Tvangsfri koordination er en illusion

Det grund­læg­gen­de øko­no­mi­ske spørgs­mål er, hvor­dan men­ne­ske­he­den pro­du­ce­rer og distri­bu­e­rer de sub­si­stens­mid­ler og den omsorg, som er nød­ven­dig for artens over­le­vel­se. Det har til alle tider været en soci­al pro­ces: Nogen over­le­ver uden at pro­du­ce­re; dem, som pro­du­ce­rer omsorg, har brug for sub­si­stens­mid­ler – og vice ver­sa; og sel­ve pro­duk­tio­nen fore­går aldrig iso­le­ret. Mange men­ne­ske­li­ge arbejds­pro­ces­ser kræ­ver direk­te sam­ar­bej­de, og al pro­duk­tion, der for­ud­sæt­ter arbejds­de­ling, kræ­ver en direk­te eller indi­rek­te koor­di­na­tion af for­skel­lig­ar­te­de pro­duk­tions­pro­ces­ser.

Der er et utal af måder, hvor­på vi kan fore­stil­le os den­ne koor­di­na­tion, og hvor de frem­kom­ne for­brugs­mu­lig­he­der for­de­les på tværs af per­so­ner og tid. Vi kan både stu­de­re den histo­ri­ske udvik­ling og dis­ku­te­re hypo­te­ti­ske alter­na­ti­ver.

Logikken i den kapi­ta­li­sti­ske koor­di­na­tion af pro­duk­tio­nen er, at den igang­sæt­tes, hvis pro­duk­tions­ud­gif­ter­ne er min­dre end de for­ven­te­de salgsind­tæg­ter; alt­så, hvis der er en pro­fit­mu­lig­hed. Logikken i den kapi­ta­li­sti­ske for­de­ling af for­brugs­mu­lig­he­der er, at adgan­gen til for­brugs­mu­lig­he­der opnås ved at sæl­ge en vare eller en ser­vi­ce på mar­ke­det. For det sto­re fler­tal kræ­ver det, at de sæl­ger deres arbejds­kraft til den for­hån­den­væ­ren­de løn.

Grundpåstanden i filo­sof­fen Søren Maus nye bog Stum tvang – en marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt er, at den­ne mar­keds­af­hæn­gig­hed fra­ta­ger men­ne­sker kon­trol­len over deres liv, hvil­ket præ­sen­te­res som et dik­ta­to­risk ind­greb i vores fri­hed. Modsat sla­ven eller den liveg­ne er tvan­gen ikke udtalt og per­son­lig. Tvangen er tvær­ti­mod stum og uper­son­lig. Den øko­no­mi­ske magt er i udgangs­punk­tet hver­ken base­ret på vold eller ide­o­lo­gi, men kan afle­des direk­te fra sel­ve kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske struktur.1Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter for­kor­tet ST.

Markedsafhængighed er bestemt en rea­li­tet. Maus sto­re fortje­ne­ste er, at han i sin ana­ly­se af kapi­ta­lis­men fol­der den kends­ger­ning ud ved at vide­re­ud­vik­le Karl Marx’ begreb om “stum tvang”. Men sam­ti­dig er det vig­tigt at se tvangs­be­gre­bet i rela­tion til det uund­gå­e­li­ge behov for koor­di­na­tion af pro­duk­tions­pro­ces­ser­ne i et hvert sam­fund med udbredt arbejds­de­ling. Og det er lige­le­des vig­tigt, at vi i en søgen efter kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske “ide­a­le tvær­snit”, som Mau kal­der sit ana­ly­ti­ske greb, ikke bli­ver blin­de for de mod­vir­ken­de øko­no­mi­ske og poli­ti­ske ten­den­ser, der som mini­mum også er en del af den vir­ke­lig­gjor­te, histo­ri­ske kapi­ta­lis­me.

I den­ne arti­kel vil jeg kri­ti­se­re Maus ana­ly­se med udgangs­punkt i spørgs­må­let om koor­di­na­tions­pro­ble­met. Jeg argu­men­te­rer for, at mar­ke­dets stum­me tvang består i mang­len på reel­le alter­na­ti­ver for den enkel­te, og at det er meget svært at fore­stil­le sig koor­di­na­tion i et sam­fund med udbredt arbejds­de­ling uden en vis grad af tvang. Med andre ord: Forsiden af medalj­en af kapi­ta­lis­mens stum­me tvang er stum koor­di­na­tion.

Jeg frem­hæ­ver sam­ti­dig, at der er et stort mulig­heds­rum for en demo­kra­ti­se­ret sty­ring af øko­no­mi­en, som dra­ger nyt­te af den­ne stum­me koor­di­na­tion til at opnå arbi­træ­re poli­ti­ske mål ved, at sta­ten ska­ber, omfor­mer og regu­le­rer mar­ke­der og der­ved pro­fitj­ag­tens ret­ning. Denne sty­ring er dog begræn­set af den type viden om frem­ti­den, som øko­no­mi­ske model­ler ikke giver os.

Endeligt slut­ter artik­len af med en dis­kus­sion af de ten­den­ser i en kapi­ta­li­stisk mar­ked­s­ø­ko­no­mi, der mod­vir­ker den øde­læg­gen­de tvang, som Mau ale­ne foku­se­rer på, og som sam­let set put­ter lod­der i vægtskå­len for en demo­kra­tisk sty­ring af øko­no­mi­en, som også gør brug af mar­ke­der.

Markeds- og pla­naf­hæn­gig­hed

Ét udgangs­punkt for at stu­de­re koor­di­na­tions­pro­ble­met er at tage udgangs­punkt i de spørgs­mål, der må opstå for ethvert organ, der fra et cen­tralt hold skal koor­di­ne­re et sam­funds pro­duk­tion, upå­ag­tet om det gæl­der små pro­duk­tions­en­he­der i et enkelt fir­ma eller en kom­mu­ne, eller sto­re glo­ba­le for­sy­nings­kæ­der. For enhver sådan sam­fund­s­plan­læg­ger vil infor­ma­tions- såvel som inci­ta­ments­pro­ble­met udgø­re cen­tra­le øko­no­mi­ske spørgs­mål: Hvordan frem­skaf­fes den nød­ven­di­ge infor­ma­tion om, hvor­dan for­skel­li­ge pro­duk­tions­pro­ces­ser udfø­res, hvad hvem er i stand til at gøre, og hvad hvem har brug for? Og hvor­dan sik­res det der­ef­ter, at sam­fun­dets aktø­rer har de for­nød­ne moral­ske og øko­no­mi­ske inci­ta­men­ter til at føl­ge den fast­lag­te plan? Bagved lig­ger vide­re det poli­ti­ske spørgs­mål om, hvor­dan den enkel­tes selv­be­stem­mel­se og ret­tig­he­der sik­res i en pla­nø­ko­no­mi, hvor cen­tra­li­se­rin­gen pla­ce­rer stor beslut­nings­kraft på få hæn­der.

Mau afvi­ser at oprid­se et alter­na­tiv til kapi­ta­lis­men. Han defi­ne­rer sit pro­jekt nega­tivt som ophæ­vel­sen af tvang. Jeg mener dog, at det er nød­ven­digt at dis­ku­te­re posi­ti­ve alter­na­ti­ver, for at under­sø­ge alle dimen­sio­ner af sel­ve tvangs­be­gre­bet. Hvis den cen­tra­li­se­re­de pla­nø­ko­no­mi, som tra­di­tio­nelt er ble­vet set som alter­na­ti­vet til kapi­ta­lis­men, for eksem­pel fun­ge­rer gen­nem kom­man­do­er, som alle skal over­hol­de, så er det svært at se, at det ikke også inde­bæ­rer en form for tvang.

