• Print
Denne artikel er en del af serien “

Klassekampen mod den stumme tvang


7. marts 2022

I min tid­li­ge­re arti­kel om Søren Maus Stum tvang pro­ble­ma­ti­se­re­de jeg en poten­ti­el kløft mel­lem den dia­lek­ti­ske ana­ly­se af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des væsens­be­stem­mel­ser og det histo­ri­ske mate­ri­a­le i bogen.1Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapi­ta­lens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. febru­ar 2022. Det gjor­de jeg gen­nem en kri­tik af den måde, hvor­på det histo­ri­ske mate­ri­a­le blev behand­let på bestem­te ste­der i løbet af bogen i for­hold til bestem­mel­sen af kapi­ta­lens logik. Et vig­tigt emne i den­ne pro­ble­ma­ti­se­ring var en kri­tik af udlæg­nin­gen af ska­bel­sen af mar­keds­af­hæn­gig­hed og for­hol­det mel­lem vær­di og klas­se. Jeg påpe­ge­de, at der ikke umid­del­bart var en sam­men­hæng mel­lem vær­di og klas­se i histo­risk for­stand, om end jeg også kva­li­fi­ce­re­de den­ne umid­del­ba­re kon­klu­sion. Hovedpointen var, at den histo­ri­ske frem­komst af vær­di (rela­tio­nen mel­lem mar­keds­af­hæn­gi­ge pri­vat­pro­du­cen­ter) ikke for­ud­sat­te en adskil­lel­se mel­lem de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne. Denne poin­te har en for­bin­del­se til klas­se­be­gre­bet, som det udvik­les i Stum tvang, idet klas­se iden­ti­fi­ce­res med en grund­læg­gen­de adskil­lel­se mel­lem livet og dets betin­gel­ser og med en uklar for­bin­del­se til begre­bet om mar­keds­af­hæn­gig­hed. I den­ne opføl­gen­de arti­kel vil jeg kri­ti­se­re bogens begreb om trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me for til sidst at kom­me ind på sam­men­hæn­gen til de poli­ti­ske kon­klu­sio­ner, der kan dra­ges af bogen og kri­tik­ken frem­ført i den­ne arti­kel.

Arbejder eller pro­le­tar?

Den histo­ri­ske skil­dring af adskil­lel­sen mel­lem de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne i star­ten af kapi­tel 6, som jeg pro­ble­ma­ti­se­re­de i den for­ri­ge arti­kel, efter­føl­ges af en ana­ly­se af det, der i bogen kal­des “trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me”. Med adskil­lel­ses­pro­ces­sen føl­ger mulig­he­den for kapi­ta­len for at ind­sæt­te sig som for­bin­del­ses­led mel­lem livet og dets betin­gel­ser. Derfor kom­mer “sel­ve livet” i kapi­ta­lis­men “med en for­plig­tel­se til at val­o­ri­se­re værdi”.2Søren Mau, Stum tvang: En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter for­kor­tet ST. Det er kun gen­nem de sam­me soci­a­le rela­tio­ner (kapi­tal­for­hol­det), der adskil­ler men­ne­sket fra dets livs­be­tin­gel­ser, at den­ne for­bin­del­se kan etab­le­res igen.3ST, 143. Kapitalen udgør der­med en trans­cen­den­tal magt i og med, at den udgør mulig­heds­be­tin­gel­sen for soci­al repro­duk­tion, hvil­ket inde­bæ­rer, at den prin­ci­pi­elt kan und­væ­re vold i udbytningsprocessen.4ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begre­bet “trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me” før. Brugen af det kan­ti­an­ske begreb om mulig­heds­be­tin­gel­ser­ne for soci­a­le magt­for­hold (og ikke pri­mært for erken­del­se som hos Kant) hen­tes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kan­ti­an­ske begre­ber er dog ikke ny i den marxi­sti­ske … Continue reading

Netop udbyt­nings­for­hol­de­ne har tra­di­tio­nelt været omdrej­nings­punk­tet i marxi­stisk klas­se­a­na­ly­se. Heroverfor argu­men­te­res der i Stum tvang imod et klas­se­be­greb, der tager udgangs­punkt i udbyt­nings­for­hol­det, for­di, lyder argu­men­tet, udbyt­nin­gen af løn­ar­bej­de­re i kapi­tal­for­hol­det ikke er sam­men­fal­den­de med kate­go­ri­en “dem, der er afhæn­gi­ge af markedet”.5ST, 132. Udbytningen for­ud­sæt­ter “et mere omfat­ten­de klas­se­her­re­døm­me”, der iden­ti­fi­ce­res som “for­hol­det mel­lem de, der kon­trol­le­rer betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion, og dem, der er ude­luk­ket fra den umid­del­ba­re adgang til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le reproduktion”.6ST, 132. Klasse defi­ne­res som “et for­hold til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion”, og af den­ne grund frem­hæ­ves for­de­len ved at tale om pro­le­ta­rer i ste­det for arbej­de­re. Den før­ste kate­go­ri er bre­de­re end den sid­ste, for­di “det ikke er alle, hvis over­le­vel­se afhæn­ger af kapi­ta­len, som arbej­der”. Den pro­le­ta­ri­ske posi­tion er ikke defi­ne­ret ved arbej­de, men der­i­mod “den radi­ka­le spalt­ning mel­lem livet og dets betingelser”.7ST, 133. Det trans­cen­den­tale klas­se­her­re­døm­me hvi­ler alt­så på eksi­sten­sen af mar­keds­af­hæn­gi­ge pro­le­ta­rer.

