Hadet og hemmeligheden bag de gyldne æg

Den ita­li­en­ske filo­sof og socio­log Maurizio Lazzarato (f. 1955) er især kendt for sin tænk­ning ved­rø­ren­de imma­te­ri­elt arbej­de, sine mikro- og makro­po­li­ti­ske gælds­a­na­ly­ser af det neoli­be­ra­le akku­mu­la­tions­re­gi­me og bogen Guerres et Capital (Krige og Kapital) skre­vet i sam­ar­bej­de med den fran­ske filo­sof Eric Alliez, hvor de hud­flet­ter kapi­ta­lens dub­i­ø­se og nød­ven­di­ge omgang med krig og revo­lu­tion. I sin nye­ste bog, Le capi­tal déte­ste tout le mon­de – Fascisme ou révo­lu­tion (Kapitalen hader alle – fascis­me eller revo­lu­tion),1Maurizio Lazzarato, Le capi­tal déte­ste tout le mon­de – Fascisme ou révo­lu­tion (Éditions Amsterdam, 2019). Alle refe­ren­cer til den­ne bog vil efter­føl­gen­de bli­ve fore­ta­get med akro­ny­met CDM, [side­tal], eks. CDM, 9. stil­ler han skar­pt på det moder­ne, kapi­ta­li­sti­ske sam­funds sene­ste neofa­sci­sti­ske udvik­ling­s­ten­den­ser. Lazzarato bevæ­ger sig langt væk fra sin tid­li­ge­re tænk­nings opti­mis­me og læg­ger ikke fin­gre imel­lem, når han desil­lu­sio­ne­ret ana­ly­se­rer histo­ri­ske ten­den­ser og kri­ti­se­rer nye­re teo­re­ti­ske udlæg­nin­ger af dit­to. I det føl­gen­de vil jeg prø­ve at udlæg­ge Lazzaratos hove­d­æ­rin­de med bogen og se nær­me­re på nog­le enkel­te, udvalg­te del­ar­gu­men­ter.

Hadet er hem­me­lig­he­den

Titlen, Kapitalen hader alle – fascis­me eller revo­lu­tion, er en iøj­ne­fal­den­de antro­po­morf frem­stil­ling af kapi­ta­len som et obster­na­sigt sub­jekt, der lader til at have et pro­ble­ma­tisk ude­stå­en­de med alt og alle. Ordlyden slår en højstemt og yderst poli­ti­se­ren­de skri­ve­stil an, som ved før­ste læs­ning kan vir­ke dels afskræk­ken­de, dels barn­lig. Men hvis man tager tit­len for påly­den­de og ser bort fra det muli­ge efter­slæb af sklero­se­ren­de føl­ge­slut­nin­ger, antro­po­mor­fis­mer rummer,2Kritikken af men­ne­skets mil­dest talt lidt selv­høj­ti­de­li­ge ten­dens til at pro­jek­te­re egne egen­ska­ber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og såle­des begri­be dis­se gen­nem dets eget (selv)billede, er en i filo­so­fi­hi­sto­ri­en kendt gen­gan­ger. Se eksem­pel­vis Spinozas anmærk­ning til lære­sæt­ning 15 i før­ste del af Ethica, … Continue reading så kan den måske moti­ve­re en mere syste­ma­tisk frem­stil­ling af den kapi­ta­li­sti­ske øko­no­mis poli­ti­ske moment(er).

I sin sene­re og såkald­te “mod­ne” kri­tik af den poli­ti­ske øko­no­mi fin­der vi også ved Karl Marx en frem­stil­ling af kapi­ta­len som et auto­nomt og auto­ma­tisk subjekt,3Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der poli­ti­s­chen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle refe­ren­cer til Marx vil efter­føl­gen­de bli­ve fore­ta­get med akro­ny­met: MEW [bind], [side­tal], eks.: MEW 23, 169. der til­sy­ne­la­den­de udfol­der sig frit fra ethvert for­hin­dren­de og gen­stri­digt moment, som kun­ne begræn­se dets drif­ti­ge og græn­se­lø­se vækstdynamik.4MEW 23, 529. Kapitalen præ­sen­te­res her som en auto­ma­tik, hvor vær­di­for­ø­gel­sen, dvs. ska­bel­sen af pro­fit, fin­der sted af sig selv. Kapitalen kom­mer der­for til at beteg­ne vær­di­ens selvval­o­ri­se­ren­de dyna­mik, en kvan­ti­ta­tiv for­ø­gel­se af den oprin­de­li­ge vær­di. Kapital er der­for ikke blot vær­di, men beteg­ner nær­me­re den bevæ­gel­se, hvor­med vær­di ska­ber mer­vær­di. Kapital er alt­så hver­ken en vare eller pen­ge, men beteg­ner den umå­de­li­ge og ende­lø­se vær­di­for­ø­gel­ses bevæ­gel­se. Alt er dog ikke sagt med den­ne auto­ma­tik, og Marx’ kri­ti­ske pro­jekt går i en vis udstræk­ning ud på at vise, hvad der lig­ger i den­ne kapi­ta­lens okkul­te egen­skab til at læg­ge gyld­ne æg. Hverken Marx eller Lazzarato stop­per der­for ved kapi­ta­lens gen­nem­træn­gen­de afpo­li­ti­se­ring af sin repro­duk­tion, da det­te vil­le ude­luk­ke kri­tik­ken og der­med ethvert alter­na­tiv og udvi­ske stra­te­gi­ske linjer – der vil­le ikke læn­ge­re være noget at afle­de. Det gæl­der såle­des for dem beg­ge om at afdæk­ke, hvor­for vær­di­for­ø­gel­sen ikke kan fin­de sted i en gli­den­de auto­ma­tik. Kapitalen står ikke for en deter­mi­ni­stisk øko­no­mi i betyd­nin­gen af en ufor­mid­let, fata­li­stisk, objek­tiv struk­tur­sam­men­hæng (økonomisme);5Denne ind­ven­ding møder man tit, men for det meste fra teo­re­ti­ke­re, der fore­stil­ler sig “øko­no­mi” alt for snæ­vert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nem­lig som “pro­duk­tio­nen og repro­duk­tio­nen af det vir­ke­li­ge liv”, hvil­ket inde­bæ­rer en bred vek­sel­virk­ning af for­skel­lig­ar­te­de momen­ter (MEW 37, 463 – min … Continue reading tvær­ti­mod er den­ne struk­tur run­det af og grun­det i et leven­de og bræn­den­de had. Pointen med kri­tik­ken, både ved Marx og Lazzarato, kan der­for siges at være afdæk­nin­gen af det, kapi­ta­lens fly­den­de repro­duk­tion bræn­der inde med, nem­lig et knapt så stumt had, som med vold og magt hol­der revo­lu­tio­nen til­ba­ge. Hadet er den vold, der mulig­gør og bin­der struk­tu­ren sam­men, og står her for det kon­tin­gen­te og alt­så poli­ti­ske kon­sti­tu­tions­mo­ment i det, der ellers lig­ner en i sten skre­vet nød­ven­dig og mono­lo­gisk udviklingstendens.6Jf. også Marx’ begreb om “oprin­de­lig akku­mu­la­tion”, MEW 23, kap. 24.

Ifølge Lazzarato hader kapi­ta­len føl­ge­lig alle. Men hvor­for? Jo, kapi­ta­len vil­le ikke hade alle, hvis den ikke net­op var afhæn­gig sit (umed­gø­r­li­ge) mate­ri­el­le natur­grund­lag i skik­kel­se af jord og men­ne­ske­krop­pe. Var den ikke afhæn­gig, kun­ne den for så vidt være ligeg­lad med alle. Men hadet peger alt­så på et væsent­ligt og der­med struk­tu­relt afhæn­gig­heds­for­hold mel­lem kapi­ta­len og eksi­sten­sen af et kon­ti­nu­er­ligt grund­lag (fortwähren­de Grundlage),7MEW 25, 630. kapi­ta­len ikke selv kan sæt­te: jord og fug­le­frie menneskekroppe.8MEW 23, 761. Dens omsig­gri­ben­de og alle­steds­nær­væ­ren­de had slår på den måde over i et selv­had, som egent­lig er resul­ta­tet af en radi­kal ufor­må­en­hed, der tyder på, at kapi­ta­len et eller andet sted grund­læg­gen­de set er døds­angst. Hadet repræ­sen­te­rer sådan en struk­tu­rel inkom­pa­ti­bi­li­tet med egne mulig­heds­be­tin­gel­ser – en syste­misk uhold­bar rela­tion til dets mate­ri­el­le grund­lag. Kapitalen løber sig en sta­ver i livet ved at spæn­de dets mate­ri­el­le og finit­te eksi­stens­grund­lag for en ide­a­li­stisk og infi­nit tele­o­lo­gi – en sund øko­no­mi opret­holdt ved 3% årlig vækst i BNP.

