af de historiske afsnit ledte mig i indeværende artikel til en kritik af begrebet om det transcendentale klasseherredømme og et forsvar for det i bogen kritiserede udbytningsbaserede klassebegreb. I forlængelse heraf har jeg argumenteret for, at begrebet om arbejderklassen bedre indfanger det historisk særegne ved kapitalismen i modsætning til begrebet om proletariatet. I dette sidste afsnit vil jeg med denne kritik in mente diskutere de politiske konsekvenser, der kan drages af Stum tvang og kritikken fremført i begge artikler.

I bogens konkluderende afsnit argumenteres der for, at teorien om kapitalens økonomiske magt er udviklet på et abstraktionsniveau, hvorfra der ikke umiddelbart kan udledes politiske konsekvenser. Det gør ikke teorien politisk ubrugelig, men kun som det nødvendige afsæt til at lave mere konkrete analyser med udgangspunkt i de af den abstrakte teoris “omhyggeligt smedede begreber”.²⁰ST, 306. Som vi har set, er der dog steder i bogen, hvor der rent faktisk udledes politiske konsekvenser, dog på et meget højt abstraktionsniveau. Jeg mener ikke, at den teori, der udvikles i Stum tvang, først bliver politisk anvendelig i mere konkrete analyser. Allerede på det i bogen anlagte abstraktionsniveau udvikles en række vigtige politiske indsigter, om end selv på et meget generelt niveau: identificeringen af den kapitalistiske produktionsmåde som historisk forbigående, afgrænsningen til den utopisk-romantiske kapitalismekritik og klarlægningen af, hvad der netop er nødvendigt i den kapitalistiske produktionsmåde, og som dermed ikke kan afskaffes uden at omvælte denne produktionsmåde som sådan. Yderligere identificeres en række dynamikker i kapitalismen, der fortæller os noget om klassekampens grundvilkår fælles for enhver historisk konkret kapitalisme.

I bogens kapitel 10 undersøges, hvordan kapitalens upersonlige og abstrakte magt i relationen mellem producenter forvandles til et despoti i selve produktionsprocessen. Dette despoti har dog stadig til en vis grad en upersonlig karakter, idet markedskonkurrencens pres tvinger den enkelte kapitalist til at reorganisere produktionsprocessen med henblik på produktionen af relativ merværdi. Subsumptionen af arbejdet under kapitalen har en lang række konsekvenser for arbejdets karakter og kapitalens herredømme udfolder sig her også i materialiteten og teknologien. Jeg vil understrege, at produktionsprocessen ikke blot er et ud af flere andre områder af det sociale liv, der subsumeres under kapitalens logik. Netop her bliver et udbytningsbaseret klassebegreb vigtigt. Udbytning er essentielt tilegnelsen af det samfundsmæssige merprodukt af en udbyttende klase fra en udbyttet klasse. Det særlige ved denne tilegnelsesproces i kapitalismen er ikke blot, at den er formidlet gennem markedet, hvor den udbyttende klasse må købe arbejdskraft og sælge arbejderprodukterne som varer på markedet. Det særlige er også (og i tæt sammenhæng med den markedsformidlede udbytning), at udbytningsprocessen bliver centreret i selve produktionsprocessen. Det har ikke været tilfældet i noget andet klassesamfund, hvor udbytningen er foregået eksternt i forhold til produktionsprocessen. Udbytningen i kapitalismen er i høj grad atomiseret, decentraliseret og privatiseret. Men der er stadig tale om en grundlæggende politisk proces, hvis resultat er determineret ikke blot af kapitalens subsumptionslogik, men af klassekampens kontingens.

Det særegne kapitalistiske udbytningsforhold har den konsekvens, at klassekampen fortrænges til en privatiseret sfære, hvor den udfolder sig på en atomiseret og lokaliseret måde. Det har politiske konsekvenser. Klassekampen tager i kapitalismen primært sit udgangspunkt i produktionsprocessen, fordi det er her, udbytningen foregår, i modsætning til alle andre klassesamfund. En central opgave i klassekampen er derfor generaliseringen af kampen i produktionsprocessen. Netop derfor etablerede arbejderbevægelsen politiske masseorganisationer og partier, der kunne samle og generalisere den ellers atomiserede klassekamp. Det er dog også rigtigt, som der påpeges i bogen, at kampen mod kapitalens greb om livets betingelser også foregår mange andre steder end i selve produktionsprocessen på tværs af det sociale felt. Det er dog ikke et nyt træk ved kapitalismen. Arbejderbevægelsen var eksempelvis ikke kun organiseret omkring kampe i produktionsprocessen, men involverede sig i kampe på en lang række andre sociale og kulturelle områder. Det særlige ved arbejderbevægelsen var, at den betragtede alle disse sociale kampe mod kapitalens greb på tværs af det sociale felt som kampe, der krævede en organiseret arbejderklasse. Kampen mod kapitalens abstrakte og upersonlige herredømme blev altså formidlet gennem kampen mod arbejdets underordning under kapitalens herredømme og udbytningsforholdets despoti i produktionsprocessen. Selvom der foregår relevante kampe på hele det sociale felt, kan klassekampen dog ikke udspille sig på hele dette felt på én gang, og det særegne ved kapitalismens udbytningsproces er stadig dens centrering i produktionsprocessen. Det må i forlængelse heraf være muligt på én gang at anerkende forskellige sociale kampes egenværdi, deres indbyrdes forhold og eventuelle sammenfletning, og samtidig insistere på, at nogle kampe er vigtigere end andre til bestemte formål.