Klasse iden­ti­fi­ce­res ikke med ver­ti­ka­le udbyt­nings­for­hold, men der­i­mod med eksi­sten­sen af mar­keds­af­hæn­gi­ge pro­le­ta­rer, umid­del­bart adskilt fra betin­gel­ser­ne for soci­al repro­duk­tion. Endnu en gang omhand­ler pro­blem­stil­lin­gen for­hol­det mel­lem vær­di og klas­se, mel­lem de ver­ti­ka­le klas­se­for­hold, der angår rela­tio­nen mel­lem udbyt­ter og de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter, og de hori­son­tale for­hold, som angår rela­tio­nen ind­byr­des mel­lem udbyt­te­re hen­holds­vis umid­del­ba­re pro­du­cen­ter. Med udgangs­punkt i den­ne skel­nen argu­men­te­res der i kapi­tel otte for, at de “ind­byr­des hori­son­tale rela­tio­ner mel­lem hen­holds­vis kapi­ta­li­ster og pro­le­ta­rer resul­te­rer i vis­se magt­for­mer, der ikke kan udle­des af eller redu­ce­res til det klas­se­her­re­døm­me, vi under­søg­te i kapi­tel seks”.8ST, 178. Herefter gen­nem­gås vær­di­te­o­ri­en for at vise, at den mar­keds­for­mid­le­de rela­tion mel­lem pro­du­cen­ter i kapi­ta­lis­men for­vand­les til “et kva­si-selv­stæn­digt system af vir­ke­li­ge abstrak­tio­ner, der påtvin­ger sig alle gen­nem en uper­son­lig og abstrakt form for herredømme”.9ST, 186.

Med defi­ni­tio­nen af klas­se­her­re­døm­me som et for­hold til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion, nær­me­re bestemt som en ude­luk­kel­se fra den umid­del­ba­re adgang til dis­se betin­gel­ser, bli­ver det dog svært at skel­ne klas­se­be­gre­bet fra den hori­son­tale mar­keds­af­hæn­gig­hed. Idet argu­men­tet for et andet klas­se­be­greb end et, der tager udgangs­punkt i udbyt­nings­for­hol­det, hen­vi­ser til, at der er fle­re end blot udbyt­te­de løn­ar­bej­de­re, der er afhæn­gi­ge af mar­ke­det, iden­ti­fi­ce­res klas­se alt­så med mar­keds­af­hæn­gig­hed. Det er selv­føl­ge­lig rig­tigt, at alle dem, der er afhæn­gi­ge af mar­ke­det, ikke er iden­tisk med klas­sen af løn­ar­bej­de­re. Det er dog ikke et argu­ment for, at alle, der er afhæn­gi­ge af mar­ke­det, udgør en klas­se. Spørgsmålet er, om mar­keds­af­hæn­gig­hed er et godt udgangs­punkt for et begreb om klas­se og klas­se­her­re­døm­me, når vi i før­ste omgang skel­ne­de mel­lem de ver­ti­ka­le klas­se­for­hold og de hori­son­tale, mar­keds­for­mid­le­de for­hold. Pointen med den­ne skel­nen er net­op at under­stre­ge, at alle i kapi­ta­lis­men er under­lagt mar­keds­af­hæn­gig­he­den, også kapi­ta­li­ster. Ved at iden­ti­fi­ce­re klas­se med mar­keds­af­hæn­gig­hed bli­ver klas­se para­doksalt et fæno­men, der går på tværs af klas­ser­ne i kapi­tal­for­hol­det. Som bogen viser, giver mar­keds­af­hæn­gig­hed rig­tig nok klas­se­for­hol­de­ne i kapi­ta­lis­men en sær­lig dyna­mik. Men mar­keds­af­hæn­gig­hed er ikke dis­se klas­se­for­hold, hel­ler ikke blot på et mere grund­læg­gen­de niveau.

Det hele kom­pli­ce­res yder­li­ge­re af, at det i bogen ikke er klart, hvad for­hol­det nær­me­re er mel­lem adskil­lel­sen mel­lem livets og dets betin­gel­ser og mar­keds­af­hæn­gig­hed i bestem­mel­sen af klas­se­be­gre­bet. I mod­sæt­ning til udlæg­nin­gen i Stum tvang har jeg i for­ri­ge arti­kel argu­men­tet for, at mar­keds­af­hæn­gig­hed histo­risk betrag­tet ikke var sam­men­fal­den­de med adskil­lel­sen mel­lem umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler. Det er både en histo­risk kon­sta­te­ring, men det bli­ver også under­stre­get i og med, at dem, der net­op ejer og kon­trol­le­rer pro­duk­tions­mid­ler­ne i kapi­ta­lis­men, også selv er afhæn­gi­ge af og kon­kur­re­rer på mar­ke­det. I ste­det for at udvik­le klas­se­be­gre­bet med udgangs­punkt i både adskil­lel­sens mel­lem livet og dets betin­gel­ser og mar­keds­af­hæn­gig­hed, bør klas­se iden­ti­fi­ce­re noget tred­je, nem­lig udbyt­nings­for­hol­de­ne. Adskillelsen mel­lem pro­du­cen­ter­ne og pro­duk­tions­mid­ler­ne, opkom­sten af mar­keds­af­hæn­gig­hed og etab­le­rin­gen af et udbyt­nings­for­hold (dvs. klas­se­for­hold), er alle sam­men­hæn­gen­de pro­ces­ser i kapi­ta­lis­men, men de kan ikke uden vide­re redu­ce­res til hin­an­den.

