Hvorfor er den bog ikke til at komme uden om?

Allerede få uger efter udgi­vel­sen var det før­ste oplag udsolgt, og bogen har skabt debat i alle stør­re medi­er – fra ven­stre til høj­re i det poli­ti­ske spektrum.1Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de bor­ger­li­ge ikke læn­ge­re evner at for­sva­re kapi­ta­lis­men”, Dagbladet Information, 21. okto­ber 2021. Hvorfor er der ingen vej uden om Søren Maus bog Stum Tvang?2Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter for­kor­tet ST. Der er man­ge, men her er et par væg­ti­ge grun­de:

Det er alle­re­de i gang, men om godt og vel 10 år er jord­klo­den ube­bo­e­lig en hel mas­se ste­der, enten for­di der er for varmt, eller for­di der er for vådt. Eller for­di der er for koldt. Også her i vores dan­ske ande­dam bli­ver der kamp om plad­ser­ne. Klimakrisen er over os.

Samtidig træn­ger en ny bøl­ge af femi­nis­me frem overalt i ver­den. Kvinder – og køn i for­skel­li­ge aftap­nin­ger – fin­der sig ikke læn­ge­re i mere pis. Med sta­dig stør­re selv­be­vidst­hed insi­ste­rer de ikke ale­ne på deres del af kagen, men også på deres ret til at sæt­te mæn­de­ne og – ikke mindst i vis­se #MeToo-til­fæl­de – mag­ten sto­len for døren. Det får til gen­gæld en del her­rer m/k til at råbe vagt i gevær – både dem med og dem uden magt: Hvad er der snart til­ba­ge til os? Kønskampen raser.

Endelig, sor­te og andre ikke-hvi­de i både Nord og Syd bli­ver mere og mere bevid­ste om deres ret­mæs­si­ge plads i ver­den og prø­ver der­for at (gen)indtage den med sta­dig stør­re sta­mi­na. I den vest­li­ge ver­den er Black Lives Matter pænt popu­lær, libe­ra­le er mere lyd­hø­re end læn­ge, sam­ti­dig med at en del af de sam­mes rege­rin­ger raver mere eller min­dre råd­vil­de rundt. I Syd bli­ver sor­te bor­ge­re, der vil høres, mødt med tåre­gas og mili­tær. Demokratiet har det ikke sær­lig godt.

Hvad stil­ler vi op? Og hvor­dan skal vi for­stå de man­ge stem­mer og ikke mindst de man­ge lag i de for­skel­li­ge kri­ser? Hvordan bli­ver vi frie?

Teorien og den rode­de vir­ke­lig­hed

Det er over­ho­ve­det ikke nemt. Men én ting er sik­ker: Djævelen lig­ger i detalj­en. Vi har brug for hands on-viden om mag­tens veje og vild­ve­je. Og vi har brug for helt kon­kre­te ana­ly­ser af, hvad der fore­går. Det er her Maus bog, Stum tvang, kom­mer ind i bil­le­det.

Hvad for noget? vil nogen ind­ven­de. En teo­re­tisk mop­ped­reng på over 300 sider, som vil “for­sø­ge at etab­le­re en teo­ri om de magt­for­mer, der kan udle­des af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­må­des væsensbestemmelser”.3ST, 29. En bog, som hæv­der, at det “rent ana­ly­tisk er muligt at iso­le­re og iden­ti­fi­ce­re de ker­ne­struk­tu­rer, der gør kapi­ta­li­sti­ske sam­fund kapi­ta­li­sti­ske.” Hvordan kan sådan en teo­re­tisk under­sø­gel­se hjæl­pe os til at for­stå de spørgs­mål, jeg taler om her?