I bogens konklusion understreges det, at kampen mod “kapitalens dødsmaskineri […] aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog”.²¹ST, 306. Det er en vigtig indsigt. Kapitalismens upersonlige og abstrakte økonomiske magt rammer alle på tværs af sociale klasser og identiteter, om end den rammer med forskellige resultater. Udbytningsforholdene i kapitalismen bliver derfor også mere upersonlige end i andre produktionsmåder. Men kampen mod kapitalens herredømme kan ikke foregå mod en abstrakt og anonym magt. Den økonomiske magts universalitet udelukker den som et forankringspunkt for klassekampen. Det er af samme grund, at Karl Polanyi tager fejl på dette punkt. Hovedkonfliktlinjerne i kapitalismen går ikke mellem en markedsgørelsesbevægelse på den ene side og en generel modbevægelse på den anden, men derimod mellem klasser med udgangspunkt i udbytningsforhold, der er centreret i produktionsprocessen. Kampen mod kapitalens stumme tvang må være formidlet gennem klasseforholdene og den privatiserede og atomiserede klassekamp i den kombinerede produktions- og udbytningsproces. Teorien om kapitalismens økonomiske magt lærer os, at kapitalismen ikke kan besejres gennem en kamp mod kapitalens upersonlige og abstrakte herredømme. På den anden side lærer den os også, at den lokaliserede kamp i produktionsprocessen er en formidlet kamp mod kapitalens abstrakte herredømme. Det er med denne indsigt, vi kan konkludere, at kampen mod kapitalens despoti i produktionsprocessen må samles og generaliseres for at besejre kapitalismen. Uanset hvilke ændringer vi kan registrere i “klassesammensætninger og kampens former”,²²ST, 133. forbliver forudsætningen for socialisme og kommunisme som den virkelige bevægelse, der afskaffer tingenes tilstand, derfor en organiseret arbejderklasse- og bevægelse.²³Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapitalens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. februar 2022.
2.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter forkortet ST.
3.	ST, 143.
4.	ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begrebet “transcendentalt klasseherredømme” før. Brugen af det kantianske begreb om mulighedsbetingelserne for sociale magtforhold (og ikke primært for erkendelse som hos Kant) hentes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kantianske begreber er dog ikke ny i den marxistiske tradition og findes måske mest udarbejdet hos den østrigske filosof og marxist Max Adler og dennes begreb om det “sociale apriori”. Se Max Adler, Das Rätsel Der Gesellschaft: Zur Erkenntnis-Kritischen Grundlegung Der Sozialwissenschaften (Wien: Saturn Verlag, 1936). Et nyere forsøg på at anvende Kant i den marxistiske tradition kan findes i Christian Lotz, The Capitalist Schema: Time, Money, and the Culture of Abstraction (London: Lexington Books, 2014).
5.	ST, 132.
6.	ST, 132.
7.	ST, 133.
8.	ST, 178.
9.	ST, 186.
10.	Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teoretiseringen af forskellige typer af markedsafhængighed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.
11.	Det er også uklart, hvorvidt der er tale om forholdet til produktionsmidler eller forholdet til betingelserne for den sociale reproduktion, og hvad forholdet mellem de to er. Hvis klasseherredømme desuden allerede defineres som et forhold mellem dem, der kontrollerer betingelser for den sociale reproduktion, og dem, der ikke har adgang hertil, er det også svært at se, hvorfor udbytningsforholdet ikke allerede er indeholdt i definitionen.
12.	ST, 144.
13.	Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.
14.	For et sådant forsøg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).
15.	ST, 133.
16.	Det samme kan siges om Frankrig, der også kom til at optage Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019).
17.	Marx forlod dog aldrig hverken proletarbegrebet eller begrebet om “det borgerlige samfund”. Sidstnævnte kan dog næppe identificeres med den kapitalistiske produktionsmåde, men må derimod betragtes som et produkt af den særlige kontekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hentet fra middelalderens standssamfund, var en heterogen gruppe af embedsmænd, professionelle, småhandlende, håndværksmestre, osv., hvis ligeså heterogene kampe i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet handlede om at sikre politiske rettigheder til disse grupper imod adelens privilegier, men altså ikke om etableringen af kapitalistiske produktionsforhold.
18.	Det skal for en sikkerhed understreges, at “produktiv” på ingen måde er et positivt moralsk begreb for Marx’, men en videnskabelig kategori om produktionen af merværdi, tværtimod. Som han skrev i Kapitalen i kapitel 14 om absolut og relativ merværdi: “At være produktiv arbejder er derfor ingen lykke, men en ulykke”.
19.	Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95.
20.	ST, 306.
21.	ST, 306.
22.	ST, 133.
23.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Historie og kapitalens logik i Stum tvang

Esben Bøgh Sørensen · 17. feb. 2022

Med udgivelsen af Stum tvang har Søren Mau formået at skabe debat i offentligheden om et emne, der stort set ellers kun diskuteres i akademiske venstrefløjskredse, nemlig den nærmere bestemmelse af den økonomiske magt, der er særegen for den kapitalistiske produktionsmåde. Sådanne teoretiske diskussioner plejer kun sjældent at nå højrefløjens medier og debattører, men også dem har Mau ramt, hvor det gør ondt. Maus værk var således det “mest uhyggelige”, som Mads Lundby Hansen, cheføkonom for den ekstreme liberalistiske tænketank CEPOS, havde læst i “de seneste 16 år”.¹Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.

Forståeligt nok har det været de mere generelle kapitalismekritiske, samtidsanalytiske og politiske pointer, man måske kan drage af bogen, der har fyldt i den offentlige debat. Derfor har det i den danske reception til en vis grad været overset, hvor vægtigt et bidrag bogen egentlig er til marxistisk teoriudvikling. Det kan måske sige sig selv, at den offentlige debat og mainstreammedierne ikke har format til at formidle de finere teoretiske nuancer og diskussioner i bogen. Stum tvang leverer ikke desto mindre en omfattende diskussion af både tidligere og nyere marxistisk teori af et omfang, der, hvad jeg ved af, hverken eksisterer på dansk, engelsk eller tysk.

