Allerede få uger efter udgivelsen var det første oplag udsolgt, og bogen har skabt debat i alle større medier – fra venstre til højre i det politiske spektrum.1Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021. Hvorfor er der ingen vej uden om Søren Maus bog Stum Tvang?2Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST. Der er mange, men her er et par vægtige grunde:
Det er allerede i gang, men om godt og vel 10 år er jordkloden ubeboelig en hel masse steder, enten fordi der er for varmt, eller fordi der er for vådt. Eller fordi der er for koldt. Også her i vores danske andedam bliver der kamp om pladserne. Klimakrisen er over os.
Samtidig trænger en ny bølge af feminisme frem overalt i verden. Kvinder – og køn i forskellige aftapninger – finder sig ikke længere i mere pis. Med stadig større selvbevidsthed insisterer de ikke alene på deres del af kagen, men også på deres ret til at sætte mændene og – ikke mindst i visse #MeToo-tilfælde – magten stolen for døren. Det får til gengæld en del herrer m/k til at råbe vagt i gevær – både dem med og dem uden magt: Hvad er der snart tilbage til os? Kønskampen raser.
Endelig, sorte og andre ikke-hvide i både Nord og Syd bliver mere og mere bevidste om deres retmæssige plads i verden og prøver derfor at (gen)indtage den med stadig større stamina. I den vestlige verden er Black Lives Matter pænt populær, liberale er mere lydhøre end længe, samtidig med at en del af de sammes regeringer raver mere eller mindre rådvilde rundt. I Syd bliver sorte borgere, der vil høres, mødt med tåregas og militær. Demokratiet har det ikke særlig godt.
Hvad stiller vi op? Og hvordan skal vi forstå de mange stemmer og ikke mindst de mange lag i de forskellige kriser? Hvordan bliver vi frie?
Teorien og den rodede virkelighed
Det er overhovedet ikke nemt. Men én ting er sikker: Djævelen ligger i detaljen. Vi har brug for hands on-viden om magtens veje og vildveje. Og vi har brug for helt konkrete analyser af, hvad der foregår. Det er her Maus bog, Stum tvang, kommer ind i billedet.
Hvad for noget? vil nogen indvende. En teoretisk moppedreng på over 300 sider, som vil “forsøge at etablere en teori om de magtformer, der kan udledes af den kapitalistiske produktionsmådes væsensbestemmelser”.3ST, 29. En bog, som hævder, at det “rent analytisk er muligt at isolere og identificere de kernestrukturer, der gør kapitalistiske samfund kapitalistiske.” Hvordan kan sådan en teoretisk undersøgelse hjælpe os til at forstå de spørgsmål, jeg taler om her?
Det er noget af det skønne ved Maus bog. At han kan se forskel på den teoretiske abstraktion og den historisk konkrete analyse. At han på én og samme gang insisterer på at grave efter “kapitalismens ideale tværsnit” som teoretisk abstraktion og samtidig fastholder, at dette “ikke indebærer en påstand om, at der faktisk findes sådan noget som en kapitallogik, som opererer uafhængigt af sin specifikke sociale kontekst”.4ST, 30.
I sit teoretiske ærinde tillader Mau sig at se bort fra den rolle, ideologi og vold spiller i opretholdelsen af kapitalistiske produktionsforhold. Han skriver: “Min påstand er altså ikke at kapitalismen udelukkende beror på stum tvang, eller at der er en historisk tendens til, at andre former for magt forsvinder eller træder i baggrunden. Den teori, jeg udvikler […], har til formål at gøre os i stand til at se, at kapitalens magt er virksom, selv når den ideologiske og voldelige magt er fraværende”.5ST, 32.
Det centrale i Maus projekt er påvisningen af, at kapitalismen som produktionsmåde fratager mennesker kontrollen over deres eget liv – om vi mennesker vil det eller ej. Hans teoretiske undersøgelse sigter på at vise karakteren og omfanget af de betingelser, vi er oppe imod, hvis vi vil afskaffe denne tvang og nærme os et samfund, hvor det er individernes bevidste handlen, ikke kapitalen, der regulerer det samfundsmæssige liv.