Proletarer er lige­som kapi­ta­li­ster afhæn­gi­ge af mar­ke­det for deres soci­a­le repro­duk­tion. Deres mar­keds­af­hæn­gig­hed er dog ikke af sam­me type som kapi­ta­li­stens, men er vævet sam­men med deres adskil­lel­se fra betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion. Dette har end­nu ikke noget at gøre med klas­se, der først ind­træ­der med etab­le­rin­gen af et udbyt­nings­for­hold mel­lem kapi­tal og arbej­de. Som jeg argu­men­te­re­de for i min for­ri­ge arti­kel, bidrog mar­keds­af­hæn­gig­hed hos engel­ske bøn­der net­op til ska­bel­sen af adskil­lel­sen mel­lem umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne, som der­med skab­te en anden type mar­keds­af­hæn­gig­hed hos et vok­sen­de løn­ar­bej­der­pro­le­ta­ri­at. Det er dog først med kapi­tal­for­hol­det mel­lem løn­ar­bej­der og kapi­tal, at der etab­le­res et klas­se­for­hold, som vi alt­så kan iden­ti­fi­ce­re med udbyt­nings­for­hol­det. Jeg vil der­for fore­slå, at vi har at gøre med tre adskil­te pro­ces­ser, nem­lig adskil­lel­sen mel­lem de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne, ska­bel­sen af (for­skel­li­ge typer af) mar­keds­af­hæn­gig­hed og etab­le­rin­gen af udbyt­nings­for­hold, der ikke kan redu­ce­res til hin­an­den, men som til­sam­men giver kapi­ta­lis­men dens særeg­ne logik og dyna­mik. Ingen af dis­se tre pro­ces­ser er des­u­den sær­skilt til­stræk­ke­li­ge betin­gel­ser for den histo­ri­ske etab­le­ring af kapi­ta­lis­men, der altid er for­mid­let gen­nem klas­se­kamps­be­stem­te insti­tu­tio­ner, som vi eksem­pel­vis så det med for­hol­det i det engel­ske land­brug. En bestem­mel­se af kapi­ta­lis­men som blot en høj grad af mar­keds­af­hæn­gig­hed vil­le såle­des risi­ke­re at fal­de til­ba­ge i den ellers udskæld­te kom­merci­a­li­se­ring­s­te­se, iføl­ge hvil­ken kapi­ta­lis­men blot er en videre­fø­rel­se af æld­gam­le og kva­si-natur­li­ge han­dels- og byttepraksisser.10Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teo­re­ti­se­rin­gen af for­skel­li­ge typer af mar­keds­af­hæn­gig­hed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.

En yder­li­ge­re grund til at iden­ti­fi­ce­re klas­se med udbyt­nings­for­hol­de­ne er, at klas­se­be­gre­bet, der argu­men­te­res for i bogen, bli­ver svært at anven­de i ana­ly­ser af klas­se­for­hold også i andre pro­duk­tions­må­der end den kapi­ta­li­sti­ske. Klasse defi­ne­res på én gang som adskil­lel­sen mel­lem de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne, som et for­hold mel­lem dem, der ikke har adgang til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion og dem, der har det,11Det er også uklart, hvor­vidt der er tale om for­hol­det til pro­duk­tions­mid­ler eller for­hol­det til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion, og hvad for­hol­det mel­lem de to er. Hvis klas­se­her­re­døm­me des­u­den alle­re­de defi­ne­res som et for­hold mel­lem dem, der kon­trol­le­rer betin­gel­ser for den soci­a­le repro­duk­tion, og … Continue reading og blot som et for­hold til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion. Yderligere spil­ler, som vi har set, mar­keds­af­hæn­gig­hed en vig­tig rol­le i argu­men­ta­tio­nen for et andet klas­se­be­greb end et, der iden­ti­fi­ce­rer klas­se med udbyt­nings­for­hold. Med det klas­se­be­greb bli­ver det uklart, hvor­dan vi vil ana­ly­se­re andre klas­se­for­hold såsom mel­lem feu­dal­her­re og bon­de, der sene­re i kapi­tel 6 defi­ne­res som karak­te­ri­se­ret ved en “trans­cen­dent magt”, der i mod­sæt­ning til det trans­cen­den­tale klas­se­her­re­døm­me i kapi­ta­lis­men først “kob­le­de sig på pro­duk­tio­nen ude­fra”, eller bag­ef­ter den hav­de fun­det sted.12ST, 144. Nu kan man selv­føl­ge­lig argu­men­te­re for, at vi kan ope­re­re med fle­re defi­ni­tio­ner og vari­an­ter af klas­se­be­gre­bet, men der må være noget fæl­les, der gør, at vi over­ho­ve­det kan tale om klas­se på tværs af histo­ri­ske kon­tek­ster og pro­duk­tions­må­der. Også af den­ne grund vil jeg fast­hol­de defi­ni­tio­nen af klas­se med udgangs­punkt i udbyt­nings­for­hold.

I bogen kri­ti­se­res Ellen Meiksins Woods klas­se­be­greb som væren­de for snæ­vert knyt­tet til udbyt­nings­for­hol­de­ne. Der næv­nes dog ikke, at Wood net­op har kri­ti­se­ret et klas­se­be­greb, der som i Stum tvang umid­del­bart kun defi­ne­res som “for­hol­det til pro­duk­tions­mid­ler­ne” eller “et for­hold til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion”:

Even the cri­te­rion of rela­tion to the means of pro­duction is not enough to mark such boun­da­ri­es [dvs. græn­ser­ne mel­lem klas­ser] and can easily be assi­mi­la­ted to con­ven­tio­nal stra­ti­fi­ca­tion the­ory. It is pos­sib­le, for examp­le, to tre­at “rela­tions to the means of pro­duction” as not­hing more than inco­me dif­fe­ren­ti­als by locat­ing their sig­ni­fi­can­ce not in the exploi­ta­ti­ve and anta­go­ni­stic soci­al rela­tions they entail but in the dif­fe­rent “mar­ket chan­ces” they con­fer. The dif­fe­ren­ces among clas­ses thus beco­me inde­ter­mi­na­te and incon­sequen­ti­al. If clas­ses enter into any rela­tions­hip at all, it is the indi­rect, imper­so­nal rela­tions­hip of indi­vi­du­al com­pe­ti­tion in the mar­ket pla­ce, in which the­re are no clear qua­li­ta­ti­ve bre­aks or anta­go­nis­ms but only a quan­ti­ta­ti­ve con­ti­nuum of rela­ti­ve advan­ta­ge and disad­van­ta­ge in the con­test for goods and services.13Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.