I Stum tvang leveres en dialektisk analyse af kapitalismen, der efter min mening udgør et af de seneste årtiers vigtigste forsøg på at etablere en gennemarbejdet teori om den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Den foreliggende artikel, og dens efterfølger, skal betragtes som et bidrag til at videreudvikle denne teori. I denne første artikel vil jeg problematisere den rolle, det historiske materiale spiller i bogen og advare mod en risiko for, at der etableres for stor en kløft mellem den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur og muligheden for historiske og empiriske analyser. Dette har, konkluderer jeg, også betydning for vores forståelse af karakteren af den dialektiske analyse af kapitalismens grundstruktur. Jeg vil i problematiseringen af det historiske materiales rolle særligt koncentrere mig om spørgsmålet om skabelsen af markedsafhængighed i forhold til analysen af kapitalismens grundstruktur. I den opfølgende artikel kaster jeg et kritisk blik på bogens begreb om “transcendentalt klasseherredømme”, der er tæt forbundet med spørgsmålet om markedsafhængighed, hvor jeg vil kritisere begrebet om transcendentalt klasseherredømme og forsvare et begreb om klasse, der tager udgangspunkt i udbytningsforholdene. Begge artikler handler således fortrinsvist om den rolle, det “historiske” spiller i Stum tvang, samt den teoretiske diskussion af klassebegrebet og forholdet mellem klasse og værdi, der særligt udspiller sig i kapitel 6, 8 og 9 i Stum tvang.²Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den bog ikke til at … Continue reading

Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og spørgsmålet om det historiske

Da marxismen igen begyndte at få vind i sejlene fra 1960’erne, udviklede der sig i særligt Tyskland og senere Skandinavien en ny læsning af Marx’ kritik af den politiske økonomi. Det var en formanalytisk læsning, som lagde vægt på den dialektiske udledning af kritikken af den politiske økonomis kategorier. Formanalyse henviser her til analysen af det, Marx kaldte “økonomiske formbestemmelser”. Produkterne af arbejde er i alle produktionsmåder ting eller services, der tilfredsstiller bestemte behov. Det er dog kun i kapitalismen, at arbejdsprodukterne generelt optræder på markedet som varer – de antager vareform. Ud fra denne simple betragtning, kan der dialektisk udledes en række andre former, såsom pengeformen og kapitalformen (P‑V-P, dvs. penge, der via bytte bliver til flere penge), og det kan vises, hvorledes kapitalformen forudsætter eksistensen af arbejdskraft, og dermed kan lønformen udledes, og så fremdeles.

I forbindelse med den nye Marx-læsnings formanalytiske kortlægning af kapitalens logik, opstod det afgørende spørgsmål om, hvad der nærmere bestemt hører under denne logik. I Danmark blev den nye Marx-læsning primært formidlet i en ganske særlig variant kendt som kapitallogikken. Det var netop spørgsmålet om “kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status”, altså omfanget af kapitalens logik, som for nyligt afdøde Hans-Jørgen Schanz spurgte til i sin bog af samme titel fra 1973. Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur skulle kortlægges gennem en dialektisk analyse af de økonomiske formbestemmelser i kritikken af den politiske økonomi.

Så snart den nye Marx-læsning dukkede op, viste der sig også en række problemer med udredningen af kapitalens logik. For det første diskuterede man, hvordan man kunne gå fra den dialektiske analyse af de økonomiske formbestemmelser til konkrete empiriske undersøgelser og fra formanalysen til en undersøgelse af forholdet mellem den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og de områder af den sociale virkelighed, der ikke hører til denne grundstruktur selv. For det andet udviklede der sig en diskussion af forholdet mellem logik og historie, altså hvordan kapitalens logik opstod og udviklede sig historisk, og hvorvidt og hvornår historiske forklaringer må bringes i spil i forhold til formanalysen.³Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, … Continue reading Problemstillingerne i disse diskussioner kan eksempelvis illustreres med den såkaldte statsafledningsdebat, der omhandlede, hvorledes formanalysen kunne anvendes på et fænomen (staten), der tilsyneladende ikke direkte kunne afledes af kapitalformen. Et andet interessant område var spørgsmålet om arbejder- og klassebevidsthed, og hvorvidt bestemte bevidsthedsformer (og ideologi) kunne afledes af formanalysen.⁴Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974). På trods heraf vedblev netop forholdet mellem formanalyse og empiriske undersøgelser, logik og historie, at martre den kapitallogiske tilgang, og herhjemme blev det eksempelvis diskuteret ivrigt i både tidsskriftet Kurasje, den Jyske historiker og Historievidenskab.⁵I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.

Pointen med denne korte opridsning af den nye Marx-læsning er, at Stum tvang, til dels med inspiration i denne læsning, på samme måde angår “den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.⁶Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST. Bogens formål er således at undersøge, hvor meget vi på baggrund af “en dialektisk analyse af kapitalismens ideale tværsnit” kan sige om kapitalens økonomiske magt. Til det formål udvikles der i første del af bogen en række originale socialontologiske indsigter, der etablerer, hvad de ontologiske mulighedsbetingelser er for kapitalens økonomiske magt. Bogen holder sig ikke strengt til en marxologisk undersøgelse, men sætter derimod både et specifikt undersøgelsesobjekt (kapitalens økonomiske magt) og diskuterer samtidigt en omfattende marxistisk teoretisk litteratur i forhold til det marxologiske aspekt. Endelig argumenteres der i bogen også for, at kapitalens logik nødvendigvis indskriver “sig i den sociale reproduktions materielle kompositioner”.⁷ST, 305. Den måde, hvorpå kapitalens logik omformer det sociale liv og materialiteten illustreres i tredje del af bogen, blandt andet med hensyn til produktionsprocessen og arbejdernes kroppe samt naturen og landbruget.