Det er karakteristisk, at Mau ved afslutningen af sin undersøgelse konkluderer: “Kampen mod kapitalens dødsmaskineri finder ikke sted i et teoretisk laboratorium, hvilket betyder, at kampen aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog. I dén rodede virkelighed som kampe finder sted i, er kapitalens økonomiske magt altid viklet ind i voldelig og ideologisk magt, samt sociale former, logikker og dynamikker, der ikke stammer fra kapitalformen”.6ST, 306
Og han fortsætter: “Vi skal altid huske på, at teorier udviklet på et højt abstraktionsniveau ikke kan og ikke bør give svar på spørgsmålet, om hvad der skal gøres – men også at det ikke betyder, at sådanne teorier er politisk ubrugelige”.7ST, 306.
Vi har brug for dem, fordi de er relevante i den praktiske bestræbelse på at lægge kapitalens verden i graven: “Det, som teorier som den, jeg har udviklet i denne bog, imidlertid er i stand til, er at udvikle begreber, der kan bruges på lavere abstraktionsniveauer med henblik på at producere strategiske analyser af konkrete kamparenaer”.8ST, 306.
Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted udenfor?
Lad os tage et eksempel. På niveauet for analysen af den stumme tvang peger Mau på, hvordan kapitalens magt altid er en form for dominans, fordi den beror på adskillelsen mellem evnen til at arbejde og betingelsen for realiseringen af denne evne. Han vil hellere tale om proletarer end om arbejdere, “fordi det ikke er alle, hvis overlevelse afhænger af kapitalen, som arbejder. Det, der definerer den proletariske position, er ikke arbejde, men den radikale spaltning mellem livet og dets betingelser”.9ST, 133. Vi er nægtet adgang til produktionsmidlerne, men vores overlevelse er, via markedet, bundet til samme.
Derfor, på grund af denne enhed af adskillelse og forbindelse, behøver den herskende klasse ikke at bruge vold for at presse merarbejde ud af arbejderne. Og her tager Mau Karl Marx i ed: “Den frie arbejder må […] selv opretholde forholdet, da hans egen og familiens eksistens afhænger af, at han vedvarende fornyer salget af sin arbejdsevne til kapitalisten”.10Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau). Der er altså no way out – vi går “frivilligt” hen og sælger vores arbejdskraft.
Men – og nu begynder det at blive spændende – ikke alle proletarer sælger deres arbejdskraft, og samtidig er der mange af dem, der gør, som også arbejder uden for lønforholdet og dérude udfører arbejde, som er samfundsmæssigt nødvendigt. Mau viser, hvordan kapitalismen indfører en historisk unik opdeling af produktion af varer og reproduktionen af arbejdskraften, “en opdeling hvor proletarkvinder blev tvunget til at udføre alt det ulønnede og usynliggjorte arbejde, uden hvilket det kapitalistiske system straks ville kollapse”.11ST, 155.
Bogen går i dybden med den spaltning og diskuterer den nyere feministiske forskning, der går under betegnelsen social reproduktionsteori. Ligesom nogle af dens repræsentanter spørger Mau: Hvorfor er det kvinder, der befolker det sted uden for kapitalens umiddelbare kontrol, dér hvor arbejdskraften reproduceres, hvor der laves husarbejde og øves omsorg for børn og mænd? Er der en nødvendig sammenhæng mellem produktionsmådens spaltning af produktion og reproduktion og kvindernes lavere placering i det kønnede hierarki? Men han spørger også: Hvad kan vi overhovedet sige om kapital og køn på dét abstraktionsniveau?
Svaret er: not much. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men Mau viser, hvordan diskussionen ofte ender i noget “begrebsligt rod”, og at flere forfattere bidrager til forvirringen ved ikke at skelne mellem forskellige abstraktionsniveauer. Med Cinzia Aruzza søger Mau at fastholde dialektikken: “Kønnet undertrykkelse er ikke nødvendig for kapitalismen i betydningen ‘en logisk forudsætning’, men den er nødvendig i den forstand, at kapitalismens historiske eksistens har medført, at kønnet undertrykkelse er blevet en ‘nødvendig konsekvens’ af kapitalismen.”12Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015.