Denne inkom­pa­ti­bi­li­tet får for­skel­li­ge udtryk i og med det, Lazzarato kal­der (neo)fascistiske udviklingstendenser.9Lazzaratos brug af beteg­nel­sen “fascis­me” kan afsted­kom­me en auto­ma­tisk skep­sis og dele­gi­ti­me­ren­de reak­tion ved læse­ren. Det at kal­de nogen eller noget fasci­stisk fun­ge­rer alt for ofte som en art reto­risk gum­mi­kug­le, der skal sky­de luf­ten ud af mod­stan­de­ren og dis­kus­sio­nen i almin­de­lig­hed. Men det bli­ver dog hur­tigt … Continue reading Disse ten­den­ser peger på det, vi lidt mis­vi­sen­de har kal­det “hadet” i bestemt ental på dansk, som navn for det, Lazzarato beskri­ver som det, kapi­ta­len hader (déste­ste), dvs. det, den gør. Kapitalen indstif­ter en rela­tion til sine mulig­heds­be­tin­gel­ser, som er præ­get af gen­stri­dig­hed i mod­sæt­ning til gen­si­dig­hed. Denne gen­stri­dig­hed skal med vold og magt afbø­jes, så den fun­ge­rer i over­ens­stem­mel­se med kapi­ta­lens kate­go­ri­ske impe­ra­tiv, dvs. ska­bel­sen af pro­fit. Denne afbøj­ning frem­står som neofa­sci­sti­ske måder at ope­ra­tio­na­li­se­re gen­stri­dig­hed og mod­sæt­nin­ger til kapi­ta­lens for­del. Et eksem­pel, Lazzarato ofte kom­mer ind på i sin bog, er, hvor­le­des udbred­te natio­na­li­sti­ske fore­stil­lin­ger og for­dom­me, der fast­lå­ser men­ne­sker i over­le­ve­re­de adfærds­møn­stre, som de ikke selv har valgt eller til­slut­ter sig, inter­nt udgræn­ser dele af den mod­stands­dyg­ti­ge klas­se og såle­des util­sig­tet begræn­ser egne fri­heds­mu­lig­he­der til for­del for kapi­ta­lens vækst­be­tin­gel­ser. Lazzarato præ­sen­te­rer her­med, hvor­dan kapi­ta­lens pro­ble­mer i en vis for­stand over­vin­trer i dets mulig­heds­be­tin­gel­ser. Problemet for­sky­des, reg­nin­gen efter­la­des: Det bli­ver de andre, det andet køn, dit lave selv­værd, der frarø­ver dig mulig­he­der­ne for et godt liv. Xenofobi, miso­gy­ni og selv­had kan iføl­ge Lazzarato for­stås som kapi­ta­lens for­sky­den­de ope­ra­tio­na­li­se­ring af sin egen ufor­må­en og sit selv­de­struk­ti­ve væsen. Man kan opsam­len­de for­mu­le­re det sådan, at Lazzaratos for­mål med at præ­sen­te­re kapi­ta­lens had­ful­de væsen i al sin enkel­hed går ud på at punk­te­re fore­stil­lin­gen om øko­no­misk vækst som en fre­de­lig, uskyl­dig og neut­ral udvik­ling­s­ten­dens. Som vi skal se, står de neofa­sci­sti­ske ten­den­ser ikke uden for eller i mod­sæt­ning til den glo­ba­le øko­no­mis dyna­mik.

Fascisme eller revo­lu­tion: en etik

Kapitalens had bru­ger Lazzarato først og frem­mest til at opstil­le en etik.  For at udfol­de det­te, giver det god mening at se nær­me­re på bogens under­ti­tel: Fascisme ou révo­lu­tion. Konjunktionen ou (“eller”) ind­be­fat­ter en inter­es­sant dob­belt­ty­dig­hed, som er vig­tig at frem­hæ­ve for bed­re at kun­ne pla­ce­re hadets betyd­ning for Lazzarato og vide­re bestem­me bogens argu­men­ter. På dansk og fransk til­dæk­ker konjunk­tio­nen en under­lig­gen­de dob­belt­hed, som ikke desto min­dre kan frem­hæ­ves ved at påpe­ge to muli­ge lat­in­ske over­sæt­tel­ser af “eller”: vel og aut … aut. Den før­ste over­sæt­tel­se, fascis­me eller (vel) revo­lu­tion, er kon­nek­tiv og iden­ti­fi­ce­rer det ene med det andet, og for­skel­len for­vi­trer. Den anden over­sæt­tel­se, aut … aut, sæt­ter en oppo­si­tion og en eks­klu­sion; den udgræn­ser to irre­duk­tib­le (histo­ri­ske) dyna­mi­k­ker: (enten) fascis­me eller revolution.10Jf. Pierre Machereys reflek­sion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]). De to lat­in­ske over­sæt­tel­ser af konjunk­tio­nen kan meget fint præ­sen­te­re en fra Kierkegaards for­fat­ter­skab uen­de­lig kendt for­skel mel­lem det æste­ti­ske (vel) og det eti­ske (aut … aut) enten-eller. En æste­tisk slu­kø­ret udlæg­ning af Lazzaratos konjunk­tion kun­ne lyde: “tager Du [revo­lu­tio­nen] op, faa­er Du [fascis­me], tager Du den ikke op, faa­er Du ogs­aa [fascis­me], nu kan Du vælge!”11Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156. Udlægges konjunk­tio­nen der­i­mod etisk, beteg­ner den “det Valg, hvor­ved man væl­ger [fascis­me] og [revo­lu­tion] eller ude­luk­ker dem.”12Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.

Undertitlens eti­ske islæt i kapi­ta­lens trend spil­ler på en kendt mod­stil­ling inden for marxi­stisk tænk­ning. Mest popu­lær er nok Rosa Luxemburgs berøm­te Die Krise der Sozialdemokratie (eller Junius-Broschüre), udgi­vet under pseu­do­ny­met Junius i janu­ar 1916, som hun skrev, mens hun sad fængs­let i april 1915. Ifølge Luxemburg skul­le Friedrich Engels engang have sagt: “Det bor­ger­li­ge sam­fund står over for et dilem­ma: Enten over­gang til soci­a­lis­me eller til­bage­fald i barbariet.”13Det er sene­re ble­vet vist, at pas­sa­gen, Luxemburg hen­vi­ser til, ikke stam­mer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in sei­nem grundsätzli­chen Teil erläu­tert fra 1892, hvor det hed­der: “…es heißt entwe­der vorwärts zum Sozialismus oder rück­wärts in die Barbarei.” Med efter­krig­sti­dens fransk-marxi­sti­ske og anti-sta­li­ni­sti­ske … Continue reading Modstillingen peger på et dilem­ma af poli­tisk og etisk art – alt imens det også er en kold spand vand i hove­d­et på dem, som tro­e­de og håbe­de, at soci­a­lis­men eller kom­mu­nis­men fortrøst­nings­fuldt og utvivl­s­omt stod og bød nuti­dens under­tryk­te vel­kom­men for enden af bar­ba­ri­et og fascis­men. Ligesom Marx i decem­ber 1867 frem­lag­de det irske uaf­hæn­gig­heds­spørgs­mål som et spørgs­mål om “ruin eller revo­lu­tion”, så er konjunk­tio­nens funk­tion for Lazzarato net­op at ind­skri­ve et genu­int poli­tisk valg og sam­ti­dig at aner­ken­de val­gets reel­le asym­me­tri.