Det er noget af det skøn­ne ved Maus bog. At han kan se for­skel på den teo­re­ti­ske abstrak­tion og den histo­risk kon­kre­te ana­ly­se. At han på én og sam­me gang insi­ste­rer på at gra­ve efter “kapi­ta­lis­mens ide­a­le tvær­snit” som teo­re­tisk abstrak­tion og sam­ti­dig fast­hol­der, at det­te “ikke inde­bæ­rer en påstand om, at der fak­tisk fin­des sådan noget som en kapi­tal­lo­gik, som ope­re­rer uaf­hæn­gigt af sin spe­ci­fik­ke soci­a­le kontekst”.4ST, 30.

I sit teo­re­ti­ske ærin­de til­la­der Mau sig at se bort fra den rol­le, ide­o­lo­gi og vold spil­ler i opret­hol­del­sen af kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tions­for­hold. Han skri­ver: “Min påstand er alt­så ikke at kapi­ta­lis­men ude­luk­ken­de beror på stum tvang, eller at der er en histo­risk ten­dens til, at andre for­mer for magt for­svin­der eller træ­der i bag­grun­den. Den teo­ri, jeg udvik­ler […], har til for­mål at gøre os i stand til at se, at kapi­ta­lens magt er virk­som, selv når den ide­o­lo­gi­ske og vol­de­li­ge magt er fra­væ­ren­de”.5ST, 32.

Det cen­tra­le i Maus pro­jekt er påvis­nin­gen af, at kapi­ta­lis­men som pro­duk­tions­må­de fra­ta­ger men­ne­sker kon­trol­len over deres eget liv – om vi men­ne­sker vil det eller ej. Hans teo­re­ti­ske under­sø­gel­se sig­ter på at vise karak­te­ren og omfan­get af de betin­gel­ser, vi er oppe imod, hvis vi vil afskaf­fe den­ne tvang og nær­me os et sam­fund, hvor det er indi­vi­der­nes bevid­ste hand­len, ikke kapi­ta­len, der regu­le­rer det sam­funds­mæs­si­ge liv.

Det er karak­te­ri­stisk, at Mau ved afslut­nin­gen af sin under­sø­gel­se kon­klu­de­rer: “Kampen mod kapi­ta­lens døds­ma­ski­ne­ri fin­der ikke sted i et teo­re­tisk labo­ra­to­ri­um, hvil­ket bety­der, at kam­pen aldrig kon­fron­te­rer den stum­me tvang, som den beskri­ves i den­ne bog. I dén rode­de vir­ke­lig­hed som kam­pe fin­der sted i, er kapi­ta­lens øko­no­mi­ske magt altid vik­let ind i vol­de­lig og ide­o­lo­gisk magt, samt soci­a­le for­mer, logik­ker og dyna­mi­k­ker, der ikke stam­mer fra kapitalformen”.6ST, 306

Og han fort­sæt­ter: “Vi skal altid huske på, at teo­ri­er udvik­let på et højt abstrak­tions­ni­veau ikke kan og ikke bør give svar på spørgs­må­let, om hvad der skal gøres – men også at det ikke bety­der, at sådan­ne teo­ri­er er poli­tisk ubrugelige”.7ST, 306.

Vi har brug for dem, for­di de er rele­van­te i den prak­ti­ske bestræ­bel­se på at læg­ge kapi­ta­lens ver­den i gra­ven: “Det, som teo­ri­er som den, jeg har udvik­let i den­ne bog, imid­ler­tid er i stand til, er at udvik­le begre­ber, der kan bru­ges på lave­re abstrak­tions­ni­veau­er med hen­blik på at pro­du­ce­re stra­te­gi­ske ana­ly­ser af kon­kre­te kamparenaer”.8ST, 306.

Hvorfor er det kvin­der, der befol­ker det sted uden­for?