Den defi­ni­tion af trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me, der argu­men­te­res for i Stum tvang, er selv­føl­ge­lig langt fra kon­ven­tio­nel stra­ti­fi­ka­tions­te­o­ri. Men poin­ten om, at et sådant klas­se­be­greb er under­de­ter­mi­ne­ret, og at det pri­mært lader sig bru­ge om for­hol­det til mar­ke­det (og der­med kan kom­me til at lig­ne et Webersk klas­se­be­greb), er vig­tig også i lyset af, at net­op mar­keds­af­hæn­gig­hed spil­ler en cen­tral rol­le i bogens afvis­ning af et udbyt­nings­for­holds­ba­se­ret klas­se­be­greb.

I bogen stop­per defi­ni­tio­nen af klas­se­be­gre­bet på et meget grund­læg­gen­de niveau med begre­bet om det trans­cen­den­tale klas­se­her­re­døm­me, som er ble­vet pro­ble­ma­ti­se­ret oven­for. Som argu­men­te­ret for i min for­ri­ge arti­kel, bør den dia­lek­ti­ske frem­stil­ling af kapi­ta­lis­mens væsens­be­stem­mel­se kun­ne tage høj­de for den kapi­ta­li­sti­ske logiks histo­ri­ci­tet og sam­ti­dig åbne op for mulig­he­den for empi­ri­ske og histo­ri­ske ana­ly­ser. Også til det­te for­mål mener jeg, at et udbyt­nings­for­holds­ba­se­ret klas­se­be­greb er et bed­re udgangs­punkt end det i bogen udvik­le­de begreb om trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me. Udover afled­nin­gen af kapi­tal­for­hol­det er det muligt at udvik­le klas­se­be­gre­bet yder­li­ge­re inden­for den dia­lek­ti­ske ana­ly­se af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des ide­a­le tvær­snit. Den måde, hvor­på klas­se kon­sti­tu­e­res i og med kapi­ta­lis­mens grund­struk­tur gen­nem udbyt­nings­for­hol­det i pro­duk­tions­pro­ces­sen udvik­les fle­re ste­der i Marx’ kri­tik af den poli­ti­ske øko­no­mi. Kategorierne “pro­duk­tivt” og “upro­duk­tivt” arbej­de hører eksem­pel­vis til den grund­læg­gen­de klas­se­kon­sti­tu­tion i kapi­ta­lis­men, men også andre kate­go­ri­er, der udvik­les i kri­tik­ken af den poli­ti­ske øko­no­mi, kan bely­se grund­træk­ke­ne ved klas­se­kon­sti­tu­tio­nen i den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de. En sådan for­m­a­na­ly­tisk vide­re­ud­vik­ling af klas­se­be­gre­bet kun­ne fun­ge­re som et ud af fle­re udgangs­punk­ter for over­gan­gen fra den dia­lek­ti­ske ana­ly­se til empi­ri­ske analyser.14For et sådant for­søg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).

Vi kan nu ven­de til­ba­ge til spørgs­må­let om, hvor­vidt vi bør fore­træk­ke arbej­der- eller pro­le­t­ar­be­gre­bet, teo­re­tisk såvel som poli­tisk. I Stum tvang er argu­men­tet for begre­bet om det trans­cen­den­tale klas­se­her­re­døm­me og pro­le­t­ar­be­gre­bet knyt­tet til den poli­ti­ske poin­te, at det gør “os i stand til at bre­de vores begreb om klas­se­kamp ud og se, hvor­dan kam­pe på tværs at hele det soci­a­le felt er en del af det sam­me poli­ti­ske pro­jekt: at vri­ste livets betin­gel­ser fri fra kapi­ta­lens greb”.15ST, 133. Klassekampen bør iføl­ge Stum tvang alt­så ikke udsprin­ge af udbyt­nings­for­hol­de­ne, men der­i­mod af kapi­ta­lens greb om det soci­a­le liv som sådan. Det ven­der jeg til­ba­ge til. Jeg vil først argu­men­te­re for, at arbej­der­be­gre­bet bed­re ind­fan­ger det histo­risk særeg­ne ved den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de og der­med er et bed­re udgangs­punkt for at for­stå klas­se­kam­pens grund­vil­kår i kapi­ta­lis­men.

I romersk lov hen­vi­ste ter­men “pro­le­tar” til dem med ingen eller meget lidt ejen­dom, hvis sub­si­stens var afhæn­gig af en pro­tek­tor (ejen­doms­be­sid­den­de bor­ge­re eller sta­ten). Deres rol­le blev defi­ne­ret som kun det at repro­du­ce­re sig selv. Denne defi­ni­tion var en del af det vide­re romer­ske system for soci­al stra­ti­fi­ka­tion base­ret på en kom­bi­na­tion af ejen­dom, ære og pri­vil­e­gi­er. Proletariatet hav­de per defi­ni­tion ingen af dis­se. Marx stu­de­re­de romersk lov, og i hans tid­li­ge peri­o­de skin­ner den­ne romer­ske defi­ni­tion af pro­le­ta­ri­a­tet klart igen­nem hans iden­ti­fi­ce­ring af pro­le­ta­ri­se­ring som et karak­ter­træk ved bor­ger­li­ge sam­fund. Proletarisering hen­vi­ste her til ero­de­rin­gen af pri­vil­e­gi­er og ret­tig­he­der, der hav­de sik­ret bestem­te dele af befolk­nin­gen adgang til for­skel­li­ge sub­si­stenskil­der (et klas­sisk eksem­pel er Marx’ ana­ly­se af loven imod den sæd­va­ne­be­stem­te ret til at ind­sam­le bræn­de i sko­ve­ne). Det var den­ne pro­le­ta­ri­se­ring, han betrag­te­de som betin­gel­sen for opkom­sten af en ny revo­lu­tio­nær klas­se, efter bor­ger­ska­bet hav­de udspil­let sin rol­le.