I Lazzaratos bog fin­der vi et klart etisk “eller”. Men det er på ingen måde et etisk valg, som kan træf­fes frit (“aus frei­en Stücken”).14MEW 8, 115. “Vi er alle­re­de ind­lej­ret i en pro­ces af prak­tiskpo­li­ti­ske brud gen­nemt­vun­get af neofa­sci­sti­ske, sexi­sti­ske og raci­sti­ske bevæ­gel­ser, som fore­kom­mer ufravigelig.”15CDM, 9. Alternativet “fascis­me eller revo­lu­tion” er et alter­na­tiv, men et asym­me­trisk et af slagsen. Lazzaratos hove­d­æ­rin­de med bogen er såle­des at præ­sen­te­re hadet som en histo­risk dyna­mik, vi alle­re­de er del­ag­ti­ge i, og der­med at den “eti­ske aktivitet”16CDM, 156. må begyn­de med destruk­tio­nen (pars destru­ens) af den igang­væ­ren­de fasci­sti­ske dyna­mik for på ny at kun­ne tæn­ke brud­det og revo­lu­tio­nen (pars con­stru­ens).

Vi lever i apo­ka­lyp­ti­ske tider: vol­dens glem­sel

Lazzarato min­der os sted­se om, at vi lever i apo­ka­lyp­ti­ske tider. Dette skal for­stås i bog­sta­ve­lig for­stand, og alt­så knapt så eska­to­lo­gisk, som man måske har for vane at fore­stil­le sig, når man tæn­ker på Coppolas klas­si­ker eller andre per­ler som Waterworld – selv­om Kevin Costner vel­sag­tens kun­ne gå for en her­oisk udga­ve af den span­ske skul­p­tør Isaac Cordals druk­nen­de ver­dens­le­de­re. Apokalyptisk skal her tol­kes i lyset af dets græ­ske ophav fra apo­ka­lup­te­in, der bety­der at afdæk­ke eller at afslø­re. Ifølge Lazzarato refe­rer det apo­ka­lyp­ti­ske til afdæk­nin­gen af den asym­me­tri­ske udvik­ling, nem­lig at det hele går ad fascis­men til. Dette er en kendt manøv­re inden for marxi­stisk og kri­tisk teo­ri, hvor kri­se­ti­der net­op beteg­ner et inter­regnum, hvor­fra et væld af mor­bi­de og fasci­sti­ske symp­to­mer udspringer.17Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.

Det, Lazzarato kal­der neoli­be­ra­lis­mens kon­tra­re­vo­lu­tion, består i en glem­sel af prak­sis­ser og teo­ri­er, som er og var grund­læg­gen­de kapi­ta­lis­me­kri­ti­ske. Succesen ved neoli­be­ra­lis­mens tan­ke­lø­se viden­sam­fund viser sig som en histo­ri­e­løs erindringskultur.18Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som pris­me”, i Løgstrups man­ge ansig­ter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbe­af­stand af marxis­men (Antipyrine, 2019), 265. Lazzarato gør enormt meget ud af at under­stre­ge, ikke så meget glem­s­len, som den vold, den­ne glem­sel er grund­lagt på og vir­ker igen­nem. Denne vold, som vi skal til at se nær­me­re på, er en vide­re udfol­del­se af den vold og magt, vi så ved hadet, som vi har præ­sen­te­ret oven­for.

Når Lazzarato begrebs­ligt pla­ce­rer vol­den i sin argu­men­ta­tion, er det ofte med hen­vis­ning til Benjamins berøm­te Til Kritikken af Volden fra 1921. Dette er et vig­tigt moment i Lazzaratos argu­men­ta­tion, for, som han gen­ta­gen­de under­stre­ger, beskæf­ti­ger man sig nem­lig ikke med den vold, som grund­læg­ger (“la vio­len­ce qui a fondé” eller “die recht­setzen­de Gewalt”),19Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186. går man både prak­tisk og teo­re­tisk galt i byen: 1) Man har kun blik for den volds­kon­ser­ve­ren­de eller volds­op­ret­hol­den­de dyna­mik (“la vio­len­ce qui con­ser­ve” eller “die recht­ser­hal­ten­de Gewalt”) af øko­no­mi­en, de repres­si­ve og ide­o­lo­gi­ske stats­ap­pa­ra­ter, ret­ten, la gou­ver­ne­menta­lité osv.,20Her refe­re­rer Lazzarato til så for­skel­li­ge tæn­ke­re som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i den­ne sam­men­hæng er de slå­et i hart­korn med hin­an­den, for­di Lazzarato ankla­ger dem for at over­se benævn­te vold som en mulig­heds­be­tin­gel­se for deres cen­tra­le begreber. hvor­med kapi­ta­len præ­sen­te­res som den moder­ni­se­ren­de og innova­ti­ve aktør bag socio-histo­ri­ske udvik­ling­s­ten­den­ser. 2) Man glem­mer der­med også den glo­ba­le revo­lu­tion og dens neder­lag, som er glo­ba­li­se­rin­gens oprin­del­se og årsag, dvs. glo­ba­li­se­rin­gen som den glo­ba­le kapi­tals mod­svar på det­te neder­lag.

Hvordan skal eller kan vi begri­be det­te mod­svar? Lazzarato går her­til i kødet på Michel Foucaults teo­re­ti­ske mang­ler og blind­g­y­der, når det dre­jer sig om at afdæk­ke neoli­be­ra­lis­mens mør­ke, beskid­te og blo­di­ge gene­a­lo­gi. Foucault har iføl­ge Lazzarato aldrig kon­fron­te­ret sine begre­ber med vir­ke­li­ge, (makro)politiske pro­ces­ser, og det­te er udtryk for, at Foucault gan­ske ele­gant udvi­sker en helt afgø­ren­de for­ud­sæt­ning: “Den regér­li­ge og rege­re­de sub­jek­ti­vi­tet kan kun pro­du­ce­res på betin­gel­se af et mere eller min­dre blo­digt nederlag.”21CDM, 21.

Et andet grund­læg­gen­de argu­ment for Lazzarato kan præ­sen­te­res kort og godt ved at cite­re Gilles Deleuze og Félix Guattari: “Der har aldrig været en libe­ral kapitalisme.”22Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato par­af­ra­se­rer ofte det­te citat, men refe­re­rer ikke eks­pli­cit til det, hvil­ket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la det­te (Les Prairies Ordinares, 2014), 9. Dette kom­mer til udtryk gen­nem kri­tik­ken af de gængse opfat­tel­ser, at neoli­be­ra­lis­men skul­le stå for net­op det­te, en libe­ral øko­no­mi. Ifølge Lazzarato tror neoli­be­ra­lis­men og dens drif­ti­ge til­hæn­ge­re slet ikke på mar­ke­dets “natur­li­ge” funk­tions­dyg­tig­hed, men er tvær­ti­mod fuldt ud opmærk­som på, at sta­ten kon­ti­nu­er­ligt må inter­ve­ne­re og såle­des age­re grund­lag for de juri­di­ske, finan­si­el­le og øko­no­mi­ske “moder­ni­se­rin­ger” – à la dem Frankrigs præ­si­dent, Emmanuel Macron, for­kø­let men stæ­digt for­sø­ger at gennemtrumfe.23CDM, 22. Som den dan­ske teo­re­ti­ker Mikkel Bolt har bemær­ket fle­re ste­der, så kan den neoli­be­ra­le stat­s­in­ter­ven­tio­nis­me, hvis man ser det fra den soci­a­le repro­duk­tions per­spek­tiv, betrag­tes som en art tre­di­ve­år­skrig mod ver­dens befolkninger.24Mikkel Bolt, Trumps kon­tra­re­vo­lu­tion (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.