Selv i en ide­al­til­stand, hvor både prin­cip­per­ne bag kom­man­do­er­ne og deres ind­hold er ved­ta­get demo­kra­tisk, enten direk­te enstem­migt eller indi­rek­te gen­nem repræ­sen­ta­tion, vil det enkel­te indi­vid sta­dig været under­lagt tvang. For enten over­hol­der indi­vi­det kom­man­do­er­ne og nyder resul­ta­tet af pro­duk­tio­nen, eller også afvi­ses kom­man­do­er­ne, og der­med mister indi­vi­det sin ret til for­brug. Alene det­te tan­ke­eks­pe­ri­ment gør det tyde­ligt, at det ikke nød­ven­dig­vis er det kapi­ta­li­sti­ske mar­ked selv, men nær­me­re indi­vi­dets man­gel på et alter­na­tiv til at udfyl­de sin rol­le i pro­duk­tions­pro­ces­sen, upå­ag­tet om den­ne er defi­ne­ret af en pro­fitsø­gen­de eller pla­nø­ko­no­misk koor­di­na­tion, som udgør den stum­me tvang.

Vi kun­ne også fore­stil­le os, at pla­nø­ko­no­mi­en fun­ge­re­de ved at til­by­de indi­vi­det en menu af mulig­he­der med for­skel­li­ge for­de­le og ulem­per. På trods af valg­mu­lig­he­der­ne, vil­le man sta­dig være tvun­get til at væl­ge fra den for­hån­den­væ­ren­de menu. Vi kun­ne sige, at der vil­le være pla­naf­hæn­gig­hed. I et mar­keds­sy­stem med pri­ser udgør ens bud­get­mæng­de det mulig­heds­rum, man kan købe og sæl­ge inden­for. De kapi­ta­li­sti­ske mar­ke­ders pri­ser er igen kun medi­e­ren­de for­hold. Bredden af rea­le valg­mu­lig­he­der afgør, om vi er under­lagt stum tvang.

At leve uden om mar­ke­det

I dis­kus­sio­nen af Stum tvang har Mau også selv under­stre­get betyd­nin­gen af reel­le alter­na­ti­ver: Det afgø­ren­de for et reelt frit for­hold til mar­ke­det er, iføl­ge Mau, at det reelt er muligt at leve et ordent­ligt liv uden om mar­ke­det; at alle fra føds­len er garan­te­ret adgang til essen­ti­el­le ting som ordent­lig bolig, mad, medi­cin, uddan­nel­se, læge­hjælp osv., uden at skul­le fore­ta­ge køb og salg.2Det føl­gen­de er en par­af­ra­se af en ræk­ke af Søren Maus twe­ets i sam­ta­le med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. okto­ber 2021.  Efter oven­stå­en­de tan­ke­eks­pe­ri­ment må det­te prin­cip videre­fø­res til, at indi­vi­det i en pla­nø­ko­no­mi skal have krav på dis­se ting uden at skul­le til­by­de en mody­del­se, før vi kan sige, at der ikke også her er en stum tvang og pla­naf­hæn­gig­hed.

Jeg tviv­ler på, at det i prak­sis vil være muligt at garan­te­re dis­se essen­ti­el­le ting uden mody­del­ser. Det sam­le­de for­brug kan natur­lig­vis aldrig over­sti­ge den sam­le­de pro­duk­tion, og en uni­ver­sel garan­ti af for­brugs­mu­lig­hed uden et mod­sva­ren­de krav til pro­duk­tions­bi­drag er der­for en åben­lys risi­ko. Alternativt må det garan­te­re­de for­brug være så rin­ge i for­hold til det for­brugs­ni­veau, man får ud af at del­ta­ge aktivt i pla­nø­ko­no­mi­en, at det kun er en teo­re­tisk mulig­hed at fra­væl­ge del­ta­gel­se i pro­duk­tio­nen. At fri­he­den skul­le bli­ve stør­re, og tvan­gen min­dre, ved at til­fø­je en valg­mu­lig­hed, som ingen væl­ger, frem­står spøjst.

Helt paral­lel­le over­vej­el­ser vil­le gøre sig gæl­den­de, hvis vi intro­du­ce­rer decen­tra­le ele­men­ter i pla­nø­ko­no­mi­en, hvor alle eller nog­le øko­no­mi­ske beslut­nin­ger tages lokalt. Det lader til at være den form for pla­nø­ko­no­mi, Mau mest hæl­der til, når han i anden sam­men­hæng hen­vi­ser til beho­vet for et opgør med både sta­ten og markedet.3Se eksem­pel­vis Søren Mau, “Pelle Dragsteds soci­a­lis­me er en tam poli­ti­ker­fan­ta­si, som ikke tør tage de radi­ka­le opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021. Rettigheder til sub­si­stens­mid­ler og omsorg må hæn­ge sam­men med plig­ter til at bidra­ge til fæl­les­ska­bet. Decentralisering rej­ser der­u­d­over uund­gå­e­ligt spørgs­må­let om, hvor­dan de decen­tra­le enhe­der inter­a­ge­rer. Er der alli­ge­vel en vis grad af cen­tral plan­læg­ning? Eller skal det ske gen­nem for­hand­ling? Hvad er for­skel­len så fra det til en egent­lig mar­keds­ud­veks­ling, udover fra­væ­ret af pen­ge som clea­rings-mid­del?

Pointen med oven­stå­en­de dis­kus­sion er, at det selv på det abstrak­te, ana­ly­ti­ske plan, som Mau selv­be­vidst hol­der sin ana­ly­se på, ikke er klart, hvor­dan koor­di­na­tio­nen af pro­duk­tions­pro­ces­ser i et sam­fund kan fin­de sted uden tvang over­ho­ve­det. Det bety­der ikke, at al tvang er lige, og at mar­ke­dets uind­skræn­ke­de stum­me tvang bare må accep­te­res. Det bety­der hel­ler ikke, at der ikke var en histo­risk peri­o­de, hvor hoved­sag­ligt selv­for­sy­nen­de men­ne­sker blev til lønsla­ver med et bety­de­ligt ele­ment af tvang. Men det stil­ler spørgs­måls­tegn ved Maus påstand om, at vi må afvi­se en gen­nem­gri­ben­de brug af mar­ke­der, ale­ne for­di de altid vil invol­ve­re et ele­ment af tvang. For det argu­ment afhæn­ger af, at øko­no­misk koor­di­na­tion uden nogen form for tvang over­ho­ve­det er mulig.

Stum koor­di­na­tion

Markedets for­del lig­ger i at sør­ge for stum koor­di­na­tion mel­lem enhe­der, hvor både bot­tom-up-sam­ar­bej­de og top-down-plan­læg­ning kom­mer til kort. Markedets stum­me tvang består i, at ændrin­ger i pri­ser og løn­nin­ger kom­man­de­rer rundt med varer og men­ne­sker, men sam­ti­dig spre­der ændre­de pri­ser og løn­nin­ger også vig­tig infor­ma­tion. Det er for­kert, når Mau påstår, at øko­no­mer siger, at mar­ke­dets udlig­nings­pro­ces­ser ude­luk­ken­de spre­der information,4ST, 187. men poin­ten om, at mar­ke­der også spre­der infor­ma­tio­ner, er cen­tral for at for­stå, hvor svært det er at erstat­te mar­ke­der med en anden koor­di­na­tions­me­ka­nis­me, og der­for er den værd at udfol­de.