Var den­ne pro­le­ta­ri­se­ring knyt­tet sær­ligt til kapi­ta­lis­men? Der var uden tvivl et opsti­gen­de bor­ger­skab i byer­ne bestå­en­de af hand­len­de, små for­ret­nings­dri­ven­de og hånd­vær­ke­re og en ny embeds­stand. Men dis­se grup­per kan ikke uden vide­re iden­ti­fi­ce­res med opkom­sten af kapi­ta­lis­men, og det kan stærkt betviv­les, at der alle­re­de på det­te tids­punkt i de tyske områ­der, som var Marx’ kon­tekst, var etab­le­ret en kapi­ta­li­stisk pro­duk­tions­må­de i nogen menings­fuld forstand.16Det sam­me kan siges om Frankrig, der også kom til at opta­ge Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019). Den pro­le­ta­ri­se­ring, der fandt sted, hav­de der­med ikke nød­ven­dig­vis noget med kapi­ta­lis­me at gøre. Proletariatbegrebet, som det blev brugt i den romer­ske lov, såvel som det sene­re blev brugt til at iden­ti­fi­ce­re en ten­dens i “bor­ger­li­ge” sam­fund, er efter min mening ikke godt til at ind­fan­ge de sær­li­ge kapi­ta­li­sti­ske soci­a­le for­hold. I mod­sæt­ning til det­te begreb hos den tid­li­ge Marx, skul­le han sene­re kom­me til at iden­ti­fi­ce­re en helt ny type “arbejderklasse”,17Marx for­lod dog aldrig hver­ken pro­le­t­ar­be­gre­bet eller begre­bet om “det bor­ger­li­ge sam­fund”. Sidstnævnte kan dog næp­pe iden­ti­fi­ce­res med den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de, men må der­i­mod betrag­tes som et pro­dukt af den sær­li­ge kon­tekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hen­tet fra … Continue reading der ikke blot var karak­te­ri­se­ret ved at være adskilt fra ejen­dom, ret­tig­he­der og pri­vil­e­gi­er, men som der­i­mod kon­sti­tu­e­re­de den vig­tig­ste pro­duk­tiv­kraft i den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de.

Der var næp­pe en romersk tæn­ker, der kun­ne fore­stil­le sig pro­le­ta­ri­a­tet som pro­duk­tiv på sam­me måde.18Det skal for en sik­ker­hed under­stre­ges, at “pro­duk­tiv” på ingen måde er et posi­tivt moralsk begreb for Marx’, men en viden­ska­be­lig kate­go­ri om pro­duk­tio­nen af mer­vær­di, tvær­ti­mod. Som han skrev i Kapitalen i kapi­tel 14 om abso­lut og rela­tiv mer­vær­di: “At være pro­duk­tiv arbej­der er der­for ingen lyk­ke, men en ulykke”. Det romer­ske pro­le­ta­ri­at var berø­vet både ejen­dom og pri­vil­e­gi­er, og den udbyt­te­de klas­se var ikke pri­mært pro­le­ta­ri­a­tet, men der­i­mod småbøn­der og sla­ver. Denne betyd­ning over­le­ve­res til en vis grad også i nye­re brug af pro­le­t­ar­be­gre­bet. I mod­sæt­ning til pro­le­ta­ri­a­tet er det sær­li­ge ved arbej­der­klas­sen i kapi­ta­lis­men, at den både er pro­duk­tiv, udbyt­tet og kan besid­de vid­træk­ken­de poli­ti­ske og juri­di­ske pri­vil­e­gi­er, som Stum tvang også kom­mer ind på. Denne mulig­hed for poli­tisk og juri­disk lig­hed på den ene side og øko­no­misk udbyt­ning i pro­duk­tions­pro­ces­sen på den anden er blandt andet et resul­tat af det, Wood kal­der pri­va­ti­se­rin­gen af den poli­ti­ske magt i kapi­ta­lis­men, hvor den udbyt­ten­de klas­se ikke læn­ge­re direk­te her­sker over den offent­li­ge poli­ti­ske magt, men der­i­mod opnår direk­te her­re­døm­me i produktionsprocessen.19Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95. Det er net­op af den­ne grund, at marxi­stisk poli­tisk teo­ri har foku­se­ret på pro­duk­tions­pro­ces­sen, arbej­der­klas­sen og udbyt­ning: Arbejderklassen er den pro­duk­ti­ve og der­for udbyt­te­de klas­se, hvis ato­mi­se­ring og pri­va­ti­se­re­de loka­le kam­pe må imø­de­gås af poli­tisk mas­se­mo­bi­li­se­ring for at afskaf­fe de kapi­ta­li­sti­ske soci­a­le for­hold.