Dette er, hvad Lazzarato igen og igen kal­der den for­ud­gå­en­de bor­ger­krig som disci­pli­nens og “gou­ver­ne­menta­li­te­tens” mulig­heds­be­tin­gel­ser. I en vis for­stand må de repres­si­ve stats­ap­pa­ra­ter gøre tav­len ren, før de ide­o­lo­gi­ske appa­ra­ter og selv­di­sci­pli­ne­rin­gen kan vir­ke, som Lazzarato eksem­pel­vis frem­hæ­ver med Latinamerika i begyn­del­sen af 70’erne: “Her fandt [de neoli­be­ra­le ide­o­lo­ger] en gen­nem mili­tæ­rets repres­sion mart­ret subjektivitet”.25CDM, 22. Lazzarato frem­hæ­ver eksem­pel­vis yder­li­ge­re i den­ne for­bin­del­se det bra­si­li­an­ske præ­si­dentvalg. Valget af Jair Messias Bolsonaro står som en radi­ka­li­se­ring af den neofa­sci­sti­ske bøl­ge og hen­vi­ser sådan iføl­ge Lazzarato direk­te til den neoli­be­ra­li­sti­ske fød­sel­sakt i Chile, hvor Augusto Pinochets blo­di­ge statskup afsat­te den demo­kra­tisk valg­te Salvador Allende og ind­før­te “ret­ten til at mas­sa­kre­re de per­so­ner, som ikke under­lag­de sig det frie marked”.26CDM, 22. Chile udgjor­de såle­des et leven­de labo­ra­to­ri­um for Chicago-sko­lens drif­ti­ge ide­o­lo­ger, i hvil­ket de kun­ne “eks­pe­ri­men­te­re på tusin­der af mili­tan­te kom­mu­ni­ster og soci­a­li­sters lig”.27CDM, 20. Denne udvik­ling spred­te sig også til andre lat­i­na­me­ri­kan­ske lan­de (Uruguay, Brasilien og Argentina), hvor Chicago-drengene28“A group of eco­no­mists known as ‘the Chicago boys’ becau­se of their atta­ch­ment to the neoli­be­ral the­o­ri­es of Milton Friedman, then tea­ching at the University of Chicago, was sum­mo­ned to help recon­struct the Chilean eco­no­my” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8). hav­de frie ram­mer til at repro­du­ce­re den chi­len­ske suc­ces med at redu­ce­re løn­nin­ger mas­sivt, skæ­re soci­a­le ydel­ser, pri­va­ti­se­re skole‑, sund­heds- og pen­sions­sy­ste­met etc. Neoliberalismens Chicago-dren­ge var dog ikke unik­ke mht. den­ne vol­de­li­ge logik. Den tyske ordo­li­be­ra­lis­mes suc­ces, hvor sta­ten skab­te “ord­ne­de” ram­mer for markedsøkonomien,29Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50. kun­ne lige­le­des kun “vir­ke” på bag­grund af nazis­mens til­in­tet­gø­rel­se af den tyske sub­jek­ti­vi­tet.

Efterfølgende blev 70’ernes og 80’ernes neoli­be­ra­le liv­tag oveni­kø­bet aner­kendt og adop­te­ret af ver­dens­ban­ken og IMF under de såkald­te struc­tu­ral adju­st­ment pro­grams, som sør­ge­de for at få Afrika, Sydøstasien og aller­se­ne­st det Globale Nords tun­ge ele­ver i klas­sen på bøl­ge­læng­de med tidens krav.30CDM, 20.

Nye fascis­mer

Lazzarato skri­ver, at de nye fascis­mer har opnå­et poli­tisk hege­mo­ni på to måder: 1) ved at bestræ­be sig på at bry­de med den neoli­be­ra­li­sti­ske busi­ness as usu­al, eli­ten eller “syste­met”, og især 2) ved at udpe­ge og bestem­me immi­gran­ten, flygt­nin­gen og mus­li­men som fjen­den. Racisme, fascis­me og sexis­me har gen­nem­lø­bet nog­le histo­ri­ske for­an­drin­ger, og det vil være mere end naivt at tro, at vi efter fyr­re års neoli­be­ra­lis­me vil se en sim­pel gen­ta­gel­se af mel­lem­krig­sti­dens fascis­me. Derfor udtryk­ker neofa­scis­men også en dob­belt for­an­dring af: 1) den histo­ri­ske fascis­me, og 2) orga­ni­se­rin­gen af den kon­tra­re­vo­lu­tio­næ­re vold. Den nye fascis­me er natio­nal­li­be­ral mere end den histo­ri­ske, som var natio­nalso­ci­a­li­stisk. Nu gæl­der det om at have en stat, der er stærk nok til at under­tryk­ke mino­ri­te­ter, frem­me­de, kri­mi­nel­le osv., sam­ti­dig med, lige­som det var til­fæl­det med ordo­li­be­ra­lis­men, at det indre mar­ked skal pri­o­ri­te­res og kon­so­li­de­res – det sid­ste for­ud­sæt­ter iføl­ge den neofa­sci­sti­ske dog­ma­tik det før­ste. Og hvad der histo­risk kom til udtryk som anti­se­mi­tis­me, har nu givet plad­sen til en gene­ra­li­se­ret og udpræ­get xeno­fo­bi, der cen­tre­rer sig omkring islam og migran­ter.

Hvor den histo­ri­ske fascis­me var en af den tota­le krigs aktu­a­li­se­ren­de moda­li­te­ter, så er det, vi ser i dag, nær­me­re en “krig mod befolkningen”.31CDM, 36. Som Lazzarato beskri­ver, så behø­ver neofa­scis­men ikke engang at være direk­te vol­de­lig eller para­mi­li­tær, som den histo­ri­ske var det, for­di, og her kom­mer den slu­kø­re­de pes­si­mis­me atter til udtryk, der i løbet af de sid­ste årti­er ikke har været revo­lu­tio­næ­re poli­ti­ske bevæ­gel­ser – hver­ken i USA, Europa, Latinamerika eller Asien – som for alvor har udfor­dret det neoli­be­ra­li­sti­ske sam­funds og kapi­ta­lens eksi­stens­grund­lag. Man kun­ne omvendt sige, at det kla­rer kapi­ta­len fore­lø­bigt bedst selv. Men hvis der er ét fæl­les­træk ved den histo­ri­ske og den nye fascis­me, så er det, som Lazzarato skri­ver, “en grund­læg­gen­de selv­de­struk­tion og et sui­ci­dalt begær, som kapi­ta­len har for­le­net dem med.”32CDM, 37. Denne selv­de­struk­tion, som føl­ger af kapi­ta­lens pro­duk­tion, deler den histo­ri­ske og den nye fascis­me med kapi­ta­len.

Det kan være svært at gen­nem­skue ud fra hvil­ken måle­stok, Lazzarato begri­ber nye fasci­sti­ske bøl­gers udvik­ling: På den ene side har vi Erdogan og Bolsonaro, på den anden side har vi de euro­pæ­i­ske neofa­scis­mer, og så har vi Trump der­i­mel­lem.  Men én ting er dog sik­kert, og det er, at de histo­ri­ske fascis­mer iføl­ge Lazzarato på ingen måde ophæ­ve­de eller tæm­me­de kapi­ta­lens mod­sæt­nin­ger, tvær­ti­mod så acce­le­re­re­de og inten­si­ve­re­de de dem og skub­be­de såle­des ver­den i ret­ning mod Anden Verdenskrig. Lazzarato næv­ner Trump, som desta­bi­li­se­re­de den neoli­be­ra­le kapi­ta­lis­me ved at acce­le­re­re dere­gu­le­rin­gen af finans­sek­to­ren, for­stær­ke­de de ame­ri­kan­ske virk­som­he­ders kon­kur­ren­ce­mo­nopol og sæn­ke­de skat­ter­ne, alt imens det­te blev præ­sen­te­ret som en far­bar måde at beskyt­te ofre­ne (her den hvi­de arbej­der­klas­se) fra selv sam­me dere­gu­le­ring og monopol.33CDM, 37.