Det bringer mig til mit centrale spørgsmål, nemlig hvorledes bogen forholder sig til, hvilken rolle det historiske spiller i forhold til den dialektiske analyse, og hvad forholdet mellem analysen af kapitalismens grundstruktur og de empiriske analyser er. Som nævnt afledes der en nødvendighed i kapitalens logik til at væve sig ind i og reorganisere det sociale liv og naturen, processer, der illustreres med en række eksempler. I indledningen understreges det således, at det historiske og empiriske niveau kun bliver inddraget som “eksempler og illustrationer”,⁸ST, 29. og i konklusionen hævdes det, at de teoretiske indsigter, der er udviklet i bogen, også “kan bruges på lavere abstraktionsniveauer”, implicit empiriske undersøgelser, der også er direkte politisk relevante.⁹ST, 306. Umiddelbart optræder historien og historiske fænomener bogen igennem kun som illustrationer og eksempler, om end som illustrationer af nødvendige træk ved kapitalens logik. Det anerkendes desuden i indledningen, at dette adskiller sig fra Marx’ kritik af den politiske økonomi på den måde, at det historiske materiale var en integreret del af denne.

Vi kan nu problematisere i hvert fald to ting i Stum tvang. For det første efterlades det som et åbent spørgsmål, hvordan vi bliver i stand til at gå fra blot at illustrere, hvordan kapitalens logik udfolder sig historisk, til rent faktisk også at bruge teorien om kapitalens økonomiske magt til at lave historiske og empiriske analyser. Det kan efter min mening ikke forudsættes, at teorien, der udvikles i bogen, uden videre kan anvendes på lavere abstraktionsniveauer uden yderligere metodisk og begrebsligt arbejde.¹⁰I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, “På … Continue reading For det andet kan vi stille spørgsmålstegn ved, om det historiske rent faktisk blot spiller en rolle som “eksempler og illustrationer” i den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur. Det er nemlig sådan, at der i løbet af Stum tvang flere gange dukker historiske betragtninger op, som jeg ikke mener blot tjener som “eksempler og illustrationer”, men som mere eller mindre indgår i det teoretiske argument og den dialektiske analyse. Behandlingen af det historiske materiale har dog indflydelse på, hvordan den kapitalistiske grundstruktur fremstilles i den dialektiske analyse. Jeg vil i det følgende problematisere et par af de steder, hvor det historiske materiale og de teoretiske slutninger, der drages på den baggrund, bliver inddraget, og herigennem illustrere nødvendigheden af en grundigere stillingtagen til forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser og det historiske.

Kapitalisme og biopolitik?

Lad mig starte med diskussionen af Foucault og Agamben i kapitel 6. På dette punkt i analysen er det blevet etableret, at den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur forudsætter en fundamental adskillelse mellem livet og dets betingelser, der samtidig gør kapitalen i stand til at indsætte sig selv som forbindelsesleddet herimellem. Som et resultat af splittelsen mellem livet og dets betingelser opstår proletarsubjektet, et “ ‘nøgent liv’ eller et ‘blot og bart subjekt’, afskåret fra sine objektive betingelser”.¹¹ST, 133. Adskillelsen mellem livet og dets betingelser og proletarsubjektet vender jeg tilbage til om lidt. Foreløbigt handler det om, hvordan disse pointer bruges til at diskutere Foucault og Agamben og deres begreb om “biopolitik”.

I Stum tvang redegøres der for, hvordan biopolitik optræder hos Foucault som en magtform, der opstår i sidste del af den tidligt moderne periode og refererer til statens forsøg på at administrere befolkningens liv gennem en række magtteknikker og regeringspraksisser. Foucaults begreb om biopolitik afgrænses herefter fra Agambens begreb. Hvor biopolitik hos Foucault placeres historisk som et afgørende aspekt ved den moderne stats udvikling fra det 17. århundrede og frem, sporer Agamben biopolitikkens oprindelse i en flere tusinde år gammel vestlig suverænitetslogik. Hos Agamben bliver suverænitetslogikken knyttet til begrebet om det “nøgne liv”, som “et liv, der er adskilt fra sin konkrete form og reduceret til det blotte faktum, at det ikke i biologisk forstand er dødt”, og dermed kerneeksemplet på det liv, biopolitikken forsøger at administrere.¹²ST, 149. Efter denne præsentation af Foucault og Agamben argumenteres der for, at det nøgne liv hverken er et resultat af en ældgammel suverænitetslogik, som hos Agamben, eller kan reduceres til en form for “moderne” statsmagt, som hos Foucault, men derimod er et resultat af den kapitalistiske produktionsmåde: “Det nøgne liv er resultatet, ikke af suveræn vold, men af de økonomiske forholds stumme tvang: Adskillelsen af livet og dets betingelser er den oprindelige biopolitiske fraktur, der ligger til grund for den moderne biopolitik”.¹³ST, 152.

Diskussionen om forholdet mellem kapitalismen og biopolitikken udfolder sig på et historisk såvel som logisk abstraktionsniveau. Der argumenteres for, at den biopolitiske fraktur og det nøgne liv både er et historisk resultat af den kapitalistiske produktionsmåde, og at det hører til dennes grundstruktur, specifikt kapitalforholdet. Konkrete eksempler på biopolitik kan ikke direkte afledes af kapitalforholdet, men vi kan ikke forstå dem uden at forstå, at biopolitikkens mulighedsbetingelser er sat med de kapitalistiske produktionsforhold. Kapitalismen har i sin grundstruktur gennem kapitalforholdet en tendens til at skabe nøgent liv, som dog i Stum tvang omfortolkes som et i første omgang økonomisk snarere end et juridisk subjekt.