Kampen mod den stum­me tvang

I min for­ud­gå­en­de arti­kel her i Paradoks pro­ble­ma­ti­se­re­de jeg en risi­ko i Stum tvang for at ska­be en kløft mel­lem den dia­lek­ti­ske frem­stil­ling af kapi­ta­lis­mens væsens­be­stem­mel­ser og histo­ri­ske og empi­ri­ske ana­ly­ser af kapi­ta­lis­men. Jeg kon­klu­de­re­de, at den kapi­ta­li­sti­ske logik ikke så meget for­tæl­ler os noget om en alle­re­de “etab­le­re­ret” kapi­ta­lis­me, men der­i­mod om sam­men­hæn­gen mel­lem histo­ri­ske udvik­lings­pro­ces­ser, hvil­ket bør rum­mes i den dia­lek­ti­ske ana­ly­se og vir­ke modi­fi­ce­ren­de til­ba­ge på den­ne. Med udgangs­punkt i min kri­tik af enkel­te af de histo­ri­ske afsnit i bogen for­søg­te jeg at udlæg­ge en ræk­ke væsens­be­stem­mel­ser ved kapi­ta­lis­men på en anden måde, nem­lig ska­bel­sen af mar­keds­af­hæn­gig­hed, adskil­lel­sen mel­lem de umid­del­ba­re pro­du­cen­ter og pro­duk­tions­mid­ler­ne og etab­le­rin­gen af et udbyt­nings­for­hold. Jeg skal dog her under­stre­ge, at jeg på ingen måde mener at have givet en udtøm­men­de ana­ly­se af dis­se bestem­mel­ser, men blot peget på muli­ge andre måder at frem­stil­le dem på. Problematiseringen af en ræk­ke af de histo­ri­ske afsnit led­te mig i inde­væ­ren­de arti­kel til en kri­tik af begre­bet om det trans­cen­den­tale klas­se­her­re­døm­me og et for­svar for det i bogen kri­ti­se­re­de udbyt­nings­ba­se­re­de klas­se­be­greb. I for­læn­gel­se her­af har jeg argu­men­te­ret for, at begre­bet om arbej­der­klas­sen bed­re ind­fan­ger det histo­risk særeg­ne ved kapi­ta­lis­men i mod­sæt­ning til begre­bet om pro­le­ta­ri­a­tet. I det­te sid­ste afsnit vil jeg med den­ne kri­tik in men­te dis­ku­te­re de poli­ti­ske kon­se­kven­ser, der kan dra­ges af Stum tvang og kri­tik­ken frem­ført i beg­ge artik­ler.

I bogens kon­klu­de­ren­de afsnit argu­men­te­res der for, at teo­ri­en om kapi­ta­lens øko­no­mi­ske magt er udvik­let på et abstrak­tions­ni­veau, hvor­fra der ikke umid­del­bart kan udle­des poli­ti­ske kon­se­kven­ser. Det gør ikke teo­ri­en poli­tisk ubru­ge­lig, men kun som det nød­ven­di­ge afsæt til at lave mere kon­kre­te ana­ly­ser med udgangs­punkt i de af den abstrak­te teo­ris “omhyg­ge­ligt sme­de­de begreber”.20ST, 306. Som vi har set, er der dog ste­der i bogen, hvor der rent fak­tisk udle­des poli­ti­ske kon­se­kven­ser, dog på et meget højt abstrak­tions­ni­veau. Jeg mener ikke, at den teo­ri, der udvik­les i Stum tvang, først bli­ver poli­tisk anven­de­lig i mere kon­kre­te ana­ly­ser. Allerede på det i bogen anlag­te abstrak­tions­ni­veau udvik­les en ræk­ke vig­ti­ge poli­ti­ske ind­sig­ter, om end selv på et meget gene­relt niveau: iden­ti­fi­ce­rin­gen af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de som histo­risk for­bi­gå­en­de, afgræns­nin­gen til den uto­pisk-roman­ti­ske kapi­ta­lis­me­kri­tik og klar­læg­nin­gen af, hvad der net­op er nød­ven­digt i den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de, og som der­med ikke kan afskaf­fes uden at omvæl­te den­ne pro­duk­tions­må­de som sådan. Yderligere iden­ti­fi­ce­res en ræk­ke dyna­mi­k­ker i kapi­ta­lis­men, der for­tæl­ler os noget om klas­se­kam­pens grund­vil­kår fæl­les for enhver histo­risk kon­kret kapi­ta­lis­me.

I bogens kapi­tel 10 under­sø­ges, hvor­dan kapi­ta­lens uper­son­li­ge og abstrak­te magt i rela­tio­nen mel­lem pro­du­cen­ter for­vand­les til et des­po­ti i sel­ve pro­duk­tions­pro­ces­sen. Dette des­po­ti har dog sta­dig til en vis grad en uper­son­lig karak­ter, idet mar­keds­kon­kur­ren­cens pres tvin­ger den enkel­te kapi­ta­list til at reor­ga­ni­se­re pro­duk­tions­pro­ces­sen med hen­blik på pro­duk­tio­nen af rela­tiv mer­vær­di. Subsumptionen af arbej­det under kapi­ta­len har en lang ræk­ke kon­se­kven­ser for arbej­dets karak­ter og kapi­ta­lens her­re­døm­me udfol­der sig her også i mate­ri­a­li­te­ten og tek­no­lo­gi­en. Jeg vil under­stre­ge, at pro­duk­tions­pro­ces­sen ikke blot er et ud af fle­re andre områ­der af det soci­a­le liv, der subsu­me­res under kapi­ta­lens logik. Netop her bli­ver et udbyt­nings­ba­se­ret klas­se­be­greb vig­tigt. Udbytning er essen­ti­elt til­eg­nel­sen af det sam­funds­mæs­si­ge mer­pro­dukt af en udbyt­ten­de kla­se fra en udbyt­tet klas­se. Det sær­li­ge ved den­ne til­eg­nel­ses­pro­ces i kapi­ta­lis­men er ikke blot, at den er for­mid­let gen­nem mar­ke­det, hvor den udbyt­ten­de klas­se må købe arbejds­kraft og sæl­ge arbej­der­pro­duk­ter­ne som varer på mar­ke­det. Det sær­li­ge er også (og i tæt sam­men­hæng med den mar­keds­for­mid­le­de udbyt­ning), at udbyt­nings­pro­ces­sen bli­ver cen­tre­ret i sel­ve pro­duk­tions­pro­ces­sen. Det har ikke været til­fæl­det i noget andet klas­se­sam­fund, hvor udbyt­nin­gen er fore­gå­et ekster­nt i for­hold til pro­duk­tions­pro­ces­sen. Udbytningen i kapi­ta­lis­men er i høj grad ato­mi­se­ret, decen­tra­li­se­ret og pri­va­ti­se­ret. Men der er sta­dig tale om en grund­læg­gen­de poli­tisk pro­ces, hvis resul­tat er deter­mi­ne­ret ikke blot af kapi­ta­lens subsump­tions­lo­gik, men af klas­se­kam­pens kon­tin­gens.