Lazzarato bru­ger en del tid på at tyde­lig­gø­re, i hvil­ken udstræk­ning fascis­mens gen­komst har sine rød­der i neoli­be­ra­lis­mens begyn­del­se (hvor fascis­men i Latinamerika omvendt var neoli­be­ra­lis­mens udgangs­punkt og grund­lag), som fandt sted, da for­dis­mens løn-pro­duk­ti­vi­tets-kom­pro­mis løb ind i en akku­mu­la­tions­kri­se og en ny inter­na­tio­nal arbejds­de­ling kræ­ve­de andre for­mer for kon­trol og repres­sion. Lazzarato insi­ste­rer her på at frem­hæ­ve et socioø­ko­no­misk per­spek­tiv, som tæn­ke­re som Foucault ikke fan­ger, men blot lader stå til med at ind­skri­ve fascis­men som en mulig­hed i den moder­ne stat. Hermed glem­mes det iføl­ge Lazzarato, hvor­dan fascis­men stik­ker næsen frem afhæn­gigt af kapi­ta­lens glo­ba­le manøv­re­dyg­tig­hed og rela­tion til natio­nal­sta­ter­nes hånd­te­ring af akku­mu­la­tio­nens dynamik.34CDM, 40.

Det er i den­ne sam­men­hæng vig­tigt at under­stre­ge, hvor­dan fascis­men dog aldrig har været en for­hin­dring for kapi­ta­len. Eksempelvis bibe­holdt det fasci­sti­ske Italien et godt for­hold til Wall Street, og en af neoli­be­ra­lis­mens hove­d­i­de­o­lo­ger, Friedrich Hayek, men­te yder­li­ge­re, at et “libe­ralt dik­ta­tur” var at fore­træk­ke frem for et “demo­kra­ti uden liberalisme”.35CDM, 35. Hayek legi­ti­me­re­de Pinochets dik­ta­tur med refe­ren­ce til, at det ophæ­ve­de en mas­se poli­ti­ske fri­he­der, men til gen­gæld skab­te et væld af per­son­li­ge fri­he­der – såsom den øko­no­mi­ske fri­hed til at købe og sæl­ge, dri­ve virk­som­hed, lave finan­si­el­le inve­ste­rin­ger, spe­ku­le­re og fore­ta­ge pen­gepo­li­ti­ske plyn­drin­ger. Nationalismen og xeno­fo­bi­en, der ken­de­teg­ner fascis­men, udgør såle­des kun en mar­gi­nal bekym­ring i for­hold til den glo­ba­li­se­re­de, kapi­ta­li­sti­ske øko­no­mis ve og vel. Som bekendt udtal­te både Herbert Hoover, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill sig meget favora­belt om Mussolini,36“The war debt deal nego­ti­a­ted in 1925 was the most generous that America con­clu­ded with any of its war­ti­me asso­ci­a­tes. It set off a flow of American inve­st­ment to Italy that only acce­le­ra­ted after 1927, once Italy sta­bi­lized on the gold stan­dard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016. for­di han kun­ne gene­tab­le­re orden og moder­ni­se­re indu­stri­en og lan­det, samt ind­dæm­me faren fra bol­sje­vik­ker­ne.

Borgerkrigens logik: “Døden er ikke en fejl. Den er en del af systemet”37Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lom­men (Basilisk, 2020).

Udgør den rets-grund­læg­gen­de vold ikke en inte­gre­ret del af teo­ri­en, ender man alt­så med at kon­stru­e­re et paci­fi­ce­ret magt­be­greb, sådan som det iføl­ge Lazzarato var til­fæl­det med Foucault. Et paci­fi­ce­ret magt­be­greb kom­mer så at sige for sent, da det begri­ber vol­den som en alle­re­de i stats­ap­pa­ra­tet og dets insti­tu­tio­ners inkorpo­re­ret auto­ma­tik, der vir­ker gen­nem en art soft vio­len­ce – eller som Foucault skrev i mid­ten af 70’erne: “une sor­te de guer­re silencieuse.”38Dvs. “en slags stil­le krig”. Michel Foucault, “Il faut défen­dre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16. Lazzarato mener ikke, at den rets-grund­læg­gen­de vold er ble­vet absor­be­ret, udryd­det eller for­flyt­tet af øko­no­mi­en, loven eller demo­kra­tiets gli­den­de maski­ne­ri, tvær­ti­mod; Lazzarato bestræ­ber sig på at udgra­ve bor­ger­kri­gens logik som den vold, neoli­be­ra­lis­men er grund­lagt på. Krig skal her læses som end­nu en dif­fe­ren­ti­e­ring og eks­pli­ci­te­ring af hadet. I den­ne for­bin­del­se præ­sen­te­res krig som klas­sedo­mi­nan­sens og “regér­bar­he­dens” for­ud­sæt­nin­ger, eller med den fransk-bra­si­li­an­ske socio­log og filo­sof Michael Löwys ord: “Den domi­ne­ren­de klas­ses her­re­døm­me [pou­voir] er ikke blot et resul­tat af dets øko­no­mi­ske og poli­ti­ske magt [for­ce], eller ejen­dom­mens distri­bu­tion, eller det pro­duk­ti­ve systems trans­for­ma­tion: Klassens her­re­døm­me for­ud­sæt­ter altid en histo­risk tri­umf i kam­pen mod de subal­ter­ne klasser.”39Citeret i CDM, 19 (min oversættelse). Argumentet sæt­ter fokus på den vold, der er for­ud­sæt­nin­gen for, at “busi­ness” kan fort­sæt­te “as usu­al” – for­ud­sæt­nin­gen er her det, man kun­ne kal­de “den klas­se­sæt­ten­de vold”. Den kapi­ta­li­sti­ske øko­no­mis stum­me tvang, der begynd­te med et brag af en fri­gø­rel­se.

Den her omtal­te bor­ger­krig kan føres på for­skel­li­ge måder, men én ting er sik­kert: Kapitalen sej­re­de i det 20. århund­re­de og trans­for­me­re­de taber­ne om til “reger­ba­re” sub­jek­ter. Det er vig­tigt at for­stå, at det nuvæ­ren­de akku­mu­la­tions­re­gi­me, som domi­ne­res af finans­ka­pi­ta­len, og hvor rela­tio­nen ven/fjende er skif­tet ud med regerende/regerede, gan­ske vist lig­ner en freds­tid, men i rea­li­te­ten er det en fort­sæt­tel­se af kri­gen med andre mid­ler. Krigen hør­te aldrig op, dens inten­si­tet blev blot moduleret.40CDM, 65.

Borgerkrigens logik afdæk­kes i de apo­ka­lyp­ti­ske tider, vi lever i – de neofa­sci­sti­ske ten­den­ser udfor­drer for­hol­det mel­lem vold og insti­tu­tion, krig og gou­ver­ne­menta­li­tet, sådan som det eksem­pel­vis ses med rets­sta­tens og und­ta­gel­ses­til­stan­dens sam­men­s­melt­ning. De neofa­sci­sti­ske ten­den­ser viser, at der bag øko­no­mi­ske, soci­a­le og insti­tu­tio­nel­le såkald­te “innova­tio­ner” gem­mer sig et klas­se­had og et vol­de­ligt, stra­te­gisk sam­men­stød.

“Alting for­an­dres mens revo­lu­tio­nen planlægges”41Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sid­der her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).

Dette er fascis­men på den ene side, men hvor­dan står det så til med revo­lu­tio­nen, når vi læser Lazzarato? Læser man de for­skel­li­ge opstan­de, som fin­der sted ver­den over, og som i mere eller min­dre grad har et system­kri­tisk og alt­så anti-kapi­ta­li­stisk islæt, i et inter­na­tio­na­li­stisk per­spek­tiv – eller med de “ver­dens­re­vo­lu­tio­næ­re” bril­ler – kan det vir­ke, som ind­ta­ger man en yderst præten­tiøs eller hal­luci­ne­ren­de posi­tion, efter­som dis­se bevæ­gel­ser langt­fra udgør en sam­let oppo­si­tion mod kapi­ta­len og, hvad vær­re er, slet ikke udgør en næv­ne­vær­dig trus­sel mod den pri­va­te ejen­dom.

Fra revo­lu­tio­nens per­spek­tiv for­sø­ger Lazzarato med end­nu en benja­minsk tan­ke­fi­gur at red­de den revo­lu­tio­næ­re posi­tion ved først at begri­be de revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­sers histo­ri­ske neder­lag i 60’erne og, end­nu vig­ti­ge­re, der­ef­ter ikke at begri­be dis­se neder­lag som irre­ver­si­belt over­stå­e­de, men som end­nu-ikke-rea­li­se­re­de mulig­he­der, hvis eksi­stens tit­ter frem i farens øje­blik – her for­stås i de apo­ka­lyp­ti­ske tider.