Lad os tage et eksem­pel. På niveau­et for ana­ly­sen af den stum­me tvang peger Mau på, hvor­dan kapi­ta­lens magt altid er en form for domi­nans, for­di den beror på adskil­lel­sen mel­lem evnen til at arbej­de og betin­gel­sen for rea­li­se­rin­gen af den­ne evne. Han vil hel­le­re tale om pro­le­ta­rer end om arbej­de­re, “for­di det ikke er alle, hvis over­le­vel­se afhæn­ger af kapi­ta­len, som arbej­der. Det, der defi­ne­rer den pro­le­ta­ri­ske posi­tion, er ikke arbej­de, men den radi­ka­le spalt­ning mel­lem livet og dets betingelser”.9ST, 133. Vi er næg­tet adgang til pro­duk­tions­mid­ler­ne, men vores over­le­vel­se er, via mar­ke­det, bun­det til sam­me.

Derfor, på grund af den­ne enhed af adskil­lel­se og for­bin­del­se, behø­ver den her­sken­de klas­se ikke at bru­ge vold for at pres­se mer­ar­bej­de ud af arbej­der­ne. Og her tager Mau Karl Marx i ed: “Den frie arbej­der må […] selv opret­hol­de for­hol­det, da hans egen og fami­li­ens eksi­stens afhæn­ger af, at han ved­va­ren­de for­ny­er sal­get af sin arbejd­s­ev­ne til kapitalisten”.10Karl Marx, Resultater af den umid­del­ba­re pro­duk­tions­pro­ces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (cite­ret fra ST, 143, over­sæt­tel­se til­pas­set af Søren Mau). Der er alt­så no way out – vi går “fri­vil­ligt” hen og sæl­ger vores arbejds­kraft.

Men – og nu begyn­der det at bli­ve spæn­den­de – ikke alle pro­le­ta­rer sæl­ger deres arbejds­kraft, og sam­ti­dig er der man­ge af dem, der gør, som også arbej­der uden for løn­for­hol­det og dér­u­de udfø­rer arbej­de, som er sam­funds­mæs­sigt nød­ven­digt. Mau viser, hvor­dan kapi­ta­lis­men ind­fø­rer en histo­risk unik opde­ling af pro­duk­tion af varer og repro­duk­tio­nen af arbejds­kraf­ten, “en opde­ling hvor pro­le­tarkvin­der blev tvun­get til at udfø­re alt det uløn­ne­de og usyn­lig­gjor­te arbej­de, uden hvil­ket det kapi­ta­li­sti­ske system straks vil­le kollapse”.11ST, 155.

Bogen går i dyb­den med den spalt­ning og dis­ku­te­rer den nye­re femi­ni­sti­ske forsk­ning, der går under beteg­nel­sen soci­al repro­duk­tions­te­o­ri. Ligesom nog­le af dens repræ­sen­tan­ter spør­ger Mau: Hvorfor er det kvin­der, der befol­ker det sted uden for kapi­ta­lens umid­del­ba­re kon­trol, dér hvor arbejds­kraf­ten repro­du­ce­res, hvor der laves hus­ar­bej­de og øves omsorg for børn og mænd? Er der en nød­ven­dig sam­men­hæng mel­lem pro­duk­tions­må­dens spalt­ning af pro­duk­tion og repro­duk­tion og kvin­der­nes lave­re pla­ce­ring i det køn­ne­de hie­rar­ki? Men han spør­ger også: Hvad kan vi over­ho­ve­det sige om kapi­tal og køn på dét abstrak­tions­ni­veau?

Svaret er: not much. Jeg skal ikke gå i detal­jer her, men Mau viser, hvor­dan dis­kus­sio­nen ofte ender i noget “begrebs­ligt rod”, og at fle­re for­fat­te­re bidra­ger til for­vir­rin­gen ved ikke at skel­ne mel­lem for­skel­li­ge abstrak­tions­ni­veau­er. Med Cinzia Aruzza søger Mau at fast­hol­de dia­lek­tik­ken: “Kønnet under­tryk­kel­se er ikke nød­ven­dig for kapi­ta­lis­men i betyd­nin­gen ‘en logisk for­ud­sæt­ning’, men den er nød­ven­dig i den for­stand, at kapi­ta­lis­mens histo­ri­ske eksi­stens har med­ført, at køn­net under­tryk­kel­se er ble­vet en ‘nød­ven­dig kon­se­kvens’ af kapitalismen.”12Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.