Der rejser sig dog en række problemstillinger i forbindelse med afledningen af den biopolitiske magtform fra kapitalforholdet. Hvordan forholder vi os eksempelvis til Agambens identifikation af det nøgne liv langt tidligere end kapitalismens fremkomst i den tidligt moderne periode? I bogen tages Foucault i den sammenhæng i forsvar for at vise, at biopolitik er et specifikt “moderne” fænomen. Problemet er nu, at det argument kun er holdbart, hvis vi kan vise, at der er et sammenfald mellem fremkomsten af biopolitik i de tidligt moderne europæiske stater og kapitalisme. Det er dog ingenlunde sådan, at kapitalistiske produktionsforhold opstod på et generelt europæisk plan i den tidligt moderne periode, men derimod udviklede sig ved siden af ikke-kapitalistiske produktionsforhold, der længe var dominerende. Vi kan ikke uden videre kontekstualisere den biopolitik, vi finder identificeret hos Foucault, som eksempelvis demografi og statistik,¹⁴Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243. inden for kapitalistiske produktionsforhold. Tværtimod er der efter min mening et stærkere argument for at kontekstualisere biopolitikken inden for specifikt ikke-kapitalistiske produktionsforhold i eksempelvis en række tidligt moderne absolutistiske stater. Kritikken af, at Foucault overser ejendoms- og produktionsforhold, rammer rigtigt, men jeg mener ikke, at der er den historiske og nødvendige forbindelse mellem den biopolitik, herunder nøgne liv, som Foucault og Agamben identificerer, og kapitalismen. Det betyder ikke, at der ikke er nogen sammenhæng overhovedet, men spørgsmålet er, på hvilket abstraktionsniveau denne sammenhæng kan etableres. Vi bør desuden også stille spørgsmålet, om ikke de særlige politikformer og regeringspraksisser, der eventuelt kan afledes af kapitalens logik og kapitalforholdet, bedre lader sig begrunde på andre måder end gennem en omvej forbi Foucault og Agamben. En begrundelse, som forudsætter en tæt opmærksomhed på, hvordan disse politikformer og regeringspraksisser udviklede sig under specifikt kapitalistiske produktionsforhold i sammenligning med, hvordan de udviklede sig under ikke-kapitalistiske forhold.¹⁵Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige … Continue reading Dette eksempel på, hvordan den dialektiske analyse af kapitalismens væsensbestemmelser må tage højde for det historiske materiale, leder mig over til en måske mere grundlæggende problemstilling end spørgsmålet om biopolitik.

Skabelsen af markedsafhængighed

Hvordan opstod kapitalistiske produktionsforhold, og hvad kan den historiske oprindelse fortælle os om kapitalismens grundstruktur? I Stum tvang argumenteres der for, at kapitalismens historiske oprindelse skal adskilles fra den måde, hvorpå kapitalismen reproduceres, når den først er etableret. Stum tvang undersøger det sidste, ikke det første. Den pointe vender vi tilbage til. Kapitel 6 starter dog alligevel med en kort historisk skitsering af kapitalismens oprindelse, idet de “hovedkonklusioner, den historiske forskning i kapitalismens tilblivelse er nået frem til, vil […] hjælpe os med at forstå den form for magt, den indebærer”.¹⁶ST, 128. Det forklares dog ikke, hvad denne “hjælp” betyder i metodisk forstand for den dialektiske fremstilling af kapitalismens grundstruktur, og hvorfor den må inddrages på det punkt i fremstillingen. Jeg forudsætter her, at spørgsmålet om kapitalismens oprindelse inddrages, fordi det er nødvendigt på det punkt i analysen at demonstrere historisk, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde indebærer “den radikale adskillelse mellem livet og dets betingelser, der gør kapitalen i stand til at indsætte sig som deres formidler”.¹⁷ST, 135. Det historiske stof indgår her direkte i den dialektiske fremstilling og teoriudviklingen.

I den korte historiske skitsering fremhæves, hvordan kapitalismens tilblivelse forudsatte skabelsen af markedsafhængighed. Det skete gennem fordrivelsen af subsistensbønder fra jorden, indhegningen af fælleder og den voldelige disciplinering af den markedsafhængige befolkning til lønarbejdet.¹⁸ST, 129–30. Ud fra denne historiske argumentation konkluderes der, at vareformen i virkeligheden forudsætter klasseherredømmet. Skildringen af skabelsen af en klasse markedsafhængige lønarbejdere som den historiske forudsætning for kapitalismens tilblivelse er afgørende i argumentet for, at kapitalismens stumme tvang, eller økonomiske magt, forudsætter klasseherredømme. I kapitel otte får vi yderligere at vide, at ikke bare forudsætter markedet bestemte klasseforhold, men også at “selve markedets eksistens er et resultat af klasseherredømme”.¹⁹ST, 186. I kapitel ni gives yderligere en ren dialektisk afledning af nødvendigheden af vertikale klasseforhold for de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder.