Vi kan fore­stil­le os en situ­a­tion, hvor en virk­som­hed opfin­der en ny effek­tiv måde at anven­de input X på. Der er nu brug for, at mere af input X bli­ver re-allo­ke­ret til virk­som­he­den. Det sker gen­nem mar­ke­det ved, at efter­spørgs­len sti­ger og pres­ser pri­sen opad, hvil­ket med­fø­rer, at min­dre pro­duk­ti­ve virk­som­he­der, der bru­ger input X, enten nedska­le­rer eller sub­sti­tu­e­rer over til at bru­ge et andet input. Hvis input X er bil­ligt i for­vej­en, så tyder det des­u­den på, at ingen end­nu har fun­det en god måde at bru­ge det på rela­tivt til, hvor nemt det er at pro­du­ce­re. Det vil give alle virk­som­he­der både sig­nal og inci­ta­ment til at udvik­le ny tek­no­lo­gi, som bru­ger net­op det­te bil­li­ge input. Markedets udlig­nings­pro­ces­ser leder inputs der­hen, hvor de fører til størst mulig pro­duk­tion og vel­be­fin­den­de, givet den eksi­ste­ren­de for­de­ling af beta­lings­vil­lig­hed og ‑mulig­hed. Det spre­der infor­ma­tion gen­nem kom­man­do­er, og fre­mav­ler der­i­gen­nem koor­di­na­tion.

Lad os nu fore­stil­le os, at input X er et enzym, der pro­du­ce­res af en virk­som­hed, og at en anden virk­som­hed fin­der en ny anven­del­se enzy­met i en vac­ci­ne. Hvis vac­ci­nen har en stor efter­spørgsel, vil der auto­ma­tisk være mulig­hed for at pro­du­ce­re meget af den, for­di vac­ci­ne­pro­du­cen­ten kan og vil udkon­kur­re­re anden efter­spørgsel på enzy­mer­ne. Fordelen er, at der ikke behø­ves et plan­læg­nings­or­gan til at vur­de­re, hvil­ke for­mål det er vig­tigst, at den begræn­se­de mæng­de af enzy­met går til.

Det er vig­tigt at note­re sig, at den­ne ide­a­li­se­re­de beskri­vel­se af pro­duk­tio­nen og anven­del­se af enzy­met kan fin­de sted sam­ti­dig med, at et stats­ligt volds­mo­nopol hånd­hæ­ver en patent­lov­giv­ning, der giver vac­ci­ne­pro­du­cen­ten en eks­klu­siv pro­duk­tions­ret, og der­med en mar­keds­magt, som med­fø­rer en begræns­ning af pro­duk­tio­nen. Eller at virk­som­he­den, som pro­du­ce­rer enzy­met, har mar­keds­magt og pres­ser pri­sen højt op, eller skju­ler vig­tig viden om, hvor­dan enzy­met vir­ker, så vac­ci­nen aldrig bli­ver udvik­let. Eller at pro­duk­tio­nen af enzy­met fak­tisk er så mil­jøø­de­læg­gen­de, at det er pris­sat alt for lavt, i hvil­ket til­fæl­de det bed­ste vil­le være en anden type af vac­ci­ne. Ligeså kan pro­duk­tio­nen fin­de sted i en situ­a­tion, hvor poten­ti­el efter­spørgsel på vac­ci­nen aldrig rea­li­se­res, for­di der mang­ler for­brugs­mu­lig­he­der hos en eller fle­re befolk­nings­grup­per.

Til sidst i det­te afsnit om mar­ke­det og plan­læg­ning skal det vide­re til­fø­jes, at dis­se stør­rel­ser ikke, selv på det hid­ti­di­ge høje abstrak­tions­ni­veau, som vi har dis­ku­te­ret det her på, kan for­stås som et enten-eller. Detaljeret for­ud­gå­en­de plan­læg­ning af pro­duk­tions­pro­ces­sen er cen­tralt for enhver kapi­ta­li­stisk virk­som­hed, hvor for­de­le­ne ved stor­drifts­for­de­le kon­stant vejes op imod de bureau­kra­ti­ske ulem­per ved en stør­re orga­ni­sa­tion.

Store, afgø­ren­de dele af men­ne­ske­li­vet fal­der også imel­lem det, som bedst plan­læg­ges cen­tralt eller udveks­les på et mar­ked. Et købt eller plan­lagt ven­skab er ikke et ven­skab. Også i for­hol­det til vores kol­le­ga­er kan stram plan­læg­ning på den ene side og kon­kur­ren­ce og mar­keds­lig­gø­rel­se på den anden side beg­ge være ska­de­li­ge, både i sig selv for vores vel­be­fin­den­de og for pro­duk­ti­vi­te­ten, for­di det øde­læg­ger sam­ar­bej­det.

Staten som sam­fund­s­plan­læg­ger

I prak­sis er sta­ten i dag det tæt­te­ste, vi kom­mer på den sam­fund­s­plan­læg­ger, jeg ind­til nu har omtalt i abstrak­te ven­din­ger. Det er der­for vig­tigt at for­hol­de sig til, hvor­dan sta­ten spil­ler en afgø­ren­de rol­le i at ska­be, omfor­me og regu­le­re mar­ke­der, og der­i­gen­nem påvir­ke den øko­no­mi­ske udvik­ling, selv­om der bli­ver ved med at være pro­fitj­agt og stum tvang. Samfundsplanlæggeren, som gør brug af mar­ke­der, står også over for infor­ma­tions- og inci­ta­ments­pro­ble­mer, og sam­let set er det en kon­kret dis­kus­sion, hvad mulig­heds­rum­met er, og hvad for­de­le­ne og ulem­per­ne er ved for­skel­li­ge til­tag. Det kræ­ver i man­ge hen­se­en­der kvan­ti­fi­ce­ring. Til det anven­der øko­no­mer model­ler.

Ved at for­sø­ge at for­stå, hvor­dan løn, pris og pro­fit bestem­mes, bli­ver det også muligt at påvir­ke dis­se, og der­i­gen­nem gra­den af stum tvang. Det er et enormt arbej­de, som i sid­ste ende kræ­ver psy­ko­lo­gers viden om men­ne­ske­lig adfærd, socio­lo­ger og antro­po­lo­gers ind­sig­ter i kul­tur og nor­mer, poli­to­lo­gers ind­sig­ter i insti­tu­tio­ner, histo­ri­ke­res ind­sig­ter i kil­der og kon­tekst, samt natur­vi­den­ska­be­li­ge ind­sig­ter i men­ne­ske­lig tek­no­lo­gi og stof­skif­tet med natu­ren.

Økonomiske model­lers styr­ke er den hal­ve sand­hed, at der intet nyt under solen er, mens deres svag­hed er den lige så sigen­de hal­ve sand­hed, at histo­ri­en aldrig gen­ta­ger sig. Økonomiske model­ler er luk­ke­de syste­mer, men frem­ti­den er radi­kalt åben i den for­stand, at den inde­hol­der ukend­te ukend­te.

Det ska­ber pro­ble­mer for enhver sam­fund­s­plan­læg­ning, uan­set om det sker direk­te eller indi­rek­te gen­nem mar­ke­der. Når øko­no­mer løser en model for at vise, at mar­keds­løs­nin­gen er effi­ci­ent, gøres det typisk ved at vise, at en alvi­den­de sam­fund­s­plan­læg­ger ikke kan re-allo­ke­re inputs eller omfor­de­le for­brugs­mu­lig­he­der såle­des, at bare én per­son stil­les bed­re, uden at mindst én anden stil­les dår­li­ge­re. Forsvaret for mar­ke­det sker med hen­vis­ning til, at det i prak­sis er ure­a­li­stisk, at en sam­fund­s­plan­læg­ger skul­le kun­ne skaf­fe den for­nød­ne infor­ma­tion, især hvis vig­tig infor­ma­tion om tid og sted for den enkel­te aktør kun ken­des af ham eller hen­de. Markedsløsningen kræ­ver ikke sam­me anta­gel­se om cen­tra­li­se­ret infor­ma­tion.