Det særeg­ne kapi­ta­li­sti­ske udbyt­nings­for­hold har den kon­se­kvens, at klas­se­kam­pen fortræn­ges til en pri­va­ti­se­ret sfæ­re, hvor den udfol­der sig på en ato­mi­se­ret og loka­li­se­ret måde. Det har poli­ti­ske kon­se­kven­ser. Klassekampen tager i kapi­ta­lis­men pri­mært sit udgangs­punkt i pro­duk­tions­pro­ces­sen, for­di det er her, udbyt­nin­gen fore­går, i mod­sæt­ning til alle andre klas­se­sam­fund. En cen­tral opga­ve i klas­se­kam­pen er der­for gene­ra­li­se­rin­gen af kam­pen i pro­duk­tions­pro­ces­sen. Netop der­for etab­le­re­de arbej­der­be­væ­gel­sen poli­ti­ske mas­se­or­ga­ni­sa­tio­ner og par­ti­er, der kun­ne sam­le og gene­ra­li­se­re den ellers ato­mi­se­re­de klas­se­kamp. Det er dog også rig­tigt, som der påpe­ges i bogen, at kam­pen mod kapi­ta­lens greb om livets betin­gel­ser også fore­går man­ge andre ste­der end i sel­ve pro­duk­tions­pro­ces­sen på tværs af det soci­a­le felt. Det er dog ikke et nyt træk ved kapi­ta­lis­men. Arbejderbevægelsen var eksem­pel­vis ikke kun orga­ni­se­ret omkring kam­pe i pro­duk­tions­pro­ces­sen, men invol­ve­re­de sig i kam­pe på en lang ræk­ke andre soci­a­le og kul­tu­rel­le områ­der. Det sær­li­ge ved arbej­der­be­væ­gel­sen var, at den betrag­te­de alle dis­se soci­a­le kam­pe mod kapi­ta­lens greb på tværs af det soci­a­le felt som kam­pe, der kræ­ve­de en orga­ni­se­ret arbej­der­klas­se. Kampen mod kapi­ta­lens abstrak­te og uper­son­li­ge her­re­døm­me blev alt­så for­mid­let gen­nem kam­pen mod arbej­dets under­ord­ning under kapi­ta­lens her­re­døm­me og udbyt­nings­for­hol­dets des­po­ti i pro­duk­tions­pro­ces­sen. Selvom der fore­går rele­van­te kam­pe på hele det soci­a­le felt, kan klas­se­kam­pen dog ikke udspil­le sig på hele det­te felt på én gang, og det særeg­ne ved kapi­ta­lis­mens udbyt­nings­pro­ces er sta­dig dens cen­tre­ring i pro­duk­tions­pro­ces­sen. Det må i for­læn­gel­se her­af være muligt på én gang at aner­ken­de for­skel­li­ge soci­a­le kam­pes egen­vær­di, deres ind­byr­des for­hold og even­tu­el­le sam­men­flet­ning, og sam­ti­dig insi­ste­re på, at nog­le kam­pe er vig­ti­ge­re end andre til bestem­te for­mål.

I bogens kon­klu­sion under­stre­ges det, at kam­pen mod “kapi­ta­lens døds­ma­ski­ne­ri […] aldrig kon­fron­te­rer den stum­me tvang, som den beskri­ves i den­ne bog”.21ST, 306. Det er en vig­tig ind­sigt. Kapitalismens uper­son­li­ge og abstrak­te øko­no­mi­ske magt ram­mer alle på tværs af soci­a­le klas­ser og iden­ti­te­ter, om end den ram­mer med for­skel­li­ge resul­ta­ter. Udbytningsforholdene i kapi­ta­lis­men bli­ver der­for også mere uper­son­li­ge end i andre pro­duk­tions­må­der. Men kam­pen mod kapi­ta­lens her­re­døm­me kan ikke fore­gå mod en abstrakt og ano­nym magt. Den øko­no­mi­ske magts uni­ver­sa­li­tet ude­luk­ker den som et for­ank­rings­punkt for klas­se­kam­pen. Det er af sam­me grund, at Karl Polanyi tager fejl på det­te punkt. Hovedkonfliktlinjerne i kapi­ta­lis­men går ikke mel­lem en mar­keds­gø­rel­ses­be­væ­gel­se på den ene side og en gene­rel mod­be­væ­gel­se på den anden, men der­i­mod mel­lem klas­ser med udgangs­punkt i udbyt­nings­for­hold, der er cen­tre­ret i pro­duk­tions­pro­ces­sen. Kampen mod kapi­ta­lens stum­me tvang må være for­mid­let gen­nem klas­se­for­hol­de­ne og den pri­va­ti­se­re­de og ato­mi­se­re­de klas­se­kamp i den kom­bi­ne­re­de pro­duk­tions- og udbyt­nings­pro­ces. Teorien om kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt lærer os, at kapi­ta­lis­men ikke kan besej­res gen­nem en kamp mod kapi­ta­lens uper­son­li­ge og abstrak­te her­re­døm­me. På den anden side lærer den os også, at den loka­li­se­re­de kamp i pro­duk­tions­pro­ces­sen er en for­mid­let kamp mod kapi­ta­lens abstrak­te her­re­døm­me. Det er med den­ne ind­sigt, vi kan kon­klu­de­re, at kam­pen mod kapi­ta­lens des­po­ti i pro­duk­tions­pro­ces­sen må sam­les og gene­ra­li­se­res for at besej­re kapi­ta­lis­men. Uanset hvil­ke ændrin­ger vi kan regi­stre­re i “klas­se­sam­men­sæt­nin­ger og kam­pens former”,22ST, 133. for­bli­ver for­ud­sæt­nin­gen for soci­a­lis­me og kom­mu­nis­me som den vir­ke­li­ge bevæ­gel­se, der afskaf­fer tin­ge­nes til­stand, der­for en orga­ni­se­ret arbej­der­klas­se- og bevægelse.23Tak til Magnus Møller Ziegler for kom­men­ta­rer til teksten.

