Den italienske filosof og sociolog Maurizio Lazzarato (f. 1955) er især kendt for sin tænkning vedrørende immaterielt arbejde, sine mikro- og makropolitiske gældsanalyser af det neoliberale akkumulationsregime og bogen Guerres et Capital (Krige og Kapital) skrevet i samarbejde med den franske filosof Eric Alliez, hvor de hudfletter kapitalens dubiøse og nødvendige omgang med krig og revolution. I sin nyeste bog, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution),1Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9. stiller han skarpt på det moderne, kapitalistiske samfunds seneste neofascistiske udviklingstendenser. Lazzarato bevæger sig langt væk fra sin tidligere tænknings optimisme og lægger ikke fingre imellem, når han desillusioneret analyserer historiske tendenser og kritiserer nyere teoretiske udlægninger af ditto. I det følgende vil jeg prøve at udlægge Lazzaratos hovedærinde med bogen og se nærmere på nogle enkelte, udvalgte delargumenter.
Hadet er hemmeligheden
Titlen, Kapitalen hader alle – fascisme eller revolution, er en iøjnefaldende antropomorf fremstilling af kapitalen som et obsternasigt subjekt, der lader til at have et problematisk udestående med alt og alle. Ordlyden slår en højstemt og yderst politiserende skrivestil an, som ved første læsning kan virke dels afskrækkende, dels barnlig. Men hvis man tager titlen for pålydende og ser bort fra det mulige efterslæb af skleroserende følgeslutninger, antropomorfismer rummer,2Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af … Continue reading så kan den måske motivere en mere systematisk fremstilling af den kapitalistiske økonomis politiske moment(er).
I sin senere og såkaldte “modne” kritik af den politiske økonomi finder vi også ved Karl Marx en fremstilling af kapitalen som et autonomt og automatisk subjekt,3Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169. der tilsyneladende udfolder sig frit fra ethvert forhindrende og genstridigt moment, som kunne begrænse dets driftige og grænseløse vækstdynamik.4MEW 23, 529. Kapitalen præsenteres her som en automatik, hvor værdiforøgelsen, dvs. skabelsen af profit, finder sted af sig selv. Kapitalen kommer derfor til at betegne værdiens selvvaloriserende dynamik, en kvantitativ forøgelse af den oprindelige værdi. Kapital er derfor ikke blot værdi, men betegner nærmere den bevægelse, hvormed værdi skaber merværdi. Kapital er altså hverken en vare eller penge, men betegner den umådelige og endeløse værdiforøgelses bevægelse. Alt er dog ikke sagt med denne automatik, og Marx’ kritiske projekt går i en vis udstrækning ud på at vise, hvad der ligger i denne kapitalens okkulte egenskab til at lægge gyldne æg. Hverken Marx eller Lazzarato stopper derfor ved kapitalens gennemtrængende afpolitisering af sin reproduktion, da dette ville udelukke kritikken og dermed ethvert alternativ og udviske strategiske linjer – der ville ikke længere være noget at aflede. Det gælder således for dem begge om at afdække, hvorfor værdiforøgelsen ikke kan finde sted i en glidende automatik. Kapitalen står ikke for en deterministisk økonomi i betydningen af en uformidlet, fatalistisk, objektiv struktursammenhæng (økonomisme);5Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min … Continue reading tværtimod er denne struktur rundet af og grundet i et levende og brændende had. Pointen med kritikken, både ved Marx og Lazzarato, kan derfor siges at være afdækningen af det, kapitalens flydende reproduktion brænder inde med, nemlig et knapt så stumt had, som med vold og magt holder revolutionen tilbage. Hadet er den vold, der muliggør og binder strukturen sammen, og står her for det kontingente og altså politiske konstitutionsmoment i det, der ellers ligner en i sten skrevet nødvendig og monologisk udviklingstendens.6Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24.
Ifølge Lazzarato hader kapitalen følgelig alle. Men hvorfor? Jo, kapitalen ville ikke hade alle, hvis den ikke netop var afhængig sit (umedgørlige) materielle naturgrundlag i skikkelse af jord og menneskekroppe. Var den ikke afhængig, kunne den for så vidt være ligeglad med alle. Men hadet peger altså på et væsentligt og dermed strukturelt afhængighedsforhold mellem kapitalen og eksistensen af et kontinuerligt grundlag (fortwährende Grundlage),7MEW 25, 630. kapitalen ikke selv kan sætte: jord og fuglefrie menneskekroppe.8MEW 23, 761. Dens omsiggribende og allestedsnærværende had slår på den måde over i et selvhad, som egentlig er resultatet af en radikal uformåenhed, der tyder på, at kapitalen et eller andet sted grundlæggende set er dødsangst. Hadet repræsenterer sådan en strukturel inkompatibilitet med egne mulighedsbetingelser – en systemisk uholdbar relation til dets materielle grundlag. Kapitalen løber sig en staver i livet ved at spænde dets materielle og finitte eksistensgrundlag for en idealistisk og infinit teleologi – en sund økonomi opretholdt ved 3% årlig vækst i BNP.