Det er ikke mindst Maus fortje­ne­ste at pege på, hvor­dan det skjul­te, men vir­ke­li­ge anlig­gen­de i de nye­re teo­re­ti­ske for­søg på at kob­le femi­nis­me og marxis­me er af poli­tisk natur. Kan man som femi­ni­stisk-marxi­stisk teo­re­ti­ker til­ve­je­brin­ge et “stærkt grund­lag for kri­tik­ken af ten­den­sen blandt (vis­se) marxi­ster til at ned­pri­o­ri­te­re kam­pe om køn ud fra et snæ­ver­sy­net ide­al om revo­lu­tio­næ­re kampe”,13ST, 167. har man sin ryg fri. Således betryg­get kan man vise – ja, jeg fri­stes næsten til at sige ret­fær­dig­gø­re – at den femi­ni­sti­ske kamp er “god nok”, det vil sige, at den som kamp mod køn­net under­tryk­kel­se er en natur­lig del af en anti­ka­pi­ta­li­stisk stra­te­gi.

Men den går ikke. Besværgelsen af den nød­ven­di­ge for­bin­del­se mel­lem kapi­ta­lis­me og kvin­de­un­der­tryk­kel­se tager i alt for man­ge til­fæl­de over lige dér, hvor den kon­kre­te ana­ly­se skul­le begyn­de. Med ret­te under­stre­ger Mau: “Hvor meget vi bør stræ­be efter at fusio­ne­re de begrebs­ap­pa­ra­ter, vi under­sø­ger kapi­ta­len og køn­net igen­nem, afhæn­ger af, hvad vi vil under­sø­ge, det vil sige det afhæn­ger af det spe­ci­fik­ke ana­ly­seob­jekt, samt hvil­ke aspek­ter af det­te ana­ly­seob­jekt vi er inter­es­se­re­de i, og hvil­ket abstrak­tions­ni­veau ana­ly­sen ope­re­rer på”.14ST, 167. Mau sæt­ter der­med også spørgs­måls­tegn ved ide­en om, at poli­ti­ske stra­te­gi­er umid­del­bart kan udle­des af abstrakt teo­ri: “Kampe mod køn­net under­tryk­kel­se er vig­ti­ge, for­di de net­op er kam­pe mod under­tryk­kel­se – ikke for­di de er logisk for­bun­det til kapitalformen”.15ST, 168.

Hvis vi der­i­mod skal for­stå, hvor­dan “kapi­ta­lis­men hvi­ler på og for­stær­ker køn­net under­tryk­kel­se”, bør det der­for ana­ly­se­res “på et lave­re abstrak­tions­ni­veau, hvor histo­risk spe­ci­fik­ke køns­sy­ste­mer ind­dra­ges”, hvor man ind­dra­ger “en teo­ri om køn, der kan for­kla­re, hvor­for den kapi­ta­li­sti­ske adskil­lel­se af akti­vi­tets­sfæ­rer har en ten­dens til at over­lap­pe med et binært og hie­rar­kisk system af kønsforskelle”.16ST, 166.

Lønarbejde og kapi­tal og hie­rar­ki­et mel­lem køn­ne­ne

Lige præ­cis. Mau gør det ikke i bogen her, men det er der andre, der gør. Den tyske soci­alp­sy­ko­log og femi­ni­sti­ske kri­ti­ker Regina Becker-Schmidt har været skel­sæt­ten­de, bl.a. med sit begreb om kvin­der­nes dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se (som refe­re­rer indi­rek­te til Marx’ begreb om det sam­funds­mæs­sig­gjor­te arbejde).17Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwi­s­chen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. Becker-Schmidt har bag­grund i både Marx’ kri­tik af den poli­ti­ske øko­no­mi, i psy­ko­a­na­ly­sen og i en femi­ni­stisk, kri­tisk læs­ning af Adorno og Horkheimer.