En af de mest originale og vigtige argumenter i Stum tvang er ikke blot, at de horisontale markedsforhold mellem produktionsenheder forudsætter eksistensen af et vertikalt klasseherredømme, men også, at ingen af de to forhold kan reduceres til hinanden. Forholdet mellem relationen mellem markedsafhængige private producenter på den ene side, og mellem kapital og lønarbejde på den anden, har været et centralt diskussionsemne inden for den marxistiske teoriudvikling inspireret af den nye Marx-læsning. Hos teoretikere som Moishe Postone, Robert Kurz og enkelte steder også Michael Heinrich reduceres klasse til blot en fremtrædelsesform for en dybereliggende horisontal grundstruktur.²⁰Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: Westfälisches Dampfboot, 2014); Robert Kurz, Geld ohne Wert: Grundrisse … Continue reading Hos teoretikere som Werner Bonefeld, Chris Arthur og Karl Reitter, derimod, bliver klasseforholdet det grundlæggende og markedsforholdene blot fremtrædelsesformer.²¹Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New York: Bloomsbury, 2014). Jeg har selv tidligere tumlet med … Continue reading Løsningen i Stum tvang er et stort skridt fremad i den diskussion. Værdi (dvs. forholdet mellem markedsafhængige privatproducenter) forudsætter klasse, men klasse forudsætter ikke værdi: Det er “muligt at forestille sig en situation, hvor de umiddelbare producenter er adskilt fra produktionsmidlerne, men hvor der ikke produceres til markedet”, men altså ikke omvendt.²²ST, 206.

Men er det nu rigtigt? Som vi har set, argumenteres der i Stum tvang både på et historisk niveau og senere med en dialektisk afledning af værdiens nødvendige forudsætning i klasseforholdet. Den økonomihistoriske forskning i opkomsten af markedsafhængighed blandt engelske bønder i perioden fra 1500 til 1800 abonnerer dog ikke uden videre på påstanden om, at de fleste bønder med vold blev fordrevet fra deres jord til fordel for kapitalistiske storbønder og landejere, og at dette skulle have været en nødvendig forudsætning for kapitalismens tilblivelse. Mainstream historieforskning peger i stedet på, hvordan små og middelstore bønder selv begyndte at producere til markedet, hvilket førte til en intern differentiering mellem bønder. Denne interne differentieringstese findes i forskellige varianter, men er også blevet stærkt kritiseret, senest af Spencer Dimmock, der med udgangspunkt i omfattende arkivstudier har påvist, hvordan fæstebønder²³Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske … Continue reading ofte med direkte magtanvendelse blev fordrevet fra deres jord i slutningen af 1400- og i løbet af 1500-tallet.²⁴Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som forklaret i næste afsnit mener jeg dog, at Dimmocks … Continue reading

I den historiske skildring af kapitalismens tilblivelse i Stum tvang trækkes der primært på Robert Brenner. Det er dog ikke Brenners pointe, at markedsafhængighed i første omgang opstod som et resultat af fordrivelsen af bønder fra deres jord. I stedet peger han på, at den særegne og klassekampsbestemte udvikling i de engelske institutioner for jordbesiddelse i sidste del af middelalderen gjorde, at de større landejere ikke var i stand til at hævde deres herskab overfor bønderne, dvs. de umiddelbare producenter, og f.eks. kræve hoveri, men derimod både havde kapacitet og var nødsagede til at leje deres forholdsvist omfattende hovedgårdsjorde ud til bønder på markedsvilkår. Samtidig blev lejen i forbindelse med fornyelse af fæstekontrakterne så variable, at det konkurrencepres, der allerede gjorde sig gældende på markedet for landejendom for hovedgårdsjorden, påvirkede fæstegårdsjorden. Dette igangsatte en proces, hvor de store landejere blev afhængige af indkomsten fra bønder, der måtte konkurrere på markedsvilkår, og hvor de enkelte bønder måtte indrette sig på kapitalistiske reproduktionsstrategier med produktivitetsstigninger og profitmaksimering som mål. Som Ellen Meiksins Wood har peget på, er det bemærkelsesværdigt, at det kapitalistiske konkurrencepres på bønderne i det store og hele opstod før skabelsen af en lønarbejderklasse.²⁵Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.

Vi kan dermed godt forestille os en situation, hvor der produceres under markedskonkurrencens vilkår, men hvor de umiddelbare producenter endnu ikke er fuldstændigt adskilte fra produktionsmidlerne. Markedsafhængighed opstod ikke som et resultat af denne adskillelse. Vi kan altså konkludere, at værdi hverken forudsætter eller er et resultat af klasse, i hvert fald ikke i historisk forstand. Ligeledes forudsætter klasse heller ikke værdi, fordi vi kan forestille os klassesamfund uden markedsafhængighed, sådan som det også har været tilfældet i de fleste historiske klassesamfund. Selvom denne konklusion umiddelbart er i modstrid med bogens udsagn, at klasse er en nødvendig forudsætning for (og endda resulterer i) værdi, understøtter diskussionen af det historiske materiale argumentet i bogen om, at de vertikale og de horisontale forhold i kapitalismen er irreducible til hinanden. Det er dog muligt at argumentere for, at selvom den horisontale markedsafhængighed historisk optrådte før skabelsen af en lønarbejderklasse, så er kapitalismen per definition et system, der indebærer både vertikale klasseforhold og horisontale markedsforhold, hvorfor kapitalismens grundstruktur nødvendigvis forudsætter begge. Denne tautologiske slutning løser dog ikke problemet med, hvordan vi forbinder den dialektiske fremstilling af kapitalismens væsensbestemmelser med den faktisk historie, og hvad det historiske materiale kan lære os om kapitalismens grundstruktur.