Denne inkompatibilitet får forskellige udtryk i og med det, Lazzarato kalder (neo)fascistiske udviklingstendenser.9Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt … Continue reading Disse tendenser peger på det, vi lidt misvisende har kaldet “hadet” i bestemt ental på dansk, som navn for det, Lazzarato beskriver som det, kapitalen hader (désteste), dvs. det, den gør. Kapitalen indstifter en relation til sine mulighedsbetingelser, som er præget af genstridighed i modsætning til gensidighed. Denne genstridighed skal med vold og magt afbøjes, så den fungerer i overensstemmelse med kapitalens kategoriske imperativ, dvs. skabelsen af profit. Denne afbøjning fremstår som neofascistiske måder at operationalisere genstridighed og modsætninger til kapitalens fordel. Et eksempel, Lazzarato ofte kommer ind på i sin bog, er, hvorledes udbredte nationalistiske forestillinger og fordomme, der fastlåser mennesker i overleverede adfærdsmønstre, som de ikke selv har valgt eller tilslutter sig, internt udgrænser dele af den modstandsdygtige klasse og således utilsigtet begrænser egne frihedsmuligheder til fordel for kapitalens vækstbetingelser. Lazzarato præsenterer hermed, hvordan kapitalens problemer i en vis forstand overvintrer i dets mulighedsbetingelser. Problemet forskydes, regningen efterlades: Det bliver de andre, det andet køn, dit lave selvværd, der frarøver dig mulighederne for et godt liv. Xenofobi, misogyni og selvhad kan ifølge Lazzarato forstås som kapitalens forskydende operationalisering af sin egen uformåen og sit selvdestruktive væsen. Man kan opsamlende formulere det sådan, at Lazzaratos formål med at præsentere kapitalens hadfulde væsen i al sin enkelhed går ud på at punktere forestillingen om økonomisk vækst som en fredelig, uskyldig og neutral udviklingstendens. Som vi skal se, står de neofascistiske tendenser ikke uden for eller i modsætning til den globale økonomis dynamik.
Fascisme eller revolution: en etik
Kapitalens had bruger Lazzarato først og fremmest til at opstille en etik. For at udfolde dette, giver det god mening at se nærmere på bogens undertitel: Fascisme ou révolution. Konjunktionen ou (“eller”) indbefatter en interessant dobbelttydighed, som er vigtig at fremhæve for bedre at kunne placere hadets betydning for Lazzarato og videre bestemme bogens argumenter. På dansk og fransk tildækker konjunktionen en underliggende dobbelthed, som ikke desto mindre kan fremhæves ved at påpege to mulige latinske oversættelser af “eller”: vel og aut … aut. Den første oversættelse, fascisme eller (vel) revolution, er konnektiv og identificerer det ene med det andet, og forskellen forvitrer. Den anden oversættelse, aut … aut, sætter en opposition og en eksklusion; den udgrænser to irreduktible (historiske) dynamikker: (enten) fascisme eller revolution.10Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]). De to latinske oversættelser af konjunktionen kan meget fint præsentere en fra Kierkegaards forfatterskab uendelig kendt forskel mellem det æstetiske (vel) og det etiske (aut … aut) enten-eller. En æstetisk slukøret udlægning af Lazzaratos konjunktion kunne lyde: “tager Du [revolutionen] op, faaer Du [fascisme], tager Du den ikke op, faaer Du ogsaa [fascisme], nu kan Du vælge!”11Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156. Udlægges konjunktionen derimod etisk, betegner den “det Valg, hvorved man vælger [fascisme] og [revolution] eller udelukker dem.”12Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165.
Undertitlens etiske islæt i kapitalens trend spiller på en kendt modstilling inden for marxistisk tænkning. Mest populær er nok Rosa Luxemburgs berømte Die Krise der Sozialdemokratie (eller Junius-Broschüre), udgivet under pseudonymet Junius i januar 1916, som hun skrev, mens hun sad fængslet i april 1915. Ifølge Luxemburg skulle Friedrich Engels engang have sagt: “Det borgerlige samfund står over for et dilemma: Enten overgang til socialisme eller tilbagefald i barbariet.”13Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og … Continue reading Modstillingen peger på et dilemma af politisk og etisk art – alt imens det også er en kold spand vand i hovedet på dem, som troede og håbede, at socialismen eller kommunismen fortrøstningsfuldt og utvivlsomt stod og bød nutidens undertrykte velkommen for enden af barbariet og fascismen. Ligesom Marx i december 1867 fremlagde det irske uafhængighedsspørgsmål som et spørgsmål om “ruin eller revolution”, så er konjunktionens funktion for Lazzarato netop at indskrive et genuint politisk valg og samtidig at anerkende valgets reelle asymmetri.
I Lazzaratos bog finder vi et klart etisk “eller”. Men det er på ingen måde et etisk valg, som kan træffes frit (“aus freien Stücken”).14MEW 8, 115. “Vi er allerede indlejret i en proces af praktiskpolitiske brud gennemtvunget af neofascistiske, sexistiske og racistiske bevægelser, som forekommer ufravigelig.”15CDM, 9. Alternativet “fascisme eller revolution” er et alternativ, men et asymmetrisk et af slagsen. Lazzaratos hovedærinde med bogen er således at præsentere hadet som en historisk dynamik, vi allerede er delagtige i, og dermed at den “etiske aktivitet”16CDM, 156. må begynde med destruktionen (pars destruens) af den igangværende fascistiske dynamik for på ny at kunne tænke bruddet og revolutionen (pars construens).
Vi lever i apokalyptiske tider: voldens glemsel
Lazzarato minder os stedse om, at vi lever i apokalyptiske tider. Dette skal forstås i bogstavelig forstand, og altså knapt så eskatologisk, som man måske har for vane at forestille sig, når man tænker på Coppolas klassiker eller andre perler som Waterworld – selvom Kevin Costner velsagtens kunne gå for en heroisk udgave af den spanske skulptør Isaac Cordals druknende verdensledere. Apokalyptisk skal her tolkes i lyset af dets græske ophav fra apokaluptein, der betyder at afdække eller at afsløre. Ifølge Lazzarato referer det apokalyptiske til afdækningen af den asymmetriske udvikling, nemlig at det hele går ad fascismen til. Dette er en kendt manøvre inden for marxistisk og kritisk teori, hvor krisetider netop betegner et interregnum, hvorfra et væld af morbide og fascistiske symptomer udspringer.17Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276.