Hun har bl.a. under­søgt det, hun kal­der ambi­va­lens-erfa­rin­ger hos fabriks­ar­bej­den­de mødre, og har vist, hvor­dan den måde, kvin­der­ne ori­en­te­rer sig i beg­ge erfa­rings­om­rå­der, sker gen­nem en man­ge­ler­fa­ring, og for­di mulig­he­der­ne for at til­freds­stil­le deres behov i og mel­lem de adskil­te sfæ­rer er begræn­se­de og mod­sæt­nings­fyld­te: Hver sfæ­re taget for sig er under de her­sken­de betin­gel­ser uri­me­lig og kri­tisa­bel. Isolation og mang­len­de aner­ken­del­se hér, umen­ne­ske­li­ge arbejds­be­tin­gel­ser dér, børn, der kræ­ver god tid hér, arbejds­gi­ve­re, der beder dig hum­me dig dér.

Med sin viden fra Marx’ vær­di­te­o­ri kan Becker-Schmidt fast­slå, hvor­dan kvin­der­ne er dob­belt under­lagt den sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se, som kapi­ta­lens val­o­ri­se­rings­tvang ikke kan eksi­ste­re uden. Det fore­går i grove træk sådan her: Lønarbejdet er en livs­nød­ven­dig­hed for fler­tal­let i befolk­nin­gen. Men den, der ikke kan hæv­de sig på arbejds­mar­ke­det, mar­gi­na­li­se­res. Enhver form for arbej­de, der ikke har nogen mar­keds­vær­di, reg­nes ikke for noget i en sam­funds­struk­tur, hvor pro­fi­t­o­ri­en­te­ret virk­som­hed har for­rang.

Men her gem­mer sig et para­doks, især for kvin­der­ne. For uden for mar­ke­det og pen­geø­ko­no­mi­en lig­ger hus­ar­bej­det og omsor­gen og andre for­mer for soci­alt nød­ven­dig virk­som­hed. Kvindernes arbej­de er sam­funds­mæs­sigt nød­ven­digt, men det er gemt væk som pri­vat og fra­skri­ver sig der­med den vær­di, som ellers, for­mid­let via mar­ke­det, til­ken­der løn­ar­bej­det pris og soci­al aner­ken­del­se.

Vi ken­der det, histo­ri­en viser det: Hvor kvin­den påta­ger sig hus- og bør­ne­ar­bej­det, kom­mer hie­rar­ki­et mel­lem betalt og ube­talt arbej­de den løn­ne­de, mand­li­ge part­ner til gode. Det er ham, der tæl­ler, ikke hen­de.

I det bor­ger­li­ge, kapi­ta­li­sti­ske sam­fund gæl­der alt­så ikke kun det sær­li­ge for­hold mel­lem løn­ar­bej­de og kapi­tal som sam­funds­mæs­sig­gø­ren­de prin­cip, det gør også det hie­rar­ki­ske køns­for­hold. Begge omfat­ter alle med­lem­mer af sam­fun­det. Men for kvin­der bety­der den dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se noget andet end for mænd – objek­tivt, på niveau­et for udnyt­tel­sen af deres arbejds­kraft og deres evner som mødre og hustru­er – og sub­jek­tivt, på niveau­et for deres mulig­he­der for at opnå aner­ken­del­se og til­eg­ne sig ver­den.