Selvom den umiddelbare konklusion blev, at klasse ikke er en nødvendig betingelse for værdi, kan vi dog modificere denne konklusion yderligere og måske alligevel gennem det historiske materiale argumentere for, at der er en sammenhæng mellem værdi og klasse. Udover at fordrivelsen af bønder fra jorden skete gennem voldelig, politisk og juridisk magtanvendelse, spillede det markedskonkurrencepres, der allerede var etableret, også en større rolle i denne adskillelsesproces. Vi bliver med det udgangspunkt i stand til at omgå diskussionen om, hvorvidt bønderne blev fordrevet fra jorden gennem magtanvendelse eller gennem en mere eller mindre frivillig intern differentieringsproces. Fordi de horisontale forhold ikke var et resultat af adskillelsen mellem de umiddelbare producenter og produktionsmidlerne, men derimod blev etableret før, bidrog deres stumme tvang til selv samme adskillelsesproces. Vi står dermed tilbage med to spørgsmål til videre diskussion: Kan vi tale om, at klasse alligevel er en nødvendig forudsætning for værdi, men i en anden forstand end før?²⁶I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. … Continue reading Den ovenstående diskussion af forholdet mellem værdi og klasse viser, hvordan det historiske materiale komplicerer den dialektiske analyse. Medmindre vi mener, at det historiske materiale slet ikke bør have indflydelse på den dialektiske analyse og fremstilling, må afledningen af forholdet mellem værdi og klasse genovervejes. Det betyder også, at selvom Stum tvang leverer et yderst originalt argument om det irreducible forhold mellem værdi og klasse, er vi slet ikke færdige med at diskutere problemstillingen.

Vi kan vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi uden videre kan skelne kapitalismen i dens historiske tilblivelse og den måde, hvorpå kapitalismen reproducerer sig selv, når den først er blevet etableret. I bogen fremstilles det således, at kapitalismens historiske tilblivelse skal analyseres som en voldelig proces, der tvang “mennesker ind i markedets net”, hvorimod kapitalismens reproduktion, når den først er etableret, netop er karakteriseret ved kapitalens økonomiske magts stumme tvang.²⁷ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17. Som vi har set, er kapitalismens historiske tilblivelse dog langt mere kompliceret, karakteriseret ved vold såvel som konkurrencepressets stumme tvang. Jeg mener i forlængelse heraf, at denne distinktion mellem historisk tilblivelse og reproduktion enten bør droppes helt eller stærkt modificeres. Som bogen også argumenterer for, eksisterer kapitalismen aldrig i sit ideale tværsnit. Jeg vil tilføje, at kapitalismen således altid er i en proces af historisk tilblivelse, hvilket komplicerer enhver “synkron analyse”²⁸ST, 219. af kapitalismen. Det betyder ikke, at vi ikke kan analysere og fremstille kapitalismens grundstruktur og dens sociale reproduktion, men det betyder, at den dialektiske fremstilling ikke viser os en logik, der sætter sig igennem i en “etableret” kapitalisme, men derimod en logik, der resulterer fra bestemte historiske udviklingsforløb. Det, der tillader os at tale om “kapitalisme”, er således sammenhængen mellem forskellige historiske udviklingsforløb, og derfor må analysen af kapitalismen i dens ideale tværsnit også selv løbende modificeres og genetableres i lyset af såvel nyere historisk forskning som den aktuelle udvikling i kapitalismen og klassekampen. Den dialektiske fremstilling bør desuden udvikles, så den kan medreflektere dette på et begrebsligt niveau og dermed selv åbne op for, hvordan den kan hjælpe os med historiske og empiriske analyser. Historiske og empiriske analyser, der selv kan reflektere tilbage på den dialektiske fremstilling. En for rigid skelnen mellem historiske tilblivelse og reproduktion, mellem historisk materiale og dialektisk analyse, risikerer at åbne en uoverstigelig kløft mellem abstrakt teori på den ene side og empiriske illustrationer og eksempler på den anden. Hvis der ikke allerede i den dialektiske analyse tages højde for den kapitalistiske logiks historicitet, risikerer vi en art reifikation af denne logik, som vi så det hos den tidligere kapitallogik.²⁹Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se … Continue reading Og bør et centralt formål med den dialektiske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser ikke også være at gøre os i stand til at lave mere konkrete analyser?³⁰Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