Argumentet under­byg­ges til tider med, at sam­fund­s­plan­læg­ge­ren har end­nu svæ­re­re ved at skaf­fe den nød­ven­di­ge infor­ma­tion, for­di den til­gæn­ge­li­ge infor­ma­tion for hver indi­vi­du­el aktør, hus­hold­ning, virk­som­hed eller lokalt plan­læg­nings­or­gan hele tiden ændrer sig, når det ukend­te ukend­te afslø­rer sig selv. Den argu­men­ta­tion er dog tve­æg­get. Når først det ukend­te ukend­te accep­te­res, må ind­sig­ter fra øko­no­mi­ske model­ler, som ikke inde­hol­der det­te, også for­stås mere meta­forisk. Og det gæl­der sær­ligt, når det er model­ler, hvor det anta­ges, at hver enkelt aktør har enormt præ­cis infor­ma­tion om frem­ti­den og auto­ma­tisk har sam­stem­men­de for­vent­nin­ger der­til, hvil­ket over­dri­ver mar­ke­dets koor­di­ne­ren­de evner.

I mine øjne er det ukend­te ukend­te både et argu­ment for, at decen­tra­li­se­ring af øko­no­mi­ske beslut­nin­ger, uan­set for­men, er nød­ven­di­ge for at ska­be nok flek­si­bi­li­tet, men at en vis grad af cen­tra­li­se­ring er nød­ven­dig for at sik­re en fæl­les ram­me og under­støt­te sta­bi­li­te­ten, når det helt uven­te­de sker. Økonomiske model­ler spil­ler en afgø­ren­de rol­le i for­hold til at kon­kre­ti­se­re vores logisk kon­si­sten­te kvan­ti­ta­ti­ve for­stå­el­se af øko­no­mi­ske dyna­mi­k­ker og meka­nis­mer, men i øko­no­misk teo­ri må man også erken­de, at over­sæt­tel­sen fra model­ler til vir­ke­lig poli­tik uund­gå­e­ligt ind­be­fat­ter mere væven­de kva­li­ta­ti­ve vur­de­rin­ger og afvej­nin­ger.

Modvirkende ten­den­ser

Lad os gå vide­re til spørgs­må­let om poli­ti­ske og øko­no­mi­ske mod­vir­ken­de ten­den­ser. Mau væl­ger i sin bog som sagt at foku­se­re på kapi­ta­lis­mens “ide­a­le tvær­snit”, og ser der­for på den øko­no­mi­ske magt frem­for vol­de­lig og ide­o­lo­gisk magt. Staten behand­les der­for kun mar­gi­nalt, men ita­le­sæt­tes som en magt­fuld aktør, der har behov for en vis grad af selv­stæn­dig­hed, for at kun­ne gri­be ind for at und­gå kapi­ta­lis­mens selvdestruktion.5ST, 69. Fagforeninger omta­les nær­mest slet ikke. Det er et afgø­ren­de pro­blem. Selvom jag­ten på pro­fit altid er den alt­over­ve­jen­de driv­kraft i kapi­ta­lis­men, kan poli­ti­ske beslut­nin­ger og fag­lig orga­ni­se­ring i høj grad påvir­ke den ret­ning, pro­fit­mo­ti­vet træk­ker.

Det sker direk­te gen­nem subsi­di­er og afgif­ter på for­skel­li­ge pro­duk­ter. Det sker gen­nem overenskom­ster og et soci­al sik­ker­heds­net, som gør, at virk­som­he­den ingen arbejds­kraft kan få, hvis de til­by­der en for lav løn eller for dår­li­ge arbejds­for­hold. Det sker gen­nem regu­le­ring af ejen­doms­ret­ten, som begræn­ser, hvor­dan pri­vat ejen­dom kan anven­des, hvad end det dre­jer sig om beskyt­tel­se af leje­re, med­be­stem­mel­se til ansat­te eller noget helt tred­je. Det sker gen­nem beskat­ning af for­mue, ind­komst og for­brug, som omfor­de­ler for­brugs­mu­lig­he­der­ne rela­tivt til det, mar­ke­det ska­ber, og offent­lig pro­duk­tion, som direk­te giver for­brugs­mu­lig­he­der på lige vil­kår. Eller det sker gen­nem præ­for­de­ling af de res­sour­cer, man træ­der ind på mar­ke­det med. Eller det gør ny tek­no­lo­gi til­gæn­ge­lig for virk­som­he­der­ne, hvil­ket påvir­ker væk­stens ret­ning.

I kapi­ta­lis­mens ide­a­le tvær­snit bør den­ne kom­pli­ce­re­de rela­tion mel­lem den orga­ni­se­re­de arbejds­krafts magt og sta­tens unik­ke rol­le i det øko­no­mi­ske system også frem­gå. For den orga­ni­se­re­de arbejds­kraft og sta­ten er ikke blot peri­fe­re stør­rel­ser i for­hold til det kapi­ta­li­sti­ske mar­keds pro­fit­mo­tiv, men direk­te afgø­ren­de for udvik­lin­gen og resul­ta­tet af den­ne.

Jagten på andres pro­fit

Mau låner fra Robert Brenner distink­tio­nen mel­lem ver­ti­ka­le magt­for­hold mel­lem arbej­de­re og kapi­ta­li­ster og hori­son­tale magt­for­hold ind­byr­des mel­lem kapi­ta­li­ster, og han omta­ler kon­kur­ren­ce som den meka­nis­me, der “ekse­kve­rer” kapi­ta­lis­mens love.6ST, 209. I mine øjne hol­der han dog impli­cit fast i en arbejds­vær­di­te­o­re­tisk ram­me, hvor kon­kur­ren­ce kun omfor­de­ler mer­vær­di­en udtrykt som pro­fi­t­ud­lig­ning. Han for­hol­der sig aldrig til, hvad der bestem­mer pro­fi­tra­tens niveau og kapi­ta­laf­ka­stet, eller til, at kapi­ta­li­ster­nes ind­byr­des jagt på hin­an­dens pro­fit kan ero­de­re pro­fit­grund­la­get som sådan.

Virksomhedernes hori­son­tale kon­kur­ren­ce er en helt afgø­ren­de mod­vir­ken­de ten­dens til pro­fitj­ag­tens ulig­heds­ska­ben­de ten­den­ser. Når kon­kur­ren­cen fun­ge­rer godt, vil virk­som­he­der, der sæl­ger dyrt, bli­ve under­budt, og dem, som køber arbejds­kraft bil­ligt, vil bli­ve over­budt. I moder­ne øko­no­misk teo­ri skel­nes der­for også mel­lem afkast på kapi­tal og pro­fit som sådan. Afkastet på kapi­tal er det, som i prin­cip­pet kan for­kla­res af, at nogen har mulig­hed for at erstat­te for­brug med en inve­ste­ring, som kom­bi­ne­ret med egen eller andres arbejds­kraft øger de sam­le­de for­brugs­mu­lig­he­der i frem­ti­den, og inve­ste­rin­gen dan­ner der­for grund­lag for et afkast. Profit er her det yder­li­ge­re afkast, som ikke tager udgangs­punkt i, at nogen for­brugs­mu­lig­he­der er ble­vet opgi­vet.