1. Esben Bøgh Sørensen, “Historie og kapi­ta­lens logik i Stum tvang”, Tidsskriftet Paradoks, 17. febru­ar 2022.
2. Søren Mau, Stum tvang: En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Klim, 2021), 137. Herefter for­kor­tet ST.
3. ST, 143.
4. ST, 144. Jeg mener ikke at være stødt på begre­bet “trans­cen­den­talt klas­se­her­re­døm­me” før. Brugen af det kan­ti­an­ske begreb om mulig­heds­be­tin­gel­ser­ne for soci­a­le magt­for­hold (og ikke pri­mært for erken­del­se som hos Kant) hen­tes fra Hardt og Negri (ST, 144). Anvendelsen af kan­ti­an­ske begre­ber er dog ikke ny i den marxi­sti­ske tra­di­tion og fin­des måske mest udar­bej­det hos den østrig­ske filo­sof og marxist Max Adler og den­nes begreb om det “soci­a­le apri­o­ri”. Se Max Adler, Das Rätsel Der Gesellschaft: Zur Erkenntnis-Kritischen Grundlegung Der Sozialwissenschaften (Wien: Saturn Verlag, 1936). Et nye­re for­søg på at anven­de Kant i den marxi­sti­ske tra­di­tion kan fin­des i Christian Lotz, The Capitalist Schema: Time, Money, and the Culture of Abstraction (London: Lexington Books, 2014).
5. ST, 132.
6. ST, 132.
7. ST, 133.
8. ST, 178.
9. ST, 186.
10. Se Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (Verso, 2002). For teo­re­ti­se­rin­gen af for­skel­li­ge typer af mar­keds­af­hæn­gig­hed, se Ellen Meiksins Wood, “The Question of Market Dependence”, Journal of Agrarian Change 2, nr. 1 (2002): 50–87.
11. Det er også uklart, hvor­vidt der er tale om for­hol­det til pro­duk­tions­mid­ler eller for­hol­det til betin­gel­ser­ne for den soci­a­le repro­duk­tion, og hvad for­hol­det mel­lem de to er. Hvis klas­se­her­re­døm­me des­u­den alle­re­de defi­ne­res som et for­hold mel­lem dem, der kon­trol­le­rer betin­gel­ser for den soci­a­le repro­duk­tion, og dem, der ikke har adgang her­til, er det også svært at se, hvor­for udbyt­nings­for­hol­det ikke alle­re­de er inde­holdt i definitionen.
12. ST, 144.
13. Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (Cambridge: Cambridge University Press, 1995), 95.
14. For et sådant for­søg, se Projekt Klassenanalyse, Materialien zur Klassenstruktur der BRD: Erster Teil. Theoretische Grundlagen und Kritiken (VSA, 1973).
15. ST, 133.
16. Det sam­me kan siges om Frankrig, der også kom til at opta­ge Marx. Se Xavier Lafrance, The Making of Capitalism in France: Class Structures, Economic Development, the State and the Formation of the French Working Class, 1750–1914 (Leiden: Brill, 2019).
17. Marx for­lod dog aldrig hver­ken pro­le­t­ar­be­gre­bet eller begre­bet om “det bor­ger­li­ge sam­fund”. Sidstnævnte kan dog næp­pe iden­ti­fi­ce­res med den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­de, men må der­i­mod betrag­tes som et pro­dukt af den sær­li­ge kon­tekst, Marx befandt sig i. Borgerskabet, der selv er et begreb hen­tet fra mid­delal­de­rens stands­sam­fund, var en hete­ro­gen grup­pe af embeds­mænd, pro­fes­sio­nel­le, små­hand­len­de, hånd­værks­me­stre, osv., hvis lige­så hete­ro­ge­ne kam­pe i slut­nin­gen af 1700-tal­let og i løbet af 1800-tal­let hand­le­de om at sik­re poli­ti­ske ret­tig­he­der til dis­se grup­per imod ade­lens pri­vil­e­gi­er, men alt­så ikke om etab­le­rin­gen af kapi­ta­li­sti­ske produktionsforhold.
18. Det skal for en sik­ker­hed under­stre­ges, at “pro­duk­tiv” på ingen måde er et posi­tivt moralsk begreb for Marx’, men en viden­ska­be­lig kate­go­ri om pro­duk­tio­nen af mer­vær­di, tvær­ti­mod. Som han skrev i Kapitalen i kapi­tel 14 om abso­lut og rela­tiv mer­vær­di: “At være pro­duk­tiv arbej­der er der­for ingen lyk­ke, men en ulykke”.
19. Ellen Meiksins Wood, “The Separation of the Economic and the Political in Capitalism”, New Left Review 127, nr 1 (1981): 66–95.
20. ST, 306.
21. ST, 306.
22. ST, 133.
23. Tak til Magnus Møller Ziegler for kom­men­ta­rer til teksten.