1.	Ret beset henviste Lundby Hansen til et interview i Politiken med Søren Mau.
2.	Kapitel 7 omhandler også spørgsmålet om klasse og værdi, men med fokus på, hvad vi gennem den dialektiske analyse kan og ikke kan aflede om de forskelle, der produceres under kapitalismen, såsom køn og race. De emner har Susanne Possing behandlet i sin kommentar til Stum tvang her i Paradoks: Susanne Possing, “Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?”, Tidsskriftet Paradoks, 30. november 2021.
3.	Herunder også en diskussion af dialektikkens status (var det blot en ren metode?) og forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og en historisk materialisme, som også var anvendelig på andre produktionsmåder end den kapitalistiske. Se Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden (GMT, 1976), særligt bind 1, kapitlerne 2–5.
4.	Se eksempelvis Anders Lundkvist, Kapitalens bevidsthedsformer (GMT, 1972) og Ole Marquardt, “Konjunkturforløb og klassebevidsthed”, Jyske historiker (1974).
5.	I Vesttyskland f.eks. i tidsskrifter som Sozialistische Politik og Probleme des Klassenkampfes.
6.	Søren Mau, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Klim, 2021), 29. Herefter forkortet ST.
7.	ST, 305.
8.	ST, 29.
9.	ST, 306.
10.	I sin anmeldelse af Stum tvang påpeger Magnus Møller Ziegler således også, at der mangler en åbning til et “mesoniveau”. Det er jeg enig i, men som vi skal se, mangler der også en diskussion af det historiske materiales rolle i forhold til den dialektiske analyse allerede inden et sådant mesoniveau. Se Magnus Møller Ziegler, “På sporet af kapitalens magt”, Dagbladet Arbejderen, 1. januar 2022.
11.	ST, 133.
12.	ST, 149.
13.	ST, 152.
14.	Michel Foucault, Society Must Be Defended: Lectures at the Collége de France, 1975–76 (New York: Picador, 2003), 243.
15.	Det hele kompliceres af, at en række magtteknikker, såsom statistik og politisk økonomi, opstod både i en kapitalistisk (England) og ikke-kapitalistisk (Frankrig) kontekst. Opgaven bliver derfor at undersøge, hvordan de forskellige produktionsforhold indvirkede på biopolitikkens forskellige udviklingsforløb. Af samme grund mener jeg også, at begrebet om “modernitet”, som det bruges om sammenfaldet mellem kapitalisme og moderne stater, er uholdbart. Det, som oftest identificeres som den moderne stats opkomst i det tidligt moderne Europa, udviklede sig i de fleste lande og territorier på ikke-kapitalistiske produktionsforhold, hvorimod den engelsk-britiske stat, der er blevet karakteriseret som “særegen”, netop udviklede sig på kapitalistiske produktionsforhold. Se for eksempel Ellen Meiksins Wood i artiklen “Britain versus France: How Many Sonderwegs?”, Historical Materialism 24, nr. 1 (2016): 11–29.
16.	ST, 128.
17.	ST, 135.
18.	ST, 129–30.
19.	ST, 186.
20.	Moishe Postone, Time, Labor, and Social Domination: A Reinterpretation of Marx’s Critical Theory (Cambridge University Press, 1993); Michael Heinrich, Die Wissenschaft vom Wert: die Marxsche Kritik der politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition (Münster: Westfälisches Dampfboot, 2014); Robert Kurz, Geld ohne Wert: Grundrisse zu einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie (Horlemann, 2012).
21.	Christopher Arthur, The New Dialectic and Marx’s Capital (Ledien: Brill, 2004); Karl Reitter and Gerhard Hanloser, Der Bewegter Marx – Eine Einführende Kritik Des Zirkulationsmarxismus (Münster: Unrast, 2008); Werner Bonefeld, Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversive and Negative Reason (New York: Bloomsbury, 2014). Jeg har selv tidligere tumlet med denne problemstilling: “Nye fortolkninger af Kritikken af den politiske økonomi – værdiformsteorierne”, Arbejderhistorie: Tidskrift for historie, kultur og politik 2 (2016): 33–58.
22.	ST, 206.
23.	Jeg har her anvendt “fæstebønder” som oversættelse af det engelske “copyholders”. Forholdene for de to var dog ikke helt de samme. Den primære forskel var, at danske herremænd i løbet af den tidligt moderne periode baserede en stor del af deres indkomst på hoveri fra fæstebønderne. Samme mulighed havde de engelske landejere ikke, hvilket var en af flere vigtige årsager til den tidlige udvikling af kapitalistiske forhold i det engelske landbrug.
24.	Spencer Dimmock, “Expropriation and the Political Origins of Agrarian Capitalism in England”, i Case Studies in the Origins of Capitalism, red. Xavier Lafrance & Charles Post (Springer, 2019). For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er yderst kritisk over for mainstreamforskning og positiv over for Dimmock. Som forklaret i næste afsnit mener jeg dog, at Dimmocks fokus på bønders ekspropriation via direkte magtanvendelse overser det særegne ved kapitalismens opkomst i det engelske landbrug.
25.	Se Ellen Meiksins Wood, “Horizontal Relations: A Note on Brenner’s Heresy”, Historical Materialism 4, nr. 1 (1999): 171–80.
26.	I lyset af den seneste tids opblomstring af diskussionen om økonomisk demokrati og kooperative ejerformer, er det desuden en problemstilling, der er højest aktuel. Vi kan nemlig forestille os et samfund med virksomheder, der internt er demokratisk organiserede og med forskellige former for fælles ejerskab, f.eks. kooperativer, men hvor der samtidigt produceres på markedskonkurrencevilkår. Her ville de umiddelbare producenter ikke være fuldstændigt adskilt fra produktionsmidlerne, men værdi ville være det organiserende princip for produktionen. Der ville altså i forhold til de horisontale forhold mellem producenter være tale om en kapitalistisk produktionsmåde. Idet vi kan pege på, hvordan værdiforholdet mellem private producenter historisk bidrog til en adskillelse mellem producenter og produktionsmidler gennem markedskonkurrencens stumme tvang, er der gode argumenter for, at sådan en adskillelsesproces også vil resultere fra en produktionsmåde baseret på demokratiske kooperativer, der producerer under markedskonkurrencevilkår.
27.	ST, 130. Eller: “[n]år volden har gjort sit arbejde, kan en anden type magt tage over”, ST, 17.
28.	ST, 219.
29.	Den aktuelle diskussion inden for marxistisk historiografi med udgangspunkt i den såkaldte Politisk Marxistiske tradition om forholdet mellem struktur og agens er yderst relevant for spørgsmålet om forholdet mellem den dialektiske fremstilling af kapitalismen i dens ideale tværsnit og den historiske dimension. Se diskussionen i Historical Materialism 29, nr. 3, (2021).
30.	Tak til Magnus Møller Ziegler for kommentarer til teksten.

Arbejder eller pro­le­tar?

Kampen mod den stum­me tvang

Den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des grund­struk­tur og spørgs­må­let om det histo­ri­ske

Kapitalisme og biopo­li­tik?

Skabelsen af mar­keds­af­hæn­gig­hed

Arbejder eller proletar?

Kampen mod den stumme tvang

Den kapitalistiske produktionsmådes grundstruktur og spørgsmålet om det historiske

Kapitalisme og biopolitik?

Skabelsen af markedsafhængighed