Jeg mener, at Mau groft under­vur­der den frem­gang, men­ne­ske­he­den har ople­vet under kapi­ta­lis­men, eller for­sim­plet affe­jer den som mulig ude­luk­ken­de på bag­grund af glo­bal ulig­hed og mil­jøø­de­læg­gel­se, hvor vir­ke­li­ge dis­se ulyks­a­lig­he­der end er. Maus ana­ly­ser af kon­kre­te spørgs­mål om kli­ma, glo­ba­li­se­ring og kri­ser til sidst i bogen frem­står også rela­tivt bana­le og skit­se­ag­ti­ge. De kan næsten bare koges ned til, at pro­fit­mo­ti­vet er ska­de­ligt, uden at de mod­vir­ken­de fak­to­rer over­ho­ve­det for­sø­ges ana­ly­se­ret. I en kon­kre­ti­se­ring af sine ana­ly­ser vil Mau bli­ve nødt til at for­kla­re, hvor­for han fuld­stæn­dig ser bort fra de værk­tø­jer, som den moder­ne øko­no­mi­ske viden­skab har udvik­let til at for­stå pris, løn og pro­fit, og der­ved for­bed­re vores mulig­he­der for både at kvan­ti­fi­ce­re og dæm­pe den stum­me tvang. Et for­svar base­ret på, at Marx’ mål slet ikke var en øko­no­misk teo­ri, men nær­me­re en kri­tik af øko­no­misk teo­ri som sådan,7ST, 72; 75; 179; 181; 199. fore­kom­mer tomt, når der sam­ti­dig fore­ta­ges fak­ti­ske øko­no­mi­ske ana­ly­ser.

Spørgsmålet om demo­kra­ti­se­ring af øko­no­mi­en er ikke et enten-eller, men nær­me­re et kon­kret hvor­dan. Økonomien er altid alle­re­de fun­de­ret på stats­lig ska­bel­se, udform­ning og regu­le­ring af mar­ke­der. Styringen af øko­no­mi­en gen­nem brug af mar­ke­der frem­for gen­nem plan­læg­ning er mere indi­rek­te, men ikke per defi­ni­tion min­dre demo­kra­tisk. I øko­no­mi­ske model­ler, hvor alle byt­te­hand­ler og kon­trak­ter på indi­vid­pla­net er ind­gå­et uden tvang, er der sta­dig struk­tu­rel tvang i Maus for­stå­el­se af begre­bet. Det gør det også klart, at det er muligt at dis­ku­te­re spørgs­må­let om struk­tu­rel tvang på en grå­ska­la frem­for i det sort-hvid-per­spek­tiv, Mau ynder. Det er med det­te per­spek­tiv i hån­den, at vi har de bed­ste mulig­he­der for at gøre op med den enor­me glo­ba­le ufri­hed og ulig­hed, der præ­ger vores ver­den i dag, og ska­be nye for­mer for demo­kra­ti­se­ring af økonomien.8Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for vær­di­ful­de kom­men­ta­rer til en tid­li­ge­re ver­sion af den­ne tekst.

1. Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021), 32. Herefter for­kor­tet ST.
2. Det føl­gen­de er en par­af­ra­se af en ræk­ke af Søren Maus twe­ets i sam­ta­le med Ludvig Goldschmidt Pedersen, se Søren Mau, Twitter, 21. okto­ber 2021.
3. Se eksem­pel­vis Søren Mau, “Pelle Dragsteds soci­a­lis­me er en tam poli­ti­ker­fan­ta­si, som ikke tør tage de radi­ka­le opgør”, Dagbladet Information, 29. maj 2021.
4. ST, 187.
5. ST, 69.
6. ST, 209.
7. ST, 72; 75; 179; 181; 199.
8. Tak til Ludvig Goldschmidt Pedersen for vær­di­ful­de kom­men­ta­rer til en tid­li­ge­re ver­sion af den­ne tekst.

Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?

Allerede få uger efter udgi­vel­sen var det før­ste oplag udsolgt, og bogen har skabt debat i alle stør­re medi­er – fra ven­stre til høj­re i det poli­ti­ske spektrum.1Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de bor­ger­li­ge ikke læn­ge­re evner at for­sva­re kapi­ta­lis­men”, Dagbladet Information, 21. okto­ber 2021. Hvorfor er der ingen vej uden om Søren Maus bog Stum Tvang?2Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter for­kor­tet ST. Der er man­ge, men her er et par væg­ti­ge grun­de:

Det er alle­re­de i gang, men om godt og vel 10 år er jord­klo­den ube­bo­e­lig en hel mas­se ste­der, enten for­di der er for varmt, eller for­di der er for vådt. Eller for­di der er for koldt. Også her i vores dan­ske ande­dam bli­ver der kamp om plad­ser­ne. Klimakrisen er over os.

Samtidig træn­ger en ny bøl­ge af femi­nis­me frem overalt i ver­den. Kvinder – og køn i for­skel­li­ge aftap­nin­ger – fin­der sig ikke læn­ge­re i mere pis. Med sta­dig stør­re selv­be­vidst­hed insi­ste­rer de ikke ale­ne på deres del af kagen, men også på deres ret til at sæt­te mæn­de­ne og – ikke mindst i vis­se #MeToo-til­fæl­de – mag­ten sto­len for døren. Det får til gen­gæld en del her­rer m/k til at råbe vagt i gevær – både dem med og dem uden magt: Hvad er der snart til­ba­ge til os? Kønskampen raser.

Endelig, sor­te og andre ikke-hvi­de i både Nord og Syd bli­ver mere og mere bevid­ste om deres ret­mæs­si­ge plads i ver­den og prø­ver der­for at (gen)indtage den med sta­dig stør­re sta­mi­na. I den vest­li­ge ver­den er Black Lives Matter pænt popu­lær, libe­ra­le er mere lyd­hø­re end læn­ge, sam­ti­dig med at en del af de sam­mes rege­rin­ger raver mere eller min­dre råd­vil­de rundt. I Syd bli­ver sor­te bor­ge­re, der vil høres, mødt med tåre­gas og mili­tær. Demokratiet har det ikke sær­lig godt.

Hvad stil­ler vi op? Og hvor­dan skal vi for­stå de man­ge stem­mer og ikke mindst de man­ge lag i de for­skel­li­ge kri­ser? Hvordan bli­ver vi frie?

Teorien og den rode­de vir­ke­lig­hed

Det er over­ho­ve­det ikke nemt. Men én ting er sik­ker: Djævelen lig­ger i detalj­en. Vi har brug for hands on-viden om mag­tens veje og vild­ve­je. Og vi har brug for helt kon­kre­te ana­ly­ser af, hvad der fore­går. Det er her Maus bog, Stum tvang, kom­mer ind i bil­le­det.

Hvad for noget? vil nogen ind­ven­de. En teo­re­tisk mop­ped­reng på over 300 sider, som vil “for­sø­ge at etab­le­re en teo­ri om de magt­for­mer, der kan udle­des af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des væsensbestemmelser”.3ST, 29. En bog, som hæv­der, at det “rent ana­ly­tisk er muligt at iso­le­re og iden­ti­fi­ce­re de ker­ne­struk­tu­rer, der gør kapi­ta­li­sti­ske sam­fund kapi­ta­li­sti­ske.” Hvordan kan sådan en teo­re­tisk under­sø­gel­se hjæl­pe os til at for­stå de spørgs­mål, jeg taler om her?