Kvindernes arbejds­kraft bli­ver ikke kun udnyt­tet som vare i løn­ar­bej­det, men også som gra­tis i repro­duk­tions­sfæ­ren – og dér, hvor kvin­der­ne afløn­nes, sker det til en lave­re vær­di. Den cen­tra­le mod­si­gel­se, der såle­des histo­risk har ken­de­teg­net kvin­der­nes dob­bel­te sam­funds­mæs­sig­gø­rel­se, består i, at sel­ve deres inte­gra­tion i sam­fun­det sker gen­nem segre­ga­tion og deklas­se­ring qua kønnet.18Gudrun-Axeli Knapp, “Zur wider­sprü­chli­che Vergesellschaftung von Frauen”, i Die dop­pel­te Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von pri­va­tem und beru­fli­chem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.

Det er mulig­vis ved at ændre sig lidt nu, i lige­stil­lin­gens tidsal­der. Kapitalen har snif­fet for­de­le­ne ved kvin­de­lig arbejds­kraft, og der er brug for nogen til at tage over der­hjem­me. Reproduktionssfæren er under til­ta­gen­de pres nu, hvor det klas­si­ske arran­ge­ment mel­lem for­sør­ger og hus­mor er mærk­bart ero­de­ret. I den såkaldt tred­je ver­den er det uud­dan­net, bil­lig, over­ve­jen­de kvin­de­lig arbejds­kraft, der kla­rer gre­jer­ne, når mor er på arbej­de; i Europa bli­ver sta­digt fle­re af mid­delklas­sens hus­hold­nin­ger til arbejds­plad­ser for betalt indvandrerarbejdskraft.19Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den pri­va­ten Haushalt. Die neu­en Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). Samtidig med, at kra­vet om mænd på bar­sel vin­der ind­pas.

Uanset om det er man­den eller kvin­den, der må bli­ve hjem­me, skal det repro­duk­ti­ve arbej­de udfø­res. Deklasseringen repro­du­ce­rer sig nu i for­hol­det mel­lem den ude­ar­bej­den­de mor og den betal­te hus­hjælp: Middelklasse-mode­ren ophø­jes til løn­net, aner­kendt arbejds­kraft, mens den uud­dan­ne­de sor­te hus­hjælp for rin­ge beta­ling og uden for mar­ke­det sør­ger for det nød­ven­di­ge. Men grund­kon­flik­ten og magt­for­hol­det mel­lem den mar­keds­for­mid­le­de og den pri­vat orga­ni­se­re­de repro­duk­tions­pro­ces består – og peger på, hvor­dan de histo­risk udvik­le­de for­mer for patri­ar­kalsk her­re­døm­me, om end til­slø­re­de, fusio­ne­rer med kapi­ta­li­sti­ske interesser.20Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gen­der’, ‘eth­ni­ci­ty’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesells­chaft­li­che Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84. Hvor man­den – trods mang­len­de sam­funds­mæs­sig aner­ken­del­se – begyn­der at tage det gene­ra­ti­ve omsorgs­ar­bej­de på sig, åbner der sig nye kampzo­ner, og vi kan ople­ve alvor­li­ge spræk­ker i det gængse hie­rar­ki mel­lem køn­ne­ne.

Den glo­ba­le kapi­ta­lis­me og kvin­der i Syd

Her til sidst, nu vi er ved det med lige­stil­lin­gen. Jeg har lavet aktions­forsk­ning i Nicaragua, Honduras, Sydafrika, Zambia og Uganda. Og jeg har set, hvor­dan Verdensbanken og andre vest­li­ge for­ta­le­re for den glo­ba­le kapi­ta­lis­me i væk­stens navn instru­men­ta­li­se­rer lige­stil­ling i tred­je ver­den med for­slag, der skal frem­me kvin­ders del­ta­gel­se på arbejds­mar­ke­det, i det offent­li­ge liv og som for­bru­ge­re. Husarbejde og den rol­le, kvin­der har i repro­duk­tio­nen, anses for en byr­de, kvin­der­ne bør befri­es for.