Det, Lazzarato kalder neoliberalismens kontrarevolution, består i en glemsel af praksisser og teorier, som er og var grundlæggende kapitalismekritiske. Succesen ved neoliberalismens tankeløse vidensamfund viser sig som en historieløs erindringskultur.18Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265. Lazzarato gør enormt meget ud af at understrege, ikke så meget glemslen, som den vold, denne glemsel er grundlagt på og virker igennem. Denne vold, som vi skal til at se nærmere på, er en videre udfoldelse af den vold og magt, vi så ved hadet, som vi har præsenteret ovenfor.
Når Lazzarato begrebsligt placerer volden i sin argumentation, er det ofte med henvisning til Benjamins berømte Til Kritikken af Volden fra 1921. Dette er et vigtigt moment i Lazzaratos argumentation, for, som han gentagende understreger, beskæftiger man sig nemlig ikke med den vold, som grundlægger (“la violence qui a fondé” eller “die rechtsetzende Gewalt”),19Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186. går man både praktisk og teoretisk galt i byen: 1) Man har kun blik for den voldskonserverende eller voldsopretholdende dynamik (“la violence qui conserve” eller “die rechtserhaltende Gewalt”) af økonomien, de repressive og ideologiske statsapparater, retten, la gouvernementalité osv.,20Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber. hvormed kapitalen præsenteres som den moderniserende og innovative aktør bag socio-historiske udviklingstendenser. 2) Man glemmer dermed også den globale revolution og dens nederlag, som er globaliseringens oprindelse og årsag, dvs. globaliseringen som den globale kapitals modsvar på dette nederlag.
Hvordan skal eller kan vi begribe dette modsvar? Lazzarato går hertil i kødet på Michel Foucaults teoretiske mangler og blindgyder, når det drejer sig om at afdække neoliberalismens mørke, beskidte og blodige genealogi. Foucault har ifølge Lazzarato aldrig konfronteret sine begreber med virkelige, (makro)politiske processer, og dette er udtryk for, at Foucault ganske elegant udvisker en helt afgørende forudsætning: “Den regérlige og regerede subjektivitet kan kun produceres på betingelse af et mere eller mindre blodigt nederlag.”21CDM, 21.
Et andet grundlæggende argument for Lazzarato kan præsenteres kort og godt ved at citere Gilles Deleuze og Félix Guattari: “Der har aldrig været en liberal kapitalisme.”22Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9. Dette kommer til udtryk gennem kritikken af de gængse opfattelser, at neoliberalismen skulle stå for netop dette, en liberal økonomi. Ifølge Lazzarato tror neoliberalismen og dens driftige tilhængere slet ikke på markedets “naturlige” funktionsdygtighed, men er tværtimod fuldt ud opmærksom på, at staten kontinuerligt må intervenere og således agere grundlag for de juridiske, finansielle og økonomiske “moderniseringer” – à la dem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forkølet men stædigt forsøger at gennemtrumfe.23CDM, 22. Som den danske teoretiker Mikkel Bolt har bemærket flere steder, så kan den neoliberale statsinterventionisme, hvis man ser det fra den sociale reproduktions perspektiv, betragtes som en art trediveårskrig mod verdens befolkninger.24Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22.
Dette er, hvad Lazzarato igen og igen kalder den forudgående borgerkrig som disciplinens og “gouvernementalitetens” mulighedsbetingelser. I en vis forstand må de repressive statsapparater gøre tavlen ren, før de ideologiske apparater og selvdisciplineringen kan virke, som Lazzarato eksempelvis fremhæver med Latinamerika i begyndelsen af 70’erne: “Her fandt [de neoliberale ideologer] en gennem militærets repression martret subjektivitet”.25CDM, 22. Lazzarato fremhæver eksempelvis yderligere i denne forbindelse det brasilianske præsidentvalg. Valget af Jair Messias Bolsonaro står som en radikalisering af den neofascistiske bølge og henviser sådan ifølge Lazzarato direkte til den neoliberalistiske fødselsakt i Chile, hvor Augusto Pinochets blodige statskup afsatte den demokratisk valgte Salvador Allende og indførte “retten til at massakrere de personer, som ikke underlagde sig det frie marked”.26CDM, 22. Chile udgjorde således et levende laboratorium for Chicago-skolens driftige ideologer, i hvilket de kunne “eksperimentere på tusinder af militante kommunister og socialisters lig”.27CDM, 20. Denne udvikling spredte sig også til andre latinamerikanske lande (Uruguay, Brasilien og Argentina), hvor Chicago-drengene28“A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8). havde frie rammer til at reproducere den chilenske succes med at reducere lønninger massivt, skære sociale ydelser, privatisere skole‑, sundheds- og pensionssystemet etc. Neoliberalismens Chicago-drenge var dog ikke unikke mht. denne voldelige logik. Den tyske ordoliberalismes succes, hvor staten skabte “ordnede” rammer for markedsøkonomien,29Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50. kunne ligeledes kun “virke” på baggrund af nazismens tilintetgørelse af den tyske subjektivitet.
Efterfølgende blev 70’ernes og 80’ernes neoliberale livtag ovenikøbet anerkendt og adopteret af verdensbanken og IMF under de såkaldte structural adjustment programs, som sørgede for at få Afrika, Sydøstasien og allersenest det Globale Nords tunge elever i klassen på bølgelængde med tidens krav.30CDM, 20.