Det er noget af det skøn­ne ved Maus bog. At han kan se for­skel på den teo­re­ti­ske abstrak­tion og den histo­risk kon­kre­te ana­ly­se. At han på én og sam­me gang insi­ste­rer på at gra­ve efter “kapi­ta­lis­mens ide­a­le tvær­snit” som teo­re­tisk abstrak­tion og sam­ti­dig fast­hol­der, at det­te “ikke inde­bæ­rer en påstand om, at der fak­tisk fin­des sådan noget som en kapi­tal­lo­gik, som ope­re­rer uaf­hæn­gigt af sin spe­ci­fik­ke soci­a­le kontekst”.4ST, 30.

I sit teo­re­ti­ske ærin­de til­la­der Mau sig at se bort fra den rol­le, ide­o­lo­gi og vold spil­ler i opret­hol­del­sen af kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­for­hold. Han skri­ver: “Min påstand er alt­så ikke at kapi­ta­lis­men ude­luk­ken­de beror på stum tvang, eller at der er en histo­risk ten­dens til, at andre for­mer for magt for­svin­der eller træ­der i bag­grun­den. Den teo­ri, jeg udvik­ler […], har til for­mål at gøre os i stand til at se, at kapi­ta­lens magt er virk­som, selv når den ide­o­lo­gi­ske og vol­de­li­ge magt er fra­væ­ren­de”.5ST, 32.

Det cen­tra­le i Maus pro­jekt er påvis­nin­gen af, at kapi­ta­lis­men som pro­duk­tions­må­de fra­ta­ger men­ne­sker kon­trol­len over deres eget liv – om vi men­ne­sker vil det eller ej. Hans teo­re­ti­ske under­sø­gel­se sig­ter på at vise karak­te­ren og omfan­get af de betin­gel­ser, vi er oppe imod, hvis vi vil afskaf­fe den­ne tvang og nær­me os et sam­fund, hvor det er indi­vi­der­nes bevid­ste hand­len, ikke kapi­ta­len, der regu­le­rer det sam­funds­mæs­si­ge liv.

Det er karak­te­ri­stisk, at Mau ved afslut­nin­gen af sin under­sø­gel­se kon­klu­de­rer: “Kampen mod kapi­ta­lens døds­ma­ski­ne­ri fin­der ikke sted i et teo­re­tisk labo­ra­to­ri­um, hvil­ket bety­der, at kam­pen aldrig kon­fron­te­rer den stum­me tvang, som den beskri­ves i den­ne bog. I dén rode­de vir­ke­lig­hed som kam­pe fin­der sted i, er kapi­ta­lens øko­no­mi­ske magt altid vik­let ind i vol­de­lig og ide­o­lo­gisk magt, samt soci­a­le for­mer, logik­ker og dyna­mi­k­ker, der ikke stam­mer fra kapitalformen”.6ST, 306

Og han fort­sæt­ter: “Vi skal altid huske på, at teo­ri­er udvik­let på et højt abstrak­tions­ni­veau ikke kan og ikke bør give svar på spørgs­må­let, om hvad der skal gøres – men også at det ikke bety­der, at sådan­ne teo­ri­er er poli­tisk ubrugelige”.7ST, 306.

Vi har brug for dem, for­di de er rele­van­te i den prak­ti­ske bestræ­bel­se på at læg­ge kapi­ta­lens ver­den i gra­ven: “Det, som teo­ri­er som den, jeg har udvik­let i den­ne bog, imid­ler­tid er i stand til, er at udvik­le begre­ber, der kan bru­ges på lave­re abstrak­tions­ni­veau­er med hen­blik på at pro­du­ce­re stra­te­gi­ske ana­ly­ser af kon­kre­te kamparenaer”.8ST, 306.

Hvorfor er det kvin­der, der befol­ker det sted uden­for?

Lad os tage et eksem­pel. På niveau­et for ana­ly­sen af den stum­me tvang peger Mau på, hvor­dan kapi­ta­lens magt altid er en form for domi­nans, for­di den beror på adskil­lel­sen mel­lem evnen til at arbej­de og betin­gel­sen for rea­li­se­rin­gen af den­ne evne. Han vil hel­le­re tale om pro­le­ta­rer end om arbej­de­re, “for­di det ikke er alle, hvis over­le­vel­se afhæn­ger af kapi­ta­len, som arbej­der. Det, der defi­ne­rer den pro­le­ta­ri­ske posi­tion, er ikke arbej­de, men den radi­ka­le spalt­ning mel­lem livet og dets betingelser”.9ST, 133. Vi er næg­tet adgang til pro­duk­tions­mid­ler­ne, men vores over­le­vel­se er, via mar­ke­det, bun­det til sam­me.

Derfor, på grund af den­ne enhed af adskil­lel­se og for­bin­del­se, behø­ver den her­sken­de klas­se ikke at bru­ge vold for at pres­se mer­ar­bej­de ud af arbej­der­ne. Og her tager Mau Karl Marx i ed: “Den frie arbej­der må […] selv opret­hol­de for­hol­det, da hans egen og fami­li­ens eksi­stens afhæn­ger af, at han ved­va­ren­de for­ny­er sal­get af sin arbejd­s­ev­ne til kapitalisten”.10Karl Marx, Resultater af den umid­del­ba­re pro­duk­tions­pro­ces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (cite­ret fra ST, 143, over­sæt­tel­se til­pas­set af Søren Mau). Der er alt­så no way out – vi går “fri­vil­ligt” hen og sæl­ger vores arbejds­kraft.

Men – og nu begyn­der det at bli­ve spæn­den­de – ikke alle pro­le­ta­rer sæl­ger deres arbejds­kraft, og sam­ti­dig er der man­ge af dem, der gør, som også arbej­der uden for løn­for­hol­det og dér­u­de udfø­rer arbej­de, som er sam­funds­mæs­sigt nød­ven­digt. Mau viser, hvor­dan kapi­ta­lis­men ind­fø­rer en histo­risk unik opde­ling af pro­duk­tion af varer og repro­duk­tio­nen af arbejds­kraf­ten, “en opde­ling hvor pro­le­tarkvin­der blev tvun­get til at udfø­re alt det uløn­ne­de og usyn­lig­gjor­te arbej­de, uden hvil­ket det kapi­ta­li­sti­ske system straks vil­le kollapse”.11ST, 155.

Bogen går i dyb­den med den spalt­ning og dis­ku­te­rer den nye­re femi­ni­sti­ske forsk­ning, der går under beteg­nel­sen soci­al repro­duk­tions­te­o­ri. Ligesom nog­le af dens repræ­sen­tan­ter spør­ger Mau: Hvorfor er det kvin­der, der befol­ker det sted uden for kapi­ta­lens umid­del­ba­re kon­trol, dér hvor arbejds­kraf­ten repro­du­ce­res, hvor der laves hus­ar­bej­de og øves omsorg for børn og mænd? Er der en nød­ven­dig sam­men­hæng mel­lem pro­duk­tions­må­dens spalt­ning af pro­duk­tion og repro­duk­tion og kvin­der­nes lave­re pla­ce­ring i det køn­ne­de hie­rar­ki? Men han spør­ger også: Hvad kan vi over­ho­ve­det sige om kapi­tal og køn på dét abstrak­tions­ni­veau?

Svaret er: not much. Jeg skal ikke gå i detal­jer her, men Mau viser, hvor­dan dis­kus­sio­nen ofte ender i noget “begrebs­ligt rod”, og at fle­re for­fat­te­re bidra­ger til for­vir­rin­gen ved ikke at skel­ne mel­lem for­skel­li­ge abstrak­tions­ni­veau­er. Med Cinzia Aruzza søger Mau at fast­hol­de dia­lek­tik­ken: “Kønnet under­tryk­kel­se er ikke nød­ven­dig for kapi­ta­lis­men i betyd­nin­gen ‘en logisk for­ud­sæt­ning’, men den er nød­ven­dig i den for­stand, at kapi­ta­lis­mens histo­ri­ske eksi­stens har med­ført, at køn­net under­tryk­kel­se er ble­vet en ‘nød­ven­dig kon­se­kvens’ af kapitalismen.”12Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.