Lazzarato er meget inter­es­se­ret i tiden omkring 60’erne som et vig­tigt moment for de revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser, for­di 60’ernes helt sto­re udfor­dring, som også led­te til neder­la­get, var kon­struk­tio­nen af en anden revo­lu­tio­nær model end den, som blev åbnet med den rus­si­ske revo­lu­tion i 1917.42CDM, 163. Den leni­ni­sti­ske model for­stod revo­lu­tio­nen som noget, der skul­le vir­ke­lig­gø­res. Arbejderklassen var det histo­ri­ske sub­jekt, som alle­re­de var i besid­del­se af mid­ler­ne til afskaf­fel­sen af kapi­ta­lis­men og såle­des mid­ler­ne til kom­mu­nis­mens vir­ke­lig­gø­rel­se. Den berøm­te pas­sa­ge fra arbej­der­klas­sen “i sig” til en klas­se “for sig” skul­le vir­ke­lig­gø­res gen­nem en bevidst­gø­rel­se og mag­tover­ta­gel­se diri­ge­ret og orga­ni­se­ret af et ekster­nt vir­ken­de avant­gar­de-par­ti.

Modsat den leni­ni­sti­ske model har den revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­se siden 60’erne taget form af en begi­ven­hed. Det poli­ti­ske og histo­ri­ske sub­jekt er ikke på for­hånd bestemt som en sådan klas­se, det rum­mer ikke a pri­o­ri en poli­tisk essens, som skal vir­ke­lig­gø­res; men sub­jek­ter er som poli­ti­ske sub­jek­ter ufor­ud­si­ge­li­ge. Der er såle­des et skift i at tæn­ke det poli­ti­ske sub­jekt fra at inkar­ne­re og være bærer af en histo­risk nød­ven­dig­hed, til at sub­jek­tet nu står for det poli­ti­ske sam­men­støds kon­tin­gens. Denne kon­tin­gens er karak­te­ri­se­ret ved at være et brud i et radi­kalt her og nu og har ikke et andet pro­gram end afvis­nin­gen af at bli­ve rege­ret. Bruddet er destruk­tivt og alt­så ikke kon­struk­tivt, der bli­ver ikke udka­stet from­me forjæt­tel­ser om en frem­ti­dig ret­fær­dig­hed og til­kom­men­de demokrati.43Det er tyde­ligt, hvor stor en rol­le Walter Benjamin spil­ler for hele Lazzaratos for­stå­el­se af nye revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser og hvor­dan den “histo­risk mate­ri­a­li­sti­ske” mono­lo­gi­ske for­stå­el­se af histo­ri­ens udvik­ling kri­ti­se­res. Emblematisk for den­ne for­skel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor han skri­ver: “Marx … Continue reading

På trods af det revo­lu­tio­næ­re bruds kon­tin­gens har dis­se bevæ­gel­ser dog årsa­ger og for­skel­li­ge mål­sæt­nin­ger. De Gule Veste i Frankrig, som Lazzarato ofte refe­re­rer til, har for­stå­et, at for­hol­det mel­lem pro­duk­tion og cir­ku­la­tion har ændret sig. Produktionen i Det Globale Nord er langt min­dre arbej­derin­ten­siv end før 60’erne, mens cir­ku­la­tio­nen af pen­ge, varer, men­ne­sker og infor­ma­tion ind­ta­ger en mere afgø­ren­de rol­le. Dette kan ses ved, at det ikke læn­ge­re er fabrik­ker­ne, der besæt­tes, men rund­kørs­ler­ne. Uforudsigeligheden ved nuti­dens bevæ­gel­ser må der­med ikke roman­ti­se­res eller ide­a­li­se­res i den for­stand, at de opstår ud af ingen­ting. Lazzarato gør meget ud af at under­stre­ge, at bevæ­gel­ser­ne altid er ind­lej­ret i og kon­fron­te­ret med pro­fit­ten, ejen­dom­men og for­mu­ens grun­de. Bevægelserne under­mi­ne­rer såle­des kapi­ta­lens hege­mo­ni, men kon­fron­te­res hur­tigt med dens repres­si­ve stats­ap­pa­ra­ter. Den mas­si­ve mod­stand, som dis­se bevæ­gel­ser møder, så snart de arti­ku­le­res og prak­ti­se­res, peger for Lazzarato på, at revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser først og frem­mest har et destruk­tivt arbej­de for­an sig.

Venstrepopulisme er populis­me

Lazzarato er meget radi­kal i sin ana­ly­se af bevæ­gel­ser­nes destruk­ti­ve arbej­de, og han afvi­ser der­for også nye­re ten­den­ser i ret­ning ad ven­strepo­puli­sti­ske teo­ri­dan­nel­ser og prak­sis­ser. Den omstæn­dig­hed, at revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser fort­sat eks­pe­ri­men­te­rer uden at kun­ne arti­ku­le­re egent­li­ge stra­te­gi­er for afvik­lin­gen af det moder­ne kapi­ta­li­sti­ske sam­fund, kan ikke medi­e­res af en ven­strepo­puli­stisk fore­stil­ling om, at mag­tens plads i et demo­kra­ti er tom, sådan som den fran­ske filo­sof Claude Lefort ellers hævder.44Claude Lefort, Essais sur le poli­tique XIXe-XX sièc­les (Seuil, 2001), 70. Lazzarato skri­ver der­i­mod, at den­ne fore­stil­ling er ble­vet grun­digt demen­te­ret siden 70’erne, og at den­ne mag­tens plads “er okku­pe­ret af den egent­li­ge suveræn, som er kapitalen.”45CDM, 85. Venstrepopulismen prø­ver der­for at puste liv i noget, som ikke eksi­ste­rer, nem­lig et demo­kra­ti, der gen­nem­fø­rer fol­kets “ordrer” og ikke kapi­ta­len og den pri­va­te ejen­doms. For Lazzarato er ven­strepo­puli­ster­ne (anført af Chantal Mouffe og Ernesto Laclau) reak­tio­næ­re og mil­dest talt ana­kro­ni­sti­ske – især hvis man tager 60’ernes revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser i betragt­ning og hvor­le­des dis­se gjor­de op med uhel­di­ge begre­ber og fore­stil­lin­ger om “den karis­ma­ti­ske leder”, “par­tiets trans­cen­den­te posi­tion”, “udde­le­ge­rin­gen af repræ­sen­tan­ter”, “det libe­ra­le demo­kra­ti” og “fol­ket”. Venstrepopulismen umu­lig­gør en erken­del­se af “fjenden”,46I sam­ar­bej­det med den fran­ske filo­sof Éric Alliez åbner Lazzarato såle­des også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpe­ge fjenden”. som Lazzarato præ­sen­te­rer det, for­di ven­strepo­puli­ster­ne kate­go­ri­se­rer på en mora­li­se­ren­de og kon­spira­to­risk måde, og pla­ce­rer yder­me­re kapi­ta­lens agens i hæn­der­ne på en min­dre finan­si­el eli­te. Denne for­kla­rings­mo­del fin­der man også igen og igen i det fran­ske par­ti La France Insoumise, hvor lede­ren, Jean-Luc Mélenchon, pla­ce­rer årsa­ger­ne til alver­dens pro­ble­mer ved den finan­si­el­le eli­te, som i øvrigt er en “una­tur­lig over­byg­ning” på den real­pro­duk­tion, vi kend­te den gen­nem Les Trente Glourieuses. Venstrepopulismen er ikke en mulig stra­te­gi for, hvor­dan vi kom­mer ud af den­ne poli­ti­ske ørken, som har været domi­ne­ret af halv­treds års neoli­be­ral kontrarevolution.47CDM, 24.