Nye fascismer
Lazzarato skriver, at de nye fascismer har opnået politisk hegemoni på to måder: 1) ved at bestræbe sig på at bryde med den neoliberalistiske business as usual, eliten eller “systemet”, og især 2) ved at udpege og bestemme immigranten, flygtningen og muslimen som fjenden. Racisme, fascisme og sexisme har gennemløbet nogle historiske forandringer, og det vil være mere end naivt at tro, at vi efter fyrre års neoliberalisme vil se en simpel gentagelse af mellemkrigstidens fascisme. Derfor udtrykker neofascismen også en dobbelt forandring af: 1) den historiske fascisme, og 2) organiseringen af den kontrarevolutionære vold. Den nye fascisme er nationalliberal mere end den historiske, som var nationalsocialistisk. Nu gælder det om at have en stat, der er stærk nok til at undertrykke minoriteter, fremmede, kriminelle osv., samtidig med, ligesom det var tilfældet med ordoliberalismen, at det indre marked skal prioriteres og konsolideres – det sidste forudsætter ifølge den neofascistiske dogmatik det første. Og hvad der historisk kom til udtryk som antisemitisme, har nu givet pladsen til en generaliseret og udpræget xenofobi, der centrerer sig omkring islam og migranter.
Hvor den historiske fascisme var en af den totale krigs aktualiserende modaliteter, så er det, vi ser i dag, nærmere en “krig mod befolkningen”.31CDM, 36. Som Lazzarato beskriver, så behøver neofascismen ikke engang at være direkte voldelig eller paramilitær, som den historiske var det, fordi, og her kommer den slukørede pessimisme atter til udtryk, der i løbet af de sidste årtier ikke har været revolutionære politiske bevægelser – hverken i USA, Europa, Latinamerika eller Asien – som for alvor har udfordret det neoliberalistiske samfunds og kapitalens eksistensgrundlag. Man kunne omvendt sige, at det klarer kapitalen foreløbigt bedst selv. Men hvis der er ét fællestræk ved den historiske og den nye fascisme, så er det, som Lazzarato skriver, “en grundlæggende selvdestruktion og et suicidalt begær, som kapitalen har forlenet dem med.”32CDM, 37. Denne selvdestruktion, som følger af kapitalens produktion, deler den historiske og den nye fascisme med kapitalen.
Det kan være svært at gennemskue ud fra hvilken målestok, Lazzarato begriber nye fascistiske bølgers udvikling: På den ene side har vi Erdogan og Bolsonaro, på den anden side har vi de europæiske neofascismer, og så har vi Trump derimellem. Men én ting er dog sikkert, og det er, at de historiske fascismer ifølge Lazzarato på ingen måde ophævede eller tæmmede kapitalens modsætninger, tværtimod så accelererede og intensiverede de dem og skubbede således verden i retning mod Anden Verdenskrig. Lazzarato nævner Trump, som destabiliserede den neoliberale kapitalisme ved at accelerere dereguleringen af finanssektoren, forstærkede de amerikanske virksomheders konkurrencemonopol og sænkede skatterne, alt imens dette blev præsenteret som en farbar måde at beskytte ofrene (her den hvide arbejderklasse) fra selv samme deregulering og monopol.33CDM, 37.
Lazzarato bruger en del tid på at tydeliggøre, i hvilken udstrækning fascismens genkomst har sine rødder i neoliberalismens begyndelse (hvor fascismen i Latinamerika omvendt var neoliberalismens udgangspunkt og grundlag), som fandt sted, da fordismens løn-produktivitets-kompromis løb ind i en akkumulationskrise og en ny international arbejdsdeling krævede andre former for kontrol og repression. Lazzarato insisterer her på at fremhæve et socioøkonomisk perspektiv, som tænkere som Foucault ikke fanger, men blot lader stå til med at indskrive fascismen som en mulighed i den moderne stat. Hermed glemmes det ifølge Lazzarato, hvordan fascismen stikker næsen frem afhængigt af kapitalens globale manøvredygtighed og relation til nationalstaternes håndtering af akkumulationens dynamik.34CDM, 40.
Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, hvordan fascismen dog aldrig har været en forhindring for kapitalen. Eksempelvis bibeholdt det fascistiske Italien et godt forhold til Wall Street, og en af neoliberalismens hovedideologer, Friedrich Hayek, mente yderligere, at et “liberalt diktatur” var at foretrække frem for et “demokrati uden liberalisme”.35CDM, 35. Hayek legitimerede Pinochets diktatur med reference til, at det ophævede en masse politiske friheder, men til gengæld skabte et væld af personlige friheder – såsom den økonomiske frihed til at købe og sælge, drive virksomhed, lave finansielle investeringer, spekulere og foretage pengepolitiske plyndringer. Nationalismen og xenofobien, der kendetegner fascismen, udgør således kun en marginal bekymring i forhold til den globaliserede, kapitalistiske økonomis ve og vel. Som bekendt udtalte både Herbert Hoover, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill sig meget favorabelt om Mussolini,36“The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016. fordi han kunne genetablere orden og modernisere industrien og landet, samt inddæmme faren fra bolsjevikkerne.
Borgerkrigens logik: “Døden er ikke en fejl. Den er en del af systemet”37Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020).