Det er ikke mindst Maus fortje­ne­ste at pege på, hvor­dan det skjul­te, men vir­ke­li­ge anlig­gen­de i de nye­re teo­re­ti­ske for­søg på at kob­le femi­nis­me og marxis­me er af poli­tisk natur. Kan man som femi­ni­stisk-marxi­stisk teo­re­ti­ker til­ve­je­brin­ge et “stærkt grund­lag for kri­tik­ken af ten­den­sen blandt (vis­se) marxi­ster til at ned­pri­o­ri­te­re kam­pe om køn ud fra et snæ­ver­sy­net ide­al om revo­lu­tio­næ­re kampe”,13ST, 167. har man sin ryg fri. Således betryg­get kan man vise – ja, jeg fri­stes næsten til at sige ret­fær­dig­gø­re – at den femi­ni­sti­ske kamp er “god nok”, det vil sige, at den som kamp mod køn­net under­tryk­kel­se er en natur­lig del af en anti­ka­pi­ta­li­stisk stra­te­gi.

Men den går ikke. Besværgelsen af den nød­ven­di­ge for­bin­del­se mel­lem kapi­ta­lis­me og kvin­de­un­der­tryk­kel­se tager i alt for man­ge til­fæl­de over lige dér, hvor den kon­kre­te ana­ly­se skul­le begyn­de. Med ret­te under­stre­ger Mau: “Hvor meget vi bør stræ­be efter at fusio­ne­re de begrebs­ap­pa­ra­ter, vi under­sø­ger kapi­ta­len og køn­net igen­nem, afhæn­ger af, hvad vi vil under­sø­ge, det vil sige det afhæn­ger af det spe­ci­fik­ke ana­ly­seob­jekt, samt hvil­ke aspek­ter af det­te ana­ly­seob­jekt vi er inter­es­se­re­de i, og hvil­ket abstrak­tions­ni­veau ana­ly­sen ope­re­rer på”.14ST, 167. Mau sæt­ter der­med også spørgs­måls­tegn ved ide­en om, at poli­ti­ske stra­te­gi­er umid­del­bart kan udle­des af abstrakt teo­ri: “Kampe mod køn­net under­tryk­kel­se er vig­ti­ge, for­di de net­op er kam­pe mod under­tryk­kel­se – ikke for­di de er logisk for­bun­det til kapitalformen”.15ST, 168.

Hvis vi der­i­mod skal for­stå, hvor­dan “kapi­ta­lis­men hvi­ler på og for­stær­ker køn­net under­tryk­kel­se”, bør det der­for ana­ly­se­res “på et lave­re abstrak­tions­ni­veau, hvor histo­risk spe­ci­fik­ke køns­sy­ste­mer ind­dra­ges”, hvor man ind­dra­ger “en teo­ri om køn, der kan for­kla­re, hvor­for den kapi­ta­li­sti­ske adskil­lel­se af akti­vi­tets­sfæ­rer har en ten­dens til at over­lap­pe med et binært og hie­rar­kisk system af kønsforskelle”.16ST, 166.

Lønarbejde og kapi­tal og hie­rar­ki­et mel­lem køn­ne­ne

Lige præ­cis. Mau gør det ikke i bogen her, men det er der andre, der gør. Den tyske soci­alp­sy­ko­log og femi­ni­sti­ske kri­ti­ker Regina Becker-Schmidt har været skel­sæt­ten­de, bl.a. med sit begreb om kvin­der­nes dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se (som refe­re­rer indi­rek­te til Marx’ begreb om det sam­funds­mæs­sig­gjor­te arbejde).17Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwi­s­chen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. Becker-Schmidt har bag­grund i både Marx’ kri­tik af den poli­ti­ske øko­no­mi, i psy­ko­a­na­ly­sen og i en femi­ni­stisk, kri­tisk læs­ning af Adorno og Horkheimer.

Hun har bl.a. under­søgt det, hun kal­der ambi­va­lens-erfa­rin­ger hos fabriks­ar­bej­den­de mødre, og har vist, hvor­dan den måde, kvin­der­ne ori­en­te­rer sig i beg­ge erfa­rings­om­rå­der, sker gen­nem en man­ge­ler­fa­ring, og for­di mulig­he­der­ne for at til­freds­stil­le deres behov i og mel­lem de adskil­te sfæ­rer er begræn­se­de og mod­sæt­nings­fyld­te: Hver sfæ­re taget for sig er under de her­sken­de betin­gel­ser uri­me­lig og kri­tisa­bel. Isolation og mang­len­de aner­ken­del­se hér, umen­ne­ske­li­ge arbejds­be­tin­gel­ser dér, børn, der kræ­ver god tid hér, arbejds­gi­ve­re, der beder dig hum­me dig dér.

Med sin viden fra Marx’ vær­di­te­o­ri kan Becker-Schmidt fast­slå, hvor­dan kvin­der­ne er dob­belt under­lagt den sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se, som kapi­ta­lens val­o­ri­se­rings­tvang ikke kan eksi­ste­re uden. Det fore­går i grove træk sådan her: Lønarbejdet er en livs­nød­ven­dig­hed for fler­tal­let i befolk­nin­gen. Men den, der ikke kan hæv­de sig på arbejds­mar­ke­det, mar­gi­na­li­se­res. Enhver form for arbej­de, der ikke har nogen mar­keds­vær­di, reg­nes ikke for noget i en sam­funds­struk­tur, hvor pro­fi­t­o­ri­en­te­ret virk­som­hed har for­rang.

Men her gem­mer sig et para­doks, især for kvin­der­ne. For uden for mar­ke­det og pen­geø­ko­no­mi­en lig­ger hus­ar­bej­det og omsor­gen og andre for­mer for soci­alt nød­ven­dig virk­som­hed. Kvindernes arbej­de er sam­funds­mæs­sigt nød­ven­digt, men det er gemt væk som pri­vat og fra­skri­ver sig der­med den vær­di, som ellers, for­mid­let via mar­ke­det, til­ken­der løn­ar­bej­det pris og soci­al aner­ken­del­se.

Vi ken­der det, histo­ri­en viser det: Hvor kvin­den påta­ger sig hus- og bør­ne­ar­bej­det, kom­mer hie­rar­ki­et mel­lem betalt og ube­talt arbej­de den løn­ne­de, mand­li­ge part­ner til gode. Det er ham, der tæl­ler, ikke hen­de.

I det bor­ger­li­ge, kapi­ta­li­sti­ske sam­fund gæl­der alt­så ikke kun det sær­li­ge for­hold mel­lem løn­ar­bej­de og kapi­tal som sam­funds­mæs­sig­gø­ren­de prin­cip, det gør også det hie­rar­ki­ske køns­for­hold. Begge omfat­ter alle med­lem­mer af sam­fun­det. Men for kvin­der bety­der den dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se noget andet end for mænd – objek­tivt, på niveau­et for udnyt­tel­sen af deres arbejds­kraft og deres evner som mødre og hustru­er – og sub­jek­tivt, på niveau­et for deres mulig­he­der for at opnå aner­ken­del­se og til­eg­ne sig ver­den.