Det er ikke mindst Maus fortjeneste at pege på, hvordan det skjulte, men virkelige anliggende i de nyere teoretiske forsøg på at koble feminisme og marxisme er af politisk natur. Kan man som feministisk-marxistisk teoretiker tilvejebringe et “stærkt grundlag for kritikken af tendensen blandt (visse) marxister til at nedprioritere kampe om køn ud fra et snæversynet ideal om revolutionære kampe”,13ST, 167. har man sin ryg fri. Således betrygget kan man vise – ja, jeg fristes næsten til at sige retfærdiggøre – at den feministiske kamp er “god nok”, det vil sige, at den som kamp mod kønnet undertrykkelse er en naturlig del af en antikapitalistisk strategi.
Men den går ikke. Besværgelsen af den nødvendige forbindelse mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse tager i alt for mange tilfælde over lige dér, hvor den konkrete analyse skulle begynde. Med rette understreger Mau: “Hvor meget vi bør stræbe efter at fusionere de begrebsapparater, vi undersøger kapitalen og kønnet igennem, afhænger af, hvad vi vil undersøge, det vil sige det afhænger af det specifikke analyseobjekt, samt hvilke aspekter af dette analyseobjekt vi er interesserede i, og hvilket abstraktionsniveau analysen opererer på”.14ST, 167. Mau sætter dermed også spørgsmålstegn ved ideen om, at politiske strategier umiddelbart kan udledes af abstrakt teori: “Kampe mod kønnet undertrykkelse er vigtige, fordi de netop er kampe mod undertrykkelse – ikke fordi de er logisk forbundet til kapitalformen”.15ST, 168.
Hvis vi derimod skal forstå, hvordan “kapitalismen hviler på og forstærker kønnet undertrykkelse”, bør det derfor analyseres “på et lavere abstraktionsniveau, hvor historisk specifikke kønssystemer inddrages”, hvor man inddrager “en teori om køn, der kan forklare, hvorfor den kapitalistiske adskillelse af aktivitetssfærer har en tendens til at overlappe med et binært og hierarkisk system af kønsforskelle”.16ST, 166.
Lønarbejde og kapital og hierarkiet mellem kønnene
Lige præcis. Mau gør det ikke i bogen her, men det er der andre, der gør. Den tyske socialpsykolog og feministiske kritiker Regina Becker-Schmidt har været skelsættende, bl.a. med sit begreb om kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse (som refererer indirekte til Marx’ begreb om det samfundsmæssiggjorte arbejde).17Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. Becker-Schmidt har baggrund i både Marx’ kritik af den politiske økonomi, i psykoanalysen og i en feministisk, kritisk læsning af Adorno og Horkheimer.
Hun har bl.a. undersøgt det, hun kalder ambivalens-erfaringer hos fabriksarbejdende mødre, og har vist, hvordan den måde, kvinderne orienterer sig i begge erfaringsområder, sker gennem en mangelerfaring, og fordi mulighederne for at tilfredsstille deres behov i og mellem de adskilte sfærer er begrænsede og modsætningsfyldte: Hver sfære taget for sig er under de herskende betingelser urimelig og kritisabel. Isolation og manglende anerkendelse hér, umenneskelige arbejdsbetingelser dér, børn, der kræver god tid hér, arbejdsgivere, der beder dig humme dig dér.
Med sin viden fra Marx’ værditeori kan Becker-Schmidt fastslå, hvordan kvinderne er dobbelt underlagt den samfundsmæssiggørelse, som kapitalens valoriseringstvang ikke kan eksistere uden. Det foregår i grove træk sådan her: Lønarbejdet er en livsnødvendighed for flertallet i befolkningen. Men den, der ikke kan hævde sig på arbejdsmarkedet, marginaliseres. Enhver form for arbejde, der ikke har nogen markedsværdi, regnes ikke for noget i en samfundsstruktur, hvor profitorienteret virksomhed har forrang.