Udgør den rets-grundlæggende vold ikke en integreret del af teorien, ender man altså med at konstruere et pacificeret magtbegreb, sådan som det ifølge Lazzarato var tilfældet med Foucault. Et pacificeret magtbegreb kommer så at sige for sent, da det begriber volden som en allerede i statsapparatet og dets institutioners inkorporeret automatik, der virker gennem en art soft violence – eller som Foucault skrev i midten af 70’erne: “une sorte de guerre silencieuse.”38Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16. Lazzarato mener ikke, at den rets-grundlæggende vold er blevet absorberet, udryddet eller forflyttet af økonomien, loven eller demokratiets glidende maskineri, tværtimod; Lazzarato bestræber sig på at udgrave borgerkrigens logik som den vold, neoliberalismen er grundlagt på. Krig skal her læses som endnu en differentiering og eksplicitering af hadet. I denne forbindelse præsenteres krig som klassedominansens og “regérbarhedens” forudsætninger, eller med den fransk-brasilianske sociolog og filosof Michael Löwys ord: “Den dominerende klasses herredømme [pouvoir] er ikke blot et resultat af dets økonomiske og politiske magt [force], eller ejendommens distribution, eller det produktive systems transformation: Klassens herredømme forudsætter altid en historisk triumf i kampen mod de subalterne klasser.”39Citeret i CDM, 19 (min oversættelse). Argumentet sætter fokus på den vold, der er forudsætningen for, at “business” kan fortsætte “as usual” – forudsætningen er her det, man kunne kalde “den klassesættende vold”. Den kapitalistiske økonomis stumme tvang, der begyndte med et brag af en frigørelse.
Den her omtalte borgerkrig kan føres på forskellige måder, men én ting er sikkert: Kapitalen sejrede i det 20. århundrede og transformerede taberne om til “regerbare” subjekter. Det er vigtigt at forstå, at det nuværende akkumulationsregime, som domineres af finanskapitalen, og hvor relationen ven/fjende er skiftet ud med regerende/regerede, ganske vist ligner en fredstid, men i realiteten er det en fortsættelse af krigen med andre midler. Krigen hørte aldrig op, dens intensitet blev blot moduleret.40CDM, 65.
Borgerkrigens logik afdækkes i de apokalyptiske tider, vi lever i – de neofascistiske tendenser udfordrer forholdet mellem vold og institution, krig og gouvernementalitet, sådan som det eksempelvis ses med retsstatens og undtagelsestilstandens sammensmeltning. De neofascistiske tendenser viser, at der bag økonomiske, sociale og institutionelle såkaldte “innovationer” gemmer sig et klassehad og et voldeligt, strategisk sammenstød.
“Alting forandres mens revolutionen planlægges”41Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011).
Dette er fascismen på den ene side, men hvordan står det så til med revolutionen, når vi læser Lazzarato? Læser man de forskellige opstande, som finder sted verden over, og som i mere eller mindre grad har et systemkritisk og altså anti-kapitalistisk islæt, i et internationalistisk perspektiv – eller med de “verdensrevolutionære” briller – kan det virke, som indtager man en yderst prætentiøs eller hallucinerende position, eftersom disse bevægelser langtfra udgør en samlet opposition mod kapitalen og, hvad værre er, slet ikke udgør en nævneværdig trussel mod den private ejendom.
Fra revolutionens perspektiv forsøger Lazzarato med endnu en benjaminsk tankefigur at redde den revolutionære position ved først at begribe de revolutionære bevægelsers historiske nederlag i 60’erne og, endnu vigtigere, derefter ikke at begribe disse nederlag som irreversibelt overståede, men som endnu-ikke-realiserede muligheder, hvis eksistens titter frem i farens øjeblik – her forstås i de apokalyptiske tider.
Lazzarato er meget interesseret i tiden omkring 60’erne som et vigtigt moment for de revolutionære bevægelser, fordi 60’ernes helt store udfordring, som også ledte til nederlaget, var konstruktionen af en anden revolutionær model end den, som blev åbnet med den russiske revolution i 1917.42CDM, 163. Den leninistiske model forstod revolutionen som noget, der skulle virkeliggøres. Arbejderklassen var det historiske subjekt, som allerede var i besiddelse af midlerne til afskaffelsen af kapitalismen og således midlerne til kommunismens virkeliggørelse. Den berømte passage fra arbejderklassen “i sig” til en klasse “for sig” skulle virkeliggøres gennem en bevidstgørelse og magtovertagelse dirigeret og organiseret af et eksternt virkende avantgarde-parti.
Modsat den leninistiske model har den revolutionære bevægelse siden 60’erne taget form af en begivenhed. Det politiske og historiske subjekt er ikke på forhånd bestemt som en sådan klasse, det rummer ikke a priori en politisk essens, som skal virkeliggøres; men subjekter er som politiske subjekter uforudsigelige. Der er således et skift i at tænke det politiske subjekt fra at inkarnere og være bærer af en historisk nødvendighed, til at subjektet nu står for det politiske sammenstøds kontingens. Denne kontingens er karakteriseret ved at være et brud i et radikalt her og nu og har ikke et andet program end afvisningen af at blive regeret. Bruddet er destruktivt og altså ikke konstruktivt, der bliver ikke udkastet fromme forjættelser om en fremtidig retfærdighed og tilkommende demokrati.43Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor … Continue reading
På trods af det revolutionære bruds kontingens har disse bevægelser dog årsager og forskellige målsætninger. De Gule Veste i Frankrig, som Lazzarato ofte refererer til, har forstået, at forholdet mellem produktion og cirkulation har ændret sig. Produktionen i Det Globale Nord er langt mindre arbejderintensiv end før 60’erne, mens cirkulationen af penge, varer, mennesker og information indtager en mere afgørende rolle. Dette kan ses ved, at det ikke længere er fabrikkerne, der besættes, men rundkørslerne. Uforudsigeligheden ved nutidens bevægelser må dermed ikke romantiseres eller idealiseres i den forstand, at de opstår ud af ingenting. Lazzarato gør meget ud af at understrege, at bevægelserne altid er indlejret i og konfronteret med profitten, ejendommen og formuens grunde. Bevægelserne underminerer således kapitalens hegemoni, men konfronteres hurtigt med dens repressive statsapparater. Den massive modstand, som disse bevægelser møder, så snart de artikuleres og praktiseres, peger for Lazzarato på, at revolutionære bevægelser først og fremmest har et destruktivt arbejde foran sig.