“Uden bor­ger­krig og fascis­me, uden ‘kre­a­ti­ve destruk­tio­ner’, ingen omstruk­tu­re­ring af de øko­no­mi­ske, juri­di­ske, stats­li­ge og rege­rings­mæs­si­ge dispositiver.”48CDM, 25. Det er det­te, Lazzarato ankla­ger de paci­fi­ce­re­de teo­ri­er (Foucault, Luc Boltanski og Ève Chiapello) for at glem­me, neoli­be­ra­lis­men og glo­ba­li­se­rin­gens fasci­sti­ske rød­der; de glem­mer og udvi­sker den mili­tær-poli­ti­ske sejr, som er det bestå­en­des mulig­heds­be­tin­gel­se. Lazzarato under­stre­ger her end­nu engang, at krig, dvs. den vol­de­li­ge sejr over de subal­ter­ne klas­ser, gan­ske som pen­ge, pro­duk­tion, vær­di, etc., er en kon­sti­tu­tiv del af kapi­tal­de­fi­ni­tio­nen.

Til revo­lu­tio­nær ori­en­te­ring

For Lazzarato er det dog slet ikke oplagt, hvor­dan bevæ­gel­ser efter 2011 bør ori­en­te­re sig. Tag eksem­pel­vis igen De Gule Veste. Her er det iføl­ge Lazzarato ikke læn­ge­re muligt for et “ude­frakom­men­de” par­ti at tage teten vide­re og vise, hvad der må gøres og hvor­dan, sådan som bol­sje­vik­ker­ne gjor­de mel­lem febru­ar og okto­ber i 1917. Politiseringen af De Gule Veste-bevæ­gel­sen må fin­de sted inde­fra, og det­te “inde” udgø­res bl.a. af bevæ­gel­sens viden, erfa­ring og for­skel­li­ge per­spek­ti­ver. De Gule Veste er ikke revo­lu­tio­næ­re i en system­kri­tisk for­stand; de kan hver­ken repræ­sen­te­re pro­le­ta­ri­a­tet eller kri­ti­se­re det kapi­ta­li­sti­ske maski­ne­ris her­re­døm­me i sin hel­hed. Lazzarato er der­i­mod ude efter en bevæ­gel­se som har et inter­na­tio­nalt til­snit, for­di den inter­ne kolo­ni­se­ring af det glo­ba­le nord, hvor­med vi ser en peri­fe­ri­a­li­se­ring af cen­trum (bl.a. i skik­kel­se af mis­røg­tel­sen af stør­re, euro­pæ­i­ske lan­de og byers randområder),49”[O]nce capi­ta­lism has finis­hed conque­ring, divi­ding up, and colo­nizing the wor­ld in the geo­grap­hic sen­se (thus beco­m­ing ‘pla­ne­tary’), it begins to reco­lo­nize it or to colo­nize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civi­li­ty – On the limits of poli­ti­cal phi­los­op­hy (Columbia University Press, 2015), 91. væsent­ligt er for­bun­det med den inter­na­tio­na­le arbejds­de­ling og udbyt­ning af jor­dens res­sour­cer – men­ne­ske­li­ge som ikke-men­ne­ske­li­ge. Dette har De Gule Veste ikke; de er hver­ken til­stræk­ke­ligt radi­ka­le eller inter­na­tio­na­le.

I kølvan­det af 2011 har bevæ­gel­ser­ne været revo­lu­tio­næ­re med hen­syn til mobi­li­se­rin­gens for­mer, eksem­pel­vis har de været ter­ri­to­ri­alt nytæn­ken­de i form af besæt­tel­ser, tem­poralt nytæn­ken­de i for­hold til kon­fron­ta­tio­ner­nes tim­ing, radi­kalt demo­kra­ti­ske og flek­sib­le i deres måde at orga­ni­se­re sig på, afvi­sen­de over for repræ­sen­ta­tion og lede­re samt cen­tra­li­se­ring og tota­li­se­ring gen­nem et par­ti, etc. Men bevæ­gel­ser­ne har været refor­mi­sti­ske med hen­syn til de stil­le­de krav og defi­ni­tio­nen af fjen­den. Eksempelvis har man fjer­net Mubarak uden dog at ændre ved magtsy­ste­met, og man har kon­cen­tre­ret sin kri­tik omkring Macron, på trods af at han blot er en kom­po­nent i kapi­ta­lens maski­ne. Bevægelsernes efe­me­re brud med­fø­rer ingen næv­ne­vær­di­ge for­an­drin­ger i mag­ten og ejen­doms­for­hol­de­nes orga­ni­se­ring. Ifølge Lazzarato er udfor­drin­gen for alle bevæ­gel­ser det, som 68 med al tyde­lig­hed brag­te for dagen, nem­lig at hvis den soci­a­le revo­lu­tion udgræn­ses fra den poli­ti­ske revo­lu­tion (her­med mener Lazzarato kapi­ta­lis­mens afvik­ling), så er det intet pro­blem for den kapi­ta­li­sti­ske maski­ne at inte­gre­re den soci­a­le revo­lu­tion som en ny res­sour­ce til kapi­ta­lak­ku­mu­la­tion.

Det er ikke, for­di vi mang­ler eksemp­ler på nød­ven­dig­he­den af en inter­na­tio­nal bevæ­gel­se, ej hel­ler betin­gel­ser­ne – som Lazzarato næv­ner, er de “neo-kolo­ni­se­re­de” migran­ter et legem­lig­gjort eksem­pel på en sådan nød­ven­dig­hed. Ligeledes må en ny inter­na­tio­na­le adres­se­re racis­me og sexis­me som spil­len­de en afgø­ren­de rol­le for både det soci­a­les repro­duk­tion og distri­bu­tio­nen af funk­tio­ner og soci­a­le rol­ler. En ny inter­na­tio­na­le kan der­for ikke nøjes med at have “det soci­a­le spørgs­mål” som den akse, hvor­om­kring den dre­jer, men må også have en kri­tik af seksu­el og race­mæs­sig diskri­mi­na­tion som en essen­ti­el del. Kapitalen skal såle­des kon­ci­pe­res som en glo­bal og soci­al maski­ne, der ikke stop­per, hvor pro­duk­tions­bån­det ender.

Nederlaget gen­ta­get

Kapital er som sagt ikke “øko­no­mi­en” i snæ­ver for­stand, men væsent­ligt magt, et poli­tisk pro­jekt, en stra­te­gi af poli­ti­ske kon­fron­ta­tio­ner, en svoren fjen­de af poli­ti­ske revo­lu­tio­ner udført af kapi­ta­lens “sla­ver” (arbej­de­re, fat­ti­ge, kvin­der, kolo­ni­se­re­de). Kapitalen er på trods af sin omsig­gri­ben­de dyna­mik ikke “kosmopo­li­tisk”, dens deter­ri­to­ri­a­li­se­ring, dvs. til­sy­ne­la­den­de ophæ­vel­se af og abstrak­te for­hold til ter­ri­to­ri­er og græn­ser er helt igen­nem rela­tiv. Selvfølgelig bestræ­ber kapi­ta­len sig kon­stant på at udvik­le dets pro­duk­tivkræf­ter, men kun for så vidt, det kan ska­be pro­fit. Lazzaratos argu­ment er, at pro­fit­mo­ti­vet gen­nemtvin­ger kapi­ta­lens reter­ri­to­ri­a­li­se­ring, dvs. at pro­fit­mak­si­me­ring nød­ven­dig­vis må fin­de sted via natio­nal­sta­ten, racis­men, sexis­men og væsent­ligt gen­nem kri­ge og fascis­me, der er de ene­ste medi­e­rin­ger, som effek­tivt er i stand til poli­tisk at garan­te­re den fort­sat­te af eks­pro­p­ri­a­tion (af men­ne­sker) og plyn­dring (af jor­den). Det er naivt at tro, at øko­no­mi­ens, jura­ens og tek­no­lo­gi­ens imma­nen­te funk­tions­må­de under­ord­ner pro­duk­tiv­kræf­ter­ne pro­fit­mo­ti­vet. Uden stat, uden krig, uden racis­me, uden fascis­me: ingen pro­fit. Sejren over de subal­ter­ne klas­ser gæl­der ikke én gang for alle, men må sted­se gen­ta­ges og repro­du­ce­res.