Men her gemmer sig et paradoks, især for kvinderne. For uden for markedet og pengeøkonomien ligger husarbejdet og omsorgen og andre former for socialt nødvendig virksomhed. Kvindernes arbejde er samfundsmæssigt nødvendigt, men det er gemt væk som privat og fraskriver sig dermed den værdi, som ellers, formidlet via markedet, tilkender lønarbejdet pris og social anerkendelse.
Vi kender det, historien viser det: Hvor kvinden påtager sig hus- og børnearbejdet, kommer hierarkiet mellem betalt og ubetalt arbejde den lønnede, mandlige partner til gode. Det er ham, der tæller, ikke hende.
I det borgerlige, kapitalistiske samfund gælder altså ikke kun det særlige forhold mellem lønarbejde og kapital som samfundsmæssiggørende princip, det gør også det hierarkiske kønsforhold. Begge omfatter alle medlemmer af samfundet. Men for kvinder betyder den dobbelte samfundsmæssiggørelse noget andet end for mænd – objektivt, på niveauet for udnyttelsen af deres arbejdskraft og deres evner som mødre og hustruer – og subjektivt, på niveauet for deres muligheder for at opnå anerkendelse og tilegne sig verden.
Kvindernes arbejdskraft bliver ikke kun udnyttet som vare i lønarbejdet, men også som gratis i reproduktionssfæren – og dér, hvor kvinderne aflønnes, sker det til en lavere værdi. Den centrale modsigelse, der således historisk har kendetegnet kvindernes dobbelte samfundsmæssiggørelse, består i, at selve deres integration i samfundet sker gennem segregation og deklassering qua kønnet.18Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52.
Det er muligvis ved at ændre sig lidt nu, i ligestillingens tidsalder. Kapitalen har sniffet fordelene ved kvindelig arbejdskraft, og der er brug for nogen til at tage over derhjemme. Reproduktionssfæren er under tiltagende pres nu, hvor det klassiske arrangement mellem forsørger og husmor er mærkbart eroderet. I den såkaldt tredje verden er det uuddannet, billig, overvejende kvindelig arbejdskraft, der klarer grejerne, når mor er på arbejde; i Europa bliver stadigt flere af middelklassens husholdninger til arbejdspladser for betalt indvandrerarbejdskraft.19Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). Samtidig med, at kravet om mænd på barsel vinder indpas.
Uanset om det er manden eller kvinden, der må blive hjemme, skal det reproduktive arbejde udføres. Deklasseringen reproducerer sig nu i forholdet mellem den udearbejdende mor og den betalte hushjælp: Middelklasse-moderen ophøjes til lønnet, anerkendt arbejdskraft, mens den uuddannede sorte hushjælp for ringe betaling og uden for markedet sørger for det nødvendige. Men grundkonflikten og magtforholdet mellem den markedsformidlede og den privat organiserede reproduktionsproces består – og peger på, hvordan de historisk udviklede former for patriarkalsk herredømme, om end tilslørede, fusionerer med kapitalistiske interesser.20Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84. Hvor manden – trods manglende samfundsmæssig anerkendelse – begynder at tage det generative omsorgsarbejde på sig, åbner der sig nye kampzoner, og vi kan opleve alvorlige sprækker i det gængse hierarki mellem kønnene.
Den globale kapitalisme og kvinder i Syd
Her til sidst, nu vi er ved det med ligestillingen. Jeg har lavet aktionsforskning i Nicaragua, Honduras, Sydafrika, Zambia og Uganda. Og jeg har set, hvordan Verdensbanken og andre vestlige fortalere for den globale kapitalisme i vækstens navn instrumentaliserer ligestilling i tredje verden med forslag, der skal fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, i det offentlige liv og som forbrugere. Husarbejde og den rolle, kvinder har i reproduktionen, anses for en byrde, kvinderne bør befries for.