Venstrepopulisme er populisme
Lazzarato er meget radikal i sin analyse af bevægelsernes destruktive arbejde, og han afviser derfor også nyere tendenser i retning ad venstrepopulistiske teoridannelser og praksisser. Den omstændighed, at revolutionære bevægelser fortsat eksperimenterer uden at kunne artikulere egentlige strategier for afviklingen af det moderne kapitalistiske samfund, kan ikke medieres af en venstrepopulistisk forestilling om, at magtens plads i et demokrati er tom, sådan som den franske filosof Claude Lefort ellers hævder.44Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70. Lazzarato skriver derimod, at denne forestilling er blevet grundigt dementeret siden 70’erne, og at denne magtens plads “er okkuperet af den egentlige suveræn, som er kapitalen.”45CDM, 85. Venstrepopulismen prøver derfor at puste liv i noget, som ikke eksisterer, nemlig et demokrati, der gennemfører folkets “ordrer” og ikke kapitalen og den private ejendoms. For Lazzarato er venstrepopulisterne (anført af Chantal Mouffe og Ernesto Laclau) reaktionære og mildest talt anakronistiske – især hvis man tager 60’ernes revolutionære bevægelser i betragtning og hvorledes disse gjorde op med uheldige begreber og forestillinger om “den karismatiske leder”, “partiets transcendente position”, “uddelegeringen af repræsentanter”, “det liberale demokrati” og “folket”. Venstrepopulismen umuliggør en erkendelse af “fjenden”,46I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”. som Lazzarato præsenterer det, fordi venstrepopulisterne kategoriserer på en moraliserende og konspiratorisk måde, og placerer ydermere kapitalens agens i hænderne på en mindre finansiel elite. Denne forklaringsmodel finder man også igen og igen i det franske parti La France Insoumise, hvor lederen, Jean-Luc Mélenchon, placerer årsagerne til alverdens problemer ved den finansielle elite, som i øvrigt er en “unaturlig overbygning” på den realproduktion, vi kendte den gennem Les Trente Glourieuses. Venstrepopulismen er ikke en mulig strategi for, hvordan vi kommer ud af denne politiske ørken, som har været domineret af halvtreds års neoliberal kontrarevolution.47CDM, 24.
“Uden borgerkrig og fascisme, uden ‘kreative destruktioner’, ingen omstrukturering af de økonomiske, juridiske, statslige og regeringsmæssige dispositiver.”48CDM, 25. Det er dette, Lazzarato anklager de pacificerede teorier (Foucault, Luc Boltanski og Ève Chiapello) for at glemme, neoliberalismen og globaliseringens fascistiske rødder; de glemmer og udvisker den militær-politiske sejr, som er det beståendes mulighedsbetingelse. Lazzarato understreger her endnu engang, at krig, dvs. den voldelige sejr over de subalterne klasser, ganske som penge, produktion, værdi, etc., er en konstitutiv del af kapitaldefinitionen.
Til revolutionær orientering
For Lazzarato er det dog slet ikke oplagt, hvordan bevægelser efter 2011 bør orientere sig. Tag eksempelvis igen De Gule Veste. Her er det ifølge Lazzarato ikke længere muligt for et “udefrakommende” parti at tage teten videre og vise, hvad der må gøres og hvordan, sådan som bolsjevikkerne gjorde mellem februar og oktober i 1917. Politiseringen af De Gule Veste-bevægelsen må finde sted indefra, og dette “inde” udgøres bl.a. af bevægelsens viden, erfaring og forskellige perspektiver. De Gule Veste er ikke revolutionære i en systemkritisk forstand; de kan hverken repræsentere proletariatet eller kritisere det kapitalistiske maskineris herredømme i sin helhed. Lazzarato er derimod ude efter en bevægelse som har et internationalt tilsnit, fordi den interne kolonisering af det globale nord, hvormed vi ser en periferialisering af centrum (bl.a. i skikkelse af misrøgtelsen af større, europæiske lande og byers randområder),49”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91. væsentligt er forbundet med den internationale arbejdsdeling og udbytning af jordens ressourcer – menneskelige som ikke-menneskelige. Dette har De Gule Veste ikke; de er hverken tilstrækkeligt radikale eller internationale.
I kølvandet af 2011 har bevægelserne været revolutionære med hensyn til mobiliseringens former, eksempelvis har de været territorialt nytænkende i form af besættelser, temporalt nytænkende i forhold til konfrontationernes timing, radikalt demokratiske og fleksible i deres måde at organisere sig på, afvisende over for repræsentation og ledere samt centralisering og totalisering gennem et parti, etc. Men bevægelserne har været reformistiske med hensyn til de stillede krav og definitionen af fjenden. Eksempelvis har man fjernet Mubarak uden dog at ændre ved magtsystemet, og man har koncentreret sin kritik omkring Macron, på trods af at han blot er en komponent i kapitalens maskine. Bevægelsernes efemere brud medfører ingen nævneværdige forandringer i magten og ejendomsforholdenes organisering. Ifølge Lazzarato er udfordringen for alle bevægelser det, som 68 med al tydelighed bragte for dagen, nemlig at hvis den sociale revolution udgrænses fra den politiske revolution (hermed mener Lazzarato kapitalismens afvikling), så er det intet problem for den kapitalistiske maskine at integrere den sociale revolution som en ny ressource til kapitalakkumulation.