Kvindernes arbejds­kraft bli­ver ikke kun udnyt­tet som vare i løn­ar­bej­det, men også som gra­tis i repro­duk­tions­sfæ­ren – og dér, hvor kvin­der­ne afløn­nes, sker det til en lave­re vær­di. Den cen­tra­le mod­si­gel­se, der såle­des histo­risk har ken­de­teg­net kvin­der­nes dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se, består i, at sel­ve deres inte­gra­tion i sam­fun­det sker gen­nem segre­ga­tion og deklas­se­ring qua kønnet.18Gudrun-Axeli Knapp, “Zur wider­sprü­chli­che Vergesellschaftung von Frauen”, i Die dop­pel­te Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von pri­va­tem und beru­fli­chem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.

Det er mulig­vis ved at ændre sig lidt nu, i lige­stil­lin­gens tidsal­der. Kapitalen har snif­fet for­de­le­ne ved kvin­de­lig arbejds­kraft, og der er brug for nogen til at tage over der­hjem­me. Reproduktionssfæren er under til­ta­gen­de pres nu, hvor det klas­si­ske arran­ge­ment mel­lem for­sør­ger og hus­mor er mærk­bart ero­de­ret. I den såkaldt tred­je ver­den er det uud­dan­net, bil­lig, over­ve­jen­de kvin­de­lig arbejds­kraft, der kla­rer gre­jer­ne, når mor er på arbej­de; i Europa bli­ver sta­digt fle­re af mid­delklas­sens hus­hold­nin­ger til arbejds­plad­ser for betalt indvandrerarbejdskraft.19Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den pri­va­ten Haushalt. Die neu­en Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). Samtidig med, at kra­vet om mænd på bar­sel vin­der ind­pas.

Uanset om det er man­den eller kvin­den, der må bli­ve hjem­me, skal det repro­duk­ti­ve arbej­de udfø­res. Deklasseringen repro­du­ce­rer sig nu i for­hol­det mel­lem den ude­ar­bej­den­de mor og den betal­te hus­hjælp: Middelklasse-mode­ren ophø­jes til løn­net, aner­kendt arbejds­kraft, mens den uud­dan­ne­de sor­te hus­hjælp for rin­ge beta­ling og uden for mar­ke­det sør­ger for det nød­ven­di­ge. Men grund­kon­flik­ten og magt­for­hol­det mel­lem den mar­keds­for­mid­le­de og den pri­vat orga­ni­se­re­de repro­duk­tions­pro­ces består – og peger på, hvor­dan de histo­risk udvik­le­de for­mer for patri­ar­kalsk her­re­døm­me, om end til­slø­re­de, fusio­ne­rer med kapi­ta­li­sti­ske interesser.20Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gen­der’, ‘eth­ni­ci­ty’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesells­chaft­li­che Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84. Hvor man­den – trods mang­len­de sam­funds­mæs­sig aner­ken­del­se – begyn­der at tage det gene­ra­ti­ve omsorgs­ar­bej­de på sig, åbner der sig nye kampzo­ner, og vi kan ople­ve alvor­li­ge spræk­ker i det gængse hie­rar­ki mel­lem køn­ne­ne.

Den glo­ba­le kapi­ta­lis­me og kvin­der i Syd

Her til sidst, nu vi er ved det med lige­stil­lin­gen. Jeg har lavet aktions­forsk­ning i Nicaragua, Honduras, Sydafrika, Zambia og Uganda. Og jeg har set, hvor­dan Verdensbanken og andre vest­li­ge for­ta­le­re for den glo­ba­le kapi­ta­lis­me i væk­stens navn instru­men­ta­li­se­rer lige­stil­ling i tred­je ver­den med for­slag, der skal frem­me kvin­ders del­ta­gel­se på arbejds­mar­ke­det, i det offent­li­ge liv og som for­bru­ge­re. Husarbejde og den rol­le, kvin­der har i repro­duk­tio­nen, anses for en byr­de, kvin­der­ne bør befri­es for.

Dét er vand på main­stream-femi­nis­mens møl­le. Men når man ken­der til ana­ly­ser som Becker-Schmidts og dén her i Maus bog, udru­stes man med begre­ber, der gør det muligt at gen­nem­skue bedra­get og se, hvor­dan dén lige­stil­ling repro­du­ce­rer køns­hie­rar­ki­er­ne og ned­vur­de­rin­gen af kvin­de­ar­bej­det i fami­li­en, præ­cist som vi ken­der det fra vores del af ver­den. Og man kan for­stå, hvor­dan man med blin­de, neoko­lo­ni­a­li­sti­ske til­tag kører råt og brutalt hen over hele det spek­trum af repro­duk­tion af liv, beskyt­tel­se af naturre­s­sour­cer, slæg­tens opret­hol­del­se og cere­mo­ni­el­le for­plig­tel­ser, som kvin­der i tred­je ver­den er hove­d­ansvar­li­ge for, når det kom­mer til fød­sel, ritu­el­le ind­vi­el­ser, begra­vel­ser og lig­nen­de.

Det sid­ste rea­ge­rer kvin­de­li­ge småbøn­der, jeg har arbej­det med, kraf­tigt imod, fx med krav om at bli­ve hørt som både pro­du­cen­ter og omsorgs­gi­ve­re. Og lige nu er kli­maak­ti­vi­ster i Syd, bl.a. unge kvin­der i Uganda, i gang med at kal­de til aktio­ner for at beskyt­te den jord, de ved deres fami­li­er skal leve af. De plan­ter træ­er, kører kampag­ner i lands­by­er­ne, går på Twitter med krav om for­bud mod pla­stik. Og de kal­der til “kamp mod syste­met” og arran­ge­rer Fridays for Future og andre strej­ker for kli­ma­et.

I mine øjne er de kvin­de­li­ge småbøn­der og de unge kvin­der i Syd kom­mu­ni­ster i den for­stand, Mau alle­re­de tal­te om i en arti­kel i Dagbladet Information i 2017. Her skrev han: “For Marx var kom­mu­nis­me ikke et ide­al, der skul­le rea­li­se­res, men en bevæ­gel­se, en pro­ces. Kommunisme er at kom­mu­ni­se­re, alt­så at fæl­les­gø­re – at sabo­te­re kapi­ta­lens uni­ver­sel­le pri­va­ti­se­ring og erstat­te virk­som­he­der og sta­ter med frie fæl­les­ska­ber, der giver men­ne­ske­ne kon­trol­len over deres fæl­les liv.”21Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bru­ges til noget som helst i dag? Her er de bed­ste argu­men­ter for og imod”, Dagbladet Information, 14. sep­tem­ber 2017.

1. Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de bor­ger­li­ge ikke læn­ge­re evner at for­sva­re kapi­ta­lis­men”, Dagbladet Information, 21. okto­ber 2021.
2. Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter for­kor­tet ST.
3. ST, 29.
4. ST, 30.
5. ST, 32.
6. ST, 306
7. ST, 306.
8. ST, 306.
9. ST, 133.
10. Karl Marx, Resultater af den umid­del­ba­re pro­duk­tions­pro­ces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (cite­ret fra ST, 143, over­sæt­tel­se til­pas­set af Søren Mau).
11. ST, 155.
12. Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.
13. ST, 167.
14. ST, 167.
15. ST, 168.
16. ST, 166.
17. Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwi­s­chen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74.
18. Gudrun-Axeli Knapp, “Zur wider­sprü­chli­che Vergesellschaftung von Frauen”, i Die dop­pel­te Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von pri­va­tem und beru­fli­chem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.
19. Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den pri­va­ten Haushalt. Die neu­en Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007).
20. Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gen­der’, ‘eth­ni­ci­ty’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesells­chaft­li­che Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84.
21. Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bru­ges til noget som helst i dag? Her er de bed­ste argu­men­ter for og imod”, Dagbladet Information, 14. sep­tem­ber 2017.