Dét er vand på mainstream-feminismens mølle. Men når man kender til analyser som Becker-Schmidts og dén her i Maus bog, udrustes man med begreber, der gør det muligt at gennemskue bedraget og se, hvordan dén ligestilling reproducerer kønshierarkierne og nedvurderingen af kvindearbejdet i familien, præcist som vi kender det fra vores del af verden. Og man kan forstå, hvordan man med blinde, neokolonialistiske tiltag kører råt og brutalt hen over hele det spektrum af reproduktion af liv, beskyttelse af naturressourcer, slægtens opretholdelse og ceremonielle forpligtelser, som kvinder i tredje verden er hovedansvarlige for, når det kommer til fødsel, rituelle indvielser, begravelser og lignende.
Det sidste reagerer kvindelige småbønder, jeg har arbejdet med, kraftigt imod, fx med krav om at blive hørt som både producenter og omsorgsgivere. Og lige nu er klimaaktivister i Syd, bl.a. unge kvinder i Uganda, i gang med at kalde til aktioner for at beskytte den jord, de ved deres familier skal leve af. De planter træer, kører kampagner i landsbyerne, går på Twitter med krav om forbud mod plastik. Og de kalder til “kamp mod systemet” og arrangerer Fridays for Future og andre strejker for klimaet.
I mine øjne er de kvindelige småbønder og de unge kvinder i Syd kommunister i den forstand, Mau allerede talte om i en artikel i Dagbladet Information i 2017. Her skrev han: “For Marx var kommunisme ikke et ideal, der skulle realiseres, men en bevægelse, en proces. Kommunisme er at kommunisere, altså at fællesgøre – at sabotere kapitalens universelle privatisering og erstatte virksomheder og stater med frie fællesskaber, der giver menneskene kontrollen over deres fælles liv.”21Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017.
| 1. | Søren Mau, “Kritikken af ‘Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen”, Dagbladet Information, 21. oktober 2021. |
| 2. | Søren Mau, Stum tvang. En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt (Aarhus: Forlaget Klim, 2021). Herefter forkortet ST. |
| 3. | ST, 29. |
| 4. | ST, 30. |
| 5. | ST, 32. |
| 6. | ST, 306 |
| 7. | ST, 306. |
| 8. | ST, 306. |
| 9. | ST, 133. |
| 10. | Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces (Aarhus: Modtryk, 1974), 71 (citeret fra ST, 143, oversættelse tilpasset af Søren Mau). |
| 11. | ST, 155. |
| 12. | Cinzia Aruzza, “Logic or History? The Political Stakes of Marxist-Feminist Theory”, Viewpoint Magazine, 23. juni 2015. |
| 13. | ST, 167. |
| 14. | ST, 167. |
| 15. | ST, 168. |
| 16. | ST, 166. |
| 17. | Regina Becker-Schmidt, “Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben”, i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74. |
| 18. | Gudrun-Axeli Knapp, “Zur widersprüchliche Vergesellschaftung von Frauen”, i Die doppelte Sozialization Erwachsener. Zum Verhältnins von privatem und beruflichem Lebensstrang, red. Ernst‑H. Hoff (München: Verlag Deutsches Jugendinstitut, 1990), 17–52. |
| 19. | Helma Lutz, Vom Weltmarkt in den privaten Haushalt. Die neuen Dienstmädchen im Zeitalter der Globalisiering (Opladen/Farmington Hills: Barbara Buderich, 2007). |
| 20. | Regina Becker-Schmidt, “ ‘Class’, ‘gender’, ‘ethnicity’, ‘race’: Logiken der Differenzsetzung, Verschränkungen von Ungleichheitslagen und gesellschaftliche Strukturierung”, i Achsen der Ungleichheit. Zum Verhältnis von Klasse, Geschlecht und Ehtnizität, red. C. Klinger, G.-A. Knapp & B. Sauer (Frankfurt a. M.: Campus, 2007), 56–84. |
| 21. | Rune Lykkeberg & Søren Mau, “Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod”, Dagbladet Information, 14. september 2017. |