Det er ikke, fordi vi mangler eksempler på nødvendigheden af en international bevægelse, ej heller betingelserne – som Lazzarato nævner, er de “neo-koloniserede” migranter et legemliggjort eksempel på en sådan nødvendighed. Ligeledes må en ny internationale adressere racisme og sexisme som spillende en afgørende rolle for både det sociales reproduktion og distributionen af funktioner og sociale roller. En ny internationale kan derfor ikke nøjes med at have “det sociale spørgsmål” som den akse, hvoromkring den drejer, men må også have en kritik af seksuel og racemæssig diskrimination som en essentiel del. Kapitalen skal således konciperes som en global og social maskine, der ikke stopper, hvor produktionsbåndet ender.
Nederlaget gentaget
Kapital er som sagt ikke “økonomien” i snæver forstand, men væsentligt magt, et politisk projekt, en strategi af politiske konfrontationer, en svoren fjende af politiske revolutioner udført af kapitalens “slaver” (arbejdere, fattige, kvinder, koloniserede). Kapitalen er på trods af sin omsiggribende dynamik ikke “kosmopolitisk”, dens deterritorialisering, dvs. tilsyneladende ophævelse af og abstrakte forhold til territorier og grænser er helt igennem relativ. Selvfølgelig bestræber kapitalen sig konstant på at udvikle dets produktivkræfter, men kun for så vidt, det kan skabe profit. Lazzaratos argument er, at profitmotivet gennemtvinger kapitalens reterritorialisering, dvs. at profitmaksimering nødvendigvis må finde sted via nationalstaten, racismen, sexismen og væsentligt gennem krige og fascisme, der er de eneste medieringer, som effektivt er i stand til politisk at garantere den fortsatte af ekspropriation (af mennesker) og plyndring (af jorden). Det er naivt at tro, at økonomiens, juraens og teknologiens immanente funktionsmåde underordner produktivkræfterne profitmotivet. Uden stat, uden krig, uden racisme, uden fascisme: ingen profit. Sejren over de subalterne klasser gælder ikke én gang for alle, men må stedse gentages og reproduceres.
| 1. | Maurizio Lazzarato, Le capital déteste tout le monde – Fascisme ou révolution (Éditions Amsterdam, 2019). Alle referencer til denne bog vil efterfølgende blive foretaget med akronymet CDM, [sidetal], eks. CDM, 9. |
| 2. | Kritikken af menneskets mildest talt lidt selvhøjtidelige tendens til at projektere egne egenskaber over på Gud, natur og snart sagt hvad som helst, og således begribe disse gennem dets eget (selv)billede, er en i filosofihistorien kendt genganger. Se eksempelvis Spinozas anmærkning til læresætning 15 i første del af Ethica, hvor han meget nonchalant afviser at gå antropomorfismerne efter i sømmene: “Alle, som har kontempleret en smule over guds natur, benægter, at gud er kropslig” (Baruch Spinoza, Ethik in geometrischer Ordnung, Felix Meiner Verlag, 2010, 33 – min oversættelse). |
| 3. | Karl Marx, “Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie. Erster Band. Buch I: Der Produktionsprozeß des Kapitals”, i Marx-Engels Werke, bd. 23 (Berlin: Dietz Verlag, 1962 [1867]), 169. Alle referencer til Marx vil efterfølgende blive foretaget med akronymet: MEW [bind], [sidetal], eks.: MEW 23, 169. |
| 4. | MEW 23, 529. |
| 5. | Denne indvending møder man tit, men for det meste fra teoretikere, der forestiller sig “økonomi” alt for snævert, og ikke som Marx (og Engels) gør, nemlig som “produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”, hvilket indebærer en bred vekselvirkning af forskelligartede momenter (MEW 37, 463 – min oversættelse). Man kunne her gentage Max Horkheimers spidsfindige præsentation af problemet: “Økonomismen, som den kritiske teori [og Marx’ tænkning] mange steder reduceres til […], består ikke i at tage økonomien for seriøst, men deri at man forstår den for snævert” (Max Horkheimer, “Traditionelle und kritische Theorie”, i Max Horkheimer Gesammelte Schriften Band 4 Schriften 1936–1941, red. A. Schmidt (Frankfurt am Main: S. Fischer Verlag), 162–225 – min oversættelse). |
| 6. | Jf. også Marx’ begreb om “oprindelig akkumulation”, MEW 23, kap. 24. |
| 7. | MEW 25, 630. |
| 8. | MEW 23, 761. |
| 9. | Lazzaratos brug af betegnelsen “fascisme” kan afstedkomme en automatisk skepsis og delegitimerende reaktion ved læseren. Det at kalde nogen eller noget fascistisk fungerer alt for ofte som en art retorisk gummikugle, der skal skyde luften ud af modstanderen og diskussionen i almindelighed. Men det bliver dog hurtigt klart for læseren af denne bog, at betegnelsen “fascisme” tjener et analytisk og filosofisk formål til at tydeliggøre nogle konkrete historiske udviklingstendenser i et kritisk vokabular. For en god og kort overvejelse omkring brugen af “fascisme” som hhv. retorisk eller historie-analytisk betegner jf. Mikkel Bolt, “Ny fascisme”, i Trumps Kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 51–64, og Enzo Traverso m.fl., Fascisme (Nebula & Antipyrine, 2020). |