Dét er vand på main­stream-femi­nis­mens møl­le. Men når man ken­der til ana­ly­ser som Becker-Schmidts og dén her i Maus bog, udru­stes man med begre­ber, der gør det muligt at gen­nem­skue bedra­get og se, hvor­dan dén lige­stil­ling repro­du­ce­rer køns­hie­rar­ki­er­ne og ned­vur­de­rin­gen af kvin­de­ar­bej­det i fami­li­en, præ­cist som vi ken­der det fra vores del af ver­den. Og man kan for­stå, hvor­dan man med blin­de, neoko­lo­ni­a­li­sti­ske til­tag kører råt og brutalt hen over hele det spek­trum af repro­duk­tion af liv, beskyt­tel­se af naturre­s­sour­cer, slæg­tens opret­hol­del­se og cere­mo­ni­el­le for­plig­tel­ser, som kvin­der i tred­je ver­den er hove­d­ansvar­li­ge for, når det kom­mer til fød­sel, ritu­el­le ind­vi­el­ser, begra­vel­ser og lig­nen­de.

Det sid­ste rea­ge­rer kvin­de­li­ge småbøn­der, jeg har arbej­det med, kraf­tigt imod, fx med krav om at bli­ve hørt som både pro­du­cen­ter og omsorgs­gi­ve­re. Og lige nu er kli­maak­ti­vi­ster i Syd, bl.a. unge kvin­der i Uganda, i gang med at kal­de til aktio­ner for at beskyt­te den jord, de ved deres fami­li­er skal leve af. De plan­ter træ­er, kører kampag­ner i lands­by­er­ne, går på Twitter med krav om for­bud mod pla­stik. Og de kal­der til “kamp mod syste­met” og arran­ge­rer Fridays for Future og andre strej­ker for kli­ma­et.

I mine øjne er de kvin­de­li­ge småbøn­der og de unge kvin­der i Syd kom­mu­ni­ster i den for­stand, Mau alle­re­de tal­te om i en arti­kel i Dagbladet Information i 2017. Her skrev han: “For Marx var kom­mu­nis­me ikke et ide­al, der skul­le rea­li­se­res, men en bevæ­gel­se, en pro­ces. Kommunisme er at kom­mu­ni­se­re, alt­så at fæl­les­gø­re – at sabo­te­re kapi­ta­lens uni­ver­sel­le pri­va­ti­se­ring og erstat­te virk­som­he­der og sta­ter med frie fæl­les­ska­ber, der giver men­ne­ske­ne kon­trol­len over deres fæl­les liv.”21Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bru­ges til noget som helst i dag? Her er de bed­ste argu­men­ter for og imod”, Dagbladet Information, 14. sep­tem­ber 2017.

1. Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de bor­ger­li­ge ikke læn­ge­re evner at for­sva­re kapi­ta­lis­men”, Dagbladet Information, 21. okto­ber 2021.
2. Søren Mau, Stum tvang. En marxi­stisk under­sø­gel­se af kapi­ta­lis­mens øko­no­mi­ske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter for­kor­tet ST.
3. ST, 29.
4. ST, 30.
5. ST, 32.
6. ST, 306
7. ST, 306.
8. ST, 306.
9. ST, 133.
10. Karl Marx, Resultater af den umid­del­ba­re pro­duk­tions­pro­ces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (cite­ret fra ST, 143, over­sæt­tel­se til­pas­set af Søren Mau).
11. ST, 155.
12. Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.
13. ST, 167.
14. ST, 167.
15. ST, 168.
16. ST, 166.
17. Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwi­s­chen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74.
18. Gudrun-Axeli Knapp, “Zur wider­sprü­chli­che Vergesellschaftung von Frauen”, i Die dop­pel­te Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von pri­va­tem und beru­fli­chem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.
19. Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den pri­va­ten Haushalt. Die neu­en Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007).
20. Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gen­der’, ‘eth­ni­ci­ty’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesells­chaft­li­che Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84.
21. Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bru­ges til noget som helst i dag? Her er de bed­ste argu­men­ter for og imod”, Dagbladet Information, 14. sep­tem­ber 2017.