1. Maurizio Lazzarato, Le capi­tal déte­ste tout le mon­de – Fascisme ou révo­lu­tion (Éditions Amsterdam, 2019). Alle refe­ren­cer til den­ne bog vil efter­føl­gen­de bli­ve fore­ta­get med akro­ny­met CDM, [side­tal], eks. CDM, 9.
2. Kritikken af men­ne­skets mil­dest talt lidt selv­høj­ti­de­li­ge ten­dens til at pro­jek­te­re egne egen­ska­ber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og såle­des begri­be dis­se gen­nem dets eget (selv)billede, er en i filo­so­fi­hi­sto­ri­en kendt gen­gan­ger. Se eksem­pel­vis Spinozas anmærk­ning til lære­sæt­ning 15 i før­ste del af Ethica, hvor han meget non­cha­lant afvi­ser at gå antro­po­mor­fis­mer­ne efter i søm­me­ne: “Alle, som har kon­temp­le­ret en smu­le over guds natur, benæg­ter, at gud er kro­p­s­lig” (Baruch Spinoza, Ethik in geo­me­tri­s­cher Ordnung, Felix Meiner Verlag, 2010, 33 – min oversættelse).
3. Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der poli­ti­s­chen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle refe­ren­cer til Marx vil efter­føl­gen­de bli­ve fore­ta­get med akro­ny­met: MEW [bind], [side­tal], eks.: MEW 23, 169.
4. MEW 23, 529.
5. Denne ind­ven­ding møder man tit, men for det meste fra teo­re­ti­ke­re, der fore­stil­ler sig “øko­no­mi” alt for snæ­vert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nem­lig som “pro­duk­tio­nen og repro­duk­tio­nen af det vir­ke­li­ge liv”, hvil­ket inde­bæ­rer en bred vek­sel­virk­ning af for­skel­lig­ar­te­de momen­ter (MEW 37, 463 – min over­sæt­tel­se). Man kun­ne her gen­ta­ge Max Horkheimers spids­fin­di­ge præ­sen­ta­tion af pro­ble­met: “Økonomismen, som den kri­ti­ske teo­ri [og Marx’ tænk­ning] man­ge ste­der redu­ce­res til […], består ikke i at tage øko­no­mi­en for seri­øst, men deri at man for­står den for snæ­vert” (Max Horkheimer, “Traditionelle und kri­ti­s­che Theorie”, i Max Horkheimer Gesammelte Schriften Band 4 Schriften 1936–1941,  red. A. Schmidt (Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag), 162–225 – min oversættelse).
6. Jf. også Marx’ begreb om “oprin­de­lig akku­mu­la­tion”, MEW 23, kap. 24.
7. MEW 25, 630.
8. MEW 23, 761.
9. Lazzaratos brug af beteg­nel­sen “fascis­me” kan afsted­kom­me en auto­ma­tisk skep­sis og dele­gi­ti­me­ren­de reak­tion ved læse­ren. Det at kal­de nogen eller noget fasci­stisk fun­ge­rer alt for ofte som en art reto­risk gum­mi­kug­le, der skal sky­de luf­ten ud af mod­stan­de­ren og dis­kus­sio­nen i almin­de­lig­hed. Men det bli­ver dog hur­tigt klart for læse­ren af den­ne bog, at beteg­nel­sen “fascis­me” tje­ner et ana­ly­tisk og filo­so­fisk for­mål til at tyde­lig­gø­re nog­le kon­kre­te histo­ri­ske udvik­ling­s­ten­den­ser i et kri­tisk voka­bu­lar. For en god og kort over­vej­el­se omkring bru­gen af “fascis­me” som hhv. reto­risk eller histo­rie-ana­ly­tisk beteg­ner jf. Mikkel Bolt, “Ny fascis­me”, i Trumps Kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 51–64, og Enzo Traverso m.fl., Fascisme (Nebula & Antipyrine, 2020).
10. Jf. Pierre Machereys reflek­sion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]).
11. Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156.
12. Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.
13. Det er sene­re ble­vet vist, at pas­sa­gen, Luxemburg hen­vi­ser til, ikke stam­mer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in sei­nem grundsätzli­chen Teil erläu­tert fra 1892, hvor det hed­der: “…es heißt entwe­der vorwärts zum Sozialismus oder rück­wärts in die Barbarei.” Med efter­krig­sti­dens fransk-marxi­sti­ske og anti-sta­li­ni­sti­ske grup­pe og jour­nal, Socialisme ou Barbarie, vandt alter­na­ti­vet også ind­pas. Ligeledes poin­te­r­e­de den fran­ske marxist Guy Debord i 1971, at alter­na­ti­vet mel­lem revo­lu­tion og død var det 20. århund­re­des viden­ska­be­li­ge tænk­nings sid­ste ord (La Planète Malade (Gallimard, 2004)). I Danmark fin­des et lig­nen­de alter­na­tiv refor­mi­stisk udtrykt i Staunings poli­ti­ske kampag­ne: STAUNING ELLER KAOS.
14. MEW 8, 115.
15. CDM, 9.
16. CDM, 156.
17. Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.
18. Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som pris­me”, i Løgstrups man­ge ansig­ter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbe­af­stand af marxis­men (Antipyrine, 2019), 265.
19. Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186.
20. Her refe­re­rer Lazzarato til så for­skel­li­ge tæn­ke­re som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i den­ne sam­men­hæng er de slå­et i hart­korn med hin­an­den, for­di Lazzarato ankla­ger dem for at over­se benævn­te vold som en mulig­heds­be­tin­gel­se for deres cen­tra­le begreber.
21. CDM, 21.
22. Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato par­af­ra­se­rer ofte det­te citat, men refe­re­rer ikke eks­pli­cit til det, hvil­ket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la det­te (Les Prairies Ordinares, 2014), 9.
23. CDM, 22.
24. Mikkel Bolt, Trumps kon­tra­re­vo­lu­tion (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.
25. CDM, 22.
26. CDM, 22.
27. CDM, 20.
28. “A group of eco­no­mists known as ‘the Chicago boys’ becau­se of their atta­ch­ment to the neoli­be­ral the­o­ri­es of Milton Friedman, then tea­ching at the University of Chicago, was sum­mo­ned to help recon­struct the Chilean eco­no­my” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8).
29. Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50.
30. CDM, 20.
31. CDM, 36.
32. CDM, 37.
33. CDM, 37.
34. CDM, 40.
35. CDM, 35.
36. “The war debt deal nego­ti­a­ted in 1925 was the most generous that America con­clu­ded with any of its war­ti­me asso­ci­a­tes. It set off a flow of American inve­st­ment to Italy that only acce­le­ra­ted after 1927, once Italy sta­bi­lized on the gold stan­dard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016.
37. Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lom­men (Basilisk, 2020).
38. Dvs. “en slags stil­le krig”. Michel Foucault, “Il faut défen­dre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16.
39. Citeret i CDM, 19 (min oversættelse).
40. CDM, 65.
41. Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sid­der her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).
42. CDM, 163.
43. Det er tyde­ligt, hvor stor en rol­le Walter Benjamin spil­ler for hele Lazzaratos for­stå­el­se af nye revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser og hvor­dan den “histo­risk mate­ri­a­li­sti­ske” mono­lo­gi­ske for­stå­el­se af histo­ri­ens udvik­ling kri­ti­se­res. Emblematisk for den­ne for­skel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor han skri­ver: “Marx sag­de, at revo­lu­tio­ner­ne er ver­dens­hi­sto­ri­ens loko­mo­ti­ver. Men måske for­hol­der det sig gan­ske ander­le­des. Måske er revo­lu­tio­ner­ne de i dis­se toge rej­sen­de slæg­ters greb efter nød­brem­sen” (Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Erster Band, Dritter Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1974), 1232).
44. Claude Lefort, Essais sur le poli­tique XIXe-XX sièc­les (Seuil, 2001), 70.
45. CDM, 85.
46. I sam­ar­bej­det med den fran­ske filo­sof Éric Alliez åbner Lazzarato såle­des også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpe­ge fjenden”.
47. CDM, 24.
48. CDM, 25.
49. ”[O]nce capi­ta­lism has finis­hed conque­ring, divi­ding up, and colo­nizing the wor­ld in the geo­grap­hic sen­se (thus beco­m­ing ‘pla­ne­tary’), it begins to reco­lo­nize it or to colo­nize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civi­li­ty – On the limits of poli­ti­cal phi­los­op­hy (Columbia University Press, 2015), 91.