| 10. | Jf. Pierre Machereys refleksion i Hegel ou Spinoza (Éditions La Découverte, 1990 [1970]). |
| 11. | Søren Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, i SKS 3, 156. |
| 12. | Kierkegaard, Enten-Eller. Anden del, 165. |
| 13. | Det er senere blevet vist, at passagen, Luxemburg henviser til, ikke stammer fra Engels, men fra Karl Kautskys Das Erfurter Programm in seinem grundsätzlichen Teil erläutert fra 1892, hvor det hedder: “…es heißt entweder vorwärts zum Sozialismus oder rückwärts in die Barbarei.” Med efterkrigstidens fransk-marxistiske og anti-stalinistiske gruppe og journal, Socialisme ou Barbarie, vandt alternativet også indpas. Ligeledes pointerede den franske marxist Guy Debord i 1971, at alternativet mellem revolution og død var det 20. århundredes videnskabelige tænknings sidste ord (La Planète Malade (Gallimard, 2004)). I Danmark findes et lignende alternativ reformistisk udtrykt i Staunings politiske kampagne: STAUNING ELLER KAOS. |
| 14. | MEW 8, 115. |
| 15. | CDM, 9. |
| 16. | CDM, 156. |
| 17. | Jf. Antonio Gramsci, Selections from the Prison Notebooks (Lawrence & Wishart, 2003), 276. |
| 18. | Hans-Jørgen Schanz, “Højskolen som prisme”, i Løgstrups mange ansigter, red. Peter Aaboe Sørensen (København: Anis, 2005); Mikkel Bolt, På råbeafstand af marxismen (Antipyrine, 2019), 265. |
| 19. | Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Zweiter Band, Erster Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1977), 186. |
| 20. | Her refererer Lazzarato til så forskellige tænkere som Louis Althusser, Carl Schmitt og Michel Foucault. Men i denne sammenhæng er de slået i hartkorn med hinanden, fordi Lazzarato anklager dem for at overse benævnte vold som en mulighedsbetingelse for deres centrale begreber. |
| 21. | CDM, 21. |
| 22. | Gilles Deleuze & Félix Guattari, L’Anti-Œdipe, 448. Lazzarato parafraserer ofte dette citat, men refererer ikke eksplicit til det, hvilket han dog har gjort i sine andre bøger, f.eks. Gouverner par la dette (Les Prairies Ordinares, 2014), 9. |
| 23. | CDM, 22. |
| 24. | Mikkel Bolt, Trumps kontrarevolution (Forlaget Nemo, 2017), 21–22. |
| 25. | CDM, 22. |
| 26. | CDM, 22. |
| 27. | CDM, 20. |
| 28. | “A group of economists known as ‘the Chicago boys’ because of their attachment to the neoliberal theories of Milton Friedman, then teaching at the University of Chicago, was summoned to help reconstruct the Chilean economy” (David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (Oxford University Press, 2007), 8). |
| 29. | Werner Bonefeld, “Adam Smith and Ordoliberalism: On the Political Form of Market Freedom”, i Review of International Studies, vol. 39, no. 2 (2013): 233–50. |
| 30. | CDM, 20. |
| 31. | CDM, 36. |
| 32. | CDM, 37. |
| 33. | CDM, 37. |
| 34. | CDM, 40. |
| 35. | CDM, 35. |
| 36. | “The war debt deal negotiated in 1925 was the most generous that America concluded with any of its wartime associates. It set off a flow of American investment to Italy that only accelerated after 1927, once Italy stabilized on the gold standard” (Adam Tooze, “When we loved Mussolini”, The New York Review of Books, 18. august 2016. |
| 37. | Asta Olivia Nordenhof, Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen (Basilisk, 2020). |
| 38. | Dvs. “en slags stille krig”. Michel Foucault, “Il faut défendre la société “, i Cours au collège de France (1975–1976) (Gallimard, 1997), 16. |
| 39. | Citeret i CDM, 19 (min oversættelse). |
| 40. | CDM, 65. |
| 41. | Søren Ulrik Thomsen, “Som jeg sidder her ved gate C27”, Rystet spejl (Gyldendal, 2011). |
| 42. | CDM, 163. |
| 43. | Det er tydeligt, hvor stor en rolle Walter Benjamin spiller for hele Lazzaratos forståelse af nye revolutionære bevægelser og hvordan den “historisk materialistiske” monologiske forståelse af historiens udvikling kritiseres. Emblematisk for denne forskel er Benjamins udkast til Historieteserne, hvor han skriver: “Marx sagde, at revolutionerne er verdenshistoriens lokomotiver. Men måske forholder det sig ganske anderledes. Måske er revolutionerne de i disse toge rejsende slægters greb efter nødbremsen” (Walter Benjamin, Gesammelte Schriften, Erster Band, Dritter Teil, red. R. Tiedemann & H. Schweppenhäuser (Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1974), 1232). |
| 44. | Claude Lefort, Essais sur le politique XIXe-XX siècles (Seuil, 2001), 70. |
| 45. | CDM, 85. |
| 46. | I samarbejdet med den franske filosof Éric Alliez åbner Lazzarato således også bogen Guerres et Capital (Éditions Amsterdam, 2016) med at “udpege fjenden”. |
| 47. | CDM, 24. |
| 48. | CDM, 25. |
| 49. | ”[O]nce capitalism has finished conquering, dividing up, and colonizing the world in the geographic sense (thus becoming ‘planetary’), it begins to recolonize it or to colonize its own ‘core.’ ” (Étienne Balibar, Violence and civility – On the limits of political philosophy (Columbia University Press, 2